Forhandlingerne i Folketinget om den vestindiske Koloniallov (1ste Behandling) ere nu til Ende, og Lovforslaget er henvist til et Udvalg paa 9 Medlemmer.
Det være Undertegnede tilladt at gjøre nogle Bemærkninger vedrørende Debatten i Folketinget.
Th. Nielsen har varmt forsvaret den værgeløse sorte Befolkning, hvem det er saa let at laste og haane. Han kan tage sig det store Modpartis Munterhed og Latter let, og Udvalget vil med den dybe Alvor, denne Sag fortjener, skjænke hans Bemærkninger sin Opmærksomhed.
I Nr. 265 af Aarg 1878 af "Morgenbladet" skrev jeg en Artikel, hvori jeg netop opstillede de Punkter, som ved denne Forhandling i Folketinget i Lørdags specielt kom under Debat. Jeg skal nu oplyse, at jeg først tilbød Redaktør Ploug den nævnte Artikel til Indrykning i "Fædrelandet". Jeg havde jo helst set den i et Højreblad, da den saaledes vilde blive læst mest af Højre, som den jo vel nok kan siges at være, rettet imod (Embedsstanden i dansk Vestindien er et tætpakket Højreparti). Som sagt: jeg gav personlig Redaktør Ploug Manuskriptet i Hænde og afhentede det igjen personlig, da han havde gjennemlæst det. Hr. Plougs Svar var et skarpt Afslag: "En saadan Artikel burde jo aldrig komme frem, og fremfor alt ikke paa en Tid, da Regeringen forelagde sit Forslag om Laan til Vestindien".
Artiklen blev da strax indrykket i "Morgenbladet", og skjønt Højrepressen ikke vovede at binde an med den eller troede det hensigtsmæssigt at tie den til Døde, gjorde den meget snart sin Virkning: Publikum fik Øjet op for, at ikke hele Skylden for det vestindiske Oprør, som man kalder det (jeg paastaar nu, at Navnet bør være Tumult), laa hos Negrene, og at ikke alle de Hvides lovprisende Bemærkninger om egen Ufejlbarhed og tapre Bedrifter stode til troende. Regeringens Forslag blev forkastet.
Der blev da foreslaaet at sende en Kommission af tre Medlemmer til Vestindien for at undersøge paa Stedet de efter Oprøret tilstedeværende Forhold, søge at finde Oprørets Aarsager, fordele nogle Penge blandt skadelidte Hvide osv. I Rigsdagen foresloges Kommissionen sammensat saaledes, at Folketinget, Landstinget og Regeringen hver valgte et Medlem til samme. Regeringen mente dog at burde modsætte sig dette og sendte efter Rigsdagens Opløsning sin egen Kommission derud.
Denne Kommission bestod af en Finansmand, en Officer og en tidligere vestindisk Guvernør. De to førstnævnte havde aldrig før set dette tropiske Land og skulde dog i to Maaneder forstaa at sætte sig ind i alle disse indviklede, fra vore saa højst forskjellige Forhold. Kommissionens Formand, den tidligere Guvernør, saa naturligvis paa Forholdene paavirket af sin tidligere Stilling (omgiven af tidligere gode Venner).
Resultatet blev jo, at Rigsdagen ikke lægger synderlig Vægt paa denne Kommissions Betænkninger, og at Forhandlingerne saaledes ikke have nogen sikrere Grundvold at bygge paa, end da Rigsdagen i 1878 opløstes.
Befolkningen paa vore vestindiske Øer bestaar jo for den langt større Del af Negere eller dog farvede Folk (der er vel næppe 1 Hvid for 20 Sorte). Kun en forsvindende Del af den farvede Befolkning ejer Land. Den farvede Befolkning er den arbejdende og lidende Del. Staar den endnu i Dag mindre under dansk Scepter end den faatallige hvide? Ja man maa absolut spørge derom, eftersom der aldrig fra Regeringens Side forlyder noget, som tyder paa Lighed.
Der er nu Spørgsmaalet om Standrettens Sammensætning, dette Spørgsmaal, der er blevet saa forhadt, at det endog ved Forhandlingen i Folketinget i Lørdags bragte Finansministeren til med hævet Røst at udtale sin Indignation over, at det var omtalt af Th. Nielsen.
Og dog er dette Spørgsmaal om "Standrettens Sammensætning" en Hovedhjørnesten til Fremtidsbygningen: det fremtidige Forhold mellem de Sorte og Hvide. Ministeren udtalte selv, at der er Blod mellem de to Racer. Det var efter hans Mening en Omstændighed - dette Blod - som vilde vanskeliggjøre Fremtidsforholdet. Vel, der er Blod mellem Racerne, men det har der vel altid været, lige fra de Hvide slæbte de Sorte bort fra deres Hjem i Afrika for at smede dem og deres Afkom i Slaveriets forsmædelige, forfærdelige Lænker. Og disse elendige, af alt og alle foragtede og forladte Slaver afkastede dog selv i 1848 Slavelænkerne. De Hvide, som stode der forsynede med alle Magtens, Vanens og Videnskabens Vaaben, bleve af selve disse stakkels fattige, forkuede Slaver tvungne til at bryde Lænkerne. De Hvide var den danske Regering. Men de Sorte ere sejrsdrukne. Efter at det første frygtelige Tryk, Slavelænkerne ere borte fra Skuldrene, kan man finde sig i adskilligt, selv om det endnu trykker. Planterne, Arbejdsherrerne, bestemme Arbejdernes fremtidige Stilling. Man maa se at holde de Sorte muligst tæt til "grovt Arbejde" og til det alene. De skulle tage fast Arbejde paa Plantagerne og maa kun modtage en bestemt ringe Betaling derfor. Lighed! efter Slaveriets Ophævelse! Jo pyt! Arbejdsherrerne, støttede af den milde danske Regering, rykke strax igjen frem med Aag og Bidsel, og de godmodige Sorte ere igjen spændte for. Hvor vover nogen sandru Mand her at tale om Lighed for Lovene! Nej! Kolonialloven tramper paa Ligheden, og Kongen er langt borte.
Men, som sagt, Maskinen er i Gang igjen. De Hvide eje og nyde, medens Negerne slæbe og svede for at tjene Pengene til dem. Ville de ikke arbejde, slædes de for Politimesteren, som idømmer dem Fængsel eller sender dem ind i den Flok af sorte Mænd og Kvinder, som under Navn af "Gang" fejer Gader og udforer andet offenligt Arbejde under Opsynsmandens Rottingslag. Det er det milde danske Regimente. Hvad vilde man tænke, om man her paa offenlig Gade holdt Ladegaardslemmerne til Arbejde med Rottingslag! Men hvor er da Ligheden!
Men Aarene gik, og man maatte endelig, presset af hele Omverdenens Tryk, love Ophør af Arbejderregulativerne om nogle Aar. Om nogle Aar! Ere de uretfærdige i Dag og skulle først hæves om nogle Aar! Her er ikke Tale om Handels- og Vandelsforhold. Her er Tale om et frygteligt Aag, en hel Befolkning slæber paa, et Aag, som kuer Sjæl og Legeme og hører hjemme i Barbariets Mørke. Denne Befolknings aandelige Blik udvides lidt efter lidt Fremmede Arbejdere fortælle dem om Friheden paa Naboøerne; det gaar efterhaanden op for de Sorte, at hvad der er Uret i Dag, ikke bør vedvare, naar Uretten er anerkjendt. De gjøre Oprør, og Følgen er: Arbejdsregulativernes Afskaffelse. De have altsaa selv afkastet ogsaa dette Aag.
Men nu tilbage til Standretten og "Blodet" mellem de Hvide og de Sorte.
Jeg kommer igjen med mit Spørgsmaal, som aldrig offenlig er blevet besvaret: Kan Standrettens Sammensætning forsvares?
Man tror at kunne knuse dette simple Spørgsmaal ved Tavshed eller ved Indignation over, at det er blevet fremsat.
Men der er "Blod" i dette Spørgsmaal. Dømte man de 12 Negre til Døden ved en partisk eller upartisk Domstol? Havde de Dødsdømte været hvide Mænd med en stor Kreds af Slægtninge og Venner om sig, vilde man ikke have vovet at handle, som man gjorde mod Negrene. Man vilde ikke være indigneret over, at den vestindiske Guvernørs Handlinger kritiseres.
Den Domstol, der er den alvorligste og strængeste af alle Retter, der efter saa Øjeblikkes Forhør idømmer Mennesker Døden (tilmed Mennesker, som ere lige for Loven!), bør være sammensat af Dommere, der selv aldeles staa udenfor Begivenhederne og kunne overse alt med et uhildet Blik.
Ingen dansk Mand vil kalde denne Fordring overdreven. Det er en Betingelse for dette Dødstribunals Retfærdighed, et sine qua non.
Jeg kommer nu tilbage til Standrettens enkelte Medlemmer.
Formanden, Overdommer Rosenstand, var paa sin Plads.
Medlemmet Politimester Petersen var det derimod ikke, fordi hun, som selv havde været i Haandgemæng med Tumultuanterne og af dem var bleven trængt tilbage som Fange i Fortet, umulig kan betragtes som upaavirket af disse Forhold. Han har selv indberettet til Guvernementet, hvor ængstet han var i sin Fangehule, og saavel han selv som de med ham Indesluttede kjendte en Del af hans Modstandere personlig og indtoges derved mere mod nogle end mod andre, mere mod deres personlige Angribere end mod Folk, som forsaa sig andet Steds.
Disse Fakta kunne ikke haanlig afvises, de ere til Stede.
Det tredie Medlem, forhenværende Politimester, men ogsaa forhenværende Planter og Grundejer (muligvis endogsaa Planter og Grundejer under selve Oprøret) Justitsraad Forsberg, var ikke paa sin Plads som Medlem af Standretten.
Han opfyldte ikke de Betingelser, der foran ere fremsatte som uundgaaelige for Medlemmer af en Standret.
I en lang Aarrække har han personlig kjendt (til Dels endogsaa været Arbejdsherre for) Negrene quæstionis. Følgen af Bekjendtskaber, Familie- og Tjenstforhold kan have en vid Rækkeevne og tillader næppe Vedkommende at overse Forholdene med et ganske uhildet Blik.
At beskylde nogen af de tre nævnte Dommere for vitterlig Partiskhed kunde sikkerlig ikke falde mig ind. Men det er Sejrherren, der dommer den Besejrede til Døden. Det er tre hvide Dommere, der dømme fattige, forkuede og nu overvundne og lænkede sorte Mænd til Døden om faa Timer.
Jeg behøver ikke illustrere Scenen yderligere, men vil kun bemærke, at Oprøret var kuet, da denne Nedskydning i Følge Standretsdom fandt Sted, at Øen kun er fire Kvadratmile stor, og at man ikke behøvede at bortexpedere hurtig ud af Verden, da man jo ikke stod lige over for fremrykkende nye Skarer
-----
Folketingsmand Th. Nielsen spurgte Finansministeren, om det er fandt, at der har været private Standretter etablerede paa St. Croix ved Siden af den af Guvernør Garde indsatte offenlige. Ministeren vidste det ikke, men troede det ikke det er dog 1½ Aar siden, at Oprøret fandt Sted. Th. Nielsen spurgte ogsaa, om det da ene og alene var forte eller dog farvede Folk, som vare blevne arresterede og straffede. Ministeren svarede kun, al under extraordinære Forhold blev der let begaaet Fejl fra begge Sider
Men dermed er ikke dette alvorlige Spørgsmaal bragt ud af Verden.
Efter at Tumulten var til Ende, Modstanden brudt og alle Tumultuanterne paa vild Flugt - da det kunde siges at være forbi for den Gang - vedblev man dog at forfølge med Geværkugler. De Flygtende kunde jo let indfanges. Øen er lille, og bort kunde de ikke komme. Deres eneste Tanke er nu at skjule sig. Det er uden Betydning, om nogle indfanges et Par Dage for eller senere. Men hvad gjorde vore danske Medborgere derude? Hvad gjorde Guvernøren, som derude er den danske Regering? Lod han de værgeløse Flygtninge forfølge af raa Forvaltere med Geværkugler, eller ere disse Menneskejægere optraadte og have de dræbt Medmennesker paa egen Haand? Der foreligger Beretninger nok om, at denne barbariske Menneskejagt har fundet Sted; men om den er sket i Følge Guvernørens Ordre, Bifald eller med hans Vidende, eller om Menneskejægerne have handlet paa egen Haand - derover hviler endnu et uigennemtrængeligt Mørke. Men dette Mørke bør spredes. Hvad der er sket, her nu, 1½ Aar efter Oprøret, ligge klart frem for alle. Det er en billig Fordring at stille til Regeringen, der baade gjennem sine Embedsmænd og sin Kommission bør være nøje underrettet om alt, Oprøret vedkommende - at Sløret løftes for disse Begivenheder.
Er der slet ingen strafbare Handlinger begaaet af de Hvide under Tumulten? Er alt, hvad disse raa Soldater, Forvaltere og Plantere have udført, godkjendt, eller har der ogsaa blandt dem efter en skarp Undersøgelse fundet Arrestationer og Straffe Sted?
Forhaabenlig vil Rigsdagen forlange Oplysninger herom, og viser det sig, at Retten og Loven har været ens for alle, vil et stort Spørgsmaal være løst paa en glædelig Maade.
Viser det sig derimod, at de Hvide, om have forset sig, ere blevne fri for Straf, eller have faaet en forholdsvis ringe Straf, er Uligheden for Loven der igjen, der er da atter uhævnet Blod i dette Spørgsmaal mellem Racerne: et ilde Varsel for Fremtiden.
Naar Ministeren i Mødet i Folketinget den 7de ds. anførte de to Soldaters Drab som Bevis paa Negrenes Grumhed, antydes herved kun en Famlen og Søgen efter Exempler, der netop beviser, at man mangler dem. Det er til Trivialitet gjentaget, at Negrenes Adfærd mod hvide Kvinder og Børn under Oprøret var upaaklagelig, samtidig med at man skjød dem selv ned med Geværkugler.
Ministeren anførte ogsaa som et Bevis (hvorpaa han dog ikke selv lagde videre Vægt) paa Negrenes Slethed og Vildhed, at en Neger havde fra Vestindien tilskrevet ham, at vore Soldater derude, som antoges at være døde af gul Feber, ere blevne forgivne af Negrene, og at fremtidigen Negrenes Gift vil rydde vore Soldater af Vejen. Denne Paastand og Trusel er naturligvis i og for sig uden Betydning, men den taler dog ud af det "Blod", som er imellem Racerne.
---
Efter min Mening maa vore Bestræbelser gaa ud paa at nærme Racerne igjen til hinanden. Dette sker ved virkelig Velvillie og Imødekommen mod de Vildledte, ved en Forsoningens Haand akt ud imod de Underkuede.
Negeren maa føle og forstaa, at man ikke udelukkende har til Øjemed at nytte ham muligst som Arbejdsmaskine; at ikke de Hvides eneste og alt opslugende Tanke ligeoverfor ham er Penge og atter Penge, presset ud af Jordbunden ved hans og Families Sved.
Der maa benaades i stor Udstrækning og Fængslerne tømmes, og den sorte Mand maa se, at Hvide, som egenraadig have udvist Grusomhed mod hans Race under Opstanden, ikke færdes franke og frie omkring, medens hans egen Race behandles med barbarisk Grumhed.
Vi bør dertil kaste en ny Faktor ind i Forholdene, hvorom Tanter og Interesser kunne gruppere sig. Jeg tænker her paa at udstykke nogle Plantager og saaledes lade Negre blive mindre Selvejere eller dog Forpagtere. Man maa naturligvis hjælpe saadanne Forhold frem i Begyndelsen ved Laan og anden Assistance, men man kan ogsaa i Kontrakterne faststaa, at et vist Areal as det Ejede eller Lejede stal dyrkes med Sukker. Der er mange Veje at gaa til at svække Kasteaanden og Racehadet, men af alle først
Lighed for Loven,
dernæst
Udstrakt Benaadning,
og endelig
Virkelig uinteresseret Imødekommen.
Saalænge den Aand, der nu leder Administrationcn paa St. Croix - jeg taler kun om St. Croix, thi Forholdene paa St Thomas ere af en ganske anden Natur - ikke adopterer disse tre Betingelser for Grundforbedring af Forholdet mellem Racerne, vil alt blive ved det gamle.
Racehadet vil forblive uforandret det samme, om end Slægt følger paa Slægt.
Regjering og Rigsdag maa udsende saa mange Krigsskibe, Soldater og Politimestre, som de ville, alt bliver dog uforandret.
Kjøbenhavn, den 9de Februar 1880.
Th Thorson,
afsk. Premierløjtnant, tidligere tjenestgjørende ved de vestindiske Tropper.
(Morgenbladet (København) 13. februar 1880)
Ubekendt fotograf: Handlende. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.
Th. Thorsons artikel kan ses en opfølgning en artikel han skrev til Morgenbladeet 14. november 1878, se andetsteds på bloggen. Th. Thorson aftrådte hærens linje i 1855 efter eget ønske. Fra 1. juli 1864 og 4 år frem var han midlertidig ansat i tjeneste i Vestindien i 4 år. Den 23. september 1871 fik han bevilliget permission til 1. juli 1872. I tidsskriftet "Nær og Fjærn" nr 180, 12. december 1875, s. 5-8. skrev han artiklen "Smaabilleder fra Vestindien"
