Arveprinsesse Caroline (3: Begravelse). (Efterskrift til Politivennen)

Arveprinsesse Caroline boede i 18 år alene i et stort hus i Bredgade. Fire af hendes søskende var døde som spæde. Selv blev hun 88 år. De sidste 18 år tilbragte hun stort set på Bredgade og Amalienborg. Med undtagelse når hun en gang imellem besøgte svigerinden, enkedronning Caroline Amalie på Sorgenfri, eller var til middag hos Christian 9. på Fredensborg. Kongen skal have sagt til hende: "Naturen må have taget fejl af dig. Du var bestemt til at være mand og ikke kvinde." Og hentydede dermed til hendes ydre. Hun døde 31. marts 1881. 3 uger efter enkedronning Caroline Amalie døde. Hendes sarkofag står i Roskilde Domkirke ved siden af arveprins Ferdinands. Bisættelsen skete 13. april 1881. (Bo Bramsen: Ferdinand og Caroline. Politiken 1969)

Hds. kgl. Højhed Arveprindsesse Caroline. Illustreret Tidende nr. 1124, 10. april 1881. 

Uorden fra oven og fra neden.

Saa blev da Prinsesse Caroline kørt ud af Byen i Tirsdags Aftes, og dermed har saaledes tre kongelige Festligheder faaet deres Afslutning; først bisattes den gamle Enkedronning, saa kom Kongens Fødselsdag, og nu endelig er den tredje Begivenhed overstaaet.

Hvorledes det gik under den første ligkørsel er Alle i frisk Minde. De hyperciviliserede Organer "Dagbladet" og "de Ferslewske" vare yderst forbitrede over, at Enkedronningens Lig blev ført udenom Byen, ad Jagtvejen osv.; man gav Politidirektøren en Snært for hans illoyale Optræden, det var en Skandale med denne Køren uden om, Københavns Borgere havde Krav paa at bevidne deres Loyalitet overfor Kongehuset ved at se hin Rustvogn med Husarerne om rumle afsted. Politidirektøren, der ved, at han siden Politiinspektor Hertzs Tid, ikke mere har det store Ry paa sig for at være et saa lyst og snildt Hoved, var imidlertid i det heldige Tilfælde, at Hofmarskallatet maatte bære Skylden for Fadæsen med denne Tur ad Jagtvejen. Hofmarskallatet paa sin Side optraadte derpaa med den største Sufficance erklærende, at det alene havde med den Slags Ting som Bisættelser etc. at gøre, og Crone havde ikke en Døjt der at lave, han var kun Politiets Chef i København, men Marskallatet var Hofmarskallatet.

Saa døde Arveprinsessen, og nu var der en velkommen Lejlighed for Ceremonielskabet til at byde Københavnerne, hvad der forglemtes ved Enkedronningens Begravelse, et ekstra Skue bestaaende i en Ligfærd midt gennem Byen. Københavnerne var paa Benene, de vilde vise den Loyalitet, de saa skændigt var blevet snydt for første Gang. Alle Gader var fulde af Mennesker, "Aftenposten"s Meddelelse om Ligtogets Vej var studeret ypperligt, der var ingen Løben hid og did med lange Roser. Men enhver Rose har sine Torne, og Loyaliteten viste da ogsaa sine i Tirsdags Aftes. De fleste Hovedstadsblade fortæller vel, at Alt gik saa roligt til; men "de Ferslewske" beretter om "Gadeuordener". Lad os aftrykke hvad "Nationaltidende" fortæller:

Da Toget med Arveprinsesse Karolines Ligvogn havde passeret Dronningens Tværgade under Publikums agtelsesfulde Tavshed, begyndte Pøbelen bagude at blive noget højrøstet; den fulgte forstærket fra Sidegaderne og stadig voksende, efter Toget og begyndte i Kronprinsessegade at pirre ved Faklerne. Fra uskadelig Kaadhed gik den snart over til fuldstændig brutal Raahed. I Løb og under Piben og Skraalen trængte den de ordenlige Tilskuere til Side, puffende og trækkende i Begfaklerne. Gnister og brændende Tovstumper fløj rundt eller laa brændende paa Gaden; men værre blev det, da Sværmen naaede Gotersgade. Her stod der pakket en tæt Tilskuerskare paa det smalle, østlige Fortov, og uden mindste Hensyn til den væltede Pøbelen Faklerne over paa Tilskuerne. Af de Fakler, som stod opstillede langs Eksercerpladsens og Garder-Kasernens Terræn, blev et meget betydeligt Antal væltet. Langs Boulevarden var der dels bedre Plads, dels havde den rolige Del af Publikum Overvægten, saa at her i alt Fald medens Toget drog fordi, ikke forefaldt nogen Uorden. Paa Vesterbrogade blev Pøblen næsten ustyrlig, under Skraalen, Piben og Syngen - mest af socialistiske Viser - drog Pøbelmassen lige bag efter Eskorten, og først ved Amerikavej tog Politiet den fornuftige Beslutning at afspærre Gaden hvilket det lange forinden burde have gjort. Den københavnske Janhagel har altsaa i Aftes optraadt i sin fulde, modbydelige Raahed, og Politiet har desvære vist sig aldeles ude af Stand til at løse sin Del af Aftenens Opgave.

Man ser flere Ting af dette udførlige Referat. For det første at "Nationaltidendes" Referent har fulgt godt med Pøbelhoben lige som Føllet efter Hoppen; for det andet at Politidirektøren atter faar sig en Overhaling, og for det tredje at "Nationaltidende" bekender, at Loyaliteten just ikke er saa meget inderlig her i Kongens gamle København.

Vi skal slet ikke opholde os ved, at "Nationaltidendes" Referent var med i Pøbelhoben, eller at Politidirektøren faar en Schnautzer; med Hensyn til Politichefen ved Alle, at Takt just ikke er et videre Begreb paa hans Omraade, men det bliver bedst forstaaet, naar den slaas paa Folks Rygstykker. Kærnen i Optøjerne skal vi derimod se lidt nojere paa.

"Nationaltidende" viser Afsky "for Pøbelhoben", men hvis er Skylden, at en saadan eksisterer? Vi ser godt, at Skylden skal være vor, ti der staar nok saa perfid indskudt i "Nationaltidende": "mest af socialistiske Viser". Men vi skal erindre "Nationaltidende" om, at naar Socialdemokraterne herhjemme har optraadt selv i de største Masser, og der var Vished for, at de Tilstedeværende kun var Socialdemokrater, da har der aldrig været Optøjer. Paa Grundlovsdagene, naar en Procession af Socialdemokrater i saa lang Række, at det har taget mere end en Time at marschere forbi Frederik den Syvendes Statue, bevægede sig ud mod Banegaarden, har der aldrig fundet nogensomhelst Art Uorden Sted. Ved socialdemokratiske Sammenkomster, naar der ikke har været fremmede Elementer indblandede, har det aldrig været Politiet, der har haft Opmærksomhed med at passe paa Socialdemokraterne, men derimod disse, som har givet den største Agt paa, at ikke det ringeste skulde indtræffe, der kunde give Ordenshaandhæverne Lejlighed til at gøre Forstyrrelse. Vi ved ikke, hvad "de Ferslewske" forstaar ved det de kalder "socialistiske Viser", men vi vil blot spørge om, hvad det da var for Viser, Pøbelen afsang, da de Nationalliberale under Grevinde Danner Fejden og senere ved Dannevirkes Rømning kommanderede: Avancer! henholdsvis mod Kristiansborg og Amalienborg.

At der eksisterer Noget, der virkelig hedder Pøbel, indrømmer vi saa gerne, og vi skal endnu tilføje, at der eksisterer en Pøbel saavel for oven som for neden i Samfundet. Pøbelen for neden er den ubevidste Hob, som blindt render med til alle Skandaler; Pøbelen for oven er den bevidste Flok, som kun har sat sig det til Opgave at udsuge Samfundets Blod og Marv, og som ved alle mulige skændige Midler stænger dem ude, der vil reformere til Fordel for Folk og Stat, medens al Slags Gøgl og Pirringsmiddel til Skandale sattes i Scene for at have Pøbelen fra neden med sig.

Naar man læser omstaaende Stykke om Kristian den Ottendes Kroning, hvem udbryder i vor Tid da ikke: Gøgl, forfærdelig Gøgl! Naar en Menneskealder atter er forløbet, hvad mon man da vil sige om den megen Hurlumhej i Anledning af et Par saa alderstegne Kvinders Ligfærd som de tvende Caroliners? Hvor man jo næsten tilmode, som om man læste: saas Blæst maa man vente at høste Storm; hvor man giver Anledning til Spektakler og Skandale, maa man vente disse, dette skulde "Nationaltidende" have husket, da Organet ved Enkedronningens Bisættelse foer i Harnisk for Forsømmelighederne overfor Loyaliteten. Naar der bydes saadanne Adspredelser som Begfakler og et Optog, maa man vente, at et Publikum, hvis Smag ligger i samme Niveau kommer paa Benene, og man maa vente, at dette Publikum ogsaa faar Lyst til at præstere lidt; denne Piben, Hujen, Syngen og Omstyrten af Begfaklerne, var Tributen fra Pøbelen for neden, det var dens Skærv til Ydelserne fra oven. Og vi ser ikke Harmonien forstyrret derved; tvertimod, det var lutter Amklang og Genklang. Kan man finde det kønt at opstille paa ru Lægter en Række osende Begfakler, der tilsmudser Alt og Alle, der kommer dem tyve Skridt nær, der udbreder en Stank af brændt Tovværk, som er modbydelig, saa maa man finde det yderligre kønt, at de bliver ruskede, saa Beg og Gnister endnu galere fyger om. Det er en mærkværdig Smag med disse Fakler, der dog har sit Sidestykke i Urimelighed og Modbydelighed mærkelig nok paa et lige modsat Omraade. Paa Kongens Fødselsdag sættes Springvandet i Gang paa Gl. Torv, og naar denne Begivenhed foregaar, svømmer hele Torvet, saa man maa søge Omveje, hvis man ikke just vil vade. Staar en Post hos en Privatmand ved en Forglemmelse aaben, saa Vandet blot nogle Minutter løber i Gaarden, mulkteres Vedkommende for Vandspild; men paa Gl. Torv søles paa Kongens Fødselsdag til almindelig Gene for de Passerende Hundreder Tønder Vand bort, der gør ikke alene Ingenting, men det er for Stads Skyld. Det eneste Morsomme ved det Hele er, at Københavns Borgere den ene Dag serverees med koldt Fodbad og den anden Gang til behagelig Afveksling med Begos og Gnister om Ørene.

Davon soll man sich freilich nichts machen,
Nein abur nur lachen, nein aber nur lachen.

(Social-Demokraten 14. april 1881).

Det har ikke været muligt at identificere de "socialistiske viser" som de nationalliberale aviser omtalte. Den eneste som nævnes, er "På'n igen" som absolut ikke var en socialistisk vise, men en slagsang, oprindelig til en sportsbegivenhed i 1839. (Se kommentaren andetsteds i dette indslag).

Amerikavej på Vesterbro blev anlagt omkring 1854 af den amerikanske konsul John Murray Forbes efter hans lystejendom "Amerika". Den blev navngivet 1863. Her lå indtil 1884 også en mølle som blev nedrevet 1882. Møllehuset blev ombygget til Kjøbenhavns Arbejderhjem "Nain" i 1884. 

- Et staaende Thema for Hovedstads-Konversationen er i disse Dage af Mangel virkelige Begivenheder, der ellers kunne give Stof, Spørgsmaalet om, hvem der egenlig havde Skyld i, at Enkedronningens Lig ved Bortkjørslen blev ført udenom Byen, og hvorfor man dog førte Arveprinsessens Lig gjennem Byen samt, hvorvidt Politiet ved denne Lejlighed har gjort sin Pligt eller ikke. Fra flere Sider paastaas det, at Hofmarskallatet havde bestemt, at Enkedronningens Ligkondukt skulde gaa gjennem Byen, men at Politidirektøren, da dette kom til hans Kundskab, af Frygt for Excesser fraraadede dette i saa bestemte Udtryk, at man deraf fandt sig foranlediget til at ændre de givne Ordrer saaledes, at kun meget Faa bleve vidende om Tiden for Bortkjørslen, og den Vej, der blev valgt helt udenom Hovedstaden til stor Skuffelse for de Menneskemasser, der havde samlet sig overalt, hvor man havde ventet Toget, og for dem. der havde truffet Forberedelser til Illumination og Belysning med Fakler. Der kom derfor megen Misfornøjelse for Dagen mod Politidirektøren, men Etatsraad Crone fralagde sig bestemt Ansvaret for at have blandet sig direkte i Sagen. En skurrende Efterklang var der imidlertid fremkommet efter den højtidelige Bisættelse og vel for at undgaa en Gjentagelse tog man saa den Beslutning at lade Arveprinsessens Kondukt passere gjennem Staden. I Ceremoniellet hed det. at Bortkjørslen skulde ske "i al Stilhed", men i Virkeligheden blev det et larmende, støjende Optog, hvis Udskejelser efterhaanden som man narmede sig Vesterbro, antog større og større Dimensioner. Jeg skal beskrive Kondukten saadan som jeg saa den i en af de første Gader, den passerede, inden Vildskaben var sluppen rigtig løs. Først hørtes Støj i det Fjerne, saa dukkede der frem en Skare paa vistnok et Par Tusinde Lære- og Skoledrenge, der som en Flok Dyr bleve drevne frem af Politiet og som bevægede sig i Luntetrav, stadig gjørende Forsøg paa at istemme den bekjendte Opsang "Paa'n, paa'n igjen," hvormed den kjøbenhavnske Gadeungdom, der voxer som op af Jorden ved enhver extraordinar Lejlighed, altid ledsager Spøjterne, naar de kjøre til et Brandsted. Mellem denne Skare og selve Konduiten var det lykkedes en talrig Politistyrke til Fods og til Hest at holde en aaben Plads, men lige efter Husarerne myldrede der atter en larmende Hob paa adskillige Tusinder frem. I Trængslen blev en Begfakkel reven om, saa at Gnisterne fløj langt om, og dette Tilfælde gav Signalet til, at Pøbelen vedblev at rive Begfakler om og kaste Stumper af de brændende Kranse ud mellem Mængden, heldigvis dog uden der forvoldtes anden Skade, end al en Del Klæder bleve ødelagte. Den stærkeste Spektakel skal have fundet Sted ved Jernbanen og foran paa Vesterbrogade, hvor Kaadheden bl. A. skaffede sig Luft ved Afsyngelsen af Marseillaisen. Destoværre hører man af god Kilde, at der blandt de værste Tumultuanter har været unge Studenter, som ikke have skammet sig ved at tage Del i slige skandaløse Optøjer, men ogsaa paa Stedet bleven alvorlig irettesatte derfor. Overfor saadan Mængde, som her var paa Benene, formaaede Politiet, der stadig maatte bevæge sig fremad med Kondukten og koncentrere sin Opmærksomhed paa at skaffe denne uhindret Passage, hvad ogsaa tilfulde lykkedes, Intet. Kun en Opstilling af Militær en haye langs hele Vejen, som da Frederik den Syvendes Lig førtes gjennem Byens Hovedgader, og ved at lade Bortkjørslen ske om Dagen, vil kunne forhindre slige uhyggelige Excesser som dem, man i Tirsdags var Vidne til.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. april 1881)

Vedr. opsangen: "På'n igen": Den 15.august 1839 kæmpede den franske mesterbryder Jean Depuis imod den stærke vesterbroske slagter Ferdinand Ludvigsen. Han tabte, på trods af publikums opildnende tilråb: "På’n, på’n, på’n igen lille Ferdinand Ludvigsen!" (Carolines mand hed også Ferdinand). Heppekoret var kendt på Vesterbro, også af børn. Det blev senere brugt i andre sammenhænge, fx når der var ildebrand:"På’n, på’n, på’n igen, nu kør’vi med sprøjten hjem" når hestebrandsprøjten kørte ud fra bydelens første brandvagt på Gasværksvej. (Bent Zinglersen: Vesterbros passage. Samleren 1978.) Brandvagten på Gasværksvej 11 blev i 1874 flyttet til Absalonsgade nr. 25. 1882 flyttede den til en nyopført ejendom mellem Svendsgade og Absalonsgade 9.

Kjøbenhavn, den 14. April.

Ude af Øje, ude af Sind, siger man; ikke et Menneske tænker i disse Dage paa vore Lovgivere, de have saaet Ferie i Publikums Tanker; derimod drejer Samtalen sig om Kjøbenhavns Pøbel, der forleden Aften gjorde store Skandaler, da Arveprinsessens Lig førtes ud af Byen. Under lignende Omstændigheder vilde slige Excesser ikke være skete i Berlin, Wien eller andre europæiske Hovedstæder, om ogsaa Pøblen der, naar Liget var ude af Syne og en stor Mængde daarlige Subjekter nu engang vare samlede, ikke vilde have undladt at manifestere, at den var tilstede.

Kjøbenhavns Pøbel har altsaa ladet høre fra sig, og Politiet har ikke vist sig stærkt nok til al beskytte de fredelige Beboere mod denne Pøbel. Dette Politi blev dannet under ganske andre Forudsætninger end dem, som nu ere tilstede; den Gang kunde det beskytte den fredelige Borger, den Gang havde Louis Pio & Komp. ikke demoraliseret en Del af vor Almue. Nu tiltager ved Kjøbenhavns Udvidelse Pøblen Aar for Aar, medens Kommunen er saare karrig med Bevillinger til sit Politi. I ældre Tid havde Kjøbenhavn et ganske godt Politikorps i den gamle Borgervæbning, for ikke at tale om Livjægerne; Kjøbenhavns Væbning kan ikke i paakommende Tilfælde benyttes som Politikorps, fordi Væbningens Vaaben opbevares paa Fredericiagadens Kaserne; den er altsaa vaabenløs undtagen i de 15 Dage, den er inde til Øvelse. Jeg fristes derfor til at sige, at Kjøbenhavns indre Sikkerhed lader en Del tilbage at ønske.

Dersom man oprettede den tidligere Vægterinstitution og bevæbnede Mandskabet paa tidssvarende Maade, havde Politidirektøren her et Korps ved Haanden, som han hurtigt kunde disponere over. Man bør qjøre Noget i Tide; thi Ingen kan i vor Tid beregne, hvad der vil kunne ske. Det er forsildigt at kaste Brønden til, naar Barnet først er druknet.

Denne Pøbel forarbejdes af vore røde Socialister paa offentlige Møder og ved Blade som "Herolden" og "Brix's Ravn"; at Politidirektøren ikke forlængst er skredet ind mod disse Blade, undre Mange, og endnu forunderligere er det, at vor større Presse slet ikke synes at kjende Tilværelsen af Blade, som Dag for Dag faa flere Læsere blandt det lavere Publikum, eller af Møder, hvorpaa man angriber Gud og Kristendommen. Autoriteterne og Pressen synes at bære sig ad som Strudsen, der stikker Hovedel ind i en Busk, og Busten er her en fornem Ringeagt, som ikke Samfundsødelæggerne lægge Mærke til.

Man taler, som sagt, meget om de Optøjer, som fandt Sted iforgaars, og hvorved sandsynligvis mange fredelige Folk fik deres Tøj ødelagt. En Procession gjennem Kjøbenhavns Gader synes herefter al være en Umulighed, naar det da ikke er en socialistisk Procession. Saavidt ere vi altsaa komne?

De Ældre tænke med et Suk tilbage paa vor Uskyldighedstilstand i Frihedens første Tid; da kunde man endogsaa i Kjøbenhavn holde offentlige Møder, som løb roligt af. Nu lader Sligt sig næppe gjøre.

(Slagelse-Posten 16. april 1881).

Gadeuordener. Da Toget med Arveprinsesse Karolines Ligvogn i Tirsdags Aften havde passeret Dronningens Tværgade under Publikums agtelsesfulde Taushed, begyndte ifølge "N-T." Pøbelen bagude at blive noget højrøstet; den fulgte, forstærket fra Sidegaderne og stadig voxende, efter Toget og begyndte at pirre ved Faklerne. Fra uskadelig Kaadhed gik den snart over til fuldstændig brutal Raahed. I Løb og under Piben og Skraalen trængte den de ordentlige Tilskuere til Side, puffende og trækkende i Begfaklerne. Gnister og brændende Tovstumper fløj rundt eller laa brændende paa Gaden; men værre blev det, da Sværmen naaede Gothersgade. Her stod der pakket en tæt Tilskuerskare paa det smalle, østlige Fortov, og uden mindste Hensyn til den, væltede Pøbelen Faklerne over paa Tilskuerne. Af de Fakler, som stode opståede langs Exercerpladsens og Garder Kasernens Terræn, blev et meget betydeligt Antal væltet. Langs Boulevarden var der dels bedre Plads, dels havde den rolige Del af Publikum Overvægten, saa at her, i alt Fald medens Toget drog forbi, ikke forefaldt nogen Uorden. Paa Vesterbrogade blev Pøblen næsten ustyrlig, under Skraalen, Piben og Syngen - mest af socialistiske Viser - drog Pøbelmassen lige bag efter Eskorten, og først ved Amerikavej tog Politiet den fornuftige Beslutning at afspærre Gaden, hvilket det længe forinden burde have gjort.

(Slagelse-Posten 16. april 1881).

Fra Arveprinsessens Ligfærd. Under Bortkjørselen af Arveprinsessens Lig Tirsdagen den 13de d. M. forefaldt der som bekjendt hist og her Excesser, idet navnlig paa forskjellige Steder de anbragte Fakler bleve revne omkuld og brændende Begkranse kastede ind i Menneskesværmen. Noget saadant fandt saaledes Sted paa Farimagsvejen udfor Jernbanens Terræn, hvor et Par civilklædte Betjente vare blevne opmærksomme paa et ungt Menneske, der altid var til Stede, hvor en Fakkel var bleven revet om. De iagttoge ham derfor nøjere, og det lykkedes dem tilsidst at gribe ham i samme Øjeblik han var i Færd med at vælte en af de ved Indkjørselen til Jernbanegarden anbragte Fakler. Det viste sig at være en hos en Viktualiehandler her i Byen tjenende Karl Anton Peter Bøgh. Han vilde ikke erkjende at have revet flere end denne ene Fakkel om. Han havde handlet af Kaadhed og ikke haft til Hensigt at tilføje Folk Skade derved, og han paastod, at da han væltede Faklen, var der intet Menneske i Nærheden, paa hvem den kunde falde. Han erkjendte endvidere med Foden at have sparket til brændende Begkranse, der laa paa Jorden, men paastod, aldrig at have sparket dem ind i Menneskesværmen, men derimod ud af den. Det kunde ikke oplyses, at Tiltalte havde haft større Andel i de begaaede Excesser end af ham indrømmet, og i Henhold til hans Forklaring i saa Henseende vedtog han i den offenlige Politiret at erlægge en Bøde paa 40 Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. april 1881. Morgenbladet (København) 3. maj 1881).

Tugthus-Konkurrencen. (Efterskrift til Politivennen)

Som man af Meddelelser her i Bladet vil have set er der den 9de ds. udbrudt en Strejke blandt Væverne paa Crome & Goldschmidts Fabriker ved Horsens. Vævernes Antal andrager, saa vidt det er kommet til vor Kundskab, 80, men Arbejdsstansningen omfatter alligevel et større Tal ca. 100, da flere andre Arbejdere paa Fabriken ved Vævernes Arbejdsnedlæggelse ere bleven ledige. Hele Spørgsmaalet drejer sig om en Fordring fra Arbejdernes Side paa 1/5 Øre pr. Alen Bomuldstøj, der i Handelen koster 50 Øre. Et Stykke Bomuldstøj udgør 50 Alen, og den hele Forhøjelse er altsaa kun 10 Øre pr. Stykke. Ugenlig vil den Forhøjelse ialt udgøre for hver Arbejder ca. 60 Øre; Enhver vil vist indrømme at det ikke er nogen gavmundet Fordring. Endnu mere vil det Berettigede i Arbejdernes Fordring ligge klart, naar det tages i Betænkning, at Lønningerne i 1877 udgjorde 2 Kr. 17 Øre pr. Stk.; men siden da er Lønnen flere Gange sat ned, saaledes at den nu kun udgjorde 1 Kr. 75 Øre pr. Stykke. Der er altsaa fra Fabrikanternes Side sket en Nedsættelse i de sidste 4 Aar paa ialt 42 Øre pr. Stk.; ved Arbejdernes Fordring nu om 10 Ore vil altsaa Reduktionens Størrelse dog være 32 Øre, eller med andre Ord, Arbejdernes Krav naaer end ikke 1/4 af, hvad Fabrikanterne har reduceret. Fremdeles maa erindres, at Arbejderne som Følge af det bedre udleverede Materiale tidligere kunde levere 8 Stk. Bomuldstøj færdigt om Ugen, medens det daarligere Materiale nu kun tillader Forfærdigelsen af 6 Stykker. Disse seks Stykker Tøj giver følgelig en Arbejder i Bæverfaget en ugenlig Løn af kun 10 Kr. 50 Øre, og saaledes er det: Vævernes Arbejdsløn andrager for Tiden gennemsnitlig kun 10-12 Kr. ugenlig.

At det er umuligt for en Familje at komme ud af det med en saa ussel Fortjeneste vil sikkert Alle indrømme, men dermed vil Alle ogsaa forstaa, at der maa foretages Skridt for at hjælpe denne Klasse i Samfundet ud af dens forfærdeligt forpinte Kaar. Man maa opspore, hvor Grunden ligger til disse skrækkelige Forhold og søge at stoppe Kilden til Elendigheden. Kan Fabrikanterne ikke give højere Løn, hvad er da Grunden til, at de ikke kan det? Bomuldstøj er jo en Bare, som alle Mennesker bruger, følgelig skulde man tro, at respektable Priser kunde opnaaes for Arbejdet.

Det er os sagt, at Fabrikanterne i det Hele taget ikke kunde gøre ved, at Arbejdslønnen i Væverfaget er saa trykket, som den er. Grunden til de Herskende Tilstande er, at Tugthusene i stedse stigende Omfang optræder som Producenter navnlig i Væverfaget. Tugthusfangerne modtager for ca. 12 Timers Arbejde daglig kun et Vederlag af ca. 35 Øre. Udgifterne ved Tugthusenes Administration, deres Vedligeholdelse og Fangernes Forplejning fordelte paa hver Fange andrager naturligvis en forholdsvis lille Sum. De Udgifter en fri Arbejder er underkastet er meget større, det ligger i Sagen selv, og er han nu gift og er Familjefader. Konkurrencen mellem en Tugthusfange og en fri Arbejder er absolut dennes Ruin. Tugthuset som Producent kan levere langt billigere Arbejde end saadant under sædvanlige Forhold kan faas. Fabrikanterne maa for at kunne konkurrere med Tugthusene søge at faa deres Indkøbspriser trykkede saa dybt ned, at de kommer i Niveau med Tugthusenes, og Arbejdslønnen er da den Part, som lider mest. Prisen paa Raastofferrne er ens for Tugthusene og de frie Fabrikanter, ti den bestemmes paa det store Verdensmarked, men Arbejdslønnen er væsenlig bestemt af de lokale Forhold. Er der mange Arbejdere, vil Arbejdslønnen synke, og ved Tugthus-Industrien indtræder da det Forhold, at hvis der kommer mange i Tugthuset af samme Fag, vil Lønningerne i dette Fag i samme Forhold gaa ned. Men i samme Grad Lønningerne synke, tiltager Forbrydelserne, og Tugthusene fyldes, altsaa Tugthus-Industrien medvirker til, at Forbrydelsernes Antal vokser, netop lige det modsatte af, hvad Tugthusene skulde tilstræbe.

Her i Landet gives omtrent 2000 frie Personer, som ernærer sig ved Væverprofessionen; i Tugthusene er det os opgivet at skulle være beskæftiget for Horsens Tugthus's Vedkommende alene 300 Fanger, altsaa vel i samtlige Straffeanstalter c. 500 Fanger. For hvert Hundrede dette Antal vokser, vil det være Tugthusene muligt at levere billigere Arbejde efter den gamle Regel, at det er forholdsvis billigere at producere med 1000 Arbejdere end med 500, og i samme Trinfølge vil de frie Arbejderes Lønninger blive reduceret, og Fabrikanternes Vilkaar trykkes, indtil Faget er blevet fuldstændigt ruineret, og gaaet over til at blive en blot og bar Branche for Tugthusene, saaledes som det alt er gaaet med enkelte Fag i Udlandet.

Det er paa høje Tid, at der af Interessenterne i Faget, saavel Fabrikanter som Arbejdere, foretages Skridt for at standse den begyndte Udvikling, ti at en saadan foregaar med stigende Fart viser jo Lønningssatserne for 1877 og den stadige Reduktion til det nuværende Trin. Det vilde være heldigt, om Fagets Interessenter paa et fælles Møde og gennem et Udvalg formulerede en bestemt Udtalelse mod Tugthuskonkurrencen og senere lod denne Udtalelse som Adresse, forsynet med Underskrifter af Fagets Medlemmer, indgaa til Folketinget; et Afhjælp af Ondet vilde da muligvis findes.

(Social-Demokraten 20. april 1881)

Tugthus Konkurrencen.

Under denne Overskrift er der her i Bladet den 20de d. M. skrevet en Artikel, hvori der belyses nogle af de mange i Mørket skjulte Lænker, som det nok var Umagen værd at tage i Øjesyn; jeg vilde derfor bede Dem Hr. Redaktør om ikke at vrage min lille Skærv.

Naar man tager i Betænkning, af hvor mange og haarde Lænker en fri Arbejder trykkes, og hvilken Kamp han daglig maa føre Aar efter Aar for at holde fast paa den simple Smule Frihed, der igennem Lovgivningen er ham tilstaaet, saa kan det dog umuligt andet end martre og pine ham i højeste Grad, naar han ser, at en af de Lænker, der trykker allerhaardest, og som i højeste Grad hindrer ham i at komme frem, bliver lagt ham om Benet af Institutioner, som sorterer under Statsstyrelsen, og som søger Støtte i Bevillingsmyndigheden hos Rigsdagen, medens det netop var ved denne sidste, Arbejderne: burde kunne søge sin Ret og finde Bestyrtelse.

Lad os engang kastet Blikket ind i Tugthusene og se, paa hvilken Maade man beskæftiger Fangerne, og vi vil ganske sikkert komme til en erkendelse af, at Arbejderens, den frie Arbejders, Sag staar paa svage Fødder, naar han skal optage Kampen med Straffefanger som Konkurrenter, og at han maa bukke under i denne Kamp.

Det er en Selvfølge at den mindre Fabrikant eller Mester umulig kan taale en Konkurrence som den, der bydes ham af Tugthusene, hvortil Staten svarer Tilskud og som en Følge deraf kan levere deres Varer næsten til Materialets Værdi, uden at der skal udredes Arbejdsløn, thi den Arbejdsløn de Fabrikanter, der beskæftiger Tugthusfanger, udreder, er saa forbavsende lille, saa den maa forbløffe enhver.

Jeg kunde ønske at vide, hvad der har bevæget vor høje Rigsdag til at nedsætte det Vederlag, som Aktieselskabet Crome & Goldschmidt for hver Fange maa erlægge. Kan da en Fange, der er i Besiddelse af sin fulde Arbejdskraft, ikke lige saa godt som en fri Arbejder fortjene sin Føde, jeg kan ikke andet end tro det; men er man bleven enig om den Ting, maa det da ikke dobbelt undre os, al Staten lader ovennævnte Firma bruge Fangernes Arbejdskraft for et saa ringe Vederlag, istedenfor at lade Firmaet betale saa meget, at Fangerne kan leve derfor, og saa hellere spare lidt paa Statstilskudet. Som det er, er Tugthuskonkurrencen skæbnesvanger for enhver, der skal kæmpe rmod den, og hvem kommer til at føle Trykket haardest, det er uden Tvivl deri frie Arbejder, der ikke har andre Indtægter end sit Arbejde; thi naar en Mester ikke kan konkurrere med andre, hvad er da det første han gør? det er at trække af Lønnen, og Arbejderen maa finde sig deri, thi han kan ikke leve uden Arbejde, og saa maa Arbejderen dog gennem indirekte Skatter give sin Skærv med til at føde Fangerne, tiltrods for at han daarlig kan føde sig selv.

Er det sørgeligt at tænke paa, at den frie Arbejder maa gaa og trygle om Arbejde fra Mester til Mester og oste saa den Besked, at de ikke kan faa Bestillinger, da de ikke kan levere del til den Pris som Tugthusene. Er imidlertid En saa heldig at han kommer i Arbejde, er det som oftest ved noget, hvorved selv den flittigste Arbjeder ikke kan tjene Føden til en Familje, men maa søge Hjælp ved Kommunen, hvor han da i Bytte for sin Valgret faar et Par Kroner eller maaske blot et Rugbrød. Maa en slig ublu Betaling for at blive mættet ikke fylde en Arbejder med Harme og maa det ikke kaste en Skygge paa det Bestaaende, at en stræbsom hæderlig Mand maa søge denne Udvej for at leve.

Derfor vil jeg slutte mig til den Opfordring, der i "Social-Demokraten" af 20 ds. rettes til alle i Væverfaget Interesserede, om at protestere imod denne Fremgangsmaade mod Landets frie Mænd; lad os Alle, Mestre som Svende, mødes og vedtage en Protest og som Adresse sende den Landet rundt til Underskrift af samtlige Interesserede i Væverfaget; ti det er paa høje Tid, hvis vi vil frelse os selv fra at gaa tilgrunde i Konkurrences Svælg.

Ærbødigst

En Væver.

(Social-Demokraten 27. april 1881).

En af de fanger som kan have arbejdet i fængslet, kan være Ludvig Peter Kjøge som er omtalt andetsteds på denne blog.

Arbejdsstuer for Børn paa Christianshavn. (Efterskrift til Politivennen)

I Søkvæsthuset paa Kristianshavn havde der i Søndags Eftermiddags indfundet sig en lille Forsamling af Mænd, Kvinder og Børn, for at høre Kaptejn, Folketingsmand Paulsen afgive Beretning om Arbejdsstuernes Virksomhed. Paulsen indledede med en Bemærkning om. at Staterne foreholdt sig i afventende overfor det store økonomiske Spørgsmaal, og de kunde gjøre det med Føje, thi en stor Mængde private Personer og Foreninger havde frivillig paataget sig at gjøre Forarbejdet. Kristianshavns Arbejdsstuer var ikke noget nyt hos os. De havde deres Forbillede i Arbejdsstuerne i St. Stefans Sogn paa Nørrebro. Tanken om deres Oprettelse skyldtes Dampmøller Prior, der havde henvendt sig til Taleren og forskjellige andre, hvorefter man i April 1879 havde besluttet at skride til Værket. Maalet var. at give Børnene Varme, Arbejde og passende Adspredelse udenfor Skoletiden for derved at vænne dem til Orden og afholde dem fra at løbe om paa Gaden. Marineministeriet havde overladt tre Lokaler i Søkvæsthuset til fri Afbenyttelse, og her aabnedes Arbejdsstuerne den 1ste Maj 1879 med Børn. Hensigten var at optage alle Børn i Alderen mellem 7 og 14 Aar, men det havde vist sig, at Stuerne sjælden besøgtes af Børn over 10 eller 11 Aars Alderen, fordi disse Børn som oftest kunde finde Beskjæftigelse i Fabrikerne. Pigerne oplærtes i Syning, Strikning og lignende. Drengene i at forfærdige Klædesko, Papirsposer, Straahatte samt udskaarne Sager; desuden bleve Drengene underviste i Tegning. Hvad der forarbejdedes blev fordelt mellem Børnene ved Juletid. Man tog det dog ikke strængt med Arbejdet; der holdtes hyppigt Hvil. Arbejdsstuernes Midler vare ikke store. Uagtet man havde Lokalet frit medgik der dog aarlig over 2000 Kr til Udgifter, hvilke Penge skulde søges hos enkelte Stiftelser og Privatpersoner, da man endnu ikke mente at have opnaaet et saadant Resultat, at man turde rette en almindelig Appel til Publikum. Til Julen gaves der Børnene Juletræ, og om Sommeren kom de en Gang imellem i det Grønne. Det daglige Tilsyn førtes af Enkefru Kleine, og Undervisningen lededes af hende samt af Frøknerne Kleine og Hellner. Disse Damer vare fastlønnede. Oversergeant Sichlou, der havde Inspektionen over Stuerne, underviste uden Vederlag Drengene i Tegning. I Fjor var Gjennemsnitsantallet af Børn 80 om Dagen, i Aar havde det daglige Antal været 119, deraf 68 Piger og 51 Drenge. Efter en Opfordring til efter Evne at støtte den begyndte Virksomhed, meddelte Taleren, at Bestyrelsen for Lærlingeforeningen vilde tage et særligt Hensyn til Bestyrelsens Anbefaling for Børn, der ønskedes oplært i et Haandværk. Sluttelig udtalte Kapt. Paulsen et Haab om, at Arbejdsstuerne skulde blive en Mønsterskole for lignende Skoler Landet rundt. Oversergent Sichlou opfordrede indtrængende Forældrene til saa meget som muligt at skaane deres Børn for Fabriksarbejde og i Stedet at sende dem til Arbejdsstuerne.

En Del fremlagte Elevarbejder vidnede om virkelig Fremgang og navnlig om, at der i Arbejdsstuerne holdes strængt paa Properhed og Orden.

(Morgenbladet (København) 3. maj 1881).

Et udsat Barn. (Efterskrift til Politivennen)

En Tjenestepige, Ane Kirstine Jensen, der udenfor Ægteskab havde født 4 Børn, af hvilket det sidste fødtes den 16de Februar 1879, havde ikke af dettes Fader, hvis Opholdssted var hende ubekjendt, modtaget noget Bidrag til dets Underhold, og hun maatte derfor selv forsørge det. For omtrent 3/4 Aar siden fik hun Barnet anbragt i Pleje, men da hun efter 1ste November f. A., paa hvilken Tid hun atler var frugtsommelig, ikke havde fast Tjeneste, men maatte ernære sig ved Vask og Rengjøring, der knap indbragte hende Fortjeneste nok til Kost og Logis for hende selv, saa hun sig fra Oktober Maaned ikke i Stand til at betale Plejepengene for Barnet, 8 Kr. om Maaneden, og Mandagen den 24de Januar d. A bragte Plejeforældrene hende derfor Barnet tilbage i hendes Logis. Hendes Værtinde tilkjendegav hende da, at hun ikke kunde have Barnet hos sig, og den næste Dag gik hun derfor hen til en Dame, der tidligere havde talt om at kunne skaffe en Familie, der vilde antage sig Barnet, men Familien vilde ikke modtage det, saa længe det ikke fuldstændig var helbredet for Kighosten, hvoraf det i længere Tid havde lidt. Tiltalte besluttede da at udsætte Barnet, skjønt hun følte sig ulykkelig derved, da hun holdt af Barnet, der var et smukt og velskabt Pigebarn. Sin Beslutning udførte hun samme Dag, idet hun, efter at have klædt Barnet varmt paa. Kl. 6-7, da Mørket var faldet paa, gik ud med det. Efter at hun var gaaet igjennem forskjellige Gader, og Barnet var kaldet i Søvn, bestemte hun sig til at hensætte det paa det næstnederste Trappetrin indenfor Gadedøren i Ejendommen Nr. 33 i Kompagnistræde, og efter at have gjort det, trak hun den ene af de to Halvdøre, af hvilke Gadedøren bestod, til; der var ikke Lys paa Trappen, men hun sørgede for at sætte Barnet saaledes, at det kunde ses fra Gaden ved det Lys, der faldt fra denne. Ejendommen er temmelig stor, og der er Laaneforretning i Stuen, hvorfor Trappen er meget befærdet. Tiltalte antog at have sikret sig, at Barnet snart vilde blive fundet, hvor det laa, og at en eller anden mulig vilde tage sig af det eller i al Fald aflevere det til Politiet, og hun begav sig af Frygt for at blive opdaget til sit Logis, uden at afvente, hvilken Barnets Skjæbne vilde blive. Henad Kl. 7 blev Barnet i en forfrossen Tilstand fundet af en af Husets Beboere, der tog det op i sin Lejlighed, hvor det, efter at være opvarmet og have spist, viste sig livligt og tilsyneladende rask; han afleverede det Dagen efter paa Politiets Hovedstation, der lod det anbringe paa et Arbejdshus, hvorfra det den 29de f. M. blev udlagt paa Dronning Louises Børnehospital; her henlaa det, lidende af Bronchitis, indtil det den 15de Februar blev udskreven som fuldstændig helbredet. Moderen blev kort efter anholdt af Politiet og tilstod sin Gjerning. Kriminalretten har nu paa- dømt Sagen og anset hende ester Straffelovens § 197 *) med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

*) Straffelovens § 197 lyder saaledes: "Den, som udsætter et spædt Barn eller forlader en under hans Varetægt staaende Person i hjælpeløs Tilstand, straffes med Forbedringshusarbejde eller under formildende Omstændigheder, navnlig hvis Gjerningen ikke har medført Fare for den Paagjældendes Liv eller Helbred, med Fængsel, ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel. Har Handlingen medført det udsatte Barns eller den forladte Persons Død eller en betydelig Legemsbeskadigelse (§ 204), uden at dette dog har været tilsigtet, kan Straffen stige til Tugthusarbejde i 12 Aar "

(Morgenbladet (København) 1. april 1881).

Den omtalte trappe i Kompagnistræde kan have været den i bygningen helt til højre (Galathea-Kroen). Foto Erik Nicolaisen Høy. Kbhbilleder.

Arveprinsesse Caroline (2: Død). (Efterskrift til Politivennen)

Hendes kongelige Højhed Arveprinsesse Caroline er i Følge Telegram til os fra Ritz. Bur. i Formiddag Kl. 9½ afgaaet ved Døden i Kjøbenhavn, 87½ Aar gl. Efterretningen om hendes Død kommer ikke uventet, da den betænkelige Vending, den højt bedagede Prinsesses Sygdom havde taget, maatte fjerne enhver Sandsynlighed for Helbredelse.

Den afdøde Arveprinsesse Caroline, der var ældste Datter af Kong Frederik den Sjette og Dronning Marie, blev født paa Christiansborg Slot den 28. Oktober 1793 og havde den 1. August 1829 Bryllup paa Frederiksberg Slot med den 1 Aar ældre Arveprins Frederik Ferdinand. som døde den 29. Juni 1863 i Kjøbenhavn efter et barnløst Ægteskab.

Det faldt ikke i den afdøde Prinsesses Lod at komme til at indtage nogen større Plads i Danmarks offenlige Liv, men hun havde Navn som en ædel og godgjørende Kvinde, der med rund Haand har hjulpet mange Trængende.

(Viborg Stifts-Tidende 31. marts 1881).

Hendes kgl. Højhed Arveprinsesse Caroline er ifølge et igaar Middag modtaget Telegram til os afgaaet ved Døden igaar Formiddags. Hendes kongelige Højhed Arveprinsesse Caroline havde trods sin høje Alderdom nydt en god Helbred indtil for et Par Maaneder siden. Den 25. Januar havde Prinsessen det Uheld at falde i et af Gemakkerne i sit Palais, dog som det efter Lægens omhyggelige Undersøgelser viste sig, uden at have taget Skade. Imidlertid havde dette Fald dog en mindre gunstig Indflydelse paa Forløbet af et let Ildebefindende, hvoraf Hendes kongelige Højhed den Gang led. Lægen fandt det derfor raadeligt, at Prinsessen holdt sig hjemme, og efter et Par Dages Forløb maatte Højstsamme ty til Sengen. Sygdommen antog dog ikke nogen egentlig faretruende Karakter, medens Kræfterne dog paa Grund af Prinsessens høje Alderdom aftog en Del. Imidlertid var Prinsessen dog i Løbet af Marts Maaned bleven saa vel, at hun kunde tilbringe den største Del af Dagen oven Senge, havde god Appetit og Søvn. Natten til den 21. Marts, hendes højsalige Moders Dødsdag, indtraadte der en mindre gunstig Vending i Sygdommen, forbunden med Ophidselse og Angst. De som en Følge hendes stærkt svundne Kræfter vare dog begyndte at restitueres, da der i de sidste Dage viste sig Symptomer paa et nær forestaaende Endeligt. Efter den sidste, i Tirsdags Aftes udstedte Bulletin, havde Prinsessen dog en taalelig Nat. Igaar Formiddags befandt hun sig saa vel, at hun ønskede at nyde sin sædvanlige Morgendrik. Efter at have nydt denne, lagde Hendes kongelige Højhed sig tilbage paa Puden, og næsten umærkeligt for de Omstaaende drog hun stille og uden Dødskamp sit sidste Suk. Prinsessen var i Dødstimen omgiven af sin Hofmesterinde, Gehejmeraadinde Pechlin, Hofdame Frk. Bluhme og Livlæge, Etatsraad Schytz, der i længere Tid har tilbragt Nætterne i Palaiet, samt hendes trofaste Sygeplejerske. 

Dødsbudskabet blev strax meddelt Kongefamilien, som under Arveprinsessens sidste Sygdom flere Gange om Dagen har besøgt, den højt skattede og afholdte Patient og i Onsdags Eftermiddag, da Tilstanden en  Stund var meget foruroligende, længe havde opholdt sig ved hendes Sygeleje. Umiddelbart efter at Budskabet var naaet til Amalienborg, indfandt Ds. Maj. Kongen og Dronningen, Ds. kgl. Højh. Kronprinsessen og Prins Valdemar samt Ds. H. Prinserne Vilhelm og Hans sig i Palæet i Bredgade for at dvæle nogle Øjeblikke ved den alderstegne Arveprinsesses Dødsleje.

I Folkethingets Gaarsmøde udtalte Formanden, Krabbe: Ved en Skrivelse fra Konsejlspræsidenten, har jeg modtaget Meddelelse om, at Hendes Kongelige Højhed. Arveprinsese Caroline i dag er afgaaet ved Døden. Sikkerlig bør dette betragtes som en Forløsning for Hende; men ikke mindre sikkert vil Efterretningen om Kong Frederik den Sjettes alderstegne Datters Bortgang blive modtagen med den Sympathiens Vemod, som skyldes baade Hendes ærværdige Personlighed og Hendes Stilling som Medlem af Kongehuset. Medlemmerne hørte staaende paa denne Udtalelse af Formanden.

Efterretningen om Prinsessens Død udbredte sig i Følge "B. T." hurtig i Hovedstaden, hvor der derefter fra offentlige og private Bygninger samt fra skibene flagedes paa halv Stang.

(Fredericia Dagblad 1. april 1881).

Kjøbenhavn, den 31. Marts.

Kongehusets ældste Medlem, Hds. kgl. H. Arveprinsesse Caroline er i Formiddags Kl. 9½, afgaaet ved Døden i sit Palais i Bredgade, henimod 87½, Aar gammel. Denne Begivenhed omtales idag i "Berlingske Tidende" i følgende smukke og sande Artikel, der fremhæver de mest karakteristiske Træk af Prinsessen og hendes Liv:

"Med den idag hensovede Arveprinsesse Caroline er der atter svundet et af de levende Minder fra en Periode i vor Historie, som omfatter Størstedelen af et Aarhundrede. 

Arveprinsessen, der var født den 28de Oktober 1793, var Kong Frederik den Sjettes tredie Barn - hun fulgte efter en kun kort levende Broder og Søster - og hilsedes med Glæde af Folket, skjøndt hun var en Kronprinsesse, og ikke en Kronprins. Hendes Fødsel faldt i den for Danmark hæderlige og lykkelige Tid, hvormed Hendes Fader tiltraadte sit Regentskab og dermed indviede en ny Æra. Til Lærer fik hun i Aarene 1803-10 den danske Patriot Frederik Høegh Guldberg, og saavel hendes kongelige Fader som denne Lærer skyldes det, at hun ingensinde under Hoffets Ophold i det tyske Kiel fra 1805-10 glemte sin Herkomst som dansk Prinsesse; thi dansk i Sjæl og Sind var og forblev hun til det Sidste.

Da der efter hendes Konfirmation blev Tale om en Formæling, faldt Valget paa Hendes Morbroder, Prins Christian af Hessen. Dennes Sygdom og Død samt Sønderrivelsen af Forbindelsen med Norge i Aaret 1814 svarede imidlertid kun lidet til de lykkelige Udsigter, med hvilke Frederik den Sjettes Tidsalder var begyndt. Der kom dog snart roligere Dage. Prinsesse Caroline levede hos sine høje Forældre i Kjøbenhavn og paa Frederiksberg, og det blev af hele Folket bemærket, hvorledes hun mere og mere udviklede sig efter sin Faders Forbillede og efter ham arvede de Egenskaber, som selv under de for Landet tungeste Prøvelser gjorde ham saa elsket og afholdt. Det var den samme ejendommelige Ligefremhed, den samme ukunstlede Naturlighed, den samme jævne Ærlighed i Sind og Væsen.

Atter i denne Periode var der Tale om Prinsessens Formæling, og der meldes endog om ærefulde Tilbud fra Udlandet; men den Afdøde, som elskede Fædrelandet og Fædrehuset over alt Andet, forblev her, hvor hun var sødt og baaren, og formælede sig den 1ste August 1829 med Prins Ferdinand, for hvem hun ved sin Besindighed og faste Karakter blev en god og trofast Støtte. Hvor højagtet den Afdøde var ogsaa af dem, der ikke hørte til Kongehusets Venner, f. Ex. Prinsen af Noer, er senere bleven bekjendt af et Brev fra ham til Broderen.

Den ophøjede Stilling, hun hidtil havde indtaget som Kronprinsesse, maatte selvfølgelig undergaa en Forandring ved Hendes kongelige Faders Død den 3die December 1839. Kong Christian den Ottendes Søn blev nu Kronprins og hans Gemalinde Kronprinsesse. Men den afdøde forstod med en saadan Værdighed at træde tilbage til en lavere Rang, at hun snarere vandt end tabte derved i den offentlige Mening. Ogsaa de Prøvelser, som fulgte efter Kong Christian den Ottendes Død, forstod hun at bære med Værdighed, navnlig Tabet af sin dyrebare Moder, som hensov i Aaret 1852. 

Men Prøvelsens Dage vare endnu ikke tilende. Ved Prins Ferdinands Død den 29de Juni 1863 blev Prinsesse Caroline Enke og arvede som saadan Byrder, hun ikke vilde unddrage sig, og som der udfordredes en ikke ringe Selvfornægtelse til at bære.

Men selv i den høje Alder, som den Afdøde nu havde naaet, svigtede Karakterens Fasthed hende ikke. Da store og tunge Ulykker brød ind over Folk og Land kort efter Kong Frederik den Syvendes uventede Død, havde Prinsessen nylig fyldt "Støvets Aar", og Sandsernes, navnlig Hørelsens Svækkelse mindede hende stærkt derom. Men trods Alt, hvad der personlig tyngede paa hende, forstod hun med Kraft at bære, hvad der ikke kunde være anderledes. Paa den anden Side glædedes hendes milde Hjærte ved at se det foryngede Kongehus skyde nye og kraftigt Skud og træde i nær Forbindelse med mægtige Throner. og denne velgjørende Følelse bestyrkedes yderligere ved den udmærkede Højagtelse og Hengivenhed, som det nye Kongehus aldrig undlod at lægge for Dagen for den alderstegne Arveprinsesse.

Saaledes tilbragte den Afdøde en næsten attenaarig Enkestand.

Den i sin Tid saa elskede Prinsesse Charlotte Amalie, Kong Frederik den Fjerdes Datter, blev 76 Aar og bevarede Mindet om fire Konger; men Arveprinsesse Caroline opnaaede en Alder af henved 88 Aar, og med hende hensov det levende Minde om fem danske Konger."

Prinsessen, der endnu for et Par Maaneder siden var ved god Helbred, havde henimod Slutningen af Januar dette Aar det Uheld at falde i et af Gemakkerne i sit Palais, og denne Omstændighed i Forbindelse med en Forkjølelse nødte hende en Tid lang til at holde Sengen, men derefter kom hun atter til Kræfter, indtil der pludselig paa hendes Moders Dødsdag den 21de Marts indtraf et stærkt Tilbagefald. I Formiddags havde Prinsessen imidlertid med god Appetit drukket sin Morgenkaffe og havde netop forlangt endnu en Kop, da hun pludselig sank tilbage i Sengen og drog sit sidste Suk uden nogen Dødskamp, saa at det næsten var umærkeligt for de Omstaaende. Foruden Prinsessens Sygeplejerske vare tilstede Hendes Hofmesterinde, Gehejmeraadinde Pechlin, Hofdamen Frk. Bluhme og Livlægen, Etatsraad Schytz Den kongelige Familie, som strax fik Underretning om Prinsessens Død, indfandt sig kort efter og dvælede nogle Øjeblikke ved hendes Dødsleje. Begivenheden omtaltes i Folkethingets Dagsmøde med følgende smukke Ord af Formanden, Borgmester Krabbe: "Ved en Skrivelse fra Konsejlspræsidenten har jeg modtaget Meddelelse om, at HdS. kgl. H. Arveprinsesse Caroline idag er afgaaet ved Døden. Sikkerlig bør dette betragtes som en Forløsning for hende; men ikke mindre sikkert vil Efterretningen om Kong Frederik den Sjettes alderstegne Datters Bortgang blive modtagen med den Sympathiens Vemod, som skyldes baade hendes ærværdige Personlighed og hendes Stilling som Medlem as Kongehuset." Medlemmerne viste deres Tilslutning til Formandens Ord ved at rejse sig under hans Udtalelse, og en lignende Meddelelse kan ventes fra Landsthingets Formand, naar dette Thing holder Møde imorgen. Efterretningen om Prinsessens Død kom hurtigt ud i Byen, og der flages idag paa halv Stang fra de offentlige og en stor Mængde private Bygninger samt fra Skibene, ligesom endvidere det kongelige Theater holdes lukket. Da Prins Ferdinand døde i 1363, blev der iøvrigt kun udstedt Forbud mod offentlige Forlystelser paa selve Bisættelsesdagen, hvorhos der blev paabudt Ringning med Kirkeklokkerne rundt om i hele Landet en Time daglig, indtil Bisættelsen havde sundet Sted, og lignende Foranstaltninger ville formodentlig blive trufne ved denne Lejlighed. Til de Oplysninger, som "B. T." bringer om Prinsessen« Liv, skulle vi endnu føje nogle enkelte Notitser. Prinsesse Caroline blev, som ovenfor nævnt, født den 28de Oktober 1793, hvorom "Berl. Tid." samme Dag indeholdt følgende Meddelelse: "Idag Morgen Kl. 4'½ Slet blev HdS. kgl. H. Kronprinsesse Marie Sophia Friderica lykkelig forløst med en Prinsesse, hvilket derefter Kl. 7 Slet blev fra Tøjhusbatteriet, Kjøbenhavns og Christianshavns Volde bekjendtgjort med 27 Kanonskud fra hvert Sted. Kl. 8 blev opført Musique paa Slots-Altanen ud til Ridebanen af Pauker og Trompere ved Garden til Hest og Hautboisterne af Garden til Fods, om Eftermiddagen var Gratulations-Kur hos Hs. kgl. H. Kronprinsen." Prinsessens Forældre boede den Gang, som det vil ses af Ovenstaaende, ligesom Christian den Syvende paa Christiansborg, hvor de endnu havde Bolig, da Slottet brændte den 26de Februar 1794. Det lille Barn var den Gang nær ved at indebrænde, idet man under Flugten fra det brændende Slot i Forvirringens første Øjeblik havde glemt hende. I Aaret 1830 havde Prinsessen et slemt Uheld, idet hun en Aften kom for nær til et Lys, hvorved der kom Ild i hendes Kappe, saa at hun blev forbrændt i Ansigtet, hvilket efterlod flere vansirende Ar. Hendes Apanage af Statskassen udgjorde, saa vidt vi erindre, 116,000 Kr., og desuden oppebar Prinsessen efter sin Faders Død en efterhaanden stigende aarlig Indtægt af en Tantine, en Livsforsikringsanstalt, i hvilken Renterne af de indskudte Kapitaler bleve fordelte til de Indskrevne, saa at disse kom til at oppebære større og større Indtægter, efterhaanden som deres Antal indskrænkedes ved dødelig Afgang iblandt de Indskrevne. For nogle saa Aar siden var Antallet af de i denne Tantine indskrevne Personer sunket ned til nogle ganske saa (saavidt vi vide 16), og i Overensstemmelse med Tantinens Statuter blev den hele Kapital da delt imellem disse, hvorved der tilfaldt Prinsesse Caroline en ikke ubetydelig Sum, der vistnok ikke kan komme hendes Mands Kreditorer tilgode. Efter Prins Ferdinands Død har Prinsesse Caroline aarlig betalt Renter og et vist Beløb til Amortisation af hans Gjæld, og efter det ved Prinsens Død trufne Arrangement vil Palaiet i Bredgade og Størstedelen af hendes Indbo nu tilfalde Prinsens Kreditorer.

(Slagelse-Posten 1. april 1881).

Arveprinsesse Caroline. I disse Dage fortælles følgende Anekdote i Kjøbenhavn: Da Biskop Martensen for nogen Tid siden aflagde den gamle Arveprinsesse et Besøg ved hendes Sygeleje, spurgte hun, om Biskoppen troede, hun kunde blive salig. Dette var han i Stand til at kunne forsikre Hendes kongelige Højhed. Arveprinsessen spurgte da videre, om hun nu ogsaa kunde være sikker paa at træffe sin afdøde Mand, Prins Ferdinand, men da Hans Højærværdighed ikke med samme Vished turde afgive Forsikring herom, blev Hds. kgl. Højhed meget fornærmet, kaldte paa Kammerfrøkenen og udbrød hidsigt: "Hent mig Pastor Pauli, Martensen skal gaa, Martensen skal gaa!" (Fs. Td.)

(Vendsyssel Tidende 6. april 1881).