Uforsigtig Brudevielse. (Efterskrift til Politivennen)

Thisted Byraad afgjorde i Følge Byens Avis i Tirsdags en Fattigsag, der var opstaaet ved, at Sognepræst Gøtzsche i Fredericia havde viet en i Thisted forsørgelsesberettiget Mandsperson, uden at forvisse sig om, hvorvidt denne havde oppebaaret urefunderet Fattigunderstøttelse. Dette var imidlertid Tilfældet; den paagjældende havde oppebaaret 12 Kr., og da han efter sit Giftermaal atter blev trængende til offenlig Forsørgelse og saaledes med Familie faldt Thisted Kommune til Byrde, tog Byraadet under Overvejelse, om der burde gjøres Ansvar gjældende mod Præsten. Denne erkjendte i Skrivelse til Byraadet, at han bar Ansvaret for den stedfundne Fejltagelse, skjønt han havde været fraværende, da Vielsen skete, og saaledes ikke personlig bar Skylden; han henstillede derfor til Byraadet at behandle ham saa læmpelig som mulig. Under Forhandlingen bemærkede Raadets Formand, at da det maatte antages, at det paagjældende Fattiglem var faldet Kommunen til Byrde alligevel, selv om han ikke var bleven gift, burde der formentlig ikke gjøres Erstatningssordring gjældende for hans, men kun for Familiens Vedkommende, hvilken Adskillelse saa maatte blive en Skjønssag. Lindegaard foreslog, at Præsten refunderede Kommunen det hidtil Udlagte, hvilket Westergaard oplyste at udgjøre 262 Kr. 40 Øre indtil lste Maj d. A., idet han tillige udtalte en Tvivl om, hvorvidt Byraadet var berettiget til at træffe en saadan Overenskomst; for saa vidt imidlertid det kunde ske, vilde han gjerne slutte sig til Lindegaards Forslag. Formanden syntes dog vedblivende, at der burde gjøres en Adskillelse mellem Fattiglemmet og hans Familie og altsaa drages noget fra i den opgivne Sum. Lindegaard troede ikke, at den paagjældende, hvis han ikke var bleven gift, vilde være falden Kommunen til Byrde. Tachau mente, at man kunde holde sig til Udgiften til Maj d. A. og lade Resten falde; ellers vilde det til Dato blive henimod 400 Kr. Formanden bemærkede endnu overfor Westergaard, at Byraadet efter hans Formening maatte være berettiget til at afgjøre denne Sag, der jo dog endnu kun drejede sig om en tvivlsom Fordring. - Det vedtoges at tilstille Præsten Forslag om at lade Sagen falde, naar han refunderede Kommunen de til 1ste Maj d. A. udlagte 262 Kr. 40 Øre.

(Morgenbladet (København) 8. september 1878).

Vold imod Forældre m. m. (Efterskrift til Politivennen)

Den 5te Juni d. A. reiste Skomagersvend Niels Jørgensen Pfeiffer tilligemed sin Fader til Hillerød, hvor Faderen fik udbetalt 134 Kr. som Arv efter en Søster; af disse Penge fik Sønnen udbetalt 10 Kr. som Vederlag for Udlæg paa Reisen, og begge vare saa vel fornøiede, at de baade i Hillerød og her i Staden giorde sig tilgode med stærke Drikke, hvoraf de vare endeel berusede, da de om Aftenen ankom paa Faderens Bopæl. Her var der i Begyndelsen intet Tegn paa Uvenskab imellem dem, men da Sønnen opfordrede Faderen til at give ham 30 Kr. og hans Moder 50 Kr. af Arven, lo Faderen heraf, hvilket havde til Følge, at Sønnen blev hidsig og gav sig til med knyttet Haand at slaae Faderen i Ansigtet. Moderen gik nu imellem og fik sin Mand ud i Kjøkkenet, ved hvilken Ledighed hun blev ramt i Ansigtet af et Slag, som Sønnen dog ikke havde tiltænkt hende, men Faderen. Noget efter kom Faderen igjen ind i Stuen, og nu begyndte Mundhuggeriet paany imellem ham og Sønnen. Imedens dette stod paa, kom dennes yngre Broder hjem, og da han foreholdt den ældre Broder det Urigtige i hans Adfærd, gav Sidstnævnte, der er den under Sagen Tiltalte, sig til at slaae paa ham, hvorefter Forældrene traadte imellem dem. Nu foer Tiltalte løs paa disse, slog dem med sine knyttede Hænder og sparkede til dem, indtil det lykkedes dem at faae ham sat ud af Døren, som Broderen derefter aflaasede. I sin Forbittrelse sparkede Tiltalte imidlertid Fyldningen ud, og aabnede Døren med en Nøgle, han havde hos sig, og kom saaledes ind i Værelset, hvor han atter foer løs paa Forældrene, og slog dem med en Nøgle. Faderen, der stadig kun søgte at værge sig, flygtede ud i Kiøkkenet og Broderen løb efter Politiet. I Mellemtiden kom flere af Husets Beboere til, og fjernede Tiltalte fra Leiligheden, og da Politiet kom tilstede, fandtes Tiltalte liggende paa Gaden. Ifølge de under Sagen fremlagte Lægeattester medførte den begaaede Vold, at der over og under begge Faderens Øine dannede sig en betydelig blaalig og om Svulst samt Udflydning og Blod fra det ene Øre, men dog kun i ringe Mængde, og at Moderen fik flere Contusioner hvoriblandt en i Issen, men disse Legemsbeskadigelser vare dog alle uden videre Betydning for de Paagjældendes fremtidige Helbred. Overfor Politiet saavelsom efter at være stillet for en Dommer, erkjendte Tiltalte, at han havde slaaet sin Fader i en, om end beruset, saa dog tilregnelig Tilstand, men under de senere Forhører paastod han, ved den paagjældende Lejlighed at have været utilregnelig, saa at han ikke kunde mindes det Mindste af det Forefaldne, men denne Tiltaltes Paastand fandt Criminalretten ikke at kunne tillægge nogen Betydning, da den stred imod de af hans Moder og Broder afgivne beedigede Forklaringer, og han blev derfor for den begaaede Forbrydelse anseet efter Straffelovens § 201. Tiltalte havde endvidere gjort sig skyldig i Overtrædelse af et Polititilhold, og ved Rettens Dom blev han, der tidligere er straffet 2 Gange for Bedrageri, og som er henved 26 Aar gl., anseet med en Straf, der under Eet bestemtes til Forbedringshuusarbeide i 8 Maaneder.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. september 1878).

Den 3. december 1878 stadfæstede Højesteret dommen på de 8 måneders forbedringshusarbejde. Niels Jørgensen Pfeiffer (1852-1940) havde 4 søskende: Peter Ludvig Jensen Pfeiffer og 3 søstre. Han blev gift med Nicoline Adamine Benedicte Nielsen (1851-?, født Borch) i 1879. den måned dag 1879, i en alder af 26. Parret fik 4 børn. De emigrerede 1907 til USA. Her forlod Niels sine kone omkring 1923 og rejste tilbage til Danmark. Den ene af døtrene, Josepha Birgitta Jørgensen Pfeiffer (1891-?) rejste som 16-årig til forældrene i oktober 1908. En anden datter, Maria Elisabeth Jørgensen Pfeiffer (1886-?) gik i kloster og døde muligvis i Mississippi ca. 1916 af gul feber.

Tjenestepigernes Kaar. (Efterskrift til Politivennen)

I

De patriarkalske Tider, da Tyendet betragtedes som hørende til Familien, er længst forbi, især for Hovedstadens Vedkommende; ti Herskab og Tyende stilles som oftest fra hinanden, længe før de rigtig har haft Lejlighed til at lære hinanden at kende. Den ubetydeligste Fejltagelse er nok til at bevæge Herskabet til at vise Tyendet Døren, og det mindste gnavne Ord er nok til, at Tjenestetyendet beder om sin Bog.

I en saa økonomisk slet Tid som vor, hvor Efterspørgslen efter Tyende er langt ringere end den tilbudte Arbejdskraft, er det især meget forstaaeligt, at Arbejdsgiverne er meget kræsne i Valget af deres Tyende og desuden beredte til rask væk at give dem Afsked paa graat Papir, vel vidende, at man bare behøver at vinke for at saa en hel Flok af Nutidens Slaver at vælge imellem.

Vi kan uden at fejle paastaa, at der ikke er nogen Klasse Tyende, som er saa meget udsat for Herskabets Luner som Tjenestepigerne, der for en forholdsvis ringe Løn maa trælle fra den aarle Morgen til den silde Aften, ja ofte om Natten med, hvilket navnlig er Tilfælde i det Mindste en Gang om Maaneden i de Huse, hvor der holdes Storvadsk; ti der maa gerne Tjenestepigerne efter kun at have nydt 3 a 4 Timers Søvn, op Kl. 1 eller 2 om Natten for at hænge i Vasterbaljen til langt hen paa den kommende Dags Aften uden saa meget som at faa en Øre eller et venligt Ord til Tak for sit møjsommelige Arbejde.

Ligeledes er det ogsaa en bekendt Sag, at der er mange Fruer, der er saa magelige, at de ikke om Natten gider pusle om deres egne Smaa, men uden videre ringer paa Pigen og overlader det til hende.

Naar man desuden erindrer, at Pigerne hele Vinteren, selv naar det er nok saa koldt, maa opholde sig i Køkkenet eller i det i Reglen forskrækkelig lille Pigekammer, hvor der ikke findes nogen Ovn, da maa man indrømme, at en saadan Tilværelse er alt andet end glimrende.

Naar man nu spørger: "Hvilken Underholdning har nu en stakkels Pige i Ugens Løb?" da kan der svares: Ikke anden end den hun stjæler sig til i Urteboden eller faar paa Trappen med en eller anden Kollega, og denne Underholdning afbrydes gerne af Fruens truende: "Naa, har Du snart afsnakket?"

At Tjenestepigerne, som det i Fruernes Kaffeselskaber hedder, "holder Kærest", og derfor opsiges, er noget ganske Almindeligt; ti det, at en Tjenestepige skulde have Følelse eller Hjerte, er noget saa himmelraabende skrækkeligt, at det ikke kan tillades, og gaar hun til Dans, selv om det er i en Forening af hvilken hendes Forlovede er Medlem, da er hun af Fruen og hendes Kaffesøstre at betragte som et aldeles moralsk fordærvet Væsen, der ligefrem anses for selvskreven til at staa under Sundhedspolitiets Opsigt.

Det viser sig ved slige Lejligheder, hvor let Fruerne kan se Splinten i deres Tjenestepigers Øjne, medens Bjælkerne i deres egne Øjenstene, deres elskværdige Frøkner Døttres Øjne, der med deres Forloveder farer fra Bal til Bal mange Gange om Ugen, medens Pigen skrupper Trapper og Gulve, bliver de ikke vaer.

Naar man vil erkende, at ovenstaaende Fremstilling af Flertallet af de i København tjenende Pigers Kaar er korrekt, da bliver Spørgsmaalet selvfølgelig dette: "Hvorledes kan det kvindelige Tyendes Kaar forbedres paa en saa heldig Maade, at de samtidig med at vinde mere Frihed, kan undgaa alle Fristelser, der kan virke nedbrydende paa Sædeligheden og den sunde Moral?" Svaret ligger meget nær for Haanden, og det lyder: "Lad Lighedens Aand tætte sig ved Familjernes Arne", og lad ikke Tjenestepigerne staa uden for i Slud og Kulde; kræv ikke urimeligt og overanstrængende Arbejde af dem, men behandl dem som Slægtninge, der lige saa vel som Eders egne Børn trænger til hjertelig Velvilje, Overbærenhed og Deltagelse.

I Høje Herskaber, der nu overmodigt ser Eders Tjenestepiger over Hovedet, I ved ikke hvilken Dag Skæbnens Luner kan bringe Eders Børn i en lignende Stilling. Rammer en saadan Skæbne dem, da er det selvfølgelig ingen Skam at tjene; ti Intet er saa hæderligt som at arbejde; men en Skam er det, at den, som ser Fejlen, ikke, naar han har Evne til det, søger at rette den; en Skam er det, ikke at handle mod Andre, saaledes som man ønsker de skal handle mod os selv.

(Social-Demokraten 13. september 1878).

Lornsen Monument i Rendsborg. (Efterskrift til Politivennen)

Monument for Uwe Lornsen. Efter en mangeaarig og besværlig Agitation i Holsten og den tydske Del af Slesvig, som paa Grund af sin partikularistiske Tendens ikke har kunnet glæde sig ved de nuværende Magthaveres Yndest, er det omsider lykkedes at faa de fornødne Penge samlede sammen til et Monument for din første "schlesvigholsteinske" Oprører, Uwe Lornsen. Monumentet, som tillige skal bære Navn af "schleswig-holsteinischen Landesdenkmal" og er en Forherligelse af Oprørets endelige Sejr ved Preussens Hjælp, vil blive afsløret i Rendeborg næstkommende 1ste Septbr. med obligate Festtog, Tale af Pastor Schnittger i Slesvig, "Festessen" og "Commers" samt "Frühconcert den følgende Dag til "Nachfeier".

(Nationaltid.)

Fædrelandet 21. august 1878.

To Fester. I Morgen skal der i Rendsborg afsløres et Mindesmærke for Uve Jens Lornsen, en af Schlesvigholsteinismens Banebrydere, og paa Mandag feires Sedandagen. Det er gjentagne Gange bleven sagt, at Striden om Hertugdømmerne Slesvig og Holsten har været den første Kilde, hvorfra de storpolitiske Omvæltninger i Mellemeuropa ere udgaaede. Denne Strid medførte Krigen 1864, denne førte til Krigen imellem Østerrig og Preusen, til Opløsningen af det tydske Forbund, og disse Forandringer i Tydskland fremkaldte atter den Rivalitet imellem Frankrig og Preussen, der førte til den fransk-tydske Krig, det franske Kejserdømmes Fald og det tydske Riges Oprettelse. Skjønt denne Mand, Uve Lornsen, har været medvirkende til vort Fædrelands Sønderlemmelse og vi derfor kun kunne fordømme hans Bestræbelser, saa skulle vi dog kaste et kort Blik tilbage paa ham og hans Virksombed. Uve Lornsen er født paa Øen Sild 1793 og var en Friser af Fødsel. Han studerede i Kiel, besøgte ogsaa Universitetet i Jena og efter endt Examen blev han ansat i det slesvigsk holstensklauenborgske Kancelli i Kjøbenhavn: 1830 udnævntes han til Landfoged paa sin Fødeø Sild, men, førend han tiltraadte denne Post, udgav han et lille Skrift med Titel: "Ueber das Verfassungswerk in Schlesvigholstein". For dette Skrift blev han dømt til at miste sit Embede og til et Aars Fæstningsstraf. Efter udstaaet Straf reiste han til Rio Janeiro, men vendte senere tilbage til Europa og tog Ophold i Sveits, hvor han døde 1833. Lornsen's Skrift er kun en lille Piece paa 14 Sider, men de vakte stor Opsigt og fremkaldte en hel Række Smaaskrifler baade for og imod Lornsen' s Anskuelser. Anledningen til at Skriftet udkom den Gang var vistnok den franske Revolution, der fordrev Bourbonerne og fremkaldte et levende politisk Røre i hele Europa. Man kan i selve det lille Skrift se, at Uve Lornsen var paavirket af de franske Ideer. Skriftets sidste Linie lyder nemlig saaledes: "Unser König ist nicht ein gemachter, sondern ein geborner Bürgerkönig", og et andet Sted hedder det, "at den Sandhed var fremgaaet af de forbigangne tiders store Kampe, at for Fremtiden vil det være den store Middelstand, det er i Besiddelse af den fysiske og materielle Magt som vil regere Verden og alt hvad det reiser sig imod den, vil kraftesløs sønderslaaes imod den." Det er altsaa den franske Borgerkonge og det franske Bourgeoisi Lornsen har tænkt sig som Mønster i sit Forfatningsværk. I dette forlanger han en selvstændig Forfatning for begge Hertugdømmer med en fuldstændig administrativ Sondring fra Kongeriget, ja han foreslaaer tillige, at Kongen en Tid af Aaret burde residere i Slesvig. Tanken om en særlig Forfatning og en særlig Administration vakte stort Bifald blandt hele Embedsstanden. Tanken om en Forfatning var iøvrigt Ingenlunde ny. i Følge den tydske Forbundsakt af 5. Juni 1815 skulde der i alle Forbundsstater indføres en Stænderforsamling, og Ridderskabet havde gientagne Gange forsøgt at faa dets Privilegier anerkjendte som Grundlag for en Forfatning, medens Ridderskabets Sekretær Dahlmann skrev om Hensigtsmæssigheden af en Forfatning efter engelsk Mønster. Tanken om en Forfatning vakte stærkt Røre, og Bevægelsen saavel i Hertugdømmerne som i Kongeriget førte jo til, at Kong Frederik den Sjette indførte Stænderforfatningen, medens der tillige 1834 indsattes en fælles Regering for begge Hertugdømmerne i Slesvig, en fælles Overappellationsret etc. Der kan næppe være Tvivl om, at Frederik den Sjette har troet at burde give efter for den Stemning iblandt en Del af Befolkningen, der krævede en Forfatning og at han har troet, hvilket ogsaa Ørsted siger, at tilfredsstille Slesvigholstenerne ved ovennævnte Institutioner, og det kan derfor ogsaa siges, at Uve Lornsen ved sit Skrift har bidraget til Indførelsen af disse Institutioner, der gave "Schleswigholsteinismen" en saa betydelig Magt. Det var Lornsen's Ønske at Hertugdømmerne og kongeriget kun skulde have "Konge og Fjende fælles", og dette opnaaedes væsenligt; i et efter Lornsen's Død udgivet, men af ham forfattet Skrift, har han tillige udtalt, at Forbindelsen imellem Hertugdømmerne og Kongeriget skulde ophøre, naar Mandsstammen uddøde. Uve Lornsen har iøvrigt ikke udrettet nær saa meget som Falck og Dahlmann. Naar der nu rettes et Mindesmærke for ham, saa er det formodenlig fordi han blev betragtet som Martyr. Naar Tydskerne i Morgen foretage AfsIøringen, kunde en og anden dog maaske tillige huske paa, at Lornsen har været medvirkende til sit Fædrelands Sønderlemmelse.

(Dannevirke 31. august 1878).

Wilhelm Claudius: Das Lornsen-Denkmal zu Rendsburg im Augenblick der Enthüllung. Gartenlaube nr. 5 1879. Soklen består af tre grupper: De to slesvig-holstenske søstre, en gammel mand som belærer en ung med et sværd, en gammel kone fortæller til piger.. 

Igaar er det meget omtalte Mindesmærke for Uve Jens Lornsen blevet afsløret i Rendsborg. Det er netop 40 Aar siden, at Lornsen døde i Genf. Han var født 1793 paa Øen Sild, hvor hans Fader var Skibscapitain. Fra 1816-20 studerede han Jura i Kiel og Jena, hvor han ivrig deeltog i den tydske Burschenschaft-Bevægelse og Agitationen for et enigt tydsk Keiserrige. Fra 1820-30 var han ansat i det slesvig-holsteenske Cancelli i København. Da Julirevolutionen i Frankrig udbrød, blev han greben af den revolutionaire Strømning og udgav sit Skrift "Das Verfassungswerk in Schleswig-Holstein", hvori han forlangte en fri Forfatning for begge Hertugdømmer i Personalunion med Danmark. Skriftet vakte saa stor Opsigt og Bevægelse, at Regjeringen lod ham sætte under Tiltale, strax efterat han havde tiltraadt sit Embede som Landfoged paa Sild. Den slesvigske Overret dømte ham til Embedsfortabelse, Erstatning af Omkostningerne og eet Aars Fængsel i Rendsborg. Det er nærmest paa Grund af dette ufrivillig  Ophold i Rendsborg, at Lornsens Monument er blevet opreist i denne By. Efter udstaaet Fængselsstraf gik Lornsen til Rio de Janeiro og senere til Schweiz, hvor han temmelig upaaagtet døde 1838 i en Villa ved Genfersøen. Hans Skrift gav det første stærke Stød til de separatistiske Ideers og Oprørets Udvikling, saa at man senere ligefrem betegnede Lornsen som "Slesvigholsteinismens Fader".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. september 1878).

Uve Lornsens Mindesmærke. Afsløringen af Mindesmærket for Uve Lornsen fandt Sted i Rendsborg iSøndags, og denne Festlighed havde efter tydske Blades Meddelelser samlet c. 10,000 Mennesker. Efter Afsløringen fandt der et Festmaaltid Sted. I Referatet i "Kiel. Z." af de holdte Taler finder man mærkelig nok ingen haanende Udtalelser om Danmark og det danske Folk, men derimod lutter Hentydninger til, at det "schleswigholsteinske" Folk vil staa fast og værge sig imod Reaktionen.

(Dannevirke 3. september 1878. Folkets Avis - København 5. september 1878).

Grundstenen for monumentet blev lagt ved en festligheden 24. marts 1873 ved paradepladsen. Dagen markerede 25 årsdagen for opstandens begyndelse og fandt sted samtidig med fejringer andre steder i hertugdømmerne, fx Kiel og Haderslev. Det faldt ikke i de preussiske myndigheders smag: Det skete to dage efter Wilhelm I's fødselsdag som kun halvhjertet blev fejret - i Slesvig-Holsten foretrak man betegnelsen "der preussiske König" frem for "unser König". 400 gæster var inviteret til en festmiddag. Blandt skåltalerne var der ingen for kejser Wilhelm eller Preussen, derimod for hertug Friedrich og Tyskland m.m. Overpræsident baron Scheel Plessen nægtede at give tilladelse til en husindsamling og Kiels magistrat havde indskærpet politiet at forhindre husindsamlinger til fordel for mindesmærket, men pengene strømmede alligevel ind.

Uwe Jens Lornsen mindesmærke i Rendsborg. Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 Unported license.

En Forsørgelsessag. (Efterskrift til Politivennen)

Værslev Sogneraad (Holbæk Amt) har meddelt Indenrigsministeriet, at det har maattet tilstaa den i Værslev Sogn forsørgelsesberettigede Indsidder Hans Sørensen Fattighjælp, da han ikke kan forsørge sin Familie, og samtidig begjært Ministeriets Resolution for, om det er pligtigt at understøtte denne Familie, da det af Sørensen den 12te Avgust 1877 med Frederikke Johansen af Rørby indgaaede Ægteskab var kommet i Stand ved utilbørlige Midler fra Rørby Sogneraads Side. I sit Svar udtaler Ministeriet, "at det ved de i denne Sag til Arts og Skippinge Herreders Politiprotokol optagne Forhører saavel over de nævnte Ægtefolk som over Medlemmerne af Rørby Sogneraad maa anses godtgjort, at Sogneraadsformanden og et Sogneraadsmedlem have ført Forhandlinger om Indgaaelse af Ægteskabet mellem Hans Sørensen og Frederikke Johansen, der tilligemed de af hende fødte uægte Børn for Ægteskabet var forsørgelsesberettiget i Rørby Sogn, at der er lovet dem en Gave af Penge og Sengklæder, naar de indgik Ægteskabet, at Sogneraadsmedlemmet har givet dette Løfte skriftligt, dog ikke i den Tanke, at dette Bevis skulde blive fremdraget for Offenligheden, at Sogneraadets samtlige Medlemmer, med Undtagelse af Sognefogden, efter Opfordring af Formanden ved en Beslutning efter et afholdt Sogneraadsmøde, da samtlige Medlemmer endnu vare samlede, i det Øjemed derved at bringe det nævnte Ægteskab i Stand have vedtaget at indsamle denne Gave i Kommunen, at der ved den derefter stedfundne Indsamling er indkommet og til Sogneraadsformanden afleveret ca. 80 Kroner, for en Del af hvilken Pengesum der er anskaffet Sengeklæder, at disse saavel som det tiloversblevne kontante Beløb, efter at en Vielsesattest var forevist Sogneraadsformanden, af denne ere blevne overleverede til Ægtefolkene, og endelig at Hans Sørensen, navnlig efter den Maade, hvorpaa Sogneraadsformanden har stillet sig til denne Sag, havde Grund til at tro, at Rørby Sogn ogsaa efter Ægteskabets Indgaaelse vilde vedblive at forsørge Frederikke Johansens 12 aarige Søn. Efter det saaledes foreliggende maa Ministeriet, der ikke kan andet end højlig misbillige, at Sogneraadets Medlemmer paa den anførte Maade have medvirket til at bringe Ægteskabet i Stand, holde for, at Rørby Sognekommune ikke ved det ommeldte Ægteskab er bleven frigjort for sin Forsørgelsespligt overfor Frederikke Johansen, og Udgifterne ved den paagjældende Families nuværende og fremtidige Forsørgelse, forsaavidt denne falder det Offenlige til Last, ville derfor, saalænge dette Ægteskab bestaar, være at udrede af Rørby Sognekommune med en saa stor Del, som eventuelt efter vedkommende Amts eller Ministeriets nærmere Bestemmelse, maatte undes at falde paa Konen og hendes Børn, saavel de i Ægteskabet indbragte som de, der muligvis senere maatte blive fødte i dette Ægteskab."

(Morgenbladet (København) 1. september 1878).