Undvegne Ladegaardslemmer. (Efterskrift til Politivennen)

I Slutningen af forrige Aar befandt sig paa Ladegaarden bl. a. den 22-aarige Christian Emil Larsen og den 24-aarige Peter Petersen, begge tidligere straffede Personer og senest anset med Tvangsarbejde i Anstalten. Denne Straf var kun for en Del afsonet, da de d. 31te Decbr. bleve flyttede ud i Anstaltens Gaard, hvor de bleve enige om at undvige. De begav sig strax op paa Sovesalen, hvor de iførte sig deres egne Klæder under Tvangshusdragten, stege derpaa over det Plankeværk, der omgiver Gaarden, og kom ud paa en Mark; men imidlertid var deres Flugt bleven bemærket, og man gav sig til at søge efter dem. Saasnart de mærkede dette, skiltes de ad og flakkede om i nogen Tid. De afførte sig Ladegaardsklæderne, som de senere hen paa Aftenen kastede over Plankeværket ind i Anstaltens Gaard. Natten tilbragte de i en Gadedør paa Bernstorffs Vej. Næste Dag, Nytaarsdag, gik de til Byen, hvor de om Formiddagen kom forbi Metropolitanskolen, hvis Gadedør netop stod paa Klem. Paa Larsens Forslag gik de ind i Entreen for at søge Overtøj og fandt indenfor Døren 3 Vinterfrakker og 3 Hatte. Larsen iførte sig den ene Frakke og Hat og lod sin egen Hue blive tilbage; Petersen tog de 2 andre frakker og satte begge de 2 andre Hatte paa Hovedet, hvorpaa begge begav sig hen i en Gadedør for at ordne deres Paaklædning; en af de stjaalne Hatte blev henkastet i en Gadedør i store Kannikestræde. I Løbet af de følgende Dage pantsatte de Frakkerne for 33 Kr. Samtlige de stjaalne Gjenstande vurderedes senere til 98 Kr. 50 Øre. Forinden dette Tyveri havde Larsen, d er ved Undvigelsen var blottet for Penge, tilbetlet sig 50 Øre, og for en Deel heraf kjøbte den 1½ Pægel Brændevin, som han nød i Forening med sin Kammerat. Den 6te Januar om Eftermiddagen blev Larsen antruffen paa Vestergade og ført til Politikammeret, og kort efter traf 2 Politibetjente ligeledes Petersen i Larsbjørnstræde; de foreviste ham Politiskiltet og opfordrede ham til at følge med til Politikammeret, men det nægtede han, og skjønt han kjendte den ene af Betjentene som Opdagelsesbetjent, slog han ham for Brystet, og iturev hans Frakke, sparkede begge Betjentene op ad Benene og modsatte sig Anholdelsen af alle Kræfter, saa at han kun ved yderligere tilkaldt Hjælp blev bragt paa Politikammeret. Ogsaa her slog og sparkede han om sig, samt bed en Politibetjent i den højre Haand; dog blev der ikke ved den udviste Vold tilføjet nogen af de Paagjældende nogen Legemsskade af Betydning. Ved Kriminalrettens Dom bleve Arrestanterne ansete med Forbedringshusarbesde, Petersen i 3½ Aar og Larsen i 2 Aar, hvorhos Petersen dømtes til at betale Kjøbenhavns Politi 25 Kr. i Erstatning for den Beskadigelse, der var tilføjet den ene Politibetjents Frakke.

(Morgenbladet (København) 17. marts 1881).

Fra Københavns vestre Gasværk. (Efterskrift til Politivennen).

Forund mig, Hr. Redaktør! Plads i Deres ærede Blad for et Par Bemærkninger fra Københavns Vestre Gasværk. At Belysningen og Brændselet, der skal haves derfra, undertiden er drøjt at bekomme, er der vist Flere der maa føle, men Arbejderen, der fabrikerer det, føler det vist haardest, og især i disse Tider, hvor der er nok af Arbejdskraft. Da den meste Arbejdskraft udfordres om Vinteren, er der nok der er glade ved at have et Par Maaneders Beskæftigelse, og saa tager de mod Løn og Behandling som bliver dem budt. Af denne Grund kan jo Bestyrer Howitz fremvise saa store Besparelser paa Arbejdskraften, som han har gjort i de sidste Aar; men om Hr. Bestyrer Howitz og hans Driftsinspektør kan tilkomme hele Æren, maa Læserne bedømme. Jeg med Flere tror, at Arbejderne tilkommer deres Del; men lad os gaa videre.

Skal der spares paa Arbejdskraften, som den nu er, er Resultatet det, at de, der arbejder saavel paa Pladsen som i Retorthuset har maattet dele Byrden af Arbejdet og været den despotiske Fremgangsmaade underkastet, som Inspektøren udviser.

At de Arbejdere, som har arbejdet flere Aar i Retorthuset, dels har taget Skade paa Helbreden og dels er ukendt med Forholdene der, er indlysende, og at der snart kan blive noget at udsætte paa en Mand. Da lyder det ikke glædeligt for Manden at han skal paa Pladsen ag afskediges med det første.

Men da der betales en lille Pension efter 10 Aars Arbejde i Værket, saa mener Inspektøren formodenlig at denne kan spares, og han har derfor bestandig yngre Arbejdskraft.

Enhver vil dog vistnok indrømme, at Arbejdet paa Københavns Gasværk, hvor man er udsat for Brud baade paa Sundhed og Lemmer, og hele Aaret igennem, saavel Dag som Nat, er haardt og meget anstrængende. Men det sørgeligste er, at hvis lidt Uheld indtræffer i Familjen. Vedkommende da straks stal være henvist til at banke paa Fattigforstanderens Dør.

At kalde sig fri Mand maa Enhver i disse Tider give Afkald paa, som vil holde Arbejde der. Selv om der findes en human Formand, der vilde forsvare en Arbejder, bliver han straks afbrudt af Entreprenøren: at Sligt ønsker han ikke mere overfor Arbejderen. Han udtrykker sig stadigt med, at han bliver snydt paa Arbejdskraften; men kan en Mand, der til Tider bliver affordret baade 18 og 24 Timers haardt Arbejde, naar han tænker paa Løn og Arbejde, kan han til enhver Tid have Lyst til at gøre sin Pligt?

Hvis Hr. Howitz og hans Inspektører vilde erindre, at Arbejderen har Kød og Blod som de selv, og at man stal leve med sin Familje, da vilde de vist være de første til at opfylde deres Pligt som humane Arbejdsgiver.

En Gasværksarbejder.

(Social-Demokraten 13. marts 1881).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931: Koksknuser på Vestre Gasværk. 1916. Omend fotoet er taget 35 år efter artikel, synes bygninger de samme. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Enkedronning Caroline Amalie. (Efterskrift til Politivennen)

Det er et stort spand af år den afdødes liv omfatter, og det er et tidsrum, i hvilket Danmark som stat har lidt så hård en medfart og så store tab som næsten ingensinde førhen i historien. Der var over Caroline Amalie for os bestandig et minde, og et ærværdigt og smukt minde, om svundne tider. Hun var den enevældige konges enke og havde vaner som sådan - man tænker på hendes firspændige køretøj uden kusk men med jockeyer og med forriddere langt foran vognen - men hun var tillige det milde, landsfaderlige regimentes efterlevende dronning. Uden oprindelig at have synderlig kendskab til eller forståelse af det folks trang, i hvis spidse hun stod ved en åndfuld mands side, havde hun en følelse af at være sit lands moder, og hun nærede en aldrig svigtende kærlighed til Danmark. Hun fik dog alt som hun blev en gammel kvinde bestandig bedre kendskab til adskillige af de livsrørelser, som omgav hende - man tænker på hendes venskab for Grundtvig og pastor Rørdam i Lyngby - og blandt det gammelt-kongelige sølv og guld, der prydede hendes sale, kunne friske unge planter fra de sidste dage finde plads. Hendes sind var religiøst og skulle der i hendes tankesæt plantes unge skud ind, måtte det ske ad religionens vej. Hun har næppe forstået meget af, hvad det danske folk politisk ville, men hun kunne føle med det folk, som hun levede blandt. Tiden var løbet hende forbi, men hun beholdt den ungdom i sit hjerte, som hendes kærlighed til land og rige gav. Hendes venskab for børn var en bekendt sag. Derfra skriver de fleste af hende grundlagte eller støttede institutioner sig: Asyler og velgjørende selskaber. Hendes godgørenhed var det hele stor og større ofte, sagde man, end hendes forholdsvis ikke rige midler tillod hende. Når man derfor i hendes skønne ansigtstræk og ædle skikkelse så efterskæret af en svunden kongemagt, var det også den vennesæle kvinde huskede, og som vandt hjerterne. Det er rigtigt, at der nu sørges med krep og snip for den døde dronning - hun ville ikke have kunnet begribe, at sligt kunne undværes - der vil også blive sørget uden disse ydre tegn.

Enkedronning Caroline Amalie (1796-1881). Christian 8's ægtefælle. Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Men når nu dette er så, hvad skal så det påbud til, som er udgået om landesorg indtil videre? Lad den afdøde enkedronning Caroline Amalie få al den officielle hyldest som følger af hendes stilling, og som ved denne lejlighed vil blive ydet af et langt ærligere sind end det ofte ellers er tilfældet; men hvad tjener det til at belægge landet med en tynge af fremkunstlet stilhed? Mener man derved at fæste mindet om den afdøde dronning dybere i trofaste sind? En underlig tro! Og de folk, som pekuniært ikke kunne tåle denne tilstand af landesorg, har man tænkt på dem? Skulle de lide, fordi de tjene deres brød i et letsindig øjemeds tjeneste? Man handler urigtigt i dette, og man handler ikke i den afdøde milde dronnings ånd. Kunne hun høre, at en eneste stakkels positivspiller i København, hvem man havde forbudt at spille i gårdene, skulle sulte, fordi hun nød officiel ære i sin grav, ville hun i samme nu give befaling til at holde inde med sorgen. Vi taler ikke de letsindige fornøjelsers sag, men vi taler en stor mængde menneskers sag, som ikke er således stillede i samfundet, at de have råd til at være med i denne art af sorg, som "befalingen" lyder på. Og vi taler den store mængde fornuftige og hæderlige menneskers sag, der forstår at være ærbødige overfor døden og at tage kongehusets sorg så vel som enhver anden ærlig sorg, uden at de derfor have lyst til at tage del i det udtryk for sorgen, som er befalet, men som ingen rod har i den almindelige bevidsthed. Danmark sørger ikke over sin afdøde enkedronning på den personlige måde, at skuespil og kunstnydelser overhovedet derfor med et kunne blive tant her i landet. Jo før altså det tryk bliver hævet, som denne landesorg "indtil videre" har lagt på os alle, jo bedre. Det smukke minde, som enkedronning Caroline Amalie har sat sig selv i Danmark, vil ikke lide noget skår derved.

(Morgenbladet (København), 11. marts 1881).

Enkedronning Caroline Amalies Kiste i Trongemakket i hendes Palais. Illustreret Tidende nr. 1121, 20. marts 1881.

Familieliv. (Efterskrift til Politivennen)

Nykjøbing Kjøbstads Extraret har i F. Loll.-Falst Stifst. nys paadømt en mod en Mursvend anlagt Justitssag af følgende Beskaffenhed. Mursvenden var tiltalt for Mishandling af sin Hustru og Børn, og under Sagen blev det oplyst, at Ægtefolkene i en Række af Aar havde levet i et højst ulykkeligt Forhold med hinanden. Ihvorvel Grunden hertil i en væsenlig Grad maa tilskrives Manden, havde Konen ogsaa for en Del Skyld deri, idet hun ikke saa sjældent imod Mandens Vidende og Villie havde bortødslet til Indkjøb af unødvendige Sager temmelig betydelige Summer, som han, naar han rejste bort for at arbejde paa Landet, havde overgivet hende, og som hun vidste vare bestemte til andre Øjemed, ligesom hun ogsaa undertiden i samme Anledning havde pantsat og endog en Gang solgt Mandens Gangklæder og deres Sengetøj samt ofte udskjældt Manden og truet ham med, hvad hun havde i Haanden, samt endog slaaet efter ham. Ligeledes havde hun, hvem Børnenes Opdragelse mest paahvilede, da Manden ofte i længere Tid var fraværende fra Hjemmet paa Grund af Arbejde, vist sig højst forsømmelig i saa Henseende, idet hun havde ladet Børnene drive om uden Opsigt og uden at paase, at de passede deres Skolegang, og det uagtet Manden gjentagne Gange havde maattet betale, dels afsone de Skolemulkter, som i den Anledning vare ikjendte. Dog maatte, som anført. Grunden til dette ulykkelige Samliv ogsaa i høj Grad søges hos Manden, der ofte i Hidsighed og naar han var forbitret paa Konen formedelst hendes forannævnte Adfærd, havde udfskjældt og slaaet hende samt undertiden om Natten jaget hende op af Sengen, saa at hun havde maattet gaa udenfor, men han vil dog aldrig have forment hende at komme ind og gaa i Seng igjen, eller overhovedet have tilføjet hende nogen Overlast. Tiltalte havde ogsaa en Gang, da Konen truede ham med en Kniv, vristet denne fra hende og slynget den efter hende, uden at det dog egenlig havde været hans Hensigt at ramme hende, hvilket heller ikte flere. Med Hensyn til Tiltaltes Forhold lige overfor Børnene maatte det antages, at han, naar han havde Aarsag til paa Grund af deres Løgnagtighed og Forsømmelighed ved deres Skolegang, at revse dem, dog ofte i sin Hidsighed var gaaet saa vidt, om han end aldrig ved sine Revselser havde tilføjet dem nogen alvorlig Skade. Endelig havde Tiltalte med Hensyn til det, der nærmest gav Anledning til nærværende Sag, forklaret, at han en Fredag Aften i afvigte December Maaned hørte, al hans Kone spurgte de ældste af Børnene, Drengene A. og F, der opholdt sig i Stuen has ham, om hvem af dem der havde sat noget Sigtebrød paa Kakkelovnen, og uagtet A. hertil svarede, at han havde gjort det, troede Tiltalte, der vidste, at F. var meget løgnagtig, dog at dette var urigtigt, og at F. var den virkelig Skyldige, og han gav sig derfor til at prygle denne med en Læderrem, som han plejede at bære om Livet. Da Konen nu kom til og skjændte paa ham, blev han vred herover stg skubbede eller sparkede til hende, saa at hun faldt overmod Kakkelovnen, uden dog at tage Skade deraf, men han har derhos paastaaet, at Konen den Gang var saa beruset, at hun ikke kunde staa paa Benene. Kort efter gik hans Kone ud i Kjøkkenet, og han gav sig nu til at udspørge Bønene, om de havde skulket fra Skolen, idet han kort i Forvejen havde maattet afsone nogle Skolemulkter og var vred herover. Drengen F. uægtede imidlertid saadant, og for nu at faa ham til at tilstaa, lagde han den ommeldte Læderrem foran om Halsen paa ham, og idet han holdt begge Enderne sammen om bag Ørerne, holdt han ham op i Vejret, hængende langs Væggen, idet han med sin ene Haand holdt ham i Brystet og støttede den anden, hvor han holdt Remmen, til en paa Væggen anbragt Hjortetak. Uagtet Konen, der kom til Stede, opfordrede ham til at slippe Drengen, holdt han dog denne saaledes hængende nogen Tid, idet han flere Gange forgjæves opfordrede ham til at tilstaa, hvad Drengen, der efter sin Forklaring havde en kvælende Fornemmelse, forgjæves bestræbte sig for at gjøre, og først da Sømmet, hvorved Hjortetakken var fastgjort, gik itu og han saaledes ikke længere havde noget Støttepunkt for Haanden, satte han igjen Drengen ned paa Gulvet. Denne tilstod nu strax, og han pryglede ham derefter dels med Haanden, dels med Remmen, ligesom han heller ikke har turdet benægte, at han muligvis i sin Hidsighed har sparket ham henimod eller ind under Bordet. Turen kom nu til Drengen A., der strax tilstod, og efterat have slaaet ham, saa at han faldt om, lagde Tiltalte nu og saa for at straffe ham Remmen om hans Hals, som det maa antages paa samme Maade som med F., og medens han saaledes holdt ham nede mod Gulvet, slog og sparkede han gjentagne Gange til ham Tiltalte har indrømmet, at han vel indsaa, at hans ovennævnte Adfærd var i højeste Grad uforsvarlig, men han har derhos forsikret, at han den Gang han gjorde sig skyldig deri, ikke et Øjeblik tænkte paa at ville tilføje Børnene nogen alvorlig Skade, ligesom det heller ikke faldt ham ind, ot saadant kunde befrygtes, men i sin Hidsighed tænkte han ikke over, hvad han gjorde. Medens nu den af Tiltalte mod hans Kone udviste Adfærd efter de afgivne Forklaringer ikke kunde karakteriseres som nogen "Mishandling", maatte derimod den Maade, hvorpaa han den ommeldte Dag havde revset sine Børn, uagtet der ikke derved var tilføjet dem nogen egenlig Skade, dog i Følge hele sin Karakter anses som en saadan, og Tiltalte, der ikke er straffet tidligere, blev derfor nu efter Straffelovens § 202 anset med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage samt tilpligtet at udrede Sagens samtlige Omkostninger.

(Morgenbladet (København) 5. marts 1881).

Vinteren og Nøden. (Efterskrift til Politivennen)

Efter de almindelige Regler for Vejret og Aarstidernes Skiften tør man vel nu, da vi skrive den 5te Marts, snart kunne imødese bedre Tider, Gjenoplivelse af Forretningerne, som Frosten har baandlagt saa haardt, og dermed Arbejde og Fortjeneste for de Tusinder af Smaakaarsfamilier, der nu tære paa de yderste Nødmidler for at friste Livet. Den sidste Ende af Vinteren er altid den tungeste, og især naar det træffer ind med en saa stræng og haardnakket Kulde, der skærper de nødvendigste Krav til Livets Ophold, samtidig med at Hjælpekilderne ere saa udtørrede som ikke paa nogen anden Aarstid. Februar, ja selv Januar kan være stræng nok for de mange Husholdninger, der regelmæssig ikke naa synderlig videre om Sommeren end til at erstatte den Adgang, som der i den foregaaende Vinter er lidt paa Møbler, Husgeraad, Klæder osv.; men værst bliver det, naar Marts i Stedet for med Foraar og Arbejde kommer med Fortsættelse af Februar Maaneds Kulde og Arbejdsløshed. 

Snekjørsel i Vinteren 1880-1881. Illustreret Tidende nr. 1117, 20. februar 1881.

Derfor er der særlig nu en ganske extraordinær Opfordring for Goddædigheden til at øve sin Gjerning, og det hurtig, uden Dags Betænkning. Mange af dem, der ere blandt Giverne, kunne sige, at ogsaa mod dem har denne Vinter været særdeles fordringsfuld, og at det, som de sædvanlig kunne afse til Trængende, forlængst er mere end optaget. Alen netop for denne Betragtning, som uden Tvivl gjælder mange i de store Mellemlag, hvorfra de talrige og stadige Bidrag flyde til den frivillige Fattighjælp, er det om ikke just en Forøgelse af Ideevnen, saa dog en Beroligelse ved de gjentagne Krav, at Solen allerede staar højt paa Himlen, og at det for i Aar er en sidste Appel, der lyder til dem. Man veed, at Understøttelsesforeningens Midler ere udtømte, næsten mere end til Bunden, saa at den har maattet vise Folk af ubetinget værdig Trang til Fattigvæsenet. Siger man, at der altsaa dog er et Fattigvæsen, som hindrer den fattige Befolkning i at naa den yderste Grad af Nød, hvor menneskelige Livsbetingelser i Virkeligheden høre op, da siger man noget, der er uendelig haardt for mange og ensbetydende med de strængeste Savn; thi er der end ikke faa, som tage sig det nogenlunde let at gaa til det offenlige Fattigvæsen, saa er der ikke mindre sikkert et stort Antal, som ikke uden det haardeste Tryk gaa den Vej, og det er næppe faa, som ikke gaa den, hvor stærkt det end kniber. Det er særlig Modstandsevnen hos disse, som bør styrkes paa en Tid som denne; thi det er, ved Siden af Hensynet til den enkeltes Savn og Lidelser, af stor social Interesse, at de, der stride mod at sættes under offenlig Forsørgelse, ikke nødes til at overgive sig til denne. Understøttelsesforeningen har paa dette Punkt en betydelig Opgave, som den ikke bør savne Midler til at løse. Den har i sin Organisation ganske enestaaende Betingelser for at vide, hvor den Trang findes, som kæmper for borgerlig Selvstændighed og kan overvindes ved en hjælpsom Haandsrækning i Tide. Det er en Trang, som lukker sig ude fra at blive set, og tidt er den meget haardere end den, der møder frem paa Gaderne og ved Dørene - Folk, der kjende disse Tilstande, vide, at Tiggeriet mangen Gang, skjønt det optræder saa medynkvækkende, kan give et endogsaa rundeligt Underhold. Undertiden kan man træffe den Bemærkning, at er noget haardt Sind, om det end ikke er humant, dog kan være socialt berettiget, da megen Nød er selvforskyldt og Vinteren ofte er trang, fordi Sommeren har været uforsynlig. Naturligvis forekommer der saadanne Tilfælde, mulig ikke saa ganske faa; men Tiden til at ræsonnere over dem er ikke vel valgt, naar Spisekamret er tomt. Kakkelovnen kold. Klæderne hos Pantelaanerne og Dynerne samme Steds; hvor Tilstanden er en saadan, hjælper man strax, og siden formaner man til bedre Forsynlighed, hvis det har skortet paa den fra forrige Sommer.

Hermed lægge vi et Ord ind for, at Understøttelsesforeningen maa blive hørt uden Ophold.

(Morgenbladet (København) 5. marts 1881).

K. Gamborg: Uddeling af Middagsmad ved Østerbro Bespisningsforening. Illustreret Tidende nr. 1119, 6. marts 1881.