Drab. Som vi for nogen Tid siden meddeelte, havde det under Kjøbenhavns Amts nordre Birk arresterede svenskfødte Fruentimmer Botilla Svendsdotter, Huuseier og Arbejdsmand Niels Petersens Enke, afgivet Tilstaaelse om, at hun for c. 2 Aar siden havde ombragt sin Mand paa den Maade, at hun med Voldsomhed havde stødt ham imod en Kakkelovn. Da denne i og for sig lidet troværdige Forklaring om Aflivelsesmaaden ikke fandt nogen Bestyrkelse ved det iøvrigt under Sagen Fremkomne, blev Undersøgelsen imod Botilla Svendsdotter fortsat, og under de senere optagne Forhør har hun nu for Forhørsdommeren, Cancelliraad Schow, afgivet en fuldstændig og aabenhjertig Tilstaaelse om sin Forbrydelse.
Botilla Svendsdotter er født den 1ste Marts 1830 i Bleking i Sverige og hendes Forældre vare ret velhavende Gaardmandsfolk. I 1850 kom hun til Danmark af Lyst til at see sig om i Verden og ernærede sig derefter i flere Aar her i Byen som Tjenestepige, indtil hun den 6te Juli 1862 blev gift med sin et Par Aar yngre Mand, den afdøde Niels Petersen, hvem hun fødte 2 Børn. Om Efteraaret 1862 kjøbte hendes Mand det Botilla endnu tilhørende Sted i Damtofte ved Ordrup, og da han var en flink Arbejdsmand (Muurhaandlanger) og hun en huusholderisk Kone, sloge de sig ret taaleligt igjennem. Forholdet mellem Ægtefællerne havde dog vistnok aldrig været videre godt, og da i Begyndelsen af Aaret 1876 Arbeidsmand Christian Christoffersen, for hvem Botilla snart fattede Tilbøielighed, kom til at logere hos dem, vendte hun sig ganske fra sin Mand, hvem hun, navnlig i den sidste Vinter før hans Død (den 26de Marts 1877), behandlede mindre godt, gav slet Kost o. s. v. Afdøde Niels Petersen var en skikkelig, flittig, stræbsom og ædruelig, men rigtignok noget enfoldig Mand, der sled og slæbte for sin ikke saa lille Huusstand, til hvilken lidt efter lidt Christoffersen, der ofte var uden Arbeide og i saa Fald levede paa Niels Petersens Bekostning i Huset, kom til at høre. Aftenen for den Nat, da Niels Petersen blev dræbt af sin Hustru, en Lørdag Aften, sad Niels Petersen, der var glad og fornøiet over, at hans Mester den Aften havde givet ham Lønningsforhøielse, tilligemed Christoffersen og en anden Logerende samt en dem besøgende Muursvend og spillede Kort samt tømte i Forening en af Niels Petersen medbragt Champagneflaske, fuld af Brændeviin, hvoraf de bleve meer eller mindre beskjænkede. Omtrent Kl. 10 a 10½ gik de alle til Ro, medens Muursvenden gik hjem. De to Logerende lagde sig i Sengen i et Kammer, Niels Petersen deelte Sengen, der stod i Stuen, med sin 14aarige Søn Christian, og Botilla lagde sig som sædvanligt paa et paa Sophaen i samme Stue redet Natteleie. Henpaa Natten kom Niels Petersen og Botilla i Strid sammen, under hvilken Manden efter Botillas Forklaring greb fat i hende, saa at de begge tumlede om paa Gulvet, hvor det kom til forskjellige mindre Haandgribeligheder. Efterat de begge havde reist sig op, greb Niels Petersen sin Hustru med den ene Haand i Nakken og i Haaret og stødte hendes Hoved mod en lukket Dør, der førte ud til Kjøkkenet. Skjøndt hun ikke havde nogen Meen heraf, blev hun dog meget harmfuld paa sin Mand over denne Behandling, hvilken hun dog burde tilskrive sig selv paa Grund af den Adfærd, hun sædvanligviis udviste mod sin Mand, idet hans Handling maa betragtes som et Udbrud af en længe tilbageholdt Forbittrelse og Misfornøjelse med den krænkende Tilsidesættelse og slette Behandling, han maatte lide af sin Ægtefælle. Imidlertid blev Botilla meget hidsig over dette Stød imod Døren, hvorfor hun, uden nærmere at tænke over Følgerne, stødte, eller som hun udtrykker sig, "rendte sin Mand mod Kakkelovnen", hvorved han slog den høire Side af Hovedet eller Tindingen mod Kakkelovnens øverste skarpe Kant. Han snublede derved og faldt over mod Sengen og ned paa Gulvet, hvor han kom til at ligge paa Ryggen. Han kunde dog imidlertid reise sig op paa Knæene, og idet han bagfra trak hende i Klæderne, fik han hende revet ned til sig paa Gulvet, hvor derpaa Brydningen fortsattes. Botilla har nu udsagt, at hendes Mand greb hende med den ene Haand i Halsen, medens han med den anden forsøgte at holde hende for Munden for at forhindre i at tilkalde Hjælp, men derefter lykkedes det hende at komme ovenpaa, og idet hun nu lagde begge sine Knæ paa hans Bryst, greb hun, der efter det Oplyste er begavet med ganske ualmindelig store physiske Kræfter, sin Mand med begge sine Hænder i Halsen og trykkede til med al sin Magt, medens han laa med Nakken mod Gulvet. Hendes Mand forsøgte vel strax at bortfjerne hendes Hænder fra sin Hals, men da han, der i den sidste Tid var bleven noget svag og afkræftet, ikke formanede at befrie sig for hende, greb han hende med sine Hænder i hendes Sider, for at faae hende bort, men da hans Tag imidlertid pludselig slappedes, slap hun ogsaa sit Tag i Halsen paa ham. Uden at bryde sig videre om sin Mand, som hun saae blive liggende ganske stille og ubevægelig paa Gulvet, og som hun dengang troede blot var besvimet, gik hun atter tilsengs og sov nu efter sin Forklaring roligt ind til henad Morgenstunden. Men da hun vaagnede og saae ham endnu ligge udstrakt paa Gulvet paa det samme Sted, stod hun op og saae til ham, og da hun ved at føle paa ham, fandt, at han var iskold, og, ved at forsøge paa at reise ham op, opdagede, at han alt var dødsstiv, sluttede hun deraf, at han var død, hvilket hun dog ikke nærmere undersøgte, ligesom hun heller ikke foretog Noget for mulig at gjenoplive ham. For at skjule sin Gjerning besluttede hun derimod at give Dødsfaldet Udseende af et Selvmord, hvorfor hun anbragte ham i hængende Stilling paa Sengestolpens øverste Stykke. Hun kaldte derefter paa de to Logerende, der laae og sov i Kamret, men strax kom til og skar Afdøde ned. Botilla havde imidlertid ikke ved Hængningsmaaden tænkt tilstrækkeligt over, at det maatte see ud, som om hendes Mand selv havde hængt sig; thi ved først at anbringe Løkken om Mandens Hals og derefter surre Rebet om Sengestolpen, der er meget lav, blev Afstanden eller Rebets Længde mellem Halsen og Sengestolpen saa kort, at den Afdøde ikke vilde have kunnet faae sit Hoved igjennem Løkken, og dette var en Omstændighed, som senere i høi Grad bestyrkede den imod hende opslaaede Mistanke. Med Hensyn til Sønnen Christian, der sov i Sengen hos Faderen, da har Drengen vedholdende benægtet at have hørt det Allermindste til nogen natlig Stol eller Uro; men han er en meget svagelig Dreng, der paa den Tid var meget svag og afkræftet, og navnlig kunde sove fast vedholdende og længe. Derimod havde nogle Beboere af Lejligheden ovenpaa samt en Nabofamilie vel hørt nogen Støi i Niels Petersens Stue den omhandlede Nat, men Ingen tænkte videre derover, thi der var saa tidt Spectakel nedenunder.
Ved det efter Dødsfaldet foretagne Visum, fandtes der tvende svage Strangulationsfurer paa Ligets Hals, men efter Distriktslægens Erklæring kunne saadanne ogsaa fremkomme, naar et Lig ophænges et Par Timer efter Døden, medens han derhos har udtalt, at ingen saadanne Strangulationsfurer kunne fremtomme ved en Kvælning med Hænderne.
De optagne Forhør ere nu sluttede, og der er af Sjællands Stiftamt blevet beordret Action anlagt mod Botilla Svendsdatter for at have skilt sin Mand ved Livet.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juni 1879).
Drabet i Ordrup. Den 29de Marts 1877 indkom Anmeldelse til Nordre Birks Kontor, at Husmand Niels Pedersen i Ordrup havde aflivet sig ved Hængning. Undersøgelse indlededes; men efter en Fogedforretning paa Politikontoret i Lyngby og et Politiforhør paa Tinghuset sluttedes Sagen. Kort efter Mandens Død forlod hans Hustru, den 47aarige Botilla Svendsdotter, ogsaa kaldet Mathilde Svensson eller Svendsen, deres Hus i Ordrup for at tage Ophold i og ved Kjøbenhavn; først i Begyndelsen af Februar f. A, da hun vendte tilbage til Huset, antog Rygterne om, at hun i Forbindelse med en tidligere Logerende, med hvem hun efter Mandens Død skulde have levet sammen, havde taget Manden af Dage, en saa bestemt Karakter, at Politiet paa ny satte sig i Bevægelse og anholdt saavel hende som den Logerende. I længere Tid nægtede hun baade sin Skyld i Mandens Død og sit usædelige Forhold til den Logerende; endelig indrømmede hun det sidste, og derefter tilstod hun: Natten til den 25de Marts 1877 var opstaaet en Uenighed mellem hende og Manden, som følte til et Haandgemæng mellem dem paa Gulvet af deres Sovekammer. Efter at de havde tumlet en Del omkring, havde hun taget Manden bagfra i Skuldrene og kastet ham fra sig med al Magt, saa at han tørnede mod Kakkelovnens øverste Kant med den højre Side af Hovedet eller Tindingen, og derved faldt omkuld. Derefter havde han rejst sig og søgt ind paa hende, hvorefter hun havde taget ham med begge Hænder i Halsen, som hun trykkede til af al Magt. Hun slap først Taget, da hun mærkede, at han var rolig, hvorefter hun gik i Seng i den Tro, at han var besvimet, og sov til henad Morgenstunden. Da hun saa Manden ligge paa Gulvet i samme Stilling, kunde hun nok vide, at han ikke var besvimet, men død af hendes Tag i Halsen, og da han til Dels var dødsstiv og ganske iskold, bandt hun ham op til Sengestolpen med et Reb om Halsen, for at give det Udseende af, at han havde hængt sig selv, hvorpaa hun kaldte paa den ovennævnte og en anden hos dem logerende Mandsperson, der kom til og skar den Afdøde ned.
Da det iøvrigt Oplyses, navnlig den Maade, hvorpaa Liget var ophængt paa Sengestolpen, bestemt talte imod et Selvmord, maatte det saaledes efter samtlige foreliggende Omstændigheder antages, at Arrestantinden havde foraarsaget Mandens Død. Den Person, med hvem hun havde staaet i utilladeligt Forhold baade før og efter Mandens Død, og som nu, efter at være bleven løsladt, var udvandret til Amerika, havde ogsaa forklaret, at han efter hendes Udtalelser til ham antog, at hun vilde dræbe sin Mand, og at hun havde spurgt ham, om han vilde ægte hende, hvis Manden døde. Distriktslægen erklærede, at han ned sit Syn over Liget havde sundet en meget svag, til Dels dobbelt Strangulationsfure paa Halsens Forflade, som ikke passede til det foreviste Reb; en saadan Fure kunde fremkomme, naar et Lig ophængtes et Par Timer efter Døden, men ikke ved Kvælning med Hænderne.
Paa Foranledning af Overretten foretoges en ny Undersøgelse af Sagen. Arrestantinden fastholdt sin Forklaring med Tilføjende, at hun satte Enderne af sine Tommelfingre mod hinanden, medens hun lagde begge Hænderne om Mandens Hals, en paa hver Side af denne, saavidt de kunde strække, hvorhos hun trykkede Enden af Tommelfingrene haardt imod hans Strube, paa hvilken Trykket saaledes, navnlig paa Grund af hendes Stilling, blev haardest, samt at hun vedblev med dette Tryk, indtil han slap sit Greb paa hende og laa stille. Hertil bemærkede Distriktslægen i en ny Erklæring, at det vel ganske i Almindelighed var sikkert, at et Menneskes Død kunde bevirkes ved Tryk af en andens Tommelfingre mod dets Strube, men at en Jævnførelse af Arrestantindens Forklaring om hendes Mands Dødsmaade og det ved Ligssynet Oplyste viste saa betydelige Uoverensstemmelser, at der formentlig ikke kunde være Tvivl om, at hendes Forklaring i væsenlige Punkter var rigtig. F. Ex : Ikke blot svarede den omtalte Fure ikke til det opgivne Reb (med Hensyn til hvilket tilstrækkelig paalidelige nærmere Oplysninger for Resten ikke kunde erhværves), men derhos fandtes der aldeles ingen Mærker paa Halsen af det med alle 10 Fingre anvendte stærke Tryk. Arrestantinden fastholdt imidlertid i Et og alt sit Tidligere. - Det kgl. Sundhedskollegium, hvis Mening Overretten æskede, erklærede sig enigt med Distriktslægen i, at der var stærke Grunde til Mistanke om, at hendes Forklaring i væsenlige Punkter afveg fra Sandheden. Det var vel ikke umuligt, at et Menneskes Død kunde bevirkes paa den angivne Maade, og visse Enkeltheder i Forklaringen syntes at vidne om en virkelig gjort Erfaring om, hvorledes Manden, da hun i nogen Tid - som hun syntes ikke ret længe - havde holdt sine Hænder trykkede sammen om hans Strube, pludselig slap sit Tag og derefter laa stille. Men et saadant fuldført Drab plejede dog at efterlade kjendelige Mærker af Fingrenes Tryk paa Ligets Hals, og det var noget usandsynligt, at disse skulde kunne savnes, naar, som her, Drabet var udført paa en kraftig Person med fuld Bevidsthed og uhindret Modstandsevne, ligesom det allerede i sig selv var usandsynligt, at det skulde være lykkedes Arrestantinden alene paa denne Maade at overvælde Manden, som i ethvert Tilfælde ikke kunde antages at have været hende meget underlegen i fysisk Styrke.
Om det nu end herefter maatte anses for tvivlsomt, om Døden var bevirket paa den af Arrestantinden angivne Maade, og, skjønt der navnlig hvilede en stærk Mistanke paa hende om forsætlig at have skilt sin Mand ved Livet, saa fandt Landsover- samt Hof- og Stadsretten, der i Tirsdags paakjendte Sagen, dog ikke aldeles afgjørende Grunde til at forkaste hendes Forklaring, og denne blev derfor lagt til Grund til at betragte det af hende udviste Forhold som Nødværge, var der saa meget mindre Føje, som hun efter sit eget Udsagn var i Besiddelse af meget store Legemskræfter og derhos ikke havde kaldt til Hjælp de to Personer, som sov i det tilstødende Værelse.
Arrestantinden, der ikke tidligere er straffet heri Landet, blev derfor ved Overrettens Dom anset efter Straffelovens § 188 *) med Forbedringshusarbejde i 5 Aar. Ved Underretten var hun efter samme idømt Tugthusarbejde i 8 Aar.
*) "Har en forsætlig udøvet Legemsfornærmelse haft Døden til Følge, og den Skyldige, skjønt han ikke har villet Døden, dog har maattet forudse denne som en rimelig eller ikke usandsynlig Følge, anses han med Strafarbejde fra 2 og 12 Aar"
(Morgenbladet (København) 31. januar 1880).
Botilla Svendsdotter blev ved underretten dømt efter straffelovens § 188 ("legemsfornærmelse med Døden til følge") til tugthusarbejde i 8 år (rammen var 2 til 12 år), mens overrettens dom i januar 1880 efter samme paragraf lød på 5 års forbedringshusarbejde. Husmand Niels Petersens og Botilla Svendsdotters ejendom matrikelnummer 6 bg i Ordrup blev sat på auktion i juni 1880.
