Fra Vodrofsvej. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Tillad mig gennem Deres ærede Blad at henlede det Offenliges Opmærksomhed paa en Vejstrækning, som i fugtigt Vejr frembyder et Uføre, der søger sin Mage. Enhver, som er saa uheldig, daglig at skulle passere den nævnte Vej, altsaa i al Slags Vejr, vil ikke kunne undlade at udstøde et Hjertesuk ved Tanken om den Hensynsløshed, hvormed de to Tredjedele af Vejen, der strækker sig fra Niels Ebbesensvej til Gyldenløvesgade, blive behandlede. En Passage, som forbinder Nørre- og Vesterbro og tildels benyttes af Sporvognstrafiken, er naturligvis af meget stor Betydning for Færdslen, og det vækker lige frem Forargelse, at se en Vej, med en saadan Udstrækning, ligge saaledes forladt og upaaagtet af det Offenlige. Men hvad kan da være Grunden til, at en af Hovedforbindelseslinjerne mellem to saa befærdede Kvarterer vedblivende befinde sig i en saadan Tilstand? Dette vil for enhver uindviet synes gaadefuldt. De nævnte to Tredjedele, ere jo, som bekendt, ikke regel mæssigt bebyggede, og henhøre af den Grund ikke under det Offenliges direkte Tilsyn. De store, ubebyggede Arealer, der befinde sig paa begge Sider af Strækningen fra Niels Ebbesensvej til den lidt forbi Martinsvej beliggende Bom, der saa ubarmhjertig forbyder Gennemkørslen, tilhører nemlig en Privatmand, Kaptejn Ramm, hvem denne Stræknings Vedligeholdelse saaledes paahviler. Man ser heri et staaende Bevis paa de Ulemper for ven offenlige Færdsel, der flyde af, at saadanne store Vejstrækninger ere i private Hænder. De nævnte Arealer udlejes for Tiden til Oplags- og Tømmerpladser. Der vil saaledes ikke være Udsigt til i en nærmere Fremtid at saa denne forladte Strækning brolagt. Men noget burde der dog virkelig foretages, for nogenlunde at forebygge de Ulemper, der nu saa ugenert lægges i Vejen for den store Færdsel. Da Indsenderen af disse Linjer i Forgaars passerede den ulykkelige Vejstrækning, opdagede han pludselig 1 - en Mand med at skovle Mudder fra Korevejen op i en Trillebør! Det er alt, hvad Kaptejnen har tilovers for denne vigtige Passage! Der synes saaledes at være rigelig Anledning til for det Offenlige at skride ind og ofre lidt paa denne Vejs Regulering og Belæggelse med Skærver og Asfalt, saa den dog i det Mindste kunde blive nogenlunde fremkommelig; den nuværende Tilstand med sin sparsomme Belysning, er jo ligefrem utaalelig, og Enhver vil vistnok være det Offenlige taknemmelig for de Kroner, som det maatte anvende herpaa. Maatte disse Linjer bidrage til, at Sagen med det Første tages under Overvejelse og at der maatte blive truffet Arrangement, skulde det meget glæde Deres ærbødige H. H.

(Social-Demokraten 10. november 1881).

Ingeborg Krüger om sin Broder. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn, den 9. november 1881.

Valget i Nordslesvig. I F. Telegr. til R. B fik Lassen i Haderslev 282 Stemmer.

Ingeborg Krüger har i "Dannevirke" for i Mandags indrykket en længere Redegjørelse for sin afdøde Broders Stilling til Valget i første Kreds Det fremgaar deraf, at Krüger var fast besluttet paa at trække sig tilbage og var enig med Junggreen i Hensigtsmæssigheden af, at der blev holdt et Møde i den Anledning. Junggreen besøgte Krüger for at være sikker paa hans Bifald, og om dette Besøg hedder det i Skrivelsen: De to Mænd talede først ene tilsammen; senere kom Hr. Junggreen og bad mig at være Vidne til min Broders Udtalelser med Hensyn til det Møde, førstnævnte havde besluttet og ordnet af Valgmænd, der skulde drøfte Valgspørgsmalet. Det var jo paa den Maade min Broder selv helst vilde have Sagen ordnet og gav ham dertil sit enige Samtykke i mit Paahør; han vidste ikke, hvem af de ledende Mænd, der i Forening med Hr. Junggreen havde besluttet Mødet, men han troede, det maatte vinde Bifald hos alle Vælgerne. Derefter udtalte han til Hr. Junggreen: "Hvis jeg lever til den Tid, vil det glæde mig, om jeg kunde støtte den Mand, I vælge med de Raad, jeg efter min lange Livserfaring kunde medgive ham; jeg vilde da kunne forberede ham paa meget uventet, der vil møde ham, og anbefale ham til de Mand der have skjænket mig Tillid og ydet min Sag retfærdig Anerkjendelse!" Endvidere tilføjede han: "Kunne I ikke blive enige, saa er der, hvis jeg lever, dog altid det Raad tilbage, at I i det sidste Øjeblik om det behøves, kunne samle Stemmerne om mit Navn". De samme Udtalelser har flere af hans Vælgere, der have talt med ham om Valgsagen hørt ham enslydende udtale.

I denne sidste Yttring maa dog ikke lægges den Betydning, at den danske Sags Talsmand Hans Krüger endnu med Døden paa Læberne vægrede sig ved at slippe det Banner, der var ham betroet, hvilket udtales i "Flensborg Avis" Nr. 227 af "En Røst paa den anden Side Grænsepælene". .

Dette var ikke Tilfældet. Hvis det ikke havde været hans Mening snart at overgive sit Banner til sin Arvtager ledsaget af sit gode Raad. som han udtalte til Hr. Junggreen og flere af sine Venner, af hvem det vil finde Bekræftelse, da vilde hans Ord jo intet have at betyde og paa det kunde man altid stole; thi han var sanddru og rummede i sit Hjerte ikke Skygge af Ærgjerrighed eller Misundelse, lige saa lidt som han nogen Sinde søgte at fremme sin Sag ved uværdige Midler eller ved Krogveje; han udtalte sig ligesaa ærlig overfor sin Ven som overfor sin Modstander; og det var ene ved denne aabne Færd han saa længe bevarede sine Vælgeres Tillid paa sin ansvarsfulde Post.

Hans A. Krügers Gravmæle paa Bevtoft Kirkegaard. Illustreret Tidende nr. 1216, 14. januar 1883.

Efter at have omtalt den Modstand, som Indvarslingen af dette Møde den 2den Avgust havde vakt, fortsætter Artiklen:

Den gjentagne skriftlige Erklæring af min Broder, der saa ofte har været henvist til, og som især var vildledende for alle, efter som den første ej var bleven dementeret, skylder jeg Sandheden her at fremføre Motivet til, og den begrunder og sig da alene paa, at Hr. Gustav Johannsen en Dag kort før Mødet kom hertil i Sendelse fra Hr. Junggreen, der samme Dag havde telegraferet efter ham og bedt ham tage herud til min Broder for at anmode ham om atter at give sit Samtykke til Mødet, hvilket han mente, vilde kunne støtte ham. Min Broder indvendte først: "Jeg har jo ikke dementeret min første Erklæring, og kan saaledes ikke indse, at det gjøres fornødent", hvilket Johannsen ogsaa set fra den Side, indrømmede, men bemærkede, at han havde fundet Hr. Junggreen i den beklageligste Tilstand, fortvivlet og nedtrykt over al den Opposttion, dette Møde havde fremkaldt, som han med sin ærlige Villie havde virket hen til; ja tilføjede endogsaa, at han var saa modløs, at han næppe selv turde aabne Mødet og bivaane det og af den Grund alene for at berolige Hr. Junggren, bad han min Broder afgive den sidste Erklæring, som han kun af kjærligt Hensyn til Hr. Junggreen paa den Maade indvilligede i.

Men, bemærkede han: Jeg sidder i en svag og hjælpeløs Tilstand og kan hverken skrive eller diktere. Dette tilbød da Hr. Johannsen at ville gjøre, naar min Broder vilde underskrive sit Navn. Han gik da ind i en anden Stue og skrev, medens jeg bragte den Syge til Sengs. Derefter gik jeg ind til Johannsen, der læste for mig, hvad han havde skrevet ; jeg bemærkede, at Ordet Samraad maatte han helst stryge, da jeg frygtede, at min Broder, der altid vejede sine Ord, ikke vilde underskrive det, da dette Ord mere kunde opfattes som en Tilkjendegivelse af, at min Broder havde været meddelagtig i at planlægge og ordne Mødet, hvilket jo ikke var Tilfældet. Hr Johannsen vilde dog forsøge det og gik ind til min Broder, der ikke gjorde nogen Indvending der, men underskrev sit Navn paa Sengen. Senere da Hr. Johannsen var rejst og jeg sad inde i Stuen hos min Broder, udtalte han: Jeg kan nu hverken skrive eller diktere mere, jeg kan ikke mere ordne mine Tanker eller forhandle om noget; jeg har jo sagt det saa længe, jeg kan ikke mere have med nogen Ting at gjøre, sig det til dem alle.

Hermed var det altsaa givet, at min Broder havde naaet det Punkt af sit Liv, hvor hans politiske Gjerning maatte standse, og at han for sidste Gang havde tjent Sagen med sit Navn. For dem, der med et uhildet Blik vil se paa Sagen og tro mine Ord, haaber jeg det lidt omhandlede Spørgsmaal maa være løst: "hvorfor vilde Krüger ikke tale med Hr. Junggreen?"

Frøken Krüger afviser med Misbilligelse Hr. Poulsens Ytringer om, at Junggren ikke kunde lade den syge Mand dø i Fred og ender sin Artikel saaledes: Allermest maa jeg beklage samt misbillige de i den sidste Tid saa stærkt udprægede og forhaanende Udfordringer til Hans Lassen, hvilke jeg heller ikke tror vilde have vundet Bifald hos den besindige og alvorligere Del af Befolkningen, der hidindtil under tvivlsomme og trykkende Forhold ved sit prøvede Blik samt sunde Omdømme stedse har forstaaet klart at skjelne og finde det for Sagen rette og værdigste Maal. Den faste Holdning, Hans Lassen her har vist, ved ikke at vige Pladsen for de gjentagne Opfordringer, der have lydt til ham, kan jeg ikke undlade at yde min fulde Anerkjendelse. Al krænkende Omtale gjør tilvisse i første Øjeblik et saarende Indtryk, men er man besjælet af den rette og sande Følelse for den Sag, man tjener, taber Smerten dog snart sin Braad, og man føler sig derefter endmere styrket til med stille Ro taalmodig at bære enhver personlig Haan og Krænkelse, Sagen frembyder, hvilket min rige Erfaring, under lignende alvorligere og tunge Prøvelser ofte har overtydet mig om. Senere møder den politiske Mand dybere gaaende Spørgsmaal og flere prøvende og alvorlige Øjeblikke, der udfordrer mere Mod og større Kræfter, og om det her maa være mig tilladt at henvise til den hedengangne Formand, da tror jeg at han mulig paa dette Omraade kan staa sin Arvtager til Exempel; thi heri besad han vist sin bedste Styrke, og om jeg tør kalde det, hans meste Fortjeneste; at han under de stadig vexlende Perioder af hans lange politiske Liv, stedse stod fast. igjennem mørke Tider og alvorsfulde Øjeblikke svigtede Modet ham ikke. Han bar stedse med Styrke, hvad hans Stilling bød ham. Og naar da lysere Tider derefter atter oprandt, hvor mange hædrende Beviser ofte bleve ham til Del, da fristedes hans Hjerte lige saa lidt til Hovmod; han gik sin jævne Gang, og den faste Holdning samt stærke Tro, som han nærede til vor store Livssag, var det, der med en fast Villie og udholdende Trofasthed under en højere Magts Styrelse ledede ham til nogenlunde at finde sin Vej og følge sit Maal under skiftende og vanskelige Forhold.

Og naar hans Vælgere nu snart gjentagende skulle give Møde paa det Sted, hvor hans Stemme for saa ofte og enigt har lydt, gid Mindet om deres gamle Fører da for sidste Gang i trofast Enighed atter der maa knytte dem sammen, at de under en forsonende Stemning og ledede af samme varme og alvorlige Følelse som hidindtil, maa nedlægge deres Stemme i Valgurnen for derfra at kunne afgive et levende Vidnesbyrd om, at det lille haardtprøvede Folk i udholdende Enighed staar fast i Kampen for sin fælles store Livssag, thi kun da faar Stemmen sin rette Betydning.

Hertil maa jeg endnu knytte min dybtfølte Tak til alle den kjære afdøde Broders Vælgere fjern og nær, og beder jeg dem modtage samme som kun et ringe Udtryk for al den inderlige og varme Følelse, hvormed han selv saa ofte bevæget udtalte at være dem sin Tak skyldig saa vel for den vedvarende Tillid som trofaste Hengivenhed, hvormed de stedse havde fulgt ham paa hans lange politiske Bane, hvilket han stærkt betonede havde været hans bedste og kraftigste Støtte under hans ofte strænge og vanskelige Hværv. Og maa jeg her endnu tillade mig at vedføje en sidste Bøn til hans samtlige Vælgere. At hvis de, som der oftere har været hentydet til, kjærligt ville hædre hans Minde, det da maa ske i den Aand, han selv helst kunde have ønsket det, ikke ved Mindefester eller paa den Maade, men mere ved trofaste og enige at slutte sig om den Mand, der nu snart skal være hans Arvtager. Da gives saaledes ham i Arv hans Formands bedste Eje, der stedse vil styrke hans Mod samt støtte hans ansvarsfulde Gjerning. Selv fremme vi da forenede vort fælles store Maal, og rejse den nu i Fred hvilende Mand det bedste og varigste Minde.

Bevtoft, den 4de November 1881

J. Krüger

(Morgenbladet (København) 9. november 1881).

Gustav Johannsen (tv). Hans Lassen af Lysabild (th). Illustreret Tidende nr. 1157, 27. november 1881

Skoler paa Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

Frederiksberg Sogneskoler, hvis Antal, som bekendt, i indeværende Aar er bleven forøget med en ny, nemlig Skolen paa Godthaabsvejen, som er den 5te i Rækken, kunne bestandig glæde sig ved en meget stærk Tilgang, der viser sig et være langt større, end Kommunebestyrelsen har paaregnet. En af Grundene hertil, maa uden Tvivl søges deri, at ogsaa de bedre stillede Arbejdere og Smaahandlende lade deres Børn søge Skolerne, da de private, som findes paa Frederiksberg, ere altfor dyre, og af den Grund kun kan søges af Rigmændenes Børn. Der skal nemlig en god Pung til, for at kunne betale 8 a 10 Kr. maanedlig, alene i Skolepenge; naar man nu véd, at der hertil endvidere kommer Brændselspenge og de bestandige Udgifter til Boger og Skolerekvisiter, Garderobe m. m., saa kan man sige sig selv, at ingen nok saa hæderlig og stræblom Arbejder tør vove at tænke paa, at lade sine Børn søge disse Skoler. Han har altsaa intet Valg, men maa stiltiende betro Barnets Opdragelse til Sogneskolen. Ulemperne ved den stærke Tilgang vise sig fornemmelig ved Skolen paa Niels Ebbejens Vej, Lokalerne er altfor saa til at kunne optage den Masse Børn, som hvert Halvaar søges indskrevne. Denne Indskrivning finder Sted 1ste Maj og 1ste November, og det har vist sig, at Børn, om efter deres Alder og Kundskaber vare kvalificerede til en Oprykning i en Højere Klasse, har maattet vente et halvt eller helt Aar derpaa, hvilket selvfølgelig kan sætte Barnet tilbage i dets Erhvervelse af Kundskaber. For at raade Bod paa denne Ulempe skal der efter Forlydende være søgt Tilladelse til at udvide Skolen paa Niels Ebbesens Vej, hvor Tilgangen, rimeligvis paa Grund af Skolens nærmere Beliggenhed ved København, synes at være størst. Det til Skolekommissionen indgivne Andragende om Skolens Udvidelse gik ud paa at forøge den mindre Annexbygning med en tredje Etage. Men herom vilde den velvise Bygningskommisssion intet høre og gav i sin Visdom et bestemt Afslag. Det maa derfor beklages, al vedkommende Kommunalavtoriteter, der i sin Tid havde med Skolens Opførelse at gjøre, ikke har havt det fornødne Blik paa Fremtiden og dens Krav, men derimod ladet sig lede af utidigt Kniberi.

(Social-Demokraten 6. november 1881).

Hans Nielsen, Morgenbladet. (Efterskrift til Politivennen)

Hans Nielsen, Medarbejder ved nærværende Blad lige fra dets Stiftelse, er i Gaar efter et kort Sygeleje pludselig afgaaet ved Døden. Nielsen var bondefødt af velstaaende Forældre i Holbæk Amt, men forlod tidlig Landvæsenet for ad andre Veje at søge Anvendelse for en betydelig men urolig Begavelse. Han manuducerede en Tid til Seminaristexamen, underviste ved forskjellige Skoler og syslede samtidig med æsthetiske, landøkonomiske og politiske Spørgsmaal. Han havde tilegnet sig mange Kundskaber, men savnede Evne til ret at gjøre dem frugtbringende. En aldrig overvundet Ubehjælpsomhed i Formen og en dermed følgende Frygtsomhed for at betro sig til sin egen Evne hindrede ham i at gjøre sig gjældende og naa en Plads, der svarede til hans virkelige Værd. Foruden ved Morgenbladet har han arbejdet ved en Række Provinsblade dels som Referent, dels som Korrespondent navnlig paa politiske og landøkonomiske Omraader. Han var en brav, trofast og elskværdig Natur. Sine fejlslagne Forhaabninger skjulte han bag et ironisk Lune, som han dog lige saa lidt som sine øvrige Evner formaaede at overføre paa, hvad han skrev. Her var han tør, forretningsmæssig, paalidelig. Ved et omfattende Personalkjendskab og en trofast Hukommelse var han paa det politiske Omraade et levende Lexikon, som man sjælden spurgte forgjæves. Faa vare i samme Grad som han fortrolige med den politiske Bondebevægelses Historie lige fra Fyrrerne til nu. Han blev 40 Aar og døde ugift.

(Morgenbladet (København 3. november 1881).

Hans Nielsen,

Medarbejder ved "Morgenbladet".

Død den 2den Novbr 1881.

Kom, Kammerat; et Ord, før Touget slipper
Dig ned, hvor der blir ganske tyst og stille, -
kom, med din Gjerning, som var kun en lille,
med din retskafne Sjæl, som var saa stor,
med Lunet, som det tidt i Tungsind bor,
med din Foragt for Skinnet - og for Flipper

Et bramfrit Liv - en bramfri Død. De Klipper,
som ofte Stormænds Skib kom altfor nær,
dem klared nemt Du - men og hine Skær,
Misundelsens, hvorpaa de mindre strande.
Var rynket end af Skuffelser din Pande,
var end din Strid en Strid i Skyggen kun: lyst om din Mund
laa Ironiens vemodsvangre Smil,
hvoraf de sine Hjærter Guder danne.

Hint Smil, - hvor kjendte vi det fra de Dage,
da hedt og ungt vi taled og vi skrev;
Du sad ved Pulten bøjet - ladt tilbage
af den Phalanx, som Strømmen fremad drev;
naar da vi skrev, som var hvert Ord et Stød,
der kunde stampe Underværker frem,
saa smiled Du, mens halvhøjt, tørt der lød,
fra din fastdragne Mund et roligt : hm !

Saa kom den Tid, hvor hvert et Ord blev lagt
paa Vægten - og dog frugted lige meget,
hvor Tvivl og Splid Phalanxen havde bragt
til Hælvten ned, hvor Kindens Blus var bleget
og Øjet trættet af en evig Vægt.
Du sad ved Pulten i din gamle Frakke,
"foruden Flip - og dog en Gentleman",
og smiled klart og stille: Nu velan,
en Vogn kan stundom hælde paa en Bakke!

Hans Nielsen, Du var en blandt dem, der sætter
en arbejdsøvet Skulder til en Fading,
som ej forser sig paa de Stores Retter,
ej bliver hængende ved nogen Mading,
som, født hvor der er trangt og lavt til Lofte,
er Adelsmand i snæver Vadmelskofte,
som uden Memoirer, uden Breve,
der trænger til en Amputators Kniv,
forlader med et roligt Smil det Liv,
der - ak - saa tidt er vanskeligt at leve.

Holger Drachmann.

(Morgenbladet (København 6. november 1881).

"Morgenbladet' s Medstifter og stadige Medarbejder, Hans Nielsen, er død i Onsdags, den 2. November, efter et kort Sygeleje. Mange af vore Meningsfæller vil uden Tvivl mindes den mørkladne, jævnaldrende Mand med det milde, joviale Ansigt, som var en stadig Tilhører ved alle de større Møder, Partier har afholdt i Aarenes Løb. Ikke faa af os har kendt denne bramfri, elskværdige Personlighed, der, trods sin store Tilbageholdenhed og sit stille Væsen, vandt saa mange Venner, fordi man absolut maatte komme til at holde af denne Mand, der var bedst kendt under Benævnelsen "Morgenbladets Nielsen".

Naar Nielsen stadigt gav Møde i Arbejdernes Forsamlinger, var det ikke blot i hans Egenskab af Referent; han nærede virkelig Sympati for de arbejdende Klassers Kamp, og fulgte navnlig Kampen paa det faglige Omraade med levende Interesse. Der har ikke været en Strejke siden Arbejderbevægelsen rejstes her i Landet, uden at Nielsen har fulgt den med Opmærksomhed fra dens Udbrud til dens Afslutning. Blev en Strejke vunden, delte han Arbejdernes Glæde, ligesom han med dem beklagede de Tab, som en uheldig Strejke altid medfører for det paagældende Fag i særdeleshed og for Arbejderne i Almindelighed.

Men ogsaa vort Partis Deltagelse i Folketingsvalgene havde hans fulde Tilslutning, og da der skete Opfordring til at støtte Agitationen i 5te Kreds, var han blandt de Første til at yde sit Bidrag ligesom det er Meddeleren af disse Linjer bekendt, at Nielsen personlig virkede for Mundbergs og senere for Holms Valg i 5te Kreds.

Dette, hvad Nielsens Forhold til Arbejderne og dets Sag angaar. - Nielsen var født i Holbækegnen. Efter at have beskæftiget sig en Del ved Landbruget, blev han Seminarist, virkede nogle Aar som Lærer, og da "Morgenbladet" blev grundlagt, var han en af Bladets Medstiftere og dets Redaktionssekretær indtil Udgangen af 1877. Senere virkede han som Medarbejder ved samme Blad, og redigerede desuden en "Landbotidende" til Venstrebladene i Provinserne, til hvilke sidste han ogsaa skrev Korrespondancer om politiske og andre Forhold. Han var meget begavet, overordentlig flittig, besad et ikke ringe Kendskab til Literaturen, og var godt bevandret i Landets politiske Historie for den nyere Tids Vedkommende. Nielsen blev 46 Aar gammel. Hans Begravelse finder Sted i Dag, Middag Kl. 12 1/4 fra Kapellet paa Garnisons Kirkegaard.

(Social-Demokraten 6. november 1881).

Kvindens Menneskerettigheder. (Efterskrift til Politivennen)

(Af V-r.)

Det paaligger ikke Kvinden at bevise sin Ret til Lighed for Loven; som Menneske kan hun gøre Fordring paa Menneskerettigheder. Mændenes eneste Overlegenhed, fysisk Styrke, giver dem ikke Adkomst til al undertrykke Kvinderne, saa sandt som Magt ikke er Ret. Ret er Lighed for Loven; Kvindens Ret er Ligeberettigelse med Manden. Ingen Forrettigheder, ingen Undtagelseslove. Der staar nok skrevet, at Kvinden skal være Manden underdanig; men det vil kun sige, at Konen saa vidt mulig skal rette sig efter hvad Manden med Billighed forlanger, ikke at Mændene skal herske. Magt er Dyrenes Ret. Den lige Stemmeret for alle Voksne er den eneste mulige Forfatning for Fornuftvæsner, naar man ikke kan faa en Engel til Konge. Lighed for Grundloven: lige Stemmeret; ved denne konstateres Samfundsviljen, Folkeviljen, denne moralske Avtoritet, Suveræn og Majestæt, som Ingen vover at trodse, naar den blot respekterer sit eget Princip: Lighed for Loven. Først da kan man tale om Frihed; man kan ikke kalde et Folk frit, naar den ene Halvdel ikke har mere Frihed, end den anden Halvdel vil unde den.

Ved Kvindens Optræden paa den politiske Skueplads vil der for det første blive gjort en Ende paa det ogsaa i Fredstid fordærvelige Krigsvæsen, som er Hendes Natur imod. En fælles-evropæisk Folkevæbning, til Værn for Evropas forenede Fristater mod Kinesere og andre Barbarer, maa Kvinderne paa Grund af deres Moderpligter være fritagne for at deltage i.

Den fuldkommen lige Adgang til Embeder, Handel, Haandværk og al anden Erhverv, der sætter Kvinderne i Stand til at ernære sig paa enhver passende Maade, vil dernæst sætte en Stopper for "Prostitutionen", hvad enten denne nu bestaar i at udleje sig i time- eller maanedsvis, eller at sælge sig for Livstid.

Udryddelsen af dette hæslige Par Karrikaturer af Mars og Venus, der avler Drukkenstab, Pest og al Landsens Daarligheder og Ulykker, vil vel bringe Befolkningen til at vokse rask ; men den milde Moder ord har endnu Plads til Mange; og naar "Fornuftgiftermaalenes" Tid er forbi, vil Efterkommerne blive fornuftigere, og finde bedre Raad mod Overbefolkning.

Ogsaa paa ethvert af Aandens Gebeter har Kvinderne endog i deres hidtidige fortrykte Stilling kunnet maale sig med Mændene; hvem ved, hvad Kvindeaanden i Frihed, denne Livsbetingelse for Aanden, vil kunne udrette? Og hvad Menneskeaanden, som først kan udfolde sig helt ved i den forenede Virksomhed af frie Mænd og Kvinder, formaar, derom kan man ikke i en Gang have nogen Anelse. Mange berømte Mænd have tilstaaet at være blevne inspirerede af en Kvinde. Sagnet fortæller, at Paradiset tabtes ved den første Kvinde; maaske det kunde genvindes ved hendes Døtre, naar Retten træder i Stedet for Magten; thi Retten er Fornuften, det Gode; Magten er Lidenskaben, det Onde, Synden.

Kvinderne gøre nu deres Fordringer, gældende, og at de, uagtet deres Svaghed, ikke mangler Mod, viser Navne som Louise Michel og Sophie Perowstaja. De har Aartusinders Uret at hævne, og de er, efter Historiens Vidnesbyrd, under Revolutioner de frygteligste Modstandere. Under Lighed for Loven kan derimod ingen gøre Revolution. Det skulde Magthaverne betænke, og forsøge at afvende Stormen, hvis det endnu er tidsnok, ved at bøje sig for Retten: Lige Stemmeret for alle Voxne. Ingen god Borger kan gøre Fordring paa privilegeret Stemmeret. Naar de Priviligerede siger, at Befolkningen ikke er moden til fuld Frihed, kan man svare dem, at de Priviligerede endnu mindre er "modne" til at være Formyndere for Folket. Efter Naturens Orden, eller rettere sagt efter Fornuftens Orden, skal ingen have mere Indflydelse paa Lovgivningen end den, hans egen Stemme kan give; hverken mer eller mindre. Vor Tids Mænd er ikke Kvinderne saa overlegne, at de bør være deres Formyndere. Desto urimeligere er Mandens Myndighed til at skalte og valte med Konens Ejendom, hvilket vedvarer endnu trods Bajers Kvindelov.

Denne meningsløse Raadighed i Forbindelse med den ringe Straf for Mishandling af Hustru, som Dommerne i vor dyrebeskyttende Tid er tilbøjelige til at sætte lidt under Straffen for Dyrplageri, gør Konerne til Slavinder, naar de, som otte er Tilfældet, falder i Hænderne paa en daarlig Mand. Men ogsaa den ugifte Kvindes Stilling er endnu elendig. Den fattige Kvinde er henvist til den tjenende Stilling, hvor under den store Tilstrømning Kaarene er saa slaviske, at hun fristes ind paa Prostitutionen eller til at gifte sig for at blive forsørget. Den lige Adgang til Erhverv og lige Betaling for Mands- og Kvindearbejde osv. vilde forbedre Tjenestepigernes Stilling. De bedre stillede Kvinder fortabe sig, af Mangel paa nyttig Virksomhed, i Pjank og Pjat, og gifte sig "standsmæssig". Naar man endnu, ligesom i Diogenes' Tid, maa lede efter Mennesker, er Grunden den, at Ægteskaberne i Reglen sluttes af andre Hensyn end det eneste rigtige: Tilbøjelighed, og altsaa er usædelige. Forældrenes Synder komme over Børnenes Hoveder som det hedder. De uægte Børn, der er Frugten af forholdsvis mere sædelige Forbindelser, kunde blive Jordens Salt; men de forulykker ofte ved den haarde Skæbne, der falder i deres Lod. Allerede i Vuggen berøves de tidt den anden Betingelse for at blive et helt Menneske: Modermælken, som stilles til Disposition for de Riges Børn. Naar Samfundsordenen tillod dem, der hører sammen, at blive sammen, vilde Skilsmisser, selv i frie Ægteskaber, være sjældne, og der vilde opvokse en Slægt af rigtige Mennesker, i Stedet for som nu i mange Tilfælde aandsløse Skabninger, Mennesket, der har Spiren til saa store Evner, at deres Grænser ikke lader sig bestemme, bliver ofte paa Grund af ydre Forhold, den elendigste Skabning. Det er ikke, som man plejer at antage, Verden, der er daarlig, men Lovene, som er blevne paatvungne Folket af herskesyge Magthavere. Daarlige Love giver daarlige Mennesker. De Forhold, hvorunder Menneskene opvokse, har megen Indflydelse paa deres Udvikling.

(Social-Demokraten 3. november 1881).