Otto Busses Afgang. (Efterskrift til Politivennen)

Wilhelm Weimann (1868-1942) var trafikminister 1909-1910 for de Radikale. Han var egentlig minister for handel og søfart i starten af regeringen Zahle 28. oktober 1909 - 5. juli 1910, men fra februar 1910 også trafikminister.

Frederik Ferdinand Petersen (1815-1898): Otto Busse. Fotoet forestiller Otto Busse (yderst til højre) med sin far, Otto Friedrich August Busse (1822-1883), mor og søster. Faderen var ligeledes overmaskinmester, så sønnen gik i hans fodspor. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En ny Ministerskandale.

Hvorfor skulde Busse gaa.

Det har vakt almindelig Opsigt, at Statsbanedirektør Busse, der endnu ikke er fyldt de 60 Aar, har søgt og faaet sin Afsked. Enhver, der kender Hr. Busse, vil indrømme, at han har sin fulde Arbejdskraft, og at intet personligt Hensyn berettiger til at antage, at han nu har villet søge Afsked, netop som der i Jernbaneetaten forestaar store Opgaver, som han var Manden for at løse.

Fra ganske paalidelig Kilde kan "Kbhvn" meddele, at Hr. Weimann en skønne Dag lod Direktør Busse kalde og uden videre Forklaring henstillede til ham, at han havde at søge sin Afsked for at give Plads for yngre Kræfter.

Hr. Busse erklærede, at han ikke var sig noget ondt bevidst, at han havde tjent Staten ærligt i 34 Aar og derfor ikke vilde stilles i Klasse med Kontorchef Hald, hvorfor han ikke vilde søge sin Afsked. Hr Weimann nægtede paa Direktørens Forespørgsel at angive Grund ud over den med de yngre Kræfter og endte med at erklære, at, hvis Afskedsbegæringen ikke forelaa inden Tirsdag, vilde Direktøren faa sin Afsked.

Da Direktør Busse længe har været misfornøjet med de herskende Forhold i Trafikministeriet, bestemte han sig til at indgive sin Afskedsbegæring, og Hr. Weimann har derfor med en vis Ret kunnet 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 19. maj 1910. Slutningen af artiklen mangler)'

Busse

Ryd op!

Maskindirektør Busse er, som i Gaar meddelt, bleven tvunget til frivillig at tage sin Afsted fra Slatsbanerne fra 1. Avgust at regne.

Hr. Weimann erklærede i Gaar, at han skulde være villig til at gøre Offentligheden Rede for sine Motiver til Afskedigelsen, saafremt Hr. Busse ønskede det, men Hr. Busse har indtil nu ikke ønsket det.

Og det er nok bedst saaledes - for ham.

Der er nemlig ingen Tvivl om, at Hr. Busse har været Staten en dyr Mand. Hans Forretningsprincip var aldrig at prøve sig frem, han købte glat væk, uden Hensyn til, hvad det kostede. Et Par Eksempler vil vise det.

Siraks efter Hr. Busses Tiltrædelse blev en stor Del af Statsbanernes Maskinmateriel kasseret. Hr. Busse kunde ikke taale at se, hvad hans Forgænger havde anstaffet. Blandt andet kasserede han alle Maskinernes Smøreapparater. Dem, som han anskaffede i Stedet, blev kort efter kasseret, fordi de var ubrugelige. Der skulde nu anskaffes nye, men de underordnede Embedsmænd havde ikke pareret Ordre, men gemt de gamle Apparater, som bruges den Dag i Dag.

I 1903 gav Minister Hage Ordre til, at Lageret af færdige Reservemaskindele skulde nedbringes til det nødvendige. Denne Ordre parerede Hr. Busse saaledes, at de færdiglavede Maskindele ødelagdes og omsmæltedes! Dette Galmandsværk kostede Statsbanerne Tusinder af Kroner.

De Materialier, der leveres Maskinafdelingen, svarer saa godt som aldrig til Prøverne. Arbejderne fortæller saaledes, at de ofte faar leveret File saa bløde som Jærn og derfor ubrugelige.

Klager fra Arbejderne over disse Forhold blev systematisk afvist. 

Men mange andre Forhold trænger til Belysning. Vi henstiller til Minister Weimann at undersøge den Forretning, som Statsbanerne driver med brugte Lokomotiver.

Maskindirektør Rambusch er Konsulent for samtlige sjællandske Privatbaner, det vil sige, han er Raadgiver og Vejleder for disse ved Køb af Maskiner. Men nu foregaar der det meget mærkelige, at Statsbanerne ved mere end en Lejlighed har kobl Maskiner, som Privatbanerne ikke har kunnet bruge. For to Aar siden købtes to Maskiner af Kallehavebanen, og for øjeblikket ligger der fire Mastiner splittet i Stumper og Stykker paa Statsbaneværkstederne. Disse er købt af Slangerupbanen.

Navnlig denne sidste Transaktion er der vistnok Anledning til at undersøge.

Men i hvert Fald har vi nu det Særsyn, at en højtstaaende Statsembedsmand er lønnet Tillidsmand ved nogle Privatbaner, hvis Maskiner Statsbanerne køber, og hvis Pris den samme Embedsmand jo utvivlsomt er med at fastsætte. Dette er utilbørligt, mildest talt.

Ja, der er vist været meget mere end god Grund til Hr. Busses Afskedigelse, og derfor skal Weimann have Lov at fortsætte.

(Social-Demokraten 20. maj 1910. 2. udgave)

Direktør Busse.

Statsbanemændenes Afskedsord.

Den 1. August træder Maskindirektør Busse tilbage fra den ansvarsfulde Post ved Statsbanerne, som han nu beklæder og efter en 34-aarig Virksomhed i Statsbanernes Tjeneste.

I den Anledning bringer "Dansk Jernbaneblad" i sit Nummer for den 24. dennes en meget lang og indgaaende Artikel om Direktør Busses fortjenstfulde Gerning og fremhæver den store Energi, saglige Dygtighed og indgaaende Kendskab til Arbejdets Detailler, der har præget hans Embedsvirksomhed.

Og Artiklen slutter med følgende Ord:

"Den Hengivenhed, Maskinafdelingens Personale nærer for Direktør Busse, fandt sit smukkeste Udtryk paa Jubilæumsdagen den 1. Maj 1901, da Personalet fra Frederikshavn til Godser smykkede Lokomotiverne til Ære for deres Chef. Maskindirektøren tænkte tit og med Glæde paa denne Festdag, den han engang overfor os betegnede som den smukkeste Dag i sit Embedsliv.

Statsbanerne mister i Direktør Busse en udmærket Embedsmand og en human Chef, som under Varelagelsen af sit store og ansvarsfulde Embede ikke tabte sit Personales Anliggender af Syne - han var en af de Mænd, Personalet ikke havde Raad til at miste."

(København 27. juli 1910).

Maskindirektør Busses Tilbagetræden.

Paa Mandag fratræder Maskindirektar ved Statsbanerne O. F. A. Busse sin omfattende Embedsgerning efter 34 Aars Virksomhed i Banernes Tjeneste.

Direktør Busse indtraadte i Statsbanerne den 1ste Maj 1876 som konstitueret Maskiningeniør ved Banerne i Jylland, efterat han i et Par Aar havde været ansat ved det sjællandske Jernbaneselskab. Den unge dygtige Ingeniør avancerede hurtigt. Allerede den 1ste Oktober 1876 udnævntes han til Kontorchef hos Overmaskinmesteren i Aarhus, i 1882, kun 32 Aar gammel overtog han Embedet som Overmaskinmester, fra 1887 med Titel af Maskinchef. Ved Omorganisationen i 1892-93 flyttede Maskinchef Busse til Kjøbenhavn som Maskinchef for samtlige Statsbaner og i 1903 blev Busse udnævnt lil Direktør for Maskinafdelingen og som saadan Medlem af Statsbanernes Generaldirektion.

Det er en lang og fortjenstfuld Virksomhed, Direktør Busse kan se tilbage paa. Med ubestridelig Dygtighed i  Forbindelse med fremragende administrative Evner og nøje Kendskab til Enkelthederne har han ledet Statsbanernes Maskinafdeling, hvis Budget nu figurerer med et Beløb af over 16 Millioner Kroner. 

Oprettelsen af de kemiske Laboratorier i Kjøbenhavn og Aarhus til at kontrollere de Varer, Statsbanerne køber, skyldes den afgaaende Direktørs Initiativ. Ligeledes er der paa hans Initiativ oprettet en Kulprøvestation for at erhverve sig Kendskab til, hvad hver enkelt Sort Kul er værd som Brændsel.

Det er dog navnlig som Konstruktør, at Direktør Busse har erhvervet sig et Navn, der er naaet langt udenfor Landets Grænser. En lang Række Lokomotiv- og Vogntyper kendetegner hans fremragende Virksomhed paa dette Omraade. Allerede en af hans første Lokomotivtyper, der udmærkede sig ved deres rolige Gang selv ved Hastigheder paa over 100 Kilometer, vakte Opsigt i Udlandet.

Karakteristisk for Direktør Busses Vognkonstruktioner var den udstrakte Anvendelse af Træ i Stedet for Jern. Grundtrækkene for Direktør Busses Virksomhed paa det konstruktive Omraade var at skabe ensartede, rationelle Konstruktioner, som kun krævede ringe Vedligeholdelse.

Ogsaa paa Dampfærgevæsenets Omraade har den afgaaede Direktør ydet en betydelig Indsats, idet han er Faderen til den dobbeltsporede Færge, der første Gang konstrueredes til Storebæltsoverfarten.

Af Enkeltheder, der har kendetegnet Udviklingen, og som er blevne til i Direktør Busses Embedstid, kan nævnes Vakuumsbremsen, Togenes Dampopvarmning, den elektriske Togbelysning - forud for andre europæiske Lande - mekaniske Kullosningsapparater m. m.

Statsbanerne mister i Direktør Busse en dygtig Embedsmand og en human Chef, som under Varetagelsen af sit store og omfangsrige Embede ikke tabte sit Personales Anliggender af Syne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 30. juli 1910).

Illustration fra månedsbladet "The Railway Word" 1895: "Third-Class carriages on the Danish state Railways, designet af Otto Busse. Vognene havde rygekupeer, toiletter og varmesystem (fra dampen fra maskinen). I beskrivelsen stod: "From this brief description and the illustrations it will be seen that the officials of the Danish Railways are keeping pace with the times in securing the convenience and comport of their passengers."

Busse færdig.

Ingen Redegørelse.

Direktør Busse er nu fratraadt sit Embede som Maskindirektør ved Statsbanerne.

Denne Fratrædelse eller rettere Afskedigelse har en Forhistorie. Det vil erindres, at Højres Blade under den sidste Valgkampagne søgte at lave et politisk Agitationsnumer paa Hr. Busse. Den radikale Regering havde her "uden mindste Grund" afskediget en gammel veltjent Embedsmand, hed det. Men den radikale Trafikminister standsede hurtig de altfor ivrige Højreblade. I et Interview udtalte han nemlig, at Fjærnelsen af Hr. Busse utvivlsomt var baade i Statsbanernes forretningsmæssige og i Hr. Busses Helbreds Interesse. Hr. Weimann erklærede sig yderligere villig til at begrunde Afskedigelsen, saafremt Hr. Busse selv fremsatte Ønske derom.

Man har forgæves ventet paa et Ord fra Hr. Busse, og nu gaar han altsaa uden at have givet Hr. Weimann Anledning til den af Offentligheden ventede Redegørelse. Mærkværdigvis har de Højreblade, der søgte at slaa politisk Mønt af Hr. Busses Afskedigelse, heller ikke rettet nogen Opfordring til Hr. Busse om at tale. De synes heller ikke længere at interessere sig for Klarhed paa dette Punkt.

(Horsens Social-Demokrat 2. august 1910).

Ved finanslovbehandlingen oktober 1910 sigtede Højremanden konsul Birch statsbaneledelsen, og insinuerede at Busse havde favoriseret sine slægtninge ved indkøb af kul til statsbanerne.

Konsul Fisker, afgik senere i 1910 fra bestyrelsen efter et krak. Han havde bl.a. aktioner i Helsingørs Jærnskibsværft. Busse overtog hans plads.

Holger Damgaard (1870-1945): Otto Busses Vej, tipvogne i arbejde. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Otto Busses fik en vej opkaldt efter sig i det nuværende Jernbanebyen.

Lille Brøndstrædes Nedrivning starter, April 1910. (Efterskrift til Politivennen)

 "Grundejerbladet" skriver således:

"Under de nuværende forhold anses iværksættelsen af større samlede byggeforetagender for ganske uforsvarlig?"

Med andre ord: Lad blot arbejderne sulte! Lad de handlende ruineres! Lad hele vores erhvervsliv og vores økonomiske evne blive forringet, når bare husejerne derved - ganske uden nogen grund - kan mele deres kage!

Mere udæskende brutalt har man sikkert aldrig set spekulationen i folkets blod! Sulten og fattigdommen med alle dens følger skal nu, da tiderne synes at åbne udsigt til at de kan lindres, fremtvinges ad kunstig vej? Arbejderne skal sulte for at grundejerne kan mættes i overflod!

Dette er ikke blot brutalitet, men råhed.

Og hvad nås der så, om det lykkes grundejerne at gennemføre deres plan?

Der nås det at folk må indskrænke sig. De der hidtil har haft råd til at bo i en 3 værelsers lejlighed, må flytte ind i en 2-værelsers. De der har kunnet bo med deres børn i de luftigere og sundere lejligheder i forstæderne, må nu pakke sig sammen i rønnerne i de skidne smøger i byens indre. Huslejens forhøjelse vil således bevirke at de ledige værelsers antal yderligere forøges. Heraf følger igen mere arbejdsløshed og mere elendighed. Samtidig med at alle de hygiejniske fremskridt som de sidste år har ført med sig i henseende til valg af bolig, nu igen skal lægges øde. 

Vi har fået raseret de modbydeligste dele af Brøndstrædekvarteret med deres arnesteder for sygdomme og moralsk pest. Vi har fået lyse boliger rundt i byen hvor det har været muligt for arbejderne at b o, fordi de har kunnet skaffe den leje der krævedes. Nu skal altså mange af disse arbejdere påny tvinges ind i de huler som det har været umuligt at få lejet ud fordi det mange steder er sundhedsfarligt at bo i dem. 

Sygdomme, arbejdsløshed, elendighed!

Lad dem blot brede sig!

Når man blot med vold og magt kan holde byggeriet i stå! Og husejerne kan stikke deres profit i lommen!

(Social-Demokraten, 14. februar 1910).

Det København der falder.

Lille Brøndstræde.

Midt i det gamle Københavns elendige rønner ligger Lille Brøndstræde som selve midtpunktet for denne fortid. Hvis Brøndstrædekvarteret er fra Christian den fjerdes tid, så må Lille Brøndstræde stamme fra kong Hans. Det er en perle af en gammel mørk og trist gyde. Lille Brøndstræde hvor århundreders smuds næsten synes dynget op. Men nu forsvinder det også. Den ene side af gaden er allerede rammet. Der ligger bl. a. huset, hvor Bulotti blev fanget; det er den ejendom, hvorfra lygten stikker ud. På den anden side af af gaden bor der endnu mennesker som (tre ord mangler) de også drage bort. Der er dem der gør det med sorg i hjertet. En gammel kone der havde boet der i tredive år, gæød da hun skulle derfra. Sådan er den menneskelige natur. Den hænger ved det gamle selv om det er mørkt og fattigt.

(Aftenbladet, 19. marts 1910).

Flyttedagen

Brøndstræde-kvarteret ryddet.

Flyttedagen i går forløb forholdsvis roligt. 

Der sås ikke synderligt mange flyttelæs, og gaderne var så rene og pæne som på den fineste søndag. Hvilken forskel på svineriet for nogle år siden, da gaderne var losseplads for alt sIags skrammel og skidt.

Et stort antal af de familier, der denne gang skulle forandre bopæl, har været så forsynlige at besørge flytningen i de forudgående dage.

Der har i år ikke været så mange ny lejligheder at råde over som for nogle år siden, da der var ca. 12.000 til disposition. I år er der kun ca. 8.000 ledige lejligheder at vælge imellem. Nedgangen i antallet har altså været ikke mindre end 4.000.

*

FIyttedags-institutionen går så langt tilbage i tiden som til den gamle skånske lov, der kun fastsatte en flyttedag om året, og den var lagt tæt op til påsken. Senere i tiden blev flyttedagen rykket hen til slutningen af april, eller den 1. maj - men stadig var der kun tale om denne ene årlige flyttedag. Det er først i den nyeste tid, at der forordnedes to flyttedage årligt, og de fastsattes til den tredie tirsdag i april og oktober - altså den ordning, som vi endnu lever under, og som der nu atter gøres forgæves forsøg på at få ændret, således at flyttedagen lægges til den 1. maj og den 1. november.

6 udsættelser i går.

På byfogedkontoret var som sædvanlig assistenter rede til at foretage eventuelle udsættelsesforretninger. Der blev foretaget 6.

April flyttedag 1909 blev der foretaget 2 udsættelser og oktober flyttedag samme år 3 udsættelser, hvorimod der i 1908 ikke fandt nogen udsættelsesforretning sted 

Udrykningen fra Brøndstrædekvarteret.

Det livligste flyttesjov i går var det dødsdømte kvarter ved Brøndstræde. Her flyttede lejerne ud om formiddagen. I aftes var der nogle enkelte beboere, som endnu ikke var rykket ud. De risikerer at få taget revet ned over hovedet på sig.

I dag tages der fat på nedbrydningen.

Arbejdet er taget i entreprise af to entreprenører, d'herr. Valdemar Jensen som betaler 4800 kr. for karreen mod Gothersgade, og Ole Petersen som har overtaget karrens anden halvdel mod Vognmagergade for ca. 2.000 kroner.

Entreprenørerne skal selv sørge for pladsens indhegning så længe nedbrydningsarbejdet varer. Det antages at nedbrydningen kan være fuldført i løbet af 2 til 3 måneder.

Og så bliver der plads til opførelsen af det tidligere omtalte store bygningskompleks for belysningsvæsnet. 

(Social-Demokraten, 20. april 1910, 2. udgave).

Lille Brøndstræde falder. 

I går har man påbegyndt nedrivningen af den sidste del af det gamle kvarter mellem Gothersgade, Landemærket og Vognmagergade i København. Det uhyggelige Lille Brøndstræde falder samtidig og dermed er en god portion af det aller uhyggeligste København forsvundet.

Lige til nu har de gamle ruiner huset mennesker og fattigvæsnet har måttet tage sig af mange stakkels forhutlede mænd og kvinder som hidtil har holdt til i rønnerne, men nu står uden tag over hovedet.

Snart vil det gamle Brøndstræde med morderen Bulottis tagkammer, beværtningerne "Guldkuren", "Det lille Apotek" og "Det røde Horn" være en saga blot og på tomterne rejser Københavns Kommune en ny prægtig bygning for belysningsvæsnet.

(Kolding Social-Demokrat, 28. april 1910).

Gamle rønner

Brøndstræde-kvarterets nedrivning.

København 28. april.

I disse dage påbegynder Københavns Magistrat den sidste del af det store nedrivningsarbejde i den indre by, og dermed falder resten af det ilde berygtede Brøndstræde- og Vognmagergade- kvarter, hvori byens værste bærme, dens løse eksistenser og faste stamgæster i arresthusene i årevis har haft deres faste tilholdssteder. Den sidste del som falder nu, omfatter 21 ejendomme og danner en firkant, begrænset af Gothersgade, den åbne plads mod Møntergade, hvor de sidst nedrevne huse har stået, Vognmagergade og Landemærket, og midt i karreen ligger Lille Brøndstræde, hvori snavset og elendigheden altid har kulmineret. I alt står disse gamle, elendige ejendomme Kommunen i ca. en halv million kr. efter den nu foretagne vurdering, og for en uge siden måtte de sidste beboere rømme lejlighederne.

Vi gik i dag en tur gennem den resterende stump af Lille Brøndstræde, hvor arbejdsmændene allerede har taget godt fat med økser og brækjærn, og sjælden har vi set mage til elendighedens huler, som disse såkaldte "lejligheder", der findes her. Huset hvori Ballotti blev fanget, synger allerede på sit sidste vers; der står endnu kun en stump af sidehuset ud mod Lille Brøndstræde; Gavlen er revet ned - og en trappe, der er så snæver og lav at et voksent menneske ikke kan passere den oprejst, snor sig endnu op gennem etagerne. Vi stiger indenfor i en af de endnu urørte ejendomme, og det syn, der møder os, er så frygteligt, at man næsten skulle forsværge, at disse "lejligheder" har været benyttede til menneskeboliger. Et sted, hvor vi kommer ind, er "gården" mellem for- og baghus - alle ejendomme i Lille Brøndstræde er nemlig dobbelte - kun 7 alen i længden og højst 3 i bredden, og denne fri plads, hvis bestemmelse det er at skaffe det fornødne lys og luft mellem husene, optages fuldstændig af en mægtig retirade, en stor skarnspand, hvis indhold endnu flyder over alle bredder, og en frygteligt stinkende kloak. Baghuset i denne ejendom er så usselt, at dets gulmalede ydermur midt på har slået en stor bule, og højere oppe er den begyndt at læne sig over mod forhuset. At trappeopgangen er fælles for for- og baghuset siger sig selv. Men her er den dog indbygget. I en anden ejendom ved siden af optages en gård af lignende størrelse fuldstændigt af en trappegang, der er så rådden, at den er stivet af med både brædder og bjælker, og hvis trin giver efter da vi går op ad den.

Denne ejendom er noget af det elendigste man kan tænke sig. Ikke en solstråle kan trænge ned i "gården", grundet på taget over trappen og ved hver afsats er der opsat en ganske lille støbejernsvask, som står i forbindelse med nedløbsrøret. Den har dannet beboernes køkken. Vandet de skulle bruge, har de måttet hente på bunden af det mørke trappehul hvor der lige kan skimtes en post. Man må forundres over at der overhovedet har kunnet leve mennesker her, og dette indtryk forstærkes når man kaster et blik ind i baghusets etværelseslejligheder hvis døre overalt mangler låsetøj, og i mangel af bedre lukkes med en jernstang eller et stykke sammensnoet, rustent ståltråd.  Her kommer man først ind i en slags forstue, som væsentligst optages af et stort åbent og sodet fyrsted. Lavt til loftet er her og knapt med plads, men værre er der dog i "stuen", hvis fastspigrede vinduer aldrig har set en klud, og hvis vægge er tapetserede med gamle aviser. Vinduespudsning er i det hele noget, man ikke har givet sig af med i Lille Brøndstræde, men hvad skulle det også til, når der intet lys var. Når en rude gik i løbet, erstattedes den glat væk med en gammel las eller et stykke pap. Mørket i stuerne blev ikke tættere for det! Synet af disse huler, hvori man næppe kan stå oprejst, med deres tidligere beboeres efterladenskaber af snavs, ekskrementer, aske og papirdynger, ville få de fleste til at gyse, og man kan dårligt få sig selv til at tro, at sundhedspolitiet virkelig har tilladt, at de blev beboede af mennesker.

Men Brøndstræde-kvarteret har også haft sine muntre tilholdssteder, hvor gadernes faste stok af "gamle drenge" aften efter aften samledes om brændevinen og øllet. Vi kigger ned i "Cafe" Smedekælderens lave, tilrøgede skænkestue, hvor loftet af frygt for nedstyrtning er afstivet med brædder og bjælker, og hvor kvarterets lyrik har svulmet om kap med kvarterets pigers overdådige former. Disse mandhaftige kvindelige væsener ser man malede på "Kafeens" små vinduer, med ølglas i hånden, der er lige så store som de selv, og med "digteriske" udgydelser som denne:

"Vi vil ha' øl.
det koster sølv!"

I almindelig udtale passer rimet ikke, men for "de gamle soldesvende" var disse linjer guldkorn. På loftsbjælkerne i Smedekælderen fandt vi yderligere følgende perler:

"Kom tit igen,
Min gamle ven!
Hold dig som mand
Drik så længe du kan"

En opfordring der sikkert i fulde mål er blevet fulgt. 

Nu forsvinder altså endelig denne rest af det ældste og mest uhumske København - om et par uger er der ikke sten på sten tilbage af dette kvarter og af de usseldommens huler hvori der er udspillet mange tragedier, hvorfra megen åndelig smitte har bredt sig over byen og hvorfra også byens sidste pestepidemi i 1856 spredte død og ødelæggelse over København. 

Clas.

(Kolding Folkeblad 29. april 1910, 2. udgave)

Theodor Petersen, 1. Politiinspektør. 25 års Jubilæum. (Efterskrift til Politivennen)

 Politiinspektør i 25 år.

Theodor Petersen

Når politiinspektør Theodor Petersen til morgen træder ind i sine kontorer vil han, trods

alle forbud, på forskellig vis blive hyldet i anledning af, at han i dag for femogtyve år siden overtog den betydelige og ansvarsfulde stilling som chef for Ordenspolitiet, hr. Theodor Petersen er vel nok den af politietatens højere embedsmænd, der har rigest lejlighed til at træffe i nær - ofte i meget nær - berøring med det københavnske publikum. Hvor mange gange har han ikke ved en konge- eller kejsermodtagelse måttet styre masserne, og han gjorde det undertiden blot ved et blink i de skarpe stærke øjne. Undertiden måtte han vel også ty til andre midler, men det vil sikkert med største ret kunne siges om ham, at han i alle situationer har optrådt både værdigt og besindigt. Th. Petersen ønsker absolut ikke krig med sine bysbørn, og det er lykkedes ham i de mange år hvor han har virket i politiets tjeneste, at opdrage en hær af dygtige hjælpere, der ser op til deres chef både med beundring og respekt, og som sætter en ære i at følge i hans fodspor.

I de femogtyve år, Theodor Petersen har styret Ordenspolitiet, er byen undergået mange og omfattende forandringer. Folkemængden er i rig og stadig tiltagen og selve folkelivet har skiftet fysiognomi, men Ordenspolitiets chef har vidst at følge med i byens og tidens udvikling. Han er i dag som for femogtyve år siden fuld af ungdommelig virkelyst. Han er blevet ældre, men ikke af sind og ikke af tanke, hans hår er hvidt men ellers spores hans lange virksomhed kun derpå, at han handler ud fra de mange års gode og sikre erfaringer.

Ordenspolitiets chef har grund til at se tilbage på sin virksomhed med glæde og tilfredshed, og byens tusinder af borgere har kun grund til at ønske, at hr. Theodor Petersen endnu i mange år må have kræfter og humør til at bestride sin ansvarsfulde stilling.

(København, 12. marts 1910)

25 år

Politiinspektør Th. Petersen

I går aftes er politiinspektør Theodor Petersen flygtet bort fra byen - for at undgå alle de

velmenende mennesker, der ellers i dag ville have opsøgt barn i hans hjem og i hans kontor på det gamle domhus for at lykønske ham på 25-årsdagen for hans ansættelse som 1. politiinspektør i København. Men selv om jubilarens beskedenhed byder ham på festdagen at være borte fra den by, han elsker, og som han i et kvart århundrede har tjent med en aldrig svigtende pligtopfyldelse, så behøver dette dog ikke at være nogen grund for os andre til at lade dagen gå ubemærket hen.

Der er jo næppe nogen københavner, som har levet med i de sidste 25 år eller en større part dette tidsrum, som ikke kender byens 1. politiinspektør, Ordenspolitiets chef, ikke fordi han nogen sinde har trængt sig selv frem i forgrunden, men fordi han altid var der hvor hans pligt bød ham at være og det måtte ifølge sagens natur blive dér, hvor de mange var samlede. I de store grundlovstogs tid, i de store fyrstemodtagelsers tid, den politisk bevægede tid her i hovedstaden havde Ordenspolitiet ofte betydelige og vanskelige opgaver, og da vidste Københavnerne på en prik, hvem det var, når politiinspektøren kom sprængende langs rækkerne på sin vælige ganger En skøn dag ombyttede Theodor Petersen hesten med cyklen, og dette changement i forbindelse med de forandrede tider har bidraget til at han i de senere år ligesom er trådt lidt mere i baggrunden.

Men han er ikke derfor blevet mindre virksom eller mindre tjenstivrig. Med en fast og myndig hånd leder han Ordenspolitiets store korps og hovedstadens befolkning har årsag til i dag at takke ham for det arbejde han har udført i de forløbne 25 år, i hvilke byen har gennemgået en så rivende udvikling og lagt så mange alen til sin vækst. Vort Ordenspoliti har holdt trit med denne byens udvikling, og med de midler, der står til dets rådighed, på fortrinlig måde sørget for orden og sikkerhed både i den indre bys travle færdselsårer og i forstædernes sparsomt bebyggede yderste kvarterer.

Intet menneskeligt er fuldkomment, heller ikke Københavns Politi. Med større midler til rådighed - til rigeligere mandskab og bedre lønninger - ville det være endnu bedre, end det er, men i det store og hele kan hovedstaden være vel tjent med sit ordenspoliti, og en betydelig del af æren herfor tilkommer den mand der har været dets egentlige leder i de sidste 25 år. 

(Dannebrog, 12. marts 1910).

Statsbanernes nye Centralværksteder. (Efterskrift til Politivennen)

Imponerende Anlæg.

Vi har forleden kortelig meddelt, at Statsbanernes nye Centralværksteder ved Kallebodstrand, der for en Del allerede er tagne i Brug, kan ventes afleverede i Løbet af denne Maaned.

Hele det store Anlæg er imidlertid af saa imponerende Art, at det næppe vil være uden Interesse at høre noget nærmere derom, hvorfor vi her skal føre vore Læsere gennem Værkstedernes enkelte Afdelinger.

Personbanegaardens Flytning og de gamle Centralværksteders mindre heldige Indretning og smaa Lokaler nødvendiggjorde Opførelsen af nye Værksteder, hvortil Rigsdagen ved Lov af 29de Marts 1901 bevilgede en Sum paa 3,200,000 Kr., et Beløb, som 1909 forhøjedes med 589.000 Kr.

Det for en Del opfyldte Terræn, hvorpaa de nye Centralværksteder er byggede, strækker sig fra Enghavevejens forlængelse ud for Sporvognsremisen og helt ind til Kommunens Badeanstalt ved Gasværkshavnen.

Arealet, hvorpaa Bygningerne er opførte, er indhegnet af et højt Stakit og ikke mindre end 29 Tdr. Land stort. Af disse 29 Tdr. Land er igen godt 9 Tdr. Land overbygget, men alle Bygninger er lagte saaledes, at der er rigelig Plads til Udvidelser af de enkelte Værksteder.

Længst op mod Enghavevej findes for uden Portnerbolig tillige en Række Arbejderboliger, for at der i Tilfælde af Ildsvaade eller lignende altid kan være noget Mandskab tilstede.

Nutidigt foto af "den gule by" eller "Kineserbyen" - arbejderboligerne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Derefter kommer de store Værkstedsbygninger. Allerede et Vue over det store Malerværksted virker helt imponerende men fordunkles dog ganske af den Hal, der benævnes Vognværkstedet. Hallen er ikke mindre end 2½ Td. Land stor og gør et lyst og tiltalende Indtryk. Lyset til Lokalerne skaffes foruden gennem store Sidevinduer tillige ved Ovenlys.

I Vognværkstedet findes en Mængde Maskiner, der, som alle Maskinerne Værkstederne, drives ved Elektricitet. I hele Hallens Længde gaar en med Skinner forsynet Skydebro, paa hvilken Vognene kan skydes frem og tilbage og derved paa en bekvem Maade anbringes hvor som helst i Hallen.

Her som i de øvrige Værksteder lægger man Mærke til mægtige, galvaniserede Rør under Loftet. Det er Varmerør. hvorigennem varm Luft pustes ud i Lokalet fra et Varmekanoner, i hvilket der findes Ribberør. I de større Rum findes flere saadanne Varmekamre.

I umiddelbar Forbindelse med Vognværkstedet findes et Maskin- og et Haandsnedkeri til Forarbejdning af det Træ, som anvendes ved Reparationer af Vogne. I Nærheden af Vognværkstedet ligger i en særskilt Bygning Grovsmedien, Støberiet og Metalværkstedet. Alle Smediens Esser er forsynede med underjordiske Røgkanaler, gennem hvilke Røgen øjeblikkelig suges bort.

I Smedien findes foruden mindre Damphamre en Smedepresse, der kan udøve et Tryk paa 350,000 Kg. 

I en Bygning paa to Etager, omtrent i Midten af det hele Anlæg, har man den Kraftcentral, hvorfra Damp, Elektricitet og Trykluft gennem forskellige Ledninger føres ud til Værkstedsbygninger og øvrige Lokaler. Kedlerne er forsynede med automatisk virkende. selvfyrende Apparater og indrettede til at kunne brænde Træaffald, som fra Snedkerierne gennem Rør suges hen i Kedelrummet. Kedler, Dampmaskiner og Dynamoer findes i Stueetagen, medens et Akkumulatorbatteri med 244 Celler er anbragt i 1ste Etage. I umiddelbar Nærhed af Kraftcentralen findes Kogehuset, hvor de af Lokomotiver og Vogne aftagne Jerndele ved Kogning renses for Olie og Sløv.

Reparationsværkstedet for Lokomotiver er ogsaa af store Dimensioner, ca. 1½ Td. Land. Det er ligesom Vognværkstedet forsynet med Træbrolægning, bl. a. for at ikke Værktøjet skal lage Skade af at falde paa Gulvet.

I de to Værksteder er der ca. 17,000 Kv.-Meter Træbrolægning, et talende Vidnesbyrd om Værkstedernes uhyre Størrelse.

Reparationsværkstedet for Lokomotiver er ligeledes forsynet med Skydebroer samt med en Løbekran med 2 Spil, der hver kan bære 32,000 Kg. Desuden findes der et Par mindre Kraner samt en Mængde Maskiner. I Forbindelse med dette Værksted findes et Lakererværksted samt et særligt Rum, hvor Maskinerne sammensættes og prøves, forinden de afleveres som reparerede. 

Nutidigt foto af en del af Lokomotivværkstedet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En særlig Bygning i Nærheden id delte Værksted rummer Elektriker- og Sadelmagerværkstedet.

Endnu længere ind mod Byen træffer man paa Kontor- og Magasinbygningen, en stor Bygning paa to Etager. I Magasinerne findes Lagre af alle de forskellige Smaadele, som anvendes i Vogne og paa Lokomotiver, samt naturligvis Søm, Skruer etc. i Mængder.

Kontorlokalerne er smukke og lyse med alle moderne Bekvemmeligheder.

Umiddelbart ved Kontorbygningen ligger den store Lokomotivremise, der er ikke mindre end 2 3/4 Tdr. Land stor, og som kan rumme 96 Lokomotiver. Bagved Remisen er der Opholdsrum til ca. 500 Mand.

Der er til Remisen og alle Værkstederne bekvem Sporforbindelse til Ind- og Udbringning af Materiale, og f. Eks. ud for Vognværkstedet en udvendig Skydebro, paa hvilken Vognene kan skydes langs Bygningen og derefter føres ind gennem den Port i Værkstedsbygningen, man ønsker.

Spørger man, om der er sørget for Bekvemmeligheder for de mange Arbejdere, da maa man sige, at det er Tilfældet, endog i allerhøjeste Grad. Ved hvert Værksted er der fortiden store og praktisk indrettede Toiletrum tillige rummelige Omklædningsværelser med et Skab for hver Arbejder. I Omklædningsrummene findes Vaskekummer med varmt og koldt Vand. Endvidere er der ved Værkstederne Spisestuer for Arbejderne, der kan holde medbragt Mad varm i særlige i Spisestuerne anbragte Varmekasser.

Som en stor Bekvemmelighed for Arbejderne nævner vi endelig den i Kraftcentralbygningen installerede Badeanstalt, hvor der findes 24 Afklædningsrum, Brusebade, Badstue med en Temperatur paa 50 Gr. C. og Liggepladser til 6 Personer. Badeanstalten er overordentlig nydelig indrettet.

For ret at klargøre Anlægenes Størrelse skal vi sluttelig anføre en Række talende Tal. Hele Anlæget har kostet ca. 4 ½ Mill. Kr., og ikke færre end 170 Mestre i forskellige fag har haft Arbejde ved Anlæget. Der er anvendt ikke mindre end 125,000 Kv.-Alen Tagpap til Tækning.

I Lokomotivreparationsværkstedet beskæftiges ca. 200 Mand, i Vognværkstedet. Træværkstedet og Malerværkstedet ca. 300 Mand, i Elektriker- og Sadelmagerværkstederne ca. 100 Mand.

Opførelsen af del store Anlæg. For hvilket Professor Wenck er Hovedarkitekt, har været ledet af Arkitekt Holger Lange, der i hele 3 Aar har haft mere end Beskæftigelse nok hermed.

Indflytningen begyndte i Oktober forrige Aar, og forventelig vil alle Værkstederne være tagne i fuld Brug inden Udgangen af denne Maaned.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. januar 1910)

Hammeren. (Efterskrift til Politivennen)

Alle Bornholmere kender Navnet Hammeren og efterhaanden lærer ogsaa en Del andre Danske at kende de prægtige Klippepartier paa Bornholms Nordspids. Didhen søger nu hvert Aar Tusinder af Mennesker for at glæde sig over den prægtige og storslaaede Natur. Gennem Millioner af Aar har de vældige Granitklipper paa Bornholms Nordspids trodset Sø og Vejr. Generation efter Generation er sunken i Graven, men lige stejl og haard har Hammerens Klippe staaet som det urokkelige, mens alt andet forgik og fortæredes af Tidens Tand. 

I sin Uroprindelse stod Hammeren indtil for ca. 35 Aar siden, da man fandt paa at gøre den i Penge. Før den Tid havde ingen tænkt paa at drage anden Nytte af den rige, stejle Natur end en Smule Græsning for nogle Faar og Kvæghøveder. Staten ejede Hammeren, der har et Fladeareal paa over 350 Td. Land, men Staten var højsindet og overlod Græsningsretten til Allinge-Sandvig Kommune, ligesom den havde overladt Retten til Fiskeriet i Hammersøen til Bornholms Kommandant. Mens dette Forhold holdt ved, levede Beboerne i Allinge og Sandvig det mest idylliske Liv. De tvende Byer, der nu er sammenvoksede, talte i 1870 kun 1022 Indbyggere og de ernærede sig hovedsagelig ved Agerbrug og Fiskeri samt en Smule Haandværk og nogen Købmandshandel. Der var ingen, der paa den Tid drømte om, at Stedet om et halvt Hundrede Aar skulde blive et Valfartssted for Turister fra fremmede Lande. Der var heller ingen, som den Gang tænkte paa at gøre Hammeren til et af de mest storstilede industrielle Anlæg i Danmark. Rent tilfældig er forøvrigt Planen herom bleven ført ud i Livet.

I Midten af forrige Aarhundrede var der rundt om i Evropa en Mani for storslaaede Projekter hvorved der skulde tjenes Penge, og det er denne Mani, der indirekte har været Aarsag til, at Granitværket Hammeren er blevet til. Et internationalt Selskab var løselig blevet dannet med det Formaal for Øje at omdanne Hammersøen ved Hammeren til en international Nødhavn. Selskabet talte mange mere eller mindre fine Navne. Det siges endog, at afdøde Grev Frijs var med i det. En af dets Medlemmer var en Kaptejn Petersen fra København, en anden var en Ingeniør Brandt, en tredje Ingeniør Glæsel, København.

Selskabet havde en stor Kapital tegnet og Planerne til den internationale Nødhavn var delvis færdige, da Selskabet paa Grund af forskellige Omstændigheder brød sammen. 

Det var Meningen at danne Havn af selve Hammersøen, og Havnen skulde have Indsejling baade fra Sænekysten og Sandvigbugten. Paa den Maade blev det muligt at søge Havnen fra Vestsiden og Østsiden. Det tog sig jo storartet ud. Det vilde ganske vist koste vældige Beløb, men man ventede sig - besynderlig nok forresten - ogsaa store Indtægter. Nu kan ethvert Menneske se, at Idéen var ganske vild. Den endnu levende fhv. Postmester og Borgmester i Allinge, Marckmann, stod i Forbindelse med det internationale Selskab og havde for dettes Regning taget Ejendommene omkring Hammersøen paa Haanden, deriblandt ogsaa Hammersholm.

Derimod raadede Selskabet ikke over selve Hammeren, som var Statens, og som vederlagsfrit udnyttedes af Kommunen. Allerede i 1843 - 44 søgte Allinge og Sandvig Kommune om, at den maatte faa fuld Ejendomsret over Hammeren, men der udstedtes i 1844 en kongelig Resolution, hvorefter det ansøgte ikke kunde bevilges. Derimod tilstod man paany Byerne en uforstyrret Nydelse af Græsningsretten til Hammeren. At det heller ikke var ganske ideelle Grunde, der foranledigede Kommunen til at begære Ejendomsretten til Hammeren, viste sig tydelig nok senere. I 1873 gav Staten Køb overfor et nyt Andragende og den 18de September samme Aar fik Kommunen vederlagsfrit Skøde paa Hammeren. Men allerede i 1875, altsaa kun 2 Aar efter, solgte Kommunen igen hele Hammeren for 16,000 Rigsdaler til Grosserer J. C. Martens fra København. Købet var fra Martens Side en Spekulationsforretning og den stod i Forbindelse med Planerne om at omdanne Hammersø til en international Havn. Grosserer Martens mente, at han kunde gøre en god Forretning med Havneprojektselskabet og kom dette i Forkøbet med at erhverve Hammeren. Han forregnede sig imidlertid, thi Havneplanerne blev ikke til noget, og dermed bristede alle Forudsætninger for Hammerens Erhvervelse.

Havneplanerne var ikke nogen ny Opfindelse. Det fortælles, at den russiske Kejser Zar Peter den Store allerede i 1716, da han i 4 Dage boede i Allinge og Sandvig, skal have fundet Søen velegnet til Orlogshavn. Ogsaa den danske Regering har til Tider beskæftiget sig med Tanken om at omdanne Hammersøen til en Orlogshavn. Der blev i 1809 af Ritmester v. Salchow foretaget Undersøgelser over Bekostningerne ved et saadant Anlæg. Man naaede til Erkendelse af, at det vilde blive bekosteligt, og efterhaanden er Danmarks sømilitære Magt reduceret til saa lidt, at det ikke i lange Tider har haft nogensomhelst praktisk Betydning for os, om Hammersøen er egnet til Orlogshavn eller ej. Noget anderledes har Forholdet været, naar Talen var om en Nødhavn paa Bornholm. Lige til de allersidste Aar har Nødhavnsspørgsmaalet været drøftet, og der har af og til været talt om Hammersøen, men Nødhavnsspørgsmaalet har efterhaanden faaet et Stænk af bypatriotisk Karakter over sig; Hammersøen har derfor mindre været anbefalet. Omkostningerne vilde forøvrigt blive kolossale og næppe staa i noget passende Forhold til den egentlige Nytte, der kunde drages af Anlæget. Man kan derfor med nogenlunde Sikkerhed sige, at der ingen Udsigt er til, at der vil blive hverken Orlogshavn eller Nødhavn ved Hammersøen. Den faar sikkert Lov til endnu i mange Aar at ligge i sin idylliske Ro. 

Men det er gaaet anderledes med Hammeren. Den brydes efterhaanden itu, og fortsættes Stenbrydningen der, som den er begyndt, vil Hammeren efterhaanden helt forvandles, og de storslaaede Klippepartier vil forsvinde for at gøre Tjeneste som Sikringer for Havneanlæg langs Tysklands Østersøkyster. 

Grosserer Martens blev ikke ret længe Ejer af Hammeren. Da han ikke kunde gøre Forretning med Havneselskabet gav han sig til i mindre Stil at udnytte Klipperne ved Stenbrydning. 

I Aaret 1875 i Juni Maaned begyndte Virksomheden med Stenbrydning paa Hammeren, idet Hr. Grosserer Martens da med Hr. Ingeniør H. Brandt som ledende Ingeniør tog fat paa at udnytte Hammerens svære Klippepartier. Der arbejdedes i ca. 3 Maaneder med en Snes Mand indforskrevne fra Tyskland og Bøhmen. Arbejdets daglige Gang lededes af en bøhmisk Formand ved Navn Donhart; men det blev ikke til stort. Bøhmerne forstod ikke rigtig Haandteringen i de svære haarde Klipper. I August Maaned samme Aar overtog nuværende Stenværksejer i Allinge A. R. Wiberg den praktiske Ledelse af Stenbrydningsarbejdet paa Hammeren i Forening med Hr. Ingeniør Brandt. Hr. Brandt blev imidlertid syg og allerede Aaret efter i 1876 - fratraadte han helt og Wiberg overtog derpaa Ledelsen alene. Hr. Wiberg virkede som Leder for Grosserer Martens Stenhuggeri indtil 1882. Da indstillede Grosserer Martens sin Forretning. De bøhmiske Arbejdere vendte alle tilbage til deres Hjemland. Det kneb imidlertid med at faa hjemlige Stenarbejdere. I Aarene 1875-82 blev der indforskrevet 10 Italienere, og de viste sig som duelige Stenarbejdere. Der arbejdede ogsaa baade svenske og danske Arbejdere paa Hammeren i de Aar. Antallet af Arbejdere var den Gang som nu stærkt varierende. Der var fra 50 til 100 Arbejdere beskæftiget i de Aar. I 1883 overtog Hr. Wiberg for egen Regning Granitværket Hammeren i Forpagtning og Forpagtningen varede til Efteraaret 1890. Forinden Forpagtningens Ophør havde Grosserer Martens imidlertid overdraget Hammeren til Brødrene Ohlendorff i Hamborg. Overdragelsen til Tyskerne fandt Sted i Aaret 1884. Hr. Wiberg drev en ret omfattende Virksomhed og afhændede Stenarbejdet til det øvrige Danmark, Tyskland og Rusland.

Da Virksomheden begyndte paa Hammeren i Efteraaret 1875 fandtes der nogle smaa Stenhuggerier paa Nordlandet. Et af Værkerne tilhørte Købmand M. Curdts, et andet tilhørte Købmand J. J. Grønbech, begge i Alling. Den Grønbech'ske Forretning dreves af et Konsortium, som Grønbech var den egentlige Leder af. Ogsaa den Gang solgtes den forarbejdede Granit dels til det øvrige Danmark, dels til Tyskland, særlig til Kiel. Hele Arbejdsstyrken i Stenindustrien var i Aarene før 1875 20 a 30 Mand. Afskibningen af Graniten fandt da Sted dels fra Allinge Havn, dels fra Bugten ved Sæne, hvor Skibene under gunstige Vindforhold fik Stenen udskibet i Pramme. I "Humledal'', hvor der nu ligger en Del Arbejderboliger, laa der i tidligere Tider en Smedie, et Maskinhus, Stalde og Ladebygninger, som Hr. Wiberg benyttede under sin Virksomhed. Han drev forøvrigt noget Landbrug ogsaa paa Hammeren. De nævnte Bygninger nedbrændte imidlertid et Aar ganske kort Tid efter, at Sæden var bleven indbjærget - vistnok i Aaret 1887. 1884 maatte Hr. Martens som nævnt afhænde Hammeren til sin Svoger Baron v. Ohlendorff i Hamborg. Ohlendorfferne var meget rige Folk og tog vel nærmest Hammeren at Familiehensyn. 

I 1891 dannedes der et Aktieselskab: "Bornholms Granitværk", hvis Aktier i alt væsentlig er paa tyske Hænder. Der blev anlagt Stenværk i stor Stil. Svenske Arbejdere kom herover i Hundredtal, der byggedes Arbejderboliger og Arbejderkaserner og en meget livlig Tid begyndte for Allinge og Sandvig. Alt tegnede stort. "Bornholms Granitværk" var et Millionforetagende og mange drømte om en Stortid. Der blev bygget en Havn i Bugten ved Sæne nedenfor Hammershus Ruiner. Fra denne Havn skulde det meste af Granitværkets Produktion udskibes. Ved Sænekysten havde der i ældre Tider været nedrammet Pæle til en Art Skibsmole, benyttet for Sejladsen for Ind- og Udskibning for Hammershus Slot, og ved Anlæg af den ny Havn fandtes betydelige Rester af denne gamle Skibsmole. Pælene var af Birk og saa velbevarede, at de kunde bruges til Nyttegenstande, f. Eks. Drejearbejde.

Der rejste sig imidlertid straks Røster imod at Kommunen havde solgt Hammeren for den ringe Pris 32,000 Kroner, og det vakte ikke ringe Uvilje, at en saa betydelig Del af Bornholm skulde overgaa til et tysk Aktieselskab. Da Selskabet saa fik i Sinde at anlægge en Havn ved Sænebugten, kom Uviljen paany til Orde og der var Vanskeligheder at overvinde for Selskabet med Hensyn til Koncessionen paa Havneanlæget.

Ohlendorfferne var imidlertid formaaende Folk. De var gode Bekendte af Børsmanden Tietgen, og Tietgen gik ind paa at repræsentere det tyske Selskab og dermed overvandtes Vanskelighederne. Koncessionen blev givet den 19. Juli 1890. 

I de første Aar, efter at Hammerværket ret var kommen i Drift, beskæftigedes der flere Hundrede Arbejdere i Værket. Senere er det gaaet mere og mere tilbage med Produktionen og egentlig Stenhuggerarbejde udføres slet ikke mere paa Hammeren. Produktionen udgør nu kun Brosten, som hugges med Faldhammer, samt Skærver og Ros. Den tyske Toldpolitik har lagt betydelige Hindringer i Vejen for Udførslen af det færdighuggede Materiale. Den tyskfødte Direktør Weiler er forlængst rejst herfra og den ligeledes tyskfødte Bestyrer Gottspenn er fratraadt. Nu ledes Hammerværket af Hr. Bestyrer Julius Andersen, som tidligere var en af Formændene paa Værket. Men det ejes fremdeles af Baron v. Ohlendorff i Hamborg og det beskæftiger ca. halvandet Hundrede Arbejdere. 

Hammerværket har sikkert ikke været nogen Guldgrube for Tyskerne, og saaledes som Forholdene tegner, er der næppe nogen Udsigt til, at der i de nærmeste Aar kan blive større Virksomhed. Værket har været stort og dyrt anlagt, og der er eksperimenteret der i saa vid Udstrækning, at der skulde særlig gunstige Salgsvilkaar til for at bære Omkostningerne.

Allinge-Sandvig Kommune er bleven fattigere og fattigere, eftersom Aarene er gaaet, og Hammeren er bleven grimmere og grimmere. Der er altsaa ingen, der har spundet Silke ved Anlæget. For Arbejderne har Stenindustrien altid været et besværligt Felt. Arbejdet er haardt og Lønnen er ringe i Forhold til det opslidende Arbejde og den store Risiko for Liv og Lemmer, der er forbunden med Arbejdet i Klipperne.

Nu er hele Hammeren øde og gold. Der vokser en Del Lyng i Lavningerne oppe paa Højdepartiet; men Træer er der ingen af i egentlig Forstand. Det menes imidlertid, at Hammeren i ældre Tider har set anderledes ud og har været bevokset med Træer. 

I Rawert & Garliebs Bornholms Beskrivelse af 1815 hedder det om Hammeren saaledes: 

"Fordum har Hammeren været bedækket med Skov; nu ser man kun Træernes Rødder og nøgne Klipper hist og her stige op af Sandet." 

Det menes forøvrigt, at Hammeren har været beboet i Middelalderen, uden at man dog har nærmere Rede paa dette Forhold. Den formodede Bebyggelse sættes i Forbindelse med Ruinerne af det gamle kristne Kapel, Salomons Kapel. Disse Ruiner ligger tæt op ad Havet i en Lavning ved Hammerens Nordvestkyst, altsaa paa den helt modsatte Side, hvor Sandvig nu ligger. Sagfører Bulmer anslaar i sin Beskrivelse over Hammershus Birk i "B. S. V B." Salomons Kapel til at være ca. 600 Aar gammelt. Ruinen af Kapellet anses for meget værdifuld. Kapellet har maalt 18½ Alen X 8½ Alen og mod Sydside har det været en Art har der været en Art Vaabenhus som Tilbygning. Gavlpartiet i Vaabenhuset er ret godt bevaret. Indgangsdøren har været indsat under en med brændte Sten muret Spidsbue. 

Det fortælles, at der ved Salomons Kapel har været en undergørende Kilde, Salomons Kilde. Til denne Kilde tyede syge Folk for at søge Helse, dels ved at drikke af Kildevandet og dels ved at vaske sig deri. Der findes ogsaa den Dag i Dag en lille stensat Brønd ved Kapellet; men at dømme efter Vandets Urenhed maa Kraften nu forlængst være borte. Thura fortæller i sin Omtale af Salomons Kapel, at Kilden har sit Væld fra et Gravsted, og at Søfolk jævnlig, naar de kommer paa de Kanter, henter Vand fra Kilden. Maaske Kapellet er opført som et Kapel for de "Pilgrimme", der søgte Kilden; et lignende Kapel har været bygget ved Helligdoms-Kilden i Rø. Det menes tillige, at Kapellet kan have tjent som Gudshus for en der i Nærheden boende Fiskerbefolkning. Thura fortæller, at Kapellet har haft sin egen Præst. At Dalene ved Salomons Kapel i Oldtiden har været Boplads synes sikkert bevist igennem foretagne Udgravninger og Fund fra Oldtiden. Fremtidige Udgravninger vil maaske bringe endnu mere Lys over disse Ting.

(Bornholms Social-Demokrat, 1. januar 1910).