Hans Nielsen, Morgenbladet. (Efterskrift til Politivennen)

Hans Nielsen, Medarbejder ved nærværende Blad lige fra dets Stiftelse, er i Gaar efter et kort Sygeleje pludselig afgaaet ved Døden. Nielsen var bondefødt af velstaaende Forældre i Holbæk Amt, men forlod tidlig Landvæsenet for ad andre Veje at søge Anvendelse for en betydelig men urolig Begavelse. Han manuducerede en Tid til Seminaristexamen, underviste ved forskjellige Skoler og syslede samtidig med æsthetiske, landøkonomiske og politiske Spørgsmaal. Han havde tilegnet sig mange Kundskaber, men savnede Evne til ret at gjøre dem frugtbringende. En aldrig overvundet Ubehjælpsomhed i Formen og en dermed følgende Frygtsomhed for at betro sig til sin egen Evne hindrede ham i at gjøre sig gjældende og naa en Plads, der svarede til hans virkelige Værd. Foruden ved Morgenbladet har han arbejdet ved en Række Provinsblade dels som Referent, dels som Korrespondent navnlig paa politiske og landøkonomiske Omraader. Han var en brav, trofast og elskværdig Natur. Sine fejlslagne Forhaabninger skjulte han bag et ironisk Lune, som han dog lige saa lidt som sine øvrige Evner formaaede at overføre paa, hvad han skrev. Her var han tør, forretningsmæssig, paalidelig. Ved et omfattende Personalkjendskab og en trofast Hukommelse var han paa det politiske Omraade et levende Lexikon, som man sjælden spurgte forgjæves. Faa vare i samme Grad som han fortrolige med den politiske Bondebevægelses Historie lige fra Fyrrerne til nu. Han blev 40 Aar og døde ugift.

(Morgenbladet (København 3. november 1881).

Hans Nielsen,

Medarbejder ved "Morgenbladet".

Død den 2den Novbr 1881.

Kom, Kammerat; et Ord, før Touget slipper
Dig ned, hvor der blir ganske tyst og stille, -
kom, med din Gjerning, som var kun en lille,
med din retskafne Sjæl, som var saa stor,
med Lunet, som det tidt i Tungsind bor,
med din Foragt for Skinnet - og for Flipper

Et bramfrit Liv - en bramfri Død. De Klipper,
som ofte Stormænds Skib kom altfor nær,
dem klared nemt Du - men og hine Skær,
Misundelsens, hvorpaa de mindre strande.
Var rynket end af Skuffelser din Pande,
var end din Strid en Strid i Skyggen kun: lyst om din Mund
laa Ironiens vemodsvangre Smil,
hvoraf de sine Hjærter Guder danne.

Hint Smil, - hvor kjendte vi det fra de Dage,
da hedt og ungt vi taled og vi skrev;
Du sad ved Pulten bøjet - ladt tilbage
af den Phalanx, som Strømmen fremad drev;
naar da vi skrev, som var hvert Ord et Stød,
der kunde stampe Underværker frem,
saa smiled Du, mens halvhøjt, tørt der lød,
fra din fastdragne Mund et roligt : hm !

Saa kom den Tid, hvor hvert et Ord blev lagt
paa Vægten - og dog frugted lige meget,
hvor Tvivl og Splid Phalanxen havde bragt
til Hælvten ned, hvor Kindens Blus var bleget
og Øjet trættet af en evig Vægt.
Du sad ved Pulten i din gamle Frakke,
"foruden Flip - og dog en Gentleman",
og smiled klart og stille: Nu velan,
en Vogn kan stundom hælde paa en Bakke!

Hans Nielsen, Du var en blandt dem, der sætter
en arbejdsøvet Skulder til en Fading,
som ej forser sig paa de Stores Retter,
ej bliver hængende ved nogen Mading,
som, født hvor der er trangt og lavt til Lofte,
er Adelsmand i snæver Vadmelskofte,
som uden Memoirer, uden Breve,
der trænger til en Amputators Kniv,
forlader med et roligt Smil det Liv,
der - ak - saa tidt er vanskeligt at leve.

Holger Drachmann.

(Morgenbladet (København 6. november 1881).

"Morgenbladet' s Medstifter og stadige Medarbejder, Hans Nielsen, er død i Onsdags, den 2. November, efter et kort Sygeleje. Mange af vore Meningsfæller vil uden Tvivl mindes den mørkladne, jævnaldrende Mand med det milde, joviale Ansigt, som var en stadig Tilhører ved alle de større Møder, Partier har afholdt i Aarenes Løb. Ikke faa af os har kendt denne bramfri, elskværdige Personlighed, der, trods sin store Tilbageholdenhed og sit stille Væsen, vandt saa mange Venner, fordi man absolut maatte komme til at holde af denne Mand, der var bedst kendt under Benævnelsen "Morgenbladets Nielsen".

Naar Nielsen stadigt gav Møde i Arbejdernes Forsamlinger, var det ikke blot i hans Egenskab af Referent; han nærede virkelig Sympati for de arbejdende Klassers Kamp, og fulgte navnlig Kampen paa det faglige Omraade med levende Interesse. Der har ikke været en Strejke siden Arbejderbevægelsen rejstes her i Landet, uden at Nielsen har fulgt den med Opmærksomhed fra dens Udbrud til dens Afslutning. Blev en Strejke vunden, delte han Arbejdernes Glæde, ligesom han med dem beklagede de Tab, som en uheldig Strejke altid medfører for det paagældende Fag i særdeleshed og for Arbejderne i Almindelighed.

Men ogsaa vort Partis Deltagelse i Folketingsvalgene havde hans fulde Tilslutning, og da der skete Opfordring til at støtte Agitationen i 5te Kreds, var han blandt de Første til at yde sit Bidrag ligesom det er Meddeleren af disse Linjer bekendt, at Nielsen personlig virkede for Mundbergs og senere for Holms Valg i 5te Kreds.

Dette, hvad Nielsens Forhold til Arbejderne og dets Sag angaar. - Nielsen var født i Holbækegnen. Efter at have beskæftiget sig en Del ved Landbruget, blev han Seminarist, virkede nogle Aar som Lærer, og da "Morgenbladet" blev grundlagt, var han en af Bladets Medstiftere og dets Redaktionssekretær indtil Udgangen af 1877. Senere virkede han som Medarbejder ved samme Blad, og redigerede desuden en "Landbotidende" til Venstrebladene i Provinserne, til hvilke sidste han ogsaa skrev Korrespondancer om politiske og andre Forhold. Han var meget begavet, overordentlig flittig, besad et ikke ringe Kendskab til Literaturen, og var godt bevandret i Landets politiske Historie for den nyere Tids Vedkommende. Nielsen blev 46 Aar gammel. Hans Begravelse finder Sted i Dag, Middag Kl. 12 1/4 fra Kapellet paa Garnisons Kirkegaard.

(Social-Demokraten 6. november 1881).

Kvindens Menneskerettigheder. (Efterskrift til Politivennen)

(Af V-r.)

Det paaligger ikke Kvinden at bevise sin Ret til Lighed for Loven; som Menneske kan hun gøre Fordring paa Menneskerettigheder. Mændenes eneste Overlegenhed, fysisk Styrke, giver dem ikke Adkomst til al undertrykke Kvinderne, saa sandt som Magt ikke er Ret. Ret er Lighed for Loven; Kvindens Ret er Ligeberettigelse med Manden. Ingen Forrettigheder, ingen Undtagelseslove. Der staar nok skrevet, at Kvinden skal være Manden underdanig; men det vil kun sige, at Konen saa vidt mulig skal rette sig efter hvad Manden med Billighed forlanger, ikke at Mændene skal herske. Magt er Dyrenes Ret. Den lige Stemmeret for alle Voksne er den eneste mulige Forfatning for Fornuftvæsner, naar man ikke kan faa en Engel til Konge. Lighed for Grundloven: lige Stemmeret; ved denne konstateres Samfundsviljen, Folkeviljen, denne moralske Avtoritet, Suveræn og Majestæt, som Ingen vover at trodse, naar den blot respekterer sit eget Princip: Lighed for Loven. Først da kan man tale om Frihed; man kan ikke kalde et Folk frit, naar den ene Halvdel ikke har mere Frihed, end den anden Halvdel vil unde den.

Ved Kvindens Optræden paa den politiske Skueplads vil der for det første blive gjort en Ende paa det ogsaa i Fredstid fordærvelige Krigsvæsen, som er Hendes Natur imod. En fælles-evropæisk Folkevæbning, til Værn for Evropas forenede Fristater mod Kinesere og andre Barbarer, maa Kvinderne paa Grund af deres Moderpligter være fritagne for at deltage i.

Den fuldkommen lige Adgang til Embeder, Handel, Haandværk og al anden Erhverv, der sætter Kvinderne i Stand til at ernære sig paa enhver passende Maade, vil dernæst sætte en Stopper for "Prostitutionen", hvad enten denne nu bestaar i at udleje sig i time- eller maanedsvis, eller at sælge sig for Livstid.

Udryddelsen af dette hæslige Par Karrikaturer af Mars og Venus, der avler Drukkenstab, Pest og al Landsens Daarligheder og Ulykker, vil vel bringe Befolkningen til at vokse rask ; men den milde Moder ord har endnu Plads til Mange; og naar "Fornuftgiftermaalenes" Tid er forbi, vil Efterkommerne blive fornuftigere, og finde bedre Raad mod Overbefolkning.

Ogsaa paa ethvert af Aandens Gebeter har Kvinderne endog i deres hidtidige fortrykte Stilling kunnet maale sig med Mændene; hvem ved, hvad Kvindeaanden i Frihed, denne Livsbetingelse for Aanden, vil kunne udrette? Og hvad Menneskeaanden, som først kan udfolde sig helt ved i den forenede Virksomhed af frie Mænd og Kvinder, formaar, derom kan man ikke i en Gang have nogen Anelse. Mange berømte Mænd have tilstaaet at være blevne inspirerede af en Kvinde. Sagnet fortæller, at Paradiset tabtes ved den første Kvinde; maaske det kunde genvindes ved hendes Døtre, naar Retten træder i Stedet for Magten; thi Retten er Fornuften, det Gode; Magten er Lidenskaben, det Onde, Synden.

Kvinderne gøre nu deres Fordringer, gældende, og at de, uagtet deres Svaghed, ikke mangler Mod, viser Navne som Louise Michel og Sophie Perowstaja. De har Aartusinders Uret at hævne, og de er, efter Historiens Vidnesbyrd, under Revolutioner de frygteligste Modstandere. Under Lighed for Loven kan derimod ingen gøre Revolution. Det skulde Magthaverne betænke, og forsøge at afvende Stormen, hvis det endnu er tidsnok, ved at bøje sig for Retten: Lige Stemmeret for alle Voxne. Ingen god Borger kan gøre Fordring paa privilegeret Stemmeret. Naar de Priviligerede siger, at Befolkningen ikke er moden til fuld Frihed, kan man svare dem, at de Priviligerede endnu mindre er "modne" til at være Formyndere for Folket. Efter Naturens Orden, eller rettere sagt efter Fornuftens Orden, skal ingen have mere Indflydelse paa Lovgivningen end den, hans egen Stemme kan give; hverken mer eller mindre. Vor Tids Mænd er ikke Kvinderne saa overlegne, at de bør være deres Formyndere. Desto urimeligere er Mandens Myndighed til at skalte og valte med Konens Ejendom, hvilket vedvarer endnu trods Bajers Kvindelov.

Denne meningsløse Raadighed i Forbindelse med den ringe Straf for Mishandling af Hustru, som Dommerne i vor dyrebeskyttende Tid er tilbøjelige til at sætte lidt under Straffen for Dyrplageri, gør Konerne til Slavinder, naar de, som otte er Tilfældet, falder i Hænderne paa en daarlig Mand. Men ogsaa den ugifte Kvindes Stilling er endnu elendig. Den fattige Kvinde er henvist til den tjenende Stilling, hvor under den store Tilstrømning Kaarene er saa slaviske, at hun fristes ind paa Prostitutionen eller til at gifte sig for at blive forsørget. Den lige Adgang til Erhverv og lige Betaling for Mands- og Kvindearbejde osv. vilde forbedre Tjenestepigernes Stilling. De bedre stillede Kvinder fortabe sig, af Mangel paa nyttig Virksomhed, i Pjank og Pjat, og gifte sig "standsmæssig". Naar man endnu, ligesom i Diogenes' Tid, maa lede efter Mennesker, er Grunden den, at Ægteskaberne i Reglen sluttes af andre Hensyn end det eneste rigtige: Tilbøjelighed, og altsaa er usædelige. Forældrenes Synder komme over Børnenes Hoveder som det hedder. De uægte Børn, der er Frugten af forholdsvis mere sædelige Forbindelser, kunde blive Jordens Salt; men de forulykker ofte ved den haarde Skæbne, der falder i deres Lod. Allerede i Vuggen berøves de tidt den anden Betingelse for at blive et helt Menneske: Modermælken, som stilles til Disposition for de Riges Børn. Naar Samfundsordenen tillod dem, der hører sammen, at blive sammen, vilde Skilsmisser, selv i frie Ægteskaber, være sjældne, og der vilde opvokse en Slægt af rigtige Mennesker, i Stedet for som nu i mange Tilfælde aandsløse Skabninger, Mennesket, der har Spiren til saa store Evner, at deres Grænser ikke lader sig bestemme, bliver ofte paa Grund af ydre Forhold, den elendigste Skabning. Det er ikke, som man plejer at antage, Verden, der er daarlig, men Lovene, som er blevne paatvungne Folket af herskesyge Magthavere. Daarlige Love giver daarlige Mennesker. De Forhold, hvorunder Menneskene opvokse, har megen Indflydelse paa deres Udvikling.

(Social-Demokraten 3. november 1881).

Valgene i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Siden af den almindelige Interesse, der knytter sig til de tydske Rigsdagsvalg, have vi Danske vor særegne lille Valgsag i Sønderjylland - lille i Sammenligning med de store kræfter, der drages om Indflydelsen i det tyske Rige, men stor i Forhold til det Omraade, hvor der endnu er sparet dansk Nationalitet Leve- og Virkerum. Det er fra denne sidste Side, forekommer det os, at vi her hjemme have en Ret til at føle os delagtige i Sønderjydernes Valgkampe, som ingen kan fornægte os. Man kan nære saa stort eller saa lidet haab, man vil, om Gjenforening med vore Landsmænd; selv for den der har opgivet ethvert politisk Haab, bliver der dog en national Interesse tilbage af den største Betydning og den mest levende Aktualitet. Hver Gang Sønderjyderne gaa til Valg, er deres Afstemning som en Malestok for vor Nationalitets Bærekraft; vi kunne tælle os til, hvad dansk Aand og Sindelag kan taale under de ublideste Vilkaar, hvad dansk Trofasthed formaar midt imellem en overvældende Nationalitets uhyre Tryk og uhyre Tiltrækning. Vi ville dele deres Mismod over enhver Skygge af Tilbagegang, og vi ville dele deres Glæde over enhver Prøve, hvor de have holdt sig bravt, saaledes som ved det nu overstaaede Valg. Men hertil synes det ogsaa, at i kongeriget have at begrænse vor Deltagelse, hertil og ikke videre. Hvor dansk staar mod tysk ere vi med; men i Sønderjydernes indre personlige og stedlige Politik er det ikke vor Sag hverken at raade eller lede; det forstaa de sikkert bedst selv.

Vi beklage, at denne Erkjendelse i saa ringe Grad har vundet Indgang i kongeriget. Det nationalliberale Parti, for hvem Sønderjylland burde være som en ond Samvittigheds Uro, et uudsletteligt Ansvar, har saa lidet kunnet glemme sine gamle Herskevaner paa dette Omraade, at Partiets Presse har været ude i Valgkampen med Raad, der lød som Befalinger, og med Bebrejdelser og Tilrettevisninger, der ikke knude være mere uforbeholdne, hvis det drejede sig om Sager, der vedkom dem, og hvori de havde Myndighed. Medens det danske Parti i 2den kreds har vundet en foreløbig Sejr, der er lige saa uventet som glædelig, idet Hr. Johannsen er kommet ind som Numer 1 af de 4 Kandidater og følgelig vil naa at komme med paa Omvalg sammen med en af de tyske, har i 1ste kreds sejrrigt bevaret et absolut Flertal for det danske Parti, saa at Omvalget alene vil komme til at staa mellem de to danske kandidater. Dette Udfald er et saadant, at enhver dansk kun kan føle ublandet Glæde og Paaskjønnelse derover; det frejdige Mod og den utrættede Iver, hvor med de danske Sønderjyder møde og vidne for deres Nationalitet har kun krav paa vor største Beundring og Taknemlighed. Om det i lste kreds tilsidst bliver Hr. Junggreen eller, som det nu vel maa anses for utvivlsomt, Hr. Lassen er et ganske underordnet Spørgsmaal. De ere begge gode danske Mænd, hæderlige og ansete, vel befarne i sønderjydsk Politik, og om dem begge maa det siges, at de værdigt kunne møde i Berlin paa deres Landsmænds Vegne. Naar der alligevel mellem de to Herrer og deres Venner er ført en Valgkamp, som i Hidsighed overgaar, hvad vi her hjemme ere vante til og som det fra det Junggreenske Partis Side i de sidste Dage naaede op til Udtryk som "falske Profeter" og "Landsforrædere", saa kan man ganske vist finde denne Nidkjærhed noget overdreven, men at det skulde være en Ulykke eller noget at sørge over, se vi ikke.

Saa længe Krygers sympathetiske Skikkelse og brede Indflydelse dæklede over hele Sønderjylland, var der kun et Parti mellem alle danske. Men at Krygers Død har givet Plads for en kappestrid mellem flere af de Næstkommanderende, som under hans Ledelse have øvet Indflydelse og virket i Partiet, synes at være den naturligste Ting af Verden, og at Valget mellem Kandidaterne til den ledige Førerplads tilsidst er foregaaet ad Afstemningens uomtvistelige Vej forekommer os at være det eneste rigtige. Enhver anden Afgjørelse paa Grundlag af tilfældige Flertal i Vælgermødes eller paa Grundlag af personlig Resignation og Opofrelse vilde have efterladt m Tvivl og en Braad hos det Parti, der trak det korteste Straa, som vedvarende vilde have holdt Striden aaben, medens det nu synes at maatte falde enhver let at slutte sig til Strømmen der, hvor Flertallet har angivet Vejen og truffet Valget.

Det er ikke let her ovre fra at vurdere alle de Momenter, der have spillet en Rolle i Valgkampen og vejet med i Afgjørelsen. Personlige og, som det synes, stedlige Grunde have haft deres Andel. Men et Hensyn af mere almindelig og de andre overvejende Rækkevidde har ligget i Sønderjydernes Beslutning om at frigjøre sig for den nationalliberale Indflydelse fra Kjøbenhavn. Man har med Rette eller Urette anset Hr. Junggreen for mere afhængig af den national liberale Klikke, end man i Slesvig mente at kunne være tjent med, og Valget er saaledes tillige et Udtryk for Sønderjydernes Tilbøjelighed til selv at styre deres egne Sager. Dersom man nærede nogen Tvivl i denne Retning, har man blot behøvet at følge de kjøbenhavnske Højreblade, som med den afgaaede Redaktør af "Dannevirke" Hr. Hjort-Lorenzen i Spidsen, have tilladt sig en Agitation mod Flertallets Kandidat, der overskrider ethvert Hensyn og fortjener den alvorligste Misbilligelse. Sønderjyderne have ved at give den saaledes angrebne kandidat et Flertal af nærved 1500 Stemmer tildelt denne Presse en Tugtelse og beredt den et Nederlag, som i eftertrykkelig Grundighed svarer til det Overmod og den ukaldede Anmasselse, hvormed den har søgt at bringe sin paa dette som paa andre Omraader forlængst brudte Indflydelse til at bære i en Sag, hvor vor Stilling i kongeriget bør være en støttende og følgende, men hvor Sønderjyderne selv og alene bør være de førende, ligesom de selv og alene ere de kjæmpende, arbejdende og lidende. Nu, da Befolkningen har talt og Sønderjyderne kaaret deres Mand, tør man dog sagtens haabe, at den nationalliberale Agitation vil anse sin Rolle for udspillet, saa at vi alle i kongeriget kunne følge Sønderjydernes valgte Mænd med den Agtelse og Sympathi, som er det eneste Bidrag, vi ere i Stand til at yde deres beundringsværdige Vedhængen ved Modersmaal og Nationalitet. At Sønderjyderne selv ville slaa kreds øm deres Repræsentant og erklære den indre Strid for endt, derom behøver ingen at tvivle, som ved den fjerneste Berøring med Befolkningen har faaet et Indtryk af i hvilken Grad karakteren "god, dansk Mand" overvejer alle andre Hensyn.

(Morgenbladet (København) 2. november 1881).

Opsynsmanden paa Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

Opsynsmanden paa Rundetaarn. I forrige Uge jordfæstedes i Følge "Nttd." her fra Byen en gammel Mand, der, skønt i en lang Aarrække endogsaa meget højtstillet, dog stadig kunde glæde sig ved gode Udsigter - det var en af mangfoldige Københavnere kendt Skikkelse, Opsynsmanden ved Rundetaarn. Allerede for et Par Aar siden havde den Gamle 50aarigt Jubilæum som Opsynsmand ved det gamle Taarn med Sneglegangen - der var noget af en gammel fredelig Snegl ved ham selv, saaledes som han Dag ud og Dag ind kravlede op og ned i sit Hus, det han saa trofast var knyttet til. Allerøverst oppe, i selve Taarnet beboede han en lille Lejlighed, 4 Værelser med Udsigt til alle Verdenshjørner; men om Formiddagen sad han ufravigelig inden for den lukkede Indgangsdør, vant til sit Mørke, altid parat med sit Nøgleknippe, naar Nogen bankede paa for at indlades. Det var heller ikke saa faa Tiører og 25 Ører den Gamle i Ugens Løb kunde samle sammen. Det gik alt til at forherlige et stilfærdigt Familieliv paa Toppen af Christian den 4des gamle Taarn.

(Social-Demokraten 27. oktober 1881).

I Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød 4. oktober 1881 angives hans navn som Hans Rasmussen. Han blev begravet fra Trinitatis Kapel den 7. oktober 1881.

Stormflod ved Ribe. (Efterskrift til Politivennen).

Stormfloden. I et Brev fra Ribe-Egnen til "Varde Avis" hedder det bl. A.: Jeg har talt med ældgamle Folk, der forsikkre, at de ikke i deres Tid har kjendt en oversvømmelse, som har været saa skadelig i sin Virkning og sine Følger som den sidste. Jeg skal ikke tale om, at Græsset er ødelagt og at Creaturerne derfor maae sættes paa Stald 2 a 3 Uger før Tiden, hvilket ikke har saa lidt at betyde i et saa foderknapt Aar som dette, heller ikke om vore overskyllede Rugmarker, uagtet vor Rugavl er totalt ødelagt for næste Aar, men kun pege hen paa de enorme Tab, Mange have lidt paa deres Creaturer. En Mand, der havde 61 Stykker i Engene, mistede heraf over 30 Stkr., hvoriblandt et Parti Stude, som sidste Marked i Ribe solgtes til 220 Kr. pr. St, foruden et Par udmærkede Plage. En Anden mistede 10. en Tredie 8 og saa fremdeles. En mistede 30 gode Faar, foruden baade Stude og Plage, en Anden 26 foruden mange Stude, og saaledes gaaer det i det Uendelige. Desværre maatte en Karl bøde med sit liv under Forsøg paa at redde sin Huusbonds Creaturer. Vandet kom saa hurtigt, at han ikke var i Stand til at bjerge sig. To Karle, der kun vare et Bøsseskud fra Byen, vare ifærd med at redde nogle Faar, der imidlertid druknede mellem Hænderne paa dem, og selv vare de saa medtagne, at de segnede om af Udmattelse, da de naaede Land. Et andet Sted maatte 5 Karle staae ude i Engene Natten over bundne til hverandre, og Flere maatte binde sig fast til en eller anden Gjenstand ude i Engene under Forsøg paa at redde Creaturer, saa det er næsten et Under, at Vandet ikke har krævet flere Offre end det ene. Det var et sørgeligt Syn at staae hjemme og see de døde Creaturer komme skyllende, det ene efter det andet, og det var ikke mindre sørgeligt Søndag Morgen at see de druknede Dyr ligge i Bryggen ligesom de vare strøede. Heste - der er en Mand, der mistede 3 - Stude, Kalve og Faar laae som de vare styrtede om ved Siden af hverandre. Jeg saae henved 100 Creaturer ligge saaledes, medens jeg ikke var i Stand til at tælle Faarene. Er Tabet saaledes stort og større end Mange godt kunne taale - en Mand mistede sin hele Besætning undtagen 4 Køer, han havde paa Stalden - saa skyldes det en enkelt Mands uforfærdede Mod, at det ikke blev større. Det er Ungkarl Jørgen Mikkelsen af Kjærbøl, Farup Sogn. Med Fare for sit eget Liv blev han hele Dagen ved at redde Creaturer ude i Engen, og havde han ikke været, var Tabet blevet langt større end det blev. Da Vandet stod høiest, stod det vistnok 14 a 15 Fod over daglig Vandstand. I Farup By stod Vandet enkelte Steder op paa Murene, og Gaderne i Byen vare store Canaler, hvori der gik en voldsom Strøm.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. oktober 1881. 2. udgave).

Stormfloden var mindre end stormfloderne i 1362 (”Den store mandedrukning” og 1634. Først senere, 1911-1915 begyndte digebyggeriet. Ribediget stod færdigt i 1912. Efter en stormflod i 1911 blev diget forhøjet og forstærket i 1924, 1978-1980 og i 1990’erne, og foran diget er der dannet ny marsk.