Dømte for Nedtagning af Mindetavle. (Efterskrift til Politivennen)

Korrespondence fra Nordslesvig, den 6te Oktober. I Dag forhandles i Berlin en Sag, der i lang Tid har staaet paa Dagsordenen, og her i Nordslesvig er bleven fulgt med megen Interesse. De faktiske Omstændigheder er i Korthed, at de fire Kirkeældste i Bjolderup Sogn paa Vestkysten, efter at have raadspurgt Advokat Bekker i Aabenraa, med Magt borttog en Mindetavle, som var indmuret i Kirken af de Tydsksindede til Erindring om de Soldater fra Sognet, som var faldne i den fransk-tydske Krig. Denne Fremgangsmaade havde til Følge, at Advokat Bekker og de fire Kirkeældste blev anklagede af Statsadvokaten. Da Advokat Bekker paa Grund af sin politiske Overbevisning, som han aldrig har frygtet for at vise i Gerningen, var de Magthavende en Torn i Øjet, endte Sagen med, at man i Modsætning til det sædvanlige Princip at hænge de Smaa og lade de Store løbe, denne Gang gik den modsatte Vej, idet Advokat Bekker fik 3 Maaneders Fængselsstraf at afsone i Glückstadt, medens de fire Kirkeældste slap med 4 Ugers Fængsel i Flensborg. - Inspektøren ved Fængslet i Glückstadt, hvis Navn vi for Øjeblikket ikke erindrer, dog hedder han hverken Crone eller Hertz, syntes at være af den Anskuelse, at Fraværelsen fra Hjemmet og sine Forretninger samt den Tvang, der altid er forbunden med en Fængsling, er en tilstrækkelig Straf for en politisk Forseelse, saa man ikke behøver at gøre Behandlingen mere pinagtig ved store eller smaa Chikanerier, hvorfor ikke alene Hr. Bekker, men ogsaa nogle andre politiske Fanger, blandt andre Socialdemokraten Walther fra Altona, der omtrent samtidig hensade i Glückstadt, blev særdeles humant behandlede. Derimod havde det flensborgske Politis Adfærd mod de fire Kirkefædre en stærk københavnsk Politidyst.

Efter at Advokat Bekker var bleven løsladt, blev han straks suspenderet, og stævnet for en Æresret i Kiel til Fortabelse af sin Bestilling. Æresretten i Kiel, der udelukkende var sammensat af Bekkers Embedsbrødre, men politiske Modstandere, afviste paa en Maade Klagen, idet de lode Bekker slippe med en Formaning, de Herrer Advokater undgik saaledes at skabe et farligt Præcedens, der maaske senere kunde blive anvendt mod dem selv. Regeringen, der imidlertid ikke synes at vilde være tilfreds før Bekkers Bestalling bliver kasseret ved Dom har appelleret Sagen, der nu skal afgøres i Berlin. Saasnart Dommen er falden, som maaske allerede sker idag, vil baade de danske og tydske Blade, især her i Nordslesvig, for Alvor skændes om Sagen, idet hvert betragter den fra sit Standpunkt. Vi har derfor gengivet Sagen aldeles korrekt, saaledes som den forholder sig, uden at ville tilføje nogen Kritik, men overlade til Enhver selv at dømme i en Sag, hvor paa begge Sider Fanatismen synes at spille en ikke lille Rolle. 

- m - 

(Social-Demokraten 10. oktober 1876).

Aabenraa havde dengang omkring 5600 indbyggere. Advokat Carl Bekker (1834-1887) var blandt de største skatteydere. 1862-1864 var han sekretær på amtshuset i Slesvig. Han deltog som officersaspirant i Krigen 1864 og nedsatte sig i Aabenraa i 1866/67. Han var formand for "Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse" og en af de få (den eneste?) danske advokat i Nordslesvig. Modsat de fleste dansksindede jurister havde han aflagt ed til den preussiske konge så han kunne yde den danske befolkning juridisk bistand. Borgmester var den tysksindede Gottburgsen. Dekker støttede i øvrigt i de efterfølgende borgmester på moderate danske kandidater.

Bekker afsonede de tre måneder i Glückstadt. Gustav Johannsen der var indsat på samme tid, skrev at fængselsforholdene var gode. Cellen var rummelig med god udsigt, kakkeloven, bord, klædeskab, ervante, to stole og en seng. Maden kunne leveres fra en restauration, fri rygning og vindrikning. Den øverste instans i Berlin fradømte ikke Bekkers bestilling som advokat og notarius publicus. Derimod en bøde på 1500 rigsmark og en irettesættelse.

Vold paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom. Under en af Høiesteret i disse Dage paakjendt vestindisk Justissag tiltaltes en fra Øen Barbados til St. Croix i 1863 indvandret Plantagearbeiderske for Drab. De nærmere Omstændigheder ved Sagen vare følgende;

Sidstafvigte Juledags Eftermiddag havde Tiltale Tilbragt sammen med sin 7 a 8 aarige Datter deels i sit Huus, deels Udenfor i Negerbyen, hvor hun oprømt og fornøiet, deeltog i de Juleløier, som dersteds fandt Sted. Da hun om Aftenen sad paa sin Dørtærskel, hørte hun, at en anden Plantagearbeiderske ved Navn Sarah skiændtes med den Mund, med hvem hun, Sarah, levede sammen, hvorover Tiltalte yttrede nogle Ord, som hun ikke vil have henvendt til de Stridende, men som disse dog maatte opfatte som brugte i Anledning af Striden. Manden tog sig imidlertid ikke af dem, hvorimod Sarah begyndte at skjænde og udslyngede nogle foragtelige Ord om fruentimmer, der kom til Plantagen og lagde deres Æg eller Afkom i anden Kones Huus, hvortil Tiltalte svarede, at der hertil maatte være sigtet til hende. Sarah foer derpaa ind til Tiltalte og rev hendes Tøi itu, medens Tiltalte veg tilbage, og det kom ikke til Slagsmaal, da Manden itide kom til og trak Sarah bort og bragte hende ind i hendes Huus; men medens Manden passede paa ved den ene Dør, sprang Sarah ud af den anden og anfaldt paany Tiltalte. Hun blev dog atter bragt tilbage af Manden, men slag igjen løs og angreb tredie Gang Tiltalte, der nu med en Kniv tilføiede hende to Stik i den venstre Skulder, af hvilke det ene var dødbringende, idet Blødningen havbe bevirket Døden, førend Lægehjælp kunde skaffes tilveie.

Efter hvad der under Sagen var oplyst, maatte det antages, at det var med de bare Hænder, at Sarah anfaldt Tiltalte, hvem der heller ikke blev tilføiet anden Overlast, end at hendes Klæder blevet revne istykker. Paa den anden Side foreligger der Intet om, at Tiltalte har mødt Sarahs tvende første Angreb med Gjengjæld, saa at hun skulde kunne siges at have indladt sig i Slagsmaal med hende. Derimod havde Tiltalte ikke paa Opfordring af en af de Tilstedeværende været at formaae til at begive sig hjem. Kniven vil Tiltalte tilfældig, efterat have brugt den hjemme, have beholdt i Haanden, da hun gik ud, og der var heller ikke tilstrækkelig Føie til at antage, at hun skulde have forsynet sig med den for indtræffende Muligheders Skyld eller særlig at hun skulde have havt Ondt isinde imod Sarah, med hvem hun ikke havde havt noget Udestaaende, saalidt som at hun i Gjerningsøieblikket skulde have havt til Hensigt at skille Sarah ved Livet.

Ved Underrettens Dom var Tiltaltes forhold antaget at kunne gaae ind under Selvforsvar, og hun var derfor bleven frifunden for Actors Tiltale. Overretten fandt derimod, at der her forelaa en Overskridelse af Grændserne for det tilladte Nødværge, og idømte derfor Tiltalte en efter Lovgivningens Grundsætninger lempet Straf, der bestemtes til fængsel paa Vand og og Brød i 15 Gange 48 Timer, og denne Betragtningsmaade billigedes af Høiesteret, dog at Straffetiden nedsattes til 10 Gange 48 Timer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. oktober 1876).

Luthersk Missions-Forening paa Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

Den religiøse Bevægelse paa Bornholm. Fra Aakirkeby skrives til os: For omtrent 16 Aar siden begyndte her paa Bornholm ved Pastor Trandbergs Prædiken en stærk religiøs Bevægelse. Allerede tidlig var Trandberg paavirket af Søren Kirkegaard og delte dennes Syn paa Folkekirken, hvorfor han ogsaa, da han optraadte med sin stærke Bodsprædiken, tillige slog haardt til Folkekirken og dens Præster, af hvilke ikke faa saa skjævt til det fremkaldte Røre. Dog tænktes der vist ikke paa endnu at træde ud af Folkekirken; det var først, da baade Kirkeministeren og Sjællands Biskop havde nægtet Trandberg og hans Venner Tilladelse til at benytte Kirkerne udenfor den sædvanlige Kirketid, at Tanken modnedes, vistnok paa den anden Side styrket ved den kjøbenhavnske Fripræst Grunnets Skildring af, hvor dejligt det var at være fri for Folkekirkens Tvang.

Under Pastor Trandbergs Vejledning uddannedes unge Mennesker til at være Lægprædikanter, som saa udsendtes til at holde Forsamlinger. Af Øjenvidner skildres deres Vidnesbyrd som dygtig strængt, men fattigt paa Evangeliets Lys og Varme. En af disse Lægprædikanter, en forhenværende Smed, Kristian Møller, blev ikke længe efter Udtrædelsen uenig med Trandberg angaaende en anden Lægprædikant, og i Sommeren 1864, mens Trandberg var i Jylland, lokkede Fripræst Grunnet Kristian Møller til Kjøbenhavn og ordinerede ham. Paa denne Rejse traf Møller sammen med en Skomager Andersen, der nu er Lægprædikant, og ved ham tændtes, efter Møllers egen Mening, et nyt og stort evangelist Lys i hans Hjærte. Fra nu af vendte han sig mere og mere imod Trandberg, og han gik saa vidt, at han erklærede alt, hvad han tidligere havde talt, altsaa hvad han havde lært af Trandberg, for "noget forfærdeligt Tøj". Pastor Trandberg afskedigede ham som Lægprædikant; men hin havde alt vundet de andre Lægprædikanter for sine Lærdomme tilligemed mange andre, godt Halvdelen af Frimenighedens Medlemmer. Dog bleve de staaende i Frimenigheden, hvorfor Trandberg for at blive fri for dem, da de aandeligt og hjærteligt havde vendt ham Ryggen, maatte foreløbig nedlægge sin Gjerning som Fripræst, indtil hans Venner atter valgte ham, idet de tillige vedkjendte sig den kristne Menigheds Daab med Forsagelsens og Troens Ord, medens de udtalte tig misbilligende om Kristian Møllers hele Færd, navnlig hans Tiltale til Trandberg, som om denne var en forstokket og ubodfærdig Synder, hvem han vilde ryste op af "Sikkerheden".

Saaledes stod nu i Foraaret 1868 Pastor Trandberg med en betydelig formindsket Frimenighed, medens Kristian Møller og hans Venner stode udenfor uden at høre til nogen Menighed. Med Møller i Spidsen dannedes nu en Forening, som kaldtes "Bornholms Forening til Evangeliets Fremme"; men de dannede ikke, som man skulde tro havde været Tanken med Møllers Ordination, nogen egenlig Frimenighed, hvorimod flere af dem vendte udvortes tilbage til Folkekirken, hvad stadig flere have gjort, skjønt de i Grunden foragte den. Det er, efter hvad en af dem har udtalt, af Klogskabshensyn, idet Møller og de andre Prædikanter mene, at de ikke saa let kunde vinde Indgang paa Sjælland, i Jylland og andre Steder, om de vare udtraadte af Folkekirken.

At Kristian Møller kunde vinde saa megen og saa hurtig Indgang herovre, kan nærmest forklares af, hvad Pastor Trandberg selv tilstaar, at hans første Virksomhed nærmest var en Opvækkelsesvirksomhed, saa de opvakte ikke vare komne langt ind i Naadens og Evangeliets Hemmeligheder. Derfor maatle Møllers tilsyneladende evangeliske Forkyndelse være en Lettelse for mange, der havde været tynget af Lovens Frygt.

Skjønt Trandberg altid har holdt Sakramenterne i Ære, har han dog først senere, vistnok ved Pastor Birkedals Paavirkning, kommet til at se dem mere i den kirkelige Retnings Lys, lige som han paa flere Omraader er bleven paavirket noget i den Retning. Med Hensyn til Folkekirken har han ogsaa noget forandret sin Mening, saa han og hans Frimenighed har ladet sig optage som Valgmenighed i den danske Folkekirke.

En af de Møllerske Hovedlærdomme er den, at vi blive frelste ved "Guds frie uforskyldte Naade" i Kraft af Jesu Død. Denne Tanke er jo fuldstændig kristeligt men kommer man til Møllerianerne med Spørgsmaalet om, hvorledes denne Naade modtages, ser det noget tvivlsomt ud, og ser man. hvorledes de for at gjøre Vorherres Naade stor, stille Sagen paa Spidsen og bruge nogle skrækkelig opskruede og let misforstaaede Udtryk, da er det betænkeligt nok, selv om man tager Ordene i den bedste Mening. Jeg skal blot efter Pastor Trandbergs "Sendebrev" til Krist. Møller anføre et Par. "Gud er Dig lige naadig, enten Du horer, drikker, stjæler, eller Du i Andagtstuer ligger paa Dine Knæ og beder". - "Ogsaa efter at Du er bleven troende, bliver Dit Hjærte lige ondt, raaddent, vederstyggeligt, urent". I Lighed hermed ser man dem drøfte Apostelen Pavli Ord: "Voxer i Vorherres og Frelsers Jesu Kristi Naade og Kundskab". At vore i Kundskab kan nok lade sig gjøre, mene de, men ikke i Naade. 

Med Hensyn til Tilegnelsen af Vorherres Naade i Daaben, da synes der enten at være Uklarhed til Stede hos den Møllerske Retning, eller ogsaa er der noget, som ikke tør siges rent ud. Medens saaledes Møller i en Tilføjelse til Oversættelsen af et Skrift, som kaldes "Kristi Blod", ikke vil nægte, at Daaben er et Gjenfødelsesmiddel, og skriver adskilligt smukt om Daaben, saa er der meget i samme Skrift, som synes at gjøre Indrømmelsen temmelig betydningsløs. Saaledes findes anført som den hellige Skrifts Vidnesbyrd om Gjenfødelsen Joh. 3, 3: "Uden nogen bliver født paany, kan han ikke se Guds Rige", og dertil føjet den Bemærkning, at det er Grænseskjællet (mellem den gjenfødte og den uigjenfødte), at den gjenfødte kan se Guds Rige: - medens Joh. 3, 5: "Uden nogen bliver født paany med Vand og Aand, kan han ikke komme ind i Guds Rige", er aldeles fortiet, skjønt det er Skriftens Hovedvidnesbyrd om Daaben som Gjenfødelsesmiddel. Der synes heri at ligge et Fingerpeg paa, at Vejen skal holde aaben for andre Gjenfødelsesmidler, ligesom ogsaa Møller ved en given Lejlighed søgte at bortforklare Ordet "Vand" i ovennævnte Skriftsted, saa det kun skulde være en billedlig Betegnelse "for Aand", ligesom det i en Oversættelse af Skriftet "Kristi Død" af J. Traasdahl er forklaret ved "Ordets levende "Vand", vidnesbyrdet om Jesus". I Møllers Oversættelse af Skriftet findes følgende Udtalelse lige foran hans Omtale af Daaben: "Derfor er det ved hans Kundskab, den levende Kundskab om Jesus, som den Helligaand ene kan give, denne er det som virker guddommeligt Liv i Din Sjæl. - Jeg tror derfor ikke at tage fejl ved at mene, at de ikke, skjønt de tale meget om at gaa til Kristus selv, have nogen Tanke om Kristus boende i Hjærtet, men kun om Kristus som Gjenstand for Tanken, hvorfor deres egenlige Gjenfødelsesmiddel bliver den hellige Skrift, som de altid kalde "Guds Ord", eller vel rettere deres egen Prædiken, deres egen Opfattelse af Skriften, "det nye Lys." Retningen bliver saaledes en Slags Skrifttheologi; baaren oppe af en stærkt religiøs Alvor, som giver den en Slags Liv; men om det kan holde sig i Længden og forplante sig til kommende Slægter, tvivler jeg om. Skriftkundskab lægges der derfor meget Vind paa baade hos unge og gamle, og paa Missionsmøderne holdes vidtløftige Drøftelser om den rette Forstaaelse af et eller andet Skriftsted, der rigtignok undertiden underligt sønderlemmes for at faa det passet ind i Lærebygningen. Nøglen til Skriften er vel nærmest Svenskeren Rosenius' Skrifter, hvori Spiren til adskilligt Skjævsyn maa søges, men dog forøget og udviklet af Kristian Møller."

Dens Levevis er pietistisk afholdende fra alle Forlystelser; Herrens Dag kaldes paa jødisk Vis Sabbat og opfattes saaledes. Fædrelandskjærlighed, Folkelighed betragtes som Verdslighed og Ugudelighed, man skal holde sig fra. "Man skal ikke opmuntre Folk til Fædrelandskærlighed, de ere verdslige nok endda," hedder det. Det er grundet i deres mørke Syn paa Mennesket som en bundfordærvet Skabning, en Djævleunge Derfor kan man ogsaa se en ung Mudder sidde sukkende ved sil lille Barns Vugge, som om det var en stor Ulykke, at Vorherre havde skjænket hende saa kostelig en Gave.

Den styggeste Side hos dem, der rigtig ere hildede i de Møllerske Lærdomme, turde være deres stærke Dømmesyge af alle Prædikanter, hvem der ikke prædike som de, ere Lovprædikanter; at alle, der ikke have samme "Lys" som de, ere ubodfærdige, uomvendte, der vandrer paa Fortabelsens Vej. Der er dog mange i Danmark, der bygge deres Salighed paa Vorherres Naade og ikke paa egne Gjærninger, som derfor ikke selvklogt drager Vorherres Naademidler, Daaben og Nadveren, men tage imod dem som de Midler, hvorved Kristus meddeler sig selv med al sin Fortjeneste og sin Herlighed; men alle disse enfoldigt Troende skulde vandre paa Fortabelsens Vej, fordi de ikke kan tale om Naaden paa samme Maade som Kristian Møller, ikke saa ensidigt lægge Vægten paa Kristi Blod og Syndernes Forladelse med Forbigaaelse af de andre Led i Trosbekjendelsen. Deri ligger en yderligere Stadfæstelse af, at Retningen er en Kuirdskabsretning, der sætter "Lyset" som Hovedsagen, mens andre kristlige Retninger, der bygge paa Fællestroens Grund, kunne have meget forskjellige Meninger i Lys og Lære og dog kjende hverandre for Brødre.

For at vinde Tilhængere rejser Kristian Møller og hans Hjælpere stadig omkring paa Sjælland, i Jylland eller andre Steder, helst hvor der tidligere har lydt Bodsprædiken, da de bedst kunne fiske i rørte Vande. Skjønt de udvortes staa som Medlemmer af Folkekirken, have de dog alle Vegne, hvor de vinde nogen betydelig Indgang, deres Missionshuse, der benyttes til Prækenforsamlinger og Drøftelsesmøder. At de ikke sætte mere Pris paa at have Sakramenterne i deres egne Forsamlinger, synes at stadfæste, hvad ovenfor er skrevet om deres Forkyndelse som Hovedsagen.

Nogen egenlig virksom Del taget Retningen ikke i det politiske Liv, undtagen maaske nogle af dem møde til Valg; de vælge vist altid i Venstreretning, hvilket naturligvis maa ligge nær for alle, som trænge til Religionsfrihed; men af den Grund uden videre at henføre dem til det forenede Venstre gaar naturligvis ikke an.

Hvad man for Resten kan have imod dem, maa man dog prise dem for deres Sammenhold og Dygtighed til at sætte noget igjennem, om man end maa sige, at de have en Maade at skaffe Pegemidler paa, som er mere praktisk end skjøn, især set fra et kristeligt Stade. Ved Syforeninger og Gaver skaffes en Del Sager, som bortsælges ved Kapkjøb paa deres Missionsmøder, hvor der saa ofte betales mere end det dobbelte af Værdien og det mangen Gang af Giveren selv, der saa atter skjænker Gaven til Bortsalg. Der kan i det mindste være Fare for, at den kristelig ydmyghed ved saadan Lejlighed kan sættes paa temmelig haard Prøve.

M. M. Smidt.

(Morgenbladet (København) 8. oktober 1876).

Peter Christian Trandberg (1832-1896) opgav i 1858 sin præstestilling og blev fri prædikant. I 1863 dannede han en frimenighed (fra 1868 Luthersk Missionsforening). Der var stor opbakning til den nye menighed, og der blev rejst mange kapeller/missionshuse rundt omkring på Bornholm. De fleste af frimenighedens medlemmer meldte sig i 1868 ind i folkekirken igen og blev tilknyttet Luthersk Mission. Trandberg rejste til Jylland, hvor han blandt andet virkede for Indre Mission i Esbjerg i et stykke tid. 1882 udvandrede han til USA, hvor han bl.a. virkede som præst for danske udvandrede og lærer ved præsteseminarier.

I en nekrolog (1896) hed det:

Pastor Trandberg.

Naar Budskabet om Trandbergs Død i disse Dage flyver Verden rundt, er det værd et Øjeblik at standse og betragte en af disse i vor Tid sjældne Skikkelser, en virkelig Idealist, skriver "Østj. Folkbl."

Han stammede fra Bornholm, var Bondesøn og blev Student. Stærkt religiøst greben førtes han, under Paavirkning af Søren Kirkegaard, mere og mere bort fra den officielle, verdsliggjorte Kristendom henimod et ideelt Syn paa Kristendommen og dennes Fordringer til dens virkelige Tilhængere.

Som ung Kandidat optraadte han mod Statskirken "den store Skøge" Han vilde vække Syndbevidstheden, lære Folk at skelne mellem ægte og falsk Kristendom, mellem kristeligt og verdsligt. Disse rene Tanker fik han Lov at virke for en Tid som Kapellan i Jylland (Tjeles, hvor han traf sin senere Hustru, derefter paa Bornholm, hvor han hurtig fik saa godt som hele Øens Befolkning til at flokkes om sig, og gav den paa Øen raadende Nationalisme dens Grundstød. Men Myndighederne kunde selvfølgelig ikke i Længden finde sig i Trandbergs Fremgangsmaade, og der dannedes da en Frimenighed om ham.

Skønt Trandbergs Opgave i Begyndelsen var at vække Syndserkendelsen, var han ingen mørk, pietistisk Fanatiker. Derfor kunde han heller ikke stemme med de mest yderliggaaende af hans Kreds, og der kom en Splittelse, som førte til, at de mest fanatiske udsondrede sig under Smed Chr Møller ("Møllerianerne", "Bornholmerne", "Luthers Missions-Forening"), medens Trandberg igen traadte ind i Folkekirken med sin Menighed som Valgmenighed i Kirken "Bethania" ved Aakirkeby, hvor senere en grundtvigsk Frimenighed har dannet sig om den bekendte Præst Marius Jensen

Trandberg forlod sin Fødeø som en af de stærkest religiøst bevægede Egne i Danmark, opholdt sig derester i Esbierg, hvor han vakte et lignende Røre som paa Bornholm, og tog saa til Amerika, til Chikago. hvor han har opholdt sig og virket siden.

Den samme ideelle Begejstring og Energi, som han lagde for Dagen i Danmark, udfoldede han ogfaa i Amerika. Han fik dannet en lille Menighed, som kun ydede ham og hans Familie en tarvelig Løn Han dannede en Præsteskole, hvis Elever betalte for Ophold og Undervisning, naar de kunde, men kunde de ikke, fik de alt frit. Han udgav et kristeligt Blad, "Hyrderøsten", som ogsaa forvoldte ham store Udgifter, han hjalp og understøttede alt og alle, som trængte

Fortjener Trandberg og hans Gening at mindes med Tak, saa falder en stor Del af denne Tak over paa hans Hustru, en Søster til Finansminister Lüttichau. Hendes varme Hjærte hendes kristelige Iver og hendes store Formue var det, der traadte hjælpende og fremskyndende til. Gærne gav hun alt for at hiælpe, og naar hun havde gjort det, gik hun rundt og formaaede andre til at gøre det samme. Faa adelige Damer har skaffet Adelsmærket den Hæder, som hun har.

Kun sjældent har Mennesket forstaaet at følge Kristus efter, som dette Ægtepar forstod det.

Trandberg forlod Chikago for 2-3 Aar siden og flyttede til Minneapolis. Her døde han, 64 Aar gl.

(MiddelfartVenstreblad 2. juli 1896).

Efter hans død blev der opført (1898) et mindesmærke (en buste på granitsokkel) for ham i Almindingen i Ekkodalen på Ballensgård grund. I 1918 måtte foreningen "Bornholm" erstatte de daværende metalbogstaver der hele tiden blev fjernet, med en indhugget indskrift. Dette blev på den efterfølgende generalforsamling i august 1919 kraftigt kritiseret af skatterådsformand K. A. Petersen. Trandbergs enke kom til Bornholm i september 1910 hvor der blev arrangeret et møde ved mindesmærket.

Fripræst Niels Pedersen Grunnet (1827-1897) var lærer i Hedensted og Egtved. Han blev påvirket af "de stærke jyder" og brødremenigheden i Christiansfeld. Han blev missionær i Ydre Mission for sidstnævnte bevægelse og uddannedes sig 1851 på missionsskolen i Basel. I 1854 blev han indskrevet som student på universitetet, men kom i tvivl om han ville være missionær. Han vendte tilbage til Danmark i november 1854 hvor han begyndte for sig selv: 1855 oprettede han en frimenighed i København hvis medlemmer hovedsagelig bestod af tilhørere fra hans møder, og lod sig ordinere i en engelsk frimenighed i Hamburg. 1877 opførtes Martinskirken på Frederiksberg. På sit højdepunkt havde den evangelisklutherske frimenighed op til ti filialer, men medlemstallet i (1976) var 182.

Kristian Sønderby kom i 1868 til Sønder Kirkeby på Falster. Han var oprindeligt smed. Efter uenigheder med Trandberg om den kirkelige retning, forlod Kristian Møller Bornholm og kom i 1868 til Sønder Kirkeby, hvor han holdt møder i Blocks lokale, hvor folk fra et større område samledes for at høre ham.

"Bornholms forening til evangeliets fremme" blev stiftet ved et møde i Aaker 1. marts 1868. I 1869 blev den sluttet sammen med en københavnsk og nordsjællandsk forening til "Luthersk Missionsforening til evangeliets fremme i Danmark" (Luthersk Missionsforening).

Valg i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Korrespondance. Nordslesvig, den 1ste Oktober 1876. I de første Aar efter 1864 glædede man sig her i Nordslesvig hver Gang den danske Rigsdag skulde aabnes, fordi man ventede at finde det nordslesvigske Spørgsmaal paa en haabefuld Maade omtalt i Trontalen, som aabnede Rigsdagen, og i Reglen blev man heller ikke skuffet: en lille Hentydning til Nordslesvig vidste de danske Ministre stadig at saa presset ind i Budskabet. Tiden forandrer imidlertid saa meget, og Nordslesvigerne synes nu endelig at have faaet nok af Haabet, og vil hellere se noget mere positivt, end et Par velklingende Fraser. Hvorledes end det Budskab, der i Morgen aabner den danske Rigsdag, kommer til at lyde, vil det her i Nordslesvig blive modtaget med stor Sindsro, og findes det traditionelle Haab om Nordslesvig i samme, vil det i Hovedsagen mest være de danske nordslesvigske Blade, som vil høste Nytten, da der jo saa gives dem en god Lejlighed til at tærske Langhalm paa § 5, som kan give et ypperligt Spaltefoder i en Uges Tid eller to, naar det kniber.

Medens her, som andre Steder, Landdagsvalget, takket være Treklasse-Systemet, kun finder ringe Opmærksomhed, begynder Valgkampen til Rigsdagen at blive meget livlig i Sydslesvig og Holsten, men her i Nordslesvig forholder vi os aldeles rolige. - Alle som En skal vi stemme paa Kryger, saaledes lyder Parolen, og en anden Mening vil foreløbig ikke trænge igennem. Vort forrige Brev, hvor vi anbefalede en Alliance mellem Socialisterne og de Danske, har, som vi ærlig maa tilstaa, ikke gjort mere Nytte, end en Spand kold Vand paa en Gaas. De nordslesvigske Bønder er sejge og mistroiske over for nye Idéer, men dog ærlige og frisindede af Naturen, hvorfor den nye Tids Anskuelser med Tiden ogsaa vil bane sig en Vej i Nordslesvig. Rom blev jo ikke bygget paa en Dag.

(Social-Demokraten 5. oktober 1875).

Uheldig Arrestation. (Efterskrift til Politivennen)

Et nyt Eksempel paa vilkaarlig ugrundet Arrestation. Politiet og Kriminalretten har igen forøget Beviserne for hvilken Praksis disse Institutioner bruger i Haandhævelsen af Loven over for de Uformuende i Samfundet. Denne Gang drejer Sagen sig om at en Kone er bleven arresteret for en Bagatel der, som man siger, ikke er værd at rejse sig op for. Hvorledes Sagen forholder sig, fremgaar af efterfølgende Uddrag af en Klage, der agtes tilstillet Politiinspektør Hertz. Det hedder i Klagen :

"Den 18de dennes Formiddag Kl 9 indfandt Opdagelsespolitibctjent Larsen sig paa min Bopæl *) og forlangte at min Kone tilligemed den Kone, hvortil jeg har udlejet et Sideværelse, straks skulde følge med ham til Politistationen paa Fælledvejen.

Skøndt min Kone foregav, at hun ikke godt paa Øjeblikket kunde følge med, dels fordi hun havde 2 smaa Børn, hvoraf det Ældste er 2 Aar, og dels fordi hendes Paaklædning ikke var i en bedre Orden, - forlangte Betjenten desuagtet, at hun straks skulde følge med, idet han samtidig brugte Yttringer om Socialisme og Lignende, som man formener ikke vedkom hans Ærinde.

Efterat hun havde indfundet sig for Politiassistenten, fik hun at vide, at Sagen drejede sig om Udlevering af nogle Klædningsstykker samt nogle Laanesedler, der tilhørte en Pige, Caroline Lovise Jacobsen, der i circa 8 Uger havde opholdt sig paa min Bopæl. Min Kone, der ikke tilforn har nægtet at udlevere disse Genstande til Caroline Jacobsen, naar hun kom selv og forlangte dem, erklærede sig ogsaa paa Stationen villig dertil, og dermed antog man den Sag eller Mellemværende for afgjort, idet Caroline Jacobsen tilligemed Betjent Larsen fulgte med min Kone for i mit Hjem at erholde udleveret det Førnævnte.

Min Kone, der paa Stationen havde holdt paa, at hun hos Caroline Jacobsen havde 8 Kroner tilgode, skal paa Hjemturen have beklaget, at hun ikke erholdt sit nævnte Tilgodehavende, og derefter blev Betjenten opfarende og forlangte, at min Kone straks skulde følge med tilbage paa Stationen, og Hensigten med Hjemturen, Udleveringen af Caroline Jacobsens Effectcr, blev saaledes ikke opnaaet den Gang.

Paa Betjent Larsens Værelse, hvor min Kone alene maatte opholde sig hos ham, skal han have vist sig grov og truet hende i den Grad, at hun blev meget angst. Han nedskrev en Rapport, som han oplæste for hende og erklærede hende for anholdt. Hun forlangte at komme hjem for at drage Omsorg for sit Barn, der var saa at sige overladt til sig selv, og ligeledes for at faa en Kone til at overtage det Barn, hun havde hos sig, samt for at aflaase Gemmer, der stod uaflaasede; men dette nægtede Betjenten, idet han stal have sagt, "at det ikke kom hende ved." Derefter kørte han hende paa Raadhuset, hvor hun sad anholdt fra Mandag Middag til Onsdag Middag, da hun blev frikendt og løsladt, idet det blev hende paalagt næste Dag paa Raadhuset at aflevere de omspurgte Genstande til Caroline Jacobsen; medens min Kone derimod ved privat Sagsmaal maatte søge at komme til sit Tilgodehavende, 8 Kroner, hos denne.

Jeg anker nu over den af Betjent Larsen brugte Fremgangsmaade ved især at anholde min Kone, uden at drage Omsorg for, at de i Huset værende Gemmer blev aflaasede og at der var Nogen, der tog sig af mit Barn. Da min Kone gjorde ham opmærksom herpaa, skal han have svaret hende, "at det ikke kom hende ved". Jeg blev aldeles ikke underrettet om det Passerede, for jeg samme Dags Aften kom fra Arbejde, og fandt da mit 2-aars gamle Barn paa Trappegangen og om Eftermiddagen skal det have været paa Gaden - saa at sige overladt til sig selv.

Jeg tror derhos, at Hr. Politiinspektøren vil finde, at den brugte Fremgangsmaade er temmelig overilet og vilkaarlig ligeoverfor det, Sagen drejer sig om."

Naar en Institution som Politiet bærer sig ad paa en saadan Maade trænger Vedkommende aabenbart til at lære, at i et humant Samfund har Politiet andre Pligter at opfylde, end at vise sig saa brutal og uforskammet som muligt overfor enhver Uformuende, som det tror at kunne tage fat paa.

*) Klagerens Navn er Snedker Peter Møller Jensen Skyttegade 8, 5te Sal.

(Social-Demokraten 4. oktober 1876).