Fasanvejen. (Efterskrift til Politivennen)

Fasanveien. Tillad mig, Hr, Redaktør! giennem Deres meget ærede Blad at rette en Forespørgsel til Vei-Udvalget for Frederiksberg Kommune om Grunden til, at det fremdeles tillades Eieren af Eiendommen Nr. 38 D, paa den nævnte Vei at lade sin Have- og Markindhegning staa l Alen og mulig mere ud paa Veivæsenets Territorium. Gangstien paa Fasanvejen benyttes nemlig meget, og Indsnævringen fra den nævnte Eiendoms Indkjørsel op til den nye Graverbolig forvolder ikke saa lidt Ulempe. Bæres f. Ex et Lig fra Diakonissestiftelsen til Kirkegaarden, maa Bærerne ved Kistens ene Side gaa paa Gangstien og de paa den anden Side maa gaa ud og ind mellem Afviserstenene paa Kjørebanen. Saafremt disse Linier kunde bevirke, at Vei-Udvalget gav den paagjældende Eiendomsbesidder et paalæg om indenfor Rimelighedens Grændser at flytte sin Indhegning, vilde Hensigten være naaet af Deres meget ærbødige 

Kirkegaardsbesøgende.

(Nationaltidende 28. januar 1878).

En æret Indsender var saa venlig for en fire Ugers Tid siden gjennem "Dags-Telegrafen" at paatale Annekteringen af et Vejvæsenet tilhørende Areal. Han paapegede, at en Grundejer ved ovennævnte Vej, til stor Gene for Fodgængere og navnlig for Passagen med Lig til Kirkegaarden, havde sat sit Have- og Markhegn mere end en Alen ud paa Vejvæsenets Grund, og henstillede til Vedkommende, om der ikke kunde være Anledning til at give den paagjældende Ejer et Paalæg om at flytte Hegnet ind paa sine egne Enemærker Da vi læste denne Klage, fandt vi det højst paafaldende, at en Autoritet kunde tillade og fremdeles finde sig i et saadant Indgreb i Ejendomsretten, og vi tvivlede næsten om Rigtigheden af den ærede Indsenders Opgivelser; men vi have nu tilladt os at eftermaale, og viser Klagen sig i alle Punkter at være rigtig. Da den ovennævnte Henvendelse til Vej-Udvalget for Frederiksberg Kommune ikke endnu har baaret Frugt, tillade vi os at sende Klagen, gjennem Deres meget ærede Blad, til Amtsraadet, og haabe vi, at De Hr. Redaktør ved at optage foranstaaende vil bidrage Deres til, at Vejvæsenet sætter sig i Besiddelse af sin lovlige Ejendom, og at Ligbærere fritages for at danse Æggedans mellem Vejens Afvisersten.

A. & Ø.

(Morgenbladet (københavn) 1. marts 1878).

Kjøbenhavnske Kirkeforhold. (Efterskrift til Politivennen)

Et Fremskridt med Hensyn til vore Kirkeforhold have vi nylig gjort, idet Tavleombæringen under Prædikenen er bleven afskaffet, og Bøsser i Stedet for ere hensatte ved Kirkedørene; det næste Skridt paa dette Omraade vil forhaabenlig blive, at man aldeles fjærner Pengeindsamlinger i Kirkerne. En "Reform", som jeg dog endnu stærkere vil anbefale, og som sikkert vilde finde almindeligt Bifald hos Menighederne, er Afskaffelsen af Salget eller maaske rettere Bortforpagtningen af Stolestaderne. Den nuværende Ordning afstedkommer megen Forstyrrelse; thi det er jo almindeligt, at de, der have fast Plads, komme efter Gudstjenestens Begyndelse, undertiden endog ikke, for Prædikenen er begyndt. De siddeberettigede maa da trænge sig frem gjennem den ofte tæt sammenstuvede Mængde, som staar paa Gulvet, medens samtidig vedkommende Kirkebetjent travlt iler omkring eller skubber sig frem for at lukke Stolene op for disses Ejere eller Forpagtere. Derhos vil ogsaa enhver, som blot af og til besøger de kjøbenhavnske Kirker, i Særdeleshed naar en af de mest søgte Præster prædiker, sikkert have lagt Mærke til, hvor almindeligt det er, at nogen faar ondt af Anstrængelse ved at staa, og det uagtet maaske Halvdelen af Siddepladserne have været ubesatte; thi som bekjendt er det Skik først at lukke Stolene op for de staaende, naar Præsten bestiger Prædikestolen. Men selv efter at Stolene ere lukkede op, kan man ej være sikker paa at beholde en Siddeplads. Nytaarsdag var jeg Vidne til, at to Damer, der efter Prædikenens Begyndelse havde sat sig i en Stol, maatte rejse sig og forlade Stolen, fordi dens Ejermand omsider behagede at indfinde sig og forlange sin Plads. Foruden de paapegede Ulemper maa endnu sluttelig fremhæves, at det omtalte Forhold paa en meget stødende Maade vidner om, at den Velhavendes Ret ogsaa i Kirken gaar forud for den Fattiges.

L. T.

(Morgenbladet (København) 8. januar 1878).

Militære Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

Man har i den senere Tid kunnet læse i næsten alle danske Blade, at en Underofficeer (Sergent) af 4de Bataljon er bleven dømt ved Krigsretsdom til Degradation til Menig samt til at tjene som saadan et Aar, for at have indladt sig i Slagsmaal med en Menig paa en Beværtning. Hvorvidt den for kort Tid siden til Sergent udnævnte Underofficeer ved at indlade sig i et maaske nødtvungent Slagsmaal med en Menig af en anden Bataljon, en forhenværende, jævnaldrende Skolekammerat og senere Ungdomsven, er en saa stor Forbryder, at han derfor mindst bør straffes med Degradation til Menig for bestandig, ville vi ikke her indlade os paa at have nogen Mening om; derimod anser vi det for urigtigt, altid at fremdrage de Synder for Offenligheden, som begaas af Menige og Underofficerer, naar man paa samme Tid skjuler de maaske langt større Forbrydelser, som begaas af Officerer.

Vi vil saaledes anføre, at der her i Bladet under 7de November efter "Aarh. Amtst." blev løseligt omtalt, at en højerestillet Militær var under Tiltale for utugtigt Forhold overfor ukonfirmerede Pigebørn; at en anden Militær af "Adelsbyrd" skal have gjort sig skyldig i ulovlig Omgang mod Naturen. Den førstnævnte Forbrydelse skal nok være begaaet af en Kapitajn Svane af 28de Bat., R. af D.; men herom høres, ifølge K. f. H. Nr. 41 af 28/11 77 kun, at han er bleven afskediget i Naade med Pension samt med Tilladelse til at bære den for afskedigede Officerer bestemte Uniform. Den sidstnævnte Forbrydelse skal være begaaet af Premierl., Baron Bretton, Adjutant ved 2den jyske Brigade; om ham hører man, ifølge K. f. H. Nr. 43 af 14/12 77 kun, at han, da han har forladt sin Garnison uden Orlov og ej er vendt tilbage, udslettes af Hærens Personel. (Han deserterede næmlig).

For nogle Maaneder siden laa Sekondl. Haugaard af 2den Bat. syg paa det herværende Garnisonssygehus. Her skal han, efter Sigende, have begaaet saa storartede Skandaler, at han efter Indstilling, ifølge K. f. H. 39 af 6/11 77 blev afskediget fra sin Stilling som Sekondløjtnant og hjemsendt. (Degraderet til Menig).

I Aaret 1873 sad Premierl. Thuesen af 14de Bat., tjenestegørende ved Officeersskolen her i Byen, i lang Tid arresteret og under Titale, hvorefter han blev dømt ved Krigsretsdom (se "Soc. Dem." for 9de Septb. 1876), som gik til Kongens Naade. Udfaldet heraf blev, ifølge K. f. H. Nr. 31 af 27/7 76, saaledes: Premierl. Thuesen afskediges efter Ansøgning uden Tilladelse til at bære Officeerstitel. Kongens Svar paa Krigsrettens Indstilling lød saaledes: Af særlig kongelig Naade forskaanes Premierl. Thuesen for Tiltale og Tom og afskediges efter Ansøgning uden Tilladelse til at bære Officeerstitel.

Naar man nu erindrer sig den gamle bekendte Varedepotsag, Sagen mod Oberst Tobiesen, daværende Chef for Landkadetakademiet, o. Fl., saa vil man maaske indrømme, at vor Officeerstand i enhver Henseende kan fremvise ligesaa store Forbrydere, som enhver anden Stand; men tillige faar man, navnlig i den senere Tid, let Indtrykket af, at man saa meget som muligt søger at tilsløre Forbrydelser, begaaede af Officerer, for  Offenlighedens Blik, medens man paa samme Tid søger at straffe haardt og udbasunere alle Forseelser og Forbrydelser, der begaaes af Underklasserne.

Vi tillader os kun at fremdrage disse Notitser, fordi vi ved, at der findes ikke faa Officerer, som finder en umaadelig stor Glæde ved at se en Underofficeer eller Menig sat i Gabestokken. Noget for Noget om Venskab skal holdes.

(Social-Demokraten 5. januar 1878).

Kaptajn L. E. (E. L.?) Svane var i april 1871 flyttet fra 20. til 28. bat. som chef for 3. kompagni. I Krigen (1848-1851?) var han løjtnant og fik dannebrogskorset. Han mistede i 1850 sin plads i hæren pga. en duelhistorie og gik i den italienske hærs fremmedlegion under krigen mod Østrig. Efter denne blev han i 1860 genoptaget i den danske hær med rang af premierløjtnant i infanteriets krigsreserve. Under krigen 1864 genvandt han sin anciennitet og fra efteråret 1863 kompagnichef. Efter afskedigelsen forlød det at han gik i tyrkisk krigstjeneste. Ifølge "Kundg. f. Hæren" fik han sin afsked i november 1877. Han døde juni 1889, 63 år gammel.

C. F. baron Bretton var premierløjtnant af generalstaben og adjudant ved 2. generalkommando. Han forlod tjenesten 24. november 1877.

Studenterforeningen og kvindelige Studenter. (Efterskrift til Politivennen).

Studenterforeningen og de studerende Kvinder. Det undrer os aldeles ikke, at "Dansk Folketidende" ikke blot er aldeles enig med det svenske "Aftenblad" i, at Studenterforeningens Vægring ved at optage to studerende Kvinder som Medlemmer, "er et nyt Bevis til de mange andre paa forunderlig reaktionære Strømninger", men ogsaa finder "Fædrelandet"s Forsvar for denne Beslutning "værre end intet"; thi det er saa mange Aar, viden Hr. Sofus Høgsbro selv var Student og havde Noget med Studenterlivet at gjøre, at det er meget forklarligt, at han rent har glemt dette. Derimod er det besynderligt, at en saa afgjort Tilhænger og Forsvarer at Flertalsherredømmet eller Flertalsprincipet, ikke anerkjender i Studenterforeningen hvad han hver Dag hylder i Folkethinget, og at en saa konsekvent Talsmand for Folkefrihed til det Yderste ikke under Studenterne nogen. "Kan Tonen i vor Studenterforening ikke forenes med Kvinders Nærværelse, hvor - spørger han - er da den aandelige og hjertelige Dannelse, Studenterne ellers ikke tage i Betænkning at rose sig af, og hvilken Vægt kan der da tillæggen al den Hyldest, man ved Baller og andre festlige Lejligheder rigelig yder Damerne?" Vi svare, at vi slet ikke have talt om "Tonen" i, men om "Karakteren" af Studenternes Samliv, og at derimellem er en meget væsenlig Forskjel; thi Karakteren forudsætter Frihed, og det kan vel fornuftigvis Ingen mene, at Friheden i unge Mænds Samliv er lige stor eller den selvsamme, enten der er Medlemmer af det andet Kjøn tilstede eller ikke. Lad os blot tage den med aandelig og hjertelig Dannelse ret vel forenelige Vane, at ryge Tobak, og megen anden Ugenerthed i Væsen og Tale, der ikke skæmmer unge Mennesker med den bedste "Tone", hvordan lod den sig forene med Damers Nærværelse? Og tror Hr. H . at det vilde være til Gavn for dem, om de antog de samme Vaner? Ganske vist vide vi ufolkelige Mennesker ikke nøje, hvad Folkelighed og Folkefrihed i Hr. H.s Forstand kan tillade Kvinder; men de russiske "Kvinde-Studenter" skulde han helst lade uomtalte; thi de Efterretninger, man har om deres Liv og Væsen i Zürich, tale sandelig ikke til Gunst for mandlige og kvindelige Studenters Samliv.

(Fædrelandet 5. januar 1878).

Studenterforeningen har paa en Generalforsamling med 237 St. imod 229 besluttet ikke at optage de to Kvinder, der har bestaaet Studenterexamen. som Medlemmer. Med Rette bemærker bet stockholmsk "Aftonbladet", at dette er "et ny Bevis til de mange andre, paa de forunderlig reaktionære Strømninger, som for Tiden gaar gjennem "Nordens Athen"." I Upsala har man som noget aldeles selvfølgeligt givet de kvindelige Studerende lige Medlemsret med de mandlige. Det er betegnende, at "Fdl." forsvarer Negtelsen med, at Studenterforeningen maatte forandre hele sin Karakler, hvis den skulde optage kvindelige Studenter; thi et saadant Forsvar turde være værre end intet. Kan Tonen i vor Studenterforening ikke forenes med Kvindens Nærværelse, hvor er da den aandelige og hjertelige Dannelse, Studenterne ellers ikke tager i Betænkning at rose sig af? og hvilken Vægt kan der da tillægges al den Hyldest, man ved Baller og andre festlige Lejligheder rigelig yder Damerne? Sverig turde næppe blive det eneste Land. hvor man vil forundre sig over den tagne Beslutning og derfra drage ugunstige Slutninger om vore "dannede" Samfundsklasser. Selv i Rusland, der synes at være el Slags Mønsterland for vore Tilbagegangs- eller Stilstands-Mænd, har man uden Indvendinger optaget Kvinde-Studenterne i de andres Kredse.

(Dfl. Folket.)

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 7. januar 1878).

Lars Bjørnbak (1824-1878). (Efterskrift til Politivennen)

Følgende artikel blev skrevet i anledning af 100-året for Lars Bjørnbaks fødsel 19. maj 1824. Han døde 3. januar 1878 og er følgelig anbragt under denne dato på bloggen selv om artiklen er fra 1924.

Lars Bjørnbak.

1824 - 19. januar - 1924.

Hundrede Aar er gaaet, siden Lars Bjørnbak - en af vort Lands ejendommeligste og mest omstridte Skikkelser - fødtes i Lendum, Børglum Herred. Efter Uddannelse paa Snedsted Seminarium i Thy blev han Lærer i Guldager ved Hjørring i 1844 og kom under politisk Paavirkning af A. F. Tscherning og Dr. Gert Winther. 1855 forflyttedes han til Viby ved Aarhus og grundlagde 1857 Viby Højskole. Da Forfatningskampen i 1860'erne efter Krigens Afslutning rigtig begyndte, var Bjørnbak en af de ivrigste Modstandere af J. A. Hansens Overenskomst med Frijs-Estrup om Grundloven. Han rejste den hæftigste Kamp imod Foreningen af "de store og smaa Bønder". I Efteraaret 1866 oprettede han i Forening med Wistoft (den senere Folketingsmand og Branddirektør) "Aarhus Amtstidende", der strax gjorde Front mod de nationalliberale og den J. A. Hansen'ske Fløj af Bondevennerne.

Billede indsat fra Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis 20 januar 1924: "Viby Højskole. Lars Bjørnbak begyndte sin Højskole i et gammelt Hus, der havde været Præsteenkesæde, og som han lejede for 44 Rigsdaler. Efterhaanden som Elevtallet voksede, maatte det ene Skillerum efter det andet rives ned; tilsidst blev det nødvendigt at Skolen fik sin egen Bygning, der opførtes 1870. - I Bjørnbaks Levetid var Skolen besøgt af ca. 1000 Elever. Højskolen nedlagdes midt i Halvfemserne."

"Aarhus Amtstidende" var i Lars Bjørnbaks Tid (1866-77) afgjort Provinsens mest omtalte Blad. Heri og paa talrige Møder omkring i Landet fremførte han med en enestaaende Uforfærdethed og Ærlighed sine politiske Meninger, og han tog ikke fat paa Modstanderne med Silkehandsker. Det fremkaldte et i disse Tider ukendt politisk Røre i Østjylland. Bjørnbaks Politik drejede sig særlig om to Ting: Kampen mod det privilegerede Landsting og for den lige og almindelige Valgret - og Militærspørgsmaalet. Han kunde ikke glemme, at J. A. Hansen havde stemt for "den gennemsete Grundlov". Han skriver saaledes: "Vi vil gærne have revet det Blad ud af vor Fædrelandshistorie, hvorpaa der staar skrevet, at J.A. Hansens Frafald fra Junigrundloven væsentlig bidrog til dens Fald; men det lader sig næppe gøre at faa Sandheden fortiet" (21. Decbr. 1869).

Bjørnbak var afgjort Antimilitarist, og han gik ikke paa Akkord. 20. Marts 1871 udtalte han ved et Møde i Torup Pakhus paa Mols: "Ingen Hær vilde være vort bedste Værn" og 8. April s. A. udtaler han i Aidt: "Fuldstændig Forsvarsløshed vilde være vort bedste Værn". Saa sent som i Januar 1876 skriver han - for at vise det haabløse i vort Forsvarsvæsen - saaledes: "Tilvejebring først 500 Mill. Kr. til Befæstningsanlæg og 300,000 3-aarig øvede Mænd til at forsvare dem og Midler til at vedligeholde og underholde det hele, saa kan der være Tale om at befæste".

Disse klare Udtalelser, som han aldrig svigtede, var for Højre og de nationalliberale som Oprørsfakler, og han blev angrebet paa det hæftigste. Efter Krigen 1864 og især under den fransk-tyske Krig 1870 blev han flere Gange Genstand for ligefrem voldeligt Overfald af ophidsede Modstandere. Strax ved Krigens Udbrud i 1870 skrev han i "Aarhus Amtstidende", at Frankrig var Fredsforstyrreren, og den 16. Juli læses i hans Blad: "For Danmarks Vedkommende kan der efter vor Mening fornuftigvis kun næres et Ønske om, at vort Land maa undgaa at tage Lod i det blodige Lykkespil.

Alt hvad der gaar i denne Retning, har vor ivrigste Billigelse. Ophidselser vil vi af al Magt modsætte os.« Efter "Nakskov Tidende" skrev Bjørnbak i sit Blad, at "Napoleon og Bismarck var to Alen af et Stykke", og saa brød Uvejret løs imod ham. Nu skulde hans Blad slaas ned. Jærnstøber S. Frich i Aarhus gjorde Begyndelsen og sendte følgende Brev til Bjørnbak:

»Aarhus, den 19. Juli 1870.

Til Aarhus Amts Tidende.

Paa Grund af Deres preusservenlige Udtalelser afsiger jeg herved Deres Blad.

S. Frisch."

Bjørnbak meddelte dette i Bladet og tilføjede, "at han beklager, at Hr. S. Frich er saa fanatisk, at han ser Spøgelser ved højlys Dag." Arkitekt Lange, Maler Kruse og Strømpevæver Christiansen fik Bladet smidt ud af Haandværkerforeningen. Pastor Th. Hansen, Konsul J. P. Sejersen m. fl. fik det ud af "Læse- og Industriforeningen" og saaledes videre. Højre i Aarhus lod lave smaa Dannebrogsfaner af Papir, hvorpaa der stod "Ned med Bjørnbak og hans Parti, ned med Bismarck; længe leve Danmark". Disse Faner strøedes omkring paa Gaderne og i Skovene og paa Vejen til Viby. En Dag kom et af de mindste Børn i Viby Skole aandepustende farende ind til Bjørnbak med en af de smaa Dannebrogsfaner i Haanden og sagde nok saa troskyldigt: "A ska hels Dem fra Bismarck!" Bjørnbak lagde sin Haand paa det lille lyslokkede Barnehoved og sagde : "Saah ! Mit Barn ! Hvor er han?" "Han er her ude paa Landevejen", sagde Barnet, "han kørte i en lukket Vogn." Mange Aar efter fortalte Bjørnbak denne karakteristiske Historie og tilføjer: "Jeg saa altsaa. at ogsaa denne Historie, der voldte os megen Moro, var lavet af en, der hørte til den dannede Pøbel."

I Udlandet vakte "Aarhus Amtstidende"s Stilling under Krigen Opmærksomhed. "Gøteborg Handels- og Sjøfart-Tidende" fremhæver Bladet som det eneste danske Blad, der turde være en fornuftig Mening bekendt, og "Kølnische Zeitung" skrev, at forhaabentlig deles Bjørnbaks Anskuelser "af alle tilregnelige Jyder". Det gav naturligvis atter Angriberne Blod paa Tanden - her havde man da uomstødelige Beviser for, at Bjømbak var underkøbt af Bismarck og Tyskerne!!! - -

Men Bjørnbak var paa den anden Side heller ikke bange for at give igen. Lad os tage et Exempel paa hans Journalistik fra 1873, da han angreb de nationalliberale, som man den Gang mente sang paa det sidste Vers, for at overlade Magten til Venstre. Det var under Ministeriet Holstein-Holsteinborg (Bedstefar til Folketingsmand Bent Holstein), hvori Hall og Krieger var Ministre. Han skriver da: "Hall, til hvis Navn vort Lands Sønderlemmelse og Junigrundlovens Tab knytter sig Krieger. denne doktrinære Stivnakke, der var Ordfører for Novemberforfatningen og som ledede vore Anliggender saa bedrøveligt paa Londonerkonferencen ... den lille vimse Grev Holstein, hvem det mest indflydelsesrige Højreblad længst har sammenlignet med Toppen paa en Kransekage, og hvis Egenskaber som Politiker naturligvis ogsaa forekommer os at ligge udenfor al Kritik ..."

Til at kuldkaste dette bureaukratiske Regimente, vilde Bjørnbak have en Alliance mellem Demokratiet paa Landet og Arbejderne i Byerne. Han opfordrede til at opstille Demokrater ved alle Valg, og saa overvinde Sløvheden og møde paa Valgdagen og stemme "da det dog er en ringe Ulejlighed og kun kræver et Par nogenlunde stærke Ben, en højre Arm og et ikke rent forstyrret Hoved at møde paa Valgstedet og afgive sin Stemme." Selv stod han Arbejderne nær. Han var jo endog en Tid Medlem af Internationale, og han hævdede Arbejdernes Ret til at leve som andre Borgere i Samfundet.

Bjørnbak stiller sig et Par Gange i Aarhus ved Folketingsvalget, men opnaaede ikke Valg. Det eneste offentlige Tillidshværv fik han i Marts 1877 som Medlem af Aarhus Amtsraad. Men i Folketinget var der i 70-erne en lille Gruppe paa 4-6 Medlemmer, der stod paa hans Politik, og som kaldtes "Bjørnbakkere". Indflydelse øvede han gennem Bladet og paa Møderne, og han naaede at faa en Plads i Venstres Rækker ved Siden af Tscherning, J. A. Hansen, Høgsbro, Bojsen, C. Berg og Hørup. Han blev Saltet indenfor Venstre, og han taalte ingen Moderation i Rækkerne. Derfor var han jævnlig i Konflikt med de ledende Venstrepolitikere, og i Begyndelsen af 1877, da det blev klart, at Hoffmeyer maatte gaa fra "Jyllandsposten". var der Bestræbelser i Gang for at erhværve "Jyllandsposten" for det moderate Venstre og skabe en Konkurrent til Bjørnbak og hans Blad. I disse Bestræbelser var - efter hvad Bjørnbak selv har oplyst - baade C. Berg og Frede Bojsen med. Imidlertid overgik "Jyllandsposten" i Marts 1877 til Højremanden exam. jur. Kristen Nielsen, der førte Bladet videre som Højreblad - dog i en noget mere afdæmpet Form.

"Den folkelige Forsamlingsbygning" i Aarhus er Bjørnbaks Værk. Det kneb for Venstre at faa Lokale til Møder, men Bjørnbak havde saa megen Indflydelse blandt Bønderne, at de nødvendige Penge rejstes. Da den var opført og monteret, blev den anslaaet til at repræsentere ca. 200,000 Kr. Det gik heller ikke af uden Gnidning med Højre i Aarhus, og f. Ex. Frich var uvillig til at levere Jærnkonstruktion til Bygningen. I den første Tid skal man blandt Højre i Aarhus haanende have kaldt Bygningen "den menneskelige Forsamlingsbygning".

Billede indsat fra Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis 20 januar 1924: "Den  folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus. - Under de heftige politiske Kampe for 50 Aar siden kunde Venstremændene ofte ikke faa Mødelokaler. Lars Bjørnbak gjorde da det Mesterstykke at rejse den folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus. Befolkningen viste ham den enestaaende Tillid at tilvejebringe 225,000 Kr. til denne Bygning. Det store, velbeliggende Etablissement er gentage Gange udv idet, og hævder sig den Dag i Dag som et af Byens største i sin Art, og det rummer flere større og mindre Mødelokaler foruden Restaurant og Hotelplads."

Ved Grundlovsfesten i Odder 3. Juni 1877 udtalte Bjørnbak sig meget skarpt imod det provisoriske Styre og Regeringen. Paa Grundlag af "Jyllandsposten"s og "Dagbladet"s Referater, der sagde, at Bjørnbak havde opfordret til Oprør, indledede Kultusministeriet en Undersøgelse imod ham. Nu haabede hans Modstandere at komme ham til Livs. - Bjørnbak maatte administrativt afgive en Erklæring, hvori han stemplede de to Blades Referat som "løgnagtigt". Han hævdede i denne Erklæring, at han havde udtrykt sig saaledes: "Jeg vilde slutte med det Ønske, at der aldrig i Danmark maa fattes Mænd, der vil ofre Liv og Blod, om det var fornødent, for at bringe Retten til Sejr". Undersøgelsen trak ud. Man ventede, at Ministeriet vilde afskedige ham og samtidig foranledige rejst Tiltale imod ham for at faa ham dømt. Efter hvad gamle Wistoft, der stod Bjørnbak nær, har fortalt mig, tog Bjørnbak sig Sagen meget nær. I aaben Kamp kunde man ikke ødelægge ham, nu vilde man altsaa fælde ham paa de forvrængede Udtalelser. I December blev han syg af Gigtfeber. Da Folketingsmand, Gaardejer H. P. Hansen, Viby, lige før Jul kom hjem fra Rigsdagen og fortalte, at man havde den Opfattelse, at Bjørnbak vilde blive afskediget og dømt, saa forværredes hans Sygdom.

Natten mellem 2. og 3. Januar 1878 døde Bjømbak, og den 8. Januar begravedes han paa Viby Kirkegaard, hvor ca. 4000 Mennesker var mødt for at følge ham til Graven.

Et Par Aar efter rejstes et Mindesmærke for ham i Viby. Tæt ved Højskolens Have paa en lille Høj rejstes en Bronce-Buste, i noget over naturlig Størrelse, paa en Sokkel af Granit. Busten var modelleret af Professor Jerichau. Paa Sokkelen, ud mod Holmevejen, er hugget følgende Indskrift: "Lars Bjørnbak, Folkesagens djærve Talsmand, 1824-1878. Kundskab er Magt, Uvidenhed Trældom."

A. Sneum.

(Demokraten 19. januar 1924).

Denne blog har adskillige artikler fra Aarhus Amtstidende i Lars Bjørnbaks redaktionsperiode. De kan findes ved at søge på bladet i søgefeltet.

Jens Adolph Jerichau: Buste af Lars Bjørnbak. På granitpiedestalen står indskriften: "Lars Bjørnbak folkesagens Djærve Talsmand 1824-1878 Kundskab er magt uvidenhed trældom". Den blev afsløret 4. juni 1880 i Byparken, Viby. Aarhus Arkivet, i offentlig eje. Copyright udløbet.