Magnetiseur Professor Hansen (IV: I Sankt Petersborg). Efterskrift til Politivennen)

Efter Wien fortsatte (professor) Carl Hansen til St. Petersborg, hvor han optrådte for bl.a. kejser Alexander II.

Om den danske Magnetisør Hansens Ophold i Sk. Petersborg skrives til "Dbl.": Dagens Helt, om man tør bruge et saa stort lydende Udtryk, den Mand, hvis Navn i disse Dage er i alles Munde her i Hovedstaden, er hverken General Skobeleff, skjønt hans fortvivlede Kamp med Tikinserne visselig følges med stor Interesse, ej heller Nordenskiöld, Asiens Omsejler, men Magnetisøren, "Professor" Hansen. Ikke en Gang Adelina Patti kan rose sig af at have haft en saadan Tilstrømning som denne "Professor". For nogle Dage siden havde han endogsaa den Ære at blive indbudt til en Aften hos Storfyrst Wladimir, hvor Kejseren havde indfundet sig for at faa Lejlighed til at beundre hans Experimenter. - Det russiske Selskab, som til alle Tider har været let til at lade sig paavirke, og i hvilket Magnetisme, Spiritisme o. s. v. stedse vil finde en frugtbar Jordbund, har modtaget Hansen som en velkommen Gjæst, der formaaede at trænge den vidtberømte Pelageja, den nyeste og største Stjærne paa Spiritismens Himmel, ganske i Baggrunden. Pressen kom ham heri til Hjælp. Den gjorde - maaske ufrivillig - Reklame og Propaganda for Magnetisøren og behandlede med stedse voxende Vidtløftighed Hypnotismen, som om det gjaldt om den vigtigste Statsaffære, og som om Videnskaben - selv om den ikke havde talt sit sidste Ord i Sagen - aldrig havde beskjæftiget sig med dette Spørgsmaal. Følgerne udeblev ikke. Trods den bidende kolde Vinteraften samlede et talrigt Publikum sig den 5. (17.) Januar foran de forskjellige Indgange til Saltdepotet. Efter kort Tids Forløb blev det store Auditorium fyldt, hvorfor man lukkede alle Dørene. Publikum, som igjennem Bladene var blevet underrettet om, at Adgangen var fri for alle, strømmede i stadig større Mængde til. Fra det pædagogiske Musæums Administrations Side var der ingen Forsigtighedsregler truffet, og det kom snart til stormende Optrin og Uordener. Til den 5. (17.) Januar var der nemlig blevet udnævnt en Kommission til i det pædagogiske Musæum (Saltdepotets Sat) at undersøge Hansens Experimenter. Medens paa den ene Side Medlemmer af Kommissionen, Journalister og andre Personer, som maatte bivaane Forsamlingen, aldeles ikke eller kun efter lang Kamp i den frygtelige Trængsel, ad Omveje, igjennem Gaarde, Kjældere, Bagtrapper o. s. v. kunde skaffe sig Indgang, blev den levende Mur omkring Bygningen stadig utaalmodigere og urimeligere. Paa mange Steder kom det til Slagsmaal, uhyggelig Skrigen og Raaben om Hjælp gjenlød hist og her midt i denne Masse af "Intelligensens" Repræsentantenr, thi det "lavere" Folk havde kun sparsomt givet Møde. Endelig henimod Kl. 9 naaede Ophidselsen sit Højdepunkt, og Bygningen blev formelig stormet. I Gaarden, i Huskarlenes og Oppassernes Boliger, i Korridorerne, over alt rasede Kampen. Massen, som var kilet ind i Huset, vilde bryde Dørene ind til det tekniske Selskabs Musæum og til det pædagogiske Selskabs gymnastiske Afdeling. Hvad man her forsøgte, blev virkelig udført uden for i Panteleimonsgaden. Her blev den store, stærke Husdør sprængt, og Mængden bølgede ind ; en anden og en tredje Dør, - begge med Glasruder - bleve sønderslaaede, og de øvrige Forhindringer, som endnu stode i Vejen, bleve ligeledes snart skaffede til Side. Faa Øjeblikke efter styrtede den støjende, bandende og skrigende Mængde i Peltse og Huer ind i den i Forvejen overfyldte Forsamlingssal. For sent havde man rekvireret Gensdarmeriet. Da det omringede Huset, og flere Personer bleve arresterede, havde Dørene ogsaa for længe siden givet efter for den rasende Mængdes Stormløb. En Oppasser, som havde gjort det tyrkiske Felttog med, ytrede senere: "I Krigen var det dog bedre, der gik det ikke saa strækkeligt til!"

(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 5. februar 1881).

Marts 1881 var han tilbage i Danmark. I 1882 købte han en stor villa i Gentofte ("Karla Lyst"), Winthers Badevej 2, nu Gammel Vartovs Vej 2. Her levede han tilsyneladende et stille familieliv. 

Ifølge Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 4. marts 1881 skulle undersøgelsesdommer Landau i Warschawa have ansøgt om at få tilladelse til at få hjælp til opklaring af et røveri af professor Hansen.

En elev af Hansen, Bøllert blev ifølge Fredericia Dagblad 21. maj 1887 afbrudt i Berlin i Philharmonien at have fået medier til at hoppe rundt på scenen. Det viste sig dog at Bøllert havde betalt hver 3 rigsmark. Det fremkaldte et stormløb af ophidsede tilskuere som ville gennemprygle ham selv om han havde lovet at tilbagebetale pengene. Politiet måtte gribe ind.

I 1889 udgav lægen E. Fraenkel: Magnetisme og hypnotisme (142 sider). Heri skrev han at Mesmer var en svindler og Carl Hansen og Sophus Huth var "moderne efterabere af Mesmer".

Annonce i Holstebro Dagblad 9. februar 1889.

Han døde i 1897 i Altona på et kvistværelse i meget sørgelige forhold. Allgemeine Zeitung 25. marts 1897 skrev en ganske kort notits: "Der hypnotiseur Professor Hansen ist gestorben."

Se også samt Anders Enevig: Gøglere, hypnotisører og savoyarder.

Svovlsyredramaet i Stormgade. (Efterskrift til Politivennen)

Det blev i Slutningen at forrige Aar i flere Blade meddelt, at en Kone i Stormgade havde mistet Synet ved, at en anden Kone havde kastet hende Svovlsyre i Ansigtet. De nærmere Omstændigheder ved denne Sag, der nu er paakjendt af Kriminalretten, ere i det Væsentlige følgende:

Arrestantinden Maren Kirstine Hansdatter, Christensens Hustru, havde efter i de sidste c. 10 Aar at have levet adskilt fra sin Mand, afskediget Postbud Christensen, uden at gyldig Separation havde fundet Sted, i omtrent 4 Aar staaet i Forhold til en Snedkersvend, der levede separeret fra sin Hustru. I Oktober f. A. begyndte Snedkersvenden, der tidligere havde varet særdeles ordentlig, at blive længe ude om Aftenen, og Arrestantinden, der blev urolig herover, spurgte ham. om han var kommen til at staa i Forhold til et andet Fruentimmer; hertil svarede han Ja og angav. at dette Fruentimmer boede ude paa Frederiksberg men udtalte iøvrigt ikke Noget om. at han vilde forlade hende. 

I de paafølgende Dage var Arrestantinden imidlertid plaget af Jalousi, og hun besluttede at skaffe sig nærmere Underretning om. hvem det paagjældende Fruentimmer var. En Aften gik hun derfor hen til det Sted. hvor Snedkersvenden arbejdede, fulgte, da han forlod det. efter ham og saae, at han gik ind i Ejendommen Nr. 7 i Stormgade; et Par Dage efter begav hun sig om Eftermiddagen hen til dette Sted, ventede, til Snedkersvenden kom, og saae ham gaa ind i Stuen over Gaarden; ved at udspørge en lille Pige, hun derefter mødte, erfarede hun Navnet paa den Enke, der beboede den omtalte Stuelejlighed.

De følgende Dage var Arrestantinden stærkt betagen al Frygten for, at Snedkersvenden skulde forlade hende og flytte sammen med den anden Kone. og den 4de November om Morgenen fattede hun da den Plan, ved Hjælp af Svovlsyre at skamskjænde Enkens Ansigt saaledes, at Snedkersvenden skulde fatte Modbydelighed for hende. Hun vidste, at Svovlsyre var et ætsende Stof, men hun havde ikke faaet Tanken om at benytte dette Stof ved at læse i Bladene om. at Andre havde benyttet det paa den Maade, hun paatænkte. Den omtalte Dags Morgen gik Arrestantinden hen paa et Apothek og kjøbte for 12 Øre Svovlsyre, hvilket udgjorde omtrent ½ Pægl. Den Discipel, der expederede hende, forlangte at vide. hvad hun skulde bruge det til, og da Arrestant inden svarede, at det skulde anvendes til Polervand. solgte han hende, som sædvanlig, naar Svovlsyre rekvireres uden nærmere Angivelse af Styrkegraden, at den stærkeste, der haves, det saakaldte crudum, og anviste hende Maaden, hvorpaa hun skulde blande Syren med Vand, naar den skulde bruges til Polervand. 

Hun modtog Svovlsyren i en Flaske, som hun lod henstaa i sit Køkken til om Eftermiddagen Kl. 4. da hun tog den og begav sig paa Vejen til Enkens Bolig efter forud nøje at have overvejet, hvorledes hun vilde udføre sin Plan. For at sikre sig imod at blive opdaget, havde hun iført sig sin 15-aarige Søns Frakke og Benklæder og taget hans Hat paa, og for yderligere at give sig Udseende af at være en Mand, kjøbte hun paa Vejen en Cigar, som hun tændte; for at afvente Mørkets Frembrud gik hun en kort Tid over i Buegangene ved Kristiansborg Slot, og da Klokken var henad 5, hældte hun Svovlsyren fra Flasken over i en lille, hvid Syltetøjskrukke, hun havde medbragt, og kastede Flasken i Vandet ved Marmorbroen, hvorpaa hun gik til Enkens Bolig. 

Hun gik her gjennem en lang Gang, som fra Gaden fører til Gaarden, satte Krukken med Svovlsyren fra sig paa Trappegangen og bankede derpaa paa Døren til Enkens Lejlighed. Da denne lukkede op, sagde Arrestantinden til hende i et svensk fordrejet Sprog, at den Snedker, der plejede at kumme til hende om Aftenen, holdt udenfor paa Gaden med et Læs Brædder og gjerne vilde tale med "Madam Jensen". Enken ytrede Tvivl om, at det var hende, Snedkeren mente, men Arrestantinden paastod bestemt, at det forholdt sig saaledes. og hun tik da Enken lokket over i Forhuset, ind i den omtalte Gang. Enken gik forrest og var næsten kommen til Gadedøren ud til Stormgade, da Arrestantinden. som imidlertid havde taget Krukken med Svovlsyren op, fik hende til at vende sig om ved at hentyde til hendes Forhold til Snedkersvenden. Dette Øjeblik benyttede Arrestantinden til at kaste Krukkens Indhold i Ansigtet paa hende med de Ord "Uforskammede - , veed Du ikke, at han er gift", eller, som at Skadelidte forklaret "Der har Du det, Din - , fordi Du ligger i med Easmussen". Derpaa undløb Arrestantinden. satte Krukken fra sig et Sted paa Gaden og begav sig hjem. hvor hun skiftede Klæder og hængte sin Søns Klæder paa deres Plads. hvor de senere fandtes, bærende tydelige Spor af at være overstænkede med et ætsende Stof, der ved stedfunden Analyse godtgjordes at være Svovlsyre.

Da Snedkersvenden hen paa Aftenen kom hjem, lod hun, som om Intet var passeret, og gik iseng, her blev hun antruffen at Politiet, som endnu samme Aften indfandt sig ug anholdt hende. Imidlertid var Enken famlende og raabende om Hjælp naaet tilbage til sin Lejlighed; en Læge blev strax tilkaldt, og ved hans Foranstaltning blev hun, meget lidende, kjørt til Kommunehospitalet. Enken er 34 Aar gl., hun havde kjendt den paagjældende Snedkersvend i et Par Maaneder og vidste, at han levede sammen med Arrestantinden. Hun henlaa paa Hospitalet indtil den 8de Januar, da hun, skjønt Sygdommen ikke var fuldstændig afløben, efter eget Ønske blev udskreven. Efter Overkirurgens Erklæringer har Arrestantindens Gjerning ikke medført Livsfare for hende, men derimod har den gjennem Syrens Ætsning paaført hende Tabet af Synet paa begge Øjne for stedse, samt bevirket en Sammenvoxning af begge Øjenlaag og efterladt udbredte, dog forholdsvis mindre vansirende Ar i hendes Ansigt.

Arrestantinden har under Forhørene nægtet at have ved sin Gjerning tilsigtet at dræbe Enken eller at have tænkt sig Muligheden af. at den kunde medføre hendes Død, men det har, afset herfra, været hende ligegyldigt, hvilke saa end Følgerne af samme maatte blive for Enken, idet hun ikke at noget Hensyn hertil vilde have opgivet at bringe den til Udførelse. Medens hun saaledes ikke særlig havde villet berøve Enken Synet, indrømmede hun. at hun meget vel havde indset, at en saadan Skade kunde blive Følgen af at kaste hende Svovlsyren i Ansigtet. Rigtigheden af denne Forklaring fandt Retten ingen Føje til at betvivle, og ved Dommen, som afsagdes i Lørdags, blev Arrestantinden, der er 45 Aar gammel og ikke funden forhen straffet anset efter Straffelovens § 204 med Straf af Tugthusarbejde i 7 Aar. Den Ret til Erstatning for Helbredsudgifter Næringstab. Godtgjørelse for Lidelser, Ulempe, Lyde og Vansir, som omhandles i Straffelovens § 301, blev der ikke Tale om, da Enken havde frafaldet Krav paa Erstatning under Sagen.

(Dagbladet (København) 1. februar 1881. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Militarisme og Væggetøj. (Efterskrift til Politivennen)

I Aarhus Byraadsmøde den 6te ds. forelaa ifølge Jyllandspst, en Meddelelse fra Indkvarteringskommisionen om, at 18de Regiment havde forlangt at maatte forlade Grarups Kaserne. Grunden hertil var, at Mandskabet idelig havde klaget over, at det plagedes voldsomt af Væggetøj der. Sagen gav Anledning til følgende Forhandling. Formanden meddelte, at Indkvarteringskommissionen havde erklæret, at den fandt Fordringen billig; den havde henvendt sig til Frkn. Grarup og forespurgt, om de kunde faa Væggetøjet udryddet, og til Svar herpaa havde disse erklæret og vedlagt en Erklæring fra en Kammerjæger, at Væggetøjet fuldstændig kunde udryddes. Dette forandrede jo Forholdene, men han vidste dog ikke, om man skulde forlade denne Kaserne eller leje en ny Kaserne. Selv at anskaffe det nødvendige Sengetøj, Rekvisiter m. m. vilde koste Byen ca. 8000 Kr. Mørk kunde ikke skønne rettere, end at man i hvert Fald ikke kunde opsige Lejen i Frøknerne Grarups Kaserne for til April, og kunde Frøknerne Grarup til den Tid skaffe Kasernen fri for Væggetøj, særlig hvis den nu stod ledig (Holm: Nej, det gør den ikke). Ja, for hvis det havde været Tilfældet, kunde man jo have foretaget saadanne Hovedrensninger, som ere nødvendige for Udryddelsen, og som, saavidt han vidste fra en af disse Væggetøjsmænd, foretoges med Svovl og Edikesyre. Speyer mente, at det var en Imødekommen, man viste Frøknerne Grarup, at man allerede nu underrettede dem om, at man vilde opsige Lejemaalet. Det vilde blive meget vanskeligt for Frkn. Grarup den 1ste April at præstere en Attest for, at Væggetøjet var forsvundet. Baumann kunde bevidne, at der havde været Masser af Væggetøj en Gang, han havde havt Mandskab liggende der. Mork vilde saamænd ingenlunde tilraade at man skulde beholde Kasernen. Væggetøj var jo noget ubehageligt Noget, skøndt det Slags Dyr jo bed forskelligt paa de forskellige Mennesker. Det vidste nok alle de Herrer; han selv havde prøvet det mange Gange. Forøvrigt var han uenig med Speyer i, at det paahvilede Frøknerne Grarup, den 1ste April at bevise, at var intet Væggetøj var i Kasernen; det var os, der skulde bevise, at der var Væggetøj. Speyer: Saa skulde altsaa Indkvarteringskommissionen lægge sig derned og lade sig bide (stærk Latter). Byraadet besluttede at opfordre Indkvarteringskommissionen til atter at forhandle med 8de Regiment om Sagen.

(Social-Demokraten 13. januar 1881).

Grarups Kaserne. Billede fra "Langelandsgades Kaserne Århus 1889 - 1989 (1989).

Århus blev kaserneby i 1785. En egentlig kaserne blev etableret 1823 på Mindegade 10-12 i købmandsfirmaet Meulengrachts & Søns gård (nedrevet 1879). Grarups Kaserne lå i Mejlgade 55 i tobaksfabrikant Anders Grarups (1802-1871) pakhus (1847) indtil 1881. Grarup havde allerede før indretningen af kasernen haft dragoner boende i sit hjem 1834 og 1845. Anders Grarup gik fallit i 1860, men en af sønnerne købte gården tilbage og en del af familien beboede stadig bygningen. Den husede 140 mand.

En soldat skrev et lille vers på væggen:

I Grarups hus
er rotter og mus
er lopper og lus
mod fnat må soldaterne kæmpe.

I august 1882 ødelagde en ildebrand forhuset til kasernen.

Ulovlig Udskænkning af spirituøse Drikke. (Efterskrift til Politivennen)

Vægterne Thomsen og Madsen indbragte anden Juledags Aften til Frederiksberg Politistation 2 Drenge, som de havde truffet paa Niels Ebbesens Vej, hvor de havde udvist en særdeles kaad Opførsel. De havde saaledes revet en Barnevogn med et Barn i fra en Dame og havde derpaa løbet med Vognen henad Vejen. De havde endvidere forulempet Folk, der gik paa Vejen, ved at spænde Ben for dem, og Kørende ved pibende og skrigende at løbe efter Vognene. De vare begge to i høj Grad berusede og maatte blive paa Stationen Natten over. Næste Morgen forklarede de derefter, at de i Forening med 6 andre Drenge der vare i en Alder af mellem 13 og 17 Aar, havde tilbragt Aftenen i Værtshuset "Rhabarber-draaben" paa Nordvestvej, hvor de alle havde drukket "Knuder", næmlig en Blanding af bajersk Øl og Pommerants. Veertshusholder Bernt Alfred Nielsen var i den Anledning tiltalt ved den offenlige Politiret for Overtrædelse af Politivedtægtens § 68 og erkendte, at han i sin Beværtning ved sin 15-aarige Søn havde ladet ovennævnte berusende Drik udskænke for de paagældende Drenge. Han afgjorde Sagen i Mindelighed med en Bøde paa 30 Kr.

(Social-Demokraten 12. januar 1881).

Sædelighed i København. (Efterskrift til Politivennen)

Om den offenlige Sædelighed i København skriver en Korrespondent til Provindspressen følgende: Ikke blot Undersøgelserne mod Herman Bang, men ogsaa andre Tegn tyde paa, at Politiet herinde vil tage sig lidt varmere af den offentlige Sædelighed, end Tilfældet hidtil har været. I disse Dage er der anholdt et Par ansete og velstaaende Mand som anklagede for en Forbrydelse, der antages at være temmelig almindelig, men ikke hidtil har varet Genstand for Paatale, og der er Udsigt til, at Undersøgelsen imod disse Mænd vil aftage større Dimensioner. Men der er i Sandhed ogsaa al Opfordring til, at Politiet begynder at røre sig. Ved Behandlingen af Politiets Budget i Borgerrepræsentationens sidste Møde klagede et Medlem over, at militære Personer vare i særlig Grad slemme til at genere Damer paa Gaden, og Politidirektøren gav Vedkommende Ret; men dette med al tiltale og trænge sig ind paa enligtgaaende Damer er noget meget Almindeligt - saa almindeligt, at det ikke er muligt for Damer at bevæge sig ene paa Københavns Gader efter Mørkels Frembrud uden at udsætte sig for at blive forfulgte af enkelte Personer eller Flokke af Personer, der paa en ganske ugenert Maade søge en Tilnærmelse til den dem fuldstændigt ubekendte Dame. Det er muligt, at Militæret er værre i saa Henseende end civile Personer, men det er afgjort, at Uskikken er saa almindelig, al den næsten betragtes som noget Selvfølgeligt, og i alt Fald sjældent giver Anledning til Politiets Indskuden. Her er et Omraade, hvor Politiet kan gøre noget for Iagttagelse af en vis ydre Sømmelighed, men der gives Omraader, paa hvilke Politiet kan værge unge Kvinder og Børn imod ligefrem Forførelse. - Den Forbrydelse, hvortil jeg ovenfor har sigtet, grænser nær op til noget saa afskyeligt, som at sælge og købe Børn til utugtigt Brug. Noget saa Oprørende forekommer vel sjældent, men derimod er det ingenlunde sjældent, at tankeløse Forældre give deres Børn til Pris for Forførelse. Paa Tivoli, paa Boulevarden, i Sangerpavillonerne, kort sagt overalt, hvor Demimonden færdes, er man meget ofte blive Vidne til, at Damer i opsigtvækkende Toilette ere ledsagede af Børn, i Reglen Pigebørn i Alderen fra 12 til 15 Aar, og undersøger man Forholdet lidt nøjere, vil man erfare, at Barnet ikke er Damens eget, men kun er med for at kaste et Skær af Anstændighed over den vedkommende Dame eller gøre hentes Optræden mere utvungen. At den Atmosfære, Barnet saaledes til Stadighed bevæger sig i, er fordærvelig for dets Moralitet, kan Enhver sige sig selv; men for mangen uvidende Fader eller Moder kommer det mindre an herpaa, end paa at give Barnet en let Adgang til Fornøjelse, smukke Klæder osv. Politiets Opgave maatte jo her vare at forbyde Børnene Adgang til de Nydelser, der ikke passe for deres Alder, men i den Henseende hersker der endnu en høj Grad af Ligegyldighed.

(Social-Demokraten 11. januar 1881).