Forlystelsesstedet Korups Have lå i udkanten af Søndermarken ved Frederiksberg. Stedet lå ved sin etablering i Hvidovre Kommune. I området lå på et tidspunkt også "Café Kronedal”, der havde serveringshave bag kroen.
Traktør Jens Rasmussen Korup (1803-1886). Kgl. lakaj. Traktør i Søndermarken (Korups Have)
Korups Have blev indrettet i 1856 af Jens Rasmussen Korup (1803-1886). Det var et forlystelsesetablissement med koncerter, teater, traktørsted, lysthuse, skydetelte m.m. Han opkaldte det dog ikke efter sig selv - det kom til senere som en folkelig betegnelse.
Postkort. Ukendt årstal. Public Domain. Frederiksberg Stadsarkiv. Kbhbilleder.
Røverisk overfald. Søndag eftermiddag var nogle familier fra Frederiksberg samlede i et lysthus i “Korups Have” ved Søndermarken. En af herrerne havde tændt en cigar ved en svovlstik som han derefter kastede bort. Et øjeblik efter kom en person fra Valby der sammen med nogle andre personer fra den nævnte landsby havde plads i et andet lysthus, hen til herren og ytrede i en opbragt tone, at denne med forsæt havde kastet ham svovlstikken i ansigtet. Herren forsikrede at dette på ingen måde havde været tilfældet, og erklærede sig for at få ende på sagen, villig til at betale bajersk øl til hver af valbyerne, hvormed disse erklærede sig tilfredse. Efter at øllet var drukket, kom personen imidlertid tilbage og påstod at hans hat havde taget skade af svovlstikken, og at herren skulle have prygl hvis han ikke straks betalte 3 kr. i erstatning. Denne fordring nægtede herren at efterkomme, hvorefter han, inden hans selskab kunne forhindre det, af tre af valbyerne blev overfaldet, slået og kastet til jorden. Voldsmændene der først slap ham da de tre kroner var skaffet til veje, er selvfølgelig blevet arresteret og vil efter forlydende blive tiltalt for røverisk overfald.
(Dags-Telegraphen (København), 30. august 1878).
Røverisk overfald.
Den 5. august f. å. om eftermiddagen mellem kl. 4 og 5, da et større selskab af herrer og damer var samlede i et lysthus i den såkaldte “Korups Have" ved Søndermarken, kom den 23 årige arrestant Jens Peter Nielsen, der tidligere var dem ganske ubekendt, hen til lysthuset, og idet han stak hovedet ind i dette, spurgte han efter sin fader. Han var tilsyneladende beruset og stod lidt og vrøvlede, men var derpå i begreb med at gå da en handelskommis M. af Selskabet i det samme forsætlig kom til at kaste en svovlstik, som han forøvrigt havde pustet ud, således at svovtstikken faldt ved siden af arrestantens fod og måske ramte ham på foden. Arrestanten ytrede noget om, at de ikke skulle kaste svovlstikker efter folk, men gik derpå sin vej.
Omtrent 5 minutter senere kom han imidlertid tilbage i følge med nogle andre personer, der forblev i det tilstødende lysthus, medens arrestanten gik ind i det lysthus, hvor M. og de, der var i selskab med ham, opholdt sig, og her sagde arrestanten til M. at han havde brændt hans stråhat og skulle have “klø", hvis han ikke gav nogle bajere. For at blive fri for personerne, som dertil brugte ukvemsord, og generede de i selskabet værende damer, blev der straks bestilt 3 halve flasker bajersk øl til arrestanten og hans ledsagere, hvorefter arrestanten takkede, idet han tog M. og en anden herre af selskabet i hånden med den bemærkning, at nu skulle der være venskab.
Arrestanten og hans ledsagere gik derpå et andet sted hen, og kort efter forlod M. og det selskab, hvortil han hørte, Korups Have. Men da de kom til vandbassinet i Søndermarken, blev de indhentede af arrestanten og hans ledsagere; og arrestanten forlangte da, at M. skulle give erstatning og følge med til politistationen. M. indvilgede heri, og de begyndte alle at gå, uden at der var talt om at tilføje M. nogen overlast eller forlangt, at han straks skulle betale, men i det samme gik en af arrestantens ledsagere, den 16 årige Carl, ind på M. og spurgte, om det var ham, der brændte folks stråhatte, hvorhos Carl samtidig slog ham i næse og mund, så han blødte. M. gav sig da til at løbe, men blev eftersat af flere af personerne, der omringede ham og truede ham, hvis han ikke straks betalte en erstatning af 3 Kr. for den skade, han havde tilføjet arrestantens stråhat, og M. betalte da 3 Kr. til arrestanten, som derefter med sine ledsagere gik tilbage ad Valby til.
Under forhørene forklarede en urtekræmmerlærling, der havde været i samme selskab som M. at han, da selskabet var kommet hen ved vandbassinet i Søndermarken, gik i samtale med en dame, da han hørte spektakel bagved og derfor vendte sig om og så, at personerne løb efter M. I det samme kom en person, der var i militær uniform og hørte til arrestantens ledsagere, hen imod lærlingen, og uden at denne havde ytret noget, greb personen ham i brystet med det udråb “Hvor mange er I" og spændte ben for ham, så han faldt og skrabede sit ben på det lave rækværk, der er om græsset. Ved faldet slog han sin hofte, så at han havde smerter deraf i flere dage, og personen gav ham derhos, idet han faldt, et slag i hatten, så at den faldt af og blev helt spoleret. Arrestanten har erkendt, at han ved den omhandlede lejlighed ikke var ganske ædru, men dog var sig bevidst, hvad han foretog sig. Han forklarede, at da han første gang kom ud fra lysthuset, råbte en af hans kammerater, men efter hans seneste forklaring en ubekendt: “Hatten brænder", og han tog den da af hovedet og så, at den var lidt sveden, hvilket han viste sine Kammerater, med hvilke han så enedes om, at han skulle gå tilbage og forlange erstatning.
Da selskabet, efter at striden var bilagt første gang, forlod haven, var det hans kammerater, der opfordrede ham til at følge efter den fremmede herre for at formå denne til at give en yderligere erstatning i penge, uden at der dog var tale om, hvor stor en erstatning han skulle forlange, eller om hvorvidt hans kammerater skulle have andel i denne, eller om de skulle bruge vold, hvis herren nægtede at betale. Arrestanten og hans kammerater gik da efter selskabet, idet han ytrede, at hvis han fik nogen yderligere erstatning, ville han give punch, når de kom tilbage til Korups Have. Da han på den foran beskrevne af ham godkendte måde havde fået pengene, gik de også tilbage til Korups Have, hvor der blev drukket brændevin og øl. Han forklarede først under forhørene, at den ene af de 3 kroner var medgået hertil, men efter at være foreholdt sine kammeraters forklaringer, hvorefter disse selv betalte deres andel i disse drikkevarer, idet arrestanten tværtimod vægrede sig ved at opfylde sit løfte om at give drikkevarer og derefter forlod de andre, forklarede han, at det er muligt, at de andre havde deltaget. Resten af de modtagne penge beholdt han selv, og henad aften, da han var i besøg hos sine svigerforældre i Valby, kom en halv snes personer, heriblandt hans 3 kammerater, derhen og forlangte, at han skulle traktere. En af hans kammerater, den 30 årige Hans, var navnlig grov imod ham, fordi han ikke ville efterkomme deres forlangende. Ligesom såvel handelsbetjent M. som de af hans selskab, der så at han kastede svovlstikken, have forklaret, at de tydelig så at svovlstikken ikke ramte arrestantens stråhat, således blev det også forklaret af de medtiltalte og en fjerde person, at da de efter optrinnet ved vandbassinet i Søndermarken kom tilbage til Korups Have, fortalte Arrestanten, at hatten ikke var blevet sveden af svovlstikken, men at en sådan plet, der fandtes på hatten, hidrørte fra, at han selv tidligere en gang var kommen til at svide den med en cigar.
Han afgav om dette punkt i forhørene forskellige vaklende forklaringer, påstod, at det først var ved, at der blev råbt “hatten brænder", at han efterså hatten og fandt den sveden, men han erkendte, at han, som anført, havde sagt til sine kammerater at den svedne plet hidrørte fra tidligere tid, hvilket efter hans påstand dog kun var en formodning af ham, og at han ikke før den selvsamme dag havde lagt mærke til, at hatten var sveden. Efter det oplyste blev arrestanten, der tidligere var straffet for tyveri, nu for røveri efter straffelovens § 243 ved Københavns Amts søndre Birks Ekstraret idømt 1 års forbedringshusarbejde, mens de tiltalte Carl og Hans for meddelagtighed i røveri idømtes henholdsvis fængsel på sædvanlig fangekost i 30 dage og fængsel på vand og brød i 6 gange 5 dage.
Hvad endelig angik den foran omtalte militære person, arrestanten Lauritz Carl Theodor Sienknecht, der i 1877 som civil havde været straffet for tyveri og senere som militær havde været straffet mange gange, dels arbitrært, dels efter krigsretsdomme, senest efter krigsretsdom af 20. Februar s. å. for vold mod en underkorporal, opsætsighed mod politiet m. v. med nedsættelse i de meniges 2. klasse og 6 gange 5 dages fængsel på vand og brød, var han, da det omhandlede passerede, vel tjenstgørende som konstabel ved Tøjhusafdelingen, men blev for sin delagtighed efter justitsministeriets resolution af 7. novbr. s. a. ligeledes tiltalt ved Søndre Birks Ekstraret. Han forklarede, at han vel var fulgt med de andre, men nærmest for at se, hvad det blev til; at lærlingen var kommet hen imod ham, som om han ville angribe ham, og at arrestanten da spændte ben for ham, så at han faldt over det lave rækværk, medens arrestanten ikke vil have bibragt lærlingen noget slag etter slået hatten af ham. Han vil - hvad de andre nægte at have hørt - have opfordret arrestanten Nielsen til at gå bort uden at forlange erstatning, vil, da de kom tilbage til Korups Have, der selv have betalt, hvad han nød, og han var vel i følge med de andre, da de senere krævede punch, men ikke fordi han brød sig om, at Nielsen skulle traktere, så han selv havde penge nok hos sig til at skaffe sig drikkevarer for, men kun fordi han var i følge med de andre. Skønt hans forklaring var i bestemt modstrid med lærlingens beedigede forklaring, fandt retten dog, at hans egen måtte lægges til grund ved bedømmelsen af den del, han havde taget i optrinnet i Søndermarken, da der i øvrigt ikke have kunnet tilvejebringes nogen oplysning i så henseende, idet hverken de andre tiltalte eller de øvrige tilstedeværende havde lagt nøjere mærke til, hvad der var passeret mellem Sienknecht og lærlingen, til dels fordi de havde haft deres opmærksomhed henvendt på, hvad der samtidig passerede med handelsbetjenten. Da det nu ikke kunne skønnes, at han var overbevist om den forbrydelse, for hvilken han var aktioneret, nemlig meddelagtighed i røveri, blev han frifundet for aktors tiltale.
Sagen er, efter hvad vi har erfaret, appelleret til overretten.
(Dags-Telegraphen (København) 17. april 1879.)
Ildebrand i Korups Have. I går morges henved kl. 3 opkom ildløs i et til traktørstedet "Korups Have" ved Valby hørende udhus som i løbet af et par timer totalt nedbrændte. Årsagen til ildens opkomst er ubekendt.
(Social-Demokraten, 11. juni 1882).
