Vilhelmine Elisabeth Kirstine Meinert. (Efterskrift til Politivennen)

Indbrudstyverier. Efterat Arrestantinden Vilhelmine Elisabeth Kirstine Meinert havde udstaaet en hende i Marts 1875 for Tyveri idømt Straf, rejste hun til Tydskland, men vendte i Begyndelsen af Juli d. A. atter tilbage her til Staden, hvor han i nogle Dage tog Ophold hos sin herboende Moder. Senere logerede Arrestantinden paa forskjellige Steder, uden at forskaffe sig noget lovligt Erhverv, men ernærede sig ved at stjæle. Ifølge hendes egen Tilstaaelse, der bestyrkes ved det iøvrigt Oplyste, har Arrestantinden saaledes i Tiden fra Midten af Juli d. A , indtil hun den 28de Augnet sidstleden blev anholdt, dels her i Staden dels paa Frederiksberg begaaet ikke mindre end ialt 16 Tyverier, der med Undtagelse af et vare forbundne med Indbrud.

Tyverierne, som hun i Almindelighed forøvede om Eftermiddagen paa en Tid, da Beboerne vare fraværende, udførte hun paa den Maade, at hun ved Hjælp af falske Nøgler, der tildels hørte til hendes egen Lejlighed, oplukkede de aflaasede Døre til Gjerningsstederne, som dels vare Værelser dels Køkkener. Mellemdørene vare aabne, og kun paa et enkelt Sted aabnede hun vedkommende Ejendoms Gadedør med en falsk Nøgle. Efterat hun saaledes var kommen ind i Værelserne, gjennemsøgte hun de i samme værende Klædeskabe, Kommoder og Gjemmer og tilvendte sig af disse en Masse forskjellige  Klædningsstykker, Uhre, Guld- og Sølvgjenstande samt Fødevarer til en Værdi af omtrent 630 Kr. og desuden nogle Pengebeløb af ialt 25 à 26 Kr. Paa et Par Steder tilvendte hun sig Intet, fordi hun ikke fandt Noget, hun brød sig om. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden, dør er 20 Aar gammel og tidligere 3 Gange har været straffet for Tyveri, nu anset med Forbedringshusarbejde i 2½ Aar.

(Fædrelandet 26. november 1877).

Kvindelig Indbrudstyv. Vilhelmine Elisabeth Kirstine Meinert, 23 Aar gl. og forhen flere Gange straffet, men kun een Gang efter sit 18de Aar, nemlig i 1877, ankom Onsdagen den 18de Februar hertil Staden efter et Ophold i Tydskland. Hun var den Gang uben Beskjæftigelse og uden Midler, hvorfor hun strax besluttede at skaffe sig Penge ved at stjæle. Hen paa Eftermiddagen den nævnte Dag begav hun sig op i Nr. 7 paa Amalievej og kom op paa Loftet, der var uaflaaset. Her stjal hun dels en Nøgle i den Hensigt at benytte den til senere Tyverier, dels en Del til Tørring ophængt Tøj, hvoraf noget senere blev fundet i hendes Logis, medens hun havde iført sig en Del deraf. To Dage senere, den 20de Februar om Eftermiddagen, gik hun ind i en Eiendom paa Østerbros Dossering, hvor hun var kjendt. Udenfor en Dør paa 2den Sal laa en Hund, som hun jog til Side; hun aabnede Døren med en Nøgle, hun vil have bragt med sig fra Tydskland, og tilvendte sig fra et uaflaaset Aflukke nogle Mandsklæder og en Nogle, i alt vurderede til 72 Kr. 50 Øre; derpaa begav sig med Kosterne ud af Ejendommen, som hun forlod ad Blegdamsvejen. Hun søgte nu at pantsætte de stjaalne Gjenstande hos en Pantelaaner i Aagade, men blev paa dennes Foranstaltning anholdt. Ved Kriminalrettens Dom blev hun anset efter Straffelovens § 230 1. Led, samt 2. Led. jfr. § 229 Nr. 1 med Forbedringshusarbejde i 18 Maaneder, idet alene den hende efter hendes 18de Aar overgaaede Dom havde Gjentagelsesvirkning. Imidlertid oplyse - som Aktor bemærkede i sit Indlæg - de hende tidligere overgaaede Domme hendes Hang til Tyveri, og de maatte i Forbindelse med den Dristighed, hun lagde for Dagen ved det ovenomhandlede Indbrudstyveri virke som skjærpende Moment ved Straffens Fastsættelse.

(Morgenbladet (København) 15. april 1880)

“Vilhelmine Elisab: Krist: Meinert, født i Kbhn: 27/11 57; løsl løsagtig Fabrikspige; str: 6 Gange, nemlig med 2½ Aars Forbdh: for 16 grove Tyverier med f: N: i Beboelser; Klæder, Guldtøi m.m. – See mist: Prot: J. 355. 229.” [1879]. Geneaologisk Forlag.

Tyveri. Arrestantinden Vilhelmine Elisabeth Kirstine Meinert. H.s Hustru, født i Virum den 27de November 1857, straffet flere Gange for Tyveri, inden hun fyldte 18 Aar. og derefter straffet ved Criminalrettens Domme af 24de November 1877 og 10de April 1880 henholdsviis efter Straffelovens § 228 og § 229 Nr. 4 jfr. tildeels § 46, med Forbedringshuusarbeide 2½ Aar, og efter samme Lovs § 230 1ste Led samt 2det Led. jfr. § 229 Nr. 4, med lige Arbeide i 18 Maaneder, var under en ved Kjøbenhavns Amt, søndre Birks Extraret anlagt Sag overbeviist om, at hun i Løbet af ben sidste Maaned, inden hun den 9de f. M. blev anholdt, havde begaaet 4 forskjellige Tyverier, ved hvilke hun havde frastiaalet Skomager R.s Enke en Dyne, 2 Tallerkener, et Stolebetræk og 2 Kr. 25 Øre kontant, Partikulier S. Sengklæder og Lagener til Værdi 45 Kr., Værthuusholder K. en Dyne og Frøken H. et Gulduhr med Kjæde og en stor Deel Klædningsstykker af Værdi 80 Kr. Hun begik samilige Tyverier om Dagen, de to fra aflaasede Kvistkamre og de to andre fra aflaasede Beboelsesleiligheder, idet hun under Beboernes Fraværelse skaffede sig Adgang til Kvistkamrene og til Lejlighederne ved at aabne Indgangsdørene med en Nøgle, der hørte til hendes og hendes Mands Leilighed. Hun bragte en betydelig Deel af Kosterne til sit Hjem, hvor hun indbildte sin Mand, der lever i gode økonomiske Kaar, at hun havde kjøbt dem paa Auctioner, hvorved hun fik ham til at give hende de Beløb, hun angav som Kjøbesum for Kosterne. Ved Rettens Dom blev hun anseet efter Straffelovens § 231, 2det Led, cfr. 229 Nr. 4, efter Omstændighederne med 4 Aars Tugthuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1885).

Overfald af en Krybskytte. (Efterskrift til Politivennen)

Den 14de dennes henimod Aften forefaldt der, ifølge "Slagelseposten" paa Erdrup Mose i Nærheden af Lyngbygaard en meget uhyggelig Begivenhed, idet Skovfoged og Skytte N. C. Jensen af Søhuus Plantage blev, ved et Sammenstød med en af de mange omstreifende Krybskytter, saa ilde tilredt, at han Dagen efter afgik ved Døden. Saavidt Bladet har bragt i Erfaring, ere de nærmere Omstændigheder følgende: Den nævnte Dags Eftermiddag opdagede Skovfogden, da han gik paa Jagt paa Erdrup Marker en Krybskytte, som søgte ned ad Mosen til, og gav sig strax i Færd med at forfølge ham, idet han kastede sit Jagttøi fra sig undtagen Bøssen, og det lykkedes ham ogsaa at hale ind paa den Flygtende. Denne vendte sig imidlertid og affyrede sin Bøsse mod Skovfogden, der desuagtet vedblev Forfølgelsen, idet hans Støvler optoge Skudet, og han indhentede ogsaa omsider Krybskytten, som han greb og kastede til Jorden. Krybstytten bad imidlertid om at maatte slippe op, idet han lovede ikke at undløbe, og Skovfogden var godmodig nok til at slippe ham; men neppe var han kommen paa Benene, før han med Raseri foer ind paa Betjenten, bed og slog denne til han var ude af Stand til at staae imod, og kastede ham dernæst i en Tørvegrav, hvor han lod ham ligge, og hvorfra tililende Folk omsider fik ham op i en Tilstand, der var Døden nær. Den Ulykkelige blev hurtigst muligt kjørt op til den nærmeste Gaard paa Erdrup Mark og bragt i Seng der, og der blev strax sendt Bud efter Lægen; men den lidte Overlast havde været for voldsom; han blev svagere, indtil Døden næste Dags Middag omsider indfandt sig. Den Afdøde lader sig Kone og 3 smaa Børn i smaa Kaar. Han var brav, flittig og stræbsom, og ligesaa agtet som han var i sin Kreds, ligesaa yndet skal han have været af sine Foresatte for den Iver, hvormed han passede sin Tjeneste, i hvilken han maatte lade sit Liv. Gerningsmanden til Udaaden, en Gaardmandssøn fra Gaardrup, er arresteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1877).

Fysikus Knudsen og distriktslæge Høegh-Guldbergs obduktion antog at han var død af en blodstigning til hovedet, måske fremkaldt ved flere stærke slag, samt opholdet i det kolde vand og nedslugning af vand.

Lyngbygaard havde været i familien Qvistgaards eje siden 1760. Carl Julius Rehling Qvistgaard (1806-1877) boede ikke på selve gården, men i Jægerhus i skoven "Simons Stubbe" nord for Skælskør. Da han var død, overgik gården ved lodtrækning til hans yngste datter Tofa Alvilda Qvistgaard (1852-1895) og svigersønnen Peter Frederik Fabricius (1842-1917). Boet efter den afdøde godsejer indsatte i Slagelse Sparekasse i december 1877 1.000 kr for hver af skovfoged Karl (eller Niels) Jensens 3 sønner. Beløbet kunne hæves når de blev 25 år gamle, mens enken fik renterne imens, samt en årlig sum penge, fri bolig og brændsel.

Ny Forstander paa Kindstrup Børnehjem. (Efterskrift til Politivennen)

Kindstrup Børnehjem blev oprettet i 1868 for hjemløse drenge som havde brug for opdragelse, læring og faste rammer for deres hverdag for senere at kunne begå sig i voksenlivet. Initiativtager, bygherre og første forstander var lærer Jørgen Pedersen, gårdmandssøn fra en nu nedlagt gård ved siden af Stubgården. Af helbredsårsager og økonomiske grunde gik han og og døde i 1879

Hjemmet blev overtaget af den indremissionske Kristian Ludvig Jensen. Han mødte en del modstand i dele af lokalbefolkningen. Der findes flere artikler om børnehjemmet og dets efterfølgere, Gelsted Skolehjem og Gelsted Ungdomshjem på denne blog, brug søgefeltet for at finde de øvrige.

Om Børnehjemmet i Kindstrup. Den 1ste August overdroges Børnehjemmet i Kindstrup til Seminarist og Lærer K. L. Jensen paa Sandal ved Fredericia. Det blev oprettet 1868 og har siden været ledet af Undertegnede, der nu formedelst Svagelighed i Forbindelse med min økonomiske Stilling ikke saae mig istand til at føre Sagen videre frem. Børnehjemmet i Forbindelse med Mark, Have, Eng og Mose, c. 25 Tdr. Land geometrisk Maal, af Landets bedste Jorder, tilligemed Avlen i Marken, nogen Besætning, Avlsredskaber, Maskiner og Indbo solgtes til Jensen for 23,730 Kr., som er den Gjæld, der for Tiden hviler paa Eiendommen; deraf ere henved 10,000 Kr. laante imod Caution i Nørreaaby Sparekasse og tildeels opsagte til Udbetaling i de nærmeste Terminer. Halvdelen af denne Sum kan Jensen tildeels klare ved egne Midler og ved at bortsælge et Huus og en Mose, som uden Tab kunne afhændes fra Børnehjemmet. Den større Halvdeel ventes indsamlet ved Gaver, og det er Hensigten med disse Linier at henlede Myndighedernes og godgjørende Menneskers Opmærksomhed paa Sagen, og jeg vil være meget taknemlig, om den gjennem Pressen maatte komme til almindelig Kundskab, saa der i snevrere Kredse, ved Bønnemøder, Høstfester, Aftengudstjenester og lign. Lejligheder maatte foretages Indsamlinger til at fremme dette Hjems Øiemed. Landet har nu i flere Aar været sparet for større Byrder; der findes almindelig Velstand blandt de bedre stillede Samfundsklasser. Sidste Aar har jeg intet hørt om Hagelskade, Havets Oversvømmelse, Kvægsyge eller lignende Ulykker; men næsten alle Egne ere velsignede med en rigelig Høst af Hø og Korn. Jeg vil derfor haabe, at mange Mænd og Kvinder ville hver efter sine Evner kunne afsee en lille Skjærv for dermed at betale en mindre Andeel i Børnehjemmet, og derved gjøre det muligt for Jensen og Hustru at tilvejebringe et hyggeligt Hjem for forladte Børn, hvor de under stadigt Tilsyn i Forbindelse med en god Underviisning og Vejledning i passende Arbeider kunne give dem en saadan Opdragelse, at de med Tiden kunne udfylde deres Plads i Samfundet som tarvelige og skikkelige Mennesker. Det er just ingen lille Opgave at løse, og de fleste Familiefædre ville have en Følelse af de Vanskeligheder, der møde Opdrageren; i alt Fald maae de indrømme, at den Mund, der gjennem Examen har Adgang til Lærerembede i Landet, bringer et Offer, der er Paaskjønnelse værd, idet han sætter sin og Families Formue og Arbejdskraft ind paa Børnehjemsgjerningen. Ledelsen og den daglige Besvær, der følger en saadan Gjerning, er i Grunden nok for en dygtigere Forstander, saa han bør saavidt mulig skaanes for Næringssorger, der i større Maal aldeles kunne hemme Virksomheden. For at undgaae disse, maa Landets bedste Mænd og Kvinder i Forbindelse med Myndigheder og Regjeringen støtte de Børnely, Pleie- og Børnehjem, der styres økonomisk og ledes i en menneskelig og christelig Aand. Jeg troer ogsaa, at Mange ville bringe en lille Gave i dette Øiemed, naar blot en Mand eller Kvinde gik foran i sin Kreds og med villigt Hjerte toge imod smaa Bidrag efter Enhvers Evne.

J. Pedersen, tidligere Forstander

for Børnehjemmet i Kindstrup.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. november 1877).

Kindstrup Børnehjem ved Gjelsted Station. Hr. Forstander K. L. Jensen overtog dette Børnehjem i 1877. Det var Kjærlighed til den Gjerning, der gjøres i Børnehjemmene, der bragte ham til at overtage det, da den tidligere Forstander, afdøde J. Pedersen, ønskede at fratræde og henvendte sig til ham for at formaae ham dertil. Undertegnede, der kjendte Hr. Jensen og hans Hustru, opmuntrede dem til at overtage det, baade fordi jeg ansaae dem for at være skikkede til at bestyre det, og fordi jeg maatte ansee det for et Tab, om noget af vore Børnehjem gik ind. Efter at Hr. Jensen og hans Hustru i 3 Aar have kæmpet tappert med Vanskeligheder i flere Retninger og med smaa Kaar for at løse Opgaven: at give hjemløse, tildels forsømte Børn et godt Hjem og en god Opdragelse, forekommer det mig, at jeg tør tillade mig at anbefale Kindstrup Børnehjem til godgjørende Kvinders og Mænds virksomme Deltagelse. I 21 Aar har jeg været knyttet til en Virksomhed af denne Art; i_ 9 af disse har jeg virket som Forstander for Holsteinsminde. Jeg tør derfor antage, at man vil tillægge mine Ord nogen Vægt. 

Jeg skal ikke opholde mig ved Kindstrup Børnehjems tidligere Historie. Hr. J. Pedersen, der indrettede det og forestod det til 1877, gjorde paa mig Indtrykket af at være et godt Menneske, der følte varmt for forældreløse og forsømte Børns Velfærd, og der havde den redeligste Villie, men der ved Overanstrængelser og Sygdom var bleven trættet og svækket, saa at han var ude af Stand til at magte Sagen. Vist er det, at han begyndte sin Virksomhed i Kindstrup i den bedste Hensigt, og at han i flere Aar arbejdede troligt med de Kræfter af Midler, der stode til hans Raadighed. Fortsættelsen af den er nu efter hans eget Ønske betroet til Hr. Forstander K. L. Jensen, og det er det nuværende Kindstrup Børnehjem, det gjælder om at støtte, saa at det ikke blot kan bestaae uden altfor store Vanskeligheder, men at det tillige kan forbedres i væsenlige Henseender.

I Børnehjemmet er der for Øjeblikket 21 Drenge, anbragte af private Velgjørere eller Kommuner. Den aarlige Betaling for hver a disse har hidtil udgjort 120 Kr. Da Drengene umuligt kunne holdes forsvarligt i alle Henseender for ringere end 250 Kr aarligt, er det let at see, at der fremkommer et Deficit af henved 3000 Kr aarligt, der maa dækkes med Tilskud af Staten, velgjørende Institutioner og den private Godgjørenhed. Et andet Spørgsmaal er, om ikke den aarlige Betaling burde være noget højere; paa Holsteinsminde er den 160 Kr aarligt. Men selv om man besvarer dette Spørgsmaal bekræftende, bliver der Trang til almindelig Deltagelse. I mange større og mindre Børnehjem i England, f. Ex. i Georg Müllers i Bristol, i Dr. Barnardo's og Annie Macphersons i London optages Børnene gratis, og Udgifterne ved deres Forplejning og Opdragelse afholdes alene ved frivillige Bidrag. Hos os tilvejebringes i Almindelighed det Fornødne ved meget lave aarlige Tilskud af de private Velgjørere og Kommuner, der indsætte Børnene i Hjemmene, og ved Bidrag til disse af Staten, af Stiftelser og Godgjørenheden, og det har vist sig, at der lader sig meget Godt udrette paa den Maade. Almenhedens Deltagelse er saa meget mere nødvendig, naar Forbedringer i Børnehjemmenes Indretning udkræves, og dette er netop Tilfældet i Børnehjemmet i Kindstrup, høie Bygninger tildels ere utilladeligt daarlige. Børnene skulle opdrages i Tarvelighed, og det er ikke godt, at de fattige Drenge, der skulle gaae ud i Livet om Tjenestedrenge eller Læredrenge, opdrages i herskabelige Bygninger og medbringe Vaner, der strax bringe dem paa Kant med Forholdene og gjøre dem utilfredse. Men Bygningerne maa dog i al Tarvelighed være saaledes, at de lette Arbejdet og Tilsynet, og at de kunne afgive et hyggeligt Hjem for Børnene og dem, der arbejde og leve med dem, og dette er ikke Tilfældet med Bygningerne til Børnehjemmet i Kindstrup. Skulde det være umuligt ved Fleres forenede Anstrængelser at hjælpe Forstander Jensen, saa at de værste Mangler kunne blive afhjulpne? Gid da den fornødne virksomme Deltagelse ikke maa udeblive? Det er sandelig ingen Sinecure at være Husfader i et fattigt Hjem for forældreløse og forsømte Børn. Det kræver stadigt Arbejde, Aarvaagenhed, Taalmodighed og Selvfornægtelse, og den bedste menneskelige Opmuntring og Trøst for ham er, at han kan mærke, at der er Hjerter og Hænder i Samfundet, der ville hjælpe ham. Dette ved jeg af egen Erfaring. Vilde det da ikke være godt og smukt, at Forældre og Børn i lykkelige Hjem betænkte dette, og at de lagde deres Taknemmelighed for Dagen ogsaa derved, at de ydede deres Skjærv til de Hjem, der ere indrettede for Forældrelæse og Forladte?

Hindholm i Oktober 1880

Chr. Nielsen.

(Fyens Stiftstidende 27. oktober 1880).

En artikel i Gelstedbladet fortæller om en sommerdagsplan fra 1881:

Kl. 05.15-06.00 morgenvask, rede senge, spise davre. Kl. 06.00-08.45 morgenandagt og skolegang. Kl. 08.45-12.00 mellemmad og arbejde i hus, have og mark samt rengøring af de lokaler, drengene gjorde brug af. Drengene bliver især brugt i haven med gravning, såning, plantning, vanding, lugning og hakning. Fra kl 12.00-14.00 middagsmad, middagshvile, leg, fritidslæsning og puslen i deres små haver. Kl. 14.00-16.45 arbejde som om formiddagen. Eftermiddagsmellemmaden spises, og der er skolegang til kl. 20.00.

Kl. 20.00 spises der nadver og børnene går i seng.

Den 22. maj 1882 om natten nedbrændte børnehjemmet fuldstændigt. Branden var påsat af en 12-13 årig dreng som havde lyst til forandring. Børn og forstander flyttede til et hus som ejeren havde på grunden og hvor der også boede en gammel aftægtskone. Dette hus nedbrændte den 29. juni 1882. Ilden var formentlig påsat af nogle drenge på hjemmet. En af dem udtalte at han hellere ville i arrest på Kjærlingbjerg end fortsætte på børnehjemmet.

En ny bygning blev opført på den nuværende placering på Gelstedsiden af bækken. 

Hønsetyve paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

 - - - 

Like everything else, everyone had some fault to find, and I was told that these animals would destroy every head of poultry in  the island; and there are hundreds of peasants who speak of the destruction of poultry as due to these animals, who never saw one take a chicken, if, indeed, | they ever saw a mongoose at all. As an instance of this I may give the following dialogue between one of my native labourers and myself: -

Native - Hi! Massa, dem mongoose nyam all do chicken and all de egg and all de fowl, - dem is bad ting; what for you go bring such a trouble 'pon we. Dem is a trickily thing; dem like chicken of a sizeable age, better than when dem just hatch. Ow! them is bad for true.

Self-Richard, if you catch a mongooso in the act ot eating your sizeable chickens I will givo you £i. How do you know it is the mongoose, and not thieves, dogs, cats, snakes, rats, hawks, owls, and John Crows (Turkey hussards), that eat your chickens?

Native - Hi, Massa, a friend of mine live next door tell me he see da mongoose catch the cbieken. 'Tis true me never see him do it myself.

Self - Well, you watch your chicken for two or three nights, and don't tell anyone you are going to do so; tell everybody it is the mongoose. When you catch what eats your chickens you come to me.

Native - Very well, massa; good bye. 

A few days elapsed, and I saw Richard and said to him, "Well have you caught the mongoose?" He said to me. "Yes, Massa; but it is a two foot mongoose?" "I catch de very man who tell me - tis mongoose de very night I see you; and when I find him such a tief and a liar, I feel ashamed to come and tell you." And so it is in 99 out of a hundred alleged mongoose-thefts! In proof of this, I may ask how is it that I now have more poultry than I ever had, when there are dozens of mongooses all round my house. Why is it that poultry are cheaper in India, the land of mongooses, than in Jamaica? To those who suffer from the ravages of rats, I can give a valuable hint by advising them to get, no matter at what cost, a few pairs of mongooses.

I am, Sir,

Your obedient Servant,

W. Bancroft Espect.

(St. Croix Avis 3. november 1877. Uddrag)

Den lille indiske manguster blev i slutningen af 1800-tallet indført til de caribiske øer med det formål at spise rotter på sukkerrørsplantagerne. Meget snart viste den sig at gå løs på fjerkræet og den lokale fauna, endog skade kreaturer. I nyere tid har den været med til at sprede sygdomme, såsom fx rabies. Dyret anses for at være et af de værste invasive dyr. Forsøg på at begrænse bestanden har vist sig forgæves.

Vold paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Vold. Søndagen den 12te August d. A. om Aftenen var Arbeidsmand H. C. Jensen sammen med et Par Kammerater i et Huus i Thyrasgade, i hvilket han boede, og da de Alle mellem Kl. 11 og 12 gik ud af Huset, var han den Første, der traadte ud af Gadedøren, udenfor hvilken 2 unge Mennesker, af hvilken den ene ligeledes boede i Huset, stode i Samtale. Idet Jensen traadte ud paa Gaden, kom han til at snuble - efter hans Formening som Følge af, at et af de 2 unge Mennesker spændte Been for ham, hvad de dog Begge have benægtet - og han rettede i den Anledning det Spørgsmaal til dem, om de stode der for at overfalde ham. Dette Spørgsmaal havde tilfølge, at den ældste af de omtalte 2 Personer, Hvidgarverlærling Frantz Carl Erik Dahlmann, 16 3/4 Aar gl., med knyttet Haand slog Jensen i Ansigtet, og der opstod derpaa et Slagsmaal imellem disse, hvilket dog hurtigt blev afbrudt derved, at en af Jensens Kammerater gik imellem. Imidlertid havde Dahlmanns Kammerat, en Rebslagerlærling, 15 3/4 Aar gl., taget sin Lommekniv frem og aabnet dens ene Blad, der var ca. 2 Tommer langt og spidst tilløbende, og umiddelbart efterat Slagsmaalet var ophørt, rakte han denne Kniv til Dahlmann med de Ord: "Slaae væk med den!" Dahlmann, der i det under Sagen optagne Forhør forklarede, at han er "umaadelig hidsig", tog imod Kniven og tilføiede, uden at der var givet ham nogen Anledning, og uden at han dengang var i Haandgemæng med nogen af de Tilstedeværende, Jensen to Stød med Knivsbladet i Ansigtet, af hvilke det første ramte ham over det høire Øie og det andet i Overlæben og Tungen, og det maae derhos ansees for givet, at han imellem disse to Stød endvidere bibragte ham en Rift med Kniven paa det høire Beens Inderside. Efter Stødet i Overlæben og Tungen segnede Jensen om, medens Dahlmann løb bort. Jensen blødte stærkt, navnlig af Saaret over det høire Øie, og maatte den næste Dag bringes paa Hospitalet, hvor han laa som Patient til den 22de August, da han udskreves som helbredet. Det maatte antages, at Knivstødene mod Jensens Ansigt vare førte med Kraft, skjøndt ikke med fuld Kraft, og at Virkningen af det første Stød tildeels er afbødet derved, at Jensen fik sat i Dahlmanns Arm i det Øieblik, da han stødte til. Ifølge vedkommende Overlæges Erklæring indtog Saaret over Øiet den øverste Deel af det højre øvre Øielaag og var lidt over en Tomme langt; Saaret i Overlæbens Rand, omtrent i Midten, var ganske overfladisk, lodretløbende, og Saaret paa Tungen var af et Par Liniers Længde, skarprandet og trængt igjennem Tungens Slimhinde ind i Tungesubstantsen; intet af de tilføiede Saar formentes at ville have skadelige Følger for Jensens fremtidigc Helbredstilstand, men Saaret paa Øielaaget vilde efterlade et Ar. Dahlmanns Medtiltalte erkjendte under Forhøret, at det var hans Mening med at række sin Kammerat Kniven, at Sidstnævnte skulde bruge den mod Jensen, uden at han dog havde nogen Tanke for den Ulykke, der kunde skee ved dens Brug. og Dahlmann forklarede, at han vel stødte mod Jensens Ansigt, hvor det kunde træffe sig, men uden at have til Hensigt at tilføie ham nogen bestemt Skade og uden at tænke paa den Ulykke, han derved kunde afstedkomme. Begge de Tiltalte erklærede, at de ikke havde havt noget Udstaaende med Jensen, og at de, navnlig Dahlmann, vare komne i en ophidset Stemning, deels ved det stedfundne Slagsmaal, deels ved en af en anden Tilstedeværende umiddelbart forinden brugt Yttring, hvorved de betegnedes som "Gadedrenge", og denne Erklæring fandt Retten ingen Grund til at forkaste. De Tiltalte, af hvilke Dahlmann tidligere er straffet for grovt Tyveri med 25 Rottingslag, bleve ved Kriminalrettens Dom ansete, Dahlmann med 8 Maaneders Forbedringshuusarbeide, den Medtiltalte med 25 Rottingslag, hvorhos de begge tilpligtedes in solidum at betale 18 Kr. 80 Øre i Erstatning til Arbeidsmand Jensen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. november 1877. 2. udgave).