Landbrug paa den jydske Hede. (Efterskrift til Politivennen).

Naar der af og til i Vinter har været skrevet i Bladene om, at Rigsdagen arbejder for at oprette en Kreditforening for Husmænd, saa er denne Foranstaltning vistnok af mange bleven hilset med Glæde, thi Trangen til Laan paa rimelige Vilkaar er vist stor nok. Jeg kan kun tale for mit eget og denne Egn Vedkommende, det vestlige Jylland, og vil ikke undlade at give en sandfærdig Forklaring over de Forhold, hvorunder jeg arbejder.

I Foraaret 1874 kjøbte jeg min nuværende Ejendom med et Tilliggende af ca. 9 Tdr. Land Agermark og 93 Tdr. Land Hede, Hartkorn 3 Skpr., alt af ret god lermuldet Beskaffenhed. Ejendommen var i en ussel Drift, her kunde holdes 1 Ko og nogle Faar, det hele kostede den Gang med Besætning 2200 Kr., foruden en Aftægt af Værdi 140 Kr. aarlig til en nu 68 Aar gl. Kone. 1000 Kr. forblev indestaaende 5 Aar uopsagte mod 4 pCt. Rente, 500 Kr. som løs Gjæld med Afdrag efter Kreditors eget Forgodtbefindende. Da Vinteren 1874 var ophørt, blev der strax taget fat paa Heden, og 12 Tdr. Land blev ompløjet den Sommer, det gjaldt om at saa en Del brækket pludselig, thi den raa Hede fordrer at henligge i 4 Aars Brak før den er tjenlig som Voxested for vore almindelige Kulturplanter; dog vare de sex Tdr. Land af en saa ejendommelig god Beskaffenhed, at de allerede Aaret efter bleve tjenlige til Korn- og Kartoffelavl, hvilket hjalp mig meget. Dog skal jeg ogsaa her tilføje, at af den lille Kapital, jeg havde, da jeg kjøbte Ejendommen, blev 120 Kr anvendt til Indkjøb af 20 Stkr. Bistader samt nogle Kasser til Boliger for Bierne. Disse 120 Kr. vare vel anvendte ; thi der er i samtlige Aar siden solgt Honning og Vox for 530 Kr., foruden hvad her er forbrugt i Huset, og dog har jeg maattet nøjes med billige og simple Stader og Redslaber til Bierne, ligesom Tiden heller ikke har tilladt mig at skjænke dem al den Opmærksomhed, som de egentlig fortjene. Det er glædeligt at se disse snehvide Boghvedemarker om Sommeren samt dette Blomsterhav paa Heden med saa rigt Træk for Bierne, men sørgeligt er det, at det ikke bliver benyttet, thi her findes næppe 1 Bistade, hvor her burde være 100. I disse Herreder findes næppe en eneste Biavler, der sforstaar at behandle et dierzonsk Bistade; hvor meget kunde og burde her dog ikke gjøres for Biavlen Dog nok herom.

Jeg maatte sande, at Heden tager, før den giver. Det første Par Aar vare haarde, jeg led usigelig meget, de slette Tider kom jo, og Penge bleve mere og mere vanskelige at laane, den løse Gjæld var forfærdelig; naar jeg længe havde stridt for at spare saa meget sammen, at jeg kunde faa et godt Trækdyr eller en Ko og havde haft denne en Tid, ja saa maatte den af og til væk for af dække paa denne usalige løse Gjæld. Mangen en nyttig Forbedring maa aldeles forbigaas under slige Forhold. Begrundet i den tiltagende Avl trænges her til mere Lade, mere Besætning samt Anvendelse af Kalk, Mærgel, Kløver- og Græsfrø; næsten alt dette maa aldeles staa hen i den uvisse Fremtid. Under disse Forhold er der nu hengledet 5 a 6 Aar; her kan nu holdes rigelig 4 store Fæhoveder, 10 Stkr. Faar og 2 a 3 Svin, og dog er kun endnu 22 Td. Land blevet til Agermark, foruden at 10 Td. Land Hede ligger under Brak. Resten, 40 Td. Land Hede, ligger endnu uberørt af Ploven. I de senere Aar er her efter Regnskab solgt for 500 a 700 Kr. aarlig af Produkter, og dog er næppe 1/3 af Arealet opdyrket, og denne lille Plet maa jo bære alle Driftsomkostninger, underholde Familie og udrede Aftægt og alle øvrige Udgifter; hvor meget maa man ikke antage, at det vilde forøge Indtægterne, om de 60 Td. Land snarest kom i Kulturtilstand.

Skjønt jeg har Erklæringer fra mine Kreditorer, at Aftægt, Renter, Afdrag osv punktlig er betalt, saa er det næsten en ligefrem Umulighed at erholde et fast Laan i min Ejendom. I vest- og sønderjydske Kreditforening bydes mig 2000 Kr., men saa skal Aftægten afkjøbes først, og herved tabes vist 350 Kr.; netop disse Penge, som skulde være en længe savnet Driftskapital, gaar jo aldeles tabte. Skal Summen laanes mod Kavtion, da ere Vilkaarene haarde her i Sognets Laanekasse, nemlig 5 pCt. Rente og 12 pCt. aarligt Afdrag af denne Laanekasse har jeg 300 Kr. De 1000 Kr, som nu ere opsagte, kan jeg kun vente at laane paa meget haarde Vilkaar, eller om dette ikke lader sig gjøre, da overlade Kreditorerne Frugterne af mit Arbejde, thi at sælge Ejendommen før Tiden har vist sig at være en Umulighed, da det er forsøgt. At min Bedrift nogenlunde har svaret til Tidens Krav. antager jeg, idet den herværende Landboforenings Bestyrelse har i de sidste l Aar tildelt mig 6 Præmier for Landboflid, og dog ser jeg saa godt de store Mangler, der endnu klæber sig ved det hele. Hvor meget anderledes og bedre burde ikke alt være, naar jeg havde lidt bedre Evne, eller blot min Gjæld var fast med smaa Afdrag aarlig. Dog saaledes ser det ikke ud til at skulle blive, men snarere den samme haarde Kamp, der desværre begynder at gjøre sin Ret gjældende. idet den er ved at kvæle Modet og betage mig Lysten til at arbejde som Kolonist paa den jydske Hede. 

En Hedeboer.

(Morgenbladet (København) 21. april 1880).

En moderne Husværtinde. (Efterskrift til Politivennen)

Der har i et af Hovedstadens Blade været talt om en moderne Husvært. At man ogsaa har moderne Husværtinder, turde være mindre bekjendt. Undertegnede lejede for omtr. 4½ Aar siden en Butik med saakaldet Beboelseslejlighed i Store Regnegade Nr 22 af Skomagermester Engert. Da jeg flyttede ind, viste det sig, at Lejligheden var meget forfalden. Jeg henvendte mig da til Værten om at faa den gjort i Stand. Men jeg fik til Svar, at dersom jeg vilde have det hyggeligt omkring mig, maatte jeg selv lade gjøre i istand. Det blev jeg da ogsaa nødt til for at kunne bo i Lejligheden. Den første Nat jeg sov i den, kunde jeg ikke sove for Tummel af Rotter og Mus; de dansede paa Bord og Stole, som om det havde været en Vildsvinejagt, og hvis jeg ikke havde haft en lille Rottehund, vilde jeg være bleven Gjenstand for et natligt Overfald. Næste Morgen maatte jeg naturligvis undersøge, hvor Dyrene havde deres Gennemgang; det viste sig, at de kom gjennem Væggen inde fra en Hestestald i Nr 20; der var Huller saa store, at man magelig kunde stikke en knyttet Haand ind i dem. Jeg maatte strax lade gjøre i Stand. Der blev knust Sten og Glas sammen til at stoppe Hullerne med, og jeg lod 3 Værelser male og tapetsere. Jeg boede der ca. 3/4 Aar med min Familie. Men det viste sig, at Lejligheden ikke var videre sund; da min Hustru strax efter blev syg, maatte jeg leje Beboelse et andet Sted. For ca 3 Aar siden døde Hr. Engert, og hans Kone overtog Ejendommen. Indtil Data har jeg drevet Skræderforretning i den nævnte Ejendom, og jeg har altid været nødsaget til at lade et Menneske sove i et Værelse ved Siden af Butiken. Den 6te d. M. flyttede jeg min Forretning over i Nr. 11 i samme Gade, men har endnu forskjellige Gjenstande staaende i Nr. 22. Til min Forbavselse modtag jeg den 9de et Brev med Kongens Fogeds Segl med Anmodning om at give Møde den 10de Kl. 1. Da jeg nu var nysgjerrig efter at vide, hvad Anledningen var, saa mødte jeg. Fogden spurgte mig, om jeg var fraflyttet en Lejlighed i Store Regnegade Nr. 22, hvortil jeg svarede, at jeg nok var flyttet, men jeg havde forskjellige Gjenstande der, og jeg var i den Formening, at naar jeg havde betalt til April Flyttedag 1880 og havde gjort lovlig Opsigelse, saa var jeg berettiget til at flytte. Men Fogden svarede, at jeg ikke havde Lov til at gjøre Fremleje; det indrømmede jeg; vel havde jeg en Mand i Lejligheden, men det var, fordi jeg maatte have nogen til at passe paa. Det er godt, sagde Fogden. Men jeg veed ellers ikke, at jeg har forulæmpet den ærede Værtinde noget, uden det skulde være, at jeg har forlangt et nyt Kakkelovnsrsør. Og det tilkommer selvfølgelig Brandtilsynet at efterse samme. Jeg vil derfor indbyde disse Herrer ti! at foretage sig en Morgenpromenade i det faldefærdige Pallads.

J. E. Rundqvist,
Skrædermester.
Store Regnegade 11.

(Morgenbladet (København) 18. april 1880).

Vinterfrakker til ukendt billige Priser, saavelsom Benklæder og Vestre, anbefales fra min Forretning. Elegante Selskabsdragter udlejes. 11, St. Regnegade 11. J. E. Rundqvist. Annonce i Social-Demokraten 14. januar 1883. Josua Ericson Rundqvist annoncerede jævnligt i Social-Demokraten 1880-1883

I Fædrelandet 8. oktober 1875 var Rundqvist hovedperson i en helsides, forsidehistorie, idet han uretmæssigt havde anklaget en svensk familie, for den 25. juni 1875 at have stjålet et stykke klæde på 1 3/4 alen. Den 28. juni 1875 fik man anholdt en af dem, Elna Pehrsson, gift med tømmermand Malmborg i Malmø. Den 3. juli 1875 afgav Rundqvist en skriftlig erklæring om at klædet ikke var stjålet, men var fundet nedfaldet bag disken. Samt at han var villig til at give fru Malmborg æresoprejsning. 

Skomagermester Jens Carl Engert meldte anmeldt for skifteretten i Folkets Avis 13. juni 1877. I Dags-Tepegrahen 20. juni 1879 ses at man kunne købe billeter til Svenska National- och Sjukkassa-Förening af 1867s 12 års stiftelsesfest lørdag den 21. juni 1879. I Thisted Amtsavis 7. juli 1879 noteredes Josua Ericson Rundqvist for konkurs.

Johannes Hauerslev: Store Regnegade 20, 22, 24. Ved nr. 20 ses skilt for skomager Johannes Rasnmussen. Kbhbilleder. Public domain.

Han flyttede senere til gaden Aabenraa i København hvor han blev myrdet i juni 1886, se andetsteds på denne blog.

Retssag om Adgangen til et Gravsted. (Efterskrift til Politivennen)

Landsover- samt Hof- og Stadsretten afsagde den 5te ds. Dom i en af Sine Aagaard anlagt Sag mod Kirkeinspektionen for Helliggejstes Kirke, her i Byen ved sammes Formand, Dr. theol. E. W. Kolthoff. Citantinden paastod bemeldte Kirkeinspektion tilpligtet under en passende Bøde at forskaffe fri og uhindret Adgong til Gravstedet paa Helliggejstes ny Asststenskirkegaard paa Linien Litr. l. Nr. 49 enten ved atter at udlægge den tidligere til samme hørende, men i foraaret 1878 nedlagte Sti eller paa anden Maade, og at anbringe det om fornævnte Gravsted i sin Tid satte, ligeledes i Foraaret 1878 flyttede Gitterværk i sin oprindelige Stilling, hvorhos hun paastod sig tilkjendt Sagens Omkostninger. Indstævnte, hvem der var meddelt fri Proces, paastod sig frifunden samt Citantinden tilpligtet at betale Sagens Omkostninger.

Det fremgik af Sagen, at Citantinden er rette Besidder af fornævnte Gravsted, og at den Adgang, som tidligere faktisk havdes til dette Gravsted, og som hun vil have ansat for en i sin Tid udlagt Sti eller Stikvej imellem Gravstederne Nr. 56 og 57, i 1878 er bleven spærret derved, at Ejeren af Gravstedet Nr. 56, ved at anbringe et Jerngitter om samme, har indtaget bemeldte Sti eller Sidevej som hørende til Gravstedet, medens der iøvrigt ikke haves nogen retmæssig Adgang til Citantindens Gravsted, der paa alle Sider er omgivet af andre, i privat Besiddelse værende Gravsteder. Der kunde nu ikke efter Rettens Mening gives hende Medhold i, at hendes Skjøde kun skulde være en Fornyelse af det ældre Skjøde paa Familiegravstedet, og hun kunde følgelig ikke udlede nogen Ret for sig af Forholdene, som de den Gang vare, og ligesaalidt har hun mod de Indstævntes Benægtelse kunnet godtgjøre, at Grænserne for Gravstedet Nr 56, der efter de Indstævntes Paastand altid har stødt umiddelbart op til Gravstedet Nr. 57, ere blevne forrykkede, da Jerngitteret anbragtes om samme. Men paa den anden Side er det -fortsætter Retten - ikke oplyst, at der ved Udstedelsen af Citantindens Begravelsesbrev, for hvilket den fulde taxtmæssige Betaling maa antages at være erlagt, er meddelt Vedkommende underretning om, at der ikke havdes nogen retmæssig Adgang til Gravstedet, ligesaa lidt som de faktiske Forhold kunne antages ligefrem at have udvist dette. Og da nu en tilsikret Adgang til de ved Koøb erhvervede Gravsteder, saaledes som Forholdene ere her i Landet, og som de ogsaa forudsættes at være i de vedkommende Kirkegaardsreglementer, jfr. f. Ex. Reglement for Assistens-Kirlegaard af 15de Februar 1805 § 10 og Pt. 27de Oktober 1870 § 11, maa anses som et saadant selvfølgeligt Tilbehør til Gravstederne, at den ikke kan kræve særlig Vedtagelse, men ubetinget maa kunne fordres, medmindre det modsatte udtrykkelig vedtages, eller det i alt Fald efter de ved Erhværvelsen forhaanden værende faktiske Forhold maatte være Erhværveren indlysende, at saadan Adgang ikte kunde haves, findes de Indstævnte - hvis ubeviste Anbringende, at det ikke vil være dem muligt at skaffe Adgang til Gravstedet, før et af de omliggende Gravsteder hjemfalder til Kirken, medens de dog i Dødstilfælde ville skaffe Liget nedsat i Gravstedet, ikke kan tages for Fyldest - at maatte skaffe fri og uhindret Adgang til Gravstedet. Derimod kan der ikke paahvile de Indstævnte nogen Forpligtelse til at anbringe det om Gravstedet i sin Tid satte, ligeledes i Foraaret 1878 flyttede Gitterværk, i sin oprindelige Skikkelse, da det ikke blot maa antages, at Gitterværket i sin Tid er anbragt uden Anmeldelse til Kirkeinspektionen og uden Erlæggelse af den anordningsmæssige Betaling, men det ej heller mod de Indstævntes Benægtelse er godtgjort, at Forandringen ved Gitteret er sket efter Kirkeinspektionens Ordre eller med dens Tilladelse.

I Henhold til det Anførte aflagdes følgende Dom De Indstævnte, Kirkeinspektionen for Helliggejstes Kirke her i Staden ved sammes Formand, Dr. theol., Sognepræst E. W. Kolthoff, bør inden 3 Maaneder fra denne Doms lovlige Forkyndelse under en Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse tilfaldende daglig Mulkt af 5 Kr. for hver Dag, de maatte sidde Dommen overhørig, forskaffe Citantinden Sine Aagaard fri og uhindret Adgang til Gravstedet paa Helliggejstes nye Assistensgaard paa Linien Litr. J Nr. 49. For øvrigt bør de Indstævnte for Citantindens Tiltale i denne Sag fri at være Sagens Omkostninger ophævedes.

(Morgenbladet (København) 10. april 1880)

Landsover- samt Hof- og Stadsretdomme. 

Sagen Nr. 840/1878

Sine Aagaard (Overretsprok. Kaas)

contra

Kirkeinspektionen for Helliggejstes Kirke her i Staden ved sammes Formand Dr. theol., Sognepræst E. W. Kolthoff (Overretssagf. Dyrlund).

En tilsikret Adgang til de ved Kjøb erhvervede Gravsteder maa anses som et selvfølgeligt Accessorium til disse og kan i Reglen fordres uden særlig Vedtagelse derom. Som Følge deraf en Kirkeinspektion tilpligtet at forskaffe fri og uhindret Adgang til et saadant Gravsted.

(Afsagt den 5 April 1880).

Under nærværende Sag paastaar Citantinden, Sine Aagaard, Indstævnte, Kirkeinspektionen for Helliggejstes Kirke her i Staden ved sammes Formand, Dr. theol., Sognepræst E. W. Kolthoff, tilpligtet under en passende Bøde at forskaffe fri og uhindret Adgang til Gravstedet paa Helliggejstes ny Assistens-Kirkegaard paa Linien Litr. J Nr. 49 enten ved atter at udlægge den tidligere til samme hørende, men i Foraaret 1878 nedlagte Sti ellər paa anden Maade, og at anbringe det om formeldte Gravsted i sin Tid satte, ligeledes. i Foraaret 1878 flyttede Gitterværk i sin oprindelige Stilling, hvorhos hun paastaar sig tilkjendt Sagens Omkostninger skadesløst eller med et passende Beløb hos Indstævnte, medens Indstævnte, hvem der er meddelt fri Proces, har paastaaet sig frifunden samt Citantinden tilpligtet at betale Sagens Omkostninger skadesløst eller efter Reglerne for beneficerede Sager, derunder Salær til den for Indstævnte mødte Sagfører, hvilket denne i alt Fald har paastaaet sig tillagt af det Offentlige.

Det fremgaar af Sagen, at Citantinden som nærmeste Arving efter afdøde Hof-Handskemagermester Hans Holm er rette Besidder af et under 3 April 1854 udstedt Begravelsebrev paa det ovennævnte, paa Helliggejstes ny Assistens-Kirkegaard paa Linien Litr. J Nr. 49 værende Gravsted, og at den Adgang, som tidligere faktisk havdes til dette Gravsted, og som Citantinden vil have anset for en i sin Tid udlagt Sti eller Stikvej imellem Gravstederne Nr. 56 og 57, i 1878 er bleven spærret derved, at Ejeren af Gravstedet Nr. 56 ved at anbringe et Jerngitter om samme har indtaget bemeldte Sti eller Stikvej som hørende til Gravstedet, medens der iøvrigt ikke haves nogen retmæssig Adgang til Citantindens Gravsted, der paa alle Sider er omgivet af andre, i privat Besiddelse værende Gravsteder.

Der kan nu ikke gives Citantinden Medhold i, at hendes Skjøde kun skulde være en Fornyelse af det ældre Skjøde paa Familiegravstedet, der alt var taget i Brug den 22 Marts 1817, dels omtrent samtidig med, dels før de omliggende Gravsteder, og hun kan følgelig ikke udlede nogen Ret for sig af Forholdene, som de den Gang vare, og lige saa lidt har hun mod de Indstævntes Benægtelse kunnet godtgjøre, at Grænserne for Gravstedet Nr. 56, der efter de Indstævntes Paastand altid har stødt umiddelbart op til Gravstedet Nr. 57, ere blevne forrykkede, da Jerngitteret anbragtes om samme.

Men paa den anden Side er det ikke oplyst, at der ved Udstedelsen af Citantindens Begravelsebrev, for hvilket den fulde taxtmæssige Betaling maa antages at være erlagt, er meddelt Vedkommende Underretning om, at der ikke havdes nogen retmæssig Adgang til Gravstedet, lige saa lidt som de, faktiske Forhold kunne antages ligefrem at have udvist dette. Og da nu en tilsikret Adgang til de ved Kjøb erhvervede Gravsteder, saaledes som Forholdene ere her i Landet, og. som de ogsaa forudsættes at være i de vedkommende Kirkegaardsreglementer, cfr. f. Ex. Reglement for Assistens Kirkegaard af 15 Februar 1805 § 10 og Pl. 27 Oktober 1870 § 11, maa anses som et saadant selvfølgeligt Accessorium til Gravstederne, at den ikke kan kræve særlig Vedtagelse, men ubetinget maa kunne fordres, medmindre det Modsatte udtrykkelig vedtages, eller det i alt Fald efter de ved Erhvervelsen forhaandenværende faktiske Forhold maatte være Erhververen indlysende, at saadan Adgang ikke kunde haves, findes de Indstævnte, hvis ubeviste Anbringende, at det ikke vil være dem muligt at skaffe Adgang til Gravstedet, før et af de omliggende Gravsteder hjemfalder til Kirken, medens de dog i Dødstilfælde ville skaffe Liget nedsat i Gravstedet, ikke kan tages for Fyldest, at maatte tilpligtes inden en Frist, der skjønnes passende at kunne ansættes til 3 Maaneder fra Dommens Forkyndelse, at skaffe Citantinden fri og uhindret Adgang til Gravstedet under en Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse tilfaldende daglig Mulkt, der bestemmes til 5 Kr.

Derimod kan der ikke paahvile de Indstævnte nogen Forpligtelse til at anbringe det om det ommeldte Gravsted i sin Tid satte, ligeledes i Foraaret 1878 flyttede Gitterværk i sin oprindelige Skikkelse, da det ikke blot maa antages, at Gitterværket i sin Tid er anbragt uden Anmeldelse til Kirkeinspektionen og uden Erlæggelse af den anordningsmæssige Betaling, men det ej heller mod de Indstævntes Benægtelse er godtgjort, at Forandringen ved Gitteret er sket efter Kirkeinspektionens Ordre eller med dens Tilladelse. De Indstævnte ville altsaa for saa vidt være at frifinde for Citantindens Tiltale.

Sagens Omkostninger ville efter Omstændighederne være at ophæve, og vil der derhos ikke kunne tillægges den for de Indstævnte mødte Sagfører, der ikke er beskikket af det Offentlige, noget Salær.

Stempelovertrædelse foreligger ikke.

Thi kjendes for Ret:

De Indstævnte, Kirkeinspektionen for Helliggejstes Kirke her i Staden ved sammes Formand, Dr. theol. Sognepræst E. W. Kolthoff, bør inden 3 Maaneder fra denne Doms lovlige Forkyndelse under en Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse tilfaldende daglig Mulkt af 5 Kr. for hver Dag, de maatte sidde Dommen overherig, forskaffe Citantinden Sine Aagaard fri og uhindret Adgang til Gravstedet paa Helliggejstes ny Assistens-Kirkegaard paa Linien Litr. J Nr. 49. Løvrigt bør de Indstævnte for Citantindens Tiltale i denne Sag fri at være. Sagens Omkostninger ophæves.

At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Ugeskrift for Retsvæsen 1880).

Ane Johanne Olesen. (Efterskrift til Politivennen)

Bedrageri og Tyveri. Ane Johanne Olesen, der er født i Aaret 1846 og som, efter at have ernæret sig som Tjenestepige i sit Fødesogn fra sin Konfirmation, for 4 Aar siden kom her til Staden, har efter den Tid opholdt sig her og ernæret sig ved Syning. I forrige Aar sad hun i længere Tid arresteret som mistænkt for Tyveri, men blev løsladt i Oktober Maaned, og hun leiede derefter et møbleret Værelse hos en Sergent. Dennes Hustru leverede hende en Dag et Par Lagener til Brug, men disse pantsatte hun uden Eierens Vidende og Villie. Den 10. Januar d. A. blev hun anholdt af Politiet paa Nørrebrogade, efter at Opmærksomheden var henledet paa hende ved en af en Skomagermester paa Nørrebrogade gjort Anmeldelse om Tyveri af et Par Damestøvler, men hun nægtede at være skyldig saavel i dette som i et Par andre Tyverier, der paasigtedes hende, og hvad der oplystes imod hende, var ikke tilstrækkeligt til at tilvejebringe et saadant Bevis imod hende, at hun kunde dømmes. Derimod var dette Tilfældet med en Sigtelse for Tyveri af et Par Støvler, som vare frastjaalne en paa Fælledveien boende Skomager. I denne Henseende blev følgende oplyst: Ved sin ovenomtalte Anholdelse den 10. Januar Kl. 4 blev Arrestantinden funden i Besiddelse af et Laanebevis paa et Par Støvler, som samme Dags Eftermiddag mellem Kl. 3 og 4 vare pantsatte i en Laaneforretning paa Nørrebrogade. Med Hensyn til disse Støvler forklarede Arrestantinden, at hun faa Dage før afvigte Jul havde kjøbt dem i den sidstnævnte Skomagerbutik af ham personlig, og at hun siden den Tid havde havt dem i sit Værge uden at bruge dem, indtil hun pantsatte dem; ligeledes nægtede hun at have været i bemeldte Skomagers Butik efter den Dag, hun kjøbte Støvlerne. Skomageren og hans Hustru gjenkjendte imidlertid disse Støvler som dem tilhørende og stjaalne den 10. Januar i Butikken, hvor de stod i Vinduet; for Tyveriet havde de mistænkt et Fruentimmer, som den nævnte Dag Kl. halv fire kom ind i Butiken og bestilte et Par Morgensko, og som herunder et Øieblik var alene. De havde set Støvlerne samme Dags Middag; fra den Tid og til det Øieblik, da Arrestantinden kom ind i Butiken, havde ingen Fremmed været der med deres Vidende og kunde vanskelig have været der uden deres Vidende, da Butiksdøren var forsynet med Klokke; baade Skomageren og hans Hustru gjenkjendte i Arrestantinden det af dem mistænkte Fruentimmer, og Skomageren nægtede at have solgt Arrestantinden færdigsyede Støvler; det Maal, han havde taget af Arrestantindens Fod, svarede ikke til Støvlernes Maal. Skomageren og hans Hustru bekræftede deres Forklaringer med Ed; den Skomagersvend, der havde syet Støvlerne, gjenkjendte disse og beedigede sin Forklaring herom saa vel som om, at han endnu i Januar Maaned havde set dem staa i Butiken. Efter Kriminalrettens Skjøn fandtes der derefter at være tilveiebragt et efter D. L. 6-17-10 og 11 jfr. Fr. 8. Septbr. 1841 § 6 tilstrækkeligt Bevis til med Hensyn til disse Støvler, der bleve vurderede til 10 Kr., at dømme Arrestantinden for uhjemlet Besiddelse af stjaalne Koster, og idet Omstændighederne noksom viste hen til, at hun selv havde stjaalet dem, som Tyv for samme. Straffen bestemtes efter Straffelovens §§ 228 og 253 til Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

(Nationaltidende 8. april 1880)

“Ane Johanne Olesen, født 1846. 3 Gange str: for Tyveri, navnlig hos Skomagere naar der bliver taget Maal af hende til Fodtøi. Mist. Prot. 93 M. 328.III.” [1881/1882]". Genealogisk Forlag.

Opdaget Snedighed. Arrestantinden Ane Johanne Olesen havde i November Maaned f. A. begivet sig ind i 4 Urtekræmmerbutikker i Kjøbenhavn og der, efter at have betalt et Indkjøb paa hvert Sted af 2 Øres Størrelse mcd et Kronestykke, af de Pengestykker, som derpaa blev hende tilbagegivne, hemmeligt udtaget hver Gang et Femogtyve-Ørestykke, i Stedet for hvilket hun lagde et Tiørestykke mellem Pengene, medens disse endnu laa foran hende paa Disken. Hun havde da foregivet, at der manglede 15 Øre i de hende tilbagegivne Penge, og hun opnaaede derved i de 2 Butikker at faa disse Beløb yderligere udbetalte, medens Forsøgene mislykkedes de 2 andre Steder, det ene Sted, fordi Expedienten, som paastod at have givet hende rigtigt tilbage, nægtede at betale de 15 Øre, det andet Sted, fordi hun blev anholdt strax efter at have forlangt de 15 Øre. Arrestantinden, der er 58 Aar gl. og førhen straffet, bl. A. med Forbedringshusarbejde. blev af Kriminal- og Politiretten anset med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage (Dgbl.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. januar 1885).

Cigararbejdernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen).

Da der nu er udbrudt en Strejke blandt Cigararbejderne, vil det være paa sin Plads at fremstille for Offenligheden Aarsagerne til samme.

Cigararbejdernes Livsvilkaar har, skal forud bemærkes, i alt Væsenligt altid været meget slette, da Fabriksforholdene med stillesiddende Arbejde i dunstfulde Lokaler, hvilket i Almindelighed er Skylden i den mellem Cigararbejderne meget udbredte Sygdom Lungesvindsol, er yderst fordærvelige. Dette vil staa Enhver endnu mere klart, naar man erfarer blandt saa meget Andet, at Cigararbejderne ikke kender til ordenlige Spisetider som andre Fabriksarbejdere, idet Frokosten nydes samtidig med at man udforer sit Arbejde i en Taage af Støv; paa samme Maade med Middagsmaaltidet, da Fabrikerne paa faa Undtagelser nær ikke bliver lukkede om Middagen.

Maaske kan dette se ud som en Humanitet fra Fabrikanternes Side, at Dhrr. lader deres Arbejdere faa Lejlighed til at faa en større Fortjeneste, men saaledes er det ingenlunde Tilfælde, derimod er det udelukkende til Fabrikanternes egen Fordel, ti de opnaar derved at faa en større Mængde Arbejde færdig og kan som Følge deraf med en vis Sikkerhed trykke Arbejdslønnen ned til det mindst mulige, saa at en almindelig dygtig Arbejder kun kan fortjene mellem 10 a 12 Kr. ugenlig.

Vi skal her i korte Omrids meddele Publikum Dhrr. Fabrikanters Adfærd imod deres Arbejdere i de sidste Aar. Fabrikanterne har nemlig for ca. 4½ Aar siden gjort det første Forsøg paa at afkorte Lønnen med 1 indtil 2 Kr. pr. 1000 Cigarer, hvilket ogsaa lykkedes paa Grund af, at de erklærede, at saa snart Tiderne blev bedre, skulde de være beredvillige til igen at lægge samme Beløb paa Lønnen; men Dhrr. har tværtimod siden den Tid systematisk vedblevet at afkorte Arbejdslønnen, saa at den nu staar saaledes, at mangen Arbejder Lørdag Aften efter seks lange Arbejdsdage maa gaa hjem med en Fortjeneste af 7-9 Kr., og dette Tilfælde træffer meget ofte for gifte Arbejdere, der sidder med stor Familje; en saadan Mand maa derfor for at ernære sig og sin Familje, naar han kommer hjem, atter tage fat paa Arbejdet, der da som oftest fortsættes indtil over Midnat, og det i et Værelse, som i Reglen omfatter Familjens hele Lejlighed. Den økonomiske Tilværelse for saaledes stillede Familjer kan lettere tænkes end beskrives, saa videre Fremstilling af Nøden inden dens Kreds vil være overflødig. Endnu dog et lille Træk til Bedømmelse af de fortrykte Forhold iblandt os. En kvindelig Arbejder, som f. Eks. faar 35 Øre for 100 Vikler ar overrulle, lider gennemgaaende det Tilfælde at faa 2-3 St. udskudte pr. 100, og for disse udskudte bliver hendes Løn afkortet med 4 til 5 Øre pr. Stk. Hvad Mændene angaar, da haves Eksempel paa, at der for en Betaling af 8 Kr. pr. 1000 færdige Cigarer er blevet udskudt indtil 100 St., og den forholdsvise Betaling for disse fradrages da de 8 Kr. Naar man nu endvidere hører, at Arbejderne ikke faar det udskudte Arbejde at se, men maa nøjes med, at det simpelthen bliver sagt, vil Enhver forstaa, at der her kan begaas ikke faa Uretfærdigheder.

Der har i det sidste Aar næsten stadig været Efterspørgsel efter Arbejdere, saa man antog, at der nu har været Lejlighed for d'Hrr. Fabrikanter at indfri deres en Gang givne Løfte med at forhøie Lønnen til hvad de i Tidens Lød har afkortet den, men her kan det gamle Ordsprog komme til Anvendelse, som siger: at love er ærligt, at holde besværligt; ti Fabrikanterne har nu tværtimod gjort Skridt til yderligere at afdrage Lønnen med 1 Krone pr. 1000 Cigarer. Enhver maa indrømme os, at dette var umuligt for os at indlade os paa, og som Følge deraf er det at Strejken nu er udbrudt blandt Cigararbejderne.

Idet vi slutter Fremstillingen af de herskende sørgelige Forhold i vort Fag, tror vi at turde paaregne alle rettænkende Menneskers Sympati, og tillader vi os at opfordre Alle og Enhver til at komme os til Hjælp med Bidrag, saaledes at vi kan faa vore Kaar forbedrede til mere humane Tilstande.

Bestyrelsen

for Cigararbejdernes Forening.

(Social-Demokraten 7. april 1880)