St. Croix Sukkerfabriker. (Efterskrift til Politivennen)

Efterat der havde dannet sig et Actieselskab med 1 Mill. Kr., og der var givet et Laan af samme Størrelse af Statskassen, traadte St. Croix Sukkerfabriker ifjor i Virksomhed. Det foreliggende Resultat af den første Campagne har ikke været ublandet glædeligt. Hvad selve Virksomheden angaaer, da viser det sig noksom, at Systemet, der blev hilset med glade Forventninger, er hensigtsmæssigt og gavnligt, og hvad det Product angaaer, der blev indvundet, medens Alt var i god Gang, da ligger det bedste Vidnesbyrd deri, at det paa Markedet er blevet betalt med høieste Priis. Det mindre Glædelige er, at Virksomheden ikke altid er gaaet uhindret, og at Udsigten for dens fremtidige Bestaaen for Øieblikket ikke kan siges at være sikkret. Hertil have forskjellige Forhold medvirket. Maskinerne og Ledningerne have i det Hele taget været tilfredsstillende, navnlig de af dem, som ere udgaaede fra Burmeister & Wains Etablissement. Derimod har der hersket Utilfredshed tildeels med Centrifugalpumpen, der dog var leveret af den bedste Fabrik i London, men navnlig med Møllerne, der vare fabrikerede i Glasgow, og Filtrere, der ere fra Brunsvig. Af disses Mangelfuldhed er der opstaaet forskjellige Vanskeligheder, og de have krævet idelige Forandringer. Dette har været saameget uheldigere, som Selskabet af Mangel paa de fornødne Pengemidler ikke har kunnet anskaffe Reservedele, og da der ingen Maskinværksteder fandtes paa Øen, maatte man søge længere bort, endog til Europa, for at faae indtrufne Skader reparerede, hvorved hele Fabrikationen standsedes for længere Tid. De ikke faa Reparationer og Fornyelser, der have ræret nødvendige, ere ingenlunde alle fremkaldte af Brøst paa Maskiner og Redskaber, men ogsaa derved, at Anlæget var noget Nyt for den i forskjellige Henseender mindre heldige Arbeiderbefolkning. De Indfødte, der kunde faas til at hjælpe ved Maskinerne, passede ikke blot ikke altid omhyggeligt deres Dont, men viste ogsaa en farlig Tilbøielighed til at dreie paa Haner og Ventiler, hvorved der idelig fremkaldtes store Bryderier, ja endog alvorligere Beskadigelser. Som ugunstige Omstændigheder for Driften kan ogsaa nævnes, at det nye Anlæg begyndte efter en rig Høst, som gav større Quantiteter at arbeide med end forventet, og samtidig gjorde megen Regn Saften tyndere. Til Slutning indtraadte den Mislighed, at de til Filtreringen anvendte Beenkul vare blevne saa ilde medtagne af de til Udrensning benyttede Saltvand, at de bleve omtrent ubrugelige. Saaledes er den første Campagne, der paa Grund af den store Høst er trukket længere ud end bestemt, endt under mindre gunstige Forhold, men som anført dog med et Resultat, der lover godt for Fremtiden, naar Driften kan blive fortsat. Hertil vil der udkræves en Capital, som det dog forhaabentlig for Sagens og Øens Skyld inden næste Campagnes Begyndelse vil lykkes at skaffe tilveie.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. september 1878).

Ubekendt fotograf: Bethlehem sukkerfabrik på Sankt Croix. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Bertel Jørgen Andersen. (Efterskrift til Politivennen)

Tyveri. Opvarter Bertel Jørgen Andersen, der i indeværende Foraar tiente hos en Værtshuusholder paa Hiørnet af Nansensgade og Frederiksborggade, stjal i denne sin Tjeneste 3 Gange fra sin Husbond, første Gang nogle Nøgler, der laae i en Skuffe, med den Hensigt at bruge dem til Tyveri i et Skab, hvilket dog ikke blev Tilfældet, da Laasen i Skabet, hvortil Nøglen hørte, blev borttagen og erstattet af en ny. Anden Gang tilvendte han sig en Portemonnaie med 3 Kr. 50 Øre, hvilken han paastod at have fundet paa en Retirade i Eiendommen, hvor han antog, at Bestjaalne havde tabt den. Det tredie Tyveri, der var forbundet med Indbrud, udførte han Natten imellem den 29de og 30te Juni. Løverdag Aften den 29de Juni havde han fulgt sin Forlovedes Broder til dennes Bopæl, og efter at have sagt Godnat til sin sammesteds boende Forlovede, fattede han den Beslutning at gaae tilbage til Beværtningen for at stjæle nogle Penge, som han vidste, at hans Huusbonds Hustru havde glemt i en Cigarkasse i et aflaaset Klædeskab. Med en Portnøgle, hans Huusbond havde givet ham til at lukke sig selv ind i Ejendommen med om Morgenen, skaffede han sig, efterat det var blevet Midnat, Adgang til Eiendommens Gaardsrum, men da han her bemærkede en Person, gik han igien ud paa Gaden, indtil der var forløbet nogle Minuter, hvorefter han atter gik ind i Gaarden og krøb gjennem et aabentstaaende Vindue ned i Værtshuuslocalet i Kjælderen; han fandt det paagiældende Skab aflaaset, men opbrød Døren til samme med Hænderne, og satte sig derpaa i Besiddelse af en Frakke, der hang paa en Knage, samt af den omtalte Cigarkasse med deri værende 57 Kr. Han vendte derpaa tilbage samme Vei, som han var kommen ind, men da han var i Begreb med at krybe ud af Vinduet og allerede var halvt ude af dette, blev han anraabt af en i Huset boende Mand, der af sin Hustru var bleven gjort opmærksom paa hans Tilstedeværelse. I sin Forskrækkelse herover og i Frygten for at være bleven kjendt, tog han skyndsomst Flugten, puttede 50 Kr. af de stjaalne Penge i en af den stjaalne Frakkes Lommer og kastede - efter hvad han har paastaaet under Forhørerne - Frakken fra sig paa Gaden, hvorpaa han ilede til sin Bolig i H. C. Andersens Gade; hverken Frakken eller Pengene bleve senere bragt tilstede. Da han var bleven gjenkjendt under Udstigningen af Vinduet, lykkedes det snart Politiet at anholde ham, og han blev derpaa arresteret. Ved Criminalrettens Dom blev Arrestanten, der endnu ikke er fyldt 20 Aar og desuagtet allerede 2 Gange tidligere har været straffet, for samtlige 3 Tyverier anseet med Forbedringshuusarbetde i 18 Maaneder, hvorhos han tilpligtedes at udrede 75 Kr. i Erstatning til Bestjaalne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. september 1878).

Den nuværende Kjeld Langes gade (opkaldt efter en oberst) hed 1884-1955 H. C. Andersens Gade. Den ændrede navn da bystyret ikke mente at den lille gade i det dengang usle Nansensgadekvarter gjorde digteren megen ære.

Uforsigtig Brudevielse. (Efterskrift til Politivennen)

Thisted Byraad afgjorde i Følge Byens Avis i Tirsdags en Fattigsag, der var opstaaet ved, at Sognepræst Gøtzsche i Fredericia havde viet en i Thisted forsørgelsesberettiget Mandsperson, uden at forvisse sig om, hvorvidt denne havde oppebaaret urefunderet Fattigunderstøttelse. Dette var imidlertid Tilfældet; den paagjældende havde oppebaaret 12 Kr., og da han efter sit Giftermaal atter blev trængende til offenlig Forsørgelse og saaledes med Familie faldt Thisted Kommune til Byrde, tog Byraadet under Overvejelse, om der burde gjøres Ansvar gjældende mod Præsten. Denne erkjendte i Skrivelse til Byraadet, at han bar Ansvaret for den stedfundne Fejltagelse, skjønt han havde været fraværende, da Vielsen skete, og saaledes ikke personlig bar Skylden; han henstillede derfor til Byraadet at behandle ham saa læmpelig som mulig. Under Forhandlingen bemærkede Raadets Formand, at da det maatte antages, at det paagjældende Fattiglem var faldet Kommunen til Byrde alligevel, selv om han ikke var bleven gift, burde der formentlig ikke gjøres Erstatningssordring gjældende for hans, men kun for Familiens Vedkommende, hvilken Adskillelse saa maatte blive en Skjønssag. Lindegaard foreslog, at Præsten refunderede Kommunen det hidtil Udlagte, hvilket Westergaard oplyste at udgjøre 262 Kr. 40 Øre indtil lste Maj d. A., idet han tillige udtalte en Tvivl om, hvorvidt Byraadet var berettiget til at træffe en saadan Overenskomst; for saa vidt imidlertid det kunde ske, vilde han gjerne slutte sig til Lindegaards Forslag. Formanden syntes dog vedblivende, at der burde gjøres en Adskillelse mellem Fattiglemmet og hans Familie og altsaa drages noget fra i den opgivne Sum. Lindegaard troede ikke, at den paagjældende, hvis han ikke var bleven gift, vilde være falden Kommunen til Byrde. Tachau mente, at man kunde holde sig til Udgiften til Maj d. A. og lade Resten falde; ellers vilde det til Dato blive henimod 400 Kr. Formanden bemærkede endnu overfor Westergaard, at Byraadet efter hans Formening maatte være berettiget til at afgjøre denne Sag, der jo dog endnu kun drejede sig om en tvivlsom Fordring. - Det vedtoges at tilstille Præsten Forslag om at lade Sagen falde, naar han refunderede Kommunen de til 1ste Maj d. A. udlagte 262 Kr. 40 Øre.

(Morgenbladet (København) 8. september 1878).

Vold imod Forældre m. m. (Efterskrift til Politivennen)

Den 5te Juni d. A. reiste Skomagersvend Niels Jørgensen Pfeiffer tilligemed sin Fader til Hillerød, hvor Faderen fik udbetalt 134 Kr. som Arv efter en Søster; af disse Penge fik Sønnen udbetalt 10 Kr. som Vederlag for Udlæg paa Reisen, og begge vare saa vel fornøiede, at de baade i Hillerød og her i Staden giorde sig tilgode med stærke Drikke, hvoraf de vare endeel berusede, da de om Aftenen ankom paa Faderens Bopæl. Her var der i Begyndelsen intet Tegn paa Uvenskab imellem dem, men da Sønnen opfordrede Faderen til at give ham 30 Kr. og hans Moder 50 Kr. af Arven, lo Faderen heraf, hvilket havde til Følge, at Sønnen blev hidsig og gav sig til med knyttet Haand at slaae Faderen i Ansigtet. Moderen gik nu imellem og fik sin Mand ud i Kjøkkenet, ved hvilken Ledighed hun blev ramt i Ansigtet af et Slag, som Sønnen dog ikke havde tiltænkt hende, men Faderen. Noget efter kom Faderen igjen ind i Stuen, og nu begyndte Mundhuggeriet paany imellem ham og Sønnen. Imedens dette stod paa, kom dennes yngre Broder hjem, og da han foreholdt den ældre Broder det Urigtige i hans Adfærd, gav Sidstnævnte, der er den under Sagen Tiltalte, sig til at slaae paa ham, hvorefter Forældrene traadte imellem dem. Nu foer Tiltalte løs paa disse, slog dem med sine knyttede Hænder og sparkede til dem, indtil det lykkedes dem at faae ham sat ud af Døren, som Broderen derefter aflaasede. I sin Forbittrelse sparkede Tiltalte imidlertid Fyldningen ud, og aabnede Døren med en Nøgle, han havde hos sig, og kom saaledes ind i Værelset, hvor han atter foer løs paa Forældrene, og slog dem med en Nøgle. Faderen, der stadig kun søgte at værge sig, flygtede ud i Kiøkkenet og Broderen løb efter Politiet. I Mellemtiden kom flere af Husets Beboere til, og fjernede Tiltalte fra Leiligheden, og da Politiet kom tilstede, fandtes Tiltalte liggende paa Gaden. Ifølge de under Sagen fremlagte Lægeattester medførte den begaaede Vold, at der over og under begge Faderens Øine dannede sig en betydelig blaalig og om Svulst samt Udflydning og Blod fra det ene Øre, men dog kun i ringe Mængde, og at Moderen fik flere Contusioner hvoriblandt en i Issen, men disse Legemsbeskadigelser vare dog alle uden videre Betydning for de Paagjældendes fremtidige Helbred. Overfor Politiet saavelsom efter at være stillet for en Dommer, erkjendte Tiltalte, at han havde slaaet sin Fader i en, om end beruset, saa dog tilregnelig Tilstand, men under de senere Forhører paastod han, ved den paagjældende Lejlighed at have været utilregnelig, saa at han ikke kunde mindes det Mindste af det Forefaldne, men denne Tiltaltes Paastand fandt Criminalretten ikke at kunne tillægge nogen Betydning, da den stred imod de af hans Moder og Broder afgivne beedigede Forklaringer, og han blev derfor for den begaaede Forbrydelse anseet efter Straffelovens § 201. Tiltalte havde endvidere gjort sig skyldig i Overtrædelse af et Polititilhold, og ved Rettens Dom blev han, der tidligere er straffet 2 Gange for Bedrageri, og som er henved 26 Aar gl., anseet med en Straf, der under Eet bestemtes til Forbedringshuusarbeide i 8 Maaneder.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. september 1878).

Den 3. december 1878 stadfæstede Højesteret dommen på de 8 måneders forbedringshusarbejde. Niels Jørgensen Pfeiffer (1852-1940) havde 4 søskende: Peter Ludvig Jensen Pfeiffer og 3 søstre. Han blev gift med Nicoline Adamine Benedicte Nielsen (1851-?, født Borch) i 1879. den måned dag 1879, i en alder af 26. Parret fik 4 børn. De emigrerede 1907 til USA. Her forlod Niels sine kone omkring 1923 og rejste tilbage til Danmark. Den ene af døtrene, Josepha Birgitta Jørgensen Pfeiffer (1891-?) rejste som 16-årig til forældrene i oktober 1908. En anden datter, Maria Elisabeth Jørgensen Pfeiffer (1886-?) gik i kloster og døde muligvis i Mississippi ca. 1916 af gul feber.

Tjenestepigernes Kaar. (Efterskrift til Politivennen)

I

De patriarkalske Tider, da Tyendet betragtedes som hørende til Familien, er længst forbi, især for Hovedstadens Vedkommende; ti Herskab og Tyende stilles som oftest fra hinanden, længe før de rigtig har haft Lejlighed til at lære hinanden at kende. Den ubetydeligste Fejltagelse er nok til at bevæge Herskabet til at vise Tyendet Døren, og det mindste gnavne Ord er nok til, at Tjenestetyendet beder om sin Bog.

I en saa økonomisk slet Tid som vor, hvor Efterspørgslen efter Tyende er langt ringere end den tilbudte Arbejdskraft, er det især meget forstaaeligt, at Arbejdsgiverne er meget kræsne i Valget af deres Tyende og desuden beredte til rask væk at give dem Afsked paa graat Papir, vel vidende, at man bare behøver at vinke for at saa en hel Flok af Nutidens Slaver at vælge imellem.

Vi kan uden at fejle paastaa, at der ikke er nogen Klasse Tyende, som er saa meget udsat for Herskabets Luner som Tjenestepigerne, der for en forholdsvis ringe Løn maa trælle fra den aarle Morgen til den silde Aften, ja ofte om Natten med, hvilket navnlig er Tilfælde i det Mindste en Gang om Maaneden i de Huse, hvor der holdes Storvadsk; ti der maa gerne Tjenestepigerne efter kun at have nydt 3 a 4 Timers Søvn, op Kl. 1 eller 2 om Natten for at hænge i Vasterbaljen til langt hen paa den kommende Dags Aften uden saa meget som at faa en Øre eller et venligt Ord til Tak for sit møjsommelige Arbejde.

Ligeledes er det ogsaa en bekendt Sag, at der er mange Fruer, der er saa magelige, at de ikke om Natten gider pusle om deres egne Smaa, men uden videre ringer paa Pigen og overlader det til hende.

Naar man desuden erindrer, at Pigerne hele Vinteren, selv naar det er nok saa koldt, maa opholde sig i Køkkenet eller i det i Reglen forskrækkelig lille Pigekammer, hvor der ikke findes nogen Ovn, da maa man indrømme, at en saadan Tilværelse er alt andet end glimrende.

Naar man nu spørger: "Hvilken Underholdning har nu en stakkels Pige i Ugens Løb?" da kan der svares: Ikke anden end den hun stjæler sig til i Urteboden eller faar paa Trappen med en eller anden Kollega, og denne Underholdning afbrydes gerne af Fruens truende: "Naa, har Du snart afsnakket?"

At Tjenestepigerne, som det i Fruernes Kaffeselskaber hedder, "holder Kærest", og derfor opsiges, er noget ganske Almindeligt; ti det, at en Tjenestepige skulde have Følelse eller Hjerte, er noget saa himmelraabende skrækkeligt, at det ikke kan tillades, og gaar hun til Dans, selv om det er i en Forening af hvilken hendes Forlovede er Medlem, da er hun af Fruen og hendes Kaffesøstre at betragte som et aldeles moralsk fordærvet Væsen, der ligefrem anses for selvskreven til at staa under Sundhedspolitiets Opsigt.

Det viser sig ved slige Lejligheder, hvor let Fruerne kan se Splinten i deres Tjenestepigers Øjne, medens Bjælkerne i deres egne Øjenstene, deres elskværdige Frøkner Døttres Øjne, der med deres Forloveder farer fra Bal til Bal mange Gange om Ugen, medens Pigen skrupper Trapper og Gulve, bliver de ikke vaer.

Naar man vil erkende, at ovenstaaende Fremstilling af Flertallet af de i København tjenende Pigers Kaar er korrekt, da bliver Spørgsmaalet selvfølgelig dette: "Hvorledes kan det kvindelige Tyendes Kaar forbedres paa en saa heldig Maade, at de samtidig med at vinde mere Frihed, kan undgaa alle Fristelser, der kan virke nedbrydende paa Sædeligheden og den sunde Moral?" Svaret ligger meget nær for Haanden, og det lyder: "Lad Lighedens Aand tætte sig ved Familjernes Arne", og lad ikke Tjenestepigerne staa uden for i Slud og Kulde; kræv ikke urimeligt og overanstrængende Arbejde af dem, men behandl dem som Slægtninge, der lige saa vel som Eders egne Børn trænger til hjertelig Velvilje, Overbærenhed og Deltagelse.

I Høje Herskaber, der nu overmodigt ser Eders Tjenestepiger over Hovedet, I ved ikke hvilken Dag Skæbnens Luner kan bringe Eders Børn i en lignende Stilling. Rammer en saadan Skæbne dem, da er det selvfølgelig ingen Skam at tjene; ti Intet er saa hæderligt som at arbejde; men en Skam er det, at den, som ser Fejlen, ikke, naar han har Evne til det, søger at rette den; en Skam er det, ikke at handle mod Andre, saaledes som man ønsker de skal handle mod os selv.

(Social-Demokraten 13. september 1878).