Hvorvidt ere vi naaede? (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift bringer den af Folketingsmand Berg udgivne "Frederiksb. A. Av." en Række Artikler, der retvende adskillige sociale og politiske Problemer, som "de to Digtere", d'Hrr. Ploug og Bøgh, i deres respektive Blade ere komne paa tvært for. De nævnte Herrer have fundet hinanden i en almindelig Sorg og Harme over Arbejderklassens Fordærvelse og Bondestandens moralske Forfald. De ere enige om. at Sædeligheden udenfor den lille Flok, der endnu hører Højre til, er i betænkelig Tilbagegang, og at kun en kraftig revsende og rensende Virksomhed fra de "bedre" Klassers Side vil kunne stemme op for den onde Strøm. Om Bondestanden hedder det særligt, at dens uventede og uvante gode Kaar snarere have gjort ondt værre, ved at afføde det Hovmod, der næsten altid skæmmer udannede Velhavere." Hertil svarer det nævnte Blad:

"Der klages over Bondestandens Misundelse mod de andre "Stænder", men vi skjønne ikke rettere, end at der en ikke ringe Portion af Misundelse i den Gnavenhed, hvormed de andre "Stænder" omtale Bondestandens "uventede og uvante gode Kaar", og denne Gnavenhed faar et ligefrem modbydeligt Udtryk, naar det tilføjes, at de gode Kaar snarere have forstærket de nedarvede onde Følelser ved at afføde det Hovmod, der næsten altid skæmmer udannede Velhavere Talen om "de gode Kaar" er meget overdreven. Vel ere Ejendommene stegne i virkelig Værdi ved den forbedrede Agerdyrkningsmaade , og i Pengeværdi paa Grund af Metallernes Dalen i Pris, men man glemmer, at dels ere Driftsudgifterne ogsaa stegne meget betydeligt og dels paahviler der Bøndergaardene de betydeligste af de offenlige Afgifter. Hartkornsskatten, ofte 3 meget trykkende Tiender, Landgilder, Godtgjørelse for Hoveri og deslige, de overordenlig stærkt tiltagende Amts- og Sognekommuneafgifter tynge, ved Siden af en tilsvarende Andel i den store Toldskat, langt stærkere paa Landbobedrifterne, end vore kjøbenhavnske "Digtere" have Begreb om, oq vel har alt dette kunnet bæres i de gode Aaringer, vi have hast, og endda som Resultat vise god Fremgang, gjennemsnitlig taget; men hvem borger os for vedvarende gode Aar? Hvorledes vil den daarlige Høst i Aar, hvor den forekommer, ikke volde store Vanskeligheder? Det være nu dermed, som det vil, saa forstaa vi lige saa lidt, hvorledes Bøndernes "gode Kaar" er noget for os andre at blive gnavne over, som vi kunne begribe, at alle de slette Egenskaber, der tillægges dem, kunne staa i nogen Forbindelse dermed. Vi indrømme, at ogsaa vi have truffet paa hovmodige Bønder, paa overdreven Nydelseslyst og en Pyntesyge, hvoruder Uvidenhed og Interesseløshed for Livets aandelige Goder have søgt Skjul (noget, der i øvrigt ikke særlig gjælder den Del af Folket); men dersom de ærede "Digtere" kiendte nærmere til Almuens Liv og kunde eller turde betragte det med et uomtaaget Blik, da vilde de sinde, at de nævnte Skyggesider hos den mere velhavende Del af Almuen væsenlig ville findes der, hvor man endnu staar uberørt af det aandelige, folkelige og politiske Liv, der saa frodigt og glædeligt voxer frem i vort Folk; den Del af Almuen, hvorpaa disse "Digteres" haarde Dom nærmest pasder, hører saaledes, de Herrer uafvidende, til deres Venner og Støtter iblandt Befolkningen."

Værre endnu ser det efter de kjøbenhavnske Forfattere ud med Arbejderne. Kiøbenhavn, som i fordums Dage var en "Hovedstad uden Pøbel", er efterhaanden sunket dybt i alle Læster, og der er desværre al Grund til at vente, at endnu flere og værre ville skyde op af Dyndet. "Men - indvender "Frederiksb. A. Av. - naar Tilstanden her i Landet skildres med saa mørke Farver, samtidig med at Højre vasker sine Hænder, saa tillade vi os dog først at minde om, at det er Høire, som paa nogle Uger nær uafbrudt har regeret Staten og ligeledes Kjøbenhavns Kommune i næsten en Menneskealder, og det er et besynderligt Vidnesbyrd, Partiel giver sig selv, naar det nu ved sine egne Mænd tilstaar, at ligesom Landet er sønderrevet og Friheden beskaaret, saaledes er Folkets moralske Tilstand sunket under dette Partis langvarige Herredømme. Skulde dette ikke kunne bringe nogen af de Herrer paa den Tanke, at det snart maatte være paa Tide, at de holdt op at regere? Dernæst være det os tilladt at spørge: naar Højre saa redebon kaster al Skyld paa Socialisterne for, hvad der generer dets Tilværelse i Kjøbenhavn, mon det da ikke skulde falde nogen af Partiet ind, at dette dog i en væsenlig Grad kun er Frugten af den Sæd, som Partiet selv har saaet? Vi have ovenfor antydet, hvorledes Partiet misbrugte den Tillid, det havde vundet hos Arbejderne, hvorledes det vænnede dem til Opløb ved forskjellige Lejligheder, naar det faldt ind i Partiets Plan, hvorledes de, ved et højst mangelfuldt indrettet Skolevæsen lod dem savne nødtørftig Oplysning, og hvorledes man først eller væsenlig ved Arbejdernes eget Initiativ gik ind paa rimeligere Kaar efter de daværende Konjunkturer. Dertil skulle vi føje, at man finder det rigtigt at holde 6 a 7000 skatteydende, bosatte, myndige Arbejdere udenfor al Deltagelse i denne Kommunes Anliggende, som man dog maa ønske, at alle Beboere omfattede med levende Interesse, og at man for en Flaske Medicin i Sygdomstilfælde kan slette en Arbejder af det politiske Register, altsaa fra aktiv Deltagelse i Fædrelandets Forhold. Man klager, formentlig med skiellig Grund, over Tonen i visse socialistiske Organer i Hovedstaden; men har Højre da foregaaet dem med det gode Exempel i denne Henseende? Eller maa de Herrer Socialister ikke være sande Virtuoser i at finde Skjælds- og Haansord imod deres Modstandere, dersom de i den Henseende skulde naa endsige overgaa deres Forbilleder i Højrepressen? Og Bladliteraturen, der ligger bag ved "Socialdemokraten", siger man, - vi kjende den ikke, - men lad os i samme Aandedrag nævne den Bladliteratur, der ligger bag ved "Fædrelandet", "Dagbladet" osv. , og som er ført frem ved Anbefaling af de nationalliberale Blade, mon den i nogen Maade i anstændig Tone staar over den socialistiske? Det samfundsopløsende Sprog, den fører, den Haan og Bitterhed, der udsaas, - vi beklage det - men har Højre ikke ogsaa her vist Vejen? Hvorledes søger den københavnske Presse den Dag i Dag at nedsætte Landets Repræsentation og at ægge de kjøbenhavnske Læsere til Bitterhed og Uvilje mod Landets for største Delen venstresindede Befolkning? Erik Bøgh fandt en Aarsagsforbindelse mellem Bismarks Politik og den berlinske Pøbels Forhold, det fra oven givne Exempel smitter, mener han, men naar han vil overføre dette Exempel paa vore Forhold, hvorfor tyer han da til vort Venstre, der aldrig har været de regerende og altid har staaet strængt paa Lovens Grund? Hvorfor bliver han ikke ved det regerende Parti? Har han glemt, at samtidig med, at Højesteretsdommen over Socialisterne lød paa Tugthusstraf for politisk Forseelse, lod man upaatalt et Højreblad fortælle, at det i ansete politiske Kredse var Meningen, at Forfatningen burde suspenderes, Rigsdagen sendes hjem og først indkaldes, naar Folket blev skikkeligt. Mindes han ikke endnu, hvorledes en Professor fra det rets- og statsvidenskabelige Fakultet opfandt Doktrinen om de provisoriske Finanslove, og en anden do, fra samme Fakultet, rigtig nok mere i Forbigaaende med Forkærlighed har taget sig af Spørgsmaalet om de fortsatte Opløsninger af Folketinget? Og ligger der ikke i hele den politiske Situation, hvor Folkets Villie skydes til Side og ringeagtes, en Trods mod den forfatningsmæssige Orden, som alle fornuftigvis have troet etableret hos os? Har han ikke hørt tale om, hvorledes Højre har søgt at skræmme Folket tilbage fra at benytte sin grundlovmæssige Ret ved at true ei blot med det provisoriske Spøgelse, men med Prøjsen? Naar der da, navnlig i Hovedstaden, gives meget at paaklage, meget at søge forbedret, lad os da ikke mcd Erik Bøgh søge Skylden hos Socialisterne blot, men tilvisse i lige faa fuldt Maal hos Høire, der med Hensyn til ethvert af de omhandlede Klagepunkter har vist Vejen. Dette skulde Højre ydmygt erkjende."

(Morgenbladet (København) 24. august 1876).

Erik Bøgh var redaktør af Folkets Avis 1860-1877. Derefter medredaktør på Dagens Nyheder 1877-1885. Avisen eksisterede 1868-1961 der var en del af bladgruppen "De Ferslewske Blade".

Carl Ploug var redaktør af Fædrelandet 1841-1881.

Gadeungdom paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

- I den seneste Tid have adskillige Drenge af den haabefulde københavnske Gadeungdom tiltalte i den offenlige Politiret for grov Kaadhed, der fra de høie Broer over Jernbanen ved Ladegaardsveien er forøvet mod Jernbanebetjente paa de mider Broerne kjørende Tog, og som ikke har indskrænket sig til Spytten paa dem og Lignende, men endog er gaaet saa vidt, at man har kastet med Steen efter de paagjældende Personer og med Fiskesnører fanget efter deres Hovedbedækninger. Den Jagt, der er sat i Scene efter de smaa Udøvere af denne Uorden, er forresten kun en enkelt Deel af en større Virksomhed fra Politiets Side, der er bleven nødvendig overfor de kjøbenhavnske smaa og store Gadedrenge. Disses Uvornhed er nemlig efterhaanden stegen til en utrolig Høide, og det er ganske vist, at man for nogle faa Aar tilbage ikke vilde kunne have tænkt sig en Tilstand som den nuværende, i hvilken Gadedrengene saa at sige spille en social Rolle. Det er ikke sjældent, at Damer ved lys Dag blive forulempede af halvvoxne Gadedrenge, af hvilke man seer mange i en Alder af 15-17 Aar drive omkring men en uhyggelig Paaklædning og et tilsvarende Fysiognomi i det Hele. Mindre Fyre af den samme Slags more sig jævnligt med at lægge skarpe Steen i Sporene for Sporvognene for at have den Fornøjelse at see disse komme ud af sporet. Da Frederiksberggade - en af Byens altid stærkt befærdede Hovedgader - nylig fik Stenbroen omlagt, saae Meddeleren heraf en Dag en Række Gadedrenge staae i en Grusbunke i den nævnte Gade og lystigt slaaes med hele Haandfulde Grus og Sand, saaledes at dette fløi om Ørene paa de Veifarende. Det er dog især paa Nørrebro, hvor den overveiende Deel af det kjøbenhavnske Proletariat har Ophold, at Gadeungdommens Uvornhed er til stor Ulempe for Befolkningen. Forhaabenligt ville de Anstrengelser, som vort Ordenspoliti i den senere Tid har begyndt at udfolde overfor denne uhyggelige Tilstand, i det Mindste nogenlunde hæmme det omhandlede Onde.

(Kjøge Avis 21. august 1876).

Om Kvindens Benyttelse i Postfaget. (Efterskrift til Politivennen).

har Overpostmester Petersen skrevet en interessant lille Artikel i det sidste Numer af "Tidsskrift for Postvæsen". Forfatteren fremhæver, at ved de tarvelige Udsigter for Øie, som bydes Functionairerne ved Postvæsenet, er det ikke at undres over, at Tilgangen til Postvæsenet af brugbare Kræfter er for ringe. Det bedste Middel, hvormed man, da det er sandsynligt, at Forholdene i Fremtiden ikke ville blive gunstigere, vil kunne komme ud over denne Vanskelighed, vil efter hans Mening være paa alle Postexpeditioner, ved hvilke der ikke er Nattjeneste, at antage Kvinder til Medhjælp. En stor Deel af de nu paa Postexpeditionerne ansatte unge Mand ville da gaae over til Postcontoirerne, og Postmestrene kunne komme ud af den Forlegenhed, hvori mange af dem befinde sig, samt Postexpediteurerne faae en billig og i de fleste Tilfælde god Medhjælp. At Kvinderne ere vel egnede til at gjort Tjeneste som Medhjælpere ved Postexpeditioner og som Postexpeditricer, kan Forfatteren bevidne af Erfaring, idet der ved Aarets Begyndelse ved Posthusene i Østifterne var ansat 8 Kvinder som Fuldmægtige, 6 som Assistenter og 2 som Postexpeditricer. Ingen af disse stode tilbage i Forretningsdygtighed for de mandlige Functionairer, flere af dem stode endogsaa over deres mandlige Colleger.

Til samme Numer af Tidsskriftet har ogsaa Postmester S. E. Svendsen skrevet en Artikel om Kvinders Anvendelse i Postvæsenets Tjeneste, i Slutningen af hvilken han fremdrager Spørgsmaalet om, i hvilken Udstrækning man bør ønske Kvinder ansatte ved Postvæsenet. Hr. Svendsen mener, at man ikke bør gaae for vidt i sine Bestræbelser; thi ligesaa vist det er, at Posttjenesten paa de større Posthuse samt de kjøbenhavnske og de bevægelige expeditioner lægger saa stærkt Beslag paa physisk Kraft og Routine og andre mandlige Egenskaber, at man her let vil finde de naturlige Grændser for Kvinden i saa Henseende, ligesom saa lidt forekommer det ham at være, om Staten principmæssig vilde give Kvinder fortrineviis Adgang til visse selvstændige Stillinger under Postvæsenet, f. Ex. de mindre Postexpeditioner, thi om hun end i mange Tilfælde vil kunne bestyre et saadant Posthuus tilfredsstillende, og hun bør formeentlig heller ikke være afskaaren fra slige Stillinger, saa er det dog temmelig almindeligt, at disse mindre Posthuse ere eller senere hen blive forenede med andre offentlige eller private Bestillinger, saasom Telegraphstation etc., hvor Bestyreren altsaa ikke vil kunne være uden Medhjælp, og her forekommer det Forfatteren mindre heldigt at give Kvinden Adgang til Ansættelse, fordi en Combination af flere Bestillinger eller et større Forretningsomraade i Reglen vil overskride hendes af Naturen anviste Stilling som Medhjælper. Overhovedet ordnes dette Forhold formentlig bedst ved privat Initiativ, og Staten bør kun forsaavidt træde hjælpende til, som den ikke skal stille ligefremme Hindringer i Veien for Kvindens private eller offentlige Ansættelse i Postvæsenets Tjeneste; men forøvrigt er man vistnok meget tilbøjelig til at hælde til den Anskuelse, som ogsaa engang er udtalt af den tydske Generalpostdirecteur Stephan, at Staten vilde virke heldigst for Kvindesagen ved at sætte Mændene i saa gunstige Lønningsforhold som muligt, for derved at lette dem Adgangen til Opnaaelsen af den af Naturen anviste Bestemmelse, at gifte sig! Men indtil der skeer en gjennemgribende Lønningsforbedring, og med de for Tiden uheldige Fremtidsudsigter for unge Mennester af Postfaget for Øie, mener ogsaa Hr. Svendsen, at man kun kan ønske, at Bestyrerne af Posthusene ville lægge sig Kvindesagen paa Hjertet og følge Exemplet fra de enkelte Posthuse, hvor der med Held haves kvindelig Medhjælp.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. august 1876).

Badeanstalt for Kvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Den offentlige Bade-Anstalt for Kvinder. Ved Kikkurven tæt ved Ryssensteen vil der Løverdagcn den 12te ds. blive aabnet en ny Badeanstalt for Kvinder. Den smukke og solide Bygning er opført af Tømmermestrene Kayser og Dobel, medens Tømmermester Bock har udført Underbygningen; som Inspectrice er Frk. Moberg ansat, og Mdm. Fabricius har overtaget Tilynet med Anstalten. Det c. 1500 Qv.-Al. store Landareal er omgivet af et solidt og temmelig høit Plankeværk, da den megen Færdsel paa Landeveien, især af Militairet, mulig kunde genere Badegjæsterne. Umiddelbart ved Indgangen ligger Tilsynsmandens Værelse og ved Siden heraf en temmelig stor Garderobe, forsynet med Badedragter, Haandklæder og Badehætter, som udlaanes til de Besøgende mod en ringe Godtgjørelse af 4 Øre. Gjennem Tilsynskonens Værelse, der tillige tjener som Ventesal, kommer man ud paa den egentlige Badebro, som fører til de forskjellige Badekamre. Der er i det Hele taget Intet sparet for at gjøre det saa behageligt som muligt for de Besøgende. Badekamrene, hvis Antal er 48, ere smaa, men net indrettede og staae alle umiddelbart i Forbindelse med et større Vandbassin, hvis Areal er 3,200 Qv.-Alen, og hvorover der er udspændt 2 Touge. For at kunne finde sit Kammer igjen, naar man er i Bassinet, er der forneden, tætved Vandet, anbragt Numre, saa at ethvert Badekammer saa at sige har 2 Indgange, een under og een over Vandet. Ved indgangen til Anstalten er der opkastet en Jordhøi, som skal beplantes med Grønt og senere tjene til Venteplads. Badeanstalten er hver Dag aaben fra Kl. 6 om Morgenen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. august 1876).

Farlige Skydeøvelser. (Efterskrift til Politivennen)

En "Vandringsmand" offenliggjør i "Vib. Stifts Mgbl." følgende: "Almind Sogn i Lysgaard Herred har i lang Tid følt Trykket af at være saa nær beliggende ved Lejren ved Hald, men det er dog altsammen for intet at regne mod, hvad der skete Lørdagen den 22de Juli d. A.; thi da vare Beboerne i ligefrem Livsfare. Den Dag havde noget Artilleri fundet det formaalstjenlig fra Hald Hovedgaard at flyde over imod Almind Sogn og hvad værre var, lægge Spidskugler i Kanonerne, saa flere Beboere der og vejfarende paa Viborg-Kolding Vejen hørte disse militære Fyre fløjte i Luften uden ret at vide, hvad det var, de hørte; thi, at Lejrtropperne vare saa ondskabsfulde at flyde med skarpt imod fredelig arbejdende Bønder og vejfarende Borgere, havde man ikke tænkt, og dog er det faktisk at det skete. Bevislig Sandhed er det, at Gaardmand Lorents Nielsen i Almind har to Spidskugler, der ere udskudte af Kanonerne ved Hald, og hvoraf den ene er optagen paa hans Mark lidt vest for hans Gaard, hvor den faldt ikke 10 Alen fra en Karl, der stod og tøjrede en Hest; en anden er taget omtrent 6 Alen fra hans Gaard i den vestre Vejkant af Viborg-Kolding Vejen; den er gaaet igjennem Havediget, og, efter Hullet at dømme, har dens Retning kun været 3 Alen fra Gaarden. At Lorents Nielsen ved sin Hjemkomst ikke sandt Karlen liggende død paa Marken eller Konen hovedløs i Stuen, eller t. Ex. Undertegnede med bortskudte Lemmer paa Vejen ved Gaarden, var ikke Artilleriets Skyld. Det paa Højen udstillede Flag betød vel ikke, at Beboerne skulde forlade Hus og Hjem og vejfarende undlade al befærde Vejen; det var da for megen Magt at tildele en Overgeneral i Fredens Dage." 

(Morgenbladet (København) 4. august 1876).