Fornærmelser mod Kongen. (Efterskrift til Politivennen)

Den Kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret afsagde den 1ste ds. Dom i en fra Halsnæs og Frederiksværk Birks Extraret indanket Sag, som var anlagt mod en forhenværende Gaardmand for Overtrædelse af Straffelovens § 90. 

Det var i saa Henseende oplyst, at Tiltalte om Formiddagen den 22de Novbr. f. A. var med sin Søstersøn, en Gaardmand i Thoruplille, hos hvem han er tilhuse, kjørt til Frederiksværk, og at han, der i den senere Tid er i høi Grad forfalden til Drik, drak endeel Brændeviin, saa at han om Aftenen, da de imellem Kl. 6 og 7 kjørte hjem, efter Gaardmandens Formening var noget omtaaget eller halvfuld, men dog ikke i høiere Grad, end at han kunde kjøre Hestene og samtale fornuftigt, ligesom han ogsaa, da de kom til Thorup Kro imellem Kl. 7 og 8, selv kunde staae af Bognen og gaae ind i Kroen, hvor han tilligemed Søstersønnen og 3 andre under Sagen som Vidner førte Personer, hver fik 3 Thevandsknægte. Under den sammesteds førte Samtale brugte Tiltalte de paatalte ærekrænkende Udtalelser om Kongen, hvormed han dog ophørte, da Kromanden udtalte, at han vilde slaae Tiltalte i Synet, dersom han gjentog sine Yttringer, hvorefter Tiltalte henledede Samtalen paa en ham tidligere overgaaet Ildebrand og derunder brugte ærekrænkende Ytttinger om en tredie Mand. Ved Afreisen maatte Tiltalte hjælpes op i Vognen og blev lagt i Bunden af samme, hvor han under Hjemkjørslen, som varede 10 a 15 Minutter, blev liggende. Ved Hjemkomsten var han som sædvanlig ikke ædru, men han forstod dog, hvad der blev sagt til ham, og kunde give rigtige Svar. 

Det fremgik nu vel af de afgivne Forklaringer, at Tiltalte havde været i høi Grad beruset, men det fandtes dog ikke at kunne antages, at han havde været uden Bevidsthed, navnlig da 2de Vidner havde forklaret, at han dog under Samtalen i Kroen var istand til rigtig at opfatte, hvad Andre sagde til ham, og til herpaa at give fornuftige Svar, og et Vidne havde givet en lignende Forklaring om Tiltalte efter Hjemkomsten.

Overretten stadfæstede derefter Underretsdommen, hvorved Tiltalte var anseet efter Straffelovens § 90 cfr. 39 med simpelt Fængsel i 3 Maaneder, og paalagde ham Actionens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juni 1880).

Murerarbejdsmændene. (Efterskrift til Politivennen)

I denne Tid, da flere Fag bestræber sig for at opnaa bedre Levevilkaar, er der ogsaa fra Arbejdsmændenes Side, navnlig Murerarbejdsmændene, gjort lignende Forsøg. Murerarbejdsmændene har fort deres Kamp stille og næsten umærkelig, kun stolende paa deres egne Kroefter, men de har kampet for deres Formaal med Energi, og da derved forskellige Arbejdsgiveres Interesser har lidt et temmelig stærkt Afbræk, er Kampen naaet til det Standpunkt, at de Herrer tilsidst ikke har kunnet finde anden Udvej end at kalde Politiet til Hjælp.

Politiet er nærmest sat til at holde Orden, og i hvert Tilfælde til ikke at blande sig i Befolkningens civile Stridigheder, men naar det gælder at redde Samdundets Matadorer og slaa løs paa de Undertrykte, da er Politiet gerne alfor villig til at blande sig i Sagerne, om disse saa nok saa meget er civile. Vi ved nu ikke, om Politivæsnets Overordnede kender, hvorledes disse Indblandinger idelig foregaa, og vi vil heller ikke tro, at Politidirektøren eller Justitsministeren ved noget derom. Af de Underordnede kan der saa ofte laves dette eller hint, som de Overordnede naturligvis ikke faar Meddelelse om, uden naar den, der lider derved, klager, men hvorofte sker det? Vi skal derfor her give en lille Fremstilling af de Forhold, hvorunder Murerarbejdsmændene har befundet sig i den sidste Tid; tillige ønsker vi at give et Gensvar til de Bemærkninger Hr. Murermester Nikolaisen har fremsat i "Nationaltidende" af 5te ds. Publikum har ved Hr. Nikolaisens Artikel hørt en Røst fra den ene Side, og vi opfordrer nu til ogsaa at høre den anden Part.

Lad os se de Arbejdsvilkaar hvorunder en Murerarbejdsmand lever.

En Murerarbejdsmands Arbejdsaar kan, siden den Bestemmelse er sat, at der ikke maa arbejdes, naar det er mere end 2 [] Frost, knapt beregnes til mere end 8-9 Maaneder. Husker man nu fremdeles, at en Bygning, der er under Opførelse, kun i de første 6-7 Uger kræver fuld Arbejdskrav, og at der efter det Tidsrums Forløb afskediges Arbejdsmænd, vil man indse, at det maatte være et særligt Held, om en Arbejdsmand, naar han afskediges fra den ene Bygning, lige Dagen efter bliver antagen ved en ny; der gaar altsaa nogen Tid tabt for ham, men derved reduceres hans aarlige Indtægt yderligere. Forholdet er saaledes dette: en Murerarbejdsmand maa i de 8 Maaneder af Aaret tjene saa meget, at han kan komme ud af det hel Aaret. Maaske Nogen vil sige, at Murerarbejdsmanden kan søge anden Beskæftigelse i de resterende 4 Maaneder, men hertil maa vi bemærke, at denne Tid netop er den uheldigste Arbejdstid, om Vinteren, naar saa mange Virksomheder [ord mangler]. Det er kun det rent tilfældige Arbeide, der kan være Tale om, og da der er lidt af det, og Mange, der søger det, vil man kunne indse, at det kun er en yderst fin Fortjeneste, der kan kapres. Arbejde maaske for 1 eller 2 Dage til l Kr. 33 Øre pr. Dag, og derefter sædvanlig et Par Uger uden at tjene en Øre.

Hvorledes kommer dog Murerarbejdsmanden igennem med saadanne Lønningsvilkaar ?

Naar den gode Tid er der, koster Murerarbejdsmændene sig Tøj til sig og Sine, forbedrer sit Indbo, saavidt Midlerne strækker, og naar Vinteren kommer sætter han sine Ejendele paa Laanekontorerne. Altsaa, om Sommeren sætter han en Del af sin Kapital fast, og om Vinteren gør han den flydende, som Forretningsfolkene siger, for at skaffe sig Midler til at leve for. Men denne Fremgangsmade er grumme dyr, ti Renterne er Høje, især da Murerarbejdsmændene i Reglen maa søge de private Laanekontorer, da hans Ejendele i Reglen ikke er saadanne, at de modtages paa det kongelige der nede ved Stranden.

Lad os nu se det Arbejde, der er at udfore for en saadan Arbejdsmand ved Bygningerne.

Murerarbejdsmændene bærer Sten, Kalk og Sand op til Bygningerne. De sætter 30-35 Mursten i Stabel, slaar en Kæde om og nu bærer de en saadan Byrde op ligeindtil Taget, det er paa Bygninger, som dem i den nye Stil med 6-7 Etager op ad Stiger udenpaa Huset og i en Højde indtil 80 Trin eller over 30 Alen. Stenene vejer efter deres Kvalitet 4-6 Pund pr. Stk., følgelig bliver den hele Dragt ca 150 Pd.; Arbejdsdagen varer fra 6 Morgen til 6 Aften, og i Løbet af en Dag bæres 3000 og flere Sten op. En Dragt Kalk eller Sand vejer ligeledes ca. 150 Pd. Daglønnen for saadant Arbejde har nu Murerarbejdsmændene i Aar fordret sat, rettende sig efter Etagerne, til 3Kr. 16 Ø., og for de øverste Etager 3 Kr. 75 Ø., men denne Løn er forekommet enkelte af de ærede Arbejdsgivere for høj, og det er derfor kommet til mindre Strejker overfor saadanne inhumane Arbejdsgivere, deriblandt den ovennævnte Murmester C. Nicolaisen. Vi formener, at ogsaa Publikum, nu da det her igennem er blevet oplyst om de virkelige Forhold, med os vil kalde Hr. Nicolaisen inhuman, naar han vægrer sig ved at betale mere end 3 Kr. 32 Øre for et saa svært Arbejde som Murerarbejdsmandens. Til hvad Hr. Nicolaisen forøvrigt fremsætter i sin Artikel i "Nationaltidende" skal vi kun svare med Hensyn til hans Udtalelse om, at Murerarbejdsmændene i den for nogle Aar siden herskende usædvanlig travle Byggeperiode havde 6-7 Kroner daglig; denne Løn har Ingen modtaget i Dagløn, højst har Nogen erholdt 4 Kr. 66 Øre. Under Akkordarbejde modtog vel Arbejdsmændene undertiden en noget højere Løn, men saa arbejdede de ogsaa, saa de var lige ved at styrte, og mangen Gang blev der da baaret indtil 5000 Sten op om Dagen.

Vi kommer nu til Politiets Indblanding. Naar Arbejdsmændene forlader en Bygning, fordi man ikke vil indrømme dem den oven omtalte Løn, er det saa let for vedkommende Bygherre at rekvirere Politiets Assistance. Dersom der var Tale om, at Arbejderne vilde foretage Revolte, kunde vi forstaa Politiets Nærværelse, men de Arbejdsmænd, der har nedlagt Arbejdet, har i det Højeste opholdt sig i Nærheden af Byggepladsen for at meddele andre Arbejdere, der maatte søge Arbejde der, hvorledes Sagerne stod. Dette var naturligvis generende for vedkommende Arbejdsgiver, og der søgtes nu en eller anden Lejlighed til at arrestere denne eller hin for at indjage de øvrige Arbejdere Skræk. Det er os meddelt, at saadanne Anholdte er blevet overfaldne med Hug og Slag af Personalet paa den Politistation, hvor de førtes hen; navnlig skal Stationen paa Graabrødretorv have vist en aldeles uhjæmlet Fremgangsmaade mod enkelte af navngivne Arbejdsmænd. Dette vil vi nu først bede Politidirektøren undersøge; ti vi er overbevist om, at han ikke ved af slige Ting. Tillige er det blevet os meddelt, at man paa enkelte Bygninger, naar Arbejdsmændene lagde ned, har rekvireret Arbejdskraft fra Fæstekontorer. Aldeles ukyndige Folk er blevne sendte hen for at forrette Arbejdsmændenes Gerning. Det har været Folk, som ikke engang har forstaaet at stable Stenene i Dragt, og som under det særdeles farlige Arbejde med at bære dem op har tabt dem ned paa de Efterfølgende, hvorved saavel de selv som de Efterfølgende er komne til Skade. Paa en Bygning i Filosofgangen skal dette navnlig have været Tilfældet, og her var der Politi tilstede; ja, det meddeles, at Betjentene søgte at underrette Fæstemands-Folkene om, hvorledes de skulde bære dem ad, og fulgte dem hen til Stigerne, men der trak de sig skyndsomt tilbage ladende de Ulykkelige selv om at komme op eller falde ned, hvis det skulde hænde. Se, ogsaa dette opfordrer vi de overordnede Politiavtoriteter til at have et Øje med. Fra Politidirektørens Side er der udgaaet adskillige Anordninger til Forhindring af Ulykkestilfælde ved den farlige Stenopbæring. Hvorledes kan da nu underordnede Funktionærer selv medvirke til og overvære saa farlige Eksperimenter som at lade aldeles ukyndige Folk fra Landet eller indforskrevne svenske Bønderkarle bære Materialer op ad de ubekvemme Stiger til en Ny-Bygnings øverste Etager; vi tror derfor bestemt ikke, at Politidirektøren ved af disse Forhold. Endnu vil vi spørge, hvorledes det kan være autoriserede Fæstekontorer tilladt at sende Folk hen til saadant Arbejde, Enhver ved er livsfarligt endog for de mest øvede Folk. For at faa et usselt Salær sælger slige Fæstemænd Medmenneskers Liv og Lemmer, og de Bedragne, som ikke kan eller vil udføre den Art Arbejde videre, naar de først har gjort det første Forsøg, bliver dertil narrede for deres Smule Penge. Vi paastaar, at det er skændigt, om Politifunktionærer er Medvidere og Medhjælpere i saadanne Sager.

Idet vi haaber, at de ovenfor paatalte Tilstande vil blive ændrede, skal vi slutte vor Fremstilling med Opfordring til samtlige Arbejdsmænd om, at de, naar de uden Grund krænkes og tyranniseres af Arbejdsgiverne, da meddeler os saadant, at vi bestemt kan fremdrage saadanne Personer for Offenligheden.

(Social-Demokraten 10. juni 1880).

En Begravelsesskandale. (Efterskrift til Politivennen).

Tillad os, Hr. Redaktør, Plads i deres ærede Blad for Nedenstaaende: Til i Søndags Kl. 12 3/4 Middag var Begravelsen af afdøde Bødkersvend Petersen ansat. Vedkommendes Familje havde betalt Pastor Sommerfeldt 4 Kr. for at forrette Jordpaakastelsen og udtalt, at Beløbet saavel skulde gælde som Honorar som Omkostninger til Anskaffelse af Vogn for at befordre bemældle Præst til Begravelsesstedet, Vestre-Kirkegaard. Ved det angivne Klokkeslet var hele Følget samlet, men Præsten kom ikke. Man ventede og ventede, og den ene Time gik efter den anden, dog endnu ingen Præst. Det traf sig nu, at ogsaa et andet Lig skulde begraves omtrent paa samme Tid, kun lidt tidligere, og da Klokken var blevet 3, var der tvende Herrer i hint Følge, som rekvirerede en Drosche og kørte til Præstens Bolig for at erkyndige sig om Aarsagen til hans Udeblivelse. Just som de var taget afsted, indlod der imidlertid Meddelelse fra Hr. Sommerfeldt om, at hvis man ønskede hans Tilstedeværelse, maatte der sendes Vogn for al hente ham. Kl. 4½ mødte da endelig Hr. Sommerfeldt tilbage med de tvende Herrer, som maatte tage afsted for at hente ham. Vi vil nu henstille til Publikums Afgørelse, hvilken Dom der bør fældes over Hr. Pastor Sommerfeldt. Vi mener, og Graveren paa omhandlede Kirkegaard var af samme Mening som os, at naar der gives 4 Kr., saa maa Hr. Pastoren selv sørge for at skaffe Vognen. At Hr. Sommerfeldts Fremgangsmaade var lidet kristeligt er vel kun en Biting for ham, men vi skal opfordre Publikum til at erindre den. To af Følget.

(Social-Demokraten 3. juni 1880).

Der kan være tale om sognepræst Carl Felix Sommerfeldt (1847-1907). Han blev i 1874 kateket ved Helligåndskirke og 1877 præst ved Kommunehospitalet og Abel Cathrines stiftelse. 1881 præst ved Epedemihospitalet og Øresund hospital. 1884-1896 præst i Borup og Glim. Efter sin afsked i 1896 boede han i Roskilde.

Snedkerne og Stolemagerne strejker. (Efterskrift til Politivennen)

 Til alle Arbejdere og Arbejdervenner.

Arbejdere og Arbejdervenner! I Møbelsnedker- og Stolemagerfaget i København paabegyndtes for 9 Uger siden en Strejke for Gennemførelsen af en Lønningsforhøjelse af 20 pCt. Denne Strejke vedvarer endnu paa Grund af den fanatiske Modstand, som i den senere Tid af en Del af de større Mestre er rejst mod denne Lønningsforhøjelse. Den Fordring, som vi stiller, er i yderste Grad beskeden, idet vi ved dens Gennemførelse kun opnaar en Forøgelse af vor Løn af 2 til 3 Kroner ugenlig (vor gennemsnitlige ugenlige Fortjeneste har nemlig i de sidste 3 Aar, højt ansat, kun andraget 12-14 Kroner), og vi troede derfor ogsaa, at en saa beskeden og i højeste Grad berettiget Fordring vilde blive opfyldt uden Kamp, i Særdeleshed i Tider som de nærværende, hvor Forholdene paa det industrielle Omraade har bedret sig i en betydelig Grad. Det lod ogsaa til, at en Del af Fagets Mestre, særlig af de mindre, var enige med os heri, idet nogle og tredive Mestre i kort Tid uden synderlig Modstand gik ind paa at betale disse 20 pCt; men saa snart Fordringen blev stillet til en af de større Mestre, der fuldt ud betaler lige saa usselt for deres Arbejde som de Mestre, der alt var gaaet ind paa Fordringen, saa blev der Røre i de store Mestres Lejr, og alle Midler selv de mindst hæderlige blev antagne for gode, naar kun de kunde tjene til at forhindre Arbejderne fra at komme ud af den Elendighedstilstand, som den slette Arbejdsløn, vi har oppebaaret i de sidste 3 Aar, har bragt os i.

Vi staar saaledes over for en meget haardnakket Modstand, som vi først maa kue, forinden vi kan faa vor Fordring sat igennem, hvilket er aldeles nødvendigt, hvis vi ikke skal gaa ganske til Grunde. Vi er ogsaa Alle enige om at holde ud i Kampen, indtil vi kan bringe Sejren hjem, men vi maa bede Enhver erindre, at Kampen alt har varet i 9 Uger, og i den Tid har vi klaret os ved egen Hjælp, og vi vil vel endnu en Tid kunne klare os; men det tegner meget stærkt til, at Striden kan vare endnu et Par Maaneder, og til en saa lang Tid frygter vi tør. at vore Midler ikke forslaar. Det er derfor, at vi gennem disse Linjer henvender os til enhver Arbejder og sand Arbejderven med en indtrængende Anmodning om at støtte os i denne Kamp ved at yde Bidrag til de strejkende Arbejderes Underhold Det er vort Haab, at vi ikke forgæves henvender os til dem med denne Anmodning, men at den vil blive modtaget med Velvilje og Imødekommen af Enhver, der har Hjertet paa rette Sted, og som føler Glæde over Arbejdernes Bestræbelser for at befri sig fra den økonomiske Elendighedstilstand, hvori de befinder sig. Derfor gør vi ogsaa sikker Regning paa, at Enhver, hvis Sympati vi har, vil støtte os og støtte os saa godt han formaar. Vi skal med Taknemmelighed erindre enhver Haand, der hjælpende har været udstrakt imod os, og vi skal med Glæde gøre Gengæld, saa godt vi formaar, saa snart Lejligheden dertil gives.

Enhver, der vil efterkomme denne vor Anmodning, bedes indbetale Bidragene paa følgende Steder:

Hos Foreningens Formand C. E. Andersen, Fredericiagade 61, 3die Sal.
Paa Social-Demokratens Ekspeditionskontor, Rømersgade 22.

Bestyrelsen for Snedkernes og Stolemagernes Fagforening.

(Social-Demokraten 1. juni 1880).

Bødker stikker sin Kone. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdomme. De nærmere Omstændigheder ved en af Højesteret paakjendt, imod Bødker Jens Balzer Jensen af Aaløv Mark ved Grenaa, for Overtrædelse af Straffelovens § 202, jfr. § 203, anlagt Sag vare følgende:

Tiltalte, der i omtrent 15 Aar har været gift og i den Tid stedse levet i daarlig Forstaaelse med sin Hustru, hvori denne iøvrigt efter Sagens Oplysninger maa antages ikke at være uden Skyld, var den 14de November f. A. om Morgenen Kl. ca. 8, medens han opholdt sig i sit Værksted og der hørte sin Hustru og deres 10-aarige Datter føre en højrøstet Samtale i Stuen ved Siden af, gaaet ind til dem og havde da, efterat have paa Spørgsmaal desangaaende faaet det Svar af sin Hustru, at hun og Datteren talte om dennes Kjole, der var for kort, uden nogen de til fra hans Hustrues Side given Anledning, stukket hende i Underlivet med en Tollekniv, som han havde i Haanden, og hvis Blad var 3 1/4 Tomme langt og nærmest Skaftet 3/4 Tomme bredt samt meget spidst og skarpt og derved omtrent 2½ Tomme nedenfor Navlen tilføiet hende et omtrent 3/4 Tomme langt Saar, der blødte stærkt og igjennem hvilket en Fold af det saakaldte Net traadte frem og dannede Svulst af Størrelse som et lille Æble. Tiltalte havde derhos ikke blot undladt at søge Lægehjælp til sin Hustru, idet han paa Opfordring hertil erklærede, ikkun at ville gjøre saafremt hun vilde sige, at hun selv havde tilføiet sig Beskadigelsen, men endog en af de nærmeste Dage af Forbittrelse over, at hun ikke vilde tage sig Skylden paa, jaget hende ud af Huset, saa at hun maatte søge Tilflugt hos en Nabokone. Først den 21 de f. M. blev Tiltaltes Hustru paa Foranledning af Politimesteren, for hvem der var gjort Anmeldelse om det Passerede, undersøgt af Districtslægen og blev derefter samme Dag indlagt paa Amtssygehuset i Grenaa, hvor hun forblev, indtil hun den 23de December f. A. blev udskreven. Ifølge de af Districtslægen afgivne Erklæringer, var Saaret dengang fuldstændig lægt med et fast og godt Ar, og Tiltaltes Hustru, saavidt det kunde skjønnes, fuldstændig helbredet, men Lægen havde dog tilføiet, at der mulig - hvad ikkun Tiden vilde kunne vise - kunde være et Forhold tilstede, der i Fremtiden maaske kunde blive besværligt og farligt og at det forøvrigt var fuldkommen tilfældigt, at Kniven, som efter Lægens paa Saarets Længde begrundede Formening, var stødt ind i Konens Underliv lige til Skaftet, ikke havde overskaaret Tarmene eller Urinblæren, der netop laa der, hvor den var trængt ind, hvilket uundqaaelig vilde have medført Konens Død.

Tiltalte, der maa antages at være endeel forfalden til Drik, men den omhandlede Morgen ikke var beruset, havde forklaret med Forsæt at have stødt Kniven imod sin Hustru for at tilføie hende en mindre Skade eller Smerte, men havde ikke havt til Hensigt at bibringe hende en saa stor Legemsbeskadigelse, som skeet var, og endnu mindre at dræbe hende, samt at han ikke havde havt nogen anden Anledning til Gjerningen end den ovenommeldte, imellem hans Hustru og Datter førte højrøstede Samtale, der dog ikke i nogen særlig Grad havde ophidset ham, saa at han egentlig nærmest havde udført Gjerningen i Gnavenhed. Tiltalte, der oftere har været straffet, var ved Viborg Overretsdom bleven anseet med Forbedringshuusarbeide i 2 Aar, og denne Dom stadfæstedes af Højesteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. maj 1880).