Mishandling af Børn i Frederik den 7des Gade. (Efterskrift til Politivennen)

Gæstgiver og Vognmand Ole Nielsen, Ejer af Nr. 13 i Frederik den 7des Gade, har i Forgaars Aftes givet Beviser paa en Raahed og Hensynsløshed ligeoverfor den omboende Arbejderbefolknings Børn, som omtrent turde være enestaaende, idet han, efter først at tillade, ja ligefrem "invitere" dem til at lege paa en ham tilhørende Grund bagved hans Ejendom, pludselig faldt over Børnene tilligemed sine Karle, alle bevæbnede med solide Kørepidske, og uden at bryde sig hverken om Alder eller Køn huggede disse Hædersmænd em sig som Rasende til højre og venstre. Ved Jammerskrigene styrtede Mødrene naturligvis til Vinduerne og ned i Baggaardene i Naboejendommene, men da disse er skilte fra Fælleden ved et Plankeværk, maatte de staa og se paa deres Børns Mishandling uden at kunne hjælpe, og Mændene var uheldigvis endnu ikke komne fra Arbejde. Hr. Ole Nielsens Ægtehalvdel stod ikke tilbage for sin Mand, ti efterhaanden som Børnene med Piskeslag blev drevne op igennem Stalden og Gaarden blev de ved Assistance af Tjenestepigen som holdt dem, oversprøjtede med Vand fra øverst til nederst, hvortil havdes et godt Apparat i en Gummislange, som ellers bliver benyttet til Hestevanding. Denne oprørende Scene ophørte først da Arbejderne paa en i Nærheden værende Reberbane løb udenfor og ved deres Tilraab og Trusler tvang disse selvlavede Bødler til et hurtig Tilbagetog. Omtrent 20 Børn i en Alder fra 3-12 Aar er mere eller mindre mishandlede, men saa vidt vides har kun 7 Fædre anmældt Sagen for Politiet, som selvfølgelig glimrede ved sin Fraværelse paa Gerningsstedet.

- Det følger forhaabenlig af sig selv, at Politiet, ligeoverfor en saadan Forbrydelse ikke vil indskrænke sig til at vente efter privat Søgsmaal fra Forældrene, men at det vil tage Undersøgelsen i sin Haand og eventuelt arrestere de Skyldige; i modsat Fald maa vi antage, at Mildheden fremkaldes ved, at det kun er Arbejderbørn, der er blevet mishandlede.

(Social-Demokraten 25. august 1875).

En Præsts Forskrækkelse over en rød Fane. (Efterskrift til Politivennen)

Ved en Begravelse, som fandt Sted paa Assistens Kirkegaard i Onsdags, var Skomagernes Fagforening mødt med dens ny røde Fane. Aldrig saa snart fik Præsten, som skulde forrette Jordpaakastelsen, Øje paa Fanen, førend han forskrækket udbryd: "Hvad - hvad er det for en Fane« Der blev svaret, at det var Skomagernes Fagforenings Fane. "Men den er jo rød, og saa staar der jo "Frihed, Lighed og Broderskab" i den." vedblev den forskrækkede Præst, "den Fane er vist ikke tilladt her paa Kirkegaarden". Man beroligede den ængstlige Præstemand saa godt som muligt, og søgte at forklare ham, at den forbudte internationale Fane og en Fagforenings Fane ikke var en og den samme, hvad han syntes at mene. En af de Tilstedeværende ytrede bl. A , at Fanens Inskription jo lød paa det Samme som Kristi egen Lære, men denne Bemærkning undgik nok Præstens Opmærksomhed. Endelig lod han til at have forvundet sin Skræk og forrettede Jordspaakastelsen, medens han dog af og til skottede op til den røde Fane, der slet ikke var bange for den sorte Præst, men dristigt vinkede sit Farvel til den Arbeide, hvem Meningsfæller ledsagede til Graven. - Vi har nu faaet "Sort paa Rødt" for, at "Frihed, Lighed og Broderskab" ikke engang er paa sin Plads mellem de Døde - at sige efter en "Kristi Tjeners" Mening.

(Social-Demokraten 13. august 1875).

Korrespondance fra Assistens Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Til Vejledning for det besøgende Publikum paa Assistens Kirkegaard paa Nørrebro )

Orden er en god Ting osv.

Ny Koste feje bedst osv.

Kl. 8 Aften lukkes alle Kirkegaardens Porte, skønt det er den bedste Spadseretid, og her paa Nørrebro bor den største Del af Arbejderbefolkningen, der ikke før kan komme fra deres Arbejde, og som ingen bedre Steder har at vederkvæge sig med frisk Luft, og med det samme se til deres Afdødes Grave. Det er imidlertid i Ordenens Interesse, at der lukkes, og vi har faaet en ny Inspektør herude og det er jo bekendt, at "nye Koste fejer bedst".

De ærede Kirkegaardsbesøgende trænger her til en lille Vejledning, og da jeg, der i 16 Aar tildels har ernæret mig ved at tjene Familjer ved Anlæg og Pasning af deres Gravsteder, altsaa maa være lidt bekendt med Kirkegaardens Forhold, dens Orden - og dens Uorden - og da jeg desuden ikke kan nægte for mig selv, at jeg har lært mig til at skrive (det er ikke lært i Skolen, ti saa maatte jo Alle kunne skrive der har gaaet i Skole), saa har jeg troet at jeg skyldte den Vejledning sig kunde give, helst da jeg forgæves har ventet, at nogen Anden eller noget af Hovedstadens mange Blade skulde tage Ordet i denne Sag. *)

Saa snart man blot kan slippe ind ad Porten inden Kl. 8 inden der lukkes, saa er der foreløbig Intet i Vejen for at komme ud; langs hele Jagtvejen (den lille, helst kaldet Falkoneralleen), er der næmlig lidt over en Snes magelige Gjennemgange i Tjørnehækken, der er nok en Grøft ar springe over, men det er baade sundt og interessant, især for Damer, Pensionister og stillesiddende Folk, at gøre Springet. For dem, der imidlertid ikke har Mod hertil, er der Aabninger ved Siden af Portene, som man kan køre gennem med en ordenlig Trækkevogn. Foruden disse Udveje, der jo ogsaa kan benyttes som Indveje, er der slet intet Hegn om Kirkegaarden paa det Stykke, som vender ud mod Marken fra den lille Jagtvej op til i Linje mod Nordvestvej. Dette Stykke hører næmlig til Fri- eller Fattigkirkegaarden, og hvorfor skulde her være Hegn? Hvor i Tjørnehækken slutter, den begynder omtrent for Korsgade, er der en officiel eller offenlig Gangsti hen over et Stykke Magistratsjord, der (i Alt ca. 6-8 Tdr. Land), henligger udyrket. Denne Gangsti fører mellem Kirkegaarden ind til den Ende af Nordvestvej, der støder ud til Markerne. Jeg har forespurgt mig og faaet til Svar, at Grundejerne her ikke vil have Noget imod at benytte Gangstien. Hvis Nogen skulde være bange for at benytte disse Ud- eller Indveje, da maa jeg oplyse dem om, at Sligt er ganske ugrundet. Af dem, der først er kommen ind paa Kirkegaarden inden Kl. 8, forlanger vort Politi, der i Udlandet, baade i Sverrig og Marokko (Gedalia) er bekendt for sin Humanitet, vist ikke, at de skal blive derinde. Man kan endog let springe over det lave Stakit der vender ud til Kapelvejen, endog Damer har jeg set vove det. Rigtignok stod der forleden i Bladene, at En var bleven mulkteret med 6 Kr. for at have "tiltvunget" (hvor de Redaktører dog er uvidende om, hvad de skriver) sig Adgang gennem Hækken. Men for det Første var det ogsaa ind han gik, og det midt paa Dagen, for det Andet var det kun en Arbejdsmand, (han har dog ikke betalt dem endnu); pæne Folk mulkterer Politiet saamænd ikke, dertil er det altfor humant. Forleden blev der en fin Herre anholdt fordi han havde gaaet og skaaret Roser af paa flere Gravsteder og fyldt to dybe Frakkelommer. Efter Sigende skal han hele Sommeren have skaaret Roser af. Paa Stationen opgav han at være Præst! Han skal næmlig leve af Pension her i København (og har altsaa blot begaaet dette af Ørkesløshed eller Sindssvaghed); men i Bladene har man da Intet set herom. Er det ikke et smukt Bevis paa vort Politis Humanitet imod pæne Folk?

Hvis nu Nogen skulde finde, at det dog er temmelig megen Ulejlighed og mange Ubehageligheder ved en Spadseretur paa Kirkegaarden, at skulle benytte sig af denne Vejledning for at slippe ud, da trøste man sig med, at i disse herlige Sommeraftener kan det jo ikke skade at forlænge Spadsereturen; man bliver uvilkaarlig ført af Vejen til Frederiksberg, oplever maaske lidt Æventyrligt eller Romantisk, og vælger man at gaa ad Nordvestvej, er det, som om man har været en lille Landtur. Mange har maaske læst i Bladene, eller hørt Tale om "Rhabarberlandet", men aldrig set denne ny smukke Afdeling af København, nu vil de blive ført midt der igennem. Det kunde maaske endog være til Gavn for dette Kvarters Handlende, navnlig Kafeer og Restavrationer. Hvem ved, om ikke denne vise Hensigt har ligget bag ved Bestemmelsen at lukke Portene Kl. 6.

Endelig, hvis Nogen ikke skulde finde Trøst i alle mine Trøstegrunde, saa faar han da trøste sig med, at naar det Øvrige er galt og raaddent i vore Samfundsforhold, hvorfor skulde saa ikke Kirkegaardsforholdene være det?

Ganske vist skulde Udenforstaaende tro, at naar der var saa mange Ud- og Indgange til Kirkegaarden, som her er nævnt, saa er det latterligt at lukke Portene saa strængt Kl. 8. Men dette er kun dem, der ikke ved, at vore Avtoriteter egenlig kun er til for at gøre Livet mere besværligt for Folket, end det er i sig selv, og ingenlunde for at lette og ligeliggøre Forholdene. 

Det er en kristelig Øvrighed vi har, og man skal jo kristeligt adlyde Øvrigheden, men hertil tjener til Vejledning, at Kristendommen for 1800 Aar siden, i sin Stiftelse, ligner hinanden efter Søren Kirkegaards Oplysning. F. Eks. Kristendommens hellige Skrift siger: "Du skal elske din Næste som dig selv, og endnu for lidt over l00 Aar siden sang Biskop Brorson, paa Papiret: "Din Næste hjælp, hvori du kan, endog til egen Skade. Dette er nu forsvundet, endog af Papiret. Nu hedder det avtoritets (officielt) kristeligt: "Du skal gøre Din Næste Livet saa besværligt som muligt. Før hed det: "Naar En giver Dig en ørefigen paa den ene Kind, skal Du vende den anden til. Dette Bibelsprog ler Alle de hjertelig af, som er sat af Regeringen til at dele ørefigener ud til Folket, nemlig Præster og Øvrighed. De er i deres Ret og Folket i deres Uret, hvis de ikke taaler det. At Jesus har sagt, at hans Disiple altid vil være de Faa, det søger endog Mænd som Professor Rasmus Nielsen at ignorere og bekæmpe, idet han vil (hans Foredrag i Kolding) gøre Folketroen og Kristentroen identiske i Kristenheden.

At Man ester den ny Orden her paa Kirkegaarden sløjfer Gravsteder, ikke blot dem, hvor de sidste Lig kom ned for 14-16 Aar siden, men endog for tre Aar siden, og borttager herfra Træer, Planter, Buksbom, Hæk, Navn og Nummer, og strør Salt, eller hvad jeg vilde sige, Græsfrø over Ødelæggelsen, ja at man begraver Lig paa Steder, før de 20 Aar er henrundne, hvor tidligere Lig er begravede. At man har slaaet en ny Lov op udenfor to Kirkegaardsporte, hvor det bl. A. hedder, at Ingen maa køre med Vogne paa Kirkegaarden, men at man desuagtet daglig ser ikke blot uskyldige Barnevogne, men Gravers og Plantørs Vogne, baade med og uden Heste, dette kan blive Genstand en anden Gang at omtale med meget mere.

Niels Johansen.

*) Kirkegaardsforholdene har dog tidligere været berørt her i Bladet. Red.

(Social-Demokraten 6. august 1875).

Slesvig og det national-liberale Parti. (Efterskrift til Politivennen)

En af de "loyale" Præster i Sydslesvig, der i sin Tid som Officer havde deltaget i den treaarige slesvig holstenske Krig, begyndte sin Tiltrædelsesprædiken i den tysksindede Uenighed med følgende Ord: "Sidste Gang jeg var her, kom jeg som Fjende med Sværdet i Haanden, idag kommer jeg som Ellers Sjælesorger."

Det maa ganske vist have været en meget "blandet" Følelse, hvormed Menigheden hørte "Fredens Evangelium" forkynde af en Mand, hvem enkelte af dens Medlemmer maaske kunde betragte som deres Nærmestes Morder; men den Taktløshed, som den vedkommende Gejstlige udviste, er desværre intet enestaaende Eksempel paa hvad man i hin Nationalfanatismens Blomstringskperiode ansaa det for klogt at byde de Overvundne. Fordrukne, uvidende Præster, uredelige og tølperagtige Herredsfogeder var endnu almindeligere end i Danmark, og omend dette Fænomen tildels kan forklares ved den ringe Tiltrækning som en hadet og afskyet Stilling stedse maa have for enhver hæderlig Mand, saa vilde det paa den anden Side dog være umuligt at nægte, at der fra Regeringens Side i denne Retning blev udvist en overordenlig Pligtforsømmelse, idet der ganske i Almindelig hed kun toges Hensyn til saadanne Personer, der syntes at være mere stilkede til at ophidse Befolkningen ved Uvidenhed og Uforskammethed, end til at berolige den ved samvittighedsfuld Opfyldelse af deres Kaldspligter.

Paastanden om at den slesvigske Embedsstand led af store Mangler under den national-liberale Æra her i Landet, er som bekendt fremsat allerede fra anden Side, men har naturligvis mødt en forbitret Modsigelse fra det Parti, som nu i over to Aarhundreder har kvalt Folkets naturlige sunde Forstand med dumme Formaliteter, nemlig Bureaukratiet, eller som de med et mere betegnende kinesisk Ord burde hedde, Mandarinerne. Denne bornerede og herskesyge Bande var det, der i Virkeligheden skilte os af med Norge i 1814. Folket havde i en lang Aarrække været forbitret paa Embedsstanden, men deres Klager blev behandlede paa den sædvanlige imiterende Maade. Da saaledes den norske Bonde, Kristian Jensen Lofthus fra Nedenæs, i Slutningen af forrige Aarhundrede vovede at overrække Kronprinsen en Klage fra Almuen over de danske Embedsmands Undertrykkelser, blev han af en Specialkommission dømt til Fæstningsarbejde paa Livstid og døde i Agerhus Fæstning Aar 1797. I 1814, da Norge med Magt blev løsrevet fra Danmark, erindrede Folket den infame Behandling, de havde lidt i Aarhundreder, og dette var Grunden til det hastige Ophør af "Frihedskrigen" mod Sverrig, saavel som til det derpaa følgende, i lang Tid stærkt fremtrædende "Danskerhad" i Norge.

Nu er det en ny og ligesaa betydelig Del af Landet, som Bureaukratiet har skilt os af med, men hvis Nogen tror, at vi i vor nuværende reducerede Tilstand skulde være i Sikkerhed for yderligere Lemlæstelse, da turde dette være usikker saalænge ikke Folket er kommet saa vidt, at det foretrækker selv at tage Tøjlerne fremfor at lade sig forlede til politiske Dumheder af Mandarinerne. Det er derfor nødvendigt skaanselløst at blotte deres Opførsel i Slesvig for om mulig at aabne Øjnene paa dem, der endnu anser disse Folk for "Visdommens og Retfærdighedens" ægte Repræsentanter.

Det vilde imidlertid være for trættende at fremkomme med Eksempler paa det smaalige Forfølgelsessystem, der anvendtes mod de tysksindede Slesvigere i Aarene fra 1851-64. Vore Læsere vil faa det bedste Begreb derom, naar de tænker paa den Behandling, der fra det samme Partis Side er blevet os Socialister tildel her i Danmark i de sidste Aar. Iøvrigt skal vi altid være villige til at fremkomme med bestemte Eksempler, hvis vore her fremsatte Paastande skulde blive dragne i Tvivl, men at Ingen for Alvor kan tænke herpaa, det vil en lille Historie maaske kunne bidrage til at vise. Da vi sad fængslede traf det sig, at en Herredsfoged af reaktionær Tjenestiver begik en temmelig betydelig Fadaise. I en Samtale med Politiinspektør H. kom vi til at berøre denne Sag, hvortil Hr. H. svarede med en haanlig Skuldertrækken: "Hvor kan De forlange Andet af det Menneske? Det er jo en forhenværende slesvigsk Embedsmand."

Skal vi saaledes, idetmindste foreløbig, ikke gaa ind paa Personalia i denne Sag, saa er der dog nogle andre herhenhørende Forhold, som vi kunde have Lyst til at omtale, da de tillige paa en Maade forklarer den Dom, der faldt i Sagen om Mødet den 5te Maj 1872.

Som bekendt beredte det slesvig-holstensk sindede Professorparti i Hertugdømmerne deres elskværdige Kolleger her i Landet en hel Del Fortrædeligheder. Ved lang Øvelse havde de faaet en saadan Færdighed i at sno sig mellem de gældende Lovbestemmelser, at det blev dem mulig at drive en temmelig kraftig Agitation for deres separatistiske Tendenser mellem den tyske Befolkning i Hertugdømmerne, uden at det var muligt for de danske Mandariner at straffe dem, medmindre de bestaaende Love aabenlyst skulde krænkes. Samtidig var den nye Straffelov under Behandling i Lovkommissionen her i Byen, og det blev derfor besluttet af Bureaukraterne at benytte denne gunstige Lejlighed til at tilintetgøre de Rester af Forsamlings- og Foreningsfrihed, som hidtil var blevet levnet Slesvigerne. Udkastet til Straffeloven indeholdt derfor en Række Bestemmelser om Lands- og Højforræderi, saa jesuitisk uklare i deres Affattelse, saa barbarisk vilkaarlige i deres Straffebestemmelser, at Ruslands og Prøissens Knutlovbøger blev til Evangelier ved Siden af dette Produkt af en "Frihedsstat". Det vilde efter dette Udkast ikke alene have været muligt at straffe selve Lands- og Højforræderne med Tugthuset eller paa Livet, men endog den, der f. Eks. blot overværede en mod Danmark fjendtlig stemt Forsamling i Udlandet, vilde have været hjemfalden til Straf. Imidlertid, mens Kommissionen tillavede denne "varme Mad" til deres "kære slesvigske Brødre", tog disse som bekendt "Udgangsbillet", og da saaledes den umiddelbare Anledning var bortfaldet, blev den allerværste af Paragraferne strøget, og de andre, endelig vedtagne Bestemmelser i Straffeloven, saaledes som de nu foreligger, giver derfor kun et ufuldstændigt Begreb om den "humane" Behandling, som Regeringen havde tiltænkt sine tysktalende Undersaatter. Dog var disse Forholdsregler ikke aldeles uden "Nytte" for de stakkels svedende Jurister, ti de Slesvigerne tiltænkte Paragrafer er jo nu med meget Held blevet anvendt paa os "statsfarlige" eller rettere "byreaukrati-farlige" Socialister.

Skulde Nogen tvivle om denne Fremstillings Rigtighed, tillader vi os at henvise ham til Straffelovens Behandling i Folketinget. Her havde nemlig Hr. Klein, der var Medlem af Kommissionen, den Aabenhjertighed selv at tilstaa, at de paagældende Straffe sigtede specielt til Slesvigerne.

* * *

Hvis man vil spørge om Grunden til, at vi er fremkomne med disse Oplysninger, da ligger den ikke fjern. Det bureaukratiske Parti, der er ved at gaa i Knæ her i Landet, tæller endnu en stor Del Tilhængere mellem Nordslesvigerne. Vi anser denne Omstændighed for at være i højeste Grad uheldig. Skal Nordslesvigerne for Fremtiden ligesom for glæde sig ved deres danske Brødres Sympati og Deltagelse, skal de stole paa, at det danske Folk under eventuelle Forandringer i Europa vil være beredt til tunge Ofre for at fri dem ud af det Slaveri, som de nu holdes i, da maa vi være forvissede om, at det ikke er en Flok blinde Tilhængere af Reaktionen, som vi skaffer os paa Halsen, men derimod en Flok prøvede, trofaste og frisindede Medborgere. For at bidrage vort til, at Slesvigerne kan faa Øjnene op for den nationalliberale Kirkes Dumhed og Ondstab er det, at vi har skrevet disse Linier, og skulde dette virkelig være lykkedes, da er det vor fulde og faste Overbevisning, at da er det første og nødvendigste Skridt gjort til vore Brødres Forløsning fra tysk Jern- og Blodregimente.

(Social-Demokraten 5. august 1875).

Brevbefordringen fra Hellebæk. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redacteur! Da det lader til, at Deres oprindelige Meddeler angaaende Postforholdene i Hellebæk ikke vil tage til Gjenmæle imod de Bemærkninger, som Hr. Administrator Moldenhawer "i Sandhedens Interesse" har troet at burde fremsætte, vil De maaskee tillade mig at fortælle den hele Sandhed og derved godtgjøre Rigtigheden af den i "Berl. Tid " givne Fremstilling. 

Der finder en daglig Postforbindelse Sted mellem Helsingør og Hellebæk Aalsgaarde. En Invalid fra den nu nedlagte Geværfabrik er af Fideicommissets Administration ansat som Postbud, og han bringer hver Morgen omtrent Kl. 8 Breve fra sit District ind til Helsingørs Postcontoir, hvorfra han saa igjen efter Morgentogets Ankomst fra Kjøbenhavn udbringer Aviser og Breve. I en Deel af Sommeren, naar Feriegjæsterne altsaa ere talrigst, bliver denne daglige Tour forøget med en om Aftenen, idet Postbudet gaaer ind til Helsingør Kl. 6 og strax vender tilbage derfra, medbringende de med Toget Kl. 3, 25' ankommende Postsager, som han ombærer samme Aften. Det maa indrømmes, at dette er en ganske anstændig Postforbindelse og en, som i de allerfleste Tilfælde maa ansees for tilstrækkelig; to Gange Post om Dagen er Alt, hvad man med Billighed kan forlange en Miil fra Kjøbstad. Heller ikke kan man sige, at Besørgelsen er dyr; Postbudet faaer, forsaavidt han ikke slutter fast Accord med de mere varige Beboere, et Par Skilling for hvert Brev han henter eller bringer, og det kan jo ikke godt være mindre Men det vil dog sees, at der ved denne Postforbindelse er idetmindste een væsentlig Mangel, nemlig den, at man ikke kan have Breve besørgede til det Kl. 7 fra Helsingør afgaaende Morgentog. Det var denne Mangel, som Postmesteren i Helsingør, Etatsraad Mühlenstedt, for en 5 a 6 Aar siden var saa forekommende at ville afhjælpe i Sommertiden. Da der fra Hellebæk Kro afgaaer Dagvogn hver Morgen lidt for Kl. 6 og hver Aften Kl. 7 lige til resp. Morgen- og Aftentoget, aftalte han med Kroforpagteren, at Kudsken skulde medtage en Brevkasse, som i dette øjemed ophængtes paa en Pæl tæt ved Kroen, og i hvilken Alle uden Vederlag kunde nedlægge deres Breve. Det var denne hensigtsmæssige og forekommende Foranstaltning, som Administrator Moldenhawer ved et Misbrug af sin Myndighed forstyrrede. Han forbød Forpagteren af Kroen som dengang henhørte til Fideicommisset - nu er den det nye Actieselskabs Eiendom - at have Brevkassen ophængt udenfor Huset og at befordre den til Helsingør, og skjøndt et saadant Forbud i og for sig ikke havde Noget at sige, saa har Kroforpagteren dog rimeligviis fundet det klogest ikke at gjøre Noget, som mishagede Godsforvalteren, og saaledes paadrage sig hans Misfornøielse. Han trak sig derfor tilbage, og Postkassen forsvandt. Saaledes forholder Sagen sig virkelig.

Naar Hr. Moldenhawer vil give det Udseende af, at den eneste Forbedring, som der for Alvor kan være Tale om i den nu bestaaende Postforbindelse, er Indretningen af en kjørende Post hele Aaret rundt og Ansættelsen af en lønnet Postexpediteur, hvilket vil koste mange Penge, saa er dette en stor Overdrivelse. Det vilde allerede være et stort Fremskridt, naar i Sommertiden Dagvognen fra Kroen kunde medføre en Postkasse til Togene Kl. 7 Morgen og Kl. 8 Aften, i hvilken man da indtil omtrent Kl. 6 Morgen og Kl. 7 Aften kunde nedlægge Breve. Det vilde ikke medføre nogen følelig Formindskelse af Postbudets Indtægter, men paa den anden Side være til stor Bekvemmelighed far Mange. Da Kroen og Dagvognen nu ere befriede fra Hr. Moldenhawers Administration, vilde Postmesteren i Helsingør nu kunne gjenoptage sin fornuftige Idee uden at risikere en Gjentagelse af den Indflydelse, som sidst bragte den til at strande.

At der med Tiden maa komme en offentlig Landpostexpeditton fra Helsingør over Hellebæk, Hornbæk, Villingebæk til Nakkehoved og Gilleleie, tør vistnok antages for givet. Men det er ikke nødvendigt at vente paa denne fjernere Fremtid for at gjøre det antydede Fremskridt.

- b.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. august 1875).

Administrator Moldenhower besvarede artiklen 7. august 1875, uden egentlig at fremføre nye argumenter, lige så lidt som svarene.

Det bornholmske Landpostbud Peter Jørgensen Mark. Efter en tegning af J. F. Ridder. Billedet giver måske et indtryk af hvordan et landpostbud - som det i Hellebæk - kan have set ud. Illustreret Tidende nr. 815. 9. maj 1875.