Arveprinsesse Caroline (28. oktober 1793 - 31. marts 1881) var ældste datter af kong Frederik 6. og dronning Marie Sophie Frederikke. Hun var først kronprinsesse (kongens ældste ugifte datter). Ifølge Nationaltidende skal kejser Napoleon have været interesseret i at få hende gift med den svenske trønfølger, prins Carl August af Augustenborg. Frederik 6. var imod dette, og det hele løste sig af sig selv, idet Carl August døde maj 1810. Herefter var hun gift med sin onkel, prins Christian af Hessen til hans død i 1814. Heller ikke et giftetibud med hertugen af Clarence (den senere Vilhelm 4.) blev til noget, angiveligt pga Frederik 6.
I 1829 var hun ikke længere kronprinsesse, da hun blev gift med den senere arveprins Ferdinand (1792-1863). Hvorefter hun gik som arveprinsesse Caroline. Parret boede i et palæ i Bredgade 42, opført 1756 på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade. Det var tegnet af arkitekt J. G. Rosenberg. I palæet befandt sig bl.a. fire gobeliner med motiver af Francois Boucher, og det øvrige interiør fra 1830 af G. F. Hetsch. De blev solgt af kong Georg af Grækenland, og ingen kender i dag deres skæbne. I 1921 overtog forsikringsselskabet Baltica bygningen.
Efter Ferdinands død gik en mindre del af tiden med at modtage inden- og udenlandske royale, fyrstelige og adelige personer, herunder lillesøsteren hertuginde Vilhelmine af Glücksborg, og besøg hos gæster i det kongelige palæ. En større del med folk der ville bede hende om penge. Hun skænkede lidt penge til forskellige velgørende formål. Bl.a. overtog hun efter sin mor protektoratet over frøkenklostret Vallø Stift i 1852.
Hun opnåede også at nogen lavede et digt om hende da hun blev 80 år:
Hendes kongelige Høihed
Arveprinsesse Caroline
d. 28de October 1873
Syvti Aa er Støvets Dage -
Otti ere Nordens Aar!
Nordens Aar, til Livets Dage,
Trylle en fornyet Vaar.
Fortids kjære Minder, alle,
Blomstre i dete dybe Sind -
Og de ere alle, alle.
Præntet dybt i Hjertet ind.
Og Kong Fred'rik Sjettes Datter
Har saa rigt et Hjertehjem,
At det ogsaa ømt omfatter
Hvad som gaaer mod Fremtid frem.
Fortid kommer her til Orde:
Fremtid være lys og ny!
Og den længste Aften vorde,
Som et venligt Morgengry!
Sophie Bohnhoff.
(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 28. oktober 1873).
Caroline lagde navn til det stadig eksisterende "Arveprinsesse Carolines Børneasyl" i Århus i 1836. Det var oprettet på initiativ af biskop Jens Paludan-Müller, og fik tilladelse til at bruge hendes navn, samt 550 rigsdaler til indretning og drift fra arveprinsessen. Asylet modtog herefter årligt 640 kr. fra arveprinsessen, der bortfaldt ved hendes død. Asylet måtte herefter ud at bede om penge, 15-1600 kr. årligt.
Måske Københavns ældste, stadig eksisterende hundekirkegård: Den består af en enkelt grav, den barnløse prinsesse Carolines hund Tello, som døde i 1865. Ifølge Bo Bramsen skal hun være gået rundt og rundt i haven så ofte vejret tillod til, indtil hun kunne sige at "nu er jeg gået Frederiksberg Alle igennem".
(Dannevirke, 6. juli 1878).
Hds. kgl. højh. hertuginde Vilhelmine af Glückborg forlod i fredags hovedstaden, ledsaget til Banegården af hele den kongelige familie. Den alderstegne hertuginde har efter hvad der meddeles os, haft megen fornøjelse af sit fire ugers ophold her i Danmark hos sin søster arveprinsesse Caroline, et besøg hun længe havde glædet sig til. Hendes kærestes udflugt her var en køretur til Frederiksberg Have med arveprinsessen.
(Nationaltidende, 3. august 1878, 2. udgave).
Besøget gentog sig i øvrigt årene efter.
Breve fra hovedstaden.
København den 23. juli
Arveprinsesse Caroline der nu er 86 år gammel, har i disse dage været medlem af det kjøbenhavnske Skydeselskab i 70 år, hvilket sjældne jubilæum naturligvis ikke er forblevet upåagtet. I næste uge er der imidlertid en anden mærkedag i prinsessens liv som har større betydning for hendes selv. Den 1. august oprinder nemlig hendes guldbryllupsdag, idet det var den 1. august 1829 at "kronprinsesse" Caroline ægtede prins Frederik Ferdinand, med hvem hun forundtes at leve sammen indtil 1863 eller i alt i 34 år. Hun havde tidligere (1812) været forlovet med sin 16 år ældre morbror (!) prins Christian af Hessen-Cassel, men han døde allerede i 1814. Da hun blev gift med prins Ferdinand, var hun 36 gammel.
(Folketidenden, 24. juli 1879).
I 1879 var hendes apanage 100.000 kr. Hun betalte 400 kr i indkomstskat.
At en hofintendant er konservativ har man set før, men fænomenet har måske sjældent vist sig i en så hjemlig skikkelse som i den allersidste tid. Denne bemærkning gør "Mrgbl." i anledning af en lille begivenhed ved arveprinsesse Carolines hof. Arveprinsessen er som bekendt et godt stykke oppe i firserne. Det er derfor let forståeligt at ledelsen af hendes lille hofholdning fuldstændig er overladt til andre. Således er det finansielle betroet prinsessens intendant, etatsråd Lindberg, om hvis vita ante acta kun vides at han tidligere har været på Liebes kontor, mens det henstår som en gisning at han oprindelig har været en opadstræbende dansk jurist. Derimod er intet vissere end at etatsråden i disse dage er blevet udnævnt til dannebrogsmand. Det almindelige personale ved arveprinsessens hof har kun meget små lønninger, 50 kr. månedlig på egen kost. I slutningen af 1879 fremsatte personalet et ærbødigt ønske om en lønningsforhøjelse. En af betjentene blev mistænkt for at være ophavsmand til oprøret og blev sagt ud af bestillingen, efter etatsrådens egne ytringer som følge af hans fri, for forholdene upassende anskuelser. Vedkommende var nemlig - abonnent på "Morgenbladet".
(Roskilde Dagblad, 10. februar 1880).
Hendes kongelige Højhed Arveprinsesse Caroline er i Følge Telegram til os fra Ritz. Bur. i Formiddag Kl. 9½ afgaaet ved Døden i Kjøbenhavn, 87½ Aar gl. Efterretningen om hendes Død kommer ikke uventet, da den betænkelige Vending, den højt bedagede Prinsesses Sygdom havde taget, maatte fjerne enhver Sandsynlighed for Helbredelse.
Den afdøde Arveprinsesse Caroline, der var ældste Datter af Kong Frederik den Sjette og Dronning Marie, blev født paa Christiansborg Slot den 28. Oktober 1793 og havde den 1. August 1829 Bryllup paa Frederiksberg Slot med den 1 Aar ældre Arveprins Frederik Ferdinand. som døde den 29. Juni 1863 i Kjøbenhavn efter et barnløst Ægteskab.
Det faldt ikke i den afdøde Prinsesses Lod at komme til at indtage nogen større Plads i Danmarks offenlige Liv, men hun havde Navn som en ædel og godgjørende Kvinde, der med rund Haand har hjulpet mange Trængende.
(Viborg Stifts-Tidende 31. marts 1881).
Hendes kgl. Højhed Arveprinsesse Caroline er ifølge et igaar Middag modtaget Telegram til os afgaaet ved Døden igaar Formiddags. Hendes kongelige Højhed Arveprinsesse Caroline havde trods sin høje Alderdom nydt en god Helbred indtil for et Par Maaneder siden. Den 25. Januar havde Prinsessen det Uheld at falde i et af Gemakkerne i sit Palais, dog som det efter Lægens omhyggelige Undersøgelser viste sig, uden at have taget Skade. Imidlertid havde dette Fald dog en mindre gunstig Indflydelse paa Forløbet af et let Ildebefindende, hvoraf Hendes kongelige Højhed den Gang led. Lægen fandt det derfor raadeligt, at Prinsessen holdt sig hjemme, og efter et Par Dages Forløb maatte Højstsamme ty til Sengen. Sygdommen antog dog ikke nogen egentlig faretruende Karakter, medens Kræfterne dog paa Grund af Prinsessens høje Alderdom aftog en Del. Imidlertid var Prinsessen dog i Løbet af Marts Maaned bleven saa vel, at hun kunde tilbringe den største Del af Dagen oven Senge, havde god Appetit og Søvn. Natten til den 21. Marts, hendes højsalige Moders Dødsdag, indtraadte der en mindre gunstig Vending i Sygdommen, forbunden med Ophidselse og Angst. De som en Følge hendes stærkt svundne Kræfter vare dog begyndte at restitueres, da der i de sidste Dage viste sig Symptomer paa et nær forestaaende Endeligt. Efter den sidste, i Tirsdags Aftes udstedte Bulletin, havde Prinsessen dog en taalelig Nat. Igaar Formiddags befandt hun sig saa vel, at hun ønskede at nyde sin sædvanlige Morgendrik. Efter at have nydt denne, lagde Hendes kongelige Højhed sig tilbage paa Puden, og næsten umærkeligt for de Omstaaende drog hun stille og uden Dødskamp sit sidste Suk. Prinsessen var i Dødstimen omgiven af sin Hofmesterinde, Gehejmeraadinde Pechlin, Hofdame Frk. Bluhme og Livlæge, Etatsraad Schytz, der i længere Tid har tilbragt Nætterne i Palaiet, samt hendes trofaste Sygeplejerske.
Dødsbudskabet blev strax meddelt Kongefamilien, som under Arveprinsessens sidste Sygdom flere Gange om Dagen har besøgt, den højt skattede og afholdte Patient og i Onsdags Eftermiddag, da Tilstanden en Stund var meget foruroligende, længe havde opholdt sig ved hendes Sygeleje. Umiddelbart efter at Budskabet var naaet til Amalienborg, indfandt Ds. Maj. Kongen og Dronningen, Ds. kgl. Højh. Kronprinsessen og Prins Valdemar samt Ds. H. Prinserne Vilhelm og Hans sig i Palæet i Bredgade for at dvæle nogle Øjeblikke ved den alderstegne Arveprinsesses Dødsleje.
I Folkethingets Gaarsmøde udtalte Formanden, Krabbe: Ved en Skrivelse fra Konsejlspræsidenten, har jeg modtaget Meddelelse om, at Hendes Kongelige Højhed. Arveprinsese Caroline i dag er afgaaet ved Døden. Sikkerlig bør dette betragtes som en Forløsning for Hende; men ikke mindre sikkert vil Efterretningen om Kong Frederik den Sjettes alderstegne Datters Bortgang blive modtagen med den Sympathiens Vemod, som skyldes baade Hendes ærværdige Personlighed og Hendes Stilling som Medlem af Kongehuset. Medlemmerne hørte staaende paa denne Udtalelse af Formanden.
Efterretningen om Prinsessens Død udbredte sig i Følge "B. T." hurtig i Hovedstaden, hvor der derefter fra offentlige og private Bygninger samt fra skibene flagedes paa halv Stang.
(Fredericia Dagblad 1. april 1881).
Kjøbenhavn, den 31. Marts.
Kongehusets ældste Medlem, Hds. kgl. H. Arveprinsesse Caroline er i Formiddags Kl. 9½, afgaaet ved Døden i sit Palais i Bredgade, henimod 87½, Aar gammel. Denne Begivenhed omtales idag i "Berlingske Tidende" i følgende smukke og sande Artikel, der fremhæver de mest karakteristiske Træk af Prinsessen og hendes Liv:
"Med den idag hensovede Arveprinsesse Caroline er der atter svundet et af de levende Minder fra en Periode i vor Historie, som omfatter Størstedelen af et Aarhundrede.
Arveprinsessen, der var født den 28de Oktober 1793, var Kong Frederik den Sjettes tredie Barn - hun fulgte efter en kun kort levende Broder og Søster - og hilsedes med Glæde af Folket, skjøndt hun var en Kronprinsesse, og ikke en Kronprins. Hendes Fødsel faldt i den for Danmark hæderlige og lykkelige Tid, hvormed Hendes Fader tiltraadte sit Regentskab og dermed indviede en ny Æra. Til Lærer fik hun i Aarene 1803-10 den danske Patriot Frederik Høegh Guldberg, og saavel hendes kongelige Fader som denne Lærer skyldes det, at hun ingensinde under Hoffets Ophold i det tyske Kiel fra 1805-10 glemte sin Herkomst som dansk Prinsesse; thi dansk i Sjæl og Sind var og forblev hun til det Sidste.
Da der efter hendes Konfirmation blev Tale om en Formæling, faldt Valget paa Hendes Morbroder, Prins Christian af Hessen. Dennes Sygdom og Død samt Sønderrivelsen af Forbindelsen med Norge i Aaret 1814 svarede imidlertid kun lidet til de lykkelige Udsigter, med hvilke Frederik den Sjettes Tidsalder var begyndt. Der kom dog snart roligere Dage. Prinsesse Caroline levede hos sine høje Forældre i Kjøbenhavn og paa Frederiksberg, og det blev af hele Folket bemærket, hvorledes hun mere og mere udviklede sig efter sin Faders Forbillede og efter ham arvede de Egenskaber, som selv under de for Landet tungeste Prøvelser gjorde ham saa elsket og afholdt. Det var den samme ejendommelige Ligefremhed, den samme ukunstlede Naturlighed, den samme jævne Ærlighed i Sind og Væsen.
Atter i denne Periode var der Tale om Prinsessens Formæling, og der meldes endog om ærefulde Tilbud fra Udlandet; men den Afdøde, som elskede Fædrelandet og Fædrehuset over alt Andet, forblev her, hvor hun var sødt og baaren, og formælede sig den 1ste August 1829 med Prins Ferdinand, for hvem hun ved sin Besindighed og faste Karakter blev en god og trofast Støtte. Hvor højagtet den Afdøde var ogsaa af dem, der ikke hørte til Kongehusets Venner, f. Ex. Prinsen af Noer, er senere bleven bekjendt af et Brev fra ham til Broderen.
Den ophøjede Stilling, hun hidtil havde indtaget som Kronprinsesse, maatte selvfølgelig undergaa en Forandring ved Hendes kongelige Faders Død den 3die December 1839. Kong Christian den Ottendes Søn blev nu Kronprins og hans Gemalinde Kronprinsesse. Men den afdøde forstod med en saadan Værdighed at træde tilbage til en lavere Rang, at hun snarere vandt end tabte derved i den offentlige Mening. Ogsaa de Prøvelser, som fulgte efter Kong Christian den Ottendes Død, forstod hun at bære med Værdighed, navnlig Tabet af sin dyrebare Moder, som hensov i Aaret 1852.
Men Prøvelsens Dage vare endnu ikke tilende. Ved Prins Ferdinands Død den 29de Juni 1863 blev Prinsesse Caroline Enke og arvede som saadan Byrder, hun ikke vilde unddrage sig, og som der udfordredes en ikke ringe Selvfornægtelse til at bære.
Men selv i den høje Alder, som den Afdøde nu havde naaet, svigtede Karakterens Fasthed hende ikke. Da store og tunge Ulykker brød ind over Folk og Land kort efter Kong Frederik den Syvendes uventede Død, havde Prinsessen nylig fyldt "Støvets Aar", og Sandsernes, navnlig Hørelsens Svækkelse mindede hende stærkt derom. Men trods Alt, hvad der personlig tyngede paa hende, forstod hun med Kraft at bære, hvad der ikke kunde være anderledes. Paa den anden Side glædedes hendes milde Hjærte ved at se det foryngede Kongehus skyde nye og kraftigt Skud og træde i nær Forbindelse med mægtige Throner. og denne velgjørende Følelse bestyrkedes yderligere ved den udmærkede Højagtelse og Hengivenhed, som det nye Kongehus aldrig undlod at lægge for Dagen for den alderstegne Arveprinsesse.
Saaledes tilbragte den Afdøde en næsten attenaarig Enkestand.
Den i sin Tid saa elskede Prinsesse Charlotte Amalie, Kong Frederik den Fjerdes Datter, blev 76 Aar og bevarede Mindet om fire Konger; men Arveprinsesse Caroline opnaaede en Alder af henved 88 Aar, og med hende hensov det levende Minde om fem danske Konger."
Prinsessen, der endnu for et Par Maaneder siden var ved god Helbred, havde henimod Slutningen af Januar dette Aar det Uheld at falde i et af Gemakkerne i sit Palais, og denne Omstændighed i Forbindelse med en Forkjølelse nødte hende en Tid lang til at holde Sengen, men derefter kom hun atter til Kræfter, indtil der pludselig paa hendes Moders Dødsdag den 21de Marts indtraf et stærkt Tilbagefald. I Formiddags havde Prinsessen imidlertid med god Appetit drukket sin Morgenkaffe og havde netop forlangt endnu en Kop, da hun pludselig sank tilbage i Sengen og drog sit sidste Suk uden nogen Dødskamp, saa at det næsten var umærkeligt for de Omstaaende. Foruden Prinsessens Sygeplejerske vare tilstede Hendes Hofmesterinde, Gehejmeraadinde Pechlin, Hofdamen Frk. Bluhme og Livlægen, Etatsraad Schytz Den kongelige Familie, som strax fik Underretning om Prinsessens Død, indfandt sig kort efter og dvælede nogle Øjeblikke ved hendes Dødsleje. Begivenheden omtaltes i Folkethingets Dagsmøde med følgende smukke Ord af Formanden, Borgmester Krabbe: "Ved en Skrivelse fra Konsejlspræsidenten har jeg modtaget Meddelelse om, at HdS. kgl. H. Arveprinsesse Caroline idag er afgaaet ved Døden. Sikkerlig bør dette betragtes som en Forløsning for hende; men ikke mindre sikkert vil Efterretningen om Kong Frederik den Sjettes alderstegne Datters Bortgang blive modtagen med den Sympathiens Vemod, som skyldes baade hendes ærværdige Personlighed og hendes Stilling som Medlem as Kongehuset." Medlemmerne viste deres Tilslutning til Formandens Ord ved at rejse sig under hans Udtalelse, og en lignende Meddelelse kan ventes fra Landsthingets Formand, naar dette Thing holder Møde imorgen. Efterretningen om Prinsessens Død kom hurtigt ud i Byen, og der flages idag paa halv Stang fra de offentlige og en stor Mængde private Bygninger samt fra Skibene, ligesom endvidere det kongelige Theater holdes lukket. Da Prins Ferdinand døde i 1363, blev der iøvrigt kun udstedt Forbud mod offentlige Forlystelser paa selve Bisættelsesdagen, hvorhos der blev paabudt Ringning med Kirkeklokkerne rundt om i hele Landet en Time daglig, indtil Bisættelsen havde sundet Sted, og lignende Foranstaltninger ville formodentlig blive trufne ved denne Lejlighed. Til de Oplysninger, som "B. T." bringer om Prinsessen« Liv, skulle vi endnu føje nogle enkelte Notitser. Prinsesse Caroline blev, som ovenfor nævnt, født den 28de Oktober 1793, hvorom "Berl. Tid." samme Dag indeholdt følgende Meddelelse: "Idag Morgen Kl. 4'½ Slet blev HdS. kgl. H. Kronprinsesse Marie Sophia Friderica lykkelig forløst med en Prinsesse, hvilket derefter Kl. 7 Slet blev fra Tøjhusbatteriet, Kjøbenhavns og Christianshavns Volde bekjendtgjort med 27 Kanonskud fra hvert Sted. Kl. 8 blev opført Musique paa Slots-Altanen ud til Ridebanen af Pauker og Trompere ved Garden til Hest og Hautboisterne af Garden til Fods, om Eftermiddagen var Gratulations-Kur hos Hs. kgl. H. Kronprinsen." Prinsessens Forældre boede den Gang, som det vil ses af Ovenstaaende, ligesom Christian den Syvende paa Christiansborg, hvor de endnu havde Bolig, da Slottet brændte den 26de Februar 1794. Det lille Barn var den Gang nær ved at indebrænde, idet man under Flugten fra det brændende Slot i Forvirringens første Øjeblik havde glemt hende. I Aaret 1830 havde Prinsessen et slemt Uheld, idet hun en Aften kom for nær til et Lys, hvorved der kom Ild i hendes Kappe, saa at hun blev forbrændt i Ansigtet, hvilket efterlod flere vansirende Ar. Hendes Apanage af Statskassen udgjorde, saa vidt vi erindre, 116,000 Kr., og desuden oppebar Prinsessen efter sin Faders Død en efterhaanden stigende aarlig Indtægt af en Tantine, en Livsforsikringsanstalt, i hvilken Renterne af de indskudte Kapitaler bleve fordelte til de Indskrevne, saa at disse kom til at oppebære større og større Indtægter, efterhaanden som deres Antal indskrænkedes ved dødelig Afgang iblandt de Indskrevne. For nogle saa Aar siden var Antallet af de i denne Tantine indskrevne Personer sunket ned til nogle ganske saa (saavidt vi vide 16), og i Overensstemmelse med Tantinens Statuter blev den hele Kapital da delt imellem disse, hvorved der tilfaldt Prinsesse Caroline en ikke ubetydelig Sum, der vistnok ikke kan komme hendes Mands Kreditorer tilgode. Efter Prins Ferdinands Død har Prinsesse Caroline aarlig betalt Renter og et vist Beløb til Amortisation af hans Gjæld, og efter det ved Prinsens Død trufne Arrangement vil Palaiet i Bredgade og Størstedelen af hendes Indbo nu tilfalde Prinsens Kreditorer.
(Slagelse-Posten 1. april 1881).
Arveprinsesse Caroline. I disse Dage fortælles følgende Anekdote i Kjøbenhavn: Da Biskop Martensen for nogen Tid siden aflagde den gamle Arveprinsesse et Besøg ved hendes Sygeleje, spurgte hun, om Biskoppen troede, hun kunde blive salig. Dette var han i Stand til at kunne forsikre Hendes kongelige Højhed. Arveprinsessen spurgte da videre, om hun nu ogsaa kunde være sikker paa at træffe sin afdøde Mand, Prins Ferdinand, men da Hans Højærværdighed ikke med samme Vished turde afgive Forsikring herom, blev Hds. kgl. Højhed meget fornærmet, kaldte paa Kammerfrøkenen og udbrød hidsigt: "Hent mig Pastor Pauli, Martensen skal gaa, Martensen skal gaa!" (Fs. Td.)
(Vendsyssel Tidende 6. april 1881).
Den 19. April.
Til det Kjøbenhavn, som forsvinder, hørte "Arveprinsessen", der i Tirsdags Aftes kjørtes ud til Kongegravene i Roskilde. Man havde rigtignok vænnet sig til at betragte hende som forsvunden for længe siden, thi man saa hende jo aldrig færdes i Gaderne og Promenaderne saaledes som i Prins Ferdinands Dage; men medens hun laa paa sit Yderste kom mangt et gammelt og glemt Træk af hendes Liv atter paa Omtale og hertil knyttede sig nogle ny hentede fra Sottesengen. Her stal kun nævnes et Par Exempler. Prinsessen besøgte jevnlig Teatrene med sin Gemal, skjønt hun ikke skal have havt megen Sans for Skuespil. En Gang - fortælles der - fik hun sig et lille Blund under Forestillingen. Det var i et af Sekondteatrene, hvor der netop den Aften opførtes "Orfeus i Underverdenen." Da Frederik Madsen traadte ind som Hans Styx og som sædvanlig modtoges med Jubel og Latter vaagnede Prinsessen, og gjort bekjendt med, at den agerende Skuespiller, sit ynkelige Udvortes uagtet, er en fordums Prins, skal hun have udbrudt: "Saa, det er en Prins, ja saa maa vi jo se paa ham." Da man meddelte hende Enkedronningens Død stal hun have ment, at Dronningen havde vist sig for eftergivende overfor Døden. "Hun kunde godt have stredet imod lidt endnu" - skal hun have sagt. Paa sit Yderste skal hun ikke have vist megen Uro, og der fortælles om den Kulde, hvormed hun modtog Biskop Martensens Trøst. Men i intet af alt, hvad der fortælles, er der noget, der taler ufordelagtigt om hendes Karakter. Som det var naturligt efter Hendes Stilling og Alder nærede hun afgjort Utilbøjelighed for det ny, men Hendes Kjærlighed til det gamle var ikke blandet med den uædle Konservatisme, der med Misundelse iagttager, at meget af det, der hidtil har ligget goldt og øde, i et Folk faar Livskraft og Fremvæxt. Om hendes oprigtige Hengivenhed for Land og Folk er der ingen Tvivl. Et smukt Vidnesbyrd i saa Henseende var det jo, at hun i Koleraaaret troligt delte Faren med den Befolkning, med hvilken hun hidtil havde delt Livets Omskiftelser. De Pøbeloptøjer, som fandt Sted, da hendes Lig førtes ud af Byen, vare derfor saa ubeføjede som tænkes kunde; men desværre synes den afskyelige Skik, at støje og larme, saa snart der er det mindste Usædvanlige paa Færde, at høre til det Kjøbenhavn, der ikke forsvinder.
(Aarhus Amtstidende 20. april 1881).
Den 9. april 1881 fyldte Christian 9. 63 år, og flagning og fejring foregik som vanligt. Den 13. april 1881 blev hun bisat i Roskilde domkirke. Arveprinsessens jordefærd kostede statskassen 16.428 kr. Herefter var det tid til at gøre boet op efter arveprins Ferdinand.
Bredgade 42. Bernstorff Palæ. Hvor Caroline og Ferdinand boede, tæt på Amalienborg.
- Det hedder, at den engelske Legation skal være Liebhaver til Arveprinsesse Carolines Palais i Bredgade, naar dette bliver stillet til Auktion, hvilket sandsynligvis først vil ske om nogen Trd, idet der er opstaaet Uenighed mellem Bolt og Statskassen, som Ejer af Christian den Syvendes Palais om Ejendomsretten til en Del af Arveprinsessens Have, et Stridsspørgsmaal, der ikke har saa ringe Betydning for Ejendommens Værdi i det Hele, idet denne meget vil afhænge af Grundens Udstrækning, Arealet er i de til Arveprinsens Creditorer udstedte Obligationer angivet til 10,500 Kvadratalen, hvilket i Byens fornemste Kvarter, og for sig repræsenterer en betydelig Kapital. Den i Privatbanken deponerede Hovedobligaiion, som Arveprinsessen udstedte til Dækning af sin Gemals Gjæld, er dateret den 8de Februar 1865 og lyder paa 400,000 Kr. med Pant i det hende af Frederik den Sjette ved hendes Ægtepagt af 27de Juli 1829, thinglæst 3die Marts 1856. skjænkede "Palais med tilhørende Husgeraad, Meubler og Inventarium, samt andre Effekter, derunder oqsaa Juveler og Pretiosa". Obligationerne have oprykkende Panteret etter Bankheftelsen (der udgjør 9000 Kr.) og 200,000 Kr.. som skyldes til Østifternes Kreditforening. Bygningerne ere assurerede for 252,000 Kr., og hele Palaiset med Grund blev i 1864 vurderet 450.000 Kr. Meubler, Juveler etc. bleve vurderede til 246,000 Kr., og de ere assurerede for 250.000 Kr. Ihændehaveren af de for Hovedobligationerne udstedte Partialobligationer have saaledes god Udsigt til at faa hele deres Tilgodehavende udbetalt, af hvilket de siden 1865 have saaet 5 pCt. i Rente. Disse Kreditorers Obligationer have Mærkel A, men der ere ogsaa Obligationer af Litr. B, som først senere komme i Betragtning, naar de andre ere fyldestgjorte. Hvorvidt disse ville saa Dækning, vil bero paa, om Boet vil give noget Overskud ved Afhændelser udenfor det Pantsatte. Ved Pantsætningen har Arveprinsessen udtrykkelig indtaget de Gjenstande, hun vilde testamentere bort som Gaver, til Erindring om hende og hendes Gemal.
(Slagelse-Posten 30. april 1881).
- Det er et ejendommeligt Indblik, man gjennem den i disse Tage afholdte Auktion efter Arveprinsesse Caroline faar i en forsvunden Tids Levnedssæt. Da den enevældige Konge udstyrede sin Datter til hendes Bryllup med Prins Fredrik Ferdinand, da var det først og fremmest de ydre Tegn paa Kongemagtens Pomp og Glans, han tænkte paa at forsyne hende med. Der findes saaledes endog i Palæet en Tronstol, betrukken med rød falmet Silke, men tydeligst træder Tendensen dog frem i det store Sølvservice med de mange Sølvtallerkener, som nu have været til Auktion. Tallerknerne ere fri for enhver kunstnerisk Prydelse med Undtagelse af det kongelige Vaaben; thi det var ikke paa det Kunstneriske, Vægten blev lagt, men paa det Imponerende og Massive. Derfor træffer man heller ikke egenlige Kunstsager i Palæet; naar Porcellænet eller Broncesagerne nu have faaet Kunstværdi, er det, fordi Tiden har ført det med sig, og ikke, fordi de ere blevne anskaffede af Hensyn hertil. Derimod er det interessant at se, hvorledes næst efter Hensynet til Hoffets Pragt ogsaa hos "Borger-kongen" Hensynet til det Nyttige har gjort sig gjældende. Der er en hel Afdeling af Prinsessens Efterladenskaber, som endnu ikke er kommen til Auktion, men som paa sin Vis er ikke mindre karakteristisk end dem, der nu ere til Auktion. Det er hendes Kjøkkensager. Disses Antal er legio; Prinsessen skulde være godt forsynet, og hun er bleven velsignet med Fade, Pader, Gryder, Krukker og Potter efter en storartet Maalestok. Alt dette Kjøkkentøj er desuden helt forskjelligt fra det moderne; Metalgenstandene ere af Kobber og have en ikke ringe Værdi, og dernæst repræsenterer Stenkrukker, Jydepotter og Lign. vore Dages Jern- og Fajancekar. Denne Samling vil sikkert, naar den henad Efteraaret kommer til Auktion, ogsaa vække megen Interesse, om end naturligvis ikke saamegen som den nu bortauktionerede, der stadig foraarsager Trængsel i Palæet. Kataloget, der var trykt i et betydeligt Antal Exemplarer, har endog, hvad der er noget Enestaaende ved et Auktionskatalog, maattet trykkes i 2det Oplag.
(Viborg Stifts-Tidende 27. juni 1881).
Det er almindelig kendt, at den i 1870 afdøde Prins Ferdinand havde en meget betydelig Gæld, der hovedsagelig var kommen paa mindre heldige Hænder. Den Maade, hvorpaa den nu afdøde Arveprinsesse Caroline overtog og forvaltede sin Gemals Gæld, var et smukt Vidnesbyrd om Prinsessens Karakter. De i sin Tid udstedte "Partialobligationer" vare ved Prinsessens Død væsentlig bleve samlede paa en enkelt meget bekjendt Kjøbenhavnsk Forretningsmands Haand, og denne har if. en Korrespondent gjort en - pekuniært taget - glimrende Forretning, idet hele Gælden ved Salget af Prinsessens Efterladenskaber bliver dækket.
(Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød, 16. august 1881).
Flere auktioner fulgte. Den i oktober 1881 indbragte 126.800 kr. Palæet i Bredgade blev overdraget til kong Georg af Grækenland, som brugte det når han en sjælden gang kom på besøg, indtil han blev myrdet i 1913. Trods det uhyre beløb der kom ud af auktionerne - 827.000 kr - var det ikke nok til at dække hele den gæld som parret havde oparbejdet, især pga Ferdinands ødsle levevis.
