23 februar 2023

The Fireburn. (Efterskrift til Politivennen)

"THE AVIS"

CHRISTIANSTED, ST. CROIX
Wednesday 9th October 1878.

Since our last issue tho inhabitants of this town have been gradually recovering from their alarm, and business is now completely resumed. Vague rumours are passing about that the rioters are still together in largo numbers in the north-west, and the troops are now in that quarter. Our own opinion is that the rioters will not he seen. Before this they have probably slunk away to their various estates in the hope of passing themselves off as quiet and well-aflected labourers. On Sunday, troops and volunteers from each of the towns passed through the island to the centre and found all quiet. Yesterday a detachment left this town in carts for the north-west hills but we have not heard any particulars of their progress. A rumoured burning of cottages at "Betty's Hope" on Sunday turned out to be false; the smoke so interpreted came from burning meegass heaps at "Manning's Bay". The firing of this megass was probably the work of individual malice, and not of an organized band. Numbers of prisoners continue to be brought in, and a gang who escaped to Tortola in a boat have been captured in that island. The trials were commenced on Monday, on which day three of of the prisoners were condemned to death and were shot in the court yard of the fort.

We learn that the three prisoners executed on Monday, by sentence of Court Martial, were James De Silva, from Upper Love, a native of Antigua, of the English Church. John Louie, from Lebanon Hill, a native of St. Croix, of the Moravian Church. Joseph Paris, from Castle, a native of Barbados, of the Roman Church. For nearly an hour before the execution, the wretched criminals had the ministrations of their clergymen, Messrs. Branch, Franze, and Guilbot, who were with them in separate rooms, and who attended them to the place of execution. They were shot in the yard of the fort. These three were, it is certain, among the most notorious of the criminals. Wo are told they evinced great panitence for their crimes.

(St. Croix Avis, 9. oktober 1878) 

9. oktober 1878:
ST: CROIX

THE Danish schooner Petrel, arrived here, yesterday from Fredericksted, St. Croix, bringing about forty passengers, most of whom are sufferers from the late riot. We have spoken to some of them who informed us that the distress is great and that provisions
are scarce and dear.

(From the St. Thomas Lloyds, 7th instant.)
\We have been authorised to publish the following extract from a telegram sent by the commandor of the "Labourdonnais"' to the French Consul here:
"Situation Meilleure. Insurrection Decroissante."
We leant that last night the estate " Betty's Hope," was burnt. The Arno arrived last night from Bassin, bringing a few passengers and returned again at one o'clock.

The following telegram received by us at 1 p. in. from our Special Correspondent, we are glad to say, in quieting, and it is with pleasure thai we lay it before our readers:
"If anything important will advise - Prisoners coming in hourly and all quieting down"

" All well. Court martial commence today."
The above private telegram, was received at 10 o'clock this morning and kindly placed
at our disposal.

LATER
(From the West India & Panama Telegraph Co.)
St. Croix. 7th October. - In St. Croix confidence is restored and business was resumed in Bassin this morning. The total number of estates destroyed is estimated at sixty but many of the works have escaped destruction.

Twenty estates are unarmed.

The rioters have taken to the hills on the extreme north-west side on Saturday night, and the negro village of Betty's Hope was fired yesterday noon. 

Only one planter and two soldiers have lost their lives. Other planters who were reported murdered have since made their appearance.

The volunteers and soldiers have captured about one hundred and fifly prisoners, who are being tried by Court Martial today. 

Three of the ringleaders have just been shot in the fort yard at Bassin.

Our Special sent us the following at 3:30 this afternoon. 
"First three prisoners just shot more it is said will follow to-morrow - Work is being resumed on the estates in this quarter."

(From yesterday's Lloyd.)
The following extract of a private letter, dated Basin 7th instant, has been kindly communicated to us;

"The volunteers are constantly bringing in numerous prisoners in both towns. The rioters are so scared at the consequences of their rising that they themselves detect and hand in their ringleaders "

Extract of a private telegram received here this afternoon:

"Good news from the country. Burnt works examined by competent Engineers, not irreparable. Damage can be put in order in a few weeks. The bulk of the planters, at first, were undoubtedly panic stricken, and had they only rallied together and done on the 2nd and 3rd inst., what they are doing now, many of the 64 Estates burnt, or more in less damaged, would have been spared, and not unlikely some of them at work grinding to-day."

LATER.
(From the West Indian and Panam Telegraph Co.
St. Croix. 8th October, 3:30 p. m. - Every tiling is quiet.
The reported burning of tlie negro village of Betty's Hope is contradicted.
The fire seen in that direction was Manning's Bay meegass.
Troops and volunteers left Bassin at 7 a. m. to capture the rioters hiding on the north side.

LATEST
Our special at St. Croix telegraphed to us this afternoon:
"All quiet. Confidens is restored throughout the island"

(St. Thomas Times (formerly St. Thomæ Tidende)

Avisen oplyste endvidere at der var iværksat indsamlinger til de berørte plantere.


THE AVIS
CHRISTIANSTED, ST. CROIX
Saturday 12th October 1878.

Although wo have now returned to a state of comparative security and quiet, the sole topic of conversation is still the late insurrection, as the riots are generally termed. It is difficult after all to say which is the correct name. While there is evidence to show that many perhaps most, of the disturbers of the peace merely contemplated revenue for real or supposed injuries in the past, and a rise of wages for the future, there is also evidence to show that some of the ring- leaders, in their ignorance, really contemplated what they called taking the island. From the first point of view, we should call the disturbances riots, from the latter, they amounted to an insurrection. What, ever name wo use, the sad story remains as the darkest page in the history of this island.
From personal observation and ful inquiries made in various quarters we are now able to give a tolerably complete list of properties destroyed, Leaving out all those where sugar making was not carried on, the properties destroyed were
1. Castle Coakley,
2. Diamond & Ruby,
3. Work & Rest,
4. Strawberry Hill,
5. Barrenspot,
6. Clifton Hill, (works saved)
7. Slob,
8. Fredensborg Kings Hill
9. Bethlehem,
10. Blessing, 
11. Anguilla, 
12. Castle Bourke, 
13. Lower Love, 
14 Golden Grove, 
15. Adventure, 
16. Paradise, 
17. Mannings Bay, 
18. Betty's Hope, 
19. Mt. Pleasant & Plessen,
20. St. Georges,
21. William's Delight, (works saved)
22. Enfield Green,
23. Carlton,
24. Whim,
25. Concordia, (west)
26. Good Hope,
27. Wheel of tune
28. Diamond, (works saved)
29. Mt. Victory
30. Punch
31. Nicolas, (works save
32. Annally,
33. Montpellie 
34. Mt. Stewart (works save)
35. Two Friends (works saved)
36. Grove PIace
37. Big Fountain
38. River,
39. Hermitage, 
40. Upper Lov
41- Mount Plei
42. Jealousy
43. Canaan,
44. Mon Bijou,
45. Lebanon Hill,
40. Glynn, (works saved)
47. Concordia,
4S. Morning Star,
49. Dolby Hill, (Montpellier,)
50. La Vallee,
51. Rust up Twist, (works saved)

Strawberry Hill. En af de plantager som blev ødelagt under opstanden. Årstal ikke angivet. Det Kongelige Bibliotek.

Besides these, the following buildings were destroyed: Glynn Factory Station, the weigh-house at Peter's Rest Station, the school aud teacher's house at Mt. Victory, the police station and school house at King's Hill, and the residences at Peter's Rest, Negro Bay and Allandalo.
The other properties in the island which escaped destruction, not including east end estates which were never threatened, are as follows :
1. Orange Grove & Beeston Hill,
2. Little Princess &.Golden Rock,
3. La Grande Princess,
4. St. John's,
5. Judith's Fancy, 
6. Constitution Hill,
7. Annas Hope, 
8. Sion Farm,
9. Sion Hill,
10. Rattan,
11. Mary's Fancy, 
12. Bonne Esperance,
13. La Reine,
14. Granard, & Cane Garden,
15. Jerusalem
16. Hope
17. Two Brothers
18. Williams
19. Sprat hall
20. Butler's Bay,
21. La Orange,
22. Prosperity, (west)
23. Little La Grange, & Jolly HilI,
24. Hogensborg,
25. Orange Grove, (west)
26. Oxford,
27. Becks Grove,
28. Spring Garden. 
If we add to those the eight estates where tho works were spared, we have thirty-six works standing and forty-three destroyed. This is therefore not so bad as our first rough estimate that two-thirds of the works were destroyed. If we suppose that the absolutely essential outlay in order to go on again is on an average $3,000 for each set of works, we get $129,000 as the total required. This does not include putting up same kind of temporary residence for the manager, which in some cases will be absolutely necessary. We do not mean of course that the comparatively small sum we have mentioned represents the loss to the island. Omitting all consideration of the immense losses in West End town, we have in the country to take account of the great quantities of rum sugar and molasses lost, an the injury done to the cane fields. We cannot pretend to estimate these items, but they would amount to a formidable sum.

The pecuniary losses are not all that we have suffered by this sad affair. Many families have had to flee from their homes at short notice, some of them moving with them sick members at
great risk. In one case a family consisting mostly ot ladies had to hide in adjoining canes, and while so hidden found to their horror that the canes had been set on fire. In another remote quarter, the ladies and children concealed themselves in the bush while the marauders burnt down their residence and retired. It is said by some that there was no intention among the rioters to take life; but we fear that this is a very doubtful point. That only one life was taken was probably owing to the fact that people who fell themselves in danger got out of the way. The brutal treatment of Mr. Fleming's son at Allandale does not evidence much inclination to mercy on the part of the ringleaders. This young lad was in no position of authority and could
not possibly have injured any of them, yet when he appealed to them for protection they replied by knocking him down, beating him so severely that, the fingers on one hand were broken, his head cut and his whole body covered witth bruises. Another case, that a retail dealer in the country, shows the same spirit. She had a slight dispute with a women who went away and returned with a man, and the two set upon the poor creuture, broko one arm, bruised her fingers in getting oft'her rings, beat her. and left her on the floor nearly dead. In the mean time a following of these brutes helped themselves from the little shop. Such horrors as these mean n loss of peace and confidence for some time to come, which it is impossible to express in figures, but is nevertheless not the least of our losses. We are glad to find that the people on most estates are again at work, and that provisions aro being carted for the weekly allowance, and we sincerely hope that wo shall shortly be going on as usual. When the normal condition of things is established, the next consideration will be how to surmount the difficulty of preparing for the coming crop. Among the few consolations we have at the present time, one of the brightest is tho deep and active sympathy which has been awakened in the sister island of St. Thomas, which wo have received not only endless messages of enquiry and condolences, but, as will bo seen in another paragraph, a handsome amount in cash raised to assist those who have guttered by the late sad events. 

Three criminals, sentenced by Court Martial to be shot, were executed on Wednesday. They were Augustus George, of Castle, born in St. Croix. Jehu Adam, of Morning Star, born in St. Thomas. Henry James, of Windsor, born in St. Eustatius. All belonged to the English Church, but the Rector of St. John's Church was assisted in ministering to them in their last moments by the Lutheran and Moravian Pastors in this town.

Two criminals were executed in West End on Thursday, and two yesterday, but we do not yet know their names.

The merchants of St. Thomas with that wonderful liberality which characterizes them, and which we in St. Croix have experienced before now, have nobly responded to the efforts made by Messrs G. O. Gyllick and P. A. Cameron to collect immediate aid for the sufferers in this island. In two or three davs, tho large sum of $3,705 has been raised, of which the Rector of the English Church and the Lutheran Pastor have been informed by telegram. We shall give in our next particulars of the formation ot Relief Committees here and in West End. 

For the present we merely assure our kind friends in St. Thomas of the deep gratitude we feel, and of the fact that a large part ot the amount sent over by them has been at once forwarded to West endin cash and in provisions.

May He, who does not forget "a cup of cold water only", given in His name, abundantly reward "seven fold into their bosom", those who have remembered us in our need.

(St. Croix Avis, 12. oktober 1878)

The Fireburn: Breve afsendt til Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Negeropstanden paa St. Croix.

Der er idag indtruffet ny Post fra Vestindien, som bringer Breve og Blade fra st. Croix indtil den 12te October. Vi meddele nedenfor en udførligere Correspondance fra St. Croix om Oprøret, endvidere Uddrag af et andet Brev sammestedsfra, hvori det fremhæves, at Oprøret især udgik fra de fremmede Negre, og endelig en kort Beretning om Stemningen i Christianssted de 9de ds. 

Christiansted, den 8de Octbr.

"Ad telegraphisk Vei vil De have erholdt Meddelelse om den Negeropstand, som her er udbrudt, og af hvilken jeg herved skal tillade mig at give Dem en kort Skildring. Tirsdagen den 1ste ds. om Efterm. begyndte Urolighederne i Westend; den Dag var der i Byen samlet betydelige Masser af Plantagenegre, idet Aarscontracterne for Arbejdet paa Plantagerne for største Delen udløb den 30te Septbr. Nogen Misfornøielse herskede der over, at der ikke, som ellers almindeligt den 1ste Octbr., var Skibe nok i Havnen til at overføre alle dem, som ønskede det, til andre Øer; en Deel Drukkenskab var der naturligviis, og en Ubetydelighed kunde under saaaanne Omstændigheder give Anledning til Uordner. En Neger - fik paa Grund af Optøier i en Rumshop et Slag i Hovedet af en Politibetjent og bragtes paa Hospitalet, hvor der snart samledes en urolig Hob, som var ophidset ved et Rygte om, at Negeren var død, og som Politiet da vilde splitte; dette modtoges med Steenkast, Ophidselsen blev almindelig, og Politiet trængtes tilbage til Fortet, hvor det holdtes indespærret af Hoben, paa hvilken der forgjæves blev skudt. En Snees Soldater vilde i det Øieblik med Lethed have kunnet kvæle den hele Bevægelse, men ulykkeligviis blev for et Aarstid siden den militaire Styrke, som tidligere havde ligget i Westend og paa Kingshill, inddraget, og Alt, hvad Politimesteren nu kunde raade over, var, om jeg ikke feiler, 4 Betjente og et Par Ordonnantser. Negrene fik nu mere Mod, plyndrede en Boutik, hvor de især bemægtigede sig Petroleum, og begyndte derpaa at sætte Ild paa Byen. Planter Fontaine, der just var i Staden ved Opstandens Udbrud og vilde tilbage til sin Plantage, blev standset og myrdet. En Shopkeeper, Mr. Moan, der havde staaet Fontaine bi, blev stærkt saaret og druknede under Forsøget paa at redde sig ud til et Skib i Havnen. 

"Først om Natten henad Kl. 1 lykkedes det at sætte Autoriteterne i Christiansted i Kundskab om det Passerede. En Afdeling Soldater sendtes strax herfra til Westend, befriede Politiet ud af Fortet og fordrev Oprørerne fra Byen, af hvilken imidlertid omtrent to Trediedele var nedbrændt. Ødelæggelsen fortsattes nu paa Landet, idet Hoben drog frem langs Centre-Linien og brændte Plantage paa Planlage; ved Carlton vare to Soldater af den udsendte Styrke ladte tilbage, for at tilsee den der efterladte Militair-Vogn m. m.: de overmandedes af Negrene, myrdedes og mishandledes.

"Her i Christiansted, hvor der i Løbet af den 2den indtraf flere og flere Plantere med Efterretninger om Oprørernes Fremrykken i Landet, forberedte man sig paa Forsvaret. Alle disponible Vaaben udleveredes til Frivillige, Kanoner placeredes ved Adgangene til Byen, Factoriets Folk betroedes der en Kanon ved den Fabriken nærmeste Udgang, hvor vi havde Vagt de to første Nætter, og deels ved Patrouiller, deels ved en Vagt paa selve Fabriken holdtes underrettede om Tilstanden deromkring. Om Eftermiddagen den 2den udsendtes en lille Styrke til Kingshill, og efterat Gouverneuren Kl. 6 Aften var kommet hertil med Tropper fra St. Thomas, sendtes disse ud ad Nordsideveien til Plantagen Montpellier. Om Natten indløb der imidlertid Melding om, at man ikke kunde holde sig der uden Forstærkning, og som Følge deraf beordredes begge de udsendte Afdelinger her tilbage. Man har sikkerlig gjort sig for overdrevne Forestillinger om Oprørernes Antal og Modstandsevne, og det kan neppe betvivles, at hvis begge Afdelinger vare forblevne, henholdsviis paa Kingshill og Montpellier, og rykket frem ved Daggry, vilde det meste af denne Deel af Øen fra Kingshill af være bleven skaanet, men nu var Marken fri, og hele Natten den 2den til 3die lyste Himlen af Ødelæggelsesværket, der stedse mere nærmede sig til Byen. Morgenen den 3die fandt Oprørerne huserende i Christiansteds umiddelbare Nærhed, og endnu længe efter Daggry blev der stukket Ild paa flere tæt herved beliggende Plantager, som Diamond & Reeby, Castle Coakby, Work and Rest og Annas Hope (hvilken sidste dog ikke nedbrændte), medens det først c. Kl. 9 lykkedes at faae Soldaterne, til hvem Vogne vare reqvirerede, og de Frivillige, især Plantere, der vare beredne, parate til Udrykning. Man traf først paa Negerne ved Annas Hope, hvor adskillige bleve skudte, og Militairet gik derefter til Westend, efter ved Carlton atter at have skudt flere af Oprørerne, medens de Frivillige gik Nord paa til Glynn, som en Hob just var ifærd med at stikke Ild paa, og hvor mange Negere nedlagdes. Soldaterne førtes om Aftenen tilbage hertil af Damperen "Arno". De Frivillige saavelsom Soldaterne foretoge i de følgende Dage jevnlig Strejftog om i Landet; en Deel af Oprørerne nedlagdes, og flere og flere Fanger indbragtes her til Fortet. Negerne synes nu væsentlig at holde sig paa Nordsiden, og en Expedition for saa vidt muligt heelt at omringe dem, er under Udførelse. I flere Dage har der her ved Øen været stationeret et fransk og et engelsk Krigsskib, hvis Assistance dog hidtil ikke er benyttet; en engelsk Damper, "Arno", ligger her til Gouvernementets Disposition og harb!. A. overført en Deel Damer herfra til St. Thomas. Det er vanskeligt at sige hvormange af Oprørerne der ved de forskjellige Expeditioner ere nedskudte; man gjør sig skyldig i store Overdrivelser, men henad 200 kunne maaskee antages at være dræbte; 130 a 150 ere tagne tilfange og en af Gouverneuren nedsat Standret har begyndt sit Hverv igaar, da tre af Lederne efter dens Dom bleve skudte her i Byen. Ordenen er nu nogenlunde gjenoprettet, men en endelig Pacification vil sikkerlig kræve længere Tid.

Factoriet har ikke lidt saa megen Skade som først befrygtet og rygteviis fortalt i de første Dage; Fabriken selv er urørt og af Stationerne er alene Glynn nedbrændt samt Portnerboligen paa Peters Rest, hvis coal carrier ogsaa er beskadiget, men forøvrigt ere de andre Stationer fuldstændigt ubeskadigede. Efter en foreløbig Besigtigelse af Glynn Station har Maskineri og Mølle dog ikke lidt mere end at Alt her kan sættes i Orden igjen; ingen Pandeluer ere smeltede, men alt Underlag er brændt, saa at der vil blive meget Arbeide; Vægten er totalt ødelagt, hvorimod Vægten paa Peters Rest kun har taget ringe Skade. Det var forøvrigt ikke et almindeligt Ønske blandt Negrene at ødelægge Factoriet eller Stationerne ("Kings propert)'", "the Factory is with us"), og det er oplyst, at en Deel af Hoben modsatte sig Ildspaasættelsen ved Glynn og skilte sig fra den øvrige, da det ikke lod sig forhindre.

Det er vanskeligt at sigte det Sande fra af de mangfoldige Efterretninger om Skadens Omfang, men en omhyggelig Gjennemgaaen af alle Plantager vil vise, at af Øens 78 Plantager (10, der mangle selvstændige Værker, regner jeg ikke med) ere Værkerne nedbrændte paa 44, medens de paa 34 ere uskadte, idet dog paa en Deel af de sidste Plantager Beboelses-Bygninger ere ødelagte; de nedbrændte Værker ville vistnok paa de fleste Plantager vise sig nogenlunde let lstandsættelige ligesom paa Stationen ved Glynn, saa at det ikke bliver nødvendigt at anskaffe heelt nye Værker. Dog derom er det endnu for tidligt at have nogen bestemt Mening og Udsigterne for Øen ere mørke, trods den rige Afgrøde, hvoraf Markerne nu bugne. De fleste af de skaanede Plantager ere beliggende i Nærheden af Christiansted samt paa Nordvestsiden, dog findes der ogsaa enkelte skaanede længere inde paa Øen, som Bonne Esperance og Marys Fancy.

Nogen forud overlagt Plan hos Negrene vil man neppe kunne paavise, og Intet af hvad der er kommet frem under Forhørerne har tydet paa en saadan, men paa den anden Side har der længe været Gjæring iblandt Arbeiderne, foranlediget ved eller dog staaende i Forbindelse med den forestaaende Ophævelse af Arbejder-Regulativerne. Den Hurtighed, hvormed Opstanden spredte sig, og den Voldsomhed, hvormed den gik frem, ere Beviser for, at denne Bevægelse har været mere almindelig udbredt og mere intensiv, end man var tilbøielig til at antage, og give Grund til at frygte for, at Gjæringen ikke vil lægge sig samtidigt med Opstandens Undertrykkelse, men vil nødvendiggjøre yderligere Foranstaltninger fra Regieringens Side med Hensyn til Arbeiderspørgsmaalet."


A. C. Riis Carstensen: Ved plantagen Anna's Hope på St. Croix. Illustreret Tidende nr. 995, 20.  oktober 1878.

(Uddrog af et Brev fra Frederiksted den 11te Octbr.) ...... Det synes afgjort, at Oprøret aldeles overveiende skyldes de fremmede Negere, medens mange af Øens egne Negere have viist en loyal Holdning mod deres Herskaber og søgt at frelse for disse, hvad de kunde. Flere Steder have de maattet bøde haardt derfor. Saaledes berettes det, at paa en af Plantagerne søgte de der arbejdende Negre at frelse nogle Fade Meel, Sukker og Rom; men medens de vare beskjæftigede dermed, styrtede en Skare af Urostifterne sig over dem, aabnede et af Romfadene og kastede Indholdet over dem, stak Ild i Rommen og godtede sig over deres Medmenneskers Lidelser. Næste Dag døde otte Negre. Ti andre af dem fik Brandsaar og ligge endnu syge. - Øen er langt fra at være rolig. Kun enkelte Forvaltere have vovet at sove paa Plantagerne. En heel Deel Negre ere nemlig skjulte i Bustene og kunne godt ved Nattetid falde over, hvem de kunne faae fat i. Hvorsomhelst man bevæger sig, maa man altid have Revolver eller Bøsse med; man stoler paa Ingen i disse Tider.

"St. Croix Avis", som udgaaer i Christiansted, skriver den 9de ds.: "I de sidste Dage har Bestyrtelsen efterhaanden lagt sig hos Byens Befolkning, og Forretningerne ere fuldstændig gjenoptagne. Der gaaer ubestemte Rygter om, at Oprørerne fremdeles i stærke Bander gjennemstreife Nordvestsiden, og Tropperne ere nu afsendte derhen. Vi troe dog ikke, at man vil finde Insurgenter der; vi antage derimod, at de have listet sig tilbage til deres forskjellige Plantager og nu ville gaae for velsindede, rolige Arbeidere. I Søndags (den 6te) gjennemsøgte Tropper og Frivillige fra begge Byer Øen indtil Midten og fandt Alting roligt. Igaar forlod en Afdeling Soldater Byen paa Vogne for at undersøge de nordlige Høidedrag, men vi have Intet erfaret om Expeditionens Udfald. Et Rygte om, at "Bettys Hope" var brændt, har ikke bekræftet sig."

De tre Negere, som bleve skudte efter Krigsretsdom den 5te ds., vare James de Silva fra Plantagen Upper Love, født paa Øen Antigua, John Louis fra Libanon Hill, født paa St. Croix, og Joseph Parris fra Coste, født paa Barbados. Det sees ogsaa heraf, at de fremmede Negre have spillet en væsentlig Rolle under Opstanden. Den Første hørte til den anglikanske Kirke, den Anden var Herrnhuter, den Tredie Katholik. De bleve forberedte til Døden af Gejstlige af deres Confession og viste sig meget angergivne, da de førtes til Executionspladsen i Fortets Gaard.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. oktober 1878).

Rapport fra Gouverneur Garde til Finantsministeriet af 8de October 1878. (Efterskrift til Politivennen)

Guvernør Gardes rapport nåede frem til Danmark i slutningen af oktober 1878 og offentliggjort i Berlingske den 30. oktober 1878. Nationaltidendes udgave fra 31. oktober 1878. er aftrykt nedenfor. 

For læsbarhedens skyld er der indsat afsnit som ikke er med i den originale artikel:


Oprøret paa St. Croix. Guvernør Gardes Rapport af 8de Oktober findes trykt i "Bert. Tid." for igaar Aftes. Uagtet den ikke indeholder noget væsenlig udover, hvad vi allerede have meddelt i vore Telegrammer og Breve samt efter de vestindiske Blade, tror vi dog at burde aftrykke dette Aktstykke, det kan have en vis historisk Betydning. Rapporten lyder saaledes:

Grunden til, at Finansministeriet ikke tidligere modtog nogen Fortsættelse af den ferske telegrafiske Meddelelse fra Guvernementet af 2den dS. om Oprørets Udbrud i Frederikssted, er dels, at jeg under de hurtig paa hinanden til mig indløbende Meddelelser om Oprørsbandernes Færden og om Brandstiftelsernes Omfang ønskede at afvente et Tidspunkt, da jeg kunde meddele Ministeriet, at et bestemt Resultat var opnaaet ved vort Militairs og de af Plantageejere og Forvaltere dannede Frikorpsets Angreb paa Oprørerne, dels Bevidstheden om, at det i al Fald paa Grund af den store Afstand vilde være umuligt at erholde hjemmefra nogen aktiv Hjælp, forinden Alt maatte være afsluttet her paa den ene eller anden Maade.

Idet jeg forbeholder mig senere at give Finansministeriet saadanne detaillerede Oplysninger, som det ikke nu er muligt at samle, skal jeg derved tjenstligst meddele Følgende om Begivenhedernes Gang siden den 2den ds. Som Ministeriel bekjendt afgik jeg sidstnævnte Dag Kl. 12 ½ fra St. Thomas, medtagende hele den paa St. Thomas værende disponible Styrke, 2 Officerer Premierløitnant Baron Eggers og Sekondløitnant Ditlevsen, 6 Underofficerer og 45 Menige samt Dr. med. E. Pontoppidan som Læge. Ved Afgangen fra St. Thomas var det min Hensigt at begive mig til Frederikssted for snarest muligt at bringe denne By Undsætning, og da jeg paa Grund af de for min afrejse sidst modtagne Telegrammer, der meddelte, at Fortet  Frederikssted blev holdt med Vanskelighed, maatte befrygte, at Fortet vilde være indtaget, og i saa Fald de derværende Embedsmænd og andre Indbyggere i Byen muligen dræbte forinden min Ankomst, medtog jeg tillige fra St. Thomas Politimester Fischer og nogle Politibetjente for eventuelt at besørge Polititjenesten i Frederikssted. Lige forinden min Afrejse fra St. Thomas modtog jeg imidlertid følgende Telegram fra Præsidenten paa St. Croix: "En tidlig imorges (fra Kristianssted) udsendt Betjent melder, at han ved "Adventure" traf paa støjende Hobe, hvis Adfærd bevægede ham og en Ledsager til at vende om. Endnu Kl. 11 ingen senere Meddelelse fra Frederikssted end efter privat Meddelelse, at Fortet er nedbrændt. Planter Fontaine er dræbt. Det brænder paa Plantageriet i Omegnen af Frederikssted. Vi træffe alle Forberedelser til at forsvare denne Del af Landet, men det er tvivlsomt, om det vil lykkes uden Hjælp andetstedsfra."
Den i dette Telegram udtalte Frygt for, at Kristianssted ikke skulde kunne holdes, bevægede mig til først at gaa dertil, og jeg bestyrkedes i denne Beslutning ved paa Overreisen at se stærke Ildebrande paa mange forskjellige Steder over hele Terrænet vest for Kingshill, saaledes at jeg kun nærede ringe Haab om at kunne komme tidsnok for at frelse den vestlige Del af Øen.

Fortet i Frederiksted. Uden årstal. Det Kongelige Bibliotek. Creative Common 3.0.

Kl. 6 om Eftermiddagen den 2den ds. ankom jeg til Kristianssted og erfarede da, at Løitnant H. Ostermann med en kjørende Kommando paa 20 Mand havde undsat Frederikssteds Fort. Løitnant Ostermann havde nemlig forladt Kristianssted om Natten mellem den 1ste og 2den dS. og var ankommen til Frederikssted Kl. 5 ½. om morgenen den 2den; han var uden Modstand rykket ind i Fortet og havde derpaa renset Byens Gader for Oprørerne. Ved min Ankomst til Kristianssted erklærede jeg straks byen i Beleiringstilstand. 

Kl. 9 om Aftenen afsendte jeg Premierløitnant Eggers ad Nordsidevejen fra Kristiansted for at forene sig med en Kommando, der under Anførsel af den tidligere ved Hærstyrken tjenstgjørende Officer, Løitnant Waage, ad  den saakaldte Centerlinievej var rykket frem til Kingshill. Begge disse Detachementer maatte imidlertid samme Nat trække sig tilbage, som den regnfulde og mørke Nat i Forbindelse med de nu allerede høie Sukkermarker forhindrede dem fra at se, hvilke Bevægelser der foregik omkring dem, og de havde bestemte Ordrer til under ingen Omstændighed at maatte lade sig afskære fra Kristiansted. 

Kl. 4 om Morgenen den 3die ds. var saaledes hele Troppestyrken samlet i Kristianssted. Jeg efterlod Kaptajn Baron Rosenkrans med 25 Mand og et Korps af Frivillige paa cirka 70 Mand til Sikring af Kristiansted og afgik Kl. 9 om Morgenen den 3die med en Styrke paa 45 Mand Soldater under Premierløjtnant. Baron Eggers og Sekondløitnant Ditlevsen samt et i al Hast dannet Frikorps af Plantere og Forvaltere paa cirka 50 Mand for saa vidt mulig at stanse Mordbrændernes Fremtrængen mod Øst og derhos bringe yderligere hjælp til Frederikssted. Jeg lagde Vejen ad Centerlinjen og traf den første Skare af Oprørerne ved Plantagen Annes Hope, hvis Antændelse Militærets Ankomst netop forhindrede; der blev her nedskudt en Del af Oprørerne og nogle fangedes, men da de adspredte sig og skjulte sig i Sukkermarkerne, var det umuligt at forfølge dem videre. 

Om Aftenen den 2den havde Oprørerne forladt Centerlinien og vare dragne over imod Nordsideveien formodentlig paa Grund af Løitnant Waages Nærværelse paa Kingshill. Deres Fremtrængen ad Nordsideveien, stansedes imidlertid ved Morningstar paa Grund af det Detachement, der under Baron Eggers var ved Montpellier, og de gik derfor om morgenen tilbage til Centerlinien, hvor de afbrændte Plantagerne Barrenspot, Diamond & Ruby, Fredensborg, Peters Rest og Work and Rest. Meldingerne om Antændelserne af de sidstnævnte Plantager bestemte mig til at følge Centerlinien, da jeg maatte antage, at Oprørerne vare iværk der. Fra Annas Hope gik jeg over Work and Rest og Peters Rest, hvor Vaaningshusene vare nedbrændte tidlig om Morgenen den 3die. Styrken passerede Kingshill, der da var urørt, men næppe en time efter at Styrken var passeret, antændtes dette Sted, ligesom mange Ildebrande nu saas i Landet Nord for Centerlinien, alt som Styrken nærmede sig Frederikssted. Paa Landevejene udenfor Plantagen Carlton laa Ligene af to Soldater, der vare efterladt ved de Vogne, der førte Løitnant Ostermanns Detachement til Frederikssted, i en afskyelig lemlæstet Tilstand, men Styrken overraskede her en Skare Oprørere, der netop havde antændt Plantagen; et større Antal af Oprørerne bleve nedskudt, og Resten tog ilsomt Flugten. 

Kl. 2 om Eftermiddagen ankom Styrken til Frederikssted og modtoges med Jubel af de betrængte Indvaanere saavel Blanke som Farvede. Byen frembød et sørgeligt Syn, omtrent en Tredjedel af Husene, deriblandt Toldbodbygningen er nedbrændt, men med Hensyn til Værdien repræsenterer Antallet af de brændte Huse Halvdelen af den samlede værdi af husene i Byen. 

Kl. 6 om Eftermiddagen den 3die ankom Dampskibet Arno med Provisioner og Ammunition til Frederikssted, men disse bleve ilandbragte saa sent, at jeg maatte opgive min oprindelige Plan, at vende tilbage samme Aften til Kristianssted for yderligere at sikre denne By. I Frederikssted efterlod jeg en Forstærkning paa 15 Mand under Kommando af Løitnant Ostermann og gik med Resten af Militærstyrken ombord i "Arno". Om Natten bemærkede jeg fra "Arno", at Plantagerne "Punch", "Annaly" og "Two Friends" vare i Brand. 

Næste Dag, den 4de, om Morgenen afgik jeg med "Arno" til Kristianssted, hvor Dampskibet "Desirado". tilhørende det franske Companie génerale transatlantique, imidlertid var ankommet for at overføre Kvinder og Børn til St. Thomas; de af disse, der allerede vare ombord i "Arno", bleve satte ombord i "Desirado", der da afgik til Frederikssted for at afhente flere Flygtninge derfra til St. Thomas. Den 4de d. S. forblev styrken i Kristianssted for at holde Hvil. men saavel denne Dag som den foregaaende Dag foretog Frikorps af Plantere og Forvaltere med Viceguvernørens Tilladelse Patruilleringer gjennem Øen for at opbringe Mordbrændere. Den 4de meldtes det, at nogle af Oprørerne vare undvegne i Fiskerbaade fra Øens Sydside; "Arno" gik ud for at opsøge dem, men maatte vende tilbage uden at have set dem. Ifølge en den 8de ds. fra St. Thomas modtagen Meddelelse fra Guvernement-Sekretæren ere de Paagjældende, 18 i Tallet, landede paa Tortola. hvor de ere arresterede, og der føres nu Underhandling om deres Udlevering. 

Den 4de ankom endvidere den franske Orlogsmand "Labourdonnais", Fregatkaptain H. Mayet, der samme Dag afgik til Frederikssted, men vendte tilbage til Kristianssted den 5te med Brev til mig fra Kaptain Dennistown af den engelske Dampkorvet "Tourmaline", der var ankret ved Frederikssted; saa vel den franske som den engelske Chef tilbød Guvernementet Assistance fra deres Skibe til Ordenens Gjenoprettelse, men da der efter Expeditionen til Frederikssted den 3die og Frikorpsernes kraftige Optræden i Landet allerede siden den 5te er udbredt Skræk blandt Oprørerne, har jeg hidtil ikke benyttet mig af disse Tilbud. Tilbud om Hjælp har Guvernementet endvidere modtaget fra General-Kaptainen paa Portoriko, der pr. Telegram meddelte, at han, om jeg ønskede det, kunde sende 300 Mand med 2 Bjerghaubitser. 

Den 6te dS. foretoges en større Udrykning af Militæret fra Kristianssted ad Nordsidevejen og tilbage ad Centerlinien; den 7. ds. afsendtes en mindre Deling Militær til Rust up Twist og La Ballee, og den 8. foretoges en kombineret Bevægelse fra Frederikssted og Kristianssted til Nordvest-Høilandet for at rense dette. Ved disse Expeditioner er der indbragt forskjellige Fanger, hvis Antal i det Hele kan antages at være 200 i begge Byer.

Den 5. ds. udstedte jeg en Proklamation til Arbeiderne, der befaler dem at forblive paa de Plantager, hvor de høre hjemme, og at vende tilbage hertil, hvis de havde forladt dem, og under samme Dato har jeg nedsat en Standret til Forfølgning og Paakjendelse af de af Oprørerne begaaede Forbrydelser; denne Ret begyndte sin Virksomhed den 7. dS. 

Medens jeg saaledes antager Mordbrænder-Oprøret standset for Øieblikket, uden at det har været nødvendigt at modtage saa vel den fra General-Kaptainen paa Portoriko som fra de herværende fremmede Orlogsmænd tilbudte aktive militære Hjælp, er det selvfølgelig nødvendigt vedvarende at vaage og være parat til at møde en Gjentagelse, saa længe man ei har faaet fat i de nu opløste Banders omstrejfende Hovedledere, og saa længe det daglige Arbeide paa samtlige Plantager endnu ei er i vant Gang; paa adskillige Plantager i Kristianssteds Omegn er dette Tilfældet, men i det nordvestlige Høiland have Plantere og Forvaltere endnu ei vovet at vise sig paa Plantagerne. 

Kingshill. Uden Årstal. Det Kongelige Bibliotek. Materialet er muligvis beskyttet af ophavsret.

Det er uvist, om Oprøret skyldes en forud lagt bestemt Plan, eller om det ikkun er Følgen af en øieblikkelig opbrusende ond Stemning; for den sidste Opfattelse taler den Omstændighed, at ingen, hverken Blanke eller velsindede og loyale Farvede have havt mindste Anelse om Faren forend dens Udbrud. Det synes vist, at det er mindre Bander, der hurtigt ere voksede i Antal - det antages, at der til Slutning var 7 a 8 forskjellige Bander - , som under forskjellige Førere droge om fra Plantage til Plantage og under Tilraabet "Our Side" bevægede Arbejderbefolkningen, hyppig ved Tvang, til at stifte Brand. Selve Brandstiftelsen er bleven foretaget med en forbavsende Hurtighed og Færdighed ved Hjælp af Petroleum og Rom, der i Fade nedlagdes i Bygningernes Kjælderrum. Fruentimmer og Børn deltoge virksomt deri. Forinden Brandstiftelsen varsledes Eiere og Forvaltere om, at de maatte forlade Plantagen, hvis de ikke vilde udsætte sig for at miste Livet; for saa vidt de ikke gjorde dette, have de maattet redde sig ind i Sukkermarker eller Buske, og flere have saaledes været Vidner til Ødelæggelsen og de dermed forbundne vilde Optrin. Ingen Negerby er brændt, intet Arbeidsdyr lemlæstet; som Regel ere afbrændte Eiendommenes Værker, Hovedbygninger og Forvalterbolig; enkelte Steder ere Værkerne sparede, og i det Hele taget antoges disse at kunne repareres for en forholdsvis mindre Udgift.
Det er umuligt endnu at angive Størrelsen af det lidte Tab. Mange Plantager havde temmelig betydelige Kvantiteter færdigt Produkt baade af Sukker. Rom og Mallas liggende paa Grund af de nuværende lave Priser. Det antages foreløbig, at der ved disse Produkters Brand er tabt ca. 150,000 Dollars. Tabet i Bygningsværdi anslaar jeg til 4000 Dollars pr. Plantage for de ødelagte Værkers Vedkommende, altsaa uden Hensyn til de tabte Vaaningshuse. Staden Frederiksted har lidt meget betydelig. Foruden de ikke ubetydelige Varelagre i de langs Stranden beliggende og helt udbrændte Butiker og Pakhuse, anslaas Tabet i Bygningsværdi til rigelig Halvdelen af Værdien af Byens samtlige Eiendvmme. I Omfang er omtrent en Trediedel af Byen totalt nedbrændt. Mange Mennesker staa derved ikke alene husvilde, men have mistet alt, baade Ejendele og Erhverv.

For det Offenliges Vedkommende indskrænker Tabet sig til Toldbygningen i Frederiksted med en Kassebeholdning af ca. 1000 Dollars, samt de fleste Bygninger paa Stationen paa Kingshill. Fællessukkerkogeriet er bjerget; derimod Stationen Glynn samt Portnerboligen ved Peters Rest Station tildels brændte; navnlig har Stationen Glynn lidt.

Jeg har set mange Sukkerstykker, som have været antændte, dog tror jeg, at Branden i disse væsenlig er bleven indskrænket til Yderkanterne, hvorimod hele Sukkerstykker kun undtagelsesvis ere afbrændte. Saasnart Ro atter er fuldstændig oprettet, vil der blive foretaget nøiagtige Undersøgelser til Vurdering af de lidte Tab.

Jeg vedlægger en Fortegnelse, der, saavidt man i Øieblikket er i Stand dertil, angiver, hvilke Plantager der ere brændte og hvilke der ere reddede. 

Sluttelig skal jeg bemærke, at Aarsagen til Bevægelsen og Utilfredsheden mellem de Landarbejdere, der den 1. ds. i Løbet af Dagen samledes i Frederikssted, og som om Eftermiddagen samme Dag begyndte at forøve Brandstiftelserne i Byen og angreb Fortet, maa søges deri, at de ved Oktober Skiftetid ikke ønskede paany at paatage sig Aarskontrakter og forlangte en høiere Løn, saaledes som dette alt findes antydet i Frederikssteds Politimesters første Indberetning til Præsidentskabet.

Den ovennævnte Planter Fontaine er den eneste blanke Mand, der er bleven dræbt under Oprøret (foruden de tvende Soldater).

(Nationaltidende, 31. oktober 1878)

Tjenestepige dømt for Drab paa to Børn. (Efterskrift til Politivennen)

En Barnepige i Ribe har for nogen Tid siden dræbt to af de Børn, hun skulle passe. Ifølge den nu i Sagen faldne Dom, der refereres i "Ribe Stiftstid.", ere denne uhyggelige Sags Omstændigheder følgende: Arrestanten den Johanne Marie Christensen kom i dette Foraar til Ribe med en dertil fra Holstebro forflyttet Jernbanebetjent; hun led af Hjemve, og da hun ogsaa af andre Aarsager følte sig utilfreds i sin Plads, begjærede hun Tilladelse til at reise tilbage. Dette blev afslaaet, da hendes Modmoder, som havde 3 smaa Børn, som Arrestantinden passede, ikke kunde undvære hende. Arrestantinden besluttede da at mishandle Børnene i det Haab, at hun saa skulde blive jaget bort. Hun kneb og kradsede dem navnlig paa Halsen og fremkaldte derved Krampe hos de Mindste 2 Piger medens den Ældste, en Dreng, ikke fik noget Krampetilfælde, uagtet han var mest kradset. Hendes Haab om, at Moderen skulde bemærke denne Mishandling, glippede imidlertid, og da Arrestantinden selv gjorde Moderen opmærksom derpaa, svarede hun, at det maatte Børnene selv have gjort i Krampen. Da Arrestantinden ikke vilde sige, at hun havde gjort det, opnaaede hun saaledes ikke sit Ønske derved. Hun kom nu til at huske paa, at hun havde hørt, at smaa Børn kunde dø, naar man holdt dem for Munden, og da hun jo antog, at naar Børnene vare døde, vilde hun nok faa Lov til at reise, forsøgte hun sig først paa det Mindste. Første Gang opgav hun vel dog; ialfald døde Barnet ikke, men anden Gang døde Barnet. Hun forlangte da atter at reise, men da Moderen afslog dette, fordi Arrestantinden skulde passe det ældste Barn, bestemte hun sig ogsaa til at ombringe dette, idet hun ligesom paa det Første gjorde et forgjæves Forsøg og først anden Gang holdt Haanden saalænge over Munden, at Barnet døde. Begge Børnene havde umiddelbart forud havt Krampe, fremkaldt ved Arrestantindens Mishandlinger, og da Moderen strax gik bort, for at hente Hjælp i Huset, naar Børnene begyndte at skrige, da hun ikke kunde taale at se dem have Krampe, havde Arrestantinden altid rigelig Lejlighed til at fuldbyrde sin Gjerning. Hun har ikke tidligere været ond imod Børnene, og Motivet til dette Dobbeltmord kan ene søges i de ovenangivne Grunde; efter de afgivne Lægeerklæringer er hun hverken fjollet eller Idiot, men har svage Evner, saagodtsom ingen Skolekundskaber eller Religionskundskaber, har nydt en daarlig Opdragelse og rimeligvis levet under daarlige Forhold; som Følge deraf har hendes moralske Begreber været saa ufuldstændig udviklede, at hun aldeles ikke har havt nogen Følelse af, at det var en forfærdelig Forbrydelse, hun begik, og ikke engang senere har kunnet indse dette eller føle nogen virkelig Anger. Hun, som endnu ikke er fyldt 16 Aar, har saaledes ikke kunnet ansees for fuldt tilregnelig; ved Underretsdommen er hun idømt Strafarbejde i 2 Aar. 

(Thisted Amtsavis 7. oktober 1878).


Ved en overretsdom 18. november 1878 blev straffen skærpet til 5 års forbedringshusarbejde, efter straffelovens § 190 (overlagt drab), jf § 37 (straf for personer under 18 år) og § 39 (om ikke fuldt tilregnelige personer).


Højsteretsdom. Højesteret paakente i Gaar en tidligere omtalt Sag, hvorunder Pigen Johanne Marie Christensen, der er født den 12te Oktober 1862 og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, tiltaltes for Drab. Efter at der af en Læge i Ribe var gjort Anmældelse til Politiet om, at to af Portør Gislinges Børn, to Pigebørn paa henholdsvis 2 3/4 og 1½ Aar, efter i nogle faa Dage at have havt gentagne Anfald af Krampe, var den 6te og 8de Juni f. A. afgaaede ved Døden under mistænkelige Omstændigheder, blev i denne Anledning indledet Undersøgelse imod Tiltalte, der efter i et Par Aar at have gaaet til Haande i Gislinges Hus, medens denne boede i Holstebro, hvor ogsaa Tiltaltes Forældre boede, i Midten af Maj Maaned f. A. var fulgt med Gislinges Familje, da denne flyttede til Ribe, og siden den Tid til Stadighed havde passet Børnene. Det var under Sagen oplyst, at Tiltalte af stærk Længsel efter at komme hjem først havde begyndt at mishandle Børnene navnlig ved at knibe og kradse dem paa Halsen og andre Steder af Legemet og derved fremkaldt Krampeanfald hos dem, idet hun ønskede, at hun af den Grund skulde blive jaget af Tjenesten og komme hjem; men da desuagtet Mistanken ikke blev henledet paa hende, kvalte hun begge Børnene ved under Krampeanfald, som hun selv fremkaldte, medens hun var alene med dem, at holde Haanden for deres Næse og Mund og saaledes forhindre dem i at drage Aande. Hendes Forklaring gaar ud paa, at det alene var Ønsket om at komme hjem, der ledede hende til Gerningen. Det maa antages, at Tiltalte med Overlæg har skildt de to Børn ved Livet, men medens der ingen Føje var til at antage, at hun skulde have været ganske ude af Stand til at indse Gerningens forbryderiske Karakter, kunde det dog ikke anses godtgjort, at hun til fulde har været i Besiddelse af den Tilregnelighed, som i Reglen er til Stede hos unge Mennesker i hendes Alder. Hun var derfor af Overretten anset med Straf af Forbedringshusarbejde i 5 Aar, og dette Resultat stadfæstedes af Højesteret (B. T.)

(Social-Demokraten 30. januar 1879).

The Fireburn: Opstanden paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

I den med den igaar ankomne vestindiske Post til Finansministeriet indløbne Rapport fra Gouverneur Garde, fremhæves den forekommende Maade, hvorpaa Cheferne for henholdsviis det engelske Orlogsskib "Tourmaline", det franske "La Bourdonnais" og det nordamerikanske "Plymouth" have opfyldt hans Ønsker om deres længere Ophold ved Christiansted og Frederiksted, indtil enhver Frygt for en Opblussen af Urolighederne med fuld Føie kunde ansees for at være fjernet. Dette Tidspunkt ansaaes indtraadt ved Beretningens Afsendelse, den 26de October, og da Gouverneuren samtidig hermed ad telegraphisk Vei herfra modtog Meddelelse om, at en Allerhøieste Resolution af 25de October havde bemyndiget ham til at udnævne en Commission til Undersøgelse og Paadømmelse, under Appel til Høiesteret, af Sager imod Deeltagere i Urolighederne, var det hans Hensigt umiddelbart derefter at udnævne en saadan Commission, til hvis Medlemmer han havde udseet Overdommer Rosenstand, Underdommer, Justitsraad Sarauw og forhenværende Politimester Justitsraad Forsberg, for derefter at hæve Beleiringstilstanden og Standretten, hvilket ifølge indløbet Telegram derefter skete ved Udgangen af October Maaned. Iøvrigt var Standrettens dømmende Virksomhed, efterat den ind til den 13de October havde afsagt ialt 12 Dødsdomme, som strax bleve exeqverede, der efter foreløbig stillet i Bero, og da der siden ikke indtraadte nogen Nødvendighed for at gjenoptage den, havde Standretten siden den nævnte Dag udelukkende været beskjæftiget med at optage Forhører.

I Henhold til de fortsatte Undersøgelser formenes det hele Tab af Menneskeliv ikke at have oversteget 100. Angaaende de materielle Tab vare de detaillerede Undersøgelser og Vurderinger ikke tilendebragte ved Beretningens Afsendelse; men efter hvad der forelaa, skjønnedes de at ville udgjøre en Sum af mellem 5 og 7 hundrede Tusinde v. D. 

Fra St. Thomas berettes, at den militaire Caserne, hvori der igjen var optraadt el Par Tilfælde af guul Feber, er bleven rømmet og en Commission nedsat til at undersøge de derværende sanitaire Forhold. Ved Beretningens Afgang forelaa intet Febertilfælde, hverken i Byen eller i Havnen, saa at det tør haabes, at den truende Epidemi er undgaaet.


Udsnit af New York Heralds kort over Sankt Croix som gengiver navnene på plantagerne. Frederiksted er angivet på vestkysten (til venstre), Christiansted på nordkysten, længst til højre.

Angaaende Enkelthederne ved det første Udbrud af Urolighederne i Frederikssted giver nedenstaaende Rapport fra const. Politimester Rübner-Petersen nærmere Oplysning.

Indberetning til

Gouverneuren for de danske vestindiske Øer om de i Frederiksted den 1ste og Natten til den 2den October 1878 stedfundne Begivenheder

fra

Const. Politimester i Frederiksteds Jurisdiktion R. Petersen.

Da jeg Tirsdagen den 1ste October 1878 efter Frokosttid lidt for Kl. 12 begav mig fra mit Hjem i Dronningensgade tilbage til Politikammeret i Frederiksfort, traf jeg kun faa Landarbejdere paa Gaden. Der var fra om Morgenen Kl. 8 g til 3½ Eftermiddag en heel Deel at bestille samme Dag med Pas-Sager, der dog alle bleve ordnede uden Vanskelighed, og da Forretningerne det anførte Klokkeslet syntes at være forbi, opfordrede jeg Politiassistenten, Overkrigscommissair Gyllich, til at kjøre med mig rundt i Byens Gader for at se, hvorledes det stod til der; der havde nemlig været forholdsviis roligt om Dagen i Sammenligning med tidligere Aars 1ste October, og saagodtsom ingen Anholdelser for Gadeuorden havde fundet Sted. Vi kjørte da ud, og først da vi kom til Apotheket paa Hjørnet af Dronningens og Kongens Tvergade, traf vi paa en større Samling af Landarbejdere. Justitsraad, Byfoged Sarauw stod paa Gaden og opfordrede mig til at sende Politi, da Folk sloge hinanden ihjel paa Hjørnet af Prindsensgade og Kongens Tvergade. Jeg kjørte da først derhen, men fandt kun der en drukken Mand, Henry Trotmann of Pl. Mt. Pleasant & Plessent", der havde skaaret sin Fod paa en Steen eller Glas, saa den blødte, liggende i Rendestenen. Han blev bragt paa Hospitalet. Derpaa kjørte jeg videre tilbage til Fortet for at faae hele Politistyrken ud samt lade 2 Ordonnantser ride rolig op og ved ad Gaderne, hvilket jeg haabede vilde have nogen Virkning paa Pøbelen. 

Paa Veien til Fortet, nærved Apotheket, mødte jeg 2 Betjente, der havde opholdt Joseph af La Grange, som senere viste sig at være en af Hovedlederne, og søgte at bringe ham til Politikammeret. Jeg kjørte lige bagefter dem, stod ud af Vognen og talte til Landarbeiderne, men de viste sig støiende og truende og befriede med Magt Joseph af La Grange, der løb sin Vei. Nu kjørte jeg til Fortet og fik Resten af Betjentene og 2 ridende Ordonnantser ud samt fulgte med tilvogns tilligemed Assistenten. Ved Hjørnet af Apotheket væltede en af Pøbelen sig ind paa den ene Ordonnants og truede ham med sin Stok, hvorfor begge Ordonnantser trak Sablen og huggede om sig, dog uden at slaae Nogen. Da Hoben imidlertid tiltog, raabte og hujede, og da jeg efter deres Antal og Miner kunde forudsee, at min for Størstedelen aldeles ubevæbnede Styrke vilde blive slaaet ned, og Fortet saaledes være udsat for at falde i Pøbelens Hænder, lod jeg Ordonnantserne følge min Vogn langsomt tilbage gjennem Dronningensgade, og Politibetjentene et lille Stykke bagved følgende efter, dannende en Linie tversover Gaden. Pøbelen fulgte, og det var mit Haab, at de dristigste af dem vilde følge os ind i Fortsgaarden, hvor jeg da vilde lade Porten hurtig slaae i og see at anholde dem og paa den Maade mulig faae tilveiebragt Ro, naar Hovedmændene vare fangne. De kastede Steen efter os paa Gaden, men jeg afholdt min Styrke fra at angribe dem; og vi kom ind i Fortet, medens Hoben standsede i Kongensgade. 

Nu efterlod jeg de 3 Ordonnantser og Politibetjentene i Fortet og begav mig tilfods med Politiassistenten op i Kongensgadc for at komme til at tale med Urostifterne og see at faae at vide, hvad de vilde. Til os sluttede sig offentlig Læge, Dr. Hansen og Controlleur Birch; engelsk Viceconsul, Pastor Du Bois befandt sig allerede iblandt Mængden, søgende at berolige dem. Vi gik alle spredte imellem Pøbelen op ad Gaden, forhindrende dem fra at slaaes indbyrdes og søgende at komme til at tale med dem, hvilket ikke var let paa Grund af deres støiende Adfærd; de vare villige nok til at tale, men Ingen vilde høre. Vor Plan var at lede dem ud til den sydlige Udkant af Byen og der see at faae dem til at gaae hjem. Dette lykkedes tilsidst ogsaa, det vil sige, at faae dem til Udkanten af Byen, og flere lovede at gaae rolig hjem og faae de Andre med, blandt Andre lovede Joseph La Grange, som jeg atter traf her, mig det. Imidlertid fik vi da ud af dem, at de vare misfornøiede med den i Arbeidsregulativerne fastsatte Betaling og vilde have 20 a 25 Cents daglig i Penge. 

- Pludselig bleve alle vore Bestræbelser tilintetgjorte, idet et Fruentimmer, Felicia James, af Pt. Mt. Pleasant & Pleesens kom farende og fortalte Hoben, at Henry Trotmann af samme Plantage, der af Politiet var indlagt paa Hospitalet, var død der af de Slag, Politiet havde givet ham. Nu blev der en saadan Støi og Steenkasten, at jeg gik bort for at skrive til Præsidentskabet om Assistance, men paa Veien traf jeg ved Apotheket Dr. Hansen og gik da først med ham til Hospitalet for at see, om der var Noget iveien med Henry Trotmann. Vi fandt ham liggende døddrukken i en af Stuerne paa en Madrats uden videre Overlast, end at hans ene Fod var blodig, saaledes som jeg tidligere havde seet ham ligge i Rendestenen. Da vi vare komne op i Galleriet til Strandgaden for at gaae bort ad Hovedtrappen, kom Pøbelen fra Udkanten af Byen stormende med Felicia James i Spidsen, raabende, at de vilde see, om Henry Trotmann var død, og prøvede paa at sprænge Porten til Strandgaden. Porten holdt imidlertid, og jeg raabte til dem ud fra Gallerivinduet, at jeg lige havde seet Henry Trotmann og at han ikke feilede Andet end at han var aldeles drukken, Dr. Hansen og jeg løb nu ned paa Gaden til Pøbelen, og Felicia kom strax løbende hen til mig; jeg forklarede den atter, at Intet var iveien med Henry Trotmann, og sagde, at de skulde gaae rolig bort og ikke forstyrre de Syge; Dr. Hansen gjorde ligeledes alt muligt for at faae dem bort. Alt vare uden Resultat; de stormede op ad Hovedtrappen fra Kongens Tvergade, og vi lob begge op med for at holde Døren, men den blev strax stødt op af dem, og vi gik da, Dr. Hansen hjemad og jeg ad Kongensgade til Fortet. Ved min Ankomst der havde Politiassistenten alt ladet uddele vore 9 Minierifler (den ene gik dog strax efter istykker) til Betjentene, der stod ved Ydreporten og de 3 Ordonnantser holdt beredne i Gaarden.

Jeg vilde netop gaae op for at skrive til Præsidenten i Christiansted om Assistance, da jeg saae Pøbelhoben komme fra Hospitalet i forøget Antal, hujende op ad Strandgaden og stille sig op overfor Fortet mellem Toldboden og Værftet. Et Par Minuter efter fik vi en Regn af Steen over os ind i Fortsgaarden, - og da dette gjentoges, lod jeg fyre. Ingen blev truffen, saavidt jeg veed, men hele Hoben stormede nu under vilde Skrig ind mod Fortet og rev Ydreporten, der kun bestod af Trætremmer, af og kastede den i Søen. Vi skyndte os ind i den indre Fortsgaard, stængede Porten under Byfogedcontoiret og fik Ordonnantserne, der i en Hast satte deres Heste i Stalden, ind ad en Bagdør fra Staldgaarden. Nu begyndte en morderisk Regn af Muurbrokker, Steen, Conchylier og Kanonkugler, hvilke sidste fra gammel Tid laae opstablede i den ydre Fortsgaard, saa at hele den indre Fortsgaard og Bastionerne vare aldeles oversaaede dermed, og vi havde stor Nød med at komme til at fyre uden at blive knuste; flere Steder, hvorfra der kunde have været fyret, vare Arresterne belagte med Fanger. Pøbelen var rundt om Fortet, foran Byfogedcontoiret og inde i Staldgaarden og kastede med en voldsom Iver deres Projektiler over os, saa at jeg ikke forstaaer, at kun een Mand, Nattevagt Fosset, blev truffen i Siden af en Steen. De 3 Soldater og de tilstedeværende Betjente (nogle vare afskaarne i Byen) samt 2 Mænd fra Byen, der med Politiassistenten var fulgt med til Fortet, Skræder Tolderlund og Slagter Adolphus Joseph, viste et særdeles Mod og stor Koldblodighed og fyrede saa vel paa Pøbelen, at den efter en halv Times Forløb, c. Kl. 5½, og navnlig da det ikke var lykkedes dem at sprænge den indre Fortsport (der dog nær havde givet efter), trak sig bort fra Fortet og gik ind i Byen. Jeg turde ikke paatage mig det Ansvar - efter hvad der var hændet - at rykke ud fra Fortet og angribe Pøbelen i Gaderne, thi Antallet af Pøbel var meget betydeligt og tiltog i Aftenens og Nattens Løb (det er af paalidelige Folk senere anslaaet til 6 a 800 Personer, og jeg havde kun 8 Forladegeværer og 3 Bagladecarabiner; derimod skrev jeg nu strax til Præsidenten om Assistance af 20 a 25 Militaire og sendte min Kudsk John Mac Intosh paa en af mine Heste med Brevet Kl. 5½ Eftermiddag afsted ud af Staldporten ad Nordsideveien, da han ikke kunde passere Byen tilhest, og da jeg ikke turde afsende en Ordonnants, der rimeligviis vilde være bleven myrdet af Pøbelen. Det viste sig siden, at der var en Mængde Mennesker paa Benene paa Nordsiden; de forfulgte min Kudsk, saa at han maatte tye ind til Forvalter Ramsay paa Plantagen "Punch". Denne afsendte nu et andet Bud med Brevet til Forvalter Foster paa "Mon Bijou"; ogsaa dette Bud blev antastet paa Veien af Skarer af Landarbejdere, men naaede dog "Mon Bijou", og Forvalter Foster afsendte et tredie Bud, der Kl. 1 Onsdag Morgen naaede Christiansted og afleverede Brevet til Vicegouverneuren. Alt dette vidste vi Intet om her i Fortet; vi haabede, at Militairet vilde kunne være her Kl. 10 a 11 om Aftenen, og at vi saaledes vilde blive satte istand til at redde det Meste af Byen, der alt Kl. 7 a 8 begyndte at blænde paa enkelte Steder, idet Pøbelen opbrød Boutikkerne, kastede Varerne ud paa Gaden, overheldte dem med Petroleum og stak Ild i dem; fra Varerne forplantede Ilden sig i Regelen til Tagene paa Husene, og disse nedbrændte derefter. Ilden forplantede sig paa denne Maade mere og mere. Endelig blev Toldboden stukken i Brand. Hvert Øieblik ventede vi et nyt Angreb paa Fortet, da det idelig hørtes fra Byen, at Pøblen sagde, at det Hele ikke nyttede Noget, før Fortet var nedbrændt; men der var ikke Enighed herom, da Halvdelen fandt det sikkrere at ødelægge Boutikkerne og Husene, efter, om ikke Faa vare blevne saarede ved det første Angreb paa Fortet. Flere Gange rykkede de dog frem, gesticulerende forskrækkeligt og slaaende Øxerne, de havde røvet i Boutikkerne, mod hverandre samt pegende truende mod Fortet; men da der altid blev fyret, naar Nogen kom nær nok, holdt de sig dog gjerne i Afstand og trak bort igjen. Forøvrigt maatte vi spare saa meget som muligt paa Ammunitionen af Hensyn til den Eventualitet, at mit Bud var bleven opsnappet af Pøbelen paa Landet, eller at ingen Assistance kunde sendes os fra Christiansted, som Pøbelen her paa Gaderne meget ivrigen paastod ogsaa brændte. Kl. 2½ om Morgenen den 2den ds. fik jeg en sort Mand, der var kommen ind til os i Fortet om Natten, Charles Thomas, til at ride op med et andet Brev til Vicegouverneuren, og han ankom efter endeel Vanskeligheder til Christiansted Kl. 5 om Morgenen, men da var Styrken alt afgaaet for tre Timer siden. Mellem Kl. 3 og 4 skete det andet Angreb paa Fortet, denne Gang fra Staldporten og fra Søsiden ved Badehuset, men da der øieblikkelig blev fyret, saasnart der stak et Hoved frem, brød Pøbelen ind i Haven bag Staldgaarden gjennem en lille Laage ud til Landeveien og stak inde fra Haven Ild i Taget paa et lille Huus, der benyttes til Oplagssted for Petroleum fra Byen og hvori dengang fandtes 840 Galloner Petroleum og ca. 2000 Sqvibbs, og samtidig bombarderede den os med Steen for at forhindre os fra Slukning og Skydning. En lille Sprøite blev nu bragt op fra Gaarden og med den blev oversprøitet Shingle-Taget paa det lille Huus (almindelig kaldet Fugleburet) til Nordøst, hvori jeg har 2 private Contoirværelser; ligeledes oversprøitedes alt Træværket i Staldgaarden ved at sprøite ud fra Vinduerne, saavel foroven som forneden, naturligviis med Fare for at blive knuust af deres Steen, som de forstaae at kaste med stor Sikkerhed og i lang Afstand; vi maatte ogsaa paa Grund af Faren for Ildens Udbredelse slaae Hestene løse i Staldgaarden. Pøbelen søgte ved Steenkast at forhindre os fra Slukning, men nogle velrettede Skud holdt dem dog i Afstand; Nogle, som kom for nær, bleve skudte ned, og det lykkedes os at indskrænke Ilden til Petroleumshuset, af hvilket Taget og hele Indholdet brændte; kun de revnede Mure ere tilbage. Dette Angreb varede til Klokken ca. 5. Ilden havde fra Petroleumshuset taget fat i et Trætremmeskuur, der fra Petroleumshuset strakte sig til Staldgaardsporten, men Politiskriver Henderson, Undercorporal Petersen og en af Driverne med nogle flinke Varetægtsarrestanter gik ud i Staldgaarden og slukkede den. I et af mig et Par Dage efter afholdt Forhør er forklaret, at Meningen med dette sidste Angrib var først gjennem Staldporlen at komme ind i Staldgaarden, men da dette ikke lykkedes, ved Nedbrændingin af Petroleumshuset at bane en større Aabning, hvorigjennem Pøbelen skulde storme ind under et Halvtag ud til Staldgaarden paa selve Politikammerbygningen; der skulde en Dør forceres aaben og 2 a 3 Flasker brændende Petroleum kastes ind i Lokalet forneden (den forhenværende Brandstue) for at opbrænde Besætningen ovenpaa. Lidt før Kl. 6, da en Deel af Pøbelen havde forladt Byen og de fleste af de Tilbageværende vare samlede Nord for Mährisk Etablissement og rimeligviis forberedte et tredie Angreb paa Fortet, da der idelig blev blæst i Skallen, kom Lieutenant Ostermann med 19 Militaire nordfra og blev indladt gjennem Staldporten. Nu lod jeg Flaget heise og fulgte strax efter Ankomsten af Militairet med Lieutenanten og 20 Mand ud i Byen. Der blev først fyret paa den ved Mährisk Etablissement forsamlede Hob, der blev splittet ad, og dernæst marcherede vi gjennem Gaderne, hvilke Lieutenanten klarede med nogle Salver; vi foretog tillige endeel Arrestationer. Det lykkedes os at komme netop itide til at redde Coutrolleur Birchs store Huus paa Hjørnet af Kongensgade og Toldbodgade (Politimester Egges tidligere Bolig), som Pøbelen var i Begreb med at stikke Ild i; de havde heldt Petroleum over Meublerne, men heldigviis var der kun Ild i en Dør til Toldbodgade, hvilken jeg strax satte Folk til at slukke. Efterat vi vare komne tilbage til Fortet, lode vi en Malmkanon, som Major Moore tilbød os og som laa i hans nedbrændte Gaard i Strandgade, flytte op paa Bastionen og opstille paa en gammel Lavet samt lave med en Kardætske; heldigviis havde Militairet ved dets Flytning fra Fortet forrige Aar ladet nogle forblive her tilbage, men da der ingen Kanon blev overladt Politiet, vare de hidtil ikke af videre Betydning for os. Klokken omtrent 9 om Morgenen fik Lieutenant Ostermann og jeg med Rombodholder Ths. Elliot fra Christiansted afsendt Indberetning til Vicegouverneuren om det Passerede.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. november 1878. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).


Artiklen blev bragt over 1½ måned efter begivenhederne, men er i kronologien indsat på det tidspunkt den beretter om. Petersens beretning fik nedenstående ord med på vejen af Morgenbladet:

Prospect af Frederiksted på St. Croix set fra Rheden. Illustrereet Tidende nr. 994, 13. oktober 1878.

St. Croix. Den i Søndags ankomne vestindiske Post har ikke bragt væsenligt Nyt med Hensyn til de stedfindende Arbejderuroligheder. En af den konstituerede Politimester i Frederikssted, Hr. R. Petersen afgiven Indberetning tit Guvernøren skildrer bredt den af Politiet udviste Bravour, men bærer for øvrigt det samme Ensidighedens Præg som tidligere Beretninger, hvorefter det er tvivlsomt, om Politiets Optræden har været en medvirkende Aarsag til, at den gjærende Misfornøjelse slog ud i saa voldsomme Flammer. Om Standrettens Virksomhed oplyses, at 10 Deltagere i Opstanden ere blevne dødsdømte og strax henrettede, og at derefter en mindre extraordinær Retsforfølgning er sat i Gang ved en Undersøgelseskommission med Appel til Højesteret. Medens selve Opstanden ikke ved de ny ankomne Beretninger kommer i anden Belysning end hidtil, viser den sidste Post et væsenligt Omslag med Hensyn til Vurderingen af den anrettede Skade. "St. Croix Avis" tilbagekalder sin umiddelbart efter Ulykken afgivne Dom, at Stillingen var fortvivlet, om end ikke absolut haabløs. Den reducerer Skaden fra 3 Mill. Dollars, som et Overslag fra St. Thomas har lydt paa, til højst 3/5 Mill., hvoraf lidt over Halvdelen antages at falde paa Landet, Resten paa Byen Frederikssted. Frygten for, at Planterne skulde være sat ud af Stand til at bjærge den rige Høst, imødegaas af Ingeniør Berg paa St. Thomas. Efter en paa St. Croix foretagen Undersøgelsesrejse udtaler han, at mange Plantager kunne sættes i arbejdsdygtig Stand for en mindre Udgift, idet Maskin- og Kogehuse kun mangle Tag. Til foreløbig at sætte Plantagerne i Drift vilde efter hans Skjøn behøves 50,000 Dollars, og denne Sum søges rejst paa Aktier med 1ste Prioritets Panteret i Ejendommene.

(Morgenbladet (København) 19. november 1878).


Artiklen blev også bragt i St. Croix Avis på Engelsk, se nedenfor. Af læsbarhedshensyn har jeg indsat afsnit på steder hvor de ikke forekommer i den originale artikel). 


REPORT
to the Governor of the Danish West India Islands, concerning the events which took place in Frederiksted the 1st October 1878 and the night following, rendered by acting Policemaster in the Jurisdiction of Frederiksted. R. Petersen.

On Tuesday, the 1st October 1878, after breakfast time, say a little before noon, when I returned from my house in Dronningensgade to the police office in Frederiksfort, I met only a few estate-labourers in the street. From 8 o'clock a.m. to half past 3 o'clock p. m. that day there was a good deal of passport business in the office, all of which, however, was settled without difficulty; and when at the last-mentioned time the business in the office appeared to be over, I asked the Police Assistant, Overkrigskommissær Gyllich, to join me in a drive through the streets of the town, in order to see how matters stood, seeing that the day had passed quietly in comparison with the 1st October of other years, and hardly anybody had been taken into custody for disorderly conduct in the streets. 

Accordingly we drove out, and reached as far as the Apothecary's Shop on the corner of Dronningens and Kongens Tværgade before we met any larger number of estate-labourers; the Judge, Councillor Sarauw, was standing in the street, and requested me to send out some policemen, as people were being killed at the corner of Prindsensgade and Kongens Tvergade. I drove up to the place thus indicated, where however, I found only one man, Henry Trotman, of Est. Mt. Pleasant and Plessens, lying in the gutter in a state of drunkenness; he had cut his foot on a stone or a piece of glass, in such a manner that it was bleeding. This man was brought to the hospital. I then drove back to the Fort, in order to call out the whole police force, and intendirg to cause the two mounted orderlies to ride slowly through the streets, which, I hoped would have some effect on the populace. 

On my way to the Fort, and close to the Apothecary's Shop, I met two policemen, who had arrested Joseph La Grange (who afterwards proved to be one of the chief ringleaders,) and were endeavouring to bring him to the Police-office. I drove immediately behind them, got out of the carriage, and spoke to the Iabourers, but they were noisy and threatening, and effected by main force the rescue of Joseph La Grange, who ran away. 

- I then drove to the Fort, called out the rest of the policemen and two mounted orderlies, and followed them with the Police Assistant to the carriage. At the corner of the Apothecary Shop one of the rioters threw himself upon one of the orderlies, and threatened him with his stick, upon which both of the orderlies drew the sable and cut about them, but without striking anybody. As, however, the mob was increasing, and shouted and yelled, and as I judging from the number and manner of the mob, could foresee that by using violence I ran the risk that my force, the greater part of which was unarmed, would be struck down, and that thus the Fort might fall into the hands of the populace - I caused the orderlies to follow slowly behind my carriage back through Dronningens Gade, the Policemen following a little further back, forming a line across the street. The mob followed us, and I was in hopes that the boldest among them would follow us into the yard of the Fort; in which case it was my intention to have the gates promptly closed, and thus endeavour to restore quietness when the leaders were caught. The mob threw stones at us in the street, but I restrained my men from attacking them; and we got into the Fort, while the mob stopped in Kongensgade .

I then left the three orderlies and the policemen in the Fort, and went, accompanied by the Police-Assistant up in Kongensgade, in order to speak to the rioters and to learn what they wanted. While we were on our way thither the Public Physician, Dr. Hansen and Comptroller Birch joined us; the British Vice-Consul, Revd. DuBois, was already on the spot, in the midst of the mob, seeking to pacify them. We went singly about amongst the rioters, proceeding up-street, preventing them from fighting amongst themselves, and trying to speak with them, which was not easy, on account of their being very noisy; they were willing enough to talk, but nobody wanted to listen. Our intention was, to lead them on to the Southern outskirts of the town, and there to persuade them to go home. At length we succeeded partly - that is: we got them on to the outskirts of the town, and several of them promised to go home quietly and get the others to go with them; amongst those who gave me their promise to that effect was Joseph La Grange whom I met again here. Thus going along with them, we learned also from them, that they were dissatisfied with the pay fixed by the Labour Act, and wanted 20 to 25 cents per day in money.

Suddenly all our endeavours were frustrated: a woman, Felicia James, from Mount Pleasant and Plessens, came running and told the mob, that Henry Trotman of the same Estate, whom the police had caused to be lodged in the hospital, had died there in consequence of the blows inflicted upon him by the police. Now there ensued such a noise and throwing of stones that I went away in order to write to the Presidency for assistance; but on the way I met Dr. Hansen near the Apothecary's Shop, and with him I went first to the hospital, in order to see if anything was the matter with Henry Trotman. We found him lying on a mattress in one of the rooms in a state of utter drunkenness, having suffered no further bodily injury, except that one of his feet was bleeding, and in the same state as when I found him lying in the gutter. When we were in the gallery fronting Strandgade, intending to leave by the chief staircase, the mob which I had left at the outskirt, ol the town came rushing, headed by Felicia James, shouting that they were going to see if Henry Trotman was dead, and tried to force the gate fronting Strandgade. The gate, however, withstood their attack, and from the window of the gallery I called out to them, that I had seen Henry Trotman just now, and that nothing was the matter with him, except that he was quite drunk. 

At this juncture, Dr. Hansen and I ran down into the street to the mob, and Felicia came at once running up to me; I explained again that nothing was the matter with Henry Trotman, and told them to go away quietly without disturbing the sick; Dr. Hansen also did everything in his power to get them away. It was all to no purpose; from Kongens Tværgade they rushed up the main staircase, and both of us ran up also to keep the door; but they pushed it open at once, and we went away, Dr. Hansen homeward, and I, taking the way of Kongensgade, to the Fort. When I arrived there, the Police Assistant had already distributed our Minié-rifles, 9 in number (one of which, however, broke at once) to the policemen, who stood by the outer gate, while the three orderlies were holding on horseback in the yard. I was just going to write to the President, in Christiansted for assistance, when I saw the mob coming shouting up Strandgade from the hospital, in increased number, and take up their stand in front of the Fort, between the Customhouse and the wharf. A couple of minutes after, a rain of stones was sent down upon us in the fort yard, and when this was repeated, I gave order to fire.

As far as I am aware, no one was hit; but the whole mob stormed under savage cries against the fort, pulled down the outer gate, which consisted of palings only, and threw it into the sea. We hurried into the inner fort yard, barred the gate under the Judge's office, and got the orderlies, who promptly stabled their horses, in by a back-door fronting the stable-yard. Now began a murderous fire of brickbats, stones, couch shells and cannon-balls - which latter from old time were piled in the outer yard, - in such a manner that the entire inner fort yard and the bastions were covered by the missiles, and we had great trouble in delivering one fire without getting crushed; in several places whence we might have fired, the prison-cells were occupied by prisoners. The mob surrounded the Fort; they were in front of the Judge's office and in the stable-yard, and threw their missiles at us with great violence, so that I failed to understand that, only one man, nightguard Fossett, was hit by them (in the side). The three soldiers and the policemen present (some had been out off from us in town), and two men from town, who had followed with the Police-Assistant into the Fort, Mr. Tolderlund and Mr. Adolphus Joseph, exhibited great courage and coolness, and fired on the mob so effectively, that after the expiration of half-an-hour, about 5.30 p.m., especially because they had not succeeded in forcing the inner gate of the fort (which, however, nearly gave way) - they drew away from the Fort and went down to town. 

Considering what had happened, I dared not assume the responsibility of leaving the Fort and attacking the mob in the streets, seeing that the number of the rioters was very considerable, and increased in the course of the evening and the night (if was reliably estimated at 600 800), and I had only 8 mozzle-loaders and 3 breechloaders; but I wrote at once to the President for an assistance of 20-25 soldiers, and despatched my coachman, John Mcintosh, on one of my horses with the letter at 5.45 p.m., through the stable gate by the Northside road, seeing that he could not pass through town on horseback; I dared not send an orderly, who in all probability would have been murdered by the rioters. I learned afterwards that a good many people were in motion on the Northside road; they pursued my coachman to such a manner that he had to seek refuge with Mr. Ramsay, manager of Estate "Punch " This latter sent, by another messenger, the letter to Mr. Foster, manager of Estate "Mon Bijou"; this messenger also was stopped on the road by great numbers of estate-labourers, but succeeded in reaching "Mon Bijou," and Mr. Foster despatched a third messenger, who reached Christiansted at one o'clock a.m. Wednesday morning, and delivered the letter to the Vice-Governor. 

We knew nothing about all this in the Fort; we hoped that the military might be on the spot about 10 or 11 o'clock in the evening, and that thus we would be enabled to save the greater part of the town, which as early as 7-8 o'clock p.m. began burning in some places, seeing that the mob broke open some shops, threw the goods into the street, poured kerosene over them and put fire to them; from the burning goods the fire in most cases caught the roofs of the houses, which thereupon burned down. In this manner the fire spread more and more; at length they put fire to the Customhouse. 

We were expecting every moment a new attack on the Fort, as we heard the rioters constantly saying that it was all of no use, so long as the Fort was not burned down; but there was no unanimity on this point, and one half of them thought it, was more safe to destroy the stores and houses, seeing that not a few of them had got wounded in the first attack on the Fort - Several times they advanced, gesticulating fearfully and striking together the cane-bills which they had robbed from the stores; but as we fired whenever any one came sufficiently near, they generally preferred keeping their distance, and retired again. It should be observed, that we were obliged to save our ammunition as much as possible, to provide for the eventuality that my messenger had been intercepted by mobs in the country, or that no assistance could be sent us from Christiansted; the streetmob declaring eagerly that that town was burning also. 

- At 2.30 a-m. the 2nd inst. I got a black man, Charles Thomas, who had come to us in the Fort in the course of the night, to ride up to the Vice Governor with another letter, and he, after encountering much difficulty, reached Christiansted at 6 o'clock a.m., but when he arrived, the military had left 3 hours before 

- Between 3 and 4 o'clock a.m. the second attack was made on the Fort - this time from the stable-gate and from the sea-side by the bathing house; but as we gave fire whenever a head peeped out, the rioters broke into the garden behind the table-yard, through a small wicket fronting the public road, and from the garden put fire to the roof of a small house, Which is used for storage of petroleum from town, and at the time contained 840 gallons petroleum and about 2,000 squibs; at the same time they sent volleys of stones at us in order to prevent us from extinguishing the fire and shooting. We now got a small fire-engine up from the yard, by means of which we threw water on the shingled roof of the small house (commonly called "the birdcage") in which I have two private office rooms; we also, by directing the hose through the windows shove and below, poured water over all the wood work in the stable yard, - at the risk, of course, of being crushed by the stones thrown by the rioters, who understand throwing stones with correctness of aim and at a great distance. In view of the danger that the fire should spread, we had also to loose the horses in the stable-yard. 

The rioters endeavoured, by throwing stones, to prevent us from extinguishing the fire, but some well-aimed shots kept them at a distance; a few who came too near were shot down; and we succeeded in limiting the fire to the kerosene house, of which the roof and the contents burned, so that only the shattered walls are left. From the kerosene-house the fire caught the wooden shed between the kerosone-house end the stable-yard; but police-writer Henderson, under-corporal Petersen, and one of the drivers with some active prisoners, went down in the stable-yard and extinguished the fire. This attack lasted till 5 o'clock a. m. In an examination which I held a few days after, it was explained, that the purpose of this last attack was to get into the stable-yard, and when this failed, to burn down the kerosene-house, so as to make a wide gap, through which the mob should then rush in under a lean to which, fronting the stable-yard, is attached to the Police office; from this point a door should be forced, and 2 or 3 bottles of burning kerosene thrown into the room thus opened (the former guard-room), in order to cause the burning of the men upstairs. 

- A little before 6 o'clock a.m., when a part of the rioters had left town, and most of those remaining had gathered to the north of the Moravian establishment, and were most probably preparing a third attack on the Port, Lieutenant Ostermann arrived with 19 military by the Northside road, and was admitted through the stable-gate. I now had the flag hoisted, and, I immediately after the arrival of the military, went out in the town with the Lieutenant and 30 soldiers. The first thing was to fire on the rioters assembled at the Moravian establishment; after dispersing this mob we marched through the streets, which the Lieutenant cleared by firing some volleys; at the same time we effected some arrestations. We succeeded in being just in time to save the large house belonging to Comptroller Birch, situated on the corner of Kongensgade and Toldbodgade (formerly the residence of Policemaster Egg. ), which the mob had commenced firing; they had poured kerosene over the furniture, but luckily only a door fronting Toldbodgade had caught fire, which I caused to be extinguished at once. 

After our return to the Fort, we had a brass gun - which was offered us by Major Moore, and was lying in his burned-down property in Strandgade - moved up on the bastion, mounted on an old gun-carriage, and loaded with a charge of grape shot, some of which had, luckily, been left behind when the military last year was removed from the Fort, but which up to that moment had been of little use to us, seeing that no gun had been left to the police. About 9 o'clock a. m. Lieutenant Ostermann and myself got a report of what had occurred sent off to the Vice-Governor, by the hands of Mr. Thomas Elliott from Christiansted.

(St. Croix Avis, 30. november 1878)