01 maj 2023

Dobbeltmordet i Kleitrup (6): Seistrup om Henrettelsen af Rasmus Mørke 1881. (Efterskrift til Politivennen)

Den 5te Januar 1881 om Morgenen Kl. 4 3/4 kjørte jeg fra Hobro for ved Kleitrup at udføre Exekutionen over den dødsdømte Forbryder. Allerede ved min Ankomst til Retterpladsen var Skafottet omringet af en Del Mennesker, som den tilstedeværende Militærstyrke havde Møje med at holde i Ave. Mine Forberedelser til Exekutionen vare snart udførte, og efterat jeg havde opholdt mig paa Retterstedet c. 1 Time, ankom den dødsdømte Forbryder kjørende — en undersætsig Mand med rødligt Skjæg — eskorteret af ridende Bønder, bevæbnede med Kjeppe. Forbryderen besteg Skafottet med sikkre Skridt, lidt bleg men tilsyneladende aldeles rolig og fattet; en Politiofficiant befriede ham fra Haandjernene, og Forbryderen henvendte sig derefter med blottet Hoved til Byfogden. Denne oplæste derpaa for den forsamlede Mængde Rasmus Pedersens Dom med høj og tydelig Rost, og efter at dette var udført, blev Forbryderen henvist til den tilstedeværende Gejstlige. Dagen i Forvejen havde Forbryderen nydt Alterens Sakramente i sin Arrest og var vel der ogsaa bleven mindet om sin nærforestaaende Død. Den Gejstlige talte længe og inderligt med Forbryderen, der bevarede sin Ro; kun var han stadig meget bleg og enkelte Suk pressede sig gjennem hans Bryst. Da den Gejstlige havde endt sin Tale til ham, blev Forbryderen henvist til mig, han gav mig Haanden og jeg gjengjældte hans Haandtryk. Derpaa bad han mig om Tilladelse til at bede sit Fadervor, hvilket jeg selvfølgelig indvilligede i, og understøttet og vejledet af Provsten bad han derpaa med Inderlighed« sit Fadervor. Da denne Bøn var forrettet, henvendte Forbryderen sig igjen til mig, for at jeg kunde forrette Exekutionen, han blev lagt tilrette paa Blokken og faa Sekunder efter var Rasmus Pedersen Mørke ikke mere blandt de Levendes Tal.

Alt var foregaaet med den største Ro og Orden, og dyb Taushed fra den forsamlede Mængde ledsagede Exekutionen. Og Forbryderen havde ogsaa ved sin dybe Anger og sin Gudhengivenhed vundet Stemningen hos det tidligere forbittrede Folk. Den Ro, hvormed Forbryderen udspurgte mig om, paa hvilken Maade han skulde lcegge sig tilrette paa Blokken, og den Sikkerhed, hvormed han selv foretog en Del af sin Afklædning, overbeviste mig om, at han var beredt til at vandre herfra som en angerfuld Synder, der har erholdt Tilgivelse as Gud og sine Medmennesker. Ved Afklædningen søgte han at skjule en Gjenstand paa Brystet, som alt for hans Bestigelse af Skafottet havde været gjemt der. Det var et lille religiøst Skrift, formodentlig fra den indre Mission, et Skrift, hvoraf Forbryderen maaske har hentet Trøst og Mod til at ga'a sin sørgelige Død imøde. Ligeledes den Inderlighed, han viste overfor sin beskikkede Sjælesorger, Hans Højærværdighed Provst H., vandt Publikums Hjerter for den angrende Forbryder. Han hvilede saaledes sit Hoved mod Provstens Bryst, omfavnede denne og knælede endelig, idet Præsten, med sine Hænder paa hans Hoved, velsignede ham. Denne Scene gjorde et stort og mægtigt Indtryk ved sin Højtidelighed paa den forsamlede Menneskemængde.

Efter at Henrettelsen var udført, blev det afsjælede Legeme lagt i den tilstedeværende Kiste, der under Exekutioueus Udførelse havde henstaaet under Skafottet i et tilgittret Rum. Derpaa blev Kistens Laag fastskruet og 6 Mand bar denne ned fra Skafottet og anbragte den paa en tilstedeværende Vogn, for at den kunde blive ført til den i Nærheden af Skafottet liggende Kleitrup Kirkegaard. Kisten blev, efter at Vognen havde sat sig i Bevægelse, fulgt af en Del af den tilstedeværende Militærstyrke som Eskorte. Ligeledes vare alle Indgange til Kirkegaarden besatte af Militser for at forhindre, at Uvedkommende trængte sig derind og forstyrrede den sidste Handling. 

- - -

Da de til selve Exekutionens Udførelse nødvendige Rekvisiter ere min Ejendom og af mig afkjøbte min Formand i Embedet, er det en Selvfølge, at de befinde sig i mit Værge. Dette anføres her, da flere Blade have yttret deres Forundring derover. Ligeledes have Bladene berettet, at der skulde være Kviksølv i Øxen; dette maa jeg bestemt benægte. 

(Theodor Seistrup: Efterretninger om Dobbeltmorderen Rasmus Pedersen Mørke og hans Henrettelse i Kleistup den 5te Januar 1881 s. 13-16. Udgivet 1881)

Seistrups værk udkom indenfor en uge efter henrettelsen. Fx kunne en annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 17. januar 1881 oplyse at værket kunne købes for 25 øre hos Sørensen, Vesterbrogade 126. 42 år efter erindrede Seistrup henrettelsen i et interview. 


Af Skarpretterens Erindring.

- - -

Rasmus Mørkes Henrettelse.

--- Dagen før Henrettelsen var berammet, og Herredsfoged Christensen havde skrevet til mig om at komme til Hobro nogle Dage i Forvejen. Man havde meddelt mig:

- Vi har ingen Ting gjort! Vil De træffe de fornødne Foranstaltninger?

- Godt! erklærede jeg. Det skal ske!

- Der vil blive stillet Vogn til Deres Disposition! tilføjede Herredsfogden.

Som sagt. Herredskontoret havde forud korresponderet med mig om Sagen. Derfor var alle Foranstaltninger blevet truffet. Jeg havde forlangt Militær - og da Henrettelsen skulde gaa for sig, stod der opstillet et Kompagni fra 8. Bataillon paa Kleitrup Mark. Alt var i det hele taget klappet og klart! Jeg havde hørt, at Henrettelsen skulde foregaa i en Dal og havde derfor forlangt et Skafot opstillet. Da jeg tog ud for at lage Stedet i Øjesyn, mødte jeg en Vogn med det Tømmer, hvoraf Skafottet skulde opføres.

Herredsfoged Christensen var meget benauet. Det var den første Dødsdom, han havde afsagt. Da han om Morgenen kom til Retterstedet, traf han mig med min Mad og Snaps.

- Har De Appetit? spurgte han forbauset.

- Ja. det ved Gud, jeg har!

- Jeg føler mig saa daarlig!

Og det var ogsaa rigtigt. Han kunde ikke engang spænde sin Dolk paa, saa stærkt rystede han.

Mellem Soldaterne var iøvrigt en af mine gamle Tjenestekammerater.

- Hvor kan du gøre det? spurgte han med Rædsel lysende i sine Øjne.

- Hvorfor dog ikke? 

- Jeg tør ikke se paa del! Jeg lukker mine Øjne!

- Naah mente jeg.

Da Eksekutionen var fuldført, vendte jeg mig om og saa min gamle Soldaterkammerat ind i Øjnene:

- Hvad er det med dig. Storm, du ser jo endnu!

- Ja. det er jo ikke saa slemt!

- Nej, vist er det ej! Det er jo kun min Pligt, jeg har udført.

Om selve Henrettelsen er der kun det at sige, at den gik. som den skulde. Rasmus Mørke havde ellers været en værre Krabat lige til det sidste, selv i Fængslet.

- Send mig den og den Præst - havde han forlangt. Han kan fortælle mig, hvor der har været Bryllup og Barnedaab.

Jeg tror forøvrigt ogsaa, at man havde efterkommet den dødsdømtes Ønske og givet ham Præsten med Bryllupperne og Barnedaaben.

Men Humøret var dog tilsidst gaaet af Rasmus. Da han ankom til Retterstedet, var han næsten halvdød af Skræk.

Den næste Forbryder, som det blev min Pligt at henrette - Anders Sjællænder - holdt sig mere tapper.

(Holstebro Dagblad 27. juni 1923. Uddrag).

Dobbeltmordet i Kleitrup (5): Henrettelsen af Rasmus Pedersen Mørke den 5te Januar 1881. (Efterskrift til Politivennen)

Henrettelsen i Kleitrup. Skarpretteren er ifølge "Hobro Av." din 3. ds. indtruffen til Hobro med to Medhjælpere, og de nødvendige Arbeider, som skulle foretages paa Pladsen, hvor den uhyggelige Retfærdighedshandling skal foregaa, ere paabegyndte. Saavel Politimesteren som Skarpretteren have været i Kleitrup for at give de i saa Henseende nødvendige Anvisninger og Ordrer. Efter Forlydende slal den Dødsdømte have en Forudfølelse af, at hans Tid snart er omme, og være meget nedtrykt. Idag skulde han taget til Alters af Provst Hansen, der, som det hedder, ifølge Delinkventens Anmodning ligeledes vil staa ham ved Siden i Dødsøieblikket. For at overholde Orden ved Henrettelsen afmarcherede der ifølge "Vib. Stiftst." fra Viborg Garnison i Morges et skarpt Kommando under Kaptain Worm, en Premierløitnant, en Stabssergent, en Oversergent, to Sergenter, en Korporaler, to Reservespillemænd og 50 Menige.

(Nationaltidende 4. januar 1881. 2. udgave)

Provst Hansen, Hobro havde konfirmeret Rasmus og anså ham ikke for den forhærdede og onde forbryder som andre ville gøre ham til. Ifølge Hansen virkede Rasmus som et ulykkeligt og angrende menneske, som i vild fortvivlelse havde gjort en forfærdelig forbrydelse, og hvis sjæl pintes af ugerningen, og som var bange for ikke at finde Guds nåde efter døden. Provsten var ikke i tvivl og udtalte: "Rasmus Mørke dør som en troende og angrende kristen."

Morderen Rasmus Mørke. Efter modtagen Meddelelse vil Morderen Rasmus Mørkes Henrettelse foregaa i Kleitrup paa Gjerningsstedet, Onsdag den 5. Januar 1881 Kl 8½ Morgen. Arrestanten skal ingenlunde have vist Tegn til Anger eller Længsel efter Exekutionens Fuldbyrdelse, hvad heller ikke hans fornylig stedfundne Udflugt fra Fængslet tyder paa, men har siden Dommens Forkyndelse baaret en mærkelig Ligegyldighed. Naar Exekutionen først finder Sted den 5. Januar, medens Dommen under 22. denne Maaned skal være forkyndt, formenes det at have sin Grund i, at den forhaanden værende Julehøitid har lagt Hindringer i veien for Forbryderens Forberedelse til Døden; den Præst, der skal berede Domfældte og meddele ham Alterens Sakramente, skal saaledes først idag Mandag se sig i Stand hertil. Skjønt det synes utroligt, saa forlyder dog, at det paa Grund af manglende officiel Oplysning have været forbundet med Vanskelighed at træffe den fornødne Aftale med Skarpretteren, ja det hedder endog, at Politiet først har været henvist til en Skarpretter i Horsens, men modtog den Efterretning, at Paagældende for flere Aar siden er død. En Afdeling Militær vil efter Forlydende være til Stede ved Exekutionen for at forhindre Uorden.

(Dags-Telegraphen (København) 4. januar 1881).


Om Morderen Rasmus Pedersen Mørkes Henrettelse skriver "Vib. Stiftet." af 5te Januar: I Henhold til Hs. Majestæts allerhøjeste Sanktion blev den Arrestanten Rasmus Pedersen med Tilnavn Mørke ved Højesteret idømte Livsstraf for i Sommeren 1879 at have myrdet Detailhandler P. Pedersen i Kleitrup og dennes Tjenestekarl Anders Jensen Bødker fuldbyrdet i Formiddags Kl. 8½. Paa en Hedeparcel c. Miil fra Gjerningsstedel var der i de for udgaaende Dage reist et Skafot og i Morges tidlig ordnede Skarpretteren og hans Hjælper det Fornødne i Anledning af Executionen. Efter at Byfoged Christensen fra Hobro, Provst Hansen fra Spendrup og Distriktslæge Magnus vare ankomne, kom Arrestanten kjørende i lukket Vogn til Retterstedet, Vognen eskorteret af ridende Bønderkarle. Kl. 8½ blev Arrestanten af de sammen med ham i Vognen siddende 2 Betjente ført op paa Skafottet, hvor hans Lænker strax bleve løste, og derefter oplæste Politimesteren Conclusionerne af de i de trende Instantser afsagte Domme samt Hs. Majestæts Sanction. Arrestanten blev nu ført hen til Provst Hansen, der i de foregaaende Dage ofte havde talt med ham i Fængslet og igaar havde meddeelt ham Alterens Sacramente og som var den eneste Geistlige, med hvem Rasmus Pedersen vilde tale, og efter at Provsten en kort Stund havde talt med ham og yderligere forberedt ham til Døden, blev han overgivet til Skarpretteren. Denne, iført sort Kjole og hvide Glacehandsker, i Forbindelse med Hjælperen afførte ham nu Frakken og Vesten samt blottede Halsen, og efter at den Geistlige atter havde talt nogle faa Ord - hvilke ikke kunde høres - til Rasmus Pedersen, lagde denne sig paa et til Blokken stødende Skraaplan, Hovedet blev lagt paa Blokken, to Bøiler lagte over Halsen og paa et af Underdommeren givet Vink tog Skarpretteren nu Øxen og med et kraftigt Slag skilte han Hovedet fra Kroppen. Hans sørgelige Hverv var nu endt og Hjælperen tog Hovedet og viste det frem for Mængden til alle Sider. En sort Kiste blev derefter bragt op paa Skafottet, Liget lagt deri og derpaa kjørt til Kleitrup Kirkegaard, hvor det blev begravet, altsaa paa samme Kirkegaard som de 2 Myrdedes Lig. Efter sikkert Forlydende havde Provst Hansen igaar telegrapheret til Hs. Maj. Kongen og anraabt om Benaadning for R. Pedersen, men forgjæves. R. Pedersen var, navnlig medens han afførtes Klæderne, meget rystet og tilsyneladende bevæget under Samtalen med den Geistlige, for hvem han skal have udtalt en oprigtig Anger. Provst Hansen var ogsaa meget bevæget under denne hans sidste Samtale med ham, og var det R. Pedersens udtrykkelige Ønske at han vilde følge ham paa hans sidste Vandring. Skarpretteren optraadte paa en rolig og værdig Maade, endskjønt det var den første Dødsdom, han exekverede. Hele Handlingen varede kun et Kvarteerstid. En uoverskuelig Menneskemasse, formeentlig 7 a 8000 havde samlet sig, og de Forreste stode umiddelbart op til Skafottet, kun en Række Militair imellem. Ikke alene saaes paa Veiene umaadelige Vognrækker, men en Mængde Fodgjængere saavel fra Randers, Hobro og Viborg og endog Mange langvejs fra, og af disse vare allerede Mange komne dertil igaar. Uagtet Forsamlingen var saa talrig, herskede der god Ro og Orden og hverken Beværtningstelte, Spektakel eller Lignende virkede forstyrrende ind i den alvorlige og gribende Handling.

(Skive Avis 6. januar 1881).


Henrettelsen ved Kleitrup. Denne saa sørgelige, men heldigvis sjældne Begivenhed havde sat en Mængde Mennesker i Bevægelse; alt ses Midnat, skrives der til os, strømmede man til den lille Landsby fra alle Sider, og henad Morgenstunden vare alle Delt lcrtil paa den sidste halve Mil opfyldte af Gaaende, Ridende og Kjørende, som alle bevægede sig mod det samme Maal, Retterstedet, der laa omtrent en halv Fjerdingvej nordvest for Kleitrup Kirke, vest for Kleitrup Sø, paa et Bakkedrag, der bølgeformt, skraaner ned mod Øst til Søens Bred. Her var Skafottet opreist paa den øverste Del af Skraaningen, et Bræddegulv paa Pæle i omtrent 2 Alens Høide, omgivet af et lavt Rækværk, saaledes at det fra alle Sider kunde overskues ganske tydeligt i den stille, klare Frostluft. Herom samledes tættere og tættere den store Menneskemasse, der mest bestod af Landboere og en Del Kjøbstadfolk fra de nærmest liggende Byer, adskillige endog langveis fra, samt nogle Kvinder af den simplere Almue. 

Da Klokken var lidt over 8, ankom Forbryderen fra Hobro i lukket Vogn sammen med et Par Politibetjente; Vognens vinduer vare tilhyllede for Mængdens nysgjerrige Blikke, og den blev eskorteret af nogle beredne vander. Paa Skafottet befandt sig allerede Herredsfogden, Justitsraad Christensen fra Hobro, Provst Hansen fra Spentrup, Distriktslæge Magnus fra Hobro, Skarpretteren og hans Hjælper samt nogle Retsbetjente, alle i Embedsdragt. Efter at Vognen var kommen frem til Trappen, aabnede sig her den Kordon af Infanteri fra Viborg, som sluttede Kreds nærmest om Skafottet, og bestemt paa Slaget 8,30 aabnedes Vogndøren; Delikventen gik, ledsaget af de to Betjente, fast og rolig op ad Trappen og frem i Forgrunden mod Vest, lag Hatten af og vendte sig til Dommeren, Herredsfoged Christensen, som høit og tydelig med fast Stemme oplæste Dommen, gav ham Haanden og traadte lidt tilbage. Derefter traadte Præsten hen til ham, lagde sin Haand paa hans Skulder og førte i nogle Minuter en meget dæmpet Samtale med ham. Delinkventen syntes under denne Samtale meget bevæget, lagde sine Hænder let om Præsten, bøiede sig ind mod denne, saa at Hovedet laa ind til hans Bryst, derefter knælede han ned, og medens Præstens Haand hvilede paa hans Hoved, bad de en Bøn sammen. 

Da han derefter reiste sig, og Præsten havde givet ham Haanden, traadte han et Skridt til Siden hen imod Skarpretteren, som bad ham bede sit Fadervor; og opreist, rolig med foldede Hænder, med Ansigten ud over Menneskemassen og Øinene opad, bad han sin sidste Bøn. Paa et Vink af Skarpretteren og ved dennes Hjælp afførte han sig saa i et Nu noget Tøi, Skjorten blev bøiet til Side, han lagde sig paa Blokken med Hovedet mod Vest, et Par Bøiler spændtes over hans Hals og Skuldre, hurtig, fast og sikkert greb Skarpretteren sin Økse, den blinkede, faldt, og man hørte et dumpt Slag, da var alt - Kl. 8,37, i mindre Tid end et Sekund - Hovedet skilt fra Kroppen, og det løftedes op mod Tilskuerne, medens Blodet strømmede ud over det sandbestrøede Gulv. I Løbet af 1 til 2 Minuter saas nogle Trækninger paa Lemmerne og Hovedet. 

Umiddelbart derefter blev Liget lagt i den hosstaaende, simple, sorte Ligkiste, sat paa en Vogn og ledsaget af Retsbetjentene, Militæret og en Del Tilskuere kørt til Kleitrup Kirkegaard og med det samme begravet. Dommen var fuldbyrdet, den saa meget omfatte frygtede raa Forbryder, Rasmus Petersen Mørke, der ved sin grusomme Misgjerning havde vakt saa megen Rædsel i det Samfund, hvis forvildede ulykkelige Søn han var, havde nu lidt Lovens Straf. Den hele Udførelse af Dommen fra først til sidst foregik meget hurtig og med en Ro, Orden og Sikkerhed, som meget bidrag til at dæmpe og mildne det rædselsfulde Indtryk af det Skue, man her var Vidne til. Fra Forbryderen gik frem for Dommeren indtil Øksen faldt, stod de fleste af de mangfoldige Tilskuere med blottede Hoveder; der herskede overalt og alle en forunderlig høitidelig, alvorsfuld Ro og Stilhed, og den paagaende frostklare Vinterdags dæmrende Morgenstar kastede et dertil harmonerende Lys over den hele Scene og det skjønne storslaaede jydske Landskab, hvor den store Menneskemasse paa 6 til 7000 Mennesker i lidt Afstand ligesom synes at svinde sammen til et lille lavt mørkt Krat af Egepurrer saaledes som man hist og her kan se disse mellem de store nøgne Bakker. Umiddelbart efter Henrettelsen, da Liget førtes fra Skafottet, brød Solens første gyldne Straaler frem med en sjælden Glød og lagde en straalende Glans ud over det smukke Vinterlandskab, medens de mange Mennesker som mørke Punkler, Rækker af Grupper spredtes til alle Sider.

- En anden Meddeler skriver til os: Delinkventen var saavel paa Veien til Skafottet som paa selve dette, ogsaa under Oplæsningen af Dødsdommen og Forberedelsen, fuldstændig, ja endog beundringsværdig rolig og fattet, om end dybt bevæget. Han hjalp endog Skarpretteren med at trække Frakken af sig. I det Hele gjorde Delinkventen Indtryk af at være fuldstændig forberedt til at forsonet med Døden. Rasmus Petersen Mørke var c. 35 Aar gl. og født i Mørke mellem Aarhus og Ryum af Arbeiderfolk. Siden sit 7. Aar, da hans Moder boer, har han været ude at tjene, først som Dreng og senere som Karl. Delinkventen har saaledes fra sin tidligste Barndom uden Tilsyn - Faderen blev nemlig kort efter straffet med Strafarbeide - været overladt til Fremmede og har som Følge deraf faaet en høist tarvelig Opdragelse og aandelig Udvikling. Saa længe Arrestanten ernærede sig som Tjenestekarl, gik det ham ret godt; men da han for nogle Aar siden lærte Engdræning og i den Anledning kom til at flakke omkring, skeiede han ud, blev forfalden til Drik og Kortspil. Følgen heraf var, at han kom i Pengenød, forgreb sig paa andres Eiendom og blev tiltalt og straffet for Tyveri. Dette var det første Skridt paa Forbrydelsens Bane. Senere har han dog skikket sig forsaavidt vel, som han ikke har lidt nogen Tiltale eller Straf. Denne Forsømmelse i Arrestantens Opdragelse og det slette Exempel i Hjemmet, han har havt for Øie, maa i ikke ringe Grad diskulpere ham. Paa den anden Side var jo hans Forbrydelse af en særdeles afskyelig Beskaffenhed nemlig et rent Rovmord, udøvet paa en barbarisk Maade, og efter modent Overlæg. Hans Beslutning om at udføre Mordet har endog været saa stærk, at han udførte det, umiddelbart efter at han en Gang var bleven forhindret deri. Sluttelig fortjener den smukke og gribende Maade, hvorpaa hans Sjælesørger forberedte ham, at omtales ligesaavel som den Ro og Sikkerhed hvormed Skarpretteren udførte sit sørgelige Hverv.

- "Vib. Stiftstid." vil vide, at Provst Hansen den 4. ds. havde telegraferet til Kongen og anraabt om Benaadning, men forgjæves.

(Nationaltidende 6. januar 1881. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).


Angaaende Henrettelsen i Kleitrup skrives endvidere til "Jyllp.": Allerede Tirsdag Formiddag begyndte Folk at strømme til Hobro og Landsbyerne i Omegnen, og Tirsdag Aften vare alle Hoteller og Gjæstgiverier i Hobro overfyldte med Mennesker, der vare rejste dertil fra hele Jylland, og endogsaa flere fra Kjøbenhavn, for den næste Morgen at overvære Henrettelsen i Kleitrup Det var derfor med Nød og neppe at jeg fik Plads paa et af Hotellerne, og det skyldtes alene en af "Jyllandsposten"s Venners Velvillie, at jeg havde faaet sikret mig en Plads paa en Vogn den følgende Morgen. Hobro havde fuldstændig skiftet Udseende. I de ellers saa øde og tomme Gader bølgede der hele Natten en stor Menneskemasse - tildels Mennesker, som ingen Logis havde - og Hotellernes Gjæstestuer vare overfyldte. 

Her taltes naturligvis ikke om Andet end den forestaaende store Begivenhed. Man vidste saameget at fortælle om Forbryderen Rasmus Pedersen Mørkes Sindstilstand og Opførsel og idethele taget om Alt, hvad der stod i Forbindelse med den forestaaende Henrettelse. Dødsdommen var bleven Forbryderen forkyndt den 22de Decbr., men man sagde, at Byens Politimester, Justitsraad Christensen havde udtalt til Rasmus Mørke - som han almindeligvis kaldtes - at han rimeligvis vilde blive benaadet; den 27de Decbr. skal det imidlertid være bleven meddelt Forbryderen, at han ikke vilde blive benaadet, og at Exekutionen skulde foregaa den 5. Januar. Denne Efterretning havde tilsyneladende ikke fremkaldt nogen stærk Sindsbevægelse hos Rasmus Mørke; han har siden den Dag spist, drukket og sovet godt og regelmæssigt, og han viste indtil i Mandags ikke nogen overdreven stærk Anger eller Angst. I Mandags bad han, om han ikke maatte tale med Byens tidligere Præst, Provst Hansen - nuværende Præst i Spentrup - og overfor ham skal han have viist sig meget angerfuld. I Tirsdags modtog han Alterets Sakramente og samtalede derefter længe med Provsten. Derefter skal han have ytret Tilfredshed med, at han skulde dø.

Efter gammel Skik har en dødsdømt Forbryder Lov til efter Forgodtbefindende at rekvirere Spise og Drikkevarer i de sidste 24 Timer før Exekutionen, og Rasmus Mørke havde da ogsaa et meget bestemt Ønske, som blev opfyldt, og som bestod i, at han Onsdag Morgen tidlig gjerne vilde have en Ret sød Sagosuppe og Beufsteg. Siden Morderens Undvigelse i Decbr. Maaned har Politiet været meget bange for, at han skulde løbe bort, og for at sikre sig derimod har han siden siddet lænket baade paa Hænder og Fødder og med to Mand til Bevogtning inde i Cellen. Forøvrigt var nu Stemningen saavel i Hobro som ogsaa ude i Landet slaaet om til Gunst for Morderen, og de Fleste nærede Haab om, at han i sidste Øieblik skulde blive benaadet.

Det fortaltes af Alle, hvem jeg talte med derom, at den Kjøbmand Peder Pedersen, som Mørke havde dræbt, var en ilde berygtet og slet Person, der flere Gange havde "slaaet" Rasmus Mørke for hans møisommeligt tjente Penge og Klæder, hvorfor denne ogsaa havde fattet et stærkt Had til Kjøbmanden, og lige til den sidste Dag angrede Forbryderen ikke, at han havde myrdet ham, hvorimod han lige fra han blev paagrebet har beklaget, at han "havde været nødt" til at myrde Tjenestekarlen.

Skarpretteren, Hr. Seistrup, var ankommen til Hobro Tirsdag Middag sammen med to Medhjælpere og havde derpaa begivet sig til Kleitrup for at føre Tilsyn med Opførelsen af Skafottet. Skarpretterøxen, som man sagde skulde være den samme, hvormed Struense var bleven henrettet, blev forevist paa Hotellet til nogle Enkelte. Det er en meget smuk og kostbar Øxe med et langt sort Skaft. Selve Øxen er af blankt poleret Staal af Form som en Slagterøxe med et bredt Blad, en smal Hals og et stort Hoved, der er hult og fyldt med Kviksølv, hvorfor den har en meget stor Vægt. Den opbevares i en særlig Kasse eller et Etui. Seistrup er en Mand af Middelhøide, kraftig bygget med et meget fast og sikkert Blik; han har tidligere været Politibetjent i Kjøbenhavn og siden Sergent i Armeen, hvorfra han overtog Stillingen som Skarpretter, der efter Sigende er lønnet med 2000 Kr. om Aaret og 100 Kr. for hver Henrettelse, han foretager. For nogle Dage siden var det Rygte bleven udspredt heri Landet, at han havde frasagt sig Bestillingen nu, da han skulde foretage sin første uhyggelige Embedsgjerning; dette Rygte var imidlertid falsk, men det havde bevirket, at Politikontoret i Hobro i Mandags og Tirsdags modtog 20-30 Breve, der indeholdt Tilbud om at udføre Henrettelsen, da Seistrup jo havde frasagt sig Bestillingen. Forøvrigt herskede der overalt stor Indignation over, at Exekutionen var bleven forhalet saalænge efter Dommens Forkyndelse for Delinkventen, og det Eneste, der blev anført som Undskyldning, var, at man ikke kunde blive færdig med Forberedelserne til Henrettelsen før Jul, idet det navnlig havde voldt endel Vanskeliglighed at faa fat paa Skarpretteren! Viborg Amt havde henvendt sig til Justitsministeriet for at faa Oplysning om hvorledes det skulde forholde sig i saa Henseende, og Ministeriet havde henvist det til en Skarpretter, der var død for flere Aar siden, og først langt om længe fik man den nuværende Skarpretters Bopæl opsporet.

Tirsdag Nat kom Hobro ikke til Ro før langt ud paa Morgenstunden, og selv da herskede der livligt Røre paa Hotellerne, hvor de Reisende, som ikke kunde faa Natteleje, fik Lov til al sidde og spille Kort o. L.

Kl. 5 Onsdag Morgen vare Alle paa Benene. Vognene kjørte i lange Rækker gjennem Byen og standsede udenfor Hotellerne, hvorfra de endnu søvndrukne Reisende kom famlende ud i den mørke Nat. Det var en kold Frostnat, stjerneklar og stille. I rask Fart bevægede det lange Vogntog - omtrent 300 Vogne - sig henad Veien til Klestrup. Nogle faa Vogne foran min kjørte den lukkede Wienervogn, hvori Delinkventen blev befordret. Klokken 4 om Morgenen tidlig var han bleven vækket af en kort Søvn. Han vaskede sig, klædte sig paa, fik rent Linned paa, spiste sin Sagosuppe og Beufsteg og blev derefter ført ind i Vognen sammen med to Politibetjente, hvorpaa Vinduesgardinerne bleve trukne for, medens Politibetjentene paa hele Veien indtil Daggry holdt et Lys tændt i Vognen. Denne var omgiven af tre Ryttere der fra Egnen, bevæbnede med Knortekjæppe; man fortalte, at Justitsraad Christensen havde glemt at rekvirere Dragoner fra Randers til Eskorte. 

I den stjerneklare Nats dæmrende Belysning passerede Vogntoget Landsbyen Nørre Ousild, Herregaarden "Tjele" osv., og overalt bevægede en stor Menneskemængde sig fremad i samme Retning som Vogntoget. Først Kl. 8 naaede vi Kleitrup. Vognene gjorde Holdt i Nærheden af Retterstedet, som var anbragt paa en Mark, der tilhørte den myrdede Peder Pedersen. En uoverskuelig Menneskemængde havde allerede samlet sig udenom Skafottet, der var placeret i en Lavning med mindre Skraaninger op til to Sider. Her var bygget en med Rækværk omgiven Forhøining, omtrent 10 Alen i Kvadrat og hævet ca. 2½ Alen over Jorden; paa denne var Blokken stillet, den bestaaer af et skraat, ca. 3 Alen langt Brædt, hvis ene Ende hviler paa selve Blokken, der er temmelig smal, og hvorpaa der er anbragt to Jernbøiler. 

Om Skafottet var draget en Kordon af Infanteri, et Kommando paa cirka 60 Mand af 6te Bataillon under Befaling af Kapt. Worm. Paa Skafottet befandt sig Politimesteren, Justitsraad Christensen i Gaia-Uniform, Distriktslæge Magnus, Provst Hansen, Skarpretteren og hans Medhjælper. I dæmpet Samtale gik de op og ned paa Skafottet og spejdede eller Vognen, der skulde bringe Delinkventen. Endelig kom denne langsomt kjørende hen over den ujevne, frosne Pløjejord og arbeidede sig kun med Besvær gjennem Menneskemassen til Trappen op til Skafottet. Her gjorde den Holdt og blev holdende i ca. 10 Minutter, af hvilken Grund var det mig umuligt at udfinde, medmindre det skulde være fordi Klokken ikke var fuldt Halvni. Endelig gav Politimesteren Ordre til at føre Delinkventen op. Vogndøren blev aabnet, og Rasmus Mørke traadte ud ledsaget af de to Politibetjente, der havde siddet hos ham i Vognen.

Der indtraadte pludselig Dødsstilhed over hele den samlede Menneskemasse, som for et Øieblik siden havde larmet og summet. Delinkventen gik med temmelig sikre Skridt opad Trappetrinene, han var noget bleg og noget krumbøjet, men svarede tydeligt og bestemt "Ja", da Dommeren spurgte ham, om han vilde tilstaa, at han havde begaaet de to Mord. Derefter traadte han sammen med Dommeren hen til Rækværket, hvor Dødsdommen blev oplæst af Dommeren, medens den Dødsdømte ufravendt saae Dommeren ind i Ansigtet. Da Dommen var læst op, vendte Forbryderen sig om imod Præsten, som derpaa talte i nogle Minutter dæmpet med ham. Nu kunde man først spore nogen Sindsbevægelse hos den Dødsdømte, han omfavnede gjentagne Gange Præsten, medens Taarerne løb ham ned ad Kinderne, og Knæerne begyndte at ryste under ham. Kort efter faldt han paa Knæ og modtog Velsignelsen, hvorpaa han gik hen til Skarpretteren, gav ham Haanden og vexlede nogle Ord med ham. Dødsangsten gjorde sig imidlertid mere og mere synligt gjældende hos ham, han rystede over hele Kroppen og kunde ikke selv afføre sig sin Frakke og Vest, hvorfor Skarpretterens Medhjælper maatte hjælpe ham dermed. Med et Ryk blev Skjorten bag Nakken revet over og krænget tilbage. Endnu engang vendte han sig om imod Præsten, trykkede hans Haand og lagde sig derfter med foldede Hænder og Blikket vendt opad ned paa Blokken. 

I en Fart traadte Bøddelknægtene til og slog Jernbøilerne paa Blokken ned over hans Hais. Imidlertid havde Skarpretteren taget sin Overfrakke af, løftet Øxen op af dens Etui og stod nu iført hvide Handsker, sort Spidskjole, dybt udringet Vest, en blændende hvid Skjorte og Slips parat til at føre det dræbende Slag. Præsten, som havde holdt Forbryderen i Haanden indtil nu, vendte sig bort. Det var et forfærdeligt Øieblik. Skarpretteren hævede Øxen, den foer ned som et Lyn, Slaget faldt, - og Retfærdigheden var skeet Fyldest. Skarpretteren traadte tilbage, lagde Øxen fra sig, trak de hvide Handsker af og kastede dem bort, hvorefter han atter iførte sig sin Overfrakke, Ikke en Muskel havde bevæget sig i hans haarde Ansigt, maaske var han bleven lidt bleg, da han tog Øxen, men Blikket var nu som før fast og bestemt, og Slaget førtes med en sikker Haand. Øieblikket efter traadte Bøddelknægtene hen til Blokken, greb det afhugne Hoved ved Haarene, løftede det op og viste det rundt til alle Sider. I det Sekund, der var hengaaet, efterat Hovedet var faldet, havde Ansigtet fuldstændig skiftet Farve. Teinten, der før var meget bleg, var nu bleven grønliggul, Øinene stod aabne, og Munden var fast lukket til. Derefter blev Hovedel atter lagt ned foran Kroppen, hvorfra Blodet strømmede ud.

I flere Minutter stod hele den forsamlede Mængde som bedøvet, ogsaa oppe paa Skafottet stod de derværende Herrer maalløse. I samme Øieblik hævede Solen sig i al sin straalende Glands over Skovene og belyste det smukke Landskab med Kleitrup Sø i Forgrunden. Paa et Vink af Politimesteren blev Ligkisten baaren op, og medens Bøddelknægten tørrede Øxen af, tog to tilkaldte Bønder den døde Krop op fra Blokken, tumlede noget med den, inden de kunde faa den lagt ned i Kisten, og greb derpaa Hovedet, som blev lagt ned mellem Ligets Ben. Kisten blev hurtigt stenet til, og derefter kom 5-6 Bønder - deriblandt efter Sigende den Henrettedes Fader og Broder - op paa Skafottet og bar Kisten ned paa en Fjælevogn, der var kisel op foran Skafottet. Vognen kjørte nu langsomt bort. eskorteret af Soldalerne. Hermed var Exekutionen forbi, øvrighedspersonerne forlod Skafottet.

En stor Del Mennesker blev imidlertid staaende omkring Skafottet, medens Andre fulgte med Vognen op paa Kirkegaarden, hove Liget blev begravet i den ene Ende af Kiekegaarden, medens der i den anden Ende var reist et efter Egnens Forhold pragtfuldt Monument for det ene af hans Ofre, Kjøbmand Petersen. Henrettelsen overværedes af ca. 5666 Menuester og Kl- 'Jþÿ  10 satte de fleste Vogne sig atter i Bevægelse ad Hobro til, og de hjemførte vist mg n, som ikke af den sørgelige .Netloerbighcrshandling havde modtaget et lige saa uudsletteligt som uhyggeligt Indtryk.

(Thisted Amtsavis 7. januar 1881. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).


At der skulle have været kviksølv i øksen, blev benægtet af Seistrup i sin pjece om henrettelsen udgivet ugen efter.

Rasmus blev begravet lige inden for kirkegårdsdiget på kirkegårdens nordøstlige hjørne - uden præst, ritualer osv., men dog i indviet jord.


Henrettelsen i Klestrup.

Hr. Redaktør! Lad mig som Øjenvidne give Dem en Beretning om Henrettelsen i Klestrup. Sagen kan i sin Ualmindelighed vistnok i og for sig have Krav paa Deres Læseres Opmærksomhed, og det turde være, at den rent faktiske Fremstilling af Begivenheden vil være et ikke uvigtigt Bidrag til den Bestræbelses Fremme, som jeg tør formode, at De ikke er nogen Modstander af, Bestræbelsen for at afskaffe de offenlige Henrettelser. Spørgsmaalet om selve Dødsstraffens Tilladelighed eller Hensigtsmæssighed skal jeg ikke komme ind paa, det forekommer mig at være for stort et Spørgsmaal til med Held at kunne behandles af en Lægmand Men om det gode eller uheldige ved denne Strafs Offenlighed tillader jeg mig at have en Mening efter nu at have overværet en saadan Strafs offenlige Fuldbyrdelse. Og jeg vil da strax sige, at jeg er vis paa, at var denne Fuldbyrdelse foregaaet i Kjøbenhavns umiddelbare Nærhed, saa at Hovedstaden var bleven Vidne til og Deltager i det skandaløse og pinligt unyttige, som sker ved denne Lejlighed, saa maatte den nu stedfundne Henrettelse have været den sidste, som skete under de gamle Former. Nu er det Hobro, som direkte har erfaret, hvad en offenlig Henrettelse vil sige - det vejer noget mindre. Mit Ønske er, at det dog ikke maa veje altfor lidt.

Som man veed, øvedes Rasmus Pedersen Mørkes Dobbeltmord i Landsbyen Klejtrup 2 Mil fra Hobro for omtrent 7 Fjerdingaar siden. Den Dødsstraf, Forbryderen idømtes, skulde i Følge Lov eller gammel Praxis fuldbyrdes paa selve Gjerningsstedet, og Bestemmelsen om Offenlighed var ved denne Lejlighed bleven saa fuldstændig efterkommet, at det hele Land i god Tid gjennem Aviserne vidste Dagen og Klokkeslettet. (I Frankrig, hvor man ligeledes endnu har Bestemmelsen om Offenlighed, søger man at gjøre dens Virkninger saa saa som muligt ved ikke at give Publikum Underretning om, naar Henrettelsen skal foregaa). Og om end ikke det hele Land havde fulgt den indirekte Opfordring til at overvære det lovbefalede Skuespil, som Aviserne havde indeholdt, var der dog mødt Repræsentanter fra saa godt som alle Egne i Landet. Mest var naturligvis det nordlige Jylland repræsenteret. Fra Aalborg-, Thisted-, Viborg-, Holstebro-, Sæby-, Grenaa-, Mariager-, Randers-, Aarhuskanten osv. var der Dagen forud kommet saa store Skarer til Hobro, at der ikke kunde være Tale om at huse for Natten de ankomne Gjæster. I Byens Gjæstgiversteder og (ikke saa) Beværtninger var der stuvende fuldt, og Folk tilbragte Natten og den for nogles Vedkommende ufrivillige Vagt med at svire. Overalt var der Støj, og Byens Hovedgade gjenlød efter Midnat af Sang og drukne Folks Tale. Der var en særegen Ophidselse over de svirende Mennesker; de var ikke vilde. Humøret var fortrinligt, men mig bevidst har jeg aldrig hørt en saa støjende Munterhed som denne Nat i Hobro. Det var, som om de, der larmede, en Gang for alle havde gjort op med sig selv, "at de vare Situationens Herrer; de stilfærdige Mennesker spillede ingen Rolle. Det varede ved bogstavelig den hele Nat. Fra Klokken 4 begyndte saa Udvandringen af Byen af dem, som enten ikke havde Raad til at kjøre, eller som ikke havde kunnet skaffe sig Kjøretøjer. Det meste af hvad der fandtes af Befordringsmidler i Byen, havde alt længe i Førvejen været optaget, og Resten blev til høje Priser revet bort denne sidste Dag før Henrettelsen. Man vandrede i tætte Skarer og sang af fuld Hals Soldaterviser og andre glade Melodier. Fra Klokken 5 begyndte Vognene at rulle. Jeg kjørte Klokken 6.

Det var stille Frost og stjerneklart, og jeg iagttog ualmindelig mange Stjerneskud, medens jeg kjørte. Min Kusk fortalte mig, at Delinkventen var kjørt noget før vi i en lukket Vogn, der var eskorteret af fire som Politibetjente fungerende Ryttere. I Vognen hos ham sad Arrestforvareren og to Vogtere. Efterhaanden som vi kom frem paa de mørke Veje, passerede vi Vogne og en Mængde Fodgængere, der nu havde ophørt at synge, og da den smukke Vinterdag gryede, kunde man overalt ind over det jævnt bakkede Terræn se smaa og store Grupper af ilfærdige Mennesker samle sig ned imod Hovedvejen, brugende Benene for ikke at komme for sent. Omtrent en halv Mil fra Bestemmelsesstedet - Skafottet var rejst næsten en Fjerdingvej paa den anden Side Klejtrup - naaede vi en lang Queu af Vogne, der kjørte Fod for Fod, og det var nu saa lyst, at man utydelig kunde skimte en Vogn i Spidsen af det lange Tog, eskorteret af Ryttere. Toget bevægede sig rundt om Klejtrup Sø i en stor Bue, og overalt hvor der var Plads mellem Vognene var der tykt med Folk. Paa Siderne af den langsomt kjørende Vognrække skjød en Strøm af Mennesker sig frem, løbende eller gaaende, nogle med Huen i Haanden for at kjøle Panden under Anstrængelserne, og i Reglen tavse som ilfærdige Mennesker ere, men man hørte ogsaa Raab, Spørgsmaal og Svar, og efterhaanden som flere og flere fuldt pakkede Vogne sluttede sig til Toget, faldt der Vræl ind af forsvirede Folk; men det hørte op, da det blev helt lyst, og alle kunde se, at Toget, vi var i, var Rasmus Pedersens Følge. Min Kusk viste mig Gaarden, hvor Ugjerningen var sket, og den nye Gaard, som en af den Myrdedes Arvinger havde opført, og Samtalen drejede sig om Morderen, om Folks Skræk for ham. da han var udbrudt, om hvad hans Tanker vel nu kunde være paa denne hans sidste Kjøretur. Vi kom endelig imellem de flade Bakker Vest for Søen til den ene Vognpark efter den anden; Folk havde forladt Vognene for at skyde Gjenvej til det Sted. hvor Skafottet var, og tilsidst blev man stoppet af Mænd til Hest med Politiskilt. Vognene maatte ikke komme længere frem. Da var Kl. 8. og Solen var lige ved at komme frem. Det havde været lyst i henved len Time. Midt i et Mylder af Mennesker holdt Vognen, omgivet af de civilklædte Ryttere, som man gjorde Nar ad for deres tarvelige Udseende, man vilde have haft Dragoner. Gardinerne var trukne for, og en Politiofficiant, ledsaget af en lille Kommando Soldater, forhandlede med Kusken om Maaden, hvorpaa Vognen over de frosne Marker skulde komme frem til Skafottet. 

Selve Skafottet kunde nu tydelig ses i en Fordybning mellem amfitheatralsk skraanende Bakker paa de tre Sider. Folk stod tæt stuvede paa Skraaningerne, og i Kapløb stormede en Mængde forsinkede Mennesker, gamle Mænd og Koner og enkelte Børn over Markerne, for dog endnu at opnaa en taalelig Plads. Jordens frosne Overflade brast i brede Strækninger under de tunge Trin, og Folk æltede i Søle til op over Anklerne. Det gav Anledning til adskillig Munterhed. Endelig kom der nogenlunde Ro omkring Skafottet, de fleste foretrak de lidt fjærnere beliggende Skraaninger, hvorfra Oversigten var bedre, jeg blev nær ved Skafottet, ved Opgangen til dette Her kæmpede man for den opnaaede Plads med en ols sindig Sejghed, jeg stod mellem lutter Bønder fra Omegnen, og da saa den lukkede Vogn med Soldaterne og de civile Ryttere med Politiskiltene kom frem, langsomt banende sig Vej gjennem Mængden, ophørte Samtalerne om, hvad man saa paa Skafottet: Skarpretteren, hans Medhjælper, Politimesteren, Præsten, Distriktslægen og nu og da en Politibetjent. Bestandig var det Skarpretteren den ene udpegede for den anden, og Blokken samt Brædtet. hvorpaa Delinkventen skulde ligge. Øxen laa noget derfra dækket af et Klæde.

Endelig holdt Vognen for Skafottets Fod. Arrestforvareren steg ud og forhandlede med Politimesteren paa Skafottet; man ventede endnu i nogle Minuter. Saa gav Politimesteren Ordre præcis Kl. 8½. Rasmus Pedersen Mørke steg ud af Vognen med Haandjern om begge Haandled, gik rolig op ad Trappen ledsaget af Arrestforvareren og de to Vogtere fra Vognen. Paa Skafottet blev Haandjernene tagne af ham. Han var iført mørke Benklæder, sort Frakke, Krave med Halsbind og Kasket Han var en undersætsig Skikkelse, meget bleg og svagt bøjet. Rundt om Ansigtet groede et studset, stærkt rødt Skjæg, hans Haar var blond og rigeligt, og som man senere kunde se skilt med en vis Sirlighed midt i Panden. Alle hans Bevægelser vare naturlige, og som hos en noget svækket, kraftig og smidig Mand. Han havde ubetinget et frastødende Ydre, smaa Øjne med et stikkende Blik. Umiddelbart efter at Haandjernene vare tagne af ham. førtes han hen foran Politimesteren, som han ærbødig hilste med blottet Hoved. Fra et Hjørne af det, som maatte kaldes Skafottets Facade, der hvor Blokken fandtes, blev Dommen læst op af Politimesteren samt det kongelige Reskript, som befalede Dødsdommens Fuldbyrdelse, og Rasmus Mørke stod hos med Ryggen mod Blokken og hørte ydmyg paa Oplæsningen. Da denne var sluttet, talte han med Præsten vist i fem Minuter. Blodet gik ved denne Lejlighed Rasmus Mørke op i Kinderne og han græd, og af og til knugede han sig ind til Præsten stadig med sin Kasket i højre Haand. Den Gejstlige læste tilsidst, saa vidt jeg veed, Trosbekendelsen op for ham, og efter en inderlig Omfavnelse blev han overgivet til Skarpretteren. Denne, der er en kraftig bygget, smuk Mand paa næppe fyrretyve Aar, og som var iført sort Kjole, hvidt Halsbind og hvide Handsker og nu var barhovedet, traadte raskt henimod Rasmus Mørke, og de to gav hinanden Haanden. Den Dødsdømte bad om Tilladelse til at bede stt Fadervor, og Skarpretteren traadte med en hjærtelig Gestus tilbage, medens den Dømte og Præsten højt bade Fadervor sammen. Efter dette vendte Rasmus Mørke sig paany mod Skarpretteren, der nu med sin Medhjælpers Bistand afførte ham Frakken, Vest, Halsbind og Krave samt løsnede det Bændel, der ved en Løbegang holdt Skjorten sammen i Halsen. Med en ordnende Haand lagde Skarpretteren den udringede Skjorte ned om den Dømtes Skuldre. Rasmus Mørke spurgte saa, om han skulde lægge sig paa Maven paa Skraabrædtet, som han saa foran sig ved Blokken. Skarpretteren bejaede det og førte ham rolig til Brædtet. I samme Nu, som Mørke lidt tungt havde lagt sig, var Bøjlen spændt om hans Hals, og umiddelbart efter føjede Skarpretteren Bøjlen om Skuldrene til. For at faa den klemt fast var det nødvendigt at trykke Rasmus Mørkes brede Ryg en Del ned, og i denne Bevægelse af Skarpretterens Haand laa tydeligere, end noget Ord kunde sige det, at dette Legeme alt hørte en død Mand til. Det var en Henrettelse inden den, der fulgte paa, som gjorde sit Indtryk Fra den sidste Bøjles Fastgjørelse vendte Skarpretteren sig med en forhenværende Underofficers Lethed og Hurtighed i Bevægelser til Øxen, som laa to Skridt derfra. Det tunge Instrument beskrev et kort Fald i Luften, paaskyndet af et Par kraftige Armes Tryk, og med en Lyd, hvis afskylig bløde Art sidder i mine Øren, var Hovedet skilt fra Kroppen, og Skarpretteren trak med en lille Dvælen Øxen til sig; den lod en Tomme dybt i Egeblokken. Medhjælperen, der stod foran til Siden ved Blokken, greb Hovedet, der var trillet et Par Alen frem, ved Haarene og viste det højt løftet ud til Folk, vendende sig langsomt rundt til alle Sider. Det stod vi rolig og saa paa! - Den døde Krop laa plat paa Bænken med et Ben til hver Side, uden nogensomhelst synlig Trækning, men i Rasmus Mørkes afhuggede Hoved, hvorfra Øjnene stirrede aabne og opmærksomme paa os, skete der Trækninger, der vedblev endnu efter at Hovedet var blevet sat ned paa Gulvet. Medens Skarpretteren trak Overfrakken paa og bedækkede Hovedet med sin guldtressede Kasket, vaskede Medhjælperen Øxen af med en stor Svamp. Da var Klokken 12 Minuter over halv ni. Alle forblev fremdeles paa Skafottet, og der hengik en mig uforklarlig Tid, inden Kisten blev bragt op, og det hovedløse Legeme taget fra Brædtet og lagt i Kisten. Imidlertid stod Folk og stirrede paa Kroppen, som viste det uhyre Saar ud imod de tæt besætte amfitheatralske Skraaninger. Da saa fire Mænd havde bragt Kisten op paa Skafottet, blev Kroppen med nogen Tumlen og Usikkerhed anbragt i denne, og Medhjælperen placerede - Hovedet, som det var hans Specialitet at behandle, mellem Benene paa Liget. Laaget blev smækket til, og Kisten baaret  ned paa en aaben Vogn, der ledsaget af en lille Militæreskorte kørte Kisten til den nærliggende Klejtrup Kirkegaard, hvor, saa vidt jeg veed. Begravelsen foregik umiddelbartfester. Jeg beregnede de Tilstedeværendes Tal til 5-61)00, men Kyndige regnede med langt større Tal; over 7000 har der imidlertid sikkert ikke været til Stede.

Da der ved Skafottet ikke var mere at se, spredtes Folk langsomt, de fleste bleve ved de mangfoldige paa forskjellige Steder holdende Vogne, og en munter Frokostering begyndte alle Vegne. Solen skinnede da paa de af Rim bedækkede Marker og Lyngbakker og gjorde Egnens alvorlige Skjonhed paa en egen Maade mild og ren, særlig nede ved Soen, hvor det i Millioner af smaa Isflager glimrede af Guldblink gjennem Rimens matte, om Sølvmor mindende Overtræk. Medens jeg gik omkring der nede, kunde jeg ikke lade være at anstille den noget ørkesløse Betragtning paany om Modsætningen mellem den livløse Natur og Menneskene, og jeg kunde ikke blive fri for et Indtryk, jeg havde faaet af en Mo'rlille, der en Tid havde staaet ved Siden af mig i Stimlen tæt ved Skafottet. Hendes Næse var gaaet halvt af i Sygdom, og hun næsten græd af Utaalmodighed over, at hun ikke kunde se saa meget, som de højere Folk, der stod om hende. Som sagt jeg holdt mere af den livløse Natur end af de Folk, der spiste og drak saa tappert rundt omkring mig og diskuterede om det lange Stykke af Halsen, der var fulgt med Hovedet, da det faldt. Der er en gammel Regel om, at man ikke skal give Forargelse, den holder Lovgivningen sig ikke efterrettelig i dette Tilfælde.

Det har interesseret mig at faa at vide, hvorledes Rasmus Pedersen Mørke forholdt sig, umiddelbart inden han skulde tiltræde sin lange Tur til Skafottet, og jeg kan med nogenlunde Sikkerhed for dets Rigtighed meddele følgende: Dagen forud havde han modtaget Alterens Sakramente af Provst Hansen, hans Sjælesorger og Ven under hele den sidste Periode af Fængslingen, og der kan næppe være Tvivl om, at Rasmus Mørke døde som en troende og angrende Kristen. Ud paa Aftenen gjorde han et Forsøg paa at skrive til en nær Slægtning, men opgav atter Forsøget, han kunde ikke samle sig til denne Gjerning. Fra Klokken 1-3 sov han, derefter fuldendte han stt Brev. Klokken 5 var Provsten hos ham og gav ham den sidste Trøst med paa Vejen, og da han kort før Kl. 6 førtes ud i den ventende Vogn, var han fuldstændig rolig og fattet. Da han i Vognen hørte Støjen af de mange Mennesker, som vare samlede paa Torvet, ytrede han til sine Bevogtere, at disse Mennesker jo maatte komme for sent, naar de nu først begave sig paa Vejen. Derefter forholdt han sig tavs, indtil Vognen kjørte gjennem Klejtrup By. Han sagde da, at han selv ikte kunde begribe, at han kunde være saa rolig. Han talte saa igjen ikke, før han holdt ved Skafottets Fod. Der kiggede han ud mellem de tiltrukne Gardiner og spurgte Bogteine om, hvad de enkelte Ting, som han saa paa Skafottet, skulde benyttes til. Den tildækkede Øxe vakte navnlig hans Opmærksomhed; men hans Bevogtere havde ikke Mod til at sige ham, hvad det var, der laa under Klædet.

E. Skram.

(Morgenbladet (København) 7. januar 1881)


Forfatteren Erik Skram skrev på daværende tidspunkt anmeldeleser m.m. for Morgenbladet, så det er nærliggende at antage at det er ham. Erik Skram overværede også Seistrups henrettelse af Anders Sjællænder året efter, 22. november 1882 på Sølvbjerghøj, Lolland. Her huggede Seistrup 3 gange før hovedet var skilt fra kroppen. 


Ved Henrettelsen i Kleitrup i Onsdags saaes iblandt den uhyre Menneskemasse, der nær og fjern fra var strømmer sammen, ikke saa faa Qvinder, ja selv Børn, som man holdt op over Mængden for at de kunde see det uhyggelige Optrin. At lade Børn overvære slige Begivenheder - skriver Vib. Stifstd. - er ligefrem oprørende, og Forældre, der bære sig saaledes ad, handle alt Andel end forsvarligt. Et Spørgsmaal, som naturligt paatrænger sig Enhver, der paa nært Hold har fulgt Forberedelserne til og overværet Henrettelsen, er, om man ikke fremtidigt bør see at komme ind paa den samme Vei, som f. Ex. følges i England, hvor Executionerne finde Sted i Fængselsgaarden eller paa et ikke offentligt Sted, saa at kun de vedkommende Embedsmænd og Straffens Fuldbyrdere ere tilstede. Det hele Apparat, der her i Landet ved slige sørgelige Handlinger, sættes i Bevægelse, er saa uhyggeligt for Egnens Beboere, hvor Forbrydelsen er begaaet og hvor Executionen derfor finder Sted, at det paa en Maade ogsaa kommer over dem som en Straf, ialtfald som en Begivenhed, der i høi Grad griber uhyggeligt ind i deres daglige Liv, og det burde man dog være fri for. - (Afskaf Dødsstraffen, saa falder det Uhyggelige bort af sig selv.) 

I "Jyllp."'s lange Beskrivelse af Henrettelsen ved Kleitrup meddeles ibl. a. følgende interessante Factum. Efter gammel Skik har en dødsdømt Forbryder Lov til efter Forgodtbefindende at reqvirere Spise og Drikkevarer i de sidste 24 Timer før Executionen, og Rasmus Mørke havde da ogsaa et meget beskedent Ønske, som blev opfyldt, og som bestod i, at han Onsdag Morgen tidligt gjerne vilde have en Ret sød Sagosuppe og Beufsteg. - Der oplyses ikke, om der var Svedsker i Sagosuppen og Kartofler og bra' mange Løg til Beuf'en, eller hvilke Drikkevarer han nød til denne Morgenmad; men han gik saaledes dog ikke fastende til Døden.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 7. januar 1881).

30 april 2023

Ildsvaaade i Christiansted paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Den 25de Novbr. Kl. 1 om Natten udbrød der paa Hjørnet af Kingsstreet i den vestlige Deel af Christiansted Ild i et Træskuur, tilhørende Hr. H. J. Petersen. Der blæste en stærk Østenvind, som hurtig spredte Gnisterne til de nærliggende Bygninger. Petersens Beboelsesgaard blev frelst, men baade endeel af hans Udbygninger og flere andre Huse (paa Hjørnet mellem Kingsstreet og Kings Cross), tilhørende Miss Rankin, Miss O'Reilley o. A. nedbrændte fuldstændig tilligemed endeel af Indboet. Det lykkedes kun ved den største Udholdenhed fra Brandfolkenes Side at frelse andre nærliggende Huse (deriblandt især Mr. Bradys Gaard) hvis Tage flere Gange stod lys Lue. Indtil Kl. 3 var Faren meget overhængende; først Kl. 4 bleve Brandfolkene Herrer over Ilden. Hele Tiden var Blæsten heftig, og Gnisterne fløi over hele Byen, saa at selv Huse i Strand Street og Princess Street kun frelstes ved Beboernes stadige Aarvaagenhed. Det tilstedeværende Militair ydede fortrinlig Bistand, ligesom ogsaa Befolkningen, især Kvinderne.

Selvfølgelig vare alle Beboerne paa Benene under den heftige Ildsvaade ved hvilken Staden i flere Timer svævede i overhængende Fare. Det uhyggelige forøgedes ved den Opdagelse, man gjorde ved nærmere Undersøgelse af H. J. Petersens Eiendom. hvor Ilden først var opstaaet, at der var tydelige Spor af forsøgt Indbbrudstyveri. En Tyv havde forsøgt at skjære Hul i Skodderne og Døren til det egentlige Varelager for derefter at brække Jernstængerne ud, men havde maattet opgive Forsøget og antages da med Svovlstikker og Lys i Haanden at have ransaget de øvrige Localiteter, hvorved han enten skjødesløst har henkastet de brændende Svovlstikker i det omkringliggende Straa eller af Ondskab sat Ild paa. Politiets Efterforskninger synes til den 11te Decbr ikke at have ført til noget Resultat. At Befolkninger siden den Tid har levet i Frygt for ondskabsfuld Ildspaasættelse, fremgaaer af en Meddelelse af 4de Decbr, ifølge hvilken Christiansted atter blev allarmeret ved Rygter om forsøgt Brandstiftelse paa Mr. Moorheads Huus ligeoverfor den katholske Kirke. Det bekræftedes, at Moorheads Børn om Natten havde hørt to Mænd, der havde sneget sig ind under Husets Galleri, tale sammen; Børnene havde gjort Allarm og Personerne vare løbne deres Vei, men i en Krog ved Galleriet fandt man Apparater til at stikke Huset i Brand: en Pakke Svovlstikker, en Flaske Olie og en Bunke Spaaner, dyppede i Petroleum. Som Følge af denne Opdagelse var det et almindeligt Ønske i Christiansted, at Nattepolitiet maatte blive forøget og skjærpet. Faa Dage efter Ildsvaaden i Christianssted fandt iøvrigt et Indbrud Sted hos Capt. Pantheny i Company Street, hvor Tyven bemægtigede sig nogle Varer og rede Penge. Ogsaa ned denne Leilighed var der henkastet et Stykke Lys i Gaarden.

Iblandt de Mange, der ved Ildsvaaden den 25de Novbr. udmærkede sig ved Aandsnærværelse og Uforfærdethed, nævnes Capt. Thompson fra Skonnerten "Vigilant", som med sin Haaadsprøite bidrog væsentlig til at frelse et af Husene nærmest ved Brandstedet, fra hvilket Gnisterne stadig regnede ned paa ham. Endvidere Mr. Wm. Peedles og Bygnings-Inspecteuren samt Lieutenanterne Schjøtz og Ostermann, der hjalp med at organisere og lede Slukningsarbeidet, og Policeman Jackson. Særlig roses den Ufortrødenhed, hvormed de mange Arbejdere fra Landet, som, allarmerede ved Klokkernes vedvarende Klemten og den ildrøde Himmel vare ilede til Byen, hjalp til med det møisommelige og farefulde Arbeide. Fra Plantagerne "Annas Hope" og "La Princesse" var der i god Tid sendt Sprøiter cg Kar til at bære vand i.

Ved Ilden have endeel Smaafolk mistet alle deres Eiendele. Der er i den Anledning af ansete Mænd udstedt et Opraab, i hvilket hele Christiansted opfordres til ved en Subscription at bevidne sin Taknemlighed for, at det Natten d. 25de Novbr. blev frelst fra en stor Fare.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. december 1880)


Ubekendt fotograf: Kings Street, Christiansted, Saint Croix V.I. U.S.A. Årstal angivet 1917-1949. Bemærk ledningerne. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Dobbeltmordet i Kleitrup (4): Dommene. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen angaaende Mordene i Kleitrup er, ifølge "Hobro Av.", i Løverdags bleven paadømt ved Rinds-Gislum Herreders Extraret. Arrestanten Rasmus Pedersen af Mørke er idømt Livsstraf; Arrestanten Niels Andersen er frifunden for Tiltale med Hensyn til Mordet paa Detaillist P. Pedersen og hans Karl Anders Jensen, men for Bedrageri og falsk Forklaring for Retten idømt 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Aarhuus Stifts-Tidende 20. januar 1880).

Mens overretten maj 1880 stadfæstede Rasmus Pedersen Mørkes livsstraf, blev Niels Andersens dom ændret fra 2 års forbedringshusarbejde til 4 gange 5 dage på vand og brød. Den 20. november 1880 undslap Rasmus Pedersen Mørke fra arresten i Hobro. Han søgte ly på et meget koldt høloft i Fårup som han kendte og levede af at malke køerne om natten. 

Rasmus Pedersen Mørke opsøgte en bekendt, en ledvogter ved jernbanen ved Sabro og bad om noget at spise og drikke. Han aftalte med ledvogteren (hvis familie havde behandlet ham godt) at han ved at udlevere Rasmus kunne få den udlovede belønning på 200 kr. for hans pågribelse. Rasmus blev bragt tilbage til Hobro arrest. 

Nogle dage senere i november stadfæstede Højesteret overrettens dom. 

Højesteretsdommen over Rasmus Pedersen Mørke og Niels Andersen.

Fredagen den 26de November.

Nr. 191. • Advokat Klubien
contra
Rasmus Pedersen, med Tilnavn Mørke
(Defensor Galkier),
der tiltales for Drab, Ildspaasættelse, Tyveri og Bedrageri.

Rinds-Gislum Herreders Extrarets Dom af 17de Januar 1880: "Arrestanten Rasmus Pedersen af Mørke bør straffes paa Livet. Arrestanten Niels Andersen bør hensættes til Arbeide i Forbedringshuset i 2, Aar. Arrestanterne bør hver fo, sig betale de med Sagens Undersøgelse, deres Arrest, og Aktionen for Enhvers Vedkommende lovlig forbundne Omkostninger; dog at de En for Begge og Begge for En udrede, i Salairer til Aktor og Defensor, Prokuratorerne Brask og Holm, 40 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Viborg Landsoverrets Dom af 24de Mai 1880: "I Henseende til den Tiltalte Rasmus Pedersen, med Tilnavn Mørke, idømte Straf bør Underretsdommen ved Magt at stande. Tiltalte Niels Andersen bør hensættes i Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage, men iøvrigt har han for Aktors Tiltale i denne Sag fri at være. Aktionens Omkostninger, hvorunder der i Salair tillægges Aktor for Underretten 60 Kr.; Defensor sammesteds 50 Kr. samt Aktor og Defensor for Overretten, Prokuratorerne Fasting og Isaacsen, hver 75 Kroner - udredes af Tiltalte Rasmus Pedersen, hvorhos Tiltalte Niels Andersen in solidum med ham tilsvarer Halvdelen af disse Omkostninger. Det Idømte at efterkommes under Adfærd, efter Loven."

Høiesterets Dom:

I Henhold til de i den indankede Dom for Rasmus Pedersens Vedkommende anførte Grunde kjendes fer Ret: 

Landsoverrettens Dom bør, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande. Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Advokaterne Klubien og Halkier 120 Kroner til hver.

- - -

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under denne Sag tiltales Rasmus Pedersen, med Tilnavn Mørke, for Drab, Idspaasættelse, Tyveri og Bedrageri og Niels Andersen ligeledes for Drab, Ildspaasættelse, Tyveri og Bedrageri eller i alt Fald for sidstnævnte Forbrydelse og falsk Forklaring for Retten.

Efter Sagens Oplysninger bleve Detaillist P. Pedersen af Kleitrup, der boede hos sin Brodersøn, Gaardmand P. Mortensen sammesteds, og havde sin Lejlighed i den søndre Ende, af Gaardens østre Længde, samt hans Tjenestekarl Anders Jensen Bødker den 30te Juni f. A. om Eftermiddagen, da Sognefogden tilligemed flere andre Folk med. Magt skaffede sig Adgang til hans aflaasede Bolig, fundne døde i den af dem i Forening afbenyttede Seng med tydelige Tegn paa at være dræbte med Slag i Hovedet, ligesom der var lagt en Strikke om Halsen paa enhver af de Dræbte; der var derhos gjort Forsøg paa at sætte Ild paa Sengen, hvilket dog ikke var lykkedes, idet Ilden kun havde forkullet Sengens ene Endestykke i en temmelig lang men smal Stribe, og endelig vare alle. P. Pedersens contante Penge , der, opbevaredes i et ved Hovedgjærdet af Sengen staaende Skab, samt en Del af de Dræbtes Klæder m. v. borttagne. Ifølge den af Distriktslægen, der samme Dag tilligemed Politimesteren afholdt Syn paa Stedet, afgivne Erklæring, vare begge de Dræbte af hvilke P. Pedersen var omtrent 66 Aar og Anders Bødker' omtrent 62 Aar gammel - blodige i Ansigtet, hvorhos der fandtes paa P. Pedersen over det venstre Øie et trekantet Saar, der trængte igjennem alle Bløddelene, med knust underliggende Rand af Øiegruben, over Næseroden et 11/2" langt Længdesaar med knust underliggende Ben samt fortil paa Halsen en ved Strikken, der dog ikke var sammentrukken, frembragt Strangulationsfure, og paa Anders Bødker -- foruden to Saar, der kun trængte igjennem Huden --- paa venstre Side: af Hovedet et 5" langt Længdesaar med splintret' gabende Brud af Hjerneskallen og, over venstre Øie et 11/2" langt Tversaar, ligeledes med Brud, medens den om ham lagte Strikke laa løs over Hagen, og det af Distriktslægen og Fysikus, der den 3die Juli f. A. foretoge legal Obduktion af de Afdøde, afgivne visum reportum gaar ud paa, at det ved Obduktionen maa anses godtgjort., at Detaillist Petersen og Anders Bødker ere døde ved de Læsioner, der ere bibragte deres Hoveder, hvilke Læsioner ere tilføjede dem i levende Live og maa anset for absolut dødelige, at der paa, Petersen er foretaget Strangulationsforsøg, efter al Rimelighed efterat de dræbende Slag ere tilføjede ham, at der ikke ved Obduktionen er forefunden andet, der tyder paa, at andre forudgaaende , samtidige eller efterfølgende Omstændigheder have været medvirkende til Døden, samt at Læsionernes Beskaffenhed er saaledes, at de kunne være tilføjede med en ved Obduktionsforretningen tilstedeværende Tøjrekølle, der efter Sagens Oplysninger ved Forbrydelsens Opdagelse fandtes liggende ved Fodenden af de Dræbtes Seng tildels under Dynen.

Da Mistanken for at have begaaet eller dog været delagtig i de heromhandlede Forbrydelser snart blev henledet paa Tiltalte Rasmus Pedersen, der tidligere har været straffet, og som kjendte og oftere havde overnattet hos Detaillist Pedersen., hos hvem han navnlig, efter den 25de Juni f. A. at have forladt sit Arbeide i Gundestrup, ogsaa havde tilbragt Natten imellem den 26de og 27de s.. M., hvorpaa han den paafølgende Nat havde været hos en. Husmand i. Hvornum, der ligger omtrent 1/4 Mil fra Klejtrup , blev Rasmus Pedersen eftersøgt og den 3die Juli f. A. anholdt i. Randers, hvor han sammen med en anden Person havde tilbragt Tiden fra den 30te Juni om Morgenen med at svire samt brugt en Del Penge, og han fandtes ved sin Anholdelse i Besiddelse af omtrent 103 Kr. i kontante Penge, en Del gode Klæder samt, nogle andre Gjenstande , hvoriblandt en brun Tegnebog, uden at han -- der, da han forlod sit Arbejde i Gundestrup, kun eiede faa og meget daarlige Klæder, som han endnu den 28de Juni var iført, og af Penge, efter hvad der maa antages, kun omtrent 5 Kr. - var i Stand til at oplyse nogen rimelig Maade, hvorpaa han havde erhvervet alt dette.

Tiltalte nægtede imidlertid at have havt nogen Del i de begaaede Forbrydelser eller, at kunne give nogen Oplysning om disse og fastholdt i lang Tid denne Benægtelse, uagtet Mistanken imod ham, efterhaanden som Undersøgelsen i Sagen skred fremad, mere og .mere bestyrkedes, idet det navnlig oplystes,, at den ovenommeldte brune Tegnebog samt de ved Anholdelsen i hans Besiddelse forefundne Klæder - med Undtagelse af enkelte Stykker , som han havde -kjøbt under Opholdet i Randers - havde tilhørt de Dræbte og endnu den 29de Juni f. A. om Aftenen været i. disses Besiddelse, hvorhos Tiltaltes ovenommeldte gamle Klæder den 30te Juli f. A. bleve fundne skjulte under noget Løv i en Sandgrav i den lidt syd for Klejtrup liggende Lindum Skov, ligesom hans Forklaring om, hvor han havde opholdt sig, fra han den 25de Juni forlod. Gundestrup, indtil han den 30te s. M. kom til Randers, og navnlig Natten imellem den 29de og 30te, viste sig at være urigtig.

(Fortsættes, i næste Nr.) 

(Højesteretstidende 1880-1881, nr, 32)


(Fortsættes fra Nr. 32)

Nr. 191
Advokat. Klubien
contra
Rasmus Pedersen, med Tilnavn Mørke (Defensor Halkier).

Imidlertid var Mistanken for paa en eller anden Maade at være impliceret i de begaaede Forbrydelser efterhaanden tillige bleven rettet paa forskjellige andre Personer og deriblandt Tiltalte Niels Andersen, der nogen Tid iforveien havde tjent sammen med Rasmus Pedersen i Gundestrup og den 29de Juni var bleven bortvist fra sin Tjeneste hos Kromanden i Purhus Kro, og efterat Niels Andersen den 3die August. f. A. var bleven anholdt paa Hovedgaarden Store-Restrup i Hvornum Herred, hvor han havde indfundet sig den 2den Juli om Aftenen og siden den Tid havt Tjeneste, afgav han den 7de August en Tilstaaaelse, der - efterat han i en Række senere Forhør havde i forskjellige, tildels væsentlige Punkter forandret og berigtiget samme - gik ud paa Følgende: Den 29de Juni om Aftenen ved Solnedgang kom Tiltalte til sin Moders Bolig i Hørby, hvorfra han imidlertid noget senere; da Moderen og hans Sødskende vare gaaede til Ro, ubemærket sneg sig bort for at gaa, til Øls Krat og der træffe sammen med Rasmus Pedersen, hvem han havde lovet at ledsage til Detaillist Pedersen, af hvem Medtiltalte vilde laane Penge. Paa Veien til Klejtrup blev det imidlertid efter Rasmus Pedersens Forslag aftalt imellem dem, at de, efterat være blevne lukkede ind hos P. Pedersen„ skulde søge at stjæle sammesteds og, hvis P. Pedersen og hans Karl skulde vaagne og vilde gjøre Anskrig, slaa dem begge ihjel, i hvilket Øiemed Rasmus Pedersen medtog en Tøjrekølle, som henlaa i en Sivbusk i Nærheden af P. Mortensens Gaard , ligesom det tillige blev aftalt, at de, naar Mordene vare begaaede, skulde for at skjule Udaaden, brænde Huset af. Efterat de omtrent Kl. 11½ vare blevne lukkede ind hos P. Pedersen og der havde tilbragt omtrent en Timestid i en i Sovekammeret staaende Slagseng, indtil P. Pedersen og Anders Bødker vare faldne i Søvn, stod Rasmus Pedersen op og gav sig til at søge omkring i Stuen for at stjæle, og da Anders Bødker nu vaagnede og gjorde Mine til at springe ud af Sengen, dræbte Rasmus Pedersen ham ved at slaa ham i Hovedet med den ommeldte Tøirekølle, som Tiltalte nu efter hans Opfordring hentede til ham ude fra Forstuen, hvor Rasmus Pedersen ved Ankomsten havde sat den fra sig, hvorpaa han med Tiltaltes Bistand lagde en Strikke, som han førte med sig, om Halsen paa P. Pedersen, der imidlertid ligeledes var vaagnet, og efterat først Tiltalte og siden Rasmus Pedersen havde trukket i Strikken, saa at P. Pedersen var begyndt at kvæles, dernæst ligeledes ved Kølleslag dræbte denne. Rasmus Pedersen opbrød nu det i Værelset Elaaende Skab og udtog deraf en Pakke Papirer samt tilegnede sig en Del Klædningsstykker, og efterat han derpaa havde taget noget Papir og nogle Pakker og lagt dem under Sengen, uden at Tiltalte imidlertid saa, om han tændte Ild deri, forlode de begge Gjerningsstedet, efterat Rasmus Pedersen havde aflaaset Døren og medtaget Nøglen, og fulgtes ad til Lindum Skov, hvorfra Tiltalte uden at have faaet nogen Andel i Udbyttet af Tyveriet eller noget andet Vederlag for den Medtiltalte ydede. Bistand, gik til sin Moders Hjem, hvor han gik i Seng uden at Nogen mærkede hans Komme, medens' Rasmus Pedersen, efter først at have været længere inde i Skoven, hvor han skiftede Klæder i eller ved en Sandgrav, gik bort i Retning af Sønder-Onsild. Ved et den 8de August paa Gjerningsstedet afholdt Forhør, under hvilket der blev givet Tiltalte Leilighed til at paavise de Steder, hvor han efter sit Udsagn havde færdedes med Rasmus Pedersen, paaviste han derhos i Udkanten af Lindum Skov et Sted, hvor han angav, at Rasmus Pedersen var gaaet ind i Skoven for at klæde sig om, og ved at følge denne Anvisning stødte Retten ogsaa i ca. 200 Alens Afstand derfra paa den Grusgrav, i hvilken Rasmus Pedersens gamle Klæder virkelig, efter hvad der derefter blev oplyst, kort i Forveien vare fundne, om hvilken Grusgravs Beliggenhed Retten og de den ledsagende Personer maa antages paa den Tid at have været uvidende.

Den 19de September f. A. begjærede Rasmus Pedersen sig fremstillet for Retten og tilstod nu, at han havde dræbt Detaillist Pedersen og Anders Bødker ved at slaa dem i Hovedet med den paa Gjerningsstedet fundne Tøirekølle , og han har i dette og flere senere Forhør herom afgivet følgende Forklaring. 

Den 28de Juni f. A. lidt efter Middag forlod Tiltalte det Hus i Hvornum, hvor han havde tilbragt den foregaaende Nat, for at gaa til Gundestrup, men blev af en stærk Tordenbyge foranlediget til at søge Ly i et Tørvehus ved Jonas Nielsens Gaard i samme By, og medens han opholdt sig her, opstod Tanken om at dræbe P. Pedersen og dennes Karl hos ham, hvilket ikke skete af Hævnlyst, da han ikke nærede Fjendskab imod nogen af dem, men alene, for at stjæle, idet han - der dengang var ganske blottet for Penge, og som meldt kun havde meget daarlige Klæder indsaa at han ikke vilde kunne komme til at stjæle fra P. Pedersen uden at han først aflivede denne og Anders Bødker. Han forblev nu i Tørvehuset til efter almindelig Sengetid, da han begav sig ad Kleitrup til, idet han medtog en Tøirekølle, som han fandt paa Marken i Nærheden af Jonas Nielsens Maltkølle, samt en ved denne henlagt Frakke, men da han dengang ikke havde Mod til at udføre Gjerningen, fordi han var ædru, gik han ind i et til P. Mortensens Gaard hørende Bagerhus, hvor han lagde sig til Hvile, efterat have henlagt Tøirekøllen i en Sivbusk i Nærheden, og senere hen paa Natten herfra, idet han medtog Tøirekøllen, hen til Detaillist Pedersens Pakhus, til hvilket han skaffede sig Adgang ved at krybe ind gjennem en Luge. Her opholdt Tiltalte sig - med Undtagelse af en kort Tid, da han var henne ved et tæt ved Pakhuset liggende gammelt Voldsted - hele den paafølgende Dag indtil om Aftenen Kl. 11 a 12, da han, der imidlertid under Opholdet i Pakhuset havde drukket en Del Vin og Brændevin, som han fandt sammesteds, medens han derimod intet havde faaet at spise, siden han den foregaaende Dag havde forladt den ovenommeldte Husmand i Hvornum og som derfor var bleven temmelig beruset, gik hen til P. Pedersens Leilighed og paa sin Anmodning blev indladt af P. Pedersen og af denne fik Tilladelse til at lægge sig i den ovenommeldte Slagseng. Efterat have sovet her i vel omtrent 4 Timer, stod han op og listede sig uden først at klæde sig paa og idet han var ganske nøgen - eftersom han havde skilt sig af med sin Skjorte, uden at han iøvrigt vil kunne erindre, naar og hvorledes dette er sket - ud i Forstuen efter Tøirekøllen, som han havde bragt med sig, indsvøbt i Jonas Nielsens Frakke, og lagt fra sig ude i Forstuen, og idet han nu stillede sig ved Skabet bagved Hovedenden af Sengen, hvori P. Pedersen og Anders Bødker laa stille og efter hans Formening sov, slog han dem med Køllen i Hovedet, men skjøndt hans Rus efter hans Forklaring dengang var gaaet noget over, vil han dog endnu have befundet sig i en saadan Sindsbevægelse, at han ikke kan mindes de nærmere Omstændigheder ved hans Fremgangsmaade, og han har navnlig erklæret sig ude af Stand til at oplyse, hvem af de Paagjældende han først slog, og hvormange Slag han gav dem, ligesaalidt som han, uagtet han gjentagende og indtrængende har været opfordret til at tænke sig om i saa Henseende, vil kunne erindre, at han, efterat have ihjelslaaet dem, har lagt Strikker om Halsen paa dem eller overhovedet at han har været i Besiddelse af de ovenommeldte Strikker. Efterat han havde udført Mordene, lagde Tiltalte Køllen fra sig i Sengen og trak Dynen op over de Myrdede, hvorpaa han af P. Pedersens Skab, som han oplukkede med Nøglen, der sad i Laasen, tilegnede sig et større Pengebeløb, som det maa antages mindst 326 Kr., der laa dels i den ovenommeldte Tegnebog dels i en Lærredspung, som han ligeledes medtog, og dels løst i Skabet, ligesom han endvidere tilegnede sig en Del Klædningsstykker og noget usyet Tøi - som det maa antages af Værdi tilsammen omtrent 60 Kr. - der beroede paa forskjellige Steder i Stuen, og som han fyldte i en ligeledes i Stuen liggende gammel Sæk, og endelig tog han paa Bordet i Boutiken ved Siden af Sovekammeret to Spiddelys, stillede dem under Sengen, hvori de Myrdede laa, og tændte Lysene i den Tanke, at Gaarden skulde brænde, i hvilken Henseende han nærmere har udsagt, at han - der vidste, at der i Gaarden foruden de Dræbte boede to Familier - ikke har kunnet være uvidende om, at han ved Ildspaasættelsen udsatte de til disse Familier hørende Personers Liv for Fare, men at han ikke har havt til Hensigt at de skulde indebrænde eller - som han ogsaa har udtrykt sig - at han ikke saaledes nøje har tænkt over denne Mulighed, men forholdt sig noget ligegyldig derved, og at det, da det var Dag, maatte formodes, at Ilden, hvis den var udbrudt, hurtigt vilde være bleven bemærket og de ommeldte Personer da være blevne frelste, hvad der iøvrigt efter Sagens Omstændigheder ogsaa nærmest er Føie til at antage. - Tiltalte, der formener, at han neppe har brugt mere end 1/4 Time til at udføre Drabene, Tyverierne og Ildspaasættelsen, forlod nu omtrent Kl. 4 om Morgenen P. Pedersens Bolig, som han aflaasede efter sig med Nøglen, der laa inde i Stuen, og som han senere vil have bortkastet tilligemed Nøglen til Skabsdøren, og gik til Lindum Skov, hvor han iførte sig en Del af de stjaalne Klæder og nedlagde sine egne gamle Klæder tilligemed den Jonas Nielsen frastjaalne Frakke i den ovenommeldte gamle Sæk, som han skjulte i den Grusgrav, hvor den som meldt senere blev funden, hvorefter han begav sig til Onsild Station og kjørte med Morgentoget derfra til Randers. 

I den P. Pedersen frastjaalne Tegnebog fandtes foruden Pengene en Sparekassebog og to med Stempel forsynede Dokumenter, som det maa antages Obligationer, men disse saavelsom Sparekassebogen vil Tiltalte have bortkastet paa Vejen fra Lindum Skov til Onsild Station.

Efterat Tiltalte Rasmus Pedersen i Forhøret den 19de September havde afgivet Tilstaaelse om at have forøvet de ommeldte Mord og Tiltalte Niels Andersen var bleven bekjendt hermed, har denne i et den 22de s. M. afholdt Forhør fuldstændigt tilbagekaldt sin tidligere Tilstaaelse om at have været delagtig deri og derimod paastaaet - hvad han senere vedholdende har fastholdt - at han ikke har havt nogensomhelst Del i Mordet, men at hans hele Forklaring herom var opdigtet, og at han har tilbragt hele Natten mellem den 29de og 30te Juni i sin Seng hjemme i hans Moders Hus i Hørby, der er beliggende omtrent 1½ Mil fra Gjerningsstedet, hvorhos han som Motiv til, at han havde afgivet en urigtig Tilstaaelse, har udsagt, at han fra Begyndelsen af havde ladet sig bevæge hertil ved Haabet om, naar han oplyste Noget, at faa Tilladelse til at bruge Skraatobak i Arresten, og at han, efterat have gjort det første Skridt, har ladet sig forlede til at gaa videre og efter de til ham rettede Spørgsmaal give Forklaring om , hvad han ikke vidste, dels af Frygt for at blive belagt med Haandjern, dels i den Tanke, at han derved kunde bidrage til at fælde Rasmus Pedersen, hvem han var vred paa; og om hvis Skyld han ikke nærede nogen Tvivl. Tiltalte Rasmus Pedersen - der iøvrigt i det første Forhør, hvori han afgav Tilstaaelse, udtalte, at han vel syntes at mindes, at der var en Person med ham, men at han ingeri tydelig Erindring havde, om det var Tiltalte Niels Andersen eller en Anden - har ogsaa senere paa det Høitideligste forsikkret, at han ikke ved at have den 29de eller 30te Juni set noget til Niels Andersen enten før, under eller efter Mordene, hvilke han ved at have udført alene uden Nogens Hjælp, og denne Forklaring har han siden efter under hele Undersøgelsen bestemt fastholdt.

Medens nu den af Tiltalte Rasmus Pedersen afgivne Tilstaaelse i det Væsentlige er bestyrket ved Sagens øvrige Oplysninger, saa at der navnlig ikke er nogen Føie til at betvivle Rigtigheden af hans Tilstaaelse, forsaavidt hans egen Virksomhed angaaer, med Hensyn til hvilken det herefter alene henstaar uopklaret, om han foruden at have bibragt P. Pedersen og Anders Bødker de dræbende Slag med Køllen tillige har lagt dem Rebene om Halsen, hvad han, som meldt, ikke vil kunne erindre, men dog under den fortsatte Undersøgelse har erkjendt at maatte have gjort, eftersom der Ingen var med ham, bør der derimod - uanset Bestemmelsen i Lvs, 1-15-1 - ikke lægges afgjørende Vægt paa Tiltalte Niels Andersens først afgivne Tilstaaelse om at have været delagtig i Gjerningen; thi skjøndt denne Tilstaaelse, som Niels Andersen i Hovedsagen fastholdt gjennem en Række af Forhør, efterhaanden blev en Del bestyrket ved, hvad der ellers fremkom under Sagen, og i Særdeleshed derved, at han, som ovenfor anført, var i Stand til med temmelig Nøjagtighed at angive Beliggenheden af den Grusgrav, hvori Rasmus Pedersen samme Morgen, Mordene vare forøvede, havde skjult sine gamle Klæder - hvad han senere har angivet udelukkende at skyldes en løs Gjætning - hvorhos denne Tiltalte ogsaa har kunnet give Forklaring om andre under Sagen oplyste Enkeltheder, som det vanskelig kan forstaas, at han kan have været vidende om, uden paa ens eller anden Maade at have været i Ledtog med Rasmus Pedersen, saasom at Sidstnævnte ingen Skjorte havde paa den Nat, Udaaden blev forøvet, at han havde havt Tøirekøllens skjult, først i Nærheden af P. Mortensens Gaard og senere i P. Pedersens Forstue, at han forinden Gjerningen havde ligget i Slagsengen, at han ved sin Bortgang fra. P. Pedersens Bolig aflaasede Døren og medtog Nøglen m. V., er der dog paa den anden Side oplyst flere Omstændigheder, der, skjøndt hans alibi ikke derved kan anses tilfalde godtgjort, dog i og for sig gøre det mindre sandsynligt, at han har været tilstede paa Gjerningsstedet paa den Tid Mordene bleve forøvede, og i ethvert Fald bestyrkes hans senere Forklaring Om ikke at have deltaget i disse, i høi Grad ved Tiltalte Rasmus Pedersens bestemte Benægtelse heraf, hvorved ogsaa kan bemærkes, at den i P. Pedersens Soveværelse staaende Slagseng, hvori Rasmus Pedersen sov forinden Gjerningen, og som maa antages at have været saa smal, at der kun kunde ligge et Menneske i den, med mindre den var helt udtrukken, efter flere Deponenters Udsagn efter Mordene blev befunden ikke at være helt udtrukken, ligesom ogsaa Nedtrykket i Sengklæderne skal have tydet paa, at der kun havde ligget et Menneske deri. Iøvrigt skildres Tiltalte Niels Andersen af mange Personer, der tidligere have havt Leilighed til at lære ham at kjende, som en i hel Grad løgnagtig og upaalidelig Person, paa hvis Fortællinger Ingen troede, og hans Forklaringer under Sagen have ogsaa i: mange Henseender været vitterlig usandfærdige. Der kan herefter ikke anses tilveiebragt Bevis for, at Tiltalte Niels Andersen har været delagtig i den omhandlede af Tiltalte Rasmus Pedersen forøvede Udaad, men skjøndt der saaledes forsaavidt denne Del af Sigtelsen angaar, maa gaas ud fra, at hans først angivne Forklaring har været urigtig, vil der dog, idet der efter det Ovenanførte ikke er tilveiebragt noget positivt Bevis for den nævnte Forklarings Urigtighed, alleredeaf denne,Grund ikke kunne paalægges ham særlig Straf i saa Henseende, navnlig forsaavidt han alternativt er sat under Tiltalte for falsk Forklaring for Retten....

Foruden de ovenfor omhandlede af Tiltalte Rasmus Pedersen tilstaaede Forbrydelser har denne Tiltalte endvidere tilstaaet, hvad ogsaa stemmer med Sagens øvrige Oplysninger, at han en Dag - som det maa antages i Begyndelsen af Juni Maaned f. A. - har i Smed Jens Sørensens Kammer i Purhus Kro hvortil han skaffede sig Adgang ved at udtage et udvendig tilspigret Vindue og stige ind gjennem Vinduesaabningen, tilvendt sig 20 Øre og noget Øl, hvilket sidste han drak, at han, da han den 25de s. M. forlod Gundestrup, har medtaget en Lærredspose af Værdi 25 Øre, der tilhørte en Dagleier, og en til 45 Øre vurderet Kniv, der tilhørte Pigen Frederikke Rosborg, hvilke Gjenstande ere bragte tilstede under Sagen og udleverede de respektive Eiere, samt at han en Dag i Januar Maaned 1874 ved sin Bortgang fra en Gaard i Hvornum, hvor han havde tilbragt Natten forud, har tilvendt sig nogle, en Tjenestekarl sammesteds tilhørende, Klæder af Værdi 14 Kr. tilligemed en Pengepung, hvori der fandtes 3 Rdl. 14 Sk. Endelig har Rasmus Pedersen vedgaaet, at han har beholdt og disponeret over nogle Klædningsstykker, som han kort Tid forinden han begik det sidstommeldte Tyveri, havde laant af en svensk Karl ved Navn Niels, der ikke er afhørt under Sagen. For denne tiltaltes Vedkommende er der eiheller Spergsmaal om Erstatning under Sagen.

Tiltalte Rasmus Pedersen er født den 27de September 1841 og har tidligere flere Gange været straffet, senest, ifølge Overrettens Dom af 21de Januar 1878 efter Straffelovens §§ 231 første Led og 253 med Forbedringshusarbeide i 1 Aar, og han er nu for med Overlæg at have skilt Detaillist P. Pedersen og Anders Jensen Bødker ved Livet ved Underretsdommen rettelig dømt efter Straffelovens § 190 til at straffes paa Livet, hvorved den Straf vil være absorberet, som han endvidere har forskyldt for forsøgt Ildspaasættelse efter samme Lovs § 281 jfr. § 46, samt for sit øvrige ovenfor omhandlede Forhold efter § 232, tildels sammenholdt med § 229 Nr. 4 og efter § 64 jfr. §§ 230 første Led og 253. 

Tiltalte Niels Andersen - der er født: den 18de Juni 1852 og tidligere har været straffet ifølge Rinds-Gislum Herreders Extraretsdom af 27de Juli 1875 efter Straffelovens § 253 med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage og efter Hasle m. f. Herreders Extraretsdom af 25de November 1878 efter § 228 med samme Straf - vil for de af ham begaaede Bedragerier være at anse efter Straffelovens § 253 med. en Straf, der efter Sagens Omstændigheder findes at burde bestemmes til Fængsel paa Vand eg Brød i 4 Gange. 5 Dage."

(Højesteretstidende 1880-1881, nr, 33)


I december 1880 afslog Christian 9. at ændre straffen til tugthusarbejde på livstid:

Rasmus Pedersen (Mørke), der begik Dobbeltmordet i Kleitrup ved Hobro og i alle Instantser er dømt fra Livet, er ikke af Højesteret blevet indstillet til Benaadning med Tugthusstraf paa Livstid, og det maa derfor antages, at Livsstraffen vil blive eksekveret, idet Benaadning kun plejer at gives, naar Indstilling herom sker fra Højesteret, eller dog en Del af de voterende Assessorer udtale sig derfor, medens i nærværende Tilfælde efter Forlydende kun 1 af de 10 voterende Dommers har været stemt derfor. At en saadan Indstilling ikke har fundet Sted, er naturligvis en Følge af, at den Dømte har gjort sig skyldig i en særlig afskyelig Forbrydelse ved at dræbe tvende sovende Personer, efter at de havde indladt ham i Huset for at yde ham Nattelogis, hvorhos Motivet har været af den laveste Art, nemlig det at sætte sig i Besiddelse af nogle Penge. I det Hele skal man af Forbryderen have modtaget et højst uhyggeligt Indtryk, idet han synes at have været aldeles ligegyldig for Menneskeliv. Henrettelsen vil ifølge Lovens Bestemmelse finde Sted i den Jurisdiktion, i hvilken Forbrydelsen er begaaet, og blive udført af Landets Skarpretter, der saa vidt vides første Gang gaar til denne Gjerning, idet det nu er adskillige Aar siden, at Livsstraffen er bleven fuldbyrdet. I tidligere Tid vare Henrettelser som bekjendt langt hyppigere, og i Middelalderen havde vistnok endogsaa enhver Kjøbstad en Bøddel, idel der jo den Gang i mange Tilfælde fandt Hængning Sted endog for Tyveri, ligesom endvidere Straf med Gabestok, Kagstrygning osv., hyppigt fandt Sted. Endnu i Frederik den Sjettes Tid var det ukjendt, at Personer, der havde begaaet Mord, bleve benaadede med Tugthusarbejde paa Livstid, og det er egentlig først i den sidste Snes Aar, at Tidsaanden er gaaet i en anden Retning. I Overensstemmelse hermed har den nye Straffelov afskaffet Livsstraffen i en stor Mængde Tilfælde, hvori den tidligere var fastsat, idet den ældre Lovgivning altfor meget var stridende imod den nyere Tids Aand og f. E. endog satte Livsstraf for Brandstiftelse, naar Nogens Liv derved var udsat for Fare. Imidlertid er der dog i hver Jurisdiktion forbeholdt en Plads til Retterstedet, som man fra Arilds Tid har benyttet dertil. Posten som Skarpretter er under de nuværende Forhold næsten en Sinekure, men lønnes dog godt, saa vidt vi vide med 1200 Kr. aarlig.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød 20. december 1880).


Morderen Rasmus Mørke, der siden sin korte Udflugt har været lænket, fik ifølge "Vends. Td." den 22de ds. sin Dødsdom forkyndt. Hvorledes han tog imod den, er Bladet ubekjendt, idet Politiet passer betydelig bedre paa Efterretninger fra Fængslet, end det passede paa Rasmus Mørke selv. To stærke Mænd have det uhyggelige Hverv Dag og Nat at holde Vagt over den dødsdømte Morder, som ellers skal forholde sig ret rolig, dog som det synes uden nogen egenlig Anger. I alt Fald tillægger man ham den Ytring, at han ikke et Øjeblik fortryder at have dræbt Kjøbmand Per Persen, hvorimod vel gjør ham ondt, at Karlen maatte med. Dette er dog mulig en Gjenklang fra de Medlidendes ytringer udenfor Fængslet. Næppe var det nemlig bekjendt, at Dødsdommen skulde fuldbyrdes, før Stemningen mange Steder slog fuldstændig om til Fordel for Morderen, og man fandt da de talrigste Undskyldninger for hans Forbrydelse. Man skumlede over Maaden, hvorpaa Per Persen var  kommen til sin Formue; der gik Rygte om, at en af de fire Arvinger endog skulde have afslaaet sin Part (20,000 Kr.) af Arven, og Rasmus Mørke skal endnu Aftenen før Forbrydelsen være bleven mindre pænt behandlet ved en Handel hos ham. All dette er dog selvfølgelig kun Udslag af Folks Øllebrødsbarmhjertighwd. Henrettelsen, der vil ske i Kleitrup, vil sandsynligvis først blive foretaget om 3-4 Uger.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 28. december 1880).

29 april 2023

Brev fra St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

 St. Croix, den 22de Oktober 1880 *)

Hr. Redaktør! Ved at optage adskillige Breve fra St. Croix i Deres ærede Blad, har De vist, at De interesserer Dem for Forholdene her paa Øen, og dette giver mig Mod til at anmode om, at ogsaa efterfølgende Linier maa blive bragte til Deres Læseres Kjendskab, blandt hvilke jeg antager HS. Excell. Finansministeren findes, eftersom han har beordret konst. Toldforvalier Richter af Frederikssted at anlægge Sag imod Hr. P. C. Birch for dennes Brev i Morgenbladet af 19de August d. A.

Det er en bekjendt Sag, at det i en forbavsende kort Tid er gaaet saaledes tilbage med St. Croix, at ikke alene en stor Del af dens Ejendomsbesiddere ere gaaede fra Gaard og Gods, men at selve Kommunen St. Croix, hvis dens Affærer nu skulde opgjøres, maatte erklæres at være fallit.

Spørges der, hvad den danske Regering har gjort for om muligt at hindre eller dog modarbejde denne Tilbagegang, kan Svaret kun blive, at den nu og da har sendt os et Palliativ i Form af nogle hundrede tusinde Kroner, dels til Fælleskogeriet og dels til Udlaan blandt Plantere; men om der var blevet sendt os Millioner i Stedet for Tusinder, vilde dette dog kun have været det samme som at fylde Vand i Danaidernes Kar, saa længe Administrationen itke vidste at benytte dem paa rette Maade, og at den nuværende Administration ikke er stiv i den Økonomi, som passer for vore Forhold, synes at maatte være gaaet op for den ærede Finansminister for lang Tid siden.

Guvernør Garde gik til Danmark i 1876 for at arbejde paa Oprettelsen af et Fælles-Sukkerkogeri; han trak sin fulde Gage, som uden Taffelpenge er henved 30,000 Kr. aarlig, og brugte desforuden nok ca. 20,000 Kr. extra, saa det ses, at han kunde rejse som det passer sig en Mand af 2den Klasse i Rangen. Med Hensyn til den Maade, hvorpaa den sidste Sum var bleven anvendt, gjorde et Kolonialraadsudvalg vel nogle Bemærkninger, men disse kom kun ud til Befolkningen ved privat Omtale, da Betænkningen, hvori de fandtes, blev lagt paa Hylden. Naar man for et Tidsrum af 9 Maaneder faar et Beløb af ca.44,000 Kr., saa kan man nok harve Kræfterne ved lige til at udføre en Mængde Arbejde, og Guvernøren arbejdede saa vedholdende, at det virkelig for en stor Del maa tilskrives ham, at vi fik et Kogeri; men saa kommer Skyggesiden, hans begrænsede Indsigt i Økonomien; han fik nemlig sat igjennem, at Kogeriet blev lagt ved den østlige Grænse af det dyrkede Land.

Vilde en Mand hjemme anmode om Tilskud af Statskassen eller af Private til Anlæg os f. Ex. et Fællesmejeri paa Grænsen mellem den jydske Hede og det opdyrkede Land - og til Begrundelse af det nyttige i et saadant Foretagende anføre, at naar først Mejeriet var der, vilde dette foraarsage, at Kapitalen kom frem og omdannede Heden til Græsgange - saa vilde man vel betakke sig. Men noget lignende er det, man her har gjort. Man sagde nemlig, at naar vi først havde et Fælleskogeri, saa vilde Kapitalisterne komme og opdyrke den østlige Tel af Øen, som er vor Hede. Havde man i Stedet for dette lagt Kogeriet i den vestlige Del af Landet, hvorfra mindst de to Trediedele af Øens hele Sukkerudbytte kommer, saa vilde man i Aar have faaet en tilstrækkelig Tilførsel af Rør.

I Danmark kjendes vore stedlige Forhold saa at sige slet ikke, og de Stemmer, som hernede rejste sig imod Anlægsstedet, kunde ikke komme hurtig nok til at gjøre sig gjældende hjemme; men lad os nu være fuldkommen ærlige, er der nogen eneste forstandig Mand paa St. Croix, der vil paastaa, at man ved Hjælp af Kapital kan bringe saa meget Sukker ud af den Del af Landet, der ligger Øst for en Linie trukken fra Plantagen Casse Garden til Kristianssted, at man kan sige. Kapitalen er vel anvendt - sikkert ikke.

Og som Guvernøren saa fejl med Hensyn til Anlægsstedet af Kogeriet, saaledes saa han fejl med Hensyn til Anbringelsen af de faa Soldater, vort Pengevæsen tillod os at holde. Her var hans første Argument vel Disciplinen, men Økonomien maatte dog drages til Hjælp saa vel her som i Spørgsmaalet om Politistyrken i Frederikssted, hvis Afgjørelse havde til Følge, at den dygtige Politimester Egge gik af med en Pension, der var mere end stor nok til at betale for den Forøgelse af Styrken, han ansaa for nødvendig til at holde Ro og Orden i sit Embedsdistrikt, og som han sikkert vilde have holdt Ro og Orden med, saa at Arbejderurolighederne i Oktober 1878 ikke vilde have fundet Sted.

Ved Hr. Egges Pension lagdes der en Byrde paa St. Croix; men til Gengæld mener Guvernøren, at han har sparet Øen for en Byrde ved i Stedet for at foraarsage karakt. Kaptejn Boye pensioneret at faa ham anbragt som Toldforvalder i Kristianssted . Man skulde virkelig tro, at vi levede i Tiden før 1842, da alle uundværlige Militærpersoner bleve anbragte i Told- eller Postvæsenets Tjeneste. Hvad vilde Grev Sponneck, Skaberen af Moderlandets nuværende dygtige Toldvæsen, som Finansminister havde sagt, om en Guvernør var kommen til ham med en Indstilling af denne Natur; han vilde sikkert have fortalt ham, at Toldforvaltere af den Slags kunde foraarsage Tab, der oversteg Pensionsbeløbet adskillige Gange.

Om Økonomien har spillet nogen Rolle ved Konstitutionen af Guvernørens tidligere Huslærer som Toldforvalter i Frederikssted, skal være usagt.

Men Guvernørens administrative Mangler ere ikke alene til Skade for Kolonialkassen, ogsaa Statskassen lider derved, thi en Mand med en bedre Indsigt vilde vist for længe siden have raadet Finansministeren til ikke at begrave flere Penge i Plantagen Work and Rest. Det er næppe for meget sagt, at der gjennemsnitlig sattes 20,000 Kroner aarlig over Styr paa denne Ejendom, der oven i Kjøbet tilhører en privat Mand.

Af det  lidet, som her er anført, turde maaske være fremgaaet, at hvad vi trænge til, er en Forandring af Administrationen. Alligevel synes Finansministeren, eller maaske rettere Kolonialdirektøren at ville bolde paa Hr. Garde til det yderste. **)

Hvis vi fik en Kommission, bestaaende af tre Medlemmer, som højeste Myndighed, saaledes som foreslaaet af nogle Medlemmer af Folketinget, vilde den efter et toaarigt Ophold her kunne have gjort sig saa bekjendt med Forholdene, at de Forslag, som udgik fra den, sikkert vilde blive modtagne med fuld Tillid af Autoriteterne i Moderlandet, og ingen her, som kan have nogen begrundet Mening om Øens agronomiske Forhold, tvivler om, at Forslagene vilde gaa ud paa, at største Delen af det Land, som ligger vest for den ovennævnte Linie, kunde ved passende Behandling give et saa stort Udbytte, at Øen, med en timelig Hjælp, inden faa Aar vilde kunne staa paa sine egne Ben

For Øjeblikket staar Haabet højt hos det store Flertal af Øens Befolkning, som ikke hylder det nuværende Regimente. Dette skriver sig fra, at vor ellers saa stilfærdige Præsident og Viceguvernør endelig skal have fundet, at det nu gik for vidt med den Maade, hvorpaa der traadtes op ligeover for ham, og derfor har klaget til Ministeriet; dette turde endelig aabne Øjnene hjemme.

Før jeg slutter, skal jeg endnu kun oplyse, at skjønt Ordren om Sags Anlæg mod Hr Birch kom herud den 15de September, er han dog endnu ikke stævnet til at møde for Retten, hvorfor ogsaa nogle mene, at man slet ikke tør stævne ham, da alt, hvad han skrev i Morgenbladet, jo var fremsat af ham tidligere saa vel skriftlig som paa Tryk - med Undtagelse af Ikke-Førelsen af de fire Bøger, som kun har været fremsat skriftlig for Guvernementet i Begyndelsen af indeværende Aar - uden at der er foretaget noget imod ham. Men i denne Slutning tager man dog vist fejl, thi for Ordrens og sit Embedes Skyld kan Toldforvalteren ikke undlade at anlægge Sag. 

*) Brevet har i nogen Tid maattet vente paa Plads.

**) Dette skal dog nu ikke længer være Tilfældet. Morgbl.s Red.

(Morgenbladet (København) 1. december 1880).


Guvernør Janus August Garde (1823-1893) var søofficer og havde sejler med forskellige skibe. Han var havnekaptajn i København 1860-1872. Herefter blev han guvernør over De danskvestindiske øer. Han trak sig i 1881.

Ubekendt fotograf: Plantage. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.