Politiinspektør Theodor Petersen Død og Begravelse. (Efterskrift til Politivennen).

Dette indslag er del af en serie om politiinspektør Theodor Petersen. Klik her for samtlige indslag.

Politiinspektør Theodor Petersen død.

Politiinspektør Theodor Petersen er i morges Kl. 9 afgået ved døden efter længere tids sygeleje.

Den afdøde blev født 1842 i Hillerød som søn af brændevinsbrænder Andreas Petersen og hustru, født Benthien. Han blev student fra Frederiksborg lærde Skole og tog juridisk embedseksamen 1869. Kort efter indtrådte han i Københavns Politi i de menige betjentes rækker. Først i 1878 blev han politiassistent og 1885 overtog han embedet som 1. politiinspektør i København  leder af ordenspolitiet.

I de tredive år, Theodor Petersen har varetaget dette embede, har han forstået med meget stor dygtighed at skaffe sig respekt og anseelse indenfor det stedse voksende korps. Han nød sine medborgeres tillid i overordentlig høj grad. 

I de sidste dage har man på domhuset været på det rene med at det bar hurtigt mod døden. Man vidste det men det forekom de fleste næsten uforståeligt. Trods sine 73 år var den afdøde en så støt og rolig arbejdskraft at man syntes han hørte så fast til institutionen at den måtte rokkes, hvis han gik bort.

Meddelelsen om den fremragende embedsmands død blev alle vegne modtaget med den største beklagelse. Når Københavns politi følger politiinspektør Theodor Petersen til det sidste hvilested jordfæstes med ham et helt kapitel i vort politis historie og et kapitel, han selv har skrevet med fast og myndig hånd.

Mindeord om den Afdøde.

Politidirektøren

Vi henvendte os i dag til politidirektør Eugen Petersen, der bl. a udtalte:

- En mand, der som Theodor Petersen i en menneskealder har haft en stilling som første politiinspektør er kommet i berøring med så mange mennesker og har været led i så mange foranstaltninger, at hans karakteristik er dannet af almenheden. Billedet af ham står fast.

Personlig føler jeg trang til at fremhæve at Københavns Politi mister en af sine bedste støttepiller i Theodor Pedersen. Samarbejdet imellem ham og mig har igennem de mange år været upåklageligt. Han var en meget behagelig mand at have med at gøre i embedsforhold. Vi mister en energisk og utrættelig arbejder i etaten, en mand, hvis største og næsten eneste interesse var forholdene i Ordenspolitiet.

Ingen var som han inde i alle forhold vedrørende styrken og dens opgaver. Alle havde hans omhu, indtil de mindste detaljer satte han sig ind i sagerne og hans kendskab til personalet

og dets forhold vil ikke kunne erstattes i årevis.

For så vidt har de år Theodor Petersen ledede Ordenspolitiet været en række rolige år. Hans navn er derfor ikke knyttet til begivenheder eller enkelte store sager. Det er måske netop det, der karakteriserede den Afdøde at han igennem de mange års lange og ofte trættende arbejde har forstået i medbør som i modbør at holde retningslinjen og aldrig tabe tålmodigheden eller den dybe interesse for ferningen.

Politiinspektør Gyldenfeldt

der nogle gange og også nu til sidst har vikarieret for Theodor Petersen, udtalte følgende:

- - Det er en mand, først og fremmest og i ordets bedste forstand en mand, der er gået bort.

Han havde sine sager i en aldeles mønsterværdig orden og hans ry som administrativ embedsmand er fastslået i Københavns Politis historie. 

Personlig nød han den dybeste respekt for sine kolleger. Og det underordnede personale vidste altid at de traf den samme mand, der aldrig vaklede i sine meninger.

Politiassistent Max Tvermoes.

Ved politiinspektør Th. Petersens død vender min tanke uvilkårlig mange år tilbage i tiden. Som dreng kom jeg nemlig til at bo i samme hus hvori daværende politiassistent Th. Petersen boede.

Førstindtrykket af ham var meget flygtigt men jeg erindrer det dog så tydeligt. Vi passerede hinanden på trappen. Politiassistenten var på vej ned til stationen i stuen jeg for opgående. Der blev kun Iejlighed til at se et glimt af politiassistenten: han tog trappen i 3 skridt. Det imponerede mig!

Som tiden gik, fik jeg imidlertid lejlighed til at lære politiassistenten nærmere at kende. Han gav sig ofte i snak med mine brødre og vandt os fuldstændig. Børn havde nemlig en stor plads i Th Petersens hjerte. Hvor ofte har man ikke under politiinspektørens tjeneste ude i byen set ham få fat i en eller anden dreng, taget huen af ham og gøre løjer med ham og i løbet af kort tid stå omringet af en flok Drenge der gerne ville  være med nu de så at "den høje politimand med de strenge træk" var lutter smil og løjer når det gjaldt børn.

Der er faldet mangen overfladisk og uretfærdig bedømmelse af politiinspektør Th. Petersen, det kan vi, der har arbejdet under ham, bevidne.

Stillingen som chef for ordenspolitiet kræver en mand, der blandt andet sidder inde med megen disciplin. Th. Petersen var den fødte disciplinens mand. Og dertil kom hans rige evner, hans store og hans hurtige og faste hånd. 

Når den almindelige bedømmelse af politiet nu er en ganske anden end for en snes år siden. da kan dette blandt andet tilskrieves politiinspektørens arbejde.

Vi der har arbejdet under politiinspektøren som vor nærmeste foresatte, vil altid med stor taknemmelighed mindes den impuls, han formåede at give os, og de mange gode råd han ydede os. Og har vi engang imellem fået en irettesættelse hvad der jo er hændt, har vi altid indset at den var på rette plads

*

Straks da vor sidste krig brød ud, meldte Theodor Petersen sig som frivillig. Han blev menig i dragonregimentet og deltog i dettes træfninger. Under kampen blev han på grund af tapperhed og fortrinligt forhold udnævnt til sekondløjtnant.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 8. april 1915)

Politiinspektør Th. Petersen død i morges.

Theodor Petersen

I formiddags kl. 9:30 er politiinspektør Theodor Petersen afgået ved døden, 72 år gammel.

-   -   -

Dødsfaldet kommer ikke uventet. Da politiinspektøren for en halv snes dage siden indlagdes på Kommunehospitalet og det erfaredes at professor N. Hansen ikke havde vovet at udføre den underlivsoperation der var en uafviselig nødvendighed, om den syge skulle have fred for de alvorlige Iidelser han havde gennemgået i den sidste tid, vidste tman at hans dage var talte.

-   -   -

Det var en af pillerne inden for Københavns Politi, der her er gået bort. En af grundpillerne i det gamle, nu utvivlsomt forlængst overlevede system.

I tredive år har Theodor Petersen beklædt stillingen som 1. politiinspektør. Som 27-årig cand. juris blev han i 1869 betjent i politiet, gik på gaden og arbejdede i opdagelsespolitiet en halv snes år, til han i 1879 blev assistent og 1885 overtog den betroede og indflydelsesrige stilling som chef for Ordenspolitiet.

Nogen populær mand blev Theodor Petersen aldrig. Han ejede sikkert den bedste vilje til sin gerning, besad også en vis dygtighed og har således alene æren for den akkuratesse og disciplin, hvormed Ordenspolitiets maskineri arbejder. Men han har også ene ansvaret for den militære ånd og den slaviske tone, der altid har hersket indenfor hans afdeling, og hvis grelle sider år for år er trådt stærkere og stærkere frem.

Skønt af ret borgerlig og jævn afstamning - han var søn af en brændevinsbrænder i Hillerød - trak han i al sin virken de skarpeste skillelinjer mellem over- og underordnede indenfor politietaten De moderne krav om organisationsfrihed, forhandlingsret osv for politiets folk mødte ikke den ringeste forståelse hos ham, men tværtimod den stejleste og mest brutale afvisning. Han var cdefen, den, der alene vidste besked, og den hvis vilje alene var den afgørende - en Napoleon, der ikke tålte den ringeste mukken i armeens geledder.

Derfor vil politiets folk kun græde tørre tårer ved hans død. De vil glemme de gode egenskaber, han trods alt besad - ikke mindst den at han aldrig skånede sig selv, men altid stillede de samme strenge tjenstlige krav til den yngste betjent.

Heller ikke det købehavnske publikum vil have let ved at sørge ved hans grav.

Han lærte aldrig at forstå at han var borgernes tjener. Hans optræden udadtil som indadtil var despotens. Han bød og befalede kun, kommanderede og disponerede, og folket havde bare lust til at "komme af vejen", som han udtrykte sig, når han i sin tid på byens store dage højt til hest dirigerede trafik og færdsel bag strenge afspærringslinjer.

Nu var han jo også forlængst en gammel mand, trods den legemlige spændstighed, der endnu prægede hans grånende skikkelse. Og der var kommet våbenhvile mellem ham og københavnerne - sagtens fordi man jo vidste, at hans tid snart måtte være forbi.

Hans tid og det system han repræsenterede.

-   -   -

Hvem der skal være Theodor Petersens efterfølger som første politiinspektør, ved i øjeblikket ingen. Og det er ret vanskeligt at udpege den særligt kvalificerede mand til posten.

Blandt politiassistenterne her i byen vil en sådan næppe findes. Den ene halvdel af dem er for gamle - den anden halvdel for unge af år. Heller ikke bliver der vist tale om, at politiinspektør Gyldenfeldt får pladsen. Han ønsker selv næppe at ombytte den fredelige og tilbagetrukne stilling som chef for fjerde afdeling med den langt brydsommere post som inspektør for Ordenspolitiet. Og sikkert vil udnævnelsen af den nye mand bringe en overraskelse.

Muligt vil spørgsmålet blive stiller i bero en stund. Om få dage, den 11. april, fylder politiets øverste chef Eugen Petersen de 75 år. Urimeligt er det da vel ikke at antage, at han nu, da hans mangeårige medarbejder er gået bort vil benytte anledningen til at unde sig den alderdomshvile, han forlængst har haft krav på, og vige sit sæde for yngre og friske kræfter.

Så kommer forhåbentlig systemskiftet fuldt og helt.

Nemo.

(Aftenbladet, 8. april 1915).

Helt så hurtigt gik det ikke med politidirektør Eugen Petersen (1840-1930). Han gik først af i 1917. Artiklen tog fejl vedr. sin antagelse om efterfølgeren. Theodor Petersen blev efterfulgt af Carl Viggo Henry Sehested Gyldenfeldt (1863-1928). Han var tidligere 4. politiinspektør. Han tog sin afsked i 1919, og er begravet på Garnisons Kirkegård. 

Politiinspektør Theodor Petersen død.

Politiinspektør Theodor Petersen er imorges Kl. 9 afgaaet ved Døden efter længere Tids Sygeleje.

Den afdøde blev født 1842 i Hillerød som søn af brændevinsbrænder Andreas Petersen og Hustru, født Benthien. Han blev student fra Frederiks lærde skole og tog juridisk embedseksamen 1869. Kort efter indtrådte han i Københavns Politi i de menige betjentes rækker. Først i 1878 blev han politiassistent og 1885 overtog han embedet som 1. politiinspektør i København - leder af ordenspolitiet.

I tredive år, Theodor Petersen har varetaget dette embede, har han forstået med meget stor dygtighed at skaffe sig respekt og anseelse indenfor det stedse voksende korps. Han nød sine medborgeres tillid i overordentlig høj grad. 

*

Domhuset har i dag flaget på halv stand i anledning af politiinspektør Theodor Petersens død.

*

Theodor Petersen efterlader sig hustru og fire børn af første ægteskab: En ugift datter og en datter, gift med kommunelærer J. Steffensen samt to sønner, toldoppebørselskontrollør G. With-Petersen og fuldmægtig under Frederiksberg Kommune, H. With-Petersen.

*

I de mange år Theodor Petersen var i politiet, før han blev embesmand, avancerede han regelret, først til inspektionsbetjent og dernæst til overbetjent. En tid lang gjorde han tjeneste ved opdagelsespolitiet. Han har derimod hele sin embedstid været knyttet til ordenspolitiet, og han var uden tvivl den mand der var bedst inde i denne administration og dens mange reglementer. Da han i januar 1885 overtog stillingen som inspektør, var styrken 455 mand, først i november s. å. kom de provisoriske 100 nye mand. I dag er styrken med embedsmænd og alt 882 mand.

*

Straks da vor sidste krig brød ud, meldte Theodor Petersen sig som frivillig. Han blev menig i 4. dragonregiment og deltog i dettes træfninger. Under kampen blev han på grund af tapperhed og fortrinligt forhold udnævnt til sekondløjtnant.

*

Theodor Petersen døde på Kommunehospitalet. I flere måneder har han lidt under en fremskreden mavelidelse, til trods for hvilken han med sædvanlig energi gen nemførte sit arbejde. Til sidst kunne han kun indtage flydende føde.

For 13 dage siden måtte han lade sig underkaste en operation for mavesår. Overlæge P. N. Hansen overtog operationen, og det lod til at den 73 årige patient ville komme sig, men så stødte en alvorlig slimkatar til og gjorde ende på hans liv.

*

Theodor Petersen var ikke kendt af det store publikum. Kun ved meget få lejligheder så man hans høje, ranke, uniformerede skikkelse på gaden. Til daglig gik han fortrinsvis civil.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 8. april 1915, 2. udgave)

Politiinspektør Theodor Petersen død.

Politiinspektør Theodor Petersen er i dag død på Kommunehospitalet. Døden har i de sidste dage været ventet time for time. Da den gamle politimand for en halv snes dage siden besluttede sig til at underkaste sig behandling på overlæge P. V. Hansens afdeling på Kommunehospitalet, var hans tilstand meget betænkelig. Da der så yderligere til den underlivssygdom, hvoraf han var lidende, stødte en lungebetændelse, forstod man, at der intet håb mere var tilbage.

Politiinspektør Petersen, der nåede en alder af 72 år, var født i Hillerød, søn af brændevinsbrænder Andreas Petersen. Efter at være blevet cand. jur. i 1869 gik han ind i Københavns Politis tjeneste som almindelig betjent - i 1878 udnævntes han til politiassistent og i 1885 overtog han endelig den stilling som inspektør for politiets første afdeling, Ordenspolitiet, som han beklædte til sin død.

Den aføde var en virksom og myndig mand. Han havde lige til det sidste bevaret den ungdommelige rankhed og spændstighed, som ikke er almindelig i vor generation. Theodor Petersen havde i sin tid været løjtnant i rytteriet; og når man så ham på hans ilsomme færd igennem byen for at inspicere den store styrke, som sorterede under ham, kendte man i den måde, han førte sig på, den gamle militær.

Theodor Petersen var et ordensmenneske og et administrationstalent - derfor passede han så udmærket til den stilling, som han beklædte gennem så skiftende tider. Han var en mand, som stillede store fordringer til sine undergivne, og som ikke var bange for at lade dem høre sandheden i dens allermest utilslørede form - men til gengæld var han ikke den mand, som skånede sig selv eller under noget som helst forhold var bange for at tage konsekvenserne af sine handlinger. Og man vidste, at der bag hans ofte noget bøse ydre gemtes et godt og retfærdigt hjerte.

Politinspektør Petersen har været gift to gange. Hans anden hustru overlever ham.

-   - 

Som mulige arvtagere til den betydningsfulde stilling, der står ledig efter Theodor Petersens død, nævner man inspektøren for politiets fjerde afdeling, hr. Gyldenfeldt, der har vikarieret under den afdødes sygdom, og politiassistenterne Tvermoes og Steffensen.

(Nationaltidende, 8. april 1915).

Politiinspektør Theodor Petersen død.

I går formiddags kl. 9:30 er 1. politiinspektør Theodor Petersen afgået ved døden i en alder af

72 år.

Hans død kommer ikke uventet. Da han for en halv snes dage siden blev indlagt på Kommunehospitalet, lidende af en ondartet underlivssygdom, og man ikke turde foretage nogen operation, var man på det rene med, at Th. Petersens dage var talte.

Med den afdøde politiinspektør falder en af de stærkeste støtter for det både forældede og konservative system indenfor ledelsen af vort politi. I 30 år har den afdøde beklædt pladsen som politiinspektør. Han var 27 år, da han som cand. jur. blev ansat i 1869 som gadebetjent. Nogle år efter blev han ansat i opdagelsespolitiet, hvor han virkede i en halv snes år. Derefter blev han politiassistent, og i 1885 blev han ansat som politiinspektør.

På denne plads blev Th. Petersen aldrig nogen populær mand - særlig ikke indenfor de menige politibetjente, der var ham undergivne. Skønt han selv var af borgerlig afstamning, blev han dog alle dage den mand, som stærkest trak skillelinjerne op mellem over- og underordnede. Den afdøde besad et vist organisationstalent; men gennem hele hans virken gik en streng militærisk ånd. At Ordenspolitiet i virkeligheden er en borgerlig institution, mærkede man ikke noget til under Th. Petersens regime. Alt gik efter tælling, og der var ikke tale om at han på mindste måde respekterede de underordnede politimænds organisations- eller forhandlingsret. Han alene var den kommanderende og man havde kun at lystre.

---

Overfor Københavns borgere stod Theodor Petersen i et lige så skarpt forhold. Der var ikke tale om at han følte sig som borgernes tjener. Ved lejligheder, hvor han ledede politiafspærringer o. lign. kommanderede han og skældte han ud på det groveste, og når folk ikke straks lystrede hans ordre, !od han politiet uden skånsel hugge ind på kvinder og børn.

Det var navnlig provisoriedagene, der satte den afdøde politiinspektør i så skarpt modsætningsforhold til sin bys borgere. I den sidste halve snes år var han jo en ældre mand, der kun sjældent viste sig offentlig, og den nuværende ungdom kender således ikke meget til den despotiske chef.

Hvem der skal være Th. Petersens efterfølger vides endnu ikke. Men indenfor politiet og hos Københavns borgere håber man, at hans død må betyde det gamle systems fald, og at et mere tidssvarende og humant system ind

(Social-Demokraten, 9. april 1915).

Politiinspektør Theodor Petersen død.

Det er et par uger siden 1. politiinspektør Theodor Petersen lod sig indlægge på Kommunehospitalet under overlæge P. N. Hansen, og alle der kendte Politiinspektøren, vidste at hans sygdom var af en meget alvorlig natur. For det var hans ønske at forblive på sin post til det sidste.

Patientens stærke konstitution gjorde, at kampen mod døden blev både langvarig og hård, men i går formiddags indtraf det ventede budskab, at Theodor Petersens liv var udslukt ...

En af byens allermest kendte offentlige personligheder er dermed gået bort efter en lang, tro og

dygtig tjeneste i sin etat. Theodor Petersen blev født i Hillerød den 20. september 1842 som søn af brændevinsbrænder Andreas Petersen. Han blev student fra Frederiksborg i 1862, cand. jur. i 1869, og fik samme år ansættelen som betjent i Københavns Politi. I 1878 avancerede han til politiassistent, i hvilken stilling han virkede, indtil han i 1885 udnævntes til posten som 1. politiinspektør. Han var gift første gang med Johanne Dorothea Georgine, født With - død 1894 - og anden gang med Maria Kamilla, født Petersen.

Straks, da Theodor Petersen overtog ledelsen af 1. politiinspektorat, kastede han sig med iver ind i arbejdet for at få sit ordenskorps fastere organiseret, eller måske snarere disciplineret. Og det ligger udenfor al tvivl, at det skyldes ham, når Ordenspolitiets tjeneste og hele

patruljeringssystem nu virker så sikkert, akkurat og maskinmæssigt som forholdene i en storby gør det nødvendigt.

Netop af den grund var uundgåeligt, at politiinspektøren ofte kom i et vist modsætningsforhold til de elementer, der mødte op med krav om større organisationsfrihed,  forhandlingsret og tjenstlige lempelser af forskellig art. Men særlig i de senere år syntes gæringen at være stilnet så nogenlunde, og fra den menige betjent og op til politidirektøren kan kun herske den opfattelse, at Theodor Petersen var en udpræget personlighed, en ypperlig arbejdskraft og en mand, der stillede samme strenge fordringer til sig selv, som de han krævede opfyldt af sine undergivne

-----

I flere måneder havde Theodor Petersen lidt af en fremskreden mavesygdom, men til trods herfor varetog han indtil for 14 dage siden med vanlig energi sit arbejde.

På Kommunehospitalet opererede overlæge P. N. Hansen ham for mavesår.  Patientens befindende syntes også tilfredsstillende, men en stærk slimkatar stødte til og fremkaldte døden.

Så snart dødsbudskabet nåede Domhuset, blev flaget hejst på halv stang.

---

Den afdøde efterlader sig hustru og fire børn af første ægteskab, en ugift datter, en datter gift med kommunelærer J. Steffensen samt to sønner, toldoppebørselskontrollør G. With-Petersen og fuldmægtig ved Frederiksberg Kommune, H. With-Petersen.

Få dage efter at krigen i 1864 udbrød, meldte Theodor Petersen sig som frivillig. Han indrullere-des i 4. dragonregiment og deltog i flere kampe, på grund af tapperhed od udmærket

tjenesteforhold forfremmedes han til sekondløjtnant. 

----

Theodor Petersen, hvis hele færd prægedes af at han var gammel militær, var en ihærdig og dygtig rytter. 

Ved en mængde officielle lejligheder så man hans gulduniformerede ranke skikkelse til hest, et billede som man syntes absolut hørte med ved en fyrstemodtagelse og lign. 

Men senere, da cykling blev almindeligere end ridning, ombyttede han hyppigt hesten med cyklen og var inden længe en lige så ivrig cyklist som rytter.

----

Den lange periode i hvilken Theodor Petersen ledede ordenspolitiet, var udpræget rolig, og hans navn er derfor heller ikke knyttet til større politibegivenheder. På en gang pudsigt og praktisk vakte han for nogle år tilbage røre ved sit arbejde for at udrydde de talrige Petersen'er og Hansen'er i politiet.

Man måtte give ham ret i at disse navne kun kunne skabe forvirring i et så stort personale. Og da ingen anden udvej Iå åben, fik han i stedet navnene Faaborg, Brønshøj, Viborg osv. i en uendelighed, idet han simpelt hen omdøbte betjentene og gav dem deres respektive fødebyers navne.

(København, 9. april 1915).

Politiinspektør Th. Petersens jordefærd.

En stille højtidelighed på Vestre Kirkegård.

Politiinspektør Theodor Petersen er i går eftermiddags blevet begravet fra det store Kapel på Vestre Kirkegård. Jordfæstelsen skulle efter den afdødes ønske foregå i stilhed, men hele det københavnske politis officerskorps mødte ved højtideligheden. Båren var helt skjult af signerede kranse fra politiets forskellige afdelinger. Vi nævner kranse fra politidirektøren, hovedstationens 1s. og 3. afdeling, politiassistenterne i Ordenspolitiet, overbetjentene sammesteds, Aarhus Politi, Københavns Politiforening, Københavns Politis Understøttelsesforening, Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Opdage!sespolitiet o. fl.

I følget sås politidirektør Eugen Petersen i spidsen for Københavns samtlige politiinspektører og politiassistenter. De mødte alle uniformerede. Desuden var kontorchef Chr. Hansen og politilæge Søren Hansen samt mange overbetjente og menige betjente til stede.

Efter salmen "Lær mig, o Skov" holdt pastor Alebeck, Mariendalskirken, en bøn ved båren, idet han udtalte, at den afdøde ikke havde ønsket nogen tale om sin virksomhed. Til bønnen føjede præsten familiens sidste hilsen og tak.

Kisten blev båret til kapellets dør af politiassistenter, hvorefter menige betjente trådte til og bar deres gamle inspektør ud på kirkegården, hvor jordfæstelsen fandt sted. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 14. april 1915).

Oldingeregime i Københavns Politi. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om politiinspektør Theodor Petersen og Københavns Politi. Klik her for samtlige indslag.

Oldinge-regimentet i politietaten.

Det gærer i det underordnede personale

Embedsvældens mur mod reformarbejdet.

Vi har fremhævet det før her som så meget i "Folkets Avis" og der er anledning til nu at gentage det, at politietaten står i stampe under det oldingeregimente, som behersker den.

De to mænd, der står i spidsen for Københavns Politi, har forlængst nået støvets år. Politidirektør Eugen Petersen fylder 75 om et par måneder og Ordenspolitiets chef, 1. politiinspektør Th. Petersen går i sit 73. år. 

Politidirektør Eugen Petersen.

De to gamle herrer burde være gået nu for mindst en halv snes år siden alene for alderens skyld, men af hensyn til den stadig voksende etat, som de danner topfigurerne på, burde de have trukket sig tilbage til privatlivet længe, længe før.

Det havde utvivlsomt bandet den offentlighed, som politiet er et så vigtigt T/cd af, bedst, om de to herrer i den sidste snes år havde nydt deres otium uden spekulationer for politikorpsets udvikling, for tiden er forlængst løbet fra dem, de ser den nye tid gennem mormors briller - og forstår den ikke. Ordet reformer virker på dem som et rødt klæde på en tyr.

Det underordnede personale får øjnene op. 

Længe varede det, inden det underordnede personale - betjentene - forstod, at de blev holdt nede - langt nede - af oldingeregimentets embedsvælde. Længe varede det, inden det gik op for politimændene, at de i deres forhold til borgerne var på den gale side, idet de lod sig gennemsyre af den forbenede, bureaukratiske ånd fra oven, mens de burde have slået vinduerne op ud til publikum og modtage impulserne derude fra, så at de kom til at stå med sikre ben i den tid, hvortil de borte, og med stærk tilknytning til det borgerskab, som det er deres opgave at værne om.

Men nu lysner det for politietaten. Ikke fordi der er nogen som helst chance for, at de to herrer

Petersen skal skifte syn på politiet, men fordi politimændene selv har fået øjnene op og har set hvorhen det bærer, dersom de ikke står sammen og tilegner sig selvagtelse.

En bureukratisk afvisning af et reformkrav.

Hertil vil navnlig mægtigt bidrage en afvisning, Københavns Politiforening i disse dage har fået på et andragende om en ændret tjenesteordning. 

I det nummer af "Politivennen" som udkom i går, hedder det bittert, at andragendet blev "pure afvist - som så meget andet". 

"Der er ikke tale om, at man kan snakke om tingene," fortsætter bladet, "lappe lidt på enkelte punkter eller eksperimentere i en enkelt kreds som overgang til noget nyt og bedre. - Nej, kort og godt, afvist. Færdig!"

Og bladet opfordrer til, at der snarest bliver skudt en breche i den mur af embedsvælde, som

kan blive en trussel mod et virkeligt reformarbejde.

"Vi må med andre ord - skrives der - have den praktiske sans ind ved siden af den embedsmæssige registrering i ledelse. Det er politirådene, vi må kæmpe for, og ikke mindst

i København."

En politibetjent trues med opsigelse fordi han er kammeraternes tillidsmand

Samtidig med den ovenfor nævnte bureaukratiske afvisning af forhandling med det underordnede personale - en afvisning, der fører tanken 30-10 år tilbage til de tider, da

arbejdsgiverne stillede sig på samme måde overfor arbejderne - samtidig med afvisningen

er der forefaldet en anden begivenhed der ligeledes har virket som et pust fra en fjern fortid.

En politibetjent, der sidder i Politiforeningens bestyrelse, er blevet kaldt op til 1. politiinspektør Theodor Petersen, der bl. a. havde betydet ham, at hans agitation og optræden ikke vandt

bifald hos hans foresatte ved stationen, hvor han er til tjeneste, eller hos embedsmændene, ja der blev endog ved denne lejlighed stillet ham en opsigelse i udsigt med bemærkning, at hans forbliven ikke bestemtes af "Politivennen" .

Politiinspektør Th. Petersen. 

Hvor er vi henne? Er vi i 1915 eller er tiden rykket tilbage til 70'erne? Man bliver unægtelig noget desorienteret ved at høre den slags.

Politiforeningens udmærkede formand, overbetjent Marius Krogh, har da også i en længere artikel i "Politivennen" nedlagt en skarp protest mod dette udslag af embedsvælden i politietaten.

Krummede rygge findes endnu i politietaten.

Hr. Krogh skriver bl. a.

"Det er sandt, at tiderne har forandret sig, den rigtig gode gamle tid, da kun overklassen regerede, og arbejderen og de med ham ligestillede tav stille, bøjede ryg og ærbødigt tog mod de smuler der faldt fra den riges bord, er forbi, arbejderen har forlængst ranket ryggen i bevidstheden om sit eget værd, dog kan man endnu træffe noget af det såkaldte "gode, gamle", men rigtignok kun i bestillingsmandsklassen og da specielt i politieetaten.

Her i Københavns Politi har det indtil for få år siden gået så rart stille af med hensyn til alt, hvad der angik de underordnedes kår. Når en ældre kammerat døde eller blev afskediget med en lille pension, så rykkede de yngre op i hans nummer, det vil sige, det var ikke sikkert, at det blev den, hvis tur det var, og hvilken skuffelse må det ikke have været for den mand, der ventede det lille tillæg til den sparsomme gage og så blev forbigået, og hvilken gage var det så, fra 700 til 1200 Kr. De 1200 var der kun få, der nåede, det var dem, der efter 30 års tjeneste pensioneredes efter 1.100 kr. Som gagen var ussel, var tjenesteforholdene i det hele taget slette, altid tjeneste uden fridøgn eller ferie.

Arbejderpartiet har anvist vejen. Politiet bør følge den. 

Videre skriver overbetjent Krogh:

"Den tid er forbi, men det er rigtig nok meget endnu at rette, og vejen vi skal gå, er anvist

os af arbejderpartiet. Vi politimænd har set, at meget blev slået i stykker, når der var kamp mellem arbejder og arbejdsgivere, vi har set mange små hjem gå til grunde under en sådan kamp, ja vi har set hele samfundet lide under kampen, men vi har også set, at disse kampe har ført til, at man nu ad fredelig forhandlingsvej søger at opnå det, man før kæmpede uforsonligt om.

Vi politimænd vil ikke slå i stykker, vi vil ikke vore små hjems ruin, men vi vil forhandle os til bedre kår og tilstande. Kan de store fabrikherrer og arbejdsgivere gennem deres organisation forhandle fredeligt med arbejdernes organisation uden kamp, så skulle man synes det ligetil, at tjenestemænd indenfor politietaten ved forhandling kunne komme overens om hvorledes dette eller hint tjenesten vedrørende skulle være. Statsansatte funktionærer har forhandlingsret, det samme gælder enkelte politietater, det var jo ønskeligt, at alle politietater i landet ved lov, fik tilstået denne ret. I Københavns politi er ikke spor af forhandling.

Systemet Petersen

Man forstår, at de ovennævnte tildragelser har skabt en stærk gæring i politietaten og at denne vil vokse sig bestandig stærkere, så længe systemet Petersen regerer. Og man venter med længsel på den dag, da de to 70-årige tager hinanden under armen og går til borgmester Dybdal med deres afskedsbegæring.

Den dag vil indlede en ny tid for Københavns Politi.

Det ske snart!

Bruno

(Folkets Avis, 30. januar 1915).

Politiinspektør Theodor Petersen har - som omtalt - for nogen tid siden måttet lade sig indlægge på Kommunehospitalet under tilsyn af overlæge P. N. Hansen. politiinspektørens tilstand har i flere dage været ret betænkelig. I går syntes der imidlertid at være nogen bedring at spore. 

(Nationaltidende, 6. april 1915)

Også på kønsområdet herskede der nye vinde. I 1914 havde Dansk Kvindesamfunds arbejde for at få ansat kvindelige betjente endelig givet sig udslag i ansættelse af to kvindelige betjente. Den ene i 4. afdeling for værgeråds- og skilsmissesager, den anden i 3. afdeling for bl.a. "løsagtige kvinder". Ved den lejlighed udtrykte Københavns Politiforenings formand, Marius Krogh sig positivt om ansættelsen. Emnet er behandlet i Louise Lis Nielsen: De første kvindelige politibetjente i København. Politihistorisk forening, 2017.

Værgeraad fjærner 3 Børn fra Sverrigsgade. (Efterskrift til Politivennen)

Tre Børn der lider Nød.

Omtrent nøgne i en grufuld iskold lejlighed.

De fjærnes fra det usle Hjem.

I Fredags Eftermiddag blev vi alarmeret i Anledning af 3 Børn, der led ondt.

Vi tog til den opgivne Adresse, Sverigsgade 2 C, 1. Sal, hvor der bor en Familie ved Navn Barnemann. Familien bestaar af Mand, Kone og 3 Børn.

Det Syn, der mødte os, da vi traadte ind i Lejligheden, var som en ond Drøm.

I en lille Stue, hvor Elendigheden raabte ud af hver en Krog, sad to smaa Piger paa henholdsvis 2 og 5 Aar. Begge havde de placeret sig ved Vindueskarmen. Den mindste af dem havde kun en Las om sit lille nøgne Legeme, hverken Uldtøje, Chemise eller Bukser, kun en Stump tyndslidt Kjole, og den 5-aarige Pige var ogsaa daarligt paaklædt, men hun udbrød dog - stolt over at være den lille Søster overlegen - at hun havde Chemise paa.

Værelset var iskoldt, og alt i det vidnede om Usselhed og Forsømthed, dog nej, ikke alt. I dette Værelse hvor der stod en pjaltet Seng - der skulde rumme alle Familiens fem Medlemmer - fandtes ogsaa et stort Fuglebur, indeholdende en halv snes Fugle, og disse syntes at vade i Føde. 

Saaledes var der ikke sørget for de ulykkelige Børn. I Køkkenet og det lille Spisekammer, der var fyldt med uvaskede Køkkenremedier, fandtes ikke et eneste Stykke Brød eller anden Føde, som de til sig selv og Stuens Elendighed overladte Børn kunde spise.

Beboerne i Huset har jo nok i længere Tid lagt Mærke til, at disse Børn forsømtes; de er ofte set halvnøgne nede i Gaarden, og Forældrene syntes ganske ligegyldige overfor dem.

Faderen har ikke desto mindre for Tiden Arbejde paa Flydedokken, og Moderen er ansat i "Den hvide Flip", de tjener altsaa begge Penge, og saa mange Penge, at de ikke behøvede at lade deres Børn leve i denne Elendighed. Saa snart Forældrene imidlertid kommer hjem om Aftenen, forlader de kort efter Børnene igen, der altid er overladt til sig selv. Kun det ældste af Børnene, en skolepligtig Dreng, traf vi nogenlunde varmt paaklædt.

Først i Fredags blev Husets Beboere dog rigtig klar over, hvor galt det var.

Lidt over Middag strømmede der nemlig Vand ned i Lejligheden nedenunder.

Værtinden, Fru Olsen fra Sverigsgade 1 og Lygtetænder Schrøder tilkaldtes. De kom da op i Lejligheden, hvor Vandhanen stod aaben, saa der var Vand over Gulvet, og her saa de Børnene i den ovenfor omtalte Forfatning.

Lygtetænder Schrøder saa straks, at det var uforsvarligt, at smaa Børn skulde være i dette "Hjem", hvor de sad frysende sammenknunget, og han tog staks Affære og gav saavel os som Værgeraadet Meddelelse om Sagen, ligesom der sørgedes for Mad til Børnene. 

Straks efter vort Besøg hos de smaa Børn tog vi hen til Medlem af Værgeraadet, Pastor Frantzen.

Præsten meddelte, at han havde Gaar havde været henne i Lejligheden hos de stakkels Born, og han udtalte, at det var det sørgeligste Hjem, han endnu havde set.

- Børnene maa fjærnes inden Aften! sagde vi og forespurgte, om Pastor Frantzen vilde sørge herfor?

Pastor Frantzen syntes meget forstaaende og erkendte at øjeblikkelig Hjælp var en Nødvendighed, han meddelte, at han allerede havde forsøgt at faa Forbindelse med Værgeraadsformanden, Assessor Meyer, men desværre forgæves. Ene var han ikke berettiget til at fjærne Børnene, men han mente inden Aften at faa talt med Formanden, og da vilde han absolut holde paa, at Børnene skulde fra Hjemmet med det samme

- - -

Sent Fredag Aften modlog vi den beroligende Meddelelse, at Børnene nu var fjærnede fra Hjemmet og anbragt paa Vodrofsvejs Optagelseshjem.

Det var temmelig sent paa Aftenen, Børnene fjærnededes, og Forældrene var da endnu ikke kommen hjem.

Sch.

(Social-Demokraten 31. januar 1915).

Værgeraads-Overgreb i Sverrigsgade.

3 Børn tages fra Forældrene, medens disse er paa Arbejde.

I Sverigsgade 1 C paa 1. Sal bor en Arbejdsmand Banemand med sin Hustru og sine 3 Børn.

De har en 2-Værelses Lejlighed med Køkken i de sma Huse, som ejes af Firmaet Berg & Busch, og Familien har trolig i de 5 Maaneder, de har boet i Ejendommen, erlagt deres Husleje paa 18 Kr. pr. Maaned.

Banemand, som før har haft en lille Forretning herinde i Byen, er "løs" Arbejder paa Flydedokken, hvor han saavel af sine Kammerater som af sine foresatte faar det allerbedste Lov. 

Hustruen har i ca. 1 Aar haft Rengøringen i "Den hvide Flip", hvor man ogsaa sætter stor Pris paa hende.

Imidlertid har det i det sidste Aar været meget smaat for Familien, idet Arbejdet paa Flydedokken ikke har krævet saa mange ekstra Arbejdere som sædvanlig.

Banemand har derfor den meste Tid gaaet arbejdsløs, og meget af den lille Families Husgeraad er vandret paa Laanekontoret.

Ikke mindre end 46 Laanesedler blader vi igennem, medens vi aflægger et Besøg i Hjemmet, og det er selvfølgelig Smaabeløb, som staar paa den enkelte Seddel, ialt beløber det sig til ca. 160 Kr.

Alt er gaaet med for at skaffe det daglige Brød, som Familiens 3 smaa Børn aldrig har savnet.

Banemand nyder aldrig Spiritus, og naar han ikke har været paa Jagt efter Arbejde har han siddet derhjemme og lavet Legetøj til sine Børn, medens Konen har slidt og slæbt for at holde Hjemmet oppe, hvad der ogsaa er lykkedes for hende.

Værgeraadet fjerner brutalt Børnene fra Hjemmet.

Rikard, den ældste af Børnene, er lige ved 8 Aar og gaar i Sundholmsvejens Skole, hvor hans Lærer, Hr. Thormar, regner ham blandt sine flinkeste Elever.

De to andre Børn er Piger, hvoraf Viola er 6½  Aar og Iris er 3 Aar gl.

I Fredags var begge Forældrene imidlertid paa Arbejde, og de tre Børn, hvoraf de to dog er saa gamle, at de udmærket godt kan passe paa deres lille Søster, var ene hjemme.

Det har de været før, og det har altid gaaet godt.

Nu skete der imidlertid det, at Vandhanen i Køkkenet paa Grund af Frost gik i Stykker, og der løb en Del Vand ud paa Gulvet.

Det sivede igennem og ned til Beboerne underneden, som derpaa hentede Viceværtinden, Fru M. Olsen. Da hun kom ind i Lejligheden, laa den lille Viola og og tørrede Vandet op, og dette i Forbindelse med, at Sengene ikke var redte, fordi Moderen maatte saa tidligt hjemmefra, gjorde selvfølgelig, at der saa lidt uordentligt ud.

Hvorledes skal Fattigfolk vel kunne have det, naar alle Kræfter skal lægges i for at skaffe det daglige Brød?

Men Fru Olsen maa imidlertid være bleven meget forskrækket; thi nu blev Jord og Himmel sat i Bevægelse.

Pastor Frandsen blev hentet samt et Par Mennesker til, og Børnene blev, mir nix, dir nix, fjernet fra Hjemmet uden Forældrenes Vidende og Vilje!

Den Guds Mand, Hr. Pastor Frandsen, tænker ikke paa at hjælpe Forældrene til saadanne Kaar, at Hustruen kan være hjemme hos sine Børn, som forøvrigt aldrig har lidt nogen Nød

Han tænker ikke paa, at man dog vist skyldte Forældrene, som er arbejdssomme og flittige Mennesker, at tale med dem om deres Børns Skæbne.

Nej - Værgeraadet skal alarmeres - Børnenes skal fjernes fra Hjemmet, fra den Mor og Far, som de elsker over alt paa Jorden, og som i hver Time paa Dagen kun har deres Tanker rettet mod Børnene og disses Vel.

Hvilke Principper arbejder Værgeraadene efter?

De tre smaa Børn befinder sig nu paa Opholdshjemmet paa Vodroffsvej, og det vil sikkert - hvad enhver, som kender lidt til den Institution, som hedder Værgeraad, véd - falde svært at faa dem tilbage til Hjemmet igen.

Men man fristes uvilkaarligt til at spørge om de Principper, hvorefter Værgeraadet arbejder. 

Vi erindrer nemlig en lille Dreng, som levede hjemme hos et Par fordrukne Forældre. De tvang ham til at tigge Penge, som de brugte til Brændevin.

De sloges og Skændtes, og ofte sad Drengen hele Natten ude paa Trappegangen.

Se, denne Dreng vilde Værgeraadet ikke tage sig af!

Først da Moderen i et Anfald af Delirium styrtede sig ud ud Vinduet og slog sig Ihjel, medens Faderen laa døddrukken inde i Lejligheden, først da traadte man til.

Men her, i det Tilfælde, vi i Dag holder frem, trænger man brutalt ind i et Hjem, hvor der ikke kan sættes nogen Plet paa hverken Far eller Mor - de er blot fattige og maa slide for at skaffe Brødet til Børnene - men trods det røver man Børnene og nægter ovenikøbet at sige Forældrene, hvor de er bragt hen.

Ja, forstaa Principperne, hvem der kan!

Black.

(Folkets Avis - København 2. februar 1915).

Værgeråds-Affæren i Sverrigsgade.

Skolen stiller sig paa "Folkets Avis'" Side og betegner Værgeraadets Adfærd som en uhørt Skandale.

"Folkets Avis"« Artikel i Gaar om Værgeraads-Affæren i Sverigsgade vakte den allerstørste Opsigt inden for Byens Arbejderkredse, den fattige Far og Mor, der efter dette staar retsløse, selv om de lægger alle Kræfter i for at frelse Hjem og Børn ud af den fortvivlede Kamp for det daglige Brød.

Men naar Forholdet er dette, da er Tidspunktet inde til en gennemgribende Revision af Værgeraads - Loven, at den ikke skal komme til st virke som en Svøbe mod de fattige Hjem.

- - -

I Løbet af Eftermiddagen i Gaar modtog vi en Mængde Tilkendegivelser af, at vor Artikel havde ramt rigtig. Det var fra Beboerne i Sverigsgade, det var fra medfølende Forældre rundt omkring i Byens forskellige Kvarterer, og det var pædagogisk interesserede Mænd og Kvinder, som alvor Fremstilling af Sagen havde set det uretfærdige i Pastor Frantzens og Værgeraadets optræden.

Skolen stiller sig paa Forældrenes Side.

Den Støtte i Affæren, som dog har glædet os meget, er imidlertid kommen fra den Skole, hvor den 8 aarige Rikard hidtil har gaaet som Elev.

Hans Lærer, Hr. Thormar, som vil være godt kendt fra sit store Arbejde i Feriekolonisagen, var en af de første, der søgte os.

- De skal have Tak, fordi De har taget denne Sag op til Behandling, siger Hr. Thormar, som har kendt Familien al den Tid, de har boet paa Amager.

Den Uretfærdighed, fortsætter Læreren, som er begaaet mod Banemand og hans Hustru ved at fjærne Børnene fra Hjemmet, er oprørende, og Begivenheden er hverken mere eller mindre end en uhørt Skandale.

Jeg har kendt Rikards Forældre, medens jeg har haft ham som Elev jeg har været i det lille Hjem flere Gange, og jeg har intet ufordelagtig at sige om nogen af dem.

Saavel Banemand som hans Hustru har ærlig stræbt for at holde Hjemmet oven Vande, og hver Gang, Jeg har besøgt dem, har Stuerne været pænt holdte, som det nu en Gang kan være i et Smaamandshjem, hvor baade Mand og Hustru maa stride for det daglige Bred.

At Pastor Frantzen og Lygtetænder Schrøder - to Mænd, som er særdeles godt kendt her  paa Amager for deres mere eller mindre vellykkede Iver i Sager, de helst burde lade ligge - ikke har spurgt Skolen til Raads i denne Sag, ja, det synes jeg, kendetegner deres Adfærd tilstrækkelig.

Efter det indgaaende Kendskab, jeg som sagt har til Familien Banemand, kan jeg derfor ikke andet end stille mig paa "Folkets Avis'" Side i Kampen for at skaffe Forældrene deres Børn tilbage.

Præsten og den fattige Far og Mor.

Den Mand, som bar fejlet dybest i denne Sag, er uden Tvivl Pastor Frantzen.

- De skulde have givet Børnene noget at spise, Hr. Pastor, hvis De da ellers var sultne!

De skulde have lagt lidt Brændsel i Kakkelovnen, hvis Børnene frøs, hører De, Hr. Pastor !

De skulde have tænkt paa de fattige Forældres fortvivlede Kamp for Brødet og - have hjulpet dem! De skulde have tænkt paa deres eget lune Hjem, paa deres egne Børns Glæde for Far og Mor - og paa Grundlag heraf skulde De have skabt Glæde i det fattige Hjem.

Skynd Dem at gøre Fejlen god igen - giv denne Far og Mor deres Børn tilbage, hellere i dag end i morgen.

Black

(Folkets Avis - København 4. februar 1915).

Værgeraads-Affæren i Sverrigsgade.

Et Indlæg i Sagen af Kommunelærer Jørgen Thormar.

Hjemmet som Værgeraadet fandt fattigt og elendigt. Tilhøre ses Børnenes Legetøj, som Faderen selv lavede til dem. Billedet er taget Dagen efter at Værgeraadet tog Børnene.

Naar jeg i Løbet af de sidste Dage mange Gange er bleven spurgt om min Stilling til ovennævnte Sag, skal jeg i det følgende klarlægge mine Bevæggrunde til at stille mig paa Familien Banemands Side - og derved korrigere Udtalelser, der er tillagt mig.

Da jeg første Gang aamtalte med Banemand, fortalte han mig, at Børnene var taget fra ham af Værgeraadet. Samme Dags Eftermiddag (i Mandags) gik jeg da hen i hans Lejlighed for at danne mig et Skøn over, om det, der var bleven skrevet om Sagen, var helt paalideligt, - og om det kunde have været nødvendigt at benytte Værgeraadets skrappeste Bestemmelse: at fjerne Børnene straks.

Først maa jeg indskyde: Jeg er Lærer for Richard, den ældste Dreng. Han var klædt som de fleste, var velnæret, havde ikke bedt om at maatte spise paa Skolen, og jeg fandt megen Behag i Drengens aabne og ærlige Væsen. Han vilde gerne fortælle (uopfordret), hvad han havde derhjemme: Fugle - og Legetøj, som Faderen lavede osv. Det er som Privatmand, jeg kunde on«ke at støtte Banemands, særlig for Drengens Skyld. Paa Skolens Vegne optræder jeg ikke.

Da jeg kom i Banemands Lejlighed og besaa denne, fik jeg følgende Indtryk: I deres pæne Stue stod der et Spisestuemøblement til en Købspris af mellem 4 og 500 Kr. (Jeg kan bemærke hertil, at jeg før har boet hvor der var tarveligere møbleret). Vel, der var noget snavset paa Gulvet! Konen fortalte mig hertil, at hun ikke havde villet gøre rent, før jeg kom, saa at jeg kunde se, hvordan Lejligheden saa nd, da Eksekutionen skete. Hele Lejligheden saa jeg efter, og fandt den ikke saa slem, som jeg havde læst.

Ved Samtale med Forældrene fik jeg dette Indtryk:

Det er skikkelige, arbejdsomme Mennesker, der holdt af deres Barn, og som trolig hjalp hinanden med at holde sammen paa Hjemmet, og fast ved det, der stod paa Laanekontoret. 

Ved at se det Legetøj, Banemand havde lavet til Børnene, ved at høre ham fortælle om deres fælles Kærlighed til Fuglene, de har, maatte jeg tro: Her er en Mand. der holder saa meget af sine Barn, at han vil gaa til Grunde, hvis han ikke faar sine Børn igen, og hvis det, man havde læst om ham, ikke mildnedes. Jeg lovede saa Forældrene at støtte dem, saa de - om muligt kunde faa Børnene Igen.

I Tirsdags læste jeg saa "Folkets Avis"s Artikel om Sagen, og da jeg med det Kendskab jeg da havde til Hjemmet fandt at Artiklen faktiske Oplysninger om Forholdene, i Hjemmet var rigtige, glædede jeg mig over at der ogsaa var andre, der kunde ønske, at Forældre fik deres Børn igen.

Derfor udtalte jeg overfor Bladet, at efter det Indtryk jeg havde af Forholdene, var Værgeraadet gaaet for skarpt frem, skønt det jo var i sin Ret dertil.

Jeg udtalte (som forud til Banemand), at den væsentligste Fejl, der kunde bebrejdes Banemands var, at de ikke havde sendt Børnene paa Asylet, og jeg holdt paa, at et Tilhold fra Værgeraadet burde være en Forløber for en Bortfjernelse som denne. Hvor ofte faar man ikke en Seddel med følgende Indhold: "... holdt jeg hjemme i Gaar, da han skulde passe sine smaa Søskende?" Børnene kunde vel nok have været anbragt et Sted, til Forældrene kom hjem, saa der kunde blive talt med dem først.

Hvordan de yngste Børn var klædt, og under hvilke Forhold de ellers fandtes, véd jeg kun paa anden Haand ; men trods alt, kunde jeg tænke mig langt værre Tilfalde, hvor jeg selv (hvis jeg blev spurgt) vilde fraraade at gaa for resolut frem.

Thi man maa huske paa, at det kan ødelægge lige saa ofte som gavne naar der fares for haardt frem.

Værgeraadet maa vel kunne taale Kritik som enhver anden Institution og jeg udtalte derfor over for Bladet i Tirsdags paa Grundlag af mit Kendskab til Richard og mit Besøg i Hjemmet, at jeg syntes, at naar Værgeraadet første Gang gjordes bekendt med Forhold i et Hjem som dette, saa burdo en Advarsel indtage første Plads i Aktionen. Hjalp den ikke, ja. saa vidste Forældrene hvad de kunde vente.

Pastor Frantzen og de Fattige.

Saa omtalte jeg overfor Bladet den Artikel, jeg havde læst andetsteds, og harmedes over dens Uretfærdighed, der maatte oprøre og skandalisere Banemand. Ligeledes omtalte jeg, at de Ord, jeg havde læst, Hr. Pastor Frantzen skulde have sagt ("at det var det sørgeligste Hjem, han havde set"), kunde jeg ikke forstaa, da jeg har været i flere Hjem, der var langt, sørgeligere. Dette var Indholdet af mine Ord til Pastorens citerede Udtalelser, og det er en Misforstaaelse. naar Bladet lader mig anbringe Pastoren som Parthaver i den Udtalelse, jeg brugte om Hr. Schrøder.

Mit hidtidige Kendskab til Værgeraadssager er dette: Naar et Barn blev anbragt af Værgeradet paa Optagelseshjemmet, var det en foreløbig Foranstaltning, til det - efter at Kendelsen var falden - anbragtes paa en Opdragelsesanstalt. Jeg tænkte mig, det vilde gaa ligesaa her.

I Dag er jeg til min Glæde af Værgeraadsmedlemmer bleven oplyst om, at en Bortfjernelse som denne kun er ret midlertidigt (en 14 Dages Tid), og at de havde skaffet Udvej for nogen Hjælp til Forældrene Denne Hjælp var desværre ikke saa stor som ønsket, saa hvis andre vil hjælpe lidt, vil "Folkets Avis" vel som jeg være villig til at modtage Bidrag.

Da "Folkets Avis" ogsaa læses meget i de Kredse, der har det som Banemands. er jeg glad ved at Bladet har villet omtale denne Sag, da andres Udsagn om denne ikke burde staa uimodsagt - og det kan ogsaa være en Advarsel til dem, der lader deres Børn alene.

Ærbødigst
Jørgen Thormar,
Kommunelærer,
Amager Fælledvej 27, 5/2 1915.

- - -

Det har været os en Glæde at bringe denne Artikel af Richards laerer. Hr. Jørgen Thormar, og idet vi atter punkterer, at Hovedansvaret for Affæren hviler tungest for ikke at sige udelukkende paa Pastor Frantzen, der endnu ikke offentligt har turdet forsvare sin Handling, skal vi tilføje, at "Folkets Avis" med Glæde modtager Bidrag til Understøttelse af den saa haardt ramte Familie.

(Folkets Avis - København 8. februar 1915).

Værgeraads-Affæren i Sverrigsgade.

Børnene bliver bragt tilbage til Hjemmet.

Samtale med Værgeraadsmedlem, Inspektør og Inkassator Anton Jensen.

Folkets Avis' Arbejde for at skaffe Familien Banemand den fortjente og retfærdige Oprejsning har vakt en offentlig Mening, som vi ikke kan tænke os, Værgeraadet mod Hr. Pastor Frantzen i Spidsen tør sidde overhørig.

Det glæder os derfor ogsaa i Dag at kunne meddele, i Overensstemmelse med lir. Kommunelærer Jørgen Thomsens Udtalelser i Gaar, at Børnene nu bliver bragt tilbage til Hjemmet i Løbet af ca. 14 Dage.

Denne Oplysning har vi fra det Værgeraadsmedlem, som sammen med Pastor Frantzen tog Børnene - fra Hjemmet hin Eftermiddag for nu ca 10 Dage siden, nemlig Forsikringsinspektør og Inkassator for Typograf-Foreningen, Hr. Anton Jensen.

- Det har aldrig været vor Mening, fortæller Hr. Jensen, at Børnene for bestandig skulde fjernes fra Hjemmet, og naar vi paa Fredag har haft Møde, vil Resultatet uden Tvivl blive det, at Forældrene faar dem tilbage i Løbet af ca. 14 Dage.

Vi maa nemlig først hjælpe Hjemmet lidt op, og det er der jo allerede gjort Skridt til.

(Folkets Avis - København 9. februar 1915).

Tre Børn lider Ned.

Da Børnene fjærnedes fra Sverigsgade 2.

Et uberettiget Overfald paa Værgeraadet.

Vi har modtaget følgende:

"Social-Demokraten" bragte den 31. Januar en Artikel "Tre Børn, der lider Nød", og der meddeltes i denne Artikel, hvorledes en af Bladets Medarbejdere havde fundet to smaa Piger, den ene omtrent nøgen, siddende frysende i en iskold Lejlighed i Sverigsgade, i hvilken der ikke fandtes den mindste Smule Mad.

Artiklen sluttede med en Meddelelse om, at Værgeraadet om Aftenen havde fjærnet Børnene fra det Hjem, hvor de blev saa forsømte.

Et Eftermiddagsblad har nu siden denne Begivenhed Dag efter Dag bragt Artikler om denne Affære, der er bleven pustet op til intet mindre end end en stor Værgeraadsskandale. Bladet fremstiller det som et Overgreb og skildrer de forsømmelige Forældre, Skibsværftarbejder Banemand og hans Kone, som de kærligste Væsner overfor deres Børn.

Overfor dette vil jeg gærne bemærke, at det - trods alle Eftermiddagsbladets mange Ord - ikke er afkræftet:

1) at Børnene var i en iskold Lejlighed;

2) at det ene af Børnene kun havde en tynd Klud over sit lille frysende Barnelegeme;

3) og at der ikke fandtes Spor af Mad i Huset.

Nu beder jeg imidlertid "Social-Demokraten" optage en lille Redegørelse fra mig, der føler Harmen over den Behandling, som det virkelig gode Værgeraad, som vi har i denne Kreds, bliver til Del i dette Tilfælde, og da jeg har boet i Lejligheden under Banemands, er jeg ret godt inde i de virkelige Forhold.

Og det er disse:

Mere forsømmelige Forældre skal man lede længe efter.

Hver Dag Kl. 7½ om Morgenen forlod de Hjemmet og vendte altid først tilbage henimod 8½ Aften, og ret jævnlig forlod de saa atter Lejligheden.

Børnene var altsaa overladt til sig selv, og det endda i et iskoldt Rum.

Banemands havde Brænde liggende paa Loftet, men deres Ligegyldighed for Børnene var saa stor, at de ikke lagde i Kakkelovnen.

Det er fremstillet i Eftermiddagshladet, som om der var Senge - men som "Social-Demokraten" har skrevet - var der kun én til Familiens 5 Medlemmer.

Børnene maatte ligge paa Gulvet.

Den ældste Dreng har selv overfor mig meddelt dette.

Og at Børnene gik omtrent nøgne, kan vel ingen bedre end jeg bevidne.

Den Aften, da Værgeraadet kom efter dem, blev de nemlig bragt ned i min Lejlighed, og man maatte da tage Faderens Ulster og Moderens Nederdel for at skjule deres Nøgenhed.

Og maa jeg i denne Forbindelse nævne, at i de sidste 4 Maaneder har Mand og Kone dog tilsammen tjent ca. 35 Kr. om Ugen, saa at der ingen Undskyldning er for, at de lod deres Børn være i den ynkva'rdign Tilstand.

Jeg har ønsket at fremkomme med disse Oplysninger, fordi det har harmet mig at se, hvorledes de Mænd, der vil tage sig af forsømte Børn, kan blive overfusede, og jeg vil - og jeg véd, jeg har mange, der ser paa Sagen som jeg - sige Værgeraadet saavel som "Social-Demokraten" Tak, fordi der blev grebet ind her.

S. Madsen, 

Snedker,

Sverigsgade 2 C, St

(Social-Demokraten 14. februar 1915).

Værgeraads-Sagen fra Sverrigsgade.

Banemand har faaet sine Børn tilbage.

Man vil maaske endnu erindre den Værgeraads-Sag, som bragte frem for Offentligheden angaaende en Skibsværftsarbejder Banemands Børn fra Sverigsgade. Værgeraadet havde her med Pastor Frantzen i Spidsen begaaet et brutalt Overgreb, som vi tog kraftig til Genmæle imod, og det synes da ogsaa nu, at Overværgeraadet, af hvilket man ellers ikke kan vente ret meget, er gaaet med os, imod det lokale Værgeraads Afgørelse.

I Søndags har Ranemand og Hustru nemlig faaet deres Børn tilbage, og det skønt der fra forskellige Mennesker, baade inden og udenfor det lokale Værgeraad var gjort store Anstrengelser for at sværte Forældrene sorte og gøre dem til slette Mennesker.

De onde Anslag man imidlertid være prellet af, og selv en Overretsassessor Brun har ikke turdet lage Ansvaret for en fuldstændig Fjernelse af Børnene fra Hjemmet.

Black.

(Folkets Avis - København 17. marts 1915).

 

Tre Børn, der led Nød

En Værgeraadssag fra Amager.

En bidende Frostdag, sent i Januar, fandt vi 3 Børn omtrent nøgne i en grufuld iskold Lejlighed i Sverigsgade. Samme Aften tog Værgeraadet Affære, og Børnene, der var overladt ene til sig selv uden Klæder og Mad, blev samme Aften fjærnet og foreløbig anbragt paa Vodrofsvejs Optagelseshjem.

Et herværende Eftermiddagsblad Overfald paa Værgeraadsmedlemmerne Pastor Frantzen og Typograf Anton Jensen, og nu meddeler dette Blad, at Børnene er komne tilbage, da "Overværgeraadet er gaaet imod det lokale Værgeraads Afgørelse".

VI skal i den Anledning oplyse, at Overværgeraadet overhovedet ikke har haft noget som helst med denne Sag at gøre, idet Fjernelsen af Børnene var ganske administrativ. At Børnene i Søndags er komne tilbage til deres Forældre er rigtigt, men før dette er sket, er der rigtignok ogsaa skabt en Garanti for, at de vil blive passede, ligesom en Tilsynsværge vil tilse Hjemmet. Endvidere er der sket det, at Børnenes Tøj er bleven løst hjem - ikke ved den Indsamling, som Eftermiddagsbladet foranstaltede, idet den kun indbragte 2 Kr. - men ved Pastor Frantzens og Typograf Jensens Anstrængelser. De to Værgeraadsmedlemmer skaffede 70 Kr. til at indløse de nødvendige Beklædningsgenstande for. 

Iøvrigt har Værgeraadet i denne Kreds i mange Tilfælde sørget for at faa Børnene tilbage i Hjemmene, når der vel og mærke var skabt et Grundlag for, at det kunde lade sig gøre.

Og den Advarsel, der ligger i en kortere Fjernelse af Børn fra et forsømmeligt Hjem, har da i mange Tilfælde ogsaa virket godt. Man maa haabe, at den ogsaa vil gøre det her.

(Social-Demokraten 23. marts 1915)