Snedkerne og Stolemagerne strejker. (Efterskrift til Politivennen)

 Til alle Arbejdere og Arbejdervenner.

Arbejdere og Arbejdervenner! I Møbelsnedker- og Stolemagerfaget i København paabegyndtes for 9 Uger siden en Strejke for Gennemførelsen af en Lønningsforhøjelse af 20 pCt. Denne Strejke vedvarer endnu paa Grund af den fanatiske Modstand, som i den senere Tid af en Del af de større Mestre er rejst mod denne Lønningsforhøjelse. Den Fordring, som vi stiller, er i yderste Grad beskeden, idet vi ved dens Gennemførelse kun opnaar en Forøgelse af vor Løn af 2 til 3 Kroner ugenlig (vor gennemsnitlige ugenlige Fortjeneste har nemlig i de sidste 3 Aar, højt ansat, kun andraget 12-14 Kroner), og vi troede derfor ogsaa, at en saa beskeden og i højeste Grad berettiget Fordring vilde blive opfyldt uden Kamp, i Særdeleshed i Tider som de nærværende, hvor Forholdene paa det industrielle Omraade har bedret sig i en betydelig Grad. Det lod ogsaa til, at en Del af Fagets Mestre, særlig af de mindre, var enige med os heri, idet nogle og tredive Mestre i kort Tid uden synderlig Modstand gik ind paa at betale disse 20 pCt; men saa snart Fordringen blev stillet til en af de større Mestre, der fuldt ud betaler lige saa usselt for deres Arbejde som de Mestre, der alt var gaaet ind paa Fordringen, saa blev der Røre i de store Mestres Lejr, og alle Midler selv de mindst hæderlige blev antagne for gode, naar kun de kunde tjene til at forhindre Arbejderne fra at komme ud af den Elendighedstilstand, som den slette Arbejdsløn, vi har oppebaaret i de sidste 3 Aar, har bragt os i.

Vi staar saaledes over for en meget haardnakket Modstand, som vi først maa kue, forinden vi kan faa vor Fordring sat igennem, hvilket er aldeles nødvendigt, hvis vi ikke skal gaa ganske til Grunde. Vi er ogsaa Alle enige om at holde ud i Kampen, indtil vi kan bringe Sejren hjem, men vi maa bede Enhver erindre, at Kampen alt har varet i 9 Uger, og i den Tid har vi klaret os ved egen Hjælp, og vi vil vel endnu en Tid kunne klare os; men det tegner meget stærkt til, at Striden kan vare endnu et Par Maaneder, og til en saa lang Tid frygter vi tør. at vore Midler ikke forslaar. Det er derfor, at vi gennem disse Linjer henvender os til enhver Arbejder og sand Arbejderven med en indtrængende Anmodning om at støtte os i denne Kamp ved at yde Bidrag til de strejkende Arbejderes Underhold Det er vort Haab, at vi ikke forgæves henvender os til dem med denne Anmodning, men at den vil blive modtaget med Velvilje og Imødekommen af Enhver, der har Hjertet paa rette Sted, og som føler Glæde over Arbejdernes Bestræbelser for at befri sig fra den økonomiske Elendighedstilstand, hvori de befinder sig. Derfor gør vi ogsaa sikker Regning paa, at Enhver, hvis Sympati vi har, vil støtte os og støtte os saa godt han formaar. Vi skal med Taknemmelighed erindre enhver Haand, der hjælpende har været udstrakt imod os, og vi skal med Glæde gøre Gengæld, saa godt vi formaar, saa snart Lejligheden dertil gives.

Enhver, der vil efterkomme denne vor Anmodning, bedes indbetale Bidragene paa følgende Steder:

Hos Foreningens Formand C. E. Andersen, Fredericiagade 61, 3die Sal.
Paa Social-Demokratens Ekspeditionskontor, Rømersgade 22.

Bestyrelsen for Snedkernes og Stolemagernes Fagforening.

(Social-Demokraten 1. juni 1880).

Bødker stikker sin Kone. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdomme. De nærmere Omstændigheder ved en af Højesteret paakjendt, imod Bødker Jens Balzer Jensen af Aaløv Mark ved Grenaa, for Overtrædelse af Straffelovens § 202, jfr. § 203, anlagt Sag vare følgende:

Tiltalte, der i omtrent 15 Aar har været gift og i den Tid stedse levet i daarlig Forstaaelse med sin Hustru, hvori denne iøvrigt efter Sagens Oplysninger maa antages ikke at være uden Skyld, var den 14de November f. A. om Morgenen Kl. ca. 8, medens han opholdt sig i sit Værksted og der hørte sin Hustru og deres 10-aarige Datter føre en højrøstet Samtale i Stuen ved Siden af, gaaet ind til dem og havde da, efterat have paa Spørgsmaal desangaaende faaet det Svar af sin Hustru, at hun og Datteren talte om dennes Kjole, der var for kort, uden nogen de til fra hans Hustrues Side given Anledning, stukket hende i Underlivet med en Tollekniv, som han havde i Haanden, og hvis Blad var 3 1/4 Tomme langt og nærmest Skaftet 3/4 Tomme bredt samt meget spidst og skarpt og derved omtrent 2½ Tomme nedenfor Navlen tilføiet hende et omtrent 3/4 Tomme langt Saar, der blødte stærkt og igjennem hvilket en Fold af det saakaldte Net traadte frem og dannede Svulst af Størrelse som et lille Æble. Tiltalte havde derhos ikke blot undladt at søge Lægehjælp til sin Hustru, idet han paa Opfordring hertil erklærede, ikkun at ville gjøre saafremt hun vilde sige, at hun selv havde tilføiet sig Beskadigelsen, men endog en af de nærmeste Dage af Forbittrelse over, at hun ikke vilde tage sig Skylden paa, jaget hende ud af Huset, saa at hun maatte søge Tilflugt hos en Nabokone. Først den 21 de f. M. blev Tiltaltes Hustru paa Foranledning af Politimesteren, for hvem der var gjort Anmeldelse om det Passerede, undersøgt af Districtslægen og blev derefter samme Dag indlagt paa Amtssygehuset i Grenaa, hvor hun forblev, indtil hun den 23de December f. A. blev udskreven. Ifølge de af Districtslægen afgivne Erklæringer, var Saaret dengang fuldstændig lægt med et fast og godt Ar, og Tiltaltes Hustru, saavidt det kunde skjønnes, fuldstændig helbredet, men Lægen havde dog tilføiet, at der mulig - hvad ikkun Tiden vilde kunne vise - kunde være et Forhold tilstede, der i Fremtiden maaske kunde blive besværligt og farligt og at det forøvrigt var fuldkommen tilfældigt, at Kniven, som efter Lægens paa Saarets Længde begrundede Formening, var stødt ind i Konens Underliv lige til Skaftet, ikke havde overskaaret Tarmene eller Urinblæren, der netop laa der, hvor den var trængt ind, hvilket uundqaaelig vilde have medført Konens Død.

Tiltalte, der maa antages at være endeel forfalden til Drik, men den omhandlede Morgen ikke var beruset, havde forklaret med Forsæt at have stødt Kniven imod sin Hustru for at tilføie hende en mindre Skade eller Smerte, men havde ikke havt til Hensigt at bibringe hende en saa stor Legemsbeskadigelse, som skeet var, og endnu mindre at dræbe hende, samt at han ikke havde havt nogen anden Anledning til Gjerningen end den ovenommeldte, imellem hans Hustru og Datter førte højrøstede Samtale, der dog ikke i nogen særlig Grad havde ophidset ham, saa at han egentlig nærmest havde udført Gjerningen i Gnavenhed. Tiltalte, der oftere har været straffet, var ved Viborg Overretsdom bleven anseet med Forbedringshuusarbeide i 2 Aar, og denne Dom stadfæstedes af Højesteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. maj 1880).

Dampmøllen i St. Kongensgade. (Efterskrift til Politivennen).

Ved Folkethingsmand, Professor Brix er der blevet overrakt Justitsministeren et Andragende fra 85 Grundeiere i St. Kongensgade, Dronn. Tvergade og Bredgade, hvori de andrage om, at der maa blive nægtet Tilladelse til paa St. Kongensgades Dampmølles Brandtomt at gjenopføre en Dampmølle eller Dampfabrik af nogensomhelst Art. "Skulde der - hedder det endvidere i Andragendet - i vor nuværende Lovgivning mulig ikke findes tilstrækkelig Hjemmel til et saadant reent Forbud, saa maae vi dog insistere paa, at der ved en eventuel Tilladelse til Gjenopførelsen, i Lighed med hvad der var Tilfældet i ældre Bevillinger, som i Medhold af Cancelliskrivelse af 29de Juli 1824 blev meddeelt til Dampmaskiners Anlæg og Drift i Hovedstaden, tages det Forbehold, at Dampmaskinens Anlæg og Drift ikke medfører Ulemper for de Omboende, og vedkommende Eier af Dampfabriken i Tilfælde af Klage er underkastet Politidirecteurens eller Magistratens Bestemmelser i saa Henseende." Andragendet motiveres navnlig ved Henviisning til, at den Ildebrand, som den 27de Februar opkom i Dampmøllen, var af saa voldsom Natur, at, hvis den var indtruffen i Blæst eller om Natten - i hvilken Henseende det bemærkes, at Møllen holdtes i Gang ligesaavel om Natten som om Dagen - vilde flere af de omliggende og tilgrændsende Bygninger paa Naboeiendommrne neppe have været til at redde, og de deri boende Mennesker have været udsatte for den største Fare for at omkomme. Det tilføjes, at det er anden Gang, at denne Dampfabrik i Løbet af omtrent 25 Aar er totalt nedbrændt, foruden at der flere Gange har været Ild i den, hvorved Naboejendommene have været truede af store Ildfunker, som udkastedes derfra, og til daglig Brug have de Omboende varet plagede af ulidelig Kulrøg, kulstøv eller Kulsod og megen Støi derfra.

Efterat Justitsministeren havde gjort sig bekjendt med Andragendets Indhold, svarede Hs. Excell Overbringerne, at Loven ikke indrømmede ham Myndighed til at forbyde Opførelsen af Dampfabriker, men at han vilde være meget villig til, indenfor Lovens Grændser, at værge Eierne af de omliggende Steder mod de paapegede Ulemper.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. maj 1880).

St. Kongensgade Dampmølle lå Skt. Annæ Vester 234 (?) fra 1850 til 1879. Møllen (der også havde dampbageri) dannede i 1874 sammen med Christianshavns Mølle (David Halberstadt & Co.s dampmølle, 1857) De forenede Dampmøller A/S. Kort efter branden fik det konkurrence fra det nystiftede Kjøbenhavns Dampmøller. Samtidig skiftede direktør A. Schmidt til sidstnævnte. I 1897 blev selskabet opslugt af De danske Dampmøller.

Et forbryderisk Broderpar. (Efterskrift til Politivennen)

Carl Vilhelm og Johan Peter Jensen ere trods deres unge Alder (19 og 16 Aar) allerede gjentagne Gange straffede og have nu paany faaet Dom ved Kjøbenhavns Kriminalret. Navnlig den yngste har lagt en i Forhold til hans Alder ualmindelig Snildhed og Dristighed for Dagen. Han tjente som Opvarter hos en Værtshusholder og var, eller at have pantsat en Del af sine Klædningsstykker, kommen i Pengeforlegenhed. Han skrev da en Regning til en Kjøbmand i Kjøge paa 57 Kr. 80 Øre, kvitterede med en herværende Guldsmeds Navn, fyldte dernæst en Papæske med værdiløse Sager og Papir og lagde den i et Omslag, hvorpaa han skrev Kjøbmandens Adresse. Den ældre Broder, som derefter indviedes i Planen, skulde levere  Pakken til en i en Gjæstgivergaard logerende fragtmand fra Kiøge og søge at formaa denne til at betale Regningens Beløb. Men Forsøget mislykkedes. Fragtmanden nægtede at betale. Dagen efter udfærdigede Johan Peter paany en Regning paa samme Beløb til en Kjøbmand i Frederiksborg, kvitterede den med en herværende Juvelers Navn, lavede en Pakke lig den forrige og lod Broderen præsentere den for en Fragtmand fra Hillerød; men ogsaa dette Forsøg mislykkedes. Et Forsøg med en falsk Regning paa 65 Kr. 70 Øre, kvitteret med Underskriften "C. Nielsen, Fjerhandler" og stilet til en herværende Urtekræmmer for hvem Johan Peter selv præsenterede den til Betaling, mislykkedes ligeledes, og ikke bedre Held havde han, da han to Dage efter ved et Bybud lod en aldeles lignende falsk Regning præsentere for Urtekræmmeren. Da kastede Johan Peter sine Øjne paa en ham bekjendt Folketingsmand, og her lykkedes det. Han vidste, at Folketingsmanden, der boede hos en Enke, var fraværende den 23. Febr. d. A.; samme Dag skrev han en Regning til ham paa 32 Kr., kvitterede den med det opdigtede Navn "B. Frandler, Ny Adelgade 8" og præsenterede den for Enken, der første Gang afviste ham, men da han kom igjen og fortalte, at Folketingsmanden havde forlangt Regningen tilsendt samme Dag og sagt til Overbringerens Principal, at den, saafremt han ikke var hjemme, vilde blive betalt af den, hos hvem han boede, gik Enken ind paa at betale. I de to sidste Ulovligheder havde den ældre Broder ikke Del; med til Gjengjæld havde Carl Vilhelm paa egen Regning øvet følgende: Da han den 4. Febr. d. A. paa Gaden traf et 10aarigt Pigebarn med en Pakke, fik han Barnet til at gaa op i en Ejendom for at udrette et Ærinde for ham, der imens skulde holde Pakken, som han naturligvis fjærnede sig med. Da han imidlertid saa, at den indeholdt en Herrekjole, fortrød han det, især af Hensyn til de Ubehageligheder, han frygtede for at volde Barnet, og sendte samme Aften Kjolen til det Skræderetablissement, hvis Mærke fandtes paa den, og Kjolen kom derved rette Vedkommende i Hænde. - Retten dømte Carl Vilhelm for Falsk og Bedrageri til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, medens Johan Peter i Henhold til Straffelovens § 37 om en ringere Straf for Personer under 18 Aar slap med 25 Rottingslag for sine Falsknerier.

(Morgenbladet (København) 8. maj 1880).

“Carl Vilhelm Jensen, født i Kbhn: 16/3 61, en meget fræk og snedig Bedrager ved at erholde Varer udleveret i Boutikker, med falske Regninger fra Fragtmænd og ved at narre Børn paa Gaden m.m. L. Pag 340. 259”. [1879/1880]. Genealogisk Forlag.

Vestre Kirkegaard: Indvielse og første Linjegravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Vestre Kirkegård

Den første linjebegravelse på den nye kirkegård finder sted på fredag den 7. maj kl. 12. Samtidig hermed vil kirkegården af stiftsprovsten blive indviet til sin fremtidige anvendelse.

Bestyrelsen for Københavns Begravelsesvæsen,

den 5. maj 1889

(Folkets Avis - København, 6. maj 1880)

Vestre Kirkegård

indviedes i dag til sin nye brug, idet der på denne for første gang fandt en linjebegravelse sted, mens den hidtil kun har været benyttet til frijordsbegravelser. Vestre Kirkegård ligger ud for Carlsberg mellem den gamle jernbanevold og Kalvebod Strand. Vejen derud er en fortsættelse af Enghavevejen. Ved "Jægerhuset" drejer den af og fører op til indgangen. Til venstre for denne ligger ligkapellet, en træbygning med et rum til begravelsesakter; bagved dette er der et andet hvor der er plads til en snes kister. I fornødent fald vil desuden en anden på kirkegården liggende træbygning kunne tjene som ligkapel. Vestre Kirkegård omfatter nu et areal af omtr. 90 tdr. land. hvoraf dog kun et mindre hjørne på 5-6 tdr. land er indhegnet og taget i brug. De prunkløse frijordsgravsteder falder kun lidt i øjnene, men der er foretaget en del plantninger, opkastet småhøje mm. så at pladsen gør et venligt indtryk. Den omtalte første linjejordsbegravelse i dag kl. 12 overværedes af borgmester Hansen og andre medlemmer af kirkegårdsbestyrelsen. Af gejstlige var til stede stiftsprovst Rothe samt præsterne Prior og Paulli. Den førstnævnte holdt en længere tale over graven og indviede forinden jordpåkastelsen kirkegården til dens bestemmelse. Frue Kirkes korpspersonale afsang salmer før og efter talen. 

(Fædrelandet 7. maj 1880.)

Kjøbenhavns vestre Kirkegaard. I Middag indviedes denne Kirkegaard til sin fremtidige Benyttelse af Stiftsprovst Rothe, som samtidig forrettede Jordpaakastelsen ved den første Liniebegravelse som er foretagen her. Foruden Stiftssprovsten vare de øvrige i Medlemmer af Kirkegaardsbestyrelsen, med Undtagelse af Provst Fog, samt Præsterne ved Frue Kirke, Prior og Paulli, nærværende. Efter Afsyngelsen af en Psalme talte Stiftsprovsten; efter Talen i hvilken han dvælede ved Kirkegaardens og Gravens christelig-religieuse Betydning, indviede han den nye Kirkegaard i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn. Derefter forrettede han Jordpaakastelsen. Høitideligheden sluttcee med Afsyngelsen af en Psalme. 

Vestre Kirkegaard er, som bekjendt, beliggende udfor Carlsberg mellem den gamle Jernbanevold og Kallebodstrand. Terrainet hæver sig her temmelig meget, saa at der herfra er en smuk Udsigt mod Øst over Kallevodstrand til Amager, mod Vest til Søndermarken og mod Nord til Kjøbenhavn. Kirkegaarden er beliggende ca god halv Times Gang fra Byen; Veien derud til er en Fortsættelse af Enghaveveien. Tilvenstre for Indkjørslen ligger Ligcapellet, en simpel Træbygning, som i Anledning af den forestaaende forøgede Benyttelse af Kirkegaarden er bleven omdannet og udvidet. Kirkegaarden, der oprindelig havde et Areal af c. 60 Tdr. Land, er senere ved Tilkjøb af Jord bleven udvidet til at omfatte c. 90 Tdr L. Heraf ere imidlertid endnu kun 5-6 Tdr. Land blevne benyttede til c. 9000 Frijordsbegravelser.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. maj 1880).

Vestre Kirkegård (uddrag)

Der er i kirkegårdens frijord hidtil begravet omtrent 9.000 personer, men af den grund trængtes der ikke til nogen "indvielse", hvorimod indvielsen pludselig blev nødvendig nu da kirkegården blev taget i brug til begravelsesplads for afdøde der skal ligge i "betalingsjord". Det er i det hele taget et brillant system hvorover kristendommens fane vajer!

(Social-Demokraten 13. maj 1880.)

Kirkegårdsindvielsen i København. Stiftsprovst Rothe meddeler i "Berl. Tid." at det ældre stykke af Vestre Kirkegård blev indviet den 2. november 1870, mens indvielsen den 7. d.s. kun gjaldt det nye stykke. - "Mrgbl." tilføjer: Der står nu blot tilbage at få oplyst hvorfor dette først meddeles nu bagefter, mens der den 7. maj officielt kun var tale om "Indvielsen af Vestre Kirkegård".

(Folketidende, 19. maj 1880.)