Ane Johanne Olesen. (Efterskrift til Politivennen)

Bedrageri og Tyveri. Ane Johanne Olesen, der er født i Aaret 1846 og som, efter at have ernæret sig som Tjenestepige i sit Fødesogn fra sin Konfirmation, for 4 Aar siden kom her til Staden, har efter den Tid opholdt sig her og ernæret sig ved Syning. I forrige Aar sad hun i længere Tid arresteret som mistænkt for Tyveri, men blev løsladt i Oktober Maaned, og hun leiede derefter et møbleret Værelse hos en Sergent. Dennes Hustru leverede hende en Dag et Par Lagener til Brug, men disse pantsatte hun uden Eierens Vidende og Villie. Den 10. Januar d. A. blev hun anholdt af Politiet paa Nørrebrogade, efter at Opmærksomheden var henledet paa hende ved en af en Skomagermester paa Nørrebrogade gjort Anmeldelse om Tyveri af et Par Damestøvler, men hun nægtede at være skyldig saavel i dette som i et Par andre Tyverier, der paasigtedes hende, og hvad der oplystes imod hende, var ikke tilstrækkeligt til at tilvejebringe et saadant Bevis imod hende, at hun kunde dømmes. Derimod var dette Tilfældet med en Sigtelse for Tyveri af et Par Støvler, som vare frastjaalne en paa Fælledveien boende Skomager. I denne Henseende blev følgende oplyst: Ved sin ovenomtalte Anholdelse den 10. Januar Kl. 4 blev Arrestantinden funden i Besiddelse af et Laanebevis paa et Par Støvler, som samme Dags Eftermiddag mellem Kl. 3 og 4 vare pantsatte i en Laaneforretning paa Nørrebrogade. Med Hensyn til disse Støvler forklarede Arrestantinden, at hun faa Dage før afvigte Jul havde kjøbt dem i den sidstnævnte Skomagerbutik af ham personlig, og at hun siden den Tid havde havt dem i sit Værge uden at bruge dem, indtil hun pantsatte dem; ligeledes nægtede hun at have været i bemeldte Skomagers Butik efter den Dag, hun kjøbte Støvlerne. Skomageren og hans Hustru gjenkjendte imidlertid disse Støvler som dem tilhørende og stjaalne den 10. Januar i Butikken, hvor de stod i Vinduet; for Tyveriet havde de mistænkt et Fruentimmer, som den nævnte Dag Kl. halv fire kom ind i Butiken og bestilte et Par Morgensko, og som herunder et Øieblik var alene. De havde set Støvlerne samme Dags Middag; fra den Tid og til det Øieblik, da Arrestantinden kom ind i Butiken, havde ingen Fremmed været der med deres Vidende og kunde vanskelig have været der uden deres Vidende, da Butiksdøren var forsynet med Klokke; baade Skomageren og hans Hustru gjenkjendte i Arrestantinden det af dem mistænkte Fruentimmer, og Skomageren nægtede at have solgt Arrestantinden færdigsyede Støvler; det Maal, han havde taget af Arrestantindens Fod, svarede ikke til Støvlernes Maal. Skomageren og hans Hustru bekræftede deres Forklaringer med Ed; den Skomagersvend, der havde syet Støvlerne, gjenkjendte disse og beedigede sin Forklaring herom saa vel som om, at han endnu i Januar Maaned havde set dem staa i Butiken. Efter Kriminalrettens Skjøn fandtes der derefter at være tilveiebragt et efter D. L. 6-17-10 og 11 jfr. Fr. 8. Septbr. 1841 § 6 tilstrækkeligt Bevis til med Hensyn til disse Støvler, der bleve vurderede til 10 Kr., at dømme Arrestantinden for uhjemlet Besiddelse af stjaalne Koster, og idet Omstændighederne noksom viste hen til, at hun selv havde stjaalet dem, som Tyv for samme. Straffen bestemtes efter Straffelovens §§ 228 og 253 til Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

(Nationaltidende 8. april 1880)

“Ane Johanne Olesen, født 1846. 3 Gange str: for Tyveri, navnlig hos Skomagere naar der bliver taget Maal af hende til Fodtøi. Mist. Prot. 93 M. 328.III.” [1881/1882]". Genealogisk Forlag.

Opdaget Snedighed. Arrestantinden Ane Johanne Olesen havde i November Maaned f. A. begivet sig ind i 4 Urtekræmmerbutikker i Kjøbenhavn og der, efter at have betalt et Indkjøb paa hvert Sted af 2 Øres Størrelse mcd et Kronestykke, af de Pengestykker, som derpaa blev hende tilbagegivne, hemmeligt udtaget hver Gang et Femogtyve-Ørestykke, i Stedet for hvilket hun lagde et Tiørestykke mellem Pengene, medens disse endnu laa foran hende paa Disken. Hun havde da foregivet, at der manglede 15 Øre i de hende tilbagegivne Penge, og hun opnaaede derved i de 2 Butikker at faa disse Beløb yderligere udbetalte, medens Forsøgene mislykkedes de 2 andre Steder, det ene Sted, fordi Expedienten, som paastod at have givet hende rigtigt tilbage, nægtede at betale de 15 Øre, det andet Sted, fordi hun blev anholdt strax efter at have forlangt de 15 Øre. Arrestantinden, der er 58 Aar gl. og førhen straffet, bl. A. med Forbedringshusarbejde. blev af Kriminal- og Politiretten anset med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage (Dgbl.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. januar 1885).

Cigararbejdernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen).

Da der nu er udbrudt en Strejke blandt Cigararbejderne, vil det være paa sin Plads at fremstille for Offenligheden Aarsagerne til samme.

Cigararbejdernes Livsvilkaar har, skal forud bemærkes, i alt Væsenligt altid været meget slette, da Fabriksforholdene med stillesiddende Arbejde i dunstfulde Lokaler, hvilket i Almindelighed er Skylden i den mellem Cigararbejderne meget udbredte Sygdom Lungesvindsol, er yderst fordærvelige. Dette vil staa Enhver endnu mere klart, naar man erfarer blandt saa meget Andet, at Cigararbejderne ikke kender til ordenlige Spisetider som andre Fabriksarbejdere, idet Frokosten nydes samtidig med at man udforer sit Arbejde i en Taage af Støv; paa samme Maade med Middagsmaaltidet, da Fabrikerne paa faa Undtagelser nær ikke bliver lukkede om Middagen.

Maaske kan dette se ud som en Humanitet fra Fabrikanternes Side, at Dhrr. lader deres Arbejdere faa Lejlighed til at faa en større Fortjeneste, men saaledes er det ingenlunde Tilfælde, derimod er det udelukkende til Fabrikanternes egen Fordel, ti de opnaar derved at faa en større Mængde Arbejde færdig og kan som Følge deraf med en vis Sikkerhed trykke Arbejdslønnen ned til det mindst mulige, saa at en almindelig dygtig Arbejder kun kan fortjene mellem 10 a 12 Kr. ugenlig.

Vi skal her i korte Omrids meddele Publikum Dhrr. Fabrikanters Adfærd imod deres Arbejdere i de sidste Aar. Fabrikanterne har nemlig for ca. 4½ Aar siden gjort det første Forsøg paa at afkorte Lønnen med 1 indtil 2 Kr. pr. 1000 Cigarer, hvilket ogsaa lykkedes paa Grund af, at de erklærede, at saa snart Tiderne blev bedre, skulde de være beredvillige til igen at lægge samme Beløb paa Lønnen; men Dhrr. har tværtimod siden den Tid systematisk vedblevet at afkorte Arbejdslønnen, saa at den nu staar saaledes, at mangen Arbejder Lørdag Aften efter seks lange Arbejdsdage maa gaa hjem med en Fortjeneste af 7-9 Kr., og dette Tilfælde træffer meget ofte for gifte Arbejdere, der sidder med stor Familje; en saadan Mand maa derfor for at ernære sig og sin Familje, naar han kommer hjem, atter tage fat paa Arbejdet, der da som oftest fortsættes indtil over Midnat, og det i et Værelse, som i Reglen omfatter Familjens hele Lejlighed. Den økonomiske Tilværelse for saaledes stillede Familjer kan lettere tænkes end beskrives, saa videre Fremstilling af Nøden inden dens Kreds vil være overflødig. Endnu dog et lille Træk til Bedømmelse af de fortrykte Forhold iblandt os. En kvindelig Arbejder, som f. Eks. faar 35 Øre for 100 Vikler ar overrulle, lider gennemgaaende det Tilfælde at faa 2-3 St. udskudte pr. 100, og for disse udskudte bliver hendes Løn afkortet med 4 til 5 Øre pr. Stk. Hvad Mændene angaar, da haves Eksempel paa, at der for en Betaling af 8 Kr. pr. 1000 færdige Cigarer er blevet udskudt indtil 100 St., og den forholdsvise Betaling for disse fradrages da de 8 Kr. Naar man nu endvidere hører, at Arbejderne ikke faar det udskudte Arbejde at se, men maa nøjes med, at det simpelthen bliver sagt, vil Enhver forstaa, at der her kan begaas ikke faa Uretfærdigheder.

Der har i det sidste Aar næsten stadig været Efterspørgsel efter Arbejdere, saa man antog, at der nu har været Lejlighed for d'Hrr. Fabrikanter at indfri deres en Gang givne Løfte med at forhøie Lønnen til hvad de i Tidens Lød har afkortet den, men her kan det gamle Ordsprog komme til Anvendelse, som siger: at love er ærligt, at holde besværligt; ti Fabrikanterne har nu tværtimod gjort Skridt til yderligere at afdrage Lønnen med 1 Krone pr. 1000 Cigarer. Enhver maa indrømme os, at dette var umuligt for os at indlade os paa, og som Følge deraf er det at Strejken nu er udbrudt blandt Cigararbejderne.

Idet vi slutter Fremstillingen af de herskende sørgelige Forhold i vort Fag, tror vi at turde paaregne alle rettænkende Menneskers Sympati, og tillader vi os at opfordre Alle og Enhver til at komme os til Hjælp med Bidrag, saaledes at vi kan faa vore Kaar forbedrede til mere humane Tilstande.

Bestyrelsen

for Cigararbejdernes Forening.

(Social-Demokraten 7. april 1880)

Kjøbenhavns Begravelsesvæsen. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Begravelsesvæsen var til Behandling i Borgerrepræsentationens Møde i Aftes. Borgmester Hansen motiverede paa Begravelsesvæsenets Bestyrelses Vegne det fremsatte Forslag om Ordningen af Kirkegaardsforholdene. At dette allerede fremkom nu, skyldtes den Omstændighed, at det var en paatrængende Nødvendighed at tage vestre Kirkegaard i Brug til 1ste Maj. Bestyrelsen havde tænkt paa allerede nu at foreslaa endelige Regler; men man trængte til mere Erfaring og havde med dette for Øje kun foreslaaet en midlertidig Ordning. Hovedforandringen fra det Bestaaende var, at Liniebegravelserne (modsat Familiebegravelser), skulde foregaa fra Stadens Kirker paa de søgne Dage, medens det hidtil havde været Reglen, at Begravelserne foregik fra Kapellet om Søndagene. Det kunde være en Gene for den fattige Befolkning at henføre Begravelserne til de søgne Dage; men til Giengjæld havde man foreslaaet Begravelsen fra Kirkerne, hvorved de mange Følgere vilde befries for den lange Tur ud paa vestre Kirkegaard. Desuden var der et almindeligt Ønske blandt Gejstligheden om at befries for at følge med ud til Kirkegaarden. Jordfæstelsen kunde godt foregaa uden en Præsts Medvirkning, naar de kirkelige Ceremonier foregik i Kirken. De nu stedfindende Massebegravelser vare stødende for mange, og naar man saaledes vilde klumpe alt sammen paa Søndagene, tabte Begravelserne let deres højtidelige Karakter. Forholdene ved Transporten af Ligene til Kirkegaarden og Hensynet til Graverne anbefalede ogsaa den nye Ordning. Man vilde til Transporten benytte Rustvogn, da de gammeldags Ligvogne ikke egnede sig til den lange Kjørsel. Taxtbestemmelserne vare foreslaaede omordnede, saaledes at Taxten for Familiegravsteder paa Assistenskirkegaard blev sat ikke ubetydelig op, medens Betalingen for Familiegravsteder paa vestre Kirkegaard og for Liniebegravelser til Dels var sat lavere og gjort mere ensartet end hidtil. En Liniebegravelse kostede nu fra 14 til 20 Kr., men vilde efter den nye Taxt altid koste 21 Kr. Man troede, at Begravelsesvæsenet efter den foreslaaede Ordning nogenlunde vilde kunne bære sig selv; men selvfølgelig vilde Indførelsen af det Nye strax medføre nogen Udgift for Kommunen. Man vilde saa meget som muligt blive ved det Bestaaende, og det Bestaaende var jo det, at Folk selv bekostede deres afdøde i Jorden uden Udgift for andre. 

Kapt. Gjødesen havde det imod Forslaget, at det blot var noget foreløbigt; thi de Principer, man nedlagde i den foreløbige Ordning, kom man ikke let bort fra igjen. Man burde ikke være for ængstelig med at ofre noget for at opnaa det bedst mulige. Man burde nu søge helt at komme bort fra de Ulæmper, der klæbede ved det gamle Begravelsesvæsen. Begravelse fra Hjemmet burde ikke længere tilstedes, og der burde ikke betales for Ligets Ophold i Kapellet; Graverkarlene burde have en reglementeret sømmelig Paaklædning; alle Begravelser, og ikke blot Linibegravelser, burde foregaa paa Søgnedage; Begravelserne burde foregaa om Morgenen fra Kl 8 til 10 om Sommeren og fra Kl. 9 til 11 om Vinteren i Stedet for som foreslaaet fra Kl. 10 til 2. Det forekom ham, at de foreslaaede Taxter vare højere end de gjældende, og dette fandt han ikke i sin Orden. Bestemmelserne om, hvilke Monumenter der maatte anbrjnges  paa Linie- og Frijord, vare for strænge.

Prof. Scharling fandt ogsaa Taxterne for høje. Naar man tog Transporten med, blev Begravelserne gjennemgaaende dyrere end hidtil. Principet burde være det, at Taxten for en simpel men sømmelig Begravelse sattes saa lavt som muligt. Han ønskede ganske vist ikke at bebyrde Kommunen med store Udgifter til Begravelsesvæsenet; men det var vist ikke umuligt at finde nye Indtægtskilder, og Sagen fortjente alene af Hensyn hertil Overvejelse i et Udvalg. Naar gyldige Grunde talte for en Begravelse om Søndagen, burde fen kunne finde Sted uden den foreslaaede højere Taxt, der jo havde Karakteren af en Bøde. 

Prok. Herforth havde adskillige Indvendinger imod Forslagets Form, idet det ikke stod klart, hvad der blev staaende ved Magt af de ældre Bestemmelser. Han forstod ikke, hvorledes man ved en Bøde paa 10 Kr. vilde fremtvinge, at Begravelser foregik paa Søgnedage. Kunde man udrede de øvrige Bekostninger, kunde man ogsaa let bære Bøden, især da man om Søndagen lettere fik fat i frivillige Ligbærere. Kunde man ikke i nogen Tid hjælpe sig med Forholdene, som de nu vare? Var dette ikke Tilfældet, maatte han fraraade Udvalg. 

Borgmester Hansen troede det nødvendigt, at Sagen fremmedes nu, da man aldeles ikke havde noget Reglement for vestre Kirkegaard. Han hive derimod intet imod Nedsættetsen af et Udvalg. Prof. Brix mente, at man vilde berede Sagen nye Vanskeligheder ved at udsætte den. Han var imod Bøden for Søndagsbegravelser, og han følte sig overbevist om, at den vilde blive modtaget med stor Uvillie.

Murmester Wienberg var ogsaa imod Søndagsbøden. Malerm. Sev. Jensen: Budgettet tog vel haardt paa de Fattige. De burde have Tilladelse til at smykke Gravene, som de fandt passende. Borgmester Hansen forsvarede Søndagsbestemmelsen, der havde sit Forbillede i andre Lande. Herforth og Heckscher gjorde korte Bemærkninger. - Det vedtoges paa Forslag af Formanden at nedsætte et koordineret Udvalg (af Borgerrepræsentanter og Magistratsmedlemmer), og hertil valgtes for Repræsentationens Vedkommende: Petersen, Herforth, Scharling, Gjødesen og Andresen.

(Morgenbladet (København) 2. april 1880. Afsnit indsat af hensyn til læsbarheden.)

Kjøbenhavns Kommunalbestyrelses Møde den 19. februar. Illustreret Tidende nr. 1222, 25. februar 1883.

Kalvebodløbet - Grundstødninger. (Efterskrift til Politivennen).

Et Skib, som i roligt Magsvejr er grundstødt i Kjøbenhavns Havn er en stor Sjældenhed, men kunde dog sees her igaar. Den, der igaar passerede Ryssensten, kunde til sin Forundring see et stort norsk Dampskib med vajende Flag og Damp oppe ligge ganske stille ved Grunden St. Helena, et Badested udfor Ryssensten. Skibet skulde til Gasværkshavnen med Mursten, men Lodsen kjendte ikke det nye Køb, der er blevet opmudret ifjor og afmærket iaar. Han styrede Skibet udenom Bojen og løb det mod en Sten, hvor det huggede sig saa fast, at havde det ikke været et stærkt Fartøj, havde det sikkert faaet en saa betydelig Læk, at det var sunket. Det maatte losse en stor Del af sin Ladning, og herved lykkedes det at faae Skibet flot. For at forebygge Gjentagelse har Havnevæseneet idag forsøgt at optage Stene ved en stor Dampkran, men dette lykkedes ikke.

(Fyens Stiftstidende 25. juli 1877).

Paaseiling af Langebro. I Torsdags Morges stødte en af de Helsingørske Bugserdampere og en Skonnert, som den skulde bugsere til Helsingør, hvor den skulde repareres, mod Langebro, saa at baade Broen og begge Skibene to endel Skade. Bugserdamperen kom med Skonnerten paa Slæb fra Gasværkshavnen, men havde ikke tilstrækkelig Fart til at arbeide mod den stærke Strøm, som satte Skibene saa voldsomt over mod Kristianshavnssiden, at Skonnerten kom paa Grund og Damperen tørnede mod Broen, hvorved flere af de svære Bjælker paa Siden af Broen knækkedes, og Skibets Skansebekædning ramponeredes. Først efter flere Timers Forløb lykkedes det at faa Damperen klar af Broen, da Strømmen hele Formiddagen var ualmindelig stærk. (Dbl.).

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 20. marts 1880).

Vestre Kirkegaard: Omordning. (Efterskrift til Politivennen)

Begravelsesvæsenet i København.

Bestyrelsen for dette har fremsat forslag til den fremtidige ordning af begravelserne. Familiebegravelser kan fremtidig ske både på Assistenskirkegård og på Vestre Kirkegård. Prisen på jord er henholdsvis 7 kr. og 5 kr. pr. kv. alen. Linjebegravelser foregår fra 1. maj 1880 udelukkende på Vestre Kirkegård. For jorden betales for 20 år 15 kr. for en voksen, 8 kr. for et barn under 12 år, mod nu fra 4 til 8 kr. efter kapellets beskaffenhed. For jord på 40 år til mindst 2 gravsteder betales 35 kr. for hvert gravsted. Alle linjebegravelser foregår i reglen på en søgnedag i tiden mellem 12 og 2. De foregår ordneligvis fra de forskellige kirkers kapeller (hvor et kapel ikke haves, fra det dertil bestemte sted i kirken), eller fra kapellet på Assistens Kirkegård, eller fra kapellet på Vestre Kirkegård, eller fra hjemmet. Kisten føres i reglen med rustvogn umiddelbart efter jordpåkastelsen til Vestre Kirkegård for straks ved ankomsten at sænkes i graven. Ønskes en linjebegravelse foretaget om søndagen, bliver en tillægsbetaling af 10 kr. at erlægge til begravelseskontoret. Frijordsbegravelser foregår fra hjemmet eller fra lighuset på almindelig Hospital eller fra de andre af byens hospitaler, eller fra en kirkes kapel, eller fra kapellet på Vestre Kirkegård. For gravs gravning betales 2 kr. for en voksen, 1 kr. for et barn. Bestyrelsen påtager sig at renholde familiegravsteder for fra 4 til 10 kr. efter deres størrelse. Linjegravsteder for 2 jr. og frijordsgravsteder for 1 kr. 

(Dags-Telegraphen (København), 19. marts 1880.)

Kort som viser Vestre Kirkegård 1879, altså før indvielsen af det nye område 1880: Hovedindgangen er angivet som "Vej til vestre Kirkegaard", og svarer til nuværende Baunehøj Alle fra Enghavevej, yderst til højre i fotoet. Vejen førte ind til det sted der i dag er markeret med to mindesten. Kapellet lå et stykke inde på kirkegården, en anelse syd for vejen.   

Københavns Borgerrepræsentanter

(Uddrag af møde 1. april 1880)

Flytningen ud til Vestre Kirkegård var fra 1. maj en nødvendighed, og der krævedes derfor nye regler. Man var snart kommet til det resultat at man foreløbig ikke kunne give definitive regler, men måtte søge at indhøste erfaring. Og derfor var der foreslået så lidt nyt som muligt. Den ene af de to foreslåede hovedforandringer var den at linjebegravelser skulle foregå fra stadens kirker og i reglen på søgnedage. Der foretoges hvert år ca. 3.000 linje-, 1.000 frijords- og 1.000 familiebegravelser. AF 714 linjebegravelser i et kvartal var 360 foretaget om søndagen. Resten på søgnedage. I gennemsnit foretoges 28-30 linjebegravelser om søndagen. resten på søgnedage. I gennemsnit foretoges 28-30 linjebegravelser om søndagen. Det faldt straks i øjnene hvad der kunne siges mod denne forandring, navnlig hensynet til den arbejdende befolknings bekvemmelighed. Hensynet til publikums tarv havde dog været det overvejende ved forslagets fremkomst, idet man ville undgå genen ved den lange vej til kapellet. Og derved ville den arbejdende befolkning formentlig også vinde. Hos gejstligheden i København var det endvidere et almindeligt ønske at blive fri for at følge med til Vestre Kirkegård, hvilket ønske måtte findes ganske rimeligt og naturligt. For det tredje havde man også ønsket at give begravelsesceremonierne et så smukt og sømmeligt præg som muligt, og undgå de lidet sømmelige massebegravelser. Efter de bestemmelser som gjaldt i København indtil 1812 og endnu gjaldt i Købstæderne, var begravelser om søndagen helt forbudt. Den tid præsterne om søndagen havde til deres rådighed fra gudstjenesten, var egentlig kun fra 12 til 2 hvorfor man måtte indskrænke begravelsestiden hertil. Foruden mange andre grunde måtte det også anses for mindre rigtigt, at netop søndagen gjordes til en særlig streng arbejdsdag for graverne osv. Familiebegravelser foregik jo nu væsentlig om søgnedagen, og det samme burde og kunne forhåbentlig gennemføres for linjebegravelser. Men man måtte ikke fremstille det således som om man derved ville forulempe den lavere befolkning. De foreslåede rustvogne ville senere blive afløst af ligvogne af lettere bygning.

(Dagbladet (København) 2. april 1880.)