Tjenestepigernes Kaar. (Efterskrift til Politivennen)

I

De patriarkalske Tider, da Tyendet betragtedes som hørende til Familien, er længst forbi, især for Hovedstadens Vedkommende; ti Herskab og Tyende stilles som oftest fra hinanden, længe før de rigtig har haft Lejlighed til at lære hinanden at kende. Den ubetydeligste Fejltagelse er nok til at bevæge Herskabet til at vise Tyendet Døren, og det mindste gnavne Ord er nok til, at Tjenestetyendet beder om sin Bog.

I en saa økonomisk slet Tid som vor, hvor Efterspørgslen efter Tyende er langt ringere end den tilbudte Arbejdskraft, er det især meget forstaaeligt, at Arbejdsgiverne er meget kræsne i Valget af deres Tyende og desuden beredte til rask væk at give dem Afsked paa graat Papir, vel vidende, at man bare behøver at vinke for at saa en hel Flok af Nutidens Slaver at vælge imellem.

Vi kan uden at fejle paastaa, at der ikke er nogen Klasse Tyende, som er saa meget udsat for Herskabets Luner som Tjenestepigerne, der for en forholdsvis ringe Løn maa trælle fra den aarle Morgen til den silde Aften, ja ofte om Natten med, hvilket navnlig er Tilfælde i det Mindste en Gang om Maaneden i de Huse, hvor der holdes Storvadsk; ti der maa gerne Tjenestepigerne efter kun at have nydt 3 a 4 Timers Søvn, op Kl. 1 eller 2 om Natten for at hænge i Vasterbaljen til langt hen paa den kommende Dags Aften uden saa meget som at faa en Øre eller et venligt Ord til Tak for sit møjsommelige Arbejde.

Ligeledes er det ogsaa en bekendt Sag, at der er mange Fruer, der er saa magelige, at de ikke om Natten gider pusle om deres egne Smaa, men uden videre ringer paa Pigen og overlader det til hende.

Naar man desuden erindrer, at Pigerne hele Vinteren, selv naar det er nok saa koldt, maa opholde sig i Køkkenet eller i det i Reglen forskrækkelig lille Pigekammer, hvor der ikke findes nogen Ovn, da maa man indrømme, at en saadan Tilværelse er alt andet end glimrende.

Naar man nu spørger: "Hvilken Underholdning har nu en stakkels Pige i Ugens Løb?" da kan der svares: Ikke anden end den hun stjæler sig til i Urteboden eller faar paa Trappen med en eller anden Kollega, og denne Underholdning afbrydes gerne af Fruens truende: "Naa, har Du snart afsnakket?"

At Tjenestepigerne, som det i Fruernes Kaffeselskaber hedder, "holder Kærest", og derfor opsiges, er noget ganske Almindeligt; ti det, at en Tjenestepige skulde have Følelse eller Hjerte, er noget saa himmelraabende skrækkeligt, at det ikke kan tillades, og gaar hun til Dans, selv om det er i en Forening af hvilken hendes Forlovede er Medlem, da er hun af Fruen og hendes Kaffesøstre at betragte som et aldeles moralsk fordærvet Væsen, der ligefrem anses for selvskreven til at staa under Sundhedspolitiets Opsigt.

Det viser sig ved slige Lejligheder, hvor let Fruerne kan se Splinten i deres Tjenestepigers Øjne, medens Bjælkerne i deres egne Øjenstene, deres elskværdige Frøkner Døttres Øjne, der med deres Forloveder farer fra Bal til Bal mange Gange om Ugen, medens Pigen skrupper Trapper og Gulve, bliver de ikke vaer.

Naar man vil erkende, at ovenstaaende Fremstilling af Flertallet af de i København tjenende Pigers Kaar er korrekt, da bliver Spørgsmaalet selvfølgelig dette: "Hvorledes kan det kvindelige Tyendes Kaar forbedres paa en saa heldig Maade, at de samtidig med at vinde mere Frihed, kan undgaa alle Fristelser, der kan virke nedbrydende paa Sædeligheden og den sunde Moral?" Svaret ligger meget nær for Haanden, og det lyder: "Lad Lighedens Aand tætte sig ved Familjernes Arne", og lad ikke Tjenestepigerne staa uden for i Slud og Kulde; kræv ikke urimeligt og overanstrængende Arbejde af dem, men behandl dem som Slægtninge, der lige saa vel som Eders egne Børn trænger til hjertelig Velvilje, Overbærenhed og Deltagelse.

I Høje Herskaber, der nu overmodigt ser Eders Tjenestepiger over Hovedet, I ved ikke hvilken Dag Skæbnens Luner kan bringe Eders Børn i en lignende Stilling. Rammer en saadan Skæbne dem, da er det selvfølgelig ingen Skam at tjene; ti Intet er saa hæderligt som at arbejde; men en Skam er det, at den, som ser Fejlen, ikke, naar han har Evne til det, søger at rette den; en Skam er det, ikke at handle mod Andre, saaledes som man ønsker de skal handle mod os selv.

(Social-Demokraten 13. september 1878).

Lornsen Monument i Rendsborg. (Efterskrift til Politivennen)

Monument for Uwe Lornsen. Efter en mangeaarig og besværlig Agitation i Holsten og den tydske Del af Slesvig, som paa Grund af sin partikularistiske Tendens ikke har kunnet glæde sig ved de nuværende Magthaveres Yndest, er det omsider lykkedes at faa de fornødne Penge samlede sammen til et Monument for din første "schlesvigholsteinske" Oprører, Uwe Lornsen. Monumentet, som tillige skal bære Navn af "schleswig-holsteinischen Landesdenkmal" og er en Forherligelse af Oprørets endelige Sejr ved Preussens Hjælp, vil blive afsløret i Rendeborg næstkommende 1ste Septbr. med obligate Festtog, Tale af Pastor Schnittger i Slesvig, "Festessen" og "Commers" samt "Frühconcert den følgende Dag til "Nachfeier".

(Nationaltid.)

Fædrelandet 21. august 1878.

To Fester. I Morgen skal der i Rendsborg afsløres et Mindesmærke for Uve Jens Lornsen, en af Schlesvigholsteinismens Banebrydere, og paa Mandag feires Sedandagen. Det er gjentagne Gange bleven sagt, at Striden om Hertugdømmerne Slesvig og Holsten har været den første Kilde, hvorfra de storpolitiske Omvæltninger i Mellemeuropa ere udgaaede. Denne Strid medførte Krigen 1864, denne førte til Krigen imellem Østerrig og Preusen, til Opløsningen af det tydske Forbund, og disse Forandringer i Tydskland fremkaldte atter den Rivalitet imellem Frankrig og Preussen, der førte til den fransk-tydske Krig, det franske Kejserdømmes Fald og det tydske Riges Oprettelse. Skjønt denne Mand, Uve Lornsen, har været medvirkende til vort Fædrelands Sønderlemmelse og vi derfor kun kunne fordømme hans Bestræbelser, saa skulle vi dog kaste et kort Blik tilbage paa ham og hans Virksombed. Uve Lornsen er født paa Øen Sild 1793 og var en Friser af Fødsel. Han studerede i Kiel, besøgte ogsaa Universitetet i Jena og efter endt Examen blev han ansat i det slesvigsk holstensklauenborgske Kancelli i Kjøbenhavn: 1830 udnævntes han til Landfoged paa sin Fødeø Sild, men, førend han tiltraadte denne Post, udgav han et lille Skrift med Titel: "Ueber das Verfassungswerk in Schlesvigholstein". For dette Skrift blev han dømt til at miste sit Embede og til et Aars Fæstningsstraf. Efter udstaaet Straf reiste han til Rio Janeiro, men vendte senere tilbage til Europa og tog Ophold i Sveits, hvor han døde 1833. Lornsen's Skrift er kun en lille Piece paa 14 Sider, men de vakte stor Opsigt og fremkaldte en hel Række Smaaskrifler baade for og imod Lornsen' s Anskuelser. Anledningen til at Skriftet udkom den Gang var vistnok den franske Revolution, der fordrev Bourbonerne og fremkaldte et levende politisk Røre i hele Europa. Man kan i selve det lille Skrift se, at Uve Lornsen var paavirket af de franske Ideer. Skriftets sidste Linie lyder nemlig saaledes: "Unser König ist nicht ein gemachter, sondern ein geborner Bürgerkönig", og et andet Sted hedder det, "at den Sandhed var fremgaaet af de forbigangne tiders store Kampe, at for Fremtiden vil det være den store Middelstand, det er i Besiddelse af den fysiske og materielle Magt som vil regere Verden og alt hvad det reiser sig imod den, vil kraftesløs sønderslaaes imod den." Det er altsaa den franske Borgerkonge og det franske Bourgeoisi Lornsen har tænkt sig som Mønster i sit Forfatningsværk. I dette forlanger han en selvstændig Forfatning for begge Hertugdømmer med en fuldstændig administrativ Sondring fra Kongeriget, ja han foreslaaer tillige, at Kongen en Tid af Aaret burde residere i Slesvig. Tanken om en særlig Forfatning og en særlig Administration vakte stort Bifald blandt hele Embedsstanden. Tanken om en Forfatning var iøvrigt Ingenlunde ny. i Følge den tydske Forbundsakt af 5. Juni 1815 skulde der i alle Forbundsstater indføres en Stænderforsamling, og Ridderskabet havde gientagne Gange forsøgt at faa dets Privilegier anerkjendte som Grundlag for en Forfatning, medens Ridderskabets Sekretær Dahlmann skrev om Hensigtsmæssigheden af en Forfatning efter engelsk Mønster. Tanken om en Forfatning vakte stærkt Røre, og Bevægelsen saavel i Hertugdømmerne som i Kongeriget førte jo til, at Kong Frederik den Sjette indførte Stænderforfatningen, medens der tillige 1834 indsattes en fælles Regering for begge Hertugdømmerne i Slesvig, en fælles Overappellationsret etc. Der kan næppe være Tvivl om, at Frederik den Sjette har troet at burde give efter for den Stemning iblandt en Del af Befolkningen, der krævede en Forfatning og at han har troet, hvilket ogsaa Ørsted siger, at tilfredsstille Slesvigholstenerne ved ovennævnte Institutioner, og det kan derfor ogsaa siges, at Uve Lornsen ved sit Skrift har bidraget til Indførelsen af disse Institutioner, der gave "Schleswigholsteinismen" en saa betydelig Magt. Det var Lornsen's Ønske at Hertugdømmerne og kongeriget kun skulde have "Konge og Fjende fælles", og dette opnaaedes væsenligt; i et efter Lornsen's Død udgivet, men af ham forfattet Skrift, har han tillige udtalt, at Forbindelsen imellem Hertugdømmerne og Kongeriget skulde ophøre, naar Mandsstammen uddøde. Uve Lornsen har iøvrigt ikke udrettet nær saa meget som Falck og Dahlmann. Naar der nu rettes et Mindesmærke for ham, saa er det formodenlig fordi han blev betragtet som Martyr. Naar Tydskerne i Morgen foretage AfsIøringen, kunde en og anden dog maaske tillige huske paa, at Lornsen har været medvirkende til sit Fædrelands Sønderlemmelse.

(Dannevirke 31. august 1878).

Wilhelm Claudius: Das Lornsen-Denkmal zu Rendsburg im Augenblick der Enthüllung. Gartenlaube nr. 5 1879. Soklen består af tre grupper: De to slesvig-holstenske søstre, en gammel mand som belærer en ung med et sværd, en gammel kone fortæller til piger.. 

Igaar er det meget omtalte Mindesmærke for Uve Jens Lornsen blevet afsløret i Rendsborg. Det er netop 40 Aar siden, at Lornsen døde i Genf. Han var født 1793 paa Øen Sild, hvor hans Fader var Skibscapitain. Fra 1816-20 studerede han Jura i Kiel og Jena, hvor han ivrig deeltog i den tydske Burschenschaft-Bevægelse og Agitationen for et enigt tydsk Keiserrige. Fra 1820-30 var han ansat i det slesvig-holsteenske Cancelli i København. Da Julirevolutionen i Frankrig udbrød, blev han greben af den revolutionaire Strømning og udgav sit Skrift "Das Verfassungswerk in Schleswig-Holstein", hvori han forlangte en fri Forfatning for begge Hertugdømmer i Personalunion med Danmark. Skriftet vakte saa stor Opsigt og Bevægelse, at Regjeringen lod ham sætte under Tiltale, strax efterat han havde tiltraadt sit Embede som Landfoged paa Sild. Den slesvigske Overret dømte ham til Embedsfortabelse, Erstatning af Omkostningerne og eet Aars Fængsel i Rendsborg. Det er nærmest paa Grund af dette ufrivillig  Ophold i Rendsborg, at Lornsens Monument er blevet opreist i denne By. Efter udstaaet Fængselsstraf gik Lornsen til Rio de Janeiro og senere til Schweiz, hvor han temmelig upaaagtet døde 1838 i en Villa ved Genfersøen. Hans Skrift gav det første stærke Stød til de separatistiske Ideers og Oprørets Udvikling, saa at man senere ligefrem betegnede Lornsen som "Slesvigholsteinismens Fader".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. september 1878).

Uve Lornsens Mindesmærke. Afsløringen af Mindesmærket for Uve Lornsen fandt Sted i Rendsborg iSøndags, og denne Festlighed havde efter tydske Blades Meddelelser samlet c. 10,000 Mennesker. Efter Afsløringen fandt der et Festmaaltid Sted. I Referatet i "Kiel. Z." af de holdte Taler finder man mærkelig nok ingen haanende Udtalelser om Danmark og det danske Folk, men derimod lutter Hentydninger til, at det "schleswigholsteinske" Folk vil staa fast og værge sig imod Reaktionen.

(Dannevirke 3. september 1878. Folkets Avis - København 5. september 1878).

Grundstenen for monumentet blev lagt ved en festligheden 24. marts 1873 ved paradepladsen. Dagen markerede 25 årsdagen for opstandens begyndelse og fandt sted samtidig med fejringer andre steder i hertugdømmerne, fx Kiel og Haderslev. Det faldt ikke i de preussiske myndigheders smag: Det skete to dage efter Wilhelm I's fødselsdag som kun halvhjertet blev fejret - i Slesvig-Holsten foretrak man betegnelsen "der preussiske König" frem for "unser König". 400 gæster var inviteret til en festmiddag. Blandt skåltalerne var der ingen for kejser Wilhelm eller Preussen, derimod for hertug Friedrich og Tyskland m.m. Overpræsident baron Scheel Plessen nægtede at give tilladelse til en husindsamling og Kiels magistrat havde indskærpet politiet at forhindre husindsamlinger til fordel for mindesmærket, men pengene strømmede alligevel ind.

Uwe Jens Lornsen mindesmærke i Rendsborg. Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 Unported license.

En Forsørgelsessag. (Efterskrift til Politivennen)

Værslev Sogneraad (Holbæk Amt) har meddelt Indenrigsministeriet, at det har maattet tilstaa den i Værslev Sogn forsørgelsesberettigede Indsidder Hans Sørensen Fattighjælp, da han ikke kan forsørge sin Familie, og samtidig begjært Ministeriets Resolution for, om det er pligtigt at understøtte denne Familie, da det af Sørensen den 12te Avgust 1877 med Frederikke Johansen af Rørby indgaaede Ægteskab var kommet i Stand ved utilbørlige Midler fra Rørby Sogneraads Side. I sit Svar udtaler Ministeriet, "at det ved de i denne Sag til Arts og Skippinge Herreders Politiprotokol optagne Forhører saavel over de nævnte Ægtefolk som over Medlemmerne af Rørby Sogneraad maa anses godtgjort, at Sogneraadsformanden og et Sogneraadsmedlem have ført Forhandlinger om Indgaaelse af Ægteskabet mellem Hans Sørensen og Frederikke Johansen, der tilligemed de af hende fødte uægte Børn for Ægteskabet var forsørgelsesberettiget i Rørby Sogn, at der er lovet dem en Gave af Penge og Sengklæder, naar de indgik Ægteskabet, at Sogneraadsmedlemmet har givet dette Løfte skriftligt, dog ikke i den Tanke, at dette Bevis skulde blive fremdraget for Offenligheden, at Sogneraadets samtlige Medlemmer, med Undtagelse af Sognefogden, efter Opfordring af Formanden ved en Beslutning efter et afholdt Sogneraadsmøde, da samtlige Medlemmer endnu vare samlede, i det Øjemed derved at bringe det nævnte Ægteskab i Stand have vedtaget at indsamle denne Gave i Kommunen, at der ved den derefter stedfundne Indsamling er indkommet og til Sogneraadsformanden afleveret ca. 80 Kroner, for en Del af hvilken Pengesum der er anskaffet Sengeklæder, at disse saavel som det tiloversblevne kontante Beløb, efter at en Vielsesattest var forevist Sogneraadsformanden, af denne ere blevne overleverede til Ægtefolkene, og endelig at Hans Sørensen, navnlig efter den Maade, hvorpaa Sogneraadsformanden har stillet sig til denne Sag, havde Grund til at tro, at Rørby Sogn ogsaa efter Ægteskabets Indgaaelse vilde vedblive at forsørge Frederikke Johansens 12 aarige Søn. Efter det saaledes foreliggende maa Ministeriet, der ikke kan andet end højlig misbillige, at Sogneraadets Medlemmer paa den anførte Maade have medvirket til at bringe Ægteskabet i Stand, holde for, at Rørby Sognekommune ikke ved det ommeldte Ægteskab er bleven frigjort for sin Forsørgelsespligt overfor Frederikke Johansen, og Udgifterne ved den paagjældende Families nuværende og fremtidige Forsørgelse, forsaavidt denne falder det Offenlige til Last, ville derfor, saalænge dette Ægteskab bestaar, være at udrede af Rørby Sognekommune med en saa stor Del, som eventuelt efter vedkommende Amts eller Ministeriets nærmere Bestemmelse, maatte undes at falde paa Konen og hendes Børn, saavel de i Ægteskabet indbragte som de, der muligvis senere maatte blive fødte i dette Ægteskab."

(Morgenbladet (København) 1. september 1878).

Nogle Bemærkninger om Gymnastikunderviisningen i Skolerne. (Efterskrift til Politivennen)

(Ved Capitain J. Amsinck.)

Gymnastikfesten i Svendborg har givet en Indsenderen i et andet Blad Anledning til om Gymnastikundervisningen her i Landet i Almindelighed og specielt om Skolegymnastiken, saaledes som den nu ledes, at fælde en Dom, der maa kaldes ubeføiet og temmelig umotiveret.

Ihvorvel jeg gjerne skal give ham Ret i det første Punkt, han fremsætter, at der findes mere gymnastisk Dygtighed her i Landet, end man i Almindelighed antager, saa kun jeg dog paa ingen Maade tiltræde det andet, "at man ved de frivillige Øvelser ikke synderlig bryder sig om den for Skolerne og Militairet foreskrevne Gymnastik", hvilket omtrent vil sige det Samme som, at man der gaaer udenfor alle de Øvelser, som ere foreskrevne i de nugjældende Lærebøger. Saafremt den ærede Indsender dermed vil udtale, at Skolegymnastiken - den militaire Gymnastik eller de Øvelser, som denne omfatter, og som alle ere optagne i det militaire Gymnastikreglement af 1869, bør helst holdes udenfor Discussionen, da jeg ikke kan antage, at Indsenderen er fuldstændig bekjendt hverken med den eller med det nævnte Reglement - giver Eleven en meget mangelfuld gymnastisk Uddannelse, naar den kun kommer til at omfatte de i den autoriserede Lærebog af 1856 omhandlede Øvelser, da kan jeg tildeels tiltræde det, men ogsaa kun tildeels; thi skal Gymnastiken benyttes som Middel til at udvikle det menneskelige Legeme under dets Opvæxt, kan jeg ingenlunde ansee det for rigtigt at bortkaste de saameget omtalte "Forbindelsesøvelser" eller Gang- og Løbsøvelserne, Ligevægtsøvelserne, Spring- eller Kravreøvelserne eller de blandede Øvelser, og kun at ville lægge Vægten paa Smidighedsøvelser, Voltigering, Barre- og Trapezøvelser, som efter min Erfaring alle fordre en forudgaaet gymnastisk Uddannelse i de førstnævnte Øvelser.

Naar Hr. n. anfører, at "de forberedende Øvelser" ere de, der hidtil have været meest "drevne" i Skolerne, ja som man hist og her, navnlig paa Landet, ikke er kommen ud over, og tillige frakjender dem enhver gymnastisk Betydning, saa forekommer det mig, at han herved røber en vel overfladisk Betragtning af hele Undervisningen i Gymnastik; thi næsten enhver enkelt af Forberedelsesøvelserne er et nødvendigt Grundlag for al videre gymnastisk Uddannelse, at sige naar denne skal skee paa en fornuftig og gradviis Maade. At de forberedende Øvelser ikke særlig egne sig til at more Drengene eller til at poairylke dem Drengenaturens Særkjende: Dristighed eller at lade staae til, skal jeg villig anerkjende, men det er som ovenfor berørt heller ikke Meningen med dem, ligesaalidt som man ved dem har meent at kunne udvikle en høi Grad af Smidighed. Det er heller ikte Tilfældet, at der til Forsvar for de forberedende Øvelser og flere, der ere befalede for Skolerne, kun .siges, at de ere nødvendige for Disciplinens Skyld og for at give Holdning; thi medens Læreren qanske vist skal og bør lægge Vægt paa disse Hensyn, saa er det dog altid selve Øvelserne, der ere eller blive Hovedformaalet.

Naar Hr. n endvidere mener, at de forberedende Øvelser ere uskikkede til at gjennemarbeide hele Legemet, og at dette kun kan opnaaes ved de af ham saameget omtalte Smidighedsøvelser, saa fristes jeg næsten til at troe, at Hr. v. aldrig hverken selv har foretaget eller har ladet Andre foretage de forberedende Øvelser saa nøiagtigt eller med det Liv og den Raskhed, hvormed de skulle øves. Vil man ved en forestaaende Reform af Skolegymnastiken kun følge den af Indsenderen foreslaaede Vei og saaledes bortkaste hele den tidligere elementaire Gymnastikunderviisning, da frygter jeg meget for, at alt det Smukke, der fremkommer og bør være tilstede ved en vel ledet Gymnastikunderviisning, vil blive fjernet og giøre Plads for en Gymnastik, der mere har sit Særkjende i en ufornuftig og hensynsløs Dristighed end i smukt udførte Øvelser. Hr. n. anfører som Beviis for Unødvendigheden af de nævnte elementaire Øvelser, at ingen af dem bleve foretagne af de Drengeafdelinger, der præsenteredes ved Festen i Svendborg; men dette er kun et meget tarveligt Beviis; thi ved en saadan Leilighed vises der sjeldent Gymnastikens ABC, der vises kun de Resultater, hvortil man er naaet gjennem denne. Da Indsenderen omtaler de olympiske Lege, hvor der særlig lagdes Vægt paa Skjønhed i Bevægelserne, synes det, som om han selv har en Følelse af, at dette skal være et af Gymnastikens Resultater, men Skjønhed i Bevægelser erhverves kun ved en meget rationel Underviisning. At en Underviisning, der ikke er baseret paa bestemte Principer, men kun har sat sig til Maal at udvikle Drengenes Dristighed, ikke kan siges at nærme sig Formaalet ved de olympiske Lege. derpaa afgav Festen i Svendborg derimod et slaaende Beviis; thi det er uimodsigeligt, at enkelte Drengeafdelinger, med hvilke dette var Tilfældet, ved denne Leilighed viste Øvelser, man hverken kan kalde smukke eller kedelige. 

Naar Indsenderen som Grund til at Gymnastiken hidindtil har havt saa ringe Fremgang her tillands, og at den kun har øvet saa ringe Indflydelse paa Personligheden, angiver, at Skolegymnastiken ikke har været af den rette Slags og ikke har været "drevet" paa den rette Maade, saa kan jeg nok samstemme med ham heri, men jeg maa næsten antage, at vi ere komne til denne Slutning ad forskjelllige Veie. Hr. n. tillægger nemlig Lærebogen og de deri indeholdte faatallige Øvelser udelukkende Skylden, og da vel nærmest, fordi Smidighedsøvelserne og Voltigeringen ikke ere optagne deri, men han har da neppe gjort sig det klart, hvorfor dette ikke er skeet. Lærebogen er nemlig skreven for Borger- og Almueskoler og har derfor kun optaget de Øvelser, som man dengang med Manglen af tilstrækkelig dygtige Lærere, gode rummelige Øvelseslocaler og de fornødne Apparater for Øie har kunnet vente at faae indøvede. Efter min Formening er en af de væsentligste Aarsager til, at Gymnastiken ikke har hævet sig over dette maaskee temmelig lave Standpunkt, snarere at henføre til, at en stor Deel af Landets Pædagoger føle Mangel paa Interesse for Gymnastiken som de ansee for et Skolen paatvungent Fag, hvis Nytte de vel i theoretisk indsee, men som de i Praxis vanskelig formaae at skjænke deres Sympathi i saa høi Grad, som det er ønskeligt. Kunde Indsenderen bidrage til en Forandring heri, saa at Gymnastiken i høiere Grad end tidligere kunde glæde sig ved de Overordnedes Interesse og blive en væsentlig Factor i Ungdommens Uddannelse, da var meget vundet, og Udarbejdelsen af en ny Lærebog med et fyldigere Stof vilde fremtræde med større Nødvendighed, fordi man da turde haabe, at de Øvelser, den kom til at indeholde, i Virkeligheden vilde blive foretagne og indøvede.

Hovedmanglen ved Gymnastikundervisningen her i Landet er og bliver dog først og fremmest Manglen paa dygtige Lærere. Disse findes vel i de stejle Kjøbstæder og særlig i de Byer, der ere Garnisonssteder, idet der findes Gymnastiklænre, som baade kunne og ville lede Gymnastikundervisningen i Skolerne, men paa Landet og i de mindre Kjøbstæder ere de Lærere sjeldne, som med den fornødne Sagkundskab kunne lede en gymnastisk Underviisning, selv om der findes en nok faa udmærket og fyldig Lærebog. Vel er Gymnastiken nu et befalet Fag ved Skolelærerexamen, men Fordringerne til den Prøve, som Seminaristerne aflægge i Gymnastik, ere meget smaa, og det er derfor ogsaa kun et ringe Antal, som besidder saamegen Kjendskab til Gymnastik eller har saamegen Interesse for dette Fag, at de senere i dens Stilling som Skolelærere paa Landet med særlig Kraft ville virke for, at de Betingelser, uden hvilke Gymnastiken ikke kan trives, blive tilvejebragte.

Det fremgaaer selvfølgelig heraf, at det kun er i Skolerne i Kjøbstæderne, der kan blive Tale om nogen egentlig velordnet Gymnastikunderviisning, idet kun her de fornødne Betingelser, nemlig brugbare Lærere, et ordentligt Locale og de fornødne Reqvisiter, med nogenlunde Lethed kunne staffes tilstede. Hvor Underviisningen ledes af en uddannet Gymnastiklærer, vil Gymnastiken ogsaa kunne føres langt videre, end den nuværende Lærebog foreskriver; thi enhver af Hærens Gymnastiklærere erhverver under sin Uddannelse saamegen Kjendskab til de af Indsenderen specielt nævnte Øvelser i Smidighed og Voltigering, i Trapez og i Barren (de parallelle Bomme), at han vil kunne lede Underviisningen heri, saafremt der gives ham et tilstrækkeligt Timeantal til efter Indøvelsen af den elementaire Ggmnastik at foretage disse Øvelser, der kræve en ikke ringe Tid. Smidighedsøvelserne ere nemlig af den Natur, at Læreren under Indøvelsen af dem maa beskjæftige sig med en enkelt Dreng ad Gangen, da han bærer Ansvaret for, at Drengen ikke kommer til Skade under Udførelsen. Følges dette ikke bogstaveligt, og Læreren blot et eneste Øieblik viser Mangel paa Opmærksomhed, er den paagjældende Dreng ved disse Øvelser langt mere end ved mange andre udsat for at komme alvorlig til Skade. Tillægger man i sin Stilling som Lærer Ansvaret en mere underordnet Betydning, og lader man allsaa ved Underviisningen i Smidighedøvelser stadig staae til, for at fremkalde Dristigheden hos Drengme, da er det meget muligt, at sige naar det iforveien er raske Drenge, at Procentantallet af dem, der lære Smidighedsøvelser, bliver noget større end ellers - dog upaatvivlelig paa Correcthedens og det Skjønnes Bekostning. Men hvis der ved denne "Laden staae til" indtræffer blot et eneste Ulykkestilfælde, hvordan bliver da Lærerens Stilling overfor Skolebestyreren og - endnu mere overfor Drengens Forældre?

Hvad her er anført om Smidighedsøvelserne gjælder ogsaa for en stor Deel om Trapezøvelserne, idet ogsaa disse kræve megen Tid og megen Paapasselighed fra Lærerens Side, og der bør overhovedet aldrig begyndes med disse Øvelser, før Drengen igjennem de andre lempeligere Øvelser har naaet et saadant Udviklingstrin med Hensyn til Kræfter og Evne til at tumle sit Legeme, at han er bleven skikket til at lære dem. Dette Udviklingstrin kan ikke naaes ved Smidighedsøvelser alene, det maa naaes igjennem de forskjellige Øvelser, som Lærebogen underskriver, og da navnlig ved Klavreøvelser. Øvelserne i "deparallelt Bomme" ("Barren") maa ansees for ligesaa forkastelige for Drenge under deres Opvæxt, som de ere gavnlige for udviklede unge Mænd.

Hvad Hr. n. bemærker om "de militaire Øvelsers" Unødvendighed for Skoleungdommen under Gymnastikundervisningen, kan jeg meget godt tiltræde, forsaavidt det er Meningen, at de ikke bør danne noget Led af denne. Tiden, den i Reglen knapt afmaalte Tid, der er ansat til Legemsøvelser, bør fra September til Begyndelsen af Mai udelukkende anvendes til disse, og som en Overgang fra Gymnastiken til Svømningen, kan der da i c. 3 Uger i Resten af Mai foretages nogle militære Øvelser med Drengene, men de burde indskrænkes til Marche og de simpleste Evolutioner.

Efterat jeg i det Foregaaende har stillet min Betragtning af Fremgangsmaaden ved Underviisning i Gymnastik ved Siden af Hr. n.s og kortelig har motiveret hvorfor jeg ikke kan tiltræde hans Yndlingsplan at kaste alt det Bestaaende overbord, for kun at dyrke Smidighedsøvelser, Voltigering og andre Øvelser, som bleve viste ved Festen i Svendborg, eller rettere forladt den rationelle, igjennem en lang Række Aar godkjendte Fremgangsmaade ved Gymnastikunderviisningen for at gaae ind paa en Methode, der kun vil have Øvelser, der "gjennemarbeide hele Personligheden, og hvorved Dristighed, Mod og Kappelyst kunne faa Næring", - skal jeg endnu kun præcisere, at Maalet for Underviisning i Gymnastik i Skolerne og i frivillige Foreninger efter min Erfaring bør være væsentlig forskjellig. Medens Undervisningen i de nævnte Foreninger ikke bør forsmaa saa meget som muligt at nærme sig de største gymnastiske Kunststykker, bør Skolegymnastiken absolut lade disse ligge og indskrænke sig til at opstille et Maal, som kan naaes af Fleertallet af Skoleungdommen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. august 1878).

Om Gymmnastiken i Landsbyskoler.

(Ved en Lærer).

Hr. Capitain I. Amsinck har i dette Blads Nr 198 fremført nogle Bemærkninger om Gymnastikundervisningen i Skolerne, deels for at vise, at en velordnet Gymnastikunderviisning ikke godt kan fravige det Spor, der nu har været fulgt i en længere Aarrække, deels for at paapege Grunden til, at nævnte Fag staaer paa et, mildest talt, tarveligt Standpunkt i Landets Skoler. Hvad det første af disse Punkter angaaer, er jeg ganske af Hr. Capitainens Mening; derimod forekommer det mig, at han røber et mangelfuldt Kjendskab til Forholdene ved Landsbyskolerne, naar han søger Hovedaarsagen til Gymnastikens Forsømmeise i Mangel paa Duelighed og Interesse hos "Landets Pædagoger"; jeg skal derfor tillade mig efterstaaende at meddele nogle Oplysninger herom til Veiledning ved en muligviis fortsat Discussion over samme Emne. 

Hvad Lærernes Duelighed angaaer, skal jeg villig indrømme, at gamle Lærere, som ikke have modtaget anden gymnastisk Oplærelse end den, der i deres Ungdom meddeeltes paa Seminarierne, ikke kunne gjøre Fyldest i det nævnte Fag, saa lidt som i noget andet, hvor Sagen er gaaet frem, medens dens Lærer har staaet stille. Men Størstedelen af Landets yngre Lærere have paa Statens Seminarier modtaget saavel praktisk som theoretisk Uddannelse af en af Hærens Gymnastiklærere, og skal jeg dømme efter Forholdene paa det Seminarium (Jonstrup), hvor jeg selv for godt en halv Snees Aar siden blev uddannet, saa skjænkedes der Gymnastiken en Opmærksomhed, som snarest var for stor, baade i Forhold til dens Betydning overfor andre Fag, og i Forhold til den Nytte, Læreren paa Landet har af sin Uddannelse i Gymnastik. De næsten daglige Øvelser omfattede navnlig ikke blot de mere elementaire forberedende Øvelser, Gang- og Løbeøvelser o. desl., men ogsaa de militaire Øvelser og Voltigeren, og en Deel af Eleverne lode sig tillige undervise i Hugning. Den theoretiske Undervisning blev given med saa latterlig Nøiagtighed, at man maatte lære udenad Lærebogens mange "almindelige Regler" og "Instrux for Læreren", der dog vare affattede i et alt andet end tiltalende Sprog og bare Vidnesbyrd, mere om Forfatterens militaire end stilistiske Uddannelse. Og saa vidt jeg veed, blev Undervisningen meddeelt omtrent paa samme Maade og i samme Omfang ved Statens andre Seminarier. Jeg kan derfor ikke troe, at Grunden til Gymnastikens Forsømmelse i Landsbyskolerne væsentlig maa søges i Lærernes Udygtighed, om end adskillige gamle Lærere neppe kunne fyldestgjøre Nutidens Fordringer i dette Fag.

Grunden er snarere at søge i, at Gymnastiken maa dele Kaar med Skolens andre Underviisningsfag og trykkes til Jorden af de Onder, som hvile paa hele Landsbyskolen: fattig Forsyning med Materiel og Skoleforsømmelser. Det er kun meget faa Steder, at der findes Gymnastikhuse, og enkelte Steder, hvor saadanne før fandtes, har man i de senere Aar omdannet dem til Læsestue og Bolig for nyansatte Lærerkræfter. Reglen er, at der paa et mere eller mindre passende Sted i Nærheden af Skolen findes en aaben, gruusbelagt og solbeskinnet Plads til Gymnastik. Ikke sjeldent er den heeltude paa Gaden, og navnlig synes man at foretrække den trekantede Plads, som opstaaer, hvor en Vei deler sig i to, muligviis fordi en saadan Trekant ikke godt kan bruges til Andet. Der opstilles saa en simpel Klavremaskine, og der kan Læreren jo ogsaa nok foretage adskillige Øvelser, naar han ikke tager det saa nøie med den Forstyrrelse, de foraarsages af forbirullende Vogne og samtalende Tilskuere. Men Øvelserne maae paa Grund af Leiret indskrænkes til nogle Maaneder om Sommeren, og netop paa den Tid er Skolen sparsomt forsynet med Drenge.

Adskillige Steder er ældste Klasse aldeles fritagen for Skolegang i Sommerhalvaaret, og andre Steder er dens Skolegang indskrænket til høist 2 Dage om Ugen; men det er omtrent lige meget for Gymnastikens Vedkommende, hvorledes Skolegangen er ordnet; thi det er factisk, at de større Drenge (over 12 Aar) kun meget sjeldent og med idelige Afbrydelser søge Skolen i Sommerhalvaaret. Det bliver derfor især Børnene i yngste Klasse, som skulle nyde godt af Gymnastikundervisningen. Det er Børn, som næsten alle ere under 10 Aar; og det vil allerede deraf være klart, at Læreren ikke behøver at være nogen stor Gymnastiker for at kunne føre saadanne Smaafyre saa vidt, som de i det Hele kunne komme; især naar der sees hen til den Tilstand, hvori de møde: enkelte have Sko paa, fattige Folks Børn ere barfodede, og Størstedelen stille paa Pladsen med stove, jernbeslaaede Træsko. Forældrene gjøre Indvendinger, naar Læreren lader Børnene gjøre Gymnastik paa Strømperne, og skulle Børnene foretage Øvelserne barfodede, indtræffer der ikke sjeldent, navnlig ved Springøvelser, Feiltrin, som kunne volde betydelig Smerte, ja have alvorligere Følger. Hr. A. vil vistnok indrømme, at man, bogstavelig talt, ikke kommer langt med Træsko. Dertil kommer, at Undervisningen ofte hindres af Regn eller besværliggjøres af brændende Solskin. Det turde derfor snarere være Grund til at undres over, at Læreren, som virker under saa ugunstige Forhold, i det Hele kan nære nogen anden end blot theoretisk Interesse for Gymnastiken.

Dersom man ikke kan raade Bod paa de her anførte Mangler, maa Gymnastiken paa Landet tillægges en Betydning, kun lidet større end Nul, og der var maaskee mere Grund til til at overveie, om den ikke burde bortfalde som lovbefalet Undervisningsfag i Landsbyskolerne, end at der, som jeg har hørt, man tænker paa, skulde udarbejdes nye Regler for en fyldigere Underviisning under de nuværende ublide Forhold.

Vil man derimod hæve det nævnte Fag til en passende Høide, maa der nødvendigviis ved alle Skoler opføres Huse, hvori der kan gjøres Gymnastik i Vintertiden; thi Skolestuerne, som ere opfyldte af Borde og Bænke og oftere ikke høiere, end at en fuldvoxen Mand kan naae Loftet, egne sig virkelig ikke til slig Brug. Endvidere maa der anskaffes flere Redskaber, Gymnastiksko m. m. og endelig "indføre" et virksomt, sagkyndigt Tilsyn. Thi det Tilsyn, som nu føres, kan der kun tillægges meget ringe Værd. Det udøves nemlig af een Gymnastikdirecteur for hele Landet (2 a 3000 Skoler), en Mand, som kun meget faa Lærere opleve den Glæde at see i deres Skole, det geistlige Tilsyn (Bisp og Provst) og den stedlige Skolebestyrelse; men de to sidste Tilsynshavende savne vist meget ofte den Interesse og Sagkundskab, som giver Tilsynet sin Betydning. Den locale Skolebestyrelse indskrænker sig som oftest til blot at see saa meget af Gymnastiken, at den med frelst Samvittighed kan sige, at den har seet Læreren have Gymnastik, og saa paa den aarlige Indberetning afsige en Dom, saa velvillig mod Læreren som mulig. Der vilde ganske bestemt komme mærkelige Ting for Dagen, dersom Ministeriet i et Aar udsendte Sagkyndige for at eftersee Gymnastiken ved alle Landsbyskoler. Jeg frygter meget for, at Opgjørelsen efter endt Eftersyn vilde give et ganske andet Resultat end de aarlige Indberetninger, som affattes af den locale Skolebestyrelse.

Jeg troer ved Ovenstaaende at have fremdraget de væsentligste Hindringer for Gymnastikens Fremgang paa Landet. Kan man ikke fjerne dem, vil hverken yderligere Uddannelse af Lærerne eller Udgivelsen af en ny, autoriseret Lærebog hæve Gymnastiken fra det lave Stade, den nu indtager.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. september 1878).

Tiltale for Vold. (Efterskrift til Politivennen)

Under en ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Politiret den 14de Januar d. A. incamineret privat Politisag anbragte Glarmestersvend L. at da han Natten mellem den 6te og 7de f. M. i Forening med nogle Bekjendte, der havde været til Gilde hos ham, kom ned i Gaarden til Eiendommen Nr. 2 i Danmarksgade, hvor han boede, kom et Par af hans Bekiendte til at berøre en i Gaardes værende Droske, som tilhørte Vognmand P.. der havde Stald og Bopæl i Eiendommen, og P. gav sig da til at skiælde ud, hvorfor L. søgte at bilægge striden, men P. greb da en i Stalden staaende  Jerngreb og bibragte med den L. et voldsomt Slag i Hovedet, saa at L. styrtede bevistløs til Jorden. Da det efter Beskaffenheden af de L. saaledes tilføiede Læsioner fandtes, at Sagen egnede sig til offentlig Undersøgelse, blev den privats Sag hævet, og en criminel Undersøgelse indledet. Under denne forklarede P., der allerede under 7de Januar havde giort Anmeldelse til Politiet om, at han den foregaaende Nat i sin Gaard var bleven overfaldet af flere Personer, Følgende: Da han den paagiældende Nat omtrent Kl. 1 kom hiem i Gaarden med sin Droschke, kom 5 a 6 Personer op i Gaarden fra Kiælderen og begyndte at smække Døren paa Drosken op og i, ligesom de, da han var stegen ned fra Bukken og havde spændt sin Hest fra, søgte at hindre ham i at trække den ind i Stalden ved at holde igien i dens Hale og slide i Seletøiet. Han fik imidlertid Hesten ind i Stalden, men da han derpaa vilde trække Vognen ind i Vognporten, skubbede nogle af Personerne, uagtet han bad dem om at lade være, bag paa vognen med en saadan voldsomhed, at han blev klemt mellem den og en i vognporten staaende Kasse, hvorhos vognen tørnede mod væggen. Uagtet han atter anmodede Personerne om at lade ham og hans vogn i Fred, fore Nogle af dem derefter ind paa ham og puffede og stødte ham, saa at han maatte flygte ind i Stalden, hvorhen imidlertid Personerne forfulgte ham, saa at han maatte tye ind under Krybben og Hesten, og da Personerne her vedbleve at forulempe ham, og han, som han har udtrykt sig, var haardt trængt af dem greb han en i Stalden staaende Jerngreb af vægt 2 3/4 Pd. med et ca. 1½ Alen langt Træstat for at værge sig med den og truede med den Personerne. Han erkiendte ogsaa, at han havde slaaet med Greben, men uden at see hvem eller hvad han ramte med den, og han erklærede vedblivende, at han ikke formeente at have begaaet noget Ulovligt, men maatte antage kun at have benytte tilladeligt Nødværge. Han forklarede derhos, at ogsaa efterat han havde slaaet med Greben ved hvilken Leilighed det maa antages, at Greben er fløiet eller slaaet ud af Haanden paa ham, og efter at det var lykkedes ham at faae Stalddøren lukket for sig, blev der af nogle af Personerne tilføiet ham forskiellig Overlast, idet han, efter at han troede, at Personerne havde fiernet sig, bag fra blev kastet til Jorden af et Par af disse, som atter kom ind i Stalden og derpaa søgte at trække ham hen til Skarnkassen i Gaarden, hvormed de først hørte op efter at et vindue paa hans Raab om Hiælp var blevet aabnet, og en Stemme havde raabt ud til ham: "Det er godt P., vi have seet det Altsammen," hvorpaa han slap fra dem og lod ind i Vognporten, som han derefter fik lukket for sig. Han forklarede endvidere, at ved den ham tilføiede Overlast blev hans Næse slaaet tilblods, hans venstre Haand skrabet og den høire forstuvet saaledes, at han i 8 Dage derefter ikke kunde kjøre Droske. Vel havde saavel L. som flere af de Personer, der vare i Følge med ham, edeligen forklaret, at P.s Forklaring var usandfærdig, og at det var ham, der havde begyndt Klammeri med dem, samt at P., uden at L. eller nogen af de i Følge med ham værende Personer havde tilføiet ham nogensomhelst Overlast, bibragte L. det omhandlede Slag i Hovedet med Greben, og det blev ogsaa forklaret af en anden Deponent, der tilfældig kom op i Gaarden fra Kjælderen, at P, saavidt Vidnet kunde see, uden Anledning tilføiede L. Slaget, men da P.s Forklaring paa den anden Side var bestyrket ved tildeels beedigede Forklaringer af flere andre Personer, der, saavidt det i Gaarden herskende Mørke tillod det, havde seet det Passerede og hørt de derunder faldne Anklager fandt Retten ikke, at P.s Forklaring om det Passerede kunde forkastes. Da han herefter under de forhaandenværende Omstændigheder skønnedes at have været berettiget til at bruge Greben til sit Forsvar, blev han ved den af Kjøbenhavns Amts søndre Birks Ekstraret afsagte Dom i Henhold til Straffelovens § 40 frifunden for Actors Tiltale, og Sagens Omkostninger bleve udredede af det Offentlige. Der blev herefter ikke Spørgsmaal om at tillægge nogen Erstatning til Glarmestersvend L. der som Følge af den ham tilføiede Beskadlgelse vil have været forhindret i at arbejde i 14 Dage, men for hvem det Passerede ikke kan antages at ville efterlade blivende Følger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. august 1878).

Danmarksgade eksisterer ikke mere. Den kan stadig anes som en stump vej mellem Gl. Kongevej 72 og 74. Den fortsatte ud til Vodroffs Tværgade - som dengang hed Skovsgade/Nielsens Plads. I dag er opført en lang bygning, Vodroffs Tværgade 3 på gaden.