Erindringsmedaljen. (Efterskrift til Politivennen).

Christian 9. havde i 1864 lovet en medalje til deltagerne i krigen. Men det var først da våbenbrødrene gjorde opmærksom på løftet at der begyndte at ske noget i 1871. Sagen blev sat i bero indtil 1874. Den 11. marts 1877 blev Erindringsmedaljen for Krigen 1848-50 og 1864 givet til de der havde ansøgt om det. Berettigede var alle der havde deltaget i Krigen 1848-51 og Krigen 1864. Den blev leveret i en lille hvid papæske med et diplom. I den anledning var der en ceremoni for de som havde fået medaljen på Børsen. Herefter gik et optog af 5-6.000 gik til Amalienborg, hvor Christian 9. holdt en tale.

Medaljedagen. Saa oprandt da i Søndags den store Dag.

I lange Tider har Provinsaviserne strømmet over af Beretninger om de Fester, der er blevne afholdte i Anledning af Erindringsmedaljens Uddeling. Man har ved disse Fester udbragt "rungende" Leveraab for Medaljens Giver (Kristian den Niende, skønt han kun uegenlig er dens "Giver", efterdi alle Udgifterne er blevne afholdte af Statskassen) for Fædrelandet, de tapre Soldater, osv. osv., i Henhold til det gamle Ord: "Naar Øllet gaar ind, gaar Viddet ud".

Man har gjort endnu mere. Paa et fremskredent Gildestandpunkt har man afsendt hyperloyale Telegrammer til Kongen, har svoret ham Huldskab og Troskab, osv. osv., uden at huske paa det gamle Ord: "Loven er vel ærlig, men Holden er somme Tider besværlig".

Man er gaaet endnu videre. Man har kastet sig ind i den politiske Strid mellem Folketingsflertallet og Estrupperne, taget Parti for disse Sidste, lovet dem Understøttelse osv. Paa Frederiksberg gik man endogsaa saa vidt, at Instruktør Holst i en Haandevending stillede samtlige Vaabenbrødre til Kongens Disposition for det Tilfældes Skyld, at nogen "Vanhellig" skulde vove at røre ved hans Ret - som skrevet staar: "Store Ord og fedt Flæsk hænger ikke fast i Halsen."

Saa oprandt da i Forgaars den store Dag, der skulde sætte Kronen paa alle Festerne og forbavse det ganske Land, særligen os Københavnere. Kl. 11½ slet samledes de Medaljerede paa og ved Børsen, hvor der skulde holdes Taler, og hvorfra man i Procession skulde marchere til Amalienborg, lige midt under Kirketiden. O! Crone! Hvor uransagelige ere dine Domme og dine Veje usporlige!

Udenfor Børsen havde der samlet sig adskillige Tusinder Tilskuere, som morede sig kosteligt over Medaljemændene, og det regnede ned med Vittigheder over disse. Baandet til Medaljerne havde efter Sommes Mening en paafaldende Lighed med Støvlestropper, og selve Medaljerne var, mente Andre, fabrikerede af gamle franske Kaffekedler. Adskillige Bemærkninger var meget nærgaaende mod de stakkels Dekorerede; det var derfor ikte saa underligt, at Adskillige af disse i al Stilhed puttede Medaljen i Bukselommen.

Endelig blev Talerne færdige inde i Børssalen, og Toget satte sig i Bevægelse. Den nysgerrige og lattermilde Mængde fulgte med. Politiet holdt Pladsen nærmest Kongens Palæ paa Amalienborg afspærret, den var forbeholdt Medaljemændene. Den øvrige Del af Pladsen blev hurtig fyldt af Tilskuere.

Der gik en temmelig lang Ventetid. Der blev sagt, at en Deputation, bestaaende af Kaptajn Schønning og Fotograf Koch fra Svendborg og én til var hos Kongen. Langt om længe blev der aabnet et Par Vinduer i Stueetagen, og Kongen traadte frem i Vindueskarmen, ledsaget af Kronprinsen og Prins Valdemar.

En Del af de Dekorerede tog Hatten af og raabte Hurra. Alle Tilskuerne beholdt Hatten paa og tav stille. Somme af dem hyssede endogsaa. Det var derfor et meget svagt Hurra, det lod saa spinkelt og spædt, at de bageste af Tilskuerne næppe kunde høre det.

Kongen sa'e Noget, og der blev igen udbragt Hurraraab og det lige saa ynkelige Hurraraab som de første.

Kongen trak sig tilbage. Nogle faa Stykker gav sig til at raabe igen, og saa traadte Kronprinsen frem og bukkede. 

Dermed var det hele forbi, og Mængden spredtes i al Stilhed. Og derom var der kun én Mening, at et saa stilfærdigt , begejstringsløst Optog har Købenbavn aldrig set for. Og derom var der tun en Mening, at en saa ligegyldig Mængde som den, der havde samlet sig paa Amalienborg, har der aldrig nogen Sinde staaet lige over for et Lands Kongehus.

Festen var, kort sagt, fra Ende til anden en gyselig Fiasko. Deltagerne i den gik slukørede hjem og gemte deres Medaljer paa Kistebunden, rimeligvis for ikke mere at tage dem frem.

Det fortjener at fremhæves, at de fleste af Deltagerne var fra Landet, og at de københavnske Deltagere saa meget lidt imponerende ud. En af dem tog ganske rolig imod 10 Øre til en Bajer, som en Tilskuer gav ham.

(Social-Demokraten 13. marts 1877).

Flere steder i landet (bl. a. Århus, Kolding) havde de lokale afdelinger af Våbenbrødrene ifølge aviser afsendt telegrammer til Christian 9. om at medaljen måtte styrke hengivenheden til kongen og regeringen. Venstre-aviserne forholdt sig kritisk til uddelingen af medaljerne.

Fra en kjøbenhavnsk Borger, der er blandt Erindringsmedaljens Bærere, have vi modtaget en harmfuld Protest imod, at Ladegaardslemmer under deres Funktion som offenlige Gadefejere bære Medaljen. Herved er imidlertid intet at gjøre, da ikke Fattigdom eller andre sociale Lyder, men alene vanærende Straf udelukker fra Hæderstegnet.

- Fra Ballerup skrives til os: Uddelingen af Erindringsmedaljen for Krigene 1848-50 og 64 fandt Sted for Ballerup Sogn om Eftermiddagen den 22de f. M. i Ballerup Kros Spisesal, der i den Anledning var bleven smukt dekoreret. Før Uddelingen holdt Hr. Pastor Picker en Tale, hvori han fremdrog Minder fra Krigsaarene og fremhævede Medaljens Betydning. Derefter begyndte Uddelingen, der foretoges af Sognefoged, Hr. I. Petersen til Kirstinelund. Efter Uddelingen afholdtes Fællesmaaltid, hvorefter der blev udbragt Skaaler og holdt Taler. Hr. Picker holdt for Kongen og for Danmark, Hr. Lærer Busck for Sønderjyden og for Danebrog, Hr. Skomager Kyhl for Soldaten fra 1864. Han mente, at Soldaten i 1864 havde lige saa fuldt gjort sin Pligt som Soldaten i 1848-50, men ved Hjemkomsten fra Krigen 1864 blev han ikke modtaget som Soldaten ved Hjemkomsten efter Krigen 1848-50. Krigens uheldige Udfald i 1864 maatte ikke lægges Soldaten til Last, men maatte søges i andre Forhold - Forhold, overfor hvilke Soldaten i 1848-50 ikke vilde have udrettet mere end Soldaten i 1864. Hr. Rebslager Petersen fremdrog Minder om Frederik den syvende. Kjøbmand Reeh talte for Kvinden og for Krüger. - Festligheden sluttedes Kl. 12.

(Morgenbladet (København) 16. marts 1877).

(Indsendt )

Paa en Tid, da der rundt om fra Landet meldes om Festligheder, der ere afholdte i Anledning af den af Konge og Rigsdag skjænkede Erindringsmedalje til Krigerne fra Danmarks Kampe i 1848-50 og 1864, maa det dobbelt forbavse at se, hvad Stenderup Sogneraad har troet at burde byde de gamle Krigere her i Sognet. Man henvendte sig til Sogneraadet med Anmodning om at maatte benytte Skolestuen til en Højtidelighed i Anledning af Erindringsmedaljerne. Vi havde aldrig kunnet tænke os at skulde møde et Afslag her, saameget mere som Skolen har været benyttet baade til Koncerter, Komedier, Bryllupper o. desl., og hvem kunde da tænke, at Sogneraadet kunde finde Anledning til at nægte at benytte den til den højtidelige Udlevering af Mindetegnene for dem, der have kæmpet for Fædrelandet? Ikke des mindre er dette bleven gjort, men hvad har vel foranlediget Sogneraadet hertil? Skulde det være, fordi det fortrinsvis kun er Folk af den mindre Klasse, som her i Sognet have faaet Mindetegnet, eller fordi Sogneraadets Medlemmer til Dels ere Højrefolk, og de allerfleste af Medaljemændene Venstrefolk.

En Medaljemand.

(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 4. april 1877).

Ovenstående er ikke et enkeltstående eksempel på at erindringsmedaljen af partiet Højre blev brugt til at fremme deres politiske interesser. Det vakte en del modvilje hos Venstre. Ved et politisk møde i Vendsyssel den 14. april 1877 blev det oplyst at modtagere af erindringsmedaljen for 1864 ville sende den tilbage (ifølge Morgenbladet).

Medaljemændenes Adresse til Kongen. Som tidligere nævnt var forleden et Møde i Aarhus af Medaljemænd, som vedtog en Adresse til Kongen. Indbyderne have tilstillet os denne med Anmodning om Optagelse, hvilket herved efterkommes. Adressen lyder saaledes:

"Allernaadigste Konge !

Af undertegnede Deltagere i Krigene 1848-50 og 1864 have mange allerede bragt Deres Majestæt vor undersaatlige Hyldest og Tak for den modtagne Erindringsmedalje. Ikke desto mindre føle vi en inderlig Trang til sammen med Vaabenfæller fra hele Landet at henvende os til Deres Majestæt for at udtale vor Taknemmelighed for det os givne Ærestegn, idet vi love, at dette Tegn altid skal minde os om vor Pligt, som trofaste danske Mænd at stutte Kreds om Kongen og vort kjære Fædreland.

Deres Majestæt!

Underskriverne af denne Adresse ere alle ældre Mænd, for hvem Bevarelsen af Hjemmets Fred og Lykke horer til vort Livs dyrebareste Interesser, og som derfor i Krigens Gjærning kun have søgt at opfylde enhver god Borgers Pligt, naar Fædrelandet kalder sine Sønner; men idet vi føle os forvissede om at Danmark aldrig vil savne tapre Mænd, rede til dets Værn, naar det gjælder, er det vort Haab, at hvad der i Fredens Dage kan gjøres, for at Landet kan være forsvarsdygtigt i Farens Stund, vil blive gjort, idet vi have den Fortrøstning til Deres Majestæts landsfaderlige Omsorg, at det vil lykkes at tilvejebringe saa betryggende Forsvarsanstaltninger for vort Fædreland, som efter Evne kunne naaes.

Gud bevare deres Majestæt og vort kjære gamle Fædreland!"

Indbyderne ere 127 i Tallet og ere Mænd i de "forskjelligste Livsstillinger", men vi kjende kun en af dem som Venstremand, næmlig Kapt. Klaudius Madsen i Middelfart, derimod finde vi Højremændene Redaktør Jensen i Korsør, Kaptejn Jagd, Lusianus Kofod osv. Indbyderne sige, at de have holdt Adressen fri for Politik, og det kan forsaavidt være rigtigt; men vi tillade os at udtale den Forvisning, at Højre bagefter vil tage Adressen til Indtægt naar den udtaler Haabet om, at Landet i Fredens Dage sættes i forsvarsdygtig Stand. Dernæst forekommer det os ogsaa lidt meningsløst, naar Adressen stoler paa Kongens "landsfaderlige Omsorg" i Forsvarssagen. Dette er fuldstændig i Samklang med Højres Adresser, naar de tale om Kongen som "Forfatningens Vogter". Kongen er ikke Forfatningens Vogter, det skal Folket selv være. Kongen er ikke den det paaligger med landsfaderlig Omhu at ordne Forsvarssagen, men det er ogsaa her Folket selv, der har at betale Byrderne og at være med paa Raad ved Ordningen.

(Vejle Amts Folkeblad 25. juni 1877).

Om Claudius Madsen, se Åge Petersen: Claudius Madsen. Soldat og journalist. Nordisk Litteratur Forlag, 1963. Han var efter Krigen 1864 redaktør for Venstreavisen Middelfart Avis og en del år formand for våbenbrødrene i Middelfart. Han var blandt de 10 højeste skatteydere i byen.

Medalje-Industri. I "K. A." klages der over, at man hyppig i den senere Tid omkring i Landsbyerne træffer Tiggere, ofte stærke og kraftige Karle, med Erindringsmedaljen paa Brystet. I Reglen er man patriotisk og betænker Fædrelandsforsvarerne lidt rundeligere end Tiggerne i Almindelighed. Dette Forhold har nu imidlertid affødt den trafik, at man laaner - eller lejer - sin Medalje ud til Tiggervandringer. Det er saaledes fortalt, at en Daglejer har udlejet sin medalje i 10 Dage til en Tigger for en Krone, og at denne har gjort gode Affærer på sin Vandring.

(Social-Demokraten 30. marts 1878).

I 1898 levede der omtrent 16.000 der havde deltaget i Krigen 1848-1851. 1.000 fik invalideforsørgelse, 5.000 var under offentlig forsørgelse og 5.000 havde en årlig indtægt af omkring 200 kr. I anledning af 50 året bevilligede Rigsdagen 300.000 kr. Hvis altså 10.000 ansøgte, ville de kunne få 30 kr. hver. Folketinget havde foreslået 1½ mio. kr. Men regeringen og højreflertallet i Landstinget nedsatte det til det nævnte beløb.

Tiltale for Tyveri. (Efterskrift til Politivennen)

Da en i Taarbæk boende Fiskers Hustru Fredagen den 8de December f. A. savnede noget Linned og Børnetøj, som hun havde udhængt til Tørring paa en Stejleplads ved deres Bolig, og da hun ved ca. 14 Dage senere tilfældig at indfinde sig paa en Snedkers Bopæl, ligeledes i Taarbæk, bemærkede, at det mindste Barn var iført Noget af det stjaalne Børnetøj, underrettede hun Politiet, til hvilket hun tidligere havde gjort Anmeldelse om det formentlige Tyveri, om, hvad hun havde set. Da Politiet indfandt sig paa Snedkernes Bopæl, indrømmede Snedkerens Hustru, at hun var i Besiddelse af det bortkomne Tøj, men forklarede, at hun den 8de December f. A. om Aftenen mellem Kl. 7 og 8 havde fundet Tøjet liggende paa Gangstien ved Fiskernes Stejleplads, og at hun, skønt hun antog, at det var Tøi, der var blæst bort fra et eller andet Sted, havde beholdt det uden at fremlyse det. Efter Fiskerkonens Forklaring havde hun, da hun udhængte Tøjet til Torring, fastgjort det dels ved Hjælp af Klemmer, dels ved at binde det til Snoren, og idet hun forklarede, at hun kunde mindes, at det den foregaaende Aften var stille Vejr, udtalte hun den Formening, at Tøjet ikke kunde være blæst hen paa Gangstien, i hvilken Henseende hun kunde erindre, at skønt det øvrige tilbageblevne Tøj, der ligeledes var udhængt til Tørring, kun var kastet over Klædesnoren, fandtes Alt dette dog, da hun tog Tøjet ind, paa den Plads, hvor hun havde hængt det, og hun maatte saaledes antage, at den Tiltalte havde stjaalet det savnede Tøj fra Snoren. Dette nægtede den Tiltalte vedblivende, og det fandtes ogsaa, navnlig i Betragtning af at det Sted, hvor hun paa stod at have fundet Tøjet, kun var fire Alen fra det Sted, hvor det havde været ophængt til Tørring, og da det ikte nærmere havde kunnet oplyses, om det den paagældende Aften virkelig havde været stille Vejr, betænkeligt at anse den Tiltalte for skyldig i Tyveri. Derimod blev hun, der havde undladt, at fremlyse Tøjet, som det var hendes Hensigt at beholde, og ved hvilket hun havde foretaget nogle Forandringer, ved Københavns Amts nordre Birks Ekstraretsdom anset ester Straffelovens § 247 med Fængsel paa Vand og Brød i tre Dage. Den Tiltalte er 32 Aar gammel og fandtes ikke forhen straffet.

(Social-Demokraten 11. marts 1877).

Arbejderdeputation hos Estrup. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdermødet den 5. februar på fælleden havde ifølge Social-Demokraten samlet 15.000 arbejdsløse. I indkaldelsen i dagene op til mødet var aftrykt et forslag til et andragende som skulle overdrages Estrup.

Arbeiderdeputationens Audients hos Conseilspræsidenten. En Deputation, bestaaende af Cigarmager Giessing, forhenv. Jernstøber Lunde, Smed Sørensen og Skræder Jørgensen havde idag Kl. 12 Audients hos Hs. Excell. Conseilspræsidenten i Anledning af det paa Nørrefælled i Mandags afholdte Møde af Arbeidsløse. Deputationens Ordfører, Cigarmager Giessing, overrakte og motiverede et Andragende angaaende Afhjælpning af den forhaandenværende Arbeidsløshed. Andragendet lød saaledes:

"Deres Excellence!

Efter Bemyndigelse af de talrige Deeltagere i det af Bestyrelsen for det socialdemokratiske Arbeiderparti til Mandag den 5te Februar Kl. 12 indvarslede Made paa Nørrrefælled ved Kjøbenhavn af arbejdsløse Arbeidere, tillader Undertegnede sig at anmode den høie Regjering om at tage under alvorlig Overvejelse, hvilte Midler der kunde tjene til at lette de uhyggelige Følger af den store Arbejdsløshed, og tillade vi os navnlig ærbødigst at henlede Opmærksomheden paa nedenstaaende, paa Mødet fremsatte og bifaldte Forholdsregler: 

At den høie Regjering selv foretager og øver Indflydelse paa Communerne, for at disse kunne foretage saadanne Stats- og Communearbeider, der kunne sættes i Værk med kort Varsel. 

At der bevilgee en større Sum til directe Afhjælpning af Trangen hos de Arbejdsløse og som uddeles, uden at Reglerne for modtagen Fattighjælp (altsaa Tab af borgerlige Rettigheder vsv.) finder Anvendelse; samt

At der bevilges en Statsunderstøttelse til Befordring af uformuende Arbeideres Udvandring, hvorved den overflødige Arbejdskraft kan bortledes.

Idet vi al Ærbødighed fremsætte disse Forslag til den høie Regjerings Overveielse, forbeholde vi os, om fornødent, senere at give en yderligere Motivering til saadanne blandt de fremsatte Punkter, som den høie Regjering maatte ansee det for nødvendigt at forelægge Rigsdagen.

Sluttelig tillade vi os at haabe, at de nuværende ertraordinaire Forhold i Arbejderklassen maae kunne bevæge den høie Regjering til at anvende de nævnte eller lignende særegne Midler mod Nøden og Elendigheden, da en Fortsættelse af den bestaaende fortvivlede Tilstand uundgaaeligt vil ende med at bibringe mange Arbeidere den uheldige Tro, at Statssystemet, som det nu er, ikke paa nogen Maade vil kunne yde ham Trøst i paakommende Nød, tiltrods for det forholdsvis betydelige Bidrag, som han af sine Indkomster og ved sin Person og sit Arbeide yder til dets Opretholdelse, Selvstændighed og Velstand."

Hs. excell. Conseilspræsideuten svarede, at han ikke skulde udtale sig om Aarsagerne til den tilstedeværende Arbeidsløshed og den dermed i Forbindelse staaende Trang, eller om, hvorvidt Trangen i Virkeligheden var saa stor som forudsat i Andragendet, men vilde, idet han yttrede sig em de enkelte Punkter i Andragendet, gaae ud fra, at det var en Kjendsgjerning - og det en sørgelig Kjendsgjerning - at Arbeidsløshed virkelig er tilstede, ikke blot i Kjøbenhavn, men omkring i Landet. Hvad angik det første Punkt i Andragendet, tilsigtede det, at Arbeidsløsheden skulde modvirkes ved, at der saavel for Statens som for Communernes Regning saasnart som muligt blev udført større Arbeider. Hertil maatte Ministeren imidlertid bemærke, at Communerne her i Landet vare stillede saa selvstændigt, at det ikke kunde paalægges dem at lade saadanne Arbeider udføre, ja at Regjeringen ikke engang kunde øve et Tryk paa dem i den Retning, men han trivlede ikke om, at Communerne selv i deres egen velforstaaede Interesse vilde være opmærksomme paa Spørgsmaalet. Hvad angik Statens Arbeider, vilde det være Regjeringen overordentlig kjært, om den snart maatte blive sat istand til at kunne paabegynde de store Arbeider , hvortil den havde krævet Bevilling, og selvfølgelig beklagede Regjeringen meget, at adskillige større Foretagender, deriblandt flere her i Kjøbenhavn, ikke havde fundet fornøden Tilslutning i Rigsdagen. Imod Andragendets andet Punkt maatte Ministeren udtale, at det var umuligt for en Stat at træde i directe Forhold til den enkelte Trængende, hvilket maatte være Communernes og Understøttelsesforeningernes Sag, og først naar disse ikke mere vare istand til at magte Opgaven, kunde her blive Spørgsmaal for Statskassen om at træde hjælpende til. Ministeren vilde altsaa ikke sige, at det laa udenfor Statens Opgave at søge at lindre en Nød, enten denne nu var opstaaet som Følge af Standsning i Handel og Vandel, ved Misvæxt, Stormflod eller af andre Grunde: thi forskjellige Forvold kunde ganske vist bevirke, at Nødstanden blev saa stor, at Staten maatte troede til, men at Staten directe traadte i Forhold til den enkelte Trængende, lod sig under vore Forhold ikke gjøre. Det tredie Punkt i Andragendet, Bortskaffelsen af den overflødige Arbejdskraft gjennem Udvandring, vilde Ministeren fuldstændigt kunne gaae ind paa, hvis han var enig med Andragerne om Forudsætningen, nemlig om, at Landet var overbefolket, saa at det ikke mere formaaede at skaffe den tilstedeværende Befolkning tilstrækkeligt og tilstrækkeligt lønnet Arbetde. Hvis dette forholdt sig saaledes, vilde ogsaa Ministeren ansee det for ønskeligt, at der skaffedes den overflødige Befolkning Lejlighed til andetsteds at søge det Erhverv, som den ikke kunde finde herhjemme. Efter Ministerens Anskuelse var det imidlertid ikke Tilfældet, at Landet var overbefolket, hvilket bestyrkedes ved den jevnlige Indvandring af fremmede Arbejdere. Der var ganske vist Arbeidsløshed, men den var kun temporair, og at afhjælpe en forbigaaende Arbeidsløshed ved at befordre Udvandringen, vilde ligesaa lidt være i Arbeidernes som i Samfundets Interesse, og den umiddelbare og nærmeste Følge deraf vilde være, at Udvandringen maatte erstattes ved en tilsvarende Indvandring af Fremmede. Sluttelig udtalte Ministeren Haab om, at den forhåndenværende Arbeidløshed snart maatte være tilende.

Efterat Deputationens Ordfører og øvrige Medlemmer yderligere havde fremhævet Arbeidsløshedens store Omfang og den paatrængende Nødvendighed for, at der snarest muligt bragtes Hjælp fra Statens og Communernes Side, udtalte Ministeren bl. A., at det ogsaa efter hans Anskuelse var heldigst, om Nøden kunde afhjælpes ved at skaffe Arbeide istedetfor ved blot at understøtte de Arbeidsløse, selv om denne Understøttelse ikke medførte Tab af borgerlige Rettigheder.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. februar 1877).

Dom mod De frie Fagforeninger. (Efterskrift til Politivennen)

Politiretssag.

De frie Fagforeningers Lokale, Købmagergade 52. Søndagen den 21. Januar Aften Klokken 7, gives en stor forestilling i det ægyptiske Fingertrylleri af Professor Louis Faustin. Mange overraskende magiske Eksperimenter vil blive fremstillet 1 2 Afdelinger. - Mellem 1ste og 2den Afdeling, samt efter Forestillingen, vil de Herrer Skuespillere, Thorsen og Hendriksen, optræde i store komiske Roller, saasom: Herr Sølles uheldige Skøvtur og "En Ulykkelig" med nye Situationsvers af Fr. A. Hertz, hvilke Numere gives af Herr Thorsen. Herr Hendriksen giver blandt Andet: Et Postbuds Erindringer. Dernæst optræder den rigtige Mester Jakel fra Dyrehavsbakken med sit Marionetteater. God Musik er engageret, og efter hele Forestillingen finder der Bal Sted, indtil Klokken 2. Entre 50 Øre for Voksne og 15 Øre for Børn. Hele Overskudet tilfalder de strejkende Vævere. Kun Fagforeningsmedlemmer har Adgang. Opgangen er nærmest Porten, da den anden Opgang er spærret paa Grund af Teatrets Opstilling. Ærede Menigsfæller, støt Vævernes Strejke. Der kræves endnu kun 8 Dages Udholdenhed og Sejren er deres. Petersem, Lokalevært. Fr. Hertz. (Social-Demokraten 20. januar 1877).

Fra den offentlige Politiret.

- - -

Et i "Socialdemokraten" for 20de f. M, indrykket Avertissement, undertegnet "Petersen, Localevært" og "Fr. A. Hertz" bekiendtgiorde at der Søndagen derefter Kl. 7 vilde blive afholdt en Forestilling i de frie Fagforeningers Locale, Kiøbmagergade 52, bestaaende af "ægyptisk Fingertrylleri af Prof. Louis Faustin", Optræden af Skuespillerne Thorsen og Henriksen i komiske Roller, saasom "Hr. Sølles uheldige Skovtour", "en Ulykkelig" med nye Vers af Fr. A. Hertz og "Et Postbuds Erindringer" samt af "den rigtige Mester Jakel", hvorhos der lovedes god Musik og Bal til Kl. 2, Alt for en Entré af 50 Øre for Voxne, 15 Øre for Børn. Endelig tilføiedes en Bemærkning om, at kun Fagforeningsmedlemmer havde Adgang, og en Opfordring til Meningsfæller om at støtte de streikende Vævere, hvem Overskudet skulde tilfalde. Forestillingen fandt imidlertid Sted efter et Billetsalg, der ikke var indskrænket til Medlemmerne, uagtet Politiets Tilladelse ikke var erhvervet. Maler Frederik Adolph Hertz erkiendte i Retten, at Ansvaret for den herved begaaede Forseelse mod Politivedtægtens § 72 paahvilede ham, og bemærkede, at Værtshuusholder Petersen, af hvem Localet var leiet, vel ikke udtrykkelig havde bemyndiget ham til ogsaa at sætte hans Navn under Avertissementet, men at han antog sig stiltiende bemyndiget dertil paa Grund af Petersens ommeldte Stilling til Sagen. Værtshuusholder Petersen havde Intet at indvende mod denne Forklaring, og Sagen blev derefter hævet for hans Vedkommende, hvorimod Hertz vedtog at bøde 20 kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. februar 1877).

Korrespondancer fra Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Korrespondance fra Nordslesvig.

Den 1ste Februar 1817.

Valgene til den tyske Rigsdag er nu definitivt afgjort her i Slesvig, og vore Danomaner, af hvilke flere ligesom visse københavnske Fallenter har en Klat Bolledejg i Hovedet i Steder for Hjerne, har nu den Glæde at, takket være deres egoistiske Politik, er Danskhedens værste Modstandere, Professor Hinchius og Dr. Wachs genvalgte, som Repræsentanter for 2den og 4de Kreds. Man har saaledes et staaende Bevis for, at det, vore Danomaner kæmper for, ikke er den saa højt udskregne Fædrelandskærlighed, men ene og alene Kærlighed til Pengesækken, denne vor raadne og ormstukne Samfunds øverste Guddom. Havde det virkelig været Kærlighed til gamle Danmark og ikke Lyst og Begærlighed efter at ville Herren, for hvilken Proletaren kun skal være Trældyret, da vilde de nordslesvigske Folkeledere med Glæde have modtaget den fremrakte Haand til en Alliance med Socialdemokraterne og i det Mindste vovet et alvorligt Forsøg paa at kaste de Herrer Hinchius og Wachs af Sadlen, men som Ordsproget siger: Blodet er aldrig saa tyndt, det er dog tykkere end Vand, og Hinchius, Wachs samt det øvrige tysk-nationalliberale Slæng er jo dog i Hovedsagen enige med deres danske politiske Navnefæller i at opretholde det nuværende Udbyttesystem, hvor 85 pCt. har at slide, for at 15 pCt. kan fungere som Dagdrivere og nyde alle Livets Goder, samtidig med at disse Lykkens Yndlinge kun for den arbejdende Proletar har de Ord: Hund, gnav Benet, vi har spist Kødet! Med en Lydighed, der næsten kan kaldes faareagtig har den af Naturen ærlige og godmodige nordslesvigske Proletar hidtil fulgt sine Føreres Befalinger, og desværre for den skikkelige Proletar tyder Intet paa, at han endnu i de første Aar vil lytte til Fornuftens Stemme og slutte sig til dem, der aabent og ærligt kæmper for Arbejdets Frigørelse fra den gyldne Internationales Tryk. Dog, som vi se af de nu afholdte tyske Rigsdagsvalg, er det lykkedes Socialdemokraterne at skyde alvorlige Brescher i de Valgkredse, der hidtil galdt for Reaktionens stærkeste Fæstninger, og derfor vil forhaabenlig om ikke altfor lang Tid vi Socialister nyde den Triumf at forstyrre den Heksedans om Gulvkalven, som nu danses af den nordslesvigske Befolkning efter de malmfulde Højre-Noder, der lyder ned til os fra hinsides Kongeaaen og paa det Velvilligste assisteres af vore Folkelederes lokkende Sirenerøster.

- M - 

(Social-Demokraten 3. februar 1877).

Korrespondance fra Nordslesvig.

Den 15de Februar 1877.

Viktor Hugo siger i sin "Napoleon den Lille" ved at omtale den almindelige Stemmeret. Der gives Ting, som et Barn kan begribe, kun Statsmandene kan ikke fatte det, og saaledes gaar det ogsaa vore danske nordslesvigske Blade , idet disse i krampagtig Iver for at skrige lige saa højt som alle de øvrige danske Højreblade om Landsthingets berettigede Indflydelse for derved paa en pæn Maade at sparke til det af den almindelige Stemmeret fremgaaede folketing, netop kommer slemt til Skade og haaner den Ret, i Kraft af hvilken den saa høit priste og ofte paakaldte Hans Kryger i Virkeligheden kan fremstille sig som Nordslesvigernes Talsmand og Repræsentant.

Efter at Rigsdagsvalgene her nu er overstaaede, begynder man igen med mere Opmærksomhed at følge Forholdene i Danmark. Da samtlige vore danske Blade, dandsende efter Hr. Hjorth-Lorenzens bureaukratiske reaktioncere Pisk, staar paa det krasseste Højrestandpunkt, som tænkes kan, er det en Selvfølge, at de fleste Sympatier her er for Højre-Mindretallet i Danmark, da man helst vil gaa efter, hvad der staar i Egnens Avis, saa sparer man selv at tænke, og Nordslesvigerens øvrige gode Egenskaber ufortalt, saa er Selvtænkning ikke hans stærke Side. Hvor mange Løgne og Uforskammetheder de tysksindede Blade i Nordslesvig diske op med om de danske Forhold, har de dog Ret i, at en Mening, der er afvigende fra vore reaktionære Folkelederes, ikke kan faa Lov til at komme til Orde i et dansk-nordslesvigsk Blad og bliver saaledes i Reglen ikke offenlig udtalt, da mange dansksindede Mænd, der har en Anskuelse modsat Folkeledernes, naar de har Valget mellem Tavshed eller at ty til et af vore tyske Blade, da foretrækker Tavsheden.

Den tyske Rigsdag træder nu igen snart sammen, og Hr. Hans Kryger vil da atter i sin isolerede Stilling i Rigsdagssalen komme til at trænge til sine socialdemokratiske Kollegers Understøttelse ved Indbringelsen af eventuelle Andragender og Ændringsforslag. Noget, som vore danske Blade aldeles forglemmer i deres plumpe Angreb paa Socialdemokratiet. Som bekendt kommer det ikke saa nøje an paa en Pølse i Slagtetiden, og vor Presse, ligegyldig dansk eller tysk, tager det heller ikke nøje med en Dumhed mere eller mindre, naar det gælder om at hudflætte en ærlig Modstander. Og Hr. Kryger kan ikke benægte, at blandt hans Kolleger i den tyske Rigsdag er Socialisterne omtrent de eneste, som ere komne ham i Møde paa en aaben og ærlig Maade, bestandig rede til at understøtte ham i de berettigede Fordringer, han kunde finde Lejlighed til at fremsætte i sine Vælgeres Interesser, Noget der imidlertid syntes, at Kryger aldeles havde forglemt under den nu afsluttede Valgkamp.

M.

(Social-Demokraten 17. februar 1877).