Albertine Wiertz blev født 18. december 1823. I 1834 boede hun sammen med moderen Karen Marie Nielsen (der muligvis nu var enke) i Prinsensgade og ernærede de 4 døtre med vask. I 1841 blev hun dømt for lommetyveri og ulovlig omgang med hittegods til 60 dages fængsel på sædvanlig fangekost. 1847 blev hun frifundet for anklage om lommetyveri, men dømt for ulovlig omgang med hittegods til 6 gange 5 dages fængsel på vand og brød, 1848 dømt for løsgængeri: 3 gange 5 dages fængsel på vand og brød. 1849 dømt for løsgængeri til 4 gange 5 dages fængsel på vand og brød. Hun blev gift 1851 med Johan Valentin (1827-?). 1850-1869 anholdt adskillige gange, men pga. benægtelse ofte frifundet.
10. august 1869 blev hun grebet i lommetyveri. Hun boede da på Christianshavn og var da almindelig kendt som lommetyv. Hun forsøgte efter sædvane at benægte alt, men da beviserne var mange, tilstod hun en række tyverier fra 3 mark til 5 rigsdaler. Hendes mand anede tilsyneladende intet om det, ligesom deres 3 børn (i 1869 en datter på 19 og 2 yngre sønner).
EN farlig Lommetyv. Kriminal- og Politiretten afsagde i Lørdags Dom i en Sag mod en af Kjøbenhavns farligste og snedigste Lommetyve, Arrestantinden Albertine Würtz, der som mistænkt i denne Anledning ofte har været arresteret, uden at det hidtil har lykkedes at faa hende straffet for en Mængde af hende i en Række af Aar begaaede Lommetyverier. Da Arrestantinden Tirsdagen den 10de August f. A. var i Torvegade for at se paa Indtogsfesten, traf hun paa et hende ubekjendt, bondeklædt Fruentimmer, med hvem hun for at faa Leilighed til at bestjæle hende indlod sig i Samtale, idet hun ytrede: "Folk trykke paa min Paraply, men trykke ikke paa Deres", hvorpaa hun stak Hovedet ind under Fruentimrets Paraply. Arrestantinden vedblev nu at følge med Fruentimret, trængte sig tæt op til hende og søgte paa Grund af den stærke Trængsel at bortlede hendes Opmærksomhed, hvorhos hun famlede ved hendes Kjole for at komme ned i hendes Lomme. To Politibetjente, der i længere Tid Hemmelig havde iagttaget Arrestantinden og dennes mistænkelige Bevægelser, sprang nu til, just som hendes venstre Haand var indviklet i det fremmede Fruentimmers Kjolefolder ved Lommen, og anholdt hende. Fredagen forinden, den 6te August, mødte Arrestantinden paa Hjørnet af Dronningens Tværgade en hende ligeledes ubekjendt Tjenestepige, med hvem hun ogsaa uden mindste Anledning indlod sig i Passiar. Medens hun afvendte Pigens Opmærksomhed ved uafbrudt at tale til hende, fik hun Leilighed til at stikke sin Haand ned i Pigens Lomme og ud af denne at stjæle en Sølvdaler. Arrestantinden, der allerede i flere Aar paa en planmæssig Maade havde begaaet en Mængde saadanne Lommetyverier, fulgte under Forhøret i Begyndelsen sit gamle Princip at negte og fremkom med forskjellige vaklende og modsigende Forklaringer. Efterat hun omsider havde tilstaaet de to foranførte Forbrydelser, bleve de mange tidligere Sager, hvori hun som mistænkt for Lommetyverier havde været arresteret, men som af Mangel paa Bevis formedelst hendes halsstarrige og vedholdende Benegtelse bleve hævede, uden at der blev anlagt Sag imod hende, paany fremdragne. Hun gik nu endelig ogsaa til Bekjendelse om de tidligere af hende forøvede Lommetyverier, og under den fortsatte Undersøgelse blev det bl. A. oplyst, at Arrestantinden omtrent siden 1841 havde gjort sig skyldig i mindst ca. 60 dels forsøgte, dels fuldbyrdede Lommetyverier, uden at hun dog bestemt har kunnet opgive enten disses Antal eller Betydet af de stjaalne Pengesummer. Saaledes havde hun bl. A. ifølge sin Tilstaaelse i Aaret 1858 stjaalet 100 Rd. af Lommen paa en Pige, der var kommen herover fra Fyen med sin Arvepart og skulde giftes, medens den Bestjaalne paastod at have ved den omhandlede Leilighed mistet 155 Rd. Lommetyverierne udførte Arrestantinden stedse paa samme Maade, nemlig saaledes, at hun gav sig i Kast med de Vedkommende - altid Fruentimmer - , og naar det var lykkedes hende at aflede deres Opmærksomhed fra, hvad der passerede, stak hun sin Haand ned i deres Kiolelommer og udtog af disse enten Penge eller Portemonnaier med saadanne. Ifølge Justitsministeriets Resolution af 6te December f. A. var Arrestantinden, der bl. A. har været straffet med 30 Dages Fængsel paa Vand og Brød, ogsaa sat under Tittale for de af hende for over 10 Aar siden begaaede Tyverier, og hun blev nu i Medfør af Straffelovens § 64 efter § 288, jvfr. § 46, idymt 2 Aars Forbedringshusarbeide.
(Dags-Telegraphen (København) 8. februar 1870)
I 1872 blev hun idømt 2½ års forbedringshusarbejde ved kriminal- og politiretten. I august 1879 med 3 års tugthusarbejde.
Nr. 230. Mandagen den 1ste December.
Advocat Levinsen
contra
Albertine Wiertz eller Wirtz, Valentins Enke (Defensor Bagger),
der tiltales for Tyveri.
Criminal- og Politirettens Dom af 23de August 1879: "Arrestantinden Albertine Wiertz eller Wirtz, Valentins Enke, bør straffes med Tugthusarbeide i 3 Aar samt betale Actionens Omkostninger, derunder Salairer til Actor og Defensor, Procuratorerne Christensen og Tvermoes 20 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."
Høiesterets Dom.
I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde, og idet de Høiesteret forelagte nye Oplysninger ikke kunne føre til et andet Resultat end det i Dommen antagne, kjendes for Ret:
Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Advocat Levinsen og Høiesteretssagfører Bagger 40 Kroner til hver.
I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Arrestantinden Albertine Wiertz eller Wirtz, Valentins Enke, tiltales under nærværende Sag for Tyveri.
Den 26de April d. A. omtrent Kl. 11 anmeldte Arbeidsmand Hansens Hustru Karen Sophie Sørensen paa 2den Politistation, at der kort forinden var paa Gaden stjaalet ud af hendes Kjolelomme en Portemonnaie, indeholdende ca. 6 Kr., bestaaende af 2 dobbelte Kronestykker, et Kronestykke og mindre Mønter, og henledte hun Mistanken for at have begaaet dette Tyveri paa et Fruentimmer, af hvilket hun gav en Beskrivelse, som passede paa Arrestantinden, der var Politiet bekjendt som en oftere for Lommetyveri straffet Person. Ved den derpaa fulgte Anholdelse af Arrestantinden, der blev truffen i sit Hjem i Eiendommen Nr. 15 i Korsgaden, fandtes liggende paa en Kjøkkenhylde dersteds, en Portemonnaie, hvori der laa 2 dobbelte Kronestykker, 1 Kronestykke og 61 Øre.
Arbeidsmand Hansens Hustru har, idet hun bestemt har gjenkjendt fornævnte Portemonnaie som den hende med Indhold af Penge tilhørende og frastjaalne samt Arrestantinden som den af hende mistænkte Person, afgivet en Forklaring, der gaaer ud paa Følgende:
Da hun den ovennævnte Dag, faa Minutter efterat hun i en Boutik paa Kjøbmagergade havde lagt Portemonnaien med deri værende Penge i en udenpaa hendes Kjole paa hoire Side anbragt Lomme, gik gjennem Klareboderne og ved at passere et Sted i denne Gade, hvor der i Stueetagen var Udsalg af Straahatte, saa paa de i et Vindue udstillede Hatte, blev hun tiltalt af Arrestantinden med en Yttring om, at man dersteds kunde kjøbe billige Straahatte. Idet hun som Følge heraf standsede, stillede Arrestantinden sig hen ved hendes heire Side, omtalte først nogle af de nederst i Vinduet liggende Hatte som ikke passende for en ældre Kone, og henledte derpaa hendes Opmærksomhed paa nogle Hatte, der hang høiere oppe i Vinduet, som passende for hende. Hun kom derved til at see iveiret, hvorpaa Arrestantinden i rask Gang gik hen imod Kjøbmagergade, medens hun selv gik ned i en Boutik paa Hjørnet af Klareboderne og Springgade, hvor hun, idet hun vilde tage Portemonnaien op af Lommen, savnede den. Hun er vis paa, at hun i den Tid af ikke 10 Minutter, der hengik efter at hun havde lagt Portemonnaien i sin Lomme og til hun savnede den, ikke kan have tabt den, eftersom der ikke var noget Hul i Lommen, Portemonnaien laa i samme under hendes Lommetørklæde, hun selv ikke har havt Haanden i Lommen i den Tid, og endelig en lille Flaske, der samtidig laa i Lommen, endnu fandtes der, da Portemonnaien savnedes.
Hun har derhos erklæret, at Arrestantindens Forhold ved som anført at stille sig hen paa Siden af hende og indlade sig i Samtale med hende allerede strax vakte hendes Mistanke, men at hun dengang, glemmende at hun havde Penge hos sig, slog sig til Ro med, at hun ikke var i Besiddelse af Noget, der kunde stjæles, samt at hun er forvisset om, at Arrestantinden har benyttet det Øieblik, da hun fik hende til at see iveiret til at stjæle Portemonnaien ud af hendes Lomme. Hendes saaledes afgivne Forklaring har hun bekræftet med Ed og hendes tidligere Besiddelse af den omtalte Portemonnaie er bevidnet af hendes Broderdatter Alma Nielsen, der har gjenkjendt den som en, der tilhørte Hansens Hustru og, efter hvad hun veed, var denne foræret af hendes Mand, ligesom denne Sidste, Arbeidsmand Niels Hansen, har under Ed forklaret, at han gjenkjendte den som en, han har kjøbt og foræret sin Hustru, og endelig deres 8½-aarige Barn Karen Marie Hansen har gjenkjendt denne Portemonnaie som en, hun ofte havde baaret for sin Moder, naar hun var i Byen med denne.
Arrestantinden, der har nægtet at have stjaalet den heromtalte Portemonnaie med deri værende Penge, har om sin Besiddelse af disse Gjenstande afgivet følgende Forklaring:
Hun var den nævnte Dag gaaet fra sit Hjem i Korsgade for paa Vaisenhusapotheket at kjøbe en Salve, hun bruger for et sygt Ben, da hun, ankommen omtrent Kl. 11 til Hjørnet af Kjøbmagergade og Klareboderne, saa en Dame tabe denne Portemonnaie. Hun tog den da op og fulgte Damen gjennem Klareboderne til Montergade for at levere hende Portemonnaien tilbage, ifald hun skulde savne den, men da dette ikke var skeet, da hun naaede til Møntergade, eller som hun i 'et senere Forhør har forklaret da hun her tabte Damen af Sigte, gik hun tilbage til Kjøbmagergade og derfra uden at gaae ind paa Vaisenhusapotheket til sit Hjem i den Hensigt at aflevere Portemonnaien med deriværende Penge til Politiet, naar hun samme Dags Aften gik til Garnisonssygehuset, hvor hun dengang havde Tjeneste som Vaagekone. Hun vil ikke have afleveret Portemonnaien til den Dame, hun saa tabe den, fordi det forekom hende ikke at gaae an at tiltale denne paa Gaden, heller ikke have afleveret den med det Samme paa den i umiddelbar Nærhed af Montergade værende 2den Politistation, fordi hendes Ben smertede hende, og endelig ikke have udrettet det Erinde paa nævnte Apothek, i hvilket hun var gaaet fra Nørrebro til faa Skridt fra samme, af den Grund, at det pludselig faldt hende ind, at der paa den Tid af Dagen var saa mange Kunder tilstede paa dette Apothek, at hun foretrak at kjøbe Salven dersteds om Aftenen. Forøvrigt har hun erkjendt at have under dette sit Ophold i Klareboderne talt med en Dame udenfor det føromhandlede Straahatteudsalg om, at man dersteds kunde kjøbe billige Straahatte, men hun har erklæret, at Arbeidsmand Hansens Hustru hverken er den Dame, hun saa tabe Portemonnaien, eller den Dame, med hvem hun talte udenfor Hatteudsalget.
Til Kjøbenhavns Politi er ingen Anmeldelse gjort om, at der den 26de April d. A. skulde heri Staden være tabt en Portemonnaie.
Ved den dels ved Arrestantindens Anholdelse i Sagen dels Dagen efter foretagne Visitation i hendes Hjem fandtes sammesteds foruden den hidtil omtalte Portemonnaie en hæklet Pengepung og en med Perler broderet Portemonnaie, med Hensyn til hvilken Arrestantinden har forklaret, at hun har kjøbt Pungen, og at Portemonnaien er hende af en ubekjendt Sømand, for hvem hun havde vasket, givet i Betaling for et mindre Beløb, han var bleven hende skyldig. Arrestantindens Forklaringer om sin Hjemmel til disse Gjenstande ere imidlertid ubestyrkede, medens derimod Christiane Sophie Ipsen, Lunds Enke, har gjenkjendt sidstnævnte Portemonnaie som en, der tilhørte hende, og som flere Maaneder inden Arrestantindens Anholdelse tilligemed et i samme værende Beløb af 6 Kr. blev stjaalet ud af hendes udvendige Kjolelomme, medens hun en Dag stod uden for en Boghandlerboutik paa Østergade og saa paa de i Vinduerne udstillede Billeder, under Omstændigheder, der gjorde hende det utvivlsomt, at Tyveriet var begaaet af et Fruentimmer, som hun ikke saa nærmere paa, men som var af Størrelse som Arrestantinden, og som samtidig med at tale til hende om de udstillede Billeder trykkede sig tæt op ad hende paa den Side, hvor Lommen var anbragt. Hendes Datter Andrea Christine Lund har gjenkjendt Portemonnaien som hendes Moders Eiendom og forklaret, at det er hende selv, der har broderet Perlerne paa den, samt at hun sidst saa den i sin Moders Besiddelse samme Dag, denne mistede den, og saavel hun som Lunds Enke have bekræftet deres saaledes afgivne Forklaringer med Ed.
Arrestantinden er ved Kjøbenhavns Politiretsdom af 10de Marts 1841 anseet blandt Andet for Lommetyveri efter Forordningen 11te April 1840 § 1 jfr. § 29 og efter § 58 med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 60 Dage og ved nærværende Rets Dom af 22de Juni 1847, hvorunder hun var tiltalt for Lommetyveri af en Pung med Penge, men kun overbevistes at have gjort sig skyldig i ulovlig Omgang med Hittegods med Hensyn til samme, anseet i Medfør af bemeldte Forordnings § 58 jfr. §§ 79, 22 og 25 som for 2den Gang begaaet Hæleri med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage. Ved Rettens Dom af 13de October 1849 blev hun i en Sag, hvorunder hun sigtedes for Lommetyveri af en Tegnebog med Penge eller ialfald ulovlig Omgang med Hittegods med Hensyn til samme, forsaavidt frifunden af Mangel paa Bevis, men iøvrigt dømt for Løsgængeri. Efter den Tid var Arrestantinden mange Gange under retslig Forfølgning som mistænkt for Lommetyveri, men undgik hver Gang at blive tiltalt herfor, eftersom der mod hendes Benægtelse ikke tilveiebragtes tilstrækkeligt Bevis for hendes Skyld, indtil hun under en mod hende i 1869 indledet Undersøgelse i Anledning af et Forsøg paa Lommetyveri, i hvilket hun var grebet omtrent paa fersk Gjerning, efter lang Tids haardnakket Nægtelse af Sandheden tilstod sig skyldig i dette Forsøg, saavelsom i et hende under Undersøgelsen paa sigtet fuldbyrdet Lommetyveri, i en stor Del af de Lommetyverier, for hvilke hun tidligere havde været mistænkt, og i det Lommetyveri, for hvilket hun var frifunden ved den ovennævnte Dom af 13de October 1849, samt derhos vedgik, at hun i saagodtsom alle de Aar, der vare hengaaede siden hun i 1841 blev straffet, havde begaaet og forsøgt at begaae Lommetyverier, og i saa Henseende forklaret, at alle de af hende saaledes vedgaaede Forbrydelsers Gjenstand altid havde været Penge, med eller uden Portemonnaier, deres Offre altid Fruentimmer, at hun havde begaaet dem alle paa Gaden, og altid indledet Udførelsen af dem paa den Maade, at hun ved at give sig i Samtale med den Vedkommende, hun agtede at bestjæle, havde søgt at afvende dennes Opmærksomhed fra hendes Forehavende. Hun blev som Følge heraf ved Rettens Dom af 5te Februar 1870 anseet efter Straffeloven, dels i Medfør af § 64 med en efter dens § 228 jfr. tildels § 46 lempet Tillægsstraf, dels efter bemeldte Lovs § 228 jfr. tildels § 46 med Forbedringshusarbeide i 2 Aar.
Senere er hun ved Rettens Dom af 19de October 1872 for et ganske under samme Omstændigheder begaaet Lommetyveri og efter en Undersøgelse, hvorunder hun atter en Tid, skjøndt gjenkjendt af 2 Personer søgte at tilbageholde Sandheden, anset efter Straffelovens § 230, 1ste Led med lige Arbeide i 212 Aar.
Naar Hensyn tages dels til den ovennævnte af Hansens Hustru afgivne edelige Forklaring og dels til de øvrige under Sagen foreliggende Oplysninger, deriblandt navnlig: om hendes tidligere Besiddelse af den i Arrestantindens Besiddelse fundne Portemonnaie; om det i samme forefundne Pengebeløbs Overensstemmelse saavel hvad Størrelse som hvad Montsort angaar, med hvad der af Hansens Hustru var meldt paa Stationen at være hende frastjaalet, samt om Arrestantindens Tilstedeværelse paa Gjerningsstedet i Forbindelse med det Ubestyrkede, Usammenhængende og Usandsynlige i Arrestantindens Forklaring om, hvorledes hun er kommen i Besiddelse af Portemonnaien, og naar tillige tages i Betragtning, hvad der er oplyst om Arrestantindens tidligere Forbrydelser, disses Art og Udførelsesmaade, hendes beviste Lognagtighed under tidligere mod hende indledede retslige Undersøgelser, i hvilke derhos sees, at Paaberaabendet om at have fundet en stjaalen Gjenstand er et, som før er benyttet af Arrestantinden, og endelig Arrestantindens Besiddelse af en anden Portemonnaie, med Hensyn til hvilken der er fremkommet en ikke ringe Formodning for, at den har været Gjenstand for et Lommetyveri skjønnes der at være tilveiebragt et i Medfør af Forordningen 8de September 1841 tilstrækkeligt Bevis for, at Arrestantinden under de af Hansens Hustru opgivne Omstændigheder har frastjaalet denne den oftmeldte Portemonnaie, der er vurderet til 25 Øre, med deriværende Pengebeløb af 5 Kr. 61 Øre, og Arrestantinden, der er født den 18de December 1823 og senest straffet som foranført, vil derfor nu være at ansee efter Straffelovens § 231, 1ste Led efter Omstændighederne med Tugthusarbeide i 3 Aar.«
(Højesteretstidende 1. december 1879. s. 517-521).
I den sidste folketælling hun optræder i (1880) ses hun at være straffefange på Børnehustorvet (Kvindefængslet). Hun optræder (desværre uden foto) i Genealogisk Forlags forbryderalbum.
Karel Sedivý (1860-1906) tegner, xylograf. Prindsessegade på Christianshavn. 1874 (i givet fald må kunstneren have været 14 år). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
