Svendborg Byraads Møde
den 31te Maj 1876.
2. Forestilling fra fhv. Husfoged Heuckendorff om forskjellige Mangler ved Fattigvæsenet og Forslag til Forandringer ved samme. Frmd bemærker, at de Mangler, som anføres, ere at Fattigvæsenet er for kostbarl og mindre humant. Det er altid Raadet kjært at modtage Oplysninger for at kunne tage Hensyn til dem og afhjælpe Mangler, hvis de ere tilstede. Den første Anke er, at Fattigvæsenet ikke tilfredsstiller de Krav, som Nutiden stiller med Hensyn til Humaniteten. Som Grund er anført, at saasnart et Medlem af Kommunen melder sig til Fattiginspekløren til Forsørgelse, foretager denne Registrering af den Paagjældendes Ejendele og Dispositionsretten fratages denne, de gaa over til Fattigvæsenet. Forfatteren erkender dog, at dette er foreskrevet i Loven og at derved er intet at gjøre. Det er ogsaa vanskeligt at gaa udenom Loven, men Heuckendorffs Bemærkning er ej engang rigtig. Bestyrelsen tager det ikke saa strengt, da den har Ret til at optræde mere lempeligt; der er saaledes siden 1870 kun bleven registreret en Gang, det var en Enke, hver Forholdene gjorde det nødvendigt. H. siger: Naar dette er udført, lægges han eller hun ud paa Fattiggaarden. Det er urigtigt, Ingen kommer derud, uden de selv have meldt sig. Vi have mange, som nyde Understøttelse udenfor. Kun den, der selv har villet det, kommer der. Med Hensyn til Disciplinen siger H., at de skulle staa op og gaa i Seng efter fastsat Klokkeslet. Dette er rigtigt. Endvidere: at de kun maa modtage Besøg efter speciel Tilladelse og at al Udgang er forbudt undtagen om Søndagen. Dette er urigtigt, de have jevnlig Tilladelse til at gaa ud. H. siger, at de ikke maa modtage Gaver og Mad og Drikke og at hvert Lem faar et bestemt Arbejde for hver Dag, som skal gjøres færdigt. Det er ikke Tilfældet, de Gamle paa Forsørgelsesanstalten er der ikke Tale om at foreskrive Arbejde. Disse Bestemmelser, siger H., ere meget haarde, især naar det erindres, at de anvendes paa Folk, der er 60-80 Aar gamle, som ikke have forbrudt sig, og som mulig have kjendt bedre Dage; men en Anstalt som den nærværende kan ikke registrere, den maa overholde de fastsatte Bestemmelser. Den ærede Forslagsstiller maa ejheller kende Regulativets § 13, hvor der netop er særlig fremhævet, at humane Hensyn bør tages. Det forekommer mig, at en slig Anstalt ikke kan bestaa, naar der ikke kan herske Disciplin. Hvis i Tyendeforhold, i Militairvæsnet ingen Disciplin herskede, vilde al Orden være umulig, men H. siger ogsaa selv, at som Disciplinen er paa Gaarden kan den ikke være anderledes. Derimod er det hans Raad at indføre en anden Tilstand, som vilde være meget mere inhuman end den nuværende. - Vi gik længe og saae paa Fattigvæsenet, som tidligere laa udenfor Byraadets Omraade, og mente at hverken de humane eller pekuniære Forhold toges der tilstrækkeligt Hensyn til. Efter mange Aars Kommissioner landede vi endelig i en bestemt Plan, hvor der baade toges Hensyn til Humaniteten og Skatteyderne, men man kan aldrig undgaa Klager. Vi ere inde paa strengt at skælne mellem Forsørgelses- og Tvangsarbeidsanstalt, som tidligere var sammenblandet, men nu er adskilt. H. foreslaaer, at Ingen skal sættes ind paa den første og mener, at de Trængende istedetfor kunne faae en ugentlig Understøttelse af omtrent 3 Kr.. hvorved de kunne hjælpes. Men derved overses om hvem det drejer sig. Paa Forsørgelsesanstalten. befinder sig 13 Medlemmer, deraf 6-7, der ere meget fordrukne, 4 ere idiotiske og 2 vanføre. De 6-7 ville mulig blive meget glade ved Friheden, men de vilde snart møde igjen, de andre maatte antages andre Steder, men Fattiggaarden er den bedste Plads for de gamle Stakler. Der virkes efter bestemte Regler, den er offentlig, saa at Enhver, der ønsker at se, hvorledes Forholdene ere, kan træde ind og undersøge dem, denne Offentlighed har sit store Gode, medens den Private kun tager dem til Forsørgelse for at have Fordel derved. Det er derfor tvivlsomt om en saadan Anbringelse var til Gavn for de Trængende, men den vilde være til Skade for de Private. Slette Exempler ere altid skadelige og Drukkenskaben, raa Ytringer, slet Opførsel vilde fremkomme og toere uheldige ivr den opvoxende Ungdom, der saae og hørte sligt. H. indser ogsaa. at Planen og være meget vanskelig at gjennemføre, men, siger han, dem, der skulde misbruge dens Frihed, kunde man sætte ind i en anden Forsørgelsesanstalt. Men strider det mod Humaniteten at have en slig Anstalt, saa vil der tilsidst ingen saadanne findes og de skulle da have Ophold i en Tvangsarbejdsanstalt. Det vilde da blive en Cirkel, vi rendte rundt i, og vi vilde komme tilbage til Tilstanden fra 1867 i Modsætning til vor nuværende humane Plan. H. har ikke havt Øje for, hvordan den er indrettet.
Vi komme nu til det Økonomiske. Det gjorde tidligere et alvorligt Indtryk at ir, hvorledes Fattigbyrden voxede fra 6 til 12000 Rdl. Vi nedsatte Kommissioner, forhandlede med Delegerede fra andre Kommuner, men kunde intet gjøre forinden Kommunalloven af 26de Maj 1868 kom og vi fik Ordre til at anskaffe en forbedret Fattiggaard, som efter endel Modstand, særlig om Fattiginspektøren, gjennemførtes. H. beskæftiger sig med Borgmesterens Stilling til Fattigvæsenet. Han siger, at Kommunalloven forpligter Borgmesteren til at have Tilsynet, det samme som Bogstavet C i skarpere Udtryk har sagt. Dette er en Fejltagelse; før 1868 bestod Styrelsen af en særlig Kommission, bestaaende af Præsterne, Byfogden m. Fl. Den førte et særligt Regnskab og sorterede under en særlig Direktion. Det blev ikke overdraget til Borgmesteren at føre særligt Tilsyn, det kunde ikke være Tilfældet. Da det henlagdes til Byraadet, blev der oprettet Fattigudvalg, men Arbejdet lagdes ikke paa Borgmesterens Skuldre; Beviset herfor er, at i en Mængde Byer er Borgmesteren slet ikke Medlem af Udvalget. Vort System er fastslaaet ved en Vedtægt af 1868. Kommunalloven giver Byraadene større Frihed, men derved gives disse ogsaa Ret til at søge den nødvendige Hjalp, man kan ikke som i gamle Dage sætte Borgerne til forskjellige Stillinger, der maa søges lønnede Medhjælpere, endog Landet gaar med dertil. Siden 1868 er hele den styrende Magt gaaet over til Byraadet, medens tidligere Borgmesteren og Repræsentationen vare to sideordnede Autoriteter. Borgmesteren har en vis Tilsynsret, skal holde sammen paa det Hele, ordne det Hele, men at han skulde uddele Fattigunderstøttelse eller undersøge Fattiges Stilling, vilde være umuligt.
Endvidere omtaler H. Fattiginspektøren. Han bedømmer ham skævt og mener, at denne intet har at gjøre uden med Fattiggaarden. Dette er kun en liden Del af hans Virksomhed, om det end er saa nødvendigt, at vi mente, at det var rigtigst, at han boede paa Fattiggaarden. Langt mere end at passe de 28 derværende Trængende er det at kjende nøje det øvrige store Apparat, de 230, som udenfor nyde Understøttelse, og at tage Beslutning i hver enkelt Sag. Det er langt større Arbejde end man tænker sig. Det er et meget betydeligt Regnskab, som Bevis fremlægges her en Maaneds Regnskab; at lave Forsørgelsesplan og andre Undersøgelser er tillige et stort Arbejde, men det største er maaske det Vrøvl og Overløb, som følger med. Jeg tvivler om, at nogen Enkelt her kunde paatage sig det. (Huusom: Og Korrespondancen) Ja. Undersøgelserne om Vedkommende ere forsørgelsesberettigede her, om Børn ere fødte i eller udenfor Ægteskab, ere med Smaafolks Sorgløshed ofte meget vanskelige, men hvorved Fordringer om Berettigelse til Understøttelse kan bortfalde. For et Medlem af Raadet vilde Arbejdet vare umuligt. Som Følge af det anførte er H.s Regnskab over Inspektøren og Fattiggaarden fuldstændig urigtigt. Gaarden er ej alene opført til Tilflugt for nogle, men til Skræk for andre; vi maa erindre, at vi tidligere havde 50 paa den gamle Gaard. Inspektøren er ej alene til for Fattiggaarden, men for Tilsynet med 230 Trængende. De officielle Kilder, H. har benyttet, have ikke været fyldige nok til, at han har kunnet undgaa Fejl i sine Beregninger, hvad der dog ikke kan tages stort med i Betragtning, han har saaledes anført, at der i 1874 var 22 Fattige, men der var 28. Ved disse og andre Fejl har H. faaet Udgiften aarlig for hvert Individ til 513 Kr medens vi beregne 182 Kr. Gaarden staar opført for 72,000 Kr, den har kostet 67,000 Kr, hvorfra bør fragaa hvad den gamle Fattiggaard og Sygehuset indbragte. Renten er sat til 5 istedetfor 4½ pCt. De Fejl, H. har funden, bringer ham til at foreslaa aldeles at nedlægge Forsørgelsesanstalten og Inspektørposten, at fordoble Antallet af Fattigforstandere og at alt afgjøres i Byraadet. Jeg maa protestere imod, at alt dette læsses paa Byraadet, ligesom det er vanskeligt at have to Fattigforstandere, hvilket er en ubehagelig og tidsspildende Forretning, de komme let i Strid med de Fattige medens Inspektøren og Forstanderen stedse ere komne godt ud af det. Den moderne Aand fordrer saa lidt Besværlighed for Borgerne som muligt. Man tænke sig alle disse Sager forhandlede i Byraadet i Forening med 22 eller 24 Forstandere. H. misforstaar Fattigvæsenets Opgave naar han mener, at Bestyrelsen skal tage Hensyn til Trang og Værdighed. Det er en Fejl, Loven taler Intet om Værdighed, men kun om Trang. Derimod sker dette fra privat Side, og derfra vil altid blive taget det nødvendige Hensyn. Hvis vi udmaale Værdigheden, komme vi paa en Afvej. Disse mine Bemærkninger ville sætte Raadet i Kundskab om Fattigudvalgets Principer. Vi sidde dog ikke som principmæssige Spartanere, men tage ogsaa Hensyn til Værdigheden. Vi have før i et enkelt Tilfælde ladet Følelsen tillige være raadende og have ikke sat humane Hensyn til Side for de økonomiske. Vi maatte, følgende H., have nye Love, nye Vedtægter, for at komme ud paa et Omraade, ukjendt og samlende.
David kan, da dette Emne før er behandlet, fatte sig kort. Sygehuset er berørt, han vil derfor opliste om de Fremskridt, der i den Retning er sket. Tidligere existerede her kun et Sygehus, der var ingen paa Fattiggaarden, de derværende Fattige lagdes i det ene. Der er nu et Sygehus paa Gaarden, saavel for de derværende som for dem i Byen. Der er to Afdelinger, det egentlige Sygehus, som rummer 10, ikke som Heuckendorff skriver 7 Syge. - han er meget uheldig med sine Talstørrelser, de ere i Reglen satte for lavt undtagen naar det gjælder Fattigvæsenets Udgifter, da ere de altfor høje. - Disse Pladser ere næsten udelukkende for betalende Patienter og som ikke lide af langvarige Sygdomme. Der er et Lokale for langvarige Sygdomstilfælde og endelig have vi Epidemihospitalet. Det er store Fremskridt, som alle erkjender. H. erindrer om, at Taleren har erklæret, at Sygehuset er mangelfuldt, alt har Mangler, men det er et Fremskridt i Sammenligning med det gamle. Det ligger i Modsætning til hint højt og luftigt. H. anker over, at Sygehuset benyttes saare lidet, dette er tidligere imødegaaet. I 1875 havde Sygehuset 732, Fattighuset 958, Epidemihospitalet 319 Sygedage, ialt 2009 Dage, eller gjennemsnitlig 6-7 Sygedage Aaret igjennem. At der bruges mindre end det tidligere, er urigtigt. H. har berørt Betalingen som om de Syge bleve trukne op, naar en Syg kalder en Læge spørger han aldrig strax hvad det koster, men først naar han er færdig, Lægerne benytte sig ikke heraf, mindst Lægerne i Svendborg, de trække Ingen op. Taleren tror ikke, at det afskrækker nogen fra at benytte Sygehuset. Frekventsen har ikke været lille, og Svendborg er en sund By. Det faldt mig engang ind, at C.- Artiklernes Forfatter og Heuckendorff var Giengangere. Jeg har taget fuldstændig fejl. Medens C. var lutter Grovhed, er H.S Skrivelse i høj Grad medgjørlig; medens C. under Anonymitetens sejge Mærke var uforstammet, er H. human; istedetfor at C. hudflettede de Store, har H. Medfølelse for de Smaa; man mente C. havde personlige Motiver, at han vilde jage Fattiginspektøren bort, H. har ikke den fjerneste Mening herom. H. er derimod Fantast, han mener saaledes at de Individer, der ikke har smagt Brændevin i lang Tid, skulde kunne sendes ud med 3 Kr i Lommen uden at gjøre Kaal paa dem i et Par Dage. Det er ikke den eneste Fantast, vi have, der er jo ogsaa Jakob Krøyer og jeg vil derfor foreslaa, at vi behandle Hr. Heuckendorff ligesom denne ved at henlægge hans Skrivelse.
Frmd. bemærker, at vi have behandlet den Sidstes Skrivelse mere udtømmende end en Førstes. Clemmesen finder, at det ser noget underligt ud, at vi baade have Fattiginspektør og Økonom paa en Gaard med saa lidt Personale, han tror, at man kan slaa disse Poster sammen i en Person, saaledes er det i Faaborg. Det kan være, at H.s Mening ikke finder Anklang, men man maa dog være den skatteydende Borger taknemlig for hans Interesse for Sagen, det gjøre i ethvert Tilfælde Gavn ved at fremkalde Oplysninger. Bärthelsen oplyser, at Nyborg har sendt 2 Medlemmer herned for at undersøge vort Fattigvæsen, de fandt dets Ordning særdeles tilfredsstillende. De ville have en Fattiggaard som vor. Borgmesterens Stilling er for mangesidig til, at han kan lede Styrelsen. Clemmesen giver Ret i, at H.s Plan er noget idealistisk, men der er ogsaa noget rigtigt og sundt, og der kunde mulig gjøres Besparelser. Frmd. mener, at der vilde hæve sig store Vanskeligheder ved at gjøre Økonomen til Inspektør, den Første behøver mindre Dannelse, men den Sidste maa have saavel denne som Energi. Knudsen finder, at man da kunde gjøre Inspektøren tillige til Økonom. Huusum fraraader dette, han skulde da kontrollere sig selv. Han er ikke enig med H. undtagen med hans Bemærkninger om Humaniteten. Fattiggaarden afholder mange fra at søge Hjælp. Baagøe finder ikke Grund til at være H. taknemlig; de Oplysninger, der ere fremkomne, kunne uden ham komme til enhver Tid. Clemmesen mener, at Avisartiklerne da burde have fremkaldt dem. Knudsen maa protestere imod, at Heuckendorffs Forslag henlægges ubesvaret ad Acta og at han stilles sammen med I. Krøyer. Han foreslaar at der svares, at man af forskjellige Grunde ikke kan foretage Forandringer i det bestaaende, hvilket Frmd. og Huusom kan slutte sig til. Broch mener, at Frmd. har glemt at omtale den Anke, at de Gamle ikke maa spise uden til bestemte Tider, og at hvad de levne bliver borttaget fra dem. Det er ikke rigtigt mod de Gamle, som ikke altid til de bestemte Tider kunne have Appetit. Frmd.: Det findes bestemt paa Regulativet, men bliver ei altid fulgt. De, der lide af Appetitløshed, have faaet et lille Skab, hvor de kunne sætte deres Mad ind, der er anbragt 3-4 saadanne Skabe. Huusom mener, at de ikke bør spise naar de ville, der maa haves bestemte Tider. Broch nedlægger Indsigelse mod en saa haard Bestemmelse for de Gamle paa Forsørgelsesanstalten, han er tilfreds med Frmd. s Oplysning. - Det vedtoges derefter at svare, at man ikke har fundet tilstrækkelig Grund til at søge den nuværende Ordning forandret.
(Sluttes).
(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 2. juni 1876. Uddrag: kun punktet med fattigforsørgelsen).
Fhv. husfoged Carl Heinrich Heukendorff (1819-1881) var født ved Hamborg. Han havde været husfoged og branddirektør i Haderslev Østeramt. Han blev afskediget men forblev ved Haderslev (Mariesminde). I januar 1867 skrev han en artikel der udtrykte kritik af kejser Wilhelms pengeforbrug. Hvilket betød at avisens redaktør Hiort-Lorenzen en tur i landsretten i Flensborg hvor han blev frikendt.
