Rasmus Peder Jensen (1845-1923) 1/4: Typografernes Forbund (1869-1877). (Efterskrift til Politivennen)

Dette er første del af en serie om R. P. Jensen som giver et indblik i provisorietiden: Arbejderbevægelsen, pressen, partiet Venstre m. m. Artikelserien kan findes på nedenstående link:

Del 1: Typografernes Forbund (1869-1877).
Del 2: Folketidenden (1877-1887) og Maribo Amts Avis (1890-1891).
Del 3: Publikationen Ringsted Folketidende 1878-1887.
Del 4: Eftermæle og nekrologer (1891-1923).

I marts 1873 var R. P. Jensen blandt de 14 bestyrelsesmedlemmer som konstitueredes i Almindelig dansk Velfærdsforening. Den havde da omkring 1.100 medlemmer. Foreningens formål var at dele arbejdslønnen så ældre arbejdere kunne få råd til livsfornødenheder, samt sikre bedre uddannelse af de ældre. (Se Socialisten 18. marts 1873). Formand for Velfærdsforeningen var Lunde. Ved den årlige generalforsamling i april 1874 udtalte R. P. Jensen at indenrigsministeren havde søgt at få en kommission nedsat til undersøgelse af arbejderforholdene, men at "det forenede Venstre" havde hindret dette. Dog gav kommissionen ifølge en anden taler heller ikke arbejderne noget håb. Foreningen udgav "Arbejderbladet" med folketingsmand Lunde og R. P. Jensen som redaktionssekretær. Lunde fik i starten af 1874 Jensen fjernet efter en strid og med et betydelig tab af medlemmer. 

“Typografisk Forening” stiftet 12. juni 1869 og overlevede som fagforening til 1993. Dermed var den en af Danmarks første socialistiske fagforeninger - den første var cigarmagernes “Enigheden” fra 1. september 1871. Louis Pio og fleres agitation fik i 1875 foreningens formand R. P. Jensen grundlagt “Almindeligt dansk Typograf-Forbund”. 

Typografforeningens historie er skildret på denne hjemmeside:

1876 havde typgrafforeningen 16 afdelinger med 186 medlemmer. Heroverfor stod arbejdsgivernes sammenslutning “Foreningen af danske bogtrykkere”. I 1876 angives R. P. Jensen af være "Social-Demokratens" folketingsreferent. I oktober 1876 blev den gamle tarif fra 1874 opsagt og der blev etableret strejke med blokade af to avistrykkerier. R.P. Jensen havde kun 4.500 kr. til understøttelse af 175 strejkende, og andre arbejderorganisationer støttede ikke. I utilfredshed med R. P. Jensen annonceredes i Social-Demokraten 1. oktober 1876 at der ville blive dannet en socialpolitisk forening af typografer. Ved hjælp af strejkebrydere fra Tyskland og den almindelig økonomisk afmatning måtte typograferne opgive 5. december og forbundet blev opløst. Medlemstallet i “Typografisk Forening” faldt til under 100 og R.P. Jensen nedlagde sin post. Social-Demokraten skrev skadefro: “Det kommer der ud af en strejke, naar man ikke har underordnet sig under det samlede Arbejderparti”. 

Arbejdsnedlæggelse blandt Typograferne. I forgaars Aftes var de københavnske Typografer indvarslet til et Møde i "Glacisholms" Lokale paa Vesterbro. De Mødendes Tal var henved 250. Den typografiske Forenings Formand, Typograf R. P. Jensen, oplæste en Skrivelse, som, tilligemed et Tarif-Udkast, der tilsigter faste Bestemmelser for Arbejdets Betaling, af Typograferne var sendt til Principalerne for at tilvejebringe Forhandlinger mellem begge Parter. Principalerne havde imidlertid ikke villet gaa ind herpaa, men i Stedet for at give Møde sendte seksten af dem Typografernes Delegerede et Svar, der var en ligefrem Afvisning. At dømme efter den Modtagelse, som dette Svar fik, lader det til. at Typograferne ikke vil lade sig "lumpe" - som en Typograf udtalte paa Mødet -, men give Svar paa Tiltale. Forsamlingen vedtog desuden en resolution, hvori den udtalte sig for at fastholde Tarif-Udkastet, som det, trods Principalernes Enighed om en Afvisning, er Typografernes fast Forsæt at søge gennemført ved ethvert Middel, der staar til deres Raadighed. Denne Protest fik en forøget Betydning derved, at en Arbejdsnedlæggelse bebudedes i Rigsdagens Trykkeri, og, efter hvad vi erfarer, er det virkelig blevet til Alvor med Truslen, idet samtlige Typografer i Gaar Eftermiddags forlod Trykkeriet. Det vedtoges tillige paa Mødet straks at oprette et Strejkefond og udgive et ugentligt Organ. Skønt det af flere paa Mødet faldne Udtalelser kunde synes, som om man med Arbejdsnedlæggelsen kun har til Hensigt at give Principalerne en gavnlig Lektion, der er vel fortjent, er der dog adskilligt, der tyder hen paa, at Bevægelsen kan blive af større Omfang, og at Rigsdags-Trykkeriets Standsning danner Begyndelsen til fortsatte partielle Strejker. Vi kan ikke Andet end lykønske Typograferne til denne Samdrægtighed og enige Optræden, der ledes med Dygtighed og Energi.

(Socialisten 10. december 1873)

Annonce fra Dags-Telegraphen (København) 10. december 1873, hvori R. P. Jensen som typografernes formand annoncerer strejken i Rigsdagens Trykkeri.

"Typograf-Tidende" er Navnet paa et Ugeblad, som fra 1ste Jan. udgaar hver Fredag, redigeret af Typograf R. P. Jensen. Bladet vil ifølge sit Program arbejde for Typografernes Interesser dels ved at virke for, at "den typografiske Forening" vinder i Fasthed og Omfang, og dels ved at gie en Fremstilling af, hvad der i teknisk Henseende er værd at vide for Bogtrykkerkunstens Udøvere. De sociale Spørgsmaal vil det kun behandle, for saa vidt Fagets Interesser berøres deraf og det haaber ved at tage del i Diskussionen at kunne vikre forsonende og udjævnende mellem de modstræbende Interesser. Bladet indeholder i sit første Numer foruden Program og mindre Meddelelser en Beretning om de Skridt, Typograferne her i Byen gjorde i Slutningen af forrige Aar for at opnaa bedre Lønningsvilkaar og faa Søndagsarbejdet afskaffet. Som bekjendt strandede Fordringen om Søndagsarbejdets Afskaffelse paa "Dagstelegrafens" Udgiveres, Ferslew & Ko.s Modstand; men der er dog Haab om, at denne utvivlsomt billige Fordring senere vil kunne gjennemføres.

(Morgenbladet (København) 6. januar 1874).

Annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. januar 1874 for "Typograf-Tidende".

Onsdagsforeningen afholdt i Gaar Aftes Aarsmøde til Stadsfæstelse af Ændringer i Lovene. Til Bestyrere for næste Aar valgtes Cand. jur Hørup, Høker Jensen, Fabrikant Christensen, Lærer Schjerner, Cand. Christensen, Gjestgiver R. S. Krag i Fortunstræde og Redaktør, Formand for typografisk Forening R. P. Jensen.

(Folketidende for Midtsjælland 29. januar 1874).

Dagstelegraphen beskyldte i maj 1874 R. P. Jensen for at være skyld i at den typografiske forening fik 2 frieksemplarer af "Socialisten". Hertil svarede R. P. Jensen i Morgenbladet 9. maj 1874 at alle aviser blev lagt frem, også Dagstelegraphen. I 1876 kørte de konservative blade som fx Dannevirke og Jyllandsposten en kampagne imod Onsdagsforeningen hvor de betegnede den som socialistisk, heriblandt også R. P. Jensen. Flere provinsaviser var dog opmærksomme på at han ikke var det. Hvilket også fremgår af nedenstående referat: 

Møde af Typografer. I Mandags Aftes afholdtes efter Indbydelse af 8 Typografer et efter typografiske Forhold ret godt besøgt Møde i Fagforeningernes Lokaler i Borgergade 69. En af Indbyderne, Hr. Foltmar, indledede Mødet med er Par korte Bemærkninger om Møders Hovedformaal, nemlig at faa Typografernes Stemning at kende i Anledning af den af Centralkomiteen til Bestyrelsen for den typogr. Forening indgaaede Skrivelse, om en Tilslutning til de frie Fagforeningers Centralbestyrelse. Efter at Hr. J. F. Jensen var valgt til Dirigent og Foltmar nærmere havde udviklet Indbydernes Stilling til det foreliggende Soørgsmaal, tog Hr. Klein (Vengeur) - den sandsynlige Formand for Arbejderpartiets Centralbestyrelse, som var mødt paa Indbydernes Opfordring - Ordet, for at udvikle Centralisationens Betynign for Arbejdersagens og Arbejderpartiets Stilling i Samfundet, saavel i social som i politisk Henseend; han vilde ikke gaa ind paa Typografernes rent faglige Interesser, da han ikke var tilstrækkelig med i dette Spørgsmaal, men fremhævede stærkt, at en isoleret Forening for Fremtiden ikke vilde have nogen Betydning i Samfundet, da det navnlig gladt om at organisere Arbejderne til et samlet Arbejderparti i "social" Retning, uanset, hvilke politiske Anskuelser der maatte være tilstede hos de enkelte Individer eller i en enkelt Fagforening. Derefter fik Hr. Heinemann Ordet og maatte i Et og Alt slutte sig til den foregaaende Taler og i stærke Udtryk betegnede han Formandens, Hr. R. P. Jensens Interesse for Typografernes Vel for "Humbug", når hverken han eller Bestyrelsen kunde indse, at vore faglige Interesser kun kunde varetages ved en stærk centralisation, og fremhævede, at naar et enkelt Kompagni eller en Bataillon vil handle paa egen Haand og fjerner sig fra sit Centralpunkt, da gaar det den visse Undergang imøde; Ligesaa vilde det gaa med Typograferne ved at skulle udelukkes fra det store almindelige Arbejderparti. - Foltmar opfordrede dernæst den tilstedeværende Formand for den typografiske Forening til at udtale sig angaaende Bestyrelsens Standpunkt overfor det foreliggende Spørgsmaal. - R. P. Jensen indrømmede, at der var tilstillet ham en Opfordring fra Centralkomiteen om at slutte sig til denne, men at Bestyrelsen paa et Møde om Søndagen havde besluttet ikke at lade Forslaget nyde Fremme. Han ansaa det for uheldigt, om Typograferne sluttede sig til en Centralbestyrelse, som arbejdede for Indførelsen af den socialistiske Stat, hvilken vilde skabe en Utopi, som han ikke vilde bidrage til at fremskynde. Typograferne havde Lejlighed nok til at gøre deres politiske Interesser gældende i de Partiforeninger, som bestaar, og han fraraadede at indføre Politik i den typografiske Forening. - Klein imødegik Taleren Åunkt for Punkt; han ansaa netop Fagforeningernes Opgave for at være baade social og politisk; ti hvilken Arbejder vilde vel ikke stræbe hen til t. Eks. at faa Valgretten udvidet. Naar man fremhævede, at den socialistiske Stat vilde skabe en Ufrihedstilstand, da var det aldeles fejlagtigt, ti vor Løsen var: Lige Ret for Alle og Ingen skulde tvinges imod sin Overbevisning. - Foltmar fremhævede, at den typografiske Forening, saaledes som den nu stod, aldeles ikke arbejdede efter de Formaalsbestemmelser, der fandtes i Lovene, hverken som Fagforening eller som Understøttelsesforening, og anførte navnlig den egenraadige Fremgangsmaade, der vistes overfor indsendte Forslag. Der hvilede en Søvnighed og Ligegyldighed over Foreningen, saavel hos Bestyrelsen som hos Medlemmerne, og disse var mere tilbøjelige til at kritisere og ironisere over enhver Sag, end til at underkaste denne en nærmere og alvorlig Drøftelse; vi maatte virke hen til et virksomt og kraftigt Foreningsliv og lade alle gode Kræfter komme til sin Ret. - R. P. Jensen fandt, at der blev taget Hensyn til Enhver, men han fastholdt, at Bestyrelsen maatte have Ret til at bestemme, hvilke Genstande, der burde nye Fremme. -Til Slutning bemærkede Dirigenten (Stifteren af den typografiske Forening) at han stod i Opposition til den nuværende Bestyrelse, saalænge denne førte og ledede Foreningen paa den Maade, som den nu gjorde; det var forresten mærkeligt, at Jensen nu aldeles havde skiftet Anskuelse, idet han tidligere var meget ivrig for at indføre Politik i Foreningen og nu var aldeles derimod. Han anbefalede at vedtage en Resolution, som gik ud paa, at Bestyrelsen for den typografiske Forening skulde forelægge Spørgsmaalet om en Tilslutning til Centralbestyrelsen for Medlemmerne paa en ekstraordinær Generalforsamling; men da der ved den foretagne Afstemning kun var 1 Stemmes Forskel, kan der egenlig ikke siges at være fremkommet et afgørende Resultat. Der vil med det Første blive indvarslet til et nyt Møde, forhaabentlig i næste Uge, og der vil da fremkomme Forslag til Dannelsen af en typografisk Fagforening, som ikke vil gaa ud paa nogen Adsplittelse, ti i alle faglige Interesser bør og skal vi staa hinanden bi; men dens Formaal vil være at skabe et kraftigere Foreningsliv blandt typograferne, ligesom ogsaa at slutte sig til de Spørgsmaal, hvor en fælles Optræden sammen med andre Fags Arbejdere er nødvendig. 

(Social-Demokraten 20. maj 1874).

Den senere navnkundige redaktør for Social-Demokraten, Emil Wiinblad var dengang formand for Svendborg typografiske Forening og strejkede omkring 1874 for en kammerats uretfærdige afskedigelse, men fandt ikke støtte fra Typografforeningen København. Wiinblad vendte herefter tilbage til København. R. P. Jensen plejede omgang med rigsdagsbønder og hældede mod Venstre. De andre ledere var mest højremand: A. F. Decher der dog senere blev Social-Demokratens redaktionssekretær og efterfulgte R. P. Jensen.

Det nye Venstreblad i Hillerød skal ifølge "Helsing. Dagbl." redigeres af Typograf R. P. Jensen, Formand for den typografiske Forening i Kjøbenhavn og Redaktør for "Typogr. Tid."

(Dags-Telegraphen (København) 12. september 1874).

Voldgiftsretter. I "Dagens Nyheder"s Gaarsnumer forekommer en Artikel om "Voldgift mellem Arbeidsgivere og Arbejdere". Den ærede Forfatter nævner. at den nylig stiftede "Forening af danske Bogtrykkere" i sine Statuter har vedtaget at stræbe hen til Oprettelsen af en Voldgiftsret, og han tilføier, at "det vilde være ønskeligt, om den maatte have større Held med sig end dens Forgængere" (Forsøg af Bygningssnedker Mestrene og "Grovsmedeforeningen af 1873"). Den, som ikke har noget nærmere Kjendskab til de sociale Brydninger, der finde Sted indenfor det typografiske Fags Omraade, maa af den anførte Fremstilling saa Troen paa, at Voldgifsretten vilde staa som en Kjendsgjerning, naar blot Typograferne ikke sætte sig derimod. Jeg skal her tillade mig at oplyse, at de danske Typografers Organ, "Typograf Tidende", forrige Aar gjentagende fremhævede Voldgiftsretten som en særdeles gavnlig Institution, der burde indfores snarest muligt. Det var ikke uden Paavirkning af disse Udtalelser, at Bogtrykkerieierne, samtidig med, at de vedtog den nugjældende Sættertarif (November s. A.) fremsatte for Typograferne et Forslag til en voldgiftsrets Nedsættelse. Typograferne gik strax beredvillig ind paa Forslaget og gav en Delegation Bemyndigelse til at forhandle paa deres Vegne, men da der skulde gjores Alvor af Sagen, og Forslaget skulde realiseres, trak Bogtrykkerieierne sig tilbage, uden nogensomhelst Foranledning fra Typografernes Side, og uden at der saa Meget som kom en Sammenkomst i Stand med Typografernes Delegation, trods dennes Opfordring. Maa jeg udbede mig den ærede Redaktions Tilladelse til, at Nærværende kan fremkommet "Dagens Nyheder" som en oplysende Bemærkning til Artiklen om Voldgiftsretter.

Ærbødigst
R. P. Jensen
Formand i "Den typografiske Forening".

(Dagens Nyheder 17. april 1875)

Strejken i "Dagens Nyheders" Trykkeri er nu endt, idet Trykkeriejeren er gaaet ind paa de stillede Fordringer, der som bekendt gik ud paa en Lønningsforhøjelse af 2 Øre pr. 1000 Bogstaver og Indskrænkning af Arbejder om Aftenen. Det glæder os, at Typograferne ved denne Lejlighed, har vist det Sammenhold, der udfordres, naar der skal sættes Noget igennem, og det glæder os ligeledes, at Formanden for "Almindeligt dansk Typografforbund", Hr. R. P. Jensen, øjeblikkelig satte Trykkeriet i "Blokadetilstand", da Strejken udbrød.

(Social-Demokraten 2. juli 1875).

Diskussionen i fagbevægelsen fortsatte ind i 1880'erne om hvorvidt man skulle organisere sig efter fag og uddannelse eller efter arbejdsplads og branche, på tværs i lokalområderne eller efter fag på landsplan, centraliserede eller decentraliserede. Organisationsformen blev efterhånden organisering efter fag. Industrien anvendte i vid udstrækning faglært arbejdskraft. Kun arbejderne i de allerede gennemindustrialiserede brancher som tekstilarbejderne, tobaksarbejderne, keramiske arbejdere og papirfabriksarbejdere organiserede sig fra begyndelsen i industriforbund. Det betød at en stor gruppe af ufaglærte kvinder og mænd ikke uden videre kunne indpasses i organisationsformen. Den stadige indvandring af ny og villig arbejdskraft fra landet til byerne i 1880'erne og 90'erne gjorde det vanskeligt at overbevise disse tusinder af tilvandrere om, at de burde organisere sig. De kom ofte fra udpræget liberalistiske og selvbevidste gårdmandsmiljøer og ville ikke vide af den "spændetrøje" på deres personlige frihed, som de mente en organisering ville indebære.

Bevægelsen i "Dag Nyh." Sætteri. Hr. Redaktør! For nedenstaaende Bemærkninger, der fremkomme i Anledning af en i "Dag. Nyh "s Nr. 179 under Rubriken "Striden i "Dag. Nyh."s Sætteri optagen Artikel, som Følge af hvilken vi have indsendt en Svarskrivelse, som det nævnte Blads Redaktion imidlertid har fundet det passende at nægte Optagelse, udbede vi os Plads i Deres Ærede Blad.

Den omtalte Artikel i "Dag. nyh." stempler en af os i "Typograf-Tidende" given Fremstilling af Forholdene i "Dag. Nyh."s Sætteri som lidende af "saa væsenlige Urigtigheder", at Redaktionen har "anset det for nødvendigt at bryde den Tavshed, den hidtil har iagttaget". Ved Læsningen Heraf opstod der hos os en ganske naturlig Frygt for, at vor Gjengivelse af de af Bladets Sætterpersonale opstillede Punkler i en af dem foreslaaet ny Arbejdsordning samt af Udgivernes Stilling til disse ikke skulde være i Overensstemmelse med de virkelige Fakta; ved at konferere den med den Fremstilling in extenso "Dag. Nyh" indeholder af de nævnte Punkter, overbevistes vi imidlertid om, at vi havde refereret fuldstændig korrekt. Altsaa kunde "Urigtighederne" ikke ligge heri. Nej, det eneste urigtige, vi ved et omhyggeligt Studium have set os i Stand til at opdage, er, at vi have tilladt os at kalde Sætternes Fremgangsmade "særdeles human". En saadan Betegnelse er nu en Gang en Dissonants i d'Hrr. Udgiveres Øren.

Naar det Blad, man redigerer, er af temmelig smaa Dimensioner, er det en Selvfølge, at man seer sig nødsaget til at begrænse sit Stof efter en ikke ganske ringe Maalestok. Af denne Grund har "Typ. Tid." ikke set sig i Stand til at gjengive de Forhandlinger, der førtes mellem Udgiverne og Sætternes Delegerede, men har mattet indskrænke sig til kort og godt at meddele Begivenhedernes Gang. At Sætterne i Begyndelsen havde i Sinde øjeblikkelig at nedlægge Arbejdet, var os ligesaa bekjendt, som at de ikke desto mindre efter moden Overvejelse gave deres Principal 14 Dages Opsigelse; imidlertid tro vi at have handlet rigtigt i at bedømme dem efter deres Handlemaade og ikke efter den øjeblikkelige Fortrydelse, de have følt ved at se deres Andragende afvist. Naar man veed, at en Sætter under de tidligere for os saa uheldige Konjunkturer ikke sjælden var udsat for at blive vist Døren, naar der opstod en lille Uenighed mellem ham og Trykkeriets Bestyrer; naar man har et blot flygtigt Kjendskab til de nuværende Arbejdsforhold, i Følge hvilke øjeblikkelige Arbejdsstansninger høre til Dagens Orden; naar vi bemærke, at "Dag. Nyh."s Udgivne i sin Tid have antaget Sættere, der som Følge heraf gave Afkald paa ret lønnende Pladser andetsteds, for efter nogle Ugers Forløb at skabe Forhold, der nødvendiggjorde deres Afskedigelse - selvfølgelig have ogsaa Andre brugt denne Fremgangsmaade - , og naar vi endelig paa Sætterpersonalets Vegne se os i Stand til at afgive den Erklæring, at det ikke er sig bevidst at have afsluttet nogen Kontrakt angaaende en vis Opsigelsesfrist - Meddelelsen om, at der existerer en saadan Kontrakt, maa aabenbart bero paa en fuldstændig Misforstaaelse - , da tro vi, man med os vil erkjende, at Sætterne have vist en ganske betydelig Humanitet og Hensynsfuldhed overfor Bladets Udgivere ved trods baade juridisk og moralsk Berettigelse at overlade dem 14 Dage, i hvilke de kunne søge at skaffe sig andre Sættere.

De af Sætterne opstillede Fordringers Berettigelse skulle vi ikke indlade os paa at prøve, da formentlig kun Fagmænd ville kunne danne sig en begrundet Mening herom; vi skulle kun undtagelsesvis nævne den af Sætterne foreslaaede Forhøjelse i Satsprisen af 2 Øre pr. 1000 Bogstaver at faa Lejlighed til at gjøre en Bemærkning til en os Udgiverne til dette Forslag stillet motiveret Ændring, i Følge hvilken "Satsprisen bliver 28 Øre pr. Tusind (som hidtil), da Bladets Status for Tiden ikke tillader nogen Forhøjelse. Saa snart Bladet balancerer, er der intet til Hinder for en Forhøjelse". Vi respektere naturligvis fuldstændig disse Grunde, sete fra et Udgiverstandpunkt, men for Arbejdere ere de dog uholdbare. Den gyldne Sentens "En Arbejder er sin Løn værd" forekommer os at have ligesaa god Hjemmel nu som tidligere, og vi kunne ikke med vor bedste Villie indse, at t. Ex. A s Arbejdere, der muligvis ere nogle daarlige Subjekter, skulle være berettigede til at fortjene et Par Kroner mere om Ugen end den flittige og ædruelige Arbejder hos B., alene fordi denne enten har Uheld med sig eller er en mindre dygtig Forretningsmand.

Naar Hr. R. P. Jensen, Formand for "Den typografiske Forening", beskyldes for Tvetungethed, fordi han overfor det nævnte Blads Udgivere skal have udtalt et og i "Typ.-Tid." skrevet et andet, skulle vi oplyse, at vi i det vedkommende Ruiner af Tidenden staa anførte som Redaktører af denne, ligesom Artiklen om Bevægelsen i "Dag. Nyh."S Sætteri hidrører fra os. Vi haabe, at denne Oplysning vil være tilstrækkelig til at bevirke, at den ene Tunge bortfalder.

At d'Hrr. Udgivere af "Dag. Nyh." ikke have tilsendt os deres kritiske Bemærkninger til Optagelse i "Typ. Tid."  - der ubetinget vilde have staaet til d'Hrr's Disposition, selv med Bekostniger af et Dobbeltnummer - har forundret os en Del. Læserne af "Typ. Tid.", der alle paa ganske faa Undtagelser nær ere uddannede i Faget, vilde med Lethed kunne danne sig en Mening om den foreliggende Dag; læser man derimod i et Dagblad Beretningen om den nye Arbejdsordning i "Dag. Nyh."s Sætteri, føler man dog uvilkaarligt, at den allerstørste Del af Bladets Læsere, for hvem Typografien er fuldstændig ukjendt, i det højeste vil give sig til en haabløs Gransken for at finde det Facit, der kommer ud af 2 Ø. mere pr. 1000 Bogst., at den, der muligvis er i Besiddelse af alle andre gode Egenskaber, men lider af den Mangel ikke at være Typograf, vil fare fuldstændig hjælpeløs omkring i den skematiske Satses Mysterier, og at ren og blandet Talsats, spatieret Sats og Korrekturgodtgjørelse, der hver for sig kunne gjøre en oplært Sættet Bryderi nok, ere Ting, der paa grund af deres Uforstaaelighed ville kvalifisere sig til at betragtes med en grænse Ligegyldighed af den gunstige Læsere, hvem vi paa ingen Maade kunne fortænke heri.

Til Slutning kun dette: Vi kunne særdeles vel forstaa, at den ærede Redaktion af "Dag. Nyh." finder noget vist Tillokkende i at kunne føre et Angreb, samtidig med at den unddrager den Angrebne ethvert Forsvarsvaaben; denne Kampmaade er af den nyere Tids krigskyndige bleven stemplet som fuldstændig hæderlig, og vi maa selvfølgelig bøje os for deres Kompetence. Derimod forstaa vi ikke ret det ærede Blad, naar det, i samme Moment, som det finder, at Sagen er den store Offenlighed uvedkommende, ikke desto mindre bringer den frem for den Offenlighed, som den "formentlig er uvedkommende". "Typ -Tid.", der indeholdt vor af "Dag. Nyh." kritiserede Fremstilling, vilde have bragt d'Hrr. Udgiveres Artikel netop til det Publikum, der kunde have Interesse af at læse den.

J. C. Henriksen, Frederik Olsen
p. t. Redaktører af "Typ. Tid."

(Morgenbladet (København) 14. juli 1875)

S. Ferat: Typografipresse (1890). Anskuelsestavle. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Som tidligere omtalt har der blandt Arbejdsgivere og Arbejdere i Bogtrykkerfaget været besluttet at oprette en Voldgiftsret; efter en Del Forhandlinger er dette nu sket. For Bogtrykkerejernes Vedkommede ere DHrr Lauritzen og Valentin valgt og for Typografernes DHrr J. C. Henriksen og R. P. Jensen.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød 25. august 1875).

I Ringsted dannedes i Gaar en Afdeling af almindelig typografisk Forening. Dennes Formand, Typograf R. P. Jensen, der paa Foreningens Vegne i Sommer har gjennemreist Landet og samlet Typograferne fra de fleste Bogtrykkerier i Landet, har nu omtrent fuldført de Forarbeider, der er nødvendige til Foreningens videre Udvikling. Paa enkelte af Sides liggende Trykkerier nær, staar egenlig kun Holbæks tilbage. Paa Mødet i Ringsted mødte fra Zahles Bogtrykkeri Eieren, Faktoren, Trykkeren og de to Typografer, der alle meldte sig ind i Foreningen og valgde Typograf S. K. Johansen til Foreningens Formand. Denne kan under sig samle andre Typografer; naar en Afdeling tæller mindst 1o Medlemmer, har den Adkomst til at afgive en Stemme ved et almindeligt Møde af alle Landets Foreninger, der skal holdes inden Juli næste Aar. Hovedforeningens Formand, der udviklede Foreningens Grundsætninger og Hensigter, modtog en levende Paaskjønnelse for sin Virksomhed.

(Folketidenden 18. oktober 1875).

Typograferne har længe andraget paa en Lønningsforhøjelse, og denne Sag blev endelig af Mestrene, efter en forudgaaende Sammenkomst med 6 Dagbladsejere, i Torsdags Aftes afvist med alle Stemmer mod en. Vi faar nu at se, hvorledes Hr. Formand R. P. Jensen klarer den Sag; han har jo i højre Toner talt om Typografernes "gode Organisation", og at de kunde "hjælpe dem selv" uden at tage deres Tilflugt til os fæle Socialister. Det sidste er jo meget heldigt, da Typografernes Flertal selvfølgelig ikke under en eventuel Strejke vil kunne gøre Regning paa Understøttelse af Arbejderpartiet eller Arbejderpressen.

(Social-Demokraten 17, december 1876).

Typograferne led et fuldstændigt nederlag. R. P. Jensen blev efterfulgt af Adolf Frederik Decher (1851-1901) som fik styr på foreningens økonomi. Han var formand i 7 år. I 1882 var han korrekturlæser og faktor ved Social-Demokraten, senere blev han bladets redaktionssekretær. Han blev syg i foråret 1901 og døde i december samme år. 

Strejken blev i årene efter gang på gang fremhævet som hvor galt det kunne gå, fx i nedenstående tilfælde:

Striken i Bygningssnedkerfaget.

- - -

Vi skulle saaledes nævne et Exempel, der er saa oplysende i denne Retning, at det fortjener al kjendes i videre Kredse. Det var under Typografstriken, der som bekjendt lededes af daværende Præsident for Typografforbundet, Hr. R. P. Jensen, og - som Størsteparten af Striker - fik et ynkeligt Udfald, at en tro og skikkelig, flittig og stræbsom Arbejder lod sig forlede til at nedlægge sit virkelig gode og indbringende Arbejde paa et af Kjøbenhavns større Trykkerier. Omtrent et Par Aar efter at Striken var endt og Arbejdet gjenoptaget, aflagde en god Bekjendt af Arbejderen Besog i det paagjældende Trykkeri. Arbejderen var vel taget i Arbejde igjen, men han havde faaet Plads i en Krog og fik kun mindre godt og som Følge deraf mindre indbringende Arbejde. Han fortrød da haardt. at han havde ladet sig forlede til at gaa med til Striken og udtalte, at han beklagede dybt den Nød, hvori han havde nedstyrtet sin Familie og sig selv, hvilket var dobbelt pinligt for ham, da hans gode Plads og hans gode Arbejde nu var optaget af en Anden.

Som det er gaaet denne Arbejder, vil det utvivlsomt gaa mange Bygningssnedkere, først for sent vil de komme til at opdage, at Dhrr. Førere have ført dem bag Lyset ved at foregjøgle dem en Tilstand, de ikke kan naa gjennem Umedgjørlighed og Arbejdsnedlæggelser.

Nød og Elendighed er Strikernes uundgaaelige Følge. Arbejdsgiverne miste undertiden under en Strike flere Kunder, som enten gaa til Udlandet, eller vente til roligere Tider med at lade deres Arbejde udføre og Arbejderne kan aldrig faa oprettet de Tab de lide, og det af den simple Grund, at det kan være haardt nok for en Familie at slaa sig igjennem, naar der haves dagligt Arbejde, hvorfor Gjæld, Pantsætning og Laan for den Tid, Striken har varet, vil trykke haardt og tungt i altfor lang Tid efter Strikens Ophør.

Ved denne Strike kommer en ny Side af Sagen frem. nemlig Mestrenes Lock out, der kan faa meget beklagelige og ubehagelige Følger for Arbejderne. Det er nemlig en given Ting, at naar Mestrene gjenoptager Virksomheden, vil de i højere Grad, end under en almindelig Strike, vrage mellem de Arbejdere, de antage, og maaske mange Mestre for lang Tid vil indskrænke deres Virksomhed. Der vil saaledes let blive et større Antal Arbejdere, som, selv om Striken er ophørt, vil have stor Vanskelighed ved at faa Plads igjen, og svaledes, naar ogfaa Strikekassen bliver udtømt, værc henviste til den rene Nød og Elendighed.

Man maa imidlertid haabe, at der dog findes nogle fornuftige Arbejdere, som vil slaa sig løs fra det socialistiske Førerskab, førend de faa for haardt at føle, at under et saadant Regimente vil der kun blive Fattigdom og Jammer at høste.

(Sjællands-Posten 13. juni 1889).

Arbejdermøder. (Efterskrift til Politivennen)

I Mandags holdtes der i Slagelse et Arbejdermøde, der talte 5- 600 Deltagere. Efter at Skomager Hansen som Indbyder til Mødet havde budt Forsamlingen Velkommen, og efter at Skomager Andersen var bleven valgt til Ordstyrer, gaves Ordet til E V. Klein der i et længere Foredrag udviklede Socialismens Grundsætninger. Hansen supplerede Kleins Udtalelser og lagde særlig Vægt paa Arbejderspørgsmaalets internationale Karakter. Hr. Nielsen fra Korsør havde Ordet for nogle korte Bemærkninger, og derefter imødegik "Slagelseposten"s Redaktør Hr. Branner Klein med et Opkog af de sædvanlige storborgerlige Indvendinger mod Socialismen. Efter at Klein havde svaret herpaa, og Branner og han endnu en Gang havde haft Ordet, sluttedes Mødet. Der udbragtes Lever for Pio, Brix og Geleff for Arbejderne i Slagelse, for Arbejdet partiet i Ind- og Udland, for Socialismen og for Klein. I "den socialdemokratiske Arbejderforening for Slagelse og Omegn", der en Uge tidligere var bleven konstitueret, indtegnedes henved 100 Mand i forskellige Livsstillinger. 

- I Korsør holdtes der ligeledes af E. V. Klein et Arbejdermøde i Tirsdags. Da Politimesteren velvillig havde draget Omsorg for, at Lokaleejerne nægter at udleje deres Lokaler, samledes Arbejderne om Aftenen Kl. 8 ved Havnen og gik ombord i nogle Fiskerbaade. Under Afsyngning af "Socialisternes Marsch" lagde Baadene ud af Havnen. Efter at de var blevne samlede, aabnedes Mødet af Snedker Nielsen.  Klein udviklede de socialistiske Grundprinciper og berørte Fiskerispørgsmaalet. Byens Redaktør Hr. Jensen forsvarede sig mod nogle Angreb af Klein, men Arbejderne vilde ikke høre ham. Endnu flere Talere havde Ordet, og Mødet, der overværedes af Formanden og Kassereren for Skræddernes Fagforening i Nyborg, sluttedes dernæst med Leveraab for Korsørs Arbejdere, Arbejderførerne og Klein. Da Deltagerne i Mødet gik i Land, forsøgte en Del Storborgere, som havde samlet sig ved Havnen, at anfalde dem, men de blev slaaede tilbage af Fiskerne.

En Række politiske Møder vil i Dagene mellem den 11te og 18de Juli, ifølge "Morgenbl." blive afholdt i Jylland, nemlig i Kolding, i Skanderborgegnen, ved Langaa Station, i Vendsyssel, i Terndruplund Syd for Aalborg og ved Grenaa, i Blandt de Indbudte nævner Bladet Dhrr. J. A. Hansen, Berg, Holstein-Ledreborg. Cd. jur. Hørup og Red. Larsen. Mødedagen vil nærmere blive bestemt, idet denne i de fleste Tilfælde er overladt Indbyderne. Indbydelserne er for største Delen modtagne. Da de nævnte Herrer imidlertid ogsaa er indbudt af 70 af Egnens Mand til en Fest ved Præstø, og denne falder sammen med Grenaa-Mødet, der er ansat til den 18de, vil i alt Fald kun nogle af dem kunne deltage i sidstnævnte Møde.

(Social-Demokraten 2. juli 1875).

Kvindelige Arbejdere i Tobaksindustrien. (Efterskrift til Politivennen)

Mødet for alle kvindelige Arbejdere i Tobaksfaget afholdtes efter Indbydelse i Torsdags Aftes, og var godt besøgt, dog mest af de kvinder uden Arbejde.

Dirigenten oplæste Dagsordenen: "Hvad der bør gøres for at forbedre Kvindens Stilling", og gav derpaa Ordet til Cigarmagerforeningen "Enigheden"s Formand, P. G. Johnsen, som indledede Forhandlingerne med følgende Udtalelse. Hvad der havde bevæget os til at sammenkalde dette Møde, var Kvindens slette Stilling. Det er nemlig en sørgelig Kendsgerning, at de kvindelige Arbejdere i Tobaksfaget er meget usselt lønnede. Fabrikanterne benytter sig af det næsten godkendte Paaskud, at hun ikke har saa store Forvovenheder, idet det hedder, at Manden skal forsørge Familien. Men Sagen er i Virkeligheden den, at Kvinden maa arbejde lige saa vel som Manden for de daglige Fornødenheder, og tilmed, ialfald for en Del, besørge Familiens Husgerning. Nu byder man hende saa ussel en Løn, at det ligefrem er umulig for hende at leve et nogenlunde anstændigt Liv. Det bør derfor være Mændenes Opgave at virke for. at Kvinden kan blive betalt for sit Arbejde i Lighed med hvad der betales den mandlige Arbejder.

Ved et beklageligt Fejlsyn har de kvindelige og de mandlige Arbejdere hidtil staaet ligesom fjendtlig overfor hinanden, og man har betragtet hinanden som Konkurrenter, men ogsaa her havde Socialismen udøvet sin velsignende Virkning, idet man gennem de socialistiske Læresætninger var naaet til Erkendelse om, at alle Arbejdere er solidariske ligeoverfor Kapitalens Overgreb. Af denne Lære er vi ogsaa kommet til Klarhed om Kvindens Ligeberettigelse med Manden, og følgelig maa den kvindelige Arbejder for det samme Arbejde betales efter samme Forhold som Manden.

Vi har i disse Dage set, hvorledes mange kvindelige Arbejdere ved Fabrikanternes Hjerteløshed er blevet brødløse; det viser sig altsaa, at de ikke bekymrer sig om, hvormange Arbejdere de styrter i Ulykke, naar blot de tror at sikkre deres egne Interesser, ti havde de en Gnist af Følelse, da vilde de sige til de stakkels Kvinder, som uden egen Skyld er arbejdsledige: "I er ikke Skyld i, at I ikke kan arbejde, derfor vil vi støtte Eder." Men istedetfor samlede Fabrikanterne sig om deres eneste Gud Guldkalven, og overlod de Brødløse til deres Skæbne. Det er derfor de kvindelige Arbejderes Pligt at slutte sig sammen for i Enighed og Sammenhold at danne en Forening, hvor de kan drøfte og varetage deres Interesser. Naar de da sluttede dem til deres mandlige Fagfæller, da vilde de ogsaa til enhver Tid kunne gøre Regning paa en kraftig Bistand fra disse, og i Forening vilde de da virke for Opnaaelsen af Lønningslighed.

Flere Talere udtalte sig i lignende Retning, og glædede sig over at have havt Lejlighed til at udtale sig overfor Kvinderne om den fælles Sag. Det paavistes, hvorledes Kapitalen anvendtes til Opkøb, og saaledes fremkaldte den fordærvelige Produktionsmaade. Hvorledes Priserne for Arbejdet varierede i den travle og den sløje Tid, uden at Fabrikanterne bekymrede sig om Arbejderne tjente lidt eller mere. Det fremhævedes ligeledes, at mange Fabrikanter holdt kvindelige Arbejdere for Sulteføde, hvorved de blev istand til at levere billigere Varer end de Fabrikanter, som væsenlig havde mandlige Arbejdere; dette var et Misforhold. De kvindelige Arbejdere advaredes mod at lade sig underkøbe; ved nu at lade sig lokke af Fabrikanterne skadede de deres egen og Kammeraternes Sag. En anden Taler var ikke tilfreds med, at Forsamlingen væsenlig kun talte Repræsentanter for de allerede brødløs gjorte kvindelige Arbejdere. Han savnede navnlig dem, der endnu var i Arbejde. Men han kunde nok tænke sig Aarsagen til denne Fraværelse, ti, efter hvad der var bleven ham meddelt, havde Bendix i Vimmelskaftet forbudt sine kvindelige Arbejdere at gaa til Mødet, idet han skulde have betydet dem, at de, der gik til Mødet, vilde faa deres Afsked den næste Dag. Den Maade, hvorpaa nogle af Dhrr. Fabrikanter i del Hele behandlede deres kvindelige Arbejdere, var saa utaalelig, at der nødvendigvis maatte ske en Forandring, ellers vilde den kvindelige Arbejders Stilling tilsidst blive saa fortrykt og nedværdiget, at enhver Oprejsning vilde være umulig.

Johnsen supplerede de foregaaende Udtalelser med at nævne et Par Eksempler fra en Fabrik, der drives hovedsagelig ved kvindelig Hjælp, og som tilhører en Herre, der, saavidt vi mindes, hed Baist. Denne Arbejdsgiver er meget omhyggelig for sine kvindelige Arbejdere, hvorfor han har oprettet en Sygekasse, der bestyres og kontrolleres udelukkende af "ham selv". Kassens Status er dem ligesaa ubekendt som det Regnskab de aldrig har set.

En Taler mente, at naar Bendix havde optraadt saaledes som det var meddelt, saa maatte man søge Grunden deri, at han antog at kunne byde sine Arbejdere Sligt. Saasnart man vilde lade ham forstaa, at man ikke lod sig paavirke af slige latterlige Forbud, men høflig handlede efter sin Overbevisning, saa vide Fabrikanten hurtig forandre sin Opførsel.

En kvindelig Arbejder henvendte nogle opmuntrende og hjertelige Ord til sine Fagfæller. Vi skal ikke, sagde hun, fordi vi er Kvinder være bange for at tale vor Ret. Ligesaa godt som vi har Udsigt til at sulte i længere Tid, naarsomhelst det behager Fabrikanten at stanse sin Bedrift, ligesaa godt kan vi vel sulte en enkelt Uge for vor egen Sag. Vi er af fuld saa stor Vigtighed for Fabrikanten som de mandlige Arbejdere, ti han tror at kunne stole mere paa os. Hun opfordrede til kraftig Støtte og Sammenhold.

En anden kvindelig Arbejder glædede sig over, at en Medarbejderinde saa vel havde talt den fælles Sag, og tilbød at ville i Forening med Flere samle de Bidrag de kunde.

Efterat Dirigenten havde meddelt, at der vilde blive berammet et nyt Møde, paa hvilket der vilde blive dannet en Forening af kvindelige Arbejdere i Tobaksfaget, og efter at han havde bedet Forsamlingen at bringe dette til Underretning for saa Mange som mulig, saavelsom om at give talrigt Møde næste Gang, gjorde "Enigheden"s Formand opmærksom paa, at der vilde blive udstedt en Opfordring til alle kvindelige Arbejdere om at støtte de Brødløse. Mødet hævedes med Leveraab for "Enigheden" og for de kvindelige Arbejdere.

(Social-Demokraten 26. juni 1875).

Tobaksindustri havde ingen fortid i lavene. Produktionen foregik på et par større fabrikker i København og provinsen med den faguddannede cigarmager som omdrejningspunkt. Da Danmarks første egentlige politiske fagforening ”Enigheden” blev stiftet den 1. september 1871 var det igen cigarmagerne, der stod bag. Hensigten var et industriforbund for ufaglærte, arbejdsmænd og gulvpiger. 

Opfordringen blev fulgt: i juli 1875 dannedes en kvindelig afdeling under "Enigheden". Den blev formentlig nedlagt efter et par år. I 1883 stiftedes "De kvindelige Tobaksarbejderes Syge- og Understøttelseskasse", som i 1890 sluttede sig sammen med mændene i "Enigheden". Formand 1884-1896 var Sigvald Olsen. Ved agitationsrejser fik han oprettet eller genrejst afdelinger i provinsen og disse sammensluttet med Enigheden i "Tobaksarbejderforbundet" hvis første formand han var 1887-1899. 83% af tobaksarbejderne var i 1914 medlemmer

Fattigforsørgelse paa Landet. (Efterskrift til Politivennen).

Bestyreren af Snesere Sognes Fattiggaard (Præstø Amt), Hr. Christen Pedersen, har udgivet den nævnte Fattiggaards Regnskab for 1874, ledsagede af forskjellige derhen hørende Oplysninger om Fattigvæsenet i Almindelighed. Da Fattigforsørgelsen er et af Tidens brændende Spørgsmaal, skulle vi meddele et Uddrag af den nævnte Beretning, som indeholder adskillige Bidrag til Bedømmelsen af de i de senere Aar fremstaaede Fattiggaarde.

Snesere Sogns Fattiggaard, hvis samlede Areal er 35 Tdr. L. med en Besætning af 2 Heste og 9 Køer, kjøbtes og indrettedes i 1869 og staar Kommunen i c. 30,000 Rd., hvoraf de 24,000 Rd. tilvejebragtes ved Laan, der forrentes med c. 5 pCt. (dette siges ikke udtrykkelig i Beretningen, men Renten opføres med 1250 Rd.). Værdien af den hele Produktion i 1874 angives til 2057 Rd., hvoraf der er solgt for 690 Rd. medens Resten er brugt i Husholdningen. Af Udgifterne andrage Renter af Kjøbesummen 1250 Rd., Skatter og Afgifter 250 Rd.; Driftsomkastninger opføres med 511 Rd. - tilsammen 2020 Rd. Heri er imidlertid ikke medregnet Udgifter til Vedligeholdelse og Fornyelse af Bygninger og Inventar. Hertil er medgaaet 130 Rd., men det ses ikke, hvor stor en Del af denne Sum, der vedkommer Gaarden, som Avlsbrug.

Regnes Halvdelen af de 139 Rd., endvidere Halvdelen af Bestyrerens Pengeløn (ialt 250 Rd.) samt endelig 200 Rd., der opføres som Værdien af Lemmernes Arbejde ved Driften, til Udgift for Avlsbruget, ville Udgifterne ved Gaardens Drift uden Hensyn til dens Egenskab af Fattiganstalt løbe op til 2,415 Rd., hvorefter der vilde være en Underballance af 358 Rd. Om en saadan virkelig er til Stede, fremgaar ikke klart af Regnskabet; men efter de i øvrigt meddelte Oplysninger synes det dog at være Tilfældet. Til Husholdningen er der nemlig af Gaardens egne Frembringelser brugt for 1,157 Rd. og Kommunen har ydet et Tilskud af 1,544 Rd., tilsammen ca. 2700 Rd., men Udgiften til Kost, Klæders Vedligeholdelse; Lys, Brændsel m. v. til 33 Lemmer anslaas kun til 2,256 Rd, Forskjellen mellem disse to Summer, 344 Rd,. svarer omtrent til det Underskud, som Gaardens Drift formodes at have givet.

Hermed er imidlertid ikke afgjort det Spørgsmaal, om Kommunen paa anden Maade kunde have forsørget sine fattige billigere, naar Forsørgelsen skulde være ligesaa god som den nu er. Desværre indeholder Beretningen ikke tilstrækkelig Oplysning om, hvilken Indflydelse Fattiggaarden har haft paa Kommunens Fattigudgifter. I de 4 Aar, 1865-68, som gik forud for Gaardens Oprettelse, udgjorde Kommunens Fattigudgifter i Gjennemsnit 2,269 Rd. aarlig, hvorimod Gjennemsnitsudgiften i de 6 Aar, Fattiggaarden har bestaaet, har været 4,148 Rd.; men da det ikke oplyses, hvor mange Fattige Kommunen aarlig har haft under Forsørgelse, kan det ikke ses, om det er den nye Forsørgelsesmaade, der har forårsaget den betydelige Merudgift. Vel synes dette at være Tilfældet, eftersom det i Beretningen hedder, at Afgangen i de seneste Aar stedse har været større end Tilgangen. Dermed er det dog ingenlunde godtgjort, at Fattiggaarden er en mindre økonomisk Forsørgelsesmaade; thi bortset fra, at det ikke oplyses, hvor stor Af- og Tilgangen har været, eller i hvor mange Aar Afgangen har været større end Tilgangen, maa det erindres, dels at Udgifterne ganske naturlig maa blive uforholdsmæssig store, inden en saadan Gaards Drift gjennemgaaende er ordnet efter de særegne Forhold, som dens Bestemmelse medfører, dels at den omhandlede Gaard ved Indkjøbet var i en alt andet end god Tilstand, endelig, at den betydelige Prisstigning just falder i de Aar, Gaarden har bestaaet. og navnlig paa en Tid, da der maatte foretages betydelige Extraarbejder baade ved Marken og Bygningerne. Men selv om det skulde vise sig, hvad Hr. Chr. I Pedersen dog ikke tror er Tilfældet, at Faltiggaarde ere en forholdsvis dyr Forsørgelse, bør dette ikke komme i Betragtning, saafremt det kan gjælde i Almindelighed, hvad Hr. E. P. udtaler om Snesere Fattiggaard. at den har stiftet megen Nytte i moralsk Henseende, "idet vore Fattige have faaet langt bedre Underhold og Pleje, end der paa anden Maade kunde ydes dem, ligesom ogsaa vore Børn faa en bedre Opdragelse end tidligere, da de, søbende om paa Gaden eller strejfende om for at betle, lede total Mangel paa Opdragelse." 

---

(Morgenbladet (København) 16. juni 1875. Forkortet. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Om Snesere Fattiggaard, skriver Bestyreren bl. A., at Hensigten ikke var at bringe umiddelbar Pengefordel; thi det stod alt forud klart, at Anlægets Kostbarhed vilde medføre store Udgifter i den nærmeste Fremtid, medens Fordelen heraf vilde komme en fjernere Fremtid til Gode. Det var derimod med en for de Fattige velvillig Stemning i Sognet, langt mere om at tilvejebringe et Hjem for Fattige og Forladte, hvor disse, frie for Næringssorger, under en omhyggelig Pleiemoders Omsorg kunde henleve Resten af deres Dage, samtidigt med, at de forladte Børn saa vidt muligt opdrages til nyttige Medlemmer af Samfundet. Det tør siges, at det er en vitterlig Kiendsgjerning, at de allerfleste af de Gamle har fundet sig særdeles vel under de deværende Forhold, idet de, uden at være underkastet de mangehaande Regler, der som oftest tænkes uadskillelige fra enhver offenlig Anstalt, efter Haands vænnes til den nødvendige Orden og regelmæssige Levemaade, Noget, der øiensynlig øver en heldig Indflydelse paa dem og fremmer deres Velvære ogsaa i legemlig Henseende. De Gamle og Krøblinger, Blinde og Lamme, føler sig knyttet til Fattiggaarden og dennes Husmoder ligesom med et Familiebaand og viser mer eller mindre barnlig Hengivenhed for denne og søger Trost hos hende mod mangehaande mødende Tilfælde. Kun ganske enkelte Gamle har haft Tilbøielighed til Misnøie og Opsætsighed, og disse har stedse været Saadanne, der under ingen Omstandigheder kunde være til Freds, eller ogsaa de ved et tidligere omstrejfende Liv har faat Afsmag for en rolig og ordenlig Levemaade. 

Hvad de enkelte Yngre angaar, som nu og da er indkomne paa Fattiggaarden, har dette i Regelen været legemlig eller sandelig svage Personer, der som saadanne tidligere har været Gjenstand for deres Omgivelsers Spot og ofte ublide Omgang, for hvem Fattiggaarden aabenbart var et passende Hjem. Men for saa vidt disse blot var nogenlunde arbeidsføre, har de, følende det Tillokkende ved et mere ubundet Liv, snart atter forladt Fattiggaarden, for som Tyende at ernære sig selv. Men saadanne Yngre behandles paa Fattiggaarden med lignende Mildhed som de Gamle, uagtet man især andet Steds fra har hørt paastaat, at der skulde skjelnes skarpt mellem værdige og uværdige Trængende, at Fattiggaarden skulde have 2 Afdelinger, en til Hine og en anden til Disse, og hver Afdeling skulde have sin særegne Behandling. Selv bortset fra det aldeles Upraktiske ved et saadant dobbelt System, vilde Sligt ikke kunne iværksættes uden stor moralsk Uret, netop fordi vi Mennesker ikke er i Stand til at skjelne mellem Værdig og Uværdig. Der behøves imidlertid ikke meget Kjendskab til Menneskene for at indse, at mangen En, der passerer for værdig Trængende, kun er i Besiddelse af en, ofte paa Feighed grundet, beregnende Snilhed og krybende Sledskhed, og derved har bevaret et gunstigt Omdømme, om han end gaar svanger med Planer, en forstokket Forbryder værdige, og omvendt, den aabenbart Faldne, den af Samfundet og den Enkelte Afskyte kan, trods sine maaske stærke Lidenskaber, endnu være ædle Følelser og Forsætter, der, hvis den havde mødt en tilsvarende Modtagelse, vilde holdt ham oppe under de Lidenskabers Storme, der altfor sædvanlig atter bliver Saadannes Fordærv.

At imidlertid saadanne af Straffeanstalten løsladte Personer kunde vise saadan Opførsel, at deres Ophold paa Fattiggården endog ligefrem virker skadelig paa dennes øvrige Beboere, det har vi haft Erfaring for; men i saa Tilfælde er Vedkommende indtinget paa Amtets Tvangsarbeidsanstalt for der blant Ligesindede at underkastes de Regler, som Forholdene der Steds gjør nødvendige. Men naar ovenfor er paapeget det her herskende Mildhedens System og det velvillige Forhold mellem os og vore Fattige, da har dette Forhold for en væsenlig Del sin Grund i, at Sognets Beboere, de mer og mindre Bemidlede, gjennemgaaeode stedse har vist Velvillie overfor dette de Fattiges Hjem, har paa mange Maader, endog ved privat Opofrelse, støttet Fattiggaarden og indvirket heldigt paa Forholdet mellem os og vore Fattige. Kun ganske undtagelsesvis er af enkelte Beboere, af Mangel paa Sagkundskab og god Villie, forsøgt en modsat Indvirkning. Og endelig, hvad der er af særlig Betydning for hele Forretningens Gang, vore nærmeste Overordnede har stadig været sagkyndige og dygtig, Mænd, der uden at være hildet af smaalige Hensyn, havde det Heles Vel for Øie. Det bør anføree, at da Jordlodden her toges i Brug, da var den i en aldeles forsømt Tilstand, men da kom Sognets Jordbrugere beredvillig og ved Pløining og Harvning hjalp de til at raade Bod paa de værste Ulemper. Sogneraadet har ogsaa stedse ladet det være sig magtpaaliggeode at fremme vort Avlsbrug. Jorden blev saaledes fuldstændig drainet allerede det første Aar og indkjøbdes forholdsvis Betydeligt af kunstig Gjødning og endelig opfodres i Regelen al den avlede Vaarsæd til Kreaturerne, for ikke alene at vedligeholde men saa vidt mulig ogsaa at øge Jordens Produktionsevne. Følgerne af disse Bestræbelser har været, at Jordlodden i kort Tid kom i en nogenlunde god Kulturstand, saaledes at de Fattige hovedsagelig kunde underholdes af de her avlede Produkter. Ved Oprettelsen af ny Fattiggaarde har ofte været fremført den Paastand, at Jordlod hertil er uhensigtsvarende, og derfor fordyrer Anlæget betydeligt. Men henved 700 Kr. kan her paaregnes som ren Indtægt af Avlsbruget. Dersom Jordlodden ikke havdes, og derfor alle Fødemidler skulde kjøbes, vilde Prisen sandsynligvis blive høiere; thi det blev vanskeligt at faa leveret Mælk, Smør, Ost m. m. Naar hertil føies, at vore mandlige Lemmer stedse er saadanne, som fra Ungdommen kun er vant til Jordbrug og ukjendt med alt Haandværksarbeide, er svagtseende og i det Hele taget ubehjælpsomme til noget som helst Haandarbeid, ligesom de derfor ogsaa langt heller sysler efter Evne med at grave, tærske og lignende tilvante Arbejder, - saa er i mine Tanker Jordlodden at foretrække fremfor at undvære denne. 

Men om end Fattiggaarden, efter alt det Anførte, i det Hele taget kan siges at opfylde sin Hensigt: at forsørge de Fattige paa en hensigtssvarende Maade, saa kan alligevel Forsørgelsesspørgsmaalet ingenlunde siges at være løst ved almindelig Indførelse af Fattiggaardssystemet; thi naar vore Gamle befinder sig vel her og ikke ønsker noget bedre Hjem, idet de med Lethed har indordnet sig uden det paa Fattiggaarden uundgaalige Formynderskab, saa har dette sin Grund deri, at de har henlevet deres fleste Aar i en Tid vidt forskjellig fra Nutiden, en Tid, hvor Arbejdsgiveren betragtedes som sine Arbeideres faderlige Ven og Beskytter. Dette patriarkalske Forhold, hvori den Overordnede stod til sine Undergivne, var jo det Gjennemgaaende i alle daværende Forhold; det havde vundet Hævd gjennem Tiderne og passede til Datiden. Men under Folkets politiske Vækkelse, da endog den "simple" Mand kaldtes til at deltage i Styrelse af Kommune og Stat, da Frihed blev det Løsen, der vakde det i politisk Forstand slumrende, det umyndige Folk, da kunde dette nedarvede Forhold ikke holde sig. En ny Tingenes Tilstand paafulgde; mangt et stammende og hæmmende Baand maatte opløses eller briste, og forhen ukjendte Kræfter kom i virksomhed. 

De store Fremskridt paa Agerdyrkningens og Industriens Omraade bærer noksom Vidne om, at Menneskeaanden i dennes Almindelighed arbejder med Held paa at gjort sig Jordens og Naturens Kræfter underdanige; og under dette almindelige Kapløb, hvor det enkelte Individs Stemme blev hørt og eventuelt øvede sin Indflydelse, maatte selvfølgelig en vis Selvfølelse komme tilstede. Men under denne Forandring af Tiderne opvoxede en ny Slægt, ogsaa af Arbeidere med ganske andre Anskuelser og herpaa grundede Fordringer til Live; Fordringer, om hvis Berettigelse der vel atter og atter kan haves forskjellige Meninger, men at de er til Stede lader sig ikke negte. Den individuelle Selvstændighedsfølelse er fremvoxet af Frihedslivets Sædekorn, og det, der i vore Dage bringer Arbeideren til ved Anstrengelse at forsørge sig og Sine, er ikke saa meget Følelsen af moralsk Pligt, som dette, at han som Statsborger og myndig Mand kan i om saadan hævde sin Tilværelse. For denne den ny Slægts Arbeidere skulde der gjøres noget Mere.

Til denne deres Stræben efter størst mulig Uafhængighed skulde Samfundet yde Hjælp; thi det ligger lige saa meget i dettes som i Arbejderens egen Interesse. Den for alle Parter heldigste Maade at fremme denne Sag paa vilde upaatvivlelig være, ved i Sognevis oprettede, af Stat og Kommune understøttede Alderdomsforsørgelseskasser at tilbyde Arbejderen Adgang til en Slags Pension, imod at han som Interessent indskød et fjerdingaarligt Indskud, af hvis selvvalgte Størrelse Pensionens Størrelse selvfølgelig maatte være afhængig. Men Kommunen burde i Forhold til sin Opofrelse have Tilskud af Staten, ligesom ogsaa denne under alle Omstændigheder indestod for det Interessenterne tillagte Udbytte, men derfor ogsaa førte Tilsyn med, at den enkelte Kommune holdt sig visse almengjeldende Bestemmelser efterrettelig. Slig Foranstaltning vilde i mine Tanker mægtigt bidrage til at løse Arbeiderspørgsmaalet; thi Arbejderen vil da have Valget mellem enten ved Flid og Sparsomhed at holde sig oppe og ved et lille Indskud sikre sin Alderdom, eller modløs at give tabt og ty til Fattigvæsenet. De Fattige vilde paa denne Maade dele sig af sig selv i 2 Dele, og de, som da kom paa Fattiggaarden, blev, efter Haanden som Systemet fandt Indgang og Tiltro, kun saadanne svage eller uselvstændige Stakler, for hvem Fattiggaarden og dens Formynderskab er en Velgjerning. 

Det er i Øvrigt glædeligt, at den omhandlede Sag paa senere Tid har fundet Talsmænd i Rigsdagen, og at man der har Øie for dennes almenvigtige Goder. Allerede det, at Sagen er blevet paaagtet i den lovgivende Forsamling og synes at finde Tilslutning, har ganske vist bragt Glæde i Tusinder af Huse."

(Folketidenden 1. juli 1875. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Mord i Dronninglund. (Efterskrift til Politivennen).

Mordet i Dronninglund Sogn. Om denne skrækkelige Begivenhed har "Nordj. Folkebl." fra en Meddeler, der kom til Stede umiddelbart efter Mordet, modtaget følgende Beretning. I Søndags Morges vare nogle Folk sysselsatte med at grave Lyngtørv i en kort Afstand fra Bolleskov. De bleve pludselig opmærksomme paa, at fra et af Husene der, tilhørende Peder Nielsen Sieg, kom Konen løbende ud og ligesom søgte at naa hen til dem; lige i Hælene paa hende kom Manden, og de saa, hvorledes han slog efter hende, og at hun faldt i en Afstand af omtrent 50 Alen fra Husets Lade. Folkene løb nu alt, hvad de kunde, for at redde Konen, idet de mente, at det var en Knippel, han slog efter hende med. Det var imidlertid en Hakkelsekniv, og saasnart Konen var falden, gav han sig til at hugge løs paa hende og skilte Hovedel heelt fra Kroppen. Han greb derpaa Hovedet i udstrakt Haand og viste det frem for Karlene, der først nu saa, hvad der var sket. Karlene løb nu tilbage for at hente deres Spader, da de ikke turde nærme sig med de blotte Hænder; imidlertid var han gaaet tilbage ind i Laden, havde lukket alle Døre og Porten og huggede løs derinde paa Alt med Kniven samt raabte og skreg som en Besat. Der kom nu flere Folk til. Porten blev sprængt, og med en Brandhage, som blev kastet om Benene paa ham, blev han reven omkuld, overmandet og bunden. Han var aldeles rasende, saa at han, liggende paa Ryggen, bed omkring sig, kastede sig pludselig om paa Maven og bed i Græset, tog Munden fuld af Jord og Halm osv. Han rystede og dirrede over hele Kroppen, Øinene lynede i Hovedet, og man kom uvilkaarlig til at tænke paa en Djævlebesættelse, thi det var som om en ond Aand sled i ham. Da Meddeleren spurgte ham, hvorfor han havde forøvet den skrækkelige Gjerning, fragik han det ikke, men raabte, at han kunde ikke andet; Satan havde befalet ham det, og det var for hendes Nysgjærrigheds Skyld. Konen havde nemlig villet see efter ham inde i Laden, da hun var bange, at han skulde tage Livet af sig; thi han havde om Natten og om Morgenen baaret sig ad som en gal Mand: alle Døre og Vinduer havde han tættet med Gødning, et Hul havde han tilstoppet med grøn Rug, og Folk havde om Morgenen seet ham løbe om med grønne Rugstraa i Munden. Med Fanden har han altid haft meget at bestille; saaledes var han i Juli Maaned ifjor aldeles forvirret i 8 Dage, lagde Halmstraa over Kors for Fanden Stuen rundt; undertiden meente han da at see Fanden staa et eller andet Sted. "men du skal blive ude", sagde han, men tilføiede dog undertiden: "Ja, ja kom saa ind." Og hele denne Tilstand, hvori han saa længe har befunden sig, skriver sig vistnok alene fra Brændeviin. Naar han havde nok deraf, var han især rasende, og efter Naboernes Udsagn har han i de sidste 10 Dage før Mordet drukket 13 Potter Brændeviin. Gjerningen maa vel derfor nok siges at være fuldbyrdet i Deliriumsraseri, men han kjendte dog alle Folk, da han bunden blev sat paa Vognen, der skulde føre ham til Arresthuset i Sæby, og han kunde svare paa flere Spørgsmaal meget fornuftig, men saa atter noget forvirret derimellem. Han burde jo vistnok allerede for længe siden have varet gjort uskadelig, men Konen har aldrig villet gaa ind herpaa endskjønt hun har døiet meget med ham. De levede ikke i smaa Omstændigheder, men havde et Fæstehuus, hvorpaa de holdt 6 Kreaturer og et Par Faar; Konen havde været gift tidligere og haft Barn i første ægteskab, medens det andet Ægteskab var barnløst. - Hun er forfærdelig lemlæstet; i Ryggen har hun faaet Flænger paa 4 a 5 Tommers Længde og 2 meget dybe, den ene helt igjennem Skulderbladet; Undermunden er fraskaaren hovedet og hænger ved Halsen, løse Tænder og Kjødtrævler laa endnu paa Gjerningsstedet, da Distriktslægen undersøgte det. Det er en Selvfølge, at denne Begivenhed har vakt almindelig Rædsel paa Egnen, selv ogsaa hos andre Drukkenboldte der, og det kunde maaskee være at den i det Mindste for en Tid kan tjene til Skræk og Advarsel for disse.

(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 15. juni 1875).

Mordet skete 6. juni 1875. Afhøring af vidner og drabsmand foregik få dage efter. Retsmøder foregik i slutningen af juni til august, og Peder Nielsen Sieg fastholdt at mordet på konen Mette Christensdatter var pga. Fanden. Sundhedskololegiet mente at han havde vist umiskendelige tegn på sindsforvirring med hallucinationer, men kunne ikke bekræfte distriktslæges mistanke om at det skyldtes delirium tremens. Kollegiet mente i øvrigt at han måtte anses for at være en for samfundet farlig person. Ved dommen 23. december 1875 blev han kendt skyldig, men fritaget for straf da han havde været sindssyg. Derimod skulle han indsættes i livsvarig forvaring. Han blev herefter indsat på Mariager Pleje- og Arbejdsanstalt hvor han døde 1. november 1899, 72 år gammel.