Brev fra Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

St. Croix, den 8de September 1880.

Højstærede Hr. Redaktør!

I Dag skulde jeg, i Henhold til Slutningen af mit Brev til Deres ærede Blad af 22de Juli d. A . til at skrive lidt om Administrationen af Statens herværende Plantager samt om Stationeringen af et Orlogsskib her ved Øerne.

Hvad det første Punkt angaar, da staar Staten egenlig kun som Ejer af to Plantager, nemlig "Sion Farm" og "Montpellier"; men det er her blevet indgroet Vane ogsaa at betragte "Work and Rest" som tilhørende Staten, skjønt den blev solgt i 1870 for 200,000 Kroner, uden Udbetaling, til to Danske, som dog hurtigt skiltes, hvorefter der altsaa kun blev een Ejer. 1871 var, som bekjendt, vort fedeste Aar; ogsaa "Work and Rest" havde et betydeligt Overskud, der tillod at den nye Ejer indforskrev danske Stadsheste, og saa gik Aarene; de 200,000 voxede efterhaanden til ca. 400,000, uden at dette dog gjorde nogen tilsyneladende Forandring i Forholdene, undtagen at Arbejderboligerne og Sukkerværkerne forfaldt en Del. Ejeren, der baade havde Forvalter og Underforvalter, kunde frit benytte sin Tid, og naar Guvernøren under sine Ophold her paa Øen tog ind paa Kongsgaarden, kunde Ejeren agere Kudsk og til samme Tid give værdifulde Oplysninger om Forholdene her, og selvfølgelig ogsaa udvikle sine egne Planer med Hensyn til det rationelle Agerbrug, som de slemme Skraalere i Danmark stadig have saa travlt med at faa indført her. Al disse Planer maa have været særdeles lovende for Fremtiden, er indlysende, eftersom der blev udvirket, at Statskassen kom til paa Regning at udrede - samtlige Omkostninger til Plantagen og derhos en Aarpenge af ca. 1000 Kroner til Ejeren, som heldigvis derved er bleven befriet for at gjøre nogen Indskrænkning i sin Optræden, der fremdeles er saaledes, som det sig egner og anstaar en kongelig Lensmand. At Plantagen er i de bedste Hænder, bør ikke betvivles af Moderlandets Skatteydere, thi at Guvernøren, som varetager Statskassens Tarv, skulde lade denne udrede 20-30,000 Kroner aarlig alene for at opretholde en Privatmand, er jo utænkeligt.

Her er altsaa intet at gjøre for den paatænkte Kommission, undtagen en Gang imellem at lade sig kjøre ud til Plantagen for at nyde en god Middag vg saa, naar det viser sig nødvendigt, fordoble Aarpengen.

Med Hensyn til "Sion Farm" er der ikke meget at sige; den er for nogle Aar siden igjen kommen i Statens Eje og har i den derefter forløbne Tid vel slugt en hel Del Tusinder; men efter at Guvernør Garde har indført dyb Pløjning, er man nu paa gade Veje til at saa dem tilbage. At det er Guvernøren, som tager sig af Dyrkningen, og ikke den af ham udnævnte Plantageinspektør, ligger i, at denne er ikke sagkyndig, en Egenskab, som det synes Guvernør Garde kaster Vrag paa; men mulig er han selv et Universalgeni. der kan bestyre Plantager, Bygningsvæsen, Toldvæsen og meget andet Væsen uden sagkyndig Hjælp.

"Montpellier" er ogsaa kun et Trækplaster paa Statskassen. Bedst for denne vilde det vist være, om Ministeriet forbød Avtoriteterne her at overtage nogen Plantage, da saadant i de fleste Tilfælde kun vil lede til Tab, med mindre det skulde være for at anbringe en dygtig ung Mand som Forvalter; for Tiden er der saaledes Tale om at overtage Plantagen "Upper Love" og give den i Forvaltning til Hr. Prændentskabs Sekretærens Søn.

Da Havnekaptejn Garde i 1872 afløste Guvernør ad interim Bille, sagde et derværende vittigt Hoved: "Nu gaar Bille efter at have reorganiseret Armeen, og Garde kommer for at skabe en Flaade" - og hvis den sidste har haft en stadig og kjær Tanke, siden han kom hertil, har det ganske sikkert været at saa et Orlogsskib stationeret her. Det vil derfor være af Interesse at undersøge, om et saadant Skib kunde have været til nogen egenlig Nytte, og særlig om det mulig vilde have afværget Ulykken i Oktober 1878.

Naar et Orlogsskib har Station her ved Øerne, ligger det som Regel der, hvor Guvernøren residerer, altsaa nu i St. Thomas, og gjør kun korte Besøg fra Tid til anden i St. Croix, eller det sejler til en eller anden fremmed Havn for at vise Flaget, eller det gaar til Søs for al øve Besætningen; men herved er det ikke til noget egenligt Gavn for de dansk vestindiske Øer.

Derefter kommer Spørgsmaalet: Er der nogen Sandsynlighed for, at Ulykken i Oktober 1878 vilde være bleven afværget, hvis et dansk Orlogsskib havde haft Station herude paa den Tid? Svaret herpaa kan kun blive: Ja i det Tilfælde, at Skibet havde ligget ved Frederikssted netop den 1ste Oktober, men af det ovenanførte vil man have set, at Sandsynligheden her for er saa ringe, at den næsten slet ikke kan komme i Betragtning; havde Skibet tilfældig ligget i Kristianssted, vilde dette kun have haft til Følge, at Ulykken havde faaet mindre Udstrækning, og havde det været et eller andet Sted henne for at "vise Flaget" eller til Søs for at øve Besætningen, kunde det lige saa gjerne have været i Danmark. Tilbage bliver der da kun at undersøge, om Skibet vilde have været til nogen Nytte, hvis det havde ligget i St Thomas.

Af Guvernør Gardes Rapport ses, at han fik Underretning om Urolighedernes Udbrud den 2den Oktober Kl 7½ Fmd., og at det engelske Postdampskib "Arno" strax efter blev stillet til hans Raadighed. Naar man kjender disse Postskibe, veed man, at de kunne blive lige saa hurtig i sejlklare som nogen Orlogsmand, hvorfor det kan forudsættes, at Manglen paa en saadan ikke har haft nogen Indflydelse paa Afgangstiden med Militærstyrken fra St. Thomas, og efter at man først var paa Vejen, var det ligegyldigt, om det var Soldater eller Matroser, som skulde bruges imod Urostifterne, eftersom Manden, der skulde lede dem, var den samme.

Det vil vist herefter være klart, at Urolighederne vilde være komne til Udbrud, selv om et Orlogsskib havde hast Station ved Øerne, og til samme Tid være bevist, at et saadant Skib ikke er i Stand til i Fremtiden at forhindre en Gjentagelse. Derfor bør ingen herude raade til at give Penge ud i dette Øjemed, men kun til hvad der kan være os til virkeligt Gavn; at Hjælpen er nær, veed jo nu alle, selv de som af Partihensyn udsprede, at vi kunne vente alt af Regeringen - intet af Rigsdagen.

I mit forrige Brev omtalte jeg, at Hr. pens. Toldkontrollør Birch var bleven valgt til Medlem af Kolonialraadet; men som det var at vente, blev Valget kasseret. Ordføreren for Udvalget til Prøvelse af Valgbrevets Gyldighed, Hr. Overdommer Rosenstand, der er Raadets Formand, skal i Udvalget paa det klareste have bevist, at Valget var gyldigt fra hvad Side man end saa det, ligesom han i selve Raadet erklærede, at der var ingen som helst Grund til at kassere det, for øvrigt henvisende til det af Landfysikus i et tidligere Møde holdte særdeles klare Foredrag. Intet hjalp; et Medlem erklærede, at hvad man end fremførte, saa vilde det ikke have mindste Indflydelse paa Stemmeafgivningen paa hans Side (it would not alter one single vote), og saaledes blev det - 7 stemte imod og 2 for Gyldigheden; Viceformanden, Hr. Byfoged Jürs, der havde indtaget Formandspladsen, erklærede, at hvis der blev afgivet lige mange Stemmer for og imod, vilde han stemme for Gyldigheden, og endelig sagde Hr. Rombodholder og Apotheker Faber, som ikke vilde stemme, særlig fordi et andet Medlem var borte: "Vi vide alle, at en Mand kan komme op til Afstemningsbordet (the poll) med den Hensigt at stemme paa den ene Side, men derefter blive ledet til at stemme paa den anden Side"; han kunde derfor ikke lægge stor Betydning i en Hensigts-Erklæring. Dette sigtede til den af en afvist Vælger afgivne Erklæring om, at det var hans Hensigt at ville have stemt paa Hr. Birch. Skjønt Hr. Faber rimeligvis er særlig sagkyndig i, hvad en Vælger kan bringes til at gjøre, troede dog mange, at han her var gaaet for vidt, og at den Mand, om hvem han i et offenligt Møde havde udtalt sig saaledes, vilde revse ham derfor; heldigvis er dette ikke sket. Udtalelsen er bleven optaget, som den fortjente.

Efter at Afstemningen havde fundet Sted, skal Præsidentskabs Sekretæren have udbrudt: Gid Telegraftovet nu var i Orden - men man maatte have Taalmodighed. Meddelelsen til Guvernør Garde om Sagens Udfald kunde først afsendes med den sædvanlige Post.

Paa Lørdag den 11te skal der foretages Omvalg; Hr. Birch har i den Anledning ladet indrykke i "The St. Thomas Lloyds" en Henvendelse til Vælgerne i Frederikssteds Landdistrikt, hvilken man skal have nægtet Plads i "St. Croix Avis", rimeligvis fordi den omtalte "Gardisternes" Valgmanøvre.

Det i "Morgenbladet" for 1ste Avgust optagne "Brev fra St. Croix" har bevirket en Del Bevægelse her, saa meget mere som alles (maaske med Undtagelse af 4 Mænds) stille Haab deri blev udtalt; ikkun een Indvending imod Brevets Indhold har jeg hørt, nemlig, at man hellere vilde se Hr. Egge som Medlem af Kommissionen end som dens Sekretær.

Selvfølgelig er man her som andet Steds, hvor næsten alle Mennesker kjende hverandre, travlt beskjæftiget med at udfinde, hvem Brevskriveren er; sker det, maa man haabe, at hans Stilling er en saadan, at han ikke kan kastes ud af den.

Ph.

(Morgenbladet (København) 2. oktober 1880).

Ubekendt fotograf: Parti fra omegnen af Frederiksted. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Valget til Folkethinget i 5te Kreds. (Efterskrift til Politivennen)

Valget i Forgaars.

Paa et Program der ikke indeholder andre nogenlunde forstaaelige og klare Ting end det, at 1) provisoriske Finanslove er ulovlige, men at man alligevel bør bruge dem, naar Regeringen ønsker det, 2) at Parlamentarismen ogsaa bør komme til os, men ikke paa nogen Maade før de Nationalliberale ere blevne et Flertal, idet andre Partier ikke hører til "Mulighederne", 3) at vi skal bygge saa mange Fæstninger, som Krigsministeren og Officererne forlanger og 4) at Pengene til Fæstningerne skal tages hvor de ikke findes, valgtes i Forgaars Hr. Professor Goos. For Hr. Goos afgaves 2611 St., medens der paa Magistratens Valglister kun kunde findes 1328 af de henimod 2000 Vælgere, der ved at stemme paa Hr. Mundberg, ønskede at sætte ind i Folketinget en Repræsentant for 5te Kreds, der paa de ovennævnte fire Punkter er en bestemt Kontrast til Hr. Goos og som desuden over for alle andre Lovgivningsanliggender har udviklet et Program, der klart og bestemt staar paa et Standpunkt, som Arbejderne og de næringsdrivende Borgeres saa vel som den lavere lønnede Embedsstands Interesser vilde være bevarede og fremmede ved.

Vi tror der for os er lige saa god Grund til at være tilfredse med vort Nederlag, som der er for Højre til at gloede sig over sin Sejr. I Fjor den 3die Januar afgaves der paa vort Partis Kandidat c. 700 gyldige Stemmer, medens der denne Gang afgaves 1328, og hertil kommer, at den Uorden i Valglisternes Førelse, der altid har betegnet Listerne for Københavns 5te Kreds, i Aar havde naaet et saadant Omfang, at omtrent en Fjerdedel af Vælgerne maatte gaa tilbage med uforrettet Sag og tilmed var Skæbnen os i den Retning for saavidt ugunstig, som det traf sig saaledes at det langt overvejende Flertal af de paa Listerne ikke opførte Vælgere, vare Mænd der var komne til Valgstedet for at stemme paa Hr. Mundberg. De Vælgere, der ikke fandtes paa de fortræffelige Valglister, var ikke Mænd der var kommen til Byen eller til Kredsen i Gaar eller i Dag, men en stor Del af dem har boet i 5te Kreds i en Aarrække og været opførte paa Valglisterne lige indtil i Aar. Havde Alle været opført paa Valglisterne, vilde Mundberg have haft en Minoritet paa henved 2000 St., og da der vel skal blive sørget for, at der inden næste Valg ryddes tilstrækkeligt op i det græsselige Roderi hvori Valglisterne ligger, gaar vi paa meste Valgdag til Kampen med en Styrke, som med den Tilgang vi inden den Tid tør forvente, nok vil være i Stand til at kuldkaste de Nationalliberales Forhaabninger om, at de københavnske Valgkredse er uindtagelige.

Hvorvidt den grænseløse Uorden, der denne Gang herskede i Valglisterne, saa vel som andre tilstødende Omstændigheder, vil give Anledning til, at Valget forlanges kasseret, er under Overvejelse. I ethvert Fald vil det Bevismateriale, der denne Gang er samlet derved, at der paa Foranledning af Mundberg blev ført Lister over, hvem der ikke fandtes paa Valglisterne, og at det paa disse Lister blev tilføjet, hvem de Vedkommende vilde stemme paa, ikke forblive ubenyttet og heller ikke forblive uden Resultat.

Valgkampen saa vel som Valgets Resultat har givet vort Parti en betydelig forøget Styrke, og vi skal ikke undlade at benytte det Vundne til at sætte en Stopper for Reaktionen og Interessepolitiken.

Den lange Valghandling fra Kl. 9 Formiddag til Kl. 7 Aften førtes helt igennem med en usædvanlig Ro og Alvor, indtil den skriftlige Afstemnings Resultat blev offenliggjort. Der brød da en saa stærk Forbitrelsesstorm løs, at det blev umuligt for Hr. Professor Goos at faa sagt Tak for Valget; men denne Tilkendegivelse af Stemningen hos Flertallet af de mange Tusinder, der var tilstede, var fuldkommen forsvarlig, naar der saas hen til den Forbitrelse, der var kommen tilstede, efterhaanden som den Ene efter den Anden maatte gaa bort fra Valglisterne med uforrettet Sag. At Hr. Goos blev nægtet Ordet var heller ikke for haard en Straf til ham. for at han under hele Valghandlingen ikke havde et eneste Ord tilovers til en Misbilligelse af de til Oprør ophidsende Artikler, hvormed den Ferslewske Presse Dagen før Valget havde anbefalet hans Valg.

Hr. Mundberg sluttede sin Tak til de Vælgere, der havde mødt for at give ham deres Stemme, med et med frejdigt Haab udtalt "paa Gensyn!", og disse Ord vil vi her gentage, idet vi tilføjer : Den nu, afsluttede Valgkamp har vist os, at vi rykker fremad mod Sejrens Dag!

(Social-Demokraten 1. oktober 1880).

Professor, Dr. jur. C: Goos, R. af D. og DBM. Folkethingsmand for Kjøbenhavns 5. Kreds. Illustreret Tidende 1098, 10. oktober 1880.

Mundbergs Vælgermøde i Kjøbenhavns femte Kreds. (Efterskrift til Politivennen)

Igaar afholdtes i Nørreallees Skole det første af de Vælgermøder, hvortil Hr. A. Mundberg har indbudt. Først valgtes Skrædermester Holm til Dirigent. Hr. Mundberg tog derpaa Ordet. Han havde kun med Betænkelighed modtaget den Opfordring til at stille sig, som han havde faaet fra det social-demokratiske Parti, eftersom han alt 2 Gange tidligere havde stillet sig til Valg i Kjøbenhavn, men begge Gange uden at blive valgt. Det var imidlertid sagt ham, at der denne Gang skulde være større Stemning for ham og større Udsigt til at sætte hans Candidatur igjennem. Hvis dette skete, vilde Kjøbenhavn kun følge de fleste andre store europæiske Hovedstæders Exempel. 10 Aars Ihærdig politisk Virksomhed var den Adkomst, han meente at have til at vælges. Han troede at have medvirket noget til, at den Politik, han havde kjæmpet for, nu med nogen Anerkjendelse hos Anderledestænkende. Han havde i sin politiske Virksomhed kun havt Samfundets Vel for Øie. Grundlaget for hans politiske Virksomhed var det, at den Culturudvikling, Samfundet stod paa, muliggjorde et større almindeligt Velvære, end der nu bestod. Staten skulde mere end nu bestræbe sig for at bringe den nationale Velstand ud til alle Samfundets Medlemmer. Dette Princip skulde Staten anerkjende og saa gaae henimod Maalet saa hurtigt, som Omstændighederne tillod.

Derimod vilde han og hans Venner ikke, hvis de havde Magten, tvinge deres Anskuelser hurtigt igjennem. En socialdemokratisk Stat lod sig ikke etablere paa eengang; men Noget lod sig gjøre selv indenfor det nu raadende System. Saaledes Statshuusholdningen. Der anvendtes af Statsindtægterne et altfor stort Beløb til Rustningsvæsenet, nemlig c. 30 Millioner eller omtrent hvad de indirecte Skatter gave i Indtægt. Ligeheroverfor forsømtes Underviisningsvæsenet samt Indenrigs- og Justitsministeriets Budgetter. Disse Forhold burde forandres; kun 2 andre Lande, England og Frankrig gave Mere ud til Forsvarsvæsenet. I Tydskland var den militaire Byrde netop ligesaa tung som hos os, idet den udgjorde 9½ Kr. pr. Individ. Imidlertid viste vort Statsregnstab dog et aarligt Overskud. Man ønskede, at ogsaa dette skulde anvendes til militaire Øiemeds Fremme, medens Taleren holdt for, at det burde bruges til Handelens, Industriens, Haandværks og Fiskeriets Fremme. Vilde man forøge Militairudgifterne, burde Pengene skaffes tilveie ved en extraordinair Skat paa Formue og Leilighed. Pengene burde, naar Staten var i Fare, tages, hvor de vare, ikke hvor de ikke vare. Han personlig hyldede en ubetinget Fredspolitik; men var Folkets Fleertal af en anden Mening og vilde det have en Befæstningslov med et befæstet Kjøbenhavn, saa lad dette Fleertal tage Pengene, hvor de ere. Forlange den velstaaende Deel af Befolkningen, at en Deel af Pengene skulde tages hos den fattige Befolkning, da meente den ikke, hvad den sagde: at Fædrelandet var i Fare. Blev han valgt, vilde han, hvis en Befæstningslov forelagdes, stemme imod enhver Bevilling, som ikke var knyttet til en extraordinair Skat. 

Blev Skoleloven paany forelagt, vilde han stemme for den; han var ubetinget Statskolemand. Men ingen tvungen Religionsunderviisning i Statsskolen; derved vaktes kun Splid imellem de forskjellige Anskuelser. Enhver Fader og Moder vilde nok faae Leilighed til at bibringe deres Børn Religionsunderviisning. Staten burde yde Forældrene Understøttelse i i at lade deres Børn frekventere Skolen i Sommerhalvaaret. Fortsættelsesskolerne ønskede han ogsaa fremmede. 

Hvad Toldloven angik, da burde al Finantstold fjernes medens Beskyttelsestolden burde fastholdes og udvides, i hvilken Retning kunde kun angives af Regjeringen, der alene besad det i saa Henseende fornødne Oplysningsmateriale. Næringsloven burde reformeres, og bl. A. burde der bestemmes, at Ingen erholdt Næringsbeviis i et Fag, i hvilket han ikke havde godtgjort at være dygtig. 

Med Hensyn til Retsreformen vare vistnok Alle enige om det nuværende Inqvisitionssystems Afskaffelse. Vort Læge- og Apothekervæsen burde ligeledes omordnes: Staten skulde etablere et saa stort Lægepersonale, som var fornødent for en god Sundhedspleie, og al Lægehjælp skulde betales af Stat eller Commune. Dette var ikke finanisielt umuligt, naar det betænktes, hvormeget der nu af Private betaltes til Lægerne, og hvor stort Statsoverskudet var. Denne Reform vilde koste c. 8 Mill. Kr. Der burde tilveiebringes en bedre Alderdomsforsørgelse, og det var en Opgave som Staten let kunde løse. Det gamle, ubrugelige Pandserskib "Danmark" havde indtil idag kostet ligesaameget, som det vilde koste at rive hele Borgergade ned og istedetfor opbygge en Række Paladser. Alt heraf kunde det sluttes, hvor let hin Opgave kunde løses. 

Han vendte sig derpaa til at imødegaae enkelte af Professor Goos's offentlige Udladelser. Han havde opfordret Professoren til at være tilstede her iaften, men han havde undslaaet sig med Henviisning til det nye Møde, han agtede at afholde. Goos stod længere tilhøire end Bille. Han var saaledes bestemt imod Valgrettens Udvidelse. Goos havde betegnet den provisoriske Finantslovs Udstedelse som en loyal Handling - en saadan Yttring var vistnok enestaaende. Goos havde erklæret, at ville stemme for saa mange Befæstninger det skulde være, naar de Sagkyndige forlangte dem; dette fandt Taleren at være en uforsvarlig Yttring af en Folkerepræsentant; thi Spørgsmaalet, om der overhovedet skulde anlægges Fæstninger, skulde man ikke overlade de indbyrdes uenige Sagkyndige at afgøre. Han kunde ikke tilgive Goos den Yttring, at han under ingen Omstændigheder vilde gjøre Befæstningssagens Fremme afhængig af en extraordinair Skat. Han forstod ikke, hvorledes Goos havde turdet vove at fremsætte en saadan Yttring i 5te Kreds, og Tateren vilde see det, før han troede det, at Goos efter en saadan Yttring vilde blive valgt. Der var jo meget Brug for Statsoverskudet til Sundhedspleien m. m. Troede Goos virkelig, at det er nok for Samfundet at have en hæderlig og godt lønnet Embedsstand? Var en hæderlig, godt stillet Borgerstand ikke ligesaa nødvendig? De lave Lønninger, ikke de høie, burde forbedres. Ligeoverfor Goos's Betegnelse af Absolutismens Embedsstand som hæderlig vilde Taleren hævde, at den var brutal og uforskammet overfor Menigmand i allerhøieste Grad. Han imødegik derefter Prof. Goos' Bemærkninger om den internationale Folkeret. Det var Bureaukratiet og Adelstanden og ikke Demokratiet, som fremkaldte de mange Krige. Hermed sluttede Taleren sit Foredrag, det hilstes med stærkt Bifald.

Arbeidsmand Jensen anbefalede Mundbergs Candidatur. Han vilde som Repræsentant paa Rigsdagen for Arbejderstanden kunne virke for denne, skjøndt kun Enkeltmand.

Hr. Hacke spurgte Mundberg, om han, hvis han blev valgt, vilde virke for almindelig Afvæbning. Han gjorde fremdeles nogle Bemærkninger om Næringsloven og om Skoleloven.

Arbeidsmand Jensen spurgte Candidaten, om han vilde virke for Valgrettens Forandring derhen, at den indtraadte før 30 Aars Alderen.

Contoirist Schiøtz spurgte Candidaten, om han vilde arbeide for en forøgelse af Valgkredsenes Antal.

Hr. Mundberg troede ikke at have nødig videre at udtale sig om Hærspørgsmaalet og om Næringsloven. Han ønskede Valgkredsenes Tal forøget.

Cand. Salomon: Vilde Candidaten virke for, at den saakaldte Arbeiderrisiko formindskedes ved Foranstaltninger fra Statens Side? Vilde han arbejde hen til, at offentlig Sygehjælp m. m. ikke som nu skulde berøve den Paagjældende hans politiske Rettigheder?

Hr. Mundberg besvarede disse Spørgsmaal bekræftende. Et Lovforslag i den af Salomon antydede Reteing vilde muligen ved privat Initiativ blive indbragt i den kommende Samling.

Gartner Johansen anbefalede varmt Mundbergs Valg. Leilighedsviis angreb han den Maade, hvorpaa Bladene refererede offentlige Møder som det nærværende - den var i Reglen vildledende.

Dirigenten afsluttede derpaa Mødet, idet han lod foretage en Afstemning, der gav til Resultat, at alle Stemmer afgaves for Mundberg.

Mødet var besøgt af langt Flere, end Localet, Skolens Gymnastikhuus, kunde rumme, hvorfor de Udenforstaaende, som ikke kunde høre Foredragene, hyppigt forvoldte Afbrydelser. Mødt forløb dog i det Hele roligt og uden Uorden. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. september 1880. 2. udgave. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Peter (Lars Peter Elfelt (1866-1931): Landstingsmand Mundberg. Årstallet angives til 1915-06. Mundberg var medlem af Landstinget 1898-1901, så det må være taget i den periode. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Mundberg holdt endnu et møde i Suhmsgade den 23. september 1880. Et kort referat findes i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. september 1880. Goos og Mundberg mødtes på et møde i holdt endnu et møde i restauratør Thuns lokaler til flere end lokalet kunne rumme den 25. september 1880. Et kort referat findes i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. september 1880.

Politikeren Anthon Nielsen Mundberg (1837-1901) var gårdejersøn og uddannet på bl. a. Grüners handelsakademi. Efter et forsøg som selvstændig var slået fejl, rejste han først til Århus, siden til København som kommissær og høker. Han beskæftigede sig i 1870 med oprettelsen af en dansk afdeling af Internationale. Da han efter et ophold som marketenderibestyrer i Jylland i efteråret 1871 kom tilbage, havde Louis Pio overtaget foreningen. Mundberg tilhørte en faglig-reformistisk fløj i modsætning til Pios revolutionære. I forbindelse med "slaget på fælleden" den 5. maj 1872 blev han kortvarigt anholdt. Han holdt sig derefter for en tid uden for politisk arbejde. I 1874 blev han redaktør af Social-Demokraten hvor han sammen med Chr. Hørdum og P. Holm var blandt de fremtrædende folk. Han blev aldrig valgt til Folketinget, men i 1898 til Landstinget. Han døde 2½ år efter.

Kvaksakveri. (Efterskrift til Politivennen)

Den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret afsagde ben 14de ds. Dom i en fra Maribo Birks Extraret indanket Sag, som var anlagt mod en Mechanicus for det nævnte Forhold.

Det var i saa Henseende godtgjort, at han, der ikke har nogensomhelst Adkomst til Lægepraxis, og som navnlig af videnskabelig Interesse vil have gjort sig bekjendt med Lægevidenskab og Botanik, naar Nogen henvendte sig til ham om Raad for Mennesker og Dyr, som oftest havde givet saadanne, naar Sygdommen var af de mindre farlige , hvorfor usammensatte Lægemidler kunde benyttes, udenat han nogensinde har fordret Betaling for sine Raad og kun undtagelsesviis for de af ham tilberedte Lægemidler. Det var særligt oplyst, at han, efterat være tilkaldt af en Huusmand, deels for at reparere et Uhr, deels for at hjælpe hans 20aarige syge Datter, i Løbet af afvigte Aar havde havt hende, hvem han oftere havde tilseet, under Behandling for en Sygdom, som han antog for Gigtfeber, hvorfor han ordinerede og tillavede hende en Salve af pulveriseret Hørfrø med Tilsætning af Eddike til Indgnidning, og senere, da hun klagede over Besværligheder ved Fordøielsen og Trykken i Underlivet, ordinerede Enebærolie til Indgnidning paa Underlivet og Rhabarberdraaber til at indtage, 15 a 20 Draaber et Par Gange daglig til at befordre Fordøielsen, i hvilket Øiemed han ogsaa titraadede hende om Morgenen at indtage en Skeefuld heel guul Sennop i Vand.

Tiltalte forklarede endvidere, at han for en anden Huusmand, der ifjor Sommer søgte hans Raad for Ryg- og Coliksmerler, havde tilberedt for de førstnævnte en lignende Salve som den ovennævnte og for Coliksmerterne tilraadet ham Tusindgylden, Pericon, Reinfang, vild Merian og Rude at sætte paa Brændeviin.

Af begge Huusmænd modtog Tiltalte Betaling for Salven.

Vedkommende Districtslæge havde erklæret, at den for Pigen ordinerede Salve og Draaberne ikke kunde ansees for at være skadelige for Sundheden i Almindelighed eller i Heneende til den Sygdom, mod hvilken de vare anvendte, uden forsaavidt, at Gigtfeber kunde være en saa farlig Sygdom, at den deels kunde medføre Døden, deels kunde have alvorlige Følger for den fremtidige Helbredstilstand, naar det forsømtes i Tide at behandle den med passende Midler, hvortil de in casu anvendte ikke kunde henregnes. Med Hensyn til de Urter, Tiltalte havde tilraadet at sætte paa Brændeviin, havde Districtslægen bemærket, at vild Merian og Rude i Medicinen kun anvendtes til udvortes Brug, og vistnok ikke burde anvendes som indvortes Middel, idet navnlig Rude skulde kunne bevirke Abort, og var anvendt som Folkemiddel i denne Hensigt. Han ansaae derfor ikke den af Tiltalte anvendte Sammensætning for at være uskadelig for Sundheden.

Tiltalte blev derfor anseet med en Amtsfattigkassen tilfaldende Bøde af 30 Kr. samt paalagt Sagens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. september 1880. 2. udgave).

Professor Goos' Vælgermøde i Suhmsgade. (Efterskrift til Politivennen)

Professor Goos' Vælgermøde afholdtes igaar Eftermiddags Kl. 6 i Suhmsgadeskolens Gymnastiksal, hvor der havde indfundet sig 4-500 Mennesker, deriblandt endeel af det socialistiske Parti.

Efter Indbyderens Forslag valgtes til Dirigent Overretssagfører Hartmann.

Professor Goos tolkede Kredsens Beklagelse over, at Bille for at søge anden Virksomhed i Samfundets Interesse havde forladt den, en Beklagelse, som den deelte med Rigsdagens Medlemmer, baade hans Venner og Modstandere, med Borgerrepræsentationen, ja med alle Medborgere. Den Tak, der havde lydt til Bille, var velfortjent, da han hørte til de for det politiske Liv, navnlig i et ungt konstitutionel Land, saare rigtige og sjeldne parlamentariske Talenter. I den Henseende maatte Kredsen vise Resignation: havde den ikke maattet det, vilde Taleren absolut ikke have kunnet modtage den til ham rettede Opfordring om at stille sig. Han havde overveiet, om han vilde kunne gjøre nogen Gavn i Folkethinget ved Behandlingen af de forestaaende Emner. Det troede han nok, og derfor havde han efter moden Overvejelse besluttet sig til at stille sig.

Fra sin tidligste Ungdom havde Constitutionalismen staaet for ham som en Lykke, og det gjaldt ogsaa for vort Land, trods dens Skyggesider, Partivæsen maatte der til, og Partikampe ere at foretrække for Stagnation, hvor Ingen gider røre sig, og som fører til Reaction. Han var ikke bleven skræmmet bort fra sin Interesse for det konstitutionelle Liv ved vort ejendommelige Partivæsen. Vort Venstre var fremgaaet af Landbefolkningens Deeltagelse i der politiske Liv, og har endnu, forandret som det var, sit Præg heraf. Høire var alle de, som saae paa det politiske Liv fra andre Standpunkter. Unaturlige Partidannelser ved Udelukkelse af disse Klasser var han imod. Han vilde, hvis han blev valgt, slutte sig til Høires Fane, da alle hans Synspunkter fjernede ham fra det af særlige locale Forhold fremkaldte Venstre. Hos os var Forholdet jo saadant, at et enkelt Parti ikke kunde faae Overhaand, og selv om alle Partier kunde blive enige, var Kongen dog tilbage. Naar det ene Parti kunde synes factisk at have Overmagten, saa var det, fordi de andre Partier havde tilstedet det, paa en vis Maade strøget Flaget. Dette Forhold medførte, at det parlamentariske System, hvis det skulde kunne opnaaes herhjemme, kun kunde naaes ved Omstændighedernes Magt, men ikke kunde trodses igjennem. Der var fremkommet mange gode Resultater herhjemme ad Forhandlingens Vei, hidtil der for nogle Aar siden indtraf en sørgelig Katastrophe, da Venstre begik den store politiske Feil ikke at ville forhandle, men at ville erobre Magten. Der fremkaldtes herved en Kamp, der saa at sige bevægede sig paa Forfatningens Grændser, og som kunde have havt de sørgeligste Følger, hvis Regjeringen ikke havde viist saa megen Loyalitet. Den begaaede Feil havde fremkaldt en Splittelse af Venstre, der havde ført til, at det nu atter kunde forhandles og opnaaes Resultater. Med denne Mulighed for Øie var Taleren rede til at stille sig. Skulde Venstre atter forenes og optage Kampen igjen, maatte Høire paany vise seig Modstand, og han vilde da vare rede til at tage sin Deel af Arbeidet.

Et af de Hensyn, der havde bedaget ham til at stille sig, var, at Retsreformerne vilde komme for. Han havde i Proces-Commissionen været og er endnu Tilhænger af Nævningeinstitutionen. Han havde i høi Grad Agtelse for vor Dommerstands Dygtighed og Samvittighedsfuldhed, men der kunde opnaaes endnu heldigere Resultater ved at give dem et bedre Redskab ihænde. Den mundtlige Rets Pleie havde sin store Betydning til en Sags Oplysning fremfor den skriftlige, og stemmede den ogsaa til Betryggelse for de Anklagede heldige Offentlighed. Det vilde være heldigt at faae Anklager og Dommer stille i forskjellige Personer. En Jury var meget betryggende; den kunde begaae mange Feil, men kunde ikke ogsaa den nuværende Domstol begaae Feil? Man lærte dem blot ikke at kjende i saa fuldt Maal som ved Nævningeretterne. Det vilde være en Anachronisme ikke nu at indføre fuld Offentlighed i Retsplejen. Ved at bevare de gamle Former, kunde man udsætte Domstolene for ufortjent Mistillid.

Der var paa det materielle Omraade udrettet Meget herhjemme, men Meget stod endnu tilbage. For vore store Erhvervsgrene burde der foretages en fyldigere Samling og Bearbeidelse af Oplysningsmateriale. En Revision af Toldlovgivningen var ønskelig, Man skulde dog ikke af Statskassens store Velstand i Øieblikket lade sig forlede til at nedsalte Toldindtægterne; men Toldsatserne burde ændres saaledes, at de ikke traadte hindrende iveien der, hvor Bevægelsen ønskede frisk Luft. Den sidste Folketælling havde givet et godt Fingerpeg i den Retning, idet Landbefolkningens Stabilitet viste, at Agerbruget ikke kan ernære en større Befolkning, men at man bør fsge at udvide og udvikle Kjøbstædernes Erhverv, for at der ikke i disse skal opstaae en brødløs Klasse.

Et andet Spørgsmaal var, om det var rigtigt at sige: Lykkes det en Mand at benytte Friheden til sit Held, er det godt, og lykkes det ham ikke, saa bliver det hans egen Sag. Det var dette Forhold, der havde fremkaldt Socialismen. Denne var skadelig som politisk Revolution og paa Grund af sin uklare Lære, men der var gjennem den reist Spørgsmaal, som ikke lode sig afvise. Næringsloven var, naar man saae hen til Fortiden, et stort Gode. Men den var eensidig, idet den glemte Correctivet for Friheden. Senere var der skeet endeel i den Retning: Fabrikloven om Børns og unge Menneskers Arbeide, Creditforeningerne for smaa Ejendomsbesiddere og fremfor Alt Arbeiderkommissionens Nedsættelse og de derved fremkomne omfattende Oplysninger og Forslag. Taleren ønskede disse Sager fremmede, men billigede fuldstændig, at Regjeringen gik langsomt og forsigtigt sum.

Taleren beklagede, at det dygtige Arbeide, der havde foreligget til at høine Almueunderviisningen over hele Landet, endnu ikke havde ført til noget Resultat; han indrømmede, at der var gjort Meget for Underviisningen i Kjøbenhavn. Der burde ikke hengaae lang Tid, inden man baade gav selve Underviisningen mere Indhold og gjorde Skolerne bedre i hygieinisk Henseende. Der maatte kunne tilveiebringes Enighed herom mellem Partierne. Hovedvægten maatte lægges paa Statsskolen, men denne skulde ikke monopoliseres. Ogsaa for Universitetet maatte der endnu gjøres Meget i dets Egenskab af Led af hele Underviisningsvæsenet.

Ingen kunde mere end han beklage, at hele Europa lignede en befæstet Leir. Men det var nu engang saaledes, og ethvert Land maatte søge at værbe om sig selv. Under Skyggen af Folkeretstræets Krone kunde man ikke lægge sig til Ro og afvæbne. Folkeretten var kun en spæd Plante, som ikke gav noget Værn. Han var tilfreds med den nye Søværns- og Hærlov; men disse Love maatte suppleres med Befæstninger. Han vilde være villig til paa Rigsdagen og yde Bevillinger til et saadant nødvendigt Led i vort Forsvar. Hvor Befæstningerne skulde være - det maatte de Sagkyndige om; deres Mening vilde han bøie sig for.

Han ønskede, at Embedsmændenes Lønningssag maatte blive et Samfundsanliggende. Der var ikke Tale om en Raadepenge for at tilfredsstille Embedsmændenes Klageraab; det gjaldt ikke alene Embedsmændenes, men hele Samfundets Interesser. Han var glad ved, at Politikens Tyngdepunkt ikke mere nu laa hos Embedsmændene, som for Grundlovens Tid; han var glad ved, at ikke alle Rige og Velhavende ene søgte til Embedsstanden; thi Handel og Erhverv krævede sandelig ogsaa gode Evner. Men derimod maatte han fremhæve, at de mange store Spørgsmaal, der endnu vare at løse, kun kunde løses ved dygtige Embedsmænds Hjælp. Man burde stille dem saaledes, at de ikke vare udsatte for økonomisk Nød. Det kunde let komme Samfundets Interesser dyrt at staae. Vi have en hæderlig Embedsstand - men man burde ikke spænde Buen for høit; thi det kunde let demoralisere Embebsstanden, og saa at ophjælpe den paany vilde være saare vanskeligt.

Taleren var stemt for Udvidelsen af Folkethingskredsenes Antal saaledes, at der virkelig blev een Repræsentant for hver 16 000 Vælgere. Specielt var dette jo af Vigtighed for Kjøbenhavns simle Kreds, indenfor hvilken der var forskjellige Anskuelser, som kunde ønske at blive særskilt repræsenterede. Han haabede, at Partierne vilde være loyale nok til at enes om en saadan Lov. Han ville slutte med at sige, at hvor meget han end ønskede at repræsentere Kredsen, haabede han dog, at det maatte blive første og sidste Gang, at han vilde komme til at repræsentere Kredsen i dens nuværende Omfang.

Taleren hilstes med meget Bifald.

Smørhandler Christensen spurgte, om Goos som han haabede vilde blive valgt, engang imellem vilde samles med sine Vælgere, naar der findes Sager af Vigtighed. Endvidere vilde han spørge, hvori Faren saa ved det parlamentariske System, og om hvorledes Candidaten vilde stille sig til et eventuelt Andragende fra udenbyes Grundejere om en Omordning af Bygningsskatten. Der var i sin Tid nedsat en Commission derom, men den havde man senere Intet hørt til.

Goos vilde altid, naar han opfordredes dertil, var villig til at holde Møder mellem Sessionerne. Han betragtede det ingenlunde som en Ulykke for et Land, naar Forholdene førte til Parlamentarisme, men denne maatte ikke trodses igjennem. Modenheden dertil maatte først og fremmest være tilstede. Hvad Beskatningsspørgsmaalet angik, da maatte man afvente Borgerrepræsentationens Udtalelser. 

Mechanicus Rasmussen vilde spørge Goos om han ikke vilde holde et Møde i den mere befolkede Deel af Kredsen og paa en gunstigere Tid af Dagen.

Goos vilde, hvis der næredes et saadant Ønske, ansee det for en Pligt at opfylde det. Han vilde derfor besvare Spørgsmaalet bekræftende; men det var jo vanskeligt at faae et passende Locale.

Gartner N. Johansen ønskede et Møde om Aftenen Kl. 8, hvor Arbeiderne kunde være tilstede. Candidaten skulde ikke lade sig afholde derfra ved Minderne om der Møde, hvor Bille maatte springe ud af Vinduet. Han vilde spørge Goos om, hvorvidt denne vilde virke for, at Valgretten blev udvidet som andetsteds. (Stemmer: Hvor?) Det var ikke nødvendigt at nævne det (Latter) - ja Professoren vilde nok sige Forsamlingen det. (Latter.) 

Goos vilde oplyse, at Valgretten i Danmark alt var meget vid i Forhold til de fleste andre Lande, om der end ogsaa var Steder hvor den var videre. Man burde røre saa lidt ved de politiske Former som muligt. Ingen Klasse af Befolkningen var herhjemme udelukkket fra Valget, fordi denne er betinget af 30 Aars Alderen.

Handskefabrikant Petersen ønskede at vide om Candidaten vilde i Overeensstemmelse med det social-demokratiske  Andragende til Rigsdagen ifjor virke for Fremme af Sundhedspleien, som nu er saadan, at den hindrede Arbeiderne i at udøve Valgretten. Han ønskede Valgretten udvidet; 30 Aars Alder som Betingelse for Valgret var Arbeiderne ikke tjent med, da de ofte allerede i 25 Aars Alderen havde maattet modtage Sygehjælp etc. og derved mistes deres Valgret.  

Goos havde megen Sympathi for Hygieinen, som Regjeringen ogsaa skjænkede megen Interesse. Han beklagede, at dens Lovforslag om Forfalskning af Levnetsmidler etc. ikke var blevet gjennemført. Han vilde ikke paa nogen Maade tage Initiativet til Reformer af Valgretten; et andet Spørgmaal var det, hvorledes han vilde stille sig, hvis hele Valgspørgsmaalet blev taget frem. Han kunde imidlertid ikke see, at der var nogen Nødvendighed herfor.

Gartner Johansen gjorde under Forsamlingens Munterhed, men i Udtryk som Dirigenten paatalte, nogle Bemærkninger om, at Embedsmændene, naar de kom ind i Rigsdagen skulde nedlægge deres Embede.

Goos agtede ikke, hvis han blev valgt, at nedlægge sit Embede. Embedsmændene vare i politisk Henseende, efter Grundlovens Bud, aldeles uafhængige af Regjeringen.

Tømrer L. Andersen (Billes Modcandidat ved sidste Valg) ønskede Valgretten udvidet til 25 Aars Alder. Krig ansaae han for Pestilents, men stod han paa Rigsdagen og skulde hans Stemme være afgjørende, om Soldaterne skulde have gode eller slette Vaaben, vilde han dog stemme for de gode. Goos var en fremtrædende Theoretiker, en frihedskjærlig Mand; ligeoverfor ham ønskede han stillet en Mand, hentet lige fra Høvlebænken eller Smedjen, en Mand, der var uddannet i Liveis Skole. Mellemmand, halvstuderede Folk, vilde han ikke have valgt. 

Goos takkede Andersen, fordi hans Udtalelser vare besjælede af en Aand, som han kunde i Meget sympathisere med. Men han maatte protestere imod, at han kun skulde være Theoretiker eller Stuelærd; han havde i mange Retninger lært Arbeidernes og andre Forhold nøiere at kjende. Vel var han ikke en praktisk Mand i den af Andersen omtalte Forstand; men der var muligvtis praktiske Mand nok paa Rigsdagen; det, den trængte til, var maastee snarere Mand som han. 

Skræder Holm troede, at der hvilede paa Arbeiderne et Tryk, som kom fra de indirecte Skatter. Han ønskede at spørge, om Goos vilde tage Midler fra disse til Befæstningsvæsenet, eller om han vilde forbinde dette Spørgsmaal med en Indkomstskat, og om han vilde stemme for Kjøbenhavns Befæstning. 

Goos vilde, hvis Regjeringen forelagde Forslag om Kjøbenhavns Befæstning, støttet til de Sagkyndige, stemme herfor. Hans personlige Mening var, at Kjøbenhavn burde befæstes. Han vilde ikke benytte Befæstningsspørgsmaalet til en Indkomstskat, da det var latterligt at paalægge nye Skatter, naar det ikke behøvedes. Han vilde protestere mod, at dette Spørgsmaals Besvarelse, saaledes som den foregaaende Taler havde villet gjøre gjældende, skulde være en Prøvesteen for hans Fædrelandskjærlighed. En anden Sag var det, om der kunde komme en Tid, da man kunde forandre indirecte Skatter til directe. Den Tid var endnu ikke kommen, og det var i det Hele en Sag, hvormed der var forbandet store Vanskeligheder. Arbeiderne misforstode denne Sag; det kom mindre an paa, hvilken Slags Skatter man havde, end paa, hvorvidt de indkommende Penge bleve anvendte i Arbeidernes Interesse.

Paa et Spørgsmaal af Skolelærer Jens Madsen svarede Goos, at han vilde give Helstaterne de Bidrag, som der var rimelig Brug for. Han fandt Tanken om Oprettelsen af en Høiskole i Sorø eller i Kjøbenhavn, som der havde været Tale om, sund, men om den nærmere Udførelse var der saa megen Tvivl, at man ikke kunde vente, at han her strax kunde udtale sig udførligen derom.

Skræder Holm troede, at Tidspunktet var kommet til at forandre Beskatningen, fordi saa mange af Statens Midler anvendes til Rustningen, og saa faa af dem til Oplysningens og andre saadanne Spørgsmaals Fremme. 

Goos gjorde gjældende, at Befæstningen var i hele Samfundets Interesse. Han havde alt tidligere udtalt, at der ogsaa burde anvendes Betydeligt til sociale Formaal, Oplysning etc. Men han vilde gjentage, at det vilde være urigtigt at paalægge nye Skatter, saalænge de hidtil bestaaende endog gave Overskud. 

Smed Adam Petersen vilde spørge, om Candidaten vilde virke til, at Sygehjælp ikke skulde bersve Folk Valgret.

Goos troede, at der med Billighed og Retfærdighed kunde gjøres Noget i den Retning uden at ændre Valgloven.

Dirigenten sluttede Mødet med et af kraftige Hurraraab besvaret Leve for Professor Goos, hvis fremragende Dygtighed og i Sandhed liberale Syn paa Livet vilde gjøre ham til en Pryd for enhver Forsamling. 

Goos takkede alle Tilstedeværende.

Modet var forbi Kl. 5. Under den sidste Deel af Forhandlingerne herskede der nogen, dog ikke forstyrrende Uro. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. september 1880).

Goos og Mundberg mødtes på et møde i holdt restauratør Thuns lokaler til flere end lokalet kunne rumme den 25. september 1880. Et kort referat findes i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. september 1880. På dette møde erklærede Goos sig som Højremand. Indtil da havde der været tvivl om han ville tilslutte sig Venstre.

Efter valghandlingen den 29. september 1880 viste den første afstemning ved kåring at Mundberg havde majoritet. Goos forlangte herefter skriftlig afstemning som viste 2.611 stemmer til Goos og 1.328 stemmer til Mundberg. Goos var herefter valgt. Se fx Social-Demokraten 30. september 1880.

Juristen August Hermann Ferdinand Carl Goos (1835-1917) blev 1860 kancellist i det slesvigske ministerium. 1862 professor ved Københavns universitet. 1879-80 var han universitetets rektor. Han blev valgt til Folketinget i 1880. Han tabte det følgende valg i 1884 til socialdemokraten P. Holm, men blev udpeget 1885 til kongevalgt medlem af landstinget indtil 1917. Han var kirke- og undervisningsminister i 1891-1894 i J. B. S. Estrups regering. 1884 var G. blevet overinspektør for fængselsvæsenet og fortsatte i denne stilling efter sin afgang som minister mens han 1893 havde måttet give afkald på retten til at træde tilbage i professoratet. Han var justitsminister i det sidste højreministerium 1900-01.