"Det sorte Helvede". (Efterskrift til Politivennen)

Undskyld, Hr. Redaktør, at jeg beder Dem om at optage nedenstaaende Linjer i Deres ærede Blad, da De selv kom min Hukommelse til Hjælp ved en Artikel, som benævnedes: "Det røde Helvede".

Min Artikel handler om Københavns Gasværk og derfor tror jeg Benævnelsen "det sorte Helvede" kunde passe dertil. Der er rigtignok den Forskæl, at paa "det røde Helvede" har Mennesket at vælge mellem Pinslerne eller Tugthuset. Vi ældre Gasværksarbejdere har, som Tiderne nu staar, at taale Pinslerne der, ellers maa vi vælge Fattiggaarden. Har en Mand arbejdet 12-14 Aar i Retorthuset paa Gasværket, efter det Arbejde, der nu fordres, bliver der ikke megen Marv eller Kraft at udsuge af ham.

Hvad det angaar med Disciplin og Straffe, da staar Gasværket ikke tilbage for "det røde Helvede". Prygl faar vi rigtignok ikke, men det kunde maaske være mere heldig om det blev indført, for saa kom kun den ene Person til at lide under det, men nu maa baade Kone og Børn lide derfor.

Jeg skal gøre mine ærede Læsere lidt bekendt med Forholdene paa Københavns Gasværk.

I Retorthuset arbejder vi én Maaned om Dagen og en Maaned om Natten; Arbejdstiden er fra Kl. 6 til 6, ved Skiftningen er det 18 Timer. Paa Pladsen er Daglønnen 2 Kr. 35 Øre, i Retorthuset 3 Kr. for at trække og 2 Kr. 35 Øre for at trille Kul. Saasnart de kommer i Retorthuset skal de for Kulbøren og den er af den Beskaffenhed, at en Bonde vilde se noget skævt til den, hvis han skulde sætte en af sine Søndagsheste for den. Grunden til, at Mandskabet bliver saa daarlig lønnet for det Arbejde, maa vel ligge deri, at det bliver saa meget anvendt til Straffearbejde; for det mindste en Mand har forset sig med i Retorthuset, maa han, enten det har regnet eller snet og uden at faa Lov at tage nogle Klæder paa, om han har varet nok saa svedt, straks ud paa Pladsen, hvorved han mangen Gang har sat sin Helbred paa Spil. Men det syntes de høje Herrer ikke er tilstrækkelig, saa nu bliver mest Kulbørene brugt til Straf. Naar de Herrer Assistenter eller Værkformænd gør deres Promenader i Retorthuset og ikke er i godt Humør og Manden ikke faar Hatten hurtig nok af, hvilket de lægger megen Vægt paa eller han ved en Forseelse kommer til at begaa noget, der ikke behager dem, straks 8-14 Dage eller 1 Maaned for Kulbøren, eftersom det behager dem; vil man det ikke, saa straks paa Porten.

Kommer en Mand 5 Minuter for sent om Morgenen, da faar han ikke Lov at arbejde før Kl. 8 og er han ansat ved Retorterne, skal han trille Kul de 3 Fierdedele af Dagen. Kommer han for sent om Aftenen, naar han har Nattur, da maa han gaa hjem den Nat og Dagen efter møde i Krigsret for Inspektøren. Hvis han da ikke foretrækker at marschere ud af Porten, bliver han dømt 8-14 Dage for Kulbøren, efter som det behager Herren.

Kontrakten, som Enhver, der kommer i Gasværkets Arbejde, maa underskrive, lyder saaledes :

Arbejderne antages paa 8 Dages Opsigelse, saaledes, at altsaa den Arbejder, der vil fratræde sin Plads, har at mælde Opsigelse 8 Dage forud. Gasværket vil ligeledes, i Tilfælde af Afskedigelse, opsige den vedkommende Arbejder 8 Dage forud, saafremt Afskedigelsen ikke foranlediges ved nogen Fejl eller Forseelse fra Arbejdernes Side; er dette Tilfældet, da kan han afskediges straks, selv om han allerede var opsagt paa 8 Dage. 

For enhver tiltrædende Arbejder indeholdes der af hans Lønning 4 Kr., der indsættes i Arbejderbankens Sparekasseafdeling. Kontrabogen forbliver i Gasværkets Værge, indtil Arbejderen efter forudgaaende Opsigelse forlader sin Plads.

Dersom Arbeideren afskediges paa Grund af nogen Fejl eller Forseelse eller dersom han forlader Gasværkets Arbejde, uden at have sagt op i rette Tid, saa fortaber han derved sin Ret til den tilgodehavende Lønning og til de for ham i Arbejderbanken indsatte Penge med Renter. Samme Fortabelse finder Sled, dersom han efter sket Opsigelse forser sig saaledes, at han dersor afskediges. Det Beløb, der fortabes, tilfalder Gasværkets Sygekasse.

Det tillades ikke, at nogen Arbejder er Medlem af de saakaldte Fagforeninger. Man ser altsaa deraf, at Arbejderne paa Gasværket har store Forpligtelser men ingen Rettigheder.

Saasnart en Arbejder derude naar den Værdighed at blive Formand, gør han straks Front mod sine Kammerater, fordi hans Liv nu er blevet noget taaleligere end deres. Han besørger det lettere Arbejde til højere Løn, og om Sommeren har han saa oven i Købet 8 Dages Ferie; men det falder ham ikke ind, at hans kammerater, som slider i det haarde Arbejde fra Morgen til Aften, saa Sveden hagler af dem, ogsaa trænger til nogen Fritid, og endnu mindre gør han Forsøg paa at hjælpe dem til at opnaa nogen passende Lettelser og Hvile.

I større Fabrikker og Aktieselskaber har Arbejderne dog fri en hel eller halv Dag om Ugen eller i det Mindste byer 14de Dag; men paa Gasværket, hvor Varmen og den trykkende Luft gør Arbejdet næsten utaaleligt, der er aldrig Fritid, og er det en enkelt Gang nødvendigt for en at Arbejderne at have en Fridag, saa maa han 8 Dage i Forvejen anmode om Tilladelse dertil.

De Arbejdere, der Aar ud og Aar ind, Sommer og Vinter, er nødte til at arbejde paa Gasværket, er maaske mere at beklage end alle øvrige Arbeidere. Gasværksarbejderen slappes i kort Tid paa Legeme og Sjæl i den Grad, at han taber Interessen for alt om Kam og fører sin Tiværelse som en blot og bar Maiskine. Doktoren ordinerer frisk Luft; men naar Arbejderen kommer hjem om Aftenen, er han saa udmattet af Varme og Anstrængelse, at han straks falder sammen, saa snart han sætter sig, og ikke er i Stand til at komme udenfor sin Dør.

Nattearbejdet paa Værket er om muligt endnu mere svækkende for Legemer end Dagarbejdet. Naar man kommer hjem om Morgenen, maa man vente til Ens Kone faar Børnene op og til, at hun faar Stuen gjort ryddelig og nogenlunde udluftet. Man sover i en Stue, hvor Konen og Børnene opholder sig hele Dagen, og der kan derfor hverken være Tale om Ro eller Hvile. Appetiten tabes, og naar man atter gaar paa Arbejde, føler man sig næsten mere træt, end da man gik derfra.

Der tales om, at Gasværksarbejderne gaar meget paa Værtshusene. Der er Noget i det; men man maa erindre, at det saa godt som er den eneste Adspredelse, der tilbyder sig for dem. Jeg har ofte hørt disse Arbejdere sige: Vi har aldrig nogen Frihed, lad os derfor med det samme gaa op og drikke en Snaps og tale lidt sammen. Havde de derimod en Gang imellem en Fridag, saa vilde de tænke: Lad os gemme de Par Skilling, vil har, til en lille Fornøjelse med vore Koner og Børn.

Det vilde være ønskeligt, om Gasværkets Bestyrelse vilde tage Anledning af Nærværende til at foretage en Forandring i de det berørte Forhold, og den vilde erhverve sig Manges Taknemmelighed ved f. Eks. at inddele Arbejderne i 3 Hold, hvoraf den første begyndte om Morgenen Kl. 6, den anden om Middagen Kl. 2 og den tredje om Aftenen Kl. 10. Arbejdstiden vilde saaledes blive 8 Timer for hvert Hold, hvilket virkeligt var mere end tilstrækkeligt af den Slags Arbejde for den ydede Løn.

At Bestyreren paa Gasværket ikke selv kan tage Beslutning om at forandre Arbejdsforholdene der, ved vi nok; men i alle saadanne Sager ejer han tilstrækkelig Indflydelse paa Magistraten. Denne Indflydelse har han rigtignok ikke hidtil benyttet paa den heldigste Maade; ti af Forbedringer har han indskrænket sig til, at hver i af Mandskabet i Retorthuset i Løbet af Sommeren faar udleveret en Flaske Sodavand om Dagen. For at kunne udføre Arbejdet i Retorthuset er det imidlertid nødvendigt at nyde noget bedre end Vand og Brød, hvad Hr. Howitz dog ikke synes at antage.

Som et andet Eksempel paa Hr. Howitzs Indflydelse paa Magistraten kan maaske anføres den Dusør paa 10 Kr., som uddeltes til dem, der under Gasværksarbejdernes Strejke svigtede deres Kammerater, hvilke Hædersmænd han siden den Tid bestandig har samlet om sig som sin Æresgarde, og hvilke altid siden er bleven passende paaskønnet.

Da Magistraten ofrer saa meget for at forskønne Byen med Boulevarder, Anlæg, Musikkorps o.s.v., saa vilde jeg ønske, at den ogsaa vilde skænke sine trætte Arbejdere paa Gasværket saa meget Fritid, at de kan nyde lidt godt af disse mange Herligheder. 

Men det kan vel ikke Hjælpe at ønske, det har til Dato vist, at det ikke fører til Noget! Derfor, Kammerater! stol ikke paa Magistratens Godhed. I ved, hvad den byder os, naar vi har slidt os op i dens Tjeneste, og efter at vi i mange Aar har betalt til Gasværkets Sygekasse; Naar vi bønfalder Bestyreren, kan vi saa faa en lille Pension, men den tager man fra os, naar vi kommer paa Fattighuset eller Almindeligheden, og det endskøndt vi netop saa trænger allermest til den. Derfor, Kammerater! tænk paa Eder selv, tænk paa Eders Familie og slut Eder til de Mænd og det Parti, der vil Eders Vel! Kast "Aftenposten" til Side og støt de Blade, der taler Eders Sag - det er den eneste Vej, der fører til Eders Kaars Forbedring!

En gammel Gasværksarbejder.

(Social-Demokraten 14. august 1879).

Peter Elfelt (1866-1931): Vestre Gasværk. 1916. Kbhbilleder. Vestre gasværk (1857-) lå hvor den Hvide Kødby ligger. Gasværksvej hentyder til værket. Det lukkede i 1927 og blev nedrevet 1930-1932.

Færdselen i Vesterbropassagen. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redacteur! En Indsender har i Deres ærede Blad for 24de Juli med god Grund henledet Opmærksomheden paa Nødvendigheden af Foranstaltninger, sigtende til ved en Regulering af Kjørselen at formindske den stærke Trængsel, der meget ofte herske paa det nævnte Sted. Slemt har det været i flere Aar, værre vil det rimeligvis blive, efterhaanden som Bebyggelsen af Arealerne Syd for Vesterbrogade skrider frem. Det maa paaskjønnes, at man har viist den priselige Forsigtighed at lægge Enden af Forstædernes Sporveisselskabs Spor op i Ridestien, for at de holdende Sporvogne ikke skulle fylde op paa Kiørebanen til stor Gene for andre Vogne; men netop derfor maa det vække Forundring, at Frederiksberg Sporveis Vogne tage Holdeplads netop paa det Sted af Passagen, hvor de giøre allermeest Ulempe, og hvor Færdselen er stærkest, nemlig umiddelbart ved Siden af Kjøbenhavns Sporveis Vognes Holdeplads. Herved spærres ikke alene Kjørebanen for andre Vogne, men den uundgaaelige Følge bliver, at det sporvognsøgende Publicum klumper sig sammen paa dette ene Sted, hvorved Færdselen hæmmes endnu mere. Dette Forhold synes ligesaa urimeligt, som om man anviste Drosker Holdeplads paa Vestergade eller andre lignende Steder. Det er navnlig paa Sommeraftenerne at Færdselen naaer sit Culminationspunkt; Tusinder af Mennesker og Hundreder af Vogne mylre da igjennem Vesterpassagen, der, som bekiendt, ikke udmærker sig ved nogen glimrende Belysning; under disse Omstændigheder seer man da de omtalte Vogne hvert Øieblik komme kjørende og placere sig midt paa Gaden, undertiden endogsaa to ved Siden af hinanden (den ene fra Byen, den anden fra Gl. Kongevei), saa at de lægge Beslag paa over Halvdelen af Kjørebanen. Vilde ikke Halmtorvet eller Terrainet udenfor Banegaarden være en mere passende Holdeplads? Herved vilde en betydelig Forbedring være opnaaet; men en endnu større Lettelse vilde kunne tilvejebringes, dersom man, i Lighed med hvad der er skeet for Østergades Vedkommende, udsondrede en vis Deel af Vognmassen og henviste den til den nærliggende Sidegade. Til de Tider, da Vesterpassagen er meest overfyldt, befares den imidlertid af yderst faa Arbejdsvogne, men derimod af en meget stor Mængde af de ovennævnte Spor-Omnibusser; disse Vogne ere paa Grund af deres Størrelse og ubehjælpsomme Bevægelsesmaade ofte til Ulempe for den almindelige Kjørsel (hvilket man i Særdeleshed vil kunne bemærke dagligt for den smalle Strækning: Vimmelskaftet, Nygade og Frederiksberggade, fordi Vognmassen her er større end paa den fredlyste Østergade). Det skjønnes derfor at være den rimeligste og meest praktiske Foranstattning, at henvise samtlige Spor- og andre Omnibusser til Jernbanegade (eventuelt tillige til Routen: Vestergade, Skindergade, Skoubogade),- i det Mindste i Sommerhalvaaret. Thi at dirigere alle fra Byen kommende Vogne gjennem den nævnte Sidegade, som den ærede foregaaende Indsender foreslaaer, turde være en vel streng Forholderegel, der ikke kan ventes gjennemført

J. M.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. august 1879).

Vesterbros Passage, nu Vesterbrogade set fra omkring Helgolandsgade ind mod Rådhuspladsen (dengang Halmtorvet). Ikke meget er genkendeligt i dag. Sporvejsskinnerne ses til højre på gaden, træerne i Tivoli anes til højre for gaden. Ukendt fotograf. Rådhusforvaltningens samling, Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Politivenligt. (Efterskrift til Politivennen)

Da man for nogle Aar siden begyndte at købe Grunde og opføre Ejendomme i Fredensgade og det omliggende Kvarter, var del under den Forudsætning, at der tværs over Sortedamssøen, fra Fredensgade og over til Sølvgadens Forlængelse, vilde blive lagt en Bro, der kunde sætte det nævnte Kvarter i en nærmere Forbindelse med den indre Del af Byen. Denne Forudsætning, der for Øvrigt hvilede paa et Tilsagn af Københavns Magistrat, skuffedes heller ikke. Da Magistraten og Borgerrepræsentationen havde faaet tilstrækkelig Tid til al sove paa Sagen, saa vidt vides fra 1873 til 1878, paabegyndtes endelig Brobygningen forrige Sommer, og det lykkedes med den bekendte danske Ihærdighed at faa det Arbejde besørget færdigt i Løbet af 3 a 4 Maaneder, som selv et Blad som "Dagens Nyheder" mente kunne have været leveret paa 14 Dage. Naa, hvorledes det nu end forholdt sig, saa var Beboerne af Fredensgade-Kvarteret dog meget glade over den nye Bro, der ydede dem en hel Del Lettelse i Samkvemmet med det egenlige København.

Beboernes Glæde blev imidlertid kun af kort Varighed. Da Efteraaret og Vinteren kom med stærkt Nedslag af Regn og Sne og kun liden Tørre i Luften, forvandledes Fredensgade og navnlig den Del, der vendte ud mod Søen, til et fuldstændigt Morads, hvorigennem man maatte vade for at komme over Broen. At næsten hele Fordelen ved Broanlæget derved gik tabt er indlysende; ti de Fleste foretrak at gaa en Omvej fremfor at faa deres Klæder tilsmudskede og deres Sundhed ødelagt ved dette mudrede Fodbad, og de, der for Nemhedens Skyld trodsede Solen, anstillede alt andet end kærlige Betragtninger over Københavns Autoriteter og deres Virksomhed.

Vi henstiller nu herved til Københavns Politi, Vejvæsen og hvad ellers de Myndigheder kaldes, der har at paase, at Gader og Veje er farbare, om ikke det Stykke Fortov, der gaar fra Ryesgade ned til Broen, kan blive brolagt, for at man ikke til den kommende Vinter skal være stillet som i Fjor: at have Fordelen ved et Broanlæg lige for Øjnene og ikke være i Stand til at benytte det uden at udsætte sig for at blive snavset og forkølet.

En Grundejer.

(Social-Demokraten 25. juli 1879).

F. Winther: Isskjæring paa Kjøbenhavns Søer. Illustreret Tidende nr. 1215, 7. januar 1883.

Trængslen ved Tivolis Holdeplads for Sporvogne. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redacteur! Den Trængsel, som meget ofte finder Sted ved de hinanden krydsende Sporvogne, Omnibusser og Drosker tætved Tivoli, og som pleier at culminere om Aftenen Kl. 10½ efter Pantomimens Slutning, foranlediger mig til at henlede Opmærksomheden paa, om der ikke kan gjøres Noget for at formindste de Farer, Publicum øiensynlig udsætter sig for ved pludselig og masseviis at storme en eller anden Sporvogn eller Omnibus, og det medens andre Sporvogne og Omnibusser fra Øst, Nord og Vest ere under Opkjørsel. Mindst 3 Sporvogne (2 paa Tivolisiden, 1 paa Boulevardsiden) komme fra Byen, 2 fra Vesterbro, 1 fra Nørrebro, 1 fra Villaqvarteret, 1 Omnibus fra Sortehest, 1 fra Byen, 1 Sporvognsomnibus fra Gl. Kongevej, 1 fra Byen; alle disse Kjøretøier krydse paa dette Punkt hverandre, for ikke at tale om de Drosker, der paa Kryds og paa Tvers særdes paa Veiene mellem Halmtorvet, Tivoli, Banegaarden og Concert du Boulevard. Jeg blev i Søndags Aftes Vidne til, at en Herre og Dame med et lille Barn vilde passere fra Tivolisiden over til Boulevardsiden; to Drosker kom kiørende mod hinanden i deres vante Galop for at faae Tour fra Jernbanen; Familien vil udflye den ene, men kommer for langt hen til den anden; Damen trækker Barnet til den ene Side, Herren til den anden. Havde Kudsken ikke været saa heldig i det yderste Øieblik at dreie af, vilde maaskee alle Tre være blevne overkjørte. Dette er kun eet Exempel af de mange. At der kan og bør gjøres Noget for bedre at regulere Kiørslen paa disse Punkter, forekommer mig utvivlsomt. Paa lignende Knudepunkter i Paris faaer det sporvognssøgende Publicum i Ventesalene Numere udleverede, og kun et vist Antal Numere befordres. Derved forebygges unødvendig Trængsel ved Udstigningen og Indstigningen. Endvidere skjønnes det at være hensigtsmæssigt, at en Politiforordning udstedes om, at alle Vogne kun i Skridtkjørsel passere forbi Tivoli, og at Vogne, der komme fra Byen, henvises til at kjøre i Skridt over Halmtorvet fra Hjørnerne af te Gader, der munde ud paa Torvet, igjennem Jernbanegade og derfra længst ovre ved Jernbanesiden til Vesterbrogade. Derved vil man idetmindste for endeel kunne undgaae, at Folk udsættes for Fare og Skræk. Deres ærb.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. juli 1879).

De danske Soldatergrave paa Altona Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Om disse er der, skrives der til os fra Hamborg, lige siden 1865 blevet fredet af den herboende Capitain Arnoldi, som med Hæder har deeltaget i begge Felttogene. Nu er der ved det danske Krigsministeriums Foranstaltning blevet reist en Mindesteen af Granit paa Gravene. I denne Anledning fandt der i Søndags en smuk lille Høitidelighed Sted paa Kirkegaarden i Altona, idet endeel Danske fra Hamborg og Altona havde indfundet sig derfor at bekrandse Mindestenen og de omliggende Grave. Særlig smukke Krandse vare sendte af den skandinaviske Forening og det skandinaviske Selskab i Hamborg. Efter Bekrandsningen bragte Consul Alsing de Tilstedeværende en Tak fra de Hedengangnes Slægtninge.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. juli 1879).

Militair-Gravsted Danske Garnison Altona.  Norderreihe cemetary Altona. 2012. Wikimedia: udgivet under Creative Commons Kreditering-Del på samme vilkår 3.0 Ikke-porteret-licensen.

Altona var indtil 1863 dansk garnisonsby. Da koleraen i 1831 hærgede Hamborg og Altona, blev der anlagt en kirkegård "An der Norderreihe" og her fik også den danske garnison et areal til begravelsesplads. 1832-1864 blev 167 danskere begravet her: befalingsmænd, soldater, kvinder og børn. Under et luftbombardement i 1943 blev det omliggende kvarter ødelagt, en bygning styrtede ned over den danske begravelsesplads og begravede resterne af mindetavlerne undtagen hovedmonumentet (se foto).