Gaderne paa Gammelholm. (Efterskrift til Politivennen)

At det blæste i Gaar, fik de ulykkelige Beboere i Gammelholmskvarteret til Gavns at føle. De hvirvlende Vinde lod ikke det tommetykke Støv i Gaderne et Øjebliks Ro. Det skarpe Flyvesand kastedes frem og tilbage, højt op j Luften og ud over de tilstødende Gader; langs Husene og op over Tagene stod det som en ugjennemsigtig Taage, og Folk, der risikerede at passere Gaderne med halvt lukkede Øjne, krøbe, naar Sirokkoen nærmede sig, om Hjørnerne og ind i Portaabninger med en Angst, der mindede om en Vinterdags forrygende Storm. Inde i Husene jamrede Husmødrene for deres Møbler, Tæpper og Gardiner, thi et Vindue kunde ikke holdes aabent i to Minutter uden at alt i Værelset blev bedækket mcd et tykt Lag Støv af den ubehageligste Slags, og Husejerne i dette af Magistratens Unaade hjemsøgte Kvarter vrede Hænderne over deres nymalede Facader alt fordi man ikke kan afse nogle Tønder Vand til Gadernes Vanding.

(Morgenbladet (København) 4. august 1876).

Arrestationer. (Efterskrift til Politivennen)

En Typus for en københavnsk arrestation. En Arbejder, der i en længere Aarrække har været beskæftiget i en herværende større Fabrik, blev, da han for kort Tid siden en Aften vilde begive sig til sit Hjem, standset af en af de saakaldte "Opdagelsesbetjente", der i en kort Tone bebudede ham, at han skulde "følge med". Til Arbejderens store Forbavselse forklarede Betjenten ham, at han var anholdt for at have begaaet Voldtægt og Ran mod en ukonfirmeret Pige, og, tilføjede Opdageren, "der er 4 Vidner paa det", en Udtalelse, som kort efter viste sig at være Opspind af vedkommende kløgtige Politihovede selv, og et af de sædvanlige Politikneb, som selvfølgelig ikke forsmaaes benyttet os de "menige" opdagende Individer.

Fulgt af sin værdige Følgesvend ankom Arbejderen nu til Politistationen paa Gasvejen, og efter at han havde opholdt sig her til ud paa Aftenen, blev der afgivet den højtidelige Erklæring: "Han skal ind paa Raadstuen i Aften". Han blev da transporteret dertil idet det nægtedes ham at maatte indtage et efter et anstrengende Dagværk temmelig nødvendigt Maaltid hos sin i Nærheden boende Familie. Ankommen paa Raadstuen anvistes der ham en Trækasse til Natteleje, hvorpaa han da maatte tilbringe Natten, som man let kan tænke sig ikke paa nogen synderlig heldig Maade. Tidlig om Morgenen blev han atter halet afsted til Vesterbro Station, og stod straks efter ligeoverfor Hr. Assistent Hjorth, som viste sig at være sin Plads som Retfærdighedens Haandhæver voksen, ved gentagne Gange at tilbrøle den uforhørte, udømte Mand: "De er et Svin!" Efter at være bleven vist denne og lignende Politiartigheder, blev han atter transporteret til Raadhuset og placeret paa den saakaldte "Tyvebænk". Aftenen derpaa kom han under Forhørsdommerens Behandling, hvor der imidlertid ikke var fremkommet et eneste Bevis for, at den Anholdte var skyldig i Noget. Da vedkommende ukonfirmerede Pige og en anden ukonfirmeret Pige paastod, at "det var ham", uden dog at kunne paavise nogetsomhelst Faktum, blev han imidlertid efter Forhørsdommerens vise Kendelse, arresteret paa "stærk Mistanke".

Efter at have været adskillige Gange i Forhør og efter at have modtaget en venskabelig Paamindelse af Hertz om "at bekende straks, da Dommen i saa Fald vilde blive mildere", Altsammen uden Resultat, da Manden var aldeles uskyldig i hvad han blev anklager for, løslodes han endelig efter ni Dages Arrest ifølge Dommerens Udsagn "af Mangel paa Bevis", uden at modtage nogensomhelst Erstatning eller Æresoprejsning.

(Social-Demokraten 2. august 1876).

Mere Myndighedsmisbrug. Undertegnede blev i Tirsdags-Aftes, da jeg opholdt mig i et offentligt Lokale paa Vesterbro, pludselig tiltalt af to Personer, der præsenterede sig som Betjente i Opdagelsespolitiet; de betydede mig, at jeg skulde "følge med", hvilket jeg ogsaa gjorde, endskøndt jeg selvfølgelig ingen Anelse havde om, hvad man vilde mig. Undervejs blev jeg bevogtet paa det Strengeste, og det var mig ikke engang tilladt at tage mit Lommetørklædc op af Lommen; "jeg skulde ikke benytte Lejligheden til at smide Noget fra mig", sagde den ene af mine Bevogtere.

Ankommen til Politistationen i Pilestræde, blev jeg underkastet en meget nærgaaende og generende Visitation paa min Person; mine Ejendele, som Portemonnæ, Handsker etc. ordentlig lysket igennem, men - vistnok til stor Fortvivlelse for "Opdagerne" - naturligvis uden Resultat, efter endt Visitation blev jeg underkastet Forhør, under hvilket Betjenten paa alle Maade søgte at bevæge mig til at "tilstaa", det "vilde da være ham muligt at udvirke, at jeg blev straffet saa mildt som muligt". For hvilken Forbrydelse? Ja, nu fik jeg da at vide, at jeg var "mistænkt" for at have været inde i en Guldsmedebutik, for at spørge om Prisen paa forskellige Sager, og jeg skulde da have benyttet Lejligheden til at tilvende mig flere af Guldsmedens Varer. Da jeg naturligvis ikke kunde indlade mig paa at sige "Ja" til Noget, som jeg vidste mig fuldstændig fri for. saa blev jeg kastet ind i et smudsigt Rum, hvor noget Vaadt flød hen over Gulvet og over Bænken, der blev mig anvist som Hvilested. Man leverede mig en Klud til at aftørre Bænken med, men denne var saa tilsølet, at mit Tøj ikke kunde undgaa at blive tilsmudset deraf.

Jeg maatte nu tilbringe Resten af Natten her, indtil jeg om Morgenen Kl. 7, blev kaldt ind i Stationslokalet, hver der blev mig anvist Plads paa en Bænk, der nok var forbeholdt saadanne "Mistænkelige" som mig. Her sad jeg en Timestid, og blev da opvartet med Kaffe og Bolle. Flere Fremmede passerede frem og tilbage, og endelig blev jeg kaldt ind i et Kontor, hvor den ene af mine Plageaander fra om Natten udleverede mig mine Sager med den Bemærkning: "Nu kan De gaa, det er ikke Dem!" Da jeg tillod mig at udtale den Mening, at det forekom mig at være en temmelig uforsvarlig Behandling at udvise mod Folk, om hvem man ikke havde nogetsomhelst Bevis for, at de havde begaaet en Handling som den, jeg var sigtet for, saa svarede Betjenten, at "det kunde de ikke gøre for, ti Signalementet passede!"

Dette Tilfælde turde være et nyt Eksempel paa Politiets egenmægtige Handlemaade, og jeg fremdrager det her, for om mulig at bidrage til, at saa uhyggelige Tilstande kan blive saa stærkt belyste, at de efterhaanden bliver umulige.

F. Poulsen, Handsketilskærer. 

(Social-Demokraten 24. august 1876).

Forbrugsforeningen i Mehrn. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdomme. Høiesteret har i disse Dage afsagt Dom i en Sag imellem Mehrn Forbrugsforening og Birkedommeren i Vordingborg Nordre Birk Malling Holm angaaende spørgsmaalet om bemeldte Forenings Berettigelse til at erholde et saadant Næringsbevis som ommeltes i § 4 af Lov 2den Juli 1870 indeholdende nogle nærmere Bestemmelser om Brændeviinshandel.

Medens Adgang til Brændeviinshandel paa Landet ikkun kunde erhverves ved kgl. Bevilling, bestemmer § 1 i førnævnte Lov af 2den Juli 1870, at Enhver, som paa Landet har erhvervet Næringsbeviis som Kjøbmand eller Detaillist, kan løse et særeeget Næringsbeviis paa Brændeviinshandel, og § 4, at Forbrugsforeninger i Kjøbstæderne og paa Landet, der forsyne deres Medlemmer med Brændeviin, ere Pligtige at løse Næringsbeviis og Afgifter efter de Regler, der ere gjældende for Brændviinshandel paa det sted, hvor Foreningen har sit Hjemsted. Efter Birkedommerens Formening er baade Næringsbevisets Løsning og Afgiftens Sparelse bunden til førnævnte Regler, og da nu Mehrn Forbrugsforening ikke havde erhvervet Næringsbeviis som Kjøbmand eller Detaillist og heller ikke kan erhverve et saadant - eftersom Mehrn By hvor Foreningen har sit Hjemsted ligger Præstø Kjøbstad nærmere end 1½ Miil, cfr. Næingsloven § 54 - kan Foreningen efter Birkedommerens Formening ikke løse Næringsbeviis paa Brændeviinshandel. Høiesteret var imidlertid med Landsover- samt Hof- og Stadsretten enig i, at der ikke heri kan gives Birkedommeren Medhold. Den Virksomhed af en Forbrugsforening at forsyne dens Medlemmer med Brændeviin kan nemlig hverken efter Sagens Natur eller efter Lovgivningen betragtes som egentlig Næringsdrift eller Brændeviinshandel, og der maatte derfor, naar Loven af 2den Juli 1870 § 4 desuagtet har bestemt, at der til Udøvelsen af denne Virksomhed skal løses Næringsbeviis, haves en aldeles bestemt og klar Udtalelse i Loven for, at der til Meddelelsen af dette Næringsbeviis skulde kræves de samme Betingelser som til Meddelelsen af Næringsbeviis paa egentlig Brændeviinshandel, men en saadan findes ikke i Lovens § 4. Det er ogsaa indlysende - saaledes hedder det fremdeles i Præmisserne til den indankede Dom - at der vil blive paalagt Forbrugsforeningerne paa Landet en uforholdmæssig Byrde imod Forbrugsforeningerne i Kjøbstæderne - og Loven af 2den Juli 1870 § 4 angaaer saaledes disse sidste som de første, - dersom Forbrugsforeningerne paa Landet for at opnaae det i Lovens § 4 omhandlede Næringsbeviis tillige kunne erhverve Nærngsbeviis som Kjøbmand eller Detaillist efter Lovens § l, medens Forbrugsforeningerne i Kjøbstæderne efter Bestemmelsen i Næringslovens § 48 maatte anses for fritagne for at løse saadant Borgerskab. Birkedammeren blev derfor, i Overeensmelse med Mehrn Forbrugsforening derom nedlagte Paastand, paalagt under en daglig Mulct at meddele samme Næringsbeviset. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. august 1876).

Mehrn forbrugsforening var blevet oprettet i april 1872. Bestyrelsen bestod af godsforvalter Boserup, lærer Jæger, væver Espen Olsen, smed Anders Mortensen og husmand Tønnes Pedersen (formand). Den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret havde den 8. februar 1875 afgivet dom i sagen. Dommen fik naturligvis betydning for andre brugsforeninger.

Arbejderforeningen af 1860 i Aarhus. (Efterskrift til Politivennen)

Søndag den 23. juli 1876 var en delegation af Arbejderforeningen af 1860 på den jyske industriudstilling i Århus. Den afsejlede den 24. til Kalundborg.

Den første almindelige jydske Industriudstilling i Aarhus var d. 21de Juli besøgt at 1128 Voksne og 104 Børn, den 22de Juli as 1466 Voksne og 72 Børn. den 23de Juli af 1215 Voksne og 74 Børn, d. 24de Juli af 902 Voksne og 72 Børn. Til i Gaar var der løst 682 Sæsonkort og 1005 Korporations- og Foreningskort. Udstillingen besøgtes i Søndags af 143 Medlemmer af Kjøbenhavns Arbejderforening af 1860, som i Søndags Nat dels benyttede de Massekvarterer, som Udstillingskomiteen raader over, dels bleve indkvarterede ved Bureauets Hjælp. Efter at Arbejderforeningen havde beset Udstillingen, afholdtes et Fællesmaaltid i Haandværkerforeningen om Eftermiddagen, hvorpaa flere af Foreningen deltoge i en Tur til Ris Skov. Her maa det desværre beklages, at en vært har tilladt sig overfor de fremmede at sætte Priserne paa sit Øl mere end højt, hvad ogsaa har vakt almindelig Misbilligelse. Efter at en Del af Toget, som lededes af Foreningens Formand, Hr. Rimestad, i Gaar Formiddags havde deltaget i en Frokost, som var arrangeret sor dem i Haandværkerforeningen af dennes Bestyrelse, afsejlede de fleste i Gaar Middags fra Aarhus til Kalundborg.

(Jyllandsposten 25. juli 1876).

Rimestads avis, Dags-Telegraphen havde en række artikler der anmeldte Industriudstillingen i Aarhus.

Arbejderforeningen af 1860 paa Udflugt til Aarhus. Ved Ankomsten til Aarhus var der ikke en Eneste til at modtage Foreningen, der repræsenteredes af omtrent 50 Mennesker. Fra Havnen gik det ned til Håndværkerforeningens Sal, hvor der indtoges Forfriskninger, samt derfra til Ris Skov, hvor Formanden (Rimestad) holdt Taler om sig selv, og omtalte sig som den, der havde været længst Formand i nogen Forening, nemlig 15 Aar. Der kunde, som han sagde, ikke af Historien opvises noget Lignende; han udtalte, at han ikke var Socialist, men dog havde han altid delt med Arbejderne af sin Forstands Overflod. Da han udbragte et Leve for de Aarhusianere, der var mødt i Skoven, vendte Alle de fra Aarhus Tilstedeværende "Fatter" Ryggen, Forøvrigt var det Eneste, Rimestad sagde, Gentagelser af et og det samme Ord. nemlig: "Kan vi ikke faa et andet Glas", og det hele Tog gjorde kun Skandale; selv Medlemmerne havde deres Formand til Bedste. Der blev afsungen en Sang, i hvori der stod, at Venstre snart skulle have Mundkurv paa.

(Social-Demokraten 2. august 1876).

Skjævinge-Gjørløse. (Efterskrift til Politivennen)

I 1876 udviklede der sig en sag om kommunalt selvstyre i Skævinge-Gørløse. Mellem flertal og mindretal i et sogneråd, i valgbestyrelsen, i amtsrådet - og bag ved alt dette anede man en strid mellem Højre og Venstre som førstnævnte på kort sigt vandt. Men på længere sigt tabte.

I 1873 blev 15 personer, heriblandt medlemmer af sognerådet, for at have indsendt et bønskrift til ministeriet om at få en ny præst. Ved det efterfølgende valg i 1876 blev de slettet af valglisten. Berg skrev en artikelserie i Frederiksborg Amtstidende 4., 5., 9. og 13. februar 1876 imod amtmand grev Schulin og pastor Henningsen til forsvar for de 15 dømte mænd. Debatten fortsatte (se fx samme avis 29. februar 1876, 11. marts 1876, 14. marts 1876, 14. maj 1876)

Sogneraadsvalget i Skjævinge-Gjørløse.

I Tirsdags afholdtes, som før omtalt, Sogneraadsvalg i nævnte Kommune, denne Gang paa tre Medlemmer i Stedet for Gaardejer Ole Israelsen, Gjørløse, Gaardejer Niels Nielsen, Gjørløse, og Gaardejer Ole Olsen, Skjævinge, der ere valgte af den almindelige Vælgerklasse. Den 26de ds vil der i Skjævinge Skole af de Højstbeskattede blive foretaget Valg paa et nyt Medlem i Stedet for Gaardejer Ole Hansen, Skjævinge. Valget havde samlet et ikke ringe Antal af Kommunens Beboere. Gaardejer Anders Pedersen jun., der hører til dem, der i sin Tid bleve mulkterede under den af Pastor Henningsen anlagte Sag, afgav følgende Protest til Valgbestyrelsen:

"Valgbestyrelsens Medlemmer L. H. Pedersen, Døcker og O. Madsen have for kort Tid siden været med til at optage mig paa Folketingsvalglisten, uden at Indsigelse er sket. Jeg staar altsaa som Folketingsvælger uantastet til 1ste April 1877 (se § 14 af Lov om Valgene til Rigsdagen af 12te Juli 1867). Som saadan betragtes jeg saavel efter Grundloven som bemeldte Valglov som en Mand, der ikke ved Dom er funden skyldig i en i den offenlige Mening vanærende Handling: thi i modsat Fald vilde jeg ikke kunne staa som Folketingsvælger. Men enhver Folketingsvælger er i Henhold til Grundlovens § 31 og Valglovens § 7 tillige valgbar til Folketinget. Da nu Betingelserne for Valgbarhed til Folketinget ere i Landkommunallovens § 3 sat som Hovedbetingelse for at være valgberettiget og valgbar til Sogneraadet, saa maa nødvendigvis jeg være baade valgberettiget og valgbar til Kommunevalg, thi at jeg opfylder de øvrige i Loven nævnte Betingelser om Skatteydelse og deslige, vil jo ikke blive omtvistet.

For saa vidt Valgbestyrelsen maatte henholde sig til Amtsraadets Resolution, hvorefter Valget skulde foregaa efter nye Valglister, hvoraf de Domfældte ere udelukkede, da skal bemærkes, at det efter Landkommunallovens § 5 ikke tilkommer Amtsraadet men kun Valgbestyrelsen at afgjøre ved sin Beslutning, hvem der har Valgret, forinden Stemmegivningen begynder. Men da Valgbestyrelsens Medlemmer som før nævnt for nylig have erkjendt, at saavel jeg som de øvrige af de omhandlede Mænd have Betingelserne for Valgret, ved at optage os paa Folketingsvalglisten, og da de maa have erkjendt det Samme mange Gange, siden den omhandlede Dom faldt, saavel for mit som for de øvrige Mænds Vedkommende, kan det ikke antages, at Valgbestyrelsen, der nøje kjender de Paagjældende og her kun har at domme efter sin egen Overbevisning, vil pludselig kunne forandre denne, fordi Amtsraadets Flertal har en anden Mening.

Jeg fordrer mig derfor optagen paa Listen over de Valgberettigede til Sogneraadet og kræver Ret til i Dag at afgive Stemme som saadan.

Skjævinge den 16de Maj 1876.
A. Pedersen."

Flere af de tilstedeværende Vælgere, der ligeledes vare slettede paa Valglisten, sluttede sig til denne Protest. Valgbestyrelsens Formand. Sognefoged Lars Hansen, bemærkede, at det var Amtet, der havde paalagt Valgbestyrelsen at slette de Paagjældende; disse maatte derfor henvende sig til Amtet. De Protesterende svarede, at de i Henhold til Landkommunalloven kun havde at henvende sig til Valgbestyrelsen. Hr. Døcker oplæste en Skrivelse fra Amtet i Anledning af en Forespørgsel fra D'Hrr. Døcker og L. Hansen, om hvorledes de havde at forholde sig, saafremt nogen af de af Valglisten Udslettede paa Valgdagen begjærte sig optagen. Amtet havde hertil svaret, at en saadan Begjæring i Følge Landkommunalloven vilde være at afgjøre ved Valgbestyrelsens Kjendelse, og maatte nægtes. Paa Foranledning bemærkede Anders Pedersen, at Valgbestyrelsen ikke efter Landkommunalloven havde Ret til at nægte Vælgerne at stemme paa hvem de ville. Han forlangte sin skriftlige Protest ført til Protokols. Dette nægtedes ham af Valgbestyrelsens Medlemmer, Døcker og L. Hansen, medens det tredje Valgbestyrelsesmedlem, Gaardejer Ole Madsen, erklærede sig for Protestens Optagelse. Den blev altsaa ikke indført. Hr. Ole Madsen lod derimod for sit Vedkommende tilføre Protokollen en Protest, hvori han, der ikke er iblandt de "Domfældte", gjør Indsigelse mod den imod Sogneraadet og de "Domfældte" udviste Fremfærd. Ved det derpaa foretagne Valg gjenvalgtes alle de afgaaede Medlemmer.

Hertil føje vi Følgende: Det maa forundre Enhver, at Valgbestyrelsens Flertal, Lars Hansen og Døcker, henter Forskrifter fra Amtskontoret om, hvorledes de skulle dømme med Hensyn til Valgretten til Kommunen, uagtet Landkommunalloven lægger Sagen i Valgbestyrelsens Haand og naturligvis paalægger den at dømme efter sin Overbevisning. Hvor kan Hr. Døcker, derfor kort siden skrev til Amtet, at han i fuldeste Maal anerkjendte de paagjældende Mænds Hæderlighed, og hvor kan Hr. Lars Hansen, der for meget kort Tid siden optog de Paagjældende paa Folketingsvalglisten, og derved, ligesom han mange Gange tidligere har gjort, anerkjendte dem som Mænd, der ikte havde gjort sig skyldige i nogen i den "offenlige Mening vanærende Handling", - hvor kunne disse Mænd nu nægte dem Optagelse paa Valglisten til Kommunen, med Foregivende at de have gjort sig skyldige i en i den "offenlige Mening vanærende Handling"? Er dette ikke en Selvmodsigelse af den ynkeligste Art? Eller hvor staar det skrevet, at Hr. Grev Schulin eller Hr. Hospitalsforstander Gjern kan give Valgbestyrelsens en Formular, hvorefter de have at indrette deres Overbevisning? Naar Sligt kan gaa, forekommer det os, at Skjævinge-Gjørløse Kommune hellere maatte bede sig fritaget for den Omstændighed overhoved at have noget Sogneraad. Vi forstaa derfor særdeles godt, at Kommunens Beboere her have traadt til, og søgt at værne Kommunens Selvstyretsesret. Det var Pastor Henningsen, der først efter flere Aars Forløb gav sig til at rode op i en Sag, han inderlig maatte have ønsket overgivet til Forglemmelse - det maa nødvendigvis under Sagens fortsatte Gang blive ham erindret - og det var Amtsraadets Halvdel (Grev Schulin, Vedel, Barner, Selchau-Hansen, Bonnesen og Jens Andersen), der satte sig paa Dommersædet og, trods al tidligere Anerkjendelse, dømte 14 hæderlige Mænd borgerligt fra Livet; det var Grev Schulin, der fortolkede denne Amtsraadsbeslutning saaledes, at et lille Mindretal af et lovligt valgt Sogneraad paa 9 Medlemmer, kunde agere lovligt Sogneraad, det var dette lille Mindretal, der i Ydmyghed tog det store Læs paa Skuldrene, og som medens Sogneraadet lovlig tog Beslutning i Sagen, bag det besluttende Flertals Ryg gav særlige Indlæg, uagtet Mindretallet derved kom til at gaa imod, hvad dets Medlemmer selv mange Gange havde vedlaget. Og endelig var det Indenrigsminister Skeel, der ikke havde Ord at sige imod alt dette. Efter vor Opfattelse har Præsten ikke fulgt den Kjærlighedens Lære, han er sat til at forkynde, ved sin Andel i Sagen; og det er ligeledes vor Opfattelse, at ej blot simpel Billighedsfølelse, men Lovens Ord tale imod Avtoriteterne. Hvad ligger der nu i Gjenvalget af de paagjældende Mænd? Deri ligger klart nok:

1) At Kommunen fremdeles anser de paagjældende Mænd for hæderlige Mænd. Hvem skal man nu tro bedst i denne Henseende, enten Amtsraadets Proprietærer plus Bonden Jens Andersen eller de Beboeres Dom, iblandt hvilke de Vedkommende leve og virke?

2) At Mindretallet i Sogneraadet ikke har været i Overensstemmelse med Kommunen, da det tog sig paa at ville have deres Kolleger udskudte, men i Gjenvalget har modtaget et bestemt Mistillidsvotum, der synes at maatte opfordre Lars Hansen, Præstegaardsforpagteren Niels Larsen og Proprietær Døcker til at bede Sogneraadet, eventuelt Amtsraadet, om at ville fritage dem fra deres Hværv.

3) At Sogneraadsflertallets kraftige Forsvar for Kommunens Selvstyrelsesret og for de paagjældende Mænd, saaledes som det er fremtraadt i de af os meddelte Aktstykker, samt Flertallets hele offenlige Virksomhed i Kommunens Tjeneste, ved Gjenvalget har fundet en betydningsfuld Anerkjendelse.

Denne Holdning af Beboerne i Skjævinge-Gjørløse Kommune ville Alle, der holde paa kommunal Selvstyrelse, vide at skatte, men del turde da ogsaa være et Vidnesbyrd om, hvor vanskeligt det er at komme frem paa den Vej, som Amtsraadet er slaaet ind paa; thi Ingen kan nægte Beboerne at fortsætte med at vælge de samme, hæderlige, dygtige Mænd til Sogneraadsmedlemmer, hvis "fortsatte Opløsninger skulde finde Sted". Og i saa Fald maatte Amtsraadet jo til selv at styre Kommunens Anliggender. Tror man, at dette er Kommunallovens Mening? De, som efter Optællingen findes at have de fleste Stemmer, erklæres for valgte Medlemmer af Sogneraadet - siger Landkommunalloven. Dette glemte vel Hr. Lars Hansen i Tirsdags, formodenlig i Forfippelse over den Medfart, han fik; men dette kan efter Omstændighederne tilgives ham. Fremkommer der inden 8 Dage efter Valget ingen skriftlig i Indsigelse derimod, er det anerkjendt. Sætte vi, at en saadan Indsigelse fremkommer, og Sogneraadet skulde give den Medhold, staar det Vedkommende frit for at forebringe Sagen for Amtaraadet, der i dette Tilfælde er berettiget til at domme Parterne imellem. At Hr. Ole Madsen, der har stillet sig saa konsekvent i hele Striden, fastholder Gyldigheden af Valget, er en Selvfølge, og vi ville finde det naturligt, at det af os omtalte Mindretal endelig tog Mod til sig og gjorde det Samme. Skulde det imidlertid ville vove at nægte Valget Anerkjendelse, indstille de Valgte selvfølgelig Sagen til Amtsraadets Paakjendelse. I denne Sag kan Hr. Grev Schulin ikke handle paa egen Haand, han maa efter Landkommunallovens tydelige Ord oppebie det samlede Amtsraads Overvejelse. Naar vi mindes, hvorledes Justitsraad, senere Etatsraad, Godsejer Tang for en Menneskealder siden havde Lejlighed til at omhandle Hr. Grevens Amtmandsvirksomhed paa et andet Sted i Landet, havde vi ikke troet, at han, trods hans fredelige Natur, nu skulde udføre saadanne Bedrifter. Vi have Intet imod, om denne Bedrift maatte blive en af hans sidste som Amtmand; da vi gjerne saae en yngre, kraftigere Mand i hans Sted. Alligevel ville vi for hans egen Skyld ønske, at han nu standsede paa en Vej, hvor han maa have hørt flere tilskyndende daarlige Raad end gode. I ethvert Fald gaa vi ud fra, at et Mindretal i Amtsraadet, naar Spørgsmaalet i den foreliggende ny Skikkelse kommer frem der, vil havde sin Opfattelse ved de Midler, der staa til dets Raadighed.

(Frederiksborg Amts Avis 18. maj 1876).

6 mod 6.

Det er et overmaade fornøjeligt Amtsraad, vi have. Det ærede Raad giver sit rige Bidrag til en behagelig Afvexling i den offenlige Debat. Vi kunne være overbeviste om, at naar det faar sat paa et Spørgsmaal, der smager af Politik, saa ere vore Proprietærer plus Hr. Jens Andersen, hvem vi ret oprigtig ønske snart maatte blive Kammerraad, paa deres Post. Som nedenstaaende Referat af det i Gaar afholdte Amtsraadsmøde udviser, havde man atter fat paa Landkommunalloven, og det er besynderligt Alt det, Proprietærerne i Frederiksborg Amtsraad kunne læse ud af denne Lov. Forleden læste vi, skjønt der ikke findes et Ord derom i Loven, at de havde Myndighed til at nægte Nogen kommunal Valgret, og de læste videre, at de ogsaa kunde opløse Sogneraad, og nu i Gaar fik de ud af Loven, at naar den siger, at de, der have erholdt flest Stemmer, ere valgte til Sogneraadet, saa betyder det i Skjævinge-Gjørløse Kommune det Modsatte, at næmlig de, der have det mindste Antal Stemmer ere valgte. Mon nu ogsaa de ærede Mænd, N. Jørgensen. Kurveholm, H. Hansen, Borupgaard, O. Olsen, Egholm, og Lars Jakobsen, Skjævinge, ville finde sig beføjede til at tage Sæde i Sogneraadet, uden dertil at være valgte af Kommunen paa lovlig Maade, men efter Amtmandens Fortolkning og paa Proprietærernes Bud? Vi betvivle det særdeles, de ville vist meget frabede sig denne Ære. Og hvad vil Amtsraadet saa gjøre? Vi foreslaa, at Raadet sender en Skriver ud fra Amtskontoret og hjælper Hr. Lars Hansen og Hr. Døcker at regere Skjævinge Gjørløse Kommune indtil videre. Det er nok foreløbig den bedste Udvej. Men Enden er alligevel ikke endda, Amtsraadet vil ikke faa det sidste Ord i en Sag af den Beskaffenhed. Et lille Lysglimt er der dog trængt ind i Raadet. Det synes, som om Amtmanden ikke havde Noget imod, at man foreløbig standsede og saa sig for, og han stemte endog for Hr. Holchs Forslag, 6 mod 6 og Forslaget faldt; men hvordan var det egenlig ment? Thi, hvorledes kunde man derpaa erklære, at det Modsatte var vedtaget? Sagen skal foreløbig standses, siger Holch; der staar 6 mod 6. Var det Kontraforslag stillet "Sagen skal forfølges videre, trods det ny Stadium, hvori den er indtraadt", kunde ligeledes 6 mod 6 have forkastet dette Forstag, og Resultatet vilde være blevet, at Spørgsmaalet var stillet i Bero foreløbig, altsaa at Holchs Forslag alligevel faktisk var blevet vedtaget. Saaledes forekommer det os, at de 6 maatte have taget Sagen, hvis de virkelig vilde have undt Proprietærerne lidt Ro til at tænke sig om. Men for os gjerne; man fristes til at sige: Jo galere, jo bedre.

(Frederiksborg Amtsavis 28. maj 1876).

Misregering. Den berømte Skjævinge-Gjørløse Sag, der i adskillige Aar har sat Frederiksborg Amt i Bevægelse, udvikler sig efterhaanden til et saadant Kæmpeexemplar af administrativ Malkonduite, at den ikke længer lader sig holde indenfor de stedlige Kuriositeters Grænser. "Frederiksb. A. Av.", der har værget om Kommunens og Beboernes Ret i denne Sag med ligesaa megen Udholdenhed som Kraft, giver i sit Gaarsnummer en sammenhængende Skildring af den Række Misgreb og Overgreb, der har ført fra den ene umulige Afgjørelse til den anden gjennem haartrukne Fortolkninger til desperate Udveje, indtil det hele tilsidst er løbet fast i et Slutningsresultat, der ikke har noget som helst med sund Menneskeforstand at gjøre Af Bladets Fremstilling laane vi nedenstaaende livlige Enkeltheder; "Frederiksborg A. Av." skriver:

Der er atter Stof til et Indlæg. Først opfriske vi Sagens Historie. 84 Beboere affattede i 1871 "et Bønskrift" om at blive af med Pastor Henningsen, hvem de ikke kunde lide. 15 af Bønskriverne bleve i 1873 dømte til en Bøde af 25 Rd , 1 af dem til 40 Rd. Den betalte de, og dermed syntes den Sag endt. Mange andre havde for deres Pen faaet langt større Bøde, og sidde endda højt paa Straa. Hvem skulde have drømt om, at denne "Forseelse" kunde have været egnet til Angreb paa disse hæderlige Mænds Ære? Ingen drømte derom. De Herrer sade i Sogneraadet og vare valgte til andre Tillidshverv, brugtes som Valgbare og Valgberettigede til Landsting, Folketing, Amtsraad osv., og hverken Amtmand, Amtsraad eller nogen levende Skabning fandt paa, at dette kunde vere anderledes - uden Pastor Henningsen. Han havde ikke faaet nok af Striden. I Fjor Efteraar, altsaa paa 5te Aar efter Bønskriftets Tilblivelse, "henleder" han i et Andragende Ministeriets Opmærksomhed paa, at en af disse 15 Mænd var udnævnt til at sætte Kapitelstaxten for Sognet. Amtmanden, Grev Schulin, havde fornuftig nok faktisk anerkjendt de Domfældtes borgerlige Berettigelse paa mange Maader og i flere Aar, og han havde uden Indvending i sin Tid modtaget den edelige Forsikring fra den ærede Kapitelstaxtansætter. Nu kastede Pastor Henningsen Tvivl ind i hans uskyldige Sjæl. Men han maatte tilstaa for Ministeriet, at han ingen levende Raad vidste til at imødekomme Præsten. Departementsdirektøren fandt derimod paa Ministeriets Vegne adskilligt, men fandt da ogsaa, at det var Amtsraadets Sag nærmere at betragte Præstens Andragende.

Dette hjalp paa vor høje Amtmand. Tvivlen svandt for en Vished, hvormed han slog sin fleraarige Praxis med Hensyn til Forholdet til de paagjældende "domfældte" Medborgere ihjel. Konsekvensen dø. Pastor Henningsen leve! Denne Amtmandens Vished udtrykte han i et højst uklart Forslag til en Beslutning, som han fik 4 Proprietærer plus Jens Andersen, Sigerslevvester med paa. Det var 6, en ligesindet Proprietær var borte, de 5 tilbageværende Amtsraadsmedlemmer var i Mindretal, og efter Mindretalssystemet skulde egenlig deres Mening have været den gjældende. Men hvor vred man end er paa Talmajæsteten, saa bruger man den dog, naar man har den. Har man den ikke, saa hjælper man sig foruden. Amtsraadets Beslutning kom med en endnu ikke tydelig Forklaring til Sogneraadet. Dette sendte imidlertid "Silkesnoren" tilbage med Protest : det havde hverken Ret eller Pligt til at slaa 4 lovlig valgte Sogneraadsmedlemmer ihjel, al den Stund Landkommunalloven ikke med et Ord gav Amtsraadet en saadan Myndighed, som det her havde tiltaget sig; det var Sogneraadet, det tilkom at bedømme, om de valgte vare hæderlige Mend; dette var forlængst og gjentagende anerkjendt, og Raadet havde enstemmig og uden Indsigelse fra nogen Side ogsaa i Aar sat disse Mænd paa Folketingsvalglisten. Det var et værdigt Svar paa Tiltale, og da, bortset fra det personlige Spørgsmaal, Kjernen i Sagen maatte være at bestemme, hvor den omtvistede Grænse imellem Amtsraadets og Sogneraadets Myndighed var at finde, laa det overordenlig nær at skjønne, at Amtsraadet her burde have tyet til Domstolene for at faa dette Stridsemne afgjort. Men den instinktmæssige Interesse, som Autoriteterne i vore Dage have for Mindretallene, maa have ladet Vedkommende knytte en særlig Forhaabning til en Bemærkning paa Sogneraadets Protest af den fungerende Formand, Pastor Henningsens Forpagter Niels Larsen, hvilken Bemærkning gik ud paa, at han holdt med Amtsraadet. Manden havde rigtignok i de samme Dage ved at være med til at optage de paagjeldende paa Folketingsvalglisten erkjendt maaske for tiende Gang, at disse Mænd ikke ved at underskrive hint Bønskrift om Præsten havde gjort sig skyldig i nogen i den offenlige Mening vanærende Handling. Dette hindrede ham imidlertid ikke i nu at holde med Amtsraadet, med andre Ord at sige det modsatte. Saadanne Mænd maa kunne drive det til noget i Verden. Saa var der den som syg fraværende Formand Lars Hansen; han havde ved et allerydmygeligst affattet Bønskrift til Amtsraadet om at udsætte Sagen ladet forstaa, at han ogsaa, ligesaa konsekvent som Niels Larsen, var Amtsraadets Mand. Og endnu havde et tredie Medlem, Hans Nielsen, som uden angiven Grund var fraværende, ikke deltaget i Sogneraadets Protest. Der var altsaa Udsigt for Amtmanden til et Mindretal paa 3 af 9, en Trediedel, det er et stort Tal i vore Dage, hvor man ofte hjælper sig med meget mindre

Derpaa kom en ny Forklaring til Sogneraadet af Amtsraadets Beslutning. Den skulde være saaledes at forstaa, at efterat Amtsraadet havde talt, vejet og fundet for let 4 brave Sogneraadsmedlemmer, saa maatte disse ikke længere kny. De maatte slet ikke som Sogneraadsmedlemmer i Forening med deres Kolleger værge sig mod Amtsraadets Overgreb, men skulde betragtes som døde og magtesløse at være. Et lovlig valgt Sogneraad paa 9 Medlemmer, mod hvis fleraarige Virksomhed ingen havde haft anden Indvending end den, Præsten fandt paa, at det havde valgt en efter Tur fratraadt Kollega til at passe paa Kapitelstaxten, skulde pludselig være reduceret til 5. Dette var Sogneraadet for stivt. Det indsendte Sagen, behørig fremstillet, til Indenrigsministeriet, og da det fik Nys om, at Mindretallet havde været samlet og udsendt en mod Amtsraadet lydig Erklæring, vedlagde de en Indsigelse imod denne Fremfærd, og henstillede til Ministeriet, for saa vidt det ikke saa sig opfordret til at tilintetgjøre Amtraadets Angreb, at foranledige Stridsspørgsmaalet om Myndighedsgrænsen imellem de tvende kommunale Autoriteter afgjort ved Domstolene.

Denne lige og korrekte Vej gik Ministeriet ikke. Det maa have billiget eller i al Fald ikke sat sig imod, at Amtmanden fremturede paa sin Vis; thi der gik nu Bud og Brev til den Del af det lovlig valgte Sogneraad, hvor Mindretallet kunde agere Flertal, om at udskrive nye Valg. Dette blev besluttet, de 4 omhandlede Medlemmer uafvidende og imod det 5te Medlems, O. Madsens, Protest. Det sjette, paa det første Stadium saa tapre Medlem, Døcker, var alt vandret over til Præstegaardsforpagterens Logik. Mindretallet fik altsaa nye Valg i Stand. Flertallet derimod indgav en motiveret Protest til Amtsraadet imod den hele, efter deres Opfattelse ulovlige Fremgangsmaade og forbeholdt sig deres Ret i videste Omfang. Nu stod Appellen altsaa til Kommunens Beboere. Vilde de finde sig i, at de Mænd, der nu - de 3 snart 10 og den fjerde snart i 3 Aar - til deres fulde Tilfredshed have varetaget Kommunens Tarv, paa denne Maade bleve dem berøvede? Valgdagen kom, og det var et ynkeligt Skue at se de to af Valgbestyrelsens Medlemmer, der nu imod de Vedkommendes Indsigelse nægtede de samme Mænd at deltage i Valget, hvem de kort i Forvejen havde tilkjendt Ret til at deltage i Folketingsvalget, og som den Dag i Dag staa med Ret og Ære uantastet paa Folketingsvalglisten. Men hvor mange man end efter Amtsraadets Beslutning - som om Amtsraadet havde noget der at sige - udelukkede fra Deltagelse i Valget, lige meget hjalp det. Den første Valgdag gjenvalgtes de 3 Medlemmer ved almindeligt Valg; nogle faa Stemmer faldt paa andre; den anden Valgdag, otte Dage efter, gjenvalgtes ligeledes det fjerde Medlem ved de højst beskattede Stemmer, de fornævnte, Formanden Lars Hansen og Døcker, stemte paa en anden. Saaledes besvarede Kommunen Appellen og tilbageviste det Angreb, der var gjort paa Kommunens Selvstyrelsesret.

Denne Affære var ærgerlig nok; hvor dette forbistrede Flertal dog tit kan komme i Vejen. Amtsraadet "drog Pusten", som man siger, og Amtmanden syntes at være kommen lidt ind paa Tvivlens Gebet. Men heldigvis var den tidligere fraværende femte Proprietær kommen til Stede. De fem Herres plus Tiendeejer Jens Andersen vare i Stand til at standse et Mæglingsforslag om at sunde sig lidt, og man foer videre. Den slemme Landkommunallov siger, at de, der have erholdt de fleste Stemmer, ere valgte, og da de Vedkommende ere Folketingsvælgere, altsaa "ikke ere fundne skyldige i nogen i den offenlige Mening vanærende Handling", kunde deres Valgbarhed retslig ikke bestrides. Dog, Amtsraadet fulgte en højere Logik, Mindretalslogiken. Hvad Flertallet havde udrettet paa Valgdagene, slog man en Streg over og erklærede dem for valgte, som de meget smaa Mindretal havde stemt paa, deriblandt ogsaa den Mand, der havde faaet de 2 Stemmer. De paagjældende ærede Mænd holdt imidlertid ikke af at blive Sogneraadsmedlemmer paa den Maade, imod Kommunens Ønske men paa Amtsraadets Bud, og indstillede Sagen til Ministeriet. Man siger - skjøndt Amtsraadet i Tirsdags, maaske af en let forklarlig Undseelse, tav stille derom at Ministeriet har sluttet sig til Grev Schulin, og at Sogneraadet atter er "fuldtalligt". Men stakkels forfulgte Sogneraad; hvorledes maa det ikke være til Sinds! 

Se saaledes bringe vi Mindretalssystemet til Anvendelse hos os. Der var "Flertal" i Amtsraadet, vel sandt, men dette Flertal - , Amtmanden, Proprietærerne plus J. A. - repræsenterer en meget lille Kreds af Amtets 80,000 Mennesker. En af de Herrer er valgt med 10, en anden med 11 selvskrevne Vælgere. Og endda træde de op som Repræsentanter for den offenlige Mening i Forhold, der ikke ligge ind under deres Myndighed! I Krigen med Sogneraadet benytte Amtsraadet og Ministeriet dets Mindretal; hvordan dette saa ud, have vi skildret. I Krigen mod Kommunens Vælgere benytte høie Vedkommende ligeledes Mindretallet, "2 Stemmer" af Sogneraadets Mindretal tiene som Middel. Hvor vidt naar man ikke i vore Fortolkningens Tider. Og hvad have de høje Avtoriteter saa vundet ved al deres Møje? At føre en Sag, ikke igjennem, men frem, som efter vor fulde Overbevisning ej blot er i høj Grad inhuman og uretfærdig imod 15 hæderlige, af alle agtede Mænd, men ulovlig, uden Hjemmel i Lovgivningen. Eller skulde det være lovligt? Hvad var da al vor kommunale Selvstyrelse! Ethvert Sogneraad existerede da kun i Følge Amtsraadets og Ministeriets Skjøn, og den kommunale Valgret laa hen; syntes man ikke om Flertallet lod man Mindretallet træde i Stedet. Have de høje Herrer saa sejret? Langt fra. Den Sag er ikke endt. Proprietær-politiken har vist sig i en glimrende Belysning. Man vil efterhaanden faa Øjnene op for den Tilsidesættelse, den nuværende Sammensætning af Amtsraadet viser Bønderne og Almuen i Almindelighed. Sagen vil forfølge den gamle Greve som en Skygge, saa længe han med sin Hospitalsforstander existerer som Amtsraadets Expeditør, og hvorvidt Hr. Minister Skeel har vundet i Styrke ved sin Deltagelse, er let afgjort. Men mon Sagen ikke ogsaa har en god Side? Den nuværende politiske Situation er uhyggelig; derom ere alle enige. Hvad om man i politiske Forhold gik den her anviste Vej? Efter et Valg, som f. Ex. det den 25de April, anerkjendte man da kun Mindretallet som lovlig valgt. De 25 a 26 stemte over Godkjendelsen af de øvrige Valgte, en for en, og som Mænd, der, overensstemmende med Høirebladenes fortræffelige Skildringer, ikke vare hæderlige i den oplyste offenlige Mening, udelukkede man dem, den ene oven paa den anden. Selvfølgelig skred man lige saa lidt som i Skjævinge-Giørlese til nye Valg, men anerkjendte dem, der paa Valgdagen havde faaet Mindretallet for sig. Paa denne Maade fik man atter Rigsdagen "fuldtallig", og det af fuldtro hvilket endnu er mere, end man maa antage at have naaet i Skjævinge-Gjørlese. Og vi vilde da være lykkelige over al den politiste Besvær, som det slemme Flertal forvolder. Ja, over Landets Grænser vilde man kunne drage Lære af os. Hr. Bismark har set de tvende nordslevigske Deputerede udelukkede fra den prøjsiske Landdag; han har ikke vidst andet raad end at lade Valg foregaa paa ny; men lige meget har det hjulpet; thi de tro Danske valgte stadig deres Mand. Af os, af vor geniale Greve, kan han lære uden Omvalg at tage dem, der have haft Mindretallet for sig, og Ubehageligheden er fjærnet!

(Morgenbladet 14. juli 1876)

Hentydningen til Bismarck i slutningen af artiklen er ikke helt ved siden af: Ved valget i Nordslesvig senere på året, var der antydninger af at den danske kandidat Krüger havde svært ved at sluge at han samtidig med at bekæmpe prøjsiske valgovergreb, repræsenterede et parti (Højre) som orkestrerede endnu værre overgreb i Danmark.

Christian Anton Henningen (1822-1886) var kateket ved Bremerholms menighed 1852-1853, sognepræst for Oversø (Flensborg) menighed 1853-1864. Under slaget ved Oversø (Sankelmark) 6. februar 1864 havde han en østrigsk brigadegeneral (Nostitz), et ungarsk husarregiments officerskorps, samt en mængde soldater indlogeret nogle dage. I marts prædikede han på tysk, men på forespørgsel erklærede han at hun kun var ansvarlig for Christian 9. og blev afskediget i maj 1864. Efter krigen opgav han embedet og blev 1867 sognepræst i Skævinge-Gørløse. Han blev afskediget efter ansøgning i nåde i 1884 og var da en næsthøjest beskattede i Skævinge. Han døde maj 1886, 64 år gammel.

En gennemgang af sagen stod også i Isefjordsposten 15. februar 1876. Valg til 4 medlemmer til sognerådets mindre halvdel foregik 14. november 1876 i Gørløse Skole. Højesteret stadfæstede i januar 1877 at gårdmændene havde mistet deres valgbarhed.

Den 6. maj 1879 meddelte Frederiksborg Amts Avis at 7 havde fået æresoprejsning: gårdejerne Ole Hansen, Ole Olsen og Niels Hansen i Skævinge, gårdejer Lars Larsen og afb. Mads Hansen i Borup, og gårdejer Niels Hansen og gårdaftægtsmand Niels Pedersen i Gørløse. Avisen skrev endvidere at en del beboere som var involveret i sagen, allerede lang tid før havde løst sognebånd til præster de anså for bedre egnede end pastor Henningsen.