En nutidsbegravelse i København. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. redaktør! 

Til belysning af den måde hvorpå begravelserne nu foregår her i byen under den nye bestyrelse, beder jeg om velvillig plads for nedenstående linjer: Sidste søndag den 25. d.s. skulle min søster begraves fra St. Johannes Kirke. Jordpåkastelsen var bestemt til kl. 1, og der var mødt flere bekendte som ønskede at ledsage liget til Vestre Kirkegård. På begravelseskontoret var ligvogn til 8 kr. bestilt og betalt til møde den anførte tid, men da talen var endt og jordpåkastelsen foregået, var der ingen ligvogn kommet. Vi ventede og ventede, og til sidst måtte jeg afsted til begravelseskontoret for at få vognen, som endelig mødte kl. 2.40. På Vestre Kirkegård blev kisten sænket i linjejord og dækket løselig med jord, og så måtte vi tage bort med den besked at den egentlig tilkastning af graven og dennes opklapning først kunne foregå dagen efter.

S. J. 

(Dags-Telegraphen 17. juli 1880.)

Under Politiets Opsigt. (Efterskrift til Politivennen)

Af

En Arbejder.

Hvor Champagnen flyder, hvor hel- og halvfulde Studenter svinger deres Huer og kjoleklædte Herrer i "salig" Stemning salver hverandre om Halsen; hvor man synger Plougske Sange og raaber svenske Hurra'er, naar en Nordmand har holdt Tale, dér kan det godt et Par Timers Tid se ud, som om der hersker et varmt, et inderligt Venskabsforhold mellem de skandinaviske Brødrefolk. Det kan maaske ovenikøbet være, at de Herrer, der paa denne eller lignende Maade plejer den skandinaviske Ide, tror denne vel bevaret og i god Fremvækst længe efter at Rusen har forladt dem og de har glemt baade hvem, der skreg, og hvem, der talte. 

Men det er kun paa Overfladen, at man freder den skandinaviske Ide, og selv overfladisk kan det undertiden være daarligt nok bevendt med Fredningen. Det er jo nemlig Noget Gud og Hvermand ved, at havde Skandinavismen ikke for saa Mange frembudt gunstige Lejligheder til at drikke sig en Perial i pænt Selskab og i al Anstændighed, saa vilde der ikke nær være bleven gjort den tomme Blæst af den, som sket er. Endnu uheldigere stiller Sagen sig, naar det gælder Forholdet mellem Brødrerigernes bredere Folkelag, naar man fra Overfladen trænger ind i Kærnen; dér er Stemningen ikke den bedste, og det er Danmark, som atter her staar med Broderparten af Skylden for Vrøvlet og Tvisten.

Der gør sig temmelig bitre Følelser gældende i Sverig i denne Tid mod "det danske Broderfolk", og da navnlig mod den Del, som boer og bygger ved Kalvebodstrand. Aarsagerne er mange. De kan f. Eks. ikke lide, at naar vi sender vort Smør til England, saa mærker vi Primakvaliteterne med "dansk" og de mindre gode Varer med "svensk"; de synes heller ikke om, at naar Varerne er saa komplet ubrugelige, at de hverken under det ene eller andet Mærke kan sendes til England, saa sender vi det over til Svenskerne selv; ja, for nogle Dage siden mandede de dem endog op til at sende os 15,000 Pund saadant Smør tilbage fra Ystad. De er heller ikke glade ved, at vi lader deres Jernbanestationer og andre offenlige Steder overmale med kæmpemæssige Reklamer om Brama-Livs-Eliksir og københavnske Fabrikata af lignende Surdejg, som den svenske Almue derester tyller i sig. Heller ikke synes de om, at vi oversvømmer Landet med Kolportageliteratur, der udgives og trykkes i København paa Svensk, eller med Lodsedlerne til vore talrige Lotterier, og de gor mod Hensyn til det sidste med Rette gældende, at vi selv skriger op, som havde vi en Kniv i Halsen, hver Gang en tysk Kollekter forsøger at gore Forretninger her paa Pladsen; men vi selv - ja med os selv er det en ganske anden Sag.

Hvad der dog mere end alt andet har sat ondt Blod hos det svenske Folk er den Maade, hvorpaa de danske Autoriteter behandler de svenske Arbejdere af begge Køn, der søger her til Landet. For at gøre sig forholdet klart maa man erindre, dels at danske Arbejdere altid med Velvilje og imødekommen bliver modtagne i Sverig og ikke der er underkastede andre Regler end de Indfødte, dels at man i Danmark betragter det som danske Arbejderes naturlige Ret til at berejse de fremmede Lande, i hvilke de kunde ønske at praktisere deres Fag, uden at de derfor forulempes. Anderledes stiller vor egen Øvrighed sig imidlertid overfor Udlandets Arbejdere, naar de søger hertil. Den svenske Nation, vort højt besungne Broderfolk, maa finde sig i at se sin baade hæderlige og dygtige Arbejderstand sat under særlig Polititilsyn, saa snart den vover sig over Sundet. Naar en svensk Arbejder kommer hertil, skal han under Straf af Mulkt anmelde sin Ankomst til Politiet. Der underkastes han et Slags Krydsforhør, og fremkommer under dette Intet, der taler til hans Skade, og viser det sig, at han er i Besiddelse af mindst 20 Kr., saa tilstaas der ham Tilladelse til foreløbig at blive her i Byen. Han modtager sin saakaldte "Opholdsbog", et Produkt af ægte dansk Humanitet, i hvilken hans Mestre her i Landet skal gøre deres Notitser om Fra- og Tilgang, og forøvrigt paalægges det ham en Gang imellem at gøre Politiet sin Opvartning for at vise det sine Subsistensmidler, fortælle det hvor han bor og hvor han arbejder.

Uviljen i Sverig mod den Maade, hvorpaa man her behandler svenske Arbejdere, er saa stor, at en Mængde Blade, om ikke alle derovre har indeholdt Advarsler mod at rejse til Danmark. En Landshøvding ved Navn Wennersberg har endog gjort Sagen til Genstand for Foredrag paa forskællige Steder i Landet, og han advarer meget indstændigt navnlig Tjenestefolk mod at tage hertil. Samvittighedsløse københavnske Fæstemænd har den Trafik ved Hjælp af glimrende Avertissementer at lokke Tyender herover, hvor der kun i de sjældneste Tilfælde er Brug for dem. Fæstemanden oppebærer Indskrivningspengene og har vel ogsaa paa anden Maade Fordel af sine Ofre, i det Mindste antyder Hr. Wennersberg det, idet han siger, at de svenske Tjenestepiger her i København "sælges til det skammeligste af alle Slaverier", nemlig til Usædeligheden. Hvorledes dette nu end forholder sig, saa er det jo under alle Omstændigheder klart, at Tyendet, som lokkes hertil, og som hensynsløst udsættes for Arbejdsløshed og Hovedstadens Fristelser uden at have Familje eller Venner at støtte sig til, er sit Fald langt nærmere, end hvis hun var blevet hjemme. Dette bekræfter sig bl. A. derved, at af løsagtige Fruentimmer, som var Genstand for Politiets Undersøgelse, i 1878 en Ottedel og i 1879 en Syvendel var hjemmehørende i Sverig. Hvor mange der i mindre Grad er faldne, og hvor mange af de Ulykkelige, som narres herover, der paa anden Maade er blevne ruinerede, er ikke godt at sige; men det bør Alle være enige om, at det er en afskyelig Trafik, der drager saadanne Konsekvenser ester sig.

Medens paa den ene Side svenske Arbejdere, lige fra den intelligenteste og dygtigste og nedefter, maa finde sig i at staa under Politiets Opsigt fra det Øjeblik de kommer og til de rejser igen, saa er Fæstemændene paa den anden Side saaledes stillede, at de næsten kan gøre hvad Pokker de vil uden at frygte Ubehageligheder. Det er nette Retstilstande vi møder frem med - netop akkurat modsat al sund Sands. Der findes jo nok de saakaldte avtoriserede Fæstekontorer, men forøvrigt kan Enhver nedsætte sig som Fæstemand, idet der ingen Straffebestemmelser findes i saa Henseender, og navnlig staar det Enhver frit for at bortfæste Tyender til Provinserne og Tyskland. Over for Misbrug af Fæstemandsvirksomheden staar Politiet fuldstændigt magtesløs, saa længe de ikke strejfer ind under Straffebestemmelser i andre Love. De private Fæstemænd underkastes hverken Kontrol eller Tilsyn, og endnu har aldrig Klager over dem medført Straf for deres Vedkommende.

Det nytter kun lidet, at man drikker svensk Punsch og synger om det enige Norden, der fører til Sejr Folkenes Sag, naar hele Broderskabet for det egenlige Folks Vedkommende indskrænker sig til, at man underkaster det en forsmædelig Politiopsigt, prisgiver det til vilkaarlige Fæstemænd og for øvrigt chikanerer det paa mange Maader. Man er jo ganske vist vant til i visse Kredse at slutte Forbund og bryde dem igen uden nogensomhelst Hensyn til Folket; men det turde være, at den skandinaviske Idé ikke lader sig realisere paa den Maade - det turde være, at de svenske, norske og danske Arbejdere vil forstaa at basere en eventuel Sammenslutning paa et solidere og broderligere Grundlag end de Nationalliberale nogensinde har drømt om.

(Social-Demokraten 11. juli 1880).

Vandværk i Randers. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Randers skrives til os under 7de ds.: For en 5 a 6 Aar siden anlagde d'Hrr. Civilingeniører English & Hansen et Vandværk for vor By. Lige siden det blev taget i Brug, har dette Vandværk givet Anledning til begrundet Klage. Skjønt Vandet, der pumpes fra Kilderne ind til Byens Vandbeholder, er udmærket godt Drikkevand, saa antager det ved at passere Rørene en ilde Lugt, saa det tidt er nødvendigt at lade det løbe en Tid af Hanen, før man kan faa brugeligt Vand ligesom det ogsaa flere Steder antager en uren Farve, hvilket kun nogenlunde kan forebygges ved en hyppig Udskylning af Rørene. Disse Fejl ved Vandet maa aabenbart hidrøre fra Rørene, idet den Glasur, som Rørene have inden i, formodentlig opløses og Bestanddele deraf gaa over i Vandet, og Skylden for denne Fejl maa da enten tilskrives Firmaet English & Hansen eller Byraadets Vandværksudvalg, hvis dette har kjøbt Rørene uden at raadføre sig med bemeldte Ingeniører. De nævnte Mangler ere i og for sig store nok; men desværre ere de ikke de eneste. Vandværket er nemlig beregnet paa at skulle kunne levere 12,000 Tønder Vand i Døgnet, hvilket er mere, end vi forbruge, da Forbruget varierer imellem 6 og 9000 Tønder efter Aarstiden. Men d'Hrr. English & Hansen synes ikke at have haft Øje for, at Forbruget ikke er lige stort ved Dag og ved Nat. Naar Vandværket kan levere 12,000 Tønder i Døgnet, kan det kun levere 6000 Tønder fra Kl. 6 Morgen til Kl. 6 Aften; men det er ikke nok, thi i den varme Aarstid bruges i disse Timer omkring ved 8000 Tønder Vand, og følgelig kommer der til at mangle Vand til de højstliggende Gader omtrent hele Dagen; disse Gaders Beboere kunne kun benytte Vandværket om Natten. Nu veed jeg ikke, om d'Hrr. English & Hansen have ment, at disse Gader kun burde beboes af Folk, som ere paa Færde om Natten, eller om de have antaget, at den halve Del af Befolkningen her i Byen har Dagtjeneste og den anden halve Del Nattjeneste! men vist er det, denne Ordning har ikke vundet almindelig Tilfredshed, og Ankerne over den synes ikke at kunne gives nogen anden Adresse end de nævnte  Ingeniører. Af disse synes man dog at maatte kunne forlange, at de kunde give rigtig Oplysning om, hvilke Størrelser af Rør, der vare nødvendige til Byens Forsyning med Vand, ligesom Forholdet mellem Vandforbruget om Dagen og om Natten ikke maatte lades ude af Beregninger. Klagerne over Manglerne ere nu siden Vandværkets Anlæg jævnlig komne frem, snart i Byens Blade, snart i Byraadet, og det saavel for lukkede som for aabne Døre, og har har gjentagende været konfereret med d'Hrr. English & Hansen om Sagen; den førstnævnte var for et Par  Aar siden herovre for at se, hvorledes Manglerne kunde afhjælpes. Fra Vandværksudvalget er der nu som Frugt af disse Konferencer kommet til Byraadet et Forslag om en ny Vandbeholder, som vilde koste omtrent 16,000 Kr. at anlægge. Dette Forslag var til Behandling i sidste Byraadsmøde; men i Raadet er der meget liden Stemning for arbejde videre med d Hrr. English & Hansen, og inden Mødet havde en Majoritet paa 12 Medlemmer forenet sig om at foreslaa, at en "teknisk kyndig" Mand tilkaldes, og foresloges der at tilkalde Vandinspektør Poulsen fra Kjøbenhavn. Dette Forslag blev stærkt kritiseret af Minoriteten, der afholdt sig fra at stemme, fordi det fremkom som "Uvenlingsbeslutning". Imidlertid synes det jo dog at være rigtigt at høre en anden Autoritet i denne Sag. Er Rørene for smaa, synes en Reservebeholder ikke at være Midlet til at afhjælpe Manglerne. At Sagen er af Vigtighed, er en Selvfølge. Vandværket har kostet omtrent 310,000 Kr at anlægge, og en mangelfuld Vandforsyning har hidtil været Resultatet deraf.

Sidst i denne Maaned skal der foretages Valg af et nyt Medlem af Randers Byraad i Stedet for Grosserer Westermann, der efter en 34aarig Virksomhed i vort kommunale Raad har trukket sig tilbage. Byraadet vil i Hr. Westermann komme til at savne et af sine dygtigste Medlemmer Med et virkelig Kjendskab til kommunale Forhold forbandt han megen Veltalenhed, og naar hertil kommer, at han aldrig i sin offenlige Virksomhed har ladet personlige Hensyn have Indflydelse paa sin Holdning, men støttede, hvad han fandt godt, fra hvilken Side det end kom, ligesom han ogsaa skarpt kritiserede, hvad han fandt fejlagtigt, selv om Borgmester og hele øvrige Raad stemte derdor, saa er det en Selvfølge, at hans lange Virksomhed har forskaffet ham almindelig Agtelse, og at hans Udtrædelse af Byraadet, begrundet i Helbredshensyn, almindeligt beklages.

(Morgenbladet (København) 11. juli 1880).

Randers fik i 1874 vandhaner i deres eget hjem. Byen havde da omkring 11.000 indbyggere. Vandet kom fra det nye Oust Mølle Vandværk fra seks drikkevandsboringer. 701 af byens 771 ejendomme tilmeldte sig. Det voldte problemer at finde ud af hvordan det skulle transporteres ind i de randrusianske hjem. Et stadig eksisterende vandtårn på Hobrovej blev taget i brug 1905. Vandværket fungerede i næsten 80 år. 

Fra en omtrent 3000 tønders beholderen ved Hobro Landevej førte en 8 tommers stigeledning fra vandværket som optog det overflødige vand under pumpemaskineriets gang. Beholderen var anlagt for lavt og ledningen for snæver. Der dannedes luft i hovedledningen så de højere del af byen kun fik vand om natten, når rørene i den nederste del af byen var fyldte. Det kostede kommunen 40.000 kr. at rette. Fejlen var English & Hansens. I 1881 byggede man en helt ny 6.500 tønders beholder der lå 12 fod højere end den gamle.

Thomas Alfred English (1819-1889) var søn af maskiningeniør Thomas English bestyrede bl.a. det store jernstøberi i Frederiksværk hvor han introducerede en ny teknik til kobbervalsning. Han er begravet på Frederiksberg ældre kirkegård. I 1849 stiftede han sammen med Carl Julius Hanssen firmaet. De indgav et konkurrenceforslag til det påtænkte kombinerede københavnske vand-, gas- og kloaksystem i 1849. Firmaet stod bl. a.  bag vandværk i Århus, Odense og Ålborg

Logishuset Holger Danske. (Efterskrift til Politivennen)

Logishuset "Holger Danske" i Farvergade er, som bekendt, særligt et Tilflugtssted for en stor Del Vagabonder og straffede Personer, men det hændes dog af og til, at en tilrejsende Haandværker eller Tjenestekarl kan forvilde sig dertil. Har de da Penge, er det en Selvfølge, at de tilstedeværende Gæster opfordre dem til at give Noget, og de kan ikke godt undslaa sig derfor, da Opfordringen gerne frem￾sættes i en saa bestemt Form, at det godt forstaaes, at den, der ikke giver Brændevin til Selskabet, faar Prygl. Den der bliver beruset er temmelig sikker paa, at man stjæler hans Penge, hvis han da har saadanne, og Tyveri og Slagsmaal hører egenlig til Dagens Orden.

Foruden det almindelige sanitære Tilsyn maa Politiet næsten daglig, ofte flere Gange, aflægge Besøg der og der er saaledes siden i Søndags Middags anholdt ikke mindre end 6 Personer, de fleste tidligere straffede, som mistænkte for Tyveri af Penge fra Medlogerende.

(Social-Demokraten 8. juli 1880).

Frederik Riise (1863-1933): Farvergade med gæstgivergården Holger Danske. Uden årstal. Kbhbilleder. Public domain.

Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af 2den Behandling af Lovforslaget om Hærstyrken paa de danskvestindiske Øer.

2den Behandling i Folketinget er til Ende, og der foreligger et rigt Materiale til Overvejelse for dem, der ere kaldede til at tage Bestemmelse i denne Sag. Som den, der i over 7 Aar har opholdt sig paa vore vestindiske Øer og med Interesse iagttaget Forholdene der, være det mig tilladt at fremstille et og andet til Oplysning om disse.

Det er navnlig Terrænet mellem Byerne Kristianssted og Frederikssted paa St. Croix, som er indtaget til Sukkerdyrkning. Øens Vestende, medens Østenden dels er bevoxet med tæt Buskads, dels benyttes som Græsgang og endelig ogsaa dyrkes med Bomuld.

Øens Velfærd er baseret paa Udbyttet af Sukkerdyrkningen. Arbejdet ved Sukkermarkernes Behandling gaar for sig i Dag som for 100 Aar siden. Det er kun denne ene Plante, og Driften saa vel som Sukkerets Tilberedning gaar sar sig aldeles fabrikmæssigt. Agerbruget er ikke forskjelligartet som i den tempererede Zone, hvor de forskjellige Kornsorter og andre Produkter gjøre Landvæsenet forskjelligartet og saaledes interessant. Arbejdet ved Sukkerdyrkningen er højst ensformigt, sløvende og afstumpende. Hertil kommer selve det hede Klimas sløvende Indflydelse og den lodrette Sol, der absolut forbyder Evropæere at arbejde paa Marken i Vestindien. Negeren kan taale denne Varme, og han arbejder under den brændende Sol med Villighed, naar han behandles godt og mærker, at Arbejdsherren sætter Pris paa hans Arbejde. Men i Reglen er Arbejdsherren langt borte - i England eller Amerika - , og kun en betalt Vægter - Forvalter eller Underforvalter - tilser Arbejdet, idet han til Hest besøger eller hænger over Markarbejderne.

Negeren er ikke interesseret i, hvorledes Arbejdet falder ud. At faa Ende paa Dagen er hans Ønskers Maal. Hans Fader eller dog Bedstefader var Slave, dernæst Livegen, og nu er han Medlem af et haardt arbejdende Proletariat. Hverken han selv eller Arbejdsgiveren kjender noget til Danmark eller danske Forhold. Negeren er dog dansk Undersaat, medens hans Herrer i Reglen ere fremmede (mest Irlændere). De Hvide (de danske Autoriteter) have sørget for, at Negeren er uvidende og fattig. Man har intet lært ham og ved Lov forbudt at lade ham tjene mere end en vis ussel Dagløn, netop tilstrækkelig til at lade ham vedblive at existere vaa den simpleste og billigste Maade langt borte fra ædlere Nydelser af hvilken som helst Art nævnes kan. Som fattige og uvidende ham Negrene indtil den seneste Tid set op til de Hvide som de mægtigere Væsener - ikke som de ædlere eller bedre, tværtimod.

Efterretningen om Slavernes Frigivelse i Unionens Sydstater naaede ogsaa, om end kun som en svag Dønning, til disse forkuede og lidende danske Undersaatter, og det første Frihedssuk turde vel skrive sig fra den Tid. Jeg taler ikke her som den, der løst formoder noget, hvad jeg skriver, fremgaar af en Overbevisning, jeg har faaet ved lange og mange Samtaler under fire Øjne med Negere paa Stedet. Jeg vidste, at om end Overfladen var rolig, hvilede Tankerne ikke hos den sorte Mand; han sammenlignede stadig sin egen fortrykte og foragtede Tilværelse med de hvide Mænds. En Befolkning, som ikke forstaaer og ikke forstaaes af vor hovmodige Race, kan gjennem Aartier bære paa Følelser og Tanker, som vi ikke ane. De uretfærdige Arbejderregulativer have de Sorte i lang Tid været højst utilfredse med, man kaldte dem frie og holdt dem i Slaveri. "Dersom den danske Konge vidste, hvorledes den stakkels Neger har det, vilde han bryde Lænken; men han ved det ikke", har man flere Gange sagt til mig. "Men han er langt borte og kjender os ikke".

Uagtet der stadig ved Agenter hværves Arbejder for St. Croix paa de engelskvestindiske Øer, er det ikke muligt at holde paa disse Folk. Man hværvede dem ved gode Haandpenge, de kom ogsaa til Øen, arbejdede deres kontraktmæssige Tid, men vare derefter ikke til at bevæge til at blive. De fandt Forholdene trykkede og uhyggelige. Negeren var mere fri paa de engelske Øer, derfor flyede han vor Ø. Jeg skriver dette, fordi jeg har talt med mange af disse fremmede Negere og hørt denne Udtalelse af deres egen Mund. Kun de spanske Øer, navnlig da Kuba, staar tilbage for St. Croix. At den civiliserede Verden taaler det forsmædelige og skjændige Slaveri, som endnu finder Sted paa Kuba, er jo en uaftvættelig Skamplet paa Civilisationen hvor længe ville de evropæiske Regeringer taale dette Stykke Fortids Mørke midt i vor oplyste Tidsalder!

Skjønt vore sorte Landsmænd selv afkastede Slavelænken, skjønt de fornylig selv itubrød Livegenskabets Aag, arbejde de igjen roligt og godmodigt paa St Croix's Sukkermarker. Men den sorte Mand er ikke længere en blot og bar Maskine, han tænker over, hvad der fornylig er sket, og hvad han tror der i den nærmeste Fremtid bør ske. Guvernøren i Vestindien har selv haft en Fornemmelse heraf, idet han tilmeldte Regeringen at næste Gang vilde Krigen ikke blive ført mellem Bambusstokke og Geværer, men mellem Geværer paa begge Sider. Men naar er næste Gang. Disse Katastrofer ville uundgaaelig vende tilbage, naar ikke Aarsagerne dertil fjærnes.

Negrene ere ikke komne til Ro efter den sidste Opstand. Det nytter ikke at begrave dette Æmne under Tavshed. Man har skudt og fængslet dem, og de have bøjet Nakken for Overmagten - for Geværerne - men det Blod, der er flydt, damper endnu, navnlig det, Standretten udøste. De raabe endnu our side, men de Hvide høre det ikke, fordi de ikke ville høre det, før Raabet overdøver alt andee.

Man maa hidføre en radikal Forandring i Forholdene. Kun den Forandring er fyldestgjørende, som bevirker, at Negre fra andre Egne af Vestindien befinde sig vel ved at arbejde og tage Ophold paa Øen. Den sorte Mand maa ikke længere med Magt holdes nede som Proletar. Han maa kunne blive Ejer af Jord og Forpagter af Jordarealer, han kan magte. Han maa se nogle af sin Race opnaa dette og vide, at han selv og hans Børn kunne opnaa det.

Vil Negeren da som Grundejer eller Forpagter dyrke Sukker? Han vil det, dersom det kan betale sig for ham. Udstykker man Regeringsplantager, kan man jo endogsaa lægge Sukkerdyrkning som Servitut paa en Del af Arealet.

I det store altsaa og for Øjeblikket er Sukkerdyrkningen absolut den Faktor, som skal holde Øen oppe; navnlig fordi der skal Tid til at gaa over til noget nyt. Ikke at der skulde være noget til Hinder for at frembringe lønnende Afgrøder af Kaffe og Bomuld, tværtimod! Begge disse kurante Handelsvarer kunne i Masse bringes ud af den sukkertrætte Jord; men Overgangen maa ske sukcessivt. Ogsaa i Retning af denne Overgang til sideordnet Dyrkning af andre Produkter vil en fornuftig begrænset Udstykning af Regeringsplantager være til stor Nytte.

Kaffe har i en tidligere Periode været dyrket i stor Udstrækning paa Øen, og denne Handelsvare, der ganske stammer fra Troperne, kan igjen blive en stor Indtægt for Øen. Uden Pleje voxer den allerede frodigt paa mange Steder, og den deraf i Handelen gaaende Kaffe er god. Planten fordrer Fugtighed til Maade og til Dels Stygge af andre Træer. Nu er det saa, at skyggefulde Træer hurtig kunne fremskaffes i det tropiske Klima, og at Skyggen tillige bevarer Fugtigheden i Jordbunden. Medens Sukkeret mere og mere fremstilles af Sukkerroer i de tempererede Egne og tilmed daler i Pris, er Kaffe aldrig udsat for denne Konkurrence og er tilmed i den sidste Menneskealder stadig steget i Pris, ja indtil 100 Procent. Alt dette og mere (de billigere Produktionsomkostninger) taler for, at Kaffedyrkning opmuntres. Jeg skriver opmuntres, idet jeg i dette Ord lægger alt, hvad det i vidstrakt Betydning kan indeslutte. Her hjemme er jo i Menneskealdre opmuntret til Landbrugets Fremme ved Bøger, Forsamlinger, Foreninger, Præmier, Udmærkelser, Udstillinger, højere Priser paa bedre Varer - alt sligt er ukjendt i Vestindien, hvor man kun sukker "more rain" (mere Regn) og længes efter gode Efterretninger fra de store Sukkermarkeder.

Det danske Landhusholdningsselskab, det jydske Hedeselskab, det er hvad St. Croix har trængt og trænger til.

Bomuld har længe været dyrket paa St. Croix. Jeg har selv set yppige Bomuldsmarker paa Østenden af Øen, hvor man kun behøvede at holde Jorden om Planterne ren i det første halve Aar, for siden gjennem flere Aar at høste rigelig. Der er ingen Tvivl om, at Østendens Jorder kunne blive Bomuldsmarker af første Rang. Det drejer sig om at plante den rette Sort, da der haves en Mængde forskjellige Arter, den ene bedre egnet for een Jordbund og eet Klima, den anden for en anden Jordbund og andre klimatiske Forhold. Det ligger nær at engagere Negere fra andre vestindiske Pladse til at dyrke hvad Øens egne Negere ere fremmede for. Det vilde jo være den letteste og hurtigste Maade at skaffe bedre Dyrkningsmaader Indpas paa.

Indigo har tidligere spillet en stor Rolle paa Øen. Indigoplanten voxer vildt overalt, men benyttes ikke; ja, dens Behandling for at fremstille Farvestofset er vel ikke en Gang længere kjendt. Dersom ikke Prisen paa Indigo er til Hinder for dens Dyrkning for Tiden, vilde ogsaa denne Industri kunne gjenoplives med Held.

Kokuspalmen forefindes jo hist og her, men man kan ikke sige, at den dyrkes. I Nærheden af Stranden bærer Palmen en stor Rigdom af Nødder, og det er i Sandhed forbavsende, at ogsaa denne prægtige Frugt er forsømt i et Land med saa stort Kystterræn. Men man kan ikke plante den i Dag og høste Nødder i Morgen; derfor plantes den ikke. Der er ingen Opmuntring til noget som helst i nogen Retning, ingen Præmie for Plantning af Kokuspalmer, der dog kunde bringe Len store Fordele.

De store Plantagers Haver ere for intet at regne Kun fra de Jordpletter, der ligge om Negerhytterne og dyrkes af Negerne, faas Pisang, Oranger, Druer, Pærer, Meloner, Yams, Kartofler, Majs, Peber, Jordnødder, Kokusnødder, Tamarinther osv.

For Kreaturerne (Heste, Muldyr, Mulæsler, Hornkvæg, Faar og Geder) dyrkes Guineagræs, en kraftig og meget nærende Græsart.

Jeg kjøbte en Dag en halv Tønde Land, som henlaa i Vildnis, dækket med Maranbuske og Tjørn. En Neger bortryddede i nogle faa Dage Krattet og plantede strax Guineagræs i Jorden. Der var ikke Tale om noget som helst andet Arbejde ved denne Plantning end det, at prikke et lille Hul i Jorden og deri med Rodenden nedsætte en lille Busk Guineagræs. 14 Dage efter dette Arbejdes Udførelse begyndte min Hest at benytte dette Græsstykke til Foder, og næppe en Maaned efter Plantningen var Græsset et Par Alen højt og dækkede Jorden som den tætteste Rugmark. Jeg kan tilføje, at min Hest, som jeg altid benyttede til Ridning - og jeg red ikke saa lidt hver Dag - aldrig fik andet at æde end Guineagræs og i Høsttiden af og til lidt SukkerGp, et Bevis paa, hvor nærende denne Græsart er.

Skjønt St. Thomas forbruger en stor Mængde Vegetabilier til sin daglige Behov, ligesom store Masser forbruges af Skibene i Havnen, leverer St. Croix kun lidt heraf. Tortola, Anegada, Crab-Island og andre Øer tjene disse Penge. Vore Negere vilde snart selv besørge denne Forsyning, dersom deres Tid tilhørte dem, og de kunde benytte de fornødne Jordarealer. Derimod forsyner St. Croix St. Thomas med "sugar cakes", størknet kogt Sukkersaft, som paa ulovlig Maade fravendes Sukkerkogerierne. 

Endnu maa tilføjes, at Biavlen, Honning- og Voxproduktion kan trives paa St. Croix til en Grad, man her hjemme ikke gjør sig nogen Forestilling om. Jeg bragte med mig ud fra England fire Bisværme. Bierne trivedes saa udmærket, at jeg 5 Aar efter min Ankomst høstede 6-8000 Pd. Honning og over 1000 Pd. Vox aarlig. Og dette Resultat, uagtet jeg jo var fremmed for Forholdene og, i det Mindste fra først af, saaledes ikke kunde gribe Sagen an paa den fordelagtigste Maade. Frie Negere med egne Jordlodder vilde ved en Smule Opmuntring og Vejledning kunne bringe meget ud af denne Industri.

Det her fremsatte vil vise, at om end Sukkerdyrkningen i det store og for Øjeblikket maa være Bærer af Øen, bør der arbejdes hen til at skaffe ogsaa andre Indtægtskilder for Øen til Veje, hvilke, som paavist, ogsaa let og hurtigt ere ved Haanden, men under de for Tiden bestaaende Forhold ikke kunne bryde igjennem.

Udstykning af nogle Regeringsplantager vil efter min Mening føre fremad mod Maalet. Jeg har sagt det før og gjentager det: Negeren maa føle, at hans Hudfarve ikke stiller ham udenfor Loven, at Arbejde og Virkelyst ogsaa kan skaffe ham og hans en lysere og med den hvide Befolkning lige stillet Fremtid, og Racehadet vil efterhaanden tabe sig. Negeren maa som Arbejder føle sig lige saa vel paa St. Croix som paa de engelske Øer, saa vil Øen ikke komme til at savne Arbejdskraft. Sporene af Opstanden kunne hurtigst udslettes ved en almindelig Amnesti for de under samme begaaede Forbrydelser og Forseelser, og denne Amnesti maa paa en eklatant Maade meddeles Negerbefolkningen; uden at se op til Avtoriteterne vil Negeren være rørt og taknemlig over en Naadesakt af Kongen, naar denne er udstrakt og almindelig.

Det store Spørgsmaal er, om Danmark vil erklære den sorte Befolkning for Statsborgere, lige stillet med den hvide og, vel at mærke, behandle den som saadan, eller, om hvad der paatænkes gjort for Øen, kun skal gjøres for de Hvide (de Fremmede - Irlænderne). For Tiden ser det ud, som om vi for Negerne kun have Krigsskibe, Soldater og Fængsler, medens Penge, Velvillie og Hjælp af enhver Art tilføres de hvide. Jeg veed, at ægte danske Hjærter ville give mig Ret i, at dette Forhold bør forandres. Den sorte Mand har længe nok trællet, slæbt og sukket til dog en Gang at fortjene bedre Kaar. Vil Landet gjøre noget for Vestindien, saa tænk ogsaa paa den sorte Mand! Vi kunne ikke vente, at han selv skal kunne staa frem og paapege, hvad der bør gjøres. Det Barbariets Mørke, hvori man har holdt ham, beskytter ham mod en hvilken som helst saadan Fordring. Jeg tvivler ikke om, at mange med mig have lagt Mærke til, at medens efter Opstanden den danske Presse uafladelig buldrede paa Medlidenhedstrømmen for St. Croix' hvide Befolkning, hævede der sig ikke en eneste Røst for den Sorte (med Undtagelse af hvad jeg har skrevet i Morgenbladet). Ved Siden af at vise, hvor lidt man bekymrer sig om, hvad der ikke angaar En personlig, viser nævne Faktum ogsaa tydelig, i hvor høj Grad den sorte Befolkning trænger til Beskyttere; den har jo ikke været i Stand til selv at faa nogen som helst beretning om dens Motiver til Opstanden, dens Maade at bedømme Forholdene paa, frem for Offenligheden. Alt er bleven berettet igjennem dens Fjends Pen. Viser ikke dette dens Afmagt og Trang til Beskyttelse?

Det er ikke Soldater, Krigsskibe, Standretter og Fængsler, St. Croix trænger til, men til en radikal Forandring i den Aand , hvori Øen regeres. Lad ikke længere Fremmedes Interessser trampe danske Undersaatter under Fødder, men tænk paa Negeren, naar noget skal gjøres for Øen.

Kjøbenhavn den 1ste Juli 1880.

Th. Thorson

Landinspektør, tidligere Premierløjtnant ved den vestindiske Hærstyrke.

(Morgenbladet (København) 7. juli 1880).

Ubekendt fotograf: Arbejdere på Sankt Croix. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.