Forstyrrelse af Helligdagsfreden. (Efterskrift til Politivennen)

Fra den offentlige Politiret. I afvigte Juli Maaned blev Mølleeier Mortensen ved den offentlige Politiret tiltalt for at have overtraadt Loven af 7de April 1876 om den offentlige Fred paa Folkekirkens Helligdage, ved at han en Søndag havde ladet sin i Møllegade beliggende Dampmølle arbeide mellem 9 og 4. Under Sagen oplystes det, at den Støi, som havde været forbunden med Møllens Virksomhed, havde kunnet høres i en Afstand af flere Hundrede Alen. Paa Grund heraf formente Dommeren, at Sigtede havde overtraadt nævnte Lov, og tildelte ham i den Anledning en Advarsel. I Begyndelsen af August Maaned anmeldte derefter en i Møllegade boende Mand for Politiet, at Møllen atter havde været i Virksomhed Søndagen den 3die August under Kirketiden og foraarsaget en for de Omkringboende meget generende Larm. Under den i nævnte Anledning anlagte nye Sag erkjendte vel den for Tiltalte mødende Fuldmægtig, at der var blevet arbeidet i Møllen den paagjældende Dag i den anførte Tid, men benægtede, at der havde været forbunden nogen saadan Støi med dette Arbeide, at Helligdagens Fred derved kunde siges at vare bleven forstyrret. De under Sagen afhørte Vidner forklarede imidlertid, at den ved Arbeidet i Møllen foranledigede Larm havde kunnet høres i en Afstand af et Par Hundrede Alen; et af Vidnerne forklarede endog, at Larmen havde kunnet høres i en Afstand af 400 Alen. Da Sigtedes Fuldmægtig ikke vilde erkjende Rigtigheden af de afgivne Forklaringer, bleve Vidnerne tagne i Ed eg Sigtede ved Dom paalagt en Bøde af 15 Kr, idet Dommeren formeente, at det ved de afgivne Vidneforklaringer maatte ansees for godtgjort, at Arbeidet i Møllen havde været forbundet med en saadan Larm, at Helligdagens Fred derved var bleven forstyrret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1879. 2. udgave).

Betænkning om St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Den 9. oktober 1879 fremsatte finansministeren i Landstinget et lovforslag om "Hærstyrken paa de dansk-vestindiske Øer". Dette blev udførligt behandlet i Dagbladet (København), den 10. oktober 1879. Herunder også bilagene der forsøgte at finde årsagerne til oprørets udbrud. Man nåede her frem til at udbruddet skyldtes en tilfældighed, og at der altså ikke var lagt nogen plan med det. Men at der før oprøret havde været en almindelig udbredt misfornøjelse blandt landarbejderne. Fra "pålidelige personligheder" havde man underretning om at arbejderbefolkningen på St. Croix var den ø hvor arbejderbefolkningen havde det bedst. 

Som forebyggende foranstaltninger mod en gentagelse anbefalede kommissionen en genoprettelse af respekten for lovens autoritet, med andre ord, mere militær på øerne. Arbejdsordningen skulle vedblive, men arbejderregulationerne ophævet og erstattet af en tyendelov, en løsgængerlov, en skolereform mm. Altså stort set det som guvernøren allerede havde gennemført i september.

De dansk vestindiske Øer. I den som Bilag til lovforslaget om Hærstyrken paa de dansk-vestindiske Øer følgende Betænkning af 1ste Mai fra den vestindiske Commission udtaler denne, at den ved Undersøgelserne om Aarsagerne til Oprørets Udbrud er kommen til det Resultat, at selve Udbrudet hidrørte fra en Tilfældighed, og at der ikke kan antages forud at være lagt nogen Planer dertil. Derimod er det utvivlsomt, at Oprøret har været Udtrykket for en hos landarbejderne tilstedeværende og blandt dem almindelig udbredt Misfornøielse. Commissionen dvæler derefter nærmere ved Udviklingen af Forholdene gjennem en længere Periode for at paavise Aarsagerne til Misfornøielsen. Den finder, at der navnlig i den sidste Halvdeel af de forløbne 30 Aar siden Indførelsen i 1849 af de saakaldte Arbeiderregulationer er taget for lidt Hensyn til den Forandring i Eiendoms- og Befolkningsforholdene, navnlig paa St. Croix, som formeentlig allerede i en tidligere Periode burde have fremkaldt Bestræbelser for en yderligere Udvikling af den Frihed i Arbejderforholdene, hvortil Anordningen af 1849 dannede Indledningen. Forholdene ere nu saaledes, at Regulationerne daglig overtrædes i stor Udstrækning og at navnlig den Lighed, der tilstræbtes at indføre i Arbejdernes Stilling, er gaaet over til en Ulighed, der saalænge Regulationerne bestaae, maa skabe Misfornøielse med dem. Samtidig ere de fleste Stendomme gaaede ud af Hænderne paa de gamle Slægter og blevne kjøbte af tidligere Forvaltere, navnlig Irlændere, der efter Forholdene have fundet sig nødsagede til at stræbe efter at bringe saa meget som muligt ud af Ejendommene, altsaa af Negrenes Arbeide, med de mindst mulige Udgifter, og som tillige kun undtagelsesviis have betragtet St. Croix som deres Hjem. Men ved Siden af disse her anførte Omstændigheder, der vel kunne have tjent som Ophidselsesmidler under Oprørsbevægelsen, har der naturligviis været andre Momenter af langt mere gennemgribende Betydning for Vækkelsen af en almindelig Utilfredshed blandt Landarbeiderbefolkningen. Allerede den ved Trangen til Arbejdskraft foranledigede Indvandring af Arbeidere fra de engelske Øer bragte saaledes Elementer ind i Befolkningen, der naturligviis efter de frie Arbejdsforhold, hvorunder de paa de nævnte Øer havde levet, kun modstræbende og uvilligt bøiede sig under Arbeiderregulationernes Bestemmelser. Disse fremmede Elementer, der paa den ene Side vare forholdsviis langt bedre underviste end Landarbejderne paa St Croix, og paa den anden Side vel i Reglen vare kraftige Arbejdere, men ofte slette Subjecter, af hvilke mange skulle have have været straffede paa deres tidligere Opholdssteder, maatte snart kunne aabne hines Øine for det i sig selv urimelige Forhold, som Arbeiderregulationerne havde indført, at den kraftige Arbejders større Arbeide ikke lønnedes bedre end den Svages mindre Arbeide, ligesom overhovedet for det Nedtrykkende og Sløvende i, at Flid og Dygtighed savnede et Vederlag i et større Udbytte end det, der opnaaedes af den Dovne og Udygtige. Der behøvedes efter denne Forberedelse kun Exempler paa, at en haandgribelig Forskjel i saa Henseende virkelig kom tilstede for Nogles Vedkommende, uden at berøre den hele Masse i sin Almindelighed, for at Utilfredsheden kunde faae en i hver Tilfælde tilsyneladende berettiget Næring. Dette fandt navnlig Sted ved det saakaldte Portersystem, hvorved visse Arbeidere (porters) lønnedes dagviis og tjente dobbelt saameget som den i fast Tjeneste staaende Befsætning, i hvilken Henseende Oprettelsen af Fællessukkerkogeriet kom til at spille en betydelig Rolle.

Commissionen gaaer derefter over til at undersøge Spørgsmaalet om Midlerne til at forebygge Gjentagelse af Oprøret. Der fremhæves først Hævdelse af Respecten for Lovens Autoritet som formenes kun at kunne opnaaes gjennem Tilstedeværelsen af en forøget Militairstyrke paa Øen, navnlig under den Overgangstilstand, der vil indtræde i den nærmeste Tid, efterat den nuværende Arbeidsordning er bleven hævet. Endvidere henleder Commissioncn Opmærksomheden paa en stadig Udstationering af et Orlogsskib ved Øerne, ligesom den ogsaa udtaler sig for Ønskeligheden af Oprettelse af en Borgervæbning. For i det Hele at have Arbejderbefolkningen, kræver Commissionen først Arbeiderregulationernes Ophævelse og Indførelse af frit Arbeide, ordnet gjennem en Tyendelov, ved Siden af hvilken der maa stilles en Løsggængerlov, ligesom den ogsaa henpeger paa Ønskeligheden af forandrede Bestemmelser i Henseende til Fattigforsørgelse, Lægetilsyn, Jordemodervæsen m. v. Imidlertid ansees det for meget tvivlsomt, om der under de forandrede Forhold vil blive Arbejdskraft nok paa St. Croix. Selve Oprøret vil efter al Sandsynlighed bidroge til Formindskelse af Landarbejdernes Tal, idet mange af disse søge bort fra Øen af Frygt for, at deres Deelagtighed i dette skal blive opdaget. Som en Modvægt herimod antages det, at en Amnesti vilde virke. Men man bør dog itide gjøre sig klart, gjennem hvilken Art af Immigration andetstedsfra der hensigtsmæssigst og billigst kan bødes paa Mangelen af Arbeidskraft. Er Ordningen af Arbejdsforholdene og hvad dermed staaer i Forbindelse forbunden med Vanskeligheder, saa er dette i endnu langt høiere Grad Tilfældet med Hensyn til Foranstaltninger for at hæve Negerbefolkningen op til et høiere intellektuelt, moralsk og socialt Standpunkt. Det bedste Middel troer Commissionen vil være en virksom Reform i Skolevæsenet, navnlig saaledes at Skoletvangen overholdes strængt og begynder senest med det 6te og varer indtil det 12te Aar, medens den nu ophører med det l0de. For den nuværende Generation af Arbeiderbefolkningen vil der muligt kunne udrettes Noget ved at befordre Udbredelse af Squatters (smaa Eiere eller Leiere). der dog vilde kunne bringe endeel af Arbeiderne til at indtage en bedre økonomisk Stilling. Endelig omtaler Commissionen Fællessukkerkogeriet, hvis fortsatte Existents ansees for et Livsspørgsmaal for St. Croix.

Efter dernæst at have omtalt den ved Oprøret foraarsagede Skade, gaaer Betænkningen over til Spørgsmaalet om, hvilke Forandringer i Ordningen af Moderlandets Forhold til Colonierne der maatte være nødvendige. Commissionen har til den Ende underkastet hele St. Croixs Administration osv. en detailleret Undersøgelse og søgt at begrændse Udgifterne saa meget som muligt, men den kom snart til Erkjendelse af, at det paa mange Punkter ikke vilde kunne undgaaes at forøge Udgifterne i en ikke ringe Grad, naar man vilde opnaae en virkelig Garanti for Bevarelsen af Orden og Ro samt tilvejebringe de fornødne Betingelser for Befolkningens og særlig den arbeidende Klasses Fremgang. Med et tilfredsstillende Udgiftsbudget ville de aarlige Udgifter for St Croix kunne anslaaes til 203.544 vestind. Daler, medens de nuværende Indtægter kun beløbe sig til 151.303 vestind Daler. Det aarlige Underskud er saaledes 52,241 vestind. Daler, hvorhos der endnu kræves et Beløb af 25.110 vestind. Daler til Dækning af Udgifter een Gang for alle. Hvad angaaer Maaden, hvorpaa dette Underskud skal dækkes, har Commissioncn deelt sig et Fleertal (Schlegel og Tvermoes) og et Mindretal (Levy). Den Sidstnævnte anbefaler Paaligningen af en directe personlig Skat og en Romskat af 20 Cts. pr. Gallon, samt tilraader endvidere, at Moderlandet yder St. Croix en temporair Hjælp saaledes, at Statskassen paa Betingelse af, at Øens Repræsentation vedtager de to ovenfor nævnte Skatter, for en Tid af 3 Aar overtager at dække det regnskabsmæssige Deficit imod, at den efter Udløbet af dette Tidsrum erholder de tilskudte Beløb tilbagebetalte ved, at Øen aarlig indbetaler Halvdelen af de eventuelle Overskud i Statskassen. Fleertallet antager ikke, at der vilde vare Noget vundet ved et Løfte om at dække Øens Underbalance i 3 Aar. Fleertallet deler Levys Anskuelse om Nødvendigheden af at skabe nye Indtægtskilder gjennem de foreslaande nye Skattepaalæg, men det anseer det nuværende Tidspunkt for ubetimeligt og mener, at naar Arbeiderregulationerne antages hævede den 1ste October d. A., vil mon neppe kunne have en paalidelig Oversigt over alle herhen hørende Forhold for 1ste April 1881, til hvilket Tidspunkt der derfor først bør kunne blive Tale om at stille yderligere Krav til Skatteyderne. Det er derfor Flertallets Anskuelse, at Colonialloven bør forandres i den Retning, at Moderlandet i en eller anden Form overtager Udredelsen af Øens Underskud, og at man dernæst, naar Overskud maatte fremkomme, deels ved mulig indtrædende gunstigere Conjuncturer, deels ved den eventuelle Etablering af nye Skatter, bør refundere saa stor en Deel af denne Udgift, som man med Øens særlige Forhold for Øie maatte finde rigtigt. Fleertallet slutter sin Betænkning om dette Spørgsmaal med at stille Forslag om, at Statskassen skal overtage Militairudgifterne paa Øerne, og i Overensstemmelse dermed er det Lovforslag udarbejdet, der nu er forelagt Landsthinget af Regjeringen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1879).

Havnemester Theodor Wilhelm Conrad Kruse (1845-1927): H. K. H. Prins Valdemars Modtagelse i St. Thomas. Illustreret Tidende 9. november 1879. Den 29. september 1879 ankom prins Valdemar til Sankt Thomas efter 46 dages sejlads fra København. Han tilbragte hele vinteren på øerne indtil 28. april 1880. Hans tilstedeværelse havde til formål at forhindre nye uroligheder som i 1878..

Den vestindiske Kommission.

Den Omhu, hvormed den kongelig vestindiske Kommissions Betænkning Hemmeligholdes, har ikke været tilstrækkelig til at bevare den udelukkende for "de Indviedes" Kreds, og vi ville derfor skjænke den et Par Bemærkninger, saa meget hellere, som Sagen jo ventelig med det første vil komme før Rigsdagen.

Kommissionen begyndte sin Virksomhed med de militære Forhold og foranledigede, at der her hjemme fra udsendtes en Styrke af 65 Mand. Hvor rigtig denne Foranstaltning end kunde være, saa er det dog mærkeligt, at der behøvedes en Kommission til at sætte den i Værk, men endnu mærkeligere er det, at naar Kommissionen nu en Gang havde dette Hværv og traf denne Foranstaltning, at den da ikke sørgede for, at de stakkels Soldater havde faaet en til Klimaet passende Beklædning (som Soldaterne paa de engelske og spanske Øer). Sikkert vilde da, efter stedlige Lægers Erklæring, en af Aarsagerne til Soldaternes Lidelser, og maaske den væsenligste Grund til, at 15 Mand af de 65 i kort Tid døde af Klimatfeber, været fjærnet. Man skulde tro, at Kommissionsmedlemmerne ikke selv havde sørget for passende Klædning til deres Troperejse, siden de ikke tænkte paa Soldaterne - , men det havde de nok dog! Maaske ligger dette ikke indenfor Kommissionens Omraade, saa Ansvaret for den letsindige Omgang med Soldaternes Liv bør adresseres andet Steds hen, men rimeligt havde det da i at Fald været, om Kommissionen havde henledet Vedkommendes Opmærksomhed paa en saa vigtig Sag samtidig med, at den rekvirerede Soldaterne.

Om Aarsagerne til Negeropstanden og om den anrettede Skade meddeler Kommissionen intet nyt, hvad der jo heller ikke kunde ventes. Det er med denne Side af Virksomheden gaaet ganske saaledes, som det blev udtalt i "Morgenbladet" strax ved Kommissionens Afrejse, og følgelig er der ingen som helst Anledning til at opholde sig ved denne Del af Beretningen.

Langt den vigtigste Side af Kommissionsbetænkningen indtager Behandlingen af Øens Budget, der som bekjendt er i en ynkelig Forfatning. Paa den ene Side vil Kommissionen forøge Budgettets Udgiftsside med flere Soldater, ved at forøge Lærernes Antal i Negerskolerne osv. - Foraanstaltninger, der mer eller mindre gaa ud paa at sikre sig Rolighed blandt Negerne - og paa den anden Side vil den forøge Indtægterne, dels ved en Konsumtionsskat paa Rom og dels ved et direkte Statstilskud.

Vi ere lidt i Forlegenhed med at finde et betegnende Ord for disse Forslag. Man vil beskatte, ganske vist indirekte. Negere, hvis Løn ved Lov er fastsat til et Minimum, 37 Øre daglig, og for at de ikke skulle mukke, forøger man Militærholdet!! To af Kommissionsmedlemmerne have da ogsaa været forstandige nok til ikke at gaa ind paa saadanne vilde Ideer! Men hele Kommissionen anbefaler, at vi komme Øens Budget til Hjælp med ca. 200,000 Kr. aarlig, og spørger man, i hvilket Øjemed, da bliver Svaret - for at faa Ballance i Budgettet ! Det er ikke for at sætte Øen i Stand til om kortere eller længere Tid selv at faa Ballance i Budgettet, at man foreslaar at anvende Penge, nej, det er simpelt hen for Ballancens Skyld, at de 200,000 Kr. skulde gives, og naar nu Øen ad Aare fordrer 300,000 Kr. for at faa Ballance, nu vel, saa give vi 300,000 Kr. og saaledes fremdeles, til vi bære alle Udgifterne (ca. 500,000 Kr.) for den totalt ødelagte Ø, medens Kolonialraad og Guvernør selv bestemme, hvorledes de ville anvende vore Penge.

Vi forstaa i Sandhed ikke Kommissionens Indstilling. Er det Meningen, at vi skulle opretholde Øen, da kan dette ikke gjøres ved aarlig at give Øen saa og saa store Beløb enten som Bureaulaan eller Tilskud. I al Fald maa da den, der giver Pengene, ogsaa raade for Pengenes Anvendelse. Den hele nuværende Koloniallov maa dermed falde, og vi maa vende tilbage til den gamle Kronekoloniforvaltning. Vi kunne ikke rolig se paa, at den Befolkning, der - lad det nu være frivillig eller ufrivillig - har afskaffet det for Øens Sikkerhed nødvendige Militær, nu fordrer Skadeserstatning for de lidte Tab - Tab, foranledigede ved, at den danske Overhøjhed lod Magten slippe sig ud af Hænde - ja, saagar henvender sig til fremmede Magter for at saa Støtte for deres Fordring. Magten kan ikke forblive, hvor den nu er, - vi maa selv tage den, og vi maa selv raade over, hvorledes og hvor mange Penge vi ville anvende, i Stedet for at vi nu altid komme til at betale det Gilde, som de derude selv have arrangeret. Er det, som man jo nu synes at være tilbøjelig til at tro, gjennem Centralfabriker, at Øens finansielle Forhold kunne forbedres, saa lad os fortsætte det begyndte Værk og bygge en Fabrik til, i Frederiksted.

Som det er, kan det ikke vedblive! Vi maa beslutte os til at opgive eller redde Øen, og begge Dele ere vel lige dyre; men følge Kommissionen i Forholdsregler uden Formaal blot for Budgettets Ballances Skyld maa vi bestemt fraraade. V.

(Morgenbladet (København) 5. oktober 1879).

Havnemester Theodor Wilhelm Conrad Kruse (1845-1927)?: H. K. H. Prins Valdemars ankomst til Sankt Croix. Illustreret Tidende 9. november 1879. 

Arbejdskonflikten paa St. Croix, Oktober 1879. (Efterskrift til Politiennen)

Formelt kom der tre ting ud af The Fireburn: Kontrakterne var ikke længere på årlig basis, arbejderne kunne købe land - op til 28 ha, og fagforeninger blev tilladt. Reelt og i praksis skete der kun få forbedringer i landarbejdernes forhold, og børnedødeligheden fortsatte med at være blandt de største i Karibien.

Our readers will have observed in Saturday's issue, and again in the paper to-day, that a long expected announcement of great importance to this island has now been made, and it has become a published fact that the regulations hitherto controlling the relations between proprietors and rural labourers are to be finally abolished on the 1st of October next. The fact was officially made known on the several estates on Monday last.

It would be impremature to comment on this important notification before we are informed as to the nature of the new ordinance therein referred to.

(St. Croix Avis, 6. august 1879.)

Guvernør Garde undertegnede 13. september 1879 en ny lov for regulering af arbejdet, offentliggjort i St. Croix. Avis, 20. september 1879. St. Croix Avis, 24. september publicerede teksten til en ny løsgængerlov, hvor arbejdsløse i princippet blev gjort kriminelle.

Dansk Vestingen. St. Croix. Markarbejdere. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

1. oktober 1879 ophørte de retningslinjer der var mellem arbejdere og arbejdsgivere. I stedet skulle gælde samme lov som hvilede på de principper som gjaldt i tyendelovene. Det ville plantageejerne ikke gå med til, men ville fastholde årskontrakterne og ensartet betaling, nemlig 70 øre om dagen. Det nægtede arbejderne at gå ind på, og nedlagde arbejdet den 1. oktober. 2-3.00 arbejdere forlod endog øerne og tog til Frederiksted for at blive overført til naboøerne.  Trods kongeligt besøg - prins Valdemar - kunne konflikterne ikke holdes i ave:

Since our last, the situation in the country remains unchanged. The proprietors, at least for the most part, hold to the demand for a yearly contract, and the labourers as steadily refuse. So far as we know there is not one estate in the island where the people have returned to work. Good order, at the same time, prevails everywhere.

On Saturday and Monday many of the immigrant labourers crowded into West Endunder the false impresson that the English war-steamer Blanche had come to carry them back to their native islands.

(St Croix Avis, 8. oktober 1879.)

Wednesday, 15th October 1879.

We regret to write that the dead-lock in plantation work still continues. The labourers object sometimes that 20 cents is "not 'nough," sometime that they "will not be bung". 

We cannot hope that any advice of ours will spread much among the labouring class, but we would like to examine these objections from their own stand point and in their own interest.

First in regard to the twenty cents a day not being sufficient. Do the labourers know that this is the same rate as is paid in the smaller English islands, in Antigua for example? In Barbados, it is true, the common pay is a shilling, or 24 cents a day; but out of this the man has to pay for his house and ground, which is generally done by giving one day's labour a week as rent, and thus the pay is brought down to the same as is offered here. Do the labourers generally know that seven persons who left here for Barbados not very long ago, have returned to Est. Slob within the last few days? This ought to be a warning to the rest not to be anxious to try other islands. Broader reasons it would be useless to offer; but of course the real question is what can the land afford; and we feel sure that no planter will be willing to risk much more in the present state and prospects of the sugar market. It must be left to each planter to say what he can do; and it is not in the interest of the labourers themselves to have the estate thrown out of cultivation, by forcing the owner beyond this limit.

When we come to the objection to being bound, we must say that it does not in the least surprise us. The labourers have considered the abolition of Government interference, as an abolition of the contract system altogether. As a labouring man was heard to say the other day: How can we bound when the King has told us we are all free? It is not easy to make them see the difference between a contract proposed by the master, and a contract which they are compelled to take by the Government. And in truth, if the whole planting body agrees to insist upon it, it does practically amount to the same thing. Here we would remark that while we do not for a moment question the right of the planters to unite for this purpose, we do question the wisdom of erecting a rigid institution like this to meet exigencies which were utterly unknown and could not be foreseen. Such unions may do very well in old countries, it remains to be seen whether they are wish here. But to return to the "being bound", we do not, think the labourers have considered the great advantage that a contract is to themselves. The advantage to the owner of the land is too obvious to need comment: but the labourer has perhaps not thought of it from his own side. Let us suppose the case of an estate changing hands, the contracted labourers must be kept on and paid, the uncontracted may be dismissed. Again in dry weather the uncontracted hands can be discharged or put on half work, while for the contracted hands work and pay must be found all the time. Further, in the case of a man having a good provision ground, there is much more assurance of his reaping the products when the master is bound by contract to keep him on the estate.

In short the labourer is apt to forget that if he is bound the master is bound too, and must find work for him and support him whether convenient to do so or no. In Antigua, a contract act was passed, because the Iabouring people themselves saw the advantage of it, and a great number readily entered into contracts. Those who did not are liable to be sent off the estates as soon as dry weather sets in; and consequently in Antigua there is always great poverty, and we may add crime also, in such seasons. There are two sides to every question, and it is well, that the labourers should see this contract question from the side of its advantages to themselves before they decide entirely on refusing to enter into contracts.

(St. Croix Avis, 15. oktober 1879.)

St. Croix

(From the Avis October 18th)

Since our last issue we have heard of several estates having resumed work. All through the Island the labourers whose contracts under the old law had not expired have gone back to their work; but the greater number og those whose contracts expired on the 1st of October still refuse to accept the new terms.

There is a rumour that some managers are offering a fixed sum with allowance; and as the allowance system is in great favour with the labourers, and has some merits, it is worth while to consider this plan.

(Sanct Thomæ Tidende, 22. oktober 1879)

De dansk-vestindiske Øer. Ifølge Indberetninger til Regjeringen af 12te October fra Gouverneur Garde, som dengang opholdt sig i Frederikssted, havde Negrene paa Øen St. Croix efter 1ste October, da de gamle Arbeidscontracter vare udløbne, vægret sig ved at fornye disse paa et Aar, hvortil de vare berettigede efter den stedfundne Ophævelse af Arbeidsregulativerne. Paa Grund af denne deres Vægring havde Arbeidet hvilet siden den 1ste October, hvilket iøvrigt alligevel vilde være skeet, idet vedholdende Regnveir hele Tiden gjorde det umuligt at arbeide i Markerne. Indtil Rapportens Afgang havde kun omtrent 30 Negre forladt Øen. Et Rygte om, at et ved Frederikssted opankret engelsk Orlogsskib gratis vilde føre alle engelske Negre, som ønskede det, til de engelske Colonier, havde lokket over 1000 Negre til Byen. Da de imidlertid bragte i Erfaring, at Chefen paa Skibet manglcde enhver Instruction i saa Henseende, forlade de atter Byen, uden at der fandt Optøier Sted.

I Anledning af Aarsdagen efter Negeropstanden ifjor skriver St. Thomas Times af 1ste October: "Idag ledes Tanken uvilkaarligt hen paa de rystende Begivenheder der forefaldt ifjor den lste October, ved at kaste Blikket tilbage paa, hvad der er skeet i det forløbne Aar, kunne vi kun beundre den ubetvingelige Energi, som Indbyggerne paa St. Croix have lagt for Dagen ved Gjenopbyggelsen af Frederikssted. Hovedaarsagerne til Oprøret - Arbeidsrregulativerne og Manglen af Garnison i Frederikssted samt en utilstrækkelig Troppestyrke i Christianssted - ere bragte ud af verden. De tidligere Arbeiderregulativer ere ophævede og nye indførte: Idag vil ogsaa den nye Løsgjængerlov, en Lov, der er vel skikket til at holde Gaderne frie for Løsgjængerne og til at forsyne Plantagerne med Arbejdere, træde i Kraft. Garnisonen i Frederikssted er stærk nok til at møde alle Eventualiteter, men vi kunne ikke fatte, hvorfor Landdistricterne savne militair Beskyttelse. Militairstationen, Kings Hill, midt paa Øen ligger endnu i Ruiner, og Plantagerne mellem de to Byer ligge priisgivne Oprørere, der kunne have frit Spil, indtil der kommer Undsætning fra Byerne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. november 1879).

Strejken paa St. Croix har fremkaldt en næsten fuldstændig Uvirksomhed paa Plantagerne. Da de gamle Arbejder-Regulativer vare udløbne den 1ste Oktober, hvorved Planterne og Negerne blive stillede ligesaa frit overfor hverandre som andre Arbejdsgivere og Arbejdere, tilbød Planterne Negerne 20 Cts. om Dagen, frit Hus og fri Lægehjælp, mod at Negerne forpligtede sig til at arbejde for dem mindst l Aar. Grunden til den tilføjede Betingelse var, at Planterne vare bange for, at Negerne skulde gjøre Strejke, naar den travle Høsttid kom, for saaledes at skrue Arbejdslønnen op. Negerne vilde paa deres Side under ingen Omstændigheder binde sig for 1 Aar; en saadan Kontrakt mindede dem alt for meget om deres gamle Trældomstilstand, og de troede, det var mere til deres Fordel at arbejde paa Dagløn. De to Parter staa haardnakket og bestemt overfor hinanden, og kun paa en enkelt Plantage i Nærheden af Frederikssted fortsattes Arbejdet, fordi Kontrakterne der endnu ikke ere udløbne, saa at Politiet har kunnet tvinge Negerne til ikke at nedlægge Arbejdet. Hvor lidet medgjørlige Planterne have været under den hele Affære, fremgaar af den Forbitrelse, det vakte iblandt dem, da en af deres Kolleger tog Negere paa Dagløn og saaledes paany begyndte Arbejdet paa sin Plantage. Planterne have i den Henseende ikke vist sig stort bedre end de Socialister, der under en Strejke strejke om og true andre Arbejdere, som ikke ere af deres Mening. Hvad Frygten for en Strejke i Høsttiden angaar, skulde man synes, at en saadan Strejke bedre vilde kunne undgaas ved et godt Forhold mellem Arbejdsgivere og Arbejdere end ad den Vej, Planterne nu have valgt. Af Negerne kan man selvfølgelig ikke forlange saa meget som af Folk, der i længere Tid have levet under Frihedens Vilkaar; men de ere i ethvert Tilfælde lige saa fuldt i deres Ret under den forhaandenværende Krise som Planterne. Man maa rose Negerne for deres rolige og ordenlige Optræden ved denne Lejlighed de have opført sig langt bedre, end Strejkende i Reglen pleje van; men det er beklageligt, at den hidtil herskende Klasse derovre ikke endnu har formaaet at tilegne sig en besindigere Opfattelse af Midlerne til at hidføre fredelige og ordnede Tilstande paa Øen.

(Morgenbladet_(København) 5. november 1879).

4. november 1879 meldte guvernør Garde at arbejdet var ved at blive genoptaget på St. Croix.

Værtshusholderske i Griffenfeldtsgade. (Efterskrift til Politivennen)

En Værthusholderske i Griffenfeldtsgade foranledigede en Aften i April Opløb paa Gaden derved, at hun gaaende paa Gaden højt jamrede over, at en Person, der havde været til Stede i hendes Mands Beværtningslokale, havde forlangt at se hendes Ægteskabsbevis. Da to Politibetjente nu kom til, forlangte hun at de skulde anholde den paagjældende Person. Betjentene fik de Tilstedeværende til at gaa og opfordrede Konen til at forholde sig rolig, men hun skreg endnu højere og brugte Skjældsord som Tyveknægt, Laban osv. Hendes Mand kom nu til og søgte at formaa hende til at gaa ind, men hun nægtede det, og da hun tilsidst blev aldeles rasende, førte Betjentene hende til Politistationen. Paa Vejen hertil kom Manden atter og bad om hun maatte gaa hjem; dette tillod Betjentene, men da de slap hende, slog hun den ene i Ansigtet med knyttet Haand og greb den anden i Uniformskraven ligesom hun tog sit Hovedklæde og Shavl af og kastede det paa Gaden. Paa Stationen blev det hende tilbudt at gaa hjem men hun nægtede at lade sig dimittere og hendes Adfærd var saa støjende, at hun med Magt maatte sættes i en Droske og kjøres til Hovedstationen. Paa Veien derhen udskjældte hun de Betjente, der sad hos hende i Drosken, og disse maatte gjøre de største Anstrængelser for at forhindre hende fra at bide og slaa dem, og efter at hun omsider var bragt over i Arrestbygningen ved Hovedstationen, foer hun pludselig ind paa den ene og tilføjede ham med knyttet Haand et Slag i Ansigtet. Under den mod hende indledede Undersøgelse ved Kriminalretten oplystes det at hun ved den omhandlede Lejlighed var noget beskjænket Tilstand og i høj Grav af Affekt, og ved en Erklæring af Retslægen i Forbindelse med en Udtalelse af en Læge, der i Løbet af de 3 a 4 sidste Aar af og til havde behandlet hende, blev det efter at hun havde været indlagt til Observation paa Kommunehospitalet, godtgjort, at hun lider af kronisk Alkoholisme, der medfører en ikke ringe Sløvelse af de mentale Evner, samt udtalte Symptomer paa Sindssygdom; fremdeles at hun var hallucineret paa Hørelsen, og at hele denne sygelige Tilstand medfører, at hun, selv om hun ikke ved den ommeldte Lejlighed hat været i høj Grad beruset, dog godt kan være kommet i en saa lidenskabelig Sindsbevægelse, at hun som Følge af sin sygelige Tilstand fuldstændig har tabt Herredømmet over sig selv, og ihvorvel Retslægen ikke troede, at man kunde anse hende for fuldstændig afsindig og utilregnelig, maatte han dog anse hende for at være i den Grad svækket, at hun ikke var i Besiddelse af den fulde Tilregnelighed, der findes hos sunde Individer. Tiltalte blev som Følge af det anførte dømt efter Straffelovens §§ 100 og 101, sammenholdt med § 39, og Straffen bestemtes til simpelt Fængsel i 14 Dage.

(Morgenbladet (København) 30. september 1879).

Dobbeltmordet i Klejtrup (3): Mørkes Flugtforsøg og Niels Andersens Tilstaaelse. (Efterskrift til Politivennen)

Mordet i Kleitrup. Fra Hobro skrives til "Jp." i Løverdags: Af de for Dobbeltmordet i Kleitrup arresterede 2 Personer afgav, som tidligere omtalt, den ene, Niels Andersen, faa Dage efter sin Anholdelse Tilstaaelse om sin Medskyld, medens derimod den først arresterede, Rasmus Pedersen (Mørke) vedblivende negtede enhver Deel i Forbrydelsen, og ligesom for halvtredie Maaned siden Fremstillingen af de Myrdedes Liig for ham ikke efterlod noget kjendeligt Indtryk hos ham, saaledes viste for saa Dage siden en Konfrontation med hans Medskyldige sig frugtesløs, idet han stadig fastholdt sit Benægtelsessystem. Saaledes stod Sagen, da man i Fredags Aftes overraskedes ved et Forsøg af ham paa at slippe - ud af Arresten. Under sin Fængsling har han været belagt med Haandjern, som det var lykkedes ham at frigjøre sig for, og med en Jernkrog, han havde løsrevet i Arresten, prøvede han paa at bane sig Udgang gjennem Celledøren. Den derved foraarsagede Larm blev imidlertid hørt, og inden han endnu var naaet ret langt frem med sit Arbeide, blev han standset heri. Det mislykkede Udfald af hans Befrielsesforsøg lader til for en Deel at have brudt hans Modstandskraft; thi umiddelbart efter afgav han for Forhørsdommeren, Justitsraad Christensen, en Tilstaaelse om det begaaede Mord. Denne Tilstaaelse stemmer vel ikke ganske med hans Medskyldiges Forklaring og er derfor neppe heelt igjennem rigtig, men den skete Begyndelse lader vente, at ogsaa de nuværende Uovereensstemmelser mellem de tvende Forbryderes Udsagn ville blive fjernede. Mørk er tidligere straffet for Forbrydelser mod Eiendomssikkerheden og løb for et Par Aar siden under en Transport til Løgstør bort fra sine Bevogtere, men blev snart efter igjen anholdt.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 22. september 1879).

Dette var ikke det eneste flugtforsøg. Han forsøgte også at begå selvmord. Den 19. september 1879 aflagde han fuld tilståelse. Han fortalte, hvordan han havde slået Peder Pedersen og Anders Jensen Bødker ihjel med en tøjrekølle. Han indrømmede, at han havde planlagt mordet, og sagde endvidere, at han intet udestående havde med de myrdede. De havde tværtimod altid været flinke overfor ham. Den eneste årsag til ugerningen var, at han manglede penge og tøj, og ikke så anden udvej. Rasmus fortalte også, at han havde været temmelig beruset, da han begik mordene, men han erindrede dog, at han ikke havde haft nogen medskyldig. Han havde været alene om drabet.

Om Mordene i Kleitrup indeholder "Hobro Avis" for i Lørdags følgende interessante Meddelelse: Da Arrestanten Niels Andersen i Slutningen af Juli Maaned eftersøgtes i Anledning af Mordene, var det ikke saameget fordi der var nogen positiv Grund til at mistænke ham for Deltagelse i selve denne Forbrydelse, som fordi man nærede Forventning om, at han, om hvem det tilfældig var oplyst under Forhørerne, at han havde begaaet nogle mindre Bedragerier, vilde paa Grund af sit tidligere Forhold til Arrestanten Rasmus Pedersen (Mørke) kunne give nogen Oplysning om denne Sidstes Forhold til Mordene. Niels Andersen blev anholdt den 3die August og efter i nogle Dage at have benægtet at kunne give Oplysninger om Rasmus, fremkom han under et Forhør den 7de med nogle Meddelelser om denne, hvilke under den derved fremkaldte yderligere Examination ledede til at han efter haanden afgav en fuldstændig Beretning om Mordenes Udøvelse at Rasmus i hans Nærværelse og derhos tilstod selv at have ydet en mindre Medvirkning dertil. Ihvorvel denne Beretning i adskillige Punkter var uklar og skjønnenes utroværdig, maatte det dog. idet han anklagede sig selv, antages, at der laa nogen Sandhed til Grund derfor, og da han under senere Forhør tilbagekaldte og forandrede Adskilligt af hvad der ikke fandtes at hænge vel sammen, bragtes det ved disse Berigtigelser dertil, at Niels Andersens Fremstilling dog i det Væsenligste kunde ansees for antagelige, navnlig da Rasmus Mørke haardnakket vedblev med en til det Yderste dreven Benægtelse at at vide Noget om, hvad der i mindste Maade kunde referere sig til Mordene, medens Niels Andersen endog med en paafaldende Iver stræbte at oplyse sin Fremstillings Rigtighed. Saaledes stod Sagen, da Rasmus Mørke efter et mislykket Forsøg paa at undvige af Arresten i et den 19de Septbr. om Aftenen afholdt Forhør blev dragt til at gaa til Bekjendelse om at have udført Mordene. Han paastod strax at have været ene om Misgjerningen og nægtede paa det Bestemteste, at Niels Andersen havde været med derved. Den Forklaring. Rasmus afgav, havde i sig selv et fuldstændigt Præg at Troværdighed og derhos indeholdt hans Fremstilling Adskilligt, som - dets Rigtighed forudsat - afgiørende maatte tale for, at Niels ikke kunde have været delagtig i Mordenes Udøvelse, været tilstede paa Gjerningsstedet eller overhovedet truffet sammen med Rasmus ved den Tid Mordene bleve begaaede. Saasnart Niels Andersen i et derefter afholdt Forhør havde erfaret at Rasmus havde tilstaaet sig skyldig i Mordene uden dog at blive bekjendt med Detaillerne af Rasmus' Forklaring og navnlig, uden at erfare, at Rasmus havde erklæret at Niels stod udenfor Sagen, fremkom Niels Andersen ogsaa med Paastand om at han slet ikke havde deltaget i Misgjerningen eller kendt Noget til den, idet han erklærede, at han nu ikke længer kunde fordølge Sandheden, "thi hans og Rasmus' Forklaringer vilde aldrig kunne komme til at stemme overens, da han (Niels) aldeles ikke havde været med." De derefter anstillede Undersøgelser have indtil de mindste Detailler bekræftet den fuldstændige Rigtighed af den Fremstilling, Rasmus giver, men tjene paa den anden Side ikke blot til at godtgjøre Urigtigheden af Niels Andersens Fremstilling af det Passerede, men det maa endog, om der end ikke endnu kan siges at være afgjort Vished derfor, ansees overveiende sandsynligt, at Niels Andersen ikke kan have været tilstede i Kleitrup ved Mordenes Udøvelse, og altsaa heller ikke øvet nogen samtidig Medvirkning til disse, medens det iøvrigt kan være tvivlsomt om Niels Andersen ikke skulde have været delagtig i visse indledende Skridt til Forbrydelsen. Naar Niels Andersen imidlertid har været istand til at give en Fremstilling af Begivenhederne der dog til en vis Grad har kunnet faa et Skin at Troværdighed, saa bliver dette forklarligt, naar man tager i Betragtning, hvad han i den Tid, han var paa fri Fod, indtil den 3die August kan have erfaret af forskiellige Blades mere eller mindre paalidelige og tildels udførlige Beretninger om, hvad der angaaer denne Sag, saavel direkte ved at læse disse Blade som indirekte ved Fortællinger om Mordene hentede fra disse; og det derhos bemærkes, at Niels Andersen var personlig særdeles nøie bekjendt med den myrdede P. Pedersens Hus og Levevis saavelsom med Egnen mellem Hobro-Øls-Kleitrup og Lindum Skov; men naar der spørges om, hvad der da har bevæget Niels Andersen til at give en Forklaring, som var usand, naar han derved fældede sig selv som skyldig i en betydelig Forbrydelse, saa er der endnu ikke vundet fuld Klarhed herover. Det er muligt, at Niels Andersen, som er en yderst løgnagtig, karakterløs, letsindig og snaksom Person, er ledet af en vis Hævnlyst imod Rasmus; der synes ogsaa at være Tegn til, at Niels Andersen har fundet et vis Morskab i at opfinde og soutenere en Rolle, der lod ham faa en vis Betydning og Interesse; ialtfald har han siden sin Fængsling vist en paafaldende Tilfredshed i sin Stilling og Sorgløshed med Hensyn til hans Skjæbne, og det er sikkert, at han, der ved Siden af en stor naturlig Sundhed er ganske blottet for moralske Begreber og har faaet en yderst slet Opdragelse, ikke har havt nogen Forestilling om, at den Anklage, han rettede imod sig selv for Medvirkning ved Mordene, skulde kunne medføre en saa betydelig Straf, som Loven hjemler, og navnlig har han ikke troet, at han derved paadrog sig væsenlig større Straf end den, der vil følge af, at han i ethvert Fald vil blive straffet for gjentaget Tyveri eller Bedrageri.

(Dagens Nyheder 29. september 1879).

Jyllandsposten havde følgende kommentar til ovenstående artikel:

---

Idel vi forbeholde os, naar Sagen er paadømt, at fremsætte de øvrige Bemærkninger, som ovenstaaende, i flere Henseender mærkelige Rapport giver Anledning til, skulle vi dog allerede nu tillade os at gjøre opmærksom paa det Uholdbare i den meget søgte Forklaring af, at Arrestanten N. Andersen i et Par Maaneder har kunnet trække om med Forhørsdommeren med en opdigtet Fortælling om at være meddelagtig i Gjerningen. Vi finde os saa meget mere beføjede hertil, som "Jyllandsposten" er det Blad, der har bragt udførlige Meddelelser om Forbrydelsen, og der saaledes maa være sigtet netop til "Jyllp.", naar det i Rapporten hedder, at Arrestanten har øst sin Kundskab af Bladenes "mere eller mindre paalidelige og tildels udførlige Beretninger". Allerede i de citerede Ord ligger der for Enhver, der drager logiske Slutninger, et ret godt Vink om, hvor lidt den givne Forklaring er bevendt; thi naar Bladenes Beretninger kun være "mindre paalidelige", maatte Arrestantens derpaa byggede Forklaringer saa meget mindre kunne skuffe Forhørsdommeren. Men i vore Beretninger, der som sagt vare de udførligste, er der alene fremdraget Hovedtrækkene i Forbrydelsen og aldeles forbigaaet de mangfoldige Detailler, som danne Grundlaget for en indgaaende Afhørelse af Inkvisiter, og Arrestanten N. Andersen har derfor fornuftigvis aldeles ikke kunnet benytte vort eller noget Blad som Kilde for sine Svar men maa have erhvervet sit Detailkjendskab til Omstændighederne paa en ganske anden Maade. Et eneste Exempel af de mangfoldige, som kunne paapeges, vil oplyse dette: Arrestanten har, efter hvad der er os bekjendt, i sine Forklaringer kunnet beskrive ikke blot Saarene i de Dræbtes Hoveder, men ogsaa et Saar, som en af de Dræbte fik paa Armen, og om dette Saar har hverken "Jyllandsposten" eller noget andet Blad indeholdt et eneste Ord. Vi maa derfor for vort Vedkommende aldeles bestemt vægre os ved at paatage os det Hverv som Syndebuk for vedkommende Forhørsdommer, som det ved Rapporten i "Hobro Avis" er forsøgt at tildele os.

(Jyllandsposten 30. september 1879).