Pastor Frimodt. (Efterskrift til Politivennen)

Aabent Brev

til

Hr Pastor Frimodt.

Da det er blevet mig bekendt, at Deres Velærværdighed adskillige Gange saa vel privat som fra Prædikestolen har givet Deres Had Luft mod det social-demokratiske Parti her i Landet, hvis Leder jeg for Øjeblikket har den Ære at være, saa tillader jeg mig herved at rette en alvorlig Opfordring til Dem om ikke længere at komme med Deres Ytringer, hvor Præstekjolen beskytter Dem mod Modsigelser, men at udtale Dem, hvor De kan vente, at der vil findes Mænd, som kan oplyse Dem og Deres Meningsfæller om, i hvilken Grad De er ukendt med det sande Indhold af den Lære, De saa stærkt kritiserer. Da jeg jo kan antage, at det maa være Dem, som "Hyrde", magtpaaliggende at anvende alle Midler for at ikke de troende "Faar", der følger Dem i Hælene, skal forvildes fra denne sikre Vej til Himmerig, har jeg troet at imødekomme Deres Ønske ved at tilbyde Dem en Disputation om, hvorvidt Socialismen kan forsvares fra det kristelige Standpunkt. Jeg føler mig overbevist om, at det vil falde Hr. Pastoren meget let at erhverve et rummeligt Lokale til denne Diskussion, - De har jo iøvrigt vist, at St. Johannes Kirken kan bruges, naar det kniber, - og jeg vil derfor overlade dette til Hr. Pastorens Omsorg, idet jeg blot forbeholder mig Dispositionsret over Halvdelen af Adgangskortene, for saa vidt saadanne skal udstedes.

Som det let vil ses, giver jeg Dem, ved Valget af et saa "kirkeligt" Tema, alle mulige Chancer for en Sejr, og hvis De ikke modtager denne Udfordring, er jeg derfor - da Høfligheden forbyder mig at søge Grunden i personlig Fejghed hos Dem, - nødt til at antage, enten at De ikke bryder Dem stort om den "Hjord", hvis Pengeskabsnøgler og andre kristelige Interesser Gud i Forbindelse med Kultusministeren har kaldt Dem til at vogte, eller at De mistvivler om den Sags Vigtighed, som De betales for at forsvare.

Imødeseende Deres ærede Svar tegner jeg mig

Med særdeles Agtelse

Louis Pio

Ravnsborggade 21.

(Social-Demokraten 2. april 1876).

Politik paa Prædikestolen

Det er meget tidsvarende, at dette Spørgsmaal er kommen paa Tale midt under en Valgtid, og det lader til, at heller ikke Ministeriel kan ønske, at de politiske Spørgsmaal drøftes paa dette Sted. De Geistlige gjør ogsaa deres sag en daarlig Tjeneste derved; thi medens en Lægprædikant meget vel kan revse hvad han mener er Tidens Daarligheder og saa tage Følgerne enten fra utilfredse Tilhørere eller fra Øvrigheden, hvis han overskrider Lovene, saa kan en geistlig statsembedsmand, der har Eneret paa at bruge Prædikestolen og Politimagten til at holde Afbrydelser ude, ikke fremstille sig som en Jesu Efterfølger; thi Magtens Myndighed og Aandens Myndighed er i Troessager to aldeles modsatte Ting.

Som man vil erindre, foregik der forrige Søndag i St. Johannes Kirken et Opsigtsvækkende Optrin. Pastor Frimodt der hører til "den indre Mission" og virker i den Del af Kjøbenhavn, hvor Socialdemokraterne har mest Tilhold, har for Skik i sine Søndagstaler at vælge Socialismen som Udgangspunkt for sine Udviklinger. Dette skal efter Meddelelse til Aarh. Amtst. ogsaa være godtgjort ved de Undersøgelser, som Sagen har fremkaldt. Der tilspids, at han ligeledes fremdrager denne Sag i sine Ligtaler.

I den Tale, der fremkaldte Afbrydelsen, var han ogsaa kommen dybt ind i Spørgsmaalet om Storborgere og Socialister. Fyns Tid. meddeler herom, at et ungt Menneske, som den siger var en Snedkersvend, men som Aarh. Amtstid. siger var en Smedesvend, men som ikke hører til Socialdemokraterne, og fra alle Sider siges at være et meget skikkeligt Menneske, ytrede høit: "I Herrens Navn, saa ti dog stille med den Passiar om Storborgere og Socialister; jeg er kommen her for at høre Dagens Evangelium. Hold Dem dog til Texten!" Midlf. Av. mener dog, at Afbrydelsen har lydt noget anderledes og ikke været fri for raa Udtryk, hvad ogsaa er meddelt her i Bladet. En saadan Afbrydelse vakte selvfølgelig megen Uro i Forsamlingen.

Afbryderen blev efter hvad Fyns Tid. meddeler, ved Politi bragt ud af Kirken og ført til Politistationen. Der maa saaledes være indtraadt en Stansning; "men da Roligheden var gjenoprettet - som Fyns Tid. skriver - og Pastor Frimodt skulde fortsætte sin Tale, skal hans første Ord have været: "Det var Satan, som hævede sin Røst iblant os." Aarh. Amtst. meddeler nu, at Pastor Frimodt har modtaget en ministeriel Tilrettevisning. Selvfølgelig har Kriminalretten optaget Forhør over Afbryderen, men heraf maa det da være fremgaat, at Pastoren selv har fremkaldt et saadant Udbrud ved idelig at bringe Politik paa Bane.

Det skulde synes, at Geistligheden vel kunde finde Omraader, hvor den kunde tale til alle Kirkegangernes Opbyggelse om det Rige, der ikke er af denne Verden, og om Veien til det Borgerskab, som er i Himlene. Det skulde netop under de politiske Modsætninger, som Loven tillader, og som den Geistlighed, der vil være Øvrigheden til Støtte, bør agte, synes at være det retteste, om Søndagsopbyggelsen kunde være det Sted, hvor vi Alle kunde mødes i Fred for Guds Øie hver med sit Regnskab for den Alvidende.

Men skulde det ikke være Tilfældet, skulde der altfor stærkt tales Politik paa Prædikestolen, saa afbryd ikke, men tag Vidner paa den Geistliges Mund, og lad saa navngivne Mænd meddele Stedets Blade, hvad den Geistlige mener uden Modsigelse at kunne byde Tilhørerne. Saaledes bærer man sig ad i Schweitz.

(Folketidenden 5. april 1876).

Satan i Kirken. Det uhyggelige Optrin, som forrige Søndag fandt Sted i St. Johanneskirken i København og hvorom Bladene have haft forskjellige Meddelelser, skal ifølge flere mundtlige Beretninger til Midf. Av. ikke være skel ganske saaledes som er berettet. Navnlig skal Snedkersvendens Udraab ikke være faldne saaledes som tidligere meddelt. Han skal i alt Fald have brugt et Par temmelig raa Udtryk. Pastor Frimodt havde i den første Del af Prædikenen gaaet skarpt imod "Storborgerne", de dovne de nydelsessyge Mennesker, men derefter tog han fat paa Modsætningen: den samfundsopløsende "Socialisme". Heri var det han blev afbrudt af den unge Mand, der dog hverken er Socialist eller i øvrigt udskejende. Pastor Frimodt standsede et Øjeblik, men da Roligheden igjen var bragt til Veje, vare hans første Ord: "Det var Satan, som hævede sin Røst iblandt os!" - en Udtalelse, der forekommer os vel saa upassende, som alt det Øvrige!

(Vendsyssel Tidende 11. april 1876).

Fotograf Harald Peter Willam Schumacher (1836-1912): Rudolph Frimodt (1828-1879), præst. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Pastor Jens Christian Rudolph Frimodt (1828-1879) blev cand.theol. 1854. Efter ansættelser som religionslærer i København og adjunkt blev han i 1861 den første præst ved Skt. Johannes Kirke på Nørrebro. Han var medlem af Det Danske Missionsselskabs bestyrelse og stiftede den københavnske Indre Missions i 1865. Med opførelsen af Skt Stefans Kirke (1874) og Skt Jakobs Kirke (1878) blev sognet delt. Han døde 21. marts 1879 af lungebetændelse. I Hans Brix' blad Ravnen fremstilledes han som "Fasanslugeren", hvilket hentydede til at han her mistænktes for at nyde bordets glæder.

Fra Bjerre Herred. (Efterskrift til Politivennen)

I Vrigsted Sogn i Bjerre Herred findes der flere Husmænd og Gaardmænd, som har deltaget i Krigen og som saadanne har de Ret til en Krigsmedaille, men de har afslaaet at modtage den, og Grunden - : ja, gode Ven, sagde en Mand forleden Dag, vi lever jo i det nittende Aarhundrede, hvor vel synes mig, at man burde forkaste saadant Stads. Jeg og flere Arbejdere, sagde han, har er andet Syn paa Sagen; vi mener, at det er for at opvække "Krigsbegejstring", at vi skal have Medailler, men det ærede Folketing havde gjort bedre i at nægte Penge til Medailler og faa bevilget noget Mere til Invaliderne, for at de, som har sat Liv og Lemmer til i Krigen, ikke skulde belønnes med at faa Lov til at gaa omkring og tigge. Og dernæst synes jeg, det er mærkeligt, at det forenede Venstre vil afskaffe Titel og Orden ogsaa alligevel bevilger Midler til Ordener. Det ser næsten ud til, at Ordenens Tid først begynder nu, da næsten hver anden Mand kommer til at bære Orden. Det er vor Mening, at nu vil vi begynde med at afskaffe Titler og Ordener. Vi vil ingen Ordener bære. Vor Titel er for gammel og Ordenen for ny. Titlen stammer fra uoplyste Tider, da vi blev betitlet: Pøbel og Fattigrak, og Ordenen er for ny. Det er noget Nyt, at Arbejderen skal til at bære Orden, og det skal dog ikke alle Tider siges, at vi Smaa vil efterabe de Store. Men ligesom det sker, naar Folk bliver bidt af en gal Hund, - for jeg skal nemlig bemærke: herovre i Jylland er Hundegalskab, Ordensgalskab og Krigsgalskab paa en og samme Tid - at de faar Vandskræk, saaledes vil de, der faar Erindringsmedaille, ganske sikkert faa Krigsskræk, for det erindrer dem bestandig om, hvad de har begaaet, at de har været med til at myrde Folk, og det endda Mænd, som de aldrig har set før, og Brødre har staaet overfor hinanden og myrdet hverandre. Ja, det er skrækkeligt, at kristne og civiliserede Folk kan være saa raa og barbariske. Slaar en Mand en Anden ihjel, kommer han til at dingle paa Skafottet, men kommer han i Krig og slaar ihjel - jo flere jo bedre - saa bliver han belønnet, og der falder da noget andet Dingleri af.

Og I, gode Arbejdere! hvem betaler alt dette Krigsvæsen? Ja det gør vi. Vor Arbejdskraft bliver saa slet betalt, at Storborgerne putter de to Trediedele i Lommen for siden at smide det ud til Forsvarsvæsenet. Men der Største, vi ofrer, det er vort Liv. Vi gaar i Krig for at forsvare de Andres Ejendom og de Andres Rettigheder; for Arbejderens Rettigheder er der ikke Tale om. Men Embedsmændene kan staa i Ly bag Armeens og Politiets Ryg og trodse og haane Folkets og særlig Arbejdernes Fordring om lige Ret og lige Pligt. Men vaagn op og kast Slavelænken væk og opsig Overformynderiet, som de Store har haft over os. Og I skal se, gode Arbejdere, at den Tid skal komme, hvor vi ogsaa kan komme til at tale et Ord med. Men se hverken til Højre eller Venstre, men ligeud. Den lige Vej fører til Maalet. Jeg har tidligere gaaet i Venstres Ledebaand og troet, at det var der, at Hjælpen skulde komme fra til os Arbejdere. Men nej, de vil ikke længer end som til sig selv.

Ø. G.

(Social-Demokraten 24. marts 1876).

Spillebule. (Efterskrift til Politivennen)

En stor Spillebule er for kort Tid siden bleven opdaget as det herværende Politi, men Sagen holdes nede af Hensyn til de Personligheder, som ere indblandede i Skandalen. De ere nemlig alle kjendte af næsten ethvert Barn i Kjøbenhavn, og da de tilmed ere overordentlig "hæderlige" og - rige Folk, er der jo aldeles intet at sige til, at de ikke komme op for den offentlige Politirets Skranker. Beløbet, der toges ved den nævnte Lejlighed, androg sig til 1000 Kroner, som naturligvis fordredes, og desuden har de Paagjældende selvfølgelig maattet aflevere et betydeligt Beløb til Politiets Fattigkasse, dem selv mere til Skræk end andre til Advarsel, fordi Historien, som sagt, holdes nede.

(Aarhus Amtstidende 22. marts 1876).

Ane Sophie Andersen. (Efterskrift til Politivennen)

Fostermord. Under en af Kriminal og Politiretten paadømt Sag var det bl. A. oplyst, at Arrestantinden Ane Marie Andersen, hvis Hensigt det oprindelig ikke havde været at føde i Dølgsmaal, hvorfor hun heller ikke havde skjult sit Svangerskab - da hun den 1ste Novbr. f. A om Morgenen Kl. 6 stod op og følte sig utilpas og, efter atter at være gaaet tilsengs og at have ligget et Par Timers Tid, mærkede, at Fødselen var forestaaende, fattede den Beslutning at skjule sin Nedkomst i det Tilfælde, at Barnet viste sig uden Liv. Efter omtrent en Times Forløb herefter stod hun ud af Sengen, men blev i det Samme betaget af et saa stærkt Ildebefindende, at hun faldt om paa Gulvet. Da hen hendes Værtinde, der var bekjendt med hendes frugtsommelige Tilstand, fra et Naboværelse hørte denne Støi og derpaa spurgte til hendes Befindende, gav hun til Svar, at det var en Stol, der var væltet. Medens Arrestantinden stod paa Gulvet, fødte hun et Barn, der var levende og rørte sig. Nu faldt den Tanke hende ind, om hun ikke skulde tage Barnet af Dage, men hun faldt i det samme i Besvimelse. Da hun efter nogen Tids Forløb var kommen til sig selv igjen og havde opdaget, at hun havde ligget oven paa Barnet, men dette endnu var ilive, besluttede hun, ved at overtænke sin sørgelige Stilling, at ombringe Barnet, hvilken Beslutning hun strax iværksatte ved at stikke sin Pegefinger ind i Barnets Mund, saaledes at hun derved udelukkede al Luft, og holdt den i Barnets Mund, indtil hun antog, at det havde ophørt at leve. Idet hun derpaa lod Barnet ligge paa Gulvet, lagde han sig i sin Seng for at samle Kræfter, og blev liggende, indtil hun Kl. omtrent 1 reiste sig, indsvøbte Barneliget, der endnu laa paa Gulvet og var koldt, i et Klædningsstykke, og lagde det i et Klædeskab for at skjule det og, naar hun reiste hjem paa Landet, tage det med sig og begrave det i Hemmelighed, hvorefter hun optørrede Blodet paa Gulvet. Da Arrestantindens Værtinde efter omtrent en Times Forløb indfandt sig ved hendes Dør. der hele Tiden havde været aflukket, lukkede Arrestantinden op for hende; men da Blodspor kunde sees paa Gulvet, og Liget senere blev fundet, blev Forbrydelsen opdaget. Ifølge den optagne Obduktionsforretning var Barnet, der havde været fuldbaaret og levet efter Fødselen, død ved Kvælning og efter de forefundne Tegn paa Vold, paa den ovenanførte Maade. Arrestantinden, der vedblivende havde nægtet at have før Barnets Fødsel besluttet at dræbe det, blev, uden at der blev Spørgsmaal om at idømme hende nogen særlig Straf for Barnefødsel i Dølgsmaal, for sit ommeldte Forhold ved ovennævnte Rets Dom anseet med Forbedringshusarbeide i 3 Aar.

(Dagens Nyheder 21. marts 1876).

Fyring. (Efterskrift til Politivennen)

Min Afskedigelse. Da jeg den 4de Februar 1876 uden foregaaende Varsel blev afskediget, lovede jeg Adskillige, at offenliggøre Grunden til min Afskedigelse, hvilket jeg nu efter bedste Evne skal søge at opfylde. Fredag Aften, den 4de Februar, modtog jeg imellem min Ugeløn en Seddel, der indeholdt nogle Bemærkninger em, at jeg havde haft Arbejde hos d'Hrr. Carøe og Leth til Dato og skyldte dem Intet. Som en Følge deraf kunde jeg indse, at jeg var afskediget. Dagen efter henvendte jeg mig til Værkføreren, et Pragt-eksemplar af en rødskægget Snedkersvend ved Navn Krohg. Denne Herre tilkendegav mig paa Forespørgsel, at han ikke vilde have disse socialistiske Spektakler paa Fabriken. Jeg tillod mig at bemærke, at jeg ikke havde foranlediget Noget af den Slags, og hvad jeg foretog mig i min Fritid og udenfor Fabriken, mente jeg ikke vedkom Fabriken. Den ærede Herre fastholdt, at jeg havde givet Anledning til Skænderi, da Saadant var blevet ham sagt. Jeg tvivler naturligvis ikke om, at en eller anden Spytslikker har søgt at gøre sine Hoser grønne paa min Bekostning, da Saadant er blevet en meget yndet Skik imellem enkelte Arbejdere paa nævnte Fabrik, siden Hr. Krohg blev Værkfører. Imidlertid ser jeg mig i Stand til at oplyse, at den almægtige Værkfører har udladt sig med, at alle paa Fabriken værende Arbejdere, der var i Fagforeningen, skulde jages paa Porten, og som en Følge deraf, var det jo rimeligt, at der begyndtes med Formændene, og af disse afskedigede han 3 i Løbet af 8 Dage, foruden adskillige Andre. Det synes imidlertid, at disse Formænd er Genstand for baade Principalernes og Værkførerens særdeles Aarvaagenhed, idet de naadige Herrer nok ikke generer sig ved at løbe omkring til de Principaler, der er dristige nok til at tage saadanne Samfundsforstyrrere i Arbejde, for at formaa dem til ligeledes at afskedige dem igen. Dette skal navnlig være passeret imod Former L. P. Hansen, Formand for den demokratiske Forening, og Former Vesterblaa, Formand for Formernes Fagforening. Hvorvidt Turen vil komme til Arbeidsmændenes Formand og mig, er jo ikke let at forudse, og jeg vil tillade mig at gøre Carøe og Leth samt deres almægtige Værkførere opmærksom paa, at den Dag muligvis kunde komme, da Arbejderen kunde faa baade Lyst og Magt til at vende op og ned paa Forholdet og foreskrive de høje Herrer Regler, som de vil blive nødsagede til at følge. Jeg kunde af den Grund fristes til at henstille til de Herrer Fabrikanter, der bruger en saa hensynsløs og vilkaarlig Fremgangsmaade, om de ikke tror, at det vilde være klogere handlet af dem at vise os lidt Imødekommenhed end ligefrem at sætte os Kniven paa struben ved enhver Lejlighed, hvor de kan komme til at beskære os vor Frihed og Ret.

Aarhus, d. 5. Marts 1876.

Deres ærbødige

P. Larsen.

(Social-Demokraten 16. marts 1876).