De dansk-vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen).

Om Tilstanden paa St. Croix skriver en anden Korrespondent til os.

Øens Sukkermarker gjøre for Tiden et særdeles tiltalende Indtryk, prangende i det frodigste Lysegrønt. Afgrøden siges ogsaa at staa udmærket, bedre end i Mands Minde, kun skal Saften paa Grund af den stærke Hegn være for vandet. Øen gjennemkrydses at gode, jævne Veje. beplantede paa begge Sider med Palmetræer, og naar man ser den saa grøn og smilende, er der ikke Spor at opdage af Ulykkerne fra ifjor. Men naar man kommer nærmere til Plantagerne, ser man de nøgne, sværtede Mure fra Branden, og naar man taler med Planterne saa faar det rigtignok et andet Udseende, ikke fuldt saa smilende. Negerne synes at være rolige og skikkelige, men ville ikke arbejde. De tidligere tvungne Arbejderforhold ere blevne ophævede, og der er nu indført en ny Lov, særlig gaaende ud fra frie Aarskontrakter mellem Arbedsgivere og Arbejdere og tillige en strix vagrant law imod Løsgængere for at tvinge Negerne til at tage Arbejde. For Øjeblikket staar det saaledes, at Arbejderne vedblive at bo i deres Huse paa Plantagerne, skjønt de ikke have nogen Ret dertil, og Planterne ville foreløbig ikke kaste dem ud, idet de dels nødig ville miste Arbejderne og derfor give dem Tid til at sunde sig lidt, dels ikke tør gjøre det, da i saa Fald alle Landnegerne ville blive kastede paa Landevejen og blive Løsgængere. Og naar disses tal saaledes bliver Tusinder, er det vanskeligt at se, hvordan man skal kunne anvende Lovens Strenghed imod dem. Man har ikke Plads til at arrestere dem, saameget mere, som Richmond Fængslet endnu er fuldt al Fanger fra ifjor, hvis UndersøgeIse endnu ikke er endt! Sende dem bort Allesammen hverken vil eller kan man, hvorimod Øen vilde vinde meget ved Bortsendelsen af et Par hundrede engelske Negere, der satte ondt Blod i Befolkningen. Det menes, at det væsentlig skyldes disses Tyranni, at Striken er almindelig. Det vil nu vise sig, hvem der er stærkest. Man maa kun haabe, at forholdene maa blive ordnede uden Optøjer og Vold; thi meget Mere af den Slags kan Den vist ikke taale.

(Dagbladet (København) 5. november 1879)

Making the dirt fly. Hardengut. St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Om Forholdene paa St. Croix bringer "B. T." følgende opbyggelige Efterretning:

Oktober Maaned, som man havde imødeset med Spænding, er endelig kommen og har bragt os en gennemgaaende Arbejderstrejke over hele Landet. Ifølge de af Planterne i den saakaldte Planters Association trufne Bestemmelser er der blevet tilbudt Arbejderne efter 1ste Oktober 20 Cents om Dagen, frit Hus, Provisioner og Lægehjælp, men til Gengæld forlanges der, at de skulle binde sig for 12 Maaneder. Planterne holde strengt herpaa, fordi de frygte for ellers ikke at kunne stole paa at deres Arbejdere i Høstens travle Tid. Men Negrene ville ikke høre Tale derom, og der er saa godt som Ingen af dem gaaet ind derpaa. Paa Plantagerne hersker der omtrent Dødsstilhed. Man ringer regelmæssig med Klokken om Morgenen, venter til ingen Nytte. Arbejderne røre sig ikke af Stedet. Nogle af Plantagerne gerne i Nærheden af Frederikssted danne dog en Undtagelse, idet der paa disse fandtes Negere, hvis Kontrakter først udløbe i December, og som derfor af Politiet er blevne tvungne til at arbejde. 

Situationen er for Tiden meget spændt og Ingen véd hvad den nærmeste Fremtid vil bringe. Vi faar nu se hvorledes Politiet vil benytte Løsgængerloven; Guvernøren, der har opholdt sig her i den sidste Uge, skal have givet sine Ordrer desangaaende. Hvis man kan gennemføre 12 Maaneders Kontrakt, vil dette være bedst for Øen, men det vil vistnok falde haardt at faa Negrene tvungne dertil, og der vil, for at dette kan gennemføres, udfordres Sammenhold mellem Planterne. Om man med Sikkerhed kan stole paa et saadant, turde for den, der nøje kender Forholdene, ikke ubetinget være en afgjort Sag. En Enkelt af dem har allerede, til stor Forbitrelse (!) for de Andre, begyndt at arbejde igen med Negre paa Dagløn. Et andet Spørgsmaal er det iøvrigt, om ikke Gennemførelsen ved Tvang af den af Planterne opstillede Fordring vil være forstyrrende paa det gode Forhold, der burde eksistere mellem Forvalterne og Arbejderne.

(Social-Demokraten 6. november 1879.)

Forholdene paa de dansk-vestindiske Øer. "Dagbladet" meddeler til Oplysning om Tilstandene derovre stigende over alle Grænser hensynsløst Brev fra Frederikssted til "St. Thomas Times", dateret den 20de Oktober: 

"Arbejderne opfører sig meget ordenlig, og man nærer ingen Frygt for en Opstand. Beredne Nattepatroljer rykker hver Aften ud for at gennemstrejfe Landet og vender tilbage til Byerne om Morgenen. Planternes Opførsel mod Arbejderne har været meget prisværdig. De har tilladt dem at blive paa deres Plantager og bo i deres Huse uden at betale nogen Leje i en Maaned. De Arbejdere, der endnu vægre sig ved at arbejde, er forsultne og holder Livet oppe ved at tigge eller ved Hjælp af Grøntsager og Frugt fra Plantagerne. - Mange af dem, som troede, at de kunde komme bort med det engelske Orlogsskib, havde solgt Alt, hvad de ejede, Vogne, Heste, Bohave osv. De vil faa Lov til at blive paa Plantagerne til den 1ste Novbr., men hvis de da ikke vil arbejde, vil de blive jagede bort af Ejerne, og hvor de saa skal hen, ved man ikke ret. Vist er det, at der ikke paa Øen er noget Arbejdshus eller noget Fængsel, der kan rumme dem Alle. Arbejderne er vaklende i deres Forlangender, kun vil de ikke paa nogen Maade have Aarskontrakt. Planterne har tilbudt dem 20 Cents om Dagen, et lille Stykke Jord, frit Hus, fri Læge og Medicin, men holder paa Aarskontrakt, fordi de i den ser en Sikkerhed imod Strejker i Høsttiden. Lidt efter lidt opnaas der dog Overenskomster paa disse Betingelser, navnlig i Kristiansted-Distriktet. At Arbejderne paa St. Croix er bedre farne end paa nogle af Naboøerne, fremgaar deraf, at 5 Arbejdere med deres Familie er vendt tilbage efter at have forladt St. Croix i August og har sluttet Kontrakt paa de samme i Plantager, hvor de tidligere arbejdede."

Hvor kedeligt: Fængslerne kan ikke rumme dem Alle; men man kan jo - ikke sandt, det er det, der ønskes - skyde de stakkels Arbejdere ned ligesom sidst. Hvilket nederdrægtigt regimente der hersker derovre.

(Social-Demokraten 20. november 1879)

Estate Judith's Fance. St. Croix. D. W: I. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Et efterfølgende kommissionsarbejde fandt at landarbejdernes vilkår var urimelige hvad angik årskontrakterne, uigennemskueligt bødesystem som trak bøder fra arbejdernes løn, og plantagearbejdernes forhold til kvinderne. Heroverfor stod "negerens karakter". Hovedpunkterne af kommissionens rapport blev offentliggjort i Sanct Thomæ Tidende, 15. og 19. november 1879.

Spørgsmålet om at sælge øerne til USA var oppe igen. Af danskere på de vestindiske øer var fortrinsvis offentligt ansatte, resten af den hvide befolkning var af engelsk eller spansk oprindelse. De sorte havde ingen europæiske forbindelser.

Alvorlige Følger af Husklammeri. (Efterskrift til Politivennen)

I et Hus i Randers boede i F. Rand. Dgbl, to Familier L, og H, hver paa sin Side af en smal Gang med Kjøkkendørene lige over for hinanden. H's Kone tog en Dag Nøglen til Naboernes Kjøkkendør for at benytte den ved Lejlighed. L. havde hende stadig mistænkt for at have taget Nøglen. Da der siden opstod Klammeri imellem de to Familiers Børn, tog H.s Kone den gjemte Nøgle, lukkede L's aflaasede Kjøkkendør op med den og gav med et Spanskrør L's Søn en Revselse i L.s Lejlighed. L anlagde i den Anledning privat Sag imod hende ved Politiretten og førte som Vidne Fruentimmeret T, der imidlertid benægtede at have set noget; først da hun skulde aflægge Ed, erkjendte hun, at hun havde afgivet falsk Forklaring for Retten efter Anmodning af H.s Kone. De to Kvinder idømtes hver Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, Inden Dommen var falden, kom det en Aften til Skjænderi mellem H. og L,; da L, gjorde en Hentydning til H's Kone, som sad arresteret, hentede H. en Kølle, hvormed han bibragte L. et saa voldsomt Slag, at han strax segnede om; det viste sig siden, at han havde faaet et saa dybt Saar i Panden, at Pandebenet var blottet, L, der var hengiven til Drik, fik som Følge af Slaget nogle Dage efter Dilirium og blev indlagt paa Sygehuset, hvor han faa Dage efter døde. H, var imidlertid blevet arresteret. Fruentimmeret A, havde tilligemed H.s 9 Aar gamle Søn været Vidne lil Sammenstødet mellem L, og H, Hun benægtede imidlertid dette for Retten, men har senere maattet erkjende, at hun har afgivet falsk Forklaring. Hun vil nu faa en alvorlig Straf, ligesom H. har Strafarbejde i Udsigt,

(Morgenbladet (København) 11. november 1879).

Fra Rosenvænget. (Efterskrift til Politivennen)

For Enden af Rosenvængets Hovedvej findes en Port ud til Strandpromenaden, men denne Port er altid aflaaset, saa Passagen kun aaben for de lykkelige, der besidde Nøgle til Laasen, nemlig Medlemmerne af "Rosenvængets Grundejer-Komite". Efter dennes Beslutning blev Porten i 1876 spærret med Jernstang og Hængelaas for Prokurator Kr. E. Jørgensen, der har en Eiendom i Rosenvænget og i hvis Adkomstdokument der findes en udtrykkelig Bestemmelse om, at han skal have Nøgle til Porten og fri Passage ud Vejene i Rosenvænget. Komiteen mente, at Jørgensens Benyttelse af Ejendommen var stridende mod Grundejernes Ret til fri Udsigt over Stranden, at han overhovedet ikke havde haft Ret til at bygge, hvor han havde bygget, og at han ikke kunde tilkomme Nogle til Porten, da Færdselsretten kun tilkom Grundejerne langs Rosenvængets Hovedvej, medens Jørgensens Ejendom efter Komiteens Mening ligger i selve Vejens Forlængelse. Hof- og Stadsretten har imidlertid anset Prokuratorens Skjøde som et gyldigt Fundament for den af ham paastaaede Færdselsret, idet denne Ret ikte var afhængig af, hvorvidt der paahvilede Ejendommen andre Indskrænkninger med Hensyn til Benyttelsesretten. Heller ikke var det, saaledes som paastaaet af Komiteen, bevist, at Jørgensens Ejendom nogensinde havde været udlagt til Vej, eller at Vejene udelukkende vare til Brug for de til samme stødende Parceller ved Hovedvejene, eller at Ejendomsretten til Vejene skulde tilkomme Ejerne af de tilstødende Parceller. Den af Prokurator Jørgensen nedlagte Paastand toges derfor til Følge, saaledes at Indstævnte, Ingeniørkapiejn C. H. Arendrup paa Grundejerkomiteens Vegne tilpligtedes under en daglig Mulkt af 5 Kr. til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse at give Færdslen ad de omhandlede Veje fri for Citanten.

(Morgenbladet (København) 8. november 1879).

De dansk-vestindiske Øer i Folke- og Landsting. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at have citeret Berlingskes gennemgang af kommisionsbetænkningen, konkluderede Social-Demokraten nedenstående:

Troer Folketinget dog ikke, at det kunde være paa Tiden, at det mere energisk skred ind imod Planternes Hensynsløshed overfor de ulykkelige Negre? I det mindste maa man da sørge for, at det bliver de Negre muligt at drage bort, som ikke længer ønsker at være undergivne deres Arbejdsheerrers Grusomhed.

(Social-Demokraten 5. november 1879. Uddrag).

Do dansk-vestindiske Øer. Maaske Flere ikke ved rigtig Besked om, hvorledes Danmark er kommet i Besiddelse af disse Øer, der nu volder de vise Styrende saa meget Bryderi. Til Underretning skal vi derfor meddele, hvad en Indsender i "Vends. Tid." beretter om Øerne:

"Under Kristian den 5tes Regering købtes 1671 St. Thomas og St. Jan for at fremme den vestindiske Handel, og for at denne rigtig kunde blomstre, blev der efter de Tiders Mode oprettet et Handelskompagni med en hel Del Privilegier, og dette købte under Kristian den 6te St. Croix af Frankrig for 167,000 Rdl. Handelen vilde imidlertid, trods Kompagniet og Privilegierne, ikke rigtig gaa, og Kompagniet afstod nu sine Rettigheder til Staten 1757 for den kønne Sum af 2,220,000 Rd., og da var der kun 7 Skibe i Fart paa Vestindien, men i de 9 Aar. der forløb til Kong Frederik den 5tes Død 1766, var Tallet steget til 38, og Sukkeravlen paa St. Croix var fordoblet 11 Gange i denne Tid. Nu gik den vestindiske Handel glimrende en lang Tid, og alene i Aaret 1782 førtes der Varer for 3 Milj. Daler Kurant fra Vestindien til København. Dog maa vi huske paa, at vi ikke kan betragte denne Periode med ublandet Glæde; ti det var Frugten af den stakkels trælbundne Negers Flid, der fyldte Købmændenes Pengeposer, og dette vedblev, indtil Slaveriet ophørte i 1848, i det Mindste paa Papiret. Vel ophævede Frederik den 6te den afskyelige Negerhandel 1803; dog blev Slaveriet ligefuldt ved at bestaa, skøndt der blev givet en Række Bestemmelse sigtende til at lette Negernes Kaar; men - der er jo langt fra København til Vestindien.

Som man ser, er Øerne fra først af købte i Handelens Interesse, men i saa Henseende har de omtrent udspillet deres Rolle nu, eftersom Handelsforholdene har udviklet sig i den nyere Tid, og der vilde neppe blive Mangel paa Sukker og Rom (Øernes Hovedproduktt), om vi kom af med dem. Om Indtægt af Øerne er der nu slet ikke Tale, vel staar de paa Finanslovens Indtægtsside i Forbindelse med Færøerne opførte at give en Indtægt af mellem 60 og 70 Tusinde Kr.; men vel al mærke, Vestindien har i flere Aar ikke betalt en Øre og oven i Købet faaet store Tilskud fra Danmark, i Alt 2 Milj. Kr. Det sidste "Bureaulaan" vil endnu ikke være glemt. Disse Midler skal vel tilbagebetales, men sandsynligvis kan vi skyde en hvid Pind efter dem, da Planterne, som der fra Højres Side blev gjort saa meget Væsen af ved sidste Valg, nok "ikke er saa gode, som de burde være"; men største Delen er irske Spekulanter, der mangler baade Kapital og Intelligents, og Negerne med deres Dagløn af 37 Øre kan man vel ikke vente stort af.

Historien er imidlertid ikke hermed til Ende; ti nu mener Regeringen at man yderligere bør komme Øerne til Hjælp ved at lade dem blive fri for selv at holde den nødvendige Hærstyrke derovre. Der er i saa Henseende forelagt Landstinget et Forslag om, at vi skal holde en Hærstyrke paa 260 Mand derovre, hvilket vil koste allermindst 312,000 Kr. om Aaret.

Øernes Indbyggerantal var 1870 37,821 og var da i de sidste 20 Aar aftaget med c. 4 1/4 pCt. Naar man nu betænker, at den langt overvejende Del af denne Befolkning er Negre, der sandsynligvis hverken vil faa Ondt eller Godt af Tropperne, medmindre disse skulle skyde dem, saa vil man se, at Planterne bliver os temmelig dyre, og hvem ved saa, om man ikke, naar nogle Aar er gaaede, fremkommer med nye Krav. For Resten finder vi det ganske rimeligt, at dersom Danmark skal vedblive at yde Tilskud til Øerne, saa maa Landet ogsaa regeres herfra, da vi ikke kan være tjent med al skulle punge ud med store Summer, hver Gang Kolonialraadet finder for godt at klage sig. Skal der ydes Tilskud, vilde det være stemmende med Menneskehedens Grundsætninger, at der blev gjort Noget for Negerne, ti disse er lige saa godt vore Brødre som de uduelige Plantere. For Resten maa det betragtes som en stor Lykke for os, om vi kunne komme af med Øerne "paa en pæn Maade", selv om vi ikke fik en eneste Øre for dem."

(Social-Demokraten 6. november 1879).

De vestindiske Lejetropper. Foruden den Mængde Forslag til Konge- og Prindsevæsenets Forherligelse, som er blevet forelagt den pantserskrb- og taffelbesøgende Rigsdag, er der et, som fortjener særlig Omtale, da det jo kunde tænkes, at Rigsdagen derved kunde hindres i at sluge Kamelen. Det er Lovforslaget om den flerdobbelte Forøgelse af Militærstyrken paa de vestindiske Øer paa den danske Statskasses Bekostning.

Uden iøvrigt at pataale det Latterlige og Meningsløse for en ubetydelig evropæisk Stat, som det danske, at holde Kolonier paa den anden Side af jordkloden tilmed af Størrelse som en Ært og for denne Overherlighed, at lade den fattige danske Statsborger skatte føleligt - det forelagte Lovforslag udviser over 300,000 Kr. aarlig Udgift til Hærstyrke m. m. - har det foreliggende Lovforslag en anden Side, der giver det en ikke ringe human Betydning. Da Humaniteten i den senere Tid er gaaet i Retning af Dyrebeskyttelse paa Menneskebeskyttelsens Bekostning, maa det være en ikke uvæsentlig Opgave for Demokratiet, at havde den sidste - man skulde dog mene - vigtigste Side af Humanitets-Begrebet. Under Henvisning til det sidst forløbne Aars Bekendtgørelser fra den vestindiske Rekrutering har Dødsfaldene iblandt de til Vestindien oversendte Soldater beløbet sig til omtrent 50, hvilket udgør Halvdelen eller Tredjedelen af hele Troppestyrken derovre og Dødsaarsagen er det usunde og uvante Klima. Det er Proletariatets Børn, som efter at være sunkne i den yderste Armod ved Aftjeningen af deres Værnepligt, lader sig for en ussel Betaling deportere til denne Dødens Gerning, at skulle være Slavevogtere fjernt fra Danmark i et Klima, hvis Usundhed og Omskiftelighed disse unge og kraftige Ofre ikke engang er udrustede til at modstaa. Og denne "Styrke" er det som ifølge Lovforslaget skal fordobles eller mere. Det er fra Humanitetens Side, at Indsenderen heraf beder Folketinget nedlægge Indsigelse imod, at den vestindiske Hærstyrke forøges, eller hvis den endelig skal forøges, da, at det samtidig bestemmes, at Troppestyrken skal hverves iblandt de Indfødte derovre, hvis Regeringen ikke er mægtig nok til at indføre almindelig Værnepligt paa Øerne.

A-r.

(Social-Demokraten 18. november 1879).

Ubekendt fotograf: Slob på Sankt Croix. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

De kjøbenhavnske Kirker contra Skatteborgerne. (Efterskrift til Politivennen)

Tillad mig, Hr. Redaktør, som kjøbenhavnsk Skatteborger at fremdrage et Spørgsmaal, i hvilket min Forstand staar fuldstændig stille, og hvorom jeg hører, at vore lærde Jurister nok heller ikke skulle være synderlig klare. Men til Gjengjæld ere de kirkelige Avtoriteter i Hovedstaden saa meget sikrere i den Slags Sager, jeg her sigter til, og ere aldrig i Tvivl, naar det gjælder om at indkassere Mønten fra Skatteyderne. Hvordan det hænger sammen med de saakaldte Præstepenge, som vi her i Kjøbenhavn maa erlægge, paa hvilke Lovbestemmelser de grunde sig, og hvor deres ubegribelige Voxeevne skriver sig fra, har jeg aldrig kunnet faa Oplysning om; for en halv Snes Aar tilbage fik man af Rodemesteren en beskeden Anmodning om at ansætte sig selv til en lille Ydelse, t. Ex. en Krone eller to, men nu møder Fordringen stadig stigende og rettes til En med samme avtoritetsmæssige Kraft som Kravet paa ordinære Kommune- og Indtægtsskatter. Men skjønt det saaledes bliver værre og værre med disse Præstepenge, har jeg dog i de gode Aar fundet mig i at betale dem uden videre Indsigelse, da jeg som sagt ikke er klar over Udviklingens Lov. og man jo ikke tør gaa ud fra, at alt, hvad der synes den sunde Fornuft ubegrundet og løjerligt, derfor skulde savne Hjemmel i dansk Kirkeret. Men nu er jeg i disse Dage bleven gjort til Gjenstand kor en ny kirkelig Opkrævning, der i den Grad strider mod mine retslige Begreber, at jeg ikke kan undlade at anraabe om Offenlighedens Sympathi for de Skatteborgere, der paa en Maade, som nu skal beskrives, gjøres til Remedier sor det kirkelige Livs Trivsel i Hovedstaden.

For to Aar tilbage i Tiden havde jeg Bopæl ved den gamle Ende af Gothersgade og faldt da ind under Trinitatis Sogn; Runde Kirke var for nogle Aar siden bleven restaureret, og hvorvel denne Restauration, saa vidt mig bekjendt, havde fundet Sted, uden at Menighedens skatteydende Medlemmer vare afæskede Samtykke i saa Henseende, betalte vi, foruden vore ordinære Præstepenge, det ret betydelige Paalæg, som Restaurationen krævede. Lidt knurrede vi vel, men slog os dog til Taals, for det var kun en Overgang, trøstede Rodemesteren os med. Et Par Flyttedage derefter flyttede jeg til den anden Ende af Gothersgade. Imens havde "den indre Mission" faaet rejst Kirken paa Østerbro, og en ny Sogneinddeling blev truffen  atter uden at spørge Beboerne. Jeg for mit Husnumer blev sat over til Johanneskirken, og i Stedet for min gamle Kirke, til hvis Restauration jeg klækkeligt havde bidraget, blev jeg som nyt tributpligtigt Offer uden videre delagtiggjort i Johanneskirkens Byggegjæld. Forleden Dag præsenterede Rodemesteren mig en Regning, lydende paa Afdrag af denne Gjæld, og da jeg ønskede nærmere Forklaring, henviste han mig til Skattebillettens Text "i Henhold til Lov af 19 Januar 1863", i hvilken Lov jeg imidlertid ikke kan finde det allermindste om nogens Ret til at paabyrde mig en slig kirkelig Byggegjæld. Jeg spørger nu: Er der fornuftig Mening i alt dette? Og er det en virkelig honnet Maade for Kirken at fremme sit Tarv paa? Sogneinddelingen i Hovedstaden har, som man veed, ikke længer nogen reel Betydning for den almindelige Bevidsthed; man flytter fra Gade til Gade og anser sig vel forvaret, naar man har sin Lejlighed og sin Lejekontrakt i vedbørlig Orden, og ingen tænker paa at erhværve sig Attester for Kirkernes Tilstand og økonomiske Status. Men efter at jeg nu har opdaget, hvilke skjulte kirkelige Faldgruber man kan dumpe i, blot ved at flytte fra den ene Ende af Gothersgaden til den anden, vil jeg raade enhver Skatteborger til fremtidig at iagttage den størst mulige Forsigtighed ogsaa i denne Retning, og jeg for mit Vedkommende vil ufravigelig stille det Krav til enhver ny Husejer, jeg som Lejer faar med at gjøre, at han fremlægger detailleret Beretning om de kirkelige Bygninger og Kreditforhold m. m. i Kvarteret. Men jeg gjentager: Er denne Fremfærd af de gejstlige Avtoriteter overfor Borgernes godtroende Pengepunge den rette Vej til at bekæmpe den Mangel paa kirkelig Sans blandt Hovedstadens Beboere, hvorover der føres saa livlig Klage? 

Anker Heegaard jun.

(Morgenbladet (København) 17. oktober 1879).

 

Grosserer Anker Henrik Heegaard (jun) (1837-1905) var søn af velhavende forældre i Slangerup. Efter handelslære i et skibsprovianteringsfirma i Helsingør, fik han stilling i et stort kaffehus i Holland og da han kom hjem igen blev han repræsentant for en slægtning August Heegaard, som handlede med engelske stålvarer. Dennes bror Anker Steffen Heegaard var den kendte Frederiksværk-fabrikant af støbejern og emalje (om en strejke på dennes fabrik 1897, se andetsteds på denne blog). 25 år gammel løste han borgerskab i handel.

1866-1870 var han gift (konen hed Julie). De fik et barn der var 1 år da hun døde. De flyttede herefter til forældrene i Slangerup. For at skelne mellem de to Heegaard’er, kaldte Anker Henrik sig Heegaard junior resten af livet. Fra omkring 1869 solgte han linieret skrivepapir i Pilestræde 40, 1. Her havde han en papirhandel der også havde skriveredskaber. Endnu oktober 1869 er der annoncer fra den.

Efter at han i Tyskland 1869-1870 have set en konvolutmaskine, lånte han penge til en sådan og startede Danmarks første konvolutfabrik og havde desuden en engros papirforretning som med tiden solgte hvad danske boghandlere handlede med (ikke bøger). Fra 1871 solgte han også stålhavespader, 1872 hollandsk røgtobak. I april 1873 flyttede papirlageret og konvolutfabrikken til Trompetergangen 6 (Cloettas Fabrik) nu Niels Hemmingsensgade. Marts 1874 annonceres fra Lille Helliggejststræde 32. (1. og 2. sal over gården). Nu Valkendorfsgade.

Mogens Falk Sørensen (1907-1975): Valkendorfsgade 30-34 (1854). Foto optaget for Stadsingeniørens Direktorat af Stadsarkivets fotografiske Atelier. Selv om fotoet er over et halvt århundrede efter Heegaard havde sin fabrik her, synes der ud fra ældre fotoer ikke at være sket det store, bortset fra at porten (under "Eft. A/S") nu fører ind til Kringelgangen til Gråbrødretorv. Kbhbilleder. CC-BY.

I 1877 giftede Anker Henrik Heegaard sig med Louise Rosenstand (1858-1927). De flyttede til det nye kvarter ved Gothersgade-Linnésgade. Her fik de 6 børn. En af sønnerne (Poul Aage) overtog i 1906-1926 en boghandel i Horsens (I. C. Halvorsens Eftf.)

Politisk stod han tæt på Venstre og i 1870erne også socialisterne. Ved prøvevalget til borgerrepræsentationen i Nørre Alle skole marts 1876 fik han "overvældende majoritet" (ifølge Social-Demokraten 29. marts 1876). Ved valget fik han dog kun 100 stemmer. Kun 1/8 af vælgerne gav møde. Ved valget i 1881 opfordrede han til at stemme på medstifter af Socialdemokratisk Forbund (1878) og medlem af dettes hovedbestyrelse Peter Thygesen Holm, der blev valgt 1887 og 1890. Heegaard blev i oktober 1877 valgt til bestyrelsen i Grundlovsværneforeningen i København i hvilken han var aktiv i årene fremover. Her var han bl.a. imod det forhandlende Venstre. 

Han stod politisk tæt på bl.a. Berg, Hørup, N.J. Larsen, Høgsbro, Holstein-Ledreborg, Alberti, Balthasar Christensen m.fl., samt digterne Drachmann, Schandorph og Otto Borchsenius. Efter bruddet mellem Berg og Hørup sluttede Anker Heegaard sig til Hørup. Han støttede dennes start af dagbladet Politiken.

I 1882-1883 opførte han en stor (omkring 500 m2) villa (Villa Starno) på Christian Winthers Vej 4 (nu ejendommene 4 A, B og C, de to huse 4 D og E, husene 6 og 8 samt Rathsacksvej 29). En af hans sønner var arkitekten Jørgen Anker Heegaard (f. 1912). Kort efter måtte han trække sig tilbage fra fabrikken da han fik pinefulde nervesmerter i ansigt og arme. Da lånet til maskinerne var afviklet og virksomheden havde givet stort afkast, var der penge nok til at forsørge den stadig voksende familie. I nogle skure i villaens have opmagasinerede han alle maskiner og inventar. Han levede med familien af pengene fra fabrikken til han døde i 1905. Derefter levede enken og familien af pengene til hun døde i 1927. Hun solgte villaen i 1908 til ingeniør Poul Larsen fra F.L. Smidth og flyttede til Store Kongensgade 40. (Oplysningerne fra Poul Anker Heegaard: Bidrag til Familien Heegaards historie. Findes på Slægtsbibliotek).

Villaen blev sprængt i luften af tyskerne den 20. december 1944. Ejeren (den tidligere danske gesandt N.P. Arnstedt) brugte lejligheden som samlingssted for danske sabotører. En anden beboer (ingeniør Hostrup-Schultz) husede sabotører. Under en ildkamp mellem SS og sabotørerne, blev villaen sprængt, forstærket af skjult ammunition i væggene. Under det nedstyrtede tagfandtes en del geværer, pistoler og ammunition, som en gruppe frihedskæmpere fik fjernet for næsen af de tyske vagtposter.