Luthersk Missions-Forening paa Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

Den religiøse Bevægelse paa Bornholm. Fra Aakirkeby skrives til os: For omtrent 16 Aar siden begyndte her paa Bornholm ved Pastor Trandbergs Prædiken en stærk religiøs Bevægelse. Allerede tidlig var Trandberg paavirket af Søren Kirkegaard og delte dennes Syn paa Folkekirken, hvorfor han ogsaa, da han optraadte med sin stærke Bodsprædiken, tillige slog haardt til Folkekirken og dens Præster, af hvilke ikke faa saa skjævt til det fremkaldte Røre. Dog tænktes der vist ikke paa endnu at træde ud af Folkekirken; det var først, da baade Kirkeministeren og Sjællands Biskop havde nægtet Trandberg og hans Venner Tilladelse til at benytte Kirkerne udenfor den sædvanlige Kirketid, at Tanken modnedes, vistnok paa den anden Side styrket ved den kjøbenhavnske Fripræst Grunnets Skildring af, hvor dejligt det var at være fri for Folkekirkens Tvang.

Under Pastor Trandbergs Vejledning uddannedes unge Mennesker til at være Lægprædikanter, som saa udsendtes til at holde Forsamlinger. Af Øjenvidner skildres deres Vidnesbyrd som dygtig strængt, men fattigt paa Evangeliets Lys og Varme. En af disse Lægprædikanter, en forhenværende Smed, Kristian Møller, blev ikke længe efter Udtrædelsen uenig med Trandberg angaaende en anden Lægprædikant, og i Sommeren 1864, mens Trandberg var i Jylland, lokkede Fripræst Grunnet Kristian Møller til Kjøbenhavn og ordinerede ham. Paa denne Rejse traf Møller sammen med en Skomager Andersen, der nu er Lægprædikant, og ved ham tændtes, efter Møllers egen Mening, et nyt og stort evangelist Lys i hans Hjærte. Fra nu af vendte han sig mere og mere imod Trandberg, og han gik saa vidt, at han erklærede alt, hvad han tidligere havde talt, altsaa hvad han havde lært af Trandberg, for "noget forfærdeligt Tøj". Pastor Trandberg afskedigede ham som Lægprædikant; men hin havde alt vundet de andre Lægprædikanter for sine Lærdomme tilligemed mange andre, godt Halvdelen af Frimenighedens Medlemmer. Dog bleve de staaende i Frimenigheden, hvorfor Trandberg for at blive fri for dem, da de aandeligt og hjærteligt havde vendt ham Ryggen, maatte foreløbig nedlægge sin Gjerning som Fripræst, indtil hans Venner atter valgte ham, idet de tillige vedkjendte sig den kristne Menigheds Daab med Forsagelsens og Troens Ord, medens de udtalte tig misbilligende om Kristian Møllers hele Færd, navnlig hans Tiltale til Trandberg, som om denne var en forstokket og ubodfærdig Synder, hvem han vilde ryste op af "Sikkerheden".

Saaledes stod nu i Foraaret 1868 Pastor Trandberg med en betydelig formindsket Frimenighed, medens Kristian Møller og hans Venner stode udenfor uden at høre til nogen Menighed. Med Møller i Spidsen dannedes nu en Forening, som kaldtes "Bornholms Forening til Evangeliets Fremme"; men de dannede ikke, som man skulde tro havde været Tanken med Møllers Ordination, nogen egenlig Frimenighed, hvorimod flere af dem vendte udvortes tilbage til Folkekirken, hvad stadig flere have gjort, skjønt de i Grunden foragte den. Det er, efter hvad en af dem har udtalt, af Klogskabshensyn, idet Møller og de andre Prædikanter mene, at de ikke saa let kunde vinde Indgang paa Sjælland, i Jylland og andre Steder, om de vare udtraadte af Folkekirken.

At Kristian Møller kunde vinde saa megen og saa hurtig Indgang herovre, kan nærmest forklares af, hvad Pastor Trandberg selv tilstaar, at hans første Virksomhed nærmest var en Opvækkelsesvirksomhed, saa de opvakte ikke vare komne langt ind i Naadens og Evangeliets Hemmeligheder. Derfor maatle Møllers tilsyneladende evangeliske Forkyndelse være en Lettelse for mange, der havde været tynget af Lovens Frygt.

Skjønt Trandberg altid har holdt Sakramenterne i Ære, har han dog først senere, vistnok ved Pastor Birkedals Paavirkning, kommet til at se dem mere i den kirkelige Retnings Lys, lige som han paa flere Omraader er bleven paavirket noget i den Retning. Med Hensyn til Folkekirken har han ogsaa noget forandret sin Mening, saa han og hans Frimenighed har ladet sig optage som Valgmenighed i den danske Folkekirke.

En af de Møllerske Hovedlærdomme er den, at vi blive frelste ved "Guds frie uforskyldte Naade" i Kraft af Jesu Død. Denne Tanke er jo fuldstændig kristeligt men kommer man til Møllerianerne med Spørgsmaalet om, hvorledes denne Naade modtages, ser det noget tvivlsomt ud, og ser man. hvorledes de for at gjøre Vorherres Naade stor, stille Sagen paa Spidsen og bruge nogle skrækkelig opskruede og let misforstaaede Udtryk, da er det betænkeligt nok, selv om man tager Ordene i den bedste Mening. Jeg skal blot efter Pastor Trandbergs "Sendebrev" til Krist. Møller anføre et Par. "Gud er Dig lige naadig, enten Du horer, drikker, stjæler, eller Du i Andagtstuer ligger paa Dine Knæ og beder". - "Ogsaa efter at Du er bleven troende, bliver Dit Hjærte lige ondt, raaddent, vederstyggeligt, urent". I Lighed hermed ser man dem drøfte Apostelen Pavli Ord: "Voxer i Vorherres og Frelsers Jesu Kristi Naade og Kundskab". At vore i Kundskab kan nok lade sig gjøre, mene de, men ikke i Naade. 

Med Hensyn til Tilegnelsen af Vorherres Naade i Daaben, da synes der enten at være Uklarhed til Stede hos den Møllerske Retning, eller ogsaa er der noget, som ikke tør siges rent ud. Medens saaledes Møller i en Tilføjelse til Oversættelsen af et Skrift, som kaldes "Kristi Blod", ikke vil nægte, at Daaben er et Gjenfødelsesmiddel, og skriver adskilligt smukt om Daaben, saa er der meget i samme Skrift, som synes at gjøre Indrømmelsen temmelig betydningsløs. Saaledes findes anført som den hellige Skrifts Vidnesbyrd om Gjenfødelsen Joh. 3, 3: "Uden nogen bliver født paany, kan han ikke se Guds Rige", og dertil føjet den Bemærkning, at det er Grænseskjællet (mellem den gjenfødte og den uigjenfødte), at den gjenfødte kan se Guds Rige: - medens Joh. 3, 5: "Uden nogen bliver født paany med Vand og Aand, kan han ikke komme ind i Guds Rige", er aldeles fortiet, skjønt det er Skriftens Hovedvidnesbyrd om Daaben som Gjenfødelsesmiddel. Der synes heri at ligge et Fingerpeg paa, at Vejen skal holde aaben for andre Gjenfødelsesmidler, ligesom ogsaa Møller ved en given Lejlighed søgte at bortforklare Ordet "Vand" i ovennævnte Skriftsted, saa det kun skulde være en billedlig Betegnelse "for Aand", ligesom det i en Oversættelse af Skriftet "Kristi Død" af J. Traasdahl er forklaret ved "Ordets levende "Vand", vidnesbyrdet om Jesus". I Møllers Oversættelse af Skriftet findes følgende Udtalelse lige foran hans Omtale af Daaben: "Derfor er det ved hans Kundskab, den levende Kundskab om Jesus, som den Helligaand ene kan give, denne er det som virker guddommeligt Liv i Din Sjæl. - Jeg tror derfor ikke at tage fejl ved at mene, at de ikke, skjønt de tale meget om at gaa til Kristus selv, have nogen Tanke om Kristus boende i Hjærtet, men kun om Kristus som Gjenstand for Tanken, hvorfor deres egenlige Gjenfødelsesmiddel bliver den hellige Skrift, som de altid kalde "Guds Ord", eller vel rettere deres egen Prædiken, deres egen Opfattelse af Skriften, "det nye Lys." Retningen bliver saaledes en Slags Skrifttheologi; baaren oppe af en stærkt religiøs Alvor, som giver den en Slags Liv; men om det kan holde sig i Længden og forplante sig til kommende Slægter, tvivler jeg om. Skriftkundskab lægges der derfor meget Vind paa baade hos unge og gamle, og paa Missionsmøderne holdes vidtløftige Drøftelser om den rette Forstaaelse af et eller andet Skriftsted, der rigtignok undertiden underligt sønderlemmes for at faa det passet ind i Lærebygningen. Nøglen til Skriften er vel nærmest Svenskeren Rosenius' Skrifter, hvori Spiren til adskilligt Skjævsyn maa søges, men dog forøget og udviklet af Kristian Møller."

Dens Levevis er pietistisk afholdende fra alle Forlystelser; Herrens Dag kaldes paa jødisk Vis Sabbat og opfattes saaledes. Fædrelandskjærlighed, Folkelighed betragtes som Verdslighed og Ugudelighed, man skal holde sig fra. "Man skal ikke opmuntre Folk til Fædrelandskærlighed, de ere verdslige nok endda," hedder det. Det er grundet i deres mørke Syn paa Mennesket som en bundfordærvet Skabning, en Djævleunge Derfor kan man ogsaa se en ung Mudder sidde sukkende ved sil lille Barns Vugge, som om det var en stor Ulykke, at Vorherre havde skjænket hende saa kostelig en Gave.

Den styggeste Side hos dem, der rigtig ere hildede i de Møllerske Lærdomme, turde være deres stærke Dømmesyge af alle Prædikanter, hvem der ikke prædike som de, ere Lovprædikanter; at alle, der ikke have samme "Lys" som de, ere ubodfærdige, uomvendte, der vandrer paa Fortabelsens Vej. Der er dog mange i Danmark, der bygge deres Salighed paa Vorherres Naade og ikke paa egne Gjærninger, som derfor ikke selvklogt drager Vorherres Naademidler, Daaben og Nadveren, men tage imod dem som de Midler, hvorved Kristus meddeler sig selv med al sin Fortjeneste og sin Herlighed; men alle disse enfoldigt Troende skulde vandre paa Fortabelsens Vej, fordi de ikke kan tale om Naaden paa samme Maade som Kristian Møller, ikke saa ensidigt lægge Vægten paa Kristi Blod og Syndernes Forladelse med Forbigaaelse af de andre Led i Trosbekjendelsen. Deri ligger en yderligere Stadfæstelse af, at Retningen er en Kuirdskabsretning, der sætter "Lyset" som Hovedsagen, mens andre kristlige Retninger, der bygge paa Fællestroens Grund, kunne have meget forskjellige Meninger i Lys og Lære og dog kjende hverandre for Brødre.

For at vinde Tilhængere rejser Kristian Møller og hans Hjælpere stadig omkring paa Sjælland, i Jylland eller andre Steder, helst hvor der tidligere har lydt Bodsprædiken, da de bedst kunne fiske i rørte Vande. Skjønt de udvortes staa som Medlemmer af Folkekirken, have de dog alle Vegne, hvor de vinde nogen betydelig Indgang, deres Missionshuse, der benyttes til Prækenforsamlinger og Drøftelsesmøder. At de ikke sætte mere Pris paa at have Sakramenterne i deres egne Forsamlinger, synes at stadfæste, hvad ovenfor er skrevet om deres Forkyndelse som Hovedsagen.

Nogen egenlig virksom Del taget Retningen ikke i det politiske Liv, undtagen maaske nogle af dem møde til Valg; de vælge vist altid i Venstreretning, hvilket naturligvis maa ligge nær for alle, som trænge til Religionsfrihed; men af den Grund uden videre at henføre dem til det forenede Venstre gaar naturligvis ikke an.

Hvad man for Resten kan have imod dem, maa man dog prise dem for deres Sammenhold og Dygtighed til at sætte noget igjennem, om man end maa sige, at de have en Maade at skaffe Pegemidler paa, som er mere praktisk end skjøn, især set fra et kristeligt Stade. Ved Syforeninger og Gaver skaffes en Del Sager, som bortsælges ved Kapkjøb paa deres Missionsmøder, hvor der saa ofte betales mere end det dobbelte af Værdien og det mangen Gang af Giveren selv, der saa atter skjænker Gaven til Bortsalg. Der kan i det mindste være Fare for, at den kristelig ydmyghed ved saadan Lejlighed kan sættes paa temmelig haard Prøve.

M. M. Smidt.

(Morgenbladet (København) 8. oktober 1876).

Luthersk Missionsforenings stadig fungerede missionshus i Østerlars. Formentlig opført omkring 1897. Oprindelig var betegnelsen Østerlars Luthers Missionsforening. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Peter Christian Trandberg (1832-1896) opgav i 1858 sin præstestilling og blev fri prædikant. I 1863 dannede han en frimenighed (fra 1868 Luthersk Missionsforening). Der var stor opbakning til den nye menighed, og der blev rejst mange kapeller/missionshuse rundt omkring på Bornholm. De fleste af frimenighedens medlemmer meldte sig i 1868 ind i folkekirken igen og blev tilknyttet Luthersk Mission. Trandberg rejste til Jylland, hvor han blandt andet virkede for Indre Mission i Esbjerg i et stykke tid. 1882 udvandrede han til USA, hvor han bl.a. virkede som præst for danske udvandrede og lærer ved præsteseminarier.

I en nekrolog (1896) hed det:

Pastor Trandberg.

Naar Budskabet om Trandbergs Død i disse Dage flyver Verden rundt, er det værd et Øjeblik at standse og betragte en af disse i vor Tid sjældne Skikkelser, en virkelig Idealist, skriver "Østj. Folkbl."

Han stammede fra Bornholm, var Bondesøn og blev Student. Stærkt religiøst greben førtes han, under Paavirkning af Søren Kirkegaard, mere og mere bort fra den officielle, verdsliggjorte Kristendom henimod et ideelt Syn paa Kristendommen og dennes Fordringer til dens virkelige Tilhængere.

Som ung Kandidat optraadte han mod Statskirken "den store Skøge" Han vilde vække Syndbevidstheden, lære Folk at skelne mellem ægte og falsk Kristendom, mellem kristeligt og verdsligt. Disse rene Tanker fik han Lov at virke for en Tid som Kapellan i Jylland (Tjeles, hvor han traf sin senere Hustru, derefter paa Bornholm, hvor han hurtig fik saa godt som hele Øens Befolkning til at flokkes om sig, og gav den paa Øen raadende Nationalisme dens Grundstød. Men Myndighederne kunde selvfølgelig ikke i Længden finde sig i Trandbergs Fremgangsmaade, og der dannedes da en Frimenighed om ham.

Skønt Trandbergs Opgave i Begyndelsen var at vække Syndserkendelsen, var han ingen mørk, pietistisk Fanatiker. Derfor kunde han heller ikke stemme med de mest yderliggaaende af hans Kreds, og der kom en Splittelse, som førte til, at de mest fanatiske udsondrede sig under Smed Chr Møller ("Møllerianerne", "Bornholmerne", "Luthers Missions-Forening"), medens Trandberg igen traadte ind i Folkekirken med sin Menighed som Valgmenighed i Kirken "Bethania" ved Aakirkeby, hvor senere en grundtvigsk Frimenighed har dannet sig om den bekendte Præst Marius Jensen

Trandberg forlod sin Fødeø som en af de stærkest religiøst bevægede Egne i Danmark, opholdt sig derester i Esbierg, hvor han vakte et lignende Røre som paa Bornholm, og tog saa til Amerika, til Chikago. hvor han har opholdt sig og virket siden.

Den samme ideelle Begejstring og Energi, som han lagde for Dagen i Danmark, udfoldede han ogfaa i Amerika. Han fik dannet en lille Menighed, som kun ydede ham og hans Familie en tarvelig Løn Han dannede en Præsteskole, hvis Elever betalte for Ophold og Undervisning, naar de kunde, men kunde de ikke, fik de alt frit. Han udgav et kristeligt Blad, "Hyrderøsten", som ogsaa forvoldte ham store Udgifter, han hjalp og understøttede alt og alle, som trængte

Fortjener Trandberg og hans Gening at mindes med Tak, saa falder en stor Del af denne Tak over paa hans Hustru, en Søster til Finansminister Lüttichau. Hendes varme Hjærte hendes kristelige Iver og hendes store Formue var det, der traadte hjælpende og fremskyndende til. Gærne gav hun alt for at hiælpe, og naar hun havde gjort det, gik hun rundt og formaaede andre til at gøre det samme. Faa adelige Damer har skaffet Adelsmærket den Hæder, som hun har.

Kun sjældent har Mennesket forstaaet at følge Kristus efter, som dette Ægtepar forstod det.

Trandberg forlod Chikago for 2-3 Aar siden og flyttede til Minneapolis. Her døde han, 64 Aar gl.

(MiddelfartVenstreblad 2. juli 1896).

Efter hans død blev der opført (1898) et mindesmærke (en buste på granitsokkel) for ham i Almindingen i Ekkodalen på Ballensgård grund. I 1918 måtte foreningen "Bornholm" erstatte de daværende metalbogstaver der hele tiden blev fjernet, med en indhugget indskrift. Dette blev på den efterfølgende generalforsamling i august 1919 kraftigt kritiseret af skatterådsformand K. A. Petersen. Trandbergs enke kom til Bornholm i september 1910 hvor der blev arrangeret et møde ved mindesmærket.

Fripræst Niels Pedersen Grunnet (1827-1897) var lærer i Hedensted og Egtved. Han blev påvirket af "de stærke jyder" og brødremenigheden i Christiansfeld. Han blev missionær i Ydre Mission for sidstnævnte bevægelse og uddannedes sig 1851 på missionsskolen i Basel. I 1854 blev han indskrevet som student på universitetet, men kom i tvivl om han ville være missionær. Han vendte tilbage til Danmark i november 1854 hvor han begyndte for sig selv: 1855 oprettede han en frimenighed i København hvis medlemmer hovedsagelig bestod af tilhørere fra hans møder, og lod sig ordinere i en engelsk frimenighed i Hamburg. 1877 opførtes Martinskirken på Frederiksberg. På sit højdepunkt havde den evangelisklutherske frimenighed op til ti filialer, men medlemstallet i (1976) var 182.

Kristian Sønderby kom i 1868 til Sønder Kirkeby på Falster. Han var oprindeligt smed. Efter uenigheder med Trandberg om den kirkelige retning, forlod Kristian Møller Bornholm og kom i 1868 til Sønder Kirkeby, hvor han holdt møder i Blocks lokale, hvor folk fra et større område samledes for at høre ham.

"Bornholms forening til evangeliets fremme" blev stiftet ved et møde i Aaker 1. marts 1868. I 1869 blev den sluttet sammen med en københavnsk og nordsjællandsk forening til "Luthersk Missionsforening til evangeliets fremme i Danmark" (Luthersk Missionsforening).

Valg i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Korrespondance. Nordslesvig, den 1ste Oktober 1876. I de første Aar efter 1864 glædede man sig her i Nordslesvig hver Gang den danske Rigsdag skulde aabnes, fordi man ventede at finde det nordslesvigske Spørgsmaal paa en haabefuld Maade omtalt i Trontalen, som aabnede Rigsdagen, og i Reglen blev man heller ikke skuffet: en lille Hentydning til Nordslesvig vidste de danske Ministre stadig at saa presset ind i Budskabet. Tiden forandrer imidlertid saa meget, og Nordslesvigerne synes nu endelig at have faaet nok af Haabet, og vil hellere se noget mere positivt, end et Par velklingende Fraser. Hvorledes end det Budskab, der i Morgen aabner den danske Rigsdag, kommer til at lyde, vil det her i Nordslesvig blive modtaget med stor Sindsro, og findes det traditionelle Haab om Nordslesvig i samme, vil det i Hovedsagen mest være de danske nordslesvigske Blade, som vil høste Nytten, da der jo saa gives dem en god Lejlighed til at tærske Langhalm paa § 5, som kan give et ypperligt Spaltefoder i en Uges Tid eller to, naar det kniber.

Medens her, som andre Steder, Landdagsvalget, takket være Treklasse-Systemet, kun finder ringe Opmærksomhed, begynder Valgkampen til Rigsdagen at blive meget livlig i Sydslesvig og Holsten, men her i Nordslesvig forholder vi os aldeles rolige. - Alle som En skal vi stemme paa Kryger, saaledes lyder Parolen, og en anden Mening vil foreløbig ikke trænge igennem. Vort forrige Brev, hvor vi anbefalede en Alliance mellem Socialisterne og de Danske, har, som vi ærlig maa tilstaa, ikke gjort mere Nytte, end en Spand kold Vand paa en Gaas. De nordslesvigske Bønder er sejge og mistroiske over for nye Idéer, men dog ærlige og frisindede af Naturen, hvorfor den nye Tids Anskuelser med Tiden ogsaa vil bane sig en Vej i Nordslesvig. Rom blev jo ikke bygget paa en Dag.

(Social-Demokraten 5. oktober 1875).

Uheldig Arrestation. (Efterskrift til Politivennen)

Et nyt Eksempel paa vilkaarlig ugrundet Arrestation. Politiet og Kriminalretten har igen forøget Beviserne for hvilken Praksis disse Institutioner bruger i Haandhævelsen af Loven over for de Uformuende i Samfundet. Denne Gang drejer Sagen sig om at en Kone er bleven arresteret for en Bagatel der, som man siger, ikke er værd at rejse sig op for. Hvorledes Sagen forholder sig, fremgaar af efterfølgende Uddrag af en Klage, der agtes tilstillet Politiinspektør Hertz. Det hedder i Klagen :

"Den 18de dennes Formiddag Kl 9 indfandt Opdagelsespolitibctjent Larsen sig paa min Bopæl *) og forlangte at min Kone tilligemed den Kone, hvortil jeg har udlejet et Sideværelse, straks skulde følge med ham til Politistationen paa Fælledvejen.

Skøndt min Kone foregav, at hun ikke godt paa Øjeblikket kunde følge med, dels fordi hun havde 2 smaa Børn, hvoraf det Ældste er 2 Aar, og dels fordi hendes Paaklædning ikke var i en bedre Orden, - forlangte Betjenten desuagtet, at hun straks skulde følge med, idet han samtidig brugte Yttringer om Socialisme og Lignende, som man formener ikke vedkom hans Ærinde.

Efterat hun havde indfundet sig for Politiassistenten, fik hun at vide, at Sagen drejede sig om Udlevering af nogle Klædningsstykker samt nogle Laanesedler, der tilhørte en Pige, Caroline Lovise Jacobsen, der i circa 8 Uger havde opholdt sig paa min Bopæl. Min Kone, der ikke tilforn har nægtet at udlevere disse Genstande til Caroline Jacobsen, naar hun kom selv og forlangte dem, erklærede sig ogsaa paa Stationen villig dertil, og dermed antog man den Sag eller Mellemværende for afgjort, idet Caroline Jacobsen tilligemed Betjent Larsen fulgte med min Kone for i mit Hjem at erholde udleveret det Førnævnte.

Min Kone, der paa Stationen havde holdt paa, at hun hos Caroline Jacobsen havde 8 Kroner tilgode, skal paa Hjemturen have beklaget, at hun ikke erholdt sit nævnte Tilgodehavende, og derefter blev Betjenten opfarende og forlangte, at min Kone straks skulde følge med tilbage paa Stationen, og Hensigten med Hjemturen, Udleveringen af Caroline Jacobsens Effectcr, blev saaledes ikke opnaaet den Gang.

Paa Betjent Larsens Værelse, hvor min Kone alene maatte opholde sig hos ham, skal han have vist sig grov og truet hende i den Grad, at hun blev meget angst. Han nedskrev en Rapport, som han oplæste for hende og erklærede hende for anholdt. Hun forlangte at komme hjem for at drage Omsorg for sit Barn, der var saa at sige overladt til sig selv, og ligeledes for at faa en Kone til at overtage det Barn, hun havde hos sig, samt for at aflaase Gemmer, der stod uaflaasede; men dette nægtede Betjenten, idet han stal have sagt, "at det ikke kom hende ved." Derefter kørte han hende paa Raadhuset, hvor hun sad anholdt fra Mandag Middag til Onsdag Middag, da hun blev frikendt og løsladt, idet det blev hende paalagt næste Dag paa Raadhuset at aflevere de omspurgte Genstande til Caroline Jacobsen; medens min Kone derimod ved privat Sagsmaal maatte søge at komme til sit Tilgodehavende, 8 Kroner, hos denne.

Jeg anker nu over den af Betjent Larsen brugte Fremgangsmaade ved især at anholde min Kone, uden at drage Omsorg for, at de i Huset værende Gemmer blev aflaasede og at der var Nogen, der tog sig af mit Barn. Da min Kone gjorde ham opmærksom herpaa, skal han have svaret hende, "at det ikke kom hende ved". Jeg blev aldeles ikke underrettet om det Passerede, for jeg samme Dags Aften kom fra Arbejde, og fandt da mit 2-aars gamle Barn paa Trappegangen og om Eftermiddagen skal det have været paa Gaden - saa at sige overladt til sig selv.

Jeg tror derhos, at Hr. Politiinspektøren vil finde, at den brugte Fremgangsmaade er temmelig overilet og vilkaarlig ligeoverfor det, Sagen drejer sig om."

Naar en Institution som Politiet bærer sig ad paa en saadan Maade trænger Vedkommende aabenbart til at lære, at i et humant Samfund har Politiet andre Pligter at opfylde, end at vise sig saa brutal og uforskammet som muligt overfor enhver Uformuende, som det tror at kunne tage fat paa.

*) Klagerens Navn er Snedker Peter Møller Jensen Skyttegade 8, 5te Sal.

(Social-Demokraten 4. oktober 1876).

Militær Afstraffelse. (Efterskrift til Politivennen).

En ny Skandale.

Man skulde tro, at vort militære Uvæsen ved de seneste utvivlsomme Yttringer af Indignation blandt Publikums Flertal, skulde være blevet lidt mere varsom i sin Bøddelgerning ligeoverfor Rekruterne.

Det synes imidlertid som om vore krigsgale Autoriteter har sat sig for at omvende os Alle i den kortest mulige Tid til deres ivrigste Fjender, - hvis vi da ikke var det i Forvejen. Næppe er næmlig Husarrekrutens barbariske Behandling traadt i Skygge for de andre senere Dumheder som Autoriteterne har begaaet, før Militærvæsenet mælder sig med et nyt Eksempel paa russisk Justits, som næsten er til at bringe det forrige Forglemmelse. En Rekrut, Nr. 674 af 1ste Bataillons 3dje Kompagni havde stjaalet et Par Støvler. At dette er en Forbrydelse, vil Ingen benægte, og at han havde fortjent Straf, saameget mere som det ikke var første Gang at han var paa den Galej, er tydeligt nok. Men vore velvise Avtoriteter sørgede for at straffe ham paa en saadan Maade, at man glemmer Forbryderen over hans Bødler.

Efter de Meddelelser vi fra mange forskellige Sider dels har faaet, dels selv har skaffet os, maatte Synderen, der i det Hele dømtes til 50 Rottingslag og 30 Dages strængt Fængsel paa Vand og Brod, vente et helt Kvarter over den til Eksekutionen bestemte Tid, da Kaptajnen ikke var kommet. At en saadan Ventetid i høj Grad maa forøge Angsten for den truende Straf og derved formindske Evnen til at udstaa den, behøver ingen videre Forklaring. Da han havde faaet 31 Slag besvimede han og maatte bringes tillive ved Draaber og Vand. Desuagtet blev Eksekutionen fortsat! Man gav ham 3 Slag til; da styrtede han omsider til Jorden og Bødlerne opgav at tærske et føleslast Kadaver! Han blev derefter transporteret til Hospitalet. -

Den Ulykkeliges Skrig under denne Torturs Anvendelse skal have været saaledes, at selv ivrige Militærgale mellem Tilskuerne væmmedes ved dette Barbari.

Iøvrigt er dette nok ikke enestaaende Tilfælde ved dette Kompagni. En anden Menig, Nr. 724, modtog for omtrent en Maaned Siden 25 Rottingslang og 15 Dages Vand og Brød for en ubetydelig Forseelse mod en Vaabenmester Davidsen under Øvelserne paa Fælleden.

Vi behøver ikke nærmere at gøre Rede for vore Følelser ligeoverfor den Slags Afskyeligheder. Det Eneste, der kan trøste os i saadanne Sager er, at hele Krigsvæsenet ved en Fortsættelse af dette System snart vil bringe det saa vidt, at Enhver, der har Distinktioner paa Skuldren, vil blive sparket ud af Landet. Det gør os kun ondt, at enkelte hæderlige og rettænkende Mænd, som naturligvis ogsaa findes mellem Befalingsmændene i Armeen, under den almindelige Indignation ikke vil kunne undgaa at blive behandlet lige med de Indivier under al Kritik som dette Menneskeslagterhaandværk absolut maa indeholde.

(Social-Demokraten 1. oktober 1876).

Samsø. (Efterskrift til Politivennen)

Koldby paa Samsø den 11te September 1876. Hr. Redaktør! Naar Deres Magt ud over Vandene? Hvis saa er, saa tillad en stakkels Øboer at tolke Dem sin Kvide, for saa var det jo dog muligt at De kunde, om ikke afhjælpe saa dog lindre den, og Lindring trænger vi virkelig haardt til her i mange Forhold. Jeg skal forsøge at give Dem et Billede af Forholdene, som de er, og jeg er vis paa at De vil give mig Ret.

Man skulde tro - og jeg tror da ogsaa, at det almindeligvis bliver troet - at det var langt lettere for Smaafolk at komme ud af det paa Landet end i Byerne, men dette er ingenlunde Tilfældet: tværtimod kan jeg med frelst Samvitttighed forsikre Enhver, som endnu maatte svæve i denne, at det er langt værre - i al Fald for vor Øes Vedkommende. I Byerne kan da den Fattige faa at købe, naar han har Penge; her skal man tigge et, selv om man staar med Penge i Haanden, og saa kan man dog risikere i det fleste Tilfælde alligevel at faa Nej. Faar man hvad man ønsker, kan man i alt Fald være vis paa at faa at føle, hvor stor en Tjeneste her vises En. Alt dette vilde have været meget forstaaeligt, dersom vor Ø var befolket med Mennesker, hvis Evangelium var: "Enhver er sig selv nærmest"!, - ja, saa vilde det endog have været halvt om halvt tilgiveligt, men dette er saa langt fra Tilfældet, hvad Enhver let vil indse, naar jeg siger, at "Den indre Mission" her har en meget stor Menighed, som selv tror at være hellig, og gerne vil have andre Dødelige til at tro det samme, og det kan være, at den ogsaa fik dem til det, naar den kunde faa Teori og Praksis til at falde lidt bedre sammen end Tilfældet er; for Tiden er der neppe en Eneste der tror paa deres Hellighed - ja, jeg har en ikke ringe Tvivl om, at de selv tror derpaa; men flittig i Kirkegaarde, gudelige Bøger, Skrifter og Blade læser de, og til dito Forsamlinger trasker de og - hvad kan man saa forlange mere? Om de da lige oven paa lukker baade Hjerter og Døre for en Trængende, det siger intet. De Bibelsteder, som handler om Pligterne mod Næsten, kan læses paa mangfoldige og uden Tvivl "fortolkes" og forstaas paa endnu flere Maader, men hvorom Alting er: Humbug er det med Helligheden her, det kan jeg bevise med uigendrivelige Fakta. Der er et Sted her paa Øen en Præst, - en meget ungdommelig for Øvrigt - som selv tror at være en af de helligste, og da han gør sig al tænkelig Umage for ogsaa at vise praktik, at han er det, skal jeg ikke undlade at fortælle et Par Eksempler fra en af vore Nabobyer, som da de er almindelig bekendte, ej heller har kunnet undgaa at komme mig for Øre Et ungt Menneske havde ladet sig tegne til Altergang, og kom i Kirke med et Par Sko paa, som var temmelig smaa til ham. Han følte Trykket hele Tiden, men værst da han stod oppe for Alteret til Skriftemaal. Han stod, som Følge deraf, af og til og løftede Foden lidt fra gulvet, naar han ikke længere kunde udholde al staa paa den. Dette opdager Præsten, og hvad gør saa den Guds Mand? Han kalder uden videre Mennesket ud af Kirken, og holder en lille privat Prædiken for ham, hvis Indhold gaa ud paa, at Vedkommende er uforberedt og derfor uværdig til at gaa til Herrens Bord". Se det kommer der ud af at gaa til Alters med for smaa Sko! At det vakte en stor Opsigt, er en selvfølge; det gik jo fra Mund til Mund, at Præsten havde vist En ud af Kirken og den Forargelse, Præsten formodenlig vilde forhindre Vedkommende i at give, den fremkaldte han selv i en meget forstærket Grad.

Sin Embeds iver viste han ogsaa en Dag ved at gaa ind til en Pige, som havde - hvad saa Mange før hende har - født et Barn udenfor Ægteskab og ligeledes holde en Tale til hende, han synes i en særlig Grad at sværme for saaledes at befinde sig i en téte a téte med "de vildfarende Faar i af hans Hjord"), hvori han lod hende vide, at det Barn hun havde bragt til Verden, "født i Misgerning", var et Djævelens Barn og indviet til Fordærvelse fra Fødselen: udtordnende Himmelens Vrede over hende og alle ligesindede og mere af samme Surdejg.

En anden Præst herovre er ikke stort klogere. En Dreng, som af Naturen har en daarlig Udtale, havde naaet den Alder, da han skulde konfirmeres, og han meldte sig derfor hos Sognepræsten, der imidlertid erklærede ham for - gal (!), idet han sagde, at han ikke kunde blive indindskrevet; "der gaar en Tosse paa Byens Gader, gaa Du hen at holde ham med Selskab" - og det var en Præst, der sagde det! Forældrene lod sig naturligvis ikke nøje hermed, men søgte Højestt Vedkommende og Drengen, der kan sin Religionslære (som i vor Tid er det Væsenligste) fuldkomment, er nu indskrevet til Konfirmation hos Præsten i et andet Sogn og her var Drengen klog nok.

Se, det er en Prøve paa aandeligt Despoti. Et Despoti af en mere materiel og derfor ogsaa for os materielle Mennesker rædsommer Art skal jeg nu give et Billede af. 

For en Del Aar siden gik der igennem alle Landets Blade en Beretning om et sandt Triumftog, som et Besøg, Grev Danneskjold aflagde her, var udartet til, idet Beboerne var taabelige nok til at modtage Eksecllencen omtrent som man vilde have modtaget en Konge i den gode gamle absolutistiske Tid, formodenlig i den forfængelige Tro derved at gøre sig ham "bevaagen"; men de yar faaet Kærligheden at finde. Han ikke alene holder vedblivende paa den Respekt, der en Gang er vist ham, men gan yar endyderligere befæstet og udvidet den ved at sende Øen og dens Befolkning en Plaaeaand, som vist i al Mageligbed vi kunne taale en Sammenligning med de velbekendte ægyptiske, og det i sin Søns Skikkelse. Den danneskjoldske Slægt har det Fortrin for andre "ædle" Slægter, at den har Lov til at klæde sin Kusk i rødt Livre - det her omhandlede unge, haabefulde Skud paa Familiens Stamtræ har uden Tvivl faaet dette Fortrin udvidet saameget, at han har Lov til at bære rødt Skæg, i alt Fald er han begavet med et saadant, som her i Folkemunde har forskaffet ham Navnet "den Røde". Her paa Øen er der et Forhold, som skal være enestaaende her i Landet: at Byerne med Gaarde og Huse er fri Ejendom, medens deres Tilliggende kun er Fæstejord: dette ejendommelige Forhold fik en Jurist til at rode op l de gamle Dokumenter, som findes i Arkiverne, Jordegodser vedrørende; og hans Undersøgelser bragte ham til det Resultat, at ikke alene Byerne, men ogsaa den hertil tilliggende Jord var Selvejendom; man tovede ikke med at rejse herover og fortælle os Øboere om denne sin Opdagelse, og tilføjede, at hvis vi vilde lægge Sagen i hans Haand, saa vilde han paatage sig at saa denne vor formentlige Ret igen bragt for Dagens Lys og fuldt anerkendt, og vi var letsindige nok til at tro, at vi kunde vinde en Proces fra vor Lensherre. Vi tabte den naturligvis, hvorved, hvorledes og ved hvilke Forudsætninger har jeg aldrig kunnet gøre mig rigtig tlart; men Hovedsagen er: vi tabte den. For havde Greven villet sælge Bøndergodset, nu havde han betænkt sig, hed det, nu kunde Ingen mere faa at købe, men alligevel blev det saakaldte Arvefæste bragt i Stand hvorved han gar faaet Afgiften skruet saa højt op, at Mange nødes til at stille sig ved Jorden, fordi de ikke kan bestaa ved at beholde den, men gaar det saaledes med Gaardmændene, saa kan De vel tænke Dem, hvorledes Stillingen er for Husmændene, som skal leve af at arbejde for disse. Den By, der ligger nærmest ved det grevelige Herresæde, Brattingsborg, er da ogsaa nu fuldstændig ødelagt, idet Gaardmændene der ikke kan faa Jorden til Arvefæste, men mister den, saasnart de udelukkende ældre Folk, som nu sidder for det, er døde, og hvad er en Gaard uden Jord værd? Den er jo ikke til Andet end Nedbrydning. Derfor, da Størstedelen af Byen for nogle Aar siden brændte, foretrak en Del Gaardmænd alt den Gang at blive il Husmænd, og mange Flere vilde følge efter, men hvorledes en Landsby, uden Jord vil kunne bestaa, er ikke godt at vide. Allerede m er det ikke til at opdrive Mælk eller Fløde der, og værre vil der gaa siden, i en Landsby uden Jord er omtrent det Samme som en Købstad uden Handel og Industri. Ude paa den samme Bys Mark. den saakaldte "Ørby-Fælled", er der en Del Huse, hvert med saa megen Jord, at de kan holde en Ko; "den Rødes" nyeste Bedrift har været i disse Dage at opsige disse Husmænd: i Løbet af 14 Dage er de Pligtige til at nedbryde deres Huse og flytte dem, hvorhen det maatte behage Hans Ekscellence at anvise dem Plads, hvilket denne Gang er blevet Pokker i Vold i en Ravnekrog helt ude ved Havet, og hvor mange 14 Dage deres eventuelle Huse faar Lov til at staa der, det maa Guderne og "den Røde" vide, ti paa et blot og bart øjeblikkeligt ondskabsfuldt Lune af ham, er det deres Pligt, naar han byder, igen at dømme deres Hjem til Nedbrydning, men hvilke altødelæggende Tab de Vedkommende derved lider, det tror jeg det ufornødent at forklare: Enhver, som vil gøre sig den Ulejlighed, at tænke over Sagen, vil selv let fatte det. Som han ruinerer Husmændene der, saaledes gør han Miner til at ødelægge dem overalt, saa vidt hans Magt rækker og herovre rækker den langt, altfor langt. Han fik forleden Aar den Ide, at ville have en Rende, hvori der flød en Bæk, udvidet til en Kanal, men han vilde have dette - efter vore Forhold - kæmpestore Arbejde udført uden nogen Udgift for sig, og som "Fanden altid hjælper Sine", saaledes har han ogsaa her en eller anden ham velvillig Djævel hvisket ham Midlet i Øret. Han lod sit Øje med Vejbehag hvile paa Husmændene i den By, paa hvis Jorder Renden fandtes, og skønt alt Hoveri ved Lov er afskaffet, tvang han dog disse - Husmændene i Brundby - til i Frost og Kulde i Ventre i Træk, ialt i 40 Dag -, Paa egen Kost og uden hverken Tak eller Betaling at grave ham den ønskede Kanal; det var en frivillig Sag, sagde han: Enhver, som ikke vilde, kunde godt lade det være; "men - føjede han til - skulde der iblandt Jer være en eller anden Tværdriver, som ikke vil grave, saa er hans Lod ham fra i Dag opsagt!" - Hvad skulde de arme Mennesker gøre? Enhver, der har en Lod, hvorpaa der kan holdes en Ko og nogle Faar, vil - det er saa indlysende, at jeg ikke tror det behøver nogen nærmere Forklaring - gerne beholde den, især i vor Tid, da det er saa saare vanskeligt for Smaafolk at faa, hvad de behøver til Livets Ophold, og der var herfor ikke Andet for end at krybe til korset og gøre de omtalte 40 Dages Hoveri paa egen Kost paa en Tid, da de haardt kunde trænge til at virke for dem selv og deres Familie. Men nu paaskønner ogsaa Greven det store Offer, de har bragt ham. "Denne ædle, højhjertede Ætling af en ædel, højhjertet Slægt", som der uden Tvivl vilde have staaet i "Dagens Nyheder", viste sig her "det ædle Blod", som flyder i hans Aarer, fuldstændig værdig, og hver den, som hidtil havde tvivlet om hans "Sjælsadel", maatte absolut blive overbevist derom, naar han fik at vide, at hans Ekscellence har i Sinde at belønne de omtalte Husmænd ved at forhøje Afgiften af deres Smule Jord til tre Tønder Byg, foreløbigt - giver de saa ikke Afkald paa Jorden, nu, saa kan denne Afgift jo altid yderligere forhøjes, saaledes at de til Slutning til Løn for alle deres Anstrengelser dog vil blive nødt til at give Afkald paa Lodden, og om det er gaaet her, saaledes gaar det over hele Øen. Nord paa Landet er der gravet en lignende Kanal under selvsamme Forhold. 

Der er i vor Tid og i vort Land udbrudt en hel Erindringsgave- og Mindesmærke-Epidemi, - Medailler og Ordener vil jeg nu slet ikke tale om: skulde denne en Gang naa et saadant Omfang, at der ogsaa skulde blive Tale om at rejse et Minde for den "røde" Grev Danneskjold-Samsø (gift med Grev Frijs's Datter), saa har vi nok en gammel "adelige" Mindestøtte liggende paa Tøjhuset; den kunde her komme til fortjent Anvendelse. Det vilde i alt Fald være ønskeligt, om den Ulykke og Ødelæggelse, han her bringer over en hel Øs Befolkning, en Gang tidlig eller sent maa blive belønnet efter Fortjeneste.

Hvis De vilde tillade mig, Hr. Redaktør, til Slutning at omtale vort Postvæsen med et Par Ord, skal De have Tak, ti ogsaa ved dette klæber der store Mangler, navnlig for Brevsamlings-stedernes Vedkommende. Hvorledes det gaar med de Breve, som vi sender bort, skal jeg lade være i sagt, men med dem, vi modtage, gaar det alt Andet end net til; jeg ved bestemt, at der er Mange, som modtager Breve, der synes at "have været læst før", og hvis disse Linier kunde bidrage til, at vor Postmester, som uden Tvivl har for stor Tillid til sine Undergivne, vilde have et vaagent Øje med disse, saa at en saadan "Behandling" af Brevene for Fremtiden kunde undgaas, vilde det upaatvivlelig glæde mange Flere end 

Deres ærbødige

Samsinger.

(Social-Demokraten 17. september 1876).

Der er formentlig tale om lensgreve Christian Danneskjold-Samsøe (1800-86). Han var 1867 blevet gift på Frijsenborg med komtesse Emilie Henriette Dagmar Krag-Juel-Vind-Frijs (1848-1897). 

Hohlenbergs Eftf.: Danneskiold-Samsøe, Christian Frederik (29.4.1838-3.7.1914) lensgreve, godsejer, politiker. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den "Røde" kan være deres søn Christian Frederik Danneskjold-Samsøe, (1838-1914). Han efterfulgte sin far 1886 i besiddelsen af grevskabet Samsøe og som overdirektør for Gisselfeld kloster. Han var medlem af 1887 landstinget 1887-1906 hvor han var loyal overfor J. B. S. Estrup og Højre. Han var gift (1867)  med Emilie Henriette Dagmar Krag-Juel-Vind-Frijs (1848-1897).