Den offenlige Politiret. (Efterskrift til Politivennen)

Den offenlige Politiret er nu kommet saaledes i Miskredit, at man daglig kan høre og læse allehaande Beklagelser over Retsplejen paa dette Sted. En Hr M. P. Lund skriver saaledes i Gaar i et herværende Blad blandt Andet følgende:

"Under en Sag, som blev behandlet for ca. 8 Dage siden, optog Dommeren, Hr. Assessor Hindenburg, i Retsprotokollen under Anmelderens Forklaring Ting, som denne nægtede at have vedkendt sig, og som stod i Modstrid med hans Forklaring til Rapporten. Da Protokollen derpaa blev oplæst, og Hr. Hindenburg af Anmelderen blev gjort opmærksom paa det Fejlagtige deri, svarede han, ar han nok kunde huske ham fra hans Sag om Assurancesvig, den Gang kunde man heller ikke protokollere ham tilpas, det var en "Misforstaaelse", og naar det saa blev rettet, var det atter en "Misforstaaelse", og at han (Hindenburg) var vis paa, at ingen Forhørsdommer kunde protokollere godt nok til ham. Saaledes som det en Gang stod, blev det staaende, saa at det fik Udseende af, at Manden havde afgivet en usandfærdig Forklaring enten til Protokollen eller til Rapporten. Dersom det skal kunne forsvares saaledes at nægte at berigtige Protokollen, indser jeg virkelig ikke, hvorfor der skal føres Protokol, den ophører jo saa at være et korrekt Referat af Forhandlingerne. Ved en anden Lejlighed havde en Mand erkendt Rigtigheden af den mod ham rejste Sigtelse. Politiretten har nu som bekendt 2 Maader at afgøre Forseelser paa, enten ved Dom eller i Mindelighed. Ved sidste Afgørelsesmaade har man den Fordel, at Bøden i Reglen bliver lavere, og at man faar længere Henstand med Betalingen. Denne Mand erkendte som sagt Rigtigheden og erklærede sig villig til at afgøre Sagen i Mindelighed, men da han ingen Penge havde hos sig, bad han om Henstand med Betalingen. Dette vilde Hr. Hindenburg imidlertid ikke give ham, men fordrede, at han skulde betale straks, og uagtet Manden sagde, at han havde godt Arbejde og nok kunde betale, naar han fik nogen Henstand, blev der udfærdiget Ordre til øjeblikkelig Afsoning. Havde Vedkommende der ret godt kendt med Forholdene, behøvede han blot at have forlangt Dom i Sagen, saa skulde han i det mindste have haft 3 Dages Henstand til at skaffe Pengene. Det var altsaa i Virkeligheden ikke en lav Pengebøde, Hr. Hindenburg idømte Vedkommende, men Fængselsstraf. Det, at en Mand, der staar i godt Arbejde, pludselig uden ringeste Forudanelse forsvinder for flere Dage, vil naturligvis have til Følge, at han mister dette Arbejde, og han havde maaske Kone og Børn, der sad og ventede paa ham, og som ved denne Forsvinden bleve i høj Grad alarmerede; de vilde naturligvis anstille Gisninger, der ere værre end Virkeligheden. Dette i Forbindelse med hvad jeg tidligere har oplyst, og som jeg ved Vidner vil kunne bevise, vil være tilstrækkelig til at overbevise Enhver om, at en Forandring i disse Forhold maa være i høj Grad ønskelig. Jeg henstiller derfor til vore ærede Rigsdagsmænds Overvejelse, om her ikke er Anledning til at drage Sagen frem paa Tinge, saaledes at enten Loven kan blive forbedret, hvis Fejlen stikker deri, eller at der kan blive draget Omsorg for, at den faar en anden Anvendelse. Jeg holder mig overbevist om, at der ved en Forbedring paa dette Omraade vilde være gjort et godt Skridt fremad paa Humanitetens Bane.

(Social-Demokraten 6. august 1880).

Troppernes Indkvartering. (Efterskrift til Politivennen)

paa Marschen til og fra Lejren ved Hald.
(Fra Silkeborg-Egnen).

Paa ethvert Sted i Landet hilser man vist med Glæde Synet af vore raske Soldater og nyder gjerne den Adspredelse, deres Nærværelse fremkalder; og det ikke mindst her i Jylland, hvor Befolkningen i saa Henseende vist tør kaldes særdeles loyal. Men, naar man, som Tilfældet er her paa Egnen, hvert Aar har en Extra Tilgift i Form as en mangen Gang meget byrdefuld Indkvartering uden passende Vederlag for samme, saa forsvinder desværre største Delen af det fornøjelige for os ved Lejrsamlingen i det hele og ved Hen- og Hjemmarschen især. Et gammelt Ord siger, at alle Veje føre til Rom; men man skulde næsten fristes til at tro, at den højstærede Krigsbestyrelse kun vidste 3 Veje til og fra Lejren ved Hald. Af disse, der ere hele Befolkningen vel bekjendte, skulle de to lades uomtalte, medens den 3die, der passerer Silkeborg og Egnen derfra langs Chausseen til Viborg, er den Route hvorfra nedenstaaende Kjendsgjerninger ere hentede.

Indsenderen skal ej fordybe sig i, hvor vidt disse Marschture ere gavnlige for Soldaterne. De militære Autoriteter maa bedst vide, om en Spadseretur f. Ex. fra Lejren ved Hald og her til Silkeborg, stundom endog igjennem Byen, i alt ca. 4½ Mil, er gavnlig for en Mand med fuld Oppakning i Hundedagsvarme ; men at han dertil skal være belæsset med Brød og øvrig tør Kost for flere Dage er, synes mig, lovlig meget forlangt. Soldaten kommer altsaa, i Reglen i meget medtaget Tilstand i Kvarteret, hvor Værten som bekjendt har at give ham Middagsmad og Natteleje; men da Soldaten ej selv med fører tør Proviant, da Marketenderen stundom er indtil I Mil borte, og alle Omgivelser ere tilpakkede med Indkvartering, er man selvfølgelig moralsl forpligtet til ogsaa at sørge for, at han tillige faar noget Aftensmad, og næste Morgen er vel ingen Vært barbarisk nok til at lade en Mand rykke ud paa en 4 a 5 Mils Tur uden forinden at sørge sor, at han faar noget baade vaadt og tørt at styrke sig paa. Saa rejser Soldaten og nu kommer Afregningen i Form af en Godtgjørelse af 27 Øre (skriver syvogtyve Ore) pr. Mand af Menige og Underofficerer; men hvor langt denne "Godtgjørelse" rækker, kan enhver selv forstaa, uden at jeg behøver at nævne Exempler, hvor det har kostet Værten mere end de 27 Øre blot at opdrive Halmen til Indkvarteringen.

Officererne skulle som bekjendt betale for sig; men da man her i Jylland ej er vant til at tage Betaling for ydet Gjæstfrihed, er det en Selvfølge, at man siger "intet skyldig", hvilket vist ogsaa altid er ærlig ment, saa meget mere som der i mangt et Hus sikkert maa gjøres saadanne Ophævelser for at tage mod Officerer, at det vil falde vanskeligt for Værten at afgjøre, hvor stor Bekostning der ved denne Lejlighed er blevet ham paaført; at den er for stor til at kunne dækles af den Betaling, man med Billighed kan forlange af en Officer, er ham klart, og derfor tier han, hvilket forøvrigt ofte falder naturligt, da der er Officerer, som rent glemme, at der existerer et Pengespørgsmaal i Anledning af Kvarteret.

For bedre at anskueliggjøre Berettigelsen af foranstaaende Betragtninger, skal jeg tillade mig at nævne et Par Exempler: En Mand, der ejer en Gaard paa 6 a 7 Tdr. Hartkorn i Nærheden af Silkeborg, blev i 1877 belagt med Indkvartering tre Gange, to Gange paa Opmarschen med henholdsvis 1 Kaptajn, 1 Løjtnant og 15 Underofficerer og Menige, og Dagen efter en Ritmester, en Løjtnant 12 Underofficerer og Menige med 15 Heste. Mandskabet blev forplejet efter bedste Evne og en Godtgjørelse modtaget af 27 Øre pr. Mand. Paa Hjemturen en Løjtnant samt 18 Underofficerer og Menige, ligervis forplejet og godtgjort. 1878 var jo Lejren ved Eremitagen, men 1879 fik samme Mand paa den udgaaende Øvelse til Silkeborgegnen m. v. indkvarteret fra Herredskontoret: En General I med Abjutant, 2 Oppassere og 5 Heste, samme Dag fra Sognefogden 1 Officerer, 11 Underofficerer og 43 Menige. De sidstnævnte rejste Dagen efter, medens Generalen med Følge blev paa 3die Fag. Kontant Udgift ved denne Lejlighed var ca 70 Kr., medens Erstatning blev udbetalt med 1 Kr. 62 Øre (Mandskabet blev nemlig ikke forplejet) og det kostede det dobbelte af Erstatningen blot at saa ryddet op efter Indkvarteringen. Lægges hertil, at sligt ja altid indtræffer i Landboernes allertravleste Tid, vil det være klart, at denne hvert Aar gjentagne Indkvartering maa blive en Byrde for Egnen; thi Exempler som ovenanførte ere langtfra sjældne. Men Jyderne ere loyale, ville gjerne gjøre det behageligt for Soldaterne og tie stille om end Erstatningen er lidt tarvelig. I Byerne er Forholdet jo til Dels et andet; men det vides dog med Bestemthed, at mangen Vært her i Silkeborg, hvem Forholdene forbød selv at modtage sin Indkvartering, har paa et Værtshus eller andet S'ed maattet betale 1 Kr. 50 Øre a 2 Kr. pr. Mand pr. Dag, medens han selvfølgelig selv har modtaget de sædvanlige 27 Øre.

Indsenderen, der tror at turde regne sig for loyal Undersaat og Soldaterven tillige, har paa Grund af disse Egenskaber altid gjort sit til at skaffe sin Indkvartering saa god Forplejning osv. som muligt, saa meget mere som Soldaten i Reglen haardt kan trænge dertil; men han kan paa ingen Maade sige, at Regeringen ved den Erstatning, der bydes, opfordrer til saadan Beredvillighed. Kommer der Indkvartering flere Dage hvert Aar, og man hver Gang efter at have forplejet den ordenlig modtager en Opmuntring af 27 Øre pr. Mand, da spørger mon uvilkaarlig, hvorfor gjør Regeringen sit til at sætte Soldaterne paa Sulteføde, naar disse have saa drøje Marschture? Og svares der, at Værterne skulle forpleje Soldaterne ordenlig, saa spørger jeg atter: Hvorfor paalægger Regeringen de samme Egne af Landet samme Extraskat hvert Aar? Thi intet Steds her til Lands kan en tilnærmelsesvis anstændig Forplejning leveres for 27 Øre pr. Dag, og Faktum er, at de samme Egne have Indkvartering hvert Aar, om end ikke altid i lige stort Omfang (i Aar kun een Dag), medens her en halv Mil mod Vest i al Fald i de sidste 5 Aar aldrig har været Indkvartering.

Naar Lejrmandskabet ved at afholde Øvelser beskadiger Marker, der bære Sæd eller Græs osv., bliver Skaden altid erstattet ordenlig, og, naar Generalstaben i indkvarterer sine Guider omkring i Landet, ere disse aflagte saaledes, at de kunne betale for Kvarter, hvad rimeligt kan være; men naar Soldaterne marschere til eller fra Lejren, ere de henviste til, i al Fald i særdeles mange Tilfælde, at nøjes med Maden til de ovenomtalte 27 Øre om Dagen med Tilgift af det, som deres Værter godvillig række dem.

Indsenderen tror ej, at det er Regeringens Mening, hverken at Soldaterne skulle til Dels leve af Beboernes Almisser, ejheller at enkelte Landstrækningers Indvaanere skulle specielt være trykkede af en aarlig extra Udskrivning til Militæret, og tillader sig derfor ærbødigst at forespørge: Kunde det mulig ej være Soldaterne ligesaa tjenligt og Landet ligesaa billigt, at Befordringen til og fra Lejren ved Hald skete pr. Jernbane? Svares derpaa Nej, spørges der videre: Var det da ej muligt, at andre Marschruter til og fra Lejren afvexlende kunde benyttes? Bliver Svaret herpaa atter benægtende, skal jeg endnu kun trætte med eet Spørgsmaal til: Var der da ikke en Rimelighed for, at Forholdet blev ordnet saaledes ved en passende Kvartergodtgjørelse, at saavel Beboernes Tarv i de hjemsøgte Landsdele som Soldaternes kunde derved ske Fyldest? N.m

(Morgenbladet (København) 3. august 1880).

Vodrofscloaken. (Efterskrift til Politivennen)

Den Deel af Vodrofsaaen, som løb imellem Gl. Kongevej Kallebodstrand, og som rimeligviis paa Grund af den alt andet end aromatiske Dunst, denne sendte, i Folkemunde ironisk benævnedes Rosenaaen, vil med August Maaneds Udgang være forhindret i som tidligere at forpeste Luften paa Vesterbro, idet man til den Tid venter at faae fuldført det Stykke af den murede Vodrofscloak, som for Tiden er under Opførelse.

Den nye Cloak udgaaer fra Vesterbrogade, hvor den slutter sig til den tidligere byggede Cloak sammesteds, og fører i en lige Linie over mod Gl. Kongevei, bøier derefter af mod Vest og følger denne Vei, indtil den møder Sammenstødspunktet for Gl. Kongeveis Cloakledning og den Deel af Vodrofscloaken, som gaaer gjennem de private Grunde Vest for Vodrofsvei og i sin Tid blev bygget for private Midler. Fra dette Sammenstødspunkt har Vodrofsaaen, saalænge det nye Stykke af Vodrofscloaken har været under Opførelse, fulgt sit sædvanlige Løb gjeunem Messelschmidts Eiendom ved Gl. Kongevei; men den vil selvfølgelig blive tilkastet, saasnart den nye Cloakledning, der faaer en Længde af henved 1000 Fod og kommer til at koste 88,000 Kr., er bleven afleveret til Kjøbenhavns Commune af Ingenienr Ferdinand Nielsen, der har havt dette Arbeide i Entreprise. Den nye Cloak, der vel sagtens af Hensyn til den Gavn, den kommeer til at giøre, vil blive Kjøbenhavnernes Øiesteen, har Øiesteensform og indvendigt en Hølde af 5 Fod 10 Tommer og en Bredde af 9 Fod. Den er opført af Muursteen paa et Betorfundament, og saavel i Bunden som i den nederste Deel af Hvælvingen er der ved Formuringen anvendt Portland Cement. Hvælvingen er foroven 1½ og forneden 2½ Steen tyk, og Bunden skraaner fra Siderne ned mod en Fordybning i Midten, der er formet efter en Cirkelbue med 15 Tommers Radius. 

I Løbet af de tre foregaaende Aar er den Deel af Vodrofsaaen, som bugtede sig fra Victoriagade til Kallebodstand, bleven afløst af en lignende muret Kloakledning som den ovenfor omtalte. Den slutter sig til den Cloak, som tidligere fandtes i Victoriagade, følger denne Gade paa en kortere Strækning og bøier derefter af i en ret Linie ned mod Kvægtorvet og derfra videre til Kallebodstrand. I Fortsættelse af Cloakledningen i Victoriagade paatænkes bygget en Hjælpeledning forbi Gasværket ned til Kallebodstrand; den vil navnlig komme til at gjøre Nytte under stærke Regnskyl. Vodrofscloaken har stor Betydning for Kjøbenhavn, fordi den afleder Spildevandet fra den største Deel af Nørrebro og noget Frederiksberg Villaqvarteer og Vesterbro. Frederiksberg Commune har i sin Tid bygget en ikke ringe Deel af Vodrofscloaken; men Vodrofsaaen er endnu aaben paa en længere Strækning i Ladegaardens Nærhed, og den kiøbenhavnske Befolknings ironiske Benævnelse af Vodrofsaaen vil derfor endnu i nogen Tid kunne holde sig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. august 1880).

En nutidsbegravelse i København. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. redaktør! 

Til belysning af den måde hvorpå begravelserne nu foregår her i byen under den nye bestyrelse, beder jeg om velvillig plads for nedenstående linjer: Sidste søndag den 25. d.s. skulle min søster begraves fra St. Johannes Kirke. Jordpåkastelsen var bestemt til kl. 1, og der var mødt flere bekendte som ønskede at ledsage liget til Vestre Kirkegård. På begravelseskontoret var ligvogn til 8 kr. bestilt og betalt til møde den anførte tid, men da talen var endt og jordpåkastelsen foregået, var der ingen ligvogn kommet. Vi ventede og ventede, og til sidst måtte jeg afsted til begravelseskontoret for at få vognen, som endelig mødte kl. 2.40. På Vestre Kirkegård blev kisten sænket i linjejord og dækket løselig med jord, og så måtte vi tage bort med den besked at den egentlig tilkastning af graven og dennes opklapning først kunne foregå dagen efter.

S. J. 

(Dags-Telegraphen 17. juli 1880.)

Under Politiets Opsigt. (Efterskrift til Politivennen)

Af

En Arbejder.

Hvor Champagnen flyder, hvor hel- og halvfulde Studenter svinger deres Huer og kjoleklædte Herrer i "salig" Stemning salver hverandre om Halsen; hvor man synger Plougske Sange og raaber svenske Hurra'er, naar en Nordmand har holdt Tale, dér kan det godt et Par Timers Tid se ud, som om der hersker et varmt, et inderligt Venskabsforhold mellem de skandinaviske Brødrefolk. Det kan maaske ovenikøbet være, at de Herrer, der paa denne eller lignende Maade plejer den skandinaviske Ide, tror denne vel bevaret og i god Fremvækst længe efter at Rusen har forladt dem og de har glemt baade hvem, der skreg, og hvem, der talte. 

Men det er kun paa Overfladen, at man freder den skandinaviske Ide, og selv overfladisk kan det undertiden være daarligt nok bevendt med Fredningen. Det er jo nemlig Noget Gud og Hvermand ved, at havde Skandinavismen ikke for saa Mange frembudt gunstige Lejligheder til at drikke sig en Perial i pænt Selskab og i al Anstændighed, saa vilde der ikke nær være bleven gjort den tomme Blæst af den, som sket er. Endnu uheldigere stiller Sagen sig, naar det gælder Forholdet mellem Brødrerigernes bredere Folkelag, naar man fra Overfladen trænger ind i Kærnen; dér er Stemningen ikke den bedste, og det er Danmark, som atter her staar med Broderparten af Skylden for Vrøvlet og Tvisten.

Der gør sig temmelig bitre Følelser gældende i Sverig i denne Tid mod "det danske Broderfolk", og da navnlig mod den Del, som boer og bygger ved Kalvebodstrand. Aarsagerne er mange. De kan f. Eks. ikke lide, at naar vi sender vort Smør til England, saa mærker vi Primakvaliteterne med "dansk" og de mindre gode Varer med "svensk"; de synes heller ikke om, at naar Varerne er saa komplet ubrugelige, at de hverken under det ene eller andet Mærke kan sendes til England, saa sender vi det over til Svenskerne selv; ja, for nogle Dage siden mandede de dem endog op til at sende os 15,000 Pund saadant Smør tilbage fra Ystad. De er heller ikke glade ved, at vi lader deres Jernbanestationer og andre offenlige Steder overmale med kæmpemæssige Reklamer om Brama-Livs-Eliksir og københavnske Fabrikata af lignende Surdejg, som den svenske Almue derester tyller i sig. Heller ikke synes de om, at vi oversvømmer Landet med Kolportageliteratur, der udgives og trykkes i København paa Svensk, eller med Lodsedlerne til vore talrige Lotterier, og de gor mod Hensyn til det sidste med Rette gældende, at vi selv skriger op, som havde vi en Kniv i Halsen, hver Gang en tysk Kollekter forsøger at gore Forretninger her paa Pladsen; men vi selv - ja med os selv er det en ganske anden Sag.

Hvad der dog mere end alt andet har sat ondt Blod hos det svenske Folk er den Maade, hvorpaa de danske Autoriteter behandler de svenske Arbejdere af begge Køn, der søger her til Landet. For at gøre sig forholdet klart maa man erindre, dels at danske Arbejdere altid med Velvilje og imødekommen bliver modtagne i Sverig og ikke der er underkastede andre Regler end de Indfødte, dels at man i Danmark betragter det som danske Arbejderes naturlige Ret til at berejse de fremmede Lande, i hvilke de kunde ønske at praktisere deres Fag, uden at de derfor forulempes. Anderledes stiller vor egen Øvrighed sig imidlertid overfor Udlandets Arbejdere, naar de søger hertil. Den svenske Nation, vort højt besungne Broderfolk, maa finde sig i at se sin baade hæderlige og dygtige Arbejderstand sat under særlig Polititilsyn, saa snart den vover sig over Sundet. Naar en svensk Arbejder kommer hertil, skal han under Straf af Mulkt anmelde sin Ankomst til Politiet. Der underkastes han et Slags Krydsforhør, og fremkommer under dette Intet, der taler til hans Skade, og viser det sig, at han er i Besiddelse af mindst 20 Kr., saa tilstaas der ham Tilladelse til foreløbig at blive her i Byen. Han modtager sin saakaldte "Opholdsbog", et Produkt af ægte dansk Humanitet, i hvilken hans Mestre her i Landet skal gøre deres Notitser om Fra- og Tilgang, og forøvrigt paalægges det ham en Gang imellem at gøre Politiet sin Opvartning for at vise det sine Subsistensmidler, fortælle det hvor han bor og hvor han arbejder.

Uviljen i Sverig mod den Maade, hvorpaa man her behandler svenske Arbejdere, er saa stor, at en Mængde Blade, om ikke alle derovre har indeholdt Advarsler mod at rejse til Danmark. En Landshøvding ved Navn Wennersberg har endog gjort Sagen til Genstand for Foredrag paa forskællige Steder i Landet, og han advarer meget indstændigt navnlig Tjenestefolk mod at tage hertil. Samvittighedsløse københavnske Fæstemænd har den Trafik ved Hjælp af glimrende Avertissementer at lokke Tyender herover, hvor der kun i de sjældneste Tilfælde er Brug for dem. Fæstemanden oppebærer Indskrivningspengene og har vel ogsaa paa anden Maade Fordel af sine Ofre, i det Mindste antyder Hr. Wennersberg det, idet han siger, at de svenske Tjenestepiger her i København "sælges til det skammeligste af alle Slaverier", nemlig til Usædeligheden. Hvorledes dette nu end forholder sig, saa er det jo under alle Omstændigheder klart, at Tyendet, som lokkes hertil, og som hensynsløst udsættes for Arbejdsløshed og Hovedstadens Fristelser uden at have Familje eller Venner at støtte sig til, er sit Fald langt nærmere, end hvis hun var blevet hjemme. Dette bekræfter sig bl. A. derved, at af løsagtige Fruentimmer, som var Genstand for Politiets Undersøgelse, i 1878 en Ottedel og i 1879 en Syvendel var hjemmehørende i Sverig. Hvor mange der i mindre Grad er faldne, og hvor mange af de Ulykkelige, som narres herover, der paa anden Maade er blevne ruinerede, er ikke godt at sige; men det bør Alle være enige om, at det er en afskyelig Trafik, der drager saadanne Konsekvenser ester sig.

Medens paa den ene Side svenske Arbejdere, lige fra den intelligenteste og dygtigste og nedefter, maa finde sig i at staa under Politiets Opsigt fra det Øjeblik de kommer og til de rejser igen, saa er Fæstemændene paa den anden Side saaledes stillede, at de næsten kan gøre hvad Pokker de vil uden at frygte Ubehageligheder. Det er nette Retstilstande vi møder frem med - netop akkurat modsat al sund Sands. Der findes jo nok de saakaldte avtoriserede Fæstekontorer, men forøvrigt kan Enhver nedsætte sig som Fæstemand, idet der ingen Straffebestemmelser findes i saa Henseender, og navnlig staar det Enhver frit for at bortfæste Tyender til Provinserne og Tyskland. Over for Misbrug af Fæstemandsvirksomheden staar Politiet fuldstændigt magtesløs, saa længe de ikke strejfer ind under Straffebestemmelser i andre Love. De private Fæstemænd underkastes hverken Kontrol eller Tilsyn, og endnu har aldrig Klager over dem medført Straf for deres Vedkommende.

Det nytter kun lidet, at man drikker svensk Punsch og synger om det enige Norden, der fører til Sejr Folkenes Sag, naar hele Broderskabet for det egenlige Folks Vedkommende indskrænker sig til, at man underkaster det en forsmædelig Politiopsigt, prisgiver det til vilkaarlige Fæstemænd og for øvrigt chikanerer det paa mange Maader. Man er jo ganske vist vant til i visse Kredse at slutte Forbund og bryde dem igen uden nogensomhelst Hensyn til Folket; men det turde være, at den skandinaviske Idé ikke lader sig realisere paa den Maade - det turde være, at de svenske, norske og danske Arbejdere vil forstaa at basere en eventuel Sammenslutning paa et solidere og broderligere Grundlag end de Nationalliberale nogensinde har drømt om.

(Social-Demokraten 11. juli 1880).