Foranstaltninger til Forebyggelse af Dyrplageri paa Strandvejen og i Dyrehaven. (Efterskrift til Politivennen).

For at forebygge de muligt forekommende Tilfælde al Dyrplageri, der navnlig finder Sted ved Kaper- og Omnibuskjørsel paa Strandvejen og i Dyrehaven i Sommertiden, har Birkedommeren i Københavns Amts nordre Birk allerede i flere Aar ladet foretage en skarp og nøieseende Inspektion af de til de nævnte Kjørsler benyttede Heste. Inspectionen, der foretoges af Docent i Statsveterinairvidenskab ved den kgl. Veterinair- og Landbohøiskole, Cand. med & chiir. Bay, er i denne Sommer udvidet saaledes, at de Heste, der skulle benyttes til idiotiet paa den forangivne Maade, navnlig til Omnibuskjørselen paa Strandvejen, for Fremtiden først skulle undersøges af Docenten, af hvem Hestene skulle erklæres for tilstrækkelige arbeidsdygtige og brugbare til Kiørselen forinden denne kan tilstedes. At der desuagtet kan Indtræffe enkelte Exempler paa Dyrplageri, kan naturligviis umuligt undgaaes, og navnlig bleve flere Vognmand herfra Staden sagsøgte og mulkterede ved kjøbenhavns Amts nordre Birks Politiret fordi de paa Grundlovsdagen (2den Pintsedag) og paa Væddeløbsdagene havde benyttet Heste, der navnlig ved en hensynsløs Behandling vare aldeles uskikkede til den anstrængende Kaperkjørsel, samt fordi Vognene vare overfyldte af Passagerer. Det blev saaledes under en Politisag oplyst, at en i Skyttegade boende Haandværksmand havde benyttet en Hest, der var i høi Grad ussel, kraftesløs og afmagret. I Sadelleiet fandtes et ca. 1½ Tomme langt og 1 Tomme bredt, ned i Huden trængende, smertefuldt Selebrud, som ved hvert Skridt irriteredes af Seletøiet og i begge Flanker samt paa Laarenes Inderside tildeels friske Saar, fremkaldte ved Pidskeslag. Hesten var forspandt en Eenspændervogn, belæsset med Øltræer. Den Medfart, Hesten saaledes havde faaet, blev af vedkommende sagkyndige Autoritet med Rette uklaret for at vare en raa Mishandling af et Huusdyr, og den Tiltalte blev derfor ved Sagens Foretagelse i Retten anseet med Mulet og tilpligtet at betale Omkostningerne, ialt 24 Kr. - Ligeledes var en Vognmand i Lille Kongensgade tiltalt for paa Grundlovsdagen at have benyttet til Kaperkjørsel en mørkebruun, 8aarig Vallak, der ved Eftersynet ude i Skoven fandtes at have dybtgaaende, giennem Huden trængende, smertefulde, knuste Saar, fremkaldt ved Strygning paa begge Forkoder og venstre Bagkode. Saarene vare oversmurte med Blanksværte, og navnlig det paa venstre Forbeen Pinte Dyret, saa at det haltede stærkt. Det blev navnlig under Sagen fremhævet af vedkommende sagkyndige Autoritet, at Tiltalte for Vindings Skyld havde benyttet den omhandlede Hest, uagtet det maatte være ham klart, at den havde lidt betydelige Smerter ved den stadige Irritation af ældre, iøjnefaldende Saar, som Tiltalte havde forsøgt at skjule ved Overstrygning med Blanksværte, samt at det simple Middel til Forebyggelse af Smerterne, nemlig Anbringeise af Strygeremme, ikke havde været benyttet, og det formeentes derfor, at Tiltaltes Forhold maatte falde ind under Bestemmelserne i Straffelovens § 207 (om raa Mishandling eller anden grusom og oprørende Mishandling af Dyr, navnlig Huusdyr). Ved Sagens Foretagelse i Politiretten blev Tiltalte tilpligtet at betale i Mulct og Omkostninger ialt 33 Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juli 1876).

Markfreden i Kjøbenhavns Nærhed. (Efterskrift til Politivennen)

Mellem det saakaldte "Rhabarberland" og den store Kirkegaard findes der nogle Jorder, som tilhøre Kjøbenhavns Kommune. Et af disse Jordstykker er bortlejet til en Gartner, som har beplantet ca. 1½ Td. Land deraf med Jordbær. Da Gartneren i Søndags en kort Tid havde ladet denne Mark uden Tilsyn, fandt han ved sin Tilstedekomst, at den var som besaaet med Mennesker, der plukkede, nedtraadte og ødelagde hans Frugter. Saa snart han kom til Stede, flygtede de til alle Sider, og da det var ham om at gjøre at faa i det mindste nogle af dem til at navngive sig, for at han senere kunde drage dem til Ansvar, bemægtigede han sig nogle Hatte, som han erklærede kun al ville udlevere til Vedkommende, naar disse opgave deres Navne. Dette fandt en fra Kirkegaarden fremstormende Person at være en grov Uretfærdighed, som ikke burde taales; han væltede sig ind paa Gartneren, slog denne til Jorden og mishandlede ham meget slemt. Da det endelig lykkedes Gartneren at frigjøre sig for Voldsmanden og flygte bort, styrtede de udjagne atter ind paa Jordbærmarken og rapsede, det bedste de kunde. - Et Øjenvidne har troet her i Bladet al burde omtale det passerede for at henlede Magistratens og Politiets Opmærksomhed paa. om der ikke kunde gjøres noget for at værne om Markfreden i Kjøbenhavns Nærhed. G.

(Morgenbladet (København) 6. juli 1876).

Vold. Da Gartner P., der af Kjøbenhavns Magistrat har leiet en mellem Falkeneralleen og Nordvestvei beliggende Jordlod, som han om Sommeren anvender til Jordbæravl, sidstafvigte 2den Juli traf flere Personer, saavel Voxne som Børn, og deriblandt en Kone, sammesteds Ifærd med at afplukke Jordbær, fratog han hende hendes Hat og henviste hende til at hente den paa vedkommende Politistation for saaledes at komme til Kundskab om, hvem han havde at holde sig til for Indgreb i hans Eiendomsret. Senere kom bemeldte Kone tilbage med sin Mand, Tiltalte J, med hvem hun levede sammen og hvem hun havde fortalt, at hendes Hat var bleven hende fralaget og om Aarsagen dertil. Da Tiltalle forlangte, at Gartner P. skulde tilbagelevere Hatten, og P. nægtede dette, forinden Tiltalte havde opgiver ham sil Navn, slog Tiltalte J. Gartner P. med knyttet Haand i Ansigtet, saaledes at han med blødende Næse faldt til Jorden, og gav ham i dereftet, idet P. igjen søgte al komme paa Benene, 2 a 3 andre Slag i Ansigtet, hvorved P. blev paaført en Hjernerystelse, hvoraf han led i nogen Tid, men hvorfor han dog efter Udvisende af en i Sagen fremlagt Lægeattest den 15de f. M. var saavidt helbredt at der var Haab om, at han om kort Tid vilde være fuldkommen arbeidsdygtig, og Grund til at antage, at den ham tilføiede Vold ikke vilde have nogen Indflydelse paa hans fremtidige Helbred. For det ovenanførte Forhold blev Tiltalte ved Criminal- og Politirettens Dom anseet efter Straffelovens § 203 med 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, samt tilpligtet at betale den Skadelidte 20 Kr. i Erstatning for de ved dennes Helbredelse forbundne Udgifter og for Næringstab.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. september 1876).

Fælles Sukkerkogerier paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Annonceringen af stiftelsen af "St. Croix Fællessukkerkogerier" stod i mange aviser i juni 1876. Generalforsamlingen fandt sted 4. juli 1876. Annoncerne var undertegnet Krag-Juel-Vind-Frijs, G. A. Hagemann, Moritz G. Melchior, S. Nellemann, Georg Petersen, Rosenørn-Lehn og Tietgen.

Actieselskabet "St. Croix Fælles-Sukkerkogerier" afholdt, som alt meddeelt, iaftes en constituerende Generalforsamling under Ledelse af Gouverneur Garde. Paa Indbydernes Vegne talte Hs Exe. Lehnsgreve Frijs-Frijsenborg. Han yttrede, at det var en varm Interesse for de dansk vestindiske Øer, der havde foranlediget nærværende Sammenkomst. Den ugunstige Skjæbne, som St. Croix var bleven undergiven i de senere Aar, deelte denne Ø med saagodtsom alle de øvrige vestindiske Øer. Skulde nogen Grund til den tilstedeværende Tilbagegang i disses økonomiske Udvikling angives, da maatte den væsentlig søges i en vis Mangel paa Energi og paa den rette Erkjendelse af, at Jorden er et betroet Gods, som man ikke kan vedblive at bruge og tage Frugt af, uden at den samtidig faaer den forbrugte Kraft erstattet. Han mindede derpaa om den Bevægelse, som Danmarks Forhandlinger med de Forenede Fristater for nogle Aar siden naturligt vakte paa Øerne, og om hvorledes navnlig fra dette Tidspunkt Tanken rettedes paa, hvorledes det skulde være muligt at bringe en økonomisk Fremgang tilstede. Øernes Beboere ønskede saaledes dengang at maatte erholde Beskyttelse for deres Producter; men det erkjendtes snart, at denne Hjælp ikke indeholdt nogen tilstrækkelig Stimulus til en rigeligere Production. Da var det, at Tanken om Fællessukkerkogerier reistes. Ved Regjeringens og Rigsdagens Foranstaltning, ved den levende Interesse, som Sagen havde vakt paa Øerne, og ved privat Initiativ herhjemme vilde dette Foretagende være at bringe istand, og dets Hovedtanke var den at fremkalde en Deling af Arbejdet, saaledes at Agerdyrkningen skilles fra Fabrikationen, og Plantageeierne derved med større Kraft end hidtil kunne varetage deres egentlige, særliqe Hverv: Sukkerrørdyrkningen. Fra de franskvestindiske Øer havde man Erfaringer, der i høi Grad talte for at bringe det omhandlede Foretagende igang. Indbyderne havde ikke troet at burde udstedt Indbydelse til offentlig Actietegning, forinden der ad privat Vei var sikkret nogen Capital; paa denne Maade var tilveiebragt 700,000 Kr. I den derpaa følgende Actietegning havde ikke Faa deeltaget, og han kunne saaledes oplyse, at der deels var tegnet og deels var lovet inden denne Maaneds Udgang et Beløb, der vilde naae op til 900.000 Kroner. Indbyderne vilde under disse Omstændigheder ansee det for rigtigst, at Selskabet konstituerede sig. Forslaget om Constitueringen vedtoges derpaa eenst med 297 St. Efter en kort Discussion vedtoges derpaa eenst. et Udkast til Love med den ene Ændring, at der istedetfor Ordene: "Selskabets Capital udgjør 2 Mill Kr. i Actier paa 1000 Kr.", kom til at staae: "Selskabets Capital udgjør indtil 2 Mill. Kr. osv." Til Medlemmer af Bestyrelsen valgtes derefter med Acclamation de 7 Herrer Indbydere, paa hvis Vegne Grev Frijs modtog Valget. Til Revisorer valgtes Consul Alf Hansen og Gross. Moses Melchior; den Sidstnævnte udtalte dog udtrykkelig, at han af Hensyn til den særegne Stilling, som han indtog til Foretagendet, kun modtog Valget for 1 Aar. Han fandt dernæst Anledning til at bemærke, at Aarsagen til de vestindiske Øers økonomiske Tilbagegang foruden den af Grev Frijs angivne endnu formeentlig var en anden, nemlig den Omstændighed, at der i de senere Aar var opstaaet et nyt fabrikationssystem, som var langt fordeelagtigere end det ældre, men hviltet Øernes beboere af Mangel paa Capital ikke havde formaaet at sætte igang. Exempelvis anførte han, at efter den ældre Fabrikationsmaadc tabte Sukkeret 7-10 pCt. ved at føres dertil, efter den nyere i det Høieste kun 1 pCt. Det var saaledes en simpel Retfærdighed imod de vestindiske Beboere at udtale at den Tilstand, de befandt sig i, var en naturlig Tilstand, begrundet i Mangel paa Capital. Efterat Lensgreve Frijs kort havde repliceret til Gross. Melchior, udtalte Gouverneur Garde det som sin Overbeviisning, at næværende Foretagende vilde vise sig at være i høi Grad rentabelt, og denne hans Overbevisning var baseret paa erfaringer, hentede fra Naboøerne. Netop under de nuværende Tidsforhold, der ikke vare gunstige for Dannelsen af Actieselskaber, og særlig i Betragtning af den factiske Fjernelse, der havde fundet sted mellem kolonierne og Moderlandet, kunde Øernes Indvaanere kun have Grund til at være de Mand i Moderlandet taknemlige, som havde deeltaget i nærværende Foretagende, og særlig vilde han henvende denne sin Tak til Bestyrelsen med dens formand, Grev Frijs. Gross. Moses Melchior takkede sluttelig Gouverneur Garde for den utrættelige Iver, han havde udfoldet for at bringe Sagen igang. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juli 1876).

Fra torvet i Christianssted på St. Croix. Fra Illustreret Tidende nr. 860, 19. marts 1876.

THE "AVIS"

CHRISTIANSTED, ST. CROIX

Saturday, July 8th 1876.

In our last we informed the readers of the Avis of the highly satisfactory progress of the Central Factory Question, so far as had come to our knowledge through the medium of a telegram giving so much of a letter from His Excellency the Governor as was of most interest. Since then we have been favoured with further particulars from the same source, as well as with the contents of a telegram from the Governor, received by tho Presidency on Thursday last. Agreeably to the accounts received first, a Committee, consisting of Messrs. Krag-Juel-Vind-Frijs, Hagemann, Moritz Melchior, Nellemann, G. Petersen, Rosenörn-Lehn and Tietgen.had been formed to receive final subscriptions for shares in Central Factories to bo established here, and the telegram of Thursday brought the intelligence, that a general meeting of the Subscribers for shares was held in Copenhagen Monday the 3rd instant, at which a Central Factory Company was definitively formed, and the abovo-named gentlemen were elected as Directors of the Company.

We have also been informed that the Committee which has now been appointed as a Board of Directors, as far back as the 13th of June last, had issued a prospectus inviting subscription for shares, which has now been sent out here, and will be published, as soon as the documents concerned have been translated, through tho Chairman of the local Committee here, His Honour, Chief Judge Rosenstand. 

Our readers are already aware that the shares had been fixed at 1,000 Crowns each, and that an amount of upward of 700,000 Crs. had already previously been signed for. Further subscriptions can now be made, besides in Copenhagen, at the Colonial Treasuries in St. Thomas and here. The shares, we understand, are to be paid up in instalments of 10 p. ct. of the amount of the share, the first instalment having become due on the first instant, and the others becoming due every second month, so that the Inst instalment will fall due on the 1st January 1879. For the payments, interim-receipts will be given, which, at the last payment, will be exchanged for a final share.

(St. Croix Avis 8. juli 1876)

Den lokale bestyrelse af sukkerkogerierne afsendtes 27. september 1876 overretssagfører Wassard (merkantil) og cand. polyt. Zahrtmann (teknisk forretningsfører). De blev ledsaget af ingeniør Petersen som havde været beskæftiget ved Esbjerg Havn. Driften begyndte den 5. marts 1878. I september 1878 blev det oplyst at det tilskud der kort forinden var ydet af kolonialkassen, var utilstrækkeligt fordi maskinerne var dårlige. Kort tid efter udbrød opstanden "The Fireburn". I maj 1879 støttede kun Højre finansministerens forslag om at forhøje lånet til A/S St. Croix Fællessukkerkogerier med 370.000 kr.

Om Danseboder. (Efterskrift til Politivennen).

"Ordensstatslige Tilstande"! "ordnet Samfund"! Saaledes kaldes det "Bestaaende". Saaledes lyder Stikordene, som vore Modstandere til enhver Tid har ved Haanden, naar de skal bevise det nuværende Statssystems Fortræffelighed. i Modsætning til det, vi agter at indføre, og det er da os, der bliver fremstillet som dem, der "omstyrte", vil ruinere hele denne paradisiske Tilstand.

Naar man imidlertid vil se lidt nærmere efter, hvori denne "Orden" bestaar, saa finder man den mest storartede "Uorden", for at bruge en meget mild Betegnelse. Svindlerier en gros, Vekselforfalskninger, storartede Banktyverier, Mordforsøg i Form af Rottingslag og Cellefængsler, Tilfredsstillelse af Spillelidenskaberne ved Lotterier, Sædelighedsforbrydelser udøvet af Professorer og Præster, - saadanne Ting er det "Ordensmændene" har Patent paa at udøve og forsvare.

Blandt "Ordenspartiets" tilladte og beskyttede Institutioner er der en Art. som vi særlig skal beskæftige os med idag, det er de ved Politiets specielle Omsorg eksisterende Danseboder. Der raabes saa meget paa Demoralisationen blandt Tjenestepigerne, den offenlige Prostitutions Tiltagen osv., nuvel, der er Arnestedet for dette, der er de Steder, hvor Uddannelsen til offenlige Fruentimmer finder Sted, der nedlægges Spiren tit alle Udskejelser, som Ungdommen af begge Køn gør sig skyldig i.

Alle I Dydsdragoner, som sukker over de unge Pigers Uanstændighed, alle I Provstinder og Etatsraadsfruer med Eders "praktiske Tjenestepigeskoler" og lignende Palliativmidler, og alle I Husmødre, der jamrer over Eders Tjenestepigers Daarlighed, her har I rig Lejlighed og grundet Anledning til at udøve Eders filantropiske Bestræbelser, hvis det ellers er Eders Alvor at udrette Noget. Ja, det kan sandelig være paa Tide, at der bliver rengjort i disse Augiasstalde, det kunde være paa Tide, at Autoriteterne, som ellers til enhver Tid er paa Færde, hvor der ikke er Brug for dem, til en Forandring en Gang søgte at gøre lidt Gavn og henvendte deres Opmærksomhed paa Tilstanden af samtlige Københavns og Forstæders Danseboder. Naar disse Forhold, som der eksisterer, kom lidt mere for Dagslyset, er det rimeligt nok, at der var adskillige Ting, der faldt ind under diverse Straffelovsparagrafers Omraade.

Man læser under Tiden, at en eller anden Bladneger eller Prins har aflagt Besøg paa Hospitaler, Galehuse, Fattighuse eller lignende Steder, og der bliver da aflagt detaillerede Beretninger herom i Reptiliebladene og naturligvis stødt i Trompet over vedkommende Institutions fortræffelige Indretning osv., ja selv fra Hunde-Internatet var der forleden en af "D.-Telgr."s Negere, der "begik" en lang Beretning om Hundenes "Gøen og Laden", men fra saadanne Fordærvelsesanstalter som Danseboderne, der fremkommer ingen Oplysninger, og det var derfor heldigt, hvis vore Anker her kunde bevirke, at En eller Anden vilde overbevise sig om, hvor berettiget vor Paastand er, naar vi fordrer disse Anstalter ophævede og forbudte hurtigst muligt.

De Træk, der er fælles for dem alle, er i Øvrigt lette at opdage. Raa Slagsmaal saavel mellem Mænd som Kvinder er en af de mest yndede Beskæftigelser ved Siden af den ædle Dansesport, (der i Parentes bemærket bliver udøvet paa en saadan Maade, at en Bournonville vilde græde salte Taarer ved Synet af den Art "Benpoesi"), enhver Dansebod har derfor ogsaa en privilegeret "Udsmider". Drukkenskaben staar paa et meget højt Udviklingstrin, og det ikke mindst for Kvindernes Vedkommende: de frækkeste, mest lascive Ord og Talemaader vinder det største Bifald. Anstændig og pæn Opførsel hos Deltagerne er Noget, som øjeblikkelig bliver Genstand for "Grin". Alt dette er imidlertid kun Smaating, der viser sig for den mest overfladiske Betragter. Men en Smule Eftertanke vil lære En mere. Det er saaledes en Kendsgerning, at det aldeles overvejende Flertal af faldne Kvinder er blevet ødelagte ved Dansebodslivet. Efter Alt, hvad man der kan se og høre, er det en Umulighed for nogen Kvinde at besøge disse Steder uden at hendes moralske og sædelige Begreber bliver aldeles nedbrudte. I de allerfleste Tilfælde er det en Umulighed for hende at løsrive sig fra de Tillokkelser, der for svage Karakterer findes den Slags Fornøjelser, som dyrkes paa disse Steder, og kan hun ikke det, da ve hende! - i Længden bliver Prostitutionen hendes Lod, hvortil hun da bliver besørget ved Politiets velvillige Bistand eller rettere Tvang. Hvis et "ordnet Samfund" ikke skulde have den Pligt, at gøre Sit til, ved Ophævelsen af disse Lastens Huler, at bevare en meget stor Del af sine Medlemmer fra Fordærvelse, da kan det ikke nytte i nogen som helst andre Anliggender at vaase om Samfundets Pligter til at skride ind.

I Samklang med, hvad Danseboder indirekte afgiver til Prostitutionen, staar den Mængde Skuffetyverier og lignende "tiltrækkende" Maader at tilvejebringe Penge paa, som i de senere Aar synes at have vundet udelt Anerkendelse hos en stor Del unge Mennesker. Det er temmelig indlysende, at hvis der ikke eksisterede Steder, hvor Pengene kan saa en saa udstrakt Anvendelse i fordærvelige og tillokkende Anliggender, som paa Danseboderne, hvor den "flotte" Optræden aldrig undlader at gøre sin Virkning, er der ikke Spor af Rimelighed for, at disse Folk var bleven Tyveknægte og Udskud af Samfundet for deres Levetid, (saaledes er jo Konsekvenserne under de nuværende Tilstande), naar de ikke var kommet ind paa denne Skraaplan, der drager saa mange og slemme Følger efter sig.

Vi gad høre, paa hvilken Maade de, der tillader og beskytter Dansebodernes Virksomhed, vil bevise Nytten og Nødvendigheden af samme. Galt er det, naar det ordnede Samfunds Forsvarere skal klare dem over for de mange og grundede Angreb, der fremkommer mod Prostitutionen som Statsinstitution, naar de skal bevise sammes gavnlige Virksomhed, men værre vilde det blive, naar de skulde forsvare Berettigelsen af bestaaende Opklækningsanstalter for Prostitutionens Ofre, ti Meningen er vel ikke at opretholde dem for at sikre hine "frisk" Tilførsel: hvis saa er, da sig det endelig, vi ved da, hvad vi har at rette os efter.

Uagtet alle Danseboderne i København omtrent er af en og samme Surdejg, er der dog en, som særlig fortjener at nævnes, en hvor  "Trangen og Frækhed, af Lasten baaret i Dynddaab holdes; hvor Skændsel staar Brud med ormædte Blomster i Haare .."

Det er næmlig det saakaldte "Colosæum", populært: "Klodsen", paa Værnedamsvej. Man gaa blot derind en Gang, man betragte disse Scener og Optrin, der foregaar, i al deres afskrækkende Hæslighed, alle disse Fysionomier, som Skænselen og Lasten har paatrykt sit umiskendelige Stempel, betragte disse unge Piger, der vel næppe har naaet Konfirmationsalderen, ravende beruset frem langs Væggene, udstødende Eder og Forbandelser, og man har da sandelig et Indblik i, hvad der kan tillades opretholdt under vore "moralske" Samfundsforhold, og man vil maaske kunne forstaa, at vi Socialister hurtigst muligt vilde kuldkaste denne og lignende Ordensforanstaltninger, hvis Afgørelsen i Øjeblikket laa i vor Haand. 

Det Ovenanførte maa nu vistnok være tilstrækkelig til, at man kan danne sig en Mening om denne Sag. Vi kan formodenlig ikke vente Andet, end at vore Ønsker bliver "en Røst i Ørkenen" hos dem, der har den afgørende Stemme og hvis Indtægter, der muligvis vilde blive Skaar i ved Ophævelsen, men det afholder os ikke fra, ved given Lejlighed at fremdrage Fakta, der nok tilsidst skal tvinge Avtoriteterne til at undersøge disse Forhold. Foreløbig kan vi kun i Humanitetens, Moralens og Menneskelighedens Navn nedlægge en bestemt og energisk Protest imod, at der i det nuværende Samfund bestaar Anstalter, hvis Virksomhed har til Resultat, at fordærve Samfundsmedlemmernes Moralitet og Sædelighedsbegreber i Bund og Grund.

Observator.

(Social-Demokraten 29. juni 1876).

Værnedamsvej 5. Forlystelsesstedet Rosenlund. ca. 1865. Kildetekst (transskription af tekst på bagside eller fra album): Eiendommen, som gjennem en meget lang Aarrække havde været i familien Kehlets Besiddelse, var i sin Tid Hovedbygning for det gjennem Thomas Overskous Komedie Capriciosa forevigede Forlystelsessted Rosenlund, nedbrudt ca. 1885. Personerne er fra venstre: Hørkræmmer Harald Kehlet, Sadelmager J.A. Buck, Musikdirektøren i den paa Eiendommens Grund liggende Dansesalon Colosseum, populært kaldet Klodsen, Stabssergent i Garden Henriksen, Uhrmager Ferdinand Kehlet. I Vinduerne paa 1. Sal fra v: Fru Temothea Andresen født Kehlet, fru Nikoline Hermandine Petrine Kehlet født Clausen, i tidligere Tid Værtinde paa Rosenlund, Enke efter Tractør og Chokoladefabrikør Reimer Temothius Kehlet, Fuldmægtig i Indenrigsministeriet Schou. (Mariboe). Kbhbilleder.

I 1822 omdannede chokoladefabrikant R. T. Kehlet sin ejendom "Rosenlund" på Værnedamsvej til en forlystelseshave. Th. Overskou og A. L. Arnesen skrev i 1836 folkekomedien "Capriosa" hvor en af akterne foregår her. Efter Tivolis åbning i 1843 gik det stærkt tilbage for stedet, og det blev omdannet til danseboden Colosseum. Det lukkede i 1881.

En Fattiggaardssag. (Efterskrift til Politivennen)

Efter "Stubbek. Av." optog vi i Nr. 129 for Onsdagen den 7de Juni en kort Meddelelse om, at der i en Fattiggaard paa Falster i Løbet af meget kort Tid var forøvet ikke mindre end 4 Selvmord, af hvilke de 3 vare foretagne af Oldinge, og vi knyttede dertil den korte Bemærkning: "Der maa være trist paa den Fatliggaard". I Anledning heraf have vi fra sagkyndig Haand modtaget en Række Oplysninger, der skulle tjene til at godtgjøre, at den citerede Bemærkning er ubeføjet, og at de fattige paa den nævnte Anstalt have det saa godt som det efter Omstændighederne er muligt. Alligevel forholder det sig rigtigt, at 3 Oldinge have laget sig selv ai Dage paa Fattiggaarden. Til det første af disse Selvmord var det ikke muligt at tænke sig nogen Grund. Den paagjældende havde ikke haft det bedste Rygte og viste sig paa Fattiggaarden noget opsætsig, hvilket sidste foranledigede, at der i nogen Tid blev afkortet ham 2 Skilling daglig; men dette var længe, før han tog Livet af sig, og han var aldeles rolig i den mellemliggende Tid. Den næste, der tog Livet af sig, var en Mand, som næsten aldrig blev forlangt til noget Arbejde, han kunde efter vor Hjemmelsmands Udsagn lægge sig i sin Seng, naar han vilde, og gaa inde eller ude, ester som han selv fandt for godt. Pludselig fik han det Indfald, at han vilde til Lolland til en Datter, som boede der og havde det meget smaat. Sogneraadet vilde imidlertid ikke lade ham rejse, førend det fra vedkommende lollandske Sogneraad havde faaet en Tilkendegivelse af, at det ikke havde noget derimod at erindre, og da en saadan ikke alene ikke blev givet, men det lollandske Sogneraad endogsaa bestemt modsatte sig, at han kom til at tage Ophold hos Datteren, kunde Sogneraadet selvfølgelig ikke give ham Tilladelse til at flytte fra Fattiggaarden. Anstaltens Bestyrelse havde ikke nogen Formodning om, at han vilde gjøre Ende paa sit Liv, og den erfarede først efter hans Død, at ban en Gang havde ladet en Ytring falde, som lod formode, at en saadan Tanke i nogen Tid havde gjæret hos ham. Hvad endelig den tredie Selvmorder angaar, da oplyser vor Hjemmelsmand, at han havde Ophold paa Fattiggaarden mod en Betaling af 40 Rd. aarlig, der ydedes af en Mand, som havde kjøbt et ham tidligere tilhørende Hus. Han skulde intet bestille, men maatte selvfølgelig iøvrigt forholde sig efter Bestemmelserne i Fattiggaardens Regulativ, og bl. a. ikke gaa ud uden Tilladelse eller komme hjem senere end bestemt. Dette sidste var det ham meget vanskeligt at overholde, og da han desuden gjorde sig skyldig i adskillige andre Brud paa Reglementet, blev Dagpengene ham frataget. I det sidste halve Aar havde han dog næsten stadig faaet Dagpenge; men saa var der en anden Ting, som gjorde ham Livet surt, idet han nemlig ikke levede i den bedste Forstaaelse med sin Sambo, en ældre, aandssvag Mandsperson Han havde tidligere - endog længe før han kom paa Fattiggaarden - talt om, at han vilde tage sig selv af Dage; men man var bleven saa vant til at høre disse Talemaader, at man ikke længere tillagde dem nogen Betydning. - Vor Hjemmelsmand tilføjer, at saavel Fattiggaardens Bestyrer som hans Hustru ere agtede og afholdte af alle, som kjende dem, og at de behandle de fattige med al mulig Humanitet.

(Morgenbladet (København) 28. juni 1876).