Botilla Svendsdotter og Niels Petersen. (Efterskrift til Politivennen)

Drab. Som vi for nogen Tid siden meddeelte, havde det under Kjøbenhavns Amts nordre Birk arresterede svenskfødte Fruentimmer Botilla Svendsdotter, Huuseier og Arbejdsmand Niels Petersens Enke, afgivet Tilstaaelse om, at hun for c. 2 Aar siden havde ombragt sin Mand paa den Maade, at hun med Voldsomhed havde stødt ham imod en Kakkelovn. Da denne i og for sig lidet troværdige Forklaring om Aflivelsesmaaden ikke fandt nogen Bestyrkelse ved det iøvrigt under Sagen Fremkomne, blev Undersøgelsen imod Botilla Svendsdotter fortsat, og under de senere optagne Forhør har hun nu for Forhørsdommeren, Cancelliraad Schow, afgivet en fuldstændig og aabenhjertig Tilstaaelse om sin Forbrydelse.

Botilla Svendsdotter er født den 1ste Marts 1830 i Bleking i Sverige og hendes Forældre vare ret velhavende Gaardmandsfolk. I 1850 kom hun til Danmark af Lyst til at see sig om i Verden og ernærede sig derefter i flere Aar her i Byen som Tjenestepige, indtil hun den 6te Juli 1862 blev gift med sin et Par Aar yngre Mand, den afdøde Niels Petersen, hvem hun fødte 2 Børn. Om Efteraaret 1862 kjøbte hendes Mand det Botilla endnu tilhørende Sted i Damtofte ved Ordrup, og da han var en flink Arbejdsmand (Muurhaandlanger) og hun en huusholderisk Kone, sloge de sig ret taaleligt igjennem. Forholdet mellem Ægtefællerne havde dog vistnok aldrig været videre godt, og da i Begyndelsen af Aaret 1876 Arbeidsmand Christian Christoffersen, for hvem Botilla snart fattede Tilbøielighed, kom til at logere hos dem, vendte hun sig ganske fra sin Mand, hvem hun, navnlig i den sidste Vinter før hans Død (den 26de Marts 1877), behandlede mindre godt, gav slet Kost o. s. v. Afdøde Niels Petersen var en skikkelig, flittig, stræbsom og ædruelig, men rigtignok noget enfoldig Mand, der sled og slæbte for sin ikke saa lille Huusstand, til hvilken lidt efter lidt Christoffersen, der ofte var uden Arbeide og i saa Fald levede paa Niels Petersens Bekostning i Huset, kom til at høre. Aftenen for den Nat, da Niels Petersen blev dræbt af sin Hustru, en Lørdag Aften, sad Niels Petersen, der var glad og fornøiet over, at hans Mester den Aften havde givet ham Lønningsforhøielse, tilligemed Christoffersen og en anden Logerende samt en dem besøgende Muursvend og spillede Kort samt tømte i Forening en af Niels Petersen medbragt Champagneflaske, fuld af Brændeviin, hvoraf de bleve meer eller mindre beskjænkede. Omtrent Kl. 10 a 10½ gik de alle til Ro, medens Muursvenden gik hjem. De to Logerende lagde sig i Sengen i et Kammer, Niels Petersen deelte Sengen, der stod i Stuen, med sin 14aarige Søn Christian, og Botilla lagde sig som sædvanligt paa et paa Sophaen i samme Stue redet Natteleie. Henpaa Natten kom Niels Petersen og Botilla i Strid sammen, under hvilken Manden efter Botillas Forklaring greb fat i hende, saa at de begge tumlede om paa Gulvet, hvor det kom til forskjellige mindre Haandgribeligheder. Efterat de begge havde reist sig op, greb Niels Petersen sin Hustru med den ene Haand i Nakken og i Haaret og stødte hendes Hoved mod en lukket Dør, der førte ud til Kjøkkenet. Skjøndt hun ikke havde nogen Meen heraf, blev hun dog meget harmfuld paa sin Mand over denne Behandling, hvilken hun dog burde tilskrive sig selv paa Grund af den Adfærd, hun sædvanligviis udviste mod sin Mand, idet hans Handling maa betragtes som et Udbrud af en længe tilbageholdt Forbittrelse og Misfornøjelse med den krænkende Tilsidesættelse og slette Behandling, han maatte lide af sin Ægtefælle. Imidlertid blev Botilla meget hidsig over dette Stød imod Døren, hvorfor hun, uden nærmere at tænke over Følgerne, stødte, eller som hun udtrykker sig, "rendte sin Mand mod Kakkelovnen", hvorved han slog den høire Side af Hovedet eller Tindingen mod Kakkelovnens øverste skarpe Kant. Han snublede derved og faldt over mod Sengen og ned paa Gulvet, hvor han kom til at ligge paa Ryggen. Han kunde dog imidlertid reise sig op paa Knæene, og idet han bagfra trak hende i Klæderne, fik han hende revet ned til sig paa Gulvet, hvor derpaa Brydningen fortsattes. Botilla har nu udsagt, at hendes Mand greb hende med den ene Haand i Halsen, medens han med den anden forsøgte at holde hende for Munden for at forhindre i at tilkalde Hjælp, men derefter lykkedes det hende at komme ovenpaa, og idet hun nu lagde begge sine Knæ paa hans Bryst, greb hun, der efter det Oplyste er begavet med ganske ualmindelig store physiske Kræfter, sin Mand med begge sine Hænder i Halsen og trykkede til med al sin Magt, medens han laa med Nakken mod Gulvet. Hendes Mand forsøgte vel strax at bortfjerne hendes Hænder fra sin Hals, men da han, der i den sidste Tid var bleven noget svag og afkræftet, ikke formanede at befrie sig for hende, greb han hende med sine Hænder i hendes Sider, for at faae hende bort, men da hans Tag imidlertid pludselig slappedes, slap hun ogsaa sit Tag i Halsen paa ham. Uden at bryde sig videre om sin Mand, som hun saae blive liggende ganske stille og ubevægelig paa Gulvet, og som hun dengang troede blot var besvimet, gik hun atter tilsengs og sov nu efter sin Forklaring roligt ind til henad Morgenstunden. Men da hun vaagnede og saae ham endnu ligge udstrakt paa Gulvet paa det samme Sted, stod hun op og saae til ham, og da hun ved at føle paa ham, fandt, at han var iskold, og, ved at forsøge paa at reise ham op, opdagede, at han alt var dødsstiv, sluttede hun deraf, at han var død, hvilket hun dog ikke nærmere undersøgte, ligesom hun heller ikke foretog Noget for mulig at gjenoplive ham. For at skjule sin Gjerning besluttede hun derimod at give Dødsfaldet Udseende af et Selvmord, hvorfor hun anbragte ham i hængende Stilling paa Sengestolpens øverste Stykke. Hun kaldte derefter paa de to Logerende, der laae og sov i Kamret, men strax kom til og skar Afdøde ned. Botilla havde imidlertid ikke ved Hængningsmaaden tænkt tilstrækkeligt over, at det maatte see ud, som om hendes Mand selv havde hængt sig; thi ved først at anbringe Løkken om Mandens Hals og derefter surre Rebet om Sengestolpen, der er meget lav, blev Afstanden eller Rebets Længde mellem Halsen og Sengestolpen saa kort, at den Afdøde ikke vilde have kunnet faae sit Hoved igjennem Løkken, og dette var en Omstændighed, som senere i høi Grad bestyrkede den imod hende opslaaede Mistanke. Med Hensyn til Sønnen Christian, der sov i Sengen hos Faderen, da har Drengen vedholdende benægtet at have hørt det Allermindste til nogen natlig Stol eller Uro; men han er en meget svagelig Dreng, der paa den Tid var meget svag og afkræftet, og navnlig kunde sove fast vedholdende og længe. Derimod havde nogle Beboere af Lejligheden ovenpaa samt en Nabofamilie vel hørt nogen Støi i Niels Petersens Stue den omhandlede Nat, men Ingen tænkte videre derover, thi der var saa tidt Spectakel nedenunder.

Ved det efter Dødsfaldet foretagne Visum, fandtes der tvende svage Strangulationsfurer paa Ligets Hals, men efter Distriktslægens Erklæring kunne saadanne ogsaa fremkomme, naar et Lig ophænges et Par Timer efter Døden, medens han derhos har udtalt, at ingen saadanne Strangulationsfurer kunne fremtomme ved en Kvælning med Hænderne.

De optagne Forhør ere nu sluttede, og der er af Sjællands Stiftamt blevet beordret Action anlagt mod Botilla Svendsdatter for at have skilt sin Mand ved Livet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juni 1879).

Drabet i Ordrup. Den 29de Marts 1877 indkom Anmeldelse til Nordre Birks Kontor, at Husmand Niels Pedersen i Ordrup havde aflivet sig ved Hængning. Undersøgelse indlededes; men efter en Fogedforretning paa Politikontoret i Lyngby og et Politiforhør paa Tinghuset sluttedes Sagen. Kort efter Mandens Død forlod hans Hustru, den 47aarige Botilla Svendsdotter, ogsaa kaldet Mathilde Svensson eller Svendsen, deres Hus i Ordrup for at tage Ophold i og ved Kjøbenhavn; først i Begyndelsen af Februar f. A, da hun vendte tilbage til Huset, antog Rygterne om, at hun i Forbindelse med en tidligere Logerende, med hvem hun efter Mandens Død skulde have levet sammen, havde taget Manden af Dage, en saa bestemt Karakter, at Politiet paa ny satte sig i Bevægelse og anholdt saavel hende som den Logerende. I længere Tid nægtede hun baade sin Skyld i Mandens Død og sit usædelige Forhold til den Logerende; endelig indrømmede hun det sidste, og derefter tilstod hun: Natten til den 25de Marts 1877 var opstaaet en Uenighed mellem hende og Manden, som følte til et Haandgemæng mellem dem paa Gulvet af deres Sovekammer. Efter at de havde tumlet en Del omkring, havde hun taget Manden bagfra i Skuldrene og kastet ham fra sig med al Magt, saa at han tørnede mod Kakkelovnens øverste Kant med den højre Side af Hovedet eller Tindingen, og derved faldt omkuld. Derefter havde han rejst sig og søgt ind paa hende, hvorefter hun havde taget ham med begge Hænder i Halsen, som hun trykkede til af al Magt. Hun slap først Taget, da hun mærkede, at han var rolig, hvorefter hun gik i Seng i den Tro, at han var besvimet, og sov til henad Morgenstunden. Da hun saa Manden ligge paa Gulvet i samme Stilling, kunde hun nok vide, at han ikke var besvimet, men død af hendes Tag i Halsen, og da han til Dels var dødsstiv og ganske iskold, bandt hun ham op til Sengestolpen med et Reb om Halsen, for at give det Udseende af, at han havde hængt sig selv, hvorpaa hun kaldte paa den ovennævnte og en anden hos dem logerende Mandsperson, der kom til og skar den Afdøde ned.

Da det iøvrigt Oplyses, navnlig den Maade, hvorpaa Liget var ophængt paa Sengestolpen, bestemt talte imod et Selvmord, maatte det saaledes efter samtlige foreliggende Omstændigheder antages, at Arrestantinden havde foraarsaget Mandens Død. Den Person, med hvem hun havde staaet i utilladeligt Forhold baade før og efter Mandens Død, og som nu, efter at være bleven løsladt, var udvandret til Amerika, havde ogsaa forklaret, at han efter hendes Udtalelser til ham antog, at hun vilde dræbe sin Mand, og at hun havde spurgt ham, om han vilde ægte hende, hvis Manden døde. Distriktslægen erklærede, at han ned sit Syn over Liget havde sundet en meget svag, til Dels dobbelt Strangulationsfure paa Halsens Forflade, som ikke passede til det foreviste Reb; en saadan Fure kunde fremkomme, naar et Lig ophængtes et Par Timer efter Døden, men ikke ved Kvælning med Hænderne.

Paa Foranledning af Overretten foretoges en ny Undersøgelse af Sagen. Arrestantinden fastholdt sin Forklaring med Tilføjende, at hun satte Enderne af sine Tommelfingre mod hinanden, medens hun lagde begge Hænderne om Mandens Hals, en paa hver Side af denne, saavidt de kunde strække, hvorhos hun trykkede Enden af Tommelfingrene haardt imod hans Strube, paa hvilken Trykket saaledes, navnlig paa Grund af hendes Stilling, blev haardest, samt at hun vedblev med dette Tryk, indtil han slap sit Greb paa hende og laa stille. Hertil bemærkede Distriktslægen i en ny Erklæring, at det vel ganske i Almindelighed var sikkert, at et Menneskes Død kunde bevirkes ved Tryk af en andens Tommelfingre mod dets Strube, men at en Jævnførelse af Arrestantindens Forklaring om hendes Mands Dødsmaade og det ved Ligssynet Oplyste viste saa betydelige Uoverensstemmelser, at der formentlig ikke kunde være Tvivl om, at hendes Forklaring i væsenlige Punkter var rigtig. F. Ex : Ikke blot svarede den omtalte Fure ikke til det opgivne Reb (med Hensyn til hvilket tilstrækkelig paalidelige nærmere Oplysninger for Resten ikke kunde erhværves), men derhos fandtes der aldeles ingen Mærker paa Halsen af det med alle 10 Fingre anvendte stærke Tryk. Arrestantinden fastholdt imidlertid i Et og alt sit Tidligere. - Det kgl. Sundhedskollegium, hvis Mening Overretten æskede, erklærede sig enigt med Distriktslægen i, at der var stærke Grunde til Mistanke om, at hendes Forklaring i væsenlige Punkter afveg fra Sandheden. Det var vel ikke umuligt, at et Menneskes Død kunde bevirkes paa den angivne Maade, og visse Enkeltheder i Forklaringen syntes at vidne om en virkelig gjort Erfaring om, hvorledes Manden, da hun i nogen Tid - som hun syntes ikke ret længe - havde holdt sine Hænder trykkede sammen om hans Strube, pludselig slap sit Tag og derefter laa stille. Men et saadant fuldført Drab plejede dog at efterlade kjendelige Mærker af Fingrenes Tryk paa Ligets Hals, og det var noget usandsynligt, at disse skulde kunne savnes, naar, som her, Drabet var udført paa en kraftig Person med fuld Bevidsthed og uhindret Modstandsevne, ligesom det allerede i sig selv var usandsynligt, at det skulde være lykkedes Arrestantinden alene paa denne Maade at overvælde Manden, som i ethvert Tilfælde ikke kunde antages at have været hende meget underlegen i fysisk Styrke.

Om det nu end herefter maatte anses for tvivlsomt, om Døden var bevirket paa den af Arrestantinden angivne Maade, og, skjønt der navnlig hvilede en stærk Mistanke paa hende om forsætlig at have skilt sin Mand ved Livet, saa fandt Landsover- samt Hof- og Stadsretten, der i Tirsdags paakjendte Sagen, dog ikke aldeles afgjørende Grunde til at forkaste hendes Forklaring, og denne blev derfor lagt til Grund til at betragte det af hende udviste Forhold som Nødværge, var der saa meget mindre Føje, som hun efter sit eget Udsagn var i Besiddelse af meget store Legemskræfter og derhos ikke havde kaldt til Hjælp de to Personer, som sov i det tilstødende Værelse.

Arrestantinden, der ikke tidligere er straffet heri Landet, blev derfor ved Overrettens Dom anset efter Straffelovens § 188 *) med Forbedringshusarbejde i 5 Aar. Ved Underretten var hun efter samme idømt Tugthusarbejde i 8 Aar. 

*) "Har en forsætlig udøvet Legemsfornærmelse haft Døden til Følge, og den Skyldige, skjønt han ikke har villet Døden, dog har maattet forudse denne som en rimelig eller ikke usandsynlig Følge, anses han med Strafarbejde fra 2 og 12 Aar"

(Morgenbladet (København) 31. januar 1880).

Botilla Svendsdotter blev ved underretten dømt efter straffelovens § 188 ("legemsfornærmelse med Døden til følge") til tugthusarbejde i 8 år (rammen var 2 til 12 år), mens overrettens dom i januar 1880 efter samme paragraf lød på 5 års forbedringshusarbejde. Husmand Niels Petersens og Botilla Svendsdotters ejendom matrikelnummer 6 bg i Ordrup blev sat på auktion i juni 1880.

Seier Malling Emil Holm 1828-1913. 1/3 Borgmester i Vordingborg. (Efterskrift til Politivennen)

Seier Malling Emil Holm (1828-1913) fulgte i sin far, birkedommer, senere byskriver Jørgen Nis Holm og Wilhelmine Augusta Meyer. Han blev student 1846. Han meldte sig som frivillig menig i Krigen 1848-1851 og var med i starten, men fik ret hurtigt tyfus og blev hjemsendt. I 1899 var han en af de få overlevende veteraner og var såvel det år som i 1909 skåludbringer i anledning af 50 og 60 året for slaget ved Kolding:

Ved veteranfesten i Kolding i 1899 i anledning af slaget ved Kolding den 23. april 1849 var han blandt skåltalerne hvor han udtalte: Det er al Tid tungt at skulle trække sig tilbage, og nu kommer ogsaa snart den Tid, da der bliver blæst Signal til Ryes Brigade for de øvrige, men det er vort Haab, at der efter os kommer en Slægt, der vil føle den samme Aand som i 48. Det er med Glæde og Begejstring, jeg har set, at Børnene i Dag deltog i Processionen. Gid der al Tid maa være Kvinder, som brige Fædrelandskjærligheden til Børnene. En Skaal for Kvinden! (Hurra!).

Efter krigen blev han cand.jur. 1855. Han blev 1856 ansat som fuldmægtig i Københavns Kriminal- og Politiret, i 1865 ekspedient i Højesterets ekspeditionskontor og 1872-1883 byfoged i Præstø samt birkedommer og -skriver i Vordingborg Nordre birk og borgmester i Præstø. 

Den politiske ufordragelighed har i disse Dage givet sig tilkende ogsaa i Præstø, hvor Borgmester Malling-Holm er bleven saa betagen af politisk Avind mod Udgiveren af Byens Avis, Hr. Jul. Stilling, at han paa forskjellig Maade har taget Anledning til at skade og krænke ham, bl. A. ved at unddrage Byens Bogtrykkeri al kommunalt Arbeide. Endskjøndt Byens Avis synes at tage sig dette nærmere end det strengt taget kan findes fornødent, saa er det dog ganske rigtigt, at da Eieren af Bogtrykkeriet yder en stor Skat til Byen og iøvrigt deltager i de kommunale Byrder, saa er det upassende, at lade det Arbeide, som kan udføres af Byens Borgere, tilflyde Folk i andre Byer. Naar de, kom burde gaa foran og give et godt Exempel i Retning af det Passerede, saa viser det, hvad vi før have henpeget paa, at det hyppigt viser sig at være daarligt bevendt med den politiske Opdragelse her i Landet, ikke mindst i de Samfundslag, hvor den burde være bedre. (Mdf. Av.)

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 2. januar 1874)

Fra Torvet i Præstø. Nutidigt foto, Erik Nicolaisen Høy (2023).

Præstø Handværker- og Borgerforening, stiftet 1859 af bl. a. redaktør Julius Stilling. Redaktør Julius Stilling Håndværkerforeningens formand 1873 - 1877

8. februar 1875 idømte Den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret Malling-Holm dagbøder a 2 kr. indtil han meddelte forbrugsforeningen næringsbevis. Dommen fik principiel betydning for andre brugsforeninger. Året efter stadfæstede Højesteret dommen, se indslaget herom: Forbrugsforeningen i Mehrn. (Efterskrift til Politivennen)

Forbudt Søndagsmøde. Ludvig Mortensen fra Marbjærg holdt i Følge "Præsis Av." i Løverdags et godt besøgt Møde i en af Kallehave Sogns Skoler og vilde i Søndags fortsælle dette i en anden af Sognets Skoler; men en tjenstvillig Aand havde meddelt det for Øvrigheden i Præstø. Da der var samler omtrent et halvt Hundrede Mennesker i Skolen, slog Herredsfoged Malling-Holm med sin Fuldmægtig ned som et Lyn og splittede Forsamlingen ad. For at høre lidt paa Tordenvejret kom der en mild Pladskregn gag efter, idet Herredsfogden erklærede, at han ikke vilde notere de Enkeltes Navne og gjøre dem "ulykkelige", da de vel ikke havde vidst, at det var ulovligt at holde Møde om Søndagen, uden at have anmeldt det for Politiet. Flere af Deltagerne takkede ydmygt og rørt for denne Naade og - samlede sig næste Aften i dobbelt saa stort Antal.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 29. oktober 1875).

Politiets Overmand. Indbrudstyven Peter Martin Christiansen har igjen i Tirsdags og i Onsdags taget et Par skikkelige Mand, der er ansat i Politiets Tjeneste, med sig paa en landlig Udflugt. Han fortalte, at han etsteds paa Lolland, "omtr." en halv Mil fra Nakskov, havde nedgravet endel Penge, og Borgmesteren i Præstø Hr Malling-Holm, samt Politiassistent Meyer fulgte med for at se Skatten. D'Hrr. behandlede hverandre med sædvanlig Velvillie; rigtignok, skriver "Præstø A.", havde Hr. Christiansen Haandjern paa, men for ikke at paadrage det pæne unge Menneske altfor mange nysgjerrige Blikke, skjultes disse af Kjærlighedens Kaabe, d. v s., af en Regnfrakke, som han bar meget gratiøst. Paa Tilbagereisen fra Nakskov, meddeles der fra Vordingborg, skuffede Christiansen imidlertid sine Bevogteres Tillid. Borgmesteren var gaaet et Ærinde til Oringe og Hr Meyer skulde da gaa bag om Byen "for ikke at vække Opsigt". Den snilde unge Mand fik nu sine Haandjern listet af under Kappen, kastede Frakken og foer i Galop over Markerne til "Rosenfeldt", efterfulgt af Politiassistenten, ligeledes i Skiorteærmer. Paa hans Anskrig: "Stop Tyven", grebes denne af fire Arbeidsmænd, der stode paa Marken, og i et høitideligt Optog gik de to Idrætsmænd i Skjortearmer gjennem Byen til Redleffsens Hotel. Da Borgmesteren kom til Hotellet var Alt i Orden igjen, og den godmodige Politimester undrede sig sandsynligvis over, at "det skikkelige Menneske" saaledes kunde skuffe hans Tillid. Det skulde Christiansen ikke have gjort, tilføier det nævnte Blad, thi han skader sig rimeligvis ikke alene selv derved, men gjør ogsaa ondt for sine Kolleger og Medfanger, som Borgmesteren viser den Velvillie at lade skjære sit Brænde i Borgmestergaarden. Friheden smager godt, selv ved en Saugbuk, men naar Forbryderne ville gaa udenfor de afstukne Veie, maa Øvrigheden naturligvis skjærpe Tilsynet.

(Middelfart Avis 20. maj 1878).

I Præstø er i Følge "Helsg. Dbl." Gemytterne komne i stærk Bevægelse i Anledning af et Forhold, der i nogen Tid har givet Stof til Omtale, og som Borg- og Politimester Malling-Holm har fundet det nødvendigt at oplyse Publikum nærmere om, idet han i et Inserat i Byens Blade retter et meget nærgaaende Angreb paa Overretssagfører Bjerre i Anledning af en Eiendomshandel, som denne har besørget, og som Borgmesteren karakteriserer saaledes, at det kun er hans personlige "Velvillie", der hindrer ham i at sætte Overretssagføreren paa Anklagebanken. Hr. Bjerre bliver imidlertid ikke Politimesteren noget Svar skyldig, men betegner dennes Udtalelser dels som "Bysladder", dels som Mangel paa Evne til at forstaa en Sag, lige som han mener, at den Art Avisskriveri er uforenelig med Politimester Embedets Værdighed, og slutter med at erklære, at han ad Rettens Vei vil drage Politimesteren til Ansvar for de Injurier, han offenlig har rettet mod ham. - At denne unegtelig saare ejendommelige Sags Udfald imødeses med en vis Spænding i den lille Kjøbstad er indlysende.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 5. juni 1879).

Malling-Holm forsøgte tilsyneladende at undgå en retssag ved at skrive nedenstående som ligner en offentlig undskyldning:

Borgmester Malling-Holm i Præstø skriver i Byens Blade følgende: Efter de Meddelelser, Overretssagfører Bjerre har gjort mig, og efter de gensidige Udtalelser, der er skete imellem os, finder jeg mig foranlediget til at tilkendegive, at lige som jeg i Undersøgelsen imod Jeppe Pedersen i Ammedrup ikke - som alt bemærket - har betragtet Overretssagfører Bjerre som Inkvisit, men kun som Deponent eller Vidne, saaledes har jeg hverken i denne Sag eller i noget andel Tilfælde haft Anledning til at tiltro Overretssagfører Bjerre bedragerisk eller vindesyg Hensigt. Tværtimod maa jeg udtale, at han i al den Tid, han fungerede som Fuldmægtig hos mig, baade viste sig som samvittighedsfuld og uinteresseret i Forretningsforhold. - Jeg offenliggør dette for derved muligt at forebygge videre Udveksling i Pressen, der let kan fremkalde Misforstaaelse og Fejlsyn.

(Social-Demokraten 19. juni 1879).

Adelgade i Præstø: Sparekassen for Præstø By & Omegn, Adelgade i Præstø. Oprettet 1845. Bygningen er tegnet af arkitekt A. Langeland-Mathiesen. I Adelgade opførtes i 1900 en bygning Banken for Præstø og Omegn (stiftet 1871), tegnet af arkitekt Aage Lauritzen. Foto Erik Nicolaisen Høy (2023).

Fra Præstøegnen skrives der til "Dgb.": Vi have hernede en kjedelig Historie, og hvad der er det Kjedeligste, vor Borgmester. Hr. Malling Holm er Helten i denne. Han har i det Hele ved adskillige Lejligheder givet os Anledning til Kritik ved den Maade, hvorpaa han har behandlet flere Sager. Der er imidlertid særlig en Sag, der har vakt Røre og Misbilligelse. Den 19de Mai d. A. stod der i vort lokale Venstreblad en anonym Artikel, som indeholdt et skarpt Angreb paa Direktionen for Præstø Sparekasse og dennes Sagfører, Overretssagfører Bjerre. I Anledning af denne Artikel anlagde Sparekassedirektionen Sag mod Redakteur Stilling. Der blev udtaget Forligs-klage, Forligsprøve foretoges den 15de Juli og Sagen blev henviist til Rettergang og derefter inkamineret den 14de August. Det var imidlertid allerede lang Tid iforveien blevet en offentlig Hemmelighed, at den paaklagede Artikels Forfatter ikke var nogen Mindre end Hr. Borgmester Holm selv. Hele Byen havde i et Par Maaneder omtrent ikke talt om Andet, og man var nu meget spandt paa at erfare, om Hr. Holm vilde ansee sig habil til at paakjende Sagen og frifinde Redakteuren eller i Realiteten sig selv. Herpaa syntes han imidlertid at have godt Mod. Inkaminationen gik for sig, Redakteur Stilling tog Udsættelse, og Alt gik i den skjønneste Orden, som om Dommeren var ligesaa uskyldig i hele Sagen som et nyfødt Barn. Man fandt dette vel galt, og det blev da omsider - efter Sigende rigtignok kun med meget Besvær - gjort Hr. Holm begribeligt, at dette ikke kunde gaae an. Da Sagen næste Gang faldt i Rette den 25de August, bemærkede han til Retsprotokollen, at han "efter Sagens Inkamination havde erholdt Meddelelse om", at Sagen dreiede sig om en Artikel i "Præstø Amts Avis", i hvilken han selv havde havt en "væsentlig Andeel", hvorfor han ansaae det for rettest at vige sit Sæde. Redakteur Stilling, som naturligviis helst ønskede Sagen paakjendt af Artiklens Forfatter, protesterede, men forgjæves. Hr. Holm ønskede ikke at komme til at "bedømme Berettigelsen eller Ikkeberettigelsen af flere af de i Artiklen brugte, af ham foranledigede Yttringer", og veg heroisk sit Sæde. Der blev imidlertid ikke fra Parternes Side forlangt nogen Udsættelse for at faae en Sættedommer beskikket, og Sagen var følgelig bragt i en saadan Stand, at den ikke kunde fortsættes. Allerede tidligere havde Redakteur Stilling henvendt sig til Sparekassedirektionen om mindelig Overeenskomst, og Sagen blev nu afgjort ved et Forlig. Da dette var kommet istand, begyndte Redakteuren i sit Blad at udbrede sig over, hvorledes han havde gavnet Befolkningen og taget deres Parti imod Sparekassedirektionen, og denne opfordrede ham da i denne Anledning til at annullere Forliget, saa at Søgsmaalet kunde gienoptages. Hr. Stilling gav modstræbende sit Samtykke hertil, og Birkedommer Friderichsen er nu beskikket til at behandle og paakjende Sagen som Sættedommer. Hvad Udfald end Sagen faaer, forekommer Borgmesterens Færd os lidet heldig og lidet stemmende med hans Stilling.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 3. december 1879).

Fra Præstø skrives til os: Efter Deres Referat angaaende Tillids-Adressen til Byfoged Malling-Holm synes det, som om Adressen har fundet en god Modtagelse hos Landbefolkningen i Jurisdiktionen. Dette er ikke Tilfældet; i en stor Del af Landsbyerne har der været en a to Underskrifter, og i 3 a 4 Byer har man aldeles nægtet Underskrift. I Præstø By har den ikke været ombaaren. Adressen er vist gaaet tilbage til deres Ophavsmand, Red. Stilling, til evig Glemsel. en Retssag, som ifjor gjorde en pinlig Opsigt her paa Egnen, har i disse Dage fundet sin Paadømmelse. En Associe af en meget gammel Kiøbmands-Forretning her i Byen blev ifjor Foraar arresteret som mistænkt for Ildspaasættelse i en Filial af Forretningen i en Landsby 2 Mil herfra. Efter at vedkommende havde været arresteret i ca. 4 Maaneder, blev han løsladt af Mangel paa Bevis. Forhørerne bleve nu tilsendte Amtmanden til Erklæring, og efter denne havde gjennemlæst Forhørerne, fandt han sig utilfreds med den Maade, hvorpaa disse vare ledede, og indsatte Borgermester Friderichsen i Vordingborg som Sættedommer til at paakjende Sagen. Dommen har faaet det Udfald, at Kjøbmanden blev aldeles frikjendt og Sagens Omkostninger paalagte det Offenlige. Den offenlige Mening havde forlængst frikjendt Manden.

(Nationaltidende 5. januar 1880).

Fhv. gårdejer Jacob Henriksen fremsatte anklager mod Malling-Holm for at have været voldelig og iført ham spændetrøje. Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 25. september 1880. Som følge af dette blev ifølge Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 27. december 1880 Malling-Holm suspenderet fra embedet og dr. jur Sylow beskikket. sagen gik til Højesteret. I 1883 blev han afskediget.

Overhornblæser Carl Frederik Steinert 1833-1897. (Efterskrift til Politivennen)

Et Efterspil. Under denne Overskrift meddelte vi den 1ste Juni, at en Overhornblæser til Rigsdagen har besværet sig over at være bleven afskediget af Militærtjenesten af den velbekendte Oberst Schøning. Folketingsmand Bergs Blad "Frederiksborg Amts Avis" indeholder om nævnte Sag følgende Details:

"Afskediget Overhornblæser, Dbm. C. F. Steinert i København har andraget om Invalideforsørgelse eller en aarlig Understøttelse. Han indtraadte i Militærtjenesten den 12te Marts 1849, var med ved Isted og Frederiksstad, hvor han blev saaret i venstre Ben, og i 1864 ved Dybbøl. Den 10de April 1876 blev han kasseret af 6te Bataljon, Oberst O. A. Schøning og Korpslæge Melskens, paa Attest for at have paa venstre Ben et af et Granatsaar efterladt Ar, som hindrede Gangen, og at lide af nogen Svækkelse i venstre Skulder efter en Kvæstning i Felten samt af kronisk Nyregrus. I øvrigt indeholdt hans Afskedsbevis fuld Anerkendelse for lang og tro Tjeneste, dadelfri og hæderlig Vandel. I et til Krigsministeriet i Fjor indgivet Andragende udtaler Steinert, at han, da han blev fremstillet for Kassationskommissionen, vel var lidende og syg, dog, som han mener, kun af en Forkølelse, bevirket ved, at Musikkorpset ofte maatte staa en hel Time uden for Brigadechefens Kvarter og blæse i meget strængt Vejrlig, men at han, ikkun 42½ Aar gammel, var i Besiddelse af usvækkede Aands- og Legemkræfter. Efter en længere udgaaende Lejrøvelse i 1875 blev han, som saa mange Andre, træt og maatte køre henved 2 Mil, og Dagen efter fik Korpslæge Melskens Ordre til at undersøge ham, men Lægen udtalte, at han ingen Fejl eller Svaghed kunde finde hos Steinert. Omtrent 3 Maaneder efter blev han atter kaldt til Lægen, som ytrede: "Nu er det galt igen; Obersten (Schøning) vil absolut have Dem kasseret", og erklærede sig nu nødt til at gøre Indberetning om Arret fra 1850. Paa indtrængende Anmodning til Obersten lod denne sig nøje med at gøre Indberetning til Brigaden; men da Steinert i næste Aars Marts led af Forkølelsesonder, blev han dragen for Kassationskommissionen og efter megen Uenighed iblandt Lægerne kasseret. Man trøstede ham med, at han foruden sin Pension tillige vilde faa Invalideforsørgelse, men paa Andragender herom har han stadig faaet Afslag. - Finansudvalget foreslaar denne Sag henvist til Krigsministeren med tilføjet Ønske om, at Omstændighederne ved Steinerts Afskedigelse nærmere undersøges."

(Social-Demokraten 4. juni 1879).

C. F. Steinert var født 1833. I 1849 var han omkring 16 år gammel. Officielt kunne kun konfirmerede drenge (dvs. fra 14 år) optages som hornblæsere, men det skete at de ikke var det, ifølge feltpræsten Erik Høyer Møller. Steinert var ikke som mange af hornblæserne fra Holsten (Christians Plejehus i Eckernförde). Grunden til at han meldte sig, kan måske ses af nedenstående annonce fra 1847: Dels at moderen døde og at familien boede i et en af Københavns værste (hvis ikke den værste) slumgade, Peder Madsensgang:

2 fattige Brødre bede gode Mennesker om et lille Laan af 5 Rbd., da de ikke selv ved deres egen Hjælp kunne faae deres Moder begravet, som er død den 7de Dennes. Pedermadsensgang 302, 1ste Bagsal.

C. F. Steinert. P. E. Steinert

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 9. december 1847.)

6. Regiments Musikkorps fotograferet i Køge 1864. Køge var i 1864/65 garnisonsby, idet 4. Brigade havde hovedkvarter her. Siddende fra venstre: Steinert, stabshornblæser Michaelsen, Johan Nielsen (senere stabshornblæser), Dohse. Stående fra venstre: Starup Hansen, Foss, Hennings, Zorn, L. Michaelsen (stabshornblæser), Fischer, Meyerhoff, Hardenberg, Marquard, Ellebrock og Hoffmann. (Foto: Rigsarkivet). På hjemmesiden Dansk Militærmusik ses han endvidere på et foto af 1. halvbrigades musikkorps af 22. jyske brigade 1867.

Stabshornblæseren var chefens højre hånd, idet han skulle blæse de mange udførelsessignaler ud til de forskellige kompagnier. Han var ofte bereden så han kunne følge chefen. 

Stillingsmand.

En stillingsberettiget Underofficer af Infanteriet, der kan overtage hele Værnepligten, ønsker at lade sig stille for en paa denne Session udskreven Værnepligtig. Reflecterende kunne henvende sig mundtlig eller skriftlig i portofrie Breve til: Overhornist C. F. Steinert i 6te Inf.-Regiments 1ste Bataillons 1ste Comp.

(Fyens Stiftstidende 21. juli 1864).

I Østsjællands Avis (Køge) 22. september 1864 ses han boende hos vognmand R. Hansen i Brogade. Efter krigen slog han sig ned som klaverstemmer. Nedenfor nogle eksempler på annoncer:

Klaveerstemning.

Undertegnede anbefaler sig med Stemning af Klaverer.
Min Bopæl er hos Hr. Skomage Wærum paa Skolegade.

C. F. Steinert.

Overhornist.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 28. januar 1865). Annoncen var ledsaget af et lille billede af et klaver.

Claveerstemning.

Undertegnede anbefaler sig paa det Bedste med Stemning af Klaverer.

C. F. Steinert.

Overhornist.

boende i Dumpen Nr. 509.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 24. april, 1. august, 21. august, 12. september, 13. december 1865)

I 1865 oprettede Håndværkerforeningen i Viborg en sangforening. Overhornblæser C. F. Steinert blev dirigent for 100 Rdl. i årlig løn som korleder og for nodeafskrivning. Der meldte sig ca. 70 sangere, men de fleste faldt igennem Steinerts stemmeprøver. Da kravet blev nedgraderet til skalaer bestod i første omgang 60, men 20 blev kasseret ved den første koncert. Steinert stoppede som dirigent i 1867.

Et nyt opretstaaende Fortepiano af Hornung & Møllers Fabrik staaer tilsalg hos

C. F. Steinert

i Gravene.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 24. april, 25. august 1869).

Undertegnede Commissionair for DHrr. Hornung & Møller modtager Bestillinger paa

Pianoforter

fra nævnte Firmaes Fabrik.

Tillige udfører jeg Stemning samt Reparation af Instrumenter. Ærb.

C. F. Steinert, Overhornblæser,

Gravene hos Snedker Halle.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 29. september 1870).

I anledning af 25 året for Slaget ved Isted fik overhornist Steinert og hornist Nielsen af 6. bataljon tildelt sølvkorset i 1875.

Pianoforte.

Et udmærket godt vedligeholdt Pianoforte med smukke Toner staar til Salg hos 

C. F. Steinert

Dumpen 168

Sammesteds sælges en Sovesofa, nogle gode Bøger, et lille Taffelur m. m.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 7. april 1876).

I Dags-Telegraphen 23. december 1880 ønskes C. F. Steinert og kone til lykke med deres sølvbryllup.

I Nationaltidende 3. januar 1884 ses pianostemmer E. C. J. Steinert jun. at have skiftet bopæl - Sølvgades Forlængelse 98, 1. sal. E. Steinert var desuden instrumentmager hos Hornung & Møller. Pianostemmer Emil Christian Johannes Steinert døde 29. maj 1891 ifølge Dags-Telegraphen. Han blev begravet den 3. juni 1891 på Assistenskirkegård. Dødsannoncen var underskrevet hans kone Josephine (Ludovica) Steinert, født Poulsen, C. F. Steinert, Georg Steinert og Henriette Steinerts, født Møller. Sønnen Georg Steinert åbnede i februar 1892 en herreekviperingsforretning på Nørrebrogade 8.

Pianoforte.

et karnisformet samt et opretstaaende, begge af Hornung & Møllers Fabrik, saa gode som nye, staa til Salg i Østerfarimagsgade 24, 2. sal, hos

C. F. Steinert.

(Dags-Telegraphen (København) 18. august 1886).

Ifølge Viborg Stifts-Tidende 7. juli 1887 opførtes i anlægget ved Borgvold regimentsmusik om fredagen hvor bl.a. 6. bataljons march af C. F. Steinert blev spillet. På en opgørelse over udgifter "i særlige anledninger" 1891 står afskediget overhornblæser C. F. Steinert opført til at have modtaget 198 kr.

Dødsannoncen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juni 1897 fortæller at han døde 6. juni, 64 år gammel efter mange års svaghed. Annoncen er underskrevet af Henriette Steinert født Møller, Josephine Steinert, født Poulsen og Anna Steinert født Jørgensen. Begravelsen fandt sted den 12. juni 1897 på Assistens Kirkegård.

Afdød Veteran. I forrige Uge afgik ved Døden her i Byen forhenværende Overhornblæser C. F. Steinert, født 1833. Steinert meldte sig som frivillig ved Hæren 1849 og ansattes som Hornblæser ved 6. Linie Infanteri-Bataillon, og deltog med nævnte Afdeling i Slaget ved Isted den 24. og 25. Juli, og ved Forsvaret af Frederiksstad, hvor han saaredes haardt i sit ene Ben af en Granat. Steinert henlaa over et Aar paa Lazarettet, og efter sin Helbredelse meldte han sig atter til Tjeneste. I 1864 deltog han som Stabshornblæser ved 6. Regiments 2. Bataillon under nuværende General v. Holtens Kommando og deltog i Forsvaret af Dannevirke og Dybbøl. Følgerne af Saaret nødte Steinert til at søge sin Afsked, og han nedsatte sig i Aaret 1876 som Klaverstemmer her i Byen.

Steinert var dekoreret med Dannebrogskorset, det militære Hæderstegn for tro Tjeneste og Erindringsmedaillen for begge de slesvigske Krige.

Jordfæstelsen foregik fra Kapellet paa Assistens Kirkegaard med stor Højtidelighed. Vaabenbrødre-Afdelingen var repræsenteret af Bestyrelsesmedlemmer med Afdelingsfanen. Kisten bares ud af Kapellet af den Afdødes forhenværende Kammerater og Vaabenfæller, og et Musikkorps blæste Sørgemarschen fra Kapellet til Graven. Den Afdøde efterlader sig Enke og en Søn, Ekviperingshandler Steinert, Istedgade.

(Dagens Nyheder 27. juni 1897).

Betænkning om St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

St. Croix. Finansudvalget har med Hørup som Ordfører afgivet Betænkning over Forslaget om at anvende indtil 55,000 Kr. til Understøttelse til trængende Indbyggere i Frederikssted og at udlaane til Skadelidte samme Steds indtil 50,000 Kr. at forrente med 5 pCt og tilbagebetale i 10 Aar. Udvalget har udbedt sig dels Oplysninger om Resultatet af den oversendte Kommissions Undersøgelser ang Aarsagerne til Oprørets Udbrud og Midlerne mod dets Gjentagelse, dels en Forklaring om de 500,000 Kr., Finansministeren paa egen Haand har sendt til St. Croix. Ministeren har paa det første Spørgsmaal svaret, at han ikke for Tiden kan meddele de omspurgte Oplysninger, "der ikke skjønnes at staa i nogen Forbindelse med det foreliggende Lovforslag", og paa det andet Spørgsmaal, at den ønskede Forklaring "ikke kan staa i nogen Forbindelse med Lovforslaget." Derimod har han paa Opfordring oplyst, at Kommissionen har i Frederikssted udlaant 4,000 Dollars. Udvalgets Flertal anser det for hævet over al Tvivl, at Regeringen i høj Grad har overskredet sin administrative Beføjelse saa vel ved Dispositionen over de 500,000 Kr. som ved Udsendelsen af Kommissionen og den samme meddelte Bemyndigelse til at udlaane af Statens rentebærende Midler. Hvor meget der nu end under disse Omstændigheder kunde tale for at fraraade Tinget at fortsætte Forhandlingerne om denne Sag med den nuværende Regering - og skjønt det, man senere har erfaret om, hvad der er forefaldet paa Øen, ikke skal bidrage til at forøge Interessen for den der raadende Tilstand - , har Flertallet dog, i Betragtning af, at Tinget senere ad anden Vej vil komme tilbage til de her fremhævede Misforhold, med denne Forvaring ment at kunne fastholde den Beredvillighed til at understøtte de Skadelidte i Frederikssted, som i Finansudvalgets Betænkning fra Samlingens første Del blev udtalt fra alle Sider af Udvalget. I Henhold hertil og i Betragtning af, at den søgte Understøttelse kun vil komme Personer til Gode, der virkelig ere trængende, og om hvem det kan anses for givet, at de uden egen Skyld ere blevne ramte af Oprøret, samt da Understøttelsen efter sin Størrelse erkjendes for moderat, indstiller Flertallet Forslaget til Vedtagelse. 

Mindretallet (Højre) finder ikke nogen Anledning til at indlade sig paa Spørgsmaal, der syntes at ligge udenfor det forelagte Lovforslags Omraade, og som den langt fremrykkede Tid desuden gjør det umuligt at optage. Det anser det for nødvendigt, at den tilsigtede Hjælp til de Skadelidte paa St. Kroix snarest muligt ydes, og indstiller ligesom Flertallet Lovforslaget til uforandret Vedtagelse.

(Morgenbladet (København) 25. maj 1879).

Den vestindiske kommission.

Regeringen vilde, erindrer man, i Efteraaret, da den vestindiske Politik var stor og vort Landmandsskab med de irske Plantere saare varmt, ikke høre noget om det fra venstre Side i Finansudvalget stillede Forslag om at udsende en Tremands-Kommission, en kongevalgt Formand og et Medlem valgt af hvert af Tingene, og at lade det bero paa Resultatet af denne Kommissions Undersøgelser, hvad der maatte være at gjøre ikke blot i Anledning af Opstanden og de derved afstedkomne Ødelæggelser, men ogsaa med Hensyn til Ordningen af Forholdene i det hele paa St. Croix. Da Regeringen senere selv udnævnte en Kommission, erkjendte den, at Kravene paa Statsunderstøttelse burde begrundes paa Undersøgelser, som vare uafhængige af de stedlige Myndigheders Skjøn, og det bør fornuftigvis ikke underkastes Tvivl, at den har anset en ublandet Regeringskommission for bedre skikket til det paatænkte Hværv end den i Folketinget foreslaaede. Resultatet af de Undersøgelser, som d'Hrr. Handelsbankdirektør Levy, Geheimeetatsraad Schlegel og Generalstabsoberst Tvermoes have foretaget sig, bekræfter da ogsaa, saavidt det hidtil er bekjendt, fuldt ud, at Hr. Estrup med klar Forudseenhed har vidst at vurdere Fordelene ved en Regeringskommission. Medens der hidtil intet foreligger om, hvorledes Kommissionen har løst den første Del af sin Opgave - at undersøge Aarsagerne til Oprørets Udbrud og Midlerne til at forebygge en Gjentagelse - er der til Begrundelse af Forslaget om 105,000 Kr. til Skadelidte i Frederikssted, 55,000 Kr. til Gave, 50.000 Kr. til Laan, fremlagt Udbyttet af Kommissionens Arbejde for de to andre Punkter af den stillede Opgave, som bestod i at undersøge den foraarsagede Skade og foreslaa den hensigtsmæssigste Maade til at bøde paa den samt at tilstaa midlertidige Statslaan til Skadelidte, navnlig i Frederikssted. Den af Finansudvalget afgivne Betænkning over nævnte Forslag vurderer Frugten af Kommissionens Virksomhed saaledes, som Kommissionen selv har forklaret den i sin Indberetning til Finansministeren. Med Hensyn til Undersøgelsen af Skaden henholder Kommissionen sig til en paa Øen forefunden Taxation, dog saaledes at Kommissionen, ved at se paa Ruinerne og lade sig de nedbrændte Bygninger beskrive, har været i Stand til at give denne Taxation et Korrektiv, der forhøjer Skaden med 1,500 Dollars, hvorefter den samlede Skade anslaas til 291,687 D. Ved at overveje, hvilken Del af dette Tab der har ramt egenlig Trængende, henholder Kommissionen sig dernæst til et ligeledes forefundet Arbejde af den konstituerede Politimester og en privat Understøttelseskomite, hvorefter denne Del af Skaden andrager 122,039 D. I sin Undersøgelse af, hvilken Andel Staten bor tage i Afhjælpningen af den saaledes oplyste Trang, henholder Kommissionen sig endelig til en af den nysnævnte private Komite gjort Indstilling, dog med en enkelt Modifikation, der hæver Understøttelsesbeløbet fra 13.643 D. til 14,415 D., hvilket afrundet er det Beløb af 55,000 Kr., der kræves til Understøttelser. Kommissionens Opgave med at tilstaa midlertidige Laan har ikke kunnet løses paa nogen virksom Maade, da der ikke paa Stedet har vist sig noget Begjær efter Laan paa de af Kommissionen tilbudte Betingelser, og Finansministeren har derfor søgt Bemyndigelse til at udlaane 50,000 Kr. paa Betingelser, der antages for mere skikkede til at friste Efterspørgslen.

(Morgenbladet (København) 27. maj 1879).

Ubekendt fotograf: Christiansted. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

St. Croix. Forslaget om Understøttelse til Skadelidte i Frederikssted paa St. Croix var i Folketingets Gaarsmøde til 2den Behandling. Ordføreren (Hørup): Det foreliggende Forslag havde adskillige Fortrin for det i December forelagte. Summen var betydelig nedsat, og Understøttelsen var indskrænket til Frederikssted. En Skrivelse fra Planterne paa St. Croix viste, at ogsaa disse meget vel kunde tænke sig en bedre Regering end den nuværende. Planterne syntes overhovedet ikke at være fornøjede med nogen Ting her i Verden. De havde jo endogsaa, hvis Rygtet ikke tog fejl, henvendt sig til en fremmed Regering for at faa Hjælp imod den danske Regering; han vidste imidlertid ikke, om Finansministeren vilde give Tinget Oplysninger i saa Henseende. Ministeriet havde bemyndiget den udsendte Kommission til at udlaane Penge til Ejendomsbesiddere paa St. Croix under visse Betingelser, og Finansministeren havde i et Svar til Udvalget draget en bestemt Grænse mellem Gaver og Laan; kun til at yde Laan mente Ministeriet sig at være kompetent paa egen Haand. Taleren vidste ikke, hvorpaa dette begrundedes. Fremdeles havde Ministeren udbudt Laan til 6 pCt. paa 2 Aar, uden at dog disse Laan vare blevne benyttede. Nu mente Ministeren imidlertid ikke, han var kompetent til at give Laan til 5 pCt. mod Tilbagebetaling i 10 Aar, uden at faa Rigsdagens Samtykke. Ogsaa denne Distinktion var Taleren en Gaade, og heller ikke i den Henseende havde Udvalget kunnet faa Ministeren i Tale. Han skulde imidlertid ikke komme nærmere ind paa disse Spørgsmaal, da han antog, Rigsdagen snart vilde faa Lejlighed til at underkaste dem en nøjere Prøvelse. Lovforslagets Fordringer forekom i øvrigt Udvalget moderate. 

Bille mente, at hvis dette Forslag var saa meget glædeligere end det, der forelaa i December, laa det for en stor Del i den Maade, hvorpaa Ministeriet havde taget Sagen. Mindretallet, hvortil han hørte, fandt Forslagets Fordringer overordenlig beskedne. Selv i deres nuværende lempeligere Skikkelse vare Laanbetingelserne temmelig haarde, hvorfor der ogsaa kun var begjæret Laan paa 55,000 Kr. Planternes Andragende vidnede ikke blot om, at de kunde tænke sig en bedre Regering, men ogsaa om, at de kunde tænke sig et bedre Folketing, idet de ansaa Ophævelsen af Arbejderregulativerne for Aarsagen til Oprøret. Denne Klage var ubeføjet og den viste, at Planternes Andragende kunde ikke danne Grundlaget for en Vurdering af Forholdet mellem Kolonien og Moderlandet. Koloniens Tab var en Følge af dens egne fejlagtige Dispositioner. Han var enig med Ordføreren i, at det var utilbørligt, at de engelske Plantere paa St. Croix vel vilde være med til at søge Pengeunderstøttelse i Danmark, men dog havde henvendt sig med Protester imod vor Regerings Fremgangsmaade i England. Den engelske Regering havde i den Anledning gjort Forestillinger hos den danske. Han haabede, Ministeriet kraftig havde tilbagevist disse Overgreb. 

Tvermoes henstillede til Tinget, hvorledes Tilstanden vilde have været paa St. Croix, hvis Ministeriet ikke, trods Folketingets Nægtelse af de forlangte Summer, havde udlaant 500,000 Kr. Følgen vilde være bleven den, at Sukkerhøsten var bleven ødelagt og en stor Del Plantere ruinerede. Ved Ministeriets Foranstaltning var derimod den største Del af Høsten (eller 5 Mill. Kr.) bleven reddet. 

Finansministeren fandt lige saa lidt som Udvalgets Mindretal Anledning til at komme ind paa Spørgsmaal, som syntes at ligge udenfor det forelagte Lovforslags Omraade. Han skulde derfor med Ro, om end med Beklagelse finde sig i, at Flertallets Anklage, at han havde overskredet sin administrative Beføjelse, indtil videre blev siddende paa ham. Spørgsmaalet om Ministeriets Hjemmel til at udlaane de 500,000 Kr. vilde senere komme til at foreligge skarpt og rent. Det var Ministeren umuligt for Øjeblikket at give Tinget Oplysninger angaaende Planternes Henvendelse til den engelske Regering.

Ordføreren gav Ministeren Ret, naar denne havde erkjendt, at det ikke var af Hensyn til Ministeriet, men af Hensyn til de Skadelidte paa St. Croix, at Udvalgets Flertal havde indstillet Loven til Vedtagelse. Den Side ved Planternes Adresse til England, som Taleren mest havde lagt Vægt paa, var den, at disse Plantere havde overtraadt deres Borgerpligt og vare hjemfaldne tit Straffeloven. Dette henstillede han til Ministerens Overvejelse. Han forstod godt, at den første Opgave for den af Ministeriet udsendte Kommission maatte være at udstæde en Attest for, hvor ypperlige Ministeriets Foranstaltninger havde vist sig at være. Naar man læste Planternes Skrivelse, maatte man dog stærkt tvivle om, at de 500,000 Kr. virkelig havde udrettet noget af blivende Betydning. 

Tvermoes vilde erklære, at Kommissionen ikke havde faaet nogen Instrux om at udstede en Attest for Ministeriet. 

Th. Nielsen udtalte, at Folketinget ingen Skyld havde, hvis St. Croix havde lidt et økonomisk Tab. For de Understøttelsers Skyld, der vare ydede, havde det aldeles ikke været nødvendigt at opløse Folketinget. Han vilde ikke udsætte Landet for en Krig med England for St. Croix' Skyld. 

Efter Bemærkninger af Bille og Th. Nielsen gik Lovforslaget uden Afstemning til 3die Behandling.

(Morgenbladet (København) 27. maj 1879. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Den gamle Kirkegaard udenfor Nørreport.. (Efterskrift til Politivennen).

I Politivennen omtaltes "Kirkegården uden for Nørreport" flere gange. Her nogle opfølgninger:

På det stykke af Gothersgades forlængelse som ligger ud for Kommunehospitalet, graver man i disse dage en dyb grøft til kloak, gasledning eller sådan noget. Ved at se ned i den, bliver man ganske uhyggelig til mode, da jordsmonnet er så opfyldt af menneskeben at disse titter frem overalt. De er ganske tørre og velbevarede, og de forekommer i en sådan mængde at man har bortkørt tre vognmandslæs som er stedt til hvile på Vestre Kirkegård. Selvfølgelig har her tidligere været en kirkegård.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 23. maj 1879)

Udgravningen af en grund i Gothersgades forlængelse har atter bragt en mængde knogler, kranier m.m. for dagens lys. Mens de nærmest Kommunehospitalet fundne lig alle har været begravet i kister, findes nærmest Gothersgade en masse der har været samlet i en fællesgrav. Mange af de fundne kranier er dels gennemsavede, dels trepanerede.
(Nationaltidende, 31. maj 1879, 2. udgave.)

Dødningeben. Ved at udgrave en ny grund på byggeselskabets areal i Gothersgades forlængelse er der opgravet nogle pandeskaller og knogler som endnu mere end 8 dages forløb henligger mellem hverandre. Da grunden ved siden af udgravedes i fjor efterår, transporteredes de der i overordentlig mængde fundne knogler efterhånden til Vestre Kirkegård, mens den største del af den udgravede jord benyttedes til at opfylde den nye gade der af afstukket vest for Kommunehospitalet. Denne gade planeres i disse dage, og det har ikke kunnet undgås at der ved jordens udgravning atter kommer en del knogler til syne, som henkastes på gadens allerede færdige fortov og blive liggende der. I det mindste har indsenderen set de samme knogler henligge der flere dage. For at forebygge det uhyggelige syn af disse menneskelige levninger på alfar gade, burde det påbydes arbejderne inden de om aftenen forlader arbejdspladsen, at samle de i dagens løb fundne knogler og hensætte dem på et aflukket sted, inden de under et kan bortføres. n.
(Nationaltidende, 26. juni 1879.)