Frøknerne Camilla Jacobsen (1810-1878) og Johanne Overgaard (1849?-1921). (Efterskrift til Politivennen)

I Adresseavisen findes et opslag fra 26, oktober 1842 at Camilla Jacobsen (1810-1878) efter et længere ophold i udlandet den 1. november (1842) ville begynde undervisning i sit pensionat og dermed forbundne pigeinstitut. Vestergade 214, 1. sal. Skolen optog elever mellem 6 og 13 år, og betalingen var 5 Rbd, 6 Rbd. 2 mk og 7 Rbd. 2 mk. I 1853 havde skolen 49 elever og 1854 52 elever. Antallet steg indtil midten af 1860erne. Skolen flyttede senere til Frederiksholms Kanal 242 B (i dag 20).

Hun sad bl.a. i Foreningen til Lærerinders Understøttelse (sammen med C. E. Fenger, Elise Bierring, Nathalie Zahle, Freddrik Barfod, Chr. Evaldsen og H. N. Hansen. Skolen var i 1875 den eneste private pigeskole som bestod ved elevernes egne bidrag og under egen bestyrelse. Det var derfor kun de velhavende som gik på den. Den havde da 65 elever.

I Dags-Telegraphen 3. december 1877 (og andre aviser) tilbød en ung pige 6 undervisning af småpiger fra familier af middelklassen som var bragt i forlegenhed af sygdom eller andre grunde. Man kunne henvende sig til frøken Camilla Jacobsen, Frederiksholms Kanal 20. 

Dødsfald. Frøken Camilla Jacobsen, som den 22de Februar afgik ved Døden, og som i Løverdags jordfæstedes fra Holmens Kirke under talrige Vidnesbyrd om taknemlig Erindring, har i mere end femogtredive Aar forestaaet det Pigeinstitut, i hvilket hun, trods mange legemlige Skrøbeligheder, vedblev at virke med uformindsket Lyst og Kraft lige indtil sin Død. Som Lærerinde hørte hun afgjort til den gamle Skole; for hende var Underviisningens Maal ikke blot af vækkende Natur, men fortrinsviis Kundskaber, Erhvervelse gjennem sikkert, planmæssigt Arbeide og derved tillige Villiens Udvikling, Charakterens Befæstelse, Personlighedens Opdragelse til klar Selvbevidsthed. I Modsætning til en moderne pædagogisk Retning, som vil drive Alt med Lyst og Gammen, var efter hendes Methode Pligten det Første, og hvor vel hun end forstod at drive sit Arbeide med usvækket Livlighed og Interesse, søgte hun aldrig at skjule denne Pligt under kunstige Blomster, men satte netop Priis paa, at den fremtraadte ufordulgt med hele sin Fordring. Derfor var ogsaa hele hendes Skolegjerning præget af en Soliditet og Grundighed, som nutildags desværre mere og mere forsvinder fra Skolen; Sprogunderviisningen, som for unge Piger indtil Confimationsalderen maa blive det væsentligste Middel til Aandens Dannelse og Tankens Skjærpelse, dreves hos hende, uden Tilsidesættelse af saadanne Fag som Historie og Naturvidenskab, med en høi Grad af exact Sikkerhed, og den saakaldte "tørre" Grammatik, der ofte tilsidesættes paa en saa utilbørlig Maade i vore Pigeskoler, blev dyrket med en Udholdenhed, som bar gode Frugter, og som snart bragte Børnene til at føle Interesse for disse Sprogets og Tankens vexlende Former. Paa en sikker og velbefæstet grammatisk Kundskab beroer utvivlsomt en væsentlig Deel af Barndomsunderviisningens Nytte, og de unge Piger, som gjennemgik deres Uddannelse under Camilla Jacobsens Vejledning, kunde i denne Retning dristig optage Kampen med Jevnaldrende i lærde Skoler, skjøndt de havde hentet dens grammatiske Materiale ikke fra Latine men fra levende Sprog, navnlig Tydsk og Fransk. Skolen var aldrig stor; hun ansaae det for rigtigst at holde den indenfor Grændsen af omtrent 60 Elever, fordeelte i fire toaarige Klasser, og dette bidrog vistnok ogsaa til, at det valgte Spor kunde følges sikkert og eensartet gjennem en saa lang Aarrække. Det skal have været den Afdødes Ønske, at Skolen ikke skulde fortsættes af nogen Anden, men opløses efter hendes Bortgang. Ved Siden af sin Skolegjerning, der udfyldte hendes Liv, havde Camilla Jacobsen endnu en Interesse, som hun navnlig i de senere Aar helligede al sin knappe Frilid, nemlig Omsorgen for fattige og trængende Lærerinder. Hun var et af de virksomste Medlemmer i Bestyrelsen for det største af de Selskaber, som virke i dette Øiemed, og fungerede som dets Secretair, hvorved hun kom i directe Berøring med de Mange, som her fandt, og de endnu Flere, som her søgte Hjælp. Til denne Forening har hun bestemt den lille Capital, som hun i sit flittige og nøisomme Liv har opsamlet, naar visse Familieforpligtelser ere fyldestgjorte.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. marts 1878).

Frøken Camilla Jacobsens Skole vil, efter hvad der meddeles os, ikke blive nedlagt. Den Bestemmelse, som i saa Henseende var udtalt af den Afdøde, gaaer ikkun ud paa, at Skolen ikke efter hendes Død maa vedblive at føre hendes Navn. Derimod maa det ansees ønskeligt, at selve Skolen, der har indtaget en saa smuk og selvstændig Plads blandt Stadens Pigeskoler, ikke nedlægges, og der skal ogsaa nu være Udsigt til, at den i den varmeste Tid vil blive overtagen af en dygtig Lærerinde, der vil stræbe at fortsatte den i samme Aand, hvori Frøken Jacobsen har virket.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. marts 1878).

Af avisannoncer fremgik at Johanne Overgaard fra 2. april 1878 havde overtaget skolen. Desuden antoges nogle små piger (8-10 år) i den yngste klasse. Ligeledes fremgik at den optog elever efter sommerferien. Efter januar 1879 ses imidlertid ikke flere annoncer. Johanne Overgaard optræder som bidragyder (10 kr) til foreningen til Lærerinders Understøttelse april 1883. 

I Dagbladet 5. juli 1888 annoncerede Johanne Overgaard om elever, Ny Kongensgade 9. Om denne skole findes en beretning for 1891. Af denne fremgår at skolen var imod eksamenstryk og indøvelse af bestemte pensa for børn under 16-17 års alderen. Her fremlægger hun også sit syn på undervisning generelt og især af piger. Heftet indeholder oplysninger om lærere, lærebøger og klassetrin. 

En artikel af Johanne Overgaard findes i "Hvad vi vil" nr. 36, 3. september 1893, s. 141-142. Samt en artikel i Kvinden og Samfundet 1893, s. 46-51: "Hvortil skal vi opdrage vores døtre? Tanker til eftertanke på grundlag af Adele Grepaz: "Die Gefahren der Frauenemancipation"

Af Nationaltidende 25. oktober 1893 ses at hun havde et gratis 3 måneders husgerningskursus for ubemidlede unge piger i Ny Vestergade 9. Kurset skulle uddanne tjenestepiger. I Berlingske 11. december 1896, 2. udgave, meddelte frk. Johanne Overgaard at hun havde måttet opgive husgerningsfagene i fortsættelsesskolen på grund af penge.

Hun indstillede fra 1904, 55 år gammel sit virke og fik en årlig understøttelse af 400 kr. Dette beløb blev i forhøjet i 1907 af kirke- og undervisningsministeriets understøttelsesklasse. Hun døde 15. januar 1921.

Drab. (Efterskrift til Politivennen)

Den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret afsagde den 12te ds. Dom i en fra Vallø Birks Extraret indanket Sag, som var anlagt mod en Arrestant for at have dræbt Tjenestekarl Niels Peter Jensen.

Den 11te Novbr. f. A. var Arrestanten m. Fl., hvoriblandt den Dræbte, tilstede ved et Gilde i en Gaard i Svansbjerg, og blev det under Ballet sagt ham, at Jensen havde lovet ham Prygl, og da Arrestanten mærkede, at Jensen gik omkring og mumlede noget Saadant, henvendte han sig til ham, og sagde Jensen, at det var fordi han havde "dandset ham ud" eller under Dandsen stødt saaledes til ham, at han blev forhindret i at dandse. Arrestanten forsikkrede ham om, at hvis dette var skeet, saa var det mod hans Villie, men Jensen vedblev at give Ondt af sig og udlod sig med, at Arrestanten var saa rask paa det, men ligegodt var for lille til at kunne chikanere ham, uden at der dog blev noget Klammeri paa selve Gildet. Da Dandsen Kl. 3 a 4 om Morgenen var forbi, fulgte Jensen, skjøndt hans Hjem laa ad den modsatte Vei, med Arrestanten og Fl. ned ad Svansbjerg Gade, og da de naaede den Vei, der fører ad Herfølge til, forlode Nogle Selskabet, medens de Øvrige, og deriblandt Arrestanten og Jensen, bleve staaende, og Sidstnævnte begyndte nu at yppe Klammeri med Arrest., som han udskjældte og kort efter med sin Stok slog over Brystet eller Ryggen, hvad dog kun foranledigede Arrest., til at kalde 2de Tilstedeværende til Vidne paa, at Jensen slog ham, og kort efter gik Arrest., ind til Indsidder Peder Hansen for at hente en Bylt Tøi, idet han anmodede Tjenestekarl Jens Christensen om at vente paa ham for at de kunde følges ad. og da Arrest., kom ud paa Gaden, var Jens Christensen der ogsaa og ligeledes Jensen og endnu en Person.

Paa Jens Christensens Opfordring gik nu Arrest. med ham ned ad Veien, og det lod som om Jensen vilde gaae ad Aashøi til, men kort efter raabte han til Arrest., om han ikke skulde følge med ham ned ad Veien, hvortil Arrest. svarede, at han var velkommen, af hvilket Svar Meningen efter Arrest.s Tilstaaelse var, at han ikke var bange for at slaaes, idet han opfattede Afdødes Spørgsmaal som indeholdende en Udfordring eller en Antydning om, at de skulde slaaes.

Jensen begyndte nu atter sine Kjævlerier og udskjældte Arrest. for en Dreng, en grøn Hvalp m. m., hvortil Arrest, svarede "iligemaade," og da Jensen spurgte, om han sagde, at han var en Dreng, svarede Arrest. "Nei", men at han bar sig ad som en Gadedreng, da han ellers ikke vilde gaae saaledes og raabe paa Gaden, og Jensen gik nu ind paa ham, greb ham i Halstørklædet og kværkede ham og spændte Been for ham, saa at han faldt men hurtig reiste sig, hvorpaa Jensen atter greb ham i Halstørklædet, men dog slap igjen, og gav ham "en Skalle" og slog ham 3 a 4 Gange i Hovedet med sin Stok, saa Arrest. har sagt, at det sortnede for hans Øine, og da Arrest. yttrede, om han vovede endnu engang at slaae ham, og Jensen atter slog ham i Hovedet, foer Arrest., der, som han har sagt, var bleven rasende, ind paa Jensen, og med sin Kniv - som han havde aabnet for at værge sig mod Jensen, der langt større og stærkere end han, og han havde i høire Haand med Bladet bagud - stødte han nu flere Gange efter Jensen, medens han med venstre Haand søgte at gribe Nakken, uden at han i sin oprørte Stemning tænkte over, hvor han ramte, og uden at han mærkede, at han traf Jensen; og idet denne raabte: "Hvad, bruger Du Kniv!", hvortil Arrestanten svarede "Ja", vendte Jensen sig og løb ind over Marken, hvor Arrestanten forfulgte ham, uden at han havde kunnet forklare i hvilken Hensigt, men opgav Forfølgningen, da han faldt og ei saae Jensen mere.

Arrestanten havde erkjendt, at der ikke var saadan personlig Fare tilstede for ham, at det var nødvendigt at støde efter Jensen med Kniven, uden at tage Hensyn til, hvor han traf, og at han, da Jens Christensen var tilstede, ikke havde behovet at bruge et saa farligt Redskab for at værge sig, men han forklarede, at han var saa ophidset af Jensens Drillerier, at han havde tabt sin Sindsro, ligesom han forsikkrede, at han ikke havde tænkt sig Muligheden af at kunne dræbe ham ved det ommeldte Stød med Kniven og endmindre tænkte paa at dræbe ham, da han ellers ikke havde brugt Kniven.

Kort efter det Passerede blev Jensen eftersøgt og fandtes død i en nærliggende Have, 82½ Alen fra Gerningsstedet, og fremgik det af den foretagne Syns- og Obductionsforretning, at den Afdøde var ramt med Kniven i Hjertet ved et ualmindeligt kraftigt ført Stik, der var gaaet gjennem Frakke og Overlagsvest, begge Dele af tykt Klæde, at Saaret, 1½ Tomme langt ovenfra nedad, var gaaet igjennem 4de venstre Ribbeens Forbindelsesbrusk med Brystbenet, derefter gjennem Hjerteposen ind i Hjertets Forflade, der havde et tøtsluttende Saar af 3/4 Tommes Længde ovenfra nedad, og at dette Saar var absolut og meget hurtigt dræbende og havde bevirket Døden.

Da det efter samtlige Vidners Forklaringer var Jensen, der uden tilstrækkelig Anledning drillede og mishandlede Arrestanten, der derved bragtes i en oprørt Sindsstemning, men Arrestanten dog tildeels selv havde bidraget til at fremkalde det sidste Sammenstød ved at modtage den ommeldte Udfordring, ligesom han efter hvad der var foregaaet, men navnlig da Jens Christensen var tilstede, ikke skjønnedes at have havt tilstrækkelig Anledning til at bruge Kniv mod Jensen, saa blev han anseet efter Straffelovens § 189 med simpelt Fængsel i 8 Maaneder, medens han ved Underretten efter samme var anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. februar 1878).

Vandværkssagen i Roeskilde. (Efterskrift til Politivennen)

I førstkommende Byraadsmøde i Roeskilde paa Onsdag vil, ifølge "Roesk. Av.", Sagen om Byens Drikkevandsforhold atter komme til Behandling, idet der i den senere Tid er fremkommet nogle nye Oplysninger, deels et Tilbud fra et anseet kjøbenhavnsk Firma om indenfor en vis Tidsfrist at paatage sig Udførelsen af et Vandværk der i Byen efter den foreliggende Plan, for en endog noget lavere Sum, end Overslaget lyder paa, deels en Skrivelse fra Sundhedscollegiet til Roeskilde Sundhedskommission, som har adspurgt det, om den foretagne chemiske og mikroskopiske Undersøgelse af Vandet i flere at Byens Brønde har givet et saadant Resultat, at der maatte være Grund til i Henhold til Byens Sundhedsvedtægter § 10 at forbyde Brugen af Vandet i nogen af Brøndene, som farligt for Sundheden. Sundhedscollegiets Svar gaaer ud paa, deels at det er meget at befrygte, at Drikkevandet i Roeskilde har udøvet en skadelig Indflydelse paa Beboernes Sundhed og fremdeles vil gjøre det, saafremt det ikke lykkes ved hensigtsmæssige Foranstaltninger at forbedre vandets Beskaffenhed, deels paa, at Vandets Beskaffenhed i 11 af de undersøgte 15 Brønde er saadan, at den giver Anledning til snarest muligt at skide ind for at forebygge de skadelige Følger af Vandets Nydelse som Drikkevand.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. februar 1878).

Fasanvejen. (Efterskrift til Politivennen)

Fasanveien. Tillad mig, Hr, Redaktør! giennem Deres meget ærede Blad at rette en Forespørgsel til Vei-Udvalget for Frederiksberg Kommune om Grunden til, at det fremdeles tillades Eieren af Eiendommen Nr. 38 D, paa den nævnte Vei at lade sin Have- og Markindhegning staa l Alen og mulig mere ud paa Veivæsenets Territorium. Gangstien paa Fasanvejen benyttes nemlig meget, og Indsnævringen fra den nævnte Eiendoms Indkjørsel op til den nye Graverbolig forvolder ikke saa lidt Ulempe. Bæres f. Ex et Lig fra Diakonissestiftelsen til Kirkegaarden, maa Bærerne ved Kistens ene Side gaa paa Gangstien og de paa den anden Side maa gaa ud og ind mellem Afviserstenene paa Kjørebanen. Saafremt disse Linier kunde bevirke, at Vei-Udvalget gav den paagjældende Eiendomsbesidder et paalæg om indenfor Rimelighedens Grændser at flytte sin Indhegning, vilde Hensigten være naaet af Deres meget ærbødige 

Kirkegaardsbesøgende.

(Nationaltidende 28. januar 1878).

En æret Indsender var saa venlig for en fire Ugers Tid siden gjennem "Dags-Telegrafen" at paatale Annekteringen af et Vejvæsenet tilhørende Areal. Han paapegede, at en Grundejer ved ovennævnte Vej, til stor Gene for Fodgængere og navnlig for Passagen med Lig til Kirkegaarden, havde sat sit Have- og Markhegn mere end en Alen ud paa Vejvæsenets Grund, og henstillede til Vedkommende, om der ikke kunde være Anledning til at give den paagjældende Ejer et Paalæg om at flytte Hegnet ind paa sine egne Enemærker Da vi læste denne Klage, fandt vi det højst paafaldende, at en Autoritet kunde tillade og fremdeles finde sig i et saadant Indgreb i Ejendomsretten, og vi tvivlede næsten om Rigtigheden af den ærede Indsenders Opgivelser; men vi have nu tilladt os at eftermaale, og viser Klagen sig i alle Punkter at være rigtig. Da den ovennævnte Henvendelse til Vej-Udvalget for Frederiksberg Kommune ikke endnu har baaret Frugt, tillade vi os at sende Klagen, gjennem Deres meget ærede Blad, til Amtsraadet, og haabe vi, at De Hr. Redaktør ved at optage foranstaaende vil bidrage Deres til, at Vejvæsenet sætter sig i Besiddelse af sin lovlige Ejendom, og at Ligbærere fritages for at danse Æggedans mellem Vejens Afvisersten.

A. & Ø.

(Morgenbladet (københavn) 1. marts 1878).

Kjøbenhavnske Kirkeforhold. (Efterskrift til Politivennen)

Et Fremskridt med Hensyn til vore Kirkeforhold have vi nylig gjort, idet Tavleombæringen under Prædikenen er bleven afskaffet, og Bøsser i Stedet for ere hensatte ved Kirkedørene; det næste Skridt paa dette Omraade vil forhaabenlig blive, at man aldeles fjærner Pengeindsamlinger i Kirkerne. En "Reform", som jeg dog endnu stærkere vil anbefale, og som sikkert vilde finde almindeligt Bifald hos Menighederne, er Afskaffelsen af Salget eller maaske rettere Bortforpagtningen af Stolestaderne. Den nuværende Ordning afstedkommer megen Forstyrrelse; thi det er jo almindeligt, at de, der have fast Plads, komme efter Gudstjenestens Begyndelse, undertiden endog ikke, for Prædikenen er begyndt. De siddeberettigede maa da trænge sig frem gjennem den ofte tæt sammenstuvede Mængde, som staar paa Gulvet, medens samtidig vedkommende Kirkebetjent travlt iler omkring eller skubber sig frem for at lukke Stolene op for disses Ejere eller Forpagtere. Derhos vil ogsaa enhver, som blot af og til besøger de kjøbenhavnske Kirker, i Særdeleshed naar en af de mest søgte Præster prædiker, sikkert have lagt Mærke til, hvor almindeligt det er, at nogen faar ondt af Anstrængelse ved at staa, og det uagtet maaske Halvdelen af Siddepladserne have været ubesatte; thi som bekjendt er det Skik først at lukke Stolene op for de staaende, naar Præsten bestiger Prædikestolen. Men selv efter at Stolene ere lukkede op, kan man ej være sikker paa at beholde en Siddeplads. Nytaarsdag var jeg Vidne til, at to Damer, der efter Prædikenens Begyndelse havde sat sig i en Stol, maatte rejse sig og forlade Stolen, fordi dens Ejermand omsider behagede at indfinde sig og forlange sin Plads. Foruden de paapegede Ulemper maa endnu sluttelig fremhæves, at det omtalte Forhold paa en meget stødende Maade vidner om, at den Velhavendes Ret ogsaa i Kirken gaar forud for den Fattiges.

L. T.

(Morgenbladet (København) 8. januar 1878).