Vold mod Opsynet paa Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Den 10de Februar d. A. om Aftenen fandt følgende Optrin Sted paa Ladegaarden: Opsynsmand Thomsen begav sig Kl. 8½ til Gaardens afsondrede Arbeidslocale og paabød de derværende Arbeidere at forlade Localet og begive sig til Sovelocalet. Denne Opfordring nægtede Fabrikarbeiber Jacob Eduard Nielsen at efterkomme og indtog derhos en saadan Holdning, at Thomsen ansaae det for rettest at tilkalde Assistance. Fulgt af tre Opsynsmænd vendte han tilbage, men fandt da Arbedslocalet tomt, idet alle Arbeiderne, ogsaa Jacob Nielsen, havde begivet sig op i Sovelocalet, hvorfor Thomsen tilligemed de tre Opsynsmænd ligeledes gik derop. Paa Sovelocalet, der kun var svagt oplyst, befandt sig dengang foruden Jacob Nielsen 16 andre Fabrikarbeidere, og ved Opsynets Indtrædelse trak Nielsen sig tilbage til Baggrunden af Salen, medens af de andre Arbeidere Nogle vare gaaede iseng, og Andre havde stillet sig op halvt afklædte langs Sengerækkerne. Thomsen gik igiennem Rækken henimod Nielsen og opfordrede ham til at følge med til Cachotten, men Nielsen, der meente sig forudrettet af Thomsen, fordi denne ikke ifølge hans Begiæring havde fremstillet ham hos Inspecteuren, nægtede at følge med, idet han yttrede: "Ingen skal faae mig af Stedet". Samtidig støiede samtlige Arbeidere op med Sang og Skrig, saa at Thomsen fik det Indtryk, at Nielsen havde benyttet hans Fraværelse til at ophidse sine Kammerater imod ham. Han besluttede derfor at føre Nielsen bort og lagde sin Haand paa ham, men Thomsen satte sig nu til Modværge, slog og sparkede om sig og indlod sig i en formelig Kamp med de fire Opsynsmænd, idet han kaldte sine Kammerater til Hjælp. Af de andre Fabrikarbeidere var der kun To, der vovede at angribe Opsynet, og af disse kunde formedelst Mørket kun den ene gjenkjendes, nemlig Harald Theodor Schreiber, som gientagne Gange foer ind paa en Opsynsmand ved Navn Andersen, men hver Gang blev kastet tilbage af denne, der var ham overlegen i Kræfter. Imidlertid vare 3 andre Opsynsmænd komne til Assistance, og ved deres Hiælp blev Jacob Nielsen bragt til Cachotten, men han vedblev paa hele Brien at gjøre Modstand, ved hvilken Opsynsmand Themsen blev ramt af et Spark i Underlivet, hvilket dog ikke har medført skadelige Følger for hans Helbred, og Opsynsmændene Andersen og Jørgensen hver fik en Rift i Haanden. Jacob Nielsen, der er 40 Aar gl., er tidligere straffet for Tyveri, senest med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage, og Schreiber, der er 37 Aar gl, er straffet i Militairtjenesten bl. a. ved Krigsretsdom i Aaret 1866 med Nedsættelse i Meniges 2den Klasse samt 50 Rottingslag. Begge de Tiltalte bleve ved Criminalrettens Dom for deres ovenomhandlede Forhold ansete efter Straffelovens § 100 med Fængsel paa Vand og Brød, Nielsen i 6 Gange 5 Dage og Schreiber i 2 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. maj 1879, 2. udgave).

Pastor Frimodts Efterfølger. (Efterskrift til Politivennen)

Frimodts Minde. 

- - -

Overskriften paa denne Artikel er "Frimodts Minde", og Meningen var dermed at røre lidt op i hele den Myretue, som er stablet sammen om denne afdøde Prædikant. Vi kender godt Sætningen: "Fred være med de Døde", og agter den, men der synes som selve Hr. Frimodts Venner er de værste til at lave Hurlumhej over ham, nu da han skulde have Fred. Det er derfor ikke af Vejen at staa lidt koldt Vand i Blodet paa de varme Frimodtstilbedere og fremstille deres travle og takt løse Virksomhed for at faa ham ophøjet til en sand Helgen.

Først stormede man omkring for at skaffe ham en udpræget Grav. Den almindelige Kirkegaard var ikke god nok. Endelig blev en Plads valgt ved selve Kirken, skøndt det ellers ikke er tilladt at nedlægge Lig slige Steder. Ved Begravelsen tog Folk ikke i Betænkning at mylre ned i selve Graven for at sige det "sidste Farvel", det var en sand Personkultus. Bagester slog man sig sammen for at gøre Indsamlinger til et Mindesmærke. Det var naturligvis det "fornemmere" Publikum, der var mest paa Færde, det vil sige til at anmode om Midlerne, men til at give dem " ja, denne Ære maa de Fattige have; selv om Nørrebros Kommuneskoler er det os meddelt, at der dersteds er sket Opfordring til Disciplene om at yde Bidrag, noget rigtignok som vedkommende Skolebestyrere burde have forhindret.

Spørger man nu, hvad Frimodt har virket, at han saaledes løftes til Skyerne - ja, undskyld, løfter man et Menneske op til en Gud, saa protesterer vi og trækker Manden ned igen - , spørger man nu, hvor tomt bliver da ikke Svaret, naar det skal være sandt. Hr. Frimodt var ikke en Prædikant med Mildhed og Kærlighed, nej hans Prædikener var raa; han var en "brølende Løve", som stedse viste Tænder; han formede det menneskelige Sind ved Helvedes Ild og ikke ved Erkendelsens stille Lue, der oplyser og beskinner; han traadte ned, i Stedet for at løfte op; han tilintetgjorde Karakteren, men skabte ingen; og denne Mand skal tilbedes!

"Dagbladet" skrev ved Frimodts Død: "Han var en af de Klipper, Socialismen forgæves brød sine Bølger imod". Hvilken aandrig Sætning; hvilken sin Antydning af en Parallel mellem Hr. Frimodt og hin Apostel, som ogsaa blev kaldet en Klippe, en Klippe for Troen. Vi kan forsikre om, at netop den Slags Folk, som Hr. Frimodt var, er det, der formerer Socialisternes Rækker; den Slags Prædikanter er det, som har givet og altid vil give Kristendommens Moral Grundskud. Kristendommens første Forkynder var de Fattiges Forsvarer; men efterlignede den forgudede Frimodt delte Forbillede? Nej, Guldet, Magten og Nydelsen for de Rige, men til de Fattige Forhaanelse og Sønderknuselse, det var denne Straffeprædikants Princip. Vi vil spørge de fløjlsklædte Damer, som altid er saa ivrigt paa Færde for denne Frimodts Skyld, om de nogensinde med Alvor har overvejet. Har de nogensinde sammenlignet deres Dragt med den fattige Kones, som gaar forbi dem? Har de ved de velfyldte Borde i deres lyse, pragtfulde Boliger omgivet af Søen hist nede paa Dosseringen, nogensinde med virkelig Kærlighed tænkt paa den Fattige? Ja, de har maaske tænkt og foragtet! De har tænkt paa den Fattiges smudsige Klædning, hans simple Sprog, hans simple Lader; de har følt Afsky derfor, de har hørt Frimodts Taler, og fordi de savnede Tanke og virkeligt godt Hjerte, fordi de var gerrige og magelige, saa fulgte de ham. Gennem Troen vil jeg ophjælpe den Fattige, sagde de til dem selv, og det er baade billigt og let, tænkte de; en Salmebog, et Bomuldssjal eller et Par Lædersko til en Konfirmandinde, det er det hele, saa kommer baade du og den Fattige i Himlen, og for at jeg kan være rigtig vis paa, at jeg ikke er mellem dem, som Frimodt giver Anvisning paa Helvede, dette hans Prædikeners Begyndelse og Ende, saa giver jeg ham en rigelig Rejseunderstøttelse til Italien. 

Saaledes er den Farce og del Gøgl, som i en lang Aarrække er bleven opført paa Nørrebro. Da døde Manden, og hvem skulde nu være hans Efterfølger. Forskællige Præster slaas om "Svinestegen", saaledes kalder de imellem sig et fedt Præsteembede; men ikke nok hermed, alle Frimodtianerne er paa Benene for at besætte deres ledige Pavestol med en værdig Efterfølger. En Pastor Beck, om hvem vi kun som Karaktertræk har faaet saa meget at vide, at han i sine yngre Dage var den eneste Præst med Overskæg, og som skal være en meget vittig Prædikant, der ikke lader sine Taler mangle Brandere, over hvilke man dog ikke maa le, skal være den, der arbejdes mest for. Ugudelige Folk paastaar, at hans Ligtale ved Frimodts Baare var en sand Valgtale for ham selv. Naa, det er os ligemeget, om denne Mand vælges eller ikke, men vi finder det i højeste Grad usømmeligt, at man vandrer om med Lister til Underskrift for at lægge et Tryk paa højere Vedkommende, naar Pladsen skal besættes. Det kan være meget rart, at Menigheden selv vælger sin Præst, men naar dette ikke er Lov, saa kan en privat Foranstaltning let blive Uretfærdighed paa flere end en Maade; for det første samler man Underskrifter udenfor Sognet, for det andet kan vanskelig enhver konkurrerende Kandidat anvende samme Fremgangsmaade, da den ikke er lovhjemlet.

Maatte den Tid dog blive, at man ogsaa offenligt kritiserede Præsternes Væsen, da vilde Folks Tanker bedre blive klarede, end de nu er, om dette Anliggende.

(Social-Demokraten 3. maj 1879. Artiklens indledning - en spalte - mangler).

Pastor R. Frimodt, R. af D., DM. Illustreret Tidende nr. 1018, 30. marts 1879.

Pastor Frimodts Eftermand. Paa Nørrebro udvikles i denne Tid et overordenlig livligt Røre med Diskussion og Adressers Ombæring til bedste for Vilhelm Beck. Det er lige saa naturligt, som det er berettiget, at der i Menigheden gjør sig et levende Ønske gjældende om at se Pastor Beck som Frimodts Eftermand; thi af samtlige danske Præster er der næppe nogen, der mere end Beck er skikket til at fortsætte Frimodts Virksomhed, ikke blot fordi han saavel personlig som kirkelig stod den Afdøde meget nær, men især fordi han i et rigere Maal end de fleste besidder den altid slagfærdige Missions præsts krigeriske Egenskaber, der paa en fjendefyldt Kampmark er Fremgangens nødvendige Vilkaar Hvad enten man harer til denne eller hin kirkelige Retning, vil man være enig om, at Nørrebro ikke er en Fredens Have. hvorhen det kan nytte al sende en stille Urtegaardsmand, saa lidt som det er et aristokratisk Kvarter, hvor en fornem Højkirkelig kan tænke at udrette det mindste. Det tør da vel ogsaa anses som en given Sag, at Kultusministeren vil tage alt muligt Hensyn til Begjæringen om, at Præsten i Ørslev kaldes herind og sættes i Spidsen for St. Johannes Menigheden. Men taler Sagen saa godt for sig selv, gjøre dens egen Venner den kun Fortræd, hvis de, som man beretter os, drive deres Agitation for Vilh. Beck saa hensynsløst, at de med deres Adresser trænge ind i Huse, som ingen Sinde have søgt Forbindelse med Kirken, og ville hværve kirkelige Stemmer paa slige Steder, ja end ikke forsmaa Attentater paa Konens Underskrift, hvor Manden ikke er hjemme. Dette er hverken taktfuldt, forstandigt eller kirkeligt.

(Morgenbladet (København) 4. maj 1879).

Pastor Frimodts Eftermand. Hr. Redaktør! Jeg slutter mig til Dels til Dem i det Standpunkt i ovennævnte Sag, De udtalte i Søndags. Som De mener jeg, at mange i en Menighed naturligvis kunne ønske at se deres afdøde Præsts Plads besat med en, der hører til samme Retning, og ligeledes ønske, at dette skulde faa et fuldt Udtryk f. Ex ved en Adresse, der udtalte dette. Og jeg slutter mig ganske til Dem, for saa vidt De misbilliger den Maade, hvorpaa denne Adresse fremmes til Underskrift. Men De er alt for mild i Deres Dom og Deres Udtryk om den hensynsløse Agitation, der har fundet Sted paa Nørrebro. Alle mulige Midler og Overtalelser have været anvendtes: For det første have mange Ombærere været i høj Grad paatrængende over for Beboerne, de ere komne flere Dage i Rad osv. blot for at faa en halv nødtvungen eller med hel Ligegyldighed given Underskrift. Dernæst kan det bevises, at Ombærerne har formaaet Folk, der erklærede sig for aldeles ukirkelige, til at underskrive; ligeledes Folk, der sagde sig at søge andre Kirker; endvidere Folk, der opholdt sig hos andre i Besøg - af alle disse hørte ingen til Frimodts 'Menighed. Endelig - og det er det værste - have Ombærerne anvendt saadanne usandfærdige Foregivender, som at Pastor Rindom ikke søgte Embedet men ønskede at forblive som 2den Præst, at Pastor R. allerede søgte et andet Embede o. m. a. om andres Ønsker m. m. Saa megen Forargelse og Usandhed troede jeg ikke, at Frimodts Venner vilde være med til at udbrede. Men det er slet og kan altsammen bevises. Jeg havde allerede nogen Tid tænkt paa offenlig at fremsætte dette og gjør nu Alvor af det ved at se et Stykke i Dagbladet for 5te Maj fra "Medl. af Frimodts Menighed." Tro disse virkelig at kunne vise alt dette fra sig ved at sige, at deres Ombærere ikke ere Bude "men Mænd, der have tilbudt sig af varm Interesse for Sagen, og at denne varme Interesse maaske kan have drevet enkelte af dem videre, end ønskeligt var." Til denne Adresses Udstædere, der ikke have troet at burde sætte deres Navnc under, retter jeg det Spørgsmaal, om de have ment med alt dette at hædre Frimodts Minde.

Kjøbenhavn, den 6te Maj.
s-r.

(Morgenbladet (København) 7. maj 1879).

Frimodts Efterfølger. Det antages for sikkert, at hidtilværende anden Præst ved Johannes Kirken paa Nørrebro, Pastor Rindom, vil blive første Præst ved Kirken. Pastor Vilh. Beck i Ørslev, for hvem det vistnok vilde have ligget nærmere end for nogen anden at optage og fortsætte Frimodts Gjerning, har i "Den indre Missions Tidende" gjort Rede for Grunden til, at han maatte sige Nej til de gjentagne, sidst med 3,170 Underskrifter støttede Opfordringer om at søge Kaldet efter Frimodt. Fulgte han Opfordringen, vilde han blive saa optaget af Missionens Arbejde i Hovedstaden, at han foruden at opgive den Menighed, han nu i fem Aar har samlet i sit Sognekald Ørslev-Solbjærg og omliggende Egne, ogsaa maatte forlade sin 23aarige Missionsvirksomhed, der strækker sig over næsten det hele Land. Men han har ikke noget Øjeblik kunnet vinde fuld og fast Tro paa, at han for Guds Riges Skyld burde ombytte sin hidtidige Gjerning med Fortsættelsen af Frimodts Virksomhed i Kjøbenhavn.

(Morgenbladet (København) 30. maj 1879).

Stifteren af Indre Mission i København, Pastor Frimodt (1828-1879) er tidligere omtalt i forbindelse med en disput i 1876 med Louis Pio. Frimodt var 1861-1879 den første præst ved Skt. Johannes Kirke på Nørrebro. Hans mindesten står stadig ved Johanneskirken. 

Efterfølgeren Axel Frederik Laurits Rindom (1836-1916) som startede ved Johanneskirken som kateket 1862, har ligeledes en mindesten ved kirken. Han var præst indtil 1902

Den indremissionske Johan Wilhelm Beck (1829-1901) var 1874-1901 præst i Ørslev-Solbjerg. Han havde i 1869 brudt med grundtvigianerne, til fordel for "de helliges samfund". Da Indre Mission var i mindretal, gik han imod menighedsråd med præstevalg. Indre Mission havde en del fremgang da en stor del af det byproletariatet var indvandret fra provinsen. Han skriv om valget i sine "Erindringer": "Jeg turde ikke for den indre Missions Skyld; desuden vilde det blive mig umaadelig svært at forlade Ørslev. De Troende fulgte hjem med mig fra Kirken for at passe paa deres Præst" — der kom nemlig flere Søndage i Træk Udsendinge fra København for at se at overtale ham — men han kunde føje til: "Endog vantro Mennesker bad mig med Taarer i Øjnene: Forlad os ikke!"

Kvindens Anvendelse i Industrien. (Efterskrift til Politivennen)

Vort Standpunkt til Kvindesagen er, som bekendt, det, at Kvinden bør stilles fuldkommen lige med Manden i alle Retninger; men heraf følger, at vi ikke vil have hende stillet højere. Vi vil give hende samme Rettigheder som Manden, men vil samtidig paalægge hende de samme Pligter. Naar Kvinden under de nuværende Forhold anvendes i Industriens Tjeneste, falder det os derfor ikke ind at se skævt til hende, men vi forlanger, at hun skal have samme Løn som den mandlige Arbejder; - faar hun ikke det, kan vi paa ingen Maade billige, men maa tvertimod i høi Grad fordømme hende som en farlig Konkurrent til Manden. Da Samfundet tillige har overmaade stor Interesse af, at Kvindens Moralitet og Sundhed bevares usvækket, fordrer vi endvidere, at hun kun anvendes til Beskæftigelse, ved hvilke hun kan bevare disse for Efterslægten nødvendige Egenskaber. At imidlertid Anvendelsen af Kvinden i Bogtrykindustrien (som i mange andre Fag) er skadelig for Kvindens Sundhed, fremgaar af en Artikel i "Typograf-Tidende", hvoraf vi tillade os at citere Følgende :

Opsynsmanden paa et større Bogtrykkeri berettede: "Sætterinderne maa sidde ned. Jeg har kun kendt en eneste Kvinde, en stærk, kraftig Irlænderinde af ualmindelig Højde, som kunde arbejde ved Kassen ligesom en Mand. Sætterinderne er i Reglen sygelige og lide af Ryg- og Hovedsmerter etc." Paa lignende Maade udtaler en Sætterinde sig: "Vi kan ikke staa ved Kassen; dette formerer vore Hoved- og Rygsmerter og svækker vore Lemmer. Jeg har i fem Aar været ved denne Bestæftigelse, men hyppig har jeg været nødsaget til at afbryde denne. Jeg har aldeles tabt min Farve og er langt fra saa kraftig, som jeg var den Gang jeg begyndte paa dette Arbejde. Jeg har temmelig ofte Brystsmerter og Hoste, som formerer sig, naar jeg en Gang arbejder mere anstrængt end sædvanlig. Jeg kender mange Sætterinder, som klager over samme Lidelser."

"Typ. Tid." bemærker i Slutningen af Artiklen:

"Sandelig, det maa være en Lyst for hine Principaler, som med Forkærlighed beskæftiger kvindelige Sættere, at læse denne Artikel, ti deraf fremgaar det jo paa det Bestemteste, at Kvindernes Anvendelse som Sætterinder medfører deres fysiske Ødelæggelse. Men hvad bryder Kapitalisterne sig om saadanne Smaating, bare deres Pengepung bliver fyldt, saa er de tilfredse, - naar det ene Stykke Arbejdsdyr bliver opslidt, har man Raad til at købe sig et andet !"

Værs'artig, Hr. Ferslew!

(Social-Demokraten 16. april 1879).

Nyt fra Dansk Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

Den vestindiske Kommission, som nu er paa Hjemveien til Europa, har ikke kunnet gjøre de irske Plantere paa Sr. Croix tilpas. De havde af dens Komme ventet, at deres Erstatningskrav strax skulde blive tagne til Følge, og at de ligeledes skulde faa Lov til for Kommissionen at fremføre deres Klage over Guvernøren, hvis Energi og Selvstændighed mishager dem, og da denne Forventning er bleven skuffet, have en Del af dem ved nogle Resolutioner, som vedtoges paa et i Frederikssted afholdt Møde, temmelig tydelig udtalt deres Misfornøielse baade med Kommissionen og med Guvernøren, samtidig med, at de have vedtaget et Andragende til Rigsdagen, hvori de fremstille Aarsagerne til Opstanden paa deres Vis og kræve Erstatning. (Fl. Bl.)

(Nykjøbing Avis (Nykøbing S) 12. april 1879).

Kjøbenhavn den 18de April. Den til Vestindien udsendte Kommission er i dag vendt tilbage hertil, og der vil saaledes formodenligt endnu i denne Rigsdagssamling kunne blive forelagt et Lovforslag om Erstatning til Skadelidte i Anledning af Negeropstanten f. A.; men det vil dog næppe blive store Summer, om hvilke der her vil blive Tale, idet Kommissionens Indstillinger efter Forlydende kun gaae ud paa Erstatning til de Skadelidte i Frederiksted, for hvilken der jo ogsaa syntes at være Stemning i Rigsdagen i Efteraaret. Hvad angaaer Planterne, som jo ved Finansministerens Foranstaltning ere blevne hjulpne ved de saakaldte Bureaulaan, har der næppe nogensinde været Tale om at yde dem Gaver eller Erstatning, men for Beboerne i Frederikssted maa Sagen af flere Grunde stille sig anderledes, idet de Skadelidte her for Størstedelen bestaae af ubemidlede Smaafolk, og hvorledes man end vil dømme om Aarsagerne til Opstanden og om Forholdet mellem Planterne og Negerbefolkningen, saa er det i alt Fald vist, at Indbyggerne i Frederikssted ikke kunne have havt nogensomhelst Skyld i, at det kom til Opstand. At hjælpe dem under Form af Laan vilde ogsaa være urimeligt af den Grund, at de ikke vilde være i Stand til at yde nogensomhelst Sikkerhed for Laanets Tilbagebetaling.

Førerne af de tvende franske Orlogsmænd, som vare tilstede ved St. Croix under Negeropstanden og ydede Hjælp i forskjellige Retninger, ere blevne dekorerede, den Ene, Kaptajn Lefevre, med Dannebrogsordenens Kommandørkors af 1ste, og den Anden, Kaptajn Mayet, med Kommandørkorset af 2den Grad. Derhos har den Næstkommanderende, Løjtnant Esmey, faaet Ridderkorset.

De dansk-vestindiske Øer (Dagbl.). De i Onsdags fra Vestindien modtagne Efterretninger give ikke noget opmuntrende Billede af Situationen i dens Helhed og den paa Øerne herskende Stemning. Som det vil erindres, vedtoges det i Begyndelsen af forrige Maaned paa et i Frederiksted afholdt Møde af Plantere og Andre, at rette en Opfordring til den vestindiske Undersøgelseskommission om at modtage Underskriverne af de vedtagne Resolutioner for at høre deres Udtalelser om Aarsagerne til Oprøret m. m. Der nedsattes tillige et Udvalg til at overrække Kommissionen Resolutionerne og fremsætte den ovenanførte Begjæring. Kommissionen sendte imidlertid Udvalgets Formand, Hr. W. H. Heyliger, et Afslag, som den begrundede ved, at den alt havde taget sin Bestemmelse med Hensyn til de Personer, hvis Forklaring den alt havde anseet det for rigtigt at erholde, og at der allerede var givet en stor Del af Undertegnerne at Resolutionen og navnlig, paa en enkelt Undtagelse nær, alle Medlemmer af Udvalget Lejlighed til at udtale sig for Kommissionen. Det maa indrømmes, at der var meget liden Anledning for Kommissionen til at høre paa en Gjentagelse af de allerede én Gang givne Forklaringer, og var Planternes Mening blot, at de vilde møde i Forening for at give deres Optræden en demonstrativ Karakter, saa er det let forklarligt, at Kommissionen ikke vilde række Haand dertil. Imidlertid vakte selvfølgeligt dens Afslag Misfornøjelse hos Resolutionens Underskrivere, og den 15de Marts afholdtes der i Frederikssted et nyt Møde, paa hvilket der vedtoges en Tak til Udvalget for dets Virksomhed og en Resolution, som beklagede Kommissionens Holdning, hvorhos det besluttedes at indgive et Andragende til Rigsdagen, indeholdende Underskrivernes Klager og deres Begjæring om Erstatning for lidte Tab. Endelig vedtoges det at nedsætte et Slags staaende Velfærdskomite, bestaaende af 23 Medlemmer. - I "St. Croix Av." kritiseres skarpt de fattede Beslutninger og navnlig den Maade, hvorpaa fremmede Undersaatter paa St. Croix have henvendt sig til deres Regjeringer for ved deres Hjælp at faae Erstatning for de ved Opstanden lidte Tab.

"St. Croix Av." er i det Hele i de i Onsdags modtagne polemiske Artikler af en temmelig bitter Karakter. En af Deltagerne i de to Møder har forsvaret de paa disse vedtagne Resolutioner, og andre Indsendere have stærkt angrebet Fællessukkerkogeriets Bestyrelse, ja, en navngiven Indsender har endog udtalt som sin Overbevisning, at, om saa Fællessukkerkogeriet nu fik Rørene for Intet, vilde det ikke kunne betale sig. Af en Artikel af Hr. G. A. Hagemann sees det, at Kolonialraadet i et Møde den 2tde Marts har vægret sig ved at give Fællessukkerkogeriet samme Understøttelse, som næsten alle dets private Kreditoret have ydet, ved at tage Præferenceaktier for dets Tilgodehavender. Hr. Hagemann gjør opmærksom paa, at Aktieselskabet for bemeldte Fabrik oprettedes ene og alene i den Hensigt at hjælpe Øen, at den i det nedlagte Kapital udelukkende er ydet med dette Maal for Øje, at nye Summer ere ydede i samme Øjemed baade af Private og af Moderlandets Regjering, og han beklager meget, at Kolonialraadet samme Dag, som "Nordkap" kom til Kristiansted med de nye Maskindele til Fabriken, fattede den ovennævnte Beslutning, uagtet den forlangte Hjælp ikke paalagde Kolonialkassen nye Forpligtelser. Idet han derhos erindrer om, at han selv har ydet Foretagendet flere Aars Arbejde og sin disponible Kapital, udtaler han sluttelig det Haab, at de, der have støttet det, snart ville saae Løn for deres Bestræbelser. '

- Søndagen den 15de Marts overraktes der højtideligt i et offenligt Lokale i Frederiksted Løjtnant Ostermann en Æressabel fra Beboere af Frederiksted By og Landdistrikt som Paaskjønnelse af det Mod og den Resoluthed, han havde vist ved den 2den Oktober at komme Byen til Undsætning. Sablen var bestilt i en af de bedste Vaabenfabriker i England, Skeden og Fæstet ere af Sølv, og paa den smagfuldt forsirede Klinge findes Løjtnantens Navnetræk og følgende Indskrift: "Skænket Løjtnant H. Ostermann af Beboere i Frederiksted By og Landdistrikt som Bevis paa deres varme Paaskjønnelse af hans raske og modige Optræden under Opstanden paa St. Croix i Oktober 1878." Med Sablen fulgte et Bælte og en Mahognikasse med Metalplade og Navnetræk paa Laaget. Den overraktes ham med en Tale af Pastor du Bois, som tillige bad ham bringe de Soldater, der havde ledsaget ham paa hans Expedition, en Tak for deres flinke og tapre Holdning i Oprørsdagene. Nogle Dage forinden havde Løjtnant Ostermann fra andre Venner modtaget som Hædersgave et Gulduhr med Kjæde.

(Fyens Stiftstidende 19. april 1879).

Ubekendt fotograf: King Street. Gadeparti i Christiansted. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Politidirektør Crone som sin politiker. (Efterskrift til Politivennen)

Motto: Hvorledes kan man lære at kende sig selv? Ikke ved Betragtning, men ved Handling. Forsøg at gere din Pligt, og Du ved straks hvad Du duer til. Goethe.

Herr Politidirekteur, Etatsraad, Ridder og Gud ved hvad, Crone, har uden Tvivl læst disse ovenfor citerede Linjer af Goethe, og for ikke alene at lære sig selv at kende, men for ogsaa at Bourgeoisiet skulde lære at kende, hvad han duede til, skred han til Handling: han fik "Soc -Dem."s Redaktør opkaldt for den offenlige Politiret, fordi denne Redaktør havde optaget et Opraab om at understøtte en trængende Medborger, hvilken Begivenhed har været omtalt i "Soc.-Dem." af 25de Marts d. A., navnlig fordi Hr. Crone eller Politiet, hvem han jo selv gør Fordring paa at repræsentere, samtidig havde undladt at indstævne flere andre Blades Redaktører, navnlig Højre blades, som havde gjort sig skyldig i samme Forseelse, hvilket af nærværende Blads Redaktør omtaltes i bemeldte Blad af 25de Marts, blandt Andet med den Bemærkning, at det saa ud som en Slags Socialistforfølgelse en miniature.

Hr. Crone har villet frigøre sig for denne Antagelse, og har derfor i Gaar ladet Redaktørerne af "Dags-Tel.", "Dagsavisen", "Dagbladet", "Dagens Nyh.", "Folkets Avis" og Venstrebladet "Morgenbladet" opkalde i Københavns Kriminal- og Politirets 1ste Afdeling for at lade dem tildele en Advarsel; men Hr. Crone, der maaske - vi fremsætter det kun som en Formodning - ikke gerne selv vilde have Skyld for at genere navnlig Højrepressen, har som fin Politiker lagt den af os skrevne Artikel af 25de Marts som Grund for Anklagen mod de nævnte Højreblades Redaktører; men ved dette Forsøg har han givet sig selv en overordenlig Blottelse; ti deri ligger en Anerkendelse af, at han ikke uden "Soc.-Dem."s Hjælp ved denne Lejlighed havde været i Stand til at dele Sol og Vind lige for Alle, det være sig "Højre"-, "Venstre"- saavel som demokratiske Blade. Kort sagt, han har indirekte anerkendt, at han ved de til sin Disposition staaende Midler kun har formaaet at holde tilstrækkelig Øje med Bladet "Social- Demokraten", medens de andre Blades Forseelse er af ham bleven aldeles upaaagtede; ti vi antager (og mener, at det ikke er uberettiget), at hvis Politiet har med at paasé den Slags Forseelser, da er det ikke alene "Social-Demokraten" og "Ravnen", men alle udkommende Blade, det samtidig bør have deres Opmærksomhed henvendt paa, men sker det ikke, da maa Politiet eller maaske rettere Hr. Crone ikke have tilstrækkelig Politistyrke til sin Disposition, eller ogsaa maa Hr. Crone og hans Folk mangle tilstrækkelig Dygtighed til at røgte deres Kald, eller til syvende og sidst maa visse Partihensyn have gjort sig gældende (vi kender jo Alle nok Historien om at hænge de Smaa og lade de Store gaa); men da vi fra Slaget paa Fælleden den 5te Maj kender Hr. Crone som en dygtig Karl, og da der naturligvis ikke kan være delte Meninger om hans Upartiskhed, saa bliver Facit selvfølgelig, at Hr. Crone ikke har tilstrækkelige fysiske saa vel som aandelige Kræfter til sin Raadighed, og intet vil derfor være naturligere, end at han fik "Social-Demokraten"s Redaktør udnævnt til Chef for Opdagelsespolitiet, da det, som det har vist sig, har været denne mulig at kontrollere alle Højrebladenes Avertissementer, hvilket, som alt sagt, Hr. Crones hele Hær ikke har været i Stand til.

Hvis Hr. Crone imidlertid ikke skulde beslutte sig til at udnævne "Social-Demokraten"s Redaktør til Chef for Opdagelsespolitiet, hvor han dog sikkert snart vilde være i Stand til at opdage, hvorfor en vis Skoleinspektør, der, saavidt erindres, er født i Grønland, pludselig maatte forlade Danmark, saa anmoder vi Hr. Crone, for sin egen svage Helbreds Skyld, og for sin utilstrækkelige Politistyrkes Skyld, der jo endnu ikke har formaaet at opdage Morderen i Louisegade og Mordforsøget paa Svanemosegaardsvej, om ikke at gøre sig altfor megen Ulejlighed med at iagttage Socialdemokratiet i Danmark samt Bladene "Social-Demokraten" og "Ravnen", der kun kæmper for Sandhed og Ret og aldrig søger at fortrædige andre end Despotismens Haandlangere, Arbejdernes Undertrykkere, samt Svindlens og Krybdyrspressens Repræsentanter i det bestaaende Samfund, som "unter uns gesagt" er pilraaddent.

Vi haaber, at Hr. Crone af hele denne Historie har lært, at han i Grunden ikke er skabt til at være fin Politiker, skønt han har den bedste Vilje dertil. Om hvorvidt hans Forsøg paa at gøre sin Pligt ved først at anklage "Social-Demokraten"s Redaktør og derefter at benytte "Social-Demokraten"s Artikel af 25de Marts som Anklagepunkt mod de andre Redaktører, har vist, om han duer til Noget, det overlader vi Læserne at afgøre, men i vore Øjne staar Hr. Crone, som sagt, ikke som nogen fin Politiker.

(Social-Demokraten 10. april 1879).

Social-Demokraten havde indrykket en annonce til indsamling af penge til en ældre, syg mand. Dette var en overtrædelse af en gammel plakat og forordning hvoraf det fremgik at dette ikke måtte ske uden fattigvæsnets direktions tilladelse. Politiretten gav redaktøren en advarsel. Efter dette påpegede Social-Demokraten at den samme annonce også havde været bragt i de nævnte aviser - uden dog at deres redaktører var tilsagt i retten

Maleren Saxo Wiegell (1843-1909) var i 1877 blevet redaktør efter at Harald Brix havde fået endnu en fængselsdom. Efter at have deltaget som frivillig i Krigen 1864, var han politibetjent i København, fra 1867 i orlogsværftets politikorps. Han fortsatte uddannelsen på Kunstakademiet og tegnede for Brix' ugeblad Ravnen, hvem han afløste som redaktør da denne blev fængslet. Han blev redaktør på Social-Demokraten oktober 1877 og blev 1878 medlem af Socialdemokratisk Forbunds første bestyrelse. Da han i Ravnen bragte en tegning af politiinspektør Hertz i en galge, blev han dømt til 3 måneders fængsel, og med udsigt til flere pga. artikler som den ovenstående rejste han i september 1879 til USA. Hans partifæller i New York rejste en mindesten på hans grav. 

Han blev efterfulgt af Mundberg og Hertz der også fik en fængselsstraf. Med typografen Emil Wiinblad som redaktør fra 1881 fik avisen en redaktør som fortsatte indtil 1911. Mundberg afgik 1881.