Elisabeth Jerichau Baumann (1819-1881). (Efterskrift til Politivennen)

Elisabeth Jerichau Baumann. Den danske Kunstner i Mandags som meddelt ved Telegram lidt et stort Tab, idet Fru Elisabeth Jerichau-Bauman efter kun faa Dages Sygdom er afgaaet ved Døden. Det er ikke mere end nogle saa Uger siden, at hun med sin sædvanlige Livlighed, sin varme Begeistring for Kunsten og sin sprudlende Aandfuldhed tog Del i Kunstnermødet i Gøteborg. Ved Festmiddagen i Børslokalet henrev hun Alle ved sin ildfulde og fængslende Umiddelbarhed, hvormed hun tog Ordet i en Forsamling af fem Hundrede Mennesker man flokkedes om hende for at faa et Glimt af den høitbegavede Kunstnerinde at se, og da hun med sine yngre Kolleger dampede fra Gøteborg ad Hjemmet til, var hun utrættelig i at færdes mellem de Unge. Øinene funklede, naar hun hørte de italienske Sange, som lød til Guitarens Toner paa Dækket, hun mindedes de herlige Timer under Sydens varme Himmel, hun jublede, klappede i Hænderne og var ikke den, der gav det mindste Bidrag til Bedste ved en lille Efterfest paa Dampskibet oven paa de glade Dage i Gøteborg. Saa blev da tilsidst, efter at Fyrværkeriet var afbrændt, hendes Skaal drukket af den livsglade Kunstnerskare, og En for En gik man i Række hen til Kunstnerinden for at klinke med hende. Del var vistnok den sidste Hædersbevisning, som blev hende til Del i levende Live; det var Kunstnerne, der ydede hende den, og derfor have vi omtalt den her. Livsglad, munter og rask steg hun i Land ved Toldboden, skrev endog efter sin Hjemkomst paa sin elskværdige Maade en aandfuld Artikel om Kunstnermødet i Gøteborg, og saa blev hun for henved en Uges Tid siden angreben af en Lungeinfektion, Sygdommen antog en stedse mere og mere farlig Karakter, og i Mandags Morges Kl. 4 drog hun sit sidste Suk.

Danmark var ikke det Land, hvori Elisabeth Marie Anna Baumanns Vugge stod, og dog, hvor høit elskede hun ikke dette sit andet Fædreland! Det har hun vist saa vel i Gjerning som i Ord og Farver. Hendes Fader var enepriviligeret Kortfabrikør i Barshov, var fra Prenzlau i det prøisiske Pommern; Moderen var en Danzigerinde. Ved Weichselen tæt uden for Barshov eiede Forældrene et lille Landsted, og her blev Datteren født den 27de November 1819. Sine første Aar tilbragte hun i Hjemmet hos en Tante i Danzig, og med hvert Aar, der gik, følte hendes opvakte, urolige Aand Lyst til at skabe, til at virke i det Skiønnes Tjeneste. At der var usædvanlige Anlæg hos den unge Pige, behøvedes der kun et saare svagt Blik til at se. Der var store, ualmindelig rige Evner til Stede; de fordrede kun fornuftig Røgt og Pleie for at kunne sætte de skjønneste Blomster. Hun drog til Berlin og søgte der sin Lykke som vordende Kunstnerinde, men i Spree-Staden syntes man fuldstændig at savne Blikket for, hvad der boede i den unge Kunstnersjæl. Mismodig forlod hun Prøisens Hovedstad, men ikke modløs; der skulde mere til at knække hendes uhyre Energi, som var baseret paa den inderligste Overbevisning om, at der i hende boede et fandt Kunstneremne. Saa gik hun til Düsseldorf. Direktøren, Professor Schadow, var en Mand, der havde et mere omfattende Kunstnerblik end Kollegerne i Berlin; han tog sig af hende, vejledede hende paa Kunstens første Trin, og efter at hun fra Schadow var gaaet over til den fremragende Portrætmaler, Prof. Sohn, i hvis Atelier hun arbejdede i længere Tid, fik hun endelig Publikum til at interessere sig for hende ved nogle Fremstillinger af det polske Folkeliv, med hvilket hun fra Barndommens Dage var saa fortrolig. Men skiønt Opholdet i den tydske Kunstnerby havde været saa heldigt og frugtbringende for hende følte hun dog, at hun, hvis hendes Vinger ret skulde udfolde sig, maatte Syd paa. ned til det solrige Italien, for at studere Folkelivet under den blaa, skyfri Himmel.

Og saa gik Reisen til Rom. Ene drog hun afsted i Aaret i 1845, og det var som om Italiens Jordbund modnede hende til Kustnerinde. Med sin livlige Natur færdedes hun tidlig og silde blandt de forskjellige Nationers Kunstnere, der gjæstede Verdensstaden, og her var det da, at hun mødte den unge danske Billedhugger Jens Adolf Jerichau. Som det saa ofte gaar, var det her Modsætningerne, der følte sig tiltrukne af hinanden. Han fandt Behag i hendes frimodige, ubændig livsglade Natur og hendes Hjerte fandt Glæde ved hans blide, elskelige Kunstnersjæl. Kort sagt, det er den gamle, evigunge Historie; de eskede hinanden, blev forlovede og gifte den 19de Februar 1846. Med sin Ægtefælle drog hun da samme Sommer til Danmark, og det var første Gang, hun satte Foden paa den Jord, som fra det Øieblik af skulde blive hendes andet Fædreland. Fru Jerichau Baumann, som hun fra nu af kaldte sig udstillede første Gang i 1849 sine Billeder paa Charlottenborg Udstillingen. Man studsede og stod forbavset over for disse Malerier. Det var noget Nyt, man saa her; denne varme, glødende Kolorit, denne Dristighed i Tegning og Farver var man ikke vant til; vel havde mangen En Øie for, at her maatte være en stor Kunstnerinde skjult, men alligevel var det Hele Nationen alt for fremmed, og der blev i Begyndelsen rynket stærkt paa Næsen ad denne Produktion. Omslaget lod imidlertid ikke længe vente paa sig. Med sit geniale Blik for, hvad Publikum vilde have, malede hun i 1851 sin "Danmark". Hvem husker ikke dette Billede, som er blevet til en fastslaaet Type for vort Fædrelands Natur? En skiøn, rankbygget Kvindeskikkelse med blonde Lokker og et gyldent Diadem over den ædle Profil, staar midt i den bugnende Sædemark med Sværdet i den ene Haand og det danske Banner hvilende paa Skuldere. Det var en ædel en aandfuld Personifikation af Danmark; over for det maatte Kritiken tie, thi Publikums enstemmige Dom havde stemplet hende som en stor Kunstnerinde, og det var hun ogsaa fra det Øieblik af. Og hvordan hun havde forslaget at tilegne sig den danske Natur, hvordan hendes Blik i en Fart havde aabnet sig for alle dens Ejendommeligheder, det viste hun Aaret efter, da hun udstillede sit store Billede "Bønderbørn paa Marken, legende med Faar".

Stadig var hun paa Farten. Det ene Aar gik Reisen til Italien og Tydskland, det andet til Frankrig og England; over Alt hvor hun kom frem, blev hun hilset som en stor og betydningsfuld Kunstnerinde. Penselen hvilede aldrig, Farverne paa Paletten fik næppe Tid til at blive tørre. Med en Produktivitet uden Lige og en exempelløs Flid henkastede hun det ene Billede paa Lærredet efter det andet; snart var det et Portræt - f. Ex. det aandfulde Billede af hendes Mand, som hun forærede H. C. Andersen, der efter sin Død testamenterede det til den historiske Portrætsamling paa Rosenborg - snart et større Genrebillede - f. Ex. "En saaret dansk Kriger" eller "H. C. Andersen læsende for et sygt Barn", af hvilke det første nu pryder Billedgalleriet paa Kristiansborg - snart mindre Folkelivsbilleder fra Polen og Italien. Orienten med sit brogede, maleriste og saa mysteriøse Liv maatte særlig tiltrække en Natur som hendes Reisen gik til Konstantinopel, hvor Haremets vel tillaasede og strængt bevogtede Porte aabnedes for hende; paa nært Hold kunde hun studere Odaliskernes Liv, og hvad hun saa, gjengav hun først i Farver, senere i Ord, thi hun følte en let forstaaelig Trang til at meddele for en videre Kreds alt det, hun paa sine eventyrlige Reiser havde set og oplevet, og hun førte Pennen med næsten samme Lelhed som Penselen. Ogsaa til Ægypten valfartede hun, gjæstede Templerne ved Theben og Kongegravene ved Bulak, havde ualbrudt Skitsebogen i sin Haand og fortalte senere paa Lærredet mangt et malerist og interessant Optrin, til hvilket hun havde været Vidne.

Den 21de Juni 1861 naaede hun endelig den Ære at blive Medlem af vort Kunstakademi; vi ere jo altid lidt langsomme til at skatte det Nye og det, der kommer til os fra Ydreverdenen i en noget anden Skikkelse end den, vi en Gang har fastslaaet som den eneste rette og sande. Hvor høit man derfor end satte hende her hjemme som Kunstnerinde, havde hun dog sin største Berømmelse i Udlandet, og der færdedes hun derfor ogsaa uafbrudt, der havde hun det største Marked for sine Billeder. Aarene synes ikke at tage paa hende; tvertimod, hun var i Besiddelse af en sjælden Perfektibilitet. Vel var der et Øieblik, hvor Modet og Kræfterne syntes at skulle svigte hende; det var da hendes talentfulde Søn Harald for faa Aar siden pludselig blev bortkaldt af Døden. Men hendes Energi vaagnede atter: i et rørende lille Skrift satte hun den elskede Søn et Minde, som kun Moderen kan sætte det over sit Barn, og saa søgte og fandt hun Trøst ved Arbejdet. Paa hvert Aars Udstilling gav hun Møde med nye, livsfriske og frodige Arbejder - man husker blot exempelvis fra Udstillingen i Fjor det kæmpemæssige Billede med de italienske Fiskere, som efter endt Fangst sejler hjem - , hun malede en Række ypperlige Billeder fra Italien og Orienten og havde netop i disse lagt den sidste Haand paa et stort Billede af Dronningen, som hun eller Bestilling skulde udføre til det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg. Saa kom Døden og lagde sin kolde Haand paa hendes Hjerte, og hun gik bort, medens hun endnu var stor i sin Kunst, idet hun havde overlevet sig selv og sin Tid. Hendes Studie i Rom staar nu tomt; der er stille og øde i disse paa orientalsk Vis smykkede Rom, hvor Roms første Adel og mægtigste Kardinaler kom for at hilse paa den store Kunstnerinde, og længe vil det desværre vare, før denne Bolig atter beboes af en Kunstner, der har bragt Danmarks Navn saa vidt over Land, som Elisabeth Jerichau-Baumann.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 19. juli 1881).

Foto fra Nationaltidende, 26. november 1919, 2. udgave.

Elisabeth Jerichau Baumann: Billedhuggeren Jens Adolf Jerichau, kunstnerens ægtefælle (1846) Statens Museum for Kunst. Public Domain.

Elisabeth Jerichau Baumann: En såret dansk kriger (1865) Statens Museum for Kunst. Public Domain. Billedet står i kontrast til hendes berømte "Moder Danmark" som blev malet efter Krigen 1848-1851 og er betydelig mere krigerisk.

Hun blev endvidere omtalt i Nationaltidende, 26. november 1919, 2. udgave og og Ribe Stifts-Tidende, 8. maj 1934.

Elisabeth Jerichaus gravsted på Solbjerg (Park) Kirkegård på Frederiksberg. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fra Cigarfabrikerne. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Hr. Carlsens Cigarfabrik i Adelgade fungerer der en Cigararbejder C. Dinesen som Mester. Denne Mand er alt andet end human; maaske Grunden dertil er, at der er et gammelt Ordsprog han har indprentet i sin Hukommelse, og som han har vanskeligt ved at faa ud af Hovedet igen, nemlig, at som Herren saa og Tjeneren; ti hans Herre, Carlsen, generer sig slet ikke for at titulere sine Arbejdere som Svin, Laban, Sjover etc. I det Hele taget er han raa og brutal i sin Opførsel. Hvad vi særlig her vil anke over er, at ovennævnte Dinesen søger at skade og fortrædige sine Kolleger, saa at de derved lider et ikke saa ringe pekuniært Tab ved det forud slet lønnede Arbejde, og foruden dette tillige at have en Del Skyld i, at Arbejdets bliver gjort fyrige.

At Hr Dinesen vil have, at Arbejderne skal arbejde økonomisk med Fabrikantens Tobakker, kan vi være enige med ham i, men naar det drives saa vidt, for at berige Fabrikanten, at Arbejderne derved lider et Tab paa 2 a 3 Kr. pr. Uge af en Løn, der forud ikke overstiger 12 Kr. ugenl., da kan vi ikke andet end tilraade Arbejderne, at de selv sætter en Stopper for en saadan Herres Vilkaarlighed. At D. herved søger at slaa sig op paa sine Kollegers Bekostning er tænkeligt, da D.s Fortid hos Hr. Carlsen ikke tyder paa at være den bedste, eftersom Hr. D. for en Tid siden blev af Hr. C. jaget bort, begrundet paa Drik (hvad Hr. C. selv har forklaret), saa at det vel sagtens er vanskeligt for ham at faa Arbejde paa andre Steder, saa maa vi højlig misbillige hans usle Midler her for at holde sig.

Til Slutning skal vi saavel til Hr. Carlsen, som til Hr. Dinesen, bemærke, at det dog kunde være muligt at Arbejderne gjorde omkring og lod dem vide, at de ikke var til for de to Herrers Skyld; maaske Hr. C. saa kunde faa Øjnene op for Hr. D.s Bjørnetjenester.

(Social-Demokraten 7. juli 1881)

Da Ligbrænding var ulovlig. (Efterskrift til Politivennen).

Et ligbrændingssystem var blevet indført i Gotha (Tyskland) i 1874, i Schweiz i 1875, i Washington 1876, Rom (1880). I Danmark kom ligbrænding for alvor på tale efter at Foreningen for Ligbrænding blev stiftet den 24 . marts 1881. Se fx Social-Demokraten 6. april 1881. Blandt initiativtagerne var overlæge dr. med. Ferdinand Emanuel Levison (1843-1907) og juraprofessor Carl Goos (1835-1917). Sidstnævnte blev den første formand for foreningen. Det var dog førstnævnte som i eftertiden kom til at stå som foregangsmand. I Morgenbladet, 4., 5. og 6. februar 1880 havde han en artikel på forsiden "Et indlæg i diskussionen om lærefriheden og demokratiet". Som blev besvaret af den angrebne part, J. Paludan 16. februar 1880, og igen af Levison den 21. februar 1880. Men også ligbrænding optog ham:

"Ligbrænding etter Begravelse?"

Under denne titel er der på P. G. Philipsen's Forlag af dr. med. Levison udgivet et lille skrift efter et foredrag, holdt i Selskabet for Sundhedsplejen. Forfatteren giver først en kort oversigt over de forskellige måder at behandle ligene på i de forskellige lande og tidsaldere: Balsamering, udkastning af ligene i floderne, de dødes lufttørring på stilladser eller i træer, opbrænding, begravelse osv., derefter følger der en indgående og med talrige eksempler oplyst undersøgelse om de store hygiejniske ulemper ved bisættelse i kirker og begravelse på kirkegårde, ved hvilken lejlighed der gøres opmærksom på det illusoriske i beskyttelsen ved metalkister og murede gravhvælvinger. Dernæst gør forf. rede for de to former af opløsning af lig: Formuldningen, eller den hurtige opløsning, og forrådnelsen, eller den langsomme opløsning, med henvisning til den hyppige adipociredannelse (ligenes omdannelse til et fedtagtigt stof, som kan bevares i næsten ubegrænset tid og altid udsender en forrådnelsesagtig lugt) på Assistenskirkegård. Angående kirkegårdens indflydelse på drikkevandet henvises der til de derom foretagne undersøgelser af Colding og Thomsen, Knudsen og Fleury. Ligeledes henvises der til stadslægens skrivelse til Magistraten af 19. febr. 1877 om de hygiejniske følger af kirkegårdens benyttelse, en indstilling, der slutter på følgende måde: "Jeg skønner således ikke rettere, end at en stor kirkegård pp ca. 46 tønder land, der årlig modtager ca. 2000 lig, ikke er uden fare for omgivelserne, og at de samme betingelser, der i sin tid fremkaldte kgl. resolution af 13. april 1851, der forbyder begravelse på kirkegårde indenfor byens volde, inden en ikke lang årrække også ville være tilstede for Assistenskirkegård, såfremt bebyggelsen af de tilgrænsende arealer fortsættes i samme grad som i de senere år." Som palliativmiddel tilråder stadslægen dernæst snarest muligt at indtage Ny vestre Kirkegård (ved Valby) til begravelsesplads for derved at fremskynde Assistenskirkegårdens lukning 80 år efter, at Ny vestre Kirkegård er taget fuldstændig i brug. I det følgende påvises ved eksempler fra sygdomsstatistiken, at gader og boliger, der ligger i nærheden af kirkegårde, viste ugunstigere sanitære forhold end andre, i øvrigt ligestillede. Forfatteren kommer derfor til den slutning, at man bør forlade hele den nuværende begravelsesmåde for at gå over til ligbrændingen. Derefter beskrives den siemenske ligbrændingsovn, der er bragt i anvendelse i Gotha og flere steder, og i hvilken liget fortæres i løbet af 1-1½ time, uden at komme i berøring med noget brændselsmateriale, så at asken er aldeles ublandet. Til sidst søger forf. at imødegå de forskellige indvendinger, som er rejst mod ligbrænding fra et æstetisk, religiøst og retsmedicinsk standpunkt. Det lille skrift danner kort sagt et forholdsvis fyldigt indlæg i et spørgsmål, som for tiden står på dagsordenen. Fremstillingen fortjener at roses som klar og fordomsfri og støtter sig til videnskabelige undersøgelser og iagttagelser samt til udtalelser af kemikere, læger og andre fagmænd. Der bringes herved klarhed på mange punkter, bl. a. om visse palliativmidlers utilstrækkelighed til at neutralisere forrådnelsesprodukterne, og i det hele træde manglerne og farerne ved den nuværende ordning så klart frem, at vi ret må anbefale publikum at gøre sig bekendt med det lille skrift.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 1. juli 1881, 2. udgave).

Ferdinand Levison. Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 23. marts 1905.

I starten indskrænkede foreningen sit virke til oplysning. Man foranstaltede over sommeren 1881 forsøg med brænding af en kat og en 15 kilo hund i gasværkets ovne. Forbrændingen tog 2 timer og asken vejede under 1 kilo.

Skovshoved. (Efterskrift til Politivennen)

Difteri eller strubehoste er en akut bakterieinfektion. Bakterien producerer et giftstof, som kan spredes med blodet og medføre sygdom i hjertet og nervesystemet. I 1881 udbrød en mindre epidemi i fiskelejet Skovshoved der var begyndt at blive tilholdssted om sommeren for velhavere.

Om Landliggen. 

(Af Cancelliraad,Birkedommer U. Schow).

Den Dipheritisepidemi, som har grasseret langs Kysten i Nordre Birk, men nu synes at ville trække andre Steder hen, forekommer mig at have givet en alvorlig Advarsel mod den Maade, paa hvilken en stor Deel af Kjøbenhavns Beboere ligge paa Landet i Sommertiden. Jeg taler selvfølgelig ikke om dem, der boe i deres egne velindrettede Landsteder eller om dem, der indlægge sig paa de to store Badehoteller paa Klampenborg og Skodsborg, der med tilhørende Collager vistnok yde Alt, hvad der med Billighed kan forlanges, saavel i sanitaire Henseende som med Hensyn til Hygge og Comfort; heller ikke sigter jeg til dem, der tage Ophold i Kroerne i Skovshoved, Taarbæk, Skodsborg eller Vedbæk, der jo nu ogsaa af Gierne benævnes Hoteller, eller til dem, der boe i Villaer eller Huse, der ere byggede og indrettede til tilleie; men jeg sigter til det store Fleertal, der, trods at det til daglig er langt bedre vant, dog indlogerer sig hos den i Fiskerleierne Skovshoved, Taarbæk. Skodsborg og Vedbæk boende faste Befolkning, der jo i Almindelighed bestaaer af Fiskere, Smaahandlendw og andre mindre Næringsdrivende, der aldeles ikke ere indrettede paa at modtage Logerende. Leierne knibe, stuve og pakke sig ofte sammen i et utroligt lille Rum, medens Eierne med Familie boe paa Loftet eller i ethvert Fald i et endnu mindre Rum end Leierne. Det er ubegribeligt, at disse sidste, blot for at komme til at ligge paa Landet, kunne finde sig i Opholdet i Boliger, hvor der er lavt til Loftet, Værelserne smaa, Væggene tynde og utætte og Gulvbrædderne løse og som Følge heraf give fri Adgang for Fugtighed, tilmed da der som oftest ingen Kjælder er under Huset m. m, hvorfor man maa give Afkald paa enhver Bekvemmelighed og Hygge.

Det Hele bliver saa meget mere ubegribeligt, som Folk, der ligge paa Landet, jo i Almindelighed ingenlunde høre til de Ubemidlede, og derfor, uden nogetsomhelst pecuniairt Savn godt kunde anvende større Udgifter til bedre Boliger; men det gjælder jo om at faae en Bolig saa nær ved Vandet som muligt, men med saa ringe Bekostning som muligt.

Betragtet som en Art Penitense eller frivilligt Exil, man hver Sommer paalægger sig, for ved Modsætningen at komme til en tilforladelig Overbeviisning om, hvormeget bedre man har det i sit gode og komfortable Hjem i Kjøbenhavn, kan en saadan Landligger maaskee have sin Betydning; men det forekommer mig. at fordi man vil ligge paa Landet, behøver man, naar man ellers har Raad dertil, ikke at boe som Jøderne ved Babylons Floder og man bør heller ikke gjøre det.

En saadan Leveviis, selv om den er om Sommeren, har nemlig efter min Mening sin Høist betænkelige Side. For en haardfør Befolkning, der er vant til Vind og Veir og i det Hele taget til et Friluftsliv, kunne de førnævnte Boliger, naar ingen Leiere indtages, maaskee være tilstrækkelige; men for en kjøbenhavnsk Befolkning, der ganske mangler disse Betingelser, og hvis daglige Liv og Huusvæsen er indrettet paa en heelt anden Maade, ere de sandelig ikke tilstrækkelige.

Skjøndt jeg ikke er lægekyndig, forekommer det mig indlysende, at en saadan forandret Leveviis, hvor Mange under et stærkt vexlende Klima færdes i tynd Beklædning deels paa Søen, deels ved det saa meget yndede Croquetspil seent ud paa Aftenen og i det vaade Græs, maa, navnlig under Omgivelser, der let ved den stærke Sammenpakning af Mennesker blive munde, medføre en langt større Modtagelighed for Forkjølelse og derfor ogsaa for Smitte af enhver Art, end under de tilvante daglige Forhold, og jeg troer ikke, at man behøver at søge den opstaaede omhandlede Epidemi i andre Omstændigheder end i de her Paapegede; nogen anden Aarsag til den er da hidtil heller ikke funden, trods al anvendt Umage. De enkelte første Sygdomstilfælde kunne jo meget let være bragte ud med fra Kjøbenhavn, hvor Sygdommen, efter hvad der er meddeelt, har været tilstede, om end ikke som Epidemi, saa dog i længere Tid, og naar den da har fundet særdeles gunstige Betingelser for sin Udbredelse, er den pludselig brudt ud som Epidemi. Accurat som med nærværende Epidemi gik det med Choleraen i Kjøbenhavn i Aaret 1853; efterat der i Løbet af en 8 Dages Tid var forekommet nogle spredte Tilfælde, brød den pludselig ud over hele Byen i al sin Voldsomhed.

Spørgsmaalet er nu, hvorledes man paa bedste Maade saavidt muligt for Fremtiden skal søge at undgaae stige Hjemsøgelser ved disse saa meget besøgte Kyststrækninger med saa yndige Omgivelser som saa andre, saa at Badegjæsterne med Ro i Sindet kunne søge den Rekreation og Vederkvægelse, hvortil saa mange trænge, og de, der med stor Bekostning have søgt en Erhvervskilde ved at sørge for Badegjæsternes Ophold og Adspredelse, ikke gjentagende udsættes for betydelige Tab.

Efter min Mening vil der kun kunne raades Bod paa Ondet ved et ligefrem Forbud mod at benytte en stor Mængde af de hidtilværende Boliger til Udleie for Badegjæster, være sig til Familier eller enkelte Personer, samt ved et bestemt Paabud om flere indgribende Foranstaltninger i sanitair Henseende. Dette kan vel ved første Øiekast synes en haard Forholdsregel, men ved nærmere Betragtning vil det vise sig ikke at være det, og i ethvert Fald anseer jeg slige Foranstaltninger for nødvendige. Man maa gaae ud fra, at de, der ville have deres By betragtet og benyttet som et Badested og nyde de Fordele, som dermed følge, ogsaa maae finde sig i overfor det Almene at underkaste sig de Regler, som i saa Henseende maa træffes, og de deraf følgende Pligter kunne ikke tilsidesættes. Ville Eierne imidlertid ikke dette, maae de finde sig i, at det forbydes dem at leie ud. Ligesom det Offentlige til Leieren maa kunne sige: "Vil Du ligge ved et Badested, maa Du finde Dig i at have de og de Udgifter til en hensigtsmæssig Bolig," saaledes maa det Offentlige ogsaa kunne sige til Grundeieren: "Vil Du leie Din Bolig ud, skal Du have den indrettet paa den og den Maade."

Man kan naturligviis ikke forhindre Folk fra at udsætte sig for Forkjølelse, men kan og bør forhindre, at de flytte ind i uhensigtsmæssige Boliger og der sammenpakke sig saaledes, at der opstaaer Fare baade for dem selv og Andre. Der kan selvfølgelig Intet være til Hinder for, at Fiskerne fremtidig ved Siden af deres Egenskab som Værter drive Fiskeri, forudsat at de iagttage de fornødne Reenlighedshensyn, men da det er en bekjendt Sag, at Fiskeriet paa Strækningen fra Kjøbenhavn til Helsingør kun giver et meget ringe Udbytte, idet de fleste af Fiskerne ere Fiskehandlere, der kjøbe, navnlig ved deres Hustruer, Fisk i Kjøbenhavn og forhandle den paa Landet, troer jeg ikke, at det vil volde dem nogen sær Bekymring i den egentlige Badesaison ganske eller tildeels at opgive det egentlige Fiskeri og selv overtage den Handel med Fisk, som nu drives af deres Koner og Døttre, hvilket jo i sig selv vilde være naturligere.

Saavidt jeg veed, er der ved Badestederne i Tydskland, hvortil der jo aarlig i nogle Maaneder finder en særdeles stor Tilstrømning af Mennesker Sted, en meget streng Control med Hensyn til Alt, hvad der vedrører Sundhedsvæsenet, idet Stedets Politiøvrighed ikke blot har at eftersee de Leiligheder, der anmeldes til Udleie, og bestemme, hvor mange Gjæster, der maa optages i hvert Værelse, men tillige har at paasee, at Alt, hvad der henhører til den offentlige Reenlighed, overholdes, foruden en Mængde andre Ting, sigtende til at forhindre Udbrud af farlige Sygdomme og Epidemier. Hos os er der, om end vore Badesteder ere af en anden Natur end de tydske Badekuranstalter, den meest ubundne Frihed til at indrette sig, som man vil; der er vel eller burde ialfald være i hvert Sogn Sundhedsvedtægter, men deels er det ifølge Lovgivningen ingen Forpligtelse at have Sundhedsvedtægter og deels slaae de ikke til for vore Badesteder; de kunne i Almindelighed være tilstrækkelige under almindelige Forhold paa Landet, hvorfor de ogsaa med faa Forandringer lyde temmelig eens, men hvor Forholdene udvikle sig extraordinairt, navnlig saaledes, at disse komme Kjøbstadsforhold nær, blive de i flere Henseender mangelfulde, og hele Strandveien i Birket kan jo næsten betragtes som en Forstad til Kjøbenhavn.

At indføre en lignende kontrollerende Myndighed ved vore Badesteder, som finder Sted i Tydskland, baade med Hensyn til Boliger og med Hensyn til Alt, hvad der vedrører Sundhedsvæsenet i det Hele, vilde vistnok være i høi Grad ønskeligt. Her er ikke Stedet til nærmere at gaae ind paa en Specifikation af de enkelte Forretninger, der burde henlægges under en slig Control, men denne burde i alt Fald have Myndighed til at forbyde Brug af Huse og Boliger, der ikke frembyde tilfredsstillende Betingelser, ubetinget paabyde Anskaffelse af godt Drikkevand, Ophør af visse Kreaturhold samt Indførelse af et ordnet Cloaksystem og Renovationsvæsen og Forbud mod Alt, hvad der fra Beboernes Side kan give Anledning til Vandets Forurenelse, hvori der bades. Det var vel i sig selv det Rimeligste, at en saadan Myndighed overdroges Politimyndigheden; men saadanne som Forholdene nu ere, har i Almindelighed denne Øvrighed saa meget Andet at tage vare, at der neppe vilde kunne levnes ham Tid dertil, og der mangler desuden Hjemmel i Lovgivningen til at overdrage ham en saadan Myndighed, hvorfor Lovgivningsmagten i saa Fald maatte træde til. Skjøndt jeg anseer det for mindre heldigt, at en saadan controllerende Myndighed overdrages de communale Autoriteter, fordi modstridende Interesser let ville gjøre sig gjældende, kunde der dog med en god Villie fra Sogneraadenes Side udrettes ikke saa Lidt i denne Henseende, navnlig ved at udarbeide Tillæg til Sundhedsvedtægterne for de paagjældende Sogne, som angaae de berørte Forhold, og derefter søge at faae dem approberede af Justitsministeriet.

Den Iver, som nogle Sogneraad med Politiets Hjælp have udviist under Epidemien for at afværge dens videre Udbredelse, kan maaskee være en Borgen for, at de med lige Iver ville gaae ind paa de her paapegede Foranstaltninger. Men disse ville selvfølgelig udkræve baade Tid og Penge. Imidlertid tvivler jeg ikke om, at meget med en god Villie allerede kunde iværksættes inden næste Badesaison, og hvad Pengene angaace vilde Sogneraadene vistnok med Lethed kunne komme ud over denne Vanskelighed, navnlig forsaavidt Udgifterne kun foreløbig skulle udredes af Sognecommunernes Kasse.

At der ved Gjennemførelsen af de ovennævnte Foranstaltninger skulde kunne resultere noget Tab for de nævnte 3 Kystcommuner, Gjentofte, Lyngby og Søllerød, kan aldeles ikke antages; thi eftersom der reiser sig flere hensigtsmæssige Boliger og de hygieiniske Foranstaltninger blive bedre, vil ogsaa Badestederne blive mere og mere besøgte og derved ogsaa Skatteevnen større. Men at Noget skulde kunne opnaaes ved frivillig Overeenskomst fra de faste Beboeres Side, tør næppe ventes.

Omstændighederne have viist, hvor uforberedt man har været til at møde en Epidemi som den omhandlede; skulde Ulykken atter indtræde, saa lad der dog ialtfald være gjort, hvad der kan gjøres.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. juni 1881, 2. udgave)

Om Landliggen. Hr. Redacteur! De Udtalelser, som ere fremkomne fra Birkedommer, Cancelliraad Schow og fra en senere Indsender, L. S. i "Berlingske Tidende", have givet Anledning til megen Discussion herude ved stranden, ikke mindst blandt den fast bosatte Deel af Befolkningen, som i de senere Aaringer har havt en regelmæssig aarlig Indtægt af at leie Værelser ud til Landliggere fra Hovedstaden. Man indrømmer, at der kan gjøres ikke saa Lidt for bedre Sundhedsvilkaar i Fisterleierne langs Kysten, at der bl. A. bør sørges for godt Drikkevand, et ordnet Kloaksystem og Renovationsvæsen og Forbud mod at kaste snavs i Søen i Sommertiden, samt endelig at enkelte Huse eller rettere Rønner trænge stærkt til Eftersyn; men videre vil man nødig gaae i sine Indrømmelser, thi Eierne af de mindre Hilse holde paa, at en Control med deres Værelser, som tilbydes til Sommerbrug, eller med det Antal Personer, der optages i samme, vilde være en høist ubillig og trykkende Foranstaltning, saa meget mere, som Folk i Kjøbenhavn kunne vælge deres Leiligheder, som de ville og boe saa Mange sammen, som de finde for godt (?) uden Indblandtng fra det Offentliges Tide. De finde, at Hr. Birkedommer Schow har givet et for mørkt Billede af disse Værelser med lavt hængende Lofter, tynde og utætte Vægge, løse Gulvbrædder og Fugtighed overalt; de finde navnlig, at deres Huse, der jo ogsaa beboes om Vinteren, ere nok saa gode, som de "Villaer," der ere byggede med det særlige Formaal for Øie kun at leies ud om Sommeren. Det er en Selvfølge, mene de mindre Huuseiere, at naar de af en eller anden Comission blive tvungne til at gjøre betydelige Forbedringer ved deres Huse "eller i modsat Fald til at give Afkald paa at leie dem ud, ville Sommerleilighederne blive dyrere, og en betydelig Deel af Kjøbenhavns velstillede Middelstand, hvis Medlemmer som Haandværkere og Handlende maaskee ofte boe paa de mindre sunde Krog af Byen, og som nu paa en billig Maade i Sommertiden kunne faae en let Adgang til den friske Luft, til Skoven og Søen, vilde isaafald blive tvungne til at opgive denne Nydelse, hvortil de trænge fuldt saa meget, som Størsteparten af dem for hvem større eller mindre Udgifter ikke spille nogen synderlig Rolle.

Man vil kunne finde dette Raisonnement naturligt fra Eiernes Side, der søge at værne om deres egne Interesser, men Spørgsmaalet er, om disse Interesser virkelig og i Længden beskyttes bedst paa den Maade, at man med Hensyn til Boligerne overlader Alt til den Enkeltes Forgodtbefindende og det private Initiativ. Den iaar herskende Epidemi synes, hvor ringe dens Udstrækning end har været, at indeholde Beviis for det Modsatte. Sagen er den, at den indfødte Befolkning kun meget utydelig gjør sig Rede for, at Stedet ikke paa eengang kan vedblive at være Fiskerleie med al dettes naturlige Frihed og Oprindelighed, og tillige et af Tusinder søgt Badested med Sommerboliger, og at altsom hver til Bebyggelse skikket Plads bliver optagen, og Husene opføres tæt ved Siden af hverandre, det oprindelige Fiskerleie umærkelig maa omdannes og som Følge deraf maa underkaste sig de Forholdsregler, der ere nødvendige, naar mange Mennesker boe tæt sammen. Efter den Udvikling, Landliggeriet har taget i det sidste Aarti, synes det at kunne forudsees, at Strandveien om ti eller tyve Aar snarere vil ligne et (vel ikke tæt bygget) Fortsættelse af Østerbrogade, der strækker sig heelt ud til Vedbæk, end enkelte Landsbyer og Fiskerleier. De Regler, der kunne gjælde for spredt liggende Huse paa Landet, kunne isaafald ikke længer finde Anvendelse, og det forekommer mig at være rigtigere og mere svarende til de faste Beboeres Interesse inde og frivillig at imødekomme disse Fordringer, end saa længe som muligt at modsætte sig dem. Ville de have Fordelene af Landliggeriet, maae de ogsaa finde sig i de dermed følgende formeentlige Ulemper.

Noget anderledes forholder det sig med Hr. Birkedommer Schows Forslag om, at Fiskerne i Sommertiden skulle opgive deres sædvanlige Beskjæftigelse for at være Værter eller Fiskeprangere. Som Grund for dette Forslag anføres, at Sommerfiskeriet er saa ringe, at det uden at forvolde Tab kunde opgives. Hertil maa bemærkes, at Fiskerne endeel af Sommeren have en ikke ubetydelig Indtægt af Reiefiskeriet, ligesom der ogsaa herfra lidt paa denne Tid drives heldigt Fiskeri ved Stevns, Falsterbo og andre Steder; men selv om Fiskeriet i Sommertiden gav nok saa ringe en Indtægt, vilde den Fordeel, Sommerbeboerne i sanitair Henseende kunde have af, at det ophørte under deres Ophold, ganske sikkert ikke veie op mod den Uorden, der vilde komme ind i Fiskerbefolkningens Liv, ved at den, skjøndt Søen havde Noget at byde, udelukkende helligede sig Prangervæsenet eller sin Stilling som Huussvært.

Skovshoved, den 2den August.

Deres ærbødige IX

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. august 1881. 2 udgave).

Fotograf Niels Christian Hansen (1834-1922): Vilhelm Christian Sigurd Topsøe (1840-1881). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En af årsagerne til at difteritis fik så stor opmærksomhed, var måske at et af de første ofre (11. juli 1881) var den i "højere kredse" bekendte redaktør Vilhelm Christian Sigurd Topsøe (1840-1881) som var tilknyttet Højre-avisen Dagbladet. Han fik et imponerede gravsted på Assistens Kirkegård.

Vilhelm Fleron dømt. (Efterskrift til Politivennen)

Overtrædelse af Straffelovens § 82 om Fornærmelser mod fremmede, i Venskab med Kongen, staaende Magter. I Anledning af en i Bladet "Herolden"s Dagsnumer 21 for 15de Marts d. A. indrykket anonym Artikel, overskreven "Keiserdrabet", blev Arrestanten Vilhelm Ludvig Fleron, paa Andragende af de keiserlige russiske og tydske Regjeringer, gjennem deres derværende Gesandtskaber givne Ordrer, sat under Tiltalte for Overtrædelse af ovennævnte Lovbud. Under Sagen har Arrestanten erkjendt, at det bemeldte Blad paatrykie Navn W. Fleron betegner ham og forøvrigt opgivet sig som Artiklens Forfatter. I denne Artikel meddeles Efterretning om det 2de Dage forud forøvede Mord paa Keiser Alepander den 2den af Rusland. Artiklen omtaler bl. A. dette Mord som "en Seir for Revolutionen, der vil medvirke til alle undertrykte Folks Befrielse", samt at "det endelig er lykkedes Folkehævnen at knuse en af Menneskehedens Tyranner," at den russiske Keiser er befordret ud af Verden ved et dristigt og vellykket Attentat, "at dette Mord kun er en Begyndelse til en Række Heltegjerninger, der vil medvirke til alle undertrykte Folks Befrielse," en Seir for Revolutionen, en retfærdig Opreisning for alle Frihedskjæmper, der have ofret Liv og Frihed i Kampen. Der fremsættes endvidere i Artiklen, hvis Tendents er at søge at retfærdiggjøre Mordet og de tidligere forøvede Attentater paa Kejserens Liv, lastende og forhaanede Udtalelser om Keiseren. Forsaavidt Arrestanten endvidere var tiltalt for at have gjort sig skyldig i at have i et Locale her i Staden afholdt et saakaldet Arbeidermøde, hvor han under Discussionen om Gjenoprettelse af Arbeiderpartiet havde udtalt sig om, at en politisk Organisation med et Program, der tillod Anvendelsen af ethvert Middel for at udføre den socialistiske Samfundsorden, burde skaffes tilveie, fandtes der imidlertid ikke at kunne tillægges Tiltalte noget Strafansvar. Ved Criminalrettens Dom blev Tiltalte anseet efter Straffelovens § 82 sidste Stykke med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. juni 1881, 2. udgave).

En større sag blev rejst mod den ansvarshavende redaktør på Herolden, Jens Jørgensen (1856-?). Se Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. august 1881. Han blev dømt til 1 års forbedringshus efter straffelovens § 85, 2. stykke, jfr. § 46. Desuden blev nogle numre af bladet konfiskeret. Endvidere blev han dømt til 3 måneders simpelt fængsel for en artikel i bladet nr. 62.