Læger og Patienter. (Efterskrift til Politivennen)

 - - - Imellem Jul og Nytaar 1876 blev en Kone, der boede i Nansensgade, under sit Arbejde angreben af Forfrysning i sin venstre Haand, og en tilkaldt Læge (Korpslæge) ordinerede "at hun skulde indgnide Hænderne med Sne; men forøvrigt ikke røre nogen anden Ting navnlig ikke noget Koldt." Denne Kur brugte hun i tre Dage, det blev værre og værre, begge hendes Hænder blev angrebne; men Lægen besøgte hende ikke før der sendtes Bud efter ham, og erklærede han da "at der nu ikke var andet for, end at kun maatte paa Hospitalet; han kunde ikke gøre mere for hende." - Da hun ikke ønskede at komme paa Hospitalet sendtes der Bud til en Læge fra dette, og han indfandt sig straks samme Dag den 5te Januar 1877.

Da denne Læge havde beset Skaden og hørt den af Korpslægen befalede Kur, anordnede han derimod at Fingrene straks skulde indsvøbes i karbolvædede Klude og belægges med Vat, hvilket øjeblikkelig blev iværksat. Den af Hospitalslagen foreskrevne Kur brugte hun indtil Søndagen den 7de Januar, da Lægen indfandt sig to Gange samme Dag, og fandt at Sygdommen havde forværret sig betydelig idet den pludselige Overgang i Kurmetode, fra Sneens Kulde til den af Karbolsyren bevirkede brændende Hede, gjorde den stakkels Kones Pine fuldstændig uudholdelig, hvorfor Lægen lod hende ophøre med Syren; men søgte at skaffe hende Ro ved at indsprøjte Morfin i Armene.

Men hellerikke dette hjalp. - Tilfældet endte med at Fingerleddene efterhaands faldt af og Konen er nu bleven fuldstændig Krøbling, ti hun har miste alle sine 10 Fingre.

Konens Mand søgte nu vedkommende Korpslæge ved Hof- og Statsretten for at faa ham idømt en Skadeserstatning; men Retten skønnede, i Henhold til en af Sundhedskollegiet afgivet Erklæring, der gik ud paa, at den af Korpslægen anvendte Behandling havde været forsvarlig, at nævnte Korpslæge burde frifindes, medens den stakkels Kones Mand blev for unødig Trætte samt diverse Omkostninger, dømtes til at bøde et Beløb af cirka 60 Kr., for hvilket Beløb den hæderlige Korpslæge har ladet gøre Ekskussion hos det ulykkelige Ægtepar.

Det maa slutteligen tilføjes, at det høje Sundhedskollegiums vise Fædre personligen aldrig har underkastet den stakkels lemlæstede Kone nogen Undersøgelse.

Konen ansøgte senere Krigsministeriet om at der maatte blive anlagt Sag mod Korpslægen; men i Henhold til Sundhedskollegiets Erklæring blev Andragendet afvist.

Vi vil ikke indlade os paa at dømme i denne Sag, det overlader vi roligt til Publikum; vi har kun opfyldt det stakkels Ægtepars indtrængende Anmodning ved at optage nævnte Beretning; men vi tror ikke det skader at den Slags Historier fremkommer i Pressen, og vil Nogen selv undersøge Sagen, da boer Konen, hvis Navn er Henriette Andersen, tilligemed sin Mand L. I. Andersen i Nansensgade 21 i Kælderen.

(Social-Demokraten 20. december 1877. Uddrag).

For unge Tjenestepiger. (Efterskrift til Politivennen)

Veiledning for unge Tjenestepiger af en gammel Tjenestepige (C. A. Reitzels Forlag) er en lille Bog paa 30 Sider, hvori den nævnte Forfatterinde paa en sanddru og trohjertet Maade meddeler af sin Erfaring fra den lange Tjenestetid, hun selv har gjennemlevet. Forældre have ofte bedt hende om Raad for deres unge Døtre, naar disse skulde ud at tjene. Dette har sin Grund i - skriver hun - , "at jeg ofte har havt Held til at beholde mine Pladser usædvanlig lange, og at jeg har erhvervet mig sande og trofaste Støtter for min ældre Alder i de Herskaber, hos hvem jeg tjente". Det lille Skrift har "den gamle Tjenestepige" "faaet Mod til at lade udkomme i Tryk, i det Haab, at det maatte komme En og Anden tilgode, der skal begynde den tjenende Vei, der jo synes Mange, især i Begyndelsen, meget vanskelig". Følgende sande Ord kunne vi ikke undlade at notere: "Vil man have virkelig Glæde i sin gamle Alder af sin Livsgjerning, saa maa man holde rigtig ud hos dem, man er stillet sammen med. Der skal ofte endeel Taalmodighed til, for at bære Andres Vanskeligheder og Særheder og bevare det villige og ærbødige Sindelag, men det daglige Samliv giver jo ogsaa Syn for Meget, der er rigtig rart og værd at holde af, saa det hjælper paa det Andet, og et rigtig godt, tillidsfuldt Forhold kan ligesaavel finde Sted mellem Herskab og Undergivne som i andre Livsforhold"

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 18. december 1877).

For unge Tjenestepiger har "en gammel Tjenestepige" udgivet en "Vejledning" (Reitzels Forlag), der i ni Kapitler paa en meget naturlig, letfattelig og praktisk Maade indskærper de Læserinder, for hvilke den i Følge fin Titel er bestemt, de elementære Regler for Rengjøring, Vask, Madlavning, for Kokkepigen, Stuepigen, Enepigen, Barnepigen, endelig om Orden og Renlighed med egne Sager og om forholdet til Herskabet. Skjønt andre have ordnet og afskrevet, hvad den gamle Tjenestepige, der har hast det Held at beholde sine Pladser usædvanlig længe, har nedskrevet af sin lange Erfaring, har det lille, 30 Sider lange Skrift ikke mistet det praktisk kyndige og i bedste Forstand enfoldige Præg, som maa indgyde Tillid, Vejledningen er i fuldt saa høj Grad at anbefale Husmødre som unge Tjenestepiger, thi det fremgaar meget klart af den, at den gamle Tjenestepige har en grundigere og nyttigere Opfattelse af, hvorledes et Hus bor styres til daglig Dags, end mangen Husfrue er begavet med eller opdraget til. Dette være ingenlunde sagt til Forklejnelse af Vejledningen; tværtimod vil dennes Forfatterinde sikkert være den beredvilligste til at erkjende, at Uddannelsen af en god Tjenestepige til den Mangfoldighed af smaa Forretninger, der tilsammentagne give det store Resultat af et hyggeligt og økonomisk Hjem, i en særdeles høj Grad afhænger af, om Husmoderen er sin Plads voxen ogsaa i Kjøkkenet og Dagligstuen. Derfor ville vi, næst at anbefale den gamle Tjenestepigen Vejledning til almindelig Udbredelse, særlig i Kjøbenhavn, udsende det Spørgsmaal, om ikke en eller anden veltjent Husmoder kunde have Sind og Evne til at forsatte og udgive et Supplement til de talløse Syngeskoler og Spilleskoler og Danseskoler og Anvisninger paa selskabelig Underholdning i borgerlige Familier, som udgives til Belæring og Dannelse for Pigebørn, der før eller efter Konfirmationen tænke paa at forlove sig. Thi det kan være meget velment at ræsonnere over Tidens Vanart og Flygtighed hos Tjenestepigerne; men det vilde mere nyttigere og hjælpe betydelig til at helbrede denne Vanart, om Husfruerne i Almindelighed lærte deres haabefulde Døtre, at Fortepiano, Lejebibliothek og langt Slæb ikke i højere Grad end Gulvskrubbe og Støvekost bidrage til at skabe et tiltalende Hjem, og at Pigerne sjældnere vilde svide Mælkemaden, naar Fruerne selv forstode rigtig at holde Ild i et Komfur og haandtere en Slev.

(Morgenbladet (København) 22. december 1877)

Annonce i Fædrelandet 15. december 1877.

"Vejledning for unge Tjenestepiger af en gammel Tjenestepige" er en af de første (hvis ikke den første) skrevet af en tjenestepige (hvis ellers den anonyme forfatter var det). Det eneste forfatteren oplyser er at hun lever af sine tidligere herskabers støtte. Bogen gengiver de borgerlige tjenestepigedyder: beskeden, villig til selvopofrelse, til at tåle og lide, lydighed og underdanighed.

Unge Tyve og Ladegaardslemmer. (Efterskrift til Politivennen)

En ung Tyvebande. I Forgaars paakjendtes i den offenlige Politiret en Sag imod 8 Drenge, der i en Alder fra 11-13 Aar i Løbet af November Maaned d. A. havde begaaet ialt 21 Tyverier og to Gange gjort Forsøg paa at stjæle. Med Undtagelse af et Tilfælde, i hvilket en af Drengene havde været alene om Udførelsen, vare de øvrige Tyverier udførte af flere eller færre i Forening efter foregaaende Aftale, og en af dem havde saaledes deltaget i 18 Tyverier samt i de to Forsøg. Tyverierne vare alle begaaede fra Steder, hvortil Adgangen var uhindret; blandt de Ting, Drengene stjal, var en Flaske Genever, som en af dem tog ved at række Armen ind gjennem en Trækrude, indenfor hvilken Flasken stod, og efterat være kommen i Besiddelse af den, drak han og de Drenge, der vare sammen med ham, af Indholdet; fra en Bager stjal de paa lignende Maade en Honningkage, fra en Vogn paa Gaden 6 Flasker Øl, fremdeles paa forskjellig Maade en Pakke Svovlstikker, en Daase Sardiner, som de dog kun kunde aabne saavidt at Olien flod ud, en Kniv, en Lampe, flere Sigtebrød, Langbrød, Vindruer og Kager. Fra en Uhrmager i Frederiksberggade forsøgte de at stjæle et til 80 Kr. vurderet Gulduhr, der beroede i et Udhængsskab, hvis Bagklædning var befæstet med en Krog, der var til at løfte af, saa at man, ved at holde Skabet ud fra Muren, kunde aabne det; men da Forsøget blev bemærket af en Dame, vovede Drengene ikke at fuldføre det. Fra to Slagterboder ved Nikolai Taarn stjal de 2 Stykker Kjød, med hvilke de begav sig ud paa Amager, idet de medbragte dels en Kasserolle, som de tidligere vare komne i Besiddelse af; dels et Fyrfad, som de saa Lejlighed til at stjæle paa Vejen derud. Bag et Gjærde paa en Mark indrettede de en Fyrplads, hvortil de samlede Brændsel, gjorde Fyr paa og stegte det medbragte Kjød, hvorefter de holdt Maaltid. Fra en Værtshusholder i Hyskenstræde stjal de en Underdel til en Fruentimmerkjole, hvilket Tyveri gav Anledning til Opdagelsen af dette og de øvrige Tyverier; en Tjenestepige havde nemlig set 2 af Drengene i Ejendommen, og da der umiddelbart efter Tyveriets Udførelse blev gjort Anmeldelse om samme til Politiet, blev en Politibetjent strax afsendt til Assistentshuset, hvor han traf en af Drengene netop i det Øjeblik, han var i Færd med at pantsætte Underdelen. Samtlige Drenge idømtes Straf af Ris, henholdsvis 25, 20, 15 og 10 Slag.

Indbrudstyveri og Løsgængeri. Den 23de Oktober d. A. fik Emanuel Christian Jacobsen og Oluf Villiam Albert Olsen Tilladelse til den Tag at forlade Ladegaarden - hvor de med sædvanligt Tilhold vare udlagte - for at kunne søge Arbejde; dog paalagdes det dem, at de skulde være tilbage Kl. 6 samme Dags Eftermiddag. De bleve imidlertid enige om at begaa Tyveri hos Olsens tidtigere Husbond, en Hørkræmmer i Peder Skramsgade, og undlode derfor at vende tilbage til Ladegaarden. Kl. 11 om Aftenen gik de hen i den paagjældende Ejendom, hvis Port stod aaben, og efter at være komne ind i Gaarden krøb de gjennem et aabentstaaende Vindue ned i Kjælderen, der stod i Forbindelse med Hørkræmmerens Butikslejlighed. Olsen, der var bekjendt med Lokaliteterne, vidste, at de herfra havde uhindret Adgang til hele Lejligheden, der ikke benyttedes til Natteophold af nogen og ikke stod i Forbindelse med nogen Beboelseslejlighed. Efter at have begivet sig ind i Butiken, aabnede de begge ved et Ryk med Hænderne den aflaasede Butiksskuffe og stjal ud af den de deriværende 83 Øre, og derefter tilvendte de sig fra et andet Rum i Lejligheden en Regnkappe og en Frakke. Det var imidlertid blevet bemærket, at de krøb ned i Kjælderen, og det lykkedes at paagribe dem begge, inden de havde forladt Gjerningsstedet. Begge Arrestanterne, der ere i en Alder af 23 Aar, og tidligere hver især have været straffede for Tyveri med Forbedringshnsarbejde, bleve ved Kriminalrettens Dom ansete hver især med Forbedringshusarbejde i 2½ Aar.

(Morgenbladet (København) 13. december 1877).

Frederik Abel Hammer. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsfald. I Fredensborg døde igaar Oldingen Frederik Abel Hammer i en Alder af 86 3/4 Aar. Allerede i en tidlig Alder havde han staaet i Fædrelandsforsvarernes Rækker. Da Herregaardsskytterne 1807 bleve indkaldte, forlod, som Barfod fortæller, Kromand H. I. Hammer af Asminderød baade Hustru og Arne og stillede sig frivillig i deres Rækker. Han nøiedes ikke hermed, han medbragte sit eneste Barn, en Dreng paa henved femten Aar, vis paa, at den Fjende, som en af dem fik paa Kornet, skulde ikke tiere prale af sine Bedrifter. Ved det første Udfald bleve Bøilen og Snellen skudte af Drengens Bøsse, og for den Kugle, som gjorde dette, faldt hans Sidemand. "Gaae til Byen og hent en anden Bøsse, men kom strax igjen!" raabte Faderen. Ved det tredie Udfald saaredes denne Sidste i Armen og maatte holde Sengen, til Byen var overgivet. Den femtenaarige Søn maatte gaae ene til de følgende Udfald, men han gjorde det, og i Classens Have, hvor han forsilde mærkede Ordren til Tilbagetog, traadte tre engelske Jægere frem af deres Skjul og sendte ham paa kort Afstand deres Kugler, som han dog lykkelig undgik. I Bombardementsnætterne gjorde han stadig Voldtjeneste. Denne Dreng, som offentlig blev rost foran Troppernes Front af Commandanten, General Peyman, var den nu afdøde Frederik Abel Hammer, den Samme, som eenogfyrretyve Aar senere ukaldet stillede sig blandt de Herregaardsskytter, der frivillig droge i Kamp for Fædrelandet. Ligesom hans Fader i 1807 oplevede han ogsaa den Glæde at see sin Søn blandt de hæderkronede Krigere; han var nemlig Fader til Capitainlieuteuant Hammer, hvis Navn særlig er knyttet til det tappre Forsvar af Vesterhavsøerne i 1864. Afdøde Hammer var selv i sin høie Alder en usædvanlig kraftig og rørig Mand, der med Ufortrødenhed drev alskens Idræt. For et Par Aar siden kunde han endnu løbe paa Skøiter fra Fredensborg til Esrom og tilbage, en Strækning af c. 3 Miil. I 1809 var han bleven Dannebrogsmand, og i 1854 blev han decoreret med Ridderkorset.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. december 1877).

Fotograf Caroline Hammer (1832-1915): Krigsfrivillig, distriktskommisær Frederik Abel Hammer. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Datteren Caroline optog på familiens bopæl på Vesterhavsøerne en lang række fotografier der viser familien Hammers liv.

Under udfaldet i Classens Have i 1807 ramte Frederik Abel Hammer (1791-1877) på lang afstand den engelske general David Baird, hvem de andre skytter forgæves havde søgt at træffe. Den sårede general ønskede at se ham og forærede ham 2 guldindlagte pistoler og en pung med dukater. Hammer indtrådte i det nyoprettede Sjællandske ridende Jægerkorps og udmærkedes kort efter ved forsættelse til Guidekorpset. Steen Steensen Blichers digt "En ganske ny Vise om en Kromand og hans Søn" er om de to som hædredes 1809 med Sølvkorset.

Da krigen brød ud i 1848 meldte han sig frivilligt til tjeneste og deltog i felttogets sidste halvdel til det af ritmester Cai Hegermann-Lindencrone oprettede frivillige husareskadro. På grund af en øjenlidelse måtte han i slutningen af 1848 udtræde.

Hans Rudolf Hjort-Lorenzen. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. I "Dannevirke" af 6te Decbr. tager Hr. Hiort-Lorentzen Afsked med Læserne. Han udtaler heri, at Spørgsmaalet om hans Undersaatsforhold, som har været svævende siden December 1876, er nu blevet afgjort af det preussiske Indenrigsministerium, som har vægret sig ved at anerkjende ham som preussisk Undersaat. Saasnart han faaer officiel Meddelelse om de Grunde, hvorpaa det preussiske Indenrigsministerium har har støttet sig, vil Offentligheden blive gjort bekjendt med dem. Kun saa meget kan han for Øieblikket oplyse, at Afgjørelsen nærmest har beroet paa en ubetydelig Formalitet, nemlig paa, at man i Berlin ikke har villet anerkjende en af ham i Aaret 1865 til den danske Regjering afgiven Flytningserklæring for gyldig. Ved Efterretningen om den trufne endelige Afgjørelse har han øjeblikkelig forlagt sin Bopæl til Kjøbenhavn, efterdi en politisk Virksomhed af den Art, som han siden Januar 1868 i Egenskab af Udgiver af "Dannevirke" og senere tillige af "Freja" har udfoldet i Nordslesvig, er uforenelig med hans nuværende undersaatlige Stilling. Den Omstændighed, at han af den preussiske Regjering betragtes som dansk Undersaat, gjør det til en Umulighed for ham at boe i Nordslesvig. Idet Hr. Hiort-Lorenzen tager Afsked med den store Læsekreds, som trofast har fulgt ham i ti Aar, da skeer det, udtaler han, med vemodige Følelser og med dyb Sorg over, at det ikke skal forundes ham paa samme Maade som hidtil at arbeide med paa det nationale Gjenfødelsesværk, indtil det saa længselsfuldt attraaede Maal, Pragfredens femte Artikels Udførelse, er naaet. Han skilles imidlertid fra sine Venner i Nordslesvig med den Bevidsthed, at han i de ti Aar, i hvilke det var faldet i hans Lod at være deres offentlige Røst, efter Evne har gjort sin Pligt, og at han har offret Velfærdssagen sine bedste Kræfter. Denne Bevidsthed tilligemed Overbevisningen om, at den nordslesvigske Befolkning i det Væsentlige har billiget hans offentlige Optræden, skal være den Lærepenge han tager med sig, saa længe til han atter frit kan vende tilbage til sit Hjem. Han beder alle gode Mænd i Nordslesvig, der have Øie for "Freja"s og "Dannevirke"s Betydning for den nationale Sag, at bevare Tilliden til dem usvækket og at stole paa, at de fremdeles ville blive ledede uforandret i den samme Aand, i hvilken de stiftedes for fyrretyve Aar siden, den Gang det nationale Liv i Nordslesvig vaagnede for aldrig at døe.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. december 1877).

Fotograf Thomas Hansen Thuesbøl (1852-1932): Hans Rudolf Hiort-Lorenzen (1832-1917). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kort efter ankomsten til København, fik Hjort-Lorenzen (1832-1917) en henvendelse fra C. Ferslew om at overtage redaktionen af Nationaltidende. Det udløste snart uenigheder med de to ledende medarbejdere ved Ferslews andet blad Dags-Telegrafen, som foreløbig løstes ved at Ferslew skilte sig af med Meyer og Wille gav Hiort-Lorentzen ledelsen af begge aviser. Emil Bjerring blev redaktionssekretær ved Nationaltidende. Heller ikke dette samarbejde fungerede optimalt og hans interesse for redaktionsarbejde kølnedes til fordel for hans genealogiske arbejde. Uenighederne betød at han i bitterhed i 1893 forlod redaktionsvirksomheden. 

Ved folketingsvalget 3. januar 1879 tabte Hjort-Lorenzen for Højre i Assens mod venstremanden Jørgen Pedersen (1841–1920) ved den mundtlige afstemning, men da Højre mobiliserede flere vælgere ved den skriftlige afstemning, valgtes han med 12 stemmers flertal. Dette valg blev kasseret af Folketinget, og ved omvalg i april fik Jørgen Pedersen et betydeligt flertal. 

Efter sin aviskarriere var han 1894-1917 stiftsskriver i Roskilde.