Arbejdernes Byggeforening. (Efterskrift til Politivennen)

Det er et alt andet end behageligt Hverv at omtale Godgørenheden, naar man ikke vil smigre den. Intet kan i højere Grad gøre Regning paa sentimental Sympati end netop denne, og naar den "Godgørende" ser sine Hensigter draget i Tvivl eller sin Gaves Betydning værdsat, vil han altid kunne samle en Flok, der med ham raaber paa Misundelse og Utaknemlighed, og disse Raab vil maaske netop blive mest højrøstede og den sympatiserende Flok størst, naar "Godgøren" i Virkeligheden er en Hykler og Egoist.

Vi staar de Lidende og Ulykkelige saa nær, at Ingen i højere Grad end vi kan føle Anerkendelse for den virkelige Godgørenhed, uden Hensyn til, hvad der formaar at udrette, men ligesaa fuldt som vi anerkende Godgørenheden i og for sig, lige saa bestemt maa vi protestere mod, at den benyttes som Maske for egoistiske Interesser. Hvor meget man end kan bøje sig for Godgørenheden, et kan man dog ikke nægte, nemlig at den virker demoraliserende, og denne dens demoraliserende Natur stiger naturligvis og bliver mere ødelæggende, naar dens Motiv ikke er Uegennytte.

Man gør godt for de Ubemidlede paa to Maader, dels ved direkte at hjælpe dem med Gaver, dels ved at lette deres Forsøg paa at hjælpe sig selv, f. Eks. ved Oprettelsen af saadanne Foretagender som "Arbejdernes Byggeforening". Vi har tidligere bast Lejlighed til at omtale den første Maade al hjælpe paa, i Dag vil vi se lidt paa den anden.

"Arbejdernes Byggeforening" blev stiftet 1865, idet nogle Arbejdere hos Burmeister & Wain enedes om hver Uge at sammenskyde 1 Mark, og ved Hjælp af den Kapital, der derved kunde opspares, at bygge Smaahuse til Selvejendom. Denne Plan var i og for sig god. Ethvert Foretagende, der kan skaffe den virkelige Arbejder et sundt og hyggeligt Hjem, fortjener Paaskønnelse; thi besidder han et saadant, vil hans Trang til ædle Livsnydelser og Kundskaber stige og gøre ham til Forkæmper for Mandens Emancipation. Byggeforeningens Grundide var altsaa, som den burde være; men der kom "Godgørenhed" med i Spillet, ikke uegennyttig, opofrende Godgørenhed, men den hverdagsagtige, den, der ikke giver Æblet bort, forinden den har Pæren, og "Arbejdernes Byggeforening" blev de Velhavendes Malkeko.

Under Paskud af, at denne Forening fortjente Støtte, indmeldte sig og indmelder sig den Dag i Dag en Mængde "Velgørere", som føler sig tilskyndede af deres "gode Hjærter" til at "hjælpe" de Ubemidlede. Disse ædle Sjæle tager indtil 10 Andele - dette forøget nemlig 10 Gange deres Udsigt til at vinde, og deres "gode Gerning" fordobles naturligvis i samme Forhold. Der er vist Ingen, der vilde blive mere indignerede end netop disse Velgørere, hvis man saadan i al i Almindelighed sagde Godgørenheden Ubehageligheder; men dette har naturligvis sin rimelige Grund, der er i Virkeligheden heller ingen, der har mere Grund til at blive indigneret end netop de!

Som foran sagt var det oprindelig Hensigten at lette Arbejderstanden, og kun Arbejderstanden, Erhvervelsen af egne Huse og derigennem sunde og hyggelige Hjem. Det hedder saaledes i en Indbydelse til nævnte Forening: "Den københavnske Arbejder og de med ham i Evne og Kaar Ligestillede bo gennemgaaende usundt, i Baghuse ud til snævre og mørke Gaardsrum, i Kældere eller paa Kviste, flere Familier samlede i én, oprindelig kun for én Familie indrettet Bolig, med et fredsforstyrrende, demoralisende Fællesskab, de, der bo bedst, bo saa indskrænket, at det er næsten umuligt der at føre et sundt Familieliv, som dog er det, der bærer hele Samfundet. I de senere Aar er der her i Byen opført mange store Kaserner, indeholdende et stort Antal Smaalejligheder. Herved er vel Trangen til Smaaboliger afhjulpet; men det uundgaaelige nære Samliv af mange Familier er i høj Grad fredsforstyrrende for hjemlig Hygge og særdeles fordærvelig for Børnenes Opdragelse og sanitære Velvære. Hygge, Fred og Ro forsvinder fra et saadant Hjem og hvor de savnes, der søger Familien udad, Drikfældighed, Usædelighed og Tomhed drage ind, den opvoxende Ungdom ser et slet Eksempel, følger Sporet og saadan forringes Folkets Karakter. En sund og god Bolig er derfor ej alene en Behagelighed, den er et overmaade stort Gode, ved den bevares Menneskets Sundhed, hæves og fremmes dets moralske og aandelige Udvikling. Er det derfor et Offer at afse 35 Øre om Ugen, for derved at have Udsigt til at saa sit eget Hus, eller at kunne faa en god og sund Bolig tilleje, da er Formaalet vel Ofret værd."

Vi vil se, hvorledes man løser denne Opgave, den Opgave at føre dem, der bor i usunde Baghuse, i Kældere, paa Kviste, sammenstuvede flere Familier i en Lejlighed o. s. v., hvorledes man løser den Opgave at føre dem ind i en bedre Tilværelse.

Foreningens Ejendomme fordeles mellem Medlemmerne ved Lodtrækning, og da disse med Hensyn til Resultaterne er saa godt som ensartede, vil vi her indskrænke os til at omtale de to sidste, af hvilke den ene fandt Sted i Juni Maaned d. A., og den anden for omtrent 2 Uger siden.

Ikke Abildgårdsgade, men Wiedeweltsgade som ligner den til forveksling og som omtales længere nede i artiklen. Kartoffelrækkerne mellem Øster Farimagsgade og Søerne. Foto Erik Nicolaisen Høy. Kbhbilleder.

Ved Bortlodningen i Juni Maaned fordeltes 20 nye Huse i Abildgaardsgade med følgende Resultat: 5 af Husene tilfaldt Personer, der figurerede ved deres Børn, 3 blev vundne af Frøkner, 11 Huse fordeltes saaledeS: 1 Krigsraad, 1 Fabrikant, 1 Hotelvært, 1 Bogholder, 1 Grosserer, 1 Kasserer, 1 Sadelmagermester, 1 Manufakturhandler, 2 Skomagermestre og 1 Lokomotivfører. De var 19 af de 26 Ejendomme, der fandt Anvendelse paa den Maade. Vi gad se de Bagstuer og Kviste, som disse vindende Medlemmer har beboet, forinden "Arbejdernes Byggeforening" hjalp dem til en ordenlig Beboelse.

Maaske vil man antage, at de 5 Børns Forældre hørte Arbejderklassen til; men det er langt fra Tilfældet. Eksempelvis kan anføres, hvad der er meddelt os, at Faderen til den ene af dem selv er Husejer. Ganske vist burde han og de andre "Fædre" kunne være deres "Held" bekendt lige saa godt som Krigsraaden, Grossereren og Fabrikanten; men de generer sig maaske? De har maaske Følelsen af, at det ser mindre kønt ud at de forøge Antallet af deres Ejendomme ved Hjælp af "Arbejdernes" Byggeforening? Ganske vist gør det ogsaa; men det er ikke dem selv, der have vundet, nej. Gud bevares! det er deres Børn, hvis Fremtidsvel maa varetages - og saa beholder de ømme Forældre Gevinsten!

Ved Bortlodningen midt i forrige Maaned var Husenes Antal 25, ogsaa denne Gang i Abildgaardsgade. Af disse fordeltes de 18 til 7 Børn, 4 Fruer, 2 Snedkermestre, 1 Boghandler, 1 Skrædermester. 1 Bogholder, 1 Skomagermester og 1 Værtshusholder. Med Hensyn til Børnenes Forældre, da kender vi kun 2 af dem, heraf er den ene Grosserer, den anden Møbelfabrikant.

Af samtlige de 51 Huse i Abildgaardsgade kom altsaa de 37 i Hænderne paa Folk, der aldeles ikke trænger til denne Hjælp, hvis Hjem i Forvejen baade er rummelige og sunde, og som burde føle Skamrødmen farve deres Kinder, naar vi siger dem, at de, under det falske Foregivende at ville støtte et Arbejderforetagende, ved Hjælp af indtil 10 Andelsportioner har tilvendt sig Smaahuse, der ikke kunne være bestemt for dem, men for fattige Arbejdere. Kun 14 af de 51 Bygninger blev vundet af Arbejderbefolkningen, men det er meget tvivlsomt, om de længe bliver i dens Besiddelse, thi "Godgørerne" ligger paa Jagt efter at afkøbe Arbejderne deres Gevinst for en billig Penge, noget, som de i Følge Foreningens Love har Ret til. Og det kalder man at rejse hyggelige Hjem til dem, der bor i overfyldte og usunde Baghuse!

Det er ikke saa mærkeligt, at de Gader, som "Arbejdernes" Byggeforening har rejst, med Hensyn til Beboernes Livsstillinger staar i en skærende Modsætning til de egenlige Arbejderkvarterer. Disse Gader minder om de saakaldte "bedre" Dele af Byen, i hvilke Mellemklasserne er det overvejende Element. For at konstatere dette, har vi undersøgt Byggeforeningens Gader i det saakaldte Østervolddistrikt. Naturligvis gør Resultatet af vor Undersøgelse ikke Krav paa at være absolut korrekt, vi har rimeligvis hist og her taget sejl, men i det Væsenlige er Efterfølgende rigtigt.

Ifølge vor Undersøgelse er Wiedeweltsgade beboet af 38 Arbejderfamilier og 34 Familier henhørende til andre Livsstillinger. Mestre, Fabrikanter, Handlende, 1 Baronesse o. s. v. Voldmestergade tæller 21 Arbejderfamilier og 47 af andre Livsstillinger. I Hallings er Forholdet 26 mod 36, deriblandt ikke mindre end 12 Mestre og Fabrikanter. Jens Juelsgade møder med 23 mod 15, deriblandt 1 Kaptajn, og endelig i Schmartzgade findes 21 Arbejder- og 31 Ikke-Arbejderfamilier. For disse 5 Gaders Vedkommende afgiver altsaa Byggeforeningen Boliger for 120 Arbejderfamilier og for 163 Familier, der ikke kan henregnes til den egentlige Arbejderstand, eller i det Mindste ikke til dem, der uden Foreningens Virksomhed maatte bo flere Familier sammen i én indskrænket og usund Lejlighed. 

For ret at kunne vurdere Resultatet ar den her omtalte "arbejdervenlige" Bestræbelse maa man erindre, at over Halvdelen af dem, der bebor ovennævnte Gader, kun bor tilleje, og deraf danner Arbejderne naturligvis den største Del. Disse familier har ikke noget som helst Haab om at komme til at eje det Sted, hvori de bor. I det Hele taget vil "Arbejdernes" Byggeforening, naar den en Gang afslutter sin Virksomhed, kun have hjulpet en Del af Mellemklasserne til at bo om ikke just bedre saa dog billige end de tidligere var i Stand til, og dette Resultat er blevet naaet med Understøttelse af de Fattiges Penge og under Paaberaabelse af den skammelige Usandhed at ville hjælpe Arbejderne.

Og desværre, i alt for mange Tilfælde hviler Godgørenheden paa slet og ret Løgn, mere eller mindre bevidst maaske, men Løgn alligevel. Det kan være, at der undertiden kastes Brød til de Fattige, men lige saa ofte er det Stene, og lige saa ofte som Kærlighed lige saa ofte følger Haan og Foragt med Gaverne. Og hvad gør saa disse Velgørere, selv dem, der mener det ærligst? De virker kun som Ødelæggere af Arbejdernes Fremskridtsbestræbelser. Nu sløves den ubemidlede Mand ved Almisserne og Naadegaverne. Han lader sin Ret tage bort for Næsen af sig, han finder sig i at dele Udbyttet af sit Arbejde med Per og Povl, der har drevet Tiden ben. medens han forslæbte sig, hans Begreber forvirres, og han føler sig selv ikke som Samfundets Bærer, men som dets Byrde.

Vi sagde foran, at den Grundide, hvorpaa "Arbejdernes Byggeforening" hviler, i og for sig er sund, og vi fastholder denne Anskuelse. Det er de snyltende "Velgørere", dem af de "bedre" Klasser, der under Paaskud af at støtte Foretagendet, løber af med Fordelene. Skal Resultatet af dens Virksomhed svare til Foreningens Principer, da maa "Velgørerne" fjærnes eller der maa anvises dem en Særstilling, som ikke frister deres Egoisme.

(Social-Demokraten 1. januar 1882).

Den 16. juni 1882 beregnede Social-Demokraten at andelen af arbejdere i lodtrækningen i Eckersberggade. Den viste at der var 5 arbejdere, mens 19 var ikke-arbejdere.

Arbejdernes Byggeforening blev om nævnt i artiklen stiftet 20. november 1865 af arbejderne på Burmeister & Wain. Den likviderede den 18. september 1974 og havde da opført 1.740 huse i Københavnsområdet. Før Kartoffelrækkerne i Sverrigsgade (Amager), Schønbergsgade (nedrevet), Nyboder, Krysemyntegade og Olufsvej. Senere Humleby og andre. Et uofficielt formål var også at forhindre radikalering af arbejderne. I 1890 havde foreningen 16.000 medlemmer. Ret hurtigt løb - som artiklen påpeger - ideen med at husene var bygget til fattige arbejdere ud i sandet, og foreningen omtaltes som "Arbejdernes Byggeforening ikke mere var en forening for arbejdere, men en forening for velhavere". Foreningens arkitekt 1874-1903 var Frederik Bøttger, 1903-1930 Christen Larsen.

Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Bornholms Østland skrives til os den 29de Novbr.: Paa det af den høie Regjering forelagte Finantslovforslag til Finantsloven for 1881-82 var opført 40,000 Kr., hvorved en udvidet Postforbindelse mellem Kjøbenhavn og Bornholm skulde iværksættes saaledes, at vi skulde have Post hertil Øen 6 Gange om Ugen i de 8 Maaneder af Aaret og 4 Gange om Ugen i den øvrige Tid, alt udenfor den Post som Dampskibet "Erna" regelmæssig bringer os paa sine Toure imellem Kjøbenhavn og Bornholm. Den saaledes paatænkte Ordning af Postforholdene hertil Øen kom imidlertid ikke igang fra 1ste April, eftersom vi ingen Finantslov fik vedtaget for indeværende Finantsaar. Ihvorvel det høiligen maa beklages, at Lovgivningsmagtens Factorer ikke kunde blive enige om en Finantslov, troer jeg dog, at for denne Posts Vedkommende var Standsningen ikke uheldig. Der er nemlig siden den Tid, da Regjeringen forelagde Sagen i Rigsdagen, høstet endeel Erfaringer, som tale for Forandringer i den paatænkte Ordning af Postforbindelsen.

Som det vil erindres, vare vi afvigte Vinter i længere Tid afskaarne fra Hovedstaden, saa at Postvæsenet maatte tye til det i Nexø stationerede Dampskib "Erna" for at faae Posten bragt til og afhentet i Sverig. Første Gang, den 10de Februar, afgik "Erna" til Cimbritshamn med Posten og ankom hertil igjen Dagen efter. Derefter optog Rønne-Dampskibene igjen Routen til den 28de Februar; da bragte "Heimdal" os Posten fra Sverig for sidste Gang for en heel Maaned. I Tiden mellem den 28de Februar og 2den April bragte Dampskibene i Rønne os ikke nogen Post; den, vi fik hertil Øen i den mellemliggende Tid, blev alene besørget af Dampskibet "Erna" fra Nexø. Den 28de Marts afgik "Erna" fra Nexø til Cimbritshamn for at afhente den Post, der var 3 Uger gammel. Først den 1ste April afgik "Heimdal" til Kjøbenhavn med Posten herfra Øen.

En Ulempe ved Ordningen af vore Forhold er, at naar den Post, der bliver sendt med Rønne-Dampskibene fra Kjøbenhavn, bliver forsinket i flere Dage paa Reisen hertil, forbliver undertiden den Deel af denne Post, der er bestemt til Østlandet, liggende i Rønne 12 a 14 Timer, forinden den sendes afsted. Ligeledes maae Passagerer, der ved en slig Leilighed ankomme til Rønne og skulle til en af Østlandets Byer, forblive der, med mindre de ville leie en Vogn til 10 a 12 Kr. for saaledes at befordres til deres Hjem. Der er ogsaa hændt, at naar Posten fra de østlandske Byer skulde expederes ombord i Postdampskibet til Kjøbenhavn, er Nexø Brevpost ikke kommen med, men forbleven liggende i Rønne, indtil næste Skib gik. Det ligger nær at spørge, hvorfor de i Rønne stationerede Postdampskibe under aabent Vande ikke kunne holde deres Toure mellem Kjøbenhavn og Bornholm, naar Dampskibet "Erna" kan gjøre det. Grunden ligger muligviis i, at de i Rønne hjemmehørende Dampskibe, der besørge Postfarten. ikke ere heelt overbyggede, hvorved de jo ikke med den Sikkerhed og Lethed kunne gaae imod den høie Sø, som under stormende Veirforhold reiser sig imellem Bornholm og Kjøbenhavn, hvorimod "Erna", der er heelt overbygget, intet Vand kan faae ind paa Dækket. Jeg vil ikke afgjøre, hvoraf det kommer, at Rønne Post dampere saa ofte ligge over i Ystad, men det synes klart, at enten er Rønne Havn ikke saa god at søge, som den burde være, eller ogsaa have de der hjemmehørende Dampskibe Mangler, som burde søges afhjulpne ved, at Selskabet skaffede sig nye og tidssvarende Skibe, saafremt det skal vedblive at besørge Posten mellem Bornholm og Kjøbenhavn.

At den høie Regjering saavelsom Rigsdagen stadigt har udviist stor Velvillie overfor Befolkningen paa Østlandet, derpaa have vi mange Beviser, og det er derfor et almindeligt Haab, at den paatænkte Forbedring af Postforbindelsen mellem Kjøbenhavn og Øen ogsaa i saa stort Omfang som muligt maa komme Østlandets Byer tilgode, og at ikke Rønne alene faaer alle Fordele af, at Posten sendes derigjennem og med denne Byes Skibe. Her boer paa Østlandet af Øen ca. 18,500 og paa Vestlandet ca. 16.500 Mennesker. Man skulde som Følge heraf troe, at denne Omstændighed var nok til, at Postskibene idetmindste 2 Gange om Ugen kunde anløbe en af Østlandets Havne først, og paa de øvrige Toure Rønne. Østlandsboerne mene ogsaa, at den af de to Bornholmske Repræsentanter i Rigsdagen, der har Sæde i Finantsudvalget, i et af Møderne maatte have klaret Stillingen for Dhrr. Medlemmer i Udvalget med Hensyn til den om handlede Udvidelse af Postforholdene mellem Kjøbenhavn og Øen.

Jeg skal sluttelig kun anføre et lille Exempel paa, hvor betydningsfuld for Øens Befolkning den daglige Dampskibsforbindelse med Hovedstaden er. Hver Gang Dampskibet "Erna" gaaer langs østkysten for at indtage Ladning til Kjøbenhavn, faae vore Fiskere paa den Kant af Øen 10 a 20 Øre mere for hvert Pund Lax.

Desværre er det kun een Gang om Ugen, at dette Skib gjør Touren. En hyppigere og regelmæssigere Dampskibsforbindelse vilde under alle Omstændigheder være et stort Gode for vort Fiskeri, der drives i betydeligt Omfang paa Østlandet og i høi Grad trænger til at ophjælpes. Kunde der virkes i denne Retning, vilde vore ærede Rigsdagsmænd erhverve sig hele Østlandets og særlig Fiskeribefolkningens største Taknemmelighed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. december 1881).

Jerndampskibet S/S Erna var bygget i Malmø 1877. Den var på 193 tons. Skibet lønnede sig over forventning. I 1884 var mængden af gods taget så meget til, at det i 1885 blev suppleret med "Jarl". 1890 var ulykkesår for begge skibe:"Erna" blev påsejlet ud for Falsterbo, og "Jarl" forliste, se herom indslaget i Vandringsløse Tidende. Derefter skete flere uheld. Sidste gang i 1897 hvor skibet forliste og blev opgivet.

Hansine Rasmine Rasmussen (1852-1928). (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom i en Sag om Barnemord. Høiesteret paakjendte igaar en Sag, hvorunder Arrestantinden Hansine Rasmine Rasmussen tiltaltes for denne Forbrydelse, idet hun den 1ste Juni d. A. havde, efter først at have kvalt sit udenfor Ægteskab fødte 7 Maaneders Drengebarn, kastet det i den saakaldte Ladegaardssø tæt udenfor Nyborg. Arrestantinden, der tjente paa en Gaard i Fyen, var den 31te Mai d. A., da hun i 5 Dage i Træk havde været beruset, bleven bortviist af Tjenesten og havde begivet sig til Odense. Herfra tog hun samme Aften til Nyborg, hvor hun tidligere havde tjent, og hvor Barnet var anbragt i Pleie. Hos den Familie, hvor Barnet var, tilbragte hun Natten, og i Løbet af samme fik hun, der vel tidligere havde følt sig fortvivlet over sin Stilling og tænkt paa at aflive sig selv, men ikke Barnet, den Tanke at tage Livet baade af sig selv og af det, da hun ikke vidste, hvorledes hun uden Plads, enten til sig selv eller Barnet, skulde kunne komme ud af det. Den næste Morgen begav hun sig bort med Barnet og paatænkte, da hun i Mellemtiden havde opgivet Tanken om at dræbe sig og Barnet, at faae Barnet anbragt et andet Sted. Hun opgav imidlertid sidstnævnte Bestemmelse om Barnets Anbringelse og besluttede sig nu til at dræbe sig selv og Barnet ved Drukning. Efter at have siddet lidt i et Krat tæt ved Ladegaardssøen, fattede hun den Beslutning først at dræbe Barnet og derpaa at drukne sig selv. Hun kvalte derpaa Barnet og blev derpaa siddende et Par Timer med Liget i sit Skjød uden at kunne overvinde sig til at udføre sin tidligere Beslutning om at drukne sig, idet ogsaa den Tanke faldt hende ind, at hun nu uden Barnet mulig kunde komme bedre ud af det. Efterat have opgivet at dræbe sig selv, klædte hun Barneliget af, for at det ikke skulde gjenkjendcs paa Klæderne, naar det blev fundet, kastede det nøgent ud i Ladegaardssøen paa det Sted, hvor det samme Dag blev fundet, og reiste samme Dag tilbage til Odense, i hvis Omegn hun Dagen efter fik Tjeneste hos en Gaardmand, hos hvem hun den 6te Juni blev anholdt.

Overretten havde fundet Betænkelighed ved at statuere som af Underretten gjort, at Arrestantinden - der er ca. 30 Aar gl. og ugift og som skildres som hengiven til Drik - havde med Overlæg skilt Barnet ved Livet, hvorimod Retten havde anseet hende efter Straffelovens § 186 med Tugthuusarbejde i 12 Aar, og dette Resultat stadfæstedes af Høiesteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. december 1881).

Underdommeren, herredsfogden i Vinding Herred havde idømt hende dødsstaf. 

Sagen Nr. 306/1881.

Advokat Nellemann Aktor

contra

Hansine Rasmine Rasmussen (Def. Adv. Halkier).

(Afsagt den 6 December 1881).

Spørgsmaal om et Fruentimmer, der havde dræbt sit c. 7 Maaneder gamle, uægte Barn, derved havde handlet med Overlæg. Straffelovens § 186 anvendt.

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom af 25 Oktober 1881 er saalydende:

Den 1 Juni d. A. hen paa Eftermiddagen blev der paa Vinding Herreds Grund tæt udenfor Nyborg i den saakaldte Ladegaardssø paa 2 a 3 Alens Dybde fundet det nøgne Lig af et flere Maaneder ammelt Drengebarn, og gav den den næste Dag foretagne legale Obduktion af samme det Resultat, at Døden ikke var bevirket ved Drukning, men at den sandsynligste Dødsaarsag var Kvælning af Barnet, førend det var kastet i Vandet. Samme Dag oplystes det nævnte Barn derhos at være den af Arrestantinden Hansine Rasmine Rasmussen den 2 November f. A. udenfor Ægteskab fødte Dreng Niels Peder Rasmussen. Ved den i Anledning heraf mod Arrestantinden indledede Undersøgelse er der ved hendes egen Tilstaaelse og det iøvrigt Fremkomne blevet oplyst Følgende:

Arrestantinden, der aldrig har været gift, og som i 1871 havde født et uægte Barn, der dog døde Aaret efter, kom, efter at hun den 2 November f. A. hos en Slægtning i Nyborg havde født det ovenfor nævnte Drengebarn med hvis Fader hun ikke havde staaet i Forbindelse siden ifjor Foraar, saa han end ikke anede hendes Frugtsommelighed eller dets Fødsel til at tjene paa en Gæstgivergaard i Nyborg, medens hun fik Barnet anbragt i Pleje hos en Familie lige udenfor den nævnte By, hvorfra det imidlertid den 1 Maj d. A. kom til en Skomager i Nyborg for en Betaling af 10 Kr. om Maaneden, som skulde erlægges forud. Samtidig maatte Arrestantinden paa Grund af, at hun var hengiven til Drik, hvad hun har været fra hun blev voxen, skifte fra den omtalte Gæstgivergaard og kom nu til at tjene paa Søndergaarde i det vestlige Fyn.

Derfra blev hun imidlertid, da hun i 5 Dage i Træk havde været beruset, bortvist den 31 Maj d. A., og hun, der da var i Besiddelse af ca. 10 Kr., begav sig derpaa strax til Odense, hvor hun skaffede sig yderligere 4 Kr. ved Pantsætning af sit Uhr, og tog, efter at have kjøbt en Pægl Brændevin, hvoraf hun drak henved Halvdelen, inden hun forlod Odense, med Jernbanen til Nyborg for at se til sit Barn og betale Plejeløn for det for Juni Maaned. Ved Ankomsten til Nyborg Kl. 10% Aften gik hun hen til den ovenfor nævnte Skomager, der dog ikke havde kunnet beholde Barnet hos sig. men midlertidig havde anbragt det hos en Nabofamilie, og hun erklærede da først, at hun endnu samme Nat vilde rejse tilbage medtagende Barnet, som hun ved denne Lejlighed opgav at kunne faa billigere i Pleje i Nærheden af hvor hun tjente, men lod sig dog af den nævnte Skomager, der ansaa hende for beskænket, og af den Kone, hos hvem Barnet var, overtale til at blive Natten over hos Skomageren, siddende paa en Stol og med Barnet i en Vugge ved Siden af sig. Løbet af Natten fik hun, der vel tidligere har følt sig fortvivlet over sin Stilling og tænkt paa at aflive sig selv, men ikke Barnet, den Tanke at tage Livet baade af sig selv og af det, da hun ikke vidste, hvorledes hun uden Plads enten til sig eller Barnet skulde komme ud af det. Kl. ca. 5 1/2 om Morgenen gik hun alene hen til en Familie i Nyborg, hvor hun havde et Stykke [Tag berende], og paa Vejen derfra tilbage laa hun i nogen Tid og sov paa Voldskrænten. Efter derpaa hos den Familie hvor Barnet i den sidste Tid imidlertid havde været, at have faaet Noget at spise og drikke og noget Mælk til Barnet, [samt] efter at have faaet Lejlighed til at drikke Resten af det Brændevin, hun havde medbragt fra Odense, lidt over ½ Pægl, begav han sig mellem Kl. 8 og 9 Morgen bort med Barnet, idet hun angav, at hun, inden hun rejste tilbage med Jernbanetoget, vilde gaa ud til den Familie udenfor Nyborg, hvor Barnet havde været anbragt indtil den 1 Maj. Dette var efter hendes Forklaring virkelig ogsaa hendes Hensigt, idet hun, der i Mellemtiden havde opgivet sin om Natten fattede Tanke at dræbe sig og Barnet, vilde forsøge, om den nævnte Familie ikke mulig atter vilde modtage Barnet. Paa Vejen opgav hun imidlertid atter denne Bestemmelse, uden at hun har kunnet angive anden Grund dertil, end at hun tvivlede om at kunne komme ud af det, og hun besluttede sig nu til at dræbe sig selv og Barnet ved Drukning og gik derfor ad en anden Vej uden om Byen hen til et tæt Krat lige ved Ladegaardssøen, hvor hun satte sig. Efter at have siddet lidt efter hvad Arrestantinden antager henved et Kvarterstid og grædt fattede hun, idet hun blev bange for, at Barnet ikke skulde komme af Dage eller dog pines længe, naar hun sprang i Vandet med det levende, den Beslutning. først at dræbe Barnet og derpaa at drukne sig selv. Hun tog derfor nu, medens Barnet laa i hendes venstre Arm, med sin højre Haand og trykkede stærkt om dets Hals, hvorved det døde i mindre end et Par Minuter.

Hun blev derpaa siddende et Par Timer med Barnet i sit Skjød, uden at kunne overvinde sig til at udføre sin tidligere Beslutning om at drukne sig, idet ogsaa den Tanke faldt hende ind. at hun nu uden Barnet mulig kunde komme bedre ud af det. Efter at have opgivet at dræbe sig selv, klædte hun Barneliget af, for at det ikke skulde gjenkjendes paa Klæderne, naar det blev fundet, og begav sig lidt efter Middag med Klæderne skjulte i sin Kurv, tilbage til Skomageren og Nabofamilien i Nyborg, hvor hun fortalte, at hun havde været hos en Pige i den Gjæstgivergaard, hvor hun havde tjent indtil den 1 Maj, at Barnet laa og sov der, til hun skulde kjøre med Jernbanetoget, og, efter at have tilbageleveret et laant Shavl og betalt Noget for sin Fortæring, gik hun atter bort og rejste Kl. 2½ med Toget til Odense, i hvis Omegn hun Dagen efter fik Tjeneste hos en Gaardmand, hos hvem hun den 6 Juni blev anholdt.

Den omtalte Skomager har - som allerede ovenfor berørt - forklaret, at Arrestantinden ved sin Ankomst til Nyborg den 31 Maj om Aftenen var beruset og i saa Henseende nærmere ndsagt, at baade hendes Tale og Udseende dengang viste, at hun var fuld, medens den Kone, hos hvem Barnet var, har forklaret, at hun, der ikke tidligere har kjendt Arrestantinden, nok fandt hende noget underlig den nævnte Aften, men ikke bestemt kunde skjønne, om hun var fuld. Med Hensyn til Arrestantindens Tilstand den næste Morgen har den nævnte Kone derhos forklaret, at hun vel ogsaa da fandt Arrestantinden noget underlig og sær, men dog ikke fattede nogen Betænkelighed, da Arrestantinden talte fornuftigt om, hvor Barnet skulde hen, medens Skomagerens Forklaring gaar ud paa, at Arrestantinden, den Gang hun Kl. ca. 5½ om Morgenen gik hen til den ovenfor omtalte Familie, hvor hun havde et Stykke Tøj beroende, vel var mindre fuld end den foregaaende Aften, men ikke ædru, samt at hun, da hun omtrent Kl. 9 gik bort med Barnet, vel var noget forstyrret og sær, men dog ikke anderledes, end at de nok mente at kunne lade hende gaa med Barnet, idet hun talte meget fornuftigt om, hvor hun vilde hen, og tilsyneladende var ved Sans og Samling. Hos den Familie, til hvilken Arrestantinden Kl. 5½ eller 6 kom hen for at hente det ovenomtalte Stykke Tøj, og hvor hun opholdt sig et Kvarters Tid, traf hun to Personer, der. have forklaret, den Ene, at Arrestantinden kjendelig var noget beruset, den Anden, at hun var beruset og i en meget fortvivlet Stemning, hvilket Indtryk dog navnlig fremkaldtes ved hendes sære Fagter, medens hendes Tale var sammenhængende og fornuftig. Endelig have to Personer, der saa Arrestantinden paa den Vold, hvor hun paa Tilbagevejen fra nysnævnte Familie var faldet i Søvn, forklaret, at hendes Gang, da hun, efter at være vaagnet, gik videre, var rolig og sikker, hvorhos den Ene, der ved nævnte Lejlighed talte med hende, har tilføjet, at hun vel gjorde et underligt Indtryk paa ham, men at han dog slet ikke fik det Indtryk, at hun var fuld.

Arrestantinden har selv bestemt fastholdt, at hun hverken var beruset om Aftenen den 31 Maj eller den paafølgende Nat eller den 1 Juni og at hun godt vidste, hvad hun gjorde, den Gang hun besluttede og udførte den af hende begaaede Forbrydelse.

Det er derhos i en af Distriktslægen i Nyborg i Anledning af Sagen afgiven Erklæring udtalt, at hun, der i de sidste Aar hyppigt skal have nydt Spiritus i Overmaal, ikke i legemlig Henseende frembyder noget Sygeligt, men synes upaavirket af Spirituosa, og at hun vel i sin hele Fremtræden er noget langsom og træg og synes i noget mere end almindelig Grad at være lidet aandelig udviklet og saavel tidligere at have været som nu at være tilbøjelig til Tungsind, men at det dog ikke kan siges, at hun i nogen Henseende frembyder saadanne Abnormiteter, at hendes Tilregnelighed derved skulde være bleven paavirket. Endelig har Sundhedskollegiet, hvis Erklæring er bleven indhentet af Overretten, udtalt, at der efter de foreliggende Oplysninger ikke er tilstrækkelig Grund til at antage, at Arrestantinden paa den Tid, da hun begik den omhandlede Forbrydelse, ikke skulde have været i Besiddelse af den Tilregnelighed. der findes hos voxne og sjælssunde Personer.

Medens det efter det Anførte maa antages, at Arrestantinden har været fuldt tilregnelig, den Gang hun bestemte sig til og udførte Forbrydelsen, maa Retten derimod efter samtlige foreliggende Omstændigheder finde Betænkelighed ved at statuere, at hun - som i Straffelovens § 190 krævet - med Overlæg har skilt sit Barn ved Livet, og hendes Gjerning findes derfor at maatte henføres under Straffelovens § 186. Arrestantinden, der er født den 4 Februar 1852 og ved nærværende Rets Dom af 20 April 1869 blev anset efter Straffelovens § 162, sammenholdt med § 37 og 163 med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 1 Maaned, vil derfor nu efter bemeldte Lovbestemmelse være at anse med en Straf, som findes passende at kunne bestemmes til Tugthusarbejde i 12 Aar.

I Overensstemmelse hermed vil den inden Vinding Herreds Extraret af Underretsdommeren med tiltagne Meddomsmænd den 14 Juli d. A. afsagte Dom, hvorved Arrestantinden ifølge Straffelovens § 190 er ifunden Livsstraf, være at forandre.

Thi kjendes for Ret: Arrestantinden Hansine Rasmine Rasmussen bør hensættes til Tugthusarbejde i 12 Aar. I Henseende til Aktionens Omkostninger bør Underretsdommen ved Magt at stande. I Salær til Aktor og Defensor for Overretten, Prokuratorerne Alberti og Nissen betaler Arrestantinden 25 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Ugeskrift for Retsvæsen 1882).

Fra voldgraven om Nyborg Slot med vandtårnet i baggrunden til højre. Her på volden et eller andet sted overnattede Hansine og overvejede at dræbe barnet og begå selvmord. Og senere aflivede hun sit barn i Ladegårdssøen som ligger bag træbræmmen til venstre i fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ladegårdsåen blev for at indvinde rent drikkevand opstemmet, hvorefter Ladegård Sø opstod. Den gik helt ind til borgen.

I Højesteretsafgørelsen står at Hansine Rasmine Rasmussen den 20. april 1869 var blevet straffet med 1 måned efter 20 April 1869 blev anset efter Straffelovens § 162, sammenholdt med § 37 og 163 med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 1 Maaned. Endvidere oplyses at hun er født 1852. Dette kunne være identisk med en Hansine Rasmine Rasmussen som omtales i "Forbryderbilleder 1867-1870" (1989) side 38. Dette stemmer med at der under nedenstående foto står at hun i 1869 var 17 år. Fotoet er optaget af fotograf E. Rye i Odense:

Hansine Rasmine Rasmussen -17 år, tjenestepige, født på Sødinge Mark, "uægte" datter af Ane Rasmussen og krokarl Jeppe Nielsen. "Middel af Væxt, stærk af Bygning, blondt Haar, blaa Øine og noget tykhovedet."

Som 13-årig var Hansine ude og tjene. Hendes stedfader besøgte hende beruset og fik hende med på en spadseretur. I en græsmark forsøgte han samleje, men afstod fra at fuldbyrde. Samme sommer blev hendes lidt yngre brødre tvunget til at stille stedfaderens kønsdrift nogle gange, hvor han var fuld og derfor "ikke tænkte videre over", hvad han gjorde. Både Hansine og brødrene fortalte det til deres mor; men hun gjorde ikke noget ved det. Hansine blev konfirmeret og fik en ny plads. Hun var flink, men tilbøjelig til brændevinsdrik. 16 år gammel mistede hun pladsen og kom hjem at bo. Hun sov på gulvet i forældrenes værelse. Så blev det koldt, og på moderens forslag kom Hansine op i sengen. Stedfaderen lå i midten. Tre morgener stod moderen tidligt op og gik i byen. Og så skete det, som hun var advaret om. - Var det også meningen? - Hun havde mistanke og kom uventet hjem. Nu meldte hun ham og kom af med manden. Han fik 5 års forbedringshusarbejde. Hansine måtte også have sin straf. Ved overretten blev den fastsat til 1 måneds fængsel på sædvanlig kost. Hun sad fængslet 134 dage. Hendes mindre brødre slap for tiltale.

Stedfaderens overgreb udløste også straf til Hansine, hvilket var mere reglen end undtagelsen. Se fx Mette Seidelin: "Da børn var medskyldige - lovgivning og straffepraksis i blodskamsager før 1933." Af denne artikel fremgår at kvinderne i et blodskamsforhold blev anset for skyldige i uterlighed, selvom det drejede sig om mindreårige kvinder/piger. Også af familiens omgivelser var der ringe forståelse for den yngre parts situation, selv når det drejede sig om forældreløse. Anmeldelser af blodskamsforhold skete på samfundets og/eller sædelighedens vegne, uden at tage hensyn til barnet Kvinders seksualitet og adfærd var underlagt strenge normer, mens mænds blev undskyldt med deres manglende evne til at kontrollere deres drifter. Hvilket endog afspejledes i domstolenes afgørelser. At Hansine fik en efter den tids normer mild straf skyldes, at forholdet ikke var fuldbyrdet, og altså "kun" var uterligt.

Fra Christianshavns straffeanstalts protokol ses bl. a hendes oprykning gennem årene til klasse 5. Hun blev betinget benådning på kongelig resolution den 18. december 1890 og kom i tjeneste hos gårdejer Jørgen Nielsen. 

Sankt Hans Hospital i Roskilde, kirken og en del af kurhuset. Foto Erik Nicolaisen Høy. 2022.

Hun blev endelig løsladt 12. december 1893. I 1895 ses at hun levede af rengøring og vask. I et tidsrum mellem et ukendt år og 1912 var hun indlagt på Sankt Hans Hospital i Roskilde, hvilket fremgår af folketællingen november 1925: her ses hun at bo Prinsessegade 12D (opslag 156-157), og hun havde da boet 13 år i København efter at være kommet fra St. Hans (formentlig hospitalet i Roskilde). 

Særlig gode kan forholdene ikke have været. I Social-Demokraten 26. februar 1919 findes en klage fra beboerne i Prinsessegade nr. 12 over viceværten og husejerne. Blandt klagepunkterne var at trappelyset aldrig blev tændt og at opgangene henlå i "ægyptisk mørke". På 5. sal regnede det ind, viceværten opførte sig truende over for beboerne når de klagede, og til folk er ønskede at flytte ind skal han have sagt: "Ja, bare jeg kunde faa noget af det Rak ud, jeg har boende her i mine ejendomme", samt hånede og skældte beboerne ud når det passede ham.  På kvisten døde en 80 årig kvinde i juni 1925 da hun under kaffebrygning faldt over gasapparatet og brændte ihjel. Brandvæsnet nåede at slukke ilden før den bredte sig til stuen.

Fotograf: Mogens Falk-Sørensen (1907-1975): Prinsessegade 10-12-14. Gård til højre for tværhuset. 1968. Nr. 10-14 kaldtes også Bryggergården idet der har boet to bryggere her: I 1756 brygger Hans Michelsen Fielsted og i 1806 major og brygger Hjorth. Huset er fra 1740.

Hansine døde på Bispebjerg Hospital den 7. maj 1928, 76 år gammel, ugift og stadig med bopæl Prinsessegade 12D på Christianshavn (Se Christians sogns kirkebog, opslag 129). Dødsårsagen angives til Cancer coli (tyktarmskræft). Hun blev begravet fra Christians kirke på Christianshavn til Vor Frelsers Kirkegård (Amager). I protokollen angives hun til 75 år, men blev dog 76 år (født 4. februar 1852).

Høiesteretsdom om Brugen af Kjælderleiligheder. (Efterskrift til Politivennen)

Efterat Muurmester J. E. Günther i 1874 havde opført en Eiendom paa Hjørnet af Baggesensgade og Todesgade, ansøgte han om Tilladelse til at benytte en i samme værende Kjælder, der har en Høide af 4 Fod, hvoraf 2 Fod 6 Tom. over Jordlinien, til Udsalg, hvilket ogsaa bevilgedes paa Betingelse af, at der ikke opsættes Comfurer i Kjælderen, og at denne ingensinde benyttes til Natteophold for Mennesker. Da Hr. Günther det følgende Aar solgte Eiendommen til Oversergeant E. T. Høyer, fandtes der desuagtet to med Comfurer forsynede og af paagjældende Leiere ogsaa til Natteophold benyttede Kjælderleiligheder. og da det derfor i 1876 ved Eftersyn fandtes, at den ovennævnte af Bygningscommissionen for Benyttelsen af Kjælderen stillede Betingelse var overtraadt, maatte Hr. Høyer forpligte sig til uopholdelig at borttage Comfurerne samt sørge for, at Kjælderne ikke benyttedes til Natteophold for Mennesker, og først efterat denne Forandring var bleven iværksat af Hr. Høyer, meddeelte Bygningscommissionen paa derom af Hr. Günther indgivet Andragende Tilladelse til at Comfurernc atter opsattes i Kjælderne. Da imidlertid Hr. Høyer ikke ved Afslutning af Kjøbet af Eiendommen vil have været vidende om Ulovligheden af, at Kiælderne vare forsynede med Comfurer og benyttedes til Natteophold af Leierne, sagsøgte han Hr. Günther til Betaling af forskjellige nærmere præciserede Erstatninger, tilsammen til Beløb 3275 Kr. eller for en Deels Vedkommende efter uvillige Mænds Skjøn. Hof- og Stadsretten tog ogsaa denne Paastand til Følge og paalagde Hr. Günther at godtgjøre sin Modpart Sagens Omkostninger med 60 Kr. Høiesteret kom derimod ved sin i Fredags afsagte Dom til det modsatte Resultat. Det hedder herom i Præmisserne til Dommen:

Som i den indankede Dom bemærket har Citanten (Günther) vel ikke forinden Salget af den i samme omhandlede Eiendom gjort Indstævnte (Høyer) bekjendt med, at Comfurerne i Kjælderleilighederne vare anbragte imod Bygningscommissioncns Forbud, og heller ikke tilvejebragt Beviis for, at Indstævnte ved Kjøbets Afslutning fik Meddelelse om, at disse Lejligheder ikke maatte benyttes til Natteophold; men ligesom det paa den anden Side ikke af Indstævnte er gjort gjældende, at Citanten skulde have foregivet at have erhvervet den Tilladelse, der, som Indstævnte maatte vide, var nødvendig ifølge § 57 i Bygningsloven for Kjøbenhavn af 21de November 1871, saaledes er der ingen Grund til at antage, at han paa anden Maade svigagtigt har fremkaldt eller benyttet sig af en urigtig Forestilling hos Indstævnte i den ommeldte Henseende. Navnlig kunde de af Citanten om Kjældrerlejlighederne oprettede Leiecontracter, i hvilke de betegnedes som Udsalgslocaler, og hvorved der i dem var tilsagt Leierne Ret til Beboelse, ikke give Indstævnte nogen Anledning til at forudsætte at Kjælderne turde benyttes som Beboelseskjælder. Saafremt han derfor ved Kjøbets Afslutning har lagt Vægt paa dette Punkts havde det været hans Sag at skaffe sig den fornødnc Underretning. Da der saaledes efter Høiesterets Formening manglede Føie til at paalægge Citanten at udrede de af Indstævnte paastaaede Erstatningsbeløb, frifandt Retten ham, for dennes Tiltale. Processens Omkostninger for begge Retter hævedes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. december 1881).

Fra Utterslev Mark. (Efterskrift til Politivennen)

En Indsender skriver i "Berl. Tid.": Hr. Redaktør! Tillader De, at jeg igennem Deres ærede Blad henvender mig til Sundhedskommissionen paa Utterslev Mark, hvis der iøvrigt eksisterer en saadan. Det var ønskeligt, om D'hrr. engang vilde gaa ned ad Alexandravej og gøre sig bekendt med dens overfyldte Grøfter og Vandløb, fra hvilke der udbreder sig saa mephitiske Dunster, at man for at passere Vejen maa holde sig for Næse og Mund. Det stinkende Affald hidrører fra Slagterier, Hesteslagterier, Tarmskrabere og Lossepladse med Svinehold m. m., og at der ikke i dette Strøg er opstaaet en Epidemi, skyldes i alt Fald ikke Sundhedskommissionens Aarvaagenhed. Skulde en Smitsot opstaa i dette tæt bebyggede Kvarter, vilde den snart forplante sig til selve Hovedstaden, med hvilken Flertallet af de Næringsdrivende paa Utterslev Mark jo staar i daglig Forretningsforbindelse. Der synes saaledes at være al Grund for Københavns Sundhedspoliti til at træde til for at opnaa en Regulering af de nævnte Vandløb, som vet vel nærmest paahviler Sogneraadet eller Vandopsynet at holde i forsvarlig Stand. I Sommer, da man udgravede den store Grøft, der stiller København fra Utterslev, troede jeg og mange Andre med mig, at der vilde blive gjort Noget for at tilvejebringe en Forbedring i de paaankede Forhold, navnlig for at fjerne de mange forskellige Vandløb, der paa Kryds og Tvers løbe forbi de forskellige Ejendomme, og som ved deres Stank ofte bevirke, at man neppe kan aabne et Vindue, førend man maa skynde sig at lukke det igen. Der er her et stort Onde tilstede, som let kan drage uberegnelig sørgelige Følger efter sig og det vilde ikke alene glæde mig, men mange Beboere med mig, om Autoriteterne vilde henvende deres Opmærksomhed paa Sagen og jo før jo hellere raade Bod paa en slem, næsten utaalelig Ulempe, hvori der ligger en daglig Trusel for selve Hovedstadens Sundhedstilstand.

(Social-Demokraten 23. november 1881).