13 maj 2023

Elisa(beth) Baridon (1834-1912). (Efterskrift til Politivennen)

Elisabeth (Elisa) Baridon (1834-1912) blev født i Piémonte (norditalien). Det er stort set hvad vi ved om hende, indtil hun blev husbestyrerinde hos Ferdinand Bertouch formentlig fra et tidspunkt efter 1859 til hans død i 1902. Og selv da er det næsten ingenting vi får at vide.

Carl Christian Ferdinand von Bertouch (1810-1902?) var hofjægermester og oldtidsforsker. Bertouch var/er en tysk adelsslægt som indvandrede til Danmark i 16-1700-tallet. Som ung boede han bl.a. 3 år i Amaliegade Nr. 16 (admiral Kaas’ gård) i København. 1836-1838 ejede han herregården Gottesgave ved Nakskov. Efter at have giftet sig med morbroderens datter Maren Wallmoden, rejste parret næste 15 år rundt i Europa. I Frankrig oplevede de bl.a. at Louis Philippe blev afsat i 1848 og republikkens indførelse. De tog til Italien hvor de bl.a. fordrev tiden med at overvære skuespil, operaer og balletter af de kendteste kunstnere, samt mødtes med danskere som Kierulff og dr. Aarestrup, Sten Billes, kammerherre Johan Bülows, danske Officerer Ernst og Kiøpke, Frk. Puggaard, Werlauf og Juliane Heger. Fra 1853 også Marstrand og Bissen, samt 1854 H. C. Andersen. Ferdinand Bertouch var medlem af Oldskriftsselskabet og foretog ærkæologisk-historiske studier (bl.a. refereret i Berlingske 1854), medvirkede ved udgravningerne i Luni (1858) og gjorde sig her fortjent til tre Bronzemedailler (1867). 

Maren døde 1859. Herefter tog Ferdinand ophold i Paris tæt på broderen Ernst der var legationsråd.  Formentlig efter dette tidspunkt har han antaget en husbestyrerinde. Disse var ansat på gårde, hos en ugift mand eller en enkemand. Det sidste var tilfældet for Elisabeth Baridon. Måske var hun ansat mens han boede 10 år i Paris, og i hvert fald i 1870 hvor hun spiller en ret stor rolle, hvilket fremgår af følgende brev:

Nathalie Bertouch-Lehn, [. Hoick, til Ferdinand Bertouch.
Lungholm, den 29. Maj 1870.

Kjære Ferdinand!
Hvad maae De dog troe om mig? at jeg saa længe ikke har ladet høre fra mig; det er en stoer Skam, især da jeg veed hvor megen venlig Interesse De har for os Alle. Siden vi kom til Kjøbenhavn har jeg havt saa meget at bestille, og efter Lines Forlovelse var der for mig ikke et Minuts Ro til at skrive, saa dette veed jeg at De selv kan indsee og tjener derfor til min Undskyldning. Nu ere vi da alt 4. Uger her paa Lungholm, men efter at have været 4. Maaneder herfra, var der jo flere Ting i Huuset, der skulde udrettes og arangeres, saa Tiden ogsaa var optaget her. — Efter at vi i Hovedstaden endte med at modtage Gratulantere og gjøre Visitter, saa begyndt vi forfra med det Samme her paa Lungholm og nu vente Egnebeboerne at faae en Forlovelses-Middag naar Wedell kommer; vi vente ham sidst i denne Uge. Cathinka var saa glad over Lines Forlovelse saa hun omfavnede og kyssede Wedell, det er jo saa lykkeligt naar alle Parter ere tilfredse. — Line er jo meget forvendt saa Gud veed! hvorledes hun vil finde sig i m indre Kaar, men det kan jo vare længe med Brylluppet, da han ingen Ansættelse har, og der nok ikke saa snart er Udsigt til nogen Skovrider Plads. Wedell er et smukt og elskværdigt Menneske som sikkert nok vil gjøre sin Kone lykkelig. Jeg vil ret haabe at Line vil gjøre ham lykkelig og være noget for ham , da hun hidindtil kun har tænkt paa sit eget lille Jeg. — For Øieblikket er det en rørig Tid i Hovedstaden, da Ministerne ere gaaet af, og man endnu ikke har nogen Idee om hvilket Ministerium der nu bliver dannet. (Vort stakkels lille Danmark!) — At Geheimeraad Raben er død ved De vel alt, og at han har udsat Legater paa 400,000 Rbd til Videnskabsmænd og Kunstnere er jo overordentligt smukt. Baron Otto Rosenørn Lehn er blevet Directeur for den kongelige Malerisamling paa Christiansborg efter Professor Høiens Død. (Hvad syntes De?) Min Poul er begyndt paa at spille Violin, men han syntes bedre om at spille efter Gehør end efter Noder. Nu er Poul meget flittig, thi Bertouch vil jo have ham i Roeskilde-Skole til Vinteren, det finder jeg en redsom Idee. Poul trænger til megen Bevægelse og at komme stadig i Luften for hans stakkels Øine, som ere meget angrebne, han siger selv at hans Syn har taget af i det sidste Aar. I September Maaned skal Poul confirmeres her i Erindlev Kirke. — Bertouch lider af en stadig Hoste og i denne Tid af en smertefuld Gigt. — Min Søster Schulin er taget til hendes Datter Brockdorff som venter sin Nedkomst i Juny Maaned. Lily Schulin tager nogle Dage til Tølløse og den 13. Juny til Dannemands Sølvbryllup paa Aastrup. De to smukke Malerier have Bertouch og jeg nu hængt op i Havestuen, hvor de tage dem meget smukt ud, De veed nok kjære F erdinand de to Portraitter som de have været saa venlig at sende os. De venligste Hilsener sendes Dem og den elskværdige Elisa [Baridon] fra os Alle her.
Glæd snart med nogle Linier Deres meget hengivne
Lungholm den 29/5 1870. Nathalie Bertouch Lehn

Da Kommunardopstanden udbrød i 1870, flygtede Ferdinand fra Paris uden selv det nødvendigste. Han boede på kredit på et Hotel i Antwerpen indtil hans husbestyrerinde (formentlig Elisa Baridon) der netop opholdt sig hos Cathinka i Danmark, kunne skaffe ham den fornødne hjælp. I 1871 var Ferdinand Bertouch på Lungholm og åbenbart er han endnu 1873 i Danmark. Lungholm var/er en herregård på Lolland som i flere århundreder har været ejet af familien Bertouch-(Lehn). I 1800-tallet baron Poul Godske von Bertouch(-Lehn), baron Johan Julian Sophus Ernst Bertouch-Lehn og fra 1905 baron Poul Abraham Bertouch-Lehn. (Se Slægten Bertouch.)

Han rejste kortvarigt tilbage til Paris, og fra sommeren 1878 slog han sig ned i Malines (Mecheln) i Belgien hvor han boede indtil sin død, trods det republikanske Frankrig formentlig næppe var hans kop te. Han var da over 60, rejste sjældent og aldrig langt fra sit Hjem, førte altså et stille liv, bl.a. med genealogiske studier, undersøgelser af sin slægts historie i Belgien. Han levede af rentepenge fra det Wallmodenske Legat og synes at have været mistrøstig og ensom. I 1889 fik han et slagtilfælde men levede dog endnu 13 år. Han blev bisat Ferdinand Bertouch ved sin hustrus i det Wallmodenske Kapel. Hans husbestyrerinde, Mile. Baridon, ledsagede kisten fra Belgien til Danmark og tog siden ophold hos St. Josephs Søstrene i København. 

Fotograf Charles Peter Linck: Immaculata Kirken på Strandvejen, 1906, altså på det tidspunkt hvor vi må antage at Elisa Baridon opholdt sig der i Sankt Joseph Søstrenes kloster i Hellerup. Klosteret fungerede i 111 år, men måtte lukke pga. manglende søgning og bygningerne blev sat til salg i 2014. Der er nu plejehjem og seniorbofællesskab. Den gamle klosterbygning er fra 1905. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Ca. 10 år efter døde hun i 1912. Og dødsfaldet blev nævnt i nedenstående brev:

Julian Bertouch-Lehn til Broderen Rudolph:
Prince Albert, Sask., den 18. Februar 1912.
Kjæreste lille store Rudolph. Jeg maa fortælle Dig, at jeg holder saa meget af Dig. Hvor er det underligt, at Du vor lille Bror, som Du jo var, da vi var Børn, nu er vokset op til at blive vor store Bror; thi det er Du, vi maa se op til Dig for Din store Energi og Flid Du udviser og for den Glæde Du spreder over Pe’s og Far og Mors Liv. Ogsaa vi — jeg tør sikkert regne med P. J. — glæder os usigelig over Dig, og mit Hjerte banker altid med Taknemmelighed, naar jeg seer, hvor Du holder af mig. Du mener maaske, at dette er noget Vrøvl og Fremstillingsmaaden er det maaske, men Tanken kommer fra mit Hjerte og jeg haaber den vil naa Dit. Tusind Tak for Dine Breve, som har kastet lidt Glæde ind i min Træthed. Ja jeg vil sige Dig, som vor Moder sagde i et Brev til mig, at "kan man ikke trives i Canada, kan man intetsteds trives". Men i Gang skal man jo først og den grimm e Sygdom ruinerede jo alt for mig. Veed Du at Pr. . . . her tog S 72 for min Sygdom [Tyfus], var det ikke raat, det er saadan noget som 266,40 Kr. dansk, men en Del ef det er betalt paa den Maade, at det er bleven taget af min Løn; jeg kalder det at flaa Folk til Skindet . . . Tal ikke om Reconvalescens eller Rekreation — en Uge efter at jeg var kommen op af Sengen arbejdede jeg igen, skjønt jeg neppe kunde staa paa mine Ben. . . . Jeg tænker jeg tager op til Douglas Currie i Barrow's, men om jeg gjør det og hvad jeg tager fat paa, er endnu i det uvisse, da jeg end ej har talt med Vennen min. Jeg siger intet definitivt for ej bagefter at staa som en der væver Usandhed. Her i Westen er det ofte, man hirer sig til en Plads, men paa Rejsen til denne opdager man noget bedre og dropper saa ganske stille den første.
Jeg skal prøve at fordele Stoffet, men naar jeg først begynder, kommer det ene efter det andet, og jeg synes jeg maa fortælle Dig alt. Jeg har haft Brev fra Tante Beatrice, men det var før hun vidste noget om M.lle Elisas [Baridon] Død. Hvor er jeg bedrøvet over hende, hun holdt saa trofast paa Familien, tænk at jeg aldrig skal se hendes lille rare Ansigt mere. Har Du lagt Mærke til, hvor de en efter en gaar bort, der bliver saa tomt omkring. Ingen er som Barndomsvennerne . . . .

Hun blev begravet på Vestre Kirkegårds katolske afdeling, men graven blev nedlagt og stenen opsat på lapidariet nord for Nordre Kapel. 


Elisa Baridons gravsted på Vestre Kirkegård. Oprindelig stod den i katolske afdeling i St. Josephs Søstrenes Gravsted (afd. IV, række 5, nr. 68), men står nu på lapidariet nord for Nordre Kapel. "Ici repose Mlle Elisa Baridon. * 17. Mai 1834 +21 Janvier 1912. R. I. P." Foto Erik Nicolaisen Høy.

12 maj 2023

Otto (1848-1911) og Dorothea (1859-1939) Marstrand. (Efterskrift til Politivennen)

I 1857 købte bageren Troels Caspar Daniel Marstrand Vodroff Mølle på Vodroffsvej 25. Da den brændte i 1865, opførte han på en del af grunden sammen med brændevinsbrænder og grosserer Jens Lund "Marstrands Dampmølle", og senere hvidølsbryggeriet (senere A/S Marstrands Bryggerier og Krone-Øl-Bryggeriet). Firmaet gik under navnet "Troels Marstrand", og bryggeriet blev ledet af kaptajn Ingwersen indtil 1873, hvor Troels Marstrands søn Otto Marstrand, overtog ledelsen. Han begyndte at producere bajersk øl 1874, og bryggeriet blev snart et af de største i København. 

I 1882 begyndte bryggeriet som det første at sælge kunstis i almindeligt salg (krystalis). I 1884 opkøbte bryggeriet Aldersro og bryggerier blev overdraget til det i den anledning stiftede "Aktieselskabet Marstrands Bryggerier". Den første bestyrelse bestod af etatsråd og formand Fritsche, overretssagfører N. G. Mygind, M. R. Rubow, Jens Lund og Otto Marstrand.



Annonce for en "Flügelpumpen" som ifølge denne skulle være brugt i Marstrands Bryggeri. (Fra Allgemeine Zeitschrift für Bierbrauerei und Malzfabrikation. nr. 22, 1882.

Selskabet forsøgte uden synderlig markedssucces at lancere en ny type lys øl, Wienerøl. Otto Marstrand var formodet Venstre-mand, i modsætning til "Højre"-bryggerierne Carlsberg og Tuborg, hvilket smittede af på forbrugerne - mange (påvirket af det voksend Social-Demokratiet) ville ikke købe Tietgens "Højre"-øl:

Kjøbenhavn, den 2den Januar 1885. Af de industrielle Foretagender, som er opstaaede her i Landet i Løbet af det sidste Par Decennier, har ingen i den Grad slaaet an som Bajerskøl-Bryggerierne. Vore største Kapitalister have jo erhvervet sig deres Formuer ved at brygge bajersk Øl, og det er derfor intet Under, at deres Held har fristet adskillige til at forsøge sig i lignende Retning. Hidindtil er Forsøget lykkedes for de fleste; saa vidt man ved, er de fleste Bajerskøl-Bryggerier - og deres Tal er jo allerede ikke saa ringe - rentable Foretagender. Den eneste, som paa dette Felt har været absolut uheldig, er mærkværdig nok Etatsraad Tietgen. Hans store Planer med Tuborg Fabriker - der skulde være et Bryggert i stor Stil, ikke blot for den indenlandske Konsum, men ogsaa for en betydelig Udførsel, og ikke blot dette, men tillige Fabrik for Tilvirkning af alt, hvad der behøvedes i Øl-Industrien - navnlig Bouteiller - og til Forædling af Biprodukterne - denne Plan blev til intet. Hvad enten Fejlen nu laa i, at Anlæget var for kostbart, eller den indsatte Direktion mindre dygtig, eller Virksomheden for stor anlagt, nok er det, Tietgen trak sig ud af Foretagendet. Fabrikerne bestaa vel endnu, men den nuværende Bestyrelse har ikke mindre end den foregaaende haft store Vanskeligheder at kæmpe med; den har nu baseret Forretningen paa et mere beskedent Grundlag, og der er Udsigt til, at den herefter vil faa en roligere Tilværelse - lidt Bryderi med Socialdemokraterne, der paa Grund af Arbejderforholdene ved Fabriken have et Horn i Siden paa Direktør Ph. W. Heymann - fraregnet. - I de sidste Dage har et nyt Foretagende i Branchen hendraget Opmærksomheden paa sig, nemlig Bryggeriet ved Vodroffvej, der nu drives under ét med Aldersro Bryggeri under Navnet "Marstrands Bryggerier". - Vodroffvejs Bryggeri var oprindelig Dampmølle - velbekjendt af enhver, der blot en Gang har set de store, solide, røde Fabriksbygninger - og den ejedes da af Grosserer Jens Lund. Denne er en selvgjort Mand. Han hører til dem, der fra fattig Karl har arbejdet sig op til en betydelig social Stilling. Fra Magasinkarl er han avanceret til selv at blive Korngrosserer og derefter Storfabrikant. At han er en dygtig og resolut Mand, kan skjønnes alene deraf, at han, saa snart der viste sig Stagnation i Møllebedriften, hurtig omdannede en Del af sin store Mølle til Bryggeri og med Kraft kastede sig over denne ny virksomhed. Foretagendet er dog nu sagtens bleven ham for stort til at bæres paa eget Ansvar; thi fra Maj i Fjor er det gaaet over til et Aktieselskab, og Jens Lund er fra at være Eneejer bleven Direktør, en Myndighed, han deler med sin Svoger, Brygmester Otto Marstrand. Kontrollen føres af et Forretningsudvalg med Grosserer H. Fritzsche som Formand. Aldersro er senere bleven tilkjøbt, og den bogførte værdi af Selskabets Aktiver er derefter noget over 3½ Mill. Kr. Aktiekapitalen er 1,800,000 Kr., og Størsteparten af Aktierne er endnu paa J. Lunds Hænder; han er saaledes faktisk endnu den, der har den afgjørende Myndighed. Den første Kampagne er særdeles lovende for det ny Selskabs Fremtid. I de otte Maaneder, hvori det har bestaaet, er der produceret og solgt 70,000 Tdr. Øl og formalet 9½ Mill. Pd. Mel, og der er tjent 277,120 Kr., deraf 246,169 Kr. ved Bryggeriet og 27,000 Kr. ved Møllen. Ved Siden af at afskrive temmelig betydelige Beløb paa Inventarium og Beholdninger, kunde Selskabet efter denne Begyndelse henlægge over 18,000 til et Reservefond, 12.686 Kr. til et Understøttelsesfond for Selskabets Funktionærer og Arbejdere og dog byde Aktionærerne et Udbytte af 10 pCt. p. a. Det er intet Under, at Bestyrelsen efter en saadan Begyndelse er bleven fortrøstningsfuld og har besluttet en Udvidelse af Virksomheden. Den paatænker fra i Aar at konkurrere med Tuborg i Fabrikattonen af Pilsner-Øl og vil optage Fabrikationen af en ny Ølsort, kaldet "russisk Taffeløl."

(Lolland-Falsters Folketidende 5. januar 1885)


Otto Marstrand var også involveret i travsport:

Et Selskab til Travsportens Fremme er nylig dannet i Kjøbenhavn efter Indbydelse af d'Hrr. Brygger I. Tvede, Dyrlæge, Baron O. Eggers, Brygger Otto Marstrand og Propr. Frd. Breit. De udtale i  Indbydelsen bl. a., at Afholdelsen af Kapløb i Trav har vist sig som en mægtig Løfteftand til Fremme af Landhesteavlen, hvad Exemplet i flere Lande udviser. Travsportens Evne til at indvirke paa Frembringelsen af gode, kraftige Kjøreheste er især iøjnefaldende der, hvor Hesteracen er svært bygget. Travsportens Indflydelse paa dette Omraade staar ved Siden af Væddeløbenes Indvirkning paa Kavallerihestens Forbedring i de Egne, hvor Hesteracen er let. Travsporten antages ligeledes at vilde kunne trives her i Landet og gavne dets Hesteavl ved at bidrage til Frembringelsen af gode, kraftige Kjøreheste, som man i de senere Aar hyppig har maattet hente fra Udlandet. Foreningen vil fremme sit Formaal ved Travløb om Præmier, dels for Heste hjemmehørende i Danmark, dels for Heste fra andre Lande, og ved at virke hen til eventuelt at støtte Oprettelsen af Baner til Afholdelse af Travløb paa forskjellige Steder i Danmark og forøvrigt ved alle Midler, som erkjendes for virksomme til Travsportens Fremme. Til Anlæg af den første Travbane i Danmark er allerede af et Interessentskab kjøbt et Terræn i Kjøbenhavns umiddelbars Nærhed, hvor der tænkes anlagt en Bane af henimod en engelsk Mils Længde til Travkjørsel, i en langstrakt Oval af ca. 120 Alen som mindste Diameter, hvor der agtes afholdt Travløb en a to Gange maanedlig om Sommeren. Udenfor denne anlægges en Ridebane til daglig Ridning af Selskabets Medlemmer. Det aarlige Medlemsbidrag er ansat til 10 Kr. Foreningen konstituerede sig forleden og valgte, foruden Indbyderne, til Bestyrelse d.Hrr. Konsul Broberg og Oliemøller Carl Petersen jun.

(Skive Folkeblad 29. juni 1885)


Travbanen lå på et lejet areal ved Lundehussøen på den østre del af det der nu er Lyngbymotorvejen nord for Ryparken Station. Det første løb på kulslaggebanen var den 6. september 1885. Otto Marstrand satsede imidlertid på racerne Frederiksborg og Knabstrup, mens Tvede mere var til de hurtigst tænkbare heste uanset race. Uenigheden førte til et brud i 1890 mellem de to. Tvede stiftede herefter den 10. april 1891 sammen med andre Det Danske Travselskab. Året efter kunne Charlottenlund Travbane afholde første løb. Kjøbenhavns Travbane fortsatte året ud, men Marstrand emigrerede samme år.


En Eksekutionsforretning i Cirkus

I Søndags Aftes kl. 12 blev der hos Restavratøren i Cirkus ved Kongens Foged og paa Rekvisition af en Prokurator som Repræsentant for Fordringshaveren - en bekendt større Ølbrygger her i Byen - foretaget en Eksekution, der havde et noget brutalt Præg, og som har vakt en Del Opsigt blandt dem, der kender Sagen.

Efter at Restauratoren havde gjort Regnskabet op med sine Tjenere og havde faaet ca. 1100 Kr. i Kassen som Dagens Indtægt, mødte en Fogedassistent med 2 Vidner samt Prokuratoren og lagde Beslag paa alt, hvad der fandtes af Penge, saaledes at der ikke blev en Øre tilbage.

Det var naturligvis en ubehagelig Overraskelse for Restauratøren paa den Tid af Døgnet at modtage et saadant Besøg, der var en ligefrem Overrumpling, men da den Slags Forretninger nu en Gang er juridisk berettigede, naar Fogden giver sit Samtykke, er der intet at indvende mod denne Side af Sagen. Derimod ser den lidt anderledes ud, hvad Fordringshaveren angaar. Som vi har erfaret, forholder Sagen sig i al Korthed saaledes: Den nuværende Restavratør i Cirkus, der er en stræbsom og hæderlig Mand, overtog Forretningen sidste Vinter paa Betingelser, der hidtil har givet ham ikke saa faa Vanskeligheder at kæmpe med. Han paatog sig, foruden en Del andre Forpligtelser, at udrede til Forgængeren en Sum af 6000 Kr., hvoraf 3000 betaltes kontant, medens Resten skulde fra Juni Termin betales i ugentlige Afdrag, der ogsaa hidtil var erlagt punktlig. Ved sidste Indbetaling kom Afdraget én Dag for sent, og dette var Grunden til Fogedforretningen. Fordringen paa Restauratøren var af Vedkommende bleven transporteret til Ølbryggeren, der straks og paa ovennævnte Maade benyttede sig af den ene Dags Forsinkelse til at tage hele Søndagens Indtægt ved Hjælp af Kongens Foged. Skønt det som sagt var en ubehagelig Overraskelse har det dog ikke havt videre Følger for Restavratøren, der ved Hjælp fra anden Mand, som blev oprørt over den brutale Fremgangsmaade, fremdeles er i Stand til at klare sine Forpligtelser.

(Social-Demokraten 10. september 1887).


Eksekutionsforretningen i Cirkus.

Vi har modtaget følgende:

Hr. Redaktør!

I Anledning af Deres Artikel i Dag om en Eksekutionsforretning i Cirkus vil jeg bede Dem give Plads for følgende Bemærkninger, der nærmere vil oplyse, hvorledes det forholder sig med Sagen.

Den 1ste Januar overtog jeg Restavrationen i Cirkus paa det Vilkaar, at jeg skulde betale den Gæld, som den forrige Restauratør havde stiftet, samt endvidere til ham udrede en Afstaaelsessum af 6000 Kr., hvoraf de 3000 betaltes kontant. De andre 3000 Kr. skulde have været udbetalt i Juni Termin, men grundet paa Forholdene var det mig umuligt at betale den hele Sum paa en Gang. Ved frivilligt Forlig blev Sagen derpaa ordnet saaledes, at jeg ugenlig (hver Mandag) skulde betale 100 Kr. Der var imidlertid, som Skik og Brug er, tilstaaet mig 2 Løbedage, saaledes at Pengene kunde betales om Onsdagen, og jeg har hidtil sørget for, at Afdragene er bleven betalt regelmæssigt.

Da mit Bud Onsdagen den 31te Avgust om Eftermiddagen henvendte sig til Prokurator Pagh som Inkassator for at betale Afdraget, var Kontoret lukket, og da jeg Torsdag Formiddag sendte Pengene til Hr. Pagh, blev der ganske vist givet mig Kvittering for dem, men under Reservation. Da jeg ikke kunde tænke mig, at der skulde gøres et saadant Skridt imod mig som det i Søndags foretagne, fordi jeg ikke kunde faa afleveret mit Afdrag, inden den lovlige Tid var udløben, vil Enhver kunne forstaa den Harme, som greb mig, efter at Fogedforretningen var udført. Jeg har hidtil betalt regelmæssigt, hvad jeg skulde, og det forekommer mig mildest talt at være en mindre smuk Optræden af et Bryggeri som Marstrands - thi det er Hr. Otto Marstrand, der har ladet Eksekutionsforretningcn foretage, efter at han paa cn eller anden Maade er kommen i Besiddelse af Fordringen paa mig. Hr. Marstrand er ganske vist ikke Øl-Leverandør til Cirkus, men man tør vel ikke forudsætte, at det skulde være Grunden til hans noble Handlemaade.

Dette er i korte Træk Sagens Historie, som jeg kun har skreven for yderligere at supplere "Social-Demokraten"s iøvrigt korrekte Meddelelse, da den for mig ubehagelige Affære nu en Gang er bragt frem for Offenligheden. Jeg er dog slet ikke utilfreds med, at dette er sket. Publikum vil nu selv kunne dømme om, hvorledes Hr. Marstrands Handlemaade mod mig skal vurderes.

Cirkus-Restaurationen, den 10de September 1887.

Th. Christensen.

(Social-Demokraten 11. september 1887).


Eksekutionsforretningen i Cirkus.

Vi har modtaget følgende :

Til

"Social-Demokraten"s Redaktion.

I Anledning af de Artikler, der under Overskriften "En Eksekutionsforretning i Cirkus" findes optagne i "Social-Demokraten" for i Lørdags og Søndags, tillader jeg miq at udbede mig Plads for følgende Bemærkninger:

Den paagældende Eksekutionsforretning, der er foranstaltet af mig, er ikke som i Artiklerne anført, foretaget for Marstrands Bryggerier; disse har ganske vist paa et tidligere tidspunkt haft nogen Interesse i, at den paagældende Fordring blev betalt, hvilket er Grunden til at Forliget angaaende samme ogsaa lod paa Bryggerierne som Kreditor, hvorimod det Restbeløb, som Fordringen andrager, er Bryggeriene uvedkommende. Men skulde der i det hele taget være noget ved denne Eksekutionsforretnings Foretagelse, der trænger til farligt Forsvar, da er det formentlig indlysende, at Ansvaret herfor alene maa paahvile mig, idet Fordringen selvfølgelig fra det tidspunkt af, da den overdroges mig til Inkassation (i Slutningen af Juni Maaned d. A.) er min Raadighed undergivet: og at jeg ikke efter de forhaandenværende Forhold har gjort andet ved Forretningens Foretagelse end der ligefrem er min Pligt som Inkassator, det er jeg vis paa, at enhver, der kender Forholdene - altsaa ogsaa Hr. Restavratør Th. Christensen selv - vil være enig med mig i.

Endnu kan jeg ikke tilbageholde den Bemærkning, at jeg finder det temmelig mærkeligt for Hr. Christensens Vedkommende, at han, naar han har navngivet Hr. Direktør Otto Marstrand i den ene Henseende, ikke ogsaa har anført, at Hr. Marstrand var den Mand, der ved at forskaffe ham henstand med Betalingen af Restgælden, har hjulpet ham ud over de Vanskeligheder, han ved Eksekutionsforretningens Foretagelse var geraadet i.

København den 14. Septbr. 1887.

* * *

Hvis Hr. Otto Marstrand og andre, som nyder den Lykke at have Hr. Pagh til Sagfører, faar deres Handlinger forsvarede lige saa godt som sket er ovenfor med Hensyn til Eksekutionsforretningen i Cirkus, kan de sige at være vel rejste. Vi mener nemlig, at Hr. Marstrand vilde være bedre tjent med, at Hr. Paghs "Forsvar" ikke havde set Dagens Lys, eftersom det kun i et og alt bekræfter Rigtigheden af Hr. Christensens og vor Fremstilling, hvad selve den brutale Eksekution angaar, og dernæst nøder os til at imødegaa et Par Paastande, hvor ubehageligt det end kan være for Hr. Marstrand - og for os. Naar Hr. P. skriver, at han under de forhaandenværende Forhold ikke har gjort andet end hvad der var hans Pligt som Inkassator, det vil sige, paa en Maade som sket er i Cirkus, at gøre Eksekution hos en Mand Kl. 12 om Natten til Trods for, at han hidtil har svaret sine Afdrag til bestemt Tid, og derpaa tilføjer, at enhver, der kender Forholdene - selv Hr. Christensen - vil være enig med ham deri, saa tyder det paa, at Hr. P. enten er meget naiv eller ogsaa noget andet. Vi kan aldeles bestemt forsikre ham, at ikke en af de mange, der kender Eksekutionshistorien, har haft et anerkendende Ord tilovers for Hr. Marstrand og hans Prokurator, denne Sag vedrørende - tvært imod!

Naar endvidere Hr. P. i Begyndelsen af sin Skrivelse søger at dække over Hr. Marstrand ved at fortælle, at Forretningen ikke er foretaget for hans Regning, og i Slutningen fremhæver, at Hr. M. forskaffede Christensen Henstand med Betalingen af Restgælden - hvad Hr P vel vil have forstaaet saaledes, at det er hos anden Mand Rk. udvirkede rette - , da ved han meget godt, at begge Dele er urigtige. Beviset herfor ligger i, at Hr, Marstrand med sit Navns Underskrift har forpligtet sig til ikke at lade gøre yderligere Eksekution hos Christensen saa længe Afdragene - der for Fremtiden er nedsat til det halve - betales regelmæssig hver Uge. Dette Dokument er udfærdiget af Hr. Pagh.

Hermed er vi forhaabenlig færdige med Hr P Hans Skrivelse taler i alt øvrigt saa tilstrækkeligt for sig selv, at flere Kommentarer er overflødige.

Red.

(Social-Demokraten 16. september 1887).


Efter successen i selskabets første tre år, begyndte det at gå tilbage. Heller ikke det i 1888 "wienerøl" ændrede på den udvikling. I begyndelsen af 1888 var fhv. købmand på St. Thomas Jens Svendsen indtrådt i ledelsen som direktør og forblev som sådan ved siden af Troels Marstrand indtil 1891. Bryggeriet på Vodroffsvej blev herefter i en periode drevet under navnet "Krone-øl Bryggeriet".

 I 1891 måtte bryggeriet lade sig opsluge af De forenede Bryggerier. Det fik senere navnet Kroneølbryggeriet. Otto Marstrand udvandrede (1889 eller 1891) med familie til Vancouver og anlagde et bryggeri der i partnerskab med Charles Gottfried Doering (af saxisk oprindelse) som havde grundlagt Vancouver Brewery i 1889. De blev partnere under navnet Doering & Marstrand Brewing Co. Foretagendet blev en forrygende succes og eksporterede øl til Kina, Japan og Australien. I 1902 fusionerede de med Red Cross Brewery under navnet Vancouver Breweries Limited. Bryggeriet producerede bl.a. den populære Cascade Ale "the beer without peer". Succesen fortsatte og 9 år senere dannede de British Columbia Breweries Limited med Charles Doering som præsident for konsortiet. 

Han besøgte Danmark i 1904, og i 1906 blev han konsul og bosatte sig på Frederiksberg.


Emil Stæhr (1827-1912): Vodroffsvej, Marstrands Bryggeri, det senere Kongens Bryghus. Bygningen tegnet af arkitekt Hans Christian Henning Wolff. (1828-1880).
 Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. De tidligste bygninger var opført af murermester og arkitekt J.W. Frohne. Wolffs bygninger var opført i mursten i vekselende røde/gule sten og med dekorative elementer, der var inspireret af M.G. Bindesbøll i nationalromantisk stil.

Dødsfald.

Brygger Otto Marstrand.

En kendt Københavner, Konsul Otto Marstrand er igaar afgaaet ved Døden, 63 Aar gammel.

Otto Marstrand lærte Bryggeriet i Tyskland og blev straks efter sin Hjemkomst Leder af Marstrands Bryggerier paa Vodroffvej, et stort Foretagende, som han yderligere drev  i Vejret. Da "De forenede Bryggerier" i 1891 dannes, og Marstrands Bryggerier optoges deri, rejste Otto Marstrand med Familie til Britisk Columbia, og i Vancouver startede han et Bryggeri. Ved et energisk Arbejde blev det i Løbet af faa Aar en meget omfattende og indbringende Forretning, og da Marstrand for 5-6 Aar siden vendte tilbage til Danmark, var det som en meget velstaaende Mand.

I Vancouver var han alle Danskes trofaste Støtte. Han hjalp dem paa alle Maader og var utrættelig til at skaffe dem Arbejde, dels paa det Marstrandske Bryggeri, dels andre Steder; aldrig lod han nogen gaa fra sig, uden at han paa en eller anden Maade havde hjulpet. Paa Anmodning af samtlige Danske i Vancouver blev Otto Marstrand udnævnt til dansk Konsul dér i Byen.

Efter hans Tilbagekomst her til Landet var det vistnok hans Mening paa ny at tage fat, men et daarligt Helbred - den Hjertelidelse, der nu har hidført hans Død - tvang ham til at opgive alle Fremtidsplaner af den Art. Han plejede saa sine private Interesser, blandt hvilke Travsporten var en af de væsentligste. Han var Medstifter at Firsernes Travforening, var en Tid Formand og havde i tidligere Aar en fortræffelig Stald.

Konsul Marstrand var Søn af Dampmøller M., der var en Broder til Maleren Marstrand, og han var saaledes Fætter til Borgmester M. Han efterlader sig Hustru, to Døtre og to Sønner; hans Hustru er Datter af den bekendte Grosserer Jens Lund, der tidligere ejede "Smidstrupgaard", og Døtrene er gifte med Kaptajn Troels Smith og Ingeniør Jørgensen. 

(Riget (København) 28. december 1911)


Jordefærd.

Idag begravedes fra Frederiksberg Kirke Brygger Otto Marstrand.

Ved Kisten stod opplantet De Forenede Bryggeriers Arbejderes og Funktionærers Faner. Der var sendt signerede Kranse fra Bryggerforeningen, Forenede Bryggerier, Carlsberg Bryggerier, Kroneølbryggeriet, Ølhandlerforeningen af 1875, Foreningen Lunds og Marstrands Minde, Det danske Travselskab, Foreningen af Hesteejere i det danske Travselskab, Selskabet for Køre- og Ridehesteavlens Fremme o. fl.

I det meget store Følge bemærkedes bl. a. Borgmester Marstrand, Højesteretssagfører Møldrup, Direktør Freiliv, Direktør Andersen, Carlsberg, Direktør Benny Dessau, Generalkonsul Ingwersen, Arkitekterne Marstrand, Glæsel og Klint, Dr. Edgar Madsen, Overretssagfører Axel Bang, Overretssagfører Falk-Jensen, Professor Otto Haslund, Grosserer S. N. Meyer, Fabrikant Ewers, Bogtrykker Martius Truelsen og kgl. Dyrlæge Gautier. 

Efter Salmen "Han, som har hjulpet hidindtil", talte Stiftsprovst Hoffmeyer. Han skildrede Marstrand som den, der havde sil Liv og sit Hjerte i Arbejdet, som havde sat alle Evner ind paa at løse sine Opgaver, og som, rastløs og flittig, havde arbejdet i trofast Virke. Tillige som en Mand, der havde haft sin Glæde i atd hjælpe andre. Stiftsprovsten sluttede med en Bøn.

Efter Salmen "Lyksalig, lyksalig" bares Kisten ud af Kirken til Tonerne af "Dejlig er Jorden".

Jordfæstelsen fandt sted paa  Vestre Kirkegaard.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 30. december 1911)


Hvad angik bryggeriet på Vodroffsvej betød bryggerisamarbejdet at hvert bryggeri opdyrkede sit speciale. Bryggeriet på Vodroffsvej blev fra 1923 til "K.B. Bryggeriet på Vodroffsvej". Bryggeriet blev nedlagt i 1968. I 1969 fusionerede De forenede Bryggerier og Carlsberg, og som led i en rationalisering blev bygningerne på Vodroffsvej solgt til boligselskabet VIBO, der ønskede at opføre almene boliger på grunden og nedrive bryggeriet som allerede dengang blev betragtet som en af Danmarks mest originale industribygninger. Nedrivningsplanerne blev støttet af borgmester Arne Stæhr Johansen. På trods af protester fra bl.a. Akademisk Arkitektforening der arrangerede et fakkeltog, blev anlægget nedrevet 1976 til fordel for en boligbebyggelse.


Otto og Dorothea Marstrands familiegravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den lille Kulpillers tragiske Død. (Efterskrift til Politivennen).

Tegning fra Social-Demokraten 18. maj 1911 i anledning af begravelsen af den lille kulpiller.

Foto med undertitlen: Ejendommelige ceremonier - præsten indvier graven - kvinden til venstre (x) er moderen. Foto af Aftenbladet (København) 18. maj 1911.


 Den lille kulpiller

I går eftermiddags foregik der en gribende højtidelighed på den katolske kirkegård ved Vestre Kirkegård.

Foreningen "Barnets Værn" lod afsløre en mindesten over den lille dreng, der den 12. maj blev dræbt af havnetoget, da han var i begreb med at pille kulstumper op.

Til trods for det ubehagelige vejr havde flere hundrede mennesker indfundet sig ved graven. Forsamlingen afsang en salme, hvorefter

Folketingsmand P. Sabroe

holdt en gribende tale, der bragte tårerne frem i de flestes øjne. Han udtalte:

"Der knytter sig for os ingen særlig sensation til den lille kulpillers død. De særlige omstændigheder ved denne vakte for et øjeblik hele hovedstadens opmærksomhed. Om han langsomt var sultet, frosset eller pint ihjel, ville - fraset enkelte - kun den socialistiske del af hovedstaden have interesseret sig for den lille proletar.

Der er i dette frygtelige barnedrama et par betegnende træk, som til overflod viser kapitalistsamfundets brutalitet. 

Vi kommer og tilbyder den fattige, polske moder at ville begrave barnet. Vi vil ikke have ham i fattigvæsenets sorte kiste. Som vi taler herom med moderen, kommer viceværten ind og tilråber moderen:

"Vær glad ved hans død. Han var endt i tugthuset. Han stjal som en ravn."

Ja, han stjal de kul, som faldt ned fra kulvognene. Derfor var han tyv.

Og det er også rigtigt at i tugthuset sidder mange, hvis eneste forbrydelse er, at de som barn nægtedes et barns glæder. Der burde egentlig på den mindesten, som vi afslører i dag, have stået de ord, som undslap den lille kulpiller, da man på hospitalet ville klippe i hans gamle, pjaltede bukser:

"Åh, De må ikke klippe i dem, for mor er så fattig og har ikke tid til at sy dem sammen."

De ord er sande, og de vil blive klassiske. Når I som er børn og unge, en gang om mange år med jeres børn står foran den lille kulpillers grav, vil I fortælle dem, hvad den fattige, polske dreng sagde, da han lå på operationsbordet.

Peter Sabroe. Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Det er desværre sandt. Mange børn som den lille kulpiller, der havde et hjerte af guld, må ende i fængslet. Men hvis skyld er det? Uden at fortrække en mine ser den herskende overklasse, at der er tusinder af børn, som lider nød og forkommer. Overklassen praler af sin kultur og sin kunstsans, men den er blottet for den åndsdannelse som slår ud i omsorg for de levende mennesker. Ja, der er endog nogle af vore rige landsmænd, som vil have ført udviklingen tilbage, og som viser hen til de polske arbejdere, som værdige til efterlignelse for de danske arbejdere.

Men så meget stærkere må vi hver dag ruske samfundet op af sin døs. Vi må have samfundet til at forstå at af alle kulturspørgsmål er det sociale det vigtigste.

VI tror på livet. Vi håber på livet. Vi arbejder og vi bygger rundt i alverdens lande en stærk og mægtig organisation, som beskytter alle børn mod fattigdom, forbrydelse, drukkenskab og præstetyranni.

For nogle år tilbage indebrændte juleaftens morgen 5 børn på Skejby Mark ved Aarhus, mens far og mor var på herregårdsarbejde. Vi rejste disse børn et mindesmærke. Det var ikke herregårdens trælle, som mindedes de 5 børns frygtelige endeligt. Det var ikke de rige eller gårdmændene. De forstod overhovedet ikke, hvorfor man tænkte på børnene. Men landarbejderne forstod os. Deres sociale instinkt sagde dem, at vi var deres venner.

Således vil det også gå i dag. De russere og polakker som står her, vil skrive hjem eller fortælle, når de kommer hjem, om de danske arbejdere, som rejste den lille kulpiller dette smukke minde. Og de vil tænke over det i Polen og i Rusland.

Denne mindesten betyder for vore dages kultur mere end Frue kirkespir. Over den lille polske drengs grav rækker vi hinanden broderhånden og sværger, at der skal blive kæmpet til vort sidste åndedræt for det fattige barn."

Derefter faldt dækket for mindestenen.

Den er af marmor og har følgende inskription:

Den lille Kulpiller
Martin Norwak
5 Aar
Overkørt af Havnetoget
12. Maj 1911.

Københavns Arbejderfamilier satte
ham dette Minde.

Derpå afsang de tilstedeværende: "Dejlig er Jorden", hvorpå hr. Sabroe afsluttede højtideligheden med at sige:

Vi rejste ikke dette minde for arbejdets mand, men vi har rejst det for den lille knægt, der måtte ofre sit liv, da han hjalp til med at afhjælpe nøden. Det var endda ikke for sin egen moder, at han pillede kul, men han hjalp en anden dreng, hvis moder havde 7 børn. Lad os kæmpe for alle små børn, og dermed en tak til alle, der har bidraget til dette mindesmærke.

Derpå defilerede de mange mennesker forbi den lille kulpillers mindesten.

(Social-Demokraten, 27. december 1911. Til artiklen var desuden et foto)

Begravelsen af den lille kulpiller. Peter Sabroe taler. Foto fra ovenstående artikel fra Social-Demokraten.

Bornholms Social-Demokrat fra samme dag tilføjede at drengens forældre boede i en af Christianshavns store lejekaserner, og de sad småt i det. Avisen beskriver monumentet som en ovalformet marmorplade.

11 maj 2023

Centralbanegaarden og Centralværkstederne. (Efterskrift til Politivennen)

 Centralbanegaarden

Et Overblik - Fingeret daglig Drift.

Når man vil danne sig et Begreb om den nye Banegaards Størrelse, tænker man uvilkaarligt paa Tunneludgravningen foran den nye Personbanegaard og til Nød ogsaa, hvad der ligger bag ved indtil Tietgensbroen. Hvilket fejlagtigt Billede!

Ovenstaaende Plan vil illustrere Fejltagelsen. Gaa ud paa Personbanegaarden i Hjørnet øverst tilhøjre. Den svinder betydeligt ind ved Sammenligning med det umaadelige Jernbaneterræn, der strækker sig bag Søndre Boulevard lige til Enghavevejen. Det er den Del af Centralbaneanlæget, som Publikum ikke ser, men som netop med sine utallige Sporskifter, Rangerspor og brydsspor udgør Betingelsen for at kunne lægge selve Banegaarden i saa nær Byens Centrum, som Tilfældet er. Paa et Areal, der er 3 Kilometer langt og paa sit bredeste Sted en halv Kilometer, ligger her indtil et halvt Hundrede Spor ved Siden af hinanden. Yderst tilvenstre paa Planen sender Terrænet to Banelinjer ud i Landet. De fører begge til Roskilde. Den øverste er Personlinjen, der skærer sig gennem Valby Bakke; forneden; er Godslinjen, som er lagt sønden om Vestre Kirkegaard. Saasnart de to dobbeltsporede Linjer har skaaret Enghavevej, folder de sig ud som mangegrenede Vifter.

Paa Arealet mellem Enghavevejen og Tietgensbroen ligger Spor til en samlet Længde af 60 Kilometer. En Privatbane, regner man, raader sædvanlig over halvt saa mange Kilometer Sporlængder.

Hvor imponerende Personbanegaarden end er, saa repræsenterer den dog kun en mindre, og næppe den vigtigste Del af det storartede Anlæg. Den har da ogsaa kun kostet 4 Millioner af de 25, der i del hele allerede er medgaaet eller vil medgaa til den nye Ordning af vore Banegaardsforhold. Der ei mellem Centralværkstederne Bygninger, som optager langt større Areal end selve Personbanegaarden.

Del er en Selvfølge, at et saa omfattende Anlæg ikke en skønne Dag kan erklæres færdigt og derefter straks tages i Brug. Der maa foretages grundige Prøver med de nye Materiel, for at det kan godtgøres, at alt er i Orden. Mandskabet, der for Fremtiden skal gøre Tjeneste paa den nye Banegaard, maa gøres nøje tortroligt med de nye, forbedrede Systemer, som man har fundet det hensigtsmæssigt at indføre samtidig med alt det aDde nye.

Sporskifterne er særlig en af de Ting, der har været Genstand for Reformer. Medens de tidligere var forsynet mød Olielamper, markeres de nu ved elektriske Lamper; Signaliseringstjenesten er blevet elektrisk. I Signaltaarnet er hver enkelt Signal betegnet ved en elektrisk Knap, og Signalvagten skal paa en Prik vide, hvor hvert Signal har sin Knap; Tøven og Famlen er der ikke Tid til. Han maa indøves.

Eller Lokomotivføreren, der fra den gamle Banegaard kender Sporlægningen saa godt, at han nøjagtig véd, om han følger de rigtige Spor. Nu stilles han pludselig overfor et indviklet Banenet, der let kunde forvirre bam, om han ikke i Forvejen havde haft Lejlighed til at lære Sporvejene at kende og skelne dem fra hinanden.

Og endelig maa de Hundreder af Folk, der har Beskæftigelse ved Banen, gøres fortrolige med de nye Lokaliteter. Det er ikke nok, at de kender Hovedbygningerne. Ude paa Terrænet ligger Maskinhuse med Varmeapparater, elektriske Afbrydere, Støvsugeapparater, Elevatorer, som det kan være af langt større Vigtighed for Funktionærerne at vide Besked med.

Derfor vil der i nogen Tid blive opretholdt en fingeret daglig Drift, under hvilken hver enkelt Funktionær, der har et Arbejde at passe, faar Lov at passe dette ganske som under normale Forhold. Togene løber ind til de fastsatte Tider og forlader igen Stationen paa Klokkeslet. Paa den Maade mener man at skaffe Mandskabet den tilstrækkelige Øvelse, inden det nye Baneanlæg om kort Tid aabnes for fuld, normal Drift. Men Publikum! Mon ikke ogsaa det trængte til et lille Kursus i den nye Banegaards Indretning?

(Riget (København) 16. oktober 1911)


Vandtårnene, nutidigt foto. Erik Nicolaisen Høy.


Fra Jærnbanens Terræn

De færreste Københavnere kender andet af vort nye Jærnbaneterræn, end hvad der kan ses fra Vesterbrogade eller Tietgensbroen.

Det er dog kun en lille Del af Terrænet, der ses herfra, hvad man kan forstaa, naar man véd, at fra Vesterbrogade og ud til Vesterfælledvej, hvor det egentlige Banegaardsterrain ender, er der en Afstand af over 4000 Alen eller ½ Mil. Paa visse Steder er Arealet over 1000 Alen bredt, saa man forstaar, at det er store Forhold, her er Tale om, omkring 130 Tdr. Land. Det allermeste er tilvejebragt ved Opfyldning i Kalvebod Strand, saaledes at Kvægtorvet og Gasværket, der tidligere laa ved Bolværk, nu ligger langt inde paa Land, og Gasværket har maattet bygge en mægtig Bro, ad hvilken Kullene føres fra Havnen til Kulpladsen. Paa vort Billede, der er set fra Dybbølsbroen, ses denne Bro, hvis svære Jærnbjælker herfra tager sig ud som det fineste Fletværk strakt ind over Jærnbanens Spor, kun støttet af spinkle Søjler. Allerede her ude paa Dybbølsbroen, ikke halvvejs inde i Jærnbanens Terræn, føler man sig langt fjærnet fra Byen, hvis Taarne og Spir tegner sig i Horisonten, med Banegaardens Kuppel længst til venstre. Inde fra Byen strækker de lange Rader af Vogne sig helt her ud, og endda et godt Stykke længere ud mod Vesterfælledvej. Til højre ses de vældige Rækker Godsvogne, og til venstre ses en Del Personvogne, hvis Tal dog bliver meget forøget, naar Personbanegaarden endelig tages i Brug.

Vort andet Billede er set fra de høje Opstillingsspor ved Vesterfælledvej, hvorfra Togene ledes ind mod Godsbanegaarden eller Kvægtorvet. Herfra ser man ud over de vældige Centralværkstedsbygninger, hvor Hundreder af Haandværkere hver Dag arbejder, her er Maskinværksteder, her færdes Snedkere, Sadelmagere, Blikkenslagere og Malere, og her er vældige Lokomotivremiser og Kulpladser.

De to taarnlignende Bygninger, der ses i Baggrunden af Billedet, er Vandtaarne, hvorfra Lokomotiverne faar deres Forsyning. Til venstre ligger nogle Tjenesteboliger, hvor en Del Banearbejdere bor for altid at kunne være i Nærheden, dersom der kræves hurtig Udrykning. Paa Billedet kan man kun utydelig skimte Dybbølbroens Linier, hvad der illustrerer, hvor stort det nye Jærnbane-Terræn i Virkeligheden er.


(Social-Demokraten 13. november 1911)

Fra Arbejdets Mark. II. (Efterskrift til Politivennen)

 

Lokomotiver under Reparation.

Vort Billede i Dag viser en .Scene fra Statsbanernes Centralværksted. Det er Lokomotivværkstedet. Her føres alle Maskiner ind til Reparation. Den store Hal, der rummer mellem 25 og 30 Lokomotiver, er stadig optaget, og alene ved Reparationer beskæftiges der daglig halvtredie Hundrede Arbejdere. Det er en Fornøjelse at se, hvor let, der tumles med de mægtige Lokomotiver. Ved Hjælp af svære Taljer løftes de fra Sporene, saaledes at de hænger frit svævende i Luften. Elektriciteten er her en god Hjælper. Et Tryk paa en Knap, en hvislende Lyd skærer igennem Hallen, og i samme Nu bliver alle Hjul og Remskiver levende.

I denne Larm høres ingen Menneske-Stemme. Hver Mand er paa sin Plads. For Arbejderne gælder det om at have Øjnene med sig. Den mindste Fejl kan betyde Død eller Lemlæstelse. Men Arbejderne tænker ikke paa Farerne. Som Myrerne i en Tue maser de frem mod den vældige Kolos, der hænger i Taljerne. Med senestærke Arme gribes der om Hammer og Nøgle. Den store Damphest, der nylig foer pustende ud over Landet, slæbende Mennesker og Gods efter sig, maa nu finde sig i at blive bastet og bundet af Menneskehænder. Stykke for Stykke piller Arbejderne de tusindpundige Maskindele fra hinanden. Det gaar først ud over Hjulene. De er blevet kantede og skal nu have en Omgang paa Drejebænken. Derefter kommer Turen til de "ædlere" Dele i selve Damphesten. Hver Ting maa nøje efterses; thi om nogle Dage skal den atter fare susende ud over Landet, og da gælder det om, at der ikke er glemt noget. Det kan komme til at dreje sig om Meneskeliv . . . Det véd den sortsværtede og svedende Arbejder. Derfor gaar han og Kammeraterne endnu en Gang en Runde om Maskinen, før den faar Lov at slippe ud af Lokomotivernes »Sygehus«.

Vi staar netop og stirrer ud over denne travle Virksomhed, da i det samme Fabrikpiben sender sin gennemtrængende Lyd ud over Kalvebod Strand. Det vældige Maskineri stopper op. Hammer og Skruenøgle lægges til Side. Kort efter vandrer de mange Hundrede Arbejdere ud til de smaa Hjem i Vester- og Nørrebros Sidegader. Vi -kaster et langt Blik ud over Kalvebod Strand. Vor Tanke gælder den store By. Kun faa af dens Beboere aner, at der her ude, langt fra Byens Tummel, findes vældige Statsbaneværksteder med Hundreder af flittige Arbejdere, der nu vandrer ind mod den By, hvor de skal finde en Smule Hvile til Dagværket atter begynder næste Morgen.

(Social-Demokraten 10. oktober 1911).