Den Saxtorphske Affære. (Efterskrift til Politivennen)

Ministeriets specielle Organer, "Berl. Tid." og "Dagens Nyheder", indeholder i Gaar omtrent ligelydende Meddelelser om den i disse Dage af Kirke- og Undervisningsministeriet afgivne Resolution i den Saxtorphske Sag. Resolutionen lyder saaledes :

"Fra Direktionen for Frederiks Hospital er til Kirke- og Undervisningsministeriet indkommet Erklæringer fra Overkirurg, Prof. Saxtorph samt fra det ham underordnede Personale i Anledning af en i "Social-Demokraten" optagen Fremstilling af Førstnævntes Forhold lige over for en paa del kgl. Frederiks Hospital amputeret og senere ved Døden afgaaet Patient. Af disse Erklæringer fremgaar det, at den i det anførte Blad givne Fremstilling af det Passerede i flere væsentlige Punkter er urigtig (?). Det er saaledes af Prof. Saxtorph bestemt benægtet, at han har givet en almindelig Tilladelse til Indbringelse fra Byen af Fedevarer til Patienten, hvorimod han kun har indrømmet denne en begrænset Dispensation fra det bestaaende Indførselsforbud, idet han har givet ham Tilladelse til at nyde Appelsiner og Vine, der ikke leveres paa Hospitaler. Denne begrænsede Dispensation er imidlertid bleven misforstaaet af Reservekirurgen, som i den Formening, at en almindelig Tilladelse var given af Prof. Saxtorph, har udstedt en saakaldet Passerseddel, hvorefter Fødemidler uden Begrænsning ere indbragte udenfra til Patienten. Dette har givet Anledning til, at Prof. Saxtorph, der maatte antage, at Stuekonen havde gjort sig skyldig i grov Overtrædelse af dette Forbud, paa Stedet har givet hende en alvorlig Tilrettevisning i Sygeværelset, hvor Patienten henlaa.

Endvidere er den af Bladene givne Fremstilling af Sammenstød mellem Prof. Saxtorph og det øvrige Lægepersonale samt den Syges Moder usandfærdig, idet ingen af disse vare tilstede under hans gentagne Besøg hos Patienten den paagældende Dag. Ligeledes er det oplyst, at den af Professor Saxtorph beordrede Flytning af Patienten til en anden Sygestue, der forøvrigt ikke foregik i en Kurv, men i og i Forbindelse med Patientens Seng, er en Foranstaltning, der ofte anvendes selv med Hensyn til de haardest angrebne Syge, dels i hygieinisk Øjemed, dels for at bringe Patienter under et strængere Tilsyn.

Endelig er det godtgjort, at der ikke er nogen rimelig Kausalforbindelse mellem Professor Saxtorphs Optræden ved den anførte Lejlighed lige over for Stuekonen og Patientens kort derefter indtraadte Død, idet dennes Tilstand alt forinden skildres som haabløs og hans Død for umiddelbart forestaaende.

Efter det saaledes Fremkomne har Ministeriet fundet Anledning til at paalægge Direktionen at tilkendegive Professor Saxtorph sin Beklagelse over, at den af ham givne Tilladelse til en delvis Indbringelse af Levnetsmidler til Patienten ikke har været givet saa tydeligt og klart, at en Misforstaaelse kunde undgaas, ligesom Ministeriet har udtalt sin alvorlige Misbilligelse af Professor Saxtorphs heftige og hensynsløse Optræden lige over for den Døende, en Optræden, der endog kun var begrundet i en Fejltagelse fra hans Side, som paa Stedet vilde være bleven opklaret, saafremt han havde vist en lidt større Besindighed."

Hermed skal denne Sag formodentlig have sit Forblivende. Med denne paa en vag, urigtig cg vaklende Motivering byggede Misbilligelse er det altsaa Hensigten at lade Hr. Saxtorph slippe, skønt han vitterlig har gjort sig skyldig i en Brøde, som vilde have bragt enhver as hans Underordnede en langt strængere Straf.

Forinden vi gaar over til at vise, paa hvilke Punkter den af Hr. Saxtorph afgivne og af Kultusmrnisteriet godkendte Forklaring er i Uoverensstemmelse med Sandheden, skal vi tillade os at undersøge den ovenfor citerede Resolution lidt nærmere.

Det hedder i denne, at Hr. Saxtorph ikke har givet Tilladelse til Indbringelse af Fødevarer til Patienten, idet han kun har tilladt, at den Syge maatte nyde Appelsiner og Vine. Efter denne Forklaring er Saxtorph jo brødefri og hele Fejlen paahviler Reservekirurgen, der har misforstaaet Processoren.

Endvidere hedder det, at Hr. Saxtorph kun har tildelt Stuekonen en alvorlig Tilrettevisning, fordi hun havde tilladt, at Fødemidler uden Begrænsning blev indbragt til den Syge. Ogsaa med Hensyn til dette Punkt har Hr. Sartorph baade Retten og Uskyldigheden paa sin Side; thi det at tilrettevise en Stuekone, naar hun uden Professorens Tilladelse ser gennem Fingre med Brud paa Hospitalets Reglement, er ingen Forbrydelse, og Hr. Saxtorph er jo overbevist om ikke at have givet denne Tilladelse.

Dernæst siges der, at den af Bladene givne Fremstilling af Sammenstødet mellem Saxtorph og de øvrige Læger samt den Syges Moder, er usandfærdig. Professoren er altsaa ogsaa uskyldig i dette Tilfælde.

Længere nede i Resolutionen hedder det, at Flytning af Patienter til en anden Sygestue ofte anvendes selv med Hensyn til de haardest angrebne Syge, dels af hygieiniske dels andre Grunde. Naar man altsaa har anket over afdøde Kontorist Erichsens Flytning er dette aldeles ubeføjet, og Hr. Saxtorph staar ogsaa hvad denne Anke angaar ren og fri for enhver Brøde.

Endelig siger den ministerielle Skrivelse, at Patientens Død ikke staar i nogen rimelig Aarsags-Forbindelse med Professorens Optræden. Altsaa har Hr. Saxtorph ingen Ansvar for den Syges hurtige Død, og han er aldeles uskyldig og angerløs med Hensyn til denne.

Efter denne Forklaring, efter alle disse Beviser for Professorens Uskyldighed, maa man nok spørge, hvad der bevæger Kultusministeren til at tildele Hr. Saxtorph en alvorlig Misbilligelse, og man maa nok spørge, hvorledes Ministeriet efter sin Motivering kommer til det Resultat, at Saxtorph har vist Heftig og hensynsløs Optræden overfor den Døende. Der er jo ikke i Sagens Fremstilling et Ord, som antyder noget saadant, der er jo ikke en Stavelse i Præmisserne, som begrunder denne Beskyldning eller forsvarer denne Dom, som vilde være meget uretfærdig, hvis Resolutionens Fremstilling af Sagen er korrekt.

Heldigvis er Kultusministeriets Veje ikke i højere Grad urandsagelige, end at almindelige Dødelige nok kan sinde sig tilrette deri. Og den Udtydning ligger da nær, at man har været saa forhippede paa at undskylde og forsvare Saxtorph, at det næsten er blevet glemt, at man dog af Hensyn til Offenligheden maatte misbillige hans Optræden. Derfor kommer denne malplacerede Udtalelse om Hensynsløshed dumpende ned i de sidste Linjer som en skærende Kontrast til Alt, hvad der er sagt forud; derfor er hele denne Resolution, som Alt, hvad der ikke er bygget paa Sandhed, blevet et grelt Makværk, fra hvilket Uhjælpsomheden, Usandsynlighederne og Modsigelserne stritter ud til alle Sider. Alene af denne Resolution, udstedt af et Kirkeministerium, vil Efterverdenen kunne lære, hvilke dejlig: moralske Forhold, der herskede i Danmark Anno 82.

Vi har i det Foregaaende ladet den ministerielle Resolution dømme sig selv. For dog ret at belyse den, skal vi imidlertid tillade os et Par Kommentarer.

Den Afdødes Moder har i saa Henseende bemyndiget os til at meddele følgende:

Det er langt fra, at der til Patienten blev indbragt "Fødemidler uden Begrænsning". Alt i Alt modtog han to Gange lidt Duesteg og en Gang lidt Kyllingesteg, samt efterhaanden to Flasker Rødvin, som han drak, blandet med Vand, for at komme til Kræfter. Som bekendt havde Moderen Tilladelse til at medbringe disse Fødemidler, og det er saa meget utænkeligere, at Nydelsen heraf kunde virke skadelig, som Patienten ellers i Tilfælde af Trang til Næring skulde nyde Hospitalets sædvanlige Kost, da han ikke var sat paa nogen ekstraordinær Diæt. Ligeledes er det urigtigt, at Moderen ikke var tilstede under Professorens voldsomme Udbrud. Tvertimod sad hun ved Sønnens Seng, da Saxtorph anden Gang gav efter for sit ustyrlige Raseri, som han lod gaa ud ikke alene over Stuekonen, men over Patienten, som han betegnede med Udtryk som "Fyr" o. s. v., og over Moderen.

Der er ingen som helst Grund til at drage den Afdødes Moders Ord i Tvivl, saa meget mere som de bekræftes fra alle Sider, og hvad det angaar med den brutale Behandling af Stuekonen, som kun handlede efter Ordre, og med Patientens Flytning, der mødte Modstand hos Lægerne, da fordømmer begge disse Handlinger sig selv i højere Grad end vi er i Stand til.

Vi kommer endelig til det sidste Punkt, Aarsagsforbindelsen mellem Saxtorphs Optræden og Patientens Død. Resolutionen siger, at det er godtgjort, at der ingen Kausalforbindelse er til Stede. Hertil skal vi oplyse, at da den Afdødes Principal besøgte ham samme Dags Morgen, som Døden fandt Sted om Aftenen, da ytrede den Syge, at han befandt sig bedre end tidligere og i det hele taget forholdsvis vel. Selv om man imidlertid ikke vil lægge stor Vægt paa denne Udtalelse, saa er der en anden Omstændighed, som forekommer os i højeste Grad graverende. Hvis det nemlig forholder sig saaledes, at den Syge var haabløs opgivet, hvorfor tager da Saxtorph saa voldsomt paa Vej ved at erfare, at Patienten havde spist lidt Kyllingesteg? Var han opgivet og "hans Død umiddelbar forestaaende", saa var dette jo netop en Grund til at lade ham nyde, hvad han vilde; men ikke til at udskælde ham og flytte ham fra Stue til Stue.

Det stiller sig saaledes for os, at hvis den kultusministerielle Resolution er bygget paa en upartisk Fremstilling af Sagen, da er det uberettiget at tildele Saxtorph en Advarsel. Men hvis den er urigtig og vor Fremstilling korrekt, og dette hævder vi vedblivende, da er den "alvorlige Misbilligelse" kun en latterlig Straf. Medens Sagens Undersøgelse har staaet paa har man tilladt Saxtorph uforstyrret at fungere i sin overordnede Stilling paa Hospitalet, i en Stilling, hvor alle de, der skulde vidne mod ham, stod, i det Mindste indirekte, under hans Indflydelse. At dette var uheldigt, behøver vi vel ikke nærmere at paavise; men uheldigere og fordømmeligere er det, at han trods det Passerede vedblivende skal blive staaende i den Plads, som han har vist sig saa uværdig til. I denne Plads vil han være hævet over "Misbilligelser" og "Beklagelser", hvorfra de saa end kommer, medens Følgerne af "den Saxtorphske Affære" vil komme over deres Hoveder, der trods Kendskabet til "de Stores" Ukrænkelighed har vovet at vidne og opponere.

(Social-Demokraten 9. juni 1882).

Sagen er tidligere omtalt her på bloggen. Reservekirurgen opsagde umiddelbart efter denne affære sin stilling. I august blev hans afløser bekendt: Den blev 1882-1884 overtaget af Saxtorphs brorsøn, kirurgisk og medicinsk kandidat Johan Sylvester Peter Saxtorph (1851-1934). Han blev 1899 overkirurg ved hospitalet.

Ureent Vand i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Vandforsyning lader i denne Tid meget tilbage at ønske. I et Avertissement fra Rosenborg Brøndanstalt gjør Inspektøren Publikum en Undskyldning for, at Anstaltens Mineralvande for Tiden ikke ere saa rensmagende, som de burde være, og oplyser som Grund hertil, at Kjøbenhavns Vandværks Vand er saa urent, at hverken Filtration eller Destillation kan befri det for dets ubehagelige Bismag. I en Bekjendtgjørelse fra Vandinspektør Poulsen meddeler denne, at Vandvæsenets Søer og Aaløb ere fyldte med en overvættes stærk Grøde af mikroskopiske Smaavækster, som have udviklet sig i en saadan Rigdom, at Vandet er ganske tykt og blakket, saa at det kun er med den yderste Anstrængelse, at det hidtil er lykkedes at filtrere Vandet, da Filtrene overordenlig hurtig blive uigjennemtrængeligt. Tillige forbereder han Publikum paa, at Vandværket meget let kan komme i den beklagelige Nødvendighed at maatte føre Vandet ufiltreret til Byen. Han nærer dog det Haab, at det Indtraadte kølige Veir vil forandre Forholdene saa meget til det bedre, at en saadan Kalamitet vil kunne undgaas.

(Nationaltidende 8. juni 1882)

Drikkevandets Beskaffenhed. I Borgerrepræsentationens Gaarsmøde forelaa en Meddelelse om saavel en kemisk som en mikroskopisk Undersøgelse, hvorefter den kemiske Undersøgelse havde givet samme tilfredsstillende Resultat som i tidligere Aar, med Hensyn til Ammoniak, Fosforsyre og Salpetersyere, medens den mikroskopiske Undersøgelse havde viist, at Vandet uden paaviselig Grund indeholdt en stor Mængde Traade af en lille Traadalge, der hindrede Filtreringen og fremkaldte Vandets slette Beskaffenhed, men efter Erfaringen var fuldstændig uskadelig for Sundheden. Den kemiske Undersøgelse er foretaget af Assistent Steenbuch, den mikroskopiske af Dr. med. Ditlewsen. Sagen toges til Efterretning, efter at Formanden havde henvist til det tilfredsstillende og beroligende Indhold af Meddelelsen.

(Nationaltidende 27. juni 1882).

Kjøbenhavns Drikkevand. Redaktionen har modtaget følgende: Hr Redaktør! I Borgerrepræsentanternes sidste Møde blev der oplæst en Skrivelse fra Magistraten om Drikkevandets Beskaffenhed, hvorefter det fremgaar, at Vandet skal Indeholde en fuldkommen uskadelig Traadalge, og Formanden fremhævede det glædelige Resultat af disse Undersøgelser. At disse Alger ikke ere saa aldeles uskadelige, som det fremgaar af Skrivelsen, tror jeg at kunne bevise Dem. Jeg eier nemlig en temmelig betydelig Samling af Fugle, og samtidig med at Vandet begyndte at blive slet, indtraf der en stor Epidemi blandt Fuglene. Jeg forhørte mig hos flere Fuglevenner og Fuglehandlere, og det samme var Tilfælde her; Fuglene døde som Fluer, ja selv blandt Fiskene var Dødeligheden stor. Jeg benyttede mig nu kun af kogt Band, og der Indtraf straks en Bedring blandt Fuglene, men da jeg i Henhold til Magistratens Skrivelse saa, at Algerne vare uskadelige, ophøre jeg at give kogt Vand, og mine Fugte begyndte straks at give Tegn til Sygelighed. Jeg skal derfor anbefale, saalænge Vandet ikke er aldeles klart, kun at give Smaadyr kogt vand, og jeg tror, at De hos de fleste Dyrevenner vil kunne erholde Bevis for, at Magistratens Erklæring om Vandets Uskadelighed ikke er aldeles at stole paa.

En Fugleven.

(Nationaltidende 29. juni 1882).

Vandværket ved Søndersø. Tegnet af A. Hermburger. Illustreret Tidende nr 1195, 20. august 1882).

Hunde paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Vestre Kirkegaard. Hr. Redaktør! Det maa vistnok være vedkommende Autoriteters Opgave at virke til, at Begravelsesceremonierne paa Kirkegaardene faa et saa lidet uhyggeligt Præg som vel muligt. Imidlertid findes der paa vestre Kirkegaard i Kapellets umiddelbare Nærhed opført et Bur til Opbevaring af Hunde, som det behager de Herrer af Følget at medtage. De her indespærrede Dyr opføre en forfærdelig Musik, som saa godt som overalt, hvor man opholder sig paa Kirkegaarden, er til stor Gene for Andagten. Saafremt det ikke aldeles kan formeres Folk at tage Hunde med paa Kirkegaarden, vilde det, forekommer det mig, for at undgaa det nævnte Spektakel være heldigere, at man lad Hundene gaa løse og benyttede de Penge, der indkom ved Realisationen af Hundearresten, til Hjælp ved Anskaffelsen af et lille Stueorgel i Kapellet. Den Musik egner sig meget bedre til Formaalet.

Y.

(Nationaltidende 8. juni 1882).

Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! 

Det må vist nok være vedkommende autoriteters opgave at virke til at begravelsesceremonierne på kirkegårdene får et så lidet uhyggeligt præg som vel muligt. Imidlertid findes der på Vestre Kirkegård i kapellets umiddelbare nærhed opført et bur til opbevaring af hunde, som det behager de herrer af følget at medtage. De der indespærrede dyr opfører en forfærdelig musik, som så godt som overalt, hvor man opholder sig på kirkegården, er til stor gene for andagten. Såfremt det ikke aldeles kan formenes folk at tage hunde med på kirkegården, ville det, forekommer det mig, for at undgå det nævnte spektakel være heldigere, om man lod hundene gå løse og benyttede de penge, der indkom ved realisationen af hundearresten, til hjælp ved anskaffelsen af et lille stueorgel i kapellet. Den musik egner sig meget bedre til formålet.

(Nationaltidende, 8. juni 1882)

Marie Vinters Dødsdom. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsdommen,

som i forrige Uge blev faldet i Højesteret over den svenske Pige Marie Vinter, der hensidder i Fængslet paa Blegdamsvejen, maa nødvendigvis fremkalde nogle Betragtninger over enkelte af vore Samfundsforhold, som vi ikke ville tilbageholde, selv om vi af den retfærdige Ridder "uden Frygt og Dadel", Hr. Erik Bøgh, skulde blive beskyldt for Forbrydervenlighed.

Vi forudsætte, at vore Læsere erindrer Hovedtrækkene i denne ulykkelige Kvindes Liv, og at her staar en Moder, der den ene Gang efter den anden - 5 Gange - har myrdet sine nyfødte, uægte Børn ved at kvæle dem, og derpaa kaste dem i Vandet. Her foreligger altsaa 5 Barnemord under de mest graverende Omstændigheder, og ved at undersøge og granske i Straffeloven og dens Motiver er det ikke muligt at finde et eneste Ord, der kan formilde det juridiske Straffeansvar, som maa paahvile hende for hendes skrækkelige Gerning. Domstolene maa dømme, som de har gjort, og det er næsten ikke tænkeligt, at Justitsministeren kan indstille hende til Benaadning; thi 5 Mord, og det en Moder, der ombringer sine egne Børn, dette er jo næsten uhørt herhjemme. Hvad vil man gøre ved et lignende Tilfælde, som atter ad Aare kommer frem, hvis Marie Vinter indstilles til Benaadning? Lige saa lidt som der nogensinde har varet en Lovgiver, som har varet i Stand til med Bestemthed at fastsætte Grænserne for Selvforsvarets Berettigelse, lige saa vist er det, at Ingen kan sige, hvor langt Naade med Forbrydere bør gaa, før den fortjener at kaldes fordærvelig Svaghed. Man kan have Medfølelse med den ulykkelige Forbryderske, man kan endog være tilbøjelig til at ønske, at Regeringen vil benaade hende; men Loven i Ære, den falder hende, og det saa faa være.

Et andet Syn paa Sagen, og et andet Resultat kan man maaske komme til, naar man tager Straffelovens Grundprincip, og Samfundsforholdenes ulykkelige og i flere væsenlige Henseender mangelfulde Ordning i Betragtning. Denne Side af Straffelovens Grundprincip er Forbryderens Forbedring; det andet, at der straffes for at lade Retfærdigheden ske Fyldest. Vi holde os til det Første, der alene vedkommer os her. Er der nogen Mulighed for, at den dødsdømte Kvinde kan blive bedre, har der i hendes lange Fængselstid, i hvilken Tanken om Døden som en Følge af hendes Forbrydelser, stadig har trængt sig ind paa hende, været umiskendelige Tegn paa en virkelig og alvorlig Anger over hendes rædselsfulde Fortid? Har der det, er det en meget betænkelig Sag at afbryde hendes Livstraad, at standse den begyndte Forbedring. Samfundet skylder hende, hvor dybt hun end er falden ved sine mange Forbrydelser, Adgang til Fred med sig selv, til alvorlig Anger over det Liv hun har ført. Samfundet - siger vore Modstandere og vore Fjender og alle dem, der ikke vil erkende, at det borgerlige Samfunds Bestyrelse - Regeringerne - har modtaget Folkenes Rettigheder i deres mægtige Hænder, fordi de skal beskytte baade det hele Samsund og den Enkelte mod Overlast og Uret. "Samfundet" - siges det - "hvad skylder det Marie Vinter eller Ligestillede? Har hun været letsindig og kastet sig i Armene paa Per eller Poul, og hun ikke kan klare sig, saa er der jo Kommunehospitalet og Fattigvæsnet; der kan hun gaa hen! - Og samtidig med, at Samfundet giver hendes denne Anvisning, saa lader det hendes Bolere løbe frit omkring for at kaste dem over andre ulykkelige Kvinder, som staa ene og forladt og som aldrig har kendt til en Ven eller Raadgiver; men som er vokset op i en Samfundsklasse til hvilken der Dag ud og Dag ind raabes:

"Du favne skal! bestandig favne!
Det er den altid sungne Sang,
Som Alt, hvad lever, evigt hører,
Som hver en Time paa vor Gang
Hvisker os hæst i vore Ører."

(Faust.)

Gaa saa ned ad Østergade og ud ad Langelinie, ind i Teatrene og hen til Koncerterne, kig ind i Villaerne paa Strandvejen og besøg Slottene paa de store Godser, og spørg saa alle disse silke- og floromvundne unge Piger med Skønhed i Blikket og Uskyld paa Panden, alle de halvsminkede Guvernanter og de opstadsede Matroner, som ere Dommere over de Værgeløse og Udsatte her i Samfundet, hvormange Gange de har traadt paa Sædelæren og let af Moralloven. Spørg, hvormange der tør kaste den første Sten? Og spørg dem først og fremmest om, om de erkende, at deres sociale Stilling, deres Familieliv og Venskabsbaand er Skyld i, at de ikke ere blevne prisgivne Nøden og Elendigheden i vort Samfund? Nu tvivler man atter om, at Demoralisationen er saa stor; men man er paa Vildspor; thi paa enhver Time paa Dagen bereder den fremskridende Civilisation og den høje Grad af Kultur, hvortil vi efter Sigende skal være naaet, os allehaande Overraskelser, der virker mere eller mindre demoraliserende paa Menneskene. Vi ville slet ikke tale om saadanne Prostitutionsanstalter som  Sangerindeknejperne, hvor Usædeligheden drives plumpt og raat, og som sender mange unge Mænd i Straffeanstalterne og mange unge Kvinder fra Fald til Fald indtil de ende paa "Jomfruhusene" for at modtage Uddannelse til Ladegaarden og Fattiganstalterne. Derimod tænke vi paa den Demoralisation, som breder sig i Stilhed, som gaar frem i Ly af den reneste Uskyld. Hvor mange har ikke spildt deres Liv og mistet deres Fremtid i Tivolis mangfoldige Lysthuse og Labyrinther, i de mange Kaféer og Restaurationer med "særskilte Værelser" og "separate Kabinetter", som det hedder? Hvormange unge Mand har ikke mistet deres Stilling paa slige Steder, og hvormange unge Piger har ikke med Smil paa Kinden og uden Anelse om Faren gaaet ind paa disse Steder, og inden de rigtig er kommen til Besindelse, har de gaaet paa Gaderne, stødt bort fra Hjemmet og med en Dom for "Fostermord" eller "Fødsel i Dølgsmaal" hvilende paa dem. Her bærer Samfundets Ordning en stor Del af Skylden. Det bør ikke give Usædeligheden, Letsindet og de menneskelige Lidenskaber al ønskelig Lejlighed til Tilfredsstillelse. Og nu Teatrene, hvor der under de skønneste Former og i de mest tillokkende Skikkelser toles til de seksuelle Drifter hos Mennesket, hvor Ufredelighed under Uskyldighedens Maste tilklappes og bekranses.

- Mange unge Mand og Kvinder ere komne hen i Teatrene, og har der set og hørt Ting, som de i deres Hjem og i Stilhed ikke en Gang har turdet navne uden at blues. Pludselig ser de Mythologiens Guder og Gudinder forvandlede til Bolere og Bolersker, Forførelsen i elegante Kostumer udføre sine nederdrægtigste Kunster, de uskyldige Badestæder blive Tumleplads for allehaande Udskejelser og Alt bliver belønnet med Klap og Bifald, rost i Bladene og brugt til Samtalegenstand i Selskaberne. Spadserer vi ned ad Gaderne og ser ind ad de mange elegante Butiker med Kunstværker og Billeder, finder m de samme ufredelige, men ypperligt udførte Kunstværker i allehaande Former og Skikkelser; man ser paa dem og man forlieber sig i Beskuelsen af disse prægtige Ting; men det hører nu en Gang til den menneskelige Natur, at den ikke altid formaar at hæve sig op over det naturlige, det dagligdags, det kødelige, følgelig kommer Følelsen, Lidenskaben og Drifterne altfor ofte i Bevægelse og Indtrykkene lader sig ikke udviske. Saa Livet paa Gader og Promenader, hvor man træffer Mand i de højeste Samfundsstillinger, der skamløst driver deres Uvæsen med deres afdankede Maitresser og er til Skam og Skændsel for dem selv og deres Medmennesker, samtidig med, at de højeste Udmærkelser dingler paa deres Bryst. Ali dette er nok i Stand til at vende op og ned paa Sædelære og Morallov. Alle Vegne bryder man Skrankerne for de menneskelige Tilbøjeligheder ned uden at rejse et eneste Værn op, som kunne beskytte de Ubefæstede, de Værgeløse og de Udfatte i det store Selskab.

Man lader Tilbøjelighederne have frit Løb, man tillader ligefrem, at Dørene aabnes for dem og Adgangen til at tilfredsstille dem gøres uhindret og tillokkende; men man glemmer at lægge en saadan Ballast af Moral, en saadan Modvægt mod de menneskelige Svagheder ind i Mennesket, som kan bidrage til, at Roret er i Lave og at Skibet kan styre uden om Skærene i Livets Brænding, hvor alle menneskelige Drifter kæmper mod hinanden og hertil er den af Socialdemokratiet forlangte bedre Skoleundervisning nødvendig.

Af saadanne ubefæstede, værgeløse og udsalte Kvinder er der mange i vort Samsund, og fra den Kreds er det, at de Kvinder udgaar, som føde i Dølgsmaal, begaar Barnemord og i Forening med deres Bolere fordrive Fostre; saa kommer Straffen og dermed den totale Ødelæggelse af deres borgerlige Eksistens. 

Hvad bør der nu gøres for at forhindre eller indskrænke den Række af sekssuelle Forbrydelser, som aabenbarer sig i Fødsler i Dølgsmaal, Barnemord o. s. v.? Det ligger da nær at fremhæve, hvad jo oftere er fremhævet, først og fremmest, at Befolkningens moralske Bevidsthed hæves og udvikles ved Børnenes bedre Undervisning og ved, at Befolkningen i det hele taget faar Tid og Lejlighed til at udvikle sine Aandsevner; dernæst, at Straffen skærpes for de Mand, som - deres Skyld være nu større eller mindre end Kvindens - benytter dem af den kvindelige Svaghed, og naar dette er sket forlader hende, og lader hende ligge hjælpeløs. De Bestemmelser, som nu gælde, ere saa betydningsløse, som tænkes kan og trænge til en betydelig Skærpelse baade med Hensyn til Alimentationsbidragets Størrelse og til den i dettes Sted trædende korporlige Straf, som med Hensyn til Kvindens lettere Adgang til at faa deslige samvittighedsløse Mænd tiltalte og straffede. Dernæst træder Spørgsmaalet om Oprettelsen af et Hittebørnshospital frem som en Nødvendighed under de forhaandenværende ulykkelige Forhold, Plan vil maaske sige, at et saadant Hospital vil fremme Usædeligheden, da hjærteløse og samvittighedsløse Mødre og Fædre ville staa dem til Ro med, ubemærket at kunne skjule deres Brøde ved at overgive Barnet til et saadant Hospitals fremtidige Omsorg. Muligvis vil Sligt kunne tænkes, men skønt vi ikke tror det, maa man jo dog sige, langt hellere en Hittebørnsanstalt end de meget hyppige Forbrydelser, der paa en saa gyselig Maade taler om menneskelig Elendighed og Samfundets Magtesløshed over for den Art af Forbrydelser. Skønt vi, som sagt, kun kan finde det Forsvar for Marie Vinters rædselsfulde Gerninger, at hun hører til de i Samfundet i saa høj Grad forsømte Børn, saa ere vi dog tilbøjelige til at tro, at havde hun havt den Udvej, at overgive sit første Barn til et Hittebørnshospital, saa vilde hun have benyttet den i Stedet for den ene Gang efter den anden at dræbe sine Børn. Og saaledes vil det gaa i mange Tilfælde, ja i de allerfleste; thi det er jo den rædsomme Skam og Nød, som de ulykkelige Mødre til uægte Børn ikke kan overvinde, og saa i Stedet for at gaa den trange og bitre, men lovlige Vej, saa gaar det som det saa ofte gaar her i Verden, Forstanden omtaages, Begreberne forvirres og Overtalelsen sover ind i en aandelig Morfinrus, og under Paavirkningen af denne bliver de Forbrydersker. I de fleste større Hovedstæder findes saadanne Hospitaler, og hvad der nu end kan siges pro og contra i dette Spørgsmaal, saa er saa meget afgjort, at de bidrage til at hæmme de hyppige Forbrydelser, for hvilke den dødsdømte Forbryderske staar som den gyseligste, men tillige sørgeligste Repræsentant, der hidtil er præsenteret i vort lille Samfund.

(Social-Demokraten 2. juni 1882).