Et Besøg i Fredericias Arrester. (Efterskrift til Politivennen)

Som det blev bemærket i Gaarsavisen tog Pio i Søndagsaftes pludselig en anden Bestemmelse, og i Stedet for at afrejse med Dampskibet til Kallundborg, kørte han med Nattoget til Frederits. Grunden til denne forandrede Rejserute er temmelig interessant og vil blive indlysende af det Følgende.

Klokken tolv Middag indfandt han sig paa Raadhuset i Frederits ledsaget af to derboende Meningsfæller for at faa Borgmester og Byfoged Jørgensen i Tale, og da dette omsider var opnaaet, anmodede han Bygfogden om Tilladelse til at tale med Malersvend Kristensen, som nu i over et halvt Aar har siddet arresteret i Frederits som mistænkt for forskellige Forbrydelser. Med denne Sag forholder det sig saaledes:

I afvigte Vinter søgte en Skuespillertrup at trække Hus ved Hjælp af en ynkelig Smæde-Digtning, kaldet "Kongen paa Baagø," hvori bl. A. Folketingsmand Berg karrikeredes. I Frederits vakte denne "dannede" Forlystelse imidlertid en meget stærk Uvilje hos Enkelte, og den ovennævnte Maler Kristensen deltog ivrig i Udpibningen. Han blev paa Grund heraf indstævnet af Byfogden, og efter at de begge to var kommet op at skændes paa det Kraftigste, endte det med, at Byfogden idømte ham en Bøde paa 20 Kroner. Forbitret herover skrev Kristensen flere Artikler mod Byfogden i et derværende Venstreblad og appellerede samtidig Dommen. Faa Dage efter blev han arresteret som beskyldt for Assurancesvig, der skulde være begaaet for fire Aar siden, da hans Hus og Indbo brændte, hvilket sidste var  assurreret for mellem 4 og 500 Daler. Han har nu siddet arresteret siden, hans Kone har ligeledes af og til været arresteret og derpaa løsladt igen, men samtidig med at det syntes, at Politiet ikke formaaede at fremkomme med nogetsomhelst gyldigt Bevis for den paagældende Forbrydelse, begyndte der i Byen at gaa uhyggelige Rygter om den Behandling, som den Vedkommende blev underkastet i Arresten; man paastod navnlig med Bestemthed, at han sultede, og følgende Historie giver dette en forfærdelig Bekræftigelse.

Hans Kone, som undertiden var arresteret i Nærheden af ham, blev hemmelig opfordret til at skaffe ham lidt Brød, hvormed han kunde stille sin Sult. Hun indviklede da nogle Stykker i lidt Papir og gemte dem, naar hun gik ned, i Latrinen, hvor de derefter blev liggende til næste Dag, for han kunde tage dem!

Det var denne Beretning, i Forbindelse med mange flere Enkeltheder af lignende Art, der bestemte Pio til at gæste Hr. Byfoged og Borgmester Jørgensen.

Anmodningen om at maatte tale med Arrestanten, der hidtil har været hermetisk aflukket fra Omverdenen, lod aldeles ikke til at falde i Hr. Byfogdens Smag, og han spurgte temmelig hastig om Navnet. Da Svaret lød: "Redaktør Pio fra København", lod det til, at dette endnu mindre behagede ham, -- efter Minerne at dømme, - men han blev imidlertid meget høflig og erklærede, at der "naturligvis" ikke kunde være det Mindste til Hinder derfor. Han vilde endog være meget glad, hvis Pio kunde have den Indflydelse paa Arrestanten, at han herefter sagde Sandhed, da han efter Byfogdens Mening var en "forstokket Løgner, der ikke vilde gaa til Bekendelse".

Efter disse Repliker gik Byfogden og Pio ind til Arrestforvareren, medens de to Ledsagere blev udenfor. Da Arrestforvareren imidlertid ikke var hjemme i Øjeblikket, tog Begge Plads saalænge, og Byfoged Jørgensen søgte nu ved en længere Udvikling at fremstille sin Adfærd fra den lyseste Side. Arrestanten var, sagde han, en forstokket Forbryder, der alt tidligere - d. e. for en 15 a 16 Aar siden, - havde været straffet; han var mistænkt for at have selv stukket Ild paa sit Hus, endvidere fandtes han i Besiddelse af en hel Del Tapeter, som han erklærede at have købt af en Handelsrejsende, men denne Handelsrejsende havde det ikke været muligt at finde; om en Knibtang, som han ligeledes besad, havde tre Mand, - og deriblandt en Svend fra København, - beediget, at den - lignede (!) en anden, der var blevet borte for en Mand i Frederits osv. Kristensen havde, maatte han dog indrømme, stedse under sit Ophold der i Byen været uberygtet, og det var denne Historie med "Kongen paa Baagø", der "havde henledet Opmærksomheden paa ham". Forøvrigt kunde han ikke begribe, at Pio, der lod til at være "en fornuftig og besindig Mand" vilde kompromittere sin Sag ved at have Noget med en saadan Forbryder at bestille, der endogsaa, efter hvad Byfogden havde udfrittet ved Arrestforvarerens Hjælp, ønskede Socialismen Pokker i Vold. Han sluttede med nogle interessante Bemærkninger om Pariser Kommunen. Pio svarede, at der her slet ikke var Tale om, hvorvidt Manden var eller havde været en Forbryder. Her var derimod Tale om, at en Mand i Anledning af sin Optræden i et politisk Teaterstykke var blevet underkastet en Række Anklager, af hvilke ingen, eller dog kun en ganske uvæsenlig, efter Byfogdens eget Udsagn, til Dato var blevet bevist. Det var kun naturligt, at Folkemeningen kom i Bevægelse ved enhver lang, resultatløs Arrestation, og hertil kom i dette Tilfælde den særegne Omstændighed, at der i Byen havde udbredt sig Rygter om slet Behandling, som skulde være blevet Arrestanten til Del. Han vilde for sit Vedkommende henstille til Byfogden at give lidt efter for Stemningen og tilstede Fangen de Friheder med Hensyn til Anskaffelsen af Mad og Drikke, som Arrestreglementet hjemlede og som jo efter 6 Maaneders streng Arrest vistnok maatte være en Nødvendighed for Fangens Sundhed. Byfogdens Svar var meget mærkeligt. "De maa erindre," sagde han, "at vi her i Landet ikke har Jury-Institutionen, hvor det er tilladt at dømme efter de foreliggende mer eller mindre fuldstændige Beviser. Vi har her i Landet den saakaldte "pinlige Procesmaade", hvor der udfordres Vedkommendes egen Tilstaaelse, og det er derfor absolut nødvendigt at anvende Pinsler, naar Vedkommende er forstokket og ikke vil tilstaa. Kristensen kan faa Ende paa Sagen saa snart han har Lyst: han behøver blot at tilstaa, at han har gjort det, hvorfor han beskyldes; men, saalænge han ikke vil "sige Sandhed", er jeg nødt til at bruge alle de Midler, der staar i min Magt. Hvis vi skulde give Fangerne tilstrækkelig Kost og andre Bekvemmeligheder, saa vilde vi ikke faa nogen overbevist, for de to Vidner, der ellers udfordres, er jo næsten umulige at skaffe." (Sluttes.)

(Social-Demokraten 2. september 1875).

Christen Berg var knyttet til Baagø.

August Prytz (1833-1885): Borgmester, cand. jur. Julius Christian Jørgensen (1816-1884). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Julius Christian Jørgensen var borgmester i Fredericia 1862-1884. 

(Sluttet)

Det kunde ikke godt være andet, end at en saadan ligefrem Erklæring om, at "den pinlige Procesmaade" endnu i sin fulde Udstrækning hersker her i Landet, at, med andre Ord, Torturens Princip endnu er anerkendt af vore Domstole, maatte gøre et stærkt Indtryk paa enhver Tilhører. Ligeoverfor en saadan "aabenhjertighed" Tilfredshed med det Bestaaende indsaa Pio, at det vilde være fuldstændig spildt Arbejde, at gaa ind paa en Diskussion om, hvor umuligt det under en saadan Sagernes Tilstand vilde være for den uskyldigt Anklagede at slippe fri, eftersom "Pinslerne" jo maatte antages at have samme Virkning paa ham som paa den Skyldige og saaledes vilde tvinge ham til i Fortvivlelse at bekende Forbrydelser, som han slet ikke havde begaaet. Pio indskrænkede sig derfor til at bemærke, at Hr. Jørgensens Ytringer, - om hvis Tilforladelighed han, saavidt vor Retspraksis angik, ikke nærede Spor af Tvivl, - dog ikke syntes at staa i den bedste Samklang med det gamle Arrestreglement fra Absolutismens Dage, idet der heri udtrykkelig fremhæves, at Varetægtsarrestanten ikke skal være større Ubekvemmelighed underkastet end den, der er en nødvendig Følge af Frihedens Berøvelse. Saalænge en Fange ikke var juridisk overbevist, beroede en Øvrighedspersons Mening om hans Skyldighed jo ogsaa kun paa et Skøn, og det maatte efter hans Mening være en højst ubehagelig Bestilling at være Byfoged, hvis denne Embedsmand skulde gaa omkring med den Bevidsthed, at en Medskabning, som han sultede eller paa anden Maade pinte, sad i sin Celle og forbandede ham. Byfogden indrømmede, at denne Sag havde skaffet ham mange ubehagelige Timer, og at Tanken om Kristensen havde forstyrret hans Sommerfornøjelser. Den eneste Udvej han vidste var imidlertid den, at Overretten, naar en vis Undersøgelsestid var hengaaet, f. Eks. tre Maaneder, tog Sagen for og afgjorde, hvorvidt der var Anledning til en fortsat Arrestation.

Dette var det væsenlige Indhold af Samtalen. Arrestforvareren kom nu, og Pio blev af ham ført til Kristensens Celle. Denne var lys og ren, men der saas ikke en eneste Ting, hvormed Fangen kunde antages at beskæftige sig i de lange  Fængselstimer. Pio nævnede sit Navn og sagde ham, at Grunden til Besøget var de Rygter, der var gaaet om hans slette Behandling. Han spurgte ham, om hans Kost var tilstrækkelig. Han svarede, at han efterhaanden var blevet vant til at nøjes med den, - (Appetiten aftager selvfølgelig efterhaanden ved Manglen paa Beskæftigelse,) - men at han var blevet sultet forfærdeligt tidligere. Pio spurgte ham, om det var sandt, at han i Arresten havde stjaalet en Høne. Han svarede, at han havde gjort det og ladet tilføre Protokollen, at det var sket, fordi han ønskede at give Byfogden en virkelig Grund til at idømme ham en Straf, da han indsaa, at denne ikke vilde slippe ham efter den lange Arrest, medmindre han kunde faa ham dømt, og han vidste med sig selv, at de Anklager, som Byfogden havde rejst imod ham, var umulige at bevise, eftersom de var falske. (Denne Forklaring af Høne-Tyveriet havde forresten Byfogden allerede givet mig.) Den eneste Uredelighed, som han virkelig var sig bevidst at have begaaet, og som han ogsaa havde tilstaaet, var, at han havde beholdt en lille Kalender af Alabast, som han et Sted, hvor han arbejdede, kom til at rive ned i sin Limpotte, og som han derfor frygtede at saa Ubehageligheder for. Hans tidligere Forklaringer i Assurancesagen havde ikke været aldeles ens altid, for det Første, fordi det var fire Aar siden, at Ildebranden fandt Sted, og det vilde altsaa være formeget at forlange, som Byfogden havde gjort, at han skulde give en nøjagtig Fortegnelse over de Møbler, han den Gang havde besiddet; og for det Andet, fordi disse Forklaringer var blevet ham afpint og aftvunget. Arrestforvareren truede ham nu med, at han nok skulde fortælle Pio "noget Andet" om ham, der kunde vise, hvor "ondskabsfuld" han var, hvilken Bemærkning Pio afbrød ved at svare, at det jo var meget forklarligt, at en Mand efter 6 Maaneders strængt Fængsel ikke saa sin Behandling i det blideste Lys.

Efter at have sagt Farvel til Fangen, fik Pio først en lang hoved- og haleløs "Forklaring" af Arrestforvareren og derpaa en ny Samtale med Byfogden, hvori denne fortalte, at han under alle Omstændigheder vilde dømme Kristensen til Forbedringshuset; ved Overretten var der derimod ganske vist en Mulighed for, at han kunde slippe med Vand og Brød. Endvidere berettede han paany, at Kristensen var et meget forhærdet Eksemplar af en Forbryder, og at han havde levet sammen med sin Kone "som Hund og Kat", noget som baade denne og Andre imidlertid paa det Bestemteste benægter. - Pio tog nu Afsted og bad Byfogden undskylde den foraarsagede Ulejlighed.

* * *

Vi skal kun knytte ganske faa Bemærkninger til denne Fremstilling. Det Væsenlige ved den er aabenbart den juridiske Embedsmands halv naive, halv kyniske Forsvar for vor "pinlige" Rettergangs Nødvendighed; der kastes herved et temmelig klart Lys over Forholdene ved Socialist-Processen. Hvad derimod Kristensens Behandling angaar, da kan vi selvfølgelig aldeles ikke have nogen Mening om dennes Lovlighed og Ulovlighed, saalænge det Udsagn af en fungerende Dommer staar imodsagt, at vor Rettergang anerkender "Pinsler" under Varetægtsarresten som "lovlige" Midler til at "udforske Sandheden". Kun vilde det være os kært, hvis en kompetent Avtoritet vilde underrette os om, hvorvidt vort reaktionære Regimente tilsigter en Genindførelse af Tommeskuer, Stokhusret, spanske Støvler o. L. Det vilde jo være passende Sidestykker til "Helligdagsanordningen" og i endnu højere Grad end denne bidrage til at fremkalde den saa meget efterspurgte Kærlighed til "Konge og Fædreland"!

(Social-Demokraten 3. september 1875).

Episoden blev omtalt i 1924 ved en tale fra jubilæumsfesten hvoraf bringes den del der omtaler ovennævnte sag:

Hyby Lund.

P. Nielsens Tale ved Jubilæumsfesten.

(Fortsat.)

Da jeg i Følge med C. Jacobsen kom tilbage til Fredericia i Juni 1874 fandt vi Forholdene meget trykkende. Vi forsøgte at samle de spredte Kræfter, men den bedste blandt Sangerne gik paa Gravens Rand. I Januar 1875 døde han, og Nielsen tolkede ham et gribende Farvel i "Socialisten". Vi fik dog alligevel Sangkoret samlet og der begyndte saa smaat at spores et vaagnende Liv. Da Nielsen var saa heldig at faa en bedre Bolig i Købmagergade blev Forholdene for ham mere tilfredsstillende, og da Pio, Brix og Geleff løslodes af Fængslet kom de  Liv og Fart i Arbejderbevægelsen og ikke mindst her i Byen. Venstre var ogsaa den Gang beæret med Hejrefanatikernes uforsonlige Had, som særlig rettedes mod Christen Berg. Da de ikke kunde komme denne Politiker til Livs paa anden Maade fik de et Smædestykke makket sammen, kaldet Kongen paa Baagø, hvori Berg sjofledes. Teaterdirektør Levy med Selskab rejste rundt i Landet og opførte dette Makværk paa Teatrene til stor Moro for det forbenede Højrefolk. Da Stykket skulde opføres i det daværende gamle Teater mødte vi unge Cigarmagere med Fløjterne parate og Malersvend Christensen sluttede sig til os. Paa Staapladserne bagerst i Salen havde vi vort Stade og i vor Nærhed ved Siden af Døren var Politibetjent Meng posteret. Alle Siddepladser var tæt besat, selvfølgelig med Blomsten af Byens Befolkning og med selveste Borgmester Jørgensen paa forreste Række. Da Tæppet gik op kom Hr. Levy frem, iklædt Vadmelsdragt, rød strikket Hue paa Hovedet og Træsko med blanke Kramper paa Fødderne samt en Merskumspibe i Munden. Dette Postyr skulde karikere Christen Berg. Fra alle Bænkerader lød vilde Jubelhyl og Klapsalver, men saa kom vore Fløjter frem, skingrende og gennemtrængende. Maleren, der førte an, var den ihærdigste blandt os. Merg raabte: "I maa ikke pibe. Christensen svarede: "Saalænge de andre klapper, saa længe piber vi". Saa rejser Borgmesteren sig i al sin Værdighed, vender sig om og raaber: "Meng! Hvem er det, der piber?" "Det er Malersvend Christensen, Hr. Borgmester. "Godt, notér ham", befalede Borgmesteren. Da der vedblivende veksledes med Klappen og Piben maatte Tæppet gaa ned og der blev ingen Forestilling den Gang. Efterspillet af denne Affære blev en Retsskandale af Rang, hvorom mulig senere kan fortælles. Blot skal her anføres, at Christensen arresteredes og holdtes fængslet i 9 Maaneder og underkastedes Tortur med Prygl og Sult. Da Retsskandalen rygtedes ud over Landet kom Pio hertil for at undersøge Sagen og i et Par Artikler i "Social-Demokraten bragte han den frem for Offentligheden....

(Fredericia Social-Demokrat 26. august 1924. Uddrag).

Mishandling af Børn i Frederik den 7des Gade. (Efterskrift til Politivennen)

Gæstgiver og Vognmand Ole Nielsen, Ejer af Nr. 13 i Frederik den 7des Gade, har i Forgaars Aftes givet Beviser paa en Raahed og Hensynsløshed ligeoverfor den omboende Arbejderbefolknings Børn, som omtrent turde være enestaaende, idet han, efter først at tillade, ja ligefrem "invitere" dem til at lege paa en ham tilhørende Grund bagved hans Ejendom, pludselig faldt over Børnene tilligemed sine Karle, alle bevæbnede med solide Kørepidske, og uden at bryde sig hverken om Alder eller Køn huggede disse Hædersmænd em sig som Rasende til højre og venstre. Ved Jammerskrigene styrtede Mødrene naturligvis til Vinduerne og ned i Baggaardene i Naboejendommene, men da disse er skilte fra Fælleden ved et Plankeværk, maatte de staa og se paa deres Børns Mishandling uden at kunne hjælpe, og Mændene var uheldigvis endnu ikke komne fra Arbejde. Hr. Ole Nielsens Ægtehalvdel stod ikke tilbage for sin Mand, ti efterhaanden som Børnene med Piskeslag blev drevne op igennem Stalden og Gaarden blev de ved Assistance af Tjenestepigen som holdt dem, oversprøjtede med Vand fra øverst til nederst, hvortil havdes et godt Apparat i en Gummislange, som ellers bliver benyttet til Hestevanding. Denne oprørende Scene ophørte først da Arbejderne paa en i Nærheden værende Reberbane løb udenfor og ved deres Tilraab og Trusler tvang disse selvlavede Bødler til et hurtig Tilbagetog. Omtrent 20 Børn i en Alder fra 3-12 Aar er mere eller mindre mishandlede, men saa vidt vides har kun 7 Fædre anmældt Sagen for Politiet, som selvfølgelig glimrede ved sin Fraværelse paa Gerningsstedet.

- Det følger forhaabenlig af sig selv, at Politiet, ligeoverfor en saadan Forbrydelse ikke vil indskrænke sig til at vente efter privat Søgsmaal fra Forældrene, men at det vil tage Undersøgelsen i sin Haand og eventuelt arrestere de Skyldige; i modsat Fald maa vi antage, at Mildheden fremkaldes ved, at det kun er Arbejderbørn, der er blevet mishandlede.

(Social-Demokraten 25. august 1875).

En Præsts Forskrækkelse over en rød Fane. (Efterskrift til Politivennen)

Ved en Begravelse, som fandt Sted paa Assistens Kirkegaard i Onsdags, var Skomagernes Fagforening mødt med dens ny røde Fane. Aldrig saa snart fik Præsten, som skulde forrette Jordpaakastelsen, Øje paa Fanen, førend han forskrækket udbryd: "Hvad - hvad er det for en Fane« Der blev svaret, at det var Skomagernes Fagforenings Fane. "Men den er jo rød, og saa staar der jo "Frihed, Lighed og Broderskab" i den." vedblev den forskrækkede Præst, "den Fane er vist ikke tilladt her paa Kirkegaarden". Man beroligede den ængstlige Præstemand saa godt som muligt, og søgte at forklare ham, at den forbudte internationale Fane og en Fagforenings Fane ikke var en og den samme, hvad han syntes at mene. En af de Tilstedeværende ytrede bl. A , at Fanens Inskription jo lød paa det Samme som Kristi egen Lære, men denne Bemærkning undgik nok Præstens Opmærksomhed. Endelig lod han til at have forvundet sin Skræk og forrettede Jordspaakastelsen, medens han dog af og til skottede op til den røde Fane, der slet ikke var bange for den sorte Præst, men dristigt vinkede sit Farvel til den Arbeide, hvem Meningsfæller ledsagede til Graven. - Vi har nu faaet "Sort paa Rødt" for, at "Frihed, Lighed og Broderskab" ikke engang er paa sin Plads mellem de Døde - at sige efter en "Kristi Tjeners" Mening.

(Social-Demokraten 13. august 1875).

Korrespondance fra Assistens Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Til Vejledning for det besøgende Publikum paa Assistens Kirkegaard paa Nørrebro )

Orden er en god Ting osv.

Ny Koste feje bedst osv.

Kl. 8 Aften lukkes alle Kirkegaardens Porte, skønt det er den bedste Spadseretid, og her paa Nørrebro bor den største Del af Arbejderbefolkningen, der ikke før kan komme fra deres Arbejde, og som ingen bedre Steder har at vederkvæge sig med frisk Luft, og med det samme se til deres Afdødes Grave. Det er imidlertid i Ordenens Interesse, at der lukkes, og vi har faaet en ny Inspektør herude og det er jo bekendt, at "nye Koste fejer bedst".

De ærede Kirkegaardsbesøgende trænger her til en lille Vejledning, og da jeg, der i 16 Aar tildels har ernæret mig ved at tjene Familjer ved Anlæg og Pasning af deres Gravsteder, altsaa maa være lidt bekendt med Kirkegaardens Forhold, dens Orden - og dens Uorden - og da jeg desuden ikke kan nægte for mig selv, at jeg har lært mig til at skrive (det er ikke lært i Skolen, ti saa maatte jo Alle kunne skrive der har gaaet i Skole), saa har jeg troet at jeg skyldte den Vejledning sig kunde give, helst da jeg forgæves har ventet, at nogen Anden eller noget af Hovedstadens mange Blade skulde tage Ordet i denne Sag. *)

Saa snart man blot kan slippe ind ad Porten inden Kl. 8 inden der lukkes, saa er der foreløbig Intet i Vejen for at komme ud; langs hele Jagtvejen (den lille, helst kaldet Falkoneralleen), er der næmlig lidt over en Snes magelige Gjennemgange i Tjørnehækken, der er nok en Grøft ar springe over, men det er baade sundt og interessant, især for Damer, Pensionister og stillesiddende Folk, at gøre Springet. For dem, der imidlertid ikke har Mod hertil, er der Aabninger ved Siden af Portene, som man kan køre gennem med en ordenlig Trækkevogn. Foruden disse Udveje, der jo ogsaa kan benyttes som Indveje, er der slet intet Hegn om Kirkegaarden paa det Stykke, som vender ud mod Marken fra den lille Jagtvej op til i Linje mod Nordvestvej. Dette Stykke hører næmlig til Fri- eller Fattigkirkegaarden, og hvorfor skulde her være Hegn? Hvor i Tjørnehækken slutter, den begynder omtrent for Korsgade, er der en officiel eller offenlig Gangsti hen over et Stykke Magistratsjord, der (i Alt ca. 6-8 Tdr. Land), henligger udyrket. Denne Gangsti fører mellem Kirkegaarden ind til den Ende af Nordvestvej, der støder ud til Markerne. Jeg har forespurgt mig og faaet til Svar, at Grundejerne her ikke vil have Noget imod at benytte Gangstien. Hvis Nogen skulde være bange for at benytte disse Ud- eller Indveje, da maa jeg oplyse dem om, at Sligt er ganske ugrundet. Af dem, der først er kommen ind paa Kirkegaarden inden Kl. 8, forlanger vort Politi, der i Udlandet, baade i Sverrig og Marokko (Gedalia) er bekendt for sin Humanitet, vist ikke, at de skal blive derinde. Man kan endog let springe over det lave Stakit der vender ud til Kapelvejen, endog Damer har jeg set vove det. Rigtignok stod der forleden i Bladene, at En var bleven mulkteret med 6 Kr. for at have "tiltvunget" (hvor de Redaktører dog er uvidende om, hvad de skriver) sig Adgang gennem Hækken. Men for det Første var det ogsaa ind han gik, og det midt paa Dagen, for det Andet var det kun en Arbejdsmand, (han har dog ikke betalt dem endnu); pæne Folk mulkterer Politiet saamænd ikke, dertil er det altfor humant. Forleden blev der en fin Herre anholdt fordi han havde gaaet og skaaret Roser af paa flere Gravsteder og fyldt to dybe Frakkelommer. Efter Sigende skal han hele Sommeren have skaaret Roser af. Paa Stationen opgav han at være Præst! Han skal næmlig leve af Pension her i København (og har altsaa blot begaaet dette af Ørkesløshed eller Sindssvaghed); men i Bladene har man da Intet set herom. Er det ikke et smukt Bevis paa vort Politis Humanitet imod pæne Folk?

Hvis nu Nogen skulde finde, at det dog er temmelig megen Ulejlighed og mange Ubehageligheder ved en Spadseretur paa Kirkegaarden, at skulle benytte sig af denne Vejledning for at slippe ud, da trøste man sig med, at i disse herlige Sommeraftener kan det jo ikke skade at forlænge Spadsereturen; man bliver uvilkaarlig ført af Vejen til Frederiksberg, oplever maaske lidt Æventyrligt eller Romantisk, og vælger man at gaa ad Nordvestvej, er det, som om man har været en lille Landtur. Mange har maaske læst i Bladene, eller hørt Tale om "Rhabarberlandet", men aldrig set denne ny smukke Afdeling af København, nu vil de blive ført midt der igennem. Det kunde maaske endog være til Gavn for dette Kvarters Handlende, navnlig Kafeer og Restavrationer. Hvem ved, om ikke denne vise Hensigt har ligget bag ved Bestemmelsen at lukke Portene Kl. 6.

Endelig, hvis Nogen ikke skulde finde Trøst i alle mine Trøstegrunde, saa faar han da trøste sig med, at naar det Øvrige er galt og raaddent i vore Samfundsforhold, hvorfor skulde saa ikke Kirkegaardsforholdene være det?

Ganske vist skulde Udenforstaaende tro, at naar der var saa mange Ud- og Indgange til Kirkegaarden, som her er nævnt, saa er det latterligt at lukke Portene saa strængt Kl. 8. Men dette er kun dem, der ikke ved, at vore Avtoriteter egenlig kun er til for at gøre Livet mere besværligt for Folket, end det er i sig selv, og ingenlunde for at lette og ligeliggøre Forholdene. 

Det er en kristelig Øvrighed vi har, og man skal jo kristeligt adlyde Øvrigheden, men hertil tjener til Vejledning, at Kristendommen for 1800 Aar siden, i sin Stiftelse, ligner hinanden efter Søren Kirkegaards Oplysning. F. Eks. Kristendommens hellige Skrift siger: "Du skal elske din Næste som dig selv, og endnu for lidt over l00 Aar siden sang Biskop Brorson, paa Papiret: "Din Næste hjælp, hvori du kan, endog til egen Skade. Dette er nu forsvundet, endog af Papiret. Nu hedder det avtoritets (officielt) kristeligt: "Du skal gøre Din Næste Livet saa besværligt som muligt. Før hed det: "Naar En giver Dig en ørefigen paa den ene Kind, skal Du vende den anden til. Dette Bibelsprog ler Alle de hjertelig af, som er sat af Regeringen til at dele ørefigener ud til Folket, nemlig Præster og Øvrighed. De er i deres Ret og Folket i deres Uret, hvis de ikke taaler det. At Jesus har sagt, at hans Disiple altid vil være de Faa, det søger endog Mænd som Professor Rasmus Nielsen at ignorere og bekæmpe, idet han vil (hans Foredrag i Kolding) gøre Folketroen og Kristentroen identiske i Kristenheden.

At Man ester den ny Orden her paa Kirkegaarden sløjfer Gravsteder, ikke blot dem, hvor de sidste Lig kom ned for 14-16 Aar siden, men endog for tre Aar siden, og borttager herfra Træer, Planter, Buksbom, Hæk, Navn og Nummer, og strør Salt, eller hvad jeg vilde sige, Græsfrø over Ødelæggelsen, ja at man begraver Lig paa Steder, før de 20 Aar er henrundne, hvor tidligere Lig er begravede. At man har slaaet en ny Lov op udenfor to Kirkegaardsporte, hvor det bl. A. hedder, at Ingen maa køre med Vogne paa Kirkegaarden, men at man desuagtet daglig ser ikke blot uskyldige Barnevogne, men Gravers og Plantørs Vogne, baade med og uden Heste, dette kan blive Genstand en anden Gang at omtale med meget mere.

Niels Johansen.

*) Kirkegaardsforholdene har dog tidligere været berørt her i Bladet. Red.

(Social-Demokraten 6. august 1875).

Nordvestvej var indtil 1904-1905 Borups Alle.

Slesvig og det national-liberale Parti. (Efterskrift til Politivennen)

En af de "loyale" Præster i Sydslesvig, der i sin Tid som Officer havde deltaget i den treaarige slesvig holstenske Krig, begyndte sin Tiltrædelsesprædiken i den tysksindede Menighed med følgende Ord: "Sidste Gang jeg var her, kom jeg som Fjende med Sværdet i Haanden, idag kommer jeg som Ellers Sjælesorger."

Det maa ganske vist have været en meget "blandet" Følelse, hvormed Menigheden hørte "Fredens Evangelium" forkynde af en Mand, hvem enkelte af dens Medlemmer maaske kunde betragte som deres Nærmestes Morder; men den Taktløshed, som den vedkommende Gejstlige udviste, er desværre intet enestaaende Eksempel paa hvad man i hin Nationalfanatismens Blomstringsperiode ansaa det for klogt at byde de Overvundne. Fordrukne, uvidende Præster, uredelige og tølperagtige Herredsfogeder var endnu almindeligere end i Danmark, og omend dette Fænomen tildels kan forklares ved den ringe Tiltrækning som en hadet og afskyet Stilling stedse maa have for enhver hæderlig Mand, saa vilde det paa den anden Side dog være umuligt at nægte, at der fra Regeringens Side i denne Retning blev udvist en overordenlig Pligtforsømmelse, idet der ganske i Almindelig hed kun toges Hensyn til saadanne Personer, der syntes at være mere stilkede til at ophidse Befolkningen ved Uvidenhed og Uforskammethed, end til at berolige den ved samvittighedsfuld Opfyldelse af deres Kaldspligter.

Paastanden om at den slesvigske Embedsstand led af store Mangler under den national-liberale Æra her i Landet, er som bekendt fremsat allerede fra anden Side, men har naturligvis mødt en forbitret Modsigelse fra det Parti, som nu i over to Aarhundreder har kvalt Folkets naturlige sunde Forstand med dumme Formaliteter, nemlig Bureaukratiet, eller som de med et mere betegnende kinesisk Ord burde hedde, Mandarinerne. Denne bornerede og herskesyge Bande var det, der i Virkeligheden skilte os af med Norge i 1814. Folket havde i en lang Aarrække været forbitret paa Embedsstanden, men deres Klager blev behandlede paa den sædvanlige imiterende Maade. Da saaledes den norske Bonde, Kristian Jensen Lofthus fra Nedenæs, i Slutningen af forrige Aarhundrede vovede at overrække Kronprinsen en Klage fra Almuen over de danske Embedsmands Undertrykkelser, blev han af en Specialkommission dømt til Fæstningsarbejde paa Livstid og døde i Agerhus Fæstning Aar 1797. I 1814, da Norge med Magt blev løsrevet fra Danmark, erindrede Folket den infame Behandling, de havde lidt i Aarhundreder, og dette var Grunden til det hastige Ophør af "Frihedskrigen" mod Sverrig, saavel som til det derpaa følgende, i lang Tid stærkt fremtrædende "Danskerhad" i Norge.

Nu er det en ny og ligesaa betydelig Del af Landet, som Bureaukratiet har skilt os af med, men hvis Nogen tror, at vi i vor nuværende reducerede Tilstand skulde være i Sikkerhed for yderligere Lemlæstelse, da turde dette være usikker saalænge ikke Folket er kommet saa vidt, at det foretrækker selv at tage Tøjlerne fremfor at lade sig forlede til politiske Dumheder af Mandarinerne. Det er derfor nødvendigt skaanselløst at blotte deres Opførsel i Slesvig for om mulig at aabne Øjnene paa dem, der endnu anser disse Folk for "Visdommens og Retfærdighedens" ægte Repræsentanter.

Det vilde imidlertid være for trættende at fremkomme med Eksempler paa det smaalige Forfølgelsessystem, der anvendtes mod de tysksindede Slesvigere i Aarene fra 1851-64. Vore Læsere vil faa det bedste Begreb derom, naar de tænker paa den Behandling, der fra det samme Partis Side er blevet os Socialister tildel her i Danmark i de sidste Aar. Iøvrigt skal vi altid være villige til at fremkomme med bestemte Eksempler, hvis vore her fremsatte Paastande skulde blive dragne i Tvivl, men at Ingen for Alvor kan tænke herpaa, det vil en lille Historie maaske kunne bidrage til at vise. Da vi sad fængslede traf det sig, at en Herredsfoged af reaktionær Tjenestiver begik en temmelig betydelig Fadaise. I en Samtale med Politiinspektør H. kom vi til at berøre denne Sag, hvortil Hr. H. svarede med en haanlig Skuldertrækken: "Hvor kan De forlange Andet af det Menneske? Det er jo en forhenværende slesvigsk Embedsmand."

Skal vi saaledes, idetmindste foreløbig, ikke gaa ind paa Personalia i denne Sag, saa er der dog nogle andre herhenhørende Forhold, som vi kunde have Lyst til at omtale, da de tillige paa en Maade forklarer den Dom, der faldt i Sagen om Mødet den 5te Maj 1872.

Som bekendt beredte det slesvig-holstensk sindede Professorparti i Hertugdømmerne deres elskværdige Kolleger her i Landet en hel Del Fortrædeligheder. Ved lang Øvelse havde de faaet en saadan Færdighed i at sno sig mellem de gældende Lovbestemmelser, at det blev dem mulig at drive en temmelig kraftig Agitation for deres separatistiske Tendenser mellem den tyske Befolkning i Hertugdømmerne, uden at det var muligt for de danske Mandariner at straffe dem, medmindre de bestaaende Love aabenlyst skulde krænkes. Samtidig var den nye Straffelov under Behandling i Lovkommissionen her i Byen, og det blev derfor besluttet af Bureaukraterne at benytte denne gunstige Lejlighed til at tilintetgøre de Rester af Forsamlings- og Foreningsfrihed, som hidtil var blevet levnet Slesvigerne. Udkastet til Straffeloven indeholdt derfor en Række Bestemmelser om Lands- og Højforræderi, saa jesuitisk uklare i deres Affattelse, saa barbarisk vilkaarlige i deres Straffebestemmelser, at Ruslands og Prøissens Knutlovbøger blev til Evangelier ved Siden af dette Produkt af en "Frihedsstat". Det vilde efter dette Udkast ikke alene have været muligt at straffe selve Lands- og Højforræderne med Tugthuset eller paa Livet, men endog den, der f. Eks. blot overværede en mod Danmark fjendtlig stemt Forsamling i Udlandet, vilde have været hjemfalden til Straf. Imidlertid, mens Kommissionen tillavede denne "varme Mad" til deres "kære slesvigske Brødre", tog disse som bekendt "Udgangsbillet", og da saaledes den umiddelbare Anledning var bortfaldet, blev den allerværste af Paragraferne strøget, og de andre, endelig vedtagne Bestemmelser i Straffeloven, saaledes som de nu foreligger, giver derfor kun et ufuldstændigt Begreb om den "humane" Behandling, som Regeringen havde tiltænkt sine tysktalende Undersaatter. Dog var disse Forholdsregler ikke aldeles uden "Nytte" for de stakkels svedende Jurister, ti de Slesvigerne tiltænkte Paragrafer er jo nu med meget Held blevet anvendt paa os "statsfarlige" eller rettere "byreaukrati-farlige" Socialister.

Skulde Nogen tvivle om denne Fremstillings Rigtighed, tillader vi os at henvise ham til Straffelovens Behandling i Folketinget. Her havde nemlig Hr. Klein, der var Medlem af Kommissionen, den Aabenhjertighed selv at tilstaa, at de paagældende Straffe sigtede specielt til Slesvigerne.

* * *

Hvis man vil spørge om Grunden til, at vi er fremkomne med disse Oplysninger, da ligger den ikke fjern. Det bureaukratiske Parti, der er ved at gaa i Knæ her i Landet, tæller endnu en stor Del Tilhængere mellem Nordslesvigerne. Vi anser denne Omstændighed for at være i højeste Grad uheldig. Skal Nordslesvigerne for Fremtiden ligesom for glæde sig ved deres danske Brødres Sympati og Deltagelse, skal de stole paa, at det danske Folk under eventuelle Forandringer i Europa vil være beredt til tunge Ofre for at fri dem ud af det Slaveri, som de nu holdes i, da maa vi være forvissede om, at det ikke er en Flok blinde Tilhængere af Reaktionen, som vi skaffer os paa Halsen, men derimod en Flok prøvede, trofaste og frisindede Medborgere. For at bidrage vort til, at Slesvigerne kan faa Øjnene op for den nationalliberale Kirkes Dumhed og Ondskab er det, at vi har skrevet disse Linier, og skulde dette virkelig være lykkedes, da er det vor fulde og faste Overbevisning, at da er det første og nødvendigste Skridt gjort til vore Brødres Forløsning fra tysk Jern- og Blodregimente.

(Social-Demokraten 5. august 1875).