Skovshoved. (Efterskrift til Politivennen)

Difteri eller strubehoste er en akut bakterieinfektion. Bakterien producerer et giftstof, som kan spredes med blodet og medføre sygdom i hjertet og nervesystemet. I 1881 udbrød en mindre epidemi i fiskelejet Skovshoved der var begyndt at blive tilholdssted om sommeren for velhavere.

Om Landliggen. 

(Af Cancelliraad,Birkedommer U. Schow).

Den Dipheritisepidemi, som har grasseret langs Kysten i Nordre Birk, men nu synes at ville trække andre Steder hen, forekommer mig at have givet en alvorlig Advarsel mod den Maade, paa hvilken en stor Deel af Kjøbenhavns Beboere ligge paa Landet i Sommertiden. Jeg taler selvfølgelig ikke om dem, der boe i deres egne velindrettede Landsteder eller om dem, der indlægge sig paa de to store Badehoteller paa Klampenborg og Skodsborg, der med tilhørende Collager vistnok yde Alt, hvad der med Billighed kan forlanges, saavel i sanitaire Henseende som med Hensyn til Hygge og Comfort; heller ikke sigter jeg til dem, der tage Ophold i Kroerne i Skovshoved, Taarbæk, Skodsborg eller Vedbæk, der jo nu ogsaa af Gierne benævnes Hoteller, eller til dem, der boe i Villaer eller Huse, der ere byggede og indrettede til tilleie; men jeg sigter til det store Fleertal, der, trods at det til daglig er langt bedre vant, dog indlogerer sig hos den i Fiskerleierne Skovshoved, Taarbæk. Skodsborg og Vedbæk boende faste Befolkning, der jo i Almindelighed bestaaer af Fiskere, Smaahandlendw og andre mindre Næringsdrivende, der aldeles ikke ere indrettede paa at modtage Logerende. Leierne knibe, stuve og pakke sig ofte sammen i et utroligt lille Rum, medens Eierne med Familie boe paa Loftet eller i ethvert Fald i et endnu mindre Rum end Leierne. Det er ubegribeligt, at disse sidste, blot for at komme til at ligge paa Landet, kunne finde sig i Opholdet i Boliger, hvor der er lavt til Loftet, Værelserne smaa, Væggene tynde og utætte og Gulvbrædderne løse og som Følge heraf give fri Adgang for Fugtighed, tilmed da der som oftest ingen Kjælder er under Huset m. m, hvorfor man maa give Afkald paa enhver Bekvemmelighed og Hygge.

Det Hele bliver saa meget mere ubegribeligt, som Folk, der ligge paa Landet, jo i Almindelighed ingenlunde høre til de Ubemidlede, og derfor, uden nogetsomhelst pecuniairt Savn godt kunde anvende større Udgifter til bedre Boliger; men det gjælder jo om at faae en Bolig saa nær ved Vandet som muligt, men med saa ringe Bekostning som muligt.

Betragtet som en Art Penitense eller frivilligt Exil, man hver Sommer paalægger sig, for ved Modsætningen at komme til en tilforladelig Overbeviisning om, hvormeget bedre man har det i sit gode og komfortable Hjem i Kjøbenhavn, kan en saadan Landligger maaskee have sin Betydning; men det forekommer mig. at fordi man vil ligge paa Landet, behøver man, naar man ellers har Raad dertil, ikke at boe som Jøderne ved Babylons Floder og man bør heller ikke gjøre det.

En saadan Leveviis, selv om den er om Sommeren, har nemlig efter min Mening sin Høist betænkelige Side. For en haardfør Befolkning, der er vant til Vind og Veir og i det Hele taget til et Friluftsliv, kunne de førnævnte Boliger, naar ingen Leiere indtages, maaskee være tilstrækkelige; men for en kjøbenhavnsk Befolkning, der ganske mangler disse Betingelser, og hvis daglige Liv og Huusvæsen er indrettet paa en heelt anden Maade, ere de sandelig ikke tilstrækkelige.

Skjøndt jeg ikke er lægekyndig, forekommer det mig indlysende, at en saadan forandret Leveviis, hvor Mange under et stærkt vexlende Klima færdes i tynd Beklædning deels paa Søen, deels ved det saa meget yndede Croquetspil seent ud paa Aftenen og i det vaade Græs, maa, navnlig under Omgivelser, der let ved den stærke Sammenpakning af Mennesker blive munde, medføre en langt større Modtagelighed for Forkjølelse og derfor ogsaa for Smitte af enhver Art, end under de tilvante daglige Forhold, og jeg troer ikke, at man behøver at søge den opstaaede omhandlede Epidemi i andre Omstændigheder end i de her Paapegede; nogen anden Aarsag til den er da hidtil heller ikke funden, trods al anvendt Umage. De enkelte første Sygdomstilfælde kunne jo meget let være bragte ud med fra Kjøbenhavn, hvor Sygdommen, efter hvad der er meddeelt, har været tilstede, om end ikke som Epidemi, saa dog i længere Tid, og naar den da har fundet særdeles gunstige Betingelser for sin Udbredelse, er den pludselig brudt ud som Epidemi. Accurat som med nærværende Epidemi gik det med Choleraen i Kjøbenhavn i Aaret 1853; efterat der i Løbet af en 8 Dages Tid var forekommet nogle spredte Tilfælde, brød den pludselig ud over hele Byen i al sin Voldsomhed.

Spørgsmaalet er nu, hvorledes man paa bedste Maade saavidt muligt for Fremtiden skal søge at undgaae stige Hjemsøgelser ved disse saa meget besøgte Kyststrækninger med saa yndige Omgivelser som saa andre, saa at Badegjæsterne med Ro i Sindet kunne søge den Rekreation og Vederkvægelse, hvortil saa mange trænge, og de, der med stor Bekostning have søgt en Erhvervskilde ved at sørge for Badegjæsternes Ophold og Adspredelse, ikke gjentagende udsættes for betydelige Tab.

Efter min Mening vil der kun kunne raades Bod paa Ondet ved et ligefrem Forbud mod at benytte en stor Mængde af de hidtilværende Boliger til Udleie for Badegjæster, være sig til Familier eller enkelte Personer, samt ved et bestemt Paabud om flere indgribende Foranstaltninger i sanitair Henseende. Dette kan vel ved første Øiekast synes en haard Forholdsregel, men ved nærmere Betragtning vil det vise sig ikke at være det, og i ethvert Fald anseer jeg slige Foranstaltninger for nødvendige. Man maa gaae ud fra, at de, der ville have deres By betragtet og benyttet som et Badested og nyde de Fordele, som dermed følge, ogsaa maae finde sig i overfor det Almene at underkaste sig de Regler, som i saa Henseende maa træffes, og de deraf følgende Pligter kunne ikke tilsidesættes. Ville Eierne imidlertid ikke dette, maae de finde sig i, at det forbydes dem at leie ud. Ligesom det Offentlige til Leieren maa kunne sige: "Vil Du ligge ved et Badested, maa Du finde Dig i at have de og de Udgifter til en hensigtsmæssig Bolig," saaledes maa det Offentlige ogsaa kunne sige til Grundeieren: "Vil Du leie Din Bolig ud, skal Du have den indrettet paa den og den Maade."

Man kan naturligviis ikke forhindre Folk fra at udsætte sig for Forkjølelse, men kan og bør forhindre, at de flytte ind i uhensigtsmæssige Boliger og der sammenpakke sig saaledes, at der opstaaer Fare baade for dem selv og Andre. Der kan selvfølgelig Intet være til Hinder for, at Fiskerne fremtidig ved Siden af deres Egenskab som Værter drive Fiskeri, forudsat at de iagttage de fornødne Reenlighedshensyn, men da det er en bekjendt Sag, at Fiskeriet paa Strækningen fra Kjøbenhavn til Helsingør kun giver et meget ringe Udbytte, idet de fleste af Fiskerne ere Fiskehandlere, der kjøbe, navnlig ved deres Hustruer, Fisk i Kjøbenhavn og forhandle den paa Landet, troer jeg ikke, at det vil volde dem nogen sær Bekymring i den egentlige Badesaison ganske eller tildeels at opgive det egentlige Fiskeri og selv overtage den Handel med Fisk, som nu drives af deres Koner og Døttre, hvilket jo i sig selv vilde være naturligere.

Saavidt jeg veed, er der ved Badestederne i Tydskland, hvortil der jo aarlig i nogle Maaneder finder en særdeles stor Tilstrømning af Mennesker Sted, en meget streng Control med Hensyn til Alt, hvad der vedrører Sundhedsvæsenet, idet Stedets Politiøvrighed ikke blot har at eftersee de Leiligheder, der anmeldes til Udleie, og bestemme, hvor mange Gjæster, der maa optages i hvert Værelse, men tillige har at paasee, at Alt, hvad der henhører til den offentlige Reenlighed, overholdes, foruden en Mængde andre Ting, sigtende til at forhindre Udbrud af farlige Sygdomme og Epidemier. Hos os er der, om end vore Badesteder ere af en anden Natur end de tydske Badekuranstalter, den meest ubundne Frihed til at indrette sig, som man vil; der er vel eller burde ialfald være i hvert Sogn Sundhedsvedtægter, men deels er det ifølge Lovgivningen ingen Forpligtelse at have Sundhedsvedtægter og deels slaae de ikke til for vore Badesteder; de kunne i Almindelighed være tilstrækkelige under almindelige Forhold paa Landet, hvorfor de ogsaa med faa Forandringer lyde temmelig eens, men hvor Forholdene udvikle sig extraordinairt, navnlig saaledes, at disse komme Kjøbstadsforhold nær, blive de i flere Henseender mangelfulde, og hele Strandveien i Birket kan jo næsten betragtes som en Forstad til Kjøbenhavn.

At indføre en lignende kontrollerende Myndighed ved vore Badesteder, som finder Sted i Tydskland, baade med Hensyn til Boliger og med Hensyn til Alt, hvad der vedrører Sundhedsvæsenet i det Hele, vilde vistnok være i høi Grad ønskeligt. Her er ikke Stedet til nærmere at gaae ind paa en Specifikation af de enkelte Forretninger, der burde henlægges under en slig Control, men denne burde i alt Fald have Myndighed til at forbyde Brug af Huse og Boliger, der ikke frembyde tilfredsstillende Betingelser, ubetinget paabyde Anskaffelse af godt Drikkevand, Ophør af visse Kreaturhold samt Indførelse af et ordnet Cloaksystem og Renovationsvæsen og Forbud mod Alt, hvad der fra Beboernes Side kan give Anledning til Vandets Forurenelse, hvori der bades. Det var vel i sig selv det Rimeligste, at en saadan Myndighed overdroges Politimyndigheden; men saadanne som Forholdene nu ere, har i Almindelighed denne Øvrighed saa meget Andet at tage vare, at der neppe vilde kunne levnes ham Tid dertil, og der mangler desuden Hjemmel i Lovgivningen til at overdrage ham en saadan Myndighed, hvorfor Lovgivningsmagten i saa Fald maatte træde til. Skjøndt jeg anseer det for mindre heldigt, at en saadan controllerende Myndighed overdrages de communale Autoriteter, fordi modstridende Interesser let ville gjøre sig gjældende, kunde der dog med en god Villie fra Sogneraadenes Side udrettes ikke saa Lidt i denne Henseende, navnlig ved at udarbeide Tillæg til Sundhedsvedtægterne for de paagjældende Sogne, som angaae de berørte Forhold, og derefter søge at faae dem approberede af Justitsministeriet.

Den Iver, som nogle Sogneraad med Politiets Hjælp have udviist under Epidemien for at afværge dens videre Udbredelse, kan maaskee være en Borgen for, at de med lige Iver ville gaae ind paa de her paapegede Foranstaltninger. Men disse ville selvfølgelig udkræve baade Tid og Penge. Imidlertid tvivler jeg ikke om, at meget med en god Villie allerede kunde iværksættes inden næste Badesaison, og hvad Pengene angaace vilde Sogneraadene vistnok med Lethed kunne komme ud over denne Vanskelighed, navnlig forsaavidt Udgifterne kun foreløbig skulle udredes af Sognecommunernes Kasse.

At der ved Gjennemførelsen af de ovennævnte Foranstaltninger skulde kunne resultere noget Tab for de nævnte 3 Kystcommuner, Gjentofte, Lyngby og Søllerød, kan aldeles ikke antages; thi eftersom der reiser sig flere hensigtsmæssige Boliger og de hygieiniske Foranstaltninger blive bedre, vil ogsaa Badestederne blive mere og mere besøgte og derved ogsaa Skatteevnen større. Men at Noget skulde kunne opnaaes ved frivillig Overeenskomst fra de faste Beboeres Side, tør næppe ventes.

Omstændighederne have viist, hvor uforberedt man har været til at møde en Epidemi som den omhandlede; skulde Ulykken atter indtræde, saa lad der dog ialtfald være gjort, hvad der kan gjøres.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. juni 1881, 2. udgave)

Om Landliggen. Hr. Redacteur! De Udtalelser, som ere fremkomne fra Birkedommer, Cancelliraad Schow og fra en senere Indsender, L. S. i "Berlingske Tidende", have givet Anledning til megen Discussion herude ved stranden, ikke mindst blandt den fast bosatte Deel af Befolkningen, som i de senere Aaringer har havt en regelmæssig aarlig Indtægt af at leie Værelser ud til Landliggere fra Hovedstaden. Man indrømmer, at der kan gjøres ikke saa Lidt for bedre Sundhedsvilkaar i Fisterleierne langs Kysten, at der bl. A. bør sørges for godt Drikkevand, et ordnet Kloaksystem og Renovationsvæsen og Forbud mod at kaste snavs i Søen i Sommertiden, samt endelig at enkelte Huse eller rettere Rønner trænge stærkt til Eftersyn; men videre vil man nødig gaae i sine Indrømmelser, thi Eierne af de mindre Hilse holde paa, at en Control med deres Værelser, som tilbydes til Sommerbrug, eller med det Antal Personer, der optages i samme, vilde være en høist ubillig og trykkende Foranstaltning, saa meget mere, som Folk i Kjøbenhavn kunne vælge deres Leiligheder, som de ville og boe saa Mange sammen, som de finde for godt (?) uden Indblandtng fra det Offentliges Tide. De finde, at Hr. Birkedommer Schow har givet et for mørkt Billede af disse Værelser med lavt hængende Lofter, tynde og utætte Vægge, løse Gulvbrædder og Fugtighed overalt; de finde navnlig, at deres Huse, der jo ogsaa beboes om Vinteren, ere nok saa gode, som de "Villaer," der ere byggede med det særlige Formaal for Øie kun at leies ud om Sommeren. Det er en Selvfølge, mene de mindre Huuseiere, at naar de af en eller anden Comission blive tvungne til at gjøre betydelige Forbedringer ved deres Huse "eller i modsat Fald til at give Afkald paa at leie dem ud, ville Sommerleilighederne blive dyrere, og en betydelig Deel af Kjøbenhavns velstillede Middelstand, hvis Medlemmer som Haandværkere og Handlende maaskee ofte boe paa de mindre sunde Krog af Byen, og som nu paa en billig Maade i Sommertiden kunne faae en let Adgang til den friske Luft, til Skoven og Søen, vilde isaafald blive tvungne til at opgive denne Nydelse, hvortil de trænge fuldt saa meget, som Størsteparten af dem for hvem større eller mindre Udgifter ikke spille nogen synderlig Rolle.

Man vil kunne finde dette Raisonnement naturligt fra Eiernes Side, der søge at værne om deres egne Interesser, men Spørgsmaalet er, om disse Interesser virkelig og i Længden beskyttes bedst paa den Maade, at man med Hensyn til Boligerne overlader Alt til den Enkeltes Forgodtbefindende og det private Initiativ. Den iaar herskende Epidemi synes, hvor ringe dens Udstrækning end har været, at indeholde Beviis for det Modsatte. Sagen er den, at den indfødte Befolkning kun meget utydelig gjør sig Rede for, at Stedet ikke paa eengang kan vedblive at være Fiskerleie med al dettes naturlige Frihed og Oprindelighed, og tillige et af Tusinder søgt Badested med Sommerboliger, og at altsom hver til Bebyggelse skikket Plads bliver optagen, og Husene opføres tæt ved Siden af hverandre, det oprindelige Fiskerleie umærkelig maa omdannes og som Følge deraf maa underkaste sig de Forholdsregler, der ere nødvendige, naar mange Mennesker boe tæt sammen. Efter den Udvikling, Landliggeriet har taget i det sidste Aarti, synes det at kunne forudsees, at Strandveien om ti eller tyve Aar snarere vil ligne et (vel ikke tæt bygget) Fortsættelse af Østerbrogade, der strækker sig heelt ud til Vedbæk, end enkelte Landsbyer og Fiskerleier. De Regler, der kunne gjælde for spredt liggende Huse paa Landet, kunne isaafald ikke længer finde Anvendelse, og det forekommer mig at være rigtigere og mere svarende til de faste Beboeres Interesse inde og frivillig at imødekomme disse Fordringer, end saa længe som muligt at modsætte sig dem. Ville de have Fordelene af Landliggeriet, maae de ogsaa finde sig i de dermed følgende formeentlige Ulemper.

Noget anderledes forholder det sig med Hr. Birkedommer Schows Forslag om, at Fiskerne i Sommertiden skulle opgive deres sædvanlige Beskjæftigelse for at være Værter eller Fiskeprangere. Som Grund for dette Forslag anføres, at Sommerfiskeriet er saa ringe, at det uden at forvolde Tab kunde opgives. Hertil maa bemærkes, at Fiskerne endeel af Sommeren have en ikke ubetydelig Indtægt af Reiefiskeriet, ligesom der ogsaa herfra lidt paa denne Tid drives heldigt Fiskeri ved Stevns, Falsterbo og andre Steder; men selv om Fiskeriet i Sommertiden gav nok saa ringe en Indtægt, vilde den Fordeel, Sommerbeboerne i sanitair Henseende kunde have af, at det ophørte under deres Ophold, ganske sikkert ikke veie op mod den Uorden, der vilde komme ind i Fiskerbefolkningens Liv, ved at den, skjøndt Søen havde Noget at byde, udelukkende helligede sig Prangervæsenet eller sin Stilling som Huussvært.

Skovshoved, den 2den August.

Deres ærbødige IX

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. august 1881. 2 udgave).

Fotograf Niels Christian Hansen (1834-1922): Vilhelm Christian Sigurd Topsøe (1840-1881). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En af årsagerne til at difteritis fik så stor opmærksomhed, var måske at et af de første ofre (11. juli 1881) var den i "højere kredse" bekendte redaktør Vilhelm Christian Sigurd Topsøe (1840-1881) som var tilknyttet Højre-avisen Dagbladet. Han fik et imponerede gravsted på Assistens Kirkegård.

Vilhelm Fleron dømt. (Efterskrift til Politivennen)

Overtrædelse af Straffelovens § 82 om Fornærmelser mod fremmede, i Venskab med Kongen, staaende Magter. I Anledning af en i Bladet "Herolden"s Dagsnumer 21 for 15de Marts d. A. indrykket anonym Artikel, overskreven "Keiserdrabet", blev Arrestanten Vilhelm Ludvig Fleron, paa Andragende af de keiserlige russiske og tydske Regjeringer, gjennem deres derværende Gesandtskaber givne Ordrer, sat under Tiltalte for Overtrædelse af ovennævnte Lovbud. Under Sagen har Arrestanten erkjendt, at det bemeldte Blad paatrykie Navn W. Fleron betegner ham og forøvrigt opgivet sig som Artiklens Forfatter. I denne Artikel meddeles Efterretning om det 2de Dage forud forøvede Mord paa Keiser Alepander den 2den af Rusland. Artiklen omtaler bl. A. dette Mord som "en Seir for Revolutionen, der vil medvirke til alle undertrykte Folks Befrielse", samt at "det endelig er lykkedes Folkehævnen at knuse en af Menneskehedens Tyranner," at den russiske Keiser er befordret ud af Verden ved et dristigt og vellykket Attentat, "at dette Mord kun er en Begyndelse til en Række Heltegjerninger, der vil medvirke til alle undertrykte Folks Befrielse," en Seir for Revolutionen, en retfærdig Opreisning for alle Frihedskjæmper, der have ofret Liv og Frihed i Kampen. Der fremsættes endvidere i Artiklen, hvis Tendents er at søge at retfærdiggjøre Mordet og de tidligere forøvede Attentater paa Kejserens Liv, lastende og forhaanede Udtalelser om Keiseren. Forsaavidt Arrestanten endvidere var tiltalt for at have gjort sig skyldig i at have i et Locale her i Staden afholdt et saakaldet Arbeidermøde, hvor han under Discussionen om Gjenoprettelse af Arbeiderpartiet havde udtalt sig om, at en politisk Organisation med et Program, der tillod Anvendelsen af ethvert Middel for at udføre den socialistiske Samfundsorden, burde skaffes tilveie, fandtes der imidlertid ikke at kunne tillægges Tiltalte noget Strafansvar. Ved Criminalrettens Dom blev Tiltalte anseet efter Straffelovens § 82 sidste Stykke med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. juni 1881, 2. udgave).

En større sag blev rejst mod den ansvarshavende redaktør på Herolden, Jens Jørgensen (1856-?). Se Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. august 1881. Han blev dømt til 1 års forbedringshus efter straffelovens § 85, 2. stykke, jfr. § 46. Desuden blev nogle numre af bladet konfiskeret. Endvidere blev han dømt til 3 måneders simpelt fængsel for en artikel i bladet nr. 62.

Bryggeriet Valby. (Efterskrift til Politivennen).

 Navneforandring
C. Jacobsen jun.
"Bryggeriet Valby",
forhen Ny Carlsberg ved Valby.

Carlsberg Øl, leveret af C. Jacobsen jun. fra Ny Carlsberg ved Valby, leveres fremdeles uforandret fra samme bryggeri under navnet Valby Øl.

Kontor og postadresse uforandret Brolæggerstræde 5, København (L. 3811).

Privatadresse uforandret: Ny Carlsberg.

(Holstebro Avis, 25. april 1881).

For at kunne tilfredsstille den stigende efterspørgsel har medundertegnede C. Jacobsen junior som fra 1871 har drevet det min fader tilhørende bryggeri Ny Carlsberg som filial af bryggeriet Carlsberg ved Valby, nu umiddelbart ved siden af Ny Carlsberg anlagt et nyt bryggeri, kaldet "Bryggeriet Valby", hvis drift vil begynde i løbet af indeværende år, men hvis lagerkældre allerede er taget i brug til lagring af øl fra Ny Carlsberg.

Ifølge overenskomst mellem os undertegnede bliver driften af Ny Carlsberg således forenet med driften af det nye bryggeri Valby, at alt øl der fra og med 1. april d. å. leveres af mig, C. Jacobsen junior, forhandles under navn af Valby Øl, i stedet for som hidtil under benævnelsen Carlsberg Øl, som leveres fra mit, J. C. Jacobsens bryggeri Carlsberg.

Fra og med 1. maj d. å. vil enhver der ved forhandling af ølsorter uberettiget benytter noget af vore eller vore bryggerier Carlsberg og Valbys navne eller de respektive bryggeriers varemærker, som på behørig vis er indregistrerede, blive draget til ansvar efter loven af 2. juli 1880.

Indtil anden overenskomst bliver truffet mellem os, vil der fremdeles, således som det i de senere år har været tilfældet, heri landet fra Carlsberg kun blive leveret øl til forhandlere og forbrugere i selve København samt til forretningen Alliance, og fra bryggeriet Valby kun leveret øl til forhandlere og forbrugere på Christianshavn, i voldkvarteret og forstæderne samt i købstæderne og provinserne.

Bryggerier "Carlsberg" og "Valby", den 1. april 1881.

J. C. Jacobsen      C. Jacobsen junior.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 2. maj 1881)

Navneforandring.

Under henvisning til tidligere bekendtgørelser henledes  d'herr ølforhandleres og forbrugers opmærksomhed atter på at alt øl (lagerøl, porter osv.) der leveres af mig, som forpagter af min fader, hr. kapt. Jacobsens bryggeri, tidligere kaldet Ny Carlsberg, nu da driften af dette bryggeri er forenet med driften af mit eget nye bryggeri "Bryggeriet Valby" benævnes Valby Øl, og at falbydelse af Valby Øl under den tidligere benævnelse Carlsberg Øl som er forbeholdt det fra min faders bryggeri Carlsberg leverede øl, er ulovlig og vil medføre ansvar efter loven om benyttelse af varemærker.

Ifølge overenskomst leverer Carlsberg heri landet foruden til ølforretningen Alliance alene øl til det egentlige København, så at der i ethvert tilfælde hvor øl der er aftappet på Christianshavn, fæstningsterrænet i forstæderne og andetsteds i landet udenfor København, averteres og sælges som Carlsberg Øl foreligger en navneforfalskning.

Alle skriftlige, bryggeriet vedrørende henvendelser til mig, stilles til Bryggeriet Valby, adr. Brolæggerstræde 5, København K

Juni 1881

(M. 4900)

C. Jacobsen Jun.

(Svendborg Amtstidende, 9. juni 1881)

Harald Brix Død. (Efterskrift til Politivennen)

Socialistisk Møde. Som allerede meddelt iaftes, var afdøde Redacteur Brix' Lig efter Ønske af den, der her paa Pladsen repræsenterede hans eneste efterlevende Slægtning, i al Stilhed igaar Morges tidlig blevet bragt fra hans Bopæl til Garnisons Kirkes Capel. Samtidig havde Politiet, som ligeledes meddeelt, tilkjendegivet de Personer, der havde indbudt til at føre Liget i Procession med Faner Onsdag Aften fra "Herolden"s Contoir til Capellet, at enhver Sammenstimlen i dette Øiemed vilde blive betragtet som Gadeopløb. For at haandhæve, at denne Tilkjendegivelse blev efterlevet, var der iaftes samlet en anseelig Politistyrke i Nærheden af "Heroldens" Contoir. Ude for dette, hvor den Afdødes Billede var blevet udstillet, samlede der sig efterhaanden endeel Mennesker, men de forsvandt uden Ordensforstyrrelser, da der bleve uddeelt en Løbeseddel med Meddelelse om, at Politiet havde forbudt Processionen, og at der i den Anledning vilde blive afholdt et Extramøde i Forsamlingslocalet i Rømersgade. I dette samlede der sig efterhaanden herved et Tusinde Mennesker, saa Mange, som Localet kunde rumme. Under megen Larm paahørte de Førernes og Andres Taler, hvori navnlig Politiet blev angrebet for, at det skulde have bortført Liget og derved gjort sig skyldig i et Overgreb. Enkelte Talere fremsatte den Formodning, at Liget mulig slet ikke var ført til sit forelødige Bestemmelsessted og raabte paa, at man skulde vandre ud til Garnisons Kirke for at forvisse sig derom, "selv om Jerngitteret om Kirken skulde splintres derved". Da man fra Talerstolen udpegede, at der blandt de enkelte civile Betjente, der vare tilstede, fandtes den Betjent, som havde arresteret "Heroldens" Ansvarhavende, vendte de Tilstedeværende sig i Salen mod ham, og da hans Kammerater kom ham tilhjælp, bleve de alle med Magt trængte ud af Salen. Da der imidlertid kort efter viste sig en større uniformeret Politistyrke, ført af Politiassistent Hjort, tabte Larmen i Salen sig, og Forsamlingen skiltes ad i flere Hobe. Da den største af disse, som talte omtrent 450 Personer, hujende og raabende var kommen ud for Concert Boulevard, mødte den pludselig en Politistyrke af c. 30 Mand, som med dragne Stave i et Nu splittede den ad. Hermed var Roligheden gjenoprettet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. juni 1881, 2. udgave).

Harald Brix's Ligbegængelse fandt ikke, som annonceret, Sted i Aftes, idet Liget allerede i Gaar Morges Kl. 4, paa Foranledning af den Afdødes Slægtninge, blev bortført i al Stilhed, ligesom Politiet, som en Følge heraf, nedlagde Forbud mod den i den Anledning arrangerede Procession. Kl. 8 havde der dog samlet sig en Mængde Mennesker udenfor "Herolden"s Kontor og paa Boulevarden, ligesom en talrig Politistyrke under Assistenterne Thalbitzer og Korn holdtes i Beredskab. Senere paa Aftenen fandt Politiet sig foranlediget til at afspærre Rømersgade saavel ud mod Gotersgade som ud mod Frederiksborggade, til stor Forskrækkelse for de ærede Beboere af Gaden, der saaledes pludselig fik en lille Forsmag paa den i Tyskland saa almindelige Belejringstilstand.

I ForsamIingsbygningens store Sal havde Heroldisterne sammenkaldt til et Arbejdermøde, der med Hr. Forsberg som Dirigent tog sin Begyndelse henimod Kl. 9. Bager Tøpervien aabnede Modet med en Meddelelse om de nærmere Omstændigheder ved den Afdødes Bortførelse om Morgenen. Efter ham havde en Del forskellige Talere Ordet, dels for - trods deres "store Sorg" og "Øjeblikkets Alvor" - at udskælde det socialdemokratiske Arbejderparti, dels for at meddele Oplysninger om Hr. Brix's sidste Tid og Ligets Forsvinden. Det fremgik af de forskellige Taleres Beretninger, at det var "Herolden"s Ekspeditrice, Mad. Jensen, der bar Skylden for, at den Afdøde var blevet bortført, uden at de ledende Mænd af hans Parti vidste noget derom, idet hun egenmægtig og i al Hemmelighed havde udleveret Liget. Flere af Talerne opfordrede derfor ogsaa Md. Jensen til at møde paa Talerstolen og klare for sig, uden at hun dog fandt sig foranlediget til at esterkomme Opfordringen; dette bevægede Dirigenten til at erklære, at nu havde han et ganske andet Syn paa Mad. Jensen end han før havde hast. Ved Mødets Slutning valgtes en Deputation, bestaaende af 3 Mænd, der som Repræsentanter for Forsamlingen skulde ledsage Liget til Aalborg.

Under Mødet fandt der en temmelig heftig Scene Sted, idet en Del af de Tilstedeværende pludselig trængte sig sammen om en i Salen værende Opdagelsesbetjent, Hr. Rudolf Petersen, og tvang ham ud af Døren. Umiddelbart derefter viste der sig imidlertid først en mindre Politistyrke, der besatte Salen, og derefter en større. Den sidstnævnte trængte under to Assistenters Ledelse ind i Salen med Raabet: "Plads for Politiet! Politiet har ret til at overvære Forhandlingerne!". Da ingen bestred denne Ret, og da Mødet for øvrigt sluttedes under god Ro, fik dette Politibesøg heldigvis ingen Betydning.

(Social-Demokraten 2. juni 1881)

Harald Brix's Ligbegængelse og det københavnske Politi.

Under en stærk Politieskorte afgik Torsdags Eftermiddags Harald Brix's Lig med Dampskibet til Aalborg, og det tør saaledes antages, at den Strid, som har været ført mellem hans nærmeste politiske Venner og det københavnske Politi, om hvem, der skulde besørge den Afdødes Begravelse, har fundet sin endelige Afslutning. Politiet har sejret!

De nærmere Omstændigheder ved hele denne Sag, hvilken vi foreløbig omtalte i Torsdags, foreligger endnu ikke saa fuldstændig oplyst, at man kan se klart i den. Men det synes dog nu at være afgjort, at Københavns Politi her har spillet en Rolle, der er aldeles enestaaende i den civiliserede Verdens Historie.

Det var bestemt, at Harald Brix's Lig Onsdag Aften Kl. 8 skulde føres til Garnisons Kirkes Kapel ledsaget af et Følge af Arbejdere, saa stort som dette kunde blive. Fra Kapellet skulde det saa senere afgaa til Aalborg. Ifølge en mellem Hr . Brix's Venner og hans Søster ført Korrespondance havde denne Intet imod at Ligbegængelsen fandt Sted saaledes, og Tirsdag Aften følte Alle sig overbevist om, at Begravelsen vilde foregaa som paatænkt, idet der ingen Uoverensstemmelse i saa Henseende fandtes mellem dem, som havde Ret til at tale med i denne Sag.

Onsdag Morgen Kl. 4 indfandt der sig imidlertid, som allerede meddelt her i Bladet, udenfor Brix's Bolig en Rustvogn ledsaget af Politi. Den Afdøde blev udleveret af den i Øjeblikket tilstedeværende Mad. Jensen, og Liget bortkørtes. Senere udstedtes et Politiforbud mod, at det paatænkte Ligtog samledes ved Nørre Boulevard, og to nærmere betegnede Mænd gjordes ansvarlig for hvad mulige Ekscesser denne nye Genistreg af Politiet kunde medføre. Forskællige Forsøg, som gjordes dels hos Pastor Skouboe dels hos Etatsraad Crone paa at faa Liget tilbageleveret, besvaredes paa en haanlig Maade med Afslag.

Dette er Politiets Medvirkning i denne Sag, saa vidt den er kendt. Men denne Medvirkning forekommer os at være saa uforsvarlig, saa hensynslos og despotisk, at den fortjener den skarpeste Paatale.

Med hvilken Ret har Politiet afhentet den Afdøde saa tidlig paa Morgenen, at det næsten kan betragtes som en "natlig Ekspedition". Der er vel anført, at det var efter Ønske af den Afdødes Efterladte, men der er ikke ført noget som helst Bevis for dette, og jo mere man tænker derover, jo Usandsynligere synes det En ogsaa at være. Hvis de nærmest Beslægtede ønskede Liget udleveret, saa behøvede de hverken at have Politiets Assistance dertil, idet Ingen kunde nægte dem at komme i Besiddelse af det, og Afhentningen behøvede endnu mindre at være foregaaet ved Nattetid. Dette er det ene! Det næste er Forbudet mod, at Ligtoget samledes. Man kan ikke frigøre sig for den Tanke, at det Politiet egenlig har villet er at forbyde dette Ligtog, og at det har fjernet Liget for at kunne dette; men med hvilken Ret forbyder det københavnske Politi et Ligtog at samle sig her i Byen, og med hvilken Ret lægger det et saadant Tog Hindringer i Vejen?

De to Spørgsmaal: Ligets Fjernelse og Forbudet mod at Følget samlede sig i Ro og Orden, disse to Spørgsmaal forekomme det os er dem, som i denne Sag har Krav paa den største Interesse, og som fortjener den nøjeste Undersøgelse, hvis ikke Politivilkaarligheden en skøn Dag skal vokse os Alle over Hovedet.

Det fejler ikke, at den offenlige Opmærksomhed i dette Øjeblik er henvendt paa denne Sag. Et enkelt Provinsblad "Sorø Amtstidende" har allerede gjort den til genstand for nogle træffende Bemærkninger, og overalt, hvor der røber sig et demokratisk Sindelag, vil der rejse sig Protest mod Etatsraad Crones plumpe Maade at haandhæve den offenlige Ro paa. Det nævnte Blad skriver bl. A. Følgende, idet det omtaler det københavnske Politis Forfølgelsessyge: "En saadan Behandling og overhovedet en saadan Optræden fra Myndighedernes Side er ikke blot oprørende, men ogsaa uklog; man gør den Paagældende til en rasende og uforsonlig Modstander af det Samfund, der har mishandlet ham og hos hans Tilhængere og Meningsfæller vækker man et Nag, der ikke saa let eller saa snart lægger sig igen. Det herskende Parti her i Landet har saa mange Synder paa sin Samvittighed og er saa villig til at vise Overbærenhed med sine Egnes Overtrædelser - vi skulle blot minde  Benaadningen af de to Officerer, der vare dømte for Mishandling af Rekruter paa Jægersborg - at det burde føle sig opfordret til i det Mindste ligesaa megen Overbærenhed overfor de Mænd, der havde helliget sig til Arbejdsklassens Bedste." Men ikke nok med, at Avtoriteierne hos os viser en vidt forskællig Optræden, naar det gælder visse Klasser i Samfundet, og naar det gælder Arbejderne, det adskiller sig ogsaa ikke saa lidt fra Udlandets Avtoriteter i Retning af en human Fortolkning af Lovene. Det er ikke saa længe siden, at der i Tyskland døde to Socialdemokrater, der hver for sig havde gjort sig fortjent til deres Meningsfællers Sympati. Den ene var Boghandler Geibi i Hamborg, den anden var Typograf Heinsch i Berlin. Begge disse Mænd fulgtes hver for sig til Graven af en Menneskemængde paa over 20,000 med utallige Faner, men det ellers saa brutale tyske Politi respekterede dog Dødens Alvor og lagde ikke Togene nogen som helst Hindringer i Vejen.

Vi har fremdraget disse Eksempler for at stille det københavnske Politis Optræden i et klart Lys. Men som sagt, denne Optræden maa ikke faa Lov til at passere upaatalt. Redaktoren af "Sorø Amtstd." Hr. Tauber, har allerede vist sin Interesse for denne Sag, og vi henstiller derfor til ham i hans Egenskab af Folkethingsmand at rette en Forespørgsel til Justitsministeren om Politiets Opførsel ved denne Lejlighed.

(Social-Demokraten 4. juni 1881).

Holmensgade. (Efterskrift til Politivennen)

Holmensgade. Vi have i et foregaaende Numer meddeetl den Adresse, som af ansete Mænd i forskjellige Livsstillinger er bleven rettet til Kjøbenhavns samlede Communalbestyrelse om denne Gades Omdannelse, da dens nuværende Beskaffenhed som Samlingsplads for Usædelighed er en Uanstændighed og Skandale for Hovedstaden. Hvad der er udtalt i denne Adresse, vil vistnok finde almindelig Tilslutning, saa at Adressens Indsendere forhaabentlig snart ville kunne henvise til de Tusinder, der staae bagved dem. Den Omstændighed, at saa mange Prostituerede her ere samlede paa eet Punkt, hvor de have gammel Hævd, og hvor de Ingen have at genere sig for eller tage Hensyn til, har giort den ilde berygtede Gade til et Sted, fra hvilket Usædelighedens Gift spredes over Byen. Den Obscuritet, der her dækker over de Besøgendes Laster, gjør ogsaa Tallet paa Sædelighedsbruddene her saa stort og dertil en god Deel raaere end andetsteds. Det er en Kjendsgjerning, at af Fruentimmerne i Holmensgade gives ingen tilbage til et ordentligt Liv, medens dette ikke er saa sjeldent under andre Localiteter. Blandt Andet er Drikfældighed meget stærkt fremtrædende blandt de lavest stillede af disse ulykkelige Skabninger, hvilket bidrager til at gjøre Lasten endnu brutalere. Der kan, kort sagt., ikke være nogen Tvivl om Holmensgades ødelæggende Egenskaber. Om Trafikens Hindring, om Husenes skandaleuse Stilling i 1881, saa nær ved Byens Hovedgader, nær det smukke Gammelholmsqvarteer, nær den meget befærdede Børsbro, er det overflødigt at tale. 

Den Kreds af Mænd, der have taget Initiativet til at faae denne Focus for Usædelighedens Gift bortfjernet fra Byens Midte, have havt mange Conferencer med Forskjellige, der staae Sagen nær, og drøftet mange Planer. Men alle disse Planer støde paa Vanskeligheder, der ikke lade sig overvinde, saalænge Gaden ikke er bleven ryddet for det nu herskende Uvæsen. Det er vel at mærke ikke Prostitutionsvæsenet i dets Almindelighed, som denne Adresse gaaer ud paa at bekjæmpe, men kun den Form og de Forhold, hvori det optræder paa dette Sted, hvorfor Adressen ogsaa er underskreven af Mænd, der for Resten have meget afvigende Meninger angaaende dette vanskelige Spørgsmaal.

Vi skulle her ikke indlade os paa at drøfte de forskjellige Muligheder for at raade Bod paa Ondet. Men Fraflytning og Ophævelse af disse maissons de tolerance synes at være en første Betingelse, hvis der skal udrettes Noget. Man vil maaskee indvende, al Elendigheden derved kun føres hen til andre Steder, men Ondet vil dog neppe nogetsteds kunne udvikle sig saaledes som her, kjendt i Aarhundreder paa dette Sted, kjendt af alle Søfarende, der komme til Kjøbenhavn, og dertil saa aflukket og ussel, at Demoralisationen her frækt kan drive sit Spil. Hvad Eierne angaaer, der muligen vilde lide et Tab ved Husenes Lukning, maa det bemærkes, at kyndige Mænd ansee det for tvivlsomt, hvorvidt et saadant Tab er sandsynligt; Erfaringerne fra Peder Madsens Gang tale i modsat Retning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. maj 1881. 2. udgave).

Fotograf, maler, heliograf Johan Gottlieb Julius Aagaard (1847-1926): Holmensgade set mod Lille Kongensgade. 1874-1926. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.