Elisabeth Jerichau Baumann. Den danske Kunstner i Mandags som meddelt ved Telegram lidt et stort Tab, idet Fru Elisabeth Jerichau-Bauman efter kun faa Dages Sygdom er afgaaet ved Døden. Det er ikke mere end nogle saa Uger siden, at hun med sin sædvanlige Livlighed, sin varme Begeistring for Kunsten og sin sprudlende Aandfuldhed tog Del i Kunstnermødet i Gøteborg. Ved Festmiddagen i Børslokalet henrev hun Alle ved sin ildfulde og fængslende Umiddelbarhed, hvormed hun tog Ordet i en Forsamling af fem Hundrede Mennesker man flokkedes om hende for at faa et Glimt af den høitbegavede Kunstnerinde at se, og da hun med sine yngre Kolleger dampede fra Gøteborg ad Hjemmet til, var hun utrættelig i at færdes mellem de Unge. Øinene funklede, naar hun hørte de italienske Sange, som lød til Guitarens Toner paa Dækket, hun mindedes de herlige Timer under Sydens varme Himmel, hun jublede, klappede i Hænderne og var ikke den, der gav det mindste Bidrag til Bedste ved en lille Efterfest paa Dampskibet oven paa de glade Dage i Gøteborg. Saa blev da tilsidst, efter at Fyrværkeriet var afbrændt, hendes Skaal drukket af den livsglade Kunstnerskare, og En for En gik man i Række hen til Kunstnerinden for at klinke med hende. Del var vistnok den sidste Hædersbevisning, som blev hende til Del i levende Live; det var Kunstnerne, der ydede hende den, og derfor have vi omtalt den her. Livsglad, munter og rask steg hun i Land ved Toldboden, skrev endog efter sin Hjemkomst paa sin elskværdige Maade en aandfuld Artikel om Kunstnermødet i Gøteborg, og saa blev hun for henved en Uges Tid siden angreben af en Lungeinfektion, Sygdommen antog en stedse mere og mere farlig Karakter, og i Mandags Morges Kl. 4 drog hun sit sidste Suk.
Danmark var ikke det Land, hvori Elisabeth Marie Anna Baumanns Vugge stod, og dog, hvor høit elskede hun ikke dette sit andet Fædreland! Det har hun vist saa vel i Gjerning som i Ord og Farver. Hendes Fader var enepriviligeret Kortfabrikør i Barshov, var fra Prenzlau i det prøisiske Pommern; Moderen var en Danzigerinde. Ved Weichselen tæt uden for Barshov eiede Forældrene et lille Landsted, og her blev Datteren født den 27de November 1819. Sine første Aar tilbragte hun i Hjemmet hos en Tante i Danzig, og med hvert Aar, der gik, følte hendes opvakte, urolige Aand Lyst til at skabe, til at virke i det Skiønnes Tjeneste. At der var usædvanlige Anlæg hos den unge Pige, behøvedes der kun et saare svagt Blik til at se. Der var store, ualmindelig rige Evner til Stede; de fordrede kun fornuftig Røgt og Pleie for at kunne sætte de skjønneste Blomster. Hun drog til Berlin og søgte der sin Lykke som vordende Kunstnerinde, men i Spree-Staden syntes man fuldstændig at savne Blikket for, hvad der boede i den unge Kunstnersjæl. Mismodig forlod hun Prøisens Hovedstad, men ikke modløs; der skulde mere til at knække hendes uhyre Energi, som var baseret paa den inderligste Overbevisning om, at der i hende boede et fandt Kunstneremne. Saa gik hun til Düsseldorf. Direktøren, Professor Schadow, var en Mand, der havde et mere omfattende Kunstnerblik end Kollegerne i Berlin; han tog sig af hende, vejledede hende paa Kunstens første Trin, og efter at hun fra Schadow var gaaet over til den fremragende Portrætmaler, Prof. Sohn, i hvis Atelier hun arbejdede i længere Tid, fik hun endelig Publikum til at interessere sig for hende ved nogle Fremstillinger af det polske Folkeliv, med hvilket hun fra Barndommens Dage var saa fortrolig. Men skiønt Opholdet i den tydske Kunstnerby havde været saa heldigt og frugtbringende for hende følte hun dog, at hun, hvis hendes Vinger ret skulde udfolde sig, maatte Syd paa. ned til det solrige Italien, for at studere Folkelivet under den blaa, skyfri Himmel.
Og saa gik Reisen til Rom. Ene drog hun afsted i Aaret i 1845, og det var som om Italiens Jordbund modnede hende til Kustnerinde. Med sin livlige Natur færdedes hun tidlig og silde blandt de forskjellige Nationers Kunstnere, der gjæstede Verdensstaden, og her var det da, at hun mødte den unge danske Billedhugger Jens Adolf Jerichau. Som det saa ofte gaar, var det her Modsætningerne, der følte sig tiltrukne af hinanden. Han fandt Behag i hendes frimodige, ubændig livsglade Natur og hendes Hjerte fandt Glæde ved hans blide, elskelige Kunstnersjæl. Kort sagt, det er den gamle, evigunge Historie; de eskede hinanden, blev forlovede og gifte den 19de Februar 1846. Med sin Ægtefælle drog hun da samme Sommer til Danmark, og det var første Gang, hun satte Foden paa den Jord, som fra det Øieblik af skulde blive hendes andet Fædreland. Fru Jerichau Baumann, som hun fra nu af kaldte sig udstillede første Gang i 1849 sine Billeder paa Charlottenborg Udstillingen. Man studsede og stod forbavset over for disse Malerier. Det var noget Nyt, man saa her; denne varme, glødende Kolorit, denne Dristighed i Tegning og Farver var man ikke vant til; vel havde mangen En Øie for, at her maatte være en stor Kunstnerinde skjult, men alligevel var det Hele Nationen alt for fremmed, og der blev i Begyndelsen rynket stærkt paa Næsen ad denne Produktion. Omslaget lod imidlertid ikke længe vente paa sig. Med sit geniale Blik for, hvad Publikum vilde have, malede hun i 1851 sin "Danmark". Hvem husker ikke dette Billede, som er blevet til en fastslaaet Type for vort Fædrelands Natur? En skiøn, rankbygget Kvindeskikkelse med blonde Lokker og et gyldent Diadem over den ædle Profil, staar midt i den bugnende Sædemark med Sværdet i den ene Haand og det danske Banner hvilende paa Skuldere. Det var en ædel en aandfuld Personifikation af Danmark; over for det maatte Kritiken tie, thi Publikums enstemmige Dom havde stemplet hende som en stor Kunstnerinde, og det var hun ogsaa fra det Øieblik af. Og hvordan hun havde forslaget at tilegne sig den danske Natur, hvordan hendes Blik i en Fart havde aabnet sig for alle dens Ejendommeligheder, det viste hun Aaret efter, da hun udstillede sit store Billede "Bønderbørn paa Marken, legende med Faar".
Stadig var hun paa Farten. Det ene Aar gik Reisen til Italien og Tydskland, det andet til Frankrig og England; over Alt hvor hun kom frem, blev hun hilset som en stor og betydningsfuld Kunstnerinde. Penselen hvilede aldrig, Farverne paa Paletten fik næppe Tid til at blive tørre. Med en Produktivitet uden Lige og en exempelløs Flid henkastede hun det ene Billede paa Lærredet efter det andet; snart var det et Portræt - f. Ex. det aandfulde Billede af hendes Mand, som hun forærede H. C. Andersen, der efter sin Død testamenterede det til den historiske Portrætsamling paa Rosenborg - snart et større Genrebillede - f. Ex. "En saaret dansk Kriger" eller "H. C. Andersen læsende for et sygt Barn", af hvilke det første nu pryder Billedgalleriet paa Kristiansborg - snart mindre Folkelivsbilleder fra Polen og Italien. Orienten med sit brogede, maleriste og saa mysteriøse Liv maatte særlig tiltrække en Natur som hendes Reisen gik til Konstantinopel, hvor Haremets vel tillaasede og strængt bevogtede Porte aabnedes for hende; paa nært Hold kunde hun studere Odaliskernes Liv, og hvad hun saa, gjengav hun først i Farver, senere i Ord, thi hun følte en let forstaaelig Trang til at meddele for en videre Kreds alt det, hun paa sine eventyrlige Reiser havde set og oplevet, og hun førte Pennen med næsten samme Lelhed som Penselen. Ogsaa til Ægypten valfartede hun, gjæstede Templerne ved Theben og Kongegravene ved Bulak, havde ualbrudt Skitsebogen i sin Haand og fortalte senere paa Lærredet mangt et malerist og interessant Optrin, til hvilket hun havde været Vidne.
Den 21de Juni 1861 naaede hun endelig den Ære at blive Medlem af vort Kunstakademi; vi ere jo altid lidt langsomme til at skatte det Nye og det, der kommer til os fra Ydreverdenen i en noget anden Skikkelse end den, vi en Gang har fastslaaet som den eneste rette og sande. Hvor høit man derfor end satte hende her hjemme som Kunstnerinde, havde hun dog sin største Berømmelse i Udlandet, og der færdedes hun derfor ogsaa uafbrudt, der havde hun det største Marked for sine Billeder. Aarene synes ikke at tage paa hende; tvertimod, hun var i Besiddelse af en sjælden Perfektibilitet. Vel var der et Øieblik, hvor Modet og Kræfterne syntes at skulle svigte hende; det var da hendes talentfulde Søn Harald for faa Aar siden pludselig blev bortkaldt af Døden. Men hendes Energi vaagnede atter: i et rørende lille Skrift satte hun den elskede Søn et Minde, som kun Moderen kan sætte det over sit Barn, og saa søgte og fandt hun Trøst ved Arbejdet. Paa hvert Aars Udstilling gav hun Møde med nye, livsfriske og frodige Arbejder - man husker blot exempelvis fra Udstillingen i Fjor det kæmpemæssige Billede med de italienske Fiskere, som efter endt Fangst sejler hjem - , hun malede en Række ypperlige Billeder fra Italien og Orienten og havde netop i disse lagt den sidste Haand paa et stort Billede af Dronningen, som hun eller Bestilling skulde udføre til det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg. Saa kom Døden og lagde sin kolde Haand paa hendes Hjerte, og hun gik bort, medens hun endnu var stor i sin Kunst, idet hun havde overlevet sig selv og sin Tid. Hendes Studie i Rom staar nu tomt; der er stille og øde i disse paa orientalsk Vis smykkede Rom, hvor Roms første Adel og mægtigste Kardinaler kom for at hilse paa den store Kunstnerinde, og længe vil det desværre vare, før denne Bolig atter beboes af en Kunstner, der har bragt Danmarks Navn saa vidt over Land, som Elisabeth Jerichau-Baumann.
(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 19. juli 1881).
Foto fra Nationaltidende, 26. november 1919, 2. udgave.
Elisabeth Jerichau Baumann: Billedhuggeren Jens Adolf Jerichau, kunstnerens ægtefælle (1846) Statens Museum for Kunst. Public Domain.
Elisabeth Jerichau Baumann: En såret dansk kriger (1865) Statens Museum for Kunst. Public Domain. Billedet står i kontrast til hendes berømte "Moder Danmark" som blev malet efter Krigen 1848-1851 og er betydelig mere krigerisk.
Hun blev endvidere omtalt i Nationaltidende, 26. november 1919, 2. udgave og og Ribe Stifts-Tidende, 8. maj 1934.
Elisabeth Jerichaus gravsted på Solbjerg (Park) Kirkegård på Frederiksberg. Foto Erik Nicolaisen Høy.
