Retssag om udført Gas- og Vandmesterarbeide. (Efterskrift til Politivennen)

Under en ved Kjøbenhavns Gjældscommission anlagt Sag havde Citanten H. søgt Indstævnte I. til for Arbeide udført paa hans Eiendom overeensstemmende med Vandvæsenets Anviisning at betale 42 Kr. med Renter heraf 5 pCt. aarlig fra Klagens Dato den 24de April f. A., indtil Betaling skeer, og Sagens Omkostninger skadesløst.

Indstævnte havde derimod paastaaet sig frifunden for Citantens Tiltale med Tillæg af Sagens Omkostninger. Indstævnte havde vel ikke benægtet, at Citanten havde udført det omhandlede Arbeide, eller at der herfor tilkom Citanten det anførte Betaling, men han havde paastaaet, at Arbeidet ikke var udført for ham eller efter hans Anmodning, og at det derfor ikke paahvilede ham at betale det, og han havde navnlig i saa Henseende gjort gjældende, at han havde afsluttet en Contract med Blikkenslagermester R. om Udførelsen af alt Gas- og Vandmesterarbeide i den ham tilhørende Eiendom, og at bemeldte R. ogsaa ligeoverfor ham havde erkjendt at være pligtig til at afholde Udgifterne ved den efter Citantens Paastand af ham foretagne Reparation, og Citanten formeentes maatte tage den ham muligviis tilkommende hos oftnævnte R.

Citanten havde imidlertid anført, at han som avtoriseret Vandmester ligeoverfor Kjøbenhavns Vandvæsen havde forpligtet sig til, saaasnart der kommer Melding om Mangler ved Vandrør, da strax at besørge Manglerne afhjulpne uden at anstille Undersøgelse om, hvad der skal betale Udgifterne, og om den Paagjældende kan betale, og at han derfor, da der kom Bud til ham om at afhjælpe en Utæthed i Vandledningen ved den Indstævnte tilhørende Eiendom, ikke erkyndigede sig om hvem der sendte det Bud, men skyndte sig med at afhjælpe Manglen, forat ikke større Skade skulde skee; han antog imidlertid, at Budet kom fra Indstævnte og han havde benægtet, at det kom fra Blikkenslager R. Men uden Hensyn til hvem, der havde sendt Bud til Citanten, formente Indstævnte at maatte betale Beløbet, idet Indstævnte havde den Pligt, saa snart en Mangel af den omhandlede Beskaffenhed var kommet til hans Kundskab, da øieblikkelig at lade den afhjælpe af autoriseret Vandmester, og han formenes derfor at maatte betale det til hans Eiendoms Bevaring udført Arbeide, hvad enten det var udført paa Foranledning af ham selv eller en Anden eller af Blikkenslager R idet nemlig denne, der ikke selv var autoriseret Vandmester, maatte af Citanten betragtes som Indstævntes Bud.

Da det nu ikke var godtgjort, at Citanten havde udført det omhandlede Arbeide for Blikkenslager R.s Regning efter hans Anmodning, og da det fandtes at følge af Bestemmelserne i Lov af 30te November 1857 § 6 2det Punctum, at Indstævnte som Eier af den paagjældende Eiendom maatte være Pligtig til at afholde den Udgift, som Afhjælpning af den omhandlede Mangel ved Vandledningen havde medført, blev Indstævnte dømt i Overeensstemmelse med den af Citanten nedlagte Paastand, saaledes at Sagens Omkostninger bestemtes til 10 Kr. 52 Øre.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  2. august 1881).

Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Ved De hvor Vestre Kirkegård ligger? - Ikke, ja, det vidste jeg indtil for kort tid siden heller ikke. Når De går ud ad Sorte Hest til (Vesterbro) kommer De til Enghavevej på venstre hånd, når man da bliver ved en halv times tid at gå videre langs Kalvebod Strand, sér De en vejviser til ovennævnte uhyggelige hvileplads for de døde. Ved indgangen findes en tavle med de almindelige regler for ordenens overholdelse og angående pladsens åbning og lukning. Sidstnævnte bestemmelser må være fremtiden forbeholdt, for nu kan man uden at generes af nogen indhegning køre, ride og gå hvor man lyster, for adgangen er åben til alle sider. Man taler om at ligge i åben begravelse, det kan man med rette kalde det her. 

Trækorsene overalt vidner om, at denne er de fattiges kirkegård. Grave uden nogen som helst prydelse er meget almindelige til trods for, at kirkegården er 10 år gammel. Det såkaldte kapel er et træskur, der egnede sig bedre for en brændehandler. Hertil kommer at afstanden fra byen er så stor, at man yderst vanskelig kan holde sit gravsted vedlige. Der går ingen sporvogn derud, og en droske er dyr. 

Som modsætning til ovennævnte uhyggelige sted, hvor de fattige blive satte ned i en fællesgrav, kiste ved siden af kiste i lange rækker, som først blive kastede til, når rækken er fuld, vil jeg nævne den af Frederiksberg Kommune anlagte ny kirkegård ved Fasanvejen (ud ad Roskildevej mellem Frederiksberg Have og Valby). Gjorde Vestre Kirkegård et uhyggelig og uskønt Indtryk på dem, der for at spare nogle få Kroner, eller i uvidenhed om de stedlige forhold, lægger deres slægtninge derud, for ikke at tale om slægt og venner, der foretager denne rejse for at følge deres nærmeste til jorden, - ja for dem vil det være velgørende at tage ud til Fasanvejen hvor alt vidner om orden og skønhedssans.

B-r.

(Social-Demokraten 26. juli 1881.)

Kirkegården på Frederiksberg er Solbjerg Kirkegård, der var blevet anlagt i 1865, altså 5 år før Vestre Kirkegård. Kirkegården er under omdannelse til park, og hedder nu Solbjerg Parkkirkegård.

Elisabeth Jerichau Baumann (1819-1881). (Efterskrift til Politivennen)

Elisabeth Jerichau Baumann. Den danske Kunstner i Mandags som meddelt ved Telegram lidt et stort Tab, idet Fru Elisabeth Jerichau-Bauman efter kun faa Dages Sygdom er afgaaet ved Døden. Det er ikke mere end nogle saa Uger siden, at hun med sin sædvanlige Livlighed, sin varme Begeistring for Kunsten og sin sprudlende Aandfuldhed tog Del i Kunstnermødet i Gøteborg. Ved Festmiddagen i Børslokalet henrev hun Alle ved sin ildfulde og fængslende Umiddelbarhed, hvormed hun tog Ordet i en Forsamling af fem Hundrede Mennesker man flokkedes om hende for at faa et Glimt af den høitbegavede Kunstnerinde at se, og da hun med sine yngre Kolleger dampede fra Gøteborg ad Hjemmet til, var hun utrættelig i at færdes mellem de Unge. Øinene funklede, naar hun hørte de italienske Sange, som lød til Guitarens Toner paa Dækket, hun mindedes de herlige Timer under Sydens varme Himmel, hun jublede, klappede i Hænderne og var ikke den, der gav det mindste Bidrag til Bedste ved en lille Efterfest paa Dampskibet oven paa de glade Dage i Gøteborg. Saa blev da tilsidst, efter at Fyrværkeriet var afbrændt, hendes Skaal drukket af den livsglade Kunstnerskare, og En for En gik man i Række hen til Kunstnerinden for at klinke med hende. Del var vistnok den sidste Hædersbevisning, som blev hende til Del i levende Live; det var Kunstnerne, der ydede hende den, og derfor have vi omtalt den her. Livsglad, munter og rask steg hun i Land ved Toldboden, skrev endog efter sin Hjemkomst paa sin elskværdige Maade en aandfuld Artikel om Kunstnermødet i Gøteborg, og saa blev hun for henved en Uges Tid siden angreben af en Lungeinfektion, Sygdommen antog en stedse mere og mere farlig Karakter, og i Mandags Morges Kl. 4 drog hun sit sidste Suk.

Danmark var ikke det Land, hvori Elisabeth Marie Anna Baumanns Vugge stod, og dog, hvor høit elskede hun ikke dette sit andet Fædreland! Det har hun vist saa vel i Gjerning som i Ord og Farver. Hendes Fader var enepriviligeret Kortfabrikør i Barshov, var fra Prenzlau i det prøisiske Pommern; Moderen var en Danzigerinde. Ved Weichselen tæt uden for Barshov eiede Forældrene et lille Landsted, og her blev Datteren født den 27de November 1819. Sine første Aar tilbragte hun i Hjemmet hos en Tante i Danzig, og med hvert Aar, der gik, følte hendes opvakte, urolige Aand Lyst til at skabe, til at virke i det Skiønnes Tjeneste. At der var usædvanlige Anlæg hos den unge Pige, behøvedes der kun et saare svagt Blik til at se. Der var store, ualmindelig rige Evner til Stede; de fordrede kun fornuftig Røgt og Pleie for at kunne sætte de skjønneste Blomster. Hun drog til Berlin og søgte der sin Lykke som vordende Kunstnerinde, men i Spree-Staden syntes man fuldstændig at savne Blikket for, hvad der boede i den unge Kunstnersjæl. Mismodig forlod hun Prøisens Hovedstad, men ikke modløs; der skulde mere til at knække hendes uhyre Energi, som var baseret paa den inderligste Overbevisning om, at der i hende boede et fandt Kunstneremne. Saa gik hun til Düsseldorf. Direktøren, Professor Schadow, var en Mand, der havde et mere omfattende Kunstnerblik end Kollegerne i Berlin; han tog sig af hende, vejledede hende paa Kunstens første Trin, og efter at hun fra Schadow var gaaet over til den fremragende Portrætmaler, Prof. Sohn, i hvis Atelier hun arbejdede i længere Tid, fik hun endelig Publikum til at interessere sig for hende ved nogle Fremstillinger af det polske Folkeliv, med hvilket hun fra Barndommens Dage var saa fortrolig. Men skiønt Opholdet i den tydske Kunstnerby havde været saa heldigt og frugtbringende for hende følte hun dog, at hun, hvis hendes Vinger ret skulde udfolde sig, maatte Syd paa. ned til det solrige Italien, for at studere Folkelivet under den blaa, skyfri Himmel.

Og saa gik Reisen til Rom. Ene drog hun afsted i Aaret i 1845, og det var som om Italiens Jordbund modnede hende til Kustnerinde. Med sin livlige Natur færdedes hun tidlig og silde blandt de forskjellige Nationers Kunstnere, der gjæstede Verdensstaden, og her var det da, at hun mødte den unge danske Billedhugger Jens Adolf Jerichau. Som det saa ofte gaar, var det her Modsætningerne, der følte sig tiltrukne af hinanden. Han fandt Behag i hendes frimodige, ubændig livsglade Natur og hendes Hjerte fandt Glæde ved hans blide, elskelige Kunstnersjæl. Kort sagt, det er den gamle, evigunge Historie; de eskede hinanden, blev forlovede og gifte den 19de Februar 1846. Med sin Ægtefælle drog hun da samme Sommer til Danmark, og det var første Gang, hun satte Foden paa den Jord, som fra det Øieblik af skulde blive hendes andet Fædreland. Fru Jerichau Baumann, som hun fra nu af kaldte sig udstillede første Gang i 1849 sine Billeder paa Charlottenborg Udstillingen. Man studsede og stod forbavset over for disse Malerier. Det var noget Nyt, man saa her; denne varme, glødende Kolorit, denne Dristighed i Tegning og Farver var man ikke vant til; vel havde mangen En Øie for, at her maatte være en stor Kunstnerinde skjult, men alligevel var det Hele Nationen alt for fremmed, og der blev i Begyndelsen rynket stærkt paa Næsen ad denne Produktion. Omslaget lod imidlertid ikke længe vente paa sig. Med sit geniale Blik for, hvad Publikum vilde have, malede hun i 1851 sin "Danmark". Hvem husker ikke dette Billede, som er blevet til en fastslaaet Type for vort Fædrelands Natur? En skiøn, rankbygget Kvindeskikkelse med blonde Lokker og et gyldent Diadem over den ædle Profil, staar midt i den bugnende Sædemark med Sværdet i den ene Haand og det danske Banner hvilende paa Skuldere. Det var en ædel en aandfuld Personifikation af Danmark; over for det maatte Kritiken tie, thi Publikums enstemmige Dom havde stemplet hende som en stor Kunstnerinde, og det var hun ogsaa fra det Øieblik af. Og hvordan hun havde forslaget at tilegne sig den danske Natur, hvordan hendes Blik i en Fart havde aabnet sig for alle dens Ejendommeligheder, det viste hun Aaret efter, da hun udstillede sit store Billede "Bønderbørn paa Marken, legende med Faar".

Stadig var hun paa Farten. Det ene Aar gik Reisen til Italien og Tydskland, det andet til Frankrig og England; over Alt hvor hun kom frem, blev hun hilset som en stor og betydningsfuld Kunstnerinde. Penselen hvilede aldrig, Farverne paa Paletten fik næppe Tid til at blive tørre. Med en Produktivitet uden Lige og en exempelløs Flid henkastede hun det ene Billede paa Lærredet efter det andet; snart var det et Portræt - f. Ex. det aandfulde Billede af hendes Mand, som hun forærede H. C. Andersen, der efter sin Død testamenterede det til den historiske Portrætsamling paa Rosenborg - snart et større Genrebillede - f. Ex. "En saaret dansk Kriger" eller "H. C. Andersen læsende for et sygt Barn", af hvilke det første nu pryder Billedgalleriet paa Kristiansborg - snart mindre Folkelivsbilleder fra Polen og Italien. Orienten med sit brogede, maleriste og saa mysteriøse Liv maatte særlig tiltrække en Natur som hendes Reisen gik til Konstantinopel, hvor Haremets vel tillaasede og strængt bevogtede Porte aabnedes for hende; paa nært Hold kunde hun studere Odaliskernes Liv, og hvad hun saa, gjengav hun først i Farver, senere i Ord, thi hun følte en let forstaaelig Trang til at meddele for en videre Kreds alt det, hun paa sine eventyrlige Reiser havde set og oplevet, og hun førte Pennen med næsten samme Lelhed som Penselen. Ogsaa til Ægypten valfartede hun, gjæstede Templerne ved Theben og Kongegravene ved Bulak, havde ualbrudt Skitsebogen i sin Haand og fortalte senere paa Lærredet mangt et malerist og interessant Optrin, til hvilket hun havde været Vidne.

Den 21de Juni 1861 naaede hun endelig den Ære at blive Medlem af vort Kunstakademi; vi ere jo altid lidt langsomme til at skatte det Nye og det, der kommer til os fra Ydreverdenen i en noget anden Skikkelse end den, vi en Gang har fastslaaet som den eneste rette og sande. Hvor høit man derfor end satte hende her hjemme som Kunstnerinde, havde hun dog sin største Berømmelse i Udlandet, og der færdedes hun derfor ogsaa uafbrudt, der havde hun det største Marked for sine Billeder. Aarene synes ikke at tage paa hende; tvertimod, hun var i Besiddelse af en sjælden Perfektibilitet. Vel var der et Øieblik, hvor Modet og Kræfterne syntes at skulle svigte hende; det var da hendes talentfulde Søn Harald for faa Aar siden pludselig blev bortkaldt af Døden. Men hendes Energi vaagnede atter: i et rørende lille Skrift satte hun den elskede Søn et Minde, som kun Moderen kan sætte det over sit Barn, og saa søgte og fandt hun Trøst ved Arbejdet. Paa hvert Aars Udstilling gav hun Møde med nye, livsfriske og frodige Arbejder - man husker blot exempelvis fra Udstillingen i Fjor det kæmpemæssige Billede med de italienske Fiskere, som efter endt Fangst sejler hjem - , hun malede en Række ypperlige Billeder fra Italien og Orienten og havde netop i disse lagt den sidste Haand paa et stort Billede af Dronningen, som hun eller Bestilling skulde udføre til det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg. Saa kom Døden og lagde sin kolde Haand paa hendes Hjerte, og hun gik bort, medens hun endnu var stor i sin Kunst, idet hun havde overlevet sig selv og sin Tid. Hendes Studie i Rom staar nu tomt; der er stille og øde i disse paa orientalsk Vis smykkede Rom, hvor Roms første Adel og mægtigste Kardinaler kom for at hilse paa den store Kunstnerinde, og længe vil det desværre vare, før denne Bolig atter beboes af en Kunstner, der har bragt Danmarks Navn saa vidt over Land, som Elisabeth Jerichau-Baumann.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 19. juli 1881).

Foto fra Nationaltidende, 26. november 1919, 2. udgave.

Elisabeth Jerichau Baumann: Billedhuggeren Jens Adolf Jerichau, kunstnerens ægtefælle (1846) Statens Museum for Kunst. Public Domain.

Elisabeth Jerichau Baumann: En såret dansk kriger (1865) Statens Museum for Kunst. Public Domain. Billedet står i kontrast til hendes berømte "Moder Danmark" som blev malet efter Krigen 1848-1851 og er betydelig mere krigerisk.

Hun blev endvidere omtalt i Nationaltidende, 26. november 1919, 2. udgave og og Ribe Stifts-Tidende, 8. maj 1934.

Elisabeth Jerichaus gravsted på Solbjerg (Park) Kirkegård på Frederiksberg. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fra Cigarfabrikerne. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Hr. Carlsens Cigarfabrik i Adelgade fungerer der en Cigararbejder C. Dinesen som Mester. Denne Mand er alt andet end human; maaske Grunden dertil er, at der er et gammelt Ordsprog han har indprentet i sin Hukommelse, og som han har vanskeligt ved at faa ud af Hovedet igen, nemlig, at som Herren saa og Tjeneren; ti hans Herre, Carlsen, generer sig slet ikke for at titulere sine Arbejdere som Svin, Laban, Sjover etc. I det Hele taget er han raa og brutal i sin Opførsel. Hvad vi særlig her vil anke over er, at ovennævnte Dinesen søger at skade og fortrædige sine Kolleger, saa at de derved lider et ikke saa ringe pekuniært Tab ved det forud slet lønnede Arbejde, og foruden dette tillige at have en Del Skyld i, at Arbejdets bliver gjort fyrige.

At Hr Dinesen vil have, at Arbejderne skal arbejde økonomisk med Fabrikantens Tobakker, kan vi være enige med ham i, men naar det drives saa vidt, for at berige Fabrikanten, at Arbejderne derved lider et Tab paa 2 a 3 Kr. pr. Uge af en Løn, der forud ikke overstiger 12 Kr. ugenl., da kan vi ikke andet end tilraade Arbejderne, at de selv sætter en Stopper for en saadan Herres Vilkaarlighed. At D. herved søger at slaa sig op paa sine Kollegers Bekostning er tænkeligt, da D.s Fortid hos Hr. Carlsen ikke tyder paa at være den bedste, eftersom Hr. D. for en Tid siden blev af Hr. C. jaget bort, begrundet paa Drik (hvad Hr. C. selv har forklaret), saa at det vel sagtens er vanskeligt for ham at faa Arbejde paa andre Steder, saa maa vi højlig misbillige hans usle Midler her for at holde sig.

Til Slutning skal vi saavel til Hr. Carlsen, som til Hr. Dinesen, bemærke, at det dog kunde være muligt at Arbejderne gjorde omkring og lod dem vide, at de ikke var til for de to Herrers Skyld; maaske Hr. C. saa kunde faa Øjnene op for Hr. D.s Bjørnetjenester.

(Social-Demokraten 7. juli 1881)

Da Ligbrænding var ulovlig. (Efterskrift til Politivennen).

Et ligbrændingssystem var blevet indført i Gotha (Tyskland) i 1874, i Schweiz i 1875, i Washington 1876, Rom (1880). I Danmark kom ligbrænding for alvor på tale efter at Foreningen for Ligbrænding blev stiftet den 24 . marts 1881. Se fx Social-Demokraten 6. april 1881. Blandt initiativtagerne var overlæge dr. med. Ferdinand Emanuel Levison (1843-1907) og juraprofessor Carl Goos (1835-1917). Sidstnævnte blev den første formand for foreningen. Det var dog førstnævnte som i eftertiden kom til at stå som foregangsmand. I Morgenbladet, 4., 5. og 6. februar 1880 havde han en artikel på forsiden "Et indlæg i diskussionen om lærefriheden og demokratiet". Som blev besvaret af den angrebne part, J. Paludan 16. februar 1880, og igen af Levison den 21. februar 1880. Men også ligbrænding optog ham:

"Ligbrænding etter Begravelse?"

Under denne titel er der på P. G. Philipsen's Forlag af dr. med. Levison udgivet et lille skrift efter et foredrag, holdt i Selskabet for Sundhedsplejen. Forfatteren giver først en kort oversigt over de forskellige måder at behandle ligene på i de forskellige lande og tidsaldere: Balsamering, udkastning af ligene i floderne, de dødes lufttørring på stilladser eller i træer, opbrænding, begravelse osv., derefter følger der en indgående og med talrige eksempler oplyst undersøgelse om de store hygiejniske ulemper ved bisættelse i kirker og begravelse på kirkegårde, ved hvilken lejlighed der gøres opmærksom på det illusoriske i beskyttelsen ved metalkister og murede gravhvælvinger. Dernæst gør forf. rede for de to former af opløsning af lig: Formuldningen, eller den hurtige opløsning, og forrådnelsen, eller den langsomme opløsning, med henvisning til den hyppige adipociredannelse (ligenes omdannelse til et fedtagtigt stof, som kan bevares i næsten ubegrænset tid og altid udsender en forrådnelsesagtig lugt) på Assistenskirkegård. Angående kirkegårdens indflydelse på drikkevandet henvises der til de derom foretagne undersøgelser af Colding og Thomsen, Knudsen og Fleury. Ligeledes henvises der til stadslægens skrivelse til Magistraten af 19. febr. 1877 om de hygiejniske følger af kirkegårdens benyttelse, en indstilling, der slutter på følgende måde: "Jeg skønner således ikke rettere, end at en stor kirkegård pp ca. 46 tønder land, der årlig modtager ca. 2000 lig, ikke er uden fare for omgivelserne, og at de samme betingelser, der i sin tid fremkaldte kgl. resolution af 13. april 1851, der forbyder begravelse på kirkegårde indenfor byens volde, inden en ikke lang årrække også ville være tilstede for Assistenskirkegård, såfremt bebyggelsen af de tilgrænsende arealer fortsættes i samme grad som i de senere år." Som palliativmiddel tilråder stadslægen dernæst snarest muligt at indtage Ny vestre Kirkegård (ved Valby) til begravelsesplads for derved at fremskynde Assistenskirkegårdens lukning 80 år efter, at Ny vestre Kirkegård er taget fuldstændig i brug. I det følgende påvises ved eksempler fra sygdomsstatistiken, at gader og boliger, der ligger i nærheden af kirkegårde, viste ugunstigere sanitære forhold end andre, i øvrigt ligestillede. Forfatteren kommer derfor til den slutning, at man bør forlade hele den nuværende begravelsesmåde for at gå over til ligbrændingen. Derefter beskrives den siemenske ligbrændingsovn, der er bragt i anvendelse i Gotha og flere steder, og i hvilken liget fortæres i løbet af 1-1½ time, uden at komme i berøring med noget brændselsmateriale, så at asken er aldeles ublandet. Til sidst søger forf. at imødegå de forskellige indvendinger, som er rejst mod ligbrænding fra et æstetisk, religiøst og retsmedicinsk standpunkt. Det lille skrift danner kort sagt et forholdsvis fyldigt indlæg i et spørgsmål, som for tiden står på dagsordenen. Fremstillingen fortjener at roses som klar og fordomsfri og støtter sig til videnskabelige undersøgelser og iagttagelser samt til udtalelser af kemikere, læger og andre fagmænd. Der bringes herved klarhed på mange punkter, bl. a. om visse palliativmidlers utilstrækkelighed til at neutralisere forrådnelsesprodukterne, og i det hele træde manglerne og farerne ved den nuværende ordning så klart frem, at vi ret må anbefale publikum at gøre sig bekendt med det lille skrift.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 1. juli 1881, 2. udgave).

Ferdinand Levison. Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 23. marts 1905.

I starten indskrænkede foreningen sit virke til oplysning. Man foranstaltede over sommeren 1881 forsøg med brænding af en kat og en 15 kilo hund i gasværkets ovne. Forbrændingen tog 2 timer og asken vejede under 1 kilo.