Overfald af en Krybskytte. (Efterskrift til Politivennen)

Den 14de dennes henimod Aften forefaldt der, ifølge "Slagelseposten" paa Erdrup Mose i Nærheden af Lyngbygaard en meget uhyggelig Begivenhed, idet Skovfoged og Skytte N. C. Jensen af Søhuus Plantage blev, ved et Sammenstød med en af de mange omstreifende Krybskytter, saa ilde tilredt, at han Dagen efter afgik ved Døden. Saavidt Bladet har bragt i Erfaring, ere de nærmere Omstændigheder følgende: Den nævnte Dags Eftermiddag opdagede Skovfogden, da han gik paa Jagt paa Erdrup Marker en Krybskytte, som søgte ned ad Mosen til, og gav sig strax i Færd med at forfølge ham, idet han kastede sit Jagttøi fra sig undtagen Bøssen, og det lykkedes ham ogsaa at hale ind paa den Flygtende. Denne vendte sig imidlertid og affyrede sin Bøsse mod Skovfogden, der desuagtet vedblev Forfølgelsen, idet hans Støvler optoge Skudet, og han indhentede ogsaa omsider Krybskytten, som han greb og kastede til Jorden. Krybstytten bad imidlertid om at maatte slippe op, idet han lovede ikke at undløbe, og Skovfogden var godmodig nok til at slippe ham; men neppe var han kommen paa Benene, før han med Raseri foer ind paa Betjenten, bed og slog denne til han var ude af Stand til at staae imod, og kastede ham dernæst i en Tørvegrav, hvor han lod ham ligge, og hvorfra tililende Folk omsider fik ham op i en Tilstand, der var Døden nær. Den Ulykkelige blev hurtigst muligt kjørt op til den nærmeste Gaard paa Erdrup Mark og bragt i Seng der, og der blev strax sendt Bud efter Lægen; men den lidte Overlast havde været for voldsom; han blev svagere, indtil Døden næste Dags Middag omsider indfandt sig. Den Afdøde lader sig Kone og 3 smaa Børn i smaa Kaar. Han var brav, flittig og stræbsom, og ligesaa agtet som han var i sin Kreds, ligesaa yndet skal han have været af sine Foresatte for den Iver, hvormed han passede sin Tjeneste, i hvilken han maatte lade sit Liv. Gerningsmanden til Udaaden, en Gaardmandssøn fra Gaardrup, er arresteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1877).

Fysikus Knudsen og distriktslæge Høegh-Guldbergs obduktion antog at han var død af en blodstigning til hovedet, måske fremkaldt ved flere stærke slag, samt opholdet i det kolde vand og nedslugning af vand.

Lyngbygaard havde været i familien Qvistgaards eje siden 1760. Carl Julius Rehling Qvistgaard (1806-1877) boede ikke på selve gården, men i Jægerhus i skoven "Simons Stubbe" nord for Skælskør. Da han var død, overgik gården ved lodtrækning til hans yngste datter Tofa Alvilda Qvistgaard (1852-1895) og svigersønnen Peter Frederik Fabricius (1842-1917). Boet efter den afdøde godsejer indsatte i Slagelse Sparekasse i december 1877 1.000 kr for hver af skovfoged Karl (eller Niels) Jensens 3 sønner. Beløbet kunne hæves når de blev 25 år gamle, mens enken fik renterne imens, samt en årlig sum penge, fri bolig og brændsel.

Ny Forstander paa Kindstrup Børnehjem. (Efterskrift til Politivennen)

Kindstrup Børnehjem blev oprettet i 1868 for hjemløse drenge som havde brug for opdragelse, læring og faste rammer for deres hverdag for senere at kunne begå sig i voksenlivet. Initiativtager, bygherre og første forstander var lærer Jørgen Pedersen, gårdmandssøn fra en nu nedlagt gård ved siden af Stubgården. Af helbredsårsager og økonomiske grunde gik han og og døde i 1879

Hjemmet blev overtaget af den indremissionske Kristian Ludvig Jensen. Han mødte en del modstand i dele af lokalbefolkningen. Der findes flere artikler om børnehjemmet og dets efterfølgere, Gelsted Skolehjem og Gelsted Ungdomshjem på denne blog, brug søgefeltet for at finde de øvrige.

Om Børnehjemmet i Kindstrup. Den 1ste August overdroges Børnehjemmet i Kindstrup til Seminarist og Lærer K. L. Jensen paa Sandal ved Fredericia. Det blev oprettet 1868 og har siden været ledet af Undertegnede, der nu formedelst Svagelighed i Forbindelse med min økonomiske Stilling ikke saae mig istand til at føre Sagen videre frem. Børnehjemmet i Forbindelse med Mark, Have, Eng og Mose, c. 25 Tdr. Land geometrisk Maal, af Landets bedste Jorder, tilligemed Avlen i Marken, nogen Besætning, Avlsredskaber, Maskiner og Indbo solgtes til Jensen for 23,730 Kr., som er den Gjæld, der for Tiden hviler paa Eiendommen; deraf ere henved 10,000 Kr. laante imod Caution i Nørreaaby Sparekasse og tildeels opsagte til Udbetaling i de nærmeste Terminer. Halvdelen af denne Sum kan Jensen tildeels klare ved egne Midler og ved at bortsælge et Huus og en Mose, som uden Tab kunne afhændes fra Børnehjemmet. Den større Halvdeel ventes indsamlet ved Gaver, og det er Hensigten med disse Linier at henlede Myndighedernes og godgjørende Menneskers Opmærksomhed paa Sagen, og jeg vil være meget taknemlig, om den gjennem Pressen maatte komme til almindelig Kundskab, saa der i snevrere Kredse, ved Bønnemøder, Høstfester, Aftengudstjenester og lign. Lejligheder maatte foretages Indsamlinger til at fremme dette Hjems Øiemed. Landet har nu i flere Aar været sparet for større Byrder; der findes almindelig Velstand blandt de bedre stillede Samfundsklasser. Sidste Aar har jeg intet hørt om Hagelskade, Havets Oversvømmelse, Kvægsyge eller lignende Ulykker; men næsten alle Egne ere velsignede med en rigelig Høst af Hø og Korn. Jeg vil derfor haabe, at mange Mænd og Kvinder ville hver efter sine Evner kunne afsee en lille Skjærv for dermed at betale en mindre Andeel i Børnehjemmet, og derved gjøre det muligt for Jensen og Hustru at tilvejebringe et hyggeligt Hjem for forladte Børn, hvor de under stadigt Tilsyn i Forbindelse med en god Underviisning og Vejledning i passende Arbeider kunne give dem en saadan Opdragelse, at de med Tiden kunne udfylde deres Plads i Samfundet som tarvelige og skikkelige Mennesker. Det er just ingen lille Opgave at løse, og de fleste Familiefædre ville have en Følelse af de Vanskeligheder, der møde Opdrageren; i alt Fald maae de indrømme, at den Mund, der gjennem Examen har Adgang til Lærerembede i Landet, bringer et Offer, der er Paaskjønnelse værd, idet han sætter sin og Families Formue og Arbejdskraft ind paa Børnehjemsgjerningen. Ledelsen og den daglige Besvær, der følger en saadan Gjerning, er i Grunden nok for en dygtigere Forstander, saa han bør saavidt mulig skaanes for Næringssorger, der i større Maal aldeles kunne hemme Virksomheden. For at undgaae disse, maa Landets bedste Mænd og Kvinder i Forbindelse med Myndigheder og Regjeringen støtte de Børnely, Pleie- og Børnehjem, der styres økonomisk og ledes i en menneskelig og christelig Aand. Jeg troer ogsaa, at Mange ville bringe en lille Gave i dette Øiemed, naar blot en Mand eller Kvinde gik foran i sin Kreds og med villigt Hjerte toge imod smaa Bidrag efter Enhvers Evne.

J. Pedersen, tidligere Forstander

for Børnehjemmet i Kindstrup.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. november 1877).

Kindstrup Børnehjem ved Gjelsted Station. Hr. Forstander K. L. Jensen overtog dette Børnehjem i 1877. Det var Kjærlighed til den Gjerning, der gjøres i Børnehjemmene, der bragte ham til at overtage det, da den tidligere Forstander, afdøde J. Pedersen, ønskede at fratræde og henvendte sig til ham for at formaae ham dertil. Undertegnede, der kjendte Hr. Jensen og hans Hustru, opmuntrede dem til at overtage det, baade fordi jeg ansaae dem for at være skikkede til at bestyre det, og fordi jeg maatte ansee det for et Tab, om noget af vore Børnehjem gik ind. Efter at Hr. Jensen og hans Hustru i 3 Aar have kæmpet tappert med Vanskeligheder i flere Retninger og med smaa Kaar for at løse Opgaven: at give hjemløse, tildels forsømte Børn et godt Hjem og en god Opdragelse, forekommer det mig, at jeg tør tillade mig at anbefale Kindstrup Børnehjem til godgjørende Kvinders og Mænds virksomme Deltagelse. I 21 Aar har jeg været knyttet til en Virksomhed af denne Art; i_ 9 af disse har jeg virket som Forstander for Holsteinsminde. Jeg tør derfor antage, at man vil tillægge mine Ord nogen Vægt. 

Jeg skal ikke opholde mig ved Kindstrup Børnehjems tidligere Historie. Hr. J. Pedersen, der indrettede det og forestod det til 1877, gjorde paa mig Indtrykket af at være et godt Menneske, der følte varmt for forældreløse og forsømte Børns Velfærd, og der havde den redeligste Villie, men der ved Overanstrængelser og Sygdom var bleven trættet og svækket, saa at han var ude af Stand til at magte Sagen. Vist er det, at han begyndte sin Virksomhed i Kindstrup i den bedste Hensigt, og at han i flere Aar arbejdede troligt med de Kræfter af Midler, der stode til hans Raadighed. Fortsættelsen af den er nu efter hans eget Ønske betroet til Hr. Forstander K. L. Jensen, og det er det nuværende Kindstrup Børnehjem, det gjælder om at støtte, saa at det ikke blot kan bestaae uden altfor store Vanskeligheder, men at det tillige kan forbedres i væsenlige Henseender.

I Børnehjemmet er der for Øjeblikket 21 Drenge, anbragte af private Velgjørere eller Kommuner. Den aarlige Betaling for hver a disse har hidtil udgjort 120 Kr. Da Drengene umuligt kunne holdes forsvarligt i alle Henseender for ringere end 250 Kr aarligt, er det let at see, at der fremkommer et Deficit af henved 3000 Kr aarligt, der maa dækkes med Tilskud af Staten, velgjørende Institutioner og den private Godgjørenhed. Et andet Spørgsmaal er, om ikke den aarlige Betaling burde være noget højere; paa Holsteinsminde er den 160 Kr aarligt. Men selv om man besvarer dette Spørgsmaal bekræftende, bliver der Trang til almindelig Deltagelse. I mange større og mindre Børnehjem i England, f. Ex. i Georg Müllers i Bristol, i Dr. Barnardo's og Annie Macphersons i London optages Børnene gratis, og Udgifterne ved deres Forplejning og Opdragelse afholdes alene ved frivillige Bidrag. Hos os tilvejebringes i Almindelighed det Fornødne ved meget lave aarlige Tilskud af de private Velgjørere og Kommuner, der indsætte Børnene i Hjemmene, og ved Bidrag til disse af Staten, af Stiftelser og Godgjørenheden, og det har vist sig, at der lader sig meget Godt udrette paa den Maade. Almenhedens Deltagelse er saa meget mere nødvendig, naar Forbedringer i Børnehjemmenes Indretning udkræves, og dette er netop Tilfældet i Børnehjemmet i Kindstrup, høie Bygninger tildels ere utilladeligt daarlige. Børnene skulle opdrages i Tarvelighed, og det er ikke godt, at de fattige Drenge, der skulle gaae ud i Livet om Tjenestedrenge eller Læredrenge, opdrages i herskabelige Bygninger og medbringe Vaner, der strax bringe dem paa Kant med Forholdene og gjøre dem utilfredse. Men Bygningerne maa dog i al Tarvelighed være saaledes, at de lette Arbejdet og Tilsynet, og at de kunne afgive et hyggeligt Hjem for Børnene og dem, der arbejde og leve med dem, og dette er ikke Tilfældet med Bygningerne til Børnehjemmet i Kindstrup. Skulde det være umuligt ved Fleres forenede Anstrængelser at hjælpe Forstander Jensen, saa at de værste Mangler kunne blive afhjulpne? Gid da den fornødne virksomme Deltagelse ikke maa udeblive? Det er sandelig ingen Sinecure at være Husfader i et fattigt Hjem for forældreløse og forsømte Børn. Det kræver stadigt Arbejde, Aarvaagenhed, Taalmodighed og Selvfornægtelse, og den bedste menneskelige Opmuntring og Trøst for ham er, at han kan mærke, at der er Hjerter og Hænder i Samfundet, der ville hjælpe ham. Dette ved jeg af egen Erfaring. Vilde det da ikke være godt og smukt, at Forældre og Børn i lykkelige Hjem betænkte dette, og at de lagde deres Taknemmelighed for Dagen ogsaa derved, at de ydede deres Skjærv til de Hjem, der ere indrettede for Forældrelæse og Forladte?

Hindholm i Oktober 1880

Chr. Nielsen.

(Fyens Stiftstidende 27. oktober 1880).

En artikel i Gelstedbladet fortæller om en sommerdagsplan fra 1881:

Kl. 05.15-06.00 morgenvask, rede senge, spise davre. Kl. 06.00-08.45 morgenandagt og skolegang. Kl. 08.45-12.00 mellemmad og arbejde i hus, have og mark samt rengøring af de lokaler, drengene gjorde brug af. Drengene bliver især brugt i haven med gravning, såning, plantning, vanding, lugning og hakning. Fra kl 12.00-14.00 middagsmad, middagshvile, leg, fritidslæsning og puslen i deres små haver. Kl. 14.00-16.45 arbejde som om formiddagen. Eftermiddagsmellemmaden spises, og der er skolegang til kl. 20.00.

Kl. 20.00 spises der nadver og børnene går i seng.

Den 22. maj 1882 om natten nedbrændte børnehjemmet fuldstændigt. Branden var påsat af en 12-13 årig dreng som havde lyst til forandring. Børn og forstander flyttede til et hus som ejeren havde på grunden og hvor der også boede en gammel aftægtskone. Dette hus nedbrændte den 29. juni 1882. Ilden var formentlig påsat af nogle drenge på hjemmet. En af dem udtalte at han hellere ville i arrest på Kjærlingbjerg end fortsætte på børnehjemmet.

En ny bygning blev opført på den nuværende placering på Gelstedsiden af bækken. 

Hønsetyve paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

 - - - 

Like everything else, everyone had some fault to find, and I was told that these animals would destroy every head of poultry in  the island; and there are hundreds of peasants who speak of the destruction of poultry as due to these animals, who never saw one take a chicken, if, indeed, | they ever saw a mongoose at all. As an instance of this I may give the following dialogue between one of my native labourers and myself: -

Native - Hi! Massa, dem mongoose nyam all do chicken and all de egg and all de fowl, - dem is bad ting; what for you go bring such a trouble 'pon we. Dem is a trickily thing; dem like chicken of a sizeable age, better than when dem just hatch. Ow! them is bad for true.

Self-Richard, if you catch a mongooso in the act ot eating your sizeable chickens I will givo you £i. How do you know it is the mongoose, and not thieves, dogs, cats, snakes, rats, hawks, owls, and John Crows (Turkey hussards), that eat your chickens?

Native - Hi, Massa, a friend of mine live next door tell me he see da mongoose catch the cbieken. 'Tis true me never see him do it myself.

Self - Well, you watch your chicken for two or three nights, and don't tell anyone you are going to do so; tell everybody it is the mongoose. When you catch what eats your chickens you come to me.

Native - Very well, massa; good bye. 

A few days elapsed, and I saw Richard and said to him, "Well have you caught the mongoose?" He said to me. "Yes, Massa; but it is a two foot mongoose?" "I catch de very man who tell me - tis mongoose de very night I see you; and when I find him such a tief and a liar, I feel ashamed to come and tell you." And so it is in 99 out of a hundred alleged mongoose-thefts! In proof of this, I may ask how is it that I now have more poultry than I ever had, when there are dozens of mongooses all round my house. Why is it that poultry are cheaper in India, the land of mongooses, than in Jamaica? To those who suffer from the ravages of rats, I can give a valuable hint by advising them to get, no matter at what cost, a few pairs of mongooses.

I am, Sir,

Your obedient Servant,

W. Bancroft Espect.

(St. Croix Avis 3. november 1877. Uddrag)

Den lille indiske manguster blev i slutningen af 1800-tallet indført til de caribiske øer med det formål at spise rotter på sukkerrørsplantagerne. Meget snart viste den sig at gå løs på fjerkræet og den lokale fauna, endog skade kreaturer. I nyere tid har den været med til at sprede sygdomme, såsom fx rabies. Dyret anses for at være et af de værste invasive dyr. Forsøg på at begrænse bestanden har vist sig forgæves.

Vold paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Vold. Søndagen den 12te August d. A. om Aftenen var Arbeidsmand H. C. Jensen sammen med et Par Kammerater i et Huus i Thyrasgade, i hvilket han boede, og da de Alle mellem Kl. 11 og 12 gik ud af Huset, var han den Første, der traadte ud af Gadedøren, udenfor hvilken 2 unge Mennesker, af hvilken den ene ligeledes boede i Huset, stode i Samtale. Idet Jensen traadte ud paa Gaden, kom han til at snuble - efter hans Formening som Følge af, at et af de 2 unge Mennesker spændte Been for ham, hvad de dog Begge have benægtet - og han rettede i den Anledning det Spørgsmaal til dem, om de stode der for at overfalde ham. Dette Spørgsmaal havde tilfølge, at den ældste af de omtalte 2 Personer, Hvidgarverlærling Frantz Carl Erik Dahlmann, 16 3/4 Aar gl., med knyttet Haand slog Jensen i Ansigtet, og der opstod derpaa et Slagsmaal imellem disse, hvilket dog hurtigt blev afbrudt derved, at en af Jensens Kammerater gik imellem. Imidlertid havde Dahlmanns Kammerat, en Rebslagerlærling, 15 3/4 Aar gl., taget sin Lommekniv frem og aabnet dens ene Blad, der var ca. 2 Tommer langt og spidst tilløbende, og umiddelbart efterat Slagsmaalet var ophørt, rakte han denne Kniv til Dahlmann med de Ord: "Slaae væk med den!" Dahlmann, der i det under Sagen optagne Forhør forklarede, at han er "umaadelig hidsig", tog imod Kniven og tilføiede, uden at der var givet ham nogen Anledning, og uden at han dengang var i Haandgemæng med nogen af de Tilstedeværende, Jensen to Stød med Knivsbladet i Ansigtet, af hvilke det første ramte ham over det høire Øie og det andet i Overlæben og Tungen, og det maae derhos ansees for givet, at han imellem disse to Stød endvidere bibragte ham en Rift med Kniven paa det høire Beens Inderside. Efter Stødet i Overlæben og Tungen segnede Jensen om, medens Dahlmann løb bort. Jensen blødte stærkt, navnlig af Saaret over det høire Øie, og maatte den næste Dag bringes paa Hospitalet, hvor han laa som Patient til den 22de August, da han udskreves som helbredet. Det maatte antages, at Knivstødene mod Jensens Ansigt vare førte med Kraft, skjøndt ikke med fuld Kraft, og at Virkningen af det første Stød tildeels er afbødet derved, at Jensen fik sat i Dahlmanns Arm i det Øieblik, da han stødte til. Ifølge vedkommende Overlæges Erklæring indtog Saaret over Øiet den øverste Deel af det højre øvre Øielaag og var lidt over en Tomme langt; Saaret i Overlæbens Rand, omtrent i Midten, var ganske overfladisk, lodretløbende, og Saaret paa Tungen var af et Par Liniers Længde, skarprandet og trængt igjennem Tungens Slimhinde ind i Tungesubstantsen; intet af de tilføiede Saar formentes at ville have skadelige Følger for Jensens fremtidigc Helbredstilstand, men Saaret paa Øielaaget vilde efterlade et Ar. Dahlmanns Medtiltalte erkjendte under Forhøret, at det var hans Mening med at række sin Kammerat Kniven, at Sidstnævnte skulde bruge den mod Jensen, uden at han dog havde nogen Tanke for den Ulykke, der kunde skee ved dens Brug. og Dahlmann forklarede, at han vel stødte mod Jensens Ansigt, hvor det kunde træffe sig, men uden at have til Hensigt at tilføie ham nogen bestemt Skade og uden at tænke paa den Ulykke, han derved kunde afstedkomme. Begge de Tiltalte erklærede, at de ikke havde havt noget Udstaaende med Jensen, og at de, navnlig Dahlmann, vare komne i en ophidset Stemning, deels ved det stedfundne Slagsmaal, deels ved en af en anden Tilstedeværende umiddelbart forinden brugt Yttring, hvorved de betegnedes som "Gadedrenge", og denne Erklæring fandt Retten ingen Grund til at forkaste. De Tiltalte, af hvilke Dahlmann tidligere er straffet for grovt Tyveri med 25 Rottingslag, bleve ved Kriminalrettens Dom ansete, Dahlmann med 8 Maaneders Forbedringshuusarbeide, den Medtiltalte med 25 Rottingslag, hvorhos de begge tilpligtedes in solidum at betale 18 Kr. 80 Øre i Erstatning til Arbeidsmand Jensen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. november 1877. 2. udgave).

Nyheder fra St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

THE "AVIS"

CHRISTIANSTED ST CROIX. 

Wednesday the 31st October 1877.

"Write about local matters" is still the cry to the bewildered editor of this newspaper. But about what, dear Sir or Madam? We do notice all local matters, as far as we know them. That we positively declare. But our island is - happily for us, we think - one of the quietest little places in the world. When anything startling occurs we all feel something like Robinson Crusoe when he saw the footprint in the sand in his desert island. Life in St. Croix flows on in a very even current. Every day is remarkably like the last. The astounding incidents are very few indeed and far between. Murders do not, we say with thankfulness, often happen. An epidemic of burglary does not last long, and is easily cured. East End land is not always for sale, and if it were, it would not always bring nearly thirty dollars an acre. And so que voulez vous? Even our old friend the Vigilant, which gave us matter for our editorial notice some weeks ago, is not often so eccentric as to have a three day's passage, perhaps because she does not often carry a parson. The Freemasons and their doings have now ceased to be even "a nine day's wonder". The debates in the Colonial Council, although they are keen enough sometimes for those who are taking part in them, have evidently no points of interest for the general public, if we are to judge by the grumbling we bear at the space occupied in our paper by these debates. A former editor of this paper is reported to have said that people made it a point of honour not to read the Colonial Council proceedings. Where then is the local matter to come from, O complaining friend?

"But at least you could put in as much a that once a fortnight" said one of our subscribers, taking up the short Packet summary of one of our West Indian exchanges. Well perhaps we could, and so we promise to try, though wo do not at all pledge ourselves to succeed.

The work at the Central Factory and at the different grinding stations, proceeds with great rapidity and those at the head of affairs speak with perfect confidence as to their being ready to take off the crop of 1878. The laying of pipes goes on very quickly. The entire line to the grinding station at La Grande Princesse is now laid, and the other line as far as Anna's Hope. The juice from Fair Plain is to run to Barren Spot, where that from the Glynn station will also go. From then, three stations there will then be one united current to Peter's Rest. The juice at that station will join, and this fourfold current will meet the juice from La Grande Princesse close to Orange Grove, converge into one line of pipes for a few yards, and enter the large reservoir, whence it will flow down to the Factory. The Factory building itself will amply repay a visit, especially if the visitor be fortunate enough to meet with the Technical Manager, the Chief Engineer, or the Constructor, all most obliging and most willing to explain, as far as the uninitiated can follow them, any of the details of the wonderful and complex, but most interesting machinery.

The island, with the exception of the North Side, has been sadly cut out of "October rains." From the appearance ot the time of our writing we have, however, every reason to hope that even in these last horns of the month, the statements of our old planters may be verified, that "there is never an October without a heavy fall of rain."

We were exposed to a danger on Saturday night which any journalist is thankful to record a deliverance from. There was an alarm of fire, caused by an explosion of kerosene, that most useful agent if properly handled, and most dangerous, if played with. But the fire was speedily put out, we believe through the opportune suggestion of one of the neighbours to throw earth on it. This plan we have ourselves seen the good effect of in a blaze of kerosene.

In alluding to the events worth noticing we cannot forbear mentioning the examination of the Burgher and Laneasterian schools on Friday, which to our mind was very satisfactory. We regret that other duties prevented our seeing as much of the examination as we wished. But what we did see was very gratifying to us, and convinced us that the teaching is thoroughly done, and that the teachers are painstaking and earnest in their work, of which they showed good results that day. We have no doubt that the examination in West End on Friday will be good also. We shall be glad to publish any notice of it, as indeed of any matters of interest from West End at any time. The numbers in the Christiansted School have largely increased. This, however, is probably chiefly owing to the establishment of the Preparatory School by the present School Inspector. But one thing that struck us on Friday was the absence from the examination of many who ought to have been there. We saw His Excellency the Vice Governor and Judge Rosenstand. But where were other officials? Where were numbers of the Colonial Council? There were a few ladies, and there were three clergymen. But where were other ladies and gentlemen whom one thought to see? Conspicuous by their absence, as they also were from the Country School examinations in September. And yet, if there be anything in the world in which our people ought to take aninterest, it is in the education of the children of this island. Far more important issues are connected with this question, whatever superficial observers may think, than with many a question which excites interest among us.

Well we only intended to ssy a few words, and we have "spun a long yarn" after all. We hope at least we have given our readers "local matter" enough this time.

(St. Croix Avis 31. oktober 1877).